Skolerne i Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

I den lærde og Realskolen i Flensborg - hvor disse tvende heelt forskjellige Læreformaal i een og samme Skole ere lige saa uheldigt combinerede som her og ved nogle flere af Kongerigets Latinskoler - undervises i de forskjellige Læregjenstande i nogle paa Dansk og andre paa Tvdsk og kan der ved Religionsunderviisningen frit vælges Dansk eller Tydsk som Underviisningssprog. Dette er den eneste og sande retfærdige Maade ved offentlig Underviisning, og navnlig den religiøse, i blandede Sprogkredse. Havde man fulgt det Samme i de blandede Kredse paa Landet eller særligt ved Konfirmations- forberedelsen og konfirmationen, hvilket ogsaa er overensstemmende med Sproqrescriptets Bud, der i de kirkelige Handlinger for Individet tilsteder frit Valg af Sproget: saa vilde man derved baade have fyldestgjort et billigt Krav og undgaaet megen ikke blot politisk, men ogsaa i Samfunds- og Menighedsforholdene indgribende Tvist; ikke at tale om at man ved Frivilligheden ogsaa bedst leder bort fra sprogligt Stivsind, hvor saadant forudsættes, endskjøndt det i givne Tilfælde altid er vanskeligt at idømme, og vækker lettere Sandsen for den danske Underviisning. At man nu f. Ex. i Flensborg vilde have gjort Skolen og Underviisningsformaalet Skade ved at opstille Sprogtvang ved Religionsunderviisningen i Skolen, samt tillige at det Tydske der endnu er det overvejende hos Befolkningen, kan sees deraf, at i den nævnte Skole have af 180 Borgersønner de 159 valgt Religionsunderviisningen paa Tydsk og 21 paa Dansk og af 33 Sønner af Lærere, Læger, Embedsmænd osv. de 18 valgt dansk og 15 tydsk Underviisning, Flensb. Av. siger: "Alt naturligviis m. H. t. de kirkelige Forhold og (selve) Confirmationsunderviisningen". Men i Flensborg, hvor vel Sproget i de øvrige Kirker er tydsk, er jo ogsaa en reent dansk Menighed, og skulde del ikke staae frit at vælge Kirken, saa vil dette jo lettes ved at løse fra Sognetvangen, hvilket overhovedet ogsaa i Slesvig vilde være en kirkelig Velgjerning og som derfor ogsaa Grundtvig ved Kirkemødet i Kjøbenhavn under Misbilligelse af Konfirmations- Sognetvangen tilraadede. Bliver der først kirkelig Frihed i Slesvig og Frihed ved Valget af Skolesproget for Religions-Underviisningen i de offentlige Skoler, saa vilde ogsaa selve  Slesvigernes Anledning til Klage over Sprogforhold, baade fra den ene og den anden Side, bortfalde. Det er dog fra Sprogtvisten at vore Forviklinger hjemme og udadtil hidrøre.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. juli 1858).

Peter Heinrich Wilckens. (Efterskrift til Politivennen)

Veteranen P. H. Wilcken. Efter Aarh. Avis optage vi Følgende om denne mærkelige Mand:

Redact. af Aarhuus Stiftstidende har alt længe været vidende om en her i Landsbyen Trige boende Veteran Peter Heinrich Wilckens mærkværdige Livsbegivenheder, der have vakt stor Interesse hos Enhver, som er bleven bekjendt dermed, men vi have bestandig afholdt os fra enhver Offentliggjørelse herom, indtil man havde erfaret, brat Resultat de om ham den franske Regjering gjennem vor Minister i Paris, herfra tilstillede Meddelelser havde faaet, men da saadant endnu ikke erfares, og da vi nu see den mærkværdige gamle Mands Livshistorie omtalt i "Nestv. Avis" ville vi heller ikke længere tie dermed, men her meddele den saaledes som den læses i bemeldte Blad: Landsbyen Trige, i Nærheden af Aarhuus, lever i meget trange Kaar en 78aarig Veteran, der har deeltaget i den store Keisers Felttog fra 1799 til 1815, og under disse tjent sig op til Officier og bleven hædret med Æreslegionens Kors. Flere ansete Mænd i Aarhuus have i en Ansøgning til Hs. Maj. vor Konge andraget paa, at der maa tilstedes denne Hædersmand en Understøttelse saa stor, at han uden Sorg for sit Udkomme vil kunne ende sine minderige Dage. De vigtigste af hans Livs Begivenheder ere fortalte af ham selv saaledes. P. Heinr. Wilcken, Søn af Bomuldsfabr. Wilcken i Kiel, blev født 1780. Da han, 18 Aar gammel, var bleven conskriberet i Düsseldorf, sendtes han til Mantua til den 5te Demibrigade af Dragonerne, og derfra med denne til Alexandrien, under Oberst Frichon og Divisionsgeneral Lasalles Commando. Under Urolighederne i Cairo blev han saaret og sendt til Jaffa; iøvrigt forblev han i Egypten lige indtil Felttogets Slutning. Efter sin Tilbagekomst til Frankrig deeltog han Aar 1800 i Felttoget i Italien og Slaget ved Marengo, hvorpaa han ruttede frem indtil Triest, hvor han blev liggende i Cantonnement. Ligeledes deeltog han i Felttoget mod Østerrig 1805, da han blev saaret i Tyrol, som og i det preussiske Felttog 1806, da han var med i Slaget ved Zena, ved Lübecks Bestormelse og Indtagelse, og endelig ved Friedland, hvor hans Oberst Frichon faldt, saaret i Brystet af et Pistolskud. Hans Divisionsgeneral, de to sidste Felttog havde været General Clausel. Selv havde han hidtil bestandig været Corporal, men forrettet Qvarteermestertjeneste; nu blev han efter Slaget ved Friedland udnævnt til virkelig Qvarteermester. Tillige forflyttedes han til det 15de Chasseurregiment under Oberst Fadreau og Escadronschef Blondy. Fra Posen sendtes han til Spanien, hvor han deeltog i alle de store Begivenheder fra 1807 til 1813, i Toget til Portugal under Junot, i Saragossas Beleiring og Indtagelse, i Slaget ved Talavera og Bestormelsen af Broen ved Almarez. Da flere Forsøg paa at tage denne Bro vare mislykkede, tilbød han sig med 24 Husarer, som han selv maatte udvælge, og 60 Jægere under en Lieutenants kommando, endnu et at gjøre et Forsøg. Det lykkedes ham ogsaa virkelig at forcere Broen, hvorfor Marschal Angereau lod ham samme Aften spise ved sit Taffel og hædrede ham med æreslegionens Kors, som han tog af sit eget Bryst. Under Felttogene i Spanien, hvor han forblev i 7 Aar, blev han 3 Gange saaret, første Gang i Egnen ved Badajoz ved et Hug i Hagen i en Træfning med Portugiserne, under Beresford, dernæst i Benet i en Kamp med de engelske Husarer imellem Salamanca og Toro, og endelig i det venstre Bryst af en Granat i Slaget ved Vittoria. Strax efter blev hans Regiment kaldt til Tydland hvor han deeltog i det blodige Slag ved Leipzig og blev saaret i Hovedet. Senere laa han i Garnison i Nismes, men gik med hele sit Regiment over til Keiseren ved hans Tilbagekomst fra Elba. I Slaget ved Waterloo var han Ordinannatsofficier hos Marchal Ney; her fik han to Heste skudt under sig og modtog sit syvende Saar. Strax efter Slaget blev han forsat til 10de Husarregiment, men da dette blev opløst i Fontainebleau, blev han ifølge Generalerne Bourmonts og Polignacs Ordre berøvet sine Papirer og sit Kors og hjemsendt med frit Qvarteer til sit Fødeland Danmark." - Saaledes lød i al Korthed den gamle Krigers Fremstilling af sit Livs Begivenheder i den lange Række af Aar, i hvilken han havde fulgt de franske Ørne paa deres seirrige Flugt over Verden. Alt hvad han fremførte bar i høieste Grad Troværdighedens Præg; ikke alene erindrer ban med megen Nøiagtighed Begivenhederne og Stederne, hvorom Reisende i Frankrig og Spanien, for disse Vandes Vedkommende have havt Leilighed til at forvisse sig, men han er endnu istand til at udtrykke sig baade paa Fransk og Spansk, skjøndt 42 Aar ere forløbne, siden han havde Leilighed til at benytte disse Sprog. Da han tillige med en levende Begejstring dvæler ved hine Tider- mindeværdige Begivenheder, da han har tjent den store Keiser med saa stor Troskab og modtaget 7 Saar i hans Tjeneste, nære Ansøgerne den faste Overbevisning, allerunderdanigst at kunne anbefale paa det Bedste til Hs. Majestæt den 78aarige Olding, der i mere end 40 Aar har havt at kæmpe med trange Kaar, Sorger og Nød, men endnu med usvækket Begejstring istemmer det verdensberømte Jubelraab: "Vive l'Empereur!"

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juli 1858).

General Ney kommanderede ved Waterloo 18. juni 1815 Napoleons venstre fløj. Efter et mislykket angreb på Wellingtons midte, samlede Ney to brigader infanteri og genoptog angrebet på La Haye Sainte. De blev slået tilbage, men Ney misfortolkede et stort antal retirerende sårede som en almindelig retræte og slog til igen med en brigade og to divisioner kavalleri. Angrebet blev en katastrofe for franskmændene som led meget store tab. Kort efter ankom de preussiske tropper under Blücher og slaget var tabt for Napoleon.

Wilkens' gravsten  gravsten findes på Trige Kirkegård med indskriften:

Peter Vilkens

hædret og mindet

for 15 Felttog

og 7 Saar

i fransk Tjeneste

død 1867

Wilckens fik syv børn hvoraf 4 døde som spæde med Ane Kirstine Rasmusdatter overlevede ham. Han gik bl.a. ærinder til Århus for Triges bønder. En lærer adjunkt Schaldemose fik gennem sine elever nys om den fransktalende person. Det er muligvis ham som fremsendte en ansøgning til de franske myndigheder om at tildele Peter Vilkens den af Napoleon III indstiftede St. Helena-medalje for veteraner fra Napoleonskrigene. Medaljen blev indstiftet 1857 af Napoleon 3. for veteraner fra Napoleon 1.'s krige. 20.000 danskere deltog på fransk side. I 1857 levede endnu 600, som modtog medaljen. Wilckens fik medaljen i 1858 tillige med en lille understøttelse fra “en kreds af danske borgere”.

Sankt Helena-medaljen. På den ene side står: "A ses compagnons de gloire sa derniere pensée St. Héléne 5. mai 1821" ("Til sine ledsagere i ære. hans sidste tanke St. Helena 3. maj 1821"). 5. maj 1821 er Napoleons dødsdag på Sankt Helena. (Illustration fra Aarbøger udgivne af Historisk Samfund for Aarhus Stift 1929).

Ved hans begravelse var flere tjenestefri befalingsmænd fra 20. infanteribatallion var til stede og kisten blev båret til graven af underofficerer fra 20. batallion. Gravstedet forfaldt med tiden, indtil det i 1966 blev det restaureret af organisationen Souvenir Francais, der har til opgave at værne om franske minder.

Se H. E. E. Koch: Peter Heinrich Wilckens. Aarbøger for Historisk Samfund Aasrhus Stift 1929, s. 33-41.

Ejderstatens Fallit. (Efterskrift til Politivennen)

Ejderstaten, uanset hvor mange tilhængere den ellers havde, er blevet en umulighed efter de danske erfaringer på syv år. Skrifter som den almindeligt anerkendte "Die Schleswig-schen Sprachsache, betrachtet vom Standpunkt der Gesetzgebung und Politik, von Theophilus; København 1858", og hele den danske presses klager har endegyldigt bevist dette. Et meget vigtigt skrift, der netop er udkommet i København (hos C. V. Meier), hvortil vor ærede korrespondent fra København allerede har gjort opmærksom på, og hvis store betydning vi gerne snart vil belyse: "Zur dänisch-deutschen Frage von einem deutschen Gesammtstaatsmann" taler om det sådan: Danskerne har nu atter haft fuldstændig kontrol over Slesvig i syv år; De har en regering dér, som i en vis forstand er så stærk, som man kan forestille sig; Der er, i hvert fald for den tyske del af Slesvig, hverken fri presse eller forsamlingsret eller nogen form for politisk agitation, på den anden side er alle midler til politiets overvågning og forebyggelse i fuld funktion. Trods alt dette må danskerne selv erkende, at deres regering stadig kun bygger på fysisk magt, og de danske avisers klager bekræfter selv, at daniseringen f.eks. endnu ikke er kommet videre i sprogspørgsmålet. Daniseringsforsøgene mislykkedes på grund af de juridiske og faktuelle omstændigheders magt; befolkningen blev kun gjort endnu mere bitre, ikke vundet. Trods al deres indsats i Slesvig har danskerne endnu ikke været i stand til at opnå dansk flertal i stænderforsamlingen, og de har intet håb om nogensinde at opnå det. At inkorporere Slesvig betyder: at proklamere den danske grundlov dér, dvs. give alle slesvigere danskernes rettigheder. Må det nu anerkendes som en vidunderlig illusion fra Eiderdanskes side, hvis de mener, at de samme slesvigere, som hidtil har ført en så ihærdig kamp for deres nationalitet, skulle opgive denne kamp af taknemmelighed over de friheder, de fik?! Nej, de vil kun føre det mere energisk, med den tyske nations stærkeste sympati, med de stærkere midler, de har til rådighed, og bruge det første gunstige øjeblik til at bryde væk fra Danmark for altid.

Der Eiderstaat, so viel er Anhänger sonst zählte, ist doch nach den eigenen dänische Erfahrungen von sieben Jahren zur Unmöglichkeit geworden. Schriften, wie die allgemein anerkannte "Die Schleswig-schen Sprachsache, betrachtet vom Standpunkt der Gesetzgebung und Politik, von Theophilus; Kopenhagen 1858", ja die Klagen der ganzen dänischen Presse haben dies zur Evidens bewiesen. Eine sehr wichtige, so eben in Kopenhagen (bei (C. V. Meier) erschienene Schrift, auf welche unser geehrter Correspondent aus Kopenhagen bereits hingewiesen hat, und deren grosse Bedeutung wir demnächst noch in das Licht stellen wollen "Zur dänisch-deutschen Frage von einem deutschen Gesammtstaatsmann" spricht sich darüber also aus: Die Dänen haben Schleswig nun seit sieben Jahren wieder völlig in Besitz; sie haben dort eine, in gewissen Sinne so starke Regierung, wie man sie nur denken kann; es giebt, wenigstens für den deutschen Theiæ Schleswigs, weder freie Presse, noch Versammlungsrecht, noch irgend ein Mittel der politischen Agitation, dagegen sind alle Mittel polizeilicher Ueberwachung und Verhinderung in vollster Thätigkeit. Trotz alledem müssen sich aber die Dänen selbst gestehn, dass ihre Regierung nach wie vor nur auf physischer Macht beruht, und die Klagen der dänischen Blätter selbst bestätigen es, dass die Danisirung z. B. in der Sprachfrage auch noch nicht um einen Schritt weiter gekommen ist. Die Danisirungsversuche sind an der Macht rechtlicher und factischer Verhältnisse gescheitert, man hat die Bewohner nur noch mehr erbittert, nicht gewonnen. Die Dänen haben es, trotz aller Mühe in Schleswig, noch nicht zu einer dänischen Majorität in der Landesvertretung bringen können, und sie haben keine Hoffnung, es je zu erreichen. Schleswig incorporiren heisst aber: das dänische Grundgesetz dort proclamiren, d. h. allen Schleswigern die Rechte der Dänen geben. Muss es nun nichts als eine wunderbare Illustion der Eiderdänen erkannt werden, wenn sie meinen, dass dieselben Schleswiger, die bisher einen so ausdauernden Kampf für ihre Nationalität geführt haben, aus Dankbarkeit für die ihnen verliehenen Freiheiten diesen Kampf aufgeben sollten?! Nien, sie werden ihn, und das under den lebhaftesten Sympahtien der deutschen Nation - mit den ihnen dann zu Gebote stehenden, kräftigeren Mitteln nur energischer führen, und den ersten günstigen Augenblick benutzen, um sich für immer von Dänemark loszureissen.

(Berlinische Nachrichten von Staats- und gelehrten Sachen. 9. juli 1858)

Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Harald Raasløff (1810-1893). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Bag pseudonymet Theophilus gemte sig Harald Iver Andreas Raasløff (1810-1893), bror til Waldemar Raasløff (1815-1883). Han havde i 1848 udsendte "Det slesvigske Spørgsmaal, et Bidrag af Theophilus".  I dette havde han understreget de tyske sydslesvigeres naturlige krav på at forblive i forbindelse med Holsten som ligestillet med de danske nordslesvigeres ønske om tilslutning til kongeriget og sammenstiller det danske forlangende om Slesvigs indlemmelse under en fælles forfatning med slesvig-holstenernes om Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund. Han havde foreslået en deling af Slesvig (Slien-Husum). I december 1854 blev Raasløff minister for Slesvig. Han tog 18. februar 1856 sin afsked, fordi han misbilligede den afskedigelse, Scheele havde foretaget af preusser og en anden holstensk overappellationsretsråd. Det nævnte skrift fra 1858: "Die schleswigsche Sprachsache" udtalte sig imod den tankegang der til dels lå i sprogreskripterne 1850-51. Hvor formålet før havde været at værge og frede det danske sprog hvor det endnu var fuldt levende, forsøgte reskripterne at fordanske på ny egne i hvilke det i virkeligheden var gået til grunde (Angel der formentlig var mere tysk end dansk). 

Farligt Tandvand. (Efterskrift til Politivennen)

Apotheker Friis i Veile bekjendtgjør Følgende: Her er heri Byen i denne Tid en Hr. Wagner, som skal være megel flink til at fordrive Rotter, Muus etc, samt til at beskjære Ligtorne; derimod giver han sig ogsaa af med hvad han ikke forstaaer, hvad der endog er uberettiget, naar han ikke har Sagkundskab deri, nemlig at efterse Folks Tænder, giøre disse rene, plombere etc., og afgiver han til Patienten et Tandvand, hvormed Tænderne skulle pudses etc. Ved at afgive og anbefale Patienten dette Tandvand, som bestaaer af en staerk mineralsk Syre, som stærkr angriber og afæder Tænderne, røber Hr. W. enten en stor Uvidenhed om de Midler, der kunne bruges dertil, eller ogsaa en Samvittighedsløshed mod de Patienter, som anbetro sig til ham, saa at han kan drages til Ansvar derfor. Min Kollega, Apotheker Lotze i Odense, har analyseret dette Tandvand og offentlig advaret Folk derimod; ifald Hr. W. ikke forud vidste det, saa kunde han deraf erfare, at det var et fordærveligt Middel, han brugte. Jeg troede, at Hr. W., belært deraf, havde komponeret et andet uskadeligt Tandvand; men ved en mig idag tilsendt Flaske, som jeg har analyseret paany, seer jeg til min store Forundring, at det er selvsamme Slags Tandvand, som er saa fordærveligt for Tænderne. Hr. W. lader sig derfor betale ti Mk.; den sande Værdi er høist 8 sk. Samtidig analyserede jeg ogsaa et Badevand, han havde afgivet mod Leverpletter; det bestod blot at lidt almindeligt Salt, opløst i lidt Vand og gjort vellugtende med Eau de Cologne, dette betaltes med 3 Mk.; den sande Værdi til den virkelige forholder sig ligesom ved Tandvandet. Dette Leverbadevand er tilvisse uskyldigt at bruge i Modsætning til Tandvandet, dog er det i ethvert Tilfælde et meget kostbart vellugtende Saltvand.

(Ribe Stifts-Tidende 5. juli 1858)

Grøvt paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Hof- og Stadsretsdom. Omstændlghederne ved en den 5te Juli af Hof- og Statsretten paakjendt Sag mellem Capitain Bangert og Kjøbenhavns Politidirecteur vare følgende:

Under 3die Juni f. A. rapporterede Politibetjent Hertz, at Forpagter Christensen paa Eiendommen paa Eiendommen Nr. 33 A , beliggende ved Nørrebroes Parcelvei, havde opført en Bygning, som nu var tagen i Brug saavel til Beboelse for ham og Familie som til Kostald for c. 20 Køer, og at de tynde Dele fra Kostalden lededes gjennem en Trærende fra Gaarden ud paa Veien, hvilket havde tilfølge, at det urene Vand - da der paa Veien ei fandtes Rendesteen eller andet Afløb - bliv staaende og samlede sig midt paa Veien i større Pytter, hvor det fordampede og udbredte ilde Lugt. Stadsphysicus erklærede, at dette stillestaaende cg stinkende Vand var saa skadeligt i sanitær Henseende, at der uopholdelig maatte skaffes Afløb tilveie. Ligeledes androg Sundhedscommissionen for udenbyes Klædebo Qvarteer paa, at ommeldte Sump uopholdelig maatte afskaffes. Ovennævnte Christensen saavelsom hans Nabo C. Sørensen, af hvis Grund Christensen i 1856 havde tilkjøbt sig sin Lod, erklærede, at den paapegede Mangel ikke kunde afhjælpes, medmindre Eieren af Solitude, Capitain Bangert, enten vilde oprense en af ham paa den modsatte Side af Veien tilkastet Grøft eller give Plads til en Kule til Vandets Opsamling paa hans Grund. Da Captain Bangert ikke vilde indlade sig paa noget af disse Alternativer og Afhjælpningen af det omhandlere Onde ansaaes paatrængende nødvendig, blev det ham betydet, at Afløbet vilde blive reguleret ved det Offentliges Foranstaltning, mod Regres med Hensyn til Omkostningerne hos de rette Vedkommende. Da Bangert vedblev sin Vægring, blev der den 14de til 16de Juli næstefter ifølge Politiets Foranstaltning over Bangerts Eiendom gravet en Grøft i Længde af 347 Alen langs Parcelveien til Korsveien. Til Udførelse heraf blev det nødvendigt at afmeie en Strimmel Havre, og da Bangert vægrede sig ved at modtage det Afmeiede, blev det solgt for 4 Mk. som grøn Staldfodring. Med Fradrag af disse 4 Mk. beløb Udgifterne ved dette Arbeide sig til 13 Rd. 4 Mk. 1 sk hvilke affordreres Bangert, men som denne vægrede sig ved at erlægge.

Sidstnævnte sagsøgte derefter Politidirecteuren til at kjendes pligtig til under en daglig Mulct at lade den anlagte Grøft tilkaste samr udrede Erstatning for det ham forvoldte Tab, hvoriblandt for den ovenmeldte Havre. m. m.

Indstævntes Afviisningspaastand, der var støttet paa den Betragtning, al der her handledes om en sanitær Foranstaltning, der var bestaltet af Sundhedspolitiet, og hvis Hensigtsmæssighed Domstolene ikke skulde have Competence eller Sagkundstab til at bedømme, blev af Retten forkastet, da der nemlig under Sagen ikke var Spørgsmaal om at bedømme, hvorvidt Sundhedspolitiets Bestemmelse om, at de paa Veien staaende Ureenligheder som skadelige for Sundheden burde bortskaffes, havde været beføiet eller ikke, hvilket Spørgsmaal vilde ligge udenfor Domstolenes Competence, men Sagen alene dreiede sig om, hvorvidt Indstævnte ved Udførelsen af bemeldte Bestemmelse havde gjort et udenfor hans Myndigheds Grændser gaaende Indgreb i Bangerts Ejendomsret, og Afgjørelsen heraf, hvorpaa atter Retten til Erstatning beroede, fandtes i Medfør af Grundlovens § 77 utvivlsomt at maatte kunne indbringes for Domstolene.

Hvad nu selve Hovedspørgsmaalet angik - om Politidirecteuren kunde antages at have overtraadt sin Øvrighedsmyndigheds Grændser - maatte dette efter Rettens Skjønnende besvares bekræftende. Som foran bemærket hidrørte nemlig den ovenmeldte Ulempe fra Forpagter Christensen, der havde indrettet en Kostald uden at sørge for tilstrækkeligt Afløb fra denne, og der var fra Indstævntes Side Intet anført til Begrundelse for, at man, istedetfor at forbyde Koholdet, hvortil Politiet under disse Omstændigheder maatte være competent, søgte at afhjælpe det derved foranledigede Onde ved al lade grave en Aftøbsrende over Andenmands Grund, hvilket maatte antages at have været saa meget mindre beføiet, som den sammesteds forhen existerende Grøft ingenlunde havde været benyttet til at modtage Afløbet fra Sørensens eller Christensens Grundstykker.

Som Følge heraf blev Politidirecteuren kjendt pligtig til, under en daglig Mulct af 2 Rd., at lade den omhandlede Grøvt, forsaavidt den endnu befandtes at existere, tilkaste og til at betale Captain Bangert Erstatning for den ommeldte Strimmel Havre, hvorimod iøvrigt ingen af Sidstnævntes Erstatningspaastande blev tagen tilfølge, men Sagens Omkostninger ophævedes.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juli 1858).