Hertugdømmernes Genvordigheder. (Efterskrift til Politivennen)

Enhver der uden umiddelbar involvering og på ikke alt for stor afstand betrager de ting der i årevis er foregået og som foregår i Danmark og i hertugdømmerne, tror vi at det ikke kan være tvivl om at den bemærkelsesværdigt komplicerede sag vil fortsætte. Danskerne er nu tilbage hvor de altid har været, ude af stand til at danne regering. Det er tvivlsomt om de ville danne en alene. Som historien lærer, er nationen ikke skabt til politik og statsmandskab. De var aldrig i stand til at danne en permanent regering for staterne forenet under kronen af ​​huset Oldenburg. Der stod altid folk fra Slesvig-Holsten eller udlændinge i spidsen for staten. Det var en følge af den videregående tyske uddannelse. Og det var uadskilleligt herfra at hertugdømmerne inklusive hele hertugdømmet Slesvig, skulle og blev styret på hver deres måde. Enkelte danskere fra europæiske, dvs. i dette tilfælde tysk uddannelse steg naturligvis til høje statsstillinger. Deres manglende evne viste sig først da der opstod en generation der ville være rent dansk, som positivt ville være ikke-tysk, anti-tysk, og da dette gennem tidens løb og pga. det manglende kendskab til diplomati under meget detaljerede særlige forhold, og efter at have stået ved roret et stykke tid. Den ene forkerte foranstaltning fulgte den anden, og nu er vi nået til det punkt hvor man trods fuld overherredømme ikke er i stand til at danne en regering. Sådan sker der når man taler med en kendt dansker: "hvad enten det er rigtigt eller forkert, så skal vi have Slesvig;" Hvis de mennesker du ville vinde, krænkes og såres i de mest almindelige regler i politik i deres religiøse, sproglige, handelsmæssige og monetære forhold, og du lærer dem den opfattelse at den uretfærdighed de føler, er så meget desto mere syndig fordi den påvirker de mennesker der presses. Den åbenlyse fare ville være at blive værre, eller i det mindste at overlade børn og deres børns børn til en demokratiseret stat. Landet, især Slesvig, er oversvømmet af danske embedsmænd. Vi har ikke hørt om en eneste sag hvor det har resulteret i en gevinst i forhold til tidligere. Korrespondance fra Allgemeine Zeitung fra København refererede til den såkaldte Indfødsret. Denne lov har absolut intet at gøre med ansættelse af danskere i hertugdømmerne. Den bestemmer at ingen fremmede må beskæftiges i kongens lande. Det var især rettet mod tyskere fra Riget, da rigslandet Holstein også var særligt nævnt. Ligesom en ikke-ditmarsker aldrig blev ansat i retsvæsenet og administrationen i Ditmarsken, således var få danskere tidligere ansat i Slesvig. Det var vel først i dette århundrede at man med en vis forsigtighed begyndte at udnævne en adelig dansk herre til foged, og måske nogle gange at påtvinge slesvigerne en dansker i toldsager. Disse var faktisk yderst sjældne undtagelser indtil 1848. Nu er ikke blot næsten udelukkende danskere ansat i hæren og flåden, samt i hele told- og postvæsenet, men indfødte slesvigere findes også sjældent blandt prædikanter og administrative embedsmænd. På denne måde bliver den uafhængighed der er garanteret for hertugdømmet, illusorisk. I den østrigske udsendelse af 26. december 1851, appendiks, står der: „I Hans Majestæt Kongen af ​​Danmarks erklæring om at hverken en indlemmelse af hertugdømmet Slesvig i kongeriget skulle finde sted, ej heller skulle tages skridt, der sigtede hertil, ser det kejserlige Hof med tilfredshed, en ny stadfæstelse af dette løfte, som allerede var blevet givet hans undersåtter af den salige kong Christian VIII, derefter fornyet af den nu regerende konges majestæt umiddelbart efter fredsslutningen af ​​2. juli 1850 i manifestet af 14. maj, ligeledes i overensstemmelse med 4. artikel i førnævnte fredstraktat Det Tyske Forbund blev gjort bekendt med kongens beslutning om at pacificere landet." Kan denne tilfredshed stadig eksistere med den nuværende måde at styre hertugdømmet Slesvig? Eller er oversvømmelsen af ​​hertugdømmet med danske embedsmænd ikke den værste form for inkorporering, især da disse embedsmænd ikke blot mangler ethvert kendskab til landet, men også udsætter sig selv for konstant misbrug på grund af deres evner og moralske indstilling, som er fuldstændig underordnet til jagten på fordanskningen og landet i en konstant feberagtig spænding.

Die Beschwerden der Herzogthümer

I

Wer ohne unmittelbare Beyjeiligung, und aus nicht zu grosser Ferne die Dinge betrachtet welche seit Jahren in Dänemark und in den Herzogthümern vor sich gegangen sind, und vor sich gehen, für den, meinen wir, kann es nicht even zweifelhaft seyn wie die seltsam verwickelte Angelegenheit weiter verlaufen wird. Die Dänen sind jetzt wieder auf dem Punkt wo sie immer gewesen sind, sie sind unfähig eine Regierung zu bilden. Ob sie für sich allein eine würden bilden, mag schon zweifelhaft seyn. Die Nation ist, wie die Geschichte lehrt, für Politik und Staatskunst einmal nicht geschaffen. Für die unter der Krone des oldenburgischen Hauses vereinigten Länder haben sie nie eine dauernde Regierung bilden können. Immer waren Schleswig-Holsteiner oder Fremde an der Spitze des Staats. Die höhere deutsche Bildung brachte das mit sich. Und unzertrennlich davon war dass die Herzogthümer, das ganze Herzogthum Schleswig  eingerechnet, auf ihre eigene Weise regiert werden mussten und wurden. Enzelne Dänen von europäischer, d. h. in diesem Fall deutscher Bildung erhoben sich freilich zu hohen Staatsämtern, allein sowue eine Generation aufkam, welche rein dänisch seyn wollte, welche positiv nichtdeutsch, antideutsch seyn wollte, sowie diese durch die Zeitläufte, und durch die Unkunde der Diplomatie in sehr detaillirten Specialverhältnissen, eine zeitlang das Ruder in Händen hatte, zeigte sich gleich das Unvermögen. Eine verkehrte Massregel folgte der andern, und jetzt ist man so weit, dass man, trotzdem dass man volle Macht hat, nicht im Stand ist eine Regierung zu bilden. So geht es, wenn man mit einem vielgenannten Dänen spricht: "ob mit Recht oder Unrecht, wir müssen Schleswig haben;" wenn man gegen die gewöhnlichsten Regeln der Politik das Volk das man gewinnen wollte, in seinen religiösen, sprachlichen und Handels- und Münzverhältnissen kränkt, verletzt, und ihm die Meinung beibringt das Unrecht welches es empfindet, sey um so sündlicher, weil es die Bedrukten in die sichtliche Gefahr bringe schlechter zu werden, oder wenigstens Kinder und Kindeskinder einem demokralisirten Zustande zu überliefern. Das Land, besonders Schleswig, ist überschwemmt mit dänischen Beamten. Wir haben nicht von einem einzigen Fall gehört worin dadurch gegen die Vergangenheit ein Gewinn herbeigeführt sey. Eine Correspondenz der A. Z. aus Kopenhagen berief sich dabei auf das sog. Indigenatgesetz. Dieses Gesetz hat mit der Anstellung der Dänen in den Herzogthümern har nichts zu thun. Es verfügt dass keine Fremden in den Landen des Königs angestellt werden sollen. Besonders war es gemünzt gegen Deutsch aus dem Reich, dahar das Reichsland Holstein aucj besonders genannt wird. So wenig als bisher in Ditmarsen ein Nicht-Ditmarser in der Justitz und Verwaltung angestellt wird, so wenig wurde früher in Schleswig ein Däne angestellt. Man hat wohl erst in diesem Jahrhundert angefangen hin und wieder mit einer gewissen Scheu einen dänischen vornehmen Herrn zum Amtmann zu machen, vielleicht auch im Zollwesen zuweilen einen Dänen den Schleswigern zu octroyiren. Es waren diess in der That bis zum Jahr 1848 höchst  seltene Ausnahmen. Jetzt sind nicht nur in der Armee und Marine, im gesammten Zoll- und Postfach fast ausschliesslich Dänen angestellt, sondern es sind auch unter den Predigern und Administrativ-Beamten nur selten eingeborne Schleswiger zu finden. Auf diese Weise wird die dem Herzogthum garantirte Selbständigkeit illusorisch. In der österreichischen Depeche vom 26 Dec. 1851, Anlage, heisst es: "in der Erklärung Sr. Maj. des König von Dåanemark dass weder eine Incorporation des Herzogthums Schleswig in das Königreich stattfinden, noch irgend dieselbe bezweckende Schritte vorgenommen werden sollen, erblickt der kaiserliche Hof mit Genugthuung eine neue Bestätigung jener Zusagen welche bereits von den hochseligen König Christian VIII seinen Unterthanen gegeben, dann von des jetzt regierenden Königs Majestät alsbald nach dem Friedensvertrag vom 2 Julius 1850 in dem Manifest vom 14 desf. Mts. erneuert, auch in Gemässheit des 4. Artikels des erwähnten Friedensvertrag dem deutschen Bund als eune zur Pacification des Landes gefasste Entschliessung des Königs zur Kenntniss gebracht wurde." Kann nun diese Genugthuung auch noch bei der jetztigen Art das Herzogthum Schleswig zu regiren, bestehen? Oder ist nicht die Ueberschwemmung des Herzogthums mit dänischen Beamten die schlimmste Art der Incorporation, zumal da diese Beamten nicht nur aller Landeskunde entbehren, sondern auch rücksichtlich ihrer Fähigkeiten und sittlichen Haltung, die sich dem Danisirungsstreben gänzlich unterordnet, fortwährendem Tabel aussetzen, und das Land in einer fortwährenden fieberhaften Aufregung erhalten.

(Allgemeine Zeitung. 8. juni 1857)

Vi vender tilbage til de danske embedsmænd i hertugdømmet Slesvig, for der bliver ikke fred i landet, før det er fuldstændig befriet fra dem igen. Vi vil starte fra bunden. Folkeskolelærerne blev tidligere uddannet på det tyske skolelærerseminar i Tønder. Der blev undervist så meget dansk, som det var nok eftersom de unge lærere fra Nordslesvig som regel vendte tilbage dertil og allerede var tilstrækkeligt fortrolige med sproget til deres fag, og endnu bedre kvalificerede til det, end egentlige nationaldanskere, som ikke kunne gøre sig forståelige for befolkningens udtalemåde. Dette seminar blev afskaffet i begyndelsen af ​​1850'erne med den udtrykkelige hensigt at gøre det til et dansk seminar, men at stifte et tysk seminar i Eckernførde. Efter at denne negative situation havde eksisteret i et stykke tid, blev en stor bygning købt i Eckernførde, og alle resterende studerende fra seminaret i Tønder blev afskediget. Direktøren for sidstnævnte blev herefter forflyttet til Eckerførde, nemlig til den tomme lejlighed i den købte bygning. En ny direktør, en dansker, blev også udpeget og betalte naturligvis for det kommende seminar i Tønder. Indtil videre har der ikke været tale om at etablere de to seminarer. Man skulle tro at det må være i den nuværende slesvigske administrations interesse at i det mindste få det danske seminarium i Tønder i gang hurtigst muligt. Men byen Tønder der, hvis vi ikke tager fejl, fejrede 600-året for indførelsen af ​​Lübeck bylov for et par år siden, er på trods af overfyldt med danske embedsmænd for tysksindet til den mangfoldige kontakt som bl.a. seminarister har med borgerskabet til ikke at være til skade for fordanskningen. Men konsekvensen af ​​den fuldstændige mangel på et seminar i hertugdømmet Slesvig er denne: at nogle trængende nordslesvigere nu går på seminar i Danmark, at også disse er langt fra tilstrækkelige til at besætte de ledige stillinger, og at der derfor hele tiden er danske seminarister på folkeskolerne i det landsuafhængige hertugdømme Slesvig. Udover at der på den måde bliver taget mange jobs fra de indfødte i Slesvig, er disse dansklærere generelt ikke i stand til at afholde de obligatoriske tysktimer (4 timer om ugen), der stadig eksisterer for alle folkeskoler, selvom disse lektioner er  forlagt til skrive- og regnetimerne.

Der er stor utilfredshed med denne undervisningstilstand ikke kun i de samfund, der er blevet fordansket i nyere tid, men også i dem, hvor undervisningen tidligere primært var dansk, eftersom forældrene med rette hævder, at deres børn alligevel har lært det dansk, de har brug for. De ville hellere skulle lære tysk som en nødvendighed for deres erhvervsforhold og for deres generelle uddannelse. Nogle forsøger derfor at afhjælpe ondet gennem privatundervisning og private undervisere ved at forene to eller flere familier på grund af omkostningerne. Dette blev dog ikke tilladt. Ingen må have en underviser udover udelukkende for sine egne børn. (!) Det skete, at en sådan lærer blev bortvist, fordi han underviste børn i to familier. Hvorvidt ministeriet beskæftiger sig med disse ekstraordinære ting, må betvivles i betragtning af den store frihed, der hersker i riget, og i betragtning af de simple krav om sand omtanke for undersåtternes ve og vel. Faktisk er der nogle der mener at danske underordnede embedsmænds vilkårlige handling alene kunne være årsagen hertil. Det ville være endnu værre. Hertugdømmet Slesvigs lidelser ligger først og fremmest i, at det ikke længere har sine egne indfødte embedsmænd.

Die Beschwerden der Herzogthümer

II

Wir kommen nochmals auf die dänischen Beamten im Herzogthum Schleswig zurück, weil kein Friede im Lande wird ehe dasselbe von jenen wieder gänzlich befreit ist. Wir willen von unten anfangen. Die Volksschullehrer wurden früher in dem deutschen Schullehrerseminar in Tondern gebildet. Es wirde dort auch so viel Dänisch gelehrt als genügte, da in der Regel die jungen Lehrer aus dem nördlichen Schleswig dorthin zurückkehrten, und von Haus aus mit der Sprache für ihren Beruf hinreicend bekannt, ja besser dafür befähight waren als eigentliche Nationaldänen, welche sich in dem Patois der Bevölkerung nicht verständlich machen konnten. Dieses Seminar wurde im Anfang der fünfziger Jahre aufgehoben, mit der ausgesprochenen Absich dasselbe in ein dänisches zu verwandeln, dagegen in Eckernförde ein deutsches Sminar zu gründen. Nachdem dieser negative Zustand eine Zeitlang bestanden, ward in Eckernförde ein grosses Gebäude angekauft, und sämmtliche noch vorhandene Schüler des Seminars in Tondern wurden entlassen. Der Director des letztern wurde dann auch nach Eckerförde versetzt, nämkich in die leerstehende Wohnung des angekauften Gebäudes. Auch für das künftige Seminar in Tondern ward ein neuer Director, ein Däne, ernannt und natürlich auch besoldet. Allein von Einrichtung der beiden Seminare ist bisher nicht die Rede. Man sollte glauben, es müsse im Interesse der bisherigen Verwaltung Schleswigs liegen wenigstens das dänische Seminar in Tondern möglichst bald in Thätigkeit zu setzen. Allein die Stadt Tondern, welche, wenn wir nicht irren, vor einigen Jahren das sechshundertjährige Jubiläum der Einfuḧrung des Lübecker Stadtrechts feierte, ist trotz der Ueberfüllung mit dänischen Beamten zu deutch gesinnt, als dass nicht die vielfältige Berührung der Seminaristen mit der Bürgerschaft der Daniserung nachtheilig seyn sollte. Die Folge aber von dem vollständigen Fehlen eines Seminars im Herzogthum Schleswig ist diese: dass einige Nordschleswiger aus Noth jetzt ein Seminar in Dänemark besuchen, dass auch diese bei weitem nicht genügen zur Besetzung der vacanten Stellen, und dass daher fortwährend dänische Seminaristen an den Volkschulen im selbstständigen Herzogthum Schleswig angestellt werden. Abgesehen davon dass auf solche Weise den eingebornen Schleswigern eine Menge Stellen entzogen werden, sind diese dänischen Lehrer in der Regel gar nicht im Stande den für alle Volkschulen noch bestehenden vorschriftsmässigen Unterricht im Deutschen (4 Stunden die Woche) zu entheilen, selbst wenn dieser Unterricht in die Schreib- und Rechenstunde verlegt wird.

Ueber disen Zustand des Unterrichts herrscht nun nicht bloss in den in neuerer Zeit danisirten Gemeinden, sondern auch in denjenigen wo früher der Unterricht hauptsächlich dänisch war, gross Unzufriedenheit, da die Eltern mit Recht behaupten dass ihre Kinder das für sie erforderlichte Dänisch ohnediess lernten, dagegen für ihre Verkehrsverhältnisse und für ihr ganzes Fortkommen vielmehr notwendig Deutsch lernen müssten. Manche versuchen daher durch Privatunterricht und Hauslehrer dem Uebel abzuhelfen, indem sich wegen der Kosten zwei oder mehrere Familien vereinigten. Diess wurde jedoch nicht gestattet. Es darf niemand einen Hauslehrer halten anders als ausschliesslich für seine eigenen Kinder. (!) Es ist der Fall vorgekommen dass ein solcher Lehrer ausgewiesenworden ist, weil er die Kinder zweier Familien unterrichtete. Ob das Ministerium von diesen ausserordenlichen Dingen interrichtet ist, muss man bezweifeln gegenüber der grossen Freiheit die in dem Königreich herrscht, und gegenüber den einfachen Forderungen an eine wahre Sorge für das Wohl der Unterthanen. In der That gibt es einige welche meinen das eigenmächtige Verfahren dänischer Unterbeamten könne allein die Ursache davon seyn. Das wäre desto schlimmer. Das Leiden des Herzogthums Schleswig aber besteht zunächst darin dass es nicht mehr seine eigenen eingebornen Beamten hat.

(Allgemeine Zeitung. 9. juni 1857)

Vi mangler selvfølgelig solid information om det videregående uddannelsessystem fra selve landet. Der var tidligere fire gymnasier i hertugdømmet Slesvig. En af disse blev ophævet uden nogen gyldig grund og i modstrid med tidsånden, og som følge heraf blev den rent tyske by Husum, der før udmærkede sig for sin uddannelse og endda lærdom, en landsby. De øvrige tre gymnasier, i Haderslev, Flensborg og Slesvig By, som tidligere alle var tyske gymnasier bemandet med filologiske lærere der havde modtaget deres uddannelse i Kiel, har i øjeblikket kun danske lærere, med undtagelse af to kvalificerede lærere, der blev tilbage. Gymnasiet i Haderslev er blevet fuldstændig omdannet til et almindeligt dansk gymnasium, og gymnasiet i den jyske naboby Kolding er nedlagt, så Haderslev nu også betragtes som et sønderjysk gymnasium. Flensborg er forblevet et tysk gymnasium, men har kun beholdt to af sine gamle lærere. På gymnasiet i Slesvig er alle de kvalificerede lærere nu danskere. Lektionen er ledsaget af de obligatoriske kommentarer fra eleverne om lærerne. Da universitetet i Kiel er statsuniversitet for begge hertugdømmer efter gamle og seneste kontrakter, skulle man tro, at statsgymnasierne skulle have et særligt forhold til universitetet. Der kræves i det mindste en vis harmoni i ydre forhold. Det er ikke foreneligt med at forberedelsen til at studere på et tysk universitet på et gymnasium foregår på dansk. Det er også meget tvivlsomt om lærere der ikke har gået på et tysk universitet, er i stand til at vurdere behovet for at undervise fremtidige studerende på sådanne universiteter. Men hvad skal man sige til at på slesvigske skoler er dimissionstiderne ikke som de skal og altid har været, omkring påske og mikkelsdag, men for nylig er flyttet til nytår og sankthansdag trods anerkendelsen af ​​Kiel Universitet som slesvigsk statsuniversitet? Hvad kan man sige om at den juridiske biennium, hhv. Triennium, trods freden, som følge af et ensidigt dekret af hr. v. Tillisch fortsat er ophævet? Vi kan ikke se nogen overensstemmelse med fredsforhandlingerne.

Die Beschwerden der Herzogthümer

III

Ueber das höhere Schulwesen fehlt es uns freilich an gebauern Nachrichten aus dem Lande selbst. Früher waren im Herzogthum Schleswig vier Gymnasien. Von diesen ist ohne einen stichhaltigen Grund, und im Widerspruch mit dem Geist der Zeit, das eine aufgehoben, und dadurch die rein deutsche Stadt Husum, welche sich früher in Bildung und selbst Gelehrsamkeit auszeichnete, zum Dorf geworden. Die andern drei Gymnasien, zu Hadersleben, Flensburg und Schleswig, welche früher sämmtlich deutsche Gymnasien waren, besetzt mit philologischen Lehrern die in Kiel ihre Bildung erhalten hatten, haben gegenwärtig, mit Ausnahme zweier studierter Lehrer die geblieben sind, nur dänische Lehrer. Das Gymnasium in Hadersleben ist vollständig in ein gewöhnliches dänisches Gymnasium verwandelt, und das Gymnasium in der benachbarten jütischen Stadt Kolding aufgehoben, so dass Hadersleben nun als Gymnasium auch für das südliche Jütland gilt. Flensburg ist ein deutsches Gymnasium geblieben, hat aber nur zwei von seinen alten Lehrern behalten. Am Gymnasium in Schleswig sind jetzt alle studierten Lehrer Dänen. Der Unterricht ist von den obligaten Bemerkungen der Schüler über die Grammatikalia der Lehrer begleitet. Da die Universität zu Kiel nach alten und neuesten Verträgen die Landesuniversität für beide Herzogthümer ist, so sollte man meinen dass die Landesgymnasien zu der Universität in einer besondern Beziehung stehen müssten. Mindestens verlangt man in den äussern Verhältnissen eine gewisse Harmonie. Es ist damit schon nicht zu vereinen dass in dem einem Gymnasium die Vorbereitung zu dem Studium auf einer deutschen Universität in dänischer Sprache stattfindet. Auch ist wohl sehr fraglich ob Lehrer welche wine deutsche Universität nicht besucht haben, im Stande sind die Bedürfnisse für den Unterricht künftiger Studenten solcher Universität zu beurtheilen. Was soll man aber dazu sagen dass auf den schleswigschen Schulen die Abgangszeiten nicht, wie es seyn muss und stets war, um Ostern und Michaelis liegen, sondern in neuerster Zeit, trotz der Anerkennung der Kieler Universität als schleswigischer Landesuniversität, auf Neujahr und Johannis verlegt sind? Was soll man dazu sagen dass das gesetzliche Biennium, resp. Triennium, trotz des Friedens, in Folge einer einseitigen Verfügung des Hrn. v. Tllisch aufgehoben bleibt? Wir vermögen nicht hier eine Uebereinstimmung mit den Friedensverhandlingen zu sehen.

(Allgemeine Zeitung. 10. juni 1857)

Grundlovsfest i Tivoli. (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavn, den 6te Juni) Grundlovsfesten i Tivoli igaar var, som man kunde vente af dens forcerede Scandinavisme, meget mat, da Interessen for at fiskes op af og i Sverrig-Norge slet ikke er populair hos Stadens Befolkning. Ja man ymtede endog om, at Haandværkerne ville contrademonstrere. Besøget til Festens saakaldte "alvorlige Deel", den hvori der for Alvor skulde fiskes i Hr. Sørensens rørte Vand, var ogsaa sparsomt, Talerne døsige og hele denne Opera seria, efter at der, trods gjentagne Opfordringer til Begeistringen, ingen andre end de Indrullerede vilde have Ordet - allerede forbi Kl. 7. Sangene vare ligeledes flaue, med Undtagelse af en wüthende engelsk Sang af den longobardiske Prof. Stephens, og en god Frihedssang af Ploug. Havde man holdt sig til Friheden, var der i det Hele og som Selvfølge kommet mange flere Deeltagere i Festen; men, som sagt, Scandinavismens Physiognomier , tildeels in effigie repræsenterede ved Sturzenbecher og Barfod, afskrækkede Mangfoldige, der først indfandt sig senere, hidlokkede af Fyrværkeriet og tildeels af de to kafferske Vildmænd, som paa Placaten annonceredes at skulde give Krigsdandse. De, som lidet kunne ønske Skandinavismen anbragt paa et saa uheldigt Sted som 5te Juni, vare ganske bange for, at det skulde blive slet Veir, for at man skulde kunne dække sin scandinaviske Fiasco derved; men trods den brave Spandets Forsæde var det dog ikke muligt for Indbydere af scandinavisk eller sprogpolitisk Farve at faae Folket til at billige deres i Folkets Navn bebudede Demonstration. - Med Hensyn til Indbydelsen er at bemærke, at den deels ikke er foreviist alle her i Byen værende Rigsdagsmand, deels at enkelte udtrykkeligt have nægtet at underskrive. Prof. Clausen, hvis Navn stod iblandt Indbyderne, var nok selv fraværende.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. juni 1857)

Efter en Rapport i "Fdrl." havde man ved Grundlovsfesten i Tivoli været saa "gemytligt" scandinavisk, at man kun dandsede til Lumbyes Musik og ikke vilde have noget med Strauss og Gungl at gjøre, "fordi de vare Tydskere"-. Det har imidlertid været en lige saa ugemytlig Witz for os selv, som daarligt anbragt Havn imod Tydskerne, siden man netop hos dem hører Lumbyes Musik lige saa flittigt som den hjemmefødte, og Lumbye jo desuden, uagtet hans Ejendommelighed, selv er Elev af den straussiske Skole, saa at man her heller ikke hævder vor Musiks Nationalitet ved at fornægte dens Oprindelse. - "Imod Slutningen" har nok ogsaa Dandsen i de vedk. Grupper, trods de sydlige Toners Udelukkelse, faaet et noget St. Beltmæssigt Præg eller ogsaa Festtonen er bleven for høinordisk siden Politiet "brugte baade Stokken og Uqvemsord" og, hvad enten det har været "uden skjellig Anledning" eller ikke, frembragte et rigtignok meget upassende og meget ugrundlovmæssigt Finale.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 13. juni 1857)

Vesterbrogade udenfor Tivoli på festaften, Illustreret Tidende 1867. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Indbrug og Overfald i Valdby Skole. (Efterskrift til Politivennen)

Et Indbrud, som for nogle Dage siden, om Formiddagen omtrent Kl. 10, er skeet i Valdby Skole, i Forbindelse med et attenteret voldeligt Overfald paa Anden - Læreren ved samme Skole, har, især paa Grund af den mageløse Fripostighed, hvormed det er bleven begaaet, vakt megen Sensation, og er i en videre Kreds bleven gjort til Gjenstand for Omtale. Man finder sig desaarsag foranlediget til her at fremkomme med nogle Facta denne Sag betræffende, især, da Sagen ved at være bleven gjort til Gjenstand for videre Omtale er af Nogle bleven fremstillet i et urigtigt hys og tildeels uovereensstemmende med Sandheden. De factiske Omstændigheder ved Sagen ere i al Korthed følgende: Medens Anden-Læreren ved Valdby-Skole Tirsdagen d. 5te ds., mellem Kl. 10 og 10½, i Skolebørnenes Friqvarteer opholdt sig paa sit Værelse i Skolebygningen, kom en Slagter eller Pranger, som er besiddende i Valdby, op til ham paa hans Værelse, og viste sig yderst grov og uartig saavel med Hensyn til sine Ord og Udtryk som ogsaa med Hensyn til sin hele øvrige Adfærd og Fremgangsmaade ligeoverfor bemeldte Anden-Lærer. Denne søgte om muligt at tale Manden tilrette og foreholde ham hans uforskammede Opførsel, som ogsaa at gjøre ham hans yttrede urigtige Meninger med Hensyn til en Anden-Lærers Stilling ved en Skole i Almindelighed indlysende, men altsammen uden synderlig Nytte, da den Paagjeldende var en yderst raa og udannet Person, og tilmed forudindtaget mod Anden-Læreren. Da denne nu mærkede at hans Ord vare spildte, og at det var en Umulighed at tale den Paagjeldende tilrette , forlod han sit Værelse og gik ind i sit Sovekammer laasende Døren efter sig, for om muligt at fjerne den Paagjeldende og blive fritaget for at høre længere paa hans Grovheder og Uartigheder. Efter endnu en god Stund at have raset og larmet i det af Anden-Læreren forladte Værelse, forlod endelig den Paagjeldende dette med den Yttring, at nu vilde han forhøre sig hos Præsten eller Første-Læreren - hvilken sidste imidlertid igien havde begyndt Underviisningen i Skolestuen nedenunder - om hvorvidt Anden-Læreren havde Ret eller Uret, eller - som han udtrykte sig - sagde Sandhed eller Løgn. Nogle Øieblikke efter at den Paagjeldende havde forføiet sig bort fra Anden-Lærerens Værelse hørte denne ham imidlertid at vende støiende og larmende tilbage til samme, hvorfor han aflaasede Døren ogsaa til dette, da han ikke ønskede Scenen fra før fornyet og gjentaget. Da den Paagjeldende nu ogsaa fandt Døren til Værelset aflaaset, fordrede han med stærke og grove Udtryk, ledsagede af truende Udladelser, at Anden-Læreren skulde lukke ham ind, hvilken Fordring denne imidlertid ikke fandt sig beføiet til at efterkomme. Den Paagjeldende forsøgte nu i sit Raseri med Magt at trange sig ind i Værelset, og det varede heller ikke ret mange Øieblikke forinden Døren til samme gav efter for hans voldsomme Forsøg paa at sprænge den. Voldsmanden naaede imidlertid ikke sin Hensigt, hvilken i Forbigaaende sagt ikke kan have været nogen anden end den at overfalde Anden-Læreren paa hans Værelse, da denne, som gjentagne Gange tidligere er bleven overfaldet i Nærheden af Valdby af en Slagter, som der er bosiddende, var tilstrækkelig forberedt paa et muligt indtræffende Tilfalde, og modtog den indbrydende Voldsmand med Vaaben i Haand, bestemt paa at forsvare sig til det yderste, saafremt der skete Angreb paa hans Person. 

Der har ikke været ringeste Grund eller Anledning for den paagjældende Slagter eller Pranger til at vise sig grov og uartig mod Anden-Læreren ved Valdby Skole, endsige til med Vold og Magt at trænge sig ind paa dennes Værelse, for at gjøre Angreb paa hans Person. Anden-Læreren har kun i Henhold til Skoleanordningen og opfyldende sin Pligt, forlangt de nødvendige Oplysninger angaaende et Barn, som bemeldte Slagter eller Pranger, Dagen forud havde sendt hen i Skolen, for at nyde Undervisning i Skolens yngste Classe, hvilken Classe Anden-Læreren er ansat som selvstændig Lærer for.

At et sligt Indbrud og attenteret voldeligt Overfald kan skee ved høilys Dag i en Skole, hvor flere voxne Mennesker ere tilstede, og hvor Skolens ældste Classe af Førstelæreren bliver underviist i Skolestuen lige under Anden-Lærerens Beboelses-Leilighed, det synes næsten reent utroligt, men er ikke destomindre overeensstemmende med Sandheden. Skjøndt det vedkommende Sogneforstanderskab, under hvem Skolen sorterer, ikke synes at være synderlig tilbøjelig til at blande sig i Sagen og indstævne Gjerningsmanden, saa er det dog at vente, at denne vil blive anklaget for Øvrigheden og strangt afstraffet. - At Ovrigheden vil vide at skaffe tilstrækkelige Vidnesbyrd mod Voldsmanden, kan der neppe tvivles om, da der i Skolebygningen vare voxne Personer nok tilstede, som maae have hørt eller seet hvad der passerede, og som i fornødent Fald kan kræves til at aflægge Eed for Retten. Gjerningsmanden vil dog forhaabentlig ikke nægte det begaaede Indbrud, da han har sendt sin Svigerfader, som er Tømrer af Profession, hen, for at udbedre den Skolebygningen tilføiede Skade, hvilket denne imidlertid ikke fik Tilladelse til.

Gronenberg.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. maj 1857).

Brand paa Wyk. (Efterskrift til Politivennen)

Branden på Wyk i 1857 har sat  spor på øen helt op til vore dage. Øens badeliv stod efter krigen 1848-1851 ikke længere højt på københavnernes modeferiested. Christian VIII havde sommerresidens på øen i 1840'erne. Men senere blev "Königshaus" ombygget til hotel. 95 beboelsesejendomme og 19 andre bygninger blev ødelagt (halvdelen af Wyk). Trods katastrofen kom 400 gæster om sommeren. Allerede inden  begyndelse af vinteren var alle de ødelagte huse igen funktionsdygtige. Bl.a. som følge af indsamlinger fra nær og fjern. En anden stor brand ramte Wyk i 1869. 

Slesvig-Holsten. **Wyck, på Föhr, 9. maj. Vores badeby har siden natten den 8. været lagt i aske, dvs. hoveddelen af ​​området, hele den nordlige halvdel med de to hoteller, pakhuse, skole, apotek, toldbod, næsten alle kramboder, klokkehus og guvernørlejlighed, omkring 100 huse, altså langt den mest værdifulde del. Omkring 500 mennesker er blevet hjemløse. Ilden brød ud på den yderste nordøstlige side af havet, tæt ved vandet i Redlef Hotel, og bredte sig hurtigt over hele området, dels på grund af dårlig brandsikring, dels gennem den stive blæsende østenvind, dels og hovedsagelig gennem det stråtaghus, der engang tilhørte kong Christian VIII. Det brændte i mere end otte timer, indtil efter midnat. Badehuset der stod nedad på sydsiden, er blevet stående. Relativt lidt ejendom var forsikret, fordi som det er sædvanligt på vore øer på grund af den yderst sjældne forekomst af ulykker af denne art, er alt gods i brandkassen vurderet langt under dets værdi, og de fleste interesserede har derfor forlist den største del af deres ejendom uden at kunne forvente nogen kompensation. Sidste års særdeles gunstige badesæson vakte de største forhåbninger for i år, men de er nu alle blevet knust på én gang. Ingen blandt os tænker på at bade foreløbig, og det virker som en skæbnens ildevarslende ironi, at badehuset, der foreløbig var blevet ubrugeligt, er blevet stående for at se på murbrokkerne på sin nordside. Blandt andet er det yderst uheldigt, at apoteket også er blevet en askedynge, for vort apotek her i Wick var tidligere apotek ikke blot for hele Föhr, men også for øen Amrum og den omkringliggende Halligen. Man kan gå ud fra, at halvdelen af ​​beboerne som følge af denne frygtelige brand er blevet fattige, fordi de kan håbe på ringe eller ingen kompensation for deres tab.

Schleswig-Holstein. **Wyck, auf Föhr, 9. Mai. Unser Badeort liegt seit der Nacht zum 8 d. in Asche, d. h. der Haupttheil des Fleckens, die ganze Nordhälfte mit den beiden Hotels, Packhäusern, Schulhaus, Apotheke, Zollhaus, meist allen Krämerladen, Glockenhaus und Landvogtwohnung, gegen 100 Häuser, also der bei weitem werthvollste Theil. An 500 Menschen sind obdachlos geworden. Das Feuer brach an der äussersten Nordostseeseite dicht am Wasser im Redlef'schen Hotel aus, und verbreitete sich theils in Folge der schlechten Löfchanstalten, theils durch den steif wehenden Ostwind, theils endlich und hauptsächlich von dem König Christian VIII einst gehörigen Strohdächhause scnhell gefördert, über den ganzen Ort. Es brannte mehr als acht Stunden, bis nach Mitternacht. Das an der Südseite abwärts stehende Badhaus ist stehen geblieben. Es ist verhältnissmässig wenig Eigenthum versichert gewesen, weil, wie solches auf unsern Inseln wegen der so äusserst selten eintretenden Unglücksfälle dieser Art gewöhnlich ist, alles verlorne Eigenthum in der Brandcasse tief unter seinem Werth taxirt steht, und die meisten Interessenten haben somit den grössten Theil ihrer Habe eingebüsst, ohne dafür Entschädigung erwarten zu dürfen. Die vorjährige äusserst günstige Badesaison erregte die grössten Hoffnungen für dieses Jahr, die aber nun alle auf einmal vernichtet sind. An Baden denkt unter uns doch wohl fürs erste niemand mehr, und als eine ominöse Ironie des Schicksals erscheint es dass das vorderhand nutzlos gewordene Badehaus stehen geblieben ist, um die Trümmer an seiner Nordseite anzuschauen. Unter anderm ist es ungemein zu beklagen dass auch die Apotheke ein Aschenhaufen geworden ist, weil unsere Apotheke hier in Wick bisher die Apotheke für ganz Föhr nicht allein, sondern auch für die Insel Amrum und die umliegenden Halligen war. Man kann annehmen dass surch diesen fürchterlichen Brand die Hälfte der Einwohner arm geworden ist, weil sie wenig oder keinen Ersatz für ihre Verluste hoffen dürfen.

(Allgemeine Zeitung 136. s. 2162-2163.)

Sievert Nikolaus Steenbock (1822-1904): Seiner Mayestät Christian VIII Ankunft auf Föhr (1844). Ankomsten skete i 1842. Christian 8. havde sin sommerresidens på øen. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Vedrørende de sørgelige forhold i hele det danske rige - for et land fyldt med had er trist nok - er der for nylig dukket enkelte artikler med en forsonende tone op i Deres blad, som med tilfredshed læses i hovedstaden ved Sundet og måske endda knyttes nogle forhåbninger til. Vi roser også Deres upartiskhed og venlighed over for sådanne stemmer så længe de ikke forfølger nogen særligt egoistiske formål ved at åbne Deres spalter. Man skal dog først og fremmest huske på at hvis en forsoning skal finde sted, skal begge parter i tvisten yde deres del, ellers vil forsoning aldrig være mulig. De danske nord for kejserriget kræver alt fra de tyske syd for samme, og udlader hele tiden gennem sin presse både bitterheden over begivenhederne og den nationale antipati, der allerede er over tusind år gammel. Det er et historisk faktum, det vokser og forøgs hvor det er muligt, og nægter at bøde for den begåede uret. Selv dem der er begået mod mænd med stor intelligens og usædvanlig viden som ikke har gjort noget forkert, og som blev smidt ud af deres hjemland for at give plads til fremmede fra nord. De er altid tilbageholdende med at se, hvad og hvor han har fundet af hvad der er blevet forurettet mod det allerhelligste, nemlig kirken og nationaliteten, og hvad der er blevet begået mod så mange uskyldige mænd og familier, og vil ikke erkende disse synder og forbrydelser, eller indrømme dem og sone dem på den rigtige måde; Man tror på at man har ret i alting, og at den sydlige del af landet tager fejl i alt; man vil have ret, om så landet skal gå til grunde. Under sådanne omstændigheder er forsoning udelukket. Eller er måske endda utilfredsheden og bitterheden over en sådan uretfærdighed også en forbrydelse i nordboernes øjne? Hvis man endelig skulle være tryg ved at give indrømmelser i Holsten og Lauenburg, så var der kun gjort lidt, for Slesvig er og bliver det land, hvor der er sket uretfærdighed frem for alle andre. For fædrelandsvennen er forholdene her yderst deprimerende. Vi vil ikke genere læserne med vores utilsigtede elendighed, men blot bruge et enkelt eksempel til at vise, hvordan situationen er i Slesvigegnen af alle steder. Den den 8 d. M.s opfordring til støtte for Wyck er underskrevet af ni herrer, for det meste embedsmænd, og blandt dem er seks-syv danskere. Overalt besættes de offentlige stillinger af folk fra nord. Så længe sådanne forhold fortsætter, er alle forsoningsprædikener nyttesløse. Tag retfærdighedens vej, og forsoning vil komme af sig selv uden at forkynde.

Aus dem Schleswigischen, 16. Mai. In Betreff der traurigen Zustände im ganzen dänischen Reich - denn ein Land voll von Hader ist traurig genug - erscheinen in der letzten Zeit in Ihrem Blatt einzelne im Versöhnungston gehaltene Artikel, welche in der Hauptstadt am Sunde mit Befriedigung gelesen werden, und wodan man dort vielleicht einige Hoffnungen knüpft. Wir loben Ihre Unparteilichkeit und Geneigheit auch solchen Stimmen, wenn sie nur keine speciel selbsüchtigen Zwecke verfolgen, Ihre Spalten zu öffnen. Es ist indessen vor allem zu bedenken dass, wo Versöhnung stattfinden soll, die beiderseiten streitigen Parteien eihre Theil dazu beizutragen haben, sonst ist in Ewigkeit nicht an eine Versöhnung zu denken. Der dänische Norden des Reichs verlangt alles von dem deutschen Süden desselbe, lässt fortwährend durch sine Presse sowohl die Erbitterung über Geschehens als auch die nationale Abneigung die schon über tausend Jahre alt ist, was eine geschichtliche Thatsache ist, wo möglich noch wachsen und sich noch steigern, weigert sich gethanes Unrecht gut zu machen, selbst das an Männern von grosser Intelligenz un ungewöhnlichem Wissen verübte, welche, ohne etwas verbrochen zu haben, aus ihrer Heimath gesorfen wurden um Fremden aus Norden Platz zu machen; sträubt sich immerfort, was und wo er gefündigt, an dem Heiligsten, nämlich der Kirche und der Nationalität gefrevelt hat, an so manchen unschuldigen Männern und Familien verbrochen hat, diese Sünden und Frevel einzusehen, einzugestehen und auf die rechte Weise zu sühnen; er glaubt in allen Dingen Recht zu haben, und den Süden des Landes im Unrecht überall, er will Recht behaltenm, und gienge das Land unter. Unter solchen Umständen ist an Versöhnung nicht zu denken. Oder ist vielleich selbst die Unzufriedenheit und Erbitterung über solches erlittenes Unrecht ebenfalls ein Verbrechen in den Augen dererigen Norden? Wenn mann endlich sich bequemen sollte in Holstein und Lauenburg Einräumungen zu machen, so würde darum doch nur wenig geschehen seyn, denn Schleswig ist und bleibt das Land dem vor allen andern Unrecht geschehen. Für den Vaterlandsfreund sind hier die Zustände höchst betrübender Art. Wir wollen die Leser nicht mit unserm unverschuldeten Elend belästigen, sondern nur durch ein einziges Beispiel zeigen wie in einer Beziehung allenthalben sonst die Lage des schleswigischen Landes ist. Der am 8 d. M. von Wick aus ergangene Aufruf um Unterstützung ist von neun Herren unterzeichnet, grösstentheils Beamten, und darunter sind sechs bis sieben Dänen. Allenthalben sind die öffentlichen Stellen mit Leuten aus Norden besetzt. 

(Allgemeine Zeitung 140. 20. maj 1857)

Wyk på Föhr, 26. maj. Den nr. 140 af Deres ærede avis bragte en artikel fra det slesvigske dateret den 16. maj, som for at illustrere "Slesvigegnens situation gennem et enkelt eksempel", fastslår at der i det ni-mands udvalg, der mødtes i Wyk for at støtte dem der nedbrændte var "seks til syv danskere". Når det kommer til at skaffe penge til nødlidende, er den person, der bedst opnår dette prisværdige formål, den bedst egnede. Meget hurtigt efter den sørgelige brand viste der sig en livlig og aktiv interesse for de danske byer; Måske kommer de fleste bidrag derfra, og de stakkels wykere vil takket være de tilstedeværende danskere i deres område vide, at de har taget sig af dem med succes. Hvis situationen i den slesvigske region er præget af dette "enkelteksempel" som Deres korrespondent hævder, så er det åbenbart et mønster for alle områder, hvor forskellige nationaliteter grænser op til hinanden og lever sammen; thi her fejrer det menneskelige medlem en strålende sejr over national snæverhed og national stædighed. Men det sjove ved det her er det helt forkerte antal i korrespondancen fra 16. maj. Tilsyneladende skal det faktum, at der er "seks-syv danskere" blandt ni personer i en komité inden for hertugdømmet Slesvig, være et slående bevis på, hvordan de alle vegne presser sig frem, hvilket er en national arrogance selv i et rent menneskeligt foretagende. Men i virkeligheden er kun tre-fire danskere involveret i sagen. Jeg siger bevidst tre til fire, fordi en af ​​dem boede i Holsten i over tyve år. Deres korrespondent er formentlig blevet fremkaldt til national forargelse af et par frisisk-klingende navne. Men Wyk ser ud til at have den ulykke, at malplacerede nyheder bliver spredt derfra. De hårdt ramte indbyggere i byen har ikke meget at takke din reporter i nr. 136 for at lade en af ​​deres vigtigste indtægtskilder, badebyen, tørre helt ud i år og i høj grad på grund af hans overdrivelser for fremtiden. Det i det nummer nævnte badehus ligner ikke "brokkerne på sin nordside"; Det er snarere, sammen med de populære lejligheder på stranden, helt adskilt fra brandstedet. Det er også usandt, at "ingen tænker på at bade." De livlige og friske frisiske indbyggere i Wyk gør alt, hvad de kan, for at sikre, at deres næste sæsons indkomst reduceres mindst muligt. De der blev skånet for ilden, forbereder sig som sædvanligt på at modtage badegæster og nogle har allerede lejet deres værelser ud til dem, der har tilmeldt sig; De andre lægger dog deres planer for en ny bygning med det i tankerne, og forventer, at badebyen vil blomstre igen i fremtiden fra sin nuværende ulykke.

Wyk auf Föhr, 26 Mai. Die Nro. 140 Ihrer geschätzten Zeitung brachte einen aus dem Schleswigschen vom 16 Mai datirten Artikel, welcher, um "die Lage des schleswigschen Landes durch ein einziges Beispiel" zu seichnen, anführt dass sich in dem zur Unterstützung der Abgebrannten in Wyk zusammengetretenen, aus neun Personen bestehenden Comité "sechs bis sieben Dänen" befinden. Wenn es sich darum handelt für Nothleidende Geld zusammenzubringen, so ist diejenige Person die geeignetste die diesen lobenswerthen Zweck am besten erreicht. Schon sehr bald nach dem traurigen Brand zeigte sich in den Städten Dänemarks ein lebhaftes und thätiges Interesse; vielleicht die meisten Beiträge werden von da kommen, und die armen Wyker werden es den in ihrem Flecken anwesenden Dänen Dank wissen dass diese sich ihrer mit Erfolg angenommen haben. Wenn nin die Lage des schleswigschen Landes durch dieses "einzige Beispiel" charakterisirt wird, wie doch Iht Correspondent behauptet, so ist dieselbe offenbar ein Muster für alle Gegenden wo verschiedene Nationalitäten an einander gränzen und durcheinander wohnen; denn hier feiert das menschliche Mitglied einen glänzenden Sieg über nationale Beschränktheit und nationalen Eigensinn. Das komische bei der Sache aber ist die ganz verkehrte Zahlenangabe in der Correspondenz vom 16 Mai. Offenbar soll der Umstand dass ich in einem Comité innerhalb des Herzogthums Schleswig unter neun Personen "sechs bis sieben Dänen" befinden, ein schlagender Beweis seyn wie diese sich überall vordrängen, was selbst bei einem rein menschlichen Unternehmen ein nationaler Uebermuth ist. Nun aber sind in Wirklichkeit nur drei bis vier Dänen bei der Sache betheiligt. Ich sage absichtlich drei bis vier, da der eine von ihnen über zwanzig Jahre in Holstein gelebt hat. Wahrscheinlich ist Ihr Correspondent durch ein paar friesisch klingende Namen in seine Nationale Entrüstung versetzt worden. Wyk scheint aber überhaupt das Unglück zu haben dass von da aus verkejrte Nachrichten verbreitet werden. Die hart getroffenen Einwohner des Fleckens können es Ihrem Berichterstatter in Nr. 136 wenig Dank wissen dass er eine ihrer hauptsächlichen Erwerbequellen, das Seebad, dür diess Jahr gänzlich, und auch durch seine Uebertreibungen für die Zukunft grossentheils, versiegen lässt. Das in jener Nummer erwähnte Badhaus schaut nicht, wie "die Trümmer an seiner Nordseite" an; vielmehr liegt dasselbe nebst den beliebten Wohnungen am Strande durchaus getrennt von der Brandstätte. Auch ist es unwahr dass "ans Baden fürs niemand denkt." Die rüstigen und besonnenen friesischen Bewohner Wyks thun alles dass ihnen die Einnahme der nächsten Saison so wenig als möglich geschmälert werde. Die vom Brand Verschonten bereiten sich wie gewöhnlich zur Aufnahme von Badegästen vor, und haben zum Theil schon ihre Zimmer an Angemeldete vermiethet; die andern aber machen ihre Plänen zum Neubau mit Rücksicht auf dise, und erwarten für die Zukunft ein frisches Emporblühen des Badeorts aus seinem gegenwärtigen Unglück.

(Allgemeine Zeitung. 1857, 2. juni 1857)

"Fædrel" beklager at den Udstedte Opfordring til at lindre de Brandlidtes Nød paa Føhr, har havt saa ringe Fremgang her i Landet. Ifølge den lokale Komiltes Bekjendtgjørelse i flere Blade er der i Alt indkommet c. 10,000. Rdl., og om denne Sum ogsaa siden maatte være voxet til 20,000, saa er dette Beløb, hvoraf mindst en Fjerdedel er kommen fra Hamborg og Altona, baade aldeles utilstrækkeligt til at lindre Nøden og uanstændig lidt for der hele danske Monarkies i det Hele velhavende Befolkning; det svarer langtfra til hvad den hertillands dog temmelig almindelige Velgjørenhed pleier at yde. Følgen er naturligvis, at schleswigholstenske Wühlere benytte Lelligheden til al ophidse Stemningen i Tydskland mod os, og dersom der lykkes der at samle et større Bidrag end her i Landet, vil delte gjøre et stygt Indtryk paa Slesvigs tydske Befolkning. Vi opfordre derfor endnu engang baade godgiørende og fædrelandssindede Medborgere til at tage sig af Sagen, og navnlig Præster og andre Sogneforstandere paa Landet til der at indsamle Bidrag; thi medens Landbefolkningen i Slesvig dog yder Noget, synes den i Kongeriget at holde sig ganske tilbage, og en stor Del Kjøbstader vise heller ikke syndelig Interesse.

(Ribe Stifts-Tidende 23. juni 1857).

I Fædrelandet 24. september 1857 findes en opgørelse fra understøttelsescomiteen ved G. Weigel. Kikker man listen igennem, vil man kunne finde at de største beløb kom fra "tyske" områder i (Syd)slesvig. Dog også store beløb fra Sundeved, Ærø og Aabenraa. Der var i alt indsamlet 42,967 Rdl.

I Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. april 1858 opgjorde komiteen bidragene til ca. 52.000 Rd. Heraf var 3.000 indkommet fra kongen og enkedronningen, 9.268 fra Danmark, 30.085 fra Slesvig og 5.933 fra Holsten. Øvrige bidrag fra udlandet, heriblandt Hamborg 2.174 Rd. Langt hovedparten kom således fra Slesvig.

9-Aarig Brandstifter

I Mandags Formiddags afbrændte pludseligt Gaardmand Niels Nielsens udflyttede Gaard i Nyrup By ved Nykjøbing i S. Ilden opkom i den udvendige Side af et af Udhusene og omspændte firor alle Gaardens 4 Længer, som inden kort Tids Forløb laae i Aske. Saavel Gaard som Kreaturer og Indbo vare assurerede; af det Sidste reddedes endeel, iigefom alle Kreaturerne paa 1 So med 8 Grise og noget Fjærkræ nær, hvorimod 150 Rd. i Sedler gik tabt. Allerede inden Aften opdagedes det, at Ilden var paasat af en der i Gaarden tjenende Dreng Rasmus Hansen, som først for nylig havde fyldt sit niende Aar. I de 14 Dage, han havde været der i Tjenesten som Hyrdedreng, længtes han bestandig efter Forældrene, fattige Insidder-Folk i Lumbsaas; een Gang løb han hjem uden Tilladeise, men gav Løfte om ikke tiere at indlade sig paa Sligt. Længselen blev ham for stærk, thi han indrømmede  selv, ingen Grund at have til Klage enten over ilde Medfart fra Folkene eller daarlig Kost, kun længtes han efter Hjemmet. Imedens han Mandag Formiddag løb hjem til Gaarden for at faae en Drik Vand, tog han i Kjøkkenet nogle Svovlstikker, der laae saa høit, at han maatte krybe op for at faae fat i dem. Naar Gaarden var brændt, antog Barnet, at man ingen Brug havde for ham; tillige udlod han sig efter Branden med, at nu kunde hans Fader maaskee komme op og tække den nye Gaard, ligesom han selv kunde faae den Fornøielse "at ride i Leerælte". De to første Svovlstikker tændte tkke, den tredie stak han op i Taget, lidt ovenfor Tagskjæget, og efter at have staaet lidt og vellagret Ilden, som fængede, løb han ind til sin Madmoder og raabte at der var Ildløs. Han ledede selv Mistanken hen paa sig ved kort efter Ildens Udbrud at forhøre om han ikke nok nu kunde gaae hjem. Som Beviis paa, hvor ringe en Indflydelse det Passerede synes at have udøvet paa hans Sind eller Tankeretning, kan anføres, at da han om Aftenen førtes i Varetægtsarrest, spurgte han ganske troskyldig: "maa jeg nu sove imorgen til Kl. 9? og faaer jeg en "Basse" imorgen tidligt ?" - Det var hans naive Opfattelse af Livet i en Arrest, men det er vel tillige Beviis for, hvilken ringe Grad af Klarhed han har havt i at bedømme den begaaede Ulykkes Omfang og Størrelse. Han var begyndt at søge Skolen sidste Vinter, men han var tungnem og gjorde kun faa Fremskridt. Næste Dag føiede han til Forbrydelsen et Forsøg paa at undvige til sit Hjem; han havde faaet Tilladelse til at ombytte Varetægtslocalet med det til samme hørende Gaardsrum, og i et ubevogtet Øieblik var han snu nok til at benytte den til Flugt. Han klavrede over Plankeværket og brugte sine Been saa godt, at man først udenfor Byen fik fat paa den undvegne niaarige Brandstifter. (Holb. A.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. maj 1857).

Ildebranden stod på 4. maj 1857