Dänemark. (Efterskrift til Politivennen)

I foråret 1857 udvikledes en af de mange politiske kriser. Grunden var bl.a. de personlige modsætninger mellem L. N. Scheele og konseilspræsident C. G. Andræ, og en generel politisk uenighed. Scheeles støtte, Frederik 7. forsøgte forgæves at få valgt en regering udenom de nationalliberale Andræ, Hall og Krieger.

Danmark.

Fra Danmark den 21. marts. Hovedartiklen i gårsdagens "Dagblad" kan ses som program for Krieger-Hall-Andree-fraktionen i ministeriet for den fremtidige holdning mod Tyskland. For første gang er den nye politik, der vil erstatte den tidligere, i en eventualitet klart og klart skitseret. Efter at notatet af 23. februar er blevet rost som et af de ypperligste dokumenter og som bevis på fast standpunkt, udtrykkes forventningen om at samme, såvel som taler i politiske kamre, ikke vil gøre indtryk på de modsatte parti til trods af deres iboende effektivitet ikke medføre nogen stemningsændring hos dem, som det er rettet til, og vil kun tjene til at retfærdiggøre det danske kabinets politik over for fremmede magter. Nu hvor nyheden der bekræfter disse forventninger, ikke længere kan betragtes som for tidlig, er spørgsmålet hvad Danmark skal gøre når stridighederne med det bliver indbragt for forbundsforsamlingen. Det er fra begyndelsen sikkert, at her vil ingen anden mening herske end den som de to største stater (Red: Preussen og Østrig) har givet udtryk for over for Danmark. Hvis derfor den danske regerings udladelser blot er en gentagelse af det hidtil sagte og en tom formalitet og som følge af de her ført forhandlinger, er de ikke andet end en ny anmodning til regeringen om at fremlægge helstatsforfatningen for stænderforsamlingerne i Holstein og Lauenburg, og dernæst vente på at områderne som forventet vil blive invaderet af forbundstropper. Hvordan skal Danmark forholde sig til dette? Krigen ville ikke blive nær så populær som den var i 1848. Den "helstat", som krigen skulle føres for, er noget påtvunget udefra og har aldrig været populær i Danmark. Det var kun et middel for de tyske magter til at brødføde slesvig-holstenismen og til at underminere Danmarks forfatningsmæssige friheder. "Hvis helstaten ikke kan være dansk (dvs. give overvægt til den danske nation som den større) og konstitutionel, så er det i sig selv en umulighed." Danmark bør ikke, som Fædrelandet foreslog, tage initiativ til at etablere en anden orden på tingene; med andre ord: det danske kabinet bør ikke foreslå at adskille Holsten og Lauenburg fra helstaten; Men hvis Forbundsdagen beordrer en ny besættelse af hertugdømmerne - ja, så bliver hele staten sprængt i luften af ​​de der dengang blev påtvunget Danmark, mens folkeopinionen her hyldede en helt anden tingenes orden, og "den første forbundssoldat, der sætter sin fod i Holsten, fritager den danske konge fra de forpligtelser, han påtog sig i 1851 og 1852, og giver ham frie hænder til at arrangere forbindelsen af ​​de dele af kongemagten der hører til alliancen med de ikke-tyske stater, som han måtte finde det passende." En kamp på holstensk jord ville i bedste fald kun føre til en tilbagevenden til den nuværende situation; Det kunne dog meget let resultere i tab af de godser, der blev tilbage på trods af helstaten. Så ingen modstand på tysk føderalt område, da monarkiets integritet er garanteret under alle omstændigheder! *) Tværtimod må de danske tropper trække sig tilbage bag Ejderen; og så er det rette tidspunkt kommet for anden gang til at tage det afgørende skridt til at indlemme Slesvig. Danmark skal så forsvare dette skridt mod alle angreb. Hvis den står op som én, vil resten af ​​Europa ikke roligt se nogen indgreb i den danske stats selvstændighed og frihed. Men måske også set i forhold til den modvilje mod krig der hersker i Europa i dag, vil en forbundshær ikke rykke frem. Eksemplet med Neuchâtel viser, hvordan en lille stat i øjeblikket aftvinger respekt gennem sin imponerende holdning og håndhæver sine krav. Danmark skal også reagere på et truende skridt fra Forbundsdagen gennem generel, ensidig oprustning. Derfor bør hæren være klar nu, så hele dens styrke kan tilkaldes på kortest mulig tid! - Den ømme side af dette program er Slesvig, den overvejende tysksindede region, hvis tvangsindlemning i Kongeriget Danmark Europa næppe ville blive upåagtet, da det end ikke er ønsket af den dansktalende del af befolkningen. - Det hidtil hemmelige notat mod skandinavismen, som minister von Scheele sendt den 20. februar til kabinetterne i Stockholm, London, Skt. Petersborg og Paris, var åbenbart skrevet med det dobbelte formål: for det første åbent og bestemt at imødegå den mulige opfattelse, at den danske regering gennem sin passive adfærd over for ham godkendte formålet med den skandinaviske agitation; for det andet om den ydre støtte til den nordiske samlingstanke (der ikke kan betyde andet end den svenske konges gunstige modtagelse af de danske studenter og deres taler Ploug, kronprinsens bebudede sympatier og de kendte artikler i den franske " presse" og Times), så vidt muligt, for at modsætte sig det. Årsagen til dette er meget sandsynligt mindre tilbageholdenhed fra hr. v. Scheele, som i en kan findes i anmodning fra det russiske kabinet. Det kan være befordrende for skandinavismen, fordi det formelt anerkender dette fænomen, som hidtil er blevet ignoreret af regeringen, som en stor fare, der truer det danske monarkis integritet på samme måde som striden mellem kabinetterne i Wien og Berlin. Den svenske regering får en lille irettesættelse i notatet, idet forfatteren "ikke ønsker at undersøge, om den fremgangsmåde, som de nordiske rigers regeringer har iagttaget, faktisk var passende for de forhold og den, som agitationen ville vedtage." Notatet indeholder ikke et ord om skridt, som man i Danmark vil og kan tage imod skandinavismen, vi kan antage, at jo mere forholdet til Tyskland tager en truende form, jo ​​mere livligt bliver diskussionen. Mens "Aftonblad", den vigtigste avis, i Sverige for nylig igen udtalte sig om Unionen som en ikke blot nordisk, men en europæisk nødvendighed, har "Morgenblad", som udkommer i Christiania, for nylig offentliggjort to modartikler, hvori Dansk skandinavisme, hvis den Idéen om at oprette en skandinavisk stat blev resolut afvist, en forbundsstat blev også beskrevet som skadelig set i lyset af den tyske forbundsforfatning, og kun en skandinavisk "statsforbund", efter forbillede i den svensk-norske Union, var tilladt. Så vidt vi ved, er det en ubegrundet antagelse at tro at de danske skandinaver overhovedet ønsker at skabe en samlet stat fra de tre imperier. Dette er ikke angivet nogen steder, og man vil kun ønske at komme videre fra det ene niveau til det andet. Den samme artikel afviser i øvrigt til sidst hele Unionen, når den siger, at det ikke nytter noget at tale om politisk skandinavisme, eftersom ingen kan foreslå en rimelig og mulig måde at realisere den på, og når den hævder i kendsgerning, at skandinavismen altid træder i baggrunden, når ydre begivenheder åbner en vis mulighed for dens realisering (den nye arvefølge for det danske kongemagt er nok i tankerne), et bevis på dens manglende levedygtighed.

*) Dette er også militært umuligt, da der ikke kan tages fast stilling i Holsten.

Dänemark.

Aus Dänemark, 21 März. Der in den vorgestrigen "Dagblad" enthaltene Hauptartikel kann als das Programm der Fraction Krieger-Hall-Andree des Ministeriums für die fernere Haltung gegen Deutschland angesehen werden. Zum erstenmal wird hier klar und bestimmt die neue Politik, von welcher eintretenden Falls die bisherige abgelöst werden soll, vorgezeichnet. Nachdem der Denkschrift vom 23 Febr. als einem der vorzüglichsten Actenstücke und als einem Beweis fester Haltung das gebührende Lob gespendet worden ist, wird die Erwartung ausgesprochen dass diesselbe, sowie Reden in politischen Kammern bei aller ihnen inwohnenden Tüchtigkeit keinen Eindruck auf die engegenstehende Partei zu machen pflegen, bei denen, an welche sie gerichtet sey, keine Umstimmung hervorbringen, und nur dazu dienen werden vor auswärtigen Mächten die Politik des dänischen Cabinets zu rechtfertigen. Nun, da die diese Erwartungen bestätigenden Nachrichten nicht mehr füglich für voreilig gehalten werden können, fragt es sich was Dänemark zu thun habe, wenn die mit ihm obschwebenen Streitigkeiten vor die Bundesversammlung gebracht werden. Dass hier keine andere Meinung sich werde geltend machen als die von den beinden vornehmsten Staaten Dänemark gegenüber behauptete, ist von vornherein sicher. Wenn daher die dänische Regierung ihre Auslassungen nur Wiederholung des bisher Gesagten und leere Formalität seyn, und ist als Ergebniss der hier geführten Verhandlungen nichts anderes als eine neue Aufforderung an die Regierung, die Gesammtstaatsverfassung den Ständen Holteins und Lauenburgs zur Begutachtung vorzulegen und demnächst die Besetzung dieser Gebiete durch Bundestruppen zu erwarten. Wie soll Dänemark sich hierzu stellen? Der Kreig würde lange nicht so populär seyn wie 1848. Der "Gesammtstaat," im Namen dessen er geführt werden müsste, ist etwas von aussen aufgezwungenes, das in Dänemark nie beliebt gewesen ist. Es war für die deutschen Grossmächte nur ein Mittel den Schleswig-Holsteinismus zu nähren, und Dänemarks constitutionelle Freiheiten zu untergraben. "Kann der Gesammtstaat nicht dänisch (d. h. der dänischen Nation als der grössern das Uebergewicht gebend) und constitutionell seyn, so ist er selbst eine Unmöglichkeit." Von Seite Dänemarks nun sollte nicht, wie von "Fädrelandet" angerathen ward, die Initiative zur Herstellung einer andern Ordnung der Dinge ergriffen werden; mit andern Worten: das dänische Cabinet sollte nicht den Vorschlag machen Holstein und Lauenburg aus dem Gesammtstaat auszusondern; wenn aber der Bundestag eine neue Besetzung der Herzogthümer anordnet - wohlan, so ist der Gesammtstaat von eben denen gesprengt die seiner Zeit ihn Dänemark aufzwangen, während die Volksmeinung hier einer ganz andern Ordnung der Dinge huldigte, und "der erste Bundessoldat, der seinen Fuss nach Holstein setzt, entbindet den dänischen König von den 1851 und 1852 übernommenen Verpflichtungen, und gibt ihm freie Hand die Verbindung der dem Bunde angehörigen Theile der Monarchie mit den nicht deutschen Ländern so zu ordnen wie er es für gut findet." Ein Kampf auf dem Boden Holsteins würde nun im glücklichsten Fall nur den gegenwärtigen Zustand wieder zurückführen; sehr leicht könnten aber durch ihn auch die Güter verloren gehen die trotz des Gesammtstaats zurückgeblieben sind. Also kein Widerstand auf deutschen Bundesgebiet, da die Integrität der Monarchie ja unter allen Umständen gesichert ist! *) Die dänischen Truppen haben sich vielmehr hinter die Eider zurückzuziehen; und dann ist zum zweitenmal der rechte Augenblick gekommen zu dem entscheidenden Schritt der Incorporation Schleswigs. Diesen Schritt muss dann Dänemark gegen alle Angriffe Vertheidigen. Wenn es sich wie ein Mann erhebt, wird das übrige Europa etwaningen Eingriffen in die Selbstständigkeit und Freiheit des dänischen Staates nicht ruhig zusehen. Vielleicht aber auch dass es bei der heutzutage in Europa vorherrschenden Abneigung gegen den Krieg nicht bis zum Vorrücken eines Bundesheeres kommt. Das Beispiel Neuenburgs zeigt wie ein kleiner Staat gegenwärtig durch imponirende Haltung Achtung einflösst, und seine Forderungen durchsetzt. Auch Dänemark muss durch allgemeine einmüthige Rüstung einen bedrohenden Schritt des Bundestags beantworten. Darum schon jetst Bereithaltung der Armee, so dass in kürzester Zeit die ganze Stärke derselben kann aufgeboten werden! - Die wunde Seite dieses Programms ist Schleswig, das vorherschend deutsch gesinnte, dessen gewaltsamer Incorporation in das Königreich Dänemark Europa wohl schwerlich zusehen würde, da sie nicht einmal von dem dänisch redenden Theil der Bevölkerung gewünscht wird. - Die bisher geheim gebliebene Note gegen den Skandinavismus, die der Minister v. Scheele unterm 20 Febr. an die Cabinette von Stockholm, London, St. Petersburg und Paris gesandt hat, ist augenscheinlich zu dem doppelten Zweck geschrieben: erstens um offen und bestimmt der möglichen Meinung entgegenzutreten, als ob die dänische Regierung durch ihr passives Verhalten gegenüber der skandinavischen Agitation das Ziel derselben gutheisse; zweitens um den aussen gekommenden Förderungen der nordischen Einigungsidee (womit nichts anders gemeint seyn kann als die günstige Aufnahme der dänischen Studenten und ihnes Redners Ploug von Seite des schwedischen Königs, die kundgebenen Sympathien des Kronprinzen, und die bekannten Artikel der französischen "Presse" und der Times), soweit es geht, ein Halt entgegenzusetzen. Die Ursache zu derselben ist man sehr geneigt wenigr in dem Widerwillen des Hrn. v. Scheele, als in einter von dem russischen Cabinet gemachten Aufforderung zu suchen. Dem Skandinavismus kann sie hur förderlich werden, da sie von diser bisher regierungsseitig ignorirten Erscheinung förmlich Act nimmt als von einer grossen Gefahr, durch welche die Integrität der dåanischen Monarchie in gleicher Weise bedroht werde wie durch den Streit den Cabinetten von Wien und Berlin. Die schwedische Regierung erhällt in der Note einen leisen Tadel, indem der Verfasser "nicht untersuchen will ob das von den Regierungen der nordischen Königreiche beobachtete Verfahren auch wirklich dass für die Umstände geeignete und dasjenige gewesen sey welches die Agitation annehmen würde, im voraus hätte ermessen können." Von Schritten die man in Dänemark gegen den Skandinavismus erfreifen wolle und könne, enthält die Note kein Wort, uns es ist anzunehmen dass die Besprechung desselben um so reger werden wird, je mehr die Verhältnisse zu Deutschland eine drohende Gestalt annehmen. Während in Schweden das "Aftonblad", die bedeutendste Zeitung, kürzlich wieder der Union als einer nicht bloss nordischen, sondern europäischen Nothwendigkeit das Wort redete, hat das in Christiania erscheinende "Morgenblad" neuerdings zwei Gegenartikel gebracht, in denen der dänische Skandinavismus, sofern er einen skandinavischen Gesammtstaat herstellen wolle, entschieden verworfen, auch ein Föderativstaat, mit Rücksicht auf die deutsche Bundesverfassung, als schädlich bezeichnet, und nur ein skandinavischer "Staatsverband," nachgebildet der schwedisch norwegischen Union, zugelassen wird.  Unsers Wissens ist es eine unbegründete Voraussetzung, anzunehmen dass die dänischen Skandinaven überhaupt einen Einheitsstaat aus den drei Reichen schaffen wollen. Es ist diess nirgends ausgesprochen, und man wird nur von einer Stufe zur andern fortschreiten wollen. Derselbe Artikel verwirft übrigens am SChluss die ganze Union, wenn er sagt dass es sich nur wenig lohne über den politischen Skandinavismen zu reden, da kein Mensch einen vernünftigen und möglichen Weg angeben könne ihn zu verwirklichen, und wenn er in der behauptete Thatsache, dass der Skandinavismens allemal in den Hintergrund trete wenn äussere Begebenheiten eine gewisse Möglichkeit zu seiner Verwirklichung eröffnen (gedacht ist wohl an die neue Erbfolge-Ordnung für die dänische Monarchie), einen Beweis für dessen Mangel an Lebenstüchtigkeit ernennt.

*) Ein solcher ist auch militärisch unmöglich, da keine feste Stellung in Holstein genommen werden kann. 

(Allgemeine Zeitung. 26. marts 1857)

Regeringen Andræ (18. oktober 1856-13. maj 1857) erstattedes af regeringen Hall (1+2) som fra 13. maj 1857 og til 31. december 1863 - bortset fra et kort break 2. december 1859-24. februar 1860.

Der hentydes i artiklen til Neuchatelkrisen (1856-1857). Den var opstået som uoverensstemmelse om et diplomatisk spørgsmål mellem Schweiz og kongen af Preussen om hvem der havde overretten. I 1848 gjorde Neuchatel med held, og selv om Preussen prøvede at håndhæve sine rettigheder til overherredømme, endte det efter internationale forviklinger med at Preussen i 1857 frakendte sig rettigheder over Neuchatel. Her sammenligner artiklen Slesvig-Holsten med Neuchatel og Preussen med Danmark.

Frø fra Italien ved Thorvaldsens Museum. (Efterskrift til Politivennen)

Det vil maaske endnu være i flere Læseres Erindring, at der paa Pladsen foran Thorvaldsens Musæum, Aaret efter, at hans Værker vare ankomne hertil og udpakkede, fandtes adskillige Planter vorende, der ikke vare danske, og som ved nærmere Undersøgelse viste sig at have hjemme i Italien. Det blev da klart, al de vare komne hertil fra Italien med Thorvaldsens Arbeider, idet der maa have været Frøkorn i det Foder, der var anvendt til disses Indpakning, og disse Frøkorn maae have fundet et passende Voxested paa den nævnte Plads. Efter Vaupells Skrift om Bogens Indvandring i de danske Skove fandtes ikke færre end 25 italienske Plantearter paa denne Maade blomstrende her i Vandet, og formodenlig ved Pladsens senere Rydning eller paa anden Maade ere Frøkorn bragte omkring i Omegnen af Kjøbenhavn, thi man har der fundet de samme Plantearter vorende paa Marker og Veie, og skjøndt eflerhaanden de fleste ere forsvundne igjen, saa voxer der dog endnu fire Arter ved Kastrup, der, efterat de allerede have holdt sig i saa mange Aar, vistnok nu kunne anses for at være blevne danske Planter. Vi have her for os er interessant og lærerigt Erempel paa, hvorledes Planterne kunne føres fra Land til Land ved tilfældige Omstændigheder, og paa en Maade som ikke let nogen Naturforsker, der senere fandt disse Planter skulde kunde udfinde. (FIp )

(Ribe Stifts-Tidende 5. marts 1857)

Frøplanterne fra Italien blev beskrevet af botanikeren Johan Lange (1818-1898) i en artikel fra 1845. Han beskrev  her 25 navngivne og endnu flere ubestemte arter. Jorddyngerne omkring museet som dannede en slags blomtsereng, blev fjernet i 1848. I 2018 blev fænomenet igen undersøgt bl.a. ved at undersøge en pakke med hø som Thorvaldsens værker havde været pakket ind i. Samt ved at studere de herbariske ark fra dengang. De fleste af arterne forsvandt igen, og de overlevende kan også være indført på anden vis senere.

Knippelsbro. (Efterskrift til Politivennen)

Om Knippelsbro have flere af Hovedstadens Beboere indgivet følgende Andragende :

Til Kjøbenhavns Communalbestyrelse.

Vi Undertegnede , Beboere af Kjøbenhavn og Christianshavn, tillade os at henlede den høitærede Communalbestyrelses Opmærksomhed paa Trangen til en hensigtsmæssig og forsvarlig Bro mellem Kjobenhavn og Christianshavn, istedetfor Knippelsbro. 

At den nuværende Knippelsbro, anlagt 1620 og senere nogle Gange ombygt, ikke fyldestgjør de Hovedfordringer, der maae stilles til den saavel paa de Kjørendes og Gaaendes som ogsaa paa Skibsfartens Vegne, bliver mere og mere føleligt. Den har altfor ringe Brede i Forhold til den stedfindende Færdsel; dens Aabning er for snæver til at større Skibe kunne bringes igjennem den; Broens ældre Underbygning af store nedsænkede Steenkister, som i Forbindelse med det senere Pæleværk indsnævrer det i og for sig smalle Farvand, forøger i høi Grad Strømmens Fart, hvorved Grunden udhules, ligesom ogsaa de jevnlige Standsninger i Færdselen, medens et Skib hales igjennem, blive saa meget langvarigere, til utilbørlig Tidsspilde for de Veifareude; tilmed har Broen saa ringe Styrke, at man, som de opslagne Placater indskjærpe, har maattet bestemme Vægten af de Vognlæs, der bør føres over den, til høist 9 Skpd., altsaa mindre end fuldt Læs, hvilket ikke alene fordyrer Transporten, men, naar Havnen er tillagt, kan volde de største Forlegenheder. Af disse væsentlige Mangler skulle vi tillade os særlig at fremhæve de tvende førstnævnte.

Ved den seneste Ombygning 1810 har Knippelsbro faaet en Brede af 24 Fod paa den faste Bro og af 13½ Fod paa Klapperne. Paa den faste Bro og af 13 ½ Fod paa Klapperne. Paa den faste Bro er 18 Fod af Breden indrømmet til Vognfærdsel, saa at to Vogne kunne kjøre jevnsides,  hvorimod der da kun er levnet 3 F. (tre Fod) paa hver Side til Fortoug for Fodgjængere; paa Klapperne er Breden saa indskrænket, at kun een Vogn kan kjøre over ad Gangen, og denne, medens den stopper Vognfærdselen fra den anden Side, ikke engang levner tilbørlig Plads for Fodgjængerne. At disse Dimensioner, navnlig for Overkjørselen; over Klapperne saavelsom for Fortougene paa hele Broen, ere aldeles utilstrækkelige for den Færdsel, der nu finder Sted, derom vil Enhver kunne overbevise sig ved egen Iagttagelse. Vi frygte ikke for i at blive modsagte af Nogen, der jevnlig færdes paa Broen, naar vi erklære, at Passagen, især for Fodgjængere er høist uhyggelig og ikke uden Fare; naar man desuagtet ei har havt Anledning til at behage sørgelige Ulykkestilfælde, da skyldes dette de Veifarendes Forsigtighed og gjensidige Omhu og deres Taalmodighed i hellere at finde sig i Tidsspilde og Standsninger for at undgaae de farlige Følger af at passere Broklapperne samtidig med den værste Vognfærdsel. Det er ogsaa af sig selv indlysende, at, om Broen endog kan have været nogenlunde tilstrækkelig, da den var ombygget i 1816, saa er Folkemængde, Handelsrøre og Fabrikvirksomhed tiltaget i en saa overordentlig Grad siden den Tid, at der nu hører langt Mere til at tilfredsstille Trangen. Den samme Anke over Mangel paa tilstrækkelig Brede gjælder i lige Grad Gaden langs Nybørs, navnlig for de Kjørendes Vedkommende, da denne smalle Gade tillige tjener til Handels-Kai, hvorved det ofte hændes, i den virksomme Deel af Aaret, at Vogntogene kjøre fast og foranledige langvarige Standsninger.

Hvad Broaabningen angaaer, har Løbet for Skibes Passage gjennem Broen en Brede af ikkun 32 Fod, hvorved mange af de større Seilskibe og alle Hjuldampskibe, med Undtagelse af de meget smaa, ere udelukkede. Denne Mangel udover et ikke ringe Tryk paa Handels- og Industrivirksomheden, der mere og mere henvises til at søge Plads Syd for Knippelsbro, ad Kalleboerne til, hvor Forholdene tilstede en saa at sige ubegrændset Udvidelse af Havnen. Og at Havnen trænger til Udvidelse, er føleligt nok; vi skulle kun henvise til den høie Priis paa Grunde nær Vandet og til den høie Leie, der maa betales for Oplagssteder til Varer. En Barriere, der dannes af en forældet, brøstfældig og fra alle Synspunkter forkastelig Bro, maa ikke stille sig imod en stor Handelsflaades frie Udvikling, og vedblive at beskatte Handel og Industri i længere Tid, end nødvendigt for at skaffe en tidssvarende Bro tilveie.

Disse store Mangler ved Knippelsbro maae være kjendte og vurderede af Euhver, der jevnlig passerer den. Man behøver blot nogle faa Gange at have betragtet de utaalmodige Skarer, der samles ved begge Sider, medens et stort Skib langsomt slæbes igiennem det snevre Løb, og som derefter i tæt Klynge og med en Vægt, mange Gange tungere end de tilladte 9 Skpd., trænge sig frem, naar Veien atter aabues for dem; - eller de lange Vogntog, der under saadanne Omstændigheder samles ikke sjeldent rækkende heelt igjennem de tilstødende Gader, hvoraf det ene maa vente taalmodigt, indtil ei alene Fodgængerne, men tillige hele det andet Vogntog er passeret; - eller at iagttage Hestenes Anstrengelser for at føre et tungt Læs over de steile Klapper, hvilket meget ofte kun iværksættes ved at medlidende Fodgængere laane Arme og Skuldre til Hjælp; - eller i glat Føre at see disse Ulemper forøgede i høi Grad, at see de jevnlig styrtende Heste og Fodgængernes beregnende Forsigtighed og Behændighed for at snoe sig uskadte forbi; - man behøver kun at betragte og overveie dette for at anerkjende, at en snarlig Tilveiebringelse af en ny Bro vilde være en uafviselig Nødvendighed i Handelens og Samfærdselens, ja i den simple Menneskeligheds Interesse, selv om den nuværende Bro var i en god Tilstand. Dette kan imidlertid ingenlunde siges at være Tilfældet, og vi ere overtydede om, ikke at gjøre os skyldige i Overdrivelse, naar vi antage, at Knippelsbro neppe vil kunne udholde Færdselen indtil en ny Bro kan være opført, dersom man ikke uopholdelig begynder Forberedelserne til et saadant Anlæg og driver det fremad med Kraft.

Idet vi saaledes andrage paa en ny Bro, i Bygningsmaade og Dimensioner svarende til Nutidens Krav, skulle vi tillade os at yttre vor Anskuelse om en saadan Broes Beliggenhed. Det er indlysende, at da Knippelsbro i over 200 Aar har dannet Hovedforbindetsen mellem Kjøbenhavn og Christianshavn, maae Forholdene efterhaanden have ordnet sig paa en saadan Maade, at enhver Afvigelse fra det nuværende Sted vil medføre Omkostninger for Tilvejebringelse af nye Adgange til Broen, foruden hvad selve Broen koster at bygge. Forsaavidt man af denne Grund maatte ansee det for rigtigst at bygge den nye Bro paa samme Sted, hvor den gamle ligger, da maa det bemærkes, at man i saa Fald ei vil kunne undgaae at udvide Børsgaden. Man maatte desuden i dette Tilfælde tilvejebringe en midlertidig Bro, som burde kunne befærdes ogsaa af Vogne, da det vilde være altfor besværligt og bekosteligt, dersom hele Vognfærdselen skulde føres over Langebro i den Tid af mindst to Aar, som Bygningen af en ny Bro vilde medtage; men en saadan midlertidig Bro, med de fornødne Adgange til den, vilde medføre betydelig Bekostning, som siden var spildt. Vi skulle hertil endnu føie, at Broens gamle Fundamenter, i Forbindelse med de dybe Indstjæringer, Strømmen har dannet i Grunden - med Vanddybder under Broen af 24 til 20 Fod, medens Dybden i nogen Afstand derfra kun er 18 Fod, - maae antages at lægge store Hindringer i Veien for Bygningen af en ny Bro paa delte Sted; den maatte i alt Fald grundlægges dybere, end Forholdene forøvrigt gjøre nødvendigt. Tilmed vilde Bygningen medtage længere Tid, idet man først maatte bygge den midlertidige Bro og dernæst rydde den gamle tilligemed dens Fundamenter, inden det egentlige Bygningsarbejde kunde tage sin Begyndelse. Vi antage saaledes. at der ere væsentlige Grunde, som fraraade at bygge Broen paa det nærværende Sted, og at Tanken derfor maa være henvendt enten paa en nordligere Beliggenhed, mellem Gammelholm og Christianshavn, eller paa et Sted tæt sonden for den nuværende Bro.

Hvad det førstnævnte Sted angaaer, da er det klart, at der ikke kunde være Tale om en Bro til Gammelholm, før dennes Fraflytning var besluttet og derefter skredet saa vidt frem, at de fornødne Gader kunde anlægges. Men vi kunne ikke tilraade at lade et Arbeide, hvis Iværksættelse vi ansee for paatrængende, vente efter Foranstaltninger, for hvis snarlige Udførelse man ei kan have nogensomhelst Sikkerhed. Hertil kommer, at uagtet en Bro fra Christianshavn til Gammelholm vel kunde erholde en meget beqvem Beliggenhed for Samfærdselen, saa vilde det dog ingenlunde være ønskeligt, at Hovedforbindelsen mellem de to Dele af Staden fandtes paa dette Sted. Det maa nemlig bemærkes, at Skibspassagen gjennem Broen vilde faae en betydelig Tilvæxt, fremfor hvad der passerer gjennem Knippelsbro, nemlig af de mangfoldige større og mindre Skibe - Finlapper, Provindsjagter osv. - der søge til Kanalen langs Børsen og Gammelstrand, hvorved Færdselen over en Bro paa dette Sted vilde blive afbrudt langt hyppigere end over en Bro Syd for Knippelsbro. Vi formene derfor, at man under de givne Forhold ei bør vælge at bygge en Bro fra Gammelholm, hvorimod en saadan mulig kan blive paatænkt i Fremtiden, hvis det findes fornødent at have to Broer.

Der bliver saaledes alene tilbage at vælge et Sted tæt sønden for den nuværende Bro, saaledes at Torvegaden og Brogaden vilde føre til den paa den christianshavnske Side. Mod Bygning af en Bro paa dette Sted kan alene indvendes, hvad der forresten i lige Grad vilde gjælde om en Ombyggelse af Knippelsbro, at det er det smalleste Sted i Havnen, altsaa det, hvor Strømmen er stærkest, og at Havnen her har en uheldig bøiet Form, saa at det vilde blive nødvendigt at foretage en Regulering af den, samtidig med Broens Anlæg. Men da dette vilde være en Forbedring ved Havnen i det Hele, som det ikke er usandsynligt, at man vilde foretage under alle Omstændigheder, see vi ikke deri nogen Hindring i at vælge dette Sted.

I Henhold til de foregaaende Betragtninger tillade vi os at rette den ærbødige og indstændige Opfordring til vor høitærede Communalbestyrelse, at den vilde foretage de fornødne skridt til snarlig at foranledige Bygningen af en ny, forsvarlig Bro imellem Kjøbenhavn og Christianshavn, som for Stadens Indvaanere og for dens Handel og Industri er en uafviselig Fornødenhed. Det er os indlysende, at et Foretagende, som det omhandlede, kræver mangehaande Forberedelser, deels af økonomisk og deels af teknisk Natur, inden der kan skrides til den egentlige Udførelse af Arbeidet. Den nærmere Fastsættelse af Broens Beliggenhed afhænger saaledes ikke alene af Grunden Beskaffenhed og Strømmens Retning, men der maa ogsaa tages Hensyn til, hvorledes de fornødne Adgange til Broen kunne erholdes beqvemmest og med mindst Bekostning. Maaden, hvorpaa Udgifterne blive at dække, kræver ligeledes særlige Overveielser, da disse Udgifter efter vor Formening ikke kunne paahvile Commnnen alene, men Staten bør bidrage i et passende Forhold, deels af Hensyn til Skibsfarten, deels paa Grund af at Broen danner Hovedforbindelsen mellem Amager eg Sjælland eg saaledes er af Vigtighed saavel for den almindelige Samfærdsel som i militair Henseende. Men skulle disse og andre derhen hørende Spørgsmaal forhandles umiddelbart af de forskjellige Autoriteter, som kunne komme i Betragtning, da frygte vi for, at Sagen derved skal blive draget meget langt ud. Vi have derfor tænkt os, at disse forberedende Arbeider hensigtsmæssigt maatte kunne lægges i Hænderne paa en dertil særlig valgt Bestyrelse, f. Ex af 3 Medlemmer; naar Valgene udgik deels fra Regjeringen, deels fra Communalbestyrelsen og deels fra Havneadministrationen, formene vi, at Sagen derved maatte kunne fremmes paa den Maade. der bedst svarer til dens Vanskeligheder og paatrængende Vigtighed. Vi nære det Haab. at den Dag ikke skal være fjern, da Knippelsbro kommer til at indtage den eneste Stilling , den endnu kan fyldestgjøre, nemlig som Interimsbro, medens der med Raskhed og Kraft arbeides paa den nye Bro.

Kjøbenhavn den 22. Januar 1857.

J. Adolph. 
Grosserer. 

E. A. Broberg
Grosserer.

E. Chr. Burmeister, 
Mechanicus.  

Hans A. Clausen
Agentm isl. Kjøbm.

E. Fenger
Dr. med. Prof.

Alfred Hage
Kjøbmand.

M. Hammerich
Prof. Skolebest.

Alfr. Hansen
Grosserer

H. B. Hansen
Etatsr. Bankdirekt.

L. Holm
Grosserer

H. Kayser
Tømmermester

R. E. Tuxen
Capt. i Søetaten.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. marts 1857).

Hans Peter Hansen (1829-1899): Knippelsbro før ombygningen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Maskerader paa Hoftheatret. (Efterskrift til Politivennen)

- Hoftheatrets Maskerader toge deres Begyndelse i Søndags, og den næste vil finde Sted paa Søndag. Det til disse Maskerader med Hoftheatret trufne Arrangement er saa smukt som man vel kan tænke sig. Selve Skuepladsen er sat i Forbindelse med Tilskuerpladsen, der er forandret til en Søilehalle med Speilglas paa Siderne, omgiven af Divaner. Decorationen og Belysningen er brillant. Overhovedet er Hoftheatret vanskeligt at gjenkjende i sin nuværende Skikkelse, der gør Entrepreneuren, Kammerraad Lange, megen Ære. Besøget var ikke mere talrigt i Søndags, men det vil næppe udeblive ved de følgende Maskerader. (Flp.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 1. januar 1857).

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. januar 1857. Damer var ikke tilladt uden at være ledsagede af en herre. Den 6. januar i Sjællandsposten kunne man læse at maskeballet blev udsat på grund af et meget ringe antal deltagere. I det første ud af i alt 8 deltog ca. 3-400. Flot, men "man kedede sig". Samtig blev prisen nedsat 1 Rd for begge køn. Hvilket også var prisen til ballerne 14. og 21. januar, 11. og 22. februar 1857.

Det Maskeraderaseri, hvoraf Kiøbenhavn i Vinter har været besat, overgaaer al Beskrivelse, og det har næsten været ligesaa galt her som i Paris, hvor Sengeklæder bleve en Luxusartikel, da Ingen var hjemme nogen Nat, og derfor ombyttedes imod en Maskeradedragt, som i allerhøieste Grad var en Nødvendighedsartlkel. Der gives nu mangen Student, der sidder med Benene overkors midt paa Gulvet i Mangel af en Stol og i Tankerne forestiller sig, hvorledes Alt saa ud for en Maaned siden; paa Krogen der hang den Merskumspibe, som Papa gav ham ved Afskeden, forsynet med en passende Inskription i Dagens Anledning, ved Væggen tilvenstre stod Bogreolen med de aandelige Skatte, der skulde danne Grundlaget for hans tilkommende Berømmelse, i Hjørnet fandtes under er grønt tæppe forskjellige mere og mindre brugte Klæder ... O, du lieber Augustin, Alles ist weg! Men unge Mennesker ere ogsaa udsatte for ualmindelige Fristelser; netop som Maskeraderne ere bedst i Gang, vrimler det i Bladene med Avertissementer om, at brugelige og ubrugelige (!) Bøger kjøbes, at "man for Gud i Himmelens Skyld ikke maa overse disse Linier", som give Underretning om, hvor qamle (og nye) Klæder, hvis Opbevaring generer "af Mangel paa Plads", kunne blive anbragte, og saa er der disse uforlignelige Skilter, som lave de Forbigaaende vide, at "her kjøbes Alt". De stakkels Kommis'er, med hvilket Navn den stigender Civilisation  har omdøbt alle de forskjellige Arter af Kræmmersvende, ere ikke slupne bort fra Maskeradetiden under et halvt Aars Løn, for ikke at tale om Tjenestepigerne, som maa vaske Trapper i ungarske Halvstøvler, Blomsterpigeskjørt og græsk Hue, fordi alle deres nødvendige Klædningsstykker ere blevne feiede ud. En ung Mand, som ikke længere kunde begaa sig i Kjøbenhavn under saa rivende Forhold, var heldig nok til at saa en Plads i Fyen, men maatte med Livsfare begive sig paa Reisen i Nankinsbenklæder, lakerede Dandsestøvler og en let Kontorfrakke af den Slags, som om Sommeren averteres under Overskriften: "Lette Støvfrakker, 12 Lod vægtige". Og dog maa man lykønske ham og Andre, som heldig ere slupne ud af dette Sodoma og saaledes ere undgaaede den umaadelige Fristelse, der fremstiller sig i Form af de to sidste Maskerader paa Hoftheatret. (Dvk.)

(Ribe Stifts-Tidende 3. marts 1857)

Den sidste maskerade fandt sted i marts og var velbesøgt. Ifølge Østsjællandsk Avis (Køge) 14. marts 1857 var der en maske forestillende Hr. Høedt i "Den sidste nat" som sandsynligvis "vilde have været af uimodstaaelig Interesse for de qvindelige Besøgende, hvis vedkommende Copi ikke havde været slet saa uheldig som Fremstiller."

I 1842 var Hofteatret blevet renoveret (arkitekten Jørgen Hansen Koch) til hvad man nogenlunde kan opleve i dag. Teatret brugtes ud over som teater, også til koncertspillested, ”events”, feststed m.m. I januar 1857 arrangerede kammerråd Lange maskeballer, men det blev ikke nogen umiddelbart succes før han nedsatte prisen fra 5 til 3 Rd. parret (2 Rd. for en mænd og 1 Rd. for en kvinde). Den sidste maskerade i 1857 fandt sted 20. februar.

Peter Most (1826-1900): teaterdirektør og kammerråd Hans Wilhelm Lange (1815-1873). Hans ophold på Hofteatret blev en kort station mellem Casino og Folketeatret.

Kammerråd Hans Wilhelm Lange (1815-1873) afholdt en række musikalske soireer på Hofteatret i februar 1857. H. W Lange forlod i 1855 Casino efter en strid med bygningens ejere. I stedet fik han tilbudt Hofteatret af Frederik 7. I 1857 oprettede han Folketeatret på Nørregade.

Hofteatrets maskerader var i konkurrence med Casino. Hvad der dog ifølge Flyveposten ikke skabte problemer, idet op til 2.100 deltog i Casinos første i februar. Et andet fandt sted 19. februar 1857.

Christian Julius Jensen: Sidste henrettelse i København. (Efterskrift til Politivennen)

Natten mellem den 20. og 21. oktober 1856 dræbte den 40-årige smedesmed Christian Julius Jensen sin kone, den 43-årige Juliane Marie Raadsig, med en brødkniv i deres lejlighed  på 2. sal i baghuset i gården i Sofiegade 341 på Christianshavn på Christianshavn. Fra 1859 til Sofiegade 20. Matriklen blev senere henlagt Dronningensgade 18 og udlagt til offentlig gade. Parret havde levet sammen siden 1837 og havde fået ni børn sammen, hvoraf seks endnu levede, og fem af disse boede hjemme.

Mandag den 20. oktober på selve drabsdagen havde parret i fælleskab flyttet deres bohave til en ny lejlighed i Strandgade 23. Dagen var gået uden konflikter, og om natten skulle familien sove en sidste gang på gulvet i deres gamle lejlighed i Sofiegade 341. 

Københavns Kriminal- og Politirets dom faldt 7. februar 1857, og Christian Julius Jensen ankede sagen til Højesteret. 

Dommen i den mod Smedesvend Christian Julius Jensen for begaaet Mord paa sin Hustru af Criminal og Politiretten den 7de Februar 1857 paakjendte Justitssag er saalydende:

Under nærværende mod Arrestanten Christian Julius Jensen for begaaet Mord anlagte Sag, er dan ved egen af de iøvrigt oplyste Omstændigheder bestyrkede Tilstaaelse overbevist at have ombragt sin Hustru Juliane Marie Raadsig, og er det dermed i det Væsentlige tilgaaet paa følgende Maade: Efterat Arrestantens Hustru, hvis Samliv med ham, efter hans egen med det iøvrigt Oplyste stemmende Forklaring, aldrig havde været rigtigt godt og i den senere Tid var blevet endnu værre, hvortil han har angivet Grunden at være den, at han deels ansaae sig tilsidesat og fornærmet af hende og deels troede at hun var ham utro. Mandagen den 20de October sidstl. om Aftenen havde lagt sig ni at sove tilligemed deres Børn, opstod der bo Arrestanten - der den Dag ingen Strid havde havt med sin Kone, men som allerede i længere Tid havde fattet det Forsæt at hævne sig paa hende eller afstraffe hende, nærmest fordi han, efter hvad han har udsagt, i Anledning af en nogen Tid iforveien imellem dem opstaaet Uenighed, der var udartet til Slagsmaal, var bleven pryglet af en i samme Huus som Arrestanten boende Mand, uden at han dog hidtil havde tænkt paa at aflive hende - pludseligt den Tanke at dræbe hende, af hvilken Grund han greb en paa Kakkelovnen liggende Kniv for at stikke hende i Halsen, men da han i samme Øieblik ikke formaaede at udføre Gjerningen, lagde han atter Kniven fra sig. Da hun imidlertid i det samme vendte sit Hoved, saa at hun kom til at ligge med den venstre Side af Halsen blottet, greb han paany kniven og stak hende i den venstre Side af Halsen, samt trak derpaa Kniven ud og lagde den paa det Sted, hvorfra den var tagen. Efter hvad Arrestanten har udsagt, gav hans Kone strax ingen Lyd fra sig og bevægede sig heller ikke, ligesom han selv faldt hen i en bevidstløs Tilstand, og da han nogen Tid efter vaagnede af denne, var Konen endnu levende, men døde kort efter. Ved den under 22de October næstefter afholdte Obductionsforretning et det antaget, at Aarsagen til Døden maatte tilskrives stiksaaret i Halsen, idet der ikke forelaae nogensomhelst anden antagelig Dødsaarsag, og tilføies det, at omendskjøndt Døden ikke kunde forudsættes at have været en øjeblikkelig Følge af Stikket, eftersom ingen af de store Blod- og Pulsaarer fandtes beskadigede, havde den dog, sandsynligviis paa Grund af den betydelige Mængde indvendigen udgydte Blod, været en uuudgaaelig Følge deraf, ligesom Sundhedscollegiet under 5te Januar d. A. har erklæret sig enig i, at Døden har været en Følge af det den Afdøde bibragte Stiksaar.

For den Arrestanten - der er langt over criminel Lavalder og ikke funden førhen straffet, samt om hvem det efter de under Sagen tilvejebragte Oplysninger ikke kan antages, at han overhovedet lider af Sindsforvirring, eller at han i Gjerningens Øieblik har befundet sig i en Tilregnelighed udelukkende Tilstand - ifølge det Foranførte overbeviste Gjerning vil han, da den med Hensyn til Bestemmelsen i Frd. 4de October 1833 § 6 maa betragtes som overlagt, ikke kunne undgaae ifølge samme Forordnings  § 10, samt Frd. 16de Cctober 1697, at ansees med Straf efter Lovens 6 - 9 - 12- cfr. Frd 24de Septdr. 1824 § 1 med at have sit Liv forbrudt og lægges paa Stole og Hjul, hvorhos han vil have at udrede alle af Actionen flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor og Desensor, Procuratorerne Alberti og Kammerraad Klein, 5 Rd. i ti hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. februar 1857)

En mere detaljeret gennemgang af sagen findes i Departementstidenden, nr. 35, 30. maj 1857, side 521-530. Denne er hovedkilden til oplysningerne i kommentarerne.

Den 20. februar videresendte politidirektøren sagen til Justitsministeriet til videre foranstaltning. Højesteret stadfæstede kriminal- og politirettens dom den 7. april 1857. To ud af de voterende dommere i Højesteret indstillede at tiltalte i stedet for at lide dommen skulle hensættes i tugthusarbejde på livstid. 

Tirsdagen den 7de April.

Etatsraad Salicath

contra

Christian Julius Jensen (Defensor Brock) der tiltales for Mord.

Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 7de Febr. 1857: "Arrestanten Christian Julius Jensen bor have sit Liv forbrudt og lægges paa Steile og Hjul. Saa bør han og udrede alle af denne Action flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor, Procurator Alberti og Kammerraad Klein, 5 Rdl. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven".

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde fjendes for Ret:

Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Salicath og Advocat Brock for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rdl. til hver.

[Herefter følger teksten til kriminal- og politirettens dom som er angivet ovenfor]

(Højesteretstidende 1857).

Sagen blev behandlet i statsrådets forhandlinger 6. maj 1857 og indstillet til kongelig afgørelse. Den var at  livstraffen skulle fuldbyrdes, men at Christian Julius Jensen ikke skulle lægges på stejle og hjul:

Da af samtlige Høiesterets 10 i Sagen voterende Tilforordnede ikkun 2 havde formeent at burde indstille Arrestanten til ved Hs. Majestæts Naade at eftergives Livsstraffen, fandt Justitsministeriet Betænkelighed ved at foreslaae saadan Benaadning for Domfældte, og Ministeriet androg derfor allerunderdanigst paa, at det maatte have sit Forblivende ved den afsagte Høiesteretsdom, dog saaledes, at det skjærpende Tillæg om at Domfældte skulde lægges paa Steile og Hjul bortfaldt.

Sagen er derpaa bleven foretaget i det Geheime Statsraad, og under 6te Mai sidstl. behagede det derefter H8. Majestæt allerhøist at resolvere, at den idømte Livsstraf vilde, med Bortfalden af hiint skjærpende Tillæg, være at fuldbyrde.

(Departementstidenden, nr. 35, 30. maj 1857, side 530)

Efter 211 dage i arresten blev han den 19. maj 1857 henrettet på Amager. Det blev den sidste offentlige henrettelse i København. Det må have været Sjællands skarpretter Peter Schmidt som foretog henrettelsen.

- Det turde ikke være uden Interesse for vore Læsere, naar vi i Korthed meddele de nærmere Omstændigheder ved det af den i Tirsdags henrettede Smedesvend af Christianshavn, Chr. Julius Jensen, forøvede Mord paa hans Kone, Juliane Marie Raadsig.

[Her følger det ovennævnte referat af retssagen]

Som bekjendt stadfæstede Høiesteret den af Kjøbenhavns Criminal- og Politiret afsagte Dom, hvorefter Jensen havde forbrudt sit Liv. Han blev nogle og fyrretyve Aar gammel, var robust af Skabning, noget undersætsig, havde et ret godt Ansigt, og man havde ikke tidligere hørt noget Ufordeelagtigt om ham; han havde Arbeide i Baumgarten og Burmeisters Etablissement. Der skal være 3 Børn, hvoraf det ældste, en Dreng paa omtrent 14 Aar, skal have givet Anledning til Forbrydelsens Opdagelse. Delinqventen, der i mange tusinde Menneskers Nærværelse blev henrettet om Morgenen Kl. 6 1/4 i Kløvermarken paa Amager, var undervejs til Retterstedet ved ret godt Mod og ved ualmindelig Fatning, af hvilken han dog paa selve Skafottet syntes at have tabt noget; imidlertid afklædte han sig dog selv og lagde selv Hovedet paa Blokken; Executionen var forbi i et eneste Øieblik. At Forbryderen, fraregnet den begaaede gruelige Misgjerning, iøvrigt ikke har besiddet nogen slet Charakteer, viser den Omstændighed, at han maa have været godt lidt af sine Kammerater; thi da hans jordiske Levninger, som Skik og Brug er, umiddelbart efter Exerutionen nedsænkedes i Jorden tæt ved Retterstedet, var Graven omgiven af et ikke lidet Antal Smedesvende fra de forskjellige store Etablissementer paa Christianshavn, hvilke paa deres Viis bragte deres Kammerat det sidste "Levvel".

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 22. maj 1857).

Christian Julius Jensen var den sidste som blev henrettet i København. Siden enevælden var kun en før blevet henrettet her: kvindebedårer og skorstensfejerlærling H. P. Nielsen for mordet på ligbærer Hans Petersen. Henrettelsen skal have tiltrukket over 20.000 tilskuere, heraf mange kvinder. Også her var det Peter Schmidt som svingede skarpretterøksen.

Christian Julius Jensen blev begravet på Slaveanstaltens Kirkegård ved nuværende Hollænderdybet i en kiste som blev besørget af otte fæstningsslaver fra Stokhuset. Det var deres kirkegård. Fem dage efter drabet var hans kones lig blevet begravet på Fattigkirkegården, i dag Vor Frelsers Kirkegård, på den anden siden af Amagerbrogade hvor Christian Julius Jensen kom til at ligge.

Se endvidere Pernille Ulla Knudsen: Københavns sidste offentlige henrettelse. Skildring af et professionelt processystem.