Generalfiskalen mod Literatus Johan Jørgensen-Jomtou. (Efterskrift til Politivennen)

Jomtou havde gjort sig bemærket ved i I Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 20. januar 1843 at gøre op med  opfattelsen af Ulfeld som forræder. Han anvendte nu udtryk som "en stor historisk Characteer, der, med hædrende Udmærkelse, har repræsenteret sin Konge ved de vigtigste Hoffer; mere end 20 Aar staaet ved Statsroret, og med 6,000 Svenske, som ved et Trylleslag, indtaget et heelt Kongerige ..."

Johan Jørgensen Jomtou (1791-1866) var udlært væversvend fra Maribo. Gennem læsning gjorde han sig offentligt kendt under indflydelse af J.-J. Rousseau og J. F. Struensee. Han tog juridisk eksamen 1818, men blev i stedet skønlitterær forfatter, skrev i dagbladene, udgav tidsskrifter og bestyrede en tid et skriftstøberi. 1833 fik han understøttelse af det Reiersenske fond til studierejse. Arveprins Christian Frederik brugte han som  uofficiel rådgiver og af ham fik han en årlig understøttelse. Da Christian VIII døde, forsvandt hans økonomiske støtte. Han udgav skrifter om Struensee (1852) og Caroline Mathilde (1856). I 1860 blev han idømt fængselsstraf for fornærmelser mod Frederik VII. 

Under en af Kriminal- og Politiretten den 27de August paakjendt Actionssag tiltaltes Literatus Johan Jørgensen Jomtou, ifølge Justitsministeriets Skrivelse af 2den Mai sidstleden til Straf og Undgjældelse efter Lov om Pressens Brug af 3die Januar 1851 § 6 for Indholdet af en i Nr. 15 af Bladet "Rappee" for den 9de April næstforhen indrykker Artikel med Overskrift: "Forrige Tid og Nuomstunder" og underskreven med Tiltaltes Navn. Ligesom det maatte ansees utvivlsomt, at flere af de i den inkrimerede Artikel indeholdte Sætninger, saavel efter Ordenes naturligt Betydning, som efter Tiltaltes Forklaring af samme, indeholde forhaanende Domme og Yttringer om Kongen og tillige omtale hans Person paa en fornærmende Maade, saaledes kunde det ikke tjene Tiltalte til at frie ham for Ansvar, at han, som af ham anført, deels kun har udtalt hvad der efter hans Overbevisning var Sandhed, og dels har anført hvad der var meddelt ham af Andre, og det fa an, eget mindre, som han har erkjendt, at han ved den i Artiklen indeholdte yderligere Udvikling af disses Yttringer har gjort dem til sine egne, idet han ansaae dem for at være, som han udtrykker sig, historisk Sandhed, i hvilken Henseende det ogsaa bemærkedes, at Tiltalte ligeledes har erkjendt, at hvad han i de foranførte Henseender har anført som historisk Sandhed, ikke stiller den nuregerende Konge fordelagtig ligeoverfor hans to sidste Forgængere. Tiltalte - der er i en Alder af 68 Aar og under en imod ham for Overtrædelse af Frdn. 28de Decbr. 1792 anlagt Sag ved Høiesterets Dom af 24de Octbr. 1821 frifunden for Aktors videre Tiltale, men forøvrigt ikke funden overgaaet nogen kriminel Dom - blev anseet efter den ovennævnte Lovbestemmelse med Straf af Fængsel efter Omstændighederne i 4 Maaneder, hvorhos efter samme Lovs § 12 det ommeldte Nummer af Bladet "Rappee" bliver at konfiskere. Tiltalte tilpligtedes derhos at udrede de af Aktionen flydende Omkostninger, derunder 30 Rd i Salær til Generalfiscalen.

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 1. september 1859)

J. J. Jomtou. Illustration fra "Diorama" (1858).

Den bekjendte Literatus Jørgensen-Jomtou, Kong Christian den Ottendes personlige Ven og Raadgiver i Lovgivningssager, er i disse Dage bleven dømt til 4 Maaneders Fængsel af Landsover- samt Hof- og Stadsretten i en Pressesag. I forskjellige Artikler i et af de smaa illustrerede Blade havde han nemlig fremført endel fornærmelige og mindre passende Yttringer om vor nuværende Konge og paa en mindre smuk Maade sammenlignet Allerhøjstsamme med hans to Forgængere. Som en Følge heraf blev der af det Offentlige anlagt Sag imod ham. Jørgensen-Jomtou forsvarede sig med, at hvad han havde ytret, var historisk Sandhed, men selv om Retten havde været af samme Mening som Jomtou, at han var særlig kvalificeret og berettiget til at tale i Historiens Navn, og at hans Udsagn skulde gaa og gjælde for ægte historiske Sandheder, vilde det ikke kunne have hjulpet ham, da enhver Fornærmelse mod Kongen er strafbar ifølge Presseloven uden Hensyn til, om den er bevislig eller ikke; der maa aldeles intet Bevis føres for dens Sandhed eller ikke-Sandhed. Den samme Forret nyde Dronningen, Enkedronningen og Tronfølgeren. Straffens højeste Grad er Fængsel paa 2 Aar, den mindste Grad 3 Maaneders Fængsel. Jørgensen Jomtou slap altsaa temmelig mildt. (Dvk.)

(Ribe Stifts-Tidende 6. september 1859).

Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten: Dom i Sagen: Generalfiskalen imod Tiltalte Johan Jørgensen Jomtou, afsagt af Kjøbenhavns Criminal- og Politiret den 27de Marts 1860.

Ifølge Justitsministeriets Skrivelse af 15de October f. A tiltales Tiltalte Johan Jørgensen Jomtou til Straf og Undgjældelse efter Lov 3die Januar 1851 6 for i Nr. 38, 39, 40 og 41 af Bladet "Rappee" for forrige Aar at have under Overskriften: Indlægene i Sagen om Artiklen i Nr. 16 "Forrige Tid og Nuomstunder", publiceret under sit Navn nogle af de Yttringer, for hvilke han ved Rettens Dom af 27de August sidstleden er i Henhold til den anførte Lovbestemmelse bleven idømt 4 Maaneders Fængsel. Da det nu ved den af Tiltalte afgivne Tilstaaelse og de iøvrigt fremkomne Oplysninger er godtgjort, at han i bemeldte Numere af det omhandlede Blad har ladet indrykke et af ham under den forrige Sag fremlagt Indlæg, i hvilket, navnlig i den Del af samme, som findes i Nr. 40 og 41, indeholdes de væsenligste af de Ytringer, for hvilke han ved den ommeldte Dom er anseet med den ovennævnte Straf , og da det saa meget mindre vil kunne tjene til at frie ham for Ansvar, at de paaklagede Yttringer indeholdes i et af ham affattet Forsvarsskrift, hvilket han har anseet sig berettiget til at offenliggjøre, som de ere ansete strafbare ved en usvækket Dom, vil han, der ikke kan antages at have handlet i en utilregnelig Tilstand og tidligere er dømt som anført, nu være at ansee efter den ovenciterede Lovbestemmelse med Fængsel efter Omstændighederne i 4 Maaneder, hvorhos de 2 sidstnævnte Numere af det berørte Blad i Medfør af samme Lovs 8 12 ville være af confiskere, ligesom han og vil have at udrede Actionens Omkostninger, derunder Salairer til Generalfiskalen 30 Rdl. og til Defensor, Procurator Alberti 10 Rdl Sagførelsen har været forsvarlig.

(Fædrelandet 29. marts 1860).

- Der klages ofte, siger "DM.", over, at "Originalerne" forsvinde, at de døe ud efterhaanden, og at der ingen nye kommer i deres Sted. Er denne Klage berettiget, saa indeholder den en Opfordring til at behandle de faa Exemplarer af denne Art, hvorover Samtiden kan glæde sig, med nogen Skaansomhed, og dette er Grunden til, at vi her tillade os at nedlægge en Forbøn for en Collega i det literaire Fag, Hr. Literatus Johan Jørgensen Jomtou, hos HS. Exellence Justitsministeren.

Jørgensen Jomtou var en af de besynderlige Personer, som nøde Kong Christian den Ottendes særlige Fortrolighed. Den dannede og begavede Monark, der af Hestehandler Nathanson lod sig belære om Folkestemningen, gav sig meget af med Jørgensen Jomtou, lod ham udarbejde Love om Skolevæsen og Criminalvæsen, sendte ham paa Rejser med Anbefalinger til høitstaaende Mænd og behandlede ham i det Hele som en værdifuld Raadgiver. Jørgensen Jomtou synes ikke at have misbrugt Kongens Yndest, men tvertimod at have viist en ualmindelig Uegennyttighed; derimod har det krænket ham, at Kong Frederik den Syvende ikke skjænker ham den samme Fortrolighed, og navnlig, at man har forholdt ham endeel Manuskripter - man mindes Trops værdifulde Manuskripter! - , og under Indtrykket af denne Krænkelse har han skrevet saa lange og saa ofte, at han endelig er kommen til at forbryde sig imod HS. Maj. Kongens Person og Presselovens § 6. Høiesteret har den 21. Mai dømt ham til tre Maaneders Fængsel for en Artikel i Bladet "Rappee", og efter de danske og tydske Kvad, hvori den Domfældtes Venner have givet deres Følelser Luft i "Avertissmentstidenden", maae vi antage, at Jørgensen Jomtou allerede har tiltraadt sit Fængsel.

Vi tillade os at nedlægge en Forbøn for ham, og vi haabe, at vore Colleger i Pressen ville slutte sig til os i Bestræbelsen for at udvirke en Benaadning Imod den fældede Dom skulle vi ikke vove nogen Indsigelse; den er ganske sikkert retfærdig, men gjennemlæser man den incriminerede Artikel, vil man vist nok finde, at den i subjektiv Strafværdighed staaer under Meget af det, som Lovens Arm ikke har kunnet naae, og vi kunne sige for sikkert, at den ikke har svækket Folkets Agtelse for eller Kjærlighed til Kongen. Det synes os klart, at Jørgensen Jomtou lider af en Monomani, og da Hs. Maj Kongen personlig vistnok ikke har følt sig fornærmet ved hans Yttringer, vilde Justitsministeren neppe hos Allerhøistsamme finde et uvilligt Øre for en Indstilling om al frilagt den gamle Mand for Resten af hans Fængselstid.

(Dannevirke 13. juni 1860).

Et rygte om at Jomtou var løsladt midt juni 1860 er formentlig usandt. I august 1860 skrev flere aviser at han nu skulle sidde 7 måneder i fængsel..

Kjøbenhavns 3die Valgkreds. Som bekjendt har Justitsraad O. Müller nedlagt sit Mandat som Folkethingsmand for Kjøbenhavns 3die Valgkreds. Blandt de Kandidater, der agte at stille sig her til Valg, befinder sig ogsaa den bekjendte Literat Jørgensen-Jomtou. Han er, som man veed, en af de besynderlige Personer, som Christian VIII. trak frem fra borgerlige Stillinger til en Virksomhed, der ikke passede for dem, men kun tjente til en indgive dem den Mening, at de vare noget  Andet og Mere end de virkelig vare. Da Christian VIII, døde, forsvandt naturligviis disse besynderlige Raadgivere fra den politiske Horizont og mellem dem Jørgensen-Jomtou. Han gjorde imidlertid Fordring paa en Pension og Godtgjørelse for præsterede Arbeider, og da han fik Afslag, blev han bitter og hævede gjentagne Gange Christian VIIIdes Regering paa Frederik VIIdes Bekostning, indtil han tilsidst for nogle i en Artikel i Bladet "Rappee" indeholdte usømmelige Udtryk imod HS. Majestæt idømtes Fængselsstraf. Hans Ansøgning om faae denne lempet har faaet Afslag; men han har strax indgivet en ny og er saaledes endnu paa fri Fod. Efterat Dommen er faldet, have hans virkelige eller foregivne Venner fyldt Bladene, og navnlig "Avertissementstidenden", med Avertissementer til hans Priis, og blandt Andet indeholdt det nævnte Blad forleden Dag en versificeret tydsk Opfordring, undertegnet C., til Hr. Jørgensen-Jomtou om at stille sig til Valg til Folkethinget. Opfordringen er blevet opfattet (og har maaskee ogsaa været meent) i ramme Alvor og Hr. Jørgensen-Jomtou (nu snart 70 Aar) gaaer i disse Dage rundt hos flere af Valgkredsens Borgere, for at formaae dem til at være hans Stillere. Man føler virkelig Medlidenhed med den gamle Mand, der, trods Alt, ikke kan slaae den Tanke af Hovedet, at han er født Statsmand. Hans Liv har formedelst den Maade, hvorpaa han er bleven trukken fra en simpel, ukjendt Stilling af den, med al sin Dannelse, Iidet statskloge eller skarptseende Christian VIII., været rigt paa Skuffelser og han vil ved at stille sig til Valg til Folkethinget berede sig en ny. Men det tør vel med temmelig stor Sikkerhed forudsættes, at han ingen Stillere vil finde.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 28. august 1860)

Jomtou begyndte afsoningen af sin 3 måneders straf i slutningen af august 1860 i Slutteriet. Ifølge visse aviser skal han være set gå frit på gaden i november 1860. Frederik 7. nedsatte den 30. august 1861 højesteretsstraffen af 19. december 1860 fra 4 til 2 måneder.

Af de få domme for majestætsfornærmelse kan nævnes: I 1854 havde Peter Harald Jensen lavet er digt til et Tivoliprogram. Han blev dømt til 3 måneders fængsel for majestætsfornærmelse. Hvis man kun læste forbogstaverne i hver linje, stod der: "Gid Satan havde Kongen ... som har tyvstjålet Grundloven". I en artikel i Social-Demokraten 15. juli 1909 var en fortegnelse over de 17 sager med majestætsfornærmelser i perioden 1873-1904. 

Se også J. J. Jomtou: Generalfiskalen imod Johan Jørgensen Jomtou (1859).
Kiøbenhavn og Kiøbenhavnerne. (1856)
Diorama. (1858)
Forslag til Rigsdagen: Om Kjøbenhavns Politie. (1860)

Slagsmaal paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Et gyseligt Slagsmaal imellem Civile og tydske Soldater fandt i Søndags Aftes Sted paa en Dandsebod paa Kjøbenhavns Nørrebro. Anledningen dertil paastaaes at være given af Soldaterne. Midt under Slagsmalet stormede endeel af de Civile udenfor, hvor de ved Døren, bevæbnede med afbrudte Bord- og Stolebeen samt med Knipler og Knive, modtoge Soldaterne, som roligt En efter Anden kom ud af Huset og ikke her satte sig til Modværge, med saadanne Dommedagsslag, at man maa undres over, at ikke flere af dem bleve liggende paa Pladsen i deres strømmeviis flydende Blod; dog blev en Undercorporal af 16de Bataillon forslaaet i den Grad, at han saa godt som livløs maatte bringes til en lige overfor boende Barbeer for at forbindes, men man antog, at han efter denne Behandling vilde udaande sit Liv. Under Slagsmaalet stillede en Sømand, paa hvem de øvrige Civile ogsaa syntes at være opbragte, sig med Rygstod imod Huset og med en dragen Kniv, som han svingede med et saadant Raseri, at Ingen vovede at nærme sig ham. Endelig ankom en Capitain, der befalede Soldaterne at forføie sig bort. Streng Undersøgelse af det Passerede vil upaatvivleligt blive indledet. (Tid.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. september 1859)

Affæren beskrives kun i få provinsaviser. Hvad der menes med "tydske soldater" er usikkert. Der var på daværende tidspunkt ikke tyske soldater i København. Derimod soldater fra Slesvig og Holsten.

Afhjælpning af Vandmangel. (Efterskrift til Politivennen)

Afhjælpning af Vandmangel.

Den Fare, hvormed den bestandig tiltagende Vandmangel under de seneste Aare Tørke truer mangfoldige Landboere og Industridrivende i Kjøbstæderne, i Forbindelse med de mindre heldige Resultater, som mangelfuld Indsigt i Brøndgravning paa mange Steder har fremkaldt, foranlediger mig til al tilbyde min Tjeneste i denne Retning. En mangeaarig Erfaring, som er erhvervet deels ved min Stilling her hjemme, deels ved den Ledighed, jeg har havt til at giøre mig bekjendt med stem Brøndarbeider i Udlandet, og de heldige Resultater, jeg har opnaaet ved Brøndanlæg hos flere af vore større Industridrivende i Hovedstaden, haaber jeg, ville være en tilstrækkelig Anbefaling for mig hos dem, der ville benytte min Tjeneste. Naar jeg tilbyder at skaffe Enhver, der vil henvende sig til mig, godt og rigeligt Vand til en forholdsviis priisbillig Betaling, har jeg ikke lovet Mere, end jeg seer mig istand til at holde. Min Adresse er Knabrostræde Nr. 88. 

Jens Sørensen.
Vandmester.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. august 1859)

Brygger Jacobsen havde i 1846 ved jernbanens anlæggelse gennem Valby Bakke observeret at en kilde vældede frem. Han havde derfor engageret vandmester Jens Sørensen til at vurdere vandets kvalitet og mængde. Sørensen vurderede begge positivt, og Jacobsen besluttede herefter at anlægge sit bryggeri efter at bevillingen var givet den 25. november 1846.

Jens Sørensen var gennem årtier en af de førende vandmestre. Han var gået på pension i 1876.

Afhjælpning af Vandmangel. Under denne Overskrift har Hr. Vandmester Sørensen indrykket en Annonce i dette Blads Morgenavis Nr. 200, hvori han tilbyder sin Tjeneste ved Anlæg af Brønde. Vi troe at burde henlede saavel Landboernes som de større kjøbenhavnske Vandforbrugeres Opmærksomhed paa dette Tilbud.

Som bekjendt har de sidste Aars Tørke mange Steder paa Landet fremkaldt en faretruende Vandmangel og viist Nødvendigheden af at sikkre sig Vandbeholdere, der kunne afgive et tilstrækkeligt Værn med en saadan Fare. Hver Landsby har jo rigtignok i Almindelighed en Art fælles Vandbeholder i Skikkelse af et Gadekjær, men hvad disse Kjær ere blevne til i det sidste Par Somre, behøve vi desværre ikke at underrette dem om, der daglig have maattet kiøre hele og halve Miil efter Vand til deres Kreaturer. Den eneste Sikkerhed mod en slig Ulempe eller rettere Ulykke er Anlægget af Brønde, det vil sige ikke saadanne smaa, ialmindelighed skjødesløst anlagte Brønde, som findes i næsten hver Gaard paa Landet, og om under Temperaturforhold som de ovenfor berørte ikke indeholde mere Vand tilbage end Kjærene, men store, dybe, med behørig Ivrigt anlagte Brønde, der under alle Forhold ville kunne afgive en tilstrækkelig Mængde sundt Drikkevand for Mennesker og Kreaturer. Den enkelte Gaardeier vil vel i Reglen krympe sig ved den Udgift, som Anlæget af en saadan Brønd udkræver, men vor Mening er heller ikke, at slige Brønde skulde være nødvendige vedhbver Gaard; det vilde tveriimod være tilskrækkeligt, naar enhver Landsby anskaffede sig en saadan fælles Vandbeholder, der, brugt paa en fornuftig Maade, til enhver Tid vilde kunne sikkre samtlige Landsbyens Beboere mod en Vandmangels Eventualiteter; og for de fleste Landsbyer her i Landet vil en saadan Udgift under de nuværende Forhold kunne overkommes.

Men ogsaa for Hovedstadens større Vandforbrugere er Anlægget af gode Brønde en Gjevuand, der fortjener Opmærksomhed, da de derved ville opnaae at faae baade billigere og bedre, d. v. s. koldere Vand, til deres Bedrift. Den, der daglig skal forsynes fra det nye Vandværk med f. Ex. 600 Tdr. Vand, vil nemlig derved paadrage sig i Vandskat en aarlig Udgift af over 700 Rd., medens en Brønd, der giver den samme Vandmængde og derover, næppe vil koste 1000 Rd. een Gang for alle. Dertil kommer, at medens Vandet fra de nye Vandværker i varme Dage har en Temperatur af 17 a 18 Grader, naaer Brøndvandets Varme ikke over 6½ R., hvilket er af Iler Betydning for dem, der ved deres Bedrift skulle anvende det til Condensering og Afkøling. Flere af vore større Industridrivende have ogsaa forsynet sig med saadanne Brønde, f. Ex. DHrr. A. Brøndum, Brændeviinsbrænder Holm, Capitain, Brygger Jacobsen m. Fl., og af disse Brønde leverer ingen under 1000 Tdr. reent Vand i Døgnet, flere endog indtil 5 a 6000 Tdr., f. Ex. hos Hr. Brøndum.

Disse Brønde ere anlagte af Hr. Vandmester Sørensen og afgive tilstrækkeligt Vidnesbyrd om den Indsigt eg Duelighed, han under en trediveaarig Virksomhed i Landvæsnets Tjeneste og paa sine Reiser for offentlig Regning i Udlandet har erhvervet sig. Man har dobbelt Grund til at henlede Opmærksomheden paa en dygtig Mand af Faget, naar man hvert Øieblik hører, hvorledes mangelfuld Indsigt deri ikke blot har paabyrdet Folk overdrevne og mangengang tildeels spildte Udgifter, men - hvad værre er - har kostet ikke faa Mennesker Liv og Lemmer; vi kunne i saa Henseende henvise til, hvad der jevnligt er meddeelt heri Bladet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. august 1859).

Knipleindustrien. (Efterskrift til Politivennen)

Om Knipleindustrien skrives i "B. T."- For huusmands- og Indersteklassen er Knipleriet Vesteregnens fornemste, man kunde næsten sige eneste faste kvindelige Syssel. Dette gjælder især Strøget fra Høier til Ribe med Tønder og Lygumkloster til Østgrændse og saaledes, at dette Arbeide drives mest udlandet, jo længere man kommer mod Sydkanten af dette Strøg. Emmelev Sogn havde ved Folketællingen i 1855 319 Kniplersker, der ernærede sig ved haandværket, foruden endeel Pigebørn som Lærlinge, saa at man godt kan anslaae det kniplende Kvindekjøns Antal her til 350 eller til 23 pCt. af Befolkningen eller 43 pCt. af Stedets kvindelige Personale. Efterat have bemærket, at dette kunstige Arbejde, der drives som haandværk og Næringsvei, altsaa ikke blot til nyttig at udfylde arbeiesløse Tmer, med fuld Føie kan gjøre Krav paa Navnet Industri og saaledes rangerer med de Fabrikata, der paaskjønnes og stundom lønnes som Huusflidsgjenstande, skulle vi bede Læseren et Øieblik at gjøre os Følgeskab ind i en Kniplestue. Det er Sommer. Ved Indtrædelsen slaaer os en Lyd imøde, som fra en Mængde Smaahamre i et Fabrikværksted. Den hidrører fra Kniplingestokkene, som falde hid og did paa et Stykke Læder eller Pergament for at slynge den vedfæstede Traad til Væv. Ved første Øiekast synes denne Omslyngning at foregaae uden Maal og Med; men give vi lidt nøiere Agt, sees snart, at Vævet derved er kommet tilveie, hvorpaa det fæstnes ved Naale, der nedsættes i det nedenunder lignende "Prikkebrev", i hvilket Mønsteret er afsat ved mange Huller, der kræve hver sin Naal. Stokkenes Antal varierer efter Mønsterets Brede og Fiinhed fra 20 til 300. Disse tages partiviis i Brug saaledes, at naar en Sidestrimmel eller Midten er skreden noget fremad, sættes de herhenhørende Stokke i Ro paa Siden af Kniplingsskrinet, ved en Messingstang, kaldet "Stils", hvorpaa et andet Parti tages frem fra en anden Side. Og alt imellem ere Fingrene i uafladelig Bevægelse med de forskjelligartede Omslyngninger og med Naalesætningen, saa at en "Takke" eller en Part af samme ligger færdigkniplet, førend man veed af det. Her i Stuen sees nu 8 Kniplersker, hver med sit "Skriin" paa Skjødet og i travl Virksomhed; det er derfor forklarligt nok, at man maa tale temmelig højt for at blive hørt. De to 7-9 Aars Piger med den ældre Kone imellem sig skulle lære af hende, derfor gaaer deres Arbeide endnu meget langsomt; de næste To behøve kun i vanskelige Tilfælde nogen Hjælp og de øvrige ere selvstændige Kniplersker, der ere komne herhen for Selskabs Skyld. Sommeren igjennem sidde de fra om Morgenen Kl. 6 til om Aftenen Kl. 9 eller blot med en kort Fritid i Middagsstunden. I særdeles smukt Veir sætte de sig ud at kniple ved huusmuren. Om Vinteren begyndes Arbejdet ved Daggry og fortsættes til Kl. 10-11 om Aftenen. Vore 8 Kniplersker sidde iaften, som stedse, i tvende Afdelinger, hver Fire have en Lampe staaende paa en "Stander" og sidde tæt omkring den. I denne Stander staaer et Brændglas for hver Kniklerske, eller hun har en Lysflaske hængende i en Snør under Loftet. Igjennem disse optiske Redskaber kastes Lyset forstærket paa Prikkebrevet, hvorved Arbeidet gaaer sikkrere frahaanden. Ved Lys kniples fra Midten af September til noget ind i Marts. Vintersemesteret sluttes gjerne med et "Standerhøtte", et Gilde paa Kaffe med Tiæbehør for Knipleselskabet og Aftengjæsterne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. august 1859)

Grundstenen i Altona Hospital opgravet. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Holsten, 25. august Det holstenske ministerium har givet ordre til at de mindetegn der blev anbragt i en kapsel i jorden, da grundstenen til et nyt hospital i Altona blev nedlagt, skal graves ud igen for at fjerne de "uægte" "stykker af prøverne fra perioden 1848 og adskilles fra de andre. Sådan beretter den københavnske korrespondent for en hjemlig avis køligt og tørt, hvis rapporter angiveligt kommer fra en officiel kilde. Som en orientering til jeres læsere vil jeg bemærke at da grundstenen til det nye Altona-hospital blev lagt for omkring fem uger siden, var der indbygget alskens mindesmærker fra nutid og nær fortid i grundstenen, nemlig bortset fra bl.a. enkelte officielle dokumenter vedrørende selve begivenheden og adskillige kopier af nogle politiske ark fra Hamburg og Altona, også nogle mønter, herunder nogle småmønter fra opstanden fra 1848 til 1850. Det vækker naturligvis den danske skandalepresses suveræne vrede, og de truer de lokale kongelige og kommunale myndigheder med at komme i unåde. Det ville være interessant at vide om denne eller anden indflydelse fik ministeren for Holsten og Lauenborg der ellers handlede så taktfuldt og menneskeligt, til at give den ovennævnte ordre. Da grundstenen blev lagt under myndighed og i overværelse af kongelig overpræsident, konferensråd Heinzelmann, og den første borgmester, etatsråd v. Thaden, fandt sted, tiltaler ovennævnte kendelse naturligvis også denne myndighed. At udrydde de "illegitime" slesvig-holstenske mønter vil næppe være nok til at slette minderne fra den slesvig-holstenske periode fra befolkningens sind og hjerter. (Fr. Postz.)

Aus Holstein, 25 Aug. Das holsteinische Ministerium hat den Befehl ertheilt dass diejenigen Gedächtnisszeichen welche bei der Grundsteinlegung eines neuen Spitals in Altona in einer Capsel in den Boden niedergelegt worden sind, wieder herausgegraben werden sollen, um die "illegitimen" Stücke der Proben aus der Periode von 1848 von den ubrigen auszuscheiden. So meldet kühl und trocken der Kopenhagener Correspondent eines inländischen Blattes, dessen Mittheilungen angeblich aus officiöser Quelle fliessen. Zur Orientirung für Ihre Leser bemerke ich dass bei der vor etwa fünf Wochen erfolgten Grundsteinlegung des neuen Altonaer Krankenhauses allerlei Denkzeichen der Gegenwart und der jüngsten Vergangenheit in den Grundstein eingemauert wurden, nämlich ausser einigen amtlichen auf das Ereigniss selbst bezüglichen Actenstücken und mehreren Exemplaren einiger Hamburger und Altonaer polititischen Blätter, auch einige Münzstücke, darunter einige kleine Münzen aus der Zeit der Erhebung von 1848 bis 1850. Das erregt natürlich den souveränen Zorn der dänischen Skandalpresse, welche die hiesigen königlichen und städtlichen Behörden mit ihrer Ungnade bedroht. Es wäre interessant zu erfahren ob dieser, oder welcher andere, Einfluss den sonst so taktvoll und human handelnden Minister für Holstein und Lauenburg zu dem obenerwähnten Befehl bestimmt hat. Da die Grundsteinlegung unter den Autorität und im Beiseyn des k. Oberpräsidenten, Conferentzrath Heinzelmann, und des ersten Bürgermeisters, Etatsrath v. Thaden, stattgefunden hat, so klagt der obige Befehl diese Behörde natürlich ebenfalls an. Die Erinnerungen an die schleswig-holsteinische Zeit aus den Köpfen und aus den Herzen der Bevölkerung zu verwischen, dazu wird die Ausmerzung der "illegitimen" schleswig-holsteinischen Münzen schwerlich ausreichen. (Fr. Postz.)

(Allgemeine Zeitung. 29. august 1859)

Løjtnant Carl Warnberg (1822-1875): Altona von der Elbseite. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Uskyldige Demonstratiner". (Fra det nordøstlige Holsteen). Hamborgerbladet "Reform" for den 5te Septbr. ledsager en Artikel af "Dagbladet", som ankede over, at en blaa-rød-hvid Fane førtes gjennem Altonas Gader, uden at Embedsmændene skred ind, med den ironiske Bemærkning : "Entsetzlich! Und das Reich Dänemark besteht noch!" - Det hamborgske Blad giver sig altsaa uskyldig Mine af ikke at vide, hvad saadanne Demonstrationer skulle betyde, og hvortil de med Tiden under Forhold, der begunstige den Tendents, som de skulle give Udtryk, kunne foøe. Ja, Riget Danmark bestaaer vel endnu, men det er sandelig ikke "Reform", som det har at takke herfor. For 1848 blev der ligeledes, uden at Autoriteterne skred ind ved "Liedertafel-" Fester og deslige baaret blaa-rød-hvide Faner gjennem de holsteenske og slesvigske Byers Gader - og Riget Danmark bestod dog. Men efter 1848 blev de samme Faner baarne foran slesvigholsteenske Batailloner, Eskadroner og Batterier, som i Forening med Preussere. Hanseater og Tropper fra alle andre tydske Stater drog i Kamp imod Danmark. Vel staaer Riget Danmark desuagtet endnu, men det viste sig dog dengang, hvilken "dyb Betydning" der laae i den "barnagtige Leg". Bladet "Reform" har for 1848 og under Krigen uafladelig og efter bedste Evne paa enhver Maade ophidset Hertugdømmernes Befolkning imod Danmark og imod dets retmæssige Landsherre, ja end ikke betænkt sig paa i Ord og i Billeder paa den laveste og gemeneste Maade at forhaane Kongens høie Person, skjøndt end ikke de insurrektionelle Autoriteter havde vovet at afsætte den Monark, som de erklærede for "ufri" og Riget Danmark staaer dog endnu! Bladet Reform" stempler enhver Anke over illoyale Demonstrationer, som f. Ex. over den i kgl. Embedsmænds Overværelse stedfundne Nedlæggelse af Minder fra Revolutionstiden i Grundstenen af det nye Hospital i Altona som "dansk Fanatisme", thi Riget Danmark bestaaer jo desuagtet. Men den dybe Betydning af den barnagtige Leg er den - og det veed "Reform" saa godt som Nogen - at man bestandig dybere vil indpræge i Befolkningens Masse den Forestilling, at Begivenhederne i 1848 og Kampen imod Danmark ikke vare nogen Revolution, men en berettiget, hæderlig Modstand imod danske Anmasselser og Voldshandlinger. "Reform" veed meget vel, at naar de blaa-rød-hvide Faner dukke frem paany, naar der atter synges "Schleswig-Holstein meerumschlungen", og naar der foretages lignende slesvigholsteenske Demonstrationer, saa er det i den Hensigt at styrke Befolkningen i dens passive Modstand og forberede den til en eventuel aktiv. Og dersom - hvad Gud forbyde! - disse Demonstrationer ligesom de fra for 1848 mulig skulde føre til en ny Borgerkrig, til en ny Blodsudgydelse, til en ny Hjemsøgelse af fremmede Tropper i vort Land, og dersom "Reform", der nu gjør Propaganda for Preussens Hegemoni i Tydskland da paany skulde puste til Ilden ved i Ord og Billeder at Hanne vor Monark - nu vel, saa vil vel Riget Danmark desuagtet vedblive at bestaae men de, som nu af "Reform"s og andre ligesaa jesuitisk Loyales Sirenesang lod sig afholde fra i Spiren al kvæle en Agitation, der efter Erfaringens Vidnesbyrd voxer som en Lavine, ville da bære Ansvaret for den mulig paany frembrydende Ulykke og for en mulig opstaaende ny Fare for Statens Existents.

(Dagbladet 13. september 1859)

Altonas første sygehus åbnede 1760 som 5 sygestuer i Altona tugthus. 1784 åbnede et sygehus med 60 senge og i 1803 åbnede en afdeling for sindssyge. I 1840 var sygehuset vokset til 100 senge, men var da for lille. I 1854 blev vedtaget et nyt byggeri på initiativ af magistraten og ministeriet. Det åbnede 1. september 1861 med 180 senge. Under Preussen udvidedes kapaciteten med en operationsstue og i 1900 500 senge. Det blev op igennem 1900-tallet moderniseret og udvidet adskillige gange. Under 2. verdenskrig blev hospitalet svært beskadiget i 1943. Grundstenen til et nyt hospitalet blev lagt 1961. Resterne af hospitalet blev bevaret fra nedrivning og bruges til skole og beboelse.