Sigtelse for Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Sigtelse for Barnefødsel i Dølgsmaal. De nærmere Omstændigheder ved en af Kriminal- og Politiretten den 23de Sepbr. paakjendt Aktionssag , hvorunder en tiltalt Tjenestepige -  der er født den 27de Juli 1840 og ikke funden førhen straffet - sigtedes for Barnefødsel i Dølgsmaal, eller uforsvarlig Omgang med sin Barnefødsel, vare, ifølge den af Tiltalte afgivne Forklaring og de iøvrigt tilvejebragte Oplysninger i det Væsentlige følgende. Da Tiltalte i Oktober Maaned f. A. antog, at hun var frugtsommelig, underrettede hun strax sin Kjæreste om sin Tilstand, og han lovede at yde hende al den Hjælp, hvortil han var istand, ligesom de i Forening aftalte hvorledes hun skulde forholde sig, naar Fødselen, som hun ventede i Midten af Juli Maaned, forestod, men forøvrigt omtalte hun ikke sin Tilstand for Nogen forinden i April Maaned d. A. , da hun henvendte sig til en Jordemoder. Da hun derpaa den 1ste Mai kom til at tjene hos R. R., og dennes Hustru havde fattet Mistanke om, at hun var frugtsommelig, vedgik hun sin Tilstand, og blev det hende tilladt at forblive i Tjenesten indtil videre. Tiltalte, der allerede havde begyndt at tilberede Børnetøi, følte sig ilde Løverdagen den 17de Mai d. A., i hvilken Anledning der, da hun fortalte sin Madmoder dette, blev af denne gjort hende det Spørgsmaal, om det ikke var Fødselen, der forestod, hvortil Tiltalte dog bemærkede, at hun ikke antog, at det var saa nær, og efterat Tiltalte derpaa var gaaet tilsengs om Aftenen Kl. 10½ i sit Kammer, hvor hun laa alene, men som forøvrigt kun var adskilt fra hendes Herskabs Soveværelse ved en smal Gang, vaagnede hun efter omtrent en Times Forløb med heftige Smerter over Lænderne, som dog kun varede ganske kort. Hun stod da upaaklædt op af sin Seng, itet hun endnu ikke vil have tænkt sig. at det var Fødslen, der forestod; men da hun kom ud paa Gulvet, sank hun i Knæ, og i det Samme gik der Noget fra hende, som hun i Mørket ikke kunde see, men som ganske blev adskilt fra hende, uden at hun følte synderlig Smerte derved. Tiltalte, der har erkjendt, at hun var ved sin Bevidsthed, tændte derpaa Lys og saae nu, at det var et Barn, hun havde født, hvorhos hun tog Barnet, hvis Legemsdele hun kunde see, vare fuldt udviklede, men hos hvilket hun intet Liv kunde spore, og som hun derfor ansaa for dødfødt, op til sig indsvøbte det i noget Linned og lagde det i Sengen hos sig, saa at det frit kunde drage Aande, i den Tanke, at Barmen muligen kunde bringe det tillive, men derimod foretog hun sig Intet for at skaffe sig og Barnet Hjælp, og tilkaldte navnlig ikke sin Madmoder, og da hun den følgende Morgen stod op, lod hun Barnet ligge i Sengen, Indtil hun om eftermiddagen ikke længer kunde tvivle om, at Barnet var aldeles dødt, lagde det ned i en Potte, hvor det senere fandtes i en krumbøiet stilling, efterat Tiltalte der ikke havde omtalt det Passerede, hvortil hun har angivet som Grund, at hun ikke kunde faae Leilighed til at tale med sin Madmoder - først den paagælgende Mandag Formiddag af denne var bleven spurgt om hendes Tilstand, og da havde fortalt, hvad der var foregaaet. Tiltalte har vedblivende paastaaet, at det ikke har været hendes hensigt at føde hemmeligt eller at holde fødselen skjult og endnu mindre at foranledige Barnets Død, hvorimod Fødselen paakom hende, der ikke tidligere har født noget Barn, og antog, at hun endnu havde et Par Maaneder tilbage af sit Svangerskab, aldeles uventet, samt at Grunden til, at hun ikke strax tilkaldte Hjælp, var, at hun intet Tegn til Liv kunde spore hos Barnet, og derfor antog det for dødfødt, saa meget mere, som hun i de sidste 3 a 4 Dage for Fødselen - heller intet Liv havde sporet hos Fosteret. Medens der ikke kunde blive Spørgsmaal om at ansee Tiltalte for Barnefødsel i Dølgsmaal efter D. L. 6-6-8, da Betingelserne for Anvendelsen af dette Lovsted ikke vare tilstede, fandtes hun dog ikke at kunne undgaae Ansvar for at have undladt at tilkalde Hjælp, hvortil hun efter sin egen Forklaring vel havde været istand ialfald strax efter Fødselen, og hvorved Barnet muligen kunde have været kaldt til Live, og blev Tiltalte herfor anseet med en efter Lovgivningens Analodi lempet arbitrair Straf, der efter Omstændighederne fandtes at burde bestemmes til Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, hvorhos hun tilpligtedes at udrede Aktionens Omkostninger, hvorunder Salair til de beskikkede Sagsførere med 5 Rd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. september 1862)

Fra Eideren, September 1862. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Ejderen

September 1862

C. P. Når jeg efter en lang pause griber pennen endnu en gang for at fortælle dig noget om vores gøren og laden eller mere korrekt om vores tolerance og lidelse, må jeg spørge mig selv om det nuværende øjeblik hvor krisen der er forestående i Preussen, med rette er af den mest almene interesse, også er egnet til andet og om dine læsere stadig vil have tid og rum til at notere sig en så vigtig beslutning, så katastrofal for hele Tyskland som der i øjeblikket forberedes på bredden af ​​Spree om tingenes tilstand ved Ejderen. Men Slesvig-Holsten er et navn der er skrevet med uudslettelige bogstaver i ethvert tysk hjerte. Som et gammelt, dårligt helet sår dukker mindet om Slesvig-Holsten frem igen og igen gennem alle tidens forandringer, fra glade og triste dage, fra parlamentsdebatter og ministerprogrammer. Det er rigtigt at der er noget ensartet over de trængsler og forfølgelser som vi er genstand for. Danskernes vold som vi lider under, har blandt andet den egenskab at den foregår stille, den mangler det dramatiske, spændende, det storslået chokerende. Vi bliver ikke  tortureret til døde med sværdslag eller nålestik. Men vore tyske brødre glemmer ikke i alt dette at det er deres egen ære, og vores alle sammen der her bløder ihjel i stilhed. Da de ikke kan eller skal hjælpe os, vil de i det mindste holde et åbent øre og et åbent hjerte for vores klager, selv med risiko for at de også bliver noget ensformige og kedelige med tiden.

Den forgangne ​​sommer var en sommer med festligheder og mærkedage for Tyskland. Det havde vi også vores del af heroppe i det nordtyske grænseområde, bortset fra at de enkelte festivaler forløb meget forskelligt. Du læste utvivlsomt i aviserne dengang om den store gymnastikfest, der efter mange besværligheder og kampe blev fejret i Rendsborg midt i juli. Trods alle begrænsninger og forhindringer fra danskernes side, var det en smuk, ægte patriotisk fest, der efterlod alle deltagere i et opløftet og håbefuldt stemning i lang tid fremover. Selvfølgelig skulle danskerne forsøge at lægge en dæmper på denne stemning, og derfor blev Flensborg Istedløvefest afholdt et par dage efter Rendsborgs Gymnastikfestival, den 25. juli. Men skulle det have været en demonstration mod tyskheden, så var det kun halvt vellykket. Flensborg havde dog tidligere et noget blakket ry. Borgerskabet som mere end blot vendt mod materielle interesser, mente at det ikke kunne styrkes bedre end gennem den tættest mulige forbindelse med norden - hvilket senere viste sig at være en alvorlig fejltagelse - og viste derfor stor lunkenhed ved vores opstand. Men de år med skam og pres der siden er gået over os, har også i denne henseende haft deres virkning, og Flensborg der indtog en næsten tvetydig holdning for 12 år siden, har denne gang vist sig at være fuldstændig værdig til det tyske navn. På trods af terrorismen udført af embedsmænd og pressen var befolkningens deltagelse ekstremt lav. En isnende kulde lå over hele byen, intet hus var dekoreret, ingen viste sympati for en fest der egentlig havde til formål at håne tyske følelser. Derimod var danskerne fra Sjælland og andre øer kommet over i stort tal, deriblandt ikke færre end fire ministre. Hvis den fanatisme der gør dem blind, stadig er i stand til at gøre ethvert uvildigt indtryk, så kan det ikke være gået ubemærket hen for dem at den ellers så loyale by Flensborg nu blot er en tabt sag for dem.

Den 27. juli, 14 dage efter Rendsburg-festivalen og to dage efter Flensborg-festivalen, fandt en sangfestival sted i Husum, som blev overværet af talrige gæster fra de nærliggende slesvigske byer Flensborg, Tønning etc. såvel som fra Rendsborg. Husum er en lille by i det sydlige Slesvig på kanten af ​​marsken. De slesvigske byer gik alle væsentligt tilbage i deres velstand under det danske styre; meget naturligt da de udgør kernen i den tyske opposition og fordi man ikke kan korrumpere dem, forsøger man i det mindste at ødelægge dem. Husum har også oplevet triste forandringer. Alle tyske embedsmænd er blevet fjernet. I deres sted er kommet individer som hverken har talent eller viden eller moralsk formåen, kun det "gode" sindelag. I spidsen står den nye borgmester, en tidligere dansk kaptajn om hvem rygterne har alle mulige overraskende ting at berette om. Husum havde engang en lille lærd skole der nød et godt ry og tilbød beboerne i de omkringliggende rige områder Eiderstedt, Bredstedt osv. en ønsket og ofte anvendt mulighed for at give deres sønner en videregående uddannelse. Disse udenbys studerende bragte også en betydelig fortjeneste til den lille by som var frataget andre kilder til mad. Siden danskerne blev herrer, har alt ændret sig. Hadet til tyske skikke og tysk uddannelse der fylder vores herskere, ledte efter tilfredsstillelse, og alt for tidligt blev det fundet. I strid til de gamle udtrykkelige bestemmelser blev den lærde skole omdannet til en højere borgerskole. De tyske lærere med undtagelse af én der viste sig at være medgørlig og som til gengæld fik den nye institutions rektorat, blev afskediget og danske lærere ansat i deres sted. Efter et stykke tid måtte rektor også gøre plads til en dansker, og derfor blev den gamle institution som var grundlagt på tyske penge og drevet i tysk ånd, snart fuldstændig fordansket. Og resultatet? Det siger sig selv: ikke alene er de udenbys elever forsvundet, men næppe har nogen af ​​byens borgere hjerte til at sende deres børn i denne skole, så meget at den institution der trivedes så meget indtil for nylig, er nu hvis jeg er korrekt underrettet, knap en snes elever tilbage, og det er for det meste børn af de ansatte danske lærere!!

I denne lille by, som var blevet så hårdt mishandlet af det danske tyranni, fejredes en tysk sangfest den 27. juli. Det var den første rigtige folkefest der fandt sted i Slesvig siden 1850 og vil formentlig forblive sådan i lang tid. Fordi danskerne er ude af sig selv ved den ånd af selvstændighed og selvhjulpenhed, eller som de kalder det, af trods som har vist sig ved den lejlighed i en by, fra hvis undertrykte og noget svaghjertede borgerskab de indtil da mindst havde forventet det.

Men selvfølgelig havde danskerne selv opført sig så klodset som muligt. Det var som om de havde gjort en virkelig indsats for at stimulere og udfordre den tyske befolknings selvværd. Festivaludvalget besluttede endda at invitere de danske elever der var kommet til Løvefesten i Flensborg! Dette var dog et påbud som selv de ellers så medgørlige folk i Husum protesterede imod. Også flagning med Dannebrog blev afslået, selv om byen havde klædt sig ud på den mest imponerende måde med flag og kranse. Og derfor måtte den danske politimester og hans håndlangere endnu en gang opleve den fortrydelse at en menneskemængde på mange tusinder, frit og åbent midt i det undertrykte Slesvig, bekendte deres slesvig-holstenske, det vil sige tyske, følelser over for danske magthavere.

Til at begynde med synes denne tilbagevendende oplevelse af den nationale bevægelses uudryddelige magt kun at have den virkning på danskerne, at deres had bliver stadig mere brændende, deres arrogance stadig mere voldsom. De vidste også hvordan de skulle hævne sig for de netop omtalte festligheder og de demonstrationer af tysk stemning, der fandt sted der, for det meste på en meget smålig måde, men det er netop denne hævnens smålighed der gør det endnu mere følsomt. En guldsmed Beyreis fra Flensborg fik en straf i form af bøde på 50 thaler på grund af en intet mindre end eksalteret tale, hvori han behørigt omtalte Flensborgfesten. Husum-gymnasterne skal også betale bøder på 10 til 15 thalere pr. person for deres deltagelse i Rendsburg-festivalen. Alle tyske sang- og gymnastikklubber, uanset hvor mange eller rettere meget få af dem, der endnu havde en beskeden tilværelse i Slesvig, er blevet forbudt; Ligeledes tolereres Husum borgerforening, ja selv landbrugsfester der holder sig fra al politik, ikke længere. Samtidig blev der indført en streng politiudgangsforbud. Ved 10-tiden om aftenen skal alle offentlige steder uundgåeligt lukkes. Og borgere bliver konstant smidt i fængsel uden dom eller retfærdighed. Men klager man over disse og utallige lignende voldshandlinger til den slesvigske appelret i Flensborg, erklærer samme sig simpelthen inhabil!

For så meget desto mere uforstyrret at kunne drive denne økonomi i Slesvig planlagde regeringen, tilskyndet af den danske presse, der fuldstændig dominerede den, at etablere det samme voldelige styre i Holsten. Først skulle der udnævnes en statholder, til hvilken ende man begyndte forhandlinger med grev Moltke, hvis rædselsherredømme stadig huskes i Slesvig. Indtil da var hr. Moltke på grund af sine absolutistiske, aristokratiske følelser lige så forhadt hos danskerne som i hertugdømmerne på grund af det forræderi og grusomhed han udførte mod sine egne landsmænd. Men nu glemte danskerne deres modvilje, idet de kun huskede hans sejhed og frygtløshed, der uanset hans antidemokratiske følelser gjorde ham meget egnet til den for ham tiltænkte stilling. Denne gang synes tjeneren dog at være gået endnu længere end herren. Som det siges, skal grev Moltke i første omgang have krævet intet mindre end afsættelse af 50 holstenske embedsmænd, indsættelse af over 6.000 militærfolk og absolut uafhængighed fra det danske rigsråd, således at han kun ville være ansvarlig over for kongen. Denne sidste betingelse siges at have været det der gjorde at forhandlingerne mislykkedes. Suspenderingerne og den mulige brug af væbnet magt ville have været tolereret, og de ville nok endda have været meget glade for at se dem, jo ​​tungere disciplinen var på det oprørske land, jo bedre, men han burde altid forblive et instrument i hænderne på de danske ministre, og da grev Moltke ikke ønskede det, blev han smidt til side.

Men hvad nu? Heldigvis er udvalget ikke stort; den kendte hr. von Scheele, der stadig er meget populær ved det danske hof, ser stadig ud til at være en umulighed i øjeblikket, men bortset fra ham er der kun Hr. Bargum til rådighed. Bargum var for tiden i København, og som et ikke usandsynligt rygte hævder, var han rejst dertil udtrykkeligt med den hensigt at forhandle med ministeriet. Afhoppere som hr. Bargum sættes der pris på København. De opnår mange ting som er umulige for andre ærlige mennesker. Det så vi først for nyligt igen, da der i stedet for dommer Forchhammer i Kiel, som det ikke skal glemmes at han ikke personligt førte Lehmanns sag for Glückstadt Landsret, pludselig var en advokat fra Kiel med det værste ry, men selvfølgelig med den fordel at være  Bargums ven og skabning, som blev udnævnt til statsadvokat eller som man siger her: senioradministrator. Ligeledes blev i disse dage den tidligere kielske borgmester Kirchhof, der som bekendt måtte give plads til Bargum, fjernet fra sin stilling som valgkommissær for Kiel By. Hans efterfølger er ligeledes hr. Bargum. Det forlyder at samme hr. Bargum også bliver kongelig kommissær i den holstenske stænderforsamling. Så hvorfor ikke også minister? Det har han den nødvendige pande til og danskerne ved også uden tvivl hvad de har i ham og hvad de kan forvente af ham....

I mellemtiden, midt i disse forhandlinger og forberedelser, opstod der en lille uventet forstyrrelse. Danskerne var lige ved at samle halvdelen af ​​deres hær i det nybefæstede Dannevirke ved Slesvig. Efter forskellige indikationer synes de at have anset situationen i Tyskland for tilstrækkelig forvirret som en god mulighed til at turde fiske i oprørt farvande, manøvren i Slesvig var en sådan anledning - så ankom i det afgørende øjeblik de preussiske og østrigske noter; og hvor ringe værdi danskerne ellers tillægger de tyske stormagters diplomatiske erklæringer, var noternes sprog denne gang for afgørende til at selv danskerne åbenlyst vovede at trodse Preussens og Østrigs forenede modstand. For øjeblikket er yderligere planer opgivet, men et andet spørgsmål er hvor længe den gavnlige forskrækkelse forårsaget af de preussisk-østrigske noter vil vare, og om der tværtimod ikke på grund af den interne situation i Preussen, vil blive givet opmuntring hurtigt nok til at genfinde dem. Hvem kan ellers for alvor tro på at det samme Preussen, som stadig træder på sit eget folks utvivlsomme rettigheder, ville fremstå for omverdenen som en forkæmper for fremmede folks rettigheder? Nej, hvis den preussiske regering vil få os til at tro på den alvor og oprigtighed, hvormed den betragter sin tyske mission, så skal den først frigøre sig fra junkernes indflydelse og forsone dig med sit eget folk! Frihedens interesser er lige så solidariske som despotismens interesser. Man kan ikke stole på bajonettens kraft i sit eget land og samtidig spille lovens vogter i udlandet....

Og så vil vi endnu engang forblive afhængige af os selv og vores egen styrke, som vi har været så længe. I betragtning af denne situation er et tab som det, der ramte os med advokat Lehmanns for tidlige afgang i Kiel, så meget desto mere smertefuldt. Skønt De allerede i et tidligere nummer af Deres blad har viet et par påskønnende ord til minde om den fremragende mand, så fortjener en så oprigtig og aktiv patriot som Lehmann bestemt, at vi for sent lægger en krans på hans grav. Skønt kun 38 år gammel havde Lehmann alligevel en mere lokal karakter i de få år af sin offentlige virksomhed, som leder af de borgerlige i den holstenske stænderforsamling, som udvalgsmedlem i det tyske landsforbund, som indehaver af mange andre funktioner og endelig som rådgiver og rollemodel for mange i politiske anliggender, både gennem sit usædvanlige talent og gennem sin lige så usædvanlige hengivenhed for fædrelandets interesser, erhvervede han en stilling, der var lige respekteret af ven og fjende, og hvori ingen kunne se ham, i hvert fald for øjeblikket. Det gælder især det hul, som hans død åbner i stænderforsamlingen. Skønt han kun havde været medlem siden 1859, var den indflydelse, han nød i forsamlingen, særdeles stor; udarbejdelsen af ​​den sidste besluttede udvalgsbetænkning var hovedsagelig hans arbejde. Selv i den forestående slankekur, på trods af den sandsynlige modstand fra en indflydelsesrig del af ridderskabet, ville han formentlig have fået forsamlingen til at afgive en erklæring, der var så rettidig, som den var nødvendig om situationen i landet, især om det altafgørende spørgsmål om arv. Nu da han er gået bort, er der ingen i forsamlingen der har tilstrækkelig indflydelse til at påtage sig hans skuldre den svære opgave og trække sine tøvende og vaklende kolleger med. Lehmann udviklede også stor og følgeskabende virksomhed som udvalgsmedlem i landsforeningen. Han var ansvarlig for mødet for de holstenske landsforeningsmedlemmer der fandt sted i Kiel i januar 1861, og som bidrog så meget til at hæve og styrke vores befolknings nationale bevidsthed. De umiddelbare følger af sammenkomsten var naturligvis ubehagelige nok. Landsforeningen blev straks forbudt i hele Holsten, men Lehmann selv blev anklaget for højforræderi. Men både Glückstadt højere ret og kieler appelret frifandt ham som bekendt fuldstændig. Desværre overlevede Lehmann, hvis helbred havde været knust i årevis, og som i stigende grad slidte sig fysisk i disse uophørlige kampe, ikke denne sejr for sin retfærdige sag; Han forlod os den 29. juli. Hans begravelse den 1. august var yderst højtidelig og bevægende og viste tydeligt den kærlighed og ære, som den udødelige mand nød i hele landet, og hvor levende hans patriotiske fortjeneste blev anerkendt. Danskerne, som elsker at føre krig med de døde, har naturligvis også gjort denne æresfejring af en af ​​vore fornemste og dygtigste borgeres død til en forbrydelse. Rendsborgerne, som Lehmann var født i Rendsborg, havde vist en ganske særlig interesse for dette, måtte straffes ved, at det danske militær hver dag garnisonerede med dem som "tapre landsoldater" - så sindrigt er vore undertrykkeres had og så ubekymret i valg af midler!

Von der Eider

September 1862.

C. P. Indem ich nach längerer Pause die Feder ergreife, Ihnen wieder einmal etwas von unserm Thun und Treiben oder richtiger gesagt von unserm Dulden und Leiden zu melden, muß ich mich selbst fragen, ob der gegenwärtige Augenblick, wo die in Preußen bevorstehende Krisis mit Recht das allgemeinste Interesse in Anspruch nimmt, auch wolgeeignet dazu ist, und ob Ihre Leser gegenüber einer so wichtigen, für ganz Deutschland so verhängnißvollen Entscheidung, wie sie sich soeben an den Ufern der Spree vorbereitet, auch wol noch Zeit und Luft haben werden, Notiz zu nehmen von den Dingen und Zuständen an der Eider. Doch ist Schleswig-Holstein ja ein Name, der mit unvertilgbaren Lettern in jedem deutschen Herzen eingeschrieben steht; wie eine alte schlechtgeheilte Wunde, bricht aus allem Wechsel der Zeit, aus frohen und trüben Tagen, aus Kammerdebatten und Ministerprogrammen die Erinnerung an Schleswig-Holstein immer und immer wieder hervor. Es ist wahr, die Tribulationen und Verfolgungen, deren Gegenstand wir sind, haben etwas Einförmiges; die Gewaltthätigkeit der Dänen, unter der wir leiden, hat unter anderm auch den Fehler, langweilig zu sein, es mangelt ihr das Dramatisch-Spannende, das GroßartigErschütternde; nicht mit Schwerthieben, mit Nadelstichen werden wir zu Tode gemartert. Allein unsere deutschen Brüder werden bei alledem nicht vergessen, daß es ihre eigene, unser aller Ehre ist, die sich hier in der Stille verblutet; sie werden, da sie uns einmal nicht helfen können oder sollen, zum wenigsten unsern Klagen ein offenes Ohr, ein offenes Herz erhalten, selbst auf die Gefahr hin, daß dieselben mit der Zeit ebenfalls etwas einförmig und langweilig werden.

Der verwichene Sommer war für Deutschland ein Sommer der Feste und Jubiläen; auch wir hier oben in der norddeutschen Grenzmark haben unsern Theil davon gehabt, nur daß die einzelnen Feste sehr verschieden ausgefallen find. Von dem großen Turnfest, das, nach mancherlei Schwierigkeiten und Kämpfen, Mitte Juli in Rendsburg gefeiert ward, haben Sie seinerzeit ohne Zweifel in den Zeitungen gelesen; es war troß aller Einschränkungen und Behinderungen seitens der Dänen ein schönes, echt patriotisches Fest, das in allen Theilnehmern noch auf lange hinaus eine gehobene und hoffnungsreiche Stimmung zurückließ. Dieser Stimmung mußten die Dänen natürlich einen Dämpfer aufzufeßen versuchen und so ward wenige Tage nach dem rendsburger Turnerfest, am 25. Juli, das flensburger Löwenfest in Scene gefeßt. Doch gelang dasselbe, sofern es eine Demonstration gegen das Deutschthum sein sollte, nur halb. Allerdings stand Flensburg von früherher in etwas zweifelhaftem Rufe; die Bürgerschaft, mehr als billig materiellen Interessen zugewandt, glaubte dieselben - was sich freilich nachher als ein schwerer Irrthum herausstellte nicht besser fördern zu können als durch eine möglichst enge Verbindung mit dem Norden und zeigte daher zur Zeit unserer Erhebung eine große Lauheit. Die Jahre der Schmach und des Drucks jedoch, die seitdem über uns dahingegangen, haben auch in dieser Hinsicht ihre Wirkung gehabt und daffelbe Flensburg, das vor 12 Jahren eine fast zweideutige Haltung einnahm, hat sich diesmal des deutschen Namens vollkommen würdig gezeigt. Ungeachtet des Terrorismus, der von Beamtenthum und Presse ausgeübt worden, war die Betheiligung seitens der Einwohnerschaft außerordentlich gering; eine eisige Kälte lag über der ganzen Stadt, kein Haus war geschmückt, niemand zeigte Sympathie für ein Fest, das recht eigentlich bestimmt war, den deutschen Empfindungen Hohn zu sprechen. Dagegen waren die Dänen von Seeland und andern Inseln in großer Anzahl herübergekommen, unter ihnen nicht weniger als vier Minister; ist der Fanatismus, der sie verblendet, noch irgendeines unbefangenen Eindrucks fähig, so kann es ihnen selbst nicht verborgen geblieben sein, daß die sonst so treue Stadt Flensburg nur noch ein verlorener Posten für sie ist.

Am 27. Juli, also vierzehn Tage nach dem rendsburger, zwei Tage nach dem flensburger Fest, fand in Husum ein Sängerfest statt, zu dem fich zahlreiche Gäste aus den benachbarten schleswigschen Städten Flensburg, Tönning 2c. sowie aus Rendsburg eingefunden hatten. Husum ist eine kleine Stadt Südschleswigs am Rande der Marschen. Die schleswigschen Städte sind unter dem dänischen Regiment in ihrer Blüte alle bedeutend zurückgegangen; sehr natürlich, bilden sie doch den Kern der deutschen Opposition und somit, da man sie nicht corrumpiren kann, sucht man sie wenigstens zu ruiniren. Auch Husum hat traurige Veränderungen erfahren. Sämmtliche deutsche Beamte sind beseitigt worden; an ihre Stelle sind Individuen getreten, die nichts für sich haben, weder Talent noch Kenntniß noch sittliche Tüchtigkeit, als blos die "gute" Gesinnung. An ihrer Spize steht der neue Bürgermeister, ein ehemaliger dänischer Kapitän, von dem die Fama allerhand verwunderliche Dinge zu berichten weiß. Husum hatte ehedem eine kleine Gelehrtenschule, die sich eines guten Rufs erfreute und den Bewohnern der umliegenden reichen Landschaften Eiderstedt, Bredstedt etc. eine erwünschte und vielfach benußte Gelegenheit bot, ihren Söhnen eine höhere Bildung zu verschaffen. Auch brachten diese fremden Schüler dem kleinen von sonstigen Nahrungsquellen entblößten Orte ansehnlichen Gewinn. Seit die Dänen hier Herren geworden, hat sich das alles geändert; der Haß gegen deutsche Sitte und deutsche Bildung, der unsere Zwingherren erfüllt, suchte nach Befriedigung und nur allzu bald war sie gefunden. Aus der Gelehrtenschule wurde den ausdrücklichen Bestimmungen der alten Legate zuwider eine höhere Bürgerschule gemacht; die deutschen Lehrer, bis auf einen einzigen, der sich gefügig erwies und dem dafür das Rectorat der neuen Anstalt zufiel, wurden entlassen und an ihre Stelle dänische Lehrer berufen; nach einiger Zeit mußte auch der Rector einem Dänen Platz machen, und so war die alte, von deutschem Geld fundirte, in deutschem Geist geleitete Anstalt bald von Grund aus danisirt. Und die Folge? Sie versteht sich von selbst: nicht blos die auswärtigen Schüler sind verschwunden, sondern auch von den Bürgern der Stadt hat kaum einer das Herz, seine Kinder in diese Schule zu schicken, dergestalt, daß die noch vor kurzem so blühende Anstalt jetzt, wenn ich recht berichtet bin, kaum noch ein Dußend Schüler zählt und auch diese sind meistens Kinder der daran angestellten dänischen Lehrer!!

In dieser kleinen, durch die dänische Gewaltherrschaft so schwer mishandelten Stadt also ward am 27. Juli ein deutsches Sängerfest gefeiert; es war das erste wirkliche Volksfest, das seit 1850 in Schleswig statthatte und wird wahrscheinlich auch für längere Zeit das legte bleiben. Denn die Dänen sind außer sich über den Geist der Unabhängigkeit und Selbständigkeit oder wie sie es nennen der Widersetzlichkeit, der sich bei dieser Veranlassung in einer Stadt gezeigt hat, von deren gedrückter und etwas kleinmüthiger Bürgerschaft sie dergleichen bis dahin am wenigsten erwartet hatten.

Aber freilich hatten die Dänen selbst sich auch so ungeschicht wie möglich benommen; es war, als hätten sie es ordentlich darauf angelegt, das Selbstgefühl der deutschen Bevölkerung anzuspornen und herauszufordern. Wurde dem Festcomité doch sogar angesonnen, die dänischen Studenten einzuladen, die zum Löwenfest nach Flensburg gekommen waren! Das war denu nun allerdings eine Zumuthung, gegen die selbst die sonst so lenksamen Husumer protestirten. Auch die Aufpflanzung des Danebrog wurde. verweigert, obwol die Stadt sich übrigens mit Fahnen und Kränzen aufs stattlichste herausgeputzt hatte. Und so mußten der dänische Polizeimeister und seine Schergen abermals den Kummer erleben, daß mitten im geknechteten Schleswig eine Volksmasse von mehrern Tausenden ihre schleswig-holsteinische, will sagen deutsche Gesinnung gleichsam den dänischen Zwingherren ins Antlig frei und offen bekannte.

Zunächst zwar scheint diese immer wiederkehrende Erfahrung von der unausrottbaren Gewalt der nationalen Bewegung auf die Dänen nur die Wirkung zu haben, daß ihr Haß immer brennender, ihr Uebermuth immer gewaltthätiger wird. Auch für die eben besprochenen Festlichkeiten und die Kundgebungen deutscher Gesinnung, die dabei stattgefunden, haben sie sich zu rächen gewußt, meistens zwar auf sehr kleinliche Weise, allein gerade diese Kleinlichkeit der Rache macht dieselbe um so empfindlicher. So wurde ein Goldschmied Beyreis aus Flensburg wegen einer nichts weniger als exaltirten Rede, in der er des flensburger Festes gebührende Erwähnung gethan, zu 50 Thlr. Strafe verurtheilt; so sollen die hufumer Turner ihre Theilnahme an dem rendsburger Feste ebenfalls mit Geldstrafen von 10 bis 15 Thlrn. pro Kopf büßen. Sämmtliche deutsche Gesang- und Turnvereine, so viel oder vielmehr so wenig ihrer im Schleswigschen noch ein bescheidenes Dasein fristeten, sind aufgehoben worden; ebenso der husumer Bürgerverein, ja selbst landwirthschaftliche Feste, die sich fern von aller Bolitik halten, werden nicht mehr geduldet. Gleichzeitig ist eine strenge Polizeistunde eingeführt; um 10 Uhr abends müssen unweigerlich alle öffentlichen Lokale geschlossen sein. Und dabei werden noch fortwährend Bürger ohne Urtheil und Recht in den Kerker geworfen; beschwert man sich aber über diese und zahllose ähnliche Gewaltthaten bei dem schleswigschen Appellgericht in Flensburg, so erklärt dasselbe sich einfach für incompetent!

Um diese Wirthschaft in Schleswig desto ungestörter forttreiben zu können, ging die Regierung, angestachelt von der sie völlig beherrschenden dänischen Presse, mit dem Plane um, dasselbe gewaltthätige Regiment auch in Holstein zu etabliren. Zunächst sollte ein Gouverneur eingesetzt werden, zu welchem Ende man mit dem Grafen Moltke, dessen Schreckensherrschaft in Schleswig noch in aller Andenken ist, in Unterhandlung trat. Bis dahin allerdings war Hr. Moltke wegen seiner absolutistisch- aristokratischen Gesinnung bei den Dänen ebenso verhaft gewesen wie in den Herzogthümern wegen des Verraths und der Grausamkeit, die er gegen seine eigenen Landsleute ausgeübt hat. Jezt aber vergaßen die Dänen ihre Abneigung, indem sie sich nur seiner Härte und Furchtlosigkeit erinnerten, die ihn, unbeschadet seiner anti-demokratischen Gesinnung, für den ihm zugedachten Posten allerdings sehr geeignet machte. Diesmal jedoch scheint der Diener noch weiter gegangen zu sein als der Herr; wie man sich erzählt, soll Graf Moltke gleich für den ersten Anfang nichts Geringeres gefordert haben als Absetzung von 50 holsteinischen Beamten, Disposition über 6000 Mann Militär sowie absolute Unabhängigkeit vom dänischen Reichsrath, sodaß er nur dem König verantwortlich gewesen wäre. Diese lettere Bedingung soll es denn gewesen sein, woran die Unterhandlungen gescheitert; die Abseßungen und die etwaige Anwendung von Waffengewalt hätte man sich gefallen lassen, ja man hätte sie vermuthlich sogar sehr gern gesehen, je schwerer die Zuchtruthe auf dem rebellischen Lande lastete, je besser, nur soll sie immer ein Instrument in der Hand der dänischen Minister bleiben, und da Graf Moltke das nicht wollte, so wurde er beiseite geworfen.

Allein was nun? Die Auswahl ist zum Glück nicht groß; der bekannte, am dänischen Hofe noch immer vielgeltende Hr. von Scheele scheint zur Zeit denn doch noch eine Unmöglichkeit zu sein, außer ihm aber steht nur noch Hr. Bargum zur Verfügung. Bargum war gerade in Kopenhagen, ja wie ein nicht unwahrscheinliches Gerücht behauptet, war er ausdrücklich in der Absicht hingereist, mit dem Ministerium zu unterhandeln. Ueberläufer nach Art des Hrn. Bargum haben in Kopenhagen ihren Preis; sie sezen manches durch, was andern ehrlichen Leuten unmöglich fällt. Das haben wir erst kürzlich wieder gesehen, da an Stelle des Justizraths Forchhammer in Kiel, dem man es nicht vergessen, daß er Lehmann's Anklage vor dem glückstädter Obergericht nicht persönlich betrieben, plößlich ein kieler Advocat, der im übelsten Rufe steht, aber freilich den Vorzug hat, Bargum's Freund und Creatur zu sein, zum Staatsanwalt oder wie man hier sagt: Obersachwalter ernannt ward. Ebenso wurde in diesen Tagen der frühere kieler Bürgermeister Kirchhof, der bekanntlich Bargum Platz machen mußte, seiner Function als Wahlcommissar für die Stadt Kiel enthoben; sein Nachfolger ist ebenfalls Hr. Bargum. Derselbe Hr. Bargum soll auch, wie man sich zuflüstert, königlicher Commissar in der holsteinischen Ständeversammlung werden; warum also nicht auch Minister? Die nöthige Stirn dazu besitzt er und auch die Dänen wissen ohne Zweifel, was sie an ihm haben und was sie sich von ihm versprechen dürfen....

Inzwischen ist mitten in diese Verhandlungen und Zurüstungen eine kleine unerwartete Störung hereingebrochen. Die Dänen waren eben im Begriff, ihre halbe Armee im neubefestigten Danewerk bei Schleswig zusammenzuziehen; nach mancherlei Andeutungen scheinen sie den Zustand in Deutschland gerade für hinreichend verworren gehalten zu haben, um einen Fischzug im Trüben zu wagen, die Manöver in Schleswig boten eine gute Gelegenheit dazu da, gerade im entscheidenden Moment, trafen die preußische und die österreichische Note ein, und so wenig Werth die Dänen sonst auch auf die diplomatischen Erklärungen der deutschen Großmächte legen, so war die Sprache der Noten diesmal doch zu entschieden, als daß selbst die Dänen gewagt hätten, dem vereinten Widerspruch Preußens und Oesterreichs offenen Troß zu bieten. Für den Augenblic also ist man von weitergehenden Plänen abgestanden, eine andere Frage jedoch ist, wie lange der heilsame Schrecken, den die preußisch-österreichischen Noten hervorgerufen haben, wäh ren und ob man nicht im Gegentheil namentlich in der innern Lage PreuBens bald genug eine Ermuthigung finden wird, sie wieder aufzunehmen. Oder wer könnte in Ernst glauben, dasselbe Preußen, das noch immer die unzweifelhaften Rechte des eigenen Volks niedertritt, werde nach außen hin als Verfechter fremder Volksrechte auftreten? Nein, will die preußische Regierung uns Glauben erwecken an den Ernst und die Aufrichtigkeit, mit der sie ihrer deutschen Mission eingedenk ist, so befreie sich erst selbst von dem Einfluß der Junker und versöhne sich mit dem eigenen Volke! Die Interessen der Freiheit sind ebenso solidarisch wie die Interessen der Despotie; man kann nicht im eigenen Lande sich auf die Macht der Bajonnete stüßen und auswärtig den Wächter des Gesetzes spielen wollen....

Und so werden wir denn wol zunächst noch auf uns selbst und unsere eigene Kraft angewiesen bleiben, wie wir es ja solange gewesen sind. Um so schmerzlicher freilich ist gerade bei dieser Lage der Dinge ein Verlust wie derjenige, der uns durch das vorzeitige Abscheiden des Advocaten Lehmann in Kiel betroffen hat. Zwar haben Sie bereits in einer frühern Nummer Ihrer Zeitschrift dem Andenken des trefflichen Mannes einige Worte der Anerkennung gewidmet, ein so aufrichtiger und thatkräftiger Patriot jedoch wie Lehmann verdient es wohl, daß wir hier noch nachträglich einen Kranz auf seine Gruft legen. Wiewol erst 38 Jahre alt, hatte Lehmann dennoch in den wenigen Jahren seiner öffentlichen Thätigkeit, als Führer der Bürgerlichen in der holsteinischen Ständeversammlung, als Ausschußmitglied des deutschen Nationalvereins, als Träger mancher andern Functionen mehr lokaler Natur, endlich als Rathgeber und Vorbild vieler in politischen Dingen, sowol durch seine ungewöhnliche Begabung wie durch seine ebenso ungewöhnliche Hingabe an die Interessen des Vaterlandes sich eine Stellung erworben, die von Freund und Feind gleichmäßig respectirt ward und in der ihn, für den Augenblick wenigstens, niemand zu ersehen vermag. Namentlich gilt dies von der Lücke, die sein Tod in der Ständeversammlung eröffnet. Wiewol er ihr erst seit 1859 angehörte, war der Einfluß, dessen er in der Versammlung genoß, doch ungemein groß; das Zustandekommen des leßten entschiedenen Ausschußberichts war hauptsächlich sein Werk. Auch in der demnächst bevorstehenden Diät würde er tros des wahrscheinlichen Widerstrebens eines einflußreichen Theiles der Ritterschaft die Versammlung voraussichtlich zu einer ebenso zeitgemäßen wie nothwendigen Erklärung über die Lage des Landes, vor allem über die so wichtige Erbfolgefrage veranlaßt haben. Jetzt, nachdem er aus dem Leben geschieden, ist niemand in der Versammlung, der hinreichenden Einfluß besäße, die schwierige Aufgabe auf seine Schultern zu nehmen und die zögernden und schwankenden Collegen mit sich fortzureißen. Auch als Ausschußmitglied des Nationalvereins entwickelte Lehmann eine große und folgereiche Thätigkeit; von ihm ging jene Versammlung der holsteinischen Nationalvereinsmitglieder aus, welche im Januar 1861 in Kiel stattfand und die so viel dazu beigetragen hat, das nationale Bewußtsein unserer Bevölkerung zu heben und zu kräftigen. Die unmittelbaren Folgen der Versammlung freilich waren unerfreulich genug; der Nationalverein wurde sofort für ganz Holstein verboten, Lehmann selbst aber des Hochverraths angeklagt. Doch sprachen ihn bekanntlich sowol das glückstädter Obergericht als das kieler Appellationsgericht vollständig frei. Leider sollte Lehmann, dessen Gesundheit schon seit Jahren erschüttert war und der sich in diesen unausgeseßten Kämpfen auch körperlich mehr und mehr aufrieb, diesen Sieg seiner gerechten Sache nicht lange überleben; am 29. Juli schied er von uns. Seine Beerdigung am 1. August war ungemein feierlich und ergreifend und zeigte deutlich, welcher Liebe und Verehrung der Verewigte überall im ganzen Lande genoß und wie lebhaft man sein patriotisches Verdienst anerkannte. Die Dänen freilich, die es ja lieben, auch noch mit den Todten Krieg zu führen, haben uns auch aus dieser ehrenden Todtenfeier eines unserer edelsten und tüchtigsten Bürger ein Verbrechen gemacht; die Rendsburger, die Lehmann war ein geborener Rendsburger eine ganz besondere Theilnahme dabei an den Tag gelegt hatten, mußten sich zur Strafe von dem bei ihnen garnisonirenden dänischen Militär Tag für Tag den ,,Tappern Landsoldaten" vorspielen lassen - so sinnreich ist der Haß unserer Unterdrücker und so unbekümmert in der Wahl seiner Mittel!

(Deutsches Museum, Bind 12. Juli-December 1862. redigeret af Robert Eduard Prutz, Karl Wilhelm Theodor Frenzel, Wilhelm Wolfsohn. Verantwortlicher Redakteur Heinrich Brockhaus. Side 640-646)

Deutsches Museum udkom 1851-? under Robert Eduard Prutz (1816-1872), en tysk digter og skribent. 1849-1859 litteraturprofessor i Halle. Prutz var en af de politiske digtere som der fandtes en del af 1841-1848. Han bidrog til litteraturhistorie og kritik, bl.a. "Ludwig Holberg" (1857).

Afsløringen af Isted-Løven 25de Juli 1862. (Efterskrift til Politivennen)

Høitidelighederne i Flensborg.

Flensborg, den 23de Juli. (De kjøbenhavnske Gjæsters og øvrige Fremmedes Modtagelse. Afsløringsfesten.) En stor Menneskemængde havde iaftes forsamlet sig ved den herværende, ved denne Leilighed med Lov og Faner smykkede Dampskibsbro, for at modtage de af Borgerforeningen indbudne Kjøbenhavnere. Som man havde ventet, ankom Dampskibet ("Flora" istedetfor "Valdemar", der havde faaet Skade paa Maskinen) med Gjæsterne henved Kl. 6. Fra Landet hilstes de med 18 Kanonskud, Musik og Mængdens Hurraraab, og Borgerforeningens ordførende Direktør, Kommerceraad P. Hansen, medtog dem med følgende Tale:

"Ærede Gjæster! Velkommen her i den gamle, kongelige danske Sø- og Handelsstad Flensborg! Gid de faa Dage, som vi nu ville leve sammen med hinanden, maae knytte Venskabs- og Broderbaandet fastere og fastere mellem de sydlige og nordlige Beboere af gamle Danmark. Gid De ikke maae forlade os, uden at have faaet det Indtryk, at vi Slesvigere ere en virkelig, levende Green af den gamle danske Stamme. Medlemmer af Borgerforeningen! Et Hurra for vore kjøbenhavnske Gjæster!" Efter et af Folkemassen istemt Gange gjentaget Hurra, traadte Kand. Rimestad frem og takkede i Gjæsternes Navn for den hjertelige Modtagelse, der var bleven dem tildeel i den gamle, saavel i fredelige som i krigerske Tider tro Stad Flensborg, samt udbragte et Leve for dens Beboere. Toget satte sig derpaa i Bevægelse hen til den store Gaard, Borgerforeningen eier midt i Byen. I dens Festsal, hvor alle Værterne vare tilstede, bød Physikus Duseberg (Medlem af Selskabets Direktion) Gjæsterne velkommen. Han mindede om, at det Sted, de nu befandt sig paa, ikke alene havde været Vidne til megen festlig Glæde, men ogsaa til mange Sorgens Optrin. Efter Slaget ved Isted vare hertil blevne kørte Hundreder af saarede Krigere; det Sted, hvor mange af dem havde vaandet sig i deres Smerte, hvor mange havde udaandet deres sidste Suk, var derved blevet et helligt Sted, dyrebart for alle Tilstedeværende, for hele Landet. I Borgerforeningens Navn vilde han her bede Gjæsterne at være hjertelig velkomne. - Disse bleve derpaa tildeelte deres Værter og forsynede med Program og Festsløife (et rødt og et hvidt Baand, sammenholdt af en lille Medaillon, i hvilken Portraitet af Hs. Majestæt Kongen findes. Paa Baandet staaer trykt: "Borgerforeningen den 26de Juli"). Halvanden Time efter "Floras" Ankomst lagde Dampskibene "Diana" (fra Korsør, Svendborg og Sønderborg) og "Albion" (fra Aarhuus, Fredericia og Aaresund) til ved Dampskibsbroen. Det store Antal Passagerer, disse Fartøier landsatte her, blev hilst med Kanonskud fra Land og af Mængdens Hurraraab. Fra Kl. 8 af skulde der efter Programmet finde en Reunion af Gjæsterne og deres Værter Sted i en tæt ved Byen beliggende stor og smuk offentlig Have. Paa Grund af de to sidstnævnte Dampskibes sildige Ankomst cg især foranlediget ved, at Studentersangforeningen, der skulde have mødt allerede om Middagen, formedelst en naturligviis modtagen venlig Indbydelse fra Bønderne i Hüttner Bjergene, først forventedes Hertil med Jernbanetoget Kl. 10½ - blev denne Reunion ikke saa almindelig, som ellers vilde have været Tilfældet. Der havde imidlertid indfundet sig henved tusinde Personer i den med adskillige Transparenter forsynede og oplyste Have; Brigademusiken spillede, og den livligste Stemning herskede i den korte Stund, Sammenkomsten varede. Henimod Kl. 10 forlode nemlig de Fleste Haven for at modtage Studenterne ved Banegaarden. Disse ankom til fastsat Tid, bleve budte Velkommen paa Perronen af Kommerceraad Hansen, der udtalte det Haab, at de, i de Dage kom til at henleve sammen med Borgerne i Flensborg, maatte føle sig som Hjemme, samt bad dem om at tage tiltakke med, hvad der efter ringe Lejlighed og efter smaa Forhold med Hjertelighed kunde bydes. Et Musikkorps modtog Studenterne med Nationalmelodier; der vexledes Hurraraab, og med Musik i Spidsen og under Sang satte det af adskillige tusinde Personer bestaaende Tog sig i Bevægelse til Borgerforeningens Gaard. hvor Studenterne ligesom de allerede tidligere ankomne Kjøbenhavnere hilstes med en kort Tale af Physikus Duseberg. Omtrent samtidig med Studenterne fra Slesvig ankom i Havnen det lille Dampskib "Hertha", der havde et Antal Festdeeltagere ombord, deriblandt to Ministre.

Af Regjeringens Medlemmer ere indtrufne hertil Hs. Exe. Marineminister Bille, Hs. Exe. Indenrigsministeren O. Lehmann, Hs. Exe. Ministeren for Hertugdømmet Slesvig, Kmh. Wolfshagen og Hs. Exe. Krigsminister Thestrup.

Paa Gaderne bølge idag store Menneskemasser, deriblandt et stort Antal Officerer, Underofficerer og Menige af alle Vaabenarter, mange Vaabenbrødre cg Invalider, Studenter fra Kjøbenhavn og enkelte fra Christiania, kjøbenhavnske Borgere, Geistlige fra Slesvig Stift og Landboere fra Omegnen. Skibene i Havnen flage; fra de offentlige Bygninger og et stort Antal Privatboliger vaier Dannebrog. Byens midlertidig stærkt forøgede Befolkning vækkedes imorges ved Reveillen, der udførtes af Brigademusikkorpset. Dampskibene "Haderslev" (fra Jyllands Østkyst og Nordslesvig) samt "Zephyr" fra Nyborg og Svendborg med et Seilfartøi paa Slæbetoug, ankom i Formiddag med el meget stort Antal Fremmede, der for en Deel med Nød naaede at komme tidlig nok til Afsløringsfesten. Denne fandt Sted henad Kl. 1 og bivaanedes af en meget stor Menneskemasse. Nærmest det tilslørede Mindesmærke havde ca 3000 Personer, der vare forsynede med Adgangstegn fra Monumentkomiteen, Plads i en afspærret Deel af Kirkegaarden. Byens Borgerkorpser sørgede her for Ordenens Vedligeholdelse. Den her garnisonerende Infanteribataillon samt Deputationer af de forskjellige Laug vare opstillede i Nærheden, og et Batteri fra 2det Artilleriregiment i Rendsborg var kjørt op paa en Mark tæt ved Kirkegaarden. Nærmest ved Talerstolen bemærkedes et stort Antal høie Civil- og Militairembedsmænd (deriblandt Ministrene Bille, Wolfhagen, Wolfshagen og Thestrup, Konferentsraad Madvig, Kammerherre Stemann, Overpræsident, Kammerherre Rosen), andre Notabiliteter som Professer Bissen, Prof. Hartmann, Pros. H. C. Andersen), flere hundrede Vaabenbrødre med deres Fane, Invalider, Militairdeputationer, Studentersangforeningen, en stor Deel af de Tilreisende, Eleverne fra Tønder Seminarium (med en Mængde Faner og hvide Huer med rød Kant), de Faldnes Slægtninge etc.

Høitideligheden aabnedes med at følgende Sang blev afsungen af hele Menneskemassen til Akkompagnement af Brigademusiken :

Før Talen

Vor Gud han er saa fast en Borg,
Han er vort skjold og Værge.
I Folkenød og Landesorg.
Naar Fjender trindtom hærge!
Vel tidt og mangengang
Den danske Skov og Vang*
Har seet Hans Frelses Værk,
Har seet Hans Arm saa stærk,
Hans Lynildsvogn i Skyen.

Med Vold de kom og Argelist,
At lægge slet os øde;
Men midt i Trængslens Stind forvist
Oprandt vort Morgenrøde.
Da vaagned Folkets Aand,
Da brast de seige Baand,
Da klang paany vort Sværd
I mandig Ledingsfærd
Og hegned Danmarks Rige!

Hvor reist den staaer hiin Klippeblok
Med Løvens stolte Mærke,
Hvor Du fandt Hvile, Helteflok,
Du trofaste, Du stærke,
Udraabes skal de vidt:
Med os har Herren stridt;
Han lagde Staal i Arm
Og Løvemod i Barm
Og Glands i Eftermælet!

Det skal med Runer ristet staae
I Nordens stille Dale,
Fra Slægt til Slægt som Sandsagn gaae,
Og Hjerterne husvale!
Lad Fredens Engle flye,
Lad Kampen atter gnye;
Er Herren Skjærm og Skjold,
Da, trods al Fjendevold,
Staaer Nordens Grændse hegnet!

Derpaa betraadte Professor Clausen Talerstolen og holdt omtrent følgende Indvielsestale: Vi befandt os der, bemærkede han, paa et helligt, dyrebart Sted. Det var ikke alene indviet til at være Borgernes sidste Hvilested, men ogsaa indviet af den danske Konge ved de Mindestene, han havde ladet reise over de faldne Krigere, og senest ved det danske Folk, der havde reist Mindesmærker over Offrene fra den sidste Krig. Dette hellige Sted paa Slesvigs Jordbund, der vilde bevare Mindet om Helteskaren til de sildigste Slægter, opflamme til ny Daad og gjøre de Vankelmodige stærke, vakte levende Erindringen om Slesvigs Fortid og dets Fremtid. Mellem hiin mørke Fortid, i hvilken de Indfødte vare trælbundne og Modersmaalet forhaanet, og Fremtiden, laa denne Krigergrav som et Stillemærke. Dyrt var den Jord kjøbt, i hvilken de ved Isted Faldne havde fundet deres sidste Hvilested; maaskee Slesvigs Land i en nær Fremtid skulde kjøbes endnu dyrere. Vel var det sandt, at i vor Tid Magten ofte traadte istedetfor Retten; men i Retten laa ogsaa en stor Magt, og med Fortrøstning vilde vi kunne stole paa, at naar Magten og Overgrebene overskrede en vis Grændse, andre Folk og Nationer da vilde støtte og forhjælpe os til vor gode Ret. Over de Faldnes Grave havde det danske Folk nu reist denne mægtige Løve, som Sindbillede paa Nordens Kraft, Trofasthed og Aarvaagenhed. "Og saa træd da frem, bemærkede Taleren sluttelig, "du Mindesmærke om de Danskes Fædrelandskjærlighed og tappre Færd.'" Efter disse Ord blev paa et givet Vink Sløret draget tilside, og den majestætiske Løve hilstes med tordnende Hurraraab af de mange Tusinder, der dybt grebes af Øieblikkets Høitidelighed. 27 Kanonskud forkyndte samtidig over Land og By Afsløringsøieblikket.

Der blev derefter afsunget følgende Sang:

Efter Talen.

Hellig Grave er, hvor stærke
Heltes Grav er lagt,
Som har under Danmarks Mærke
Deres Offer bragt, 
Der, saa trofaste som kjække,
Stred i Slagets første Række,
Der i Trængselen og Nøden
Glade gik i Døden.

Hellig Jorden er, som vædet
Blev af deres Blod!
Senest Slægt opsøge Stedet
Skal, hvor Slaget stod!
Kløver-Teppet, Kornets Bølge
Kampens døde Fodspor dølge;
Tanken dog det Skete skue
Skal, og Hjertet lue!

Helligt Landet skal os være,
Hvorom Kampen gjaldt,
For hvis Fred og Ret og Ære
Vore Brødre faldt!
Ofte truet, ofte fristet,
Halvt i fremmed Trældom lister,
Skal ved Blodet, der er rundet,
Fast det være bundet!

Slesvigs Sønner! mange Grave
Eder vi beroe;
Rundt i Eders fagre Have
Mindets Roser groe;
I paa dem vil Vare tage,
Og fornyes Kampens Dage,
Da forvist I skulle mærke,
Blodets Baand er stærke!

Lad os skue frem i Tiden
Freidig uforsagt!
Er vor hele Flok kun liden,
Stor er Troskabs Magt!
End har Danmarks gamle Løve
Aldrig skyet en Styrkeprøve!
End den springe kan i Vrede
Over Isted Hede!

Et udbragt Leve for Konge og Færreland hilstes med et 9 Gange tordnende Hurraraab. Musikken spillede den tappre Landsoldat, hele Menneskemassen istemte Sangen, og til Slutning afsang Studentersangforeningen udmærket smukt H. P. Holst's Sang: "Hviler født i Slesvigs Grund". 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. juli 1862)

Om den danske Isted-fejring i Flensborg.

*** Fra Slesvig-Holsten, 29. juli. For at kunne bedømme de festligheder der blev afholdt i og omkring Flensborg den 25. juli, skal det frem for alt understreges at hele historien var en københavnerbegivenhed, og at Flensborg-befolkningen i høj grad og opførte sig passivt hele vejen igennem. Kun få Flensborgere hvis danske holdninger var kendte i byen, skilte sig ud. De fik heller ikke en større rolle i hovedakten med at afsløre monumentet. Offentligheden blev bedt om at dekorere deres huse festligt. Af de halvandet tusinde huse i Flensborg, fortæller en tilgængelig rapport at fire var nødtørftigt udsmykkede: Borgerforeningen (ex officio), Hotel Rasch og to private huse. På grund af en kraftig storm blev professor Clausens (danske) tale fra København kun hørt af få tilstedeværende og forstået af endnu færre. Der blev også snakket meget og spist livligt i skoven, men: "jubelen ville have været endnu større, hvis talerne kunne være blevet hørt af en større del af gæsterne." Sådan beretter den gode danske “Flensburger Zeitung”. Den nævnte avis kan også kun "rygtevis" henvise til indholdet af nogle af de talrige ceremonielle taler. Så det ser ud til, at reporteren af ​​dette "loyale" blad ikke selv fik den rette anerkendelse og placering.

"Altonaer Merkur"s Flensborg-korrespondent tegner følgende beskrivelse af løvemonumentet, som ikke ligefrem er smigrende for kunstneren Bissen. Efter vores mening er der, bortset fra dets kolossale størrelse, slet ikke noget at beundre ved dette såkaldte kunstværk. Intet spor af dyster eller endda rolig majestæt! Den halvt tilbagelænede eller siddende stilling ser direkte uskøn ud.

Der er faktisk slet ingen karakter på udseendet. Hovedets udtryk er meningsløst. De opretstående forben ligner meget et par træstammer. Ud fra den kraftige mankekrave ser dyrets relativt tynde ansigt med dens lukkede mund noget hovmodigt og dumt ud. Bagparten hviler på fundamentet. Det virker med andre ord som om den store løve lige var kommet sig over en sund søvn og overrasket spørger: "Hvor er jeg?"

Udvælgelsen er alt andet end vellykket og burde have været forkastet. Andre kan høres sige: Løven som mangler et godt udsyn forfra, og hvis bagpart er blevet uforholdsmæssigt tyk, ligner til forveksling en kolossal løvfrø.

Zur dänischen Idstedtfeier in Flensburg.

*** Aus Schleswig-Holstein, 29. Jul. Um die am 25. Jul. in und um Flensburg abgehaltene Festlichkeit richtig zu würdigen, ist vor allem hervorzugeben dass die ganze Geschichte eine Kopenhagener Veranstaltung war, und dass die Flensburger Bevölkerung sich im grossen und ganzen passiv verhielt. Nur einzelne Flensburger, deren dänische Gesinnung stadtkundig, sind dabei hervorgetreten. bei dem Hauptact der Enthüllung des Denkmals war auch diesen keine Hauptrolle zugetheilt. An das Publicum waren Aufforderungen ergangen die Häuser festlich zu schmücken. Von den anderthalbtausend Häusern Flensburgs waren, wie ein vorliegender Bericht meldet, vier dürftig bekränzt: der Bürgerverein (ex officio), das Hotel Rasch und zwei Privathäuser. Die (dänische) Rede des Kopenhagener Professors Clausen wurde eines starken Sturmes wegen nur von wenigen Anwesenden gehört, von noch wenigern verstanden. Im Gehölz ist gleichfalls viel geredet und tüchtig bankettirt worden, abe: "der Jubel würde noch weit grösser gewesen seyn wenn die Reden von einem grössern Theil der Gäste hätten gehört werden können." So berichtet die gut dänische "Flensburger Zeitung." Das genannte Blatt kann auch nur "gerüchtweise" über den Inhalt einiger der zahlreichen Festreden referiren. Man scheint also den Berichterstatter selbst dieses "loyalen" Blattes nicht seinem Verdienst entsprechend gewürdigt und placirt zu haben. 

Von dem Löwendenkmal entwirft der Flensburger Correspondent des "Altonaer Merkur" folgende für den Künstler Bissen nicht eben schmeichelhafte Schilderung. Ausser der kolossalen Grösse ist an diesem sogenannten Kunstwerk, nach unserm Dafürhalten, gar nichts zu bewundern. Von grimmer oder auch nur ruhiger Majestät keine Spur! Die halbliegende oder sitzende Stellung wirkt geradezu unschön.

Es spricht eigentlich gar kein Charakter aus dem Bild. Der Ausdruck des Kopfes ist nichtsagend. Die aufrecht stehenden Vorderbeine gleichen auf täuschendste einem paar Baumstämme. Aus dem starken Mähnenkragen schaut das verhältnissmässig hleine Gesicht des Thieres geschlossenen Rachens etwas hochnasig dumm hervor. Mit dem Hintertheil ruht dasselbe auf dem Fundament. Es scheint, mit einem Wort, als ob der grosse Löwe so eben eines gesunden Schlafes genesen sey, und verwundert fragen möchte: "Wo bin ich?"

Der Guss ist nichts weniger als gelungen, und hätte von Rechtswegen cassirt werden sollen. Andere hört man sagen: der Löwe, dem die gute Frontansicht abgeht, und dessen Hintertheil unverhältnissmässig dick gerathen ist, gleiche aufs täuschendste einem kolossalen - Laubfrosch.

(Allgemeine Zeitung. 31. juli 1862)

Sydslesvig, den 30te Juli. --- Studenter-Sangforeningens Besøg i vore Egne er endnu Dagens Begivenhed og volder fremdeles Hjemmetydskerne megen Sorg og Ærgrelse. Der erfares nu, at enkelte Kjøbmænd i Slesvig Altstadt have den 22de og 23de søgt at lægge "Landestrauer" for Dagen ved Udstilling af Flor i Vinduerne; imidlertid har Ingen lagt Mærke dertil under Festiviteterne. Korrespondent-Beretningerne til "Itzehoeren" og "Alt. Merkur" søge at bortdemonstrere al Deeltagelse fra Befolkningens Side; for at vække Latter nævner Brevskriveren til "Itz. Nachr." en meget ilde berygtet Person som en af de faa blandt Stadens Indvaanere, der frivillig har overværet Sangene paa Raadhuset; Bønderne siges at være tvungne til at kjøre osv. For at hæve den mismodige Stemning, har der i Søndags den 27de været udskrevet en Sangerfest i Husum, hvortil der havde indfundet sig et talrigt Publikum fra det Eiderstedske cg tildeels ogsaa fra Flensborg, hvis tydske "Gefangverein" er bekjendt for sine slesvigholsteenske Tendentser. Paa Hjemveien har man givet Følelserne Luft ved at brøle "Schleswig-Holstein" i Koupeerne, og i Øster-Ørsted, hvor Togene fra de slesvigske og holsteenske Baner mødes, skal det være gaaet over til Skieldsord og Fornærmelser mod Reisende, som antoges for ikke at høre til Sangertanden eller til de Rettroende. Om Yttringer, der i selve Husum ere faldne angaaende Løve-Monumentet i offentlige Taler fra enragerede Flensborgeres Side, haves forskjellige Referater; de fleste berette, at en bekjendt Flensborger har været Hovedmanden for en Smædetale over Istedløven, men af Politiet er bleven standset i sine Expektorationer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. august 1862. Uddrag)

Kun få dage efter fandt i Husum en sangerfestival sted. Fremmødet til disse skal - selv i de danske aviser - have været stort. Da både tyske og danske aviser sammenlignede de to begivenheder, er der lavet et særskilt afsnit om denne.

I Sibylle: Unterhaltungsblatt zum Würzburger Journal. 5. marts 1864 var der en lang anmeldelse af "Flensburger Löwen".

Sangfesten i Husum, 28de Juli 1862. (Efterskrift til Politivennen)

- Flensborg, 28. juli. En glædelig kontrast til den danske hånefest d. 25. d. å. udgjorde den slesvigske sangfestival der fandt sted i går i Husum; tingene var ret livlige der og i det mindste på en sand slesvig-holstensk måde. Holstenske sangkor var dog ikke til stede (fordi de ikke var tilladt), men der var stadig talrige holstenske deltagere i festivalen. De frie Dithmarsken-folk der boede i nærheden, var repræsenteret i stort tal, ligesom byerne Rendsburg og Kiel. Hertugdømmet Slesvig havde repræsentanter fra hver by, man kan næsten sige fra hver mindste by, og festivalen stod derfor i skærende kontrast til den lokale Isted-fejring. Husums sangerfestival var en sand slesvig-holstensk folkefest. Alene den tyske by Flensborg var repræsenteret med mere end 1.000 mennesker.

- Flensburg, 28. Juli. Einen erfreulichen Gegensatz zu dem dänischen Verhöhnungsfeste vom 25. d. hat das schleswig'sche Sängerfest gebildet, welches gestern in Husum stattfand; es ging dort recht munter und jedenfalls ächt schleswig-holsteinisch her. Allerdings waren holsteinische Liedertafeln nicht anwesend (weil nicht erlaubt), allein es waren dennoch zahlreiche holsteiner Theilnehmer des Festes. Das nahe wohnende Volk der freien Dithmarschen war zahlreich vertreten, ebenso die Städte Rendsburg und Kiel. Das Herzogthum Schleswig hatte aus jeder Stadt, man möchte fast sagen aus jedem kleinsten Orte Repräsentanten gestellt und das Fest stand daher im stärksten Gegensatze zu der hiesigen Idstedt-Feier. Das Husumer Sängerfest war ein wahres schleswig-holsteinisches Volksfest. Die deutsche Stadt Flensburg war dort allein durch mehr als 1000 Köpfe vertreten.

(Fürther Tagblatt : General-Anzeiger für Fürth und Umgegend. 7. august 1862)

Fra Ejderen, 8. august. Det var forventeligt at den københavnske presses artikler ville være fulde af gift og galde om den tyske sangfestival som var arrangeret af en række slesvigske kor den 27. i forrige måned og fejret i Husum, og ikke hurtigt nok kunne få politiafdelingen i Slesvigministeriet til at tage øgede foranstaltninger mod tyskerne i Slesvig. De danske aviser kan dog ikke anklage de forskellige sangforeninger eller de tusindvis der strømmede til festivalen i Husum, for nogen ulovlighed; De kan ikke engang sige, at der overhovedet fandt nogen politiske demonstrationer sted. En tale af guldsmeden Beyreis fra Flensborg blev afbrudt af politiet netop på det tidspunkt, hvor det så ud til at ville forvilde sig ind på politisk område, for da taleren skulle til at komme ind på den danske Isted-fejring i Flensborg og den elendige fiasko som københavnerne led i Slesvigs hovedstad, hvorfra de blev "vandet som pudler" (taleren kom ikke længere end det i sin sætning) - fandt borgmesteren sig beføjet til at anvende en dansk fanatikers kommanderende råb: "Ned med ham!". Dette ikke blot for at bortvise taleren fra standen, men for at forbyde enhver yderligere tale. Selv "Dagbladets" specielt referent som var udsendt med det formål at berette om sangfestivalen, kunne trods sit dybe ønske om at sværte alt og alle, ikke anføre andet end  "stemningen" som genstand for sine ondsindede anklager; for hvad andet ligger der i den demonstration som blev tillagt tre unge piger som optrådte ved siden af ​​hinanden i hvidt, blåt og rødt tøj, dvs. med hertugdømmernes farver. Korrespondenten meldte med stor tilfredshed til "Dagbladet" at som følge af herredsfogdens trussel over for damerne om at han ville have dem afklædt af sine gendarmer. Samtidig gjorde "Dagbladets" forbandelse over hele Husum-forsamlingens tilsyneladende danskfjendske følelser det muligt at forudse at de stakkels slesvigere ville blive mødt af endnu en storm, og vi hører faktisk allerede i dag at de ikke er tilfredse med kun at rejse tiltale mod Beyreis og forbyde sangfestivalen der er planlagt til i dag i Garding, men endog gik så vidt som til fuldstændig at opløse Husums sangforeninger.

Von der Eider, den 8. August. Es war voraus zu sehen, dass die von Gift und Galle strossenden Artikel der Kopenhagener Presse über das deutsche Sängerfest, das von einer Anzahl Schleswigscher Gesangvereine am 27. v. M. in Husum gefeiert wurde, bald genug das Polizeidepartement im Ministerium für Schleswig zu verstärtkten Massregeln gegen die Deutschen in Schleswig treiben würde. Allerdings wissen die dänischen Blätter weder den verschiedenen Gesangvereinen, noch den Tausenden, welche zu dem Feste in Husum zusammen strömten, irgend eine Ungesetzlichkeit vorzuwerfen; sie können nicht einmal sagen, dass überhaupt irgend welche politische Demonstrationen vorgekommen seien. Eine Rede des Juwelier Beyreis aus Flensburg wurde just an dem Punkte von der Polizei unterbrochen, wo sie in's politische Gebiet streifen zu wollen schien, denn als der Redner der Dänischen Idstedtfeier in Flensburg und des kläglichen Fiascos dedachte, welches die Kopenhagener in der Hauptstast Schleswigs, aus der sie "wie die begossen Pudel" (weiter kam der Redner in seinem Satze nicht) - fand der Bürgermeister sich gemüssigt dem Commandorufe eines Dänischen Fanatikers: "Ned med ham!" (Nieder mit ihm!) Folge zu geben und nicht bloss den Sprecher von der Tribüne zu weissen, sonder überhaupt alles weitere Sprechen zu untersagen. Selbst der von "Dagbladet" eigens zu dem Zwecke, über das Sängerfest wie ein richtiger Denunciant zu berichten, entsandte Referent weiss trotz des vesten Willens, alles und alle anzuschwärzen, nichts weiter als "die Stimmung" zom Gegenstande seiner gehäffigen Anschildigungen zu machen; denn eine, wie behauptet, von drei Jungen Mädchen beabsichtigte Demonstration, in resp. weissem, blauem und rothem Kleide, also mit den Farben der Herzogthümer, neben einander zu erscheinen, ist, wie er "Dagbladet" mit grosser Befriedigung meldet, in Folge der den Damen bekannt bewordenen Drohung des Hardesvogts, dass er sie von seinen Gendarmen entkleiden lasse werde, unterblieben. Gleichvoll liess schon das blosse Schimpfen "Dagbladets" über die offenbar anti-Dänische Gesinnung der ganzen Husumer Versammlung voraus sehen, dass der armen Schleswigern wieder irgend ein Unwetter bevorstehe, und in der That hören wir denn auch bereits heute, dass man, nicht zufrieden damit, gegen Beyreis Anklage zu erheben und das auf heute in Garding anberaumte Sängerfest zu verbieten, sogar dazu geschritten ist, die Husumer Gesangvereine gänzlich aufzulösen.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 10. august 1862)

Det slesvigske ministerium nøjedes ikke kun med at lukke Husumer Gesangvereine, men også Tönninger Turnverein, forbød Gardinger sangerfest og gav guldsmed Beyreis en mulkt på 50 Thl. Beyreis appellerede, og appelretten stadfæstede dommen. Ikke fordi han havde sagt noget forkert, men  fordi han havde overtrådt sine forpligtelser til ikke at holde nogen tale. Straffen skulle betragtes som en korrigende straf. Også Flensburger Gesangverein blev kort efter lukket.

Istedløven 25de Juli 1862. (Efterskrift til Politivennen)

En dansk demonstrationsfejring.

I Flensborg den 25. juli, på 12-året for det blodige slag ved Isted (som - kun Gud ved hvor længe - afgjorde hertugdømmernes skæbne på den mest trøstesløse måde), fejrede danskerne en højtid, må de en dag fortryde det bittert! På Flensborg kirkegård, som rummer et stort antal af deres og vores døde, rejste de et monument (en kolossal sejrsløve i oprejst stilling og, så symbolets betydning forstås rigtigt) til minde om den herlige sejr og for at ære deres faldne, med hoved og poter truende pegende mod syd; hæren sendte faner og deputationer, det samme gjorde Københavns Universitet og mange selskaber. Sang- og andre selskaber syntes også at forherlige festivalen, og for at der ikke skulle mangle fuldstændig spænding og ingen mulighed for at forvolde ondt blod, skulle gå ubenyttet forbi, sendte København også en skibsladning fuld af sine fanatiske talere, som var veløvede, altid hurtige. Ingen fornuftig person ville have gjort indsigelse mod en stille, alvorlig mindehøjtidelighed og endog imod opførelsen af ​​en fælles mindesten for de der hvilende danske døde (selv om dette også ville være overflødigt, eftersom der er gjort alt muligt for at dekorere de danske grave i tolv år på bekostning af Flensborg by). Men denne fejring vækker harme indefra fordi det formentlig er uhørt i civiliserede nationers historie at minder om en borgerkrig der ikke endte med nogen forsoning af sindene og ikke førte til nogen forsoning af stridighederne, fejres med festivaler på jord hvor de blodige kampe blev udkæmpet, pomp og jubel kan ses og høres, at man kan se og høre øjnene på dem, der enten selv deltog i kampen, eller som havde venner, sønner, brødre osv. blandt dem, der efter at have kæmpet tappert for en sag, der ligger deres hjerter og en retfærdig sag efter deres dybeste overbevisning, som har nedlagt våbnene som følge af et indgreb, fornærmes med festlige parader, og at folk strømmer til sådanne parader langvejs fra, til hån for den afvæbnede, men ikke besejrede del. Men det er ganske sigende for danskernes nationale karakter at selv de bedste og mest dannede blandt dem ikke har den ringeste fornemmelse for uværdigheden af ​​sådanne aktiviteter. Dette folk er så utilgængeligt for enhver objektiv forståelse af sagen, så forblændet at de ikke engang forstår, hvordan en sådan fejring skal øge had og bitterhed i alle patriotiske slesvig-holstenere i en grad der vil føre til at vi ikke kan tale om fred i så lang tid, indtil vi har gjort op med danskerne for alle disse ydmygelser. Det kan de være sikre på derovre: dragefrøet vil bringe dem deres høst.

Eine dänische Demonstrationsfeier.

In Flensburg wurde am 25. Juli, als am zwölften Jahrestage des blutigen Waffenganges bei Idstedt (der - Gott allein weiss, auf wie lange Zeit! - das Geschick der Herzogthümer in trostlosester Weise entschied), durch die Dänen ein Fest gefeiert, das gefeiert zu haben sie hoffentlich noch dereinst bitter bereuen werden! Auf dem Flensburger Friedhofe der ihrer und unserer Todten eine grosse Zahl in sich birgt, errichteten sie zum Andenken an den glorreichen Sieg und zur Ehre ihrer gefallenen ein Monument (einen kolossalen Siegeslöwen in aufrechter Stellung und, auf dass des Sinnbildes Bedeutung recht erfasst werde, den Kopf und die Pranken drohend gen Süden gerichtet; die Armee sendete Fahnen und Deputationen, ebenso die Kopenhagener Universität und viele Korporationen; Gesang- und sonstige Vereine erschienen gleichfalls zur Verherrlichung des Festes; und damit es ja an der völligen Aufregung nicht gebrach und keine Gelegenheit, böses Blut zu machen, unbenutzt vorüberging, schickte Kopenhagen auch eine Schiffsladung voll seiner, weil vielgeübten, stets schlagfertigen, fanatischen Redekünstler. Gegen eine stille, ernste Gedächtnizzfeier, ja selbst gegen die Errichtung eines gemeinsamen Denksteines für die dort ruhenden dänischen Todten (obgleich auch dieses überflüssig wäre, da seit zwölf Jahren für die Ausschmückung der dänischen Gräber alles Mögliche und zwar auf Kosten der Stadt Flensburg geschehen ist), würde kein vernünftiger Mensch etwas einzuwenden gehabt haben; gegen diese Feier aber empört sich under Innerstes, denn es ist wohl unerhört in der Geschichte zivilisirter Nationen, dass man Erinnerungen an einen Bürgerkrieg, der mit keiner Versöhnung der Gemüther geschlossen und zu keiner Ausgleichung des Haders geführt hat, mit Festen feiert, dass man auf dem Boden, wo die blutigen Schlachten geschlagen worden, Pomp und Jubel sehen und hören lässt, dass man die Augen Derer, die entweder selbst an dem Kapmpfe Theil genommen, oder Freunde, Söhne, Brüder u. s. w. unter denen hatten, die nach tapferem Kampfe für eine ihrem Herzen theure und ihrer innigsten Ueberzeugung nach gerechte Sache die Waffen in Folge einer Intervention niedergelegt haben, mit festlichen Aufzügen kränkt, und dass man zum Hohne des entwaffneten, aber nicht besiegten Theils von weit und breit zu solchen Aufzügen herbeiströmt. Aber für den Nationalcharakter der Dänen ist es recht bezeichnend, dass selbst die Besten und Gebildetsten unter ihnen für das Unwürdige eines solchen Treibens nicht die Spur einer Empfindung haben. So unzugänglich für jede objektive Auffassung der Sache, so verblendet ist diese Volk, dass es nicht einmal begreift, wie eine solche Feier den Hass und die Erbitterung in den Herzen aller patriotischen Schleswig-Hoslteiner zu einem Grade steigern muss, dass von einem worklichen Frieden so lange die Rede nicht seyn kann, bis wir mit den Dänen wegen aller dieser Demüthigungen abgerechnet haben. Dessen könnne sie drüben gewiss seyn: die Drachensaat wird ihnen ihre Ernte bringen.

[Artiklen fortsætter med at beskrive selve ceremonien, talerne m.m.]

(Erheiterungen. 1862, 2. august 1862)