Confirmation paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

Noget om Confirmationen paa Landet.

Vi have da snart igjen Confirmation, og med den vel atter de samme Forargelser, som denne vigtige og høitidelige Handling desværre altid fører med sig. Det er nemlig Skik herude, at Confirmanderne paa Confirmationsdagen blive stillede paa Kirkegulvet efter deres Kundskaber, navnlig i Christendommen, saaledes at den Dygtigste, det vil da sige, den, som af Præsten stemples som saadan, faaer den øverste Plads, og at enhver af de Øvrige ligeledes kommer til at staae i Rækken efter Fortjeneste. At denne Stillingsmaade under hele Confirmationsforberedelsen, trods Præstens Talen om Ydmyghed, bestandig fremmaner den ingenlunde gavnlige Tanke for den Unges Sjæl: hvilken Plads mon jeg faaer, jeg bliver nok Øverst, jeg kommer vistnok oven for den og den, indsees let, naar man betænker, at netop i Confirmationsalderen, som er de Unges Overgang fra Barn til Menneske, træder Forfængelighedsaanden meget stærkt frem, og man tillige veed, at Pladsen paa Kirkegulvet, og naturligviis især den øverste Plads, ansees og omtales herude, af Confirmander saavelsom af mange Wlore, som der Væsentligste ved Confirmationen, medens Christendomskundskaben og Daabsbekræftelsen neppe ændses. Hører man de Confirmerede efter Confirmationen tale om denne, er det meget sjældent Andet end en forfængelig Snak, man faaer at høre, navnlig om, hvor høit eller lavt den eller den var kommen op eller ned paa Kirkegulvet. Og spørger man dem, om de Øverste svarede godt, faaer man gierne det Svar, at disse svarede daarligst, hvorimod Nr. 5, 6 osv. kunde svare langt bedre; hvilket viser, at Opstillingen enten virkelig har været uretfærdig og der altsaa er skeet en vilkaarlig ubillig Tilsidesættelse, eller at de Øverste misundes deres Pladser, hvilket i Regelen altid er Tilfældet, og derfor af Misundelse, med krænket Forfængeligheds Bitterhed, fordømmes og nedsættes Tillige hører man undertiden Confirmanterne sige: vi tænkte nok, at den og den blev Øverst, skjøndt han eller hun under Forberedelsen næsten aldrig har kunnet svare; thi hans eller hendes Forældre ere rige, eller uden for Bondestanden; eller ogsaa, hvilket endnu værre er, hedder det: han eller hun gav 4 Rd. i Indskrivningspenge og 3 blaae Sedler i Confirmationsoffer, og jeg gav ingen Indskrivningspenge og kun 1 Rd. i Offer, og min Fader er kun Arbejdsmand og han og Præsten have desuden engang været Uvenner. Hvad viser nu alt dette og hvad er Følgen deraf? Det viser, at Confirmationen, som en Følge af Stillingsmaaden, betragtes som en høitidelig Parade, ved hvilken det fornemmelig kommer an paa Plads; at Stadsen ved denne Leilighed ikke bliver forglemt, er jo vitterligt nok. Og Følgerne deraf ere, at den Tillid til Præstens Samvittighedsfuldhed og Sandhedskjærlighed, som man dog maa antage, at han under Confirmationsforberedelsen har faaet fremkaldt hos Confirmanderne, og uden hvilken hans Religionsunderviisning kun har været en klingende Bjælde for dem, uden synderlig Virkning eller Frugt, er brudt, tabt og borte, og at han altsaa ikke længere staaer for dem som den, der med Samvittighedsfuldhed tjener den Herre Christus, men som Leiesvenden i Mammons Tjeneste, der kun høres og følges med Tvivl. Og i de Øverstes Hjerter gives Hovmod, med den hermed følgende Ringeagt for Andre, rigelig Næring, medens de Tilsidesatte, paa Grund af den virkelig . eller kun formeentliq, lidte Forurettelse, stærkt friste til ikke alene at fornægte Kjærligheden, men at give Misundelsen, ja maaskee endogsaa Hadets fule Aand Rum i deres Hjerter; og det selv paa den Dag de i Herrens Tempel skulle bekjende den Herre Christus. Og dette er det, som jeg kalder "Forargelser ved konfirmationen, og heri er den famøse Opstillingsmaade alene Skyld. Hvorledes eller hvormed Præsterne for And og deres egne Samvittigheder kunne forsvare at bruge denne fordærvelige Uskik formaaer jeg ei at indser; thi den lader sig sandelig ei forsvare dermed, at det er en gammel Skik; ei heller med, at naar Confirmanterne stilles saaledes, som de efter Præstens bedste Overbeviisning fortjene, han da har sin Samvittighed fri; thi Enhver, Præsterne med, vil vist indrømme, at med ingensomhelst Grunde kan forsvares, at give Anledning til saadanne Følger som de paaviste, naar de kunne undgaaes. Den samvittighedsfulde Præst vil vist ogsaa tilstaa, at han ofte ved Stillingen af Confirmanterne har været endogsaa ikke saalidet uenig med sig selv om, paa hvilken Plads han skulde sætte enhver af dem; og indsee maa han ogsaa kunne, hvis han ikke allerede paa en eller anden Maade har erfaret det, at selv ved den retfærdigste Opstilling opstaaer der let Misundelse og Misfornøielse, saavel blandt Confirmanderne som disses Forældre, der har en ei ønskelig Utilfredshed til Følge. Allermindst lader endelig denne Stillingsmaade sig forsvare med den Paastand, at Kappelyst blandt Confirmanderne vækkes ved Tanken om, at de paa Confirmationsdagen muligen kunne komme til at prunke paa Høisædet for de Nysgjerrige i den talrige Menighedsforsamling; thi fra det christelige Standpunkt betragtet, maa det vel endog kaldes uchristeligt, at lokke til Indsigt i vor Herres Jesu Christi Naade og Kundskab, ved at stille forfængelige Ærespladse i Udsigt som Belønning derfor, da Christendommen aldrig bruger saadan Lokkemad, men tvertimod udtrykkelig siger: "Lader os ikke have Lyst til forfængelig Ære, saa at vi trodse hverandre og bære Avind mod hverandre." - Man maa virkelig høilig undres over, at saa mange Præster, istedet for at optage den af Hovedstadens Præster brugende eneste rigtige Stillingsmaade, nemlig at stille Confirmanderne efter Alderen, hvorved, paa Grund af, at der ved denne Stillingsmaade ikke mere fornuftigviis kan være Tale om Øverst og Nederst, al forfængelig Talen om, og Higen efter de øverste Pladse aldeles maa bortfalde, holde paa den gamle usalige Uskik, som om det var en Troes-Artikel, uagtet de paapegede Følger deraf ikke kunne være ukjendte. Denne Vedhængen ved den gamle Uskik synes meget stærkt at vidne om, at der maa være skjulte, men meget vægtige Grunde tilstede, der forbyde Præsterne at bruge Aldersstillingen, og som byde dem, at holde paa den gamle Uskik; hvilke Grunde, skjøndt idetmindste nogle af dem maaskee ikke ere meget vanskelige at opfinde, jeg dog ikke her skal indlade mig paa at opsøge. Skjøndt jeg troer, at det af det Anførte maa staae klart for Enhver, som mener det godt med de Unge, og ønsker at Confirmationen maa blive dem til Velsignelse, at Confirmantstillingen efter Kundskabsdygtighed er fordærvelig og derfor bør forkastes, tør man dog neppe vente, at Præsterne paa min ringe Opfordring af dem selv herefter ville stille Confirmanterne efter Alderen; men alligevel lever jeg i den glædelige Fortrøstning, at denne Stillingsmaade ret snart vil være den eneste, som bruges overalt her i Landet; thi jeg haaber sikkert, at Regjeringen, hvis Omhu for Kirkens Tarv er almindelig erkjendt, snarest muligt vil banlyse den oftnævnte Uskik af Kirken, og befale Præsterne at stille Confirmanterne alene efter Alderen, til Velsignelse for de Unge og til Glæde for de Ældre.

I Februar 1858.

En Mand paa Landet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. marts 1858)

Rangopstillingen blev også behandlet i Politivennen 4. juni 1831.

"En præst på landet" svarede artiklen i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. marts 1858. Svaret bestod i al væsentlige i at indsenderen ikke havde gavnet sin sag ved den måde han havde formuleret artiklen på. Redaktionen nævnte derefter at der var kommet to yderligere indlæg. Et om at der blev trukket lod om opstillingen. Der blev endvidere argumenteret mod aldersopstillingen idet dette ville favorisere de som først efter flere forgæves konfirmationer omsider havde bestået. En anden landsbypræst fortalte at han opstillede børnene efter sit forudgående kendskab til dem fra skolen. 

Iis paa Storebelt. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavnsposterne fra Onsdag og Torsdag ankom endelig i Fredags Aftes til Odense. Onsdagsposten havde liggel 48 Timer over paa Sprogø og Torsdagsposten 24 Timer. Overfarten fra Korsor til Sprogø har hidtil ikke været forbunden med Vanskelighed, Farvandet er aabent og selv Korsørs Havn er næsten ganske fri for Is. Aarsagen til, at den vestlige Rende er saa ufremkommelig, er den stærke Søndenstrøm, som har sat al Isen ind imod den fyenske Kyst. I Torsdags havde Posten og de Reisende godt Haab om at naa Fyen, men da de vare en Fjerdingvei fra Knudshoved, bleve de standsede af Isen, som drev dem nordpaa op imod Kjerteminde. Tilsidst bleve de sex Baade helt indesluttede af Isen, og der behøvedes hele den Aandsnærværelse og Dygtighed, hvorved vore Isbaadsmatroser udmærke sig, for at skaffe dem fri. Alle Søfolkene gik frem i den forreste Baad, de andre bleve fortøiede til denne, og nu stod man tilbage til Sprogø. Her vare i Torsdags Aftes omtrent 40 Rejsende samlede, som efter at have indtaget et fortræffeligt Maaltid fik Whistbordene frem og sloge Tiden ihjel paa den gemytligste Maade. Fra Søfolkene, hvem de Rejsende havde sendt tre Boller Punsch, fik de senere paa Aftenen en Indbydelse til ar komme ned og tage Del i Lystigheden. Opholdet paa Sprogø skildres som billigt og komfortabelt; navnlig i Billighed staaer det langt over "Postgaarden" i Nyborg. Paa Øen findes en Mængde Harer, som de Rejfende morede sig med at jage efter, men at skyde dem er forbudt, da de skulle tjene til Reserve, dersom Kjøkkenforraadet skulde slippe op. I den strænge Vinter 1855 skal der kun have været 5 Harer tilbage paa Øen. - Overfarten i Fredags fra Sprogø til Knudshoved gik for sig paa 4 Timer; omtrent Kl. 12 ½ stege Isbaadpassagererne iland paa fyensk Grund. (Fyens A.)

(Ribe Stifts-Tidende 4. marts 1858).

Dr. Dampes Historie. (Efterskrift til Politivennen)

Dr. J. J. Dampe, - der under Frederik den 6tes Regering blev dømt for Majestætsforbrydelse og i 20 Aar holdtes i strængt Fangenskab paa Christiansø, hvorfra han befriedes af Christian den 8de, som tillod ham at opholde sig hvor han vilde paa Bornholm samt gav ham 3 Mk. om Dagen til Underholdning, og endelig af Frederik den 7de skjænkedes sin fuldstændige Frihed, hvorpaa han tog Ophold i Kjøbenhavn, - udgiver nu sit Livs Historie fra sin Ulykkesperiodes Begyndelse. Dampe faldt, som bekjendt, for Frihedens Sag, og man har hyppig villet dadle ham for, at han valgte et uheldigt Tidspunkt til Gjennemførelsen af de friere Principer. Denne Dadel imødegaaer D. strax i 1ste Hefte af sit Skrift ved at meddele Følgende om Datidens Stemning for Friheden: "I et Aftenselskab hos Justitsraad, Toldinspektør Høst befandt sig blandt Andre ogsaa Kong Frederik den Sjettes Favorit, den bekjendle Bülow. Det var netop i de Dage, da Efterretningen var kommen om Opstanden i Neapel for Friheden. Man kom paa Tale derom. Professor Nissen, Rektor ved Metropolitanskolen i Kjøbenhavn, som sad ligeoverfor Bülow, udtalte sig med Bifald om Neapolitanernes Stræben efter en fri Forfatning; han lagde ikke Skul paa, at han selv yndede Tanken herom, at han ansaa en fri Forfatning for et attraaværdigt Gode. Herover opstod en Disput mellem ham og Bülow. Tilsidst sagde Bülow med Vrede: "Her hos os er der to Partier; det ene Parti har Snak, det andet har Bajonetter." - "Jeg skulde da mene", svarede Nissen, "at dersom man sammenligner disse To, saa bliver dog altid Snak mere aedel, end Bajonnetterne." Efter Bordet stod man hist og her i smaa Klynger og talte. Talen faldt paa Disputen; man fornøiede sig over Det, Nissen havde sagt; man fandt, at han havde talet vel. Da anmærkede En (Etatsraad Stoud): "Det var ogsaa lettest for ham; han talte for den gode Sag." - Dette Træk af hin Tids Stemning har endnu mere Betydning, naar man bemærker, al de, som vare der forsamlede, vare af de høiere Stænder, vare Embedsmaend, altsaa af den Klasse, som, formedelst sin Forbindelse med Regeringen, ellers er mindst modtagelig for Frihedens Tanke. Ikke Faa morede i hin Tid et bestemt Ønske for en fri Forfatning. For at udforske, hvor mange der havde denne Tanke, foreslog jeg et ydre Tegn derpaa. En Jernring, baaren om Mellemfingeren af den venstre Haand, blev ansect for et passende Tegn. De Første, der bare den, vare, foruden mig, Kildal Lund, en Læge (først ganske nylig død), og Inspektør Rose. Betydningen deraf blev snart bekjendt. Følgen var, at i faa Dage det Hele Forraad af Jern-Gigtringe (hvilke man anvendte dertil) hos alle Byens Isenkræmmere blev revet bort. Ringene saaes i flere Maaneder paa mangfoldige Fingre. "Kiøbenhavnsposten" fortæller dette (236, 1841). Der blev kastet Sedler paa offentlige Steder, f. Ex. paa Børsen, hvori der blev forlangt fri Konstitution. Jeg veed det, fordi Politidirektøren spurgte mig derom. Men jeg havde ingen Del heri. Denne Politidirektør sagde til mig de Ord: "Vi ved, at der er mange, som tænke saaledes."

(Ribe Stifts-Tidende 2. marts 1858)

Advarslerne om Frederik 6.s nidkære undertrykkelse af al opposition var ellers tydelige: Allerede i 1819 havde Dampe selv fået en frisindet prædiken konfiskeret. Måske, måske ikke er ovenstående beretning sand, men Dampe kan ikke have været i tvivl om Frederik 6.s hensigter. I årene 1818-1821 var kongens indgriben særlig hård mod pressen. En proces der allerede var startet i 1810 med en reel censur mod politisk indhold. Dette var oven i købet blevet skærpet i 1814. Og i 1818 var enhver forhånende ytring mod fremmede regenter forbudt. I Hertugdømmerne var der siden november 1819 reelt indført censur. I 1820 var det i praksis sådan at ingen skulle bryde sig om politik udover embedsstanden, hverken hjemme eller ude.

Ifølge pastor F. R. C. Bülows "Optegnelser om præstegjerning ved Hospitalet 1867-1877" (manuskript) skal dr. Dampe være død på følgende måde:

"- - - Jeg kom saaledes til at begrave den eengang saa bekjendte Dr. Dampe, der for sin Politik i Frederik den Sjettes Tid længe havde siddet fængslet paa Christiansø. Han indlagdes nedbrudt af Steensmerter, og den gamle Rationalist sukkede i sin Pine stadig sit: "O, Herre Jesus! hjælp mig!" Det gav da bestemt Anledning til en alvorlig Samtale. Da jeg en Dag spurgte ham, om Nutidens Rørelser i politisk Henseende bevægede ham, svarede han: "Nei, nu har jeg Andet at tænke paa". Jeg troer, han gik beredt bort. Han saae mig gjerne komme."

Her citeret fra Personalhistorisk Tidsskrift, 1898.

Forbryder med Postvæsnet. (Efterskrift til Politivennen)

Den 14. ds. om Aftenen afgik fra Nakskov en Arrestant med Diligensen til Kjøbenhavn, naturligvis under den nødvendige Bedækning; men i den Anledning var det dog værd at vide, om der i Almindelighed kan tillades, at slige Personer besørges paa denne Maade til deres Bestemmelsessted. Man søger jo dog i det daglige Liv saameget som muligt at undgaa Samkvem med saadanne Subjekter, og der synes derfor billigt, at Postvæsenet ikke indlader sig paa at transportere overbeviste Tyveknægte samtidig med ærlige Folk, saalænge der ikke haves er særskilt Aflukke for begge Klasser. Dette om Sagen i sin Almindelighed. Med Hensyn til hint specielle Tilfælde, synes ovenstaaende Forlangende endnu billigere, da bemældte Forbryder har været straffet 4 Gange som Tyv og nu er idømt 6 Aars Tugthusarbeide, fordi, som han selv har erklæret, det er ham umuligt at lade være at stjæle, naar han ser Leilighed dertil. Men sæt nu, at en saadan Person i Nattens Mørke plyndrer sin Medrejsende, vil da Generalpostdirektionen erstatte et saadant Tab, der maaske kan sætte en Reisende i en øieblikkelig meget betydelig Forlegenhed? Hvad bemældte Perlon angaar, da kommer desuden dette til, at han for ganske kort siden led af en ækel Hudsygdom, som vel ifølge Stadslægens Attest, maatte ansees for hævet, men dog vilde have indgiver alle Medrejsende en Modbydelighed for at sidde sammen med en saadan Rekonvalescent. (Loll.-Falst.-Stifst )

(Ribe Stifts-Tidende 18. februar 1858).

Danmark og Hertugdømmerne. (Efterskrift til Politivennen)

I 1850'erne citerede danske aviser flittigt franske og engelske aviser der overvejende var "pro-danske". St. Petersburg Zeitung udkom som det fremgår af navnet i Sankt Peterborg og var en ud af flere aviser som udkom på tysk i datidens Rusland. 

Petersborg den 30. januar. Med hensyn til Holstein-Lauenburg-spørgsmålet har "St. Petersb. Ztg." for nylig følgende interessante kommentarer:

Forfatningsudkastene og andre lovforslag vedrørende dette emne, som blev forelagt hertugdømmernes stænder efter forfatningsloven af ​​11. juni 1854, har trods alle forventninger på ingen måde fjernet de formelle mangler. Den danske regering har dog ikke blot formelt set fuldstændig tilsidesat de forpligtelser, som den kontraktligt har påtaget sig med hensyn til hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg, men har også gennemført det modsatte af deres forpligtelser i materiel henseende på en måde der er meget følsomme for hertugdømmerne. Med hensyn til hertugdømmet Slesvig har dansk side gentagne gange på bindende måde anerkendt at en indlemmelse af dette hertugdømme i Danmark ikke er tilsigtet og ikke bør finde sted; Men det blev også i samme grad forklaret at man ikke ønskede at tillade at der blev taget "nogen skridt, der ville underminere samme (inkorporering)". London-protokollen af ​​2. august 1850 ændrede ikke noget i denne situation, men bestemte kun arvefølgen og dermed kun regenthusets personlige forhold til hertugdømmerne uden at det påvirkede den reelle situation. Dette kunne ikke ske af den grund at en reel forening af hertugdømmerne med Danmark ville ophæve deres uafhængighed og lighed og derfor en traktat mellem Danmarks krone og stormagterne som på den ene side kræver hertugdømmernes personlige og reelle forening, med den danske krone, og på den anden side ville uafhængighed og lige rettigheder for landene have et helt absurd indhold. Det følger heraf at den danske regering var forpligtet til ikke at tage disse skridt selv uden et specifikt løfte om at den ikke ville "tage nogen skridt, der ville have til formål at stifte". Med hensyn til hertugdømmet Slesvig-Holstens stilling blev det aftalt at det hidtidige fællesskab og sammenhold som det før 1848 bestod på forfatningsretlig anerkendt måde, skulle afskaffes, men at alle ikke-politiske institutter, inkl. Universitetet i Kiel, ville forblive fælles for de to hertugdømmer hvis eksistens "i alle sine privilegier" var beskyttet i henhold til folkeretten ved traktaten om den kejserlige russiske krone på den ene side og den kongelige danske krone på den anden side af 11. (23) april 1767, angående overdragelse af den tidligere storhertugs andel i Holsten. Hertugdømmet Lauenburg der før 1848 ikke havde haft nogen indre politisk forbindelse med Slesvig og Holsten, forblev i sit gamle forhold og skulle samtidig danne et selvstændigt hertugdømme med Slesvig og Holsten, hver med lige rettigheder i forhold til Danmark. Hvad hertugdømmet Slesvigs stilling angår, har det samme juridiske grund til at klage over den manglende opfyldelse af de løfter der er afgivet i overenskomsterne fra 1850 til 1852 og den højeste meddelelse af 28. januar 1852. Fordi Slesvigs særforfatning er lige så lidt på juridisk grund som Holstens, og Slesvigs forfatning for helstatens anliggender er lige så lidt fremlagt til forfatningsdeltagelse. Men Slesvig har stadig meget specifikke klagepunkter at komme med. I de ovennævnte depecher fra de østrigske og preussiske regeringer af 26. og 31. december 1851 blev det udtrykkeligt aftalt, at de juridiske forhold fra 1848 skulle tilbageføres. Denne overenskomst led kun af en undtagelse i det omfang, det blev nødvendigt på grund af adskillelsen af ​​retsvæsen og administration, der eksisterede med Holsten før 1848. I den højeste bekendtgørelse af 28. januar 1851 står der bl.a.: "Det lovforslag, der skal udfærdiges til det påtænkte formål for hertugdømmet Slesvig, vil især indeholde de nødvendige bestemmelser for at give de danske og tyske nationaliteter fuldstændig lige ret og yde og sikre en stærk beskyttelse i det påtænkte hertugdømme". Trods disse givne garantier er det danske og danske kirke- og skolesprog rykket meget mod syd til fordel for det danske sprog. Den strenghed, hvormed denne daniseringsforanstaltning blev forsøgt gennemført i København, og hvor mange uhyrligheder, der fandt sted mod private i denne henseende, vil ikke blive undersøgt nærmere her; den tyske presse har af naturlig medfølelse gentagne gange og ofte diskuteret disse detaljer. Her skal blot bemærkes, at de slesvigske stænder udtalte sig energisk imod disse tiltag. Befolkningen er fuldstændig enig med stænderne, hvilket fremgår af indgivelsen af ​​næsten 8.000 individuelle petitioner vedrørende kirke- og skolesproget. Dette tal grænser fuldstændig til enstemmighed, når man tænker på, at i Slesvigs særlige forfatning foreskriver at møder, hvor offentlige sager skal drøftes pålægges med straf og på samme måde indsamling af underskrifter til et andragende som enhver har ret til at gøre for at bringe et andragende til stænderne. Det er tydeligt i denne situation at der i betragtning af hertugdømmernes rolige og forsigtige karakter må være truffet hårde forholdsregler når 8.000 mand hver rettede klager og anmodninger til stænderforsamlingen. Et yderligere klagepunkt som slesvigerne har al mulig ret til at rejse, er besættelsen af ​​embedsmandsstillinger i Slesvig med danskere af fødsel som ikke har gået på universitetet i Kiel som er fælles for hertugdømmerne. Dette er også en foranstaltning der har til formål materielt at indlemme Slesvig i Danmark og er i modstrid med internationale aftaler og den øverste proklamation af 28. januar 1852. I den ovennævnte afhandling af 11. (23) april 1767 havde den danske regering forpligtet sig til at "bevare Akademiet i Kiel, og beskytte dets privilegier". Disse privilegier omfatter nu den lovbestemmelse, at alle fag der dedikerer sig til studier, skal studere eller forvente at studere i Kiel i to hele år, at de ikke har noget håb om at blive forfremmet hverken i civilibus eller i ecclesiasticis, og i den højeste meddelelse af 28. januar. I 1852 blev det sagt at regeringen skulle styres "i henhold til de eksisterende regler". For Slesvig er også Kiel Universitets privilegier omgået og kun i betydningen en danisering af hertugdømmet, idet afgangstiden for elever fra de lærde skoler i Haderslev, Flensborg og Slesvig er sat op i en sådan en måde at det ikke falder sammen med opdelingen i semestre i Kiel, men i København. Det er indlysende at hvis det tillades at gå frem i hertugdømmet Slesvig på den angivne måde, i modstrid med de udtrykkelige aftaler med stormagterne og endog imod Danmarks konges højtidelige erklæringer, vil alle embedsmænd efter kort tid bestå af fødte danskere der er fuldt ud i stand og villige til at gennemføre en stiltiende indlemmelse af Slesvig i landet Danmark.

Petersburg, den 30. Januar. Zur Holstein-Lauenburgischen Frage bringt die "St. Petersb. Ztg." neuerdings folgende interessanten Bemerkungen:

Die nach der Vorlage des Verfassungsgesetzes vom 11. Juni 1854 den Ständen der Herzogthümer ferner vorgelegten Verfassungsentwürfe und sonstigen auf diesen Gegenstand bezüglichen Gesetzvorlagen haben die formellem Mängel trotz aller Vorstelliungen in keiner Weise beseitigt. Die Dänische Regierung hat aber nicht allein in formeller Hinsicht diejenigen Verpflichtungen vollständig unberücksichtigt gelassen, welche sie rücksichtlich der Herzogthümer Schleswig, Holstein und Lauenburg verträgsmässig übernommen hat, sondern auch in materieller Beziehung auf eine dür die Herzogthümer sehr empfindliche Weise in das Gegentheil ihrer Verplichtungen verkehrt. Rücksichtlich des Herzogthums Schleswigs wurde von Dänischer Seite wiederholt auf bindende Weise anerkannt, dass eine Incorporation dieses Herzogthums in das Land Dänemark nicht beabsichtigt sei und auch nicht stattfinden solle; es wurde aber auch in gleichem Masse erklärt, dass man "irgend dieselbe (Incorporation) bezweickende Schritte" nicht vornehmen lassen wollte. Das Londiner Protokoll vom 2. August 1850 änderte in diesem Verhälltnisse nichts, sondern bestimmte nur die Erbfolge und damit lediglich das personelle Verhältnss des Regentenhauses zu den Herzogthümern, ohne die Realverhältnisse zu berühren. Dies konnte auch schon aus dem Grunde nicht geschehen, weil eine Realunion der Herzogthümer mit Dänemark ihre Selbständigkeit und Gleichberechtigung aufheben würde und daher ein Vertrag der Krone Dänemarks mit den Grossmächten, der einerseits die Personal- und Realunion der Herzogthümer mit der Dänischen Krone, anderseits die Selbständigkeit und Glechberechtigung der Lande stipulirte, einen vollständig widersinnigen Inhalt haben würde. Hieraus folgt schon von selbst, dass die Dänische Regirung auch ohne das bestimmte Versprechen, "keine Schritte vornehmen lasse zu wollen, welche eine Incorporation bezwecken", zu der Nichtvornahme jener Schritte verpflichtet war. Die Stellung des Herzogthums Schleswig zu Holstein betreffend, wurde vereinbart, dass die bisherige Gemeinsamkeit und Zusammengehörigkeit wie sie staatsrechtlich vor 1848 in anerkannter Weise bestanden, aufgehoben werden, den beiden Herzogthümern jedoch gemeinschaftlich bleiben sollten alle nicht politischen Institute, zu denen die Universität zu Kiel, deren Bestand "in allen ihren habenden Privilegiis" völkerrechtlich durch den Tractat der kaiserlich Russichen Krone einerseits und königlich Dänischen Krone anderseits vom 11. (23) April 1767, betreffend die Abtretung des vormals grossfürstlichen Antheils an Holstein, geschützt war. Das Herzogthum Lauenburg, welches vor 1848 in keiner innern politischen Verbindung mit Schleswig und Holstein gestanden hatte, blieb in seinem alten Verhältniss stehen und sollte zugleich mit Schleswig und Holstein jedes für sich ein selbständiges und gleichberechtigtes Herzogthum Dänemark gegenüber bilden. Was nun zunächst die Stellung des Herzogthums Schleswig betrifft, so hat dasselbe mit derselben Rechtsgültigkeit Grund, sich über die Nichterfüllung der durch die Abmachungen von 1850 bis 1852 und der allerhöchsten Bekanntmachung vom 28. Jan 1852 gemachten Zusagen zu beklagen. Denn es steht die Sonderverfassung Schleswigs eben so wenig auf rechlichtem Boden wie die Holsteins und Schleswig ist eben so wenig die Verfassung für die allgemeinen Angelegenheiten des Gesammtstaates zur verfassungsmässigen Mitwirkung vorgelegt. Schlewig hat aber noch ganz besondere Klagepunkte geltend zu machen. In den mehrerwähnten Depechen der Oesterreichischen und Preussischen Regierungen vom 26. und 31. December 1851 war ausdrücklich abgemacht, dass aif die gesetzlichen Zustände von 1848 zurückgegangen werden sollte. Diese Abmachung erlitt nur in so fern eine Ausnahme, als diese durch die Trennung der vor 1848 mit Holstein bestandenen Gemeinsamkeit der Justitz und Administration notwendig wurde. In der allerhöchsten Bekanntmachung vom 28. Januar 1851 heisst es unter anderm: "Der zu dem gedachten Zwecke für das Herzogthum Schleswig auszuarbeitende Gesetzentwurf wird unsbesondere die erforerlichen Bestimmungen enthalten, um der Dänischen und Deutschen Nationalität in dem gedachten Herzogthume völlig glieche Berechtigun und kräftigen Schutz zu verschaffen und zu sichern". Trotz dieser gegebenen Garantien hat die Dänische und Dänischen Kirchen- und Schulsprache um ein sehr Bedeutendes zu Gunsten der Dänischen Sprache nach Süden zu verschieben. Mit welcher Härte man in Kopenhagen diese Danisirungsmassregel versucht hat in Werk zu setzen und wie viele Ungeheuerlichkeiten in dieser Beziehung gegen Privatpersonen vorgekommen sind, soll hier nicht näher beleuchtet werden, die Deutsche Presse hat aus natürlichem Mitgefühl wiederholt und oft diese Details besprochen; es soll hier nur bemerkt werden, dass die Schleswigschen Stände sich energisch gegen diese Massnahmen ausgesprochen haben. Die Bevölkerung ist mit den Ständen in vollkommener Uebereinstimmung, wie dies durch das Einsenden von nahe an 8000 einzelnen Petitionen, betreffend die Kirchen- und Schulsprache, bewiesen ist. Es grenzt diese Zahl vollständig an Einstimmugkeit, wenn man bedenkt, dass in der Sonderverfassung von Schleswig Versammlungen, in dene öffentliche Angelegenheiten besprochen werden sollen, mit Strafe bedroht sind und in gleicher Weise das Sammeln von Unterschriften zu einer Petition, wogegen es jedem Einzelnen unbenommen bleibt für sich eine Petition an die Stände zu bringen. Es ist bei dieser Sachlage einleutend, dass bei dem ruhigen und besonnenen Character der Bewohner der Herzogthümer hart einschneidende Massregelm stattgefunden haben müssen, wenn 8000 Männer jeder für sich Klagen und Bitten an die Ständeversammlung gerichtet haben. Ein fernerer Klagepunkt, den die Schleswiger mit vollem Rechte erheben, ist die Besetzung der Beamtenstellen in Schleswig mit gebornen Dänen, welche nicht die den Herzogthümern gemeinsame Universität zu Kiel besucht haben. Es ist dies ebenfalls eine Massregel, welche eine materielle Incorporation Schleswigs in Dänemark bezweckt und völkerrechtlichen Abmachungen und der allerhöchsten Bekanntmachung von 28. Januar 1852 zuwider läuft. In dem oben erwähnten Tractate vom 11. (23) April 1767 hatte die Dänische Regirung sich verpflichtet, "die Akademie zu Kiel zu conserviren, auch bei ihren habenden priviligiis zu schützen". Zu diesen Privilegiis gehört nun aber die gesetzliche Bestimmung, dass alle sich dem Studium widmenden Unterthanen zwei volle Jahre zu Kiel studiren oder gewärtigen sollen, dass sie zu keiner Beförderung weder in civilibus noch in ecclesiasticis Hoffnung haben, und in der allerhöchsten Bekanntmachung vom 28. Januar 1852 heisst es, dass "nach den bestehenden Vorschriften" regiert werden solle. Es hat für Schleswig auch noch dadurch eine Umgehung der Privilegien der Kieler Universität und zwar lediglich im Sinne einer Danisirung des Herzogthums stattgefunden, dass die Abgangszeit für die Schüler der gelehrten Schulen in Hadersleben, Flensburg und Schleswig so eingerichtet ist, dass sie nicht mit der Semestereintheilung der Kieler, wohl aber der Kopenhagener übereinstimmt. Es liegt auf der Hand, dass, wenn gestattet wird, dass auf die angegebene Weise im Herzogthume Schleswig gegen die ausdrücklichen Abmachung mit den Grossmächten und selbst gegen die feierlichen Erklärungen des Königs von Dänemark zu verfahren, nach kurzer Zeit alle Beamten aus gebornen Dänen bestehen werden, die vollständig im Stande sind und den Willen haben eine stillschweigende Incorpotation Schleswigs in das Land Dänemark zu vollziehen.

(Magdeburgische Zeitung: Anhalter Anzeiger. 10. februar 1858)