Indbrug og Overfald i Valdby Skole. (Efterskrift til Politivennen)

Et Indbrud, som for nogle Dage siden, om Formiddagen omtrent Kl. 10, er skeet i Valdby Skole, i Forbindelse med et attenteret voldeligt Overfald paa Anden - Læreren ved samme Skole, har, især paa Grund af den mageløse Fripostighed, hvormed det er bleven begaaet, vakt megen Sensation, og er i en videre Kreds bleven gjort til Gjenstand for Omtale. Man finder sig desaarsag foranlediget til her at fremkomme med nogle Facta denne Sag betræffende, især, da Sagen ved at være bleven gjort til Gjenstand for videre Omtale er af Nogle bleven fremstillet i et urigtigt hys og tildeels uovereensstemmende med Sandheden. De factiske Omstændigheder ved Sagen ere i al Korthed følgende: Medens Anden-Læreren ved Valdby-Skole Tirsdagen d. 5te ds., mellem Kl. 10 og 10½, i Skolebørnenes Friqvarteer opholdt sig paa sit Værelse i Skolebygningen, kom en Slagter eller Pranger, som er besiddende i Valdby, op til ham paa hans Værelse, og viste sig yderst grov og uartig saavel med Hensyn til sine Ord og Udtryk som ogsaa med Hensyn til sin hele øvrige Adfærd og Fremgangsmaade ligeoverfor bemeldte Anden-Lærer. Denne søgte om muligt at tale Manden tilrette og foreholde ham hans uforskammede Opførsel, som ogsaa at gjøre ham hans yttrede urigtige Meninger med Hensyn til en Anden-Lærers Stilling ved en Skole i Almindelighed indlysende, men altsammen uden synderlig Nytte, da den Paagjeldende var en yderst raa og udannet Person, og tilmed forudindtaget mod Anden-Læreren. Da denne nu mærkede at hans Ord vare spildte, og at det var en Umulighed at tale den Paagjeldende tilrette , forlod han sit Værelse og gik ind i sit Sovekammer laasende Døren efter sig, for om muligt at fjerne den Paagjeldende og blive fritaget for at høre længere paa hans Grovheder og Uartigheder. Efter endnu en god Stund at have raset og larmet i det af Anden-Læreren forladte Værelse, forlod endelig den Paagjeldende dette med den Yttring, at nu vilde han forhøre sig hos Præsten eller Første-Læreren - hvilken sidste imidlertid igien havde begyndt Underviisningen i Skolestuen nedenunder - om hvorvidt Anden-Læreren havde Ret eller Uret, eller - som han udtrykte sig - sagde Sandhed eller Løgn. Nogle Øieblikke efter at den Paagjeldende havde forføiet sig bort fra Anden-Lærerens Værelse hørte denne ham imidlertid at vende støiende og larmende tilbage til samme, hvorfor han aflaasede Døren ogsaa til dette, da han ikke ønskede Scenen fra før fornyet og gjentaget. Da den Paagjeldende nu ogsaa fandt Døren til Værelset aflaaset, fordrede han med stærke og grove Udtryk, ledsagede af truende Udladelser, at Anden-Læreren skulde lukke ham ind, hvilken Fordring denne imidlertid ikke fandt sig beføiet til at efterkomme. Den Paagjeldende forsøgte nu i sit Raseri med Magt at trange sig ind i Værelset, og det varede heller ikke ret mange Øieblikke forinden Døren til samme gav efter for hans voldsomme Forsøg paa at sprænge den. Voldsmanden naaede imidlertid ikke sin Hensigt, hvilken i Forbigaaende sagt ikke kan have været nogen anden end den at overfalde Anden-Læreren paa hans Værelse, da denne, som gjentagne Gange tidligere er bleven overfaldet i Nærheden af Valdby af en Slagter, som der er bosiddende, var tilstrækkelig forberedt paa et muligt indtræffende Tilfalde, og modtog den indbrydende Voldsmand med Vaaben i Haand, bestemt paa at forsvare sig til det yderste, saafremt der skete Angreb paa hans Person. 

Der har ikke været ringeste Grund eller Anledning for den paagjældende Slagter eller Pranger til at vise sig grov og uartig mod Anden-Læreren ved Valdby Skole, endsige til med Vold og Magt at trænge sig ind paa dennes Værelse, for at gjøre Angreb paa hans Person. Anden-Læreren har kun i Henhold til Skoleanordningen og opfyldende sin Pligt, forlangt de nødvendige Oplysninger angaaende et Barn, som bemeldte Slagter eller Pranger, Dagen forud havde sendt hen i Skolen, for at nyde Undervisning i Skolens yngste Classe, hvilken Classe Anden-Læreren er ansat som selvstændig Lærer for.

At et sligt Indbrud og attenteret voldeligt Overfald kan skee ved høilys Dag i en Skole, hvor flere voxne Mennesker ere tilstede, og hvor Skolens ældste Classe af Førstelæreren bliver underviist i Skolestuen lige under Anden-Lærerens Beboelses-Leilighed, det synes næsten reent utroligt, men er ikke destomindre overeensstemmende med Sandheden. Skjøndt det vedkommende Sogneforstanderskab, under hvem Skolen sorterer, ikke synes at være synderlig tilbøjelig til at blande sig i Sagen og indstævne Gjerningsmanden, saa er det dog at vente, at denne vil blive anklaget for Øvrigheden og strangt afstraffet. - At Ovrigheden vil vide at skaffe tilstrækkelige Vidnesbyrd mod Voldsmanden, kan der neppe tvivles om, da der i Skolebygningen vare voxne Personer nok tilstede, som maae have hørt eller seet hvad der passerede, og som i fornødent Fald kan kræves til at aflægge Eed for Retten. Gjerningsmanden vil dog forhaabentlig ikke nægte det begaaede Indbrud, da han har sendt sin Svigerfader, som er Tømrer af Profession, hen, for at udbedre den Skolebygningen tilføiede Skade, hvilket denne imidlertid ikke fik Tilladelse til.

Gronenberg.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. maj 1857).

Brand paa Wyk. (Efterskrift til Politivennen)

Branden på Wyk i 1857 har sat  spor på øen helt op til vore dage. Øens badeliv stod efter krigen 1848-1851 ikke længere højt på københavnernes modeferiested. Christian VIII havde sommerresidens på øen i 1840'erne. Men senere blev "Königshaus" ombygget til hotel. 95 beboelsesejendomme og 19 andre bygninger blev ødelagt (halvdelen af Wyk). Trods katastrofen kom 400 gæster om sommeren. Allerede inden  begyndelse af vinteren var alle de ødelagte huse igen funktionsdygtige. Bl.a. som følge af indsamlinger fra nær og fjern. En anden stor brand ramte Wyk i 1869. 

Slesvig-Holsten. **Wyck, på Föhr, 9. maj. Vores badeby har siden natten den 8. været lagt i aske, dvs. hoveddelen af ​​området, hele den nordlige halvdel med de to hoteller, pakhuse, skole, apotek, toldbod, næsten alle kramboder, klokkehus og guvernørlejlighed, omkring 100 huse, altså langt den mest værdifulde del. Omkring 500 mennesker er blevet hjemløse. Ilden brød ud på den yderste nordøstlige side af havet, tæt ved vandet i Redlef Hotel, og bredte sig hurtigt over hele området, dels på grund af dårlig brandsikring, dels gennem den stive blæsende østenvind, dels og hovedsagelig gennem det stråtaghus, der engang tilhørte kong Christian VIII. Det brændte i mere end otte timer, indtil efter midnat. Badehuset der stod nedad på sydsiden, er blevet stående. Relativt lidt ejendom var forsikret, fordi som det er sædvanligt på vore øer på grund af den yderst sjældne forekomst af ulykker af denne art, er alt gods i brandkassen vurderet langt under dets værdi, og de fleste interesserede har derfor forlist den største del af deres ejendom uden at kunne forvente nogen kompensation. Sidste års særdeles gunstige badesæson vakte de største forhåbninger for i år, men de er nu alle blevet knust på én gang. Ingen blandt os tænker på at bade foreløbig, og det virker som en skæbnens ildevarslende ironi, at badehuset, der foreløbig var blevet ubrugeligt, er blevet stående for at se på murbrokkerne på sin nordside. Blandt andet er det yderst uheldigt, at apoteket også er blevet en askedynge, for vort apotek her i Wick var tidligere apotek ikke blot for hele Föhr, men også for øen Amrum og den omkringliggende Halligen. Man kan gå ud fra, at halvdelen af ​​beboerne som følge af denne frygtelige brand er blevet fattige, fordi de kan håbe på ringe eller ingen kompensation for deres tab.

Schleswig-Holstein. **Wyck, auf Föhr, 9. Mai. Unser Badeort liegt seit der Nacht zum 8 d. in Asche, d. h. der Haupttheil des Fleckens, die ganze Nordhälfte mit den beiden Hotels, Packhäusern, Schulhaus, Apotheke, Zollhaus, meist allen Krämerladen, Glockenhaus und Landvogtwohnung, gegen 100 Häuser, also der bei weitem werthvollste Theil. An 500 Menschen sind obdachlos geworden. Das Feuer brach an der äussersten Nordostseeseite dicht am Wasser im Redlef'schen Hotel aus, und verbreitete sich theils in Folge der schlechten Löfchanstalten, theils durch den steif wehenden Ostwind, theils endlich und hauptsächlich von dem König Christian VIII einst gehörigen Strohdächhause scnhell gefördert, über den ganzen Ort. Es brannte mehr als acht Stunden, bis nach Mitternacht. Das an der Südseite abwärts stehende Badhaus ist stehen geblieben. Es ist verhältnissmässig wenig Eigenthum versichert gewesen, weil, wie solches auf unsern Inseln wegen der so äusserst selten eintretenden Unglücksfälle dieser Art gewöhnlich ist, alles verlorne Eigenthum in der Brandcasse tief unter seinem Werth taxirt steht, und die meisten Interessenten haben somit den grössten Theil ihrer Habe eingebüsst, ohne dafür Entschädigung erwarten zu dürfen. Die vorjährige äusserst günstige Badesaison erregte die grössten Hoffnungen für dieses Jahr, die aber nun alle auf einmal vernichtet sind. An Baden denkt unter uns doch wohl fürs erste niemand mehr, und als eine ominöse Ironie des Schicksals erscheint es dass das vorderhand nutzlos gewordene Badehaus stehen geblieben ist, um die Trümmer an seiner Nordseite anzuschauen. Unter anderm ist es ungemein zu beklagen dass auch die Apotheke ein Aschenhaufen geworden ist, weil unsere Apotheke hier in Wick bisher die Apotheke für ganz Föhr nicht allein, sondern auch für die Insel Amrum und die umliegenden Halligen war. Man kann annehmen dass surch diesen fürchterlichen Brand die Hälfte der Einwohner arm geworden ist, weil sie wenig oder keinen Ersatz für ihre Verluste hoffen dürfen.

(Allgemeine Zeitung 136. s. 2162-2163.)

Sievert Nikolaus Steenbock (1822-1904): Seiner Mayestät Christian VIII Ankunft auf Föhr (1844). Ankomsten skete i 1842. Christian 8. havde sin sommerresidens på øen. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Vedrørende de sørgelige forhold i hele det danske rige - for et land fyldt med had er trist nok - er der for nylig dukket enkelte artikler med en forsonende tone op i Deres blad, som med tilfredshed læses i hovedstaden ved Sundet og måske endda knyttes nogle forhåbninger til. Vi roser også Deres upartiskhed og venlighed over for sådanne stemmer så længe de ikke forfølger nogen særligt egoistiske formål ved at åbne Deres spalter. Man skal dog først og fremmest huske på at hvis en forsoning skal finde sted, skal begge parter i tvisten yde deres del, ellers vil forsoning aldrig være mulig. De danske nord for kejserriget kræver alt fra de tyske syd for samme, og udlader hele tiden gennem sin presse både bitterheden over begivenhederne og den nationale antipati, der allerede er over tusind år gammel. Det er et historisk faktum, det vokser og forøgs hvor det er muligt, og nægter at bøde for den begåede uret. Selv dem der er begået mod mænd med stor intelligens og usædvanlig viden som ikke har gjort noget forkert, og som blev smidt ud af deres hjemland for at give plads til fremmede fra nord. De er altid tilbageholdende med at se, hvad og hvor han har fundet af hvad der er blevet forurettet mod det allerhelligste, nemlig kirken og nationaliteten, og hvad der er blevet begået mod så mange uskyldige mænd og familier, og vil ikke erkende disse synder og forbrydelser, eller indrømme dem og sone dem på den rigtige måde; Man tror på at man har ret i alting, og at den sydlige del af landet tager fejl i alt; man vil have ret, om så landet skal gå til grunde. Under sådanne omstændigheder er forsoning udelukket. Eller er måske endda utilfredsheden og bitterheden over en sådan uretfærdighed også en forbrydelse i nordboernes øjne? Hvis man endelig skulle være tryg ved at give indrømmelser i Holsten og Lauenburg, så var der kun gjort lidt, for Slesvig er og bliver det land, hvor der er sket uretfærdighed frem for alle andre. For fædrelandsvennen er forholdene her yderst deprimerende. Vi vil ikke genere læserne med vores utilsigtede elendighed, men blot bruge et enkelt eksempel til at vise, hvordan situationen er i Slesvigegnen af alle steder. Den den 8 d. M.s opfordring til støtte for Wyck er underskrevet af ni herrer, for det meste embedsmænd, og blandt dem er seks-syv danskere. Overalt besættes de offentlige stillinger af folk fra nord. Så længe sådanne forhold fortsætter, er alle forsoningsprædikener nyttesløse. Tag retfærdighedens vej, og forsoning vil komme af sig selv uden at forkynde.

Aus dem Schleswigischen, 16. Mai. In Betreff der traurigen Zustände im ganzen dänischen Reich - denn ein Land voll von Hader ist traurig genug - erscheinen in der letzten Zeit in Ihrem Blatt einzelne im Versöhnungston gehaltene Artikel, welche in der Hauptstadt am Sunde mit Befriedigung gelesen werden, und wodan man dort vielleicht einige Hoffnungen knüpft. Wir loben Ihre Unparteilichkeit und Geneigheit auch solchen Stimmen, wenn sie nur keine speciel selbsüchtigen Zwecke verfolgen, Ihre Spalten zu öffnen. Es ist indessen vor allem zu bedenken dass, wo Versöhnung stattfinden soll, die beiderseiten streitigen Parteien eihre Theil dazu beizutragen haben, sonst ist in Ewigkeit nicht an eine Versöhnung zu denken. Der dänische Norden des Reichs verlangt alles von dem deutschen Süden desselbe, lässt fortwährend durch sine Presse sowohl die Erbitterung über Geschehens als auch die nationale Abneigung die schon über tausend Jahre alt ist, was eine geschichtliche Thatsache ist, wo möglich noch wachsen und sich noch steigern, weigert sich gethanes Unrecht gut zu machen, selbst das an Männern von grosser Intelligenz un ungewöhnlichem Wissen verübte, welche, ohne etwas verbrochen zu haben, aus ihrer Heimath gesorfen wurden um Fremden aus Norden Platz zu machen; sträubt sich immerfort, was und wo er gefündigt, an dem Heiligsten, nämlich der Kirche und der Nationalität gefrevelt hat, an so manchen unschuldigen Männern und Familien verbrochen hat, diese Sünden und Frevel einzusehen, einzugestehen und auf die rechte Weise zu sühnen; er glaubt in allen Dingen Recht zu haben, und den Süden des Landes im Unrecht überall, er will Recht behaltenm, und gienge das Land unter. Unter solchen Umständen ist an Versöhnung nicht zu denken. Oder ist vielleich selbst die Unzufriedenheit und Erbitterung über solches erlittenes Unrecht ebenfalls ein Verbrechen in den Augen dererigen Norden? Wenn mann endlich sich bequemen sollte in Holstein und Lauenburg Einräumungen zu machen, so würde darum doch nur wenig geschehen seyn, denn Schleswig ist und bleibt das Land dem vor allen andern Unrecht geschehen. Für den Vaterlandsfreund sind hier die Zustände höchst betrübender Art. Wir wollen die Leser nicht mit unserm unverschuldeten Elend belästigen, sondern nur durch ein einziges Beispiel zeigen wie in einer Beziehung allenthalben sonst die Lage des schleswigischen Landes ist. Der am 8 d. M. von Wick aus ergangene Aufruf um Unterstützung ist von neun Herren unterzeichnet, grösstentheils Beamten, und darunter sind sechs bis sieben Dänen. Allenthalben sind die öffentlichen Stellen mit Leuten aus Norden besetzt. 

(Allgemeine Zeitung 140. 20. maj 1857)

Wyk på Föhr, 26. maj. Den nr. 140 af Deres ærede avis bragte en artikel fra det slesvigske dateret den 16. maj, som for at illustrere "Slesvigegnens situation gennem et enkelt eksempel", fastslår at der i det ni-mands udvalg, der mødtes i Wyk for at støtte dem der nedbrændte var "seks til syv danskere". Når det kommer til at skaffe penge til nødlidende, er den person, der bedst opnår dette prisværdige formål, den bedst egnede. Meget hurtigt efter den sørgelige brand viste der sig en livlig og aktiv interesse for de danske byer; Måske kommer de fleste bidrag derfra, og de stakkels wykere vil takket være de tilstedeværende danskere i deres område vide, at de har taget sig af dem med succes. Hvis situationen i den slesvigske region er præget af dette "enkelteksempel" som Deres korrespondent hævder, så er det åbenbart et mønster for alle områder, hvor forskellige nationaliteter grænser op til hinanden og lever sammen; thi her fejrer det menneskelige medlem en strålende sejr over national snæverhed og national stædighed. Men det sjove ved det her er det helt forkerte antal i korrespondancen fra 16. maj. Tilsyneladende skal det faktum, at der er "seks-syv danskere" blandt ni personer i en komité inden for hertugdømmet Slesvig, være et slående bevis på, hvordan de alle vegne presser sig frem, hvilket er en national arrogance selv i et rent menneskeligt foretagende. Men i virkeligheden er kun tre-fire danskere involveret i sagen. Jeg siger bevidst tre til fire, fordi en af ​​dem boede i Holsten i over tyve år. Deres korrespondent er formentlig blevet fremkaldt til national forargelse af et par frisisk-klingende navne. Men Wyk ser ud til at have den ulykke, at malplacerede nyheder bliver spredt derfra. De hårdt ramte indbyggere i byen har ikke meget at takke din reporter i nr. 136 for at lade en af ​​deres vigtigste indtægtskilder, badebyen, tørre helt ud i år og i høj grad på grund af hans overdrivelser for fremtiden. Det i det nummer nævnte badehus ligner ikke "brokkerne på sin nordside"; Det er snarere, sammen med de populære lejligheder på stranden, helt adskilt fra brandstedet. Det er også usandt, at "ingen tænker på at bade." De livlige og friske frisiske indbyggere i Wyk gør alt, hvad de kan, for at sikre, at deres næste sæsons indkomst reduceres mindst muligt. De der blev skånet for ilden, forbereder sig som sædvanligt på at modtage badegæster og nogle har allerede lejet deres værelser ud til dem, der har tilmeldt sig; De andre lægger dog deres planer for en ny bygning med det i tankerne, og forventer, at badebyen vil blomstre igen i fremtiden fra sin nuværende ulykke.

Wyk auf Föhr, 26 Mai. Die Nro. 140 Ihrer geschätzten Zeitung brachte einen aus dem Schleswigschen vom 16 Mai datirten Artikel, welcher, um "die Lage des schleswigschen Landes durch ein einziges Beispiel" zu seichnen, anführt dass sich in dem zur Unterstützung der Abgebrannten in Wyk zusammengetretenen, aus neun Personen bestehenden Comité "sechs bis sieben Dänen" befinden. Wenn es sich darum handelt für Nothleidende Geld zusammenzubringen, so ist diejenige Person die geeignetste die diesen lobenswerthen Zweck am besten erreicht. Schon sehr bald nach dem traurigen Brand zeigte sich in den Städten Dänemarks ein lebhaftes und thätiges Interesse; vielleicht die meisten Beiträge werden von da kommen, und die armen Wyker werden es den in ihrem Flecken anwesenden Dänen Dank wissen dass diese sich ihrer mit Erfolg angenommen haben. Wenn nin die Lage des schleswigschen Landes durch dieses "einzige Beispiel" charakterisirt wird, wie doch Iht Correspondent behauptet, so ist dieselbe offenbar ein Muster für alle Gegenden wo verschiedene Nationalitäten an einander gränzen und durcheinander wohnen; denn hier feiert das menschliche Mitglied einen glänzenden Sieg über nationale Beschränktheit und nationalen Eigensinn. Das komische bei der Sache aber ist die ganz verkehrte Zahlenangabe in der Correspondenz vom 16 Mai. Offenbar soll der Umstand dass ich in einem Comité innerhalb des Herzogthums Schleswig unter neun Personen "sechs bis sieben Dänen" befinden, ein schlagender Beweis seyn wie diese sich überall vordrängen, was selbst bei einem rein menschlichen Unternehmen ein nationaler Uebermuth ist. Nun aber sind in Wirklichkeit nur drei bis vier Dänen bei der Sache betheiligt. Ich sage absichtlich drei bis vier, da der eine von ihnen über zwanzig Jahre in Holstein gelebt hat. Wahrscheinlich ist Ihr Correspondent durch ein paar friesisch klingende Namen in seine Nationale Entrüstung versetzt worden. Wyk scheint aber überhaupt das Unglück zu haben dass von da aus verkejrte Nachrichten verbreitet werden. Die hart getroffenen Einwohner des Fleckens können es Ihrem Berichterstatter in Nr. 136 wenig Dank wissen dass er eine ihrer hauptsächlichen Erwerbequellen, das Seebad, dür diess Jahr gänzlich, und auch durch seine Uebertreibungen für die Zukunft grossentheils, versiegen lässt. Das in jener Nummer erwähnte Badhaus schaut nicht, wie "die Trümmer an seiner Nordseite" an; vielmehr liegt dasselbe nebst den beliebten Wohnungen am Strande durchaus getrennt von der Brandstätte. Auch ist es unwahr dass "ans Baden fürs niemand denkt." Die rüstigen und besonnenen friesischen Bewohner Wyks thun alles dass ihnen die Einnahme der nächsten Saison so wenig als möglich geschmälert werde. Die vom Brand Verschonten bereiten sich wie gewöhnlich zur Aufnahme von Badegästen vor, und haben zum Theil schon ihre Zimmer an Angemeldete vermiethet; die andern aber machen ihre Plänen zum Neubau mit Rücksicht auf dise, und erwarten für die Zukunft ein frisches Emporblühen des Badeorts aus seinem gegenwärtigen Unglück.

(Allgemeine Zeitung. 1857, 2. juni 1857)

"Fædrel" beklager at den Udstedte Opfordring til at lindre de Brandlidtes Nød paa Føhr, har havt saa ringe Fremgang her i Landet. Ifølge den lokale Komiltes Bekjendtgjørelse i flere Blade er der i Alt indkommet c. 10,000. Rdl., og om denne Sum ogsaa siden maatte være voxet til 20,000, saa er dette Beløb, hvoraf mindst en Fjerdedel er kommen fra Hamborg og Altona, baade aldeles utilstrækkeligt til at lindre Nøden og uanstændig lidt for der hele danske Monarkies i det Hele velhavende Befolkning; det svarer langtfra til hvad den hertillands dog temmelig almindelige Velgjørenhed pleier at yde. Følgen er naturligvis, at schleswigholstenske Wühlere benytte Lelligheden til al ophidse Stemningen i Tydskland mod os, og dersom der lykkes der at samle et større Bidrag end her i Landet, vil delte gjøre et stygt Indtryk paa Slesvigs tydske Befolkning. Vi opfordre derfor endnu engang baade godgiørende og fædrelandssindede Medborgere til at tage sig af Sagen, og navnlig Præster og andre Sogneforstandere paa Landet til der at indsamle Bidrag; thi medens Landbefolkningen i Slesvig dog yder Noget, synes den i Kongeriget at holde sig ganske tilbage, og en stor Del Kjøbstader vise heller ikke syndelig Interesse.

(Ribe Stifts-Tidende 23. juni 1857).

I Fædrelandet 24. september 1857 findes en opgørelse fra understøttelsescomiteen ved G. Weigel. Kikker man listen igennem, vil man kunne finde at de største beløb kom fra "tyske" områder i (Syd)slesvig. Dog også store beløb fra Sundeved, Ærø og Aabenraa. Der var i alt indsamlet 42,967 Rdl.

I Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. april 1858 opgjorde komiteen bidragene til ca. 52.000 Rd. Heraf var 3.000 indkommet fra kongen og enkedronningen, 9.268 fra Danmark, 30.085 fra Slesvig og 5.933 fra Holsten. Øvrige bidrag fra udlandet, heriblandt Hamborg 2.174 Rd. Langt hovedparten kom således fra Slesvig.

9-Aarig Brandstifter

I Mandags Formiddags afbrændte pludseligt Gaardmand Niels Nielsens udflyttede Gaard i Nyrup By ved Nykjøbing i S. Ilden opkom i den udvendige Side af et af Udhusene og omspændte firor alle Gaardens 4 Længer, som inden kort Tids Forløb laae i Aske. Saavel Gaard som Kreaturer og Indbo vare assurerede; af det Sidste reddedes endeel, iigefom alle Kreaturerne paa 1 So med 8 Grise og noget Fjærkræ nær, hvorimod 150 Rd. i Sedler gik tabt. Allerede inden Aften opdagedes det, at Ilden var paasat af en der i Gaarden tjenende Dreng Rasmus Hansen, som først for nylig havde fyldt sit niende Aar. I de 14 Dage, han havde været der i Tjenesten som Hyrdedreng, længtes han bestandig efter Forældrene, fattige Insidder-Folk i Lumbsaas; een Gang løb han hjem uden Tilladeise, men gav Løfte om ikke tiere at indlade sig paa Sligt. Længselen blev ham for stærk, thi han indrømmede  selv, ingen Grund at have til Klage enten over ilde Medfart fra Folkene eller daarlig Kost, kun længtes han efter Hjemmet. Imedens han Mandag Formiddag løb hjem til Gaarden for at faae en Drik Vand, tog han i Kjøkkenet nogle Svovlstikker, der laae saa høit, at han maatte krybe op for at faae fat i dem. Naar Gaarden var brændt, antog Barnet, at man ingen Brug havde for ham; tillige udlod han sig efter Branden med, at nu kunde hans Fader maaskee komme op og tække den nye Gaard, ligesom han selv kunde faae den Fornøielse "at ride i Leerælte". De to første Svovlstikker tændte tkke, den tredie stak han op i Taget, lidt ovenfor Tagskjæget, og efter at have staaet lidt og vellagret Ilden, som fængede, løb han ind til sin Madmoder og raabte at der var Ildløs. Han ledede selv Mistanken hen paa sig ved kort efter Ildens Udbrud at forhøre om han ikke nok nu kunde gaae hjem. Som Beviis paa, hvor ringe en Indflydelse det Passerede synes at have udøvet paa hans Sind eller Tankeretning, kan anføres, at da han om Aftenen førtes i Varetægtsarrest, spurgte han ganske troskyldig: "maa jeg nu sove imorgen til Kl. 9? og faaer jeg en "Basse" imorgen tidligt ?" - Det var hans naive Opfattelse af Livet i en Arrest, men det er vel tillige Beviis for, hvilken ringe Grad af Klarhed han har havt i at bedømme den begaaede Ulykkes Omfang og Størrelse. Han var begyndt at søge Skolen sidste Vinter, men han var tungnem og gjorde kun faa Fremskridt. Næste Dag føiede han til Forbrydelsen et Forsøg paa at undvige til sit Hjem; han havde faaet Tilladelse til at ombytte Varetægtslocalet med det til samme hørende Gaardsrum, og i et ubevogtet Øieblik var han snu nok til at benytte den til Flugt. Han klavrede over Plankeværket og brugte sine Been saa godt, at man først udenfor Byen fik fat paa den undvegne niaarige Brandstifter. (Holb. A.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. maj 1857).

Ildebranden stod på 4. maj 1857

Udvandring fra Lolland. (Efterskrift til Politivennen)

Det er en almindelig Kjendsgjerning, al Udvandringslysten er af en epidemisk Natur, og at den hjemsøger snart denne, snart hin Provinds. Hidtil har man kun iagttaget sporadiske Tilfælde af denne Sygdom her paa Lolland, men iaar synes den at være fremtraadt som en ren Epidemi. Fantasifeberen dreier sig om Amerika - ikke Mormonernes Utah, men Normannernes forjættede Land Wisconnsin, og den, der synes stærkest af have fremkaldt denne, er en livligere herfra udvandret Mand, der ved sine vistnok meget troværdige Efterretninger har sat meget Blod i Bevægelse. I Paaskeugen afgik fra Nysted med en Jagt til Kiel cirka 80 Personer (En fik Nok, da han kom til Rødsand, og vendte om for at blive ved de lollandske Kjødgryder), som alt fra Hamborg ere paa Veien til Amerika; iblandt disse er der Oldinge og Børn; en meget hæderlig Mand paa over 60 Aar reiste med hele sin Familie og har paa sin Egn giver Impulsen til flere Andres Afreise; fra en Commune med c. 900 Indvaanere afreiste 11 Personer, og fra samme ville om kort Tid atter 6 Personer afgaae, altsaa c. 2 pCt., af hvilke de fleste ere arbeidsføre Mænd og Kvinder. De afreise med et freidigt Haab, og de Færreste ane de Savn og Skuffelser, som de gaae imøde; hvor store disse ville blive, faae vi neppe nogensinde at vide, thi de Mange, hvem Lykken gaaer imod, undlade enten ganske at skrive til det tidligere Hjem eller søge at skildre deres Tilstand med lysere Faver, end Virkeligheden frembyder, fordi de skamme sig ved at blotte deres Skuffelse for dem, som have fraraadet dem at søge Lykken udenfor det gode, gamle Danmark, hvor den redelige og dygtige Arbeider dog altid finder sit Brød og kan leve i Fred iblandt Sine. Indsenderen, som personlig kjender flere af Udvandrerne, og som ikke har undladt at gjøre Sit for at oplyse dem om de Bedragerier, Savn og Lidelser, de gik imøde, erholdt det Svar af En: "Naar jeg ikke kan arbeide mere her, saa bliver det min Lod at ernæres af Sognet", - og jeg kunde ikke undlade at svare ham: "men naar De nu ikke kan arbeide mere i Amerika, er De saa vis paa, at der er et Sogn, som vil ernære Dem, eller frygter De ikke for, al der kan gives en Tilstand, som er mere hjælpeløs end den at komme paa Sognet?" Men alle Forestillinger ere ørkeslese, saa Iænge denne Raptus varer, og den vil neppe stilles, førend sørgelige Erfaringer have overtydet Folk om, at finder 1 af 20 den udvortes Lykke, som de Alle søge efter, saa gaae de 19 tilgrunde uden at finde den. (Maribo Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 7. maj 1857)

Vandkommissionen. (Efterskrift til Politivennen)

En indsender havde er Berlingske Tidende nr. 95 fremsat nogle spørgsmål til vandkommissionen. Da spørgsmålene fremgår af nedenstående svar, springer vi straks til dem.

Det nye Vandværk. I en Artikel i Berlingske Tidende Nr. 95 er der reist endeel Betænkeligheder ved det af Contrahenterne for det nye Vandværk med vedkommende Comitees Samtykke trufne Arrangement, hvorefter Huuseierne med en ringe Udgift kunne faae Vandledningen ført ind i Husene og derimod, saafremt de ønske det, udelade Opstanderen i Gaarden og derved besvare de for denne beregnede Omkostninger. Da dette Arrangement i flere Tilfælde kan være meget hensigtsmæssig eg bidrage til en større Udbredelse af Vandledningerne i Etagerne, troe vi at burde gjøre opmærksom paa, at de derimod reiste Indvendinger og Betænkeligheder beroe paa Ubekjendtskab med Forholdene. Det er saaledes aldeles urigtigt, naar Artiklens Forfatter antager, at Loven af 20de August 1853 om Kjøbenhavns nye Vandanlæg lægger en Hindring iveien for den omhandlede Ordning, thi den citerede Lov gaaer kun ud paa at sikkre Grundeierne en Vandforsyning fra det nye Værk paa ligesaa beqvemt et Sted som den tidligere Pumpe eller Vandkam havde, men den forbyder ham paa ingen Maade at lade Vandhanen anbringe paa hvilketsomhelst andet mere beqvemt Sted i Ejendommen, naar han vil udrede de dermed forbundne Omkostninger. Ligesaalidet findes der saavidt vides i den ældre Lovgivning nogen Bestemmelse om at Vandpumpe eller Vandkam netop skal anbringes ude i Gaarden, hvilket heller ikke overalt er Tilfældet. Saafremt en saadan Forskrift altsaa skulde gives, vilde dertil upaatvivlelig udfordres et nyt Paabud ved Lov, hvortil der imidlertid ikke er den allerringeste Anledning, hverken i Brandvæsenets eller Sundhedsvæsenets Interesse.

Der vil nemlig, naar det nye Vandværk er traadt i Virksomhed, aldeles ikke være Tale om i Ildebrandstilfælde at udbære Vand fra Huse og Gaarde til de i Artiklen omtalte Vandkar paa Gaderne, da Planen for dette Værk - som Artiklens Forfatter rigtignok omtaler, men ikke kjender synderligt til - netop gaaer ud paa at afløse den nuværende høist ufuldkomne Vandforsyning ved Ildebrande ved Hjælp af Vandur, Sluffer og Tønder osv. og istedet derfor vil forsyne Sprøiterne, forsaavidt disse overhovedet komme til Anvendelse, directe fra Hovedvandlednigerne med store Brandhaner i Gaderne, som blive anbragte i ringe Afstand fra hinanden og som øjeblikkeligt ville levere Vand i langt større Mængde, end der kan bringes tilveje ved at slæbe det i Spande fra Gaarden til Vandkarrene paa Gaden. Det samme gjelder om Gadernes Vanding og Rendestenes Udskylling i varme Sommere og naar det ellers maatte ansees nødvendigt, hvilke naturligviis her ligesom andetsteds, hvor der findes Vandværker med Høitryk, ville finde Sted fra Brandhanerne, ved Hjælp af hvilke et Par Mand i faa Minutter kunne overbruse og udskylle Strækninger, hvortil der vilde fordres hele Timers Arbeide naar Vandet skulde bæres i Spande og Kander fra Gaardene. At Faren for Ildsvaade i Husene ogsaa i høi Grad vil formindskes, naar der istedetfor en Pumpe eller Hane i Gaarden findes en stadig Vandforsyning i Husets forskjellige Etager er saa indlysende, at selv den mest Kortsynede maa kunne indsee det, naar han tænker en Smule over Sagen. Der kan saaledes aldeles ikke være nogen Anledning for det Offentlige til at fordre Vandhaner anbragte i Gaardene og det saameget mindre som vi maae være ganske enige med Artiklens Forfatter i at der neppe vil være mange af de Grundejere, som lade Vandledningen føre op i Husene, der ville undlade at anbringe en Hane i Gaarden til Husets Brug, hvilket ingenlunde er udelukket derved, at den saakaldte Opstander med Tilbehør udelades, da der paa en, navnlig med Hensyn til Frosten, langt hensigtsmæssigere Maade kan føres et Rør med Hane ud til Gaarden fra den i Bygningen anbragte Forsyningsledning.

Vi kunne derfor, langtfra at finde noget Betænligt ved det omhandlede Arrangement, ikke Andet end ønske at ret mange af Stadens Huuseiere ville benytte den Lejlighed, som nu gives, til, paa gunstige Vilkaar, at forsyne deres Ejendomme med Vandledning i Etagerne, det være en med eller uden Vandhane i Gaarden, hvorved foruden Brandsikkerheden ogsaa Reenligheden og Beboernes Sundhedstilstand i høi Grad vil vinde og meget overflødigt Arbeide spares.

Deu 28de April 1857. B.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. april 1857).

Er det ligegyldigt om der findes Vand i Gaardene her i staden?

I Gaarsnummeret af "Berl. Tid." har en Indsender sagt at forsvare det Arrangement, hvorefter de paatænkte nye Vandposter med Taphaner i Gaardene kunne bortfalde, imod at der anbringes Vandhaner i Kjøkkenerne, som baade berettiget og gavnligt. Vi maae benægte begge Dele. Loven af 20. Aug. 1853 om de nye Vandanlæg i Kjøbenhavn bestemmer udtrykkeligt, at Communen, naar den borttager de nuværende Vandrender og Pomper, skal indlede Vandet til det Sted paa Grunden, hvor Pompen forefindes og i dens Sted anbringe Opstander med Taphane. Derpaa gaaer Planen for det nye Vandværk ogsaa ud, og dertil er der taget Hensyn ved Approbationen paa samme, og den engelske Ingenieurs Bekjendgiørelse indeholder selv, at der i Overeensstemmelse med hans Contract vil være at opsætte en ny Opstander i alle de Gaarde, hvor der for Tiden er anbragt en Opstander paa Vandrenerne, men at Vand- og Gas-Comiteen har tilladt, at denne Opstander udelades, imod at Eieren lader indlægge Rør i kjøkkenerne. Til uden Communalbestyrelsens Samtykke at meddele denne Tilladelse og derved i et væsentligt Punkt forandre den ny proberede Plan, ansee vi Comiteen ikke berettiget. Vi indsee derfor ikke, hvorfor Comiteen, naar den anseer Vandopstanderen i Gaardene som en ligegyldig Sag og troer at kunne tillade, at de bortfalde, ikke har ordnet Sagen saaledes, at ogjaa andre Entrepreneurer, der paatoge sig at indlægge Vandrør i Bygningerne, kunne nyde godt deraf, og hvorfor den engelske Ingenieur skal have et Fortrin i denne Henseende for de danske Entrepreneurer. Vandrørenes Indlægning i selve Bygningerne er Noget, hvortil han ikke har nogen Forret, men han faaer det i Virkeligheden, naar kun han kan tilbyde Eierne, at Vandopstanderne i Gaardene maae bortfalde, og at da "for en ubetydelig Tillægssum" Forsyningsrør i deres Sted kunne blive lagte ind i Kjøkkenerne. Beroer det, som Indsenderen af hiin Artikel mener, paa Eieren selv at lade Vandvanen anbringe paa hvilketsomhelst andet Sted i Eiendommen, burde Comiteen formeentligt have ordnet Sagen saaledes, at Centrahenterne af Vandværkets Udførelse gjorde et Afslag i deres Betaling for hver bortfaldende Vandhane, og at dette Beløb kom Eieren tilgode, naar han indlagde Vandrør i Bygningen, ligegyldigt om det skete ved den engelske Ingenieur eller ved danske Entrepreneurer, hvorimod det er ubilligt imod disse, at den engelske Ingenieur ved hiint Arrangement faaer et afgjort Fortrin for dem, da de ikke kunne tilbyde noget Afslag for Opstanderne i Gaarden, saaledes at der da kun svares en ubetydelig Tillægssum for at indlægge Rørene i Bygningerne.

Naar Indsenderen mener, at det hverken er i Brandvæsenets eller Sundhedsvæsenets Interesse, at der er Vand i selve Gaarden, da er begge Dele aldeles urigtigt. Forpligtelsen for Grundejerne til i Ildebrandstilfælde at udsætte Vandkar paa Gaderne og fylde dem med Band bortfalder ikke som en ligefrem og øiebiikkelig Følge af det nye Vandforsyningssystem. Naar Erfaringen først har godtgjort, at der fra "Hovedvandledningerne med store Brandhaner i Gaderne" under alle Forhold, navnligen i strenge Vintere, strax kan leveres tilstrækkeligt Vand til Slukning i Ildebrandstilfælde, vil vistnok den nuværende Vandforsyning ved Ildebrande undergaae væsentlige Forandringer, men indtil den Tid vil Brandvæsenet med god Føie modsætte sig, at den i Lovgivningen nu foreskrevne Vandforsyningsmaade afskaffes, og heri har, saavidt vides, den med det nye Vandværk høiest bekjendte Mand ogsaa erklæret sig enig. Denne Vandforsyningsmaade vil imidlertid blive umulig, naar Opstanderne i Gaardene bortfalde. Inds. mener, at vandet i Gaarden hellerikke behøves for Sundhedsvæsenets Skyld, da Gadernes Vanding og Rendestenenes Udskyning i varme Sommere og naar det ellers maatte ansees nødvendigt kan finde Sted fra Brandhanerne, "ved Hjælp af hvilke et Par Mennesker i faa Minuter kunne overbruse og udskylle Strækninger, hvortil der vilde fordres hele Timers Arbeide naar Vandet skulde bæres i Spande og bander fra Gaardene." Men det er ikke Gaderne, hvorom her nærmest er Spørgsmaal. Det er Gaardsrummene med tilhørende Rendestene, som i varme Sommere i høi Grad trænge til at udskylles, hvilket ikke vil kunne skee, naar der ikke er Vand i Gaardene, da man dog ikke kan "overbruse" dem fra Brandhanerne i Gaderne. 

Vi have i vor tidligere Artikel yttret, at der neppe vil være mange Grundejere her i Staden, som ville gjøre Brug af Tilbudet og lade Vandopstanderen i Gaarden bortfalde. Det glæder os at see, at Inds. deri er enig og skulle vi til Gjengiæld erklære os enige med ham i, at det er ligegyldigt, om selve Opstanderen udelades, naar der føres et Rør med Hane ud til Gaarden fra den i Bygningen anbragte Forsynings-Ledning. Dette er naturligviis fuldkommen tilstrækkeligt. Naar der blot kan tappes Vand i selve Gaarden i alle mødende Tilfælde, navnlig ved Ildebrande og hvor ReenIigheds- og Sundhedshensyn kræve det, er det en ligegyldig Sag, om Taphanen er anbragt paa en Opstander eller paa et fra Bygningen udgaaende Rør. Vi tiltræde ogsaa ganske Indsenderens Ønske, at ret mange af Stadens Huuseiere ville forsyne deres Eiedomme med Vandledning i Etagerne, men vi føie ikke, som han, til: "det være nu med eller uden Vandhane i Gaarden". Vi ønske Vandrør med Taphaner i Kjøkkenerne og hvor der ellers i Bygningerne er Brug derfor, men ved Siden deraf fordre vi Vand i Gaardene, saaledes som Loven om de nye Vand-Anlæg forudsætter og hvorpaa Contracten med Entrepreneurerne lyder.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. maj 1857).