Sprogreskripterne i den slesvigske Stænderforsamling. (Efterskrift til Politivennen)

Den 30. januar 1860 havde den slesvigske stænderforsamling behandlet en anmodning mod sprogreskriptet. Den kongelige kommissær sagde dertil at kongen ikke kunne gå ind på en sådan. Man insisterede imidlertid alligevel på at lave en, hvilket blev vedtaget med 27 stemmer imod 14. I marts måned skulle så kommissionens anmodning behandles.

(Slesvig-Holsten.) Flensborg, 16. marts. I går nåede de mellemslesvigske stænderforsamlingsmedlemmers forslag mod sprogskriftet endelig til den afsluttende behandling. Dep. Hansen-Grumby gav som kommissionens ordfører en meget detaljeret beskrivelse af de håbløse forhold i de pågældende distrikter. Selv den ret der er garanteret i sprogskriftet til at få udført kirkelige aktiviteter på det sprog der passer de pågældende, bliver på den mest brutale måde trampet på af prædikanterne; befolkningen er blevet ganske retsløse; man har kun frihed til at udøse sit hjerte ud i Stændersalen hvert tredje år, og så vil man sige, at Stænderne er ballademagere. Politikken, der sigter mod at udvise tyskere fra kirke og skole, har været en sort tråd gennem lovgivning og administration gennem de sidste ti år. Man går til værks som om mennesker eksisterer på grund af sprog og ikke omvendt sprog på grund af mennesker. Thomsen-Oldensworth og Hüfner Ebsen talte i samme ånd. Behovet er stort, sagde sidstnævnte, fordi forældre og børn ikke længere kan forstå hinanden; men når nøden er størst, siger folket, er man tættest på Gud. Fra dansk side talte pastor Mørk-Hansen imod forslaget, om end på en påfaldende mat måde; Repræsentanten for Flensborg, senator Petersen der normalt altid stemmer med ultradanskerne, talte for forslaget. Endelig rejste præsidenten, provst Otzen (der, skønt meget servil i verdslige anliggender som præst, ikke kunne få sig selv til at tie om de nuværende forhold i kirke og skole) og bad næstformanden tage hans sæde, da han følte sig tvunget til selv at tale. Han havde længe overvejet, om han skulde tale eller tie; resultatet er at han må aflægge vidnesbyrd som en loyal mand. Han så mange tårer, megen nød og elendighed, især i de sydlige distrikter (amt Gottorf) på grund af sprogreskriptet. I ni sogne forkyndes Guds ord på et helt fremmed sprog; anglerne forsikrede ham om, at de ikke kunne forstå en dansk prædiken. Tilstanden er ynkelig. Den sproglige skrift volder kun skade, adskiller hertugdømmets indbyggere og nærer og opretholder konstant uroligheder. Alt her er stadig loyalt, men urolighederne kan blive til et oprør. Der skal gøres noget for at forhindre dette. Den kongelige kommissær forsikrede endnu en gang, at flertallets bestræbelser på at få en ændring i sprogskriftet vil mislykkes. Kommissionens forslaget blev til sidst godkendt med 29 stemmer mod 12. Mødet var meget stormfuldt, og tribunerne var fyldt til randen især med landmænd.

(Schleswig-Holstein.) Flensburg, 16. März. Gestern gelangte endlich der Antrag der mittelschleswigschen Abgeordneten gegen die Sprachrescripte zur Schlussverhandlung. Abg. Hansen-Grumby gab als Berichterstatter der Commission eine sehr eingehende Schilderung der heillosen Zustände in den betreffenden Districten. Selbst das in den Sprachrescripten noch zugesicherte Recht, die kirchlichen Handlungen in der den Betreffenden zusagenden Sprache vornehmen zu lassen, werde von den Predigern in der brutalsten Weise mit Füssen getreten; die Becölkerung sei gänzlich rechtlos geworden; man habe nur noch die Freiheit, alle drei Jahre sein Herz im Ständesaal auszuschütten, und dann heisse es, dass die Stände Unruhestifter seien. Die auf Verdrängung des Deutschen aus Kirche und Schule gerichtete Politik ziehe sich wie ein schwarzer Faden durch Gesetzgebung und Verwaltung der letzen zehn Jahre hin. Man gehe zu Werke, als ob die Menschen der Sprache wegen und nicht ungekehrt die Sprache der Menschen wegen da sei. In demselben Sinne sprachen Thomsen-Oldensworth und der Hüfner Ebsen. Die Noth sei gross, sagte letzterer, denn Aeltern und Kinder Könnten sich nicht mehr verstehen; aber wenn die Noth am grössten, sage das Volk, sei Gott am nächsten. Von dänischer Seite sprach Pastor Mörk-Hansen, jedoch in affallend matter Haltung, gegen den Antrag; der Abgeordnete für Flensburg, Senator Petersen, der sonst immer mit den Ultradänen zu stimmen pflegt, nahm dagegen für den Antrag das Wort. Endlich erhob sich der Präsident, Probst Otzen (der, obwohl in weltlichen Dingen sehr servil, es dennoch als Geistlicher wohl nicht über das Herz bringen konntte, zu den jetzigen Zuständen in Kirche und Schule still zu schweigen), und forderte den Vicepräsidenten auf, seinen Stiz einzunehmen, indem er sich gedrungen fühle, selbst zu reden. Er habe lange bei sich selbst erwogen, ob er reden oder schweigen solle; das Resultat sei, er müsse als loyaler Mann ein Zeugniss ablegen. Er habe namentlich in den südlichen Districten (Amt Gottorf) viele Thränen, viel Noth und Jammer gesehen wegen des Sprachrescripts. In neun Kirchspielen werde Gottes Wort in einer ganz fremden Sprache verkündet; die Angliter hätten ihm versichert, sie könnten keine dänische Predigt verstehen. Der Zustand sei erbarmenswerth. Das Sprachrescript wirke nur Unheil, trenne die Einwohner des Herzogthums, nähre und unterhalte beständig Unruhe. Noch sei hier alles loyal, aber die Unruhe könne in Aufstand übergehen. Etwas müsse geschehen, um dem vorzubeugen. Der königliche Commissär versicherte nochmals, dass das Streben der Majorität, end Veränderung der Spraschrescripte herbeizuführen, durchaus erfolglos sein werde. Der von der Commission befürwortete Antrag wurde schliesslich mit 29 gegen 12 Stimmen angenommen. Die Sitzung war eine sehr stürmlische und die Tribünen, namentlich von Landleutern, bis zum Erdrücken voll. 

(Regensburger Tagblatt : Kampf-Organ für nationale Freiheit und soziale Gerechtigkeit. 23. marts 1860)

De Slesvigske Provindsialstænder

(Fra vor Referent)

Provst Otzen holdt det længste foredrag, der endnu er forekommet i denne Diæt. Han havde længe overveiet, om han skulde tage Ordet i denne Sag. Der er jo blevet sagt, at det vil være forgjæves, at det skal have sit forblivende med de gjældende Bestemmelser. Men han vil i Henhold til Forfatningstillægets § 59 rette sig efter sin egen samvittighedsfulde Overbevisning om, hvad der kan fremme Almeenvellet, og der er fremfor Alt Anledning for Sjælesorgerne til at tage Ordet. Han vil derfor tage Ordet i denne Sag, det kan ikke være illoyalt, som man har sagt; han forsynder sig ikke dermed imod sin Konge, det er hans simple Pligt. Han repræsenterer Gottorp Amt; ni Segne ere der blevne haardt trufne af Sprogrestriptet, han har seet hede Taarer rinde over den ynkværdige Tilstand, har hørt bittre Klager og læst Petitionerne; naar han seer de lithograferede Petitioner, forekommer det ham rigtignok, som om dens Hjerte, der har underskrevet dem, maa være lige saa koldt som den Steen, hvorpaa de ere trykte; men han veed, at der er Grund til Klage. Guds Ord forkyndes i et Sprog, som Folket ikke forstaaer. Man siger, at de kunde forstaae det, naar de blot vide, men de kunne ikke. Han er født i Flensborg, hans Forældre have talt Platdansk, han kjender det platdanske Sprog i Angel nøie og kan altsaa dømme om, hvorvidt den, der forstaaer og taler dette platdanske Sprog, ogsaa kan forstaae en høidansk Prædiken. Naar en Kjøbenhavner kommer til Angel og taler om "Samvittighed", "Fristelse osv., forstaaer man ham ikke; naar Beboeren selv vil udtale sig om aandelige og himmelske Ting, griber han til det platydske eller Høitydske. I de Sogne, Taleren repræsenterer, forstaaer man slet ikke dansk. Der er blevet sagt, at man ikke skulde røre ved Forfatningen, men naar Kongen og Forsamlingen blive enige om, at der skal foretages Forandringer, kan deri tog ikke ligge noget Betænkeligt. Langt betænkeligere og farligere er det, naar man gaaer ud over Forfatningen, og dette er skeet (intet frit Valg med Hensyn til Sproget ved Confirmationen; Underviisning i Fædrelandshistorie er dansk ved Slesvigs Domstole). Naar saadanne Overgreb befales eller taales, hvor har man saa Borgen for, at der ikke gaaes endnu videre? Han vil derfor indstændig bede den kongelige Regjering om at gjøre en Ende paa saadanne Overgreb; det kunde falde tungt at bære de sørgelige Følger. Taleren fremkommer derpaa med Forslag til Sagens Ordning, som ikke ere ret forstaaelige, men synes at gaae ud paa, at Slesvig skal betragtes som eet blandet Distrikt. - Naar Sagen ordnes paa en tilfredsstillende Maade, grundlægger Kongen et sandt Lyksborg i sine Undersaatters Hjerte. Der gaaer en Urolighedens Aand igjennem  det slesvigske Folk, da det frygter for at berøves store og dyrebare Goder; det er ikke Oprørets Aand, det slesvigske Folk er intet oprørsk Folk; men hvad der ikke er, kan blive, smaa Aarsager kunne have store Følger. Han troer som den af Folket valgte Forsamlings Præsident at turde rette Formanings- og Advarselsord til sit elskede Folk. Han formaner det til at være roligt, til ikke at lade sig ophidse, ikke at forglemme, at al Hjemsøgelse kommer fra Herren. Men gid ogsaa de, som staae omkring Thronen, maatle betænke, at Hvem meget er givet, af ham fordres der meget. Taleren tager den Trøst med sig hjem, at han uden Menneskefrygt har talt i Sprogsagen. (Bravo paa Tribunen.)

Den kongelige Commissarius oplæser endnu engang den kongelige Resolution paa Stænderforsamlingens sidste Andragende angaaende Sprogsagen, og anseer ogsaa det foregaaende Andragende, om det skulde vedtages, derved for afgjort. Vicepræsidenten beklager, at Commisarius paa en saadan Maate har sluttet Forhandlingerne om Sprogsagen. Andragentet vedtoges med 26 St. imod 12.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. marts 1860. Uddrag).

I februar 1864 ophævede civilkommissærerne såvel sprogreskriptet som forfatningen af 18. november 1863.

Slesvig By: Knapmager begaaer Selvmord i Fængslet. (Efterskrift til Politivennen)

I Slesvig havde borgerne besluttet at eskortere possementmester Gercke, som var blevet arresteret af danskerne, og som havde bortført sig selv i fængslet, til graven. Men politiet beordrede, at ethvert optog, der blev opfattet som en demonstration, såsom sang ved graven og noget lignende, skulle stoppes med strenge straffe. I forgårs var alle byens borgere der i sorg for at deltage i begravelsesoptoget i biler eller til fods. Men hele gaden fra den afdødes lejlighed til kirkegården var besat af politifolk og gensdarmer, gaden, hvor en anden gade slutter sig til, var afspærret, og to kompagnier danske soldater var stationeret i nærheden af ​​kirkegården. Da ligvognen begynder at bevæge sig, og begravelsesfølget er ved at være med, meddeler en gensdarme: "I lovens navn er ethvert følge forbudt." Borgerne trækker sig tilbage, hvor end to personer står sammen bliver de kørt fra hinanden, unge piger, der står foran husene for at strø blomster, jages væk, soldaterne truer med bajonetten, da de forsøger at nærme sig kirkegården.

In Schleswig hatten die Bürger beschlossen, den von den Dänen verhafteten Posamentier Gercke, der sich im Gefängniss entleibt hatte, zum Grabe zu geleiten. Aber die Polizei gebot, eine jede Procession, die wie eine Demonstration angesehen werde, wie Gesang am Grabe und alles, was dem ähnlich sey, bei schwerer Strafe zu unterlassen. Vorgestern Morgen waren nun sämmtliche Bürger der Stadt in Trauer zur Stelle, um im Wagen oder zu Fusse sich dem Leichenzuge anzuschliessen. Aber die ganze Strasse von der Wohnung des Abgeschiedenen bis zum Kirchhofe war mit Politizisten und Gensdarmen besetzt, die Strasse, wo eine zweite Strasse einmündet, abgesperrt, in der Nähe des Kirchhofes zwei Kompagnien dänischer Soldaten aufgestellt. Wie der Leichenwagen sich in Bewegung setzt, und das Trauergefolge sich anschliessen will, verkündet ein Gensdarm: "Im Namen des Gesetzes ist jedes Gefolge verboten." Die Bürger ziehen sich zurück, überall, wo zwei zusammenstehen, werden sie auseinander getrieben, junge Mädchen, welche vor den Häusern stehen, um Blumen zu streuen, werden fortgejagt, die Soldaten bedrohen mit dem Bajonet, der sich dem Kirchhofe zu nähern sucht.

(Neue Würzburger Zeitung : Würzburger Abend-Zeitung ; Würzburger Anzeiger und Handelsblatt 12. marts 1860)

En possementmester fremstillede knapper. Andre steder angives han til at være knapmager.

Efter "Itzehoe Ubl. " skulde den paa Grund af Adresse-Undersøgelsen i Byen Slesvig (næst en Handskem. Stender) fængslede Possementm. Goercke have hængt sig i Fængslet, heed det sig, paa Grund af haard Behandling, da han havde siddet 8 Dage uden Lys i et koldt Fængsel. Han var en Mand inde i de Fyrretyve og alt i mange Aar Familiens Støtte. Liget overgaves til Familien til Jordfæstelse og nogle Venner af den Afdøde havde bragt det fra Fængslet til det fædrene Huus. De syngende Medlemmer af Sangforeningen ville synge nogle Psalmer ved Graven, men det blev forud forbudt af Politiet. Ved Jordefærden blev ogsaa de Piger, som havde indfundet sig for at strøe Blomster, og de Indvaanere, som vilde følge, viste tilbage af Politiebetjente og Gensd'armer. Hvor Liigtoget passerede, aabnede sig derimod næsten overalt Huusdørene og der viste sig en Mand med Sørgeflor, men som strax blev staaende. Militairet havde besat alle Adgange til Kirkegaarden. Overalt, tilføies der, var stor Alvor og størst mulige Stilhed. Kun en ung Mand, fra Leipzig, lod det komme dertil, at han fængsledes. - I Adresseundersøgelsen ere ogsaa flere Deputerede (formodentlig Borgerrepræsentanter) inddragne. I Torsdags fængsledes Kjøbmand Herting. M. H. t. Politiets Fremgangsmaade imod Boghdlr. Hr. Heiberg da er det, efter Alt. Merc., ved Kjendelse af Overappellationsretten paalagt Magistraten at tage Seglene fra Bogladen, hvis Forsegling derefter jo altsaa maa have været ulovlig. Dernæst, heed det kunde der ved denne Sag kun være Tale om Stadarrest, hvorimod man heller ikke kunde gaae ind paa H.'s Klage over den imod ham brugte Fremgangsmaade. Det overlodes til Magistraten at føre Sagen videre ved simpel kriminel Undersøgelse eller paa fiscal Vei. Politiemester Aud. Jørgensen havde imidlertid, efter f. Bl., viist sig gjenstridig imod Overappelationsrettens Kjendelse om at tage Seglet fra Bogladen, fordi En, som var under criminel Undersøgelse, ikke skulde turde drive sin Forretning. Det vilde da vare mærkeligt, om en saadan Bestemmelse existerede i Slesvig, hvad jo forresten efter Overapellationsrettens Kjendelse ikke kan være Tilfældet. Ellers skulde jo ogsaa en Politiemester, naar han lod en event. Uskyldig tiltale, kunne lukke hans Forretning og berøve Familien Brødet? Saadanne Bestemmelser existere dog vel intetsteds. Ministeriet kommer nu til at afsige sin Kjendelse og hvis det ikke vil desavouere Overappellationsretten indsatte en anden Politiemester til at udføre Rettens Forskrift. - Efter f. Bl. have to af de fængslede Borgere (der maae altsaa være fleer end ovenfor anført), Korkfadr. Esch og Kjøbmand Benek, nævnt sig resp. som Forfatter og Udbreder af Adressen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. marts 1860)

- En vis Knapmager Goercke i Slesvig, bekjendt som en dygtig Wühler, var bleven arresteret for at have løbet omkring og uddeelt den rumohrske og Eckernførder-Adressen, men hængte sig efter et Par Dages Forløb i Arresten. Det var naturligt, at Manden maatte betragtes som et Offer for den "gode Dag", og da han i Mandags skulde begraves, havde scleswigholsteinerne aftalt en storartet Demonstration med del hele Apparat af "Liedertafel", hvidklædte Damer og Blomsterstrøening osv. osv. Politiet forbød imidlertid den hele Comedie og havde til yderligere sikkerhed ladet Indgangen ved Kirkegaarten besætte med Militair og Gendarmer, saa at Ordenen ikke blev videre forstyrret, med Undtagelse af en tydsk Haandværkssvend, en Leipziger, blev arresteret paa Grund af Gadeskandaler. - Undersøgelserne angaaende Adressen gaae imidlertid deres Gang, en Kjebmand Herting er bleven arresteret og flere af de deputerede Borgere i slesvig indstævnede. (Vestslesv. Av.)

(Roskilde Avis 15. marts 1860).

Veteraner fra Slaget paa Rheden. (Efterskrift til Politivennen)

- Den "Berlingske Tidendes" Liste over Veteraner fra 2den April skal jeg tillade mig at supplere med Nedenstaaende :

"I Dreiø Sogn, Fyens Stift, lever endnu en Veteran fra 2den April 1801, Huusaftægtsmand Rasmus Hansen. Allerede i Aaret 1799 giorde han Tieneste paa Linieskibet "Oldenborg". bestemt til Tranquebar, og med dette led han skibbrud under Madeira. Paa Danmarks Hædersdag var han med paa "Dannebrog" og var saa heldig at komme uskadt fra Kampen; mindre heldige vare, efter hans Fortælling, tre andre Dreiøbørn og Byesbørn; de to faldt i Begyndelses af Slaget, og, da "Dannedrog" ikke længere vilde narres med Engelskmanden, men sprang i Luften, sprang den tredie Dreiøbo med. Efter Affæren i Busum Fjord 1814, hvori han ligeledes deeltog, blev han hjempermitteret. I sit huuslige Liv har han rigtignok senere havt adskillige Smaamalheurer, f. Ex. da Havet (der, som han siger, altid har havt et godt Øie til ham) gjemte hans første Kone et Sted mellem Ærø og Dreiø, og under sidste Krig tog en gift Søn fra ham, der var gaaet i Transport til Als. Med alt dette har han en saa besynderlig, gammeldags Tro, at han aldrig har ladet sig forbløffe, men ender gjerne Fortællingen om sit bevægede Liv med de Ord: "Ja, Vorherre har alligevel været besynderlig god mod mig". Nu lever han i stilhed her paa Øen, et Pragtexemplar af Menneske, Fader etc. etc, der nok fortjener at konserveres saa meget som muligt, Jeg kan desværre ikke anbefale ham til den offentlige Opmærksomhed, fordi han er skrøbelig; thi har gaaer endnu, om forlanges, 2 a 3 Miil ad Gangen uden Gene, og arbeider daglig 7 til 8 Timer paa sit lille Snedkerværksted. Heller ikke er han egentlig trængende, da han har, som man siger fra Haanden og i Munden, og dertil, hvad ikke Enhver har, slet ingen ængstelig Bekymring for den Dag imorgen, fordi han troer, at den, der engang talte: "Seer til Fuglene under Himlen" osv., taler endnu til ham. Iøvrigt er han kun 80 Aar gammel, og det er da ikke, som "Dreiøboen siger, nogen Alder, der er værd at tale om. Skulde ikke destomindre Nogen have Sind til at betænke denne Mand med Et eller Andet, da vil det ikke komme paa det urette Sked."

Dreiø Præstegaard, den 22te Febr. l860

Ærbødigst

Bøhmer.

Sognepræst.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. marts 1860)

- Af Krigeroldingene fra 2den April  1891 lever ogsaa i Nykjøbing forhenv. Skibstømrer Fisker P. Svenningsen i en Alder 79 Aar. Paa "Charlotte Amalie", Capit. H. H. Koefoed, som i Forening med "Sjælland" under den uforfærdede Capit. Harboe kjæmpede med 117 Kanoner imod 191 engelske, erholdt han hin Dag en Kugle i høire Underarm og modtager desaarsag en lille Pension. Endv. lever paa Morsø en anden Krigerolding, en nu 84aarig Gubbe, Mads Sørensen, som desværre er næsten stokdøv og maa friste sin Tilværelse med at "gaae paa Hold", som det hedder, i Ljørslev og Ørding Sogne. Han var hin Kampens Dag med paa "Nyborg" under den brave Rothe, der tilligemed Egede paa "Rendsborg" kjæmpede med 29 Kanoner imod 49 og først trak sig tilbage, efter at hans Kanoner paa een nær vare ubrugelige, hans Pram synkefærdig og Fjerdeparten af hans Mandskab falden eller saaret. Mads Sørensen var senere med paa Kanonbaadene fra 1897 til 1814 og havde tidligere som 16aarig Gut gjort et Togt til Vestindien. - Den Høitbedagede kunde dog vel fortjene, at Nutiden mindede hans Ungdoms modige Gjerning med en Veldædighedensgave.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. marts 1860)

Veteraner. I Egerup ved Skielskør lever en Mand ved Navn Peder Hansen, som var med i Slaget 2den April 1801. Han var ombord i Flydebatteriet Nr. 1. stod ved Kanonen Nr. 12, og var den eneste af de 12 Mand ved denne Kanon, som kom derfra med Libet, da Kanonen sprang. Willemoes havde Commandoen ombord. Han er nu 85 Aar gammel, dog gaaer han i Reglen 1 Miil hver Dag. - Han lever af Almisse.

- Listen over Veteranerne fra 1801 kan, ifølge velvillig Meddelelse, endvidere suppleres med den 84 aarige Aftægts-Huusmand Hans Simonsen i Seden ved Odense. Han har i sin Ungdom været med til at grave Odense Canal. I 2den April Slaget stod han som Landsoldat paa Vagt paa Kongebroen imellem Nyholm og Qvintus. Han havde dengang til Lieutenant nuværende General Krogh og var efter sin Opgivelse Nr. 113 ved 2det Musketteercompagni. Skjøndt han ikke tog videre activ Deel i Kampe, er 2den April Slaget dog vedblevet at være hans Livs store Minde, hvorom han taler om Dagen og drømmer om Natten. Han har senere levet som Huusmand i Seden og arbeidet ved Opmudringsvæsnet paa Odense Canal. Indtil det sidste Par Aar var han meget rask og rørig og saaes for 5 Aar siden undertiden oppe paa Taget som Tækker. Nu er han bleven affældig, men gaaer dog en del oppe. Han forsørges af sin Svigersøn og Datter og har ikke modtaget Understøttelse af det Offenlige.

I Dragør paa Amager lever, ifølge en en velvillig Meddelse til Red., en af Deltagerne i Slaget paa Rheden, Andreas Zacharias. Han er født i Rønne paa Bornholm og kæmpede under Slaget ombord paa "Holsten". Han er nu 82 Aar gammel og har den tunge Skjæbne at være blind; hans Kone er kun to Aar yngre og bestandig sengeliggende. Det gamle Par lever i meget trange Kaar og trænger i høi Grad til Understøttelse.

- Christen Christensen af Hostrup, født i Aaret 1777, var, ifølge "Hiørr. Av." i Aaret 1800 ombord paa Admiralskibet "Justitia" og gjorde under Slaget paa Rheden Tjeneste ved Carstensens Batteri paa Stranden ved Amager. Han lever  i meget trange Kaar og har været sengeliggende i over to Aar.

- I Svenstrup i Holbeks Amt lever, ifølge "Kall. Av.", en Veteran, Mads Frederiksen Søltbek, født 1779. Han blev udcommanderet som Søvant paa Linieskibet "Danmark" 1799, og efter forskjellige Fata var han i 1806 ombord i Linieskibet "Prinds Christian". I Træfningen ved Sjællands Odde (23de Marts 1808) blev han fangen og ført til  til Engeland, hvor han maatte forblive til 1810. Ved sin Hjemkomst kom han paa en kaperbaad og brækkede senere Benet, hvorved han blev utjenstdygtig. Nu opholder han sig i Svenstrup By i Holbek Amt og underholdes af Communen

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. marts 1860).

"Bombardment of Copenhagen" (published 1 oct. 1801). A view of the Battle of Copenhagen, fought on 2 April 1801, between the British fleet, under the command of Admiral Sir Hyde Parker (1739-1807), and a Danish-Norwegian fleet which was anchored off Copenhagen, resulting in a strategic British victory. Royal Collection Trust. 

Veteraner. Ifølge velvillig Meddelelse fra Hr. Toldkontrolleur Tb. Andersen lever der paa Aglsgaard ved Hellebek en Veteran fra 2den April, nemlig Fisker Niels Poulsen, Aar gammel. Han gjorde Tjeneste under hele Slaget ombord i Blokskibet "Mars" og kom usaaret ud af Kampen: han har senere gjort Orlogstjeneste i 4 Aar, og var, fra 1807 til 1814, Bestyrer for Telegrafen paa Odins Høi, imellem Kronborg og Nakkehoved. Niels Poulsen blev gift og hans Kone døde 1854; han lever i trange Kaar og har Underhold ved en 51aarig døvstum Søns Fiskeri, der dog i de senere dyre Aar ikke har været tilskrækkeligt til Begges Fornødenheder, hvorfor han siden Konens Død hvert Aar har medtaget noget Brændsel af Fattigvæsnet, samt i dette Aar 2 Læs Tørv, ligesom han ogsaa siden 1854 har modtaget ugentlig 7 Pd. Brød. Han kan ikke længere selv drive Fiskeri, men er dog saa rørig, at han kan gaae etc: Alderdomssvagheder trykke ham mere og mere, Synet slaaer ham feil og han føler det Trykkende i sine trange Kaar: dog, naar han fortæller om sin syvaarige Telegrafbestyrelse, røber den gamle Mand tydelig, at dette har været Glandsperioden i hans Liv, og han taler om Begivenhederne fra den Tid med en Varme og Begejstring, som lader see, at han har følt Betydningen af sin Stilling, og efterlader en Følelse af, at han utvivlsomt har været en meget paalidelig Personlighed.

Ligeledes har Hr. Distriktscommissair B. Jensen velvillig meddeelt os, at der paa Slettens Fiskerleie lever to Veteraner fra 1801. Den ene, Fisker Jens Jensen Helle, er 80 Aar gammel. Han kæmpede ombord i "Dannebrog" og var en af de Faa, som slap med Liv og Lemmer, da Skibet sprang i Luften, og fik kun sit Ansigt forbrændt. Senere tjente han paa Kanonbaadene og sloges I 1807 paa Skibet "Afrika" ved Dragør. Han har nu i flere Aar været sengeliggende og lever i yderst trange Kaar. Den anden Veteran er Fisker Svend Sørensen. Han kæmpede ombord i Skibet "Danmark" 1801, og gjorde senere Tjeneste paa Kanonbaadene. Han er 83 Aar gammel, nyder et godt Helbred, men er meget fattig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. marts 1860).

Dette er et udvalg af smånotitser som florerede i aviserne i anledning af Berlingskes forsøg på at lave en liste over veteranerne.

Slesvig Stænderforsamling: Frihedsrettigheder i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Den til Hovedstaden alt i forr. Uge hjemvendte slesvigske Minister har, efter sin Udflugt til 3 Sogne i Angeln, meddeelt Kongen en offentliggjort Beretning, hvorefter Ministeren har fundet Underviisningen, baade i Dansk og Tydsk, og dens Frugt i de 3 Sogne, Munkbrarup, Huusby og Sattrup, aldeles fyldestgjørende. - I den første have vi selv engang gjort den samme Erfaring, men Sognet har ogsaa en usædvanligt dygtig Almuelærer, som har benyttet den for kort afmaalte Tid i det ene Sprog meget omhyggeligt og tillige afvejende talt begge Sprog med Børnene, hvad ikke overalt tilstedes. Skoleunderviisningen paa Landet er i det Hele meget god i Slesvig; saaledes vil man idetmindste vistnok træffe den paa mange Steder. Men naar altsaa begge Sprog læres tilfulde, d. v. s. at der overalt i de blandede Kredse som paa de 3 nævnte Steder pligtmæssigt sørges derfor, hvorledes bare faa Præster kunnet med nogensomhelst Ret erklære og den forr. Minister tage saadan Erklæring for gyldig: at Børnene ikke kunne tilstrækkeligt Tydsk til at forberedes til Confirmation og confirmeres paa Tydsk, naar Forældrene forlangte dette Sprog? eller hvorledes kan man da forsvare, at nægte Børnene eller Forældrene paa Børnenes Vegne, hvad selve Sprogrescriptet berettiger dem til som kirkelig Handling, at vælge det Sprog, hvori Børnene ønskes forberedede til Confirmation og konfirmerede? - Det er især denne Uretfærdighed der ogsaa, efter hvad den nuv. Minister har erfaret paa 3 Steder, er uden Nødvendighed - som man i Slesvig paa Landet har beklaget sig over, og som har foranlediget, at Forældre have sendt Børn andetstedshen for at konfirmeres. Lige saavel som Skolelæreren kan, hvor han vil og hvor det overlades ham, lære Børnene begge Sprog fyldestgjørende, lige saavel kan Præsten veilede Børnene til Bekræftelse i deres Tro og adspørge dem deri i det ene eller andet Sprog, der af eller for hver især vælges. Har Kirken afvexlende dansk og tydsk Gudstjeneste, for som Kirke at lempe sig efter hvers Sprogbrug og sætte Troesforholdet over Sprogforholdene og ialtfald over Tvist herom, og kan Enhver ved kirkelige Lejligheder, selv efter Sprogrescriptet, frit vælge efter sit Tungemaal, saa har Præsten ubetinget den samme Pligt ved Confirmationen. Det Modsatte har ogsaa fødet Tvist- og Tvangsforhold, som mindst af Alt kunne opbygge en Menighed, og selv den baade kirkeligt og sprogligt strængttroende Grundtvig har paa Kirkemødet for et Par Aar siden udtalt sig dadlende herom. 

Det kan ikke være Andet, end at mange Aars Samliv maa have knyttet mangt et Baand imellem Nordslesvig og Kongeriget, imellem Sydslesvig og Holsteen. Ligesom vi dybt vilde beklage Begivenheder, der løsnede Slesvig fra Moderlandet, saaledes er der mange, mange Medborgere i Kongeriget, for hvem Samstatsforbindelsen med Holsteen ansees for et Gode ikke blot for Slesvigerne, men for den hele, nord for Elben boende og fra Oldtiden samvirkende Befolkning. Vi imødesee Intet hellere end et oprigtigt Broderskab imellem alle fire Landsdeles Befolkninger, men troe, at dette Maal naaes bedst ved en gjensidig Agtelse for hinandens særlige Retsforhold. - Fra det folkelige Standpunkt ere vi her i Kongeriget vante til at modsætte os Embedsmandenes Overgreb i Anliggender, der bedst overlades til Folkets og Communernes Selvstyrelse. Vi have her efterhaanden seet Embedsstanden gaae frem i Humanitet og Agtelse for den bestaaende Forfatning, om ikke uden Kamp. Vi beklage, om Mænd, udgaaede fra Kongeriget, ikke have vidst at vinde de andre Landsdeles Agtelse og Tillid. Og vi skulle ikke undlade, saa vidt som vi formaae det, at indprente de opvoxende Embedsmænd et forsonligt Sindelag imod Befolkningen, ligesom vi ønske, at hver Landsdeels Embeder i Reglen besættes med Mænd, som der have hjemme og ere kjendte med Sæder - og Skikke. M. H. t. hele Statens fælleds Forfatning er den egentlige Befolkning i Kongeriget enig med lignende Anskuelser i de andre Landsdele om, at Forfatningen af 2den October 1855, hverken tilfredsstiller Ret eller Billighed. Vi ere derfor villige til ved alle lovlige Midler at virke hen til en Forfatning, hvor baade det Fælleds og det Særlige skeer Fyldest. Med disse Anskuelser kunne mange Mænd i alle Landsdele mødes, og saaledes Kronens og Statens Krav ikke mindre end Befolkningens og de særlige Landsdeles Tarv skee Fyldest i hver Henseende. - Vi have her som andetsteds havt at kjæmpe med hensynsløse Theoretikere og fordomsfulde Historikere, som kun i meget ringe Grad havde den nulevende Befolknings Vel for Øie, men satte Følelserne i Bevægelse ved Fortids Minder og Fremtids Drømme. Men i repræsentative Forsamlinger er man dog ogsaa udsat for tvivlsomme Demonstrationer, der kun give Øieblikkets Stemning Luft, og som ligne et brillant Fyrværkeri deri, at de blænde Øiet ved et flygtigt Skin og stundom ved Uforsigtighed tænde Lidenskabens Brand. Den roligere Deel af Befolkningen vil af Repræsentanterne see varigere Frugter, hvorved de fremme Almeenvellet, de aandige Krav ved Hjælp af materiel Fremskridt« og fri Udvikling af alle Kræfter. Kun saaledes kunne de overgive til ten svigende Slægt en betrygget og lovhjemlet Statstilværelse. (Eft. "Ret og Pligt".) 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. februar 1860).

Overfor minister baron Blixen-Fineckes redegørelse står den slesvigske stænderforsamlings majoritets udkast til en 19 foliosider lang adresse til Frederik 7. Den blev i sin fulde længde offentliggjort i Aalborg Stiftstidende 15. februar 1860, I tysk udgave findes den i Allgemeine Zeitung, 15. februar 1860. Nogle uddrag heraf ses nedenfor:

- - -

1) Ved hin føl. Bekjendtgj. var "der lovet Landet, at der med Ordningen af Monarchiets Anliggender, under Bibehold og videreudvikling af de Indretninger, som enten omfatte alle Sammes Dele eller som ere grundlagte for enkelte af disse, skulde skridts frem i den Aand, at opretholde og forbedre de retligt bestaaende Forhold." "Denne Aand, siger Udkastet, har Landet (Slesvig) smerteliges savnet i Regjeringens Forholdsregler fra 1852 indtil nu. Det bedrøver os dybt at maatte udtale det, at Lovgivningens og Forvaltningens Tendents i denne Periode har været kjendelig derved, at bestaaende Indretninger og Forhold, uden Hensyn til dette Hertugdømmes Interesse og Lands-Repræsentationens Anskuelser og Ønsker saavel som til selve Landet, kuldkastes i den Hensigt at sætte danske Indretninger, dansk Forvaltning og Mønt, dansk Sprog, ja selv danske Bynavne istedetfor det hidtil Bestaaende. 

- - -

Istedetfor den lovede Ligeberettelse af begge Sprog er indtraadt en voldsom og skaansesløs Undertrykkelse af det tydske Sprog. Ved et Tillæg til Forfatn. for Slesvig er i Flensborg Provsti med 26 Sogne, i Kjøbstaden Tønder, og i 10 Sogne i Tænder Provsti, i 4 Sogne under Husum og Bredsted Provsti og i 9 Sogne i Gottorp Provsti det siden Aarhundreder bestaaende udelukkende tydske Skolesprog ved voldsom Tvang og tvertimod Indvaanernes Ønske blevet fortrængt, saaledes at der i alle disse Sogne kun 4 Timer om Ugen maa undervises i det tydske Sprog; men endog dette skeer ikke engang. I den største Deel af disse Sogne er det tydske Sprog udelukkende, i alle de øvrige overdelende Folkesprog, og bliver Underviisningen derfor i de fleste af disse Sogne givet Børnene i et for dem fremmed Sprog. Paa alle mulige Maader søger man at forhindre, at Børnene i disse Sogne blive underviste ved tydske Huuslærere; og det er blevet ubetinget forbudt, at 2 eller flere Familier i fælledsskab holde en slig Huuslærer. Naar det ikke kunde forebygges, at under saadanne Omstændigheder mange Børn af de saakaldte blandede Distrikter, d. e. af alle de nævnte Sogne, af deres Forældre bleve satte i Kost i saadanne Skoledistrikter, hvor Folkesproget var tydsk, saa har man dog vidst at gjøre dette Forældrenes sidste Forsøg paa at opdrage deres Børn i deres Modersmaal derved virkningsløst, at Børnene bleve nødte til at vende tilbage til deres Forældre, for at lade sig undervise i det danske Sprog i de sidste Aar for deres Confirmation, som holdes i nævnte Sprog. Ved en saadan Underviisning i et for Børnene fremmed Sprog er det en nødvendig Følge, at der med saa Undtagelser opvoxer en Ungdom uden Tugt(L), der i Landsbyskolerne, foruden nødtørftig Skrivning og Regning, kun lærer dansk Læsning og nogle danske Phraser udenad. Efter de samme Forskrifter skal Gudstjenesten i de nævnte Sogne holdes afvexlende paa Dansk og paa Tydsk, endskjøndt i de fleste Sogne næsten alle Beboerne ikke forstaae en dansk Prædiken, men alle derimod godt forstaae en tydsk Prædiken. En notorisk Kjendsgjerning er det ogsaa derfor, at Kirken paa de Søndage, da der holdes dansk Prædiken, næsten altid staaer tom. Her foreligger en den hele Befolkning dyb og smerteligt til Hjertet gaaende Forfladigelse i Brugen (?) af det tydske Modersmaal, ja selv af Kirken og Skolen, hvilket staaer i en directe Modsigelse med det i den kgl. Bekjendtgj. af 28de Jan. 1852 givne Tilsagn. De i hver Forsamling af de slesvigske Stænder gjentagne Venner om Gjenindsættelse af det tydske Sprog der, hvor dette er Folkesprog, ere hidtil blevne uden Frugt. Man har endog, for at rydde al Modstand imod det tydske Sprogs Fortrængelse af Veien, ikke undseet sig for, uagtet de af de slesvigske Stænder under 21de Febr. 1857 imod saadanne Indgreb i Patronatrettighederne gjorte Indsigelser, i August 1857 uden videre forfatningsstridigt at ophæve de i den slesvigske Forfatningslov 3 Besidderen af Gelting og de i Gelting Sogn indlemmede Godsbesiddere garanterede Patronatsrettighcder over Kirken og Skolen. 

- - -

Det Samme gjælder om de talløse Forbud af Bøger og Kort for Slesvig, hvilke hverken i Kongeriget eller i begge de andre Hertugdommer ere forbudte, og som tvinge hver af Slesvigs Indvaanere, naar han vil være vis paa ikke uden sit Vidende at overtræde Forbudet og at paadrage sig Ubehageligheder, til at anskaffe sig en med hvert Aar stigende Fortegnelse over forbudte Skrifter. I den samme Aand haandhæves ogsaa Pressen, der kun tjener Daniseringen og som til dette Øiemeed erholder af de særlige slesvigske Indtægter betydelige Understøttelser. En Petitionsret bestaaer neppe, Retten til at afholde frie Forsamlinger og til at indgaae Foreninger aldeles ikke."

- - -

Man bør give Afkald paa at betragte det danske Sprog som en politisk Person, hvis Omraade skal udvides ved Erobringer, Sproget er til for Menneskets Skyld, men ikke omvendt er Mennesket til for Sprogets. Saalænge Kirke og Skole endnu misbruges til at gjøre Propaganda for Sproget, saalænge det ikke er tilladt Indvaanerne at betjene sig, hvor og naar de ville, navnlig ogsaa ved Underviisning af deres Børn, af deres eget Sprog, staaer Staten i umiddelbar Strid med Christendommens og Civilisationens første Fordringer og mangler den første Forudsætning for en fri borgerlig Tilværelse, Saalænge med alle Lovgivningens og Forvaltningens Forholdsregler kun Slesvigs snævrere Forbindelse med Danmark og den endnu fuldstændigere Løsrivning fra Holsteen haves til Hensigt, kan der ikke være Tale om, at Slesvigs Ønsker og Interesser blive tagne i Betragtning. 

- - -

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. februar 1860. Uddrag)

I stænderforsamlingsmødet den 15. februar 1860 talte Rumohr imod forbuddet mod bøger. Forbuddet blev  forsvaret af pastor Mørk-Hansen, provst Hansen, Krüger og Laurids Skau med at de nævnte forbud skete mod statsopløsende tiltag. Forsamlingens flertal besluttede trods den kongelige kommissarius frarådede at gå videre med forslaget, at nedsætte en kommission. Kommissarius advarede (truede?) dernæst forsamlingen med at den var i strid med den slesvigske forfatning og at regeringen ville blive underrettet og at underskriverne ville blive draget til ansvar ved retlig tiltale. Kommissarius gjorde det klart at regeringen ikke kunne indgå i en diskussion om flere rettigheder til Slesvig.

I Flensborg blev Heibergs boghandel kort efter foreløbigt lukket mens politiet undersøgte den for udbredelse af en "illoyal adresse" og andre "statsopløsende skrifter".

Ved stænderforsamlingsmødet de 21. februar 1860 oplæste kommissarius en skrivelse fra minister Blixen-Finecke hvori denne kraftigt tog afstand fra flertallets optræden: det bevirkede gæring og tvedragt, mistillid til regeringen og opægning af de nationale lidenskaber. Så længe disse tilstande bestod, ville man ikke indrømme flere friheder.

Forslaget blev på stændermødet den 24. februar med 26 stemmer mod 17 sendt i udvalg.

Den slesvigske stænderforsamling den 13. marts 1860 vedtog en udtalelse hvori man anbefalede at ophæve forbuddet mod bøger og foreninger i Slesvig. Det blev vedtaget med 26 stemmer imod 13 - det danske mindretal stod fast på at forbuddet stadig skulle eksistere: I marts 1860 fremsatte mindretallet (bl.a. Skau, Krüger, Mørk-Hansen, Blady og provst Hansen) en slags "modadresse". Kommissarius havde kun enkelt indvendinger imod formuleringerne, en af dem var at der i 1848 ikke havde været 2 partier og at kongen som sådan ikke kæmpede imod et part. Buchwald (der ikke havde deltaget i opstanden 1848), bemærkede at adressen var en demonstration imod majoriteten som misbrugte kongen. I Slesvig beherskede minoriteten majoriteten gennem regeringen. Dette forhold forekom ham bemærkelsesværdigt, og citerede Haller: "Der sker ting på jorden og under solen, som hvis man ikke mister forstanden, så har man ingen."

Slesvig Stænderforsamling: Presse- og Forsamlingsfrihed. (Efterskrift til Politivennen)

I starten af 1860 skærpedes tonen i Slesvigs stænderforsamling. En af sagerne var da der blev stillet forslag om opfordring til at indføre pressefrihed i Slesvig. De københavnske medier og store dele af provinspressen var enig med det danske mindretal i stænderforsamlingen om at der ikke skulle være pressefrihed. Enkelte aviser som Aalborg Stiftstidende var dog uenig:

- - - Mørk Hansen udtalte, at en fri Presse vistnok var en Velsignelse for et Land, men Lovgiveren maatte tage Hensyn til de givne Forhold. Slesvigs Historie lærte, at Misbruget af Pressefriheden havde fremkaldt de Ulykker, som Landet for ikke længe siben havde lidt og endnu led under; der var en fræk, tøjlesløs Presse, som havde sendt de slesvigholstenske Ideer ud i Verden og udbredt den augustenborgske Sammensværgelses Løgne i Folket; ved Blade cg Flyveskrifter havde man faaet Krigere, Embedsmænd og Borgere forledte til Troskabsbrud og Mened og bagefter besmykker Forbrydelsen paa den mest jesuitiske Maade. De oprørske Adresser, som laa paa Forsamlingens Bord, vidnede om der sammen skjændige Misbrug af Friheden. Til Pressefrihed var Tiden endnu ikke kommen, og Ønstet herom narredes heller ikke af Befolkningens Flertal. - - -

(Ribe Stifts-Tidende 1. marts 1860)

I den slesvigske Stænderforsamling har Baudissin stillet det glædelige Forslag om Presse- og Forsamlingsfrihed. Det burde den nærv. Regjering, som har lovet Frihed ogsaa for de andre Statsdele udenfor Kongeriget, egentlig være kommen selv med. Af den forrige og bureaukratiske Regjering, som var en Modstander og Modarbejder imod fri Presse og fri fvllelig Udtalelse i Slesvig, kunde del naturligviis ikke ventes. Nu er der imidlertid budt den nærv. Regjering en smuk Lejlighed til at imødekomme Folkets Trang til Frihed ogsaa i Slesvig, hvor denne Trang er saa meget større, da Embedsenevældet der hidtil har regjeret ud i alle Forgreninger og voldet megen Skade, ligesom Pressen ogsaa har maattet lide under Demoralisering og maattet savne Tillid og Støtte hos Befolkningen, fordi Pressens Udøvelse ikke var fri, men endog i den Grad bunden i Slesvig, at Wolfhagen i Hertugdømmets største og Monarchiets trediestørste Stad nægtede Typographer selv fra Kongeriget at etablere et Blad ved Siden af den store Byes eneste Tidende og man i Slesvig baade ellers nægtede Bladudgivelse, hvor Bureaukratiet ikke vilde have det, og fra dettes Side anvendte truende Tilkjendegivelser og Intimideringer imod Bladudgivere. Kun ved at udvikle Pressens og al borgerlig Frihed knytter man Slesvigs Folk isandhed fast til sig og udrydder Ufredsspirerne, der aldrig have vegeteret frodigere i Slesvig end under det bureaukratiske Regimente. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. februar 1860).

Den slesvigske Minister synes nu selv at føle Billigheden i Slesvigernes Frihedsret til at forsamle sig til offentlige Anliggenders Drøftelse. En saadan Forsamling var nemlig den 18de f. M. af nogle Stænderdeputerede berammet til Afholdelse i Eckernførde, men blev af den derv. Politiemester forhindret. Flere af Byens Indvaanere førte Klage over Politiemesterens lovstridige Fremgang i denne Anledning og, efter "Alt. M.", har Ministeren under sit Ophold i Flensborg tilkendegivet de Deputerede, at Borgemesteren og Politimesteren i Eckernførde, paa Grund af Forsamlingens Standsning, allerede havde faaet en Tilrettevisnig.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 11. februar 1860)