Brand i Lægeforeningens Boliger. (Efterskrift til Politivennen)

Atter maa der beklages Tabel af Menneskeliv ved en opkommen Ildebrand. I Fredags Formiddag mærkedes en stærk Brandlugt i en af Lægeforeningens Boliger paa Østerfælled Ltr. C. En stærk Røg stod ud fra en af en Strømpevæversvends Familie beboet Bopæl; man brød Døren op, og her viste sig ei forfærdeligt Syn. Stuen stod fuld af Røg og Flammer, som dog hurtig blev slukkede; over Sengestolpen laa en lille 4½ Aars Dreng død, et andet 16 Maaneders Barn laa død i Sengen, og en lille to Maaneders Patteglut var kun bleven frelst ved, at den laa tæt tildækket af Puderne i Vuggen. Faderen var paa Arbeide, og Moderen havde været nødsaget til at overlade Børnene til sig selv for at besørge et husligt Ærinde. Forinden hun var gaaet, havde hun lagt nogle Tørv i Kakkelovnen; det antages, at Drengen havde aabnet den, hvorved Tørvene vare faldne ud, havde antændt Gulvet og saaledes udbredt en stærk Røg, der havde kvalt Børnene. Det foretagne Lægeskjøn gaaer ogsaa ud paa at Børnene ere blevne kvalte at Tørverøg. Denne Begivenhed giver atter et yderst sørgeligt og advarende Exempel paa, hvor farligt det er at overlade Børn til sig selv. (Flp.)

(Ribe Stifts-Tidende 6. februar 1858)

Dømt som Barnefader. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen 96/57 Smaakjører Mads Christian Pedersen ctr. Ane Marie Christensen.

(En som Barnefader til et uægte Barn udlagt Mandsperson ubetinget tilpligtet at betale Alimentationsbidrag til Barnet, skjøndt han paastod ikke at have havt Samleie med Moderen senere end 44-Ugers-Dagen før Barnets Fødsel.)

(Paadømt den 1ste Februar 1858.)

Dommen er saalydende:

Under nærværende Sag har Citanten, Smaakjører Mads Christian Pedersen af Skive paaanket en inden Skive Kjøbstads Politiret den 6te Septbr. f. A. afsagt Dom, hvorved han er tilpligtet efter Overøvrighedens nærmere Bestemmelse at udrede et aarligt Underholdningsbidrag til et af Indstevnte Ane Marie Christensen af Thorum den 12te Juli 1856 født uægte Barn, Dorthe Christensen, indtil dette fylder 14 Aar, hvilken Dom han har paastaaet forandret derhen, at han frifindes for Indstevntes Tiltale i denne Sag. Derimod. har Indstevnte, hvis principaliter nedlagte Afvisningspaastand ved en af Retten den 15de Juni f. A., i Anledning af en af Citanten fremsat Begjæring om, at Retten skulde indhente Sundhedscollegiets Betænkning i Sagen, afsagt Kjendelse blev forkastet, paastaaet Politiretsdommen stadfæstet.

Citanten har vedgaaet at have havt Samleie med Indstevnte i Tidsrummet fra midt i August Maaned 1855 til hen i Begyndelsen af den paafølgende September Maaned, muligt i de første 8 Dage af denne Maaned, men han har nægtet efter denne Tid at have havt Samleie med Indstevnte og navnlig, som af denne paastaaet, indtil Udgangen af September Maaned, og da nu Barnet efter den fremlagte Daabsattest først er født den 12te Juli 1856, har han formeent, at Barnet ikke kan være en Frugt af det af ham vedgaaede Samleie med Indstevnte, der iøvrigt har nægtet at have havt Omgang med andre Mandspersoner. Efter de foreliggende Oplysninger, navnlig en af vedkommende Jordemoder udstedt, senere i Retten beediget, Attest samt en af constitueret Districtslæge Schou i Skive afgiven Erklæring, maa det antages, at det omhandlede Barn ved dets Fødsel ikke alene har været fuldbaaret, men endog temmeligt stærkt udviklet; og da nu constitueret Districtslæge Schous Erklæring derhos gaaer ud paa, at det, selv om Citantens Angivelse af Tiden for Samleiet lægges til Grund, maa ansees for ikke usandsynligt, at han er Fader til Barnet, idet dette da kan være avlet 44 Uger før dets Fødsel, og Muligheden af, at et Barn, naar det fødes stærkt udviklet, kan have ligget 44 Uger i Moders Liv, efter Lægens Erklæring, der i saa Henseende stemmer med hvad det kongelige Sundhedscollegium i Skrivelse af 22de August 1840*) har udtalt, ikke kan benægtes, finder Retten det saaledes Fremkomne tilstrækkeligt til at begrunde Citantens Forpligtelse til at udrede Underholdningsbidrag til det omhandlede Barn.

Den indankede Dom vil derfor, overeensstemmende med Indstevntes Paastand, være at stadfæste, hvorhos Citanten vil have at godtgjøre Indstevnte Sagens Omkostninger for Overretten med 16 Rdlr.

Det anordnede stemplede Papir er her for Retten forbrugt. 

          Thi kjendes for Ret: 

Politiretsdommen bør ved Magt at stande.

Sagens Omkostninger for Overretten betaler Citanten til Indstevnte med 16 Rdlr., som udredes inden 8 uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

(Juridisk Ugeskrivt 1858, s. 324-326)

Ildebranden i Studiestræde 24de Januar 1858. (Efterskrift til Politivennen)

Ildløs. I Søndags Eftermiddag udbrød Ild i Baghuset til Nr. 67 i Studiestræde, hvoraf et Par Etager afbrændte. Ilden opstod i et Snedkerværksted og greb rask om sig, da Bygningen var af en daarlig Beskaffenhed, og Skillevæggene næsten kun bestod af Planker. Inden kort Tid var Kvistetagen i den Grad omspændt af Luer, at dens Beboere ikke kunde tænke paa at redde sig ned ad Trappen. En af dem, Skræddersvend Andersen, svøbte da et af sine Børn i en Dyne og styrtede sig tilligemed det ned i Gaarden, hvor han slog sig saa frygtelig, at han et Par Timer efter opgav Aanden paa Hospitalet. Barnet blev derimod reddet, men dets Moder og to Sødskende omkom i Luerne, og deres forkullede Lig ere fundne i Ruinerne. Den samme Ulykke hændtes med en paa Kvisten boende Mad. Jessen. Skræddersvend Andersen efterlader sig flere Børn, der ligesom flere af Husets andre brandlidte Beboere ere i en høist ynkelig Forfatning, da de for største Delen ikke havde assureret.

(Dagbladet (København) 26. januar 1858).

Flyveposten skrev at døren til snedkerværkstedet var blevet sprængt og at ilden derved meget hurtigt havde bredt sig til trappegangen op til kvistetagen. Efterfølgende blev snedkermester Jørgensen arresteret. 

Om Ildebranden i Studiestræde forrige Søndag, skriver "Holbek Avis": Det hedder, at Snedkermester Jørgensen, i hvis Værksted i Studiestræde den ulykkelige Ildebrand forrige Søndag opstod, er belagt med personlig Arrest; der angives som Grunde til at der er opstaaet Mistanke om Ildspaasættelse imod ham, at han først skulde have erklæret, ikke at have assureret, og at han da det siden oplyste, at han havde tegnet Forsikkring hos et udenlandsk Assurancecompagnie, skal have erklæret, at have nægtet Sandheden, for at slippe for den paabudne Mulct af 1000 Rr. til det kgl. octroyerede Assuranceselskab; men, da det nu endeligen oplystes at han netop ogsaa havde ladet denne Mulct - saaledes som det almindelig her er Skik og Brug - medforsikkre, blev han i høi Grad mistænkelig, saameget mere, som han i den seneste Tid havde lavet Assurancesummen forhøie med 5 a 600 Rd , samt at han, efter at Ilden var udbrudt, rolig skal have befundet sig i Casinos Theater, uagtet det der var bekiendt, at Branden, der iøvrigl udbrød 1½ Time forinden Forestillingen tog sin Begyndelse, var i Studiestræde.

(Morgenposten 2. februar 1858)

- I Søndags bleve de fem Offre for Ildebranden i Studiestræde stedte til Jorden, og et talrigt Følge, sikkert over 200 Mennesker, sluttede sig til Liigtoget og fulgte ud med til Kirkegaarden. Da man var kommen herud, viste det sig imidlertid til almindelig Forbauselse, at ikke een Eneste af Hovedstadens Geistlige var tilstede, og Jordpaakastelsen var da altsaa bleven foretagen paa Liigstuen i Almindeligt Hospital, hvorfra Begravelsen udgik, som Skik og Brug er, naar de Dødes Efterladte ikke ere istand til at betale det Honorar, uden hvilket en Præst anseer det for at være under sin Værdighed at foretage en Udflugt til Kirkegaarden. Ved denne Leilighed, da en saa overordentlig Ulykke havde ramt flere fattige Familier, vilde det uden Tvivl have været passende, om dHrr. Pastorer vare afvegne fra gammel Vedtægt; vist er det i ethvert Tilfælde, at Følget blev ikke lidet uhyggelig tilmode, da det saae Kisterne blive sænkede i Graven, uden at der lød et eneste Trøstens eller Deeltagelsens Ord over dem. Ved slige Begravelser, hvor intet Monopol kan siges at blive krænket, vilde det være meget hensigtsmæsstgt, om Ordet blev givet frit, saaledes at en Ven eller Slægtning kunde træde frem og sende den Afdøde det Levvel, som kun for de mere Velhavendes BVedkommende lyder fra en ordineret Geistligs Læber. (Dgbl.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 3. februar 1858).

Efterfølgende bkev der samlet ind til de efterladte, således som det fremgår af denne annonce i Flyveposten og Dagbladet 6. februar 1858 ff.

- Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten:

Dom i Sagen: Procurator Raasløff, Actor, imod Arrestanten, snedkermester Rasmus Jørgen Jørgensen, afsagt af Criminal- og Politiretten den 17de Juli 1858.

Forsaavidt Arrestanten Rasmus Jørgen Jørgensen, der er langt over criminel Lavalder og ikke funden førhen straffet, under nærværende Sag tiltales for Brandstiftelse, da er der vel under Sagen fremkommet flere Oplysninger, der kunde vække nogen Formodning om, at han havde foranlediget en, Søndagen den 24de Januar d. A. i Baghuset til Eiendommen Nr. 67 i Studiestræde opslaaet Ildebrand, der maa antages at være udbrudt i Arrestantens daværende Snedkerværksted, og hvorved Qvistetagen og den over samme liggende Loftslejlighed fortæredes, men der findes dog ikke imod Arrestantens stadige Benegtelse af at have paasat Ilden, at være fremkommet noget saadant Bevis imod ham, at Strafskyld vil kunne paadrages ham. - Hvad dernæst angaaer Sigtelsen for Assurancesvig, da har Arrestanten vel vedgaaet at have assureret sine Meubler, Effecter og Materialier for et høiere Beløb end deres sande Værdi. nemlig for 1600 Rdl., medens de kun vare omtrent 1000 Rdl. værd, hvilket endog, efter hvad der forøvrigt er oplyst, maa antages at være ansat temmelig høit, hvorhos han ogsaa imod sine tidligere Forklaringer under Sagen senere har erkjendt, at han ikke kunde vente at faae nogen større Beholdning af færdige Meubler end den, han havde, da Ilden udbrød, men, ligesom han bestemt har negtet, al han hos vedkommende Assurancecompagni vilde i Tilfælde af lldsvaade gjøre Paastand paa nogen større Erstatning, end for hvad der i Virkeligheden var brændt, saaledes har han, der har villet være uvidende om, at man ikke kunde assurere for et større Beløb, end man havde Værdier for, som en Grund til den høiere Assurance anført, at han om kort Tid skulde have været gift, hvorved Værdien af hans Bo vilde slige, om end ikke i Forhold til den for høit ansatte Assurancesum, hvortil kommer, at han, som den, der stadig havde Meubler tilsalgs under Arheide og dertilhørende Materialier i Behold, og hvis Eiendomsgjenstandes Værdi følgelig maatte være fluctuerende, ikke kunde ansætte Assurancesummen med samme Sikkerhed, som hvor dette ikke var Tilfældet; og der skjønnedes saaledes, naar hensees til alt det Anførte, ikke at være aldeles tilstrækkelig Føie til at statuere, at Arrestanten ved den af ham for høit tegnede Assurance har gjort sig skyldig i noget Forhold, der vilde kunne paadrage ham Strafansvar, og han vil derfor være at tillægge Frifindelse, dog efter Omstændighederne kun for Actors videre Tiltale, og saaledes, at han udreder Actionens Omkostninger, derunder Salairer til de befalede Sagførere med 10 Rdl. til hver. Sagførelsen har været forsvarlig.

(Fædrelandet 20. juli 1858).

Studiestræde 67 blev i 1859 blev til Studiestræde 33, hvorfor kilderne bruger begge numre.

Kvistkammertyven Tofte tilstod 1864 at være ildspåsætteren, se serien vedkommende denne. Dette udløste en erstatning til enken:

Uskyldig mistænkt. Vore Læsere ville erindre, skriver "Folk. Av.", at det under den kriminelle Undersøgelse, der ifjor anstilledes i Anledning af "Kvistkammertyven" Toftes Mordforsøg paa Betjent Berthelsen ved Horsens Straffeanstalt, blev oplyst ved Toftes Tilstaaelse, at det var ham, der i sin Tid havde paasat den Ildebrand i Studiestræde i Kjøbenhavn, hvorved rneerl Ulykkelige indebrændte. En ung, nyetableret Snedkermester, Rasmus Jørgen Jørgensen, blev dengang arresteret som mistænkt for denne Brandstiftelse og sad meget længe i Fængsel, da Forhørsdommeren paa ingen Maade vilde troe hans Forsikkringer om sin Uskyldighed. Ved Høiesteretsdom opnaaede Rasmus Jørgen Jørgensen kun at blive frifunden for Aktors videre Tiltale - en Frifindelsesdom, som Domstolene ikke burde være berettigede til at benytte, da den kaster en Skygge paa den Tiltalte, som i mange Tilfalde er ufortjent. Aldrig har dettee viist sig paa en sørgeligere Maade end i dette Tilfælde. Jørgensens Helbred var fuldstændig nedbrudt ved det lange Ophold i Arresten og ved den aandelige Tortur, han havde maattet gjennemgaae, hans gode Navn og Rygte og dermed hans hele timelige Velfærd var tilintetgjort. Ikke lang Tid efter Dommens Afsigelse døde han af Sorg og Mangel. Hans Enke, som var den Eneste, der ikke lod sig rokke i sin Tro paa hans Uskyldighed, har nu fra Justitsministeriet og fra Kjøbenhavns Magistrat modtaget Tilsagn om, at de Sagsomkostninger, hendes afdøde Mand i sin Tid har maattet udrede til Beløb af omtrent 100 Rd., og som tilfaldt Statskassen og Byens Kasse, hver med Halvdelen, ville blive hende tilbagebetalte. Tillige har hun faaet en officiel Udtalelse om, at hendes Mands Uskyldighed tilfulde er godtgjort under Toftes Sag. Dette er Alt, hvad Staten kan gjøre, efter at have bragt saamegen Ulykke og Lidelse over en brødefri Mands Hoved.

(Svendborg Amtstidende 16. december 1865).

Hungersnød paa Grønland. (Efterskrift til Politivennen)

(Aalb. Av.) Fra Grønland haves følgende Beretning, skrevet midt i August: "Vi have havt den strengeste Vinter, som man i Mandsminde kan erindre. Endnu langt ud paa Foraaret var Havet tillagt med Iis. En Mængde Eskimoer omkom af Hunger, uden at der var muligt at komme dem til Hjælp. Ogsaa i Nærheden af den danske Bolig gik 256 Eskimoer tilgrunde. Iismasserne inddesluttede dem, og de om Sommeren ophobede Forraad vare aldeles udlomie. Tilsidst satte de nævnte Eskimoer sig i en af Huder forfærdiget Baad og søgte at trænge igennem Isen, som havde begyndt at aabne sig noget. Da man kom iland, fandt man alle Mænd døde, med Undtagelse af tre Personer, der dog ligeledes omkom saasnart de havde taget nogen Føde til sig. Alle Ligene bleve fundne nøgne; de af Huder forfærdigede Klæder vare formodentlig brugte til Føde. Noget Lignende har fundet Sted paa andre Punkter i Grønland; man regner, at omtrent 500 Mennesker ere døde Hungerdøden. Briggen "Balder", der var ladet med Proviant, gik under med Mand og Muus. (Freja.)

(Ribe Stifts-Tidende 19. januar 1858).

Briggen Baldur blev bygget 1850 til Grønlandske Handel og sejlede 1851-1856. Det forliste efter afgang fra København 26. marts 1856 mod Sisumut under kaptajn F. Ocken, formentlig pga. medført krudt der var lækket af fustage. Alle omkom. Blandt de 10 passagerer var inspektør Carl Peter Hollbøll (1795-1856) med familie, pastor Mossin og kolonibestyrer Elberg.

Hittebarn i Hjørring. (Efterskrift til Politivennen)

"Hjør. Av." meddeler følgende nærmere Omstændigheder om det der i en Vogn fundne Barn og dets Moder: Pigen, som er Moder til det, tjente hos en Værtshusholder der i Byen; men midt i forrige Maaned blev hun bortvist af Tjenesten paa Grund af sit fremrykkede Svangerskab og havde fra den Tid af intet blivende Opholdssted. I den første Tid turde hun vel om Dagen opholde sig hos sin Søster, der er Sypige, men om Natten vilde eller kunde denne ikke beholde hende. Hun gik da omkring paa Gaderne indtil alt blev stille, hvorpaa hun listede sig ind i Madame H.'s Stald paa Østergade. I de Dage hun sad hos Søsteren, syede hun paa Børnetøi. I Løverdags fjorten Dage kjørte hun med en Bonde til sine Forældre i Hørmested; men Faderen var opbragt paa Grund af hendes Frugtsommelighed og nægtede at beholde hende i Huset, hvorfor hun maatte begive sig tilbage til Hjørring. Hun fik nu Ophold hos en gammel Kone, der boer udenfor Byen, men blev efter et Par Dages Forløb ogsaa bortvist herfra paa Grund af Mangel paa Plads. Dette var i Tirsdags. Uden at vide, hvor hun skulde begive sig hen, drev hun igjennem Gaderne og ankom i Mørkningen til Indgangen af Plantagen, og da hun her begyndte at føle Smerter og ikke vidste noget Sted, hvor hun kunde ty hen i sin Nød, gik hun ind i Anlæget og satte sig ned ved et Træ. Her blev hun siddende i flere Timer, indtil hun mellem Kl. 10-11 fødte Barnet. Da hun mærkede, at det havde Liv, tog hun det op til sig, for saa godt hun formaaede at holde det varmt, og samtidig grov hun med Hænderne i Jorden, for at udslette Sporene af, hvad der var foregaaet. Saasnart hun for Udmattelse og Kulde kunde reise sig, forlod hun Plantagen med Barnet, hvilket hun havde indsvøbt i et Stykke Linned og sit Halstørklæde, og begav sig med del til Madame H.'s Stald; men ad Daggry maatte hun atter forlade dette Tilflugtssted. Hele denne Dag tilbragte hun med Barnet i er lille Krat Øst for Hjørring; men da det atter var begyndt at blive mørkt, gik hun ind i Byens Plantage. I de sidste otteogfyrretyve Timer havde hun lidt skrækkelig af Smerte, Kulde og Udmattelse ligesom ogsaa af Mangel paa Føde, og da hun frygtede for, at Barnet, som hun ingen tilstrækkelig Næring havde til, skulde dø for hende, fik hun i sin Fortvivlelse den pludselige Indflydelse at skille sig ved det og overlade det til Andres Forsørgelse ved at henlægge det i en Vogn, som hun saa holde udenfor et Hus lige ved Indgangen til Plantagen, og til den Ende lagde hun ogsaa Barnet, der var indsvøbt i det omforklarede stykke Linned og Tørklæde op i Vognen foran Sædet, til den ene Side, for at Vognens Eier ved Opstigningen skulde blive det vaer og ikke træde paa det. Hun turde ikke oppebie, at det blev fundet, men begav sig umiddelbart derefter til den gamle Kones Bopæl, hvor hun tidligere havde havt Ophold, og her blev hun siddende udenfor til langt hen paa Natten, da hun omsider blev lukket ind og fik Tilladelse til at tilbringe Resten af Natten siddende paa en Stol. Om Morgenen maatte hun igjen forlade dette Opholdssted og drev i nogen Tid omkring i Gaderne og paa Veiene udenfor Byen, indtil hun hen paa Dagen kom tilbage til den gamle Kone, som imidlertid havde været i Byen, og ved sin Hjemkomst fortalte, at et Barn var blevet fundet i en Vogn. Af Frygt for ar blive opdaget turde hun ikke længere blive hos denne Kone, og uden at aabenbare Noget for hende, forlod hun nu atter hendes Hus og gik nu igjen omkring i Gaderne indtil Aften, da hun søgte Ly mod den voldsomme Regn i en Værtshusholder B. tilhørende Stak paa Marken, hvor hun var bleven aldeles gjennemblødt; da hun ikke kunde udholde det længere for Kulde, søgte hun paany Ly i Madame H.'s Stald, hvor hun forblev til Daggry, hvorefter hun atter, drivvaad som hun var, gik omkring, indtil hun omsider samme Dag (1ste Juledag) begav sig tilfods til Rakkebo for at søge Tilflugt hos Kjærestens (en Smedesvend) Forældre. Her blev hun underrettet om, at hun var eftersøgt af Politiet som mistænkt for Barnefødsel i Dølgsmaal, og da hun strax tilstod Alt, fulgte hun med Manden næste Dag til Hjørring, hvor hun blev afgiven til Politiet. Hun forsikrer, al det aldrig har været hendes Agt at føde i Dølgsmaal, ei heller har hun havt til Hensigt at skille Barnet ved Livet ved at henlægge det i den omforklarede Vogn, tvertimod for at redde dets Liv, da hun i sin Fortvivlelse og uden nærmere Eftertanke pludselig greb til dette Middel. Det maa bemærkes, at Barnet, trods dets tynde Beklædning, fandtes aldeles sundt. - Enhver, som gjennem denne Skildring har fulgt den stakkels Moder paa hendes Lidelsers Vandring, vil vist af Hjærtet ynkes over hende og haabe, at den strenge Retfærdighed ved Bedømmelsen af Handlingen tager Hensyn til det Overmaal af Kval, der nødvendig maa have indvirket paa denne Ulykkeliges Sjælstilstand, da hun i Fortvivlelsens yderste Øieblik troede sig forladt af Alle og greb den Udvei, der pludselig viste sig for hende til at blive af med Barnet, ikke ved at volde dets Død, men ved at redde dets Liv.

(Ribe Stifts-Tidende 12. januar 1858)