Præst forflyttet fra Munkbrarup. (Efterskrift til Politivennen)

I Angel er den politiske Stilling endnu fremdeles saaledes, at man holder det gaaende med den passive Modstand eller idetmindste morer sig med Demonstrationer imod den nye Tingenes Tilstand. For denne Aand har man nylig leverer Bevis i Munkbrarup, hvorfra Præsten for en 8 Uger siden er bleven forflyttet til Holsten. Munkbrarup er et af de Sogne i Amtet, som have blandet Kirke- og skolesprog, og da Pastor Thomsen har været en af de største Wühlere, som den slesvigske Treaarskrig kan opvise, er det begribeligt, at man maatte nære stor Frygt for hans Indflydelse paa Befolkningen netop i dette blandede Distrikt. For længe siden har der været Tale om, at Hr. Pastoren skulde fjernes fra Embedet paa Grund af hans skadelige Indflydelse saavel paa Menigheden som Nabosognene, men Regeringen har i sin Mildhed hidtil ladet ham sidde og har selv nu tilbudt ham ikke Afsted, men Forflyttelse til Holsten. For nogle Uger siden holdt Præsten da sin Afskedsprædiken i Munkbrarup og, som man nok kan tænke sig, paa Tydsk. Det var almindelig bekjendt i hele Omegnen, naar den skulde holdes, og til den bestemte Dag indfandt sig ogsaa en betydelig Mængde Fremmede for at høre Præsten for sidste Gang, saa at Kirken blev propfuld. Nogle Dage efter Afskedsprædikenen reiste Pastor Thomsen til Flensborg og ledsagedes hertil af omtrent 20 Vogne, der alle vare fulde af Bønder der fra Egnen, og man maa slet ikke troe, at Grunden hertil var Kjærlighed til den Bortdragende, nei! men de Dansksindede skulde ærgres ved den Opmærksomhed, man viste den tydske Præst, og derfor kom Optoget istand. (Dvk.) 

(Ribe Stifts-Tidende 20. december 1858)

Landsbyen Munkbrarup ligger i det nordlige Angel tæt på Flensborg Fjord. I 1858 var skolesproget dansk. En mere plausibel forklaring på hvorfor Thomsen tog til Flensborg kunne være at han tog toget sydpå ad Frederik den Syvendes Sydslesvigske Jernbane (Flensborg-Husum-Tønning). Pastor Peter Thomsen blev forflyttet til Blankenese ved Altona og Hamborg.

Overfald paa Folkethingsmand i Ringsted. (Efterskrift til Politivennen)

Ringsted, den 2den December. For at understøtte Major Müllen ankom i Tirsdags Morges d'Hr. Alberti og B. Christensen her til Byen og holdt strax et Generalmøde med over 1000 Vælgere. Da vi ikke overværede dette Møde, have vi kun erfaret, at B. Christensen holdt en Formaningstale, som blev besvaret med rungende Hurraraab, hvorpaa hele Forsamlingen begav sig til Valgstedet, hvor Pastor Qvistgaard fra Haraldsted, som Valgbestyrelsens Formand, aabnede Mødet med et "Leve" for HS. Maj. Kongen. Efterat derpaa de tre Candidater havde havt Ordet, besteg Procurator Alberti Valgtribunen og forlangte at interpellere Candidaterne. Det var meget morsomt her at høre Alberti med en vis høitidelig Strenghed at afæske Müllen en Forklaring om hans Anskuelser angaaende Fæsteafløsningen. Mon dette ikke var en i Forveien aftalt Comedie? Derimod var det mindre morsomt, og vistnok mindst for Proc. Alberti, Folketingsmanden for Sorø, da Plougfabrikant Niels Nielsen kort efter fik Ordet for at svare paa den lange Række Interpellationer, der var stillet til ham; efterat nemlig Niels Nielsen havde imødegaaet de af Alberti i Form af Interpellation reiste Beskyldninger, sluttede han, pegende paa Alberti, med de Ord: "Jeg kaster slige usle Beskyldninger tilbage paa den, der bringer dem, og som jeg her for hele Forsamlingen erklærer for en Løgner og Æreskjænder!" Proc. Alberti besteg derpaa atter Talerstolen for at stille en Interpellation til Landmaaler Nielsen, angaaende Næringsloven. Efterat Hr. Nielsen havde besvaret Interpellationen og ikke Flere forlangte Ordet, foretoges Kaaringen og derpaa, som bckjendt, navnlig Afstemning. Proc. Christensen maatte paa Grund af en Upasselighed - saa heed det sig - forlade Valgstedet og afreiste med Middagstoget, hvorimod Proc. Alberti under Afstemningen var tilstede i Localerne, for ved sin Nærværelse at styrke de Svage, der muligt kunde fordriste sig til at svigte den "gode" Sag.

Kort efter Valghandlingens Slutning begav d'Hrr. Alberti og Müllen sig, ledsaget af nogle faa Trofaste, til Jernbanestationen, for at oppebie Aftentogets Ankomst. Men her bleve de destoværre insulteret paa det Groveste af nogle Tilstedeværende, ja det gik endog saavidt, at de, foruden flere Bemærkninger og Skjældsord, maatte taale endeel drøie Hug, som fortsattes efterat de havde taget Plads i Coupeen. Og saaledes endte denne meget bevægede Valgdag i Ringsted.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 2. december 1858).

Plovfabr. Nielsen havde, ved Ringstedvalget, til Kaaringen (fra Protocollen veg han), efter "Kbhp." kun faaet 1 Stemme, men gjorde sig til Erstatning en Privatfornøielse af at udskjælde Rigsdagsmand Alberti, Ifølge ovenn . Blad dannede "for størstedelen Ringsted Beboere" den Pøbel, som paa Banegaarden truede den nyvalgte Rigsdagsmand, Major Müllen, med Molest i den Grad, at han ved Hjælp af de ved Stationen ansatte Embedsmænd maatte flygte ind i en Coupee. Men Pøbelen bevæbnede sig med Kasteskyts, og imedens Korsørtoget holdt for at vente paa Kjøbenhavnstoget, faldt der en Regn af Steen, der sønderslog Coupeens Vinduer, uden dog al tilføje Major Müllen og hans Ledsagere nogen Skade. Senere erfares imidlertid, at Major Müllen har faaet et Knivstik i Siden, hvilket imidlertid ikke skal være farligt. - Det er sørgeligt at tænke sig, at en Kjøbstad i den Grad kan skamskjænde sig ved sine Indvaaneres Adfærd, imedens man ellers med Kjolen paa gjør Krav paa "Dannelse" ligeoverfor de "raae Bønder". Her seer man, hvor omvendt Forholdet kan være og ialtfald paa hvilket lavt Punct af Samfundsdannelse Ringsted kan befinde sig, naar ikke engang de respektable Indvaanere , som der dog maa antages at være, have havt Mod til at forhindre eller revse en saa gemeen Pøbelstreg. Man seer heller ikke, hvor Politiemesteren, Etatsr. Harhoff har været, som var Formand ved det kasserede forrige ulovlige Valg, og altsaa, medens han dennegang ikke var Valgformand, har havt endnu bedre Leilighed til at følge Valgrøret og hæmme hver ulovlig Udskejelse, end sige en for Byen og Jurisdiktionen saa vanærende Handling som den fra Banegaarden berettede. Formodentlig vil nu Justitsministeren have erkyndiget sig herom, hvis han ikke rettere finder Anledning til ved en kommission at undersøge, ogsaa om der fra Politiemyndighedens Side maatte være foretaget eller undladt tilbørlige Forholdsregler til at beskylde Medborgere og paagribe Voldsmændene; thi man seer idetmindste ikke endnu at noget saadant er skeet. Vi haabe ogsaa, at foreløbigt den respectable Presse udenfor Ringsted vil fremdrage Navnene paa de uværdige Indvaanere i denne By eller Andre, som have deeltaget i eller brugt Individer til en saa nedværdigende Voldshandling, hvis rette Deeltagere det maa interessere Ringsted selv, til Gjenopreisning for Byens og Valgkredsens herved angrebne Ære, at see afslørede.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. december 1858, 2. udgave).

Ogsaa "Fdl." udtaler sin alvorlige Dadel over det Ringstedske Pøbeloptrin og Voldshandlingerne samt tilføier, at den i Løverdags omtalte Politiemester, Etatsr. Harhoff, "skal have indfundet sig paa Banegaarden i fuld Uniform, ledsaget af to Betjente," saa at han maa antages at have vidst, at Noget skulde foregaae; men alligevel hverken virkede Politiets Nærværelse det mindste til at forebygge saadant, eller mærkedes dets Virksomhed, dengang det skeete, medens derimod Jernbanens Betjente gjorde hvad de kunde for at beskytte de Overfaldne". "Fdl." haaber ogsaa, at Justitsministeren vil "lade sig det være magtpaaliggende at havde Valgenes . Frihed og Sikkerhed imod brutale Udbrud" og "foranstalte en alvorlig Undersøgelse af en uhildet Dommer". Ringsted Avis erklærer derimod hertil, "at Politiets Betjente (slet) ikke vare paa Banegaarden, og langt mindre Etatsr. Harhoff; thi Sidstnævnte har i lang Tid været meget syg og er endnu ikke saa vel, at han kan begive "sig til Banegaarden". Men hvorfor var Politiet ikke paa Banegaarden? kan det under saadanne Forhold i nogen Maade forsvares? Bør ikke den offentlige Sikkerheds Krav netop anklage herfor? og nærmer det sig ikke snarere en Priisgivelse af den offentlige Orden og Sikkerhed, naar den mangler sit Værge og det efter at den forud har viist sig saa faretruet, som det idetmindste i Beretningen skildres? Og naar Etatsr. H. selv er syg, er det da ikke hans ufravigelige Pligt at sørge for, at en saa vigtig Embedshandling røgtes ved en Anden under hans Ansvar forsvarligt og vel? Selv som Patient kan han vel dog neppe have manglet Rapport om den urolige Gjæring, eller burde idetmindste have ladet denne prøve; det er jo dog ikke for intet at foretage, "hverken ved Betjente og langt mindre selv", at en Politieembedsmand er beskikket og lønnet. Sygdom er hver Mands Herre, men den kan ialtfald ikke undskylde, thi saa maa man ved Andre gjøre sig til Herre over den paatagne Gjernings Røgt. Hvor stærkt denne har været paakaldet, sees end yderligere af Ringsted Avises senere Beretning om den imod Rigsdagsmandene Müllen og Alberti udviste schofle Adfærd. Bladet karakteriserer sig ogsaa knn daarligt ved den hele Maade og de lave Betegnelser, hvormed det har skildret en Begivenhed, hvis Pøbelagtighed det med meer ærbar Følelse burde have været den Første til at revse.

Ogsaa i Hadersl. Av. hedder det fra Kbhvn.: "Fra Anthoriteternes Side synes der, efter Beretningen at dømme, Intet at have været foretaget, om det end hedder, at der vil blive anstillet en Undersøgelse over det Passerede"; men hvorledes det end stiller sig bliver det ialtfald aldeles uforsvarligt, at Ringsted Avis først bringer Efterretning om Valget uden med et eneste Ord at omtale de Scandaler, som have ledsaget det, og dernæst søger at nedsætte Betydningen af det Hele. Der er saa meget meer Anledning til at paatale dette, som man heri har et slaaende Beviis paa, hvor usselt Provindspressen paa mange Steder røgter (?) sit Hverv." "Vi mindes heller ikke lange at have seet de Pligter, som paahvile Pressen, tilsidesatte paa en saa øiensynlig Maade."

Efter "Morgenp." viste sig allerede ved Valget, "hvor ophidsede Gemytterne vare i Ringsted By og hvorlidet man der respecterer Orden og Ro, idet Valghandlingen ideligt afbrødes af den meest pøbelagtige Raaben, Skrigen og Piben, dog uden at Valgbestyrelsens Formand (en Præst ved Navn Qvistgaard fra Haraldsted) gjorte mindste Forsøg paa al standse dem."

Efter en Beretning fra Sorø i "Hb. E.", havde de af Voldsmændene Forfulgte maattet flygte fra en Coupee til en anden og Steenregnen vedvarede saa længe indtil Toget var ude af Steenvidde. En af Jernbanebetjentene skal ogsaa være bleven saaret af Steenkast. Efter s. Beretning havde den feige Flok allerede ved Valget paa Raadhuset i Ringsted brugt al Slags Skjældsord imod Rigsdagsmandene. 

I "Kbhp." meddeles endnu, at da Major Müllens Stillere, tre Landmænd, som havde fulgt den Valgte til Banegaarden, derfra vilde begive sig tilbage til Ringsted, hvor de havde deres Kjøretøi staaende, bleve de overfaldte af Ringsted Pøbelen og stærkt mishandlede, saa at de to af dem bragte betydelige Qvæstelser hjem med og den Tredie endnu næste Morgen savnedes. En Fjerde maatte tage Postbefordring og lade sig ledsage til sit Hjem af en Politiebetjent.

Den komiske 3die Candidat, Plovfabr. Nielsen, havde, efter "Morgp.", ved Valget fremstillet sig som en "Videnskabsmand", der havde leveret gode Plove, "ja det er ikke noget Skidt"! "men godt Kram!", tilføiede han, og ledsagede denne sin videnskabelige Anbefaling med Skjældsord imod dem, som vilde tvivle om, at han var Bondens "sande Ven".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. december 1858)

Udover "Fædrelandet" forsøgte "Dagbladet" også at gøre hele Ringsted ansvarlig for begivenhederne ved toget. "Sjællands-Posten" afviste at hele Ringsted kunne gøres ansvarlig for nogle personers udskejelser. Følgende indsendte var ifølge redaktionen skrevet af "en her i egnen vel anset og agtet mand":

... Dette er forresten ikke noget Nyt, det er en gammel Kjendsgjerning; men vi fik et fornyet Udiryk heraf ved Valget i Ringsted den 30te f. M. Som bekjendt mødte jo Hr. Procurator Alberti, ledet af sit ømme, bondevenlige Hjertes Indflydelser. Han og hans Parti havde lidt et moralsk Nederlag ved det første Valg. og det var vel nærmest Grunden til at Folkethinget kasserede det; nu skulde det seire, ligegyldigt ved hvilke Midler. Partiet seirede; thi da Hr. Alberti indtrængende anbefalede Hr. Major Müllen, og navnlig fordi den vigtige Lov var for om offentlige Stiftelsers Godsers Overgang til Selveiendom, da fremhævede han den uhyre Vigtighed, det maaskee i Morgen vilde have for hele Ringsted Klosters Gods at have en slig fuldtro Mand til Repræsentant. Det var som en Bombe, der blev udskudt, som en Mine, der blev sprængt. Knaldet af den bedøvede og forvirrede og en stor Deel Tvivlere og Frafaldne gik i Blinde over i Vennernes Leir. Men Hr. Alberti havde løiet og med Forsæt; thi han veed og vidste meget godt at Ringsted Kloster ikke er nogen offentlig Stiftelse, men en privat Eiendom, som tilhører Grosserer Bügels Arvinger. Hr. Plougfabrikant N. Nielsen, som havde et stort Parti for sig af Bondestanden, beskyldte han for, at han i 2 Aar havde udgive! et Blad og faaet Understøttelse af Godseierne dertil, samt svigtet Bondestandens Sag m. m. N.Nielsen gjorde sig reen for disse løgnagtige Insinuationer og erklærede for hele Forsamlingen, at Alberti var en Løgner og Æreskjænder. Det er raat at give Hug, raat at skjelde ud, men hvad skal man dog i Grunden gjøre ved Folk, der i den Grad have demoraliseret hverandre, at man frit offentlig kan bevise og erklære, at de fare med Løgn, gribe dem i den og sige dem det i Øinene uden at de rødme. Desuagtet gjør hele Sagen et uhyggeligt Indtryk, Selvtægt er ikke tilladt og det retfærdiggjør ikke Huggene at Alberti fik dem fordi han havde løiet.

G

(Sjællands-Posten (Ringsted) 7. december 1858, Uddrag).

Fotograf og skuespiller Jacobsen, Jul. (Julius Marcus) (1828-1912): Lauritz Michael von Müllen (1800-1878). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Lauritz Michael von Müllen (1800-1878), officer og politiker. Hans militære karriere startede 1814 ind på Landkadetakademiet. 1820 blev han løjtnant i fodfolket. Han var påvirket af frihedsideer og da han var aktiv i de frisindede foreninger og udtrykte ønsker om indgribende ændringer i vore militære forhold, blev han 1842 ved den store hærreduktion afskediget som kaptajn. Politisk var han ved demokrat. 1844-1845 skrev han 2 skrifter om værnepligt og væbningsvæsen i Danmark og 1848 Forsøg til et Exercerreglement for Infanteriet ved en Folkevæbning. Under Treårskrigen 1848-1850 indgik han igen i militær tjeneste og førte bl.a. kompagni under Fredericias belejring, og major. Herefter indledte han en politisk karriere, 1853-1872 til Folketinget i Ringstedkredsen og Rigsrådets Folketing 1864-66. 1855 medlem af bestyrelsen for Bondevennernes Selskab og 1865 næstformand i Østifternes Folkeforening. 1856-60 formand for Københavns første arbejderforening. I Folketinget spillede han ingen stor rolle, skønt han 1853-56 havde sæde i Finansudvalget og 1870-72 var medlem af Det forenede Venstres Bestyrelse.

Ringsted fik sin første station i 1847. Det var en ret stor bygning og blev først for lille og utidssvarende under 1. verdenskrig. Den blev nedrevet 1924 og erstattet af Ringsteds nuværende station.

Skarlagensfeber paa Falster. (Efterskrift til Politivennen)

Skarlagensfeber. (Loll.-Falft. Stiftstid.) Efterat en ondartet Skarlagensfeber i nogen Tid har hersket i Aastrup Sogn her paa Falster og bortrevet et ikke ubetydeligt Antal Børn, har denne Sygdom eller Epidemi nu ogsaa udbredt sig til Horbeløv Sogn, hvor alene een Familie har maattet friste den haarde Skjæbne, i nogle Uger at miste 6 Børn, medens Sygdommen endnu truer det 7de og sidste! Der ligger noget Gru Opvækkende i at see en saadan Børneflok næsten aldeles oprevet i saa kort en Tid; men hvad skal man sige, naar man derhos hører, deels at de døde Børn en Tidlang laa ikke alene i Stue, men endog i Seng sammen med de levende, deels at da Liigsynsmændene toge Syn over de 4 første Børn, der paa eengang laae Liig, forefandt de Huset, uagtet dette eies af en velhavende Parcellist, i en saa forsømt Tilstand af Uorden, Stank og - reent ud sagt - Svineri, at de, da de kort efter opfordredes til at syne de senere ved Døden afgaaede Børn, fandt sig foranledigede til at bede sig fritagne for denne Forretning, som da udførtes af Districtslægen. - Det hedder sig rigtignok, at der er føiet Anstalt til, at de, hvem denne Epidemi træffer, kunne faa Lægehjælp paa det Offentliges Regning; men da Intet derom er bekjendtgjort gjennem Avisen, uden hvilket det aldeles ikke kan komme til almeen Kundskab, saa mangler det ikke faa Dødsfald, foraarsagede ved Mangel paa Lægehælp. Der bliver end ikke sørget for, at Forældre, som have nogle Børn angrebne, holde dem. der endnu ere raske, fra Skolen, eller at de, hvor Dødsfald indtræffe, afholde sig fra at samle Slægt og Venner til Begravelsesgilde i det smittede Huus; der er nemlig Ingen, der troer sig berettiget eller forpligtet til at anordne Sligt. Da Sygdommen nu ogsaa har naaet til Karledy og Kirkeby Sogne, og upaatvivleligt vil gaae videre, tillader man sig herpaa at henvende de høiere Autoriteters Opmærksomhed, hvem det paaligger at sørge for den offentlige Sundhedspleje. 

x

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. december 1858)

- I Anledning af Ovenstaaende læses i samme Blad:

I Anledning af det i Stifts-Tidenden optagne Inserat om Skarlagensfeberen i Aastrup Sogn skal jeg ei undlade at meddele den ærede Indsender, at bemeldte Sygdom ifølge Districtslægens Indberetning af 21de September allerede den paafølgende Dag blev tagen under Behandling for offentlig Regning, samt at raske skolepligtige Børn fra de Gaarde og Huse, i hvilke Sygdommen herskede, skulde afholdes fra Skolerne saalænge denne fandt Sted, at alle Uvedkommende, fornemmelig Børn og yngre Personer, paabødes at afholde sig fra de Steder, i hvilke Sygdommen herskede, og at alle Begravelsesgilder i Henhold til Forordningen af 17de April 1782 aldeles forbødes, hvilket under 29de s. M. fra Stiftamtet communiceredes Birkedommeren til fornøden Efterretning og videre Foranstaltning. Da Districtslægen derefter under 20de October indberettede, at Epidemien havde udbredt sig til Horbeløv Sogn, bemyndigedes han til at tage de af denne Sygdom Angrebne i samtlige Landsogne i Falsters nordre Chirurgicat under Behandling paa offentlig Regning.

Nykjøbing, den 30te November 1858.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1858).

Skarlagensfeber kom som epidemier. Den værste var i 1858 og grasserede især på Sydsjælland og Lolland-Falster.

Aalborg Sygehus. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 20de November.

Ang. Indqvarterings udgifterne indeholder Finantsudvalgets Betænkning ibl. A. Følgende:

"I Aalborg begjæres for et Vagtlocale 300 Rd. Dette Beløb foreslaaes nedsat til 155 Rd., der er det Høieste, som andetsteds forlanges. I samme By begjæres til Brændsel og Lys i Vagten og Sygehuset 701 1/4 Rd. Da der intet andet Sled forlanges meer end 546 Rd., foreslaaes en Nedsættelse af 135 1/6 Rd. - Sammesteds er et Sygehuus beregnet til en Leie af 1300 Rd., imedens den høieste Leie, der andetsteds kræves for et Sygehuus, kun er 600 Rd., og det til en 43 Mand større Garnison, men rigtignok uden Rekrutter; ialmindelighed forlanges kun indtil 400 Rd. Aarsagen hertil er, at Aalborg, hvad der fra tidligere Forhandlinger vil være i Thingets Erindring, har ladet sig bevæge til at bygge et nyt Sygehuus for at tilfredsstille Krigsministeriets Fordringer i eller strax efter Krigsaarene. Af det dertil medgaaede Beløb de regner Byen sig nu en Rente. Der er imidlertid Rimelighed for, at den saaledes fremstaaede Sygestue indeholder Localer, som ikke ere fornødne for en Bataillons Fredsstyrke, og kun for en saadan kan Byen fordre Godtgiørelse af Kongerigets Kasse. Udv. skal benytte Lejligheden til at henlede Opmærksomheden paa, om ikke et Antal ugifte Underofficerer kunne indlogeres i den ubenyttede Deel af Sygehuset. - Som ovenfor er anført, har Regjeringen forsøgt at nedsaætte Leien af et Qvarter for en ugift Underofficeer i Aalborg fra 91 Rd. 24 sk. til 60 Rd. Udv. maatte imidlertid finde ogsaa denne Leie for høi, deels fordi den er lig Leien for Qvarteer til en gift Underofficeer, og deels fordi den høieste Priis, der andetsteds gives, kun er 40 Rd.; enkelte Steder haves det endog for 24 Rd. Del søgte derfor yderligere Oplysninger om Licitationsforretningen, af hvilke del fremgaaer, at Aarsagen til denne Forretnings uheldige Udfald i en væsentlig Grad maa søges i Savnet af behørige Bestemmelser om de forskjelllge Qvarterers Beskaffenhed, et Savn, som ingenlunde er afhjulpet derved, at man har fremlagt del ialtfald utilstrækkelige Qvarteerreglement for Fredericia Fæstning af 17de Marls 1852, og i Conditionerne har henviist til Lovene af 15de Novbr. 1816 og 26de Debr. 1856. Udfaldet blev ogsaa, at de Bydende paa disse - enkeltviis udbudte - Ovarterer vare 24 Underofficerer. - Regjeringen mener at kunne faae Prisen nedsat til 40 Rd., hvilket er den Sum, Udv. foreslaaer Thinget at bevilge. Udv. troer derhos, at det fortjente at undersøges, om der ikke uden betydelige Omkostninger kunde skaffes Qvarterer til disse Underofficerer paa Aalborg Slot".

Hertil maae vi dog bemærke, at Byen blev ikke "bevæget", men ligefrem truet af den dav. Krigsminister (Lüttichau) til at anskaffe det kostbare Sygehuus, naar den ikke vilde miste sin Garnison. Det Uheldige er dog ikke saa meget, at et Sygehuns af det Omfang blev anskaffet, men at det saa lidet benyttes. Naar undtages først i Rekruttiden (og under Exercits og Svømmeøvelserne !), staaer det som oftest kun lidet benyttet. Bygningen kunde derimod komme det Offentlige ganske anderledes tilgode og derved ogsaa bespare Militairudgiften, naar den tillige kunde benyttes til ikkemilitaire Syge; og hvorfor ikke det? hvorfor skal der en Uniform til at pleies, naar det i samme Locale, ved samme Læger og Pleie kan skee for Ilkeuniformerede? Der er kun den urimelige bureaukratiske Fraskillelse, hver forbeholder sig for sin Domaine. Nu kan der ofte staae et tomt eller tildeels ubenyttet, efter nyeste Regler indrettet, Sygehuus imedens der kunde mangle Sygeplads til virkelige Syge, især hvis Epidemier skulde komme, fordi Militaire og andre Syge, og hvis Sygdom dog ofte har et fælleds Udspring, ikke maae meleres sammen. Tør heri ingen Forandring skee, saa er det rigtignok rettest at lade det meget ledige Rum benytte til Bopæle for ugifte Underofficerer. At ogsaa disses Bopæle have holdt sig dyrere, ligger ligeledes i de overdrevne militaire Krav; convenerer Localet ikke, kasserer man, og det sees naturligst deraf, at det kun er Underofficerer, der møde til Licitationerne. Men Vanskeligheden i al finde Concurrence til Indgvartering antage vi rigtignok ogsaa fremkommen ved at Commnnalbestyrelsen har paataget sig at være Kaserneholder, hvad den maaskee for meget af militaire Ønsker har ladet sig tilskynde til, og at det derved gjøres vanskeligere for Private at indrette sig til Indqvarteringen i det Hele (hvilket vi ogsaa fra en anden Side betragte som communal-oekonomisk uheldigt, fordi den med Indqvartering og med Bespiisninger forbundne Industrie for mindre Huuseiere eller Værter derved har forringet sig). At indrette det ironisk saakaldte Slot til Underofficerer og Militairbrug i det Hele, kunde vel ellers maaskee nok fremkalde Besparelse, d. v. s. hvis det skeer ved Licitation over Udgifterne herved. Som vi erfare agter man alt at benytte ledige Slotslocaler til Munderingskamre, som hidtil have kostet temmelig betydeligt. Men det meest Oekonomiske for Stat og By var jo at faae hele dette Slot solgt, rettest til Communen, som vilde have megen Gavn af Pladsen og bedst kunne vederlægge Staten denne, medens Staten nu aarligt kun ufornødent sætter Penge til herved, og baade Stiftamtmanden, som hver anden Embedsmand, kan leie sig hensigtsmæssig Bopæl og Comptoir i Byen og denne heller ikke mangler meget bedre Localer, hvis Eiere eller Værter vilde satte Ære i at stille dem umiddelbart eller til Communens Raadighed, naar Hs. M. Kongen eller Medlemmer af det kongel. Huus glæde Byen med Besøg. Der er hverken heller nogensomhelst historisk eller architechtonisk eller Localbeskaffenhed, som giver Anledning til at bibeholde den vanzirende skumle Kasse under Navn af Slot.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. november 1858, 2. udgave).

Forløberen for sygehuset var Det første militær-infirmeri (1787-1850): ”Regimentets Sygehuus”, Skolegade med 15 sengepladser, fra 1804 i Søndergade. Oven på det gamle infirmeri bygger man i 1817 Aalborgs første civile sygehus der blev fælles for både Aalborg og Hjørring amt. I to bygninger havde man 30 sengepladser og en embedsbolig til økonomaen, der udover at tage vare på indkøb også fungerede som portør, rengøringsassistent og lægens hjælpende hånd. Og dengang var der kun en enkelt læge ansat – på provisionsløn: fuldt honorar for helbredelse, halvt honorar, hvis patienten ikke overlevede!

1850 – 1911: Aalborg Amts og Bys Sygehus. Byen vokser og behovet for sengepladser følger med. Selvom Hjørring Amt trækker sig fra det mellemamtslige sygehussamarbejde i 1850, udvider sygehuset fra 30 til 50 senge. I samme periode får Aalborg Amts og Bys Sygehus en konkurrent, da Fattighuset i Skolegade indretter 30 sengepladser. Her kan både fattiglemmerne og byens dårligst stillede borgere blive behandlet – stadig mod betaling. Prisen for at blive indlagt og behandlet på Fattighuset er dog kun cirka det halve af, hvad det koster på Aalborg Amts og Bys Sygehus, og det får gradvist patienterne til at forsvinde. Fattighuset er fuldt belagt, mens byens sygehus kun bruger halvdelen af deres senge. Samtidig mener kritiske røster, at Aalborg Amts og Bys Sygehus er direkte sundhedsskadeligt og bør rives ned. Men først i 1881 flytter sygehuset ud i helt nye og moderne bygninger i Urbansgade. De moderne faciliteter tiltrækker atter patienterne, der gerne vil betale ekstra for en bedre behandling.

Lærer Monrad vs. Gaardmand Andersen. (Efterskrift til Politivennen)

- Det er forfærdeligt, hvad Paastaaelighed for en Smaatings Skyld kan koste, ikke blot Private, men hvor det gaaer ud over den gamle Kameel: det stakkels Offentlige. I en Landsby her i Amtet havde Skolel. E. C. Monrad af Gaardmand Jens Andersen forlangt Naturalydelser, best. af 18 Pd. Brød, 4 Pd. Ost og 1½ Sn. Æg, ansatte til en Værdi af 1 Rd. 29 sk. aarligt, som han paastod der tilkom ham, og da han ikke fik dem, herfor den 21de Decbr. 1853 lod foretage Udpantning. Ved Rinds-Gislum Herredsret blev imidlertid Paastanden den 12te April 1855 (altsaa 1 ½ Aar efter) erkjendt ugyldig idet Udpantningsforretningen hævedes, imedens der formodentlig ikke har været nedlagt Paastand om Skadeserstatning for den foretagne Indtrængen med en ubeføiet Retshandling i anden Mands Huus og Hjem, og house and castle ogsaa hos os ved Lovgivningen ere for lidet beskyttede mod al den Art Fremgang. Skolelæreren eller anden Vedk. var dog ikke tilfreds med denne Tilbageviisning ved Underretten, og den blive Folk jo heller aldrig tilfredse med, saalænge en Underretsdom kun er Enkeltmands Skjøn, imedens Kjøbenhavnerne alene have del Privilegium, strax at erholde Dom afsagt af Flere, og saalænge den af Grundloven tilsagte Nævningeret ikke indføres. Her har Appellen dog maaskee været fremhjulpen ved Letheden for en Embedsmand i at faae fri Proces paa det "Offentliges" Bekostning. Hr. Monrad gik saa til Overretten og her gik det ham, Aaret efter, ligesaa. Der var nu kun Høiesteret tilbage, for sidste jordiske Afgjørelse af Naturalp anstanden, og den glemtes heller ikke. Her blev da Udfaldet ganske det samme og, imedens selve Processens Omkostninger for alle Retter ophævedes, altsaa ialtfald den frikjendte Gaardmand heraf maa bære sit Læs, idømtes Monrad til Justitskassen at betale 5 Rd., og tilkjendtes i Salairer: Procur. Cancellir. Holm i Hobro ved Underretten 25 Rd., Procurator Morville ved Overretten 25 Rd. og Advocat Liebe ved Høiesteret 60 Rd., som alt udredes af det Offentlige! Det er Suiter af en Paastand paa 1 Rd. 29 sk. og 5 Aar har det været, at faae det store Spørgsmaal afgjort.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 11. november 1858)

Aalborg, den 13de November.

Vi ere fra Hobro gjorte opmærksom paa en Feil i Referatet i Tirsdagsavisen af Dommene i Sagen imellem Skolel. Monrad og Gaardmand Jens Andersen (egentlig Poulsen), idet Skolelæreren vandt Sagen ved Høiesteret. Fejltagelsen heri hidrører fra den, som den ogsaa i Meddelelsen fra Hobro betegnes, "unægtelig besynderlige Terminologi, Retten har betjent sig af (idet M. som Appellant for Høiesteret betragtes som Citant og J. A. som den Indstævnte), og saaledes var det ogsaa i Sagen om Kagerug til Præsten i samme Sogn Vesterbølle, som for omtrent 1 Aar siden blev paakjendt og vunden for Præsten, efter at være tabt for Under- og Overretten." Det er imidlertid ligefuldt gaaet her (og Kagelysten er vel i samme Sogn dryppet fra Præst til Degn), som fornemmelig fremhævet i den vedk. Sag, at det Offentlige har maattet bære Byrderne for Embedspaastaaelighed i en ringe Ydelse og deraf opstaaet Kjævl om et Mellemværende, som ialtfald burde være privat.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 11. november 1858)

"Flrp." skyldte, uden stor Ophævelse, at have samme Tillid til og følge vort eget Blads Berigtigelse i Løverdags (som den jo havde i Mandags) ang. Forvexlingen af Høiestereisdommen, hidrørende fra den forvildende Betegnelse i Høiesteretsreferatet -, som ved vort oprindelige Referat af Dommen i Sagen om den lille Naturalydelse til Skolelæreren ved Hobro. Vi bemærke dette forøvrigt kun for at modsige det nævnte Blads Tilføining om, at det skulde være nødvendigt at besvare det Offentlige med Processer til Høiesteret, som om Præstens Kagerug saa om Skolelærerens Smaaredsel, eller at Bønderne skulde "i den senere Tid være kun altfor tilbøielige til at vægre sig for at yde hvad der tilkommer Skolelæreren". Det kan være i enkelte Tilfælde, men de høre vist til de sjeldne og baade for Skolelærerens Stilling og Bedste i det Hele som i Forholdet til Menighederne er det vist ogsaa rettest, at være mindre paastaaelig om Smaating, og endnu rettere, om ingen præstelig Kagerugsbegjær fører Degnen ind paa lignende Capitler. Baade Præster og Degne kunne gjerne i saadanne Tilfælde have eller faae "høieste" Ret og dog gjøre mindre Ret (imod dem selv med) i at paatale og indkræve den. Ved Høiesteret vindes desuden ikke i slige Tilfælde noget bestemt "Præjudicat", fordi det ene af den Slags Tilfælde ikke ligner det andet. Processer for at skaffe sig saadanne "Præjudicater" blive derfor let til en Kjephest enten for den enkelte Paagjældende eller for Provster osv., hvorved de rette Vedkommende privat intet vinde og det Offentlige altid taber en Slump, uden tilstrækkeligt Motiv i Sagens Beskaffenhed, paabyrdede Retssalairer, saa at Advokaterne ere de eneste, som egentlig have Nytten bagefter af den Slags Præjudicats-Processer op til Høiesteret. En anden Sag var, naar man havde en Eedsvorneret til hurtigt og paa eengang at afgjøre alle - slige mindre Tvistspørgsmaal. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. november 1858)