Slagsmaal paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Et gyseligt Slagsmaal imellem Civile og tydske Soldater fandt i Søndags Aftes Sted paa en Dandsebod paa Kjøbenhavns Nørrebro. Anledningen dertil paastaaes at være given af Soldaterne. Midt under Slagsmalet stormede endeel af de Civile udenfor, hvor de ved Døren, bevæbnede med afbrudte Bord- og Stolebeen samt med Knipler og Knive, modtoge Soldaterne, som roligt En efter Anden kom ud af Huset og ikke her satte sig til Modværge, med saadanne Dommedagsslag, at man maa undres over, at ikke flere af dem bleve liggende paa Pladsen i deres strømmeviis flydende Blod; dog blev en Undercorporal af 16de Bataillon forslaaet i den Grad, at han saa godt som livløs maatte bringes til en lige overfor boende Barbeer for at forbindes, men man antog, at han efter denne Behandling vilde udaande sit Liv. Under Slagsmaalet stillede en Sømand, paa hvem de øvrige Civile ogsaa syntes at være opbragte, sig med Rygstod imod Huset og med en dragen Kniv, som han svingede med et saadant Raseri, at Ingen vovede at nærme sig ham. Endelig ankom en Capitain, der befalede Soldaterne at forføie sig bort. Streng Undersøgelse af det Passerede vil upaatvivleligt blive indledet. (Tid.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. september 1859)

Affæren beskrives kun i få provinsaviser. Hvad der menes med "tydske soldater" er usikkert. Der var på daværende tidspunkt ikke tyske soldater i København. Derimod soldater fra Slesvig og Holsten.

Afhjælpning af Vandmangel. (Efterskrift til Politivennen)

Afhjælpning af Vandmangel.

Den Fare, hvormed den bestandig tiltagende Vandmangel under de seneste Aare Tørke truer mangfoldige Landboere og Industridrivende i Kjøbstæderne, i Forbindelse med de mindre heldige Resultater, som mangelfuld Indsigt i Brøndgravning paa mange Steder har fremkaldt, foranlediger mig til al tilbyde min Tjeneste i denne Retning. En mangeaarig Erfaring, som er erhvervet deels ved min Stilling her hjemme, deels ved den Ledighed, jeg har havt til at giøre mig bekjendt med stem Brøndarbeider i Udlandet, og de heldige Resultater, jeg har opnaaet ved Brøndanlæg hos flere af vore større Industridrivende i Hovedstaden, haaber jeg, ville være en tilstrækkelig Anbefaling for mig hos dem, der ville benytte min Tjeneste. Naar jeg tilbyder at skaffe Enhver, der vil henvende sig til mig, godt og rigeligt Vand til en forholdsviis priisbillig Betaling, har jeg ikke lovet Mere, end jeg seer mig istand til at holde. Min Adresse er Knabrostræde Nr. 88. 

Jens Sørensen.
Vandmester.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. august 1859)

Brygger Jacobsen havde i 1846 ved jernbanens anlæggelse gennem Valby Bakke observeret at en kilde vældede frem. Han havde derfor engageret vandmester Jens Sørensen til at vurdere vandets kvalitet og mængde. Sørensen vurderede begge positivt, og Jacobsen besluttede herefter at anlægge sit bryggeri efter at bevillingen var givet den 25. november 1846.

Jens Sørensen var gennem årtier en af de førende vandmestre. Han var gået på pension i 1876.

Afhjælpning af Vandmangel. Under denne Overskrift har Hr. Vandmester Sørensen indrykket en Annonce i dette Blads Morgenavis Nr. 200, hvori han tilbyder sin Tjeneste ved Anlæg af Brønde. Vi troe at burde henlede saavel Landboernes som de større kjøbenhavnske Vandforbrugeres Opmærksomhed paa dette Tilbud.

Som bekjendt har de sidste Aars Tørke mange Steder paa Landet fremkaldt en faretruende Vandmangel og viist Nødvendigheden af at sikkre sig Vandbeholdere, der kunne afgive et tilstrækkeligt Værn med en saadan Fare. Hver Landsby har jo rigtignok i Almindelighed en Art fælles Vandbeholder i Skikkelse af et Gadekjær, men hvad disse Kjær ere blevne til i det sidste Par Somre, behøve vi desværre ikke at underrette dem om, der daglig have maattet kiøre hele og halve Miil efter Vand til deres Kreaturer. Den eneste Sikkerhed mod en slig Ulempe eller rettere Ulykke er Anlægget af Brønde, det vil sige ikke saadanne smaa, ialmindelighed skjødesløst anlagte Brønde, som findes i næsten hver Gaard paa Landet, og om under Temperaturforhold som de ovenfor berørte ikke indeholde mere Vand tilbage end Kjærene, men store, dybe, med behørig Ivrigt anlagte Brønde, der under alle Forhold ville kunne afgive en tilstrækkelig Mængde sundt Drikkevand for Mennesker og Kreaturer. Den enkelte Gaardeier vil vel i Reglen krympe sig ved den Udgift, som Anlæget af en saadan Brønd udkræver, men vor Mening er heller ikke, at slige Brønde skulde være nødvendige vedhbver Gaard; det vilde tveriimod være tilskrækkeligt, naar enhver Landsby anskaffede sig en saadan fælles Vandbeholder, der, brugt paa en fornuftig Maade, til enhver Tid vilde kunne sikkre samtlige Landsbyens Beboere mod en Vandmangels Eventualiteter; og for de fleste Landsbyer her i Landet vil en saadan Udgift under de nuværende Forhold kunne overkommes.

Men ogsaa for Hovedstadens større Vandforbrugere er Anlægget af gode Brønde en Gjevuand, der fortjener Opmærksomhed, da de derved ville opnaae at faae baade billigere og bedre, d. v. s. koldere Vand, til deres Bedrift. Den, der daglig skal forsynes fra det nye Vandværk med f. Ex. 600 Tdr. Vand, vil nemlig derved paadrage sig i Vandskat en aarlig Udgift af over 700 Rd., medens en Brønd, der giver den samme Vandmængde og derover, næppe vil koste 1000 Rd. een Gang for alle. Dertil kommer, at medens Vandet fra de nye Vandværker i varme Dage har en Temperatur af 17 a 18 Grader, naaer Brøndvandets Varme ikke over 6½ R., hvilket er af Iler Betydning for dem, der ved deres Bedrift skulle anvende det til Condensering og Afkøling. Flere af vore større Industridrivende have ogsaa forsynet sig med saadanne Brønde, f. Ex. DHrr. A. Brøndum, Brændeviinsbrænder Holm, Capitain, Brygger Jacobsen m. Fl., og af disse Brønde leverer ingen under 1000 Tdr. reent Vand i Døgnet, flere endog indtil 5 a 6000 Tdr., f. Ex. hos Hr. Brøndum.

Disse Brønde ere anlagte af Hr. Vandmester Sørensen og afgive tilstrækkeligt Vidnesbyrd om den Indsigt eg Duelighed, han under en trediveaarig Virksomhed i Landvæsnets Tjeneste og paa sine Reiser for offentlig Regning i Udlandet har erhvervet sig. Man har dobbelt Grund til at henlede Opmærksomheden paa en dygtig Mand af Faget, naar man hvert Øieblik hører, hvorledes mangelfuld Indsigt deri ikke blot har paabyrdet Folk overdrevne og mangengang tildeels spildte Udgifter, men - hvad værre er - har kostet ikke faa Mennesker Liv og Lemmer; vi kunne i saa Henseende henvise til, hvad der jevnligt er meddeelt heri Bladet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. august 1859).

Knipleindustrien. (Efterskrift til Politivennen)

Om Knipleindustrien skrives i "B. T."- For huusmands- og Indersteklassen er Knipleriet Vesteregnens fornemste, man kunde næsten sige eneste faste kvindelige Syssel. Dette gjælder især Strøget fra Høier til Ribe med Tønder og Lygumkloster til Østgrændse og saaledes, at dette Arbeide drives mest udlandet, jo længere man kommer mod Sydkanten af dette Strøg. Emmelev Sogn havde ved Folketællingen i 1855 319 Kniplersker, der ernærede sig ved haandværket, foruden endeel Pigebørn som Lærlinge, saa at man godt kan anslaae det kniplende Kvindekjøns Antal her til 350 eller til 23 pCt. af Befolkningen eller 43 pCt. af Stedets kvindelige Personale. Efterat have bemærket, at dette kunstige Arbejde, der drives som haandværk og Næringsvei, altsaa ikke blot til nyttig at udfylde arbeiesløse Tmer, med fuld Føie kan gjøre Krav paa Navnet Industri og saaledes rangerer med de Fabrikata, der paaskjønnes og stundom lønnes som Huusflidsgjenstande, skulle vi bede Læseren et Øieblik at gjøre os Følgeskab ind i en Kniplestue. Det er Sommer. Ved Indtrædelsen slaaer os en Lyd imøde, som fra en Mængde Smaahamre i et Fabrikværksted. Den hidrører fra Kniplingestokkene, som falde hid og did paa et Stykke Læder eller Pergament for at slynge den vedfæstede Traad til Væv. Ved første Øiekast synes denne Omslyngning at foregaae uden Maal og Med; men give vi lidt nøiere Agt, sees snart, at Vævet derved er kommet tilveie, hvorpaa det fæstnes ved Naale, der nedsættes i det nedenunder lignende "Prikkebrev", i hvilket Mønsteret er afsat ved mange Huller, der kræve hver sin Naal. Stokkenes Antal varierer efter Mønsterets Brede og Fiinhed fra 20 til 300. Disse tages partiviis i Brug saaledes, at naar en Sidestrimmel eller Midten er skreden noget fremad, sættes de herhenhørende Stokke i Ro paa Siden af Kniplingsskrinet, ved en Messingstang, kaldet "Stils", hvorpaa et andet Parti tages frem fra en anden Side. Og alt imellem ere Fingrene i uafladelig Bevægelse med de forskjelligartede Omslyngninger og med Naalesætningen, saa at en "Takke" eller en Part af samme ligger færdigkniplet, førend man veed af det. Her i Stuen sees nu 8 Kniplersker, hver med sit "Skriin" paa Skjødet og i travl Virksomhed; det er derfor forklarligt nok, at man maa tale temmelig højt for at blive hørt. De to 7-9 Aars Piger med den ældre Kone imellem sig skulle lære af hende, derfor gaaer deres Arbeide endnu meget langsomt; de næste To behøve kun i vanskelige Tilfælde nogen Hjælp og de øvrige ere selvstændige Kniplersker, der ere komne herhen for Selskabs Skyld. Sommeren igjennem sidde de fra om Morgenen Kl. 6 til om Aftenen Kl. 9 eller blot med en kort Fritid i Middagsstunden. I særdeles smukt Veir sætte de sig ud at kniple ved huusmuren. Om Vinteren begyndes Arbejdet ved Daggry og fortsættes til Kl. 10-11 om Aftenen. Vore 8 Kniplersker sidde iaften, som stedse, i tvende Afdelinger, hver Fire have en Lampe staaende paa en "Stander" og sidde tæt omkring den. I denne Stander staaer et Brændglas for hver Kniklerske, eller hun har en Lysflaske hængende i en Snør under Loftet. Igjennem disse optiske Redskaber kastes Lyset forstærket paa Prikkebrevet, hvorved Arbeidet gaaer sikkrere frahaanden. Ved Lys kniples fra Midten af September til noget ind i Marts. Vintersemesteret sluttes gjerne med et "Standerhøtte", et Gilde paa Kaffe med Tiæbehør for Knipleselskabet og Aftengjæsterne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. august 1859)

Knipleskole fra Nr. Sejerslev, marsklandet i Vestslesvig. Huset havde også et landbrug, men hovednæringen var undervisning i knipling. 8-10 piger arbejdede i stuen hos Lene Jørgensen. I 1885 lukkede hun skolen og gik på aftægt. Den vandfyldte glaskugle fungerede som en art prisme for at forstærke arbejdslyset. (Kilde: Frilandsmuseets vejledning (2007). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Grundstenen i Altona Hospital opgravet. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Holsten, 25. august Det holstenske ministerium har givet ordre til at de mindetegn der blev anbragt i en kapsel i jorden, da grundstenen til et nyt hospital i Altona blev nedlagt, skal graves ud igen for at fjerne de "uægte" "stykker af prøverne fra perioden 1848 og adskilles fra de andre. Sådan beretter den københavnske korrespondent for en hjemlig avis køligt og tørt, hvis rapporter angiveligt kommer fra en officiel kilde. Som en orientering til jeres læsere vil jeg bemærke at da grundstenen til det nye Altona-hospital blev lagt for omkring fem uger siden, var der indbygget alskens mindesmærker fra nutid og nær fortid i grundstenen, nemlig bortset fra bl.a. enkelte officielle dokumenter vedrørende selve begivenheden og adskillige kopier af nogle politiske ark fra Hamburg og Altona, også nogle mønter, herunder nogle småmønter fra opstanden fra 1848 til 1850. Det vækker naturligvis den danske skandalepresses suveræne vrede, og de truer de lokale kongelige og kommunale myndigheder med at komme i unåde. Det ville være interessant at vide om denne eller anden indflydelse fik ministeren for Holsten og Lauenborg der ellers handlede så taktfuldt og menneskeligt, til at give den ovennævnte ordre. Da grundstenen blev lagt under myndighed og i overværelse af kongelig overpræsident, konferensråd Heinzelmann, og den første borgmester, etatsråd v. Thaden, fandt sted, tiltaler ovennævnte kendelse naturligvis også denne myndighed. At udrydde de "illegitime" slesvig-holstenske mønter vil næppe være nok til at slette minderne fra den slesvig-holstenske periode fra befolkningens sind og hjerter. (Fr. Postz.)

Aus Holstein, 25 Aug. Das holsteinische Ministerium hat den Befehl ertheilt dass diejenigen Gedächtnisszeichen welche bei der Grundsteinlegung eines neuen Spitals in Altona in einer Capsel in den Boden niedergelegt worden sind, wieder herausgegraben werden sollen, um die "illegitimen" Stücke der Proben aus der Periode von 1848 von den ubrigen auszuscheiden. So meldet kühl und trocken der Kopenhagener Correspondent eines inländischen Blattes, dessen Mittheilungen angeblich aus officiöser Quelle fliessen. Zur Orientirung für Ihre Leser bemerke ich dass bei der vor etwa fünf Wochen erfolgten Grundsteinlegung des neuen Altonaer Krankenhauses allerlei Denkzeichen der Gegenwart und der jüngsten Vergangenheit in den Grundstein eingemauert wurden, nämlich ausser einigen amtlichen auf das Ereigniss selbst bezüglichen Actenstücken und mehreren Exemplaren einiger Hamburger und Altonaer polititischen Blätter, auch einige Münzstücke, darunter einige kleine Münzen aus der Zeit der Erhebung von 1848 bis 1850. Das erregt natürlich den souveränen Zorn der dänischen Skandalpresse, welche die hiesigen königlichen und städtlichen Behörden mit ihrer Ungnade bedroht. Es wäre interessant zu erfahren ob dieser, oder welcher andere, Einfluss den sonst so taktvoll und human handelnden Minister für Holstein und Lauenburg zu dem obenerwähnten Befehl bestimmt hat. Da die Grundsteinlegung unter den Autorität und im Beiseyn des k. Oberpräsidenten, Conferentzrath Heinzelmann, und des ersten Bürgermeisters, Etatsrath v. Thaden, stattgefunden hat, so klagt der obige Befehl diese Behörde natürlich ebenfalls an. Die Erinnerungen an die schleswig-holsteinische Zeit aus den Köpfen und aus den Herzen der Bevölkerung zu verwischen, dazu wird die Ausmerzung der "illegitimen" schleswig-holsteinischen Münzen schwerlich ausreichen. (Fr. Postz.)

(Allgemeine Zeitung. 29. august 1859)

Løjtnant Carl Warnberg (1822-1875): Altona von der Elbseite. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Uskyldige Demonstratiner". (Fra det nordøstlige Holsteen). Hamborgerbladet "Reform" for den 5te Septbr. ledsager en Artikel af "Dagbladet", som ankede over, at en blaa-rød-hvid Fane førtes gjennem Altonas Gader, uden at Embedsmændene skred ind, med den ironiske Bemærkning : "Entsetzlich! Und das Reich Dänemark besteht noch!" - Det hamborgske Blad giver sig altsaa uskyldig Mine af ikke at vide, hvad saadanne Demonstrationer skulle betyde, og hvortil de med Tiden under Forhold, der begunstige den Tendents, som de skulle give Udtryk, kunne foøe. Ja, Riget Danmark bestaaer vel endnu, men det er sandelig ikke "Reform", som det har at takke herfor. For 1848 blev der ligeledes, uden at Autoriteterne skred ind ved "Liedertafel-" Fester og deslige baaret blaa-rød-hvide Faner gjennem de holsteenske og slesvigske Byers Gader - og Riget Danmark bestod dog. Men efter 1848 blev de samme Faner baarne foran slesvigholsteenske Batailloner, Eskadroner og Batterier, som i Forening med Preussere. Hanseater og Tropper fra alle andre tydske Stater drog i Kamp imod Danmark. Vel staaer Riget Danmark desuagtet endnu, men det viste sig dog dengang, hvilken "dyb Betydning" der laae i den "barnagtige Leg". Bladet "Reform" har for 1848 og under Krigen uafladelig og efter bedste Evne paa enhver Maade ophidset Hertugdømmernes Befolkning imod Danmark og imod dets retmæssige Landsherre, ja end ikke betænkt sig paa i Ord og i Billeder paa den laveste og gemeneste Maade at forhaane Kongens høie Person, skjøndt end ikke de insurrektionelle Autoriteter havde vovet at afsætte den Monark, som de erklærede for "ufri" og Riget Danmark staaer dog endnu! Bladet Reform" stempler enhver Anke over illoyale Demonstrationer, som f. Ex. over den i kgl. Embedsmænds Overværelse stedfundne Nedlæggelse af Minder fra Revolutionstiden i Grundstenen af det nye Hospital i Altona som "dansk Fanatisme", thi Riget Danmark bestaaer jo desuagtet. Men den dybe Betydning af den barnagtige Leg er den - og det veed "Reform" saa godt som Nogen - at man bestandig dybere vil indpræge i Befolkningens Masse den Forestilling, at Begivenhederne i 1848 og Kampen imod Danmark ikke vare nogen Revolution, men en berettiget, hæderlig Modstand imod danske Anmasselser og Voldshandlinger. "Reform" veed meget vel, at naar de blaa-rød-hvide Faner dukke frem paany, naar der atter synges "Schleswig-Holstein meerumschlungen", og naar der foretages lignende slesvigholsteenske Demonstrationer, saa er det i den Hensigt at styrke Befolkningen i dens passive Modstand og forberede den til en eventuel aktiv. Og dersom - hvad Gud forbyde! - disse Demonstrationer ligesom de fra for 1848 mulig skulde føre til en ny Borgerkrig, til en ny Blodsudgydelse, til en ny Hjemsøgelse af fremmede Tropper i vort Land, og dersom "Reform", der nu gjør Propaganda for Preussens Hegemoni i Tydskland da paany skulde puste til Ilden ved i Ord og Billeder at Hanne vor Monark - nu vel, saa vil vel Riget Danmark desuagtet vedblive at bestaae men de, som nu af "Reform"s og andre ligesaa jesuitisk Loyales Sirenesang lod sig afholde fra i Spiren al kvæle en Agitation, der efter Erfaringens Vidnesbyrd voxer som en Lavine, ville da bære Ansvaret for den mulig paany frembrydende Ulykke og for en mulig opstaaende ny Fare for Statens Existents.

(Dagbladet 13. september 1859)

Altonas første sygehus åbnede 1760 som 5 sygestuer i Altona tugthus. 1784 åbnede et sygehus med 60 senge og i 1803 åbnede en afdeling for sindssyge. I 1840 var sygehuset vokset til 100 senge, men var da for lille. I 1854 blev vedtaget et nyt byggeri på initiativ af magistraten og ministeriet. Det åbnede 1. september 1861 med 180 senge. Under Preussen udvidedes kapaciteten med en operationsstue og i 1900 500 senge. Det blev op igennem 1900-tallet moderniseret og udvidet adskillige gange. Under 2. verdenskrig blev hospitalet svært beskadiget i 1943. Grundstenen til et nyt hospitalet blev lagt 1961. Resterne af hospitalet blev bevaret fra nedrivning og bruges til skole og beboelse.

"Den Tapre Landsoldat". (Efterskrift til Politivennen)

Om de bekjendte Rensborgerskandaler meddeler en Korrespondance fra Aitona til "Reform" Følgende: Ved Festmaatider, der samlede Deeltagerne i det sidste Rendsborger Dyrskue, og hvorved Amtmand Cossel var tilstede, blev Marseillaisen først spillet. Da denne var forbi, forlangte mange Medlemmer af Selskabet stormende "Sleswig-Holstein", hvorpaa Christrup, Direkteuren for 9de Bataillons Militairmusik, der var engageret for denne Lejlighed, ganske simpelt svarede, at denne Melodi turde han ikke lade spille, da den var forbuden. Derpaa erklærede Selskabet trods Hr. Cossels Modstræbende, at Musiken kunde gaa, naar den ikke vilde spille "Schleswig-Holstein"; den skulde naturligviis faa Betaling for hele Aftenen. Herover følte Musikanterne sig fornærmede og beklagede sig hos Kommandanten, Oberst Baggesen. Etter hvad vi høre, blev der anordnet en Undersøgelse af Sagen, der endnu ikke er endt. - Angaaende Forbudet mod Udførelsen af "den tapre Landsoldat" meddeler samme Kilde: Rendsborgerne havde med Misfornøjelse lagt Mærke til, at den danske Militairmusik bestandig spillede denne Marsch; den blev ogsaa udført, da Musiken til Frokost spillede foran Oberst Baggesens Dør, saaledes som dette i Rendsborg er brugeligt hos Kommandanten. Hr. Oberst Baggesen, en sindig, særdeles human Mand, udtalte der Ønske, at man ikke mere vilde spille er S lykke, der krænkede Rendsborgernes Nationalfølelse og aldeles uden Nødvendighed forstemte Borgerne. De Herrer Officerer ved 9de Bataillon fandt desværre ikke for godt at imødekomme dette saa billige Ønske, men bestaltede at Musiken skulde blive ved at spille "den Tapre". Da henvendte Oberst Baggesen sig til Ministerier, og strax fulgte pr. Telegraf den Befaling til de militaire Autoriteter, at "den tapre Landsoldat" ikke mere maatte spilles i Rendsborg.

(Ribe Stifts-Tidende 6. august 1859).

Kommandanten i Rendsborg, Frederik Ludvig August Haller Baggesen (1795-1865) havde på daværende tidspunkt fået inddraget sin post (juni 1858) og var sat på vartpenge. Han havde en lang militærkarriere bag sig fra 1810. Efter Napoleonskrigene var han ved Holstenske jægerkorps i Kiel og uddannet ved universitetet. Sideløbende med sin militære karriere uddannede han sig også videnskabeligt. I 1842 blev han major. Under Krigen 1848-1851 var han stabschef ved generalkommandoen over Nørrejylland og beskæftigede sig indtil 1850 med administrativt arbejde. 1850 fik han kommandoen over 2. infanteribrigade og deltog med den i Istedslaget. Efter krigen blev han stabschef ved generalkommandoen på Sjælland, 1854 chef for generalstaben. Pga sin modstand mod nyordningen af generalstaben der var planlagt af A. F. Tscherning og C. J. Flensborg, blev hans post inddraget juni 1858 og helt afskediget 1860. Han skrev herefter flere bøger. 

Fra Rendsborg, skrives den 1. August, i "Fdl." - - For omtrent li Dage siden var et Compagni Infanteri af Rensborgs Garnison ude paa Øvelser Syd for Byen. Paa Hjemmarschen sang Soldaterne og bl. A. ogsaa "Den tapre Landsoldat". Da denne Sang begyndte, var Compagniet kommet i Nærheden af Artilleriers Øvelsesplads, hvor der netop holdtes Hvil. Artilleristerne havde derfor spredt sig til deres Telte. Idet Compagniet passerede et af disse, lod "Schleswigholstein meerumschlungen", af fuld Hals istemt af Artilleristerne, det imøde. Premierlieutenant Nielsen, som førte Compagniet, meldte dette paa Stedet til Lieutenant Riise, der var ude med Artilleristerne. Meldingen blev af denne som Skoleofficer strax bragt til Skoleforstanderen, Capt. Schjønning, der modtog den med omtrent følgende Ord: "Ja, det er jo saa naturligt; de Andre sang jo "Den tapre Landsoldat"." Dermed faldt Sagen hen. Meldingen skal ikke være bleven bragt videre. Ingen Undersøgelse er indledet, endskjøndt denne Begivenhed i 14 Dage har været Byens Conversationsthema, og Regimentschefen kan altsaa - vel officielt - men umulig i Virkeligheden være uvidende om samme. De Folk, som sang "Schleswigholstein", vare nogle i Anledning af Mobiliseringen indkaldte Artillerister, der nu igjen ere blevne permitterede og i deres Hjem kunne rose sig af at have sunget Oprørssangen lige for Næsen af deres danske Officerer.

(Ribe Stifts-Tidende 8. august 1859).

Sagen havde vakt opstandelse i næsten hele den samlede danske presse, med de københavnske aviser Dagbladet og Fædrelandet i spidsen. Baggesens optræden blev i Fædrelandet betegnet som "halvt oprørsk" og "en skamplet på hele den danske regering." 

København den 8. august. (Nat. Ztg.) Vores ejderdanske blade med "Dagbladet" og "Fædrelandet" i spidsen er stadig rasende over, at det var forbudt at spille "den tapre landsoldat" i Rendsburg. Siden da har vi i øvrigt erfaret, at dette forbud blev udstedt af fæstningskommandanten, generalmajor von Baggesen, udstedt af egen myndighed, er han ligesom general de Meza på grund af sin nylige tale ved Istedfesten i Flensborg mål for de daglige gentagne angreb fra de nationale ildsjæle, der ved selv det mindste spor af forsoning, straks råber højt og fuldstændig uden hensyn til de store tjenester som de der arbejder i forsoningens ånd, engang ydede den nationale sag. Naturligvis bliver krigsministeren, oberst Lundbye, også hårdt angrebet, for selv om han som det er forsikret, ikke havde del i det indledningsvis nævnte forbud, er man stadig yderst forarget over at han ikke har irettesat generalmajor von Baggesen. Kongen er stadig fast besluttet på at deltage i troppekoncentrationen nær Flensborg i næste måned og vil på det tidspunkt indrette sin residens på Glücksburg Slot.

Kopenhagen, den 8. August. (Nat. Ztg.) Unser Eiderdänischen Blätteer "Dagbladet" und "Fädrelandet an ihrer Spitze, sind noch immer vor Wuth ausser sich, dass in Rendsburg verboten wurde den "tappern Landsoldat" zu spielen. Seitdem man ubrigens erfahren, dass dieses verbot vom Festungscommandanten, Generalmajor v. Baggesen, aus eigener Machtvollkommenheit erlassen worden, ist dieser eben so wie General de Meza wegen seiner neulichen Rede bei'm Idstedfeste im Flensburg die Zielscheibe der sich täglich wiederholenden Angriffe von Seiten jener nationalen Eifer, die, wenn jemand auch nur die leiseste Spur von Versöhnlichkeit documentirt, sogleich Zeter schreien und der auch noch so grossen Verdienste, welche sich die im Sinne der Versöhnung Wirkenden einst um die nationale Sache erwarden, völlig uneingedenk sind. Natürlich wird bei solchen Gelegenheiten auch gegen den Kriegsminister, Oberst Lundbye, tüchtig losgezogen, denn, wenn er auch, wie versichert wird, an dem Eingangs erwähnten Verbote keinen Antheil gehabt hat, so nimmt man es ihm doch gewaltig übel, dass er dem Generalmajor v. Baggesen nicht tüchtig den Kopf zurecht setzt. Der König ist dem Verbehmen noch entschlossen im nächsten Monat den Truppenconcentrirungen bei Flensburg beizuwohnen und wird zu dieser Zeit seine Residenz auf dem Glücksburger Schlosse aufschlagen.

(Magdeburgische Zeitung: Anhalter Anzeiger. 12. august 1859)

Ved en privatfest i oktober for private og militære embedsmænd i Rendsborg ved Frederik 7.'s fødselsdag udbragte Baggesen en skål for kongen, og musikken spillede herefter "Den tapre landsoldat".

H.W. Bissen: Den danske landsoldat efter sejren. Statue fra 1850'erne. Statens Museum for Kunst. Til fri brug.