Kjøbenhavns Politiret. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns nye offentlige Politieret er en overmaade god og følgeværdig Institution hvad Undersøgelse og Paakjendelse af Politieforseelser angaaer. Derimod er hele den ivrige Politiebevægelighed der gaaer forud, næsten ligesom for at skaffe Politieretten noget at bestille, et overordentligt vidtløftigt og storartet Maskineri for meget Lidet. Hidtil er idetmindste ingen Sag af nogen Slags Betydning fremkommen for Politieretten. Det dreier sig næsten Alt om Tjenestepiger med Torvekurve og deres knibske eller komiske Svar; og om Angivelse for at sælge Lys eller Smør paa en Søndag, endelig det yndede "Nattesæde" paa Værtshuse, hvorom der er mangehaande Fortolkninger, og deslige Smaapillerier. Det er et formeligt Vademecum af Ubetydeligheder, som det aldrig var Umagen værdt at satte et Politie eller en heel ny Embedsetat i Bevægelse for, og afgiver for det talrige Publicum, der slingrer derhen, ikke stort meer end Stof for et Vaudevilletheater. Det forekommer os, at Kjøbenhavn med sin store nye Politiehær eller rettere ved dens Bebyrdelse med en Uendelighed af Smaating, om at gaae rigtigt paa Fortouge osv., Ting der jævne sig bedst selv, kun har skaffet sig en social og pecuniair Byrde paa Halsen. Og naar Sligt først skal controleres, saa bliver der en Uendelighed at bestille og bliver der aldrig Politie nok. Det nærv. nye Politie stønnede jo ogsaa strax under Vægten af saa megen Passen paa, Visen fra Fortouge og andre vigtige Bestillinger, at Flere truedes med tidligt at blive invalide i Tjenesten. Det allerede talrige Personale kan nu heller ikke slaae til og det heed sig allerede i flere Blade, som have deres interessante Føde af Tjenestepigers Torvekurve osv., at Politiemandskabet nødvendigt maatte forstærkes med 100 Mand til. Det har dog været overdrevent, skjøndt det nok snart naaer dertil, naar Politiet saaledes skal være Allemands Paapasser og i Hælene paa Alle. Det seer slet ikke engang noget pynteligt ud for den frie Tid, om saa end Politiepersonalet er nok saa pyntet og nok saa høfligt, at en Hovedstad skal saaledes beleires med Politie og staae under Politiets specielle Tilsyn for lutter Smaatings Skyld, der ikke ere en Bønne værd. Formodentlig har det generet Directeuren selv at vise Indretningens brøstfulde Mangfoldighed ved at forlange Politiehæren saa hurtigt forøget i det Store, thi det kommer nok. Efter Flvp. har imidlertid, da det har viist sig, at det hidtilv. Antal Betjente ikke er tilstrækkeligt til at "fyldestgjøre Tjenesten", Politiedirecteuren andraget hos Magistraten om en Forøgelse af korpset (foreløbigt) med 20 Betjente. Denne Sag vil blive forhandlet i et af Borgerrepræsentanternes første Møder.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. august 1863).

Maler, fabrikant, legatstifter Vilhelm (Laurids Vilhelm) Pacht (1843-1912): Fra den offentlige politiret. Nytorv, København. Det kongelige BibliotekDet kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Artiklen kunne være blevet til efter at have læst et tilfældigt udvalg af sager fra politiretten. Jeg har fra Dagbladet i 3. kvartal af 1863 tilfældigt udvalgt nedenstående. Om ikke andet giver de et ganske morsomt indblik i Københavns dagligliv - ikke ulig den som er beskrevet i Politivennen:

Kjøbenhavns offenlige Politiret

(Første Afdeling, Assessor Holmblad)

blev sat igaar Middags Kl 12.

1) En Pige, som ikke havde anmeldt Forandring af Kondition, erlagde herfor en Bøde af 1 Rdl.

2) Assistent ved Rigsdagens Bureau Semberg var mødt som Vidne i Sagen mod Værtshuusholder Hansen for Nattesæde (s. Mandagsmødet) Det viste sig, at Hr. Sembergs Stilling til Sagen var bleven urigtig opfattet; han havde blot, da han nogle Minuter over Kl. 17 forlod Hansens Lokale, gjort vedkommende Betjent opmærksom paa, at der nede i Kjælderen sad en beskjænket Person, som ikke vilde kunne gaae hjem alene; derimod havde han aldeles ikke angivet Noget om de Herrer, der Kl. 12 3/4 blev lukkede ud af Stedets Gadedør. Saavel Hansen som hans Opvarter maatte iøvrigt indrømme at have havt Gjæster Kl. 12½, og Sagen blev i Henhold hertil sluttet med en Advarsel for første Gang begaaet Nattesæde.

3) Leieren til den i forrige Retsmøde omhandlede Kostald i Larsbjørnstræde, hvorfra der var øst Urin ud i Gadens Rendesteen, havde nu indfundet sig. Paagjældende Leier, Høker P. Petersen, meente, at det egenlig var Huusværtens Sag at skaffe Urinen bort; men da han ikke vilde, havde Petersen, eller rettede sagt hans Gaardskarl, øst den ud i Rendestenen. - Dommeren: "Men det maa De ikke. Urinen skal kjøres bort i lukkede Vogne." - Tiltalte: "Det kan jeg ikke, det kan Ingen i Kjøbenhavn." - "Saa maa De lade være at holde Køer " - "Det vil jeg heller ikke mere; giv mig bare en skikkelig Frist til at faae dem solgte " - Dommeren spurgte ham nu, om han vilde rette for sig i Mindelighed med 2 Rdl., men derpaa kunde han slet ikke indlade sig, da han fandt det ubilligt, at Loven skulde komme til Anvendelse paa ham alene i det hele Kjøbenhavn. Som Følge deraf blev Mulkten ved Dom fastsat til 5 Rdl.

4) En Tjenestekarl, der havde kjørt et Læs Køgjødning, blandet med Menneskeexkrementer, oplyste, at Læssets Indhold var taget i Dr. med. Ballins Gaard, hvor Latrinen skal staae i Forbindelse med Gjødningkulen. Sagen blev udsat, for at det kunde undersøges, om den burde rettes imod Dr Ballin eller dennes Kudsk, med hvem Aftalen om Gjødningens Bortkjørsel var truffen.

5) Derefter afsløredes til Auditoriets store Moro en vidtforgrenet Sammensværgelse, der kom til Udbrud paa Østergade den 23de ds. om Formiddagen. Som Implicerede stod for Skranken et rigt Udvalg af kjøbenhavnske Tjenestepiger - dog kun een for een - der ifølge Rapporterne alle havde været Bestemmelsen om Torvekurve overhørige samt besvaret Betjentens Spørgsmaal, om de ikke kjendte bemeldte Forbud, med et høit og tydeligt Ja. De tiltalte Damer mødte imidlertid ikke, som det sig rette Sammensvorne egner og anstaaer, deres Skjæbne med modigt Blik og løftet Pande; enhver havde sin Undskyldning at forebringe, der undertiden var snurrig nok Dommeren hævede Sagerne med en indstændig Advarsel imod Gjentagelse; kun eet Tilfælde faldt, paa Grund af de dermed forbundne særegne Omstændigheder, ud til en Bøde paa 1 Rdl

6) En Sag imod Grosserer Owen for Bortkjørsel af Natterenovation i mangelfulde Vogne blev paa Grund af Hr. Owens Fraværelse fra Byen udsat.

7) Gjæstgiver Hansen var tiltalt for det næsten utrolige Svineri, der ifølge den oplæste Rapport i flere Aar har gaaet i Svang i hans Eiendom paa Vesterbro. Af den store Mængde malpropre Enkeltheder kan blot fremhæves, at Tiltalte aldrig pleier at lade Indholdet af sit Lokum bortkjøre, men skyller det ud i Rosenaaen (!), samt at han, da der endelig forleden blev foretaget en Oprensning, lod Menneskeexkrementerne føre hen i den til Kogjødning bestemte Kasse, og det paa en saadan Maade, at Gaarden var overstrøet med vedkommende Substants, som forpestede baade den og Nabogaardene med sin ulidelige Stank. Af Tiltaltes Yttringer i Retten fremgik det dog, at det egenlig var ham, der troede at have Grund til Klage; hans Nabo havde nemlig stoppet Vandafløbet for ham, saa at hans Lokumskule i et stærkt Regnskyl var løbet fuld, og det var ene og alene denne Oversvømmelse, der havde foranlediget Oprensningen; ellers skulde det nok have faaet Lov til at blive i den Skik, hvori det havde været fra Arildstid. Udflytningen i Rosenaaen nægtede han ikke, saa at dette Faktum synes at forholdt sig rigtig. Han slap med den som Dommeren selv bemærkede, særdeles lempelige Bøde af 2 Rdl.

8) En Sag angaaende Brændeskjæring paa Gaden bortfaldt, da Oehlenschlägersgade, hvori Begivenheden var passeret, efter de fremkomne Oplysninger maa betragtes som privat.

9) En Værnepligtig, der var udebleven fra 2 Sessioner uden lovligt Forfald - han havde "manglet Klæder" - idømtes en Bøde af 20 Rdl

10) En Sag imod en Kone fra Ladegaarden for Betleri og Løsgjængeri henvistes til den samlede Rets-Afgjørelse

Retten hævet Kl. 2 1/3.

(Dagbladet 30. juli 1863)

Kjøbenhavns offenlige Politiret

(anden Afdeling, Kancelliraad With)

blev sat igaar Middags Kl. 12.

1) Urtekræmmer Møinichens Sag (see Tirsdagsmødet) blev fremdeles udsat, indtil der kunde komme Besked fra Sundhedskommissionen paa et Andragende om at maatte lade Kourinen lede i Rendestenen, hvilket det var Tiltaltes Agt at indgive.

2) Herefter foretoges en lang Række aldeles eensartede Sager angaaende utilbørligt Vandspild, i hvilke vedkommende Huusværter vare indkaldte, medens Skylden, som det oplystes, i Regelen laae hos "de Pokkers Tjenestepiger". Frivillige Bøder paa 2 Rdl. erlagdes af Muurmester Arentzen ved Nørrevold, Kommandeur Petersen paa Østerbro og Sproglærer Schorn paa Nørrebro. De øvrige Sager udsattes, deels for at udfinde de rette Skyldigt, deels for at føre Vidner.

3) Af de til Torvekurve-Sammensværgelsen af 23de ds. henhørende Tjenestepiger (see Gaarsnummeret) stod atter fire for Retten. Dommeren bemærkede, at det nu var paa Tide at qaae strengere tilværks imod denne forseelse og mulkterede de tre af Pigerne paa 4 Mk, som de alle frivillig erlagde, den ene dog med den Bemærkning, at det var "lovlig Meget for første Gang"; den fjerde, en ældre Kone, slap paa Grund af særdeles formildende Omstændigheder med en Advarsel.

4) En Vognmand, der havde kjørt med en - forøvrigt laant - Vogn uden det befalede Nummer, er lagde herfor 1 Rdl

5) fra Grosserer Schmidt i Amaegali de [Amaliegade, Red.] var der gjort Anmeldelse om, at Droschkekudsk Sørensen havde gjort sig skyldig i Overskridelse af Droschketaxten. Efter hvad der oplystes, havde Hr. Schmidt i Følge med tre andre Herrer en Aften udenfor Tivoli beordret Kudsken til at kjøre dem ud i Amaliegade. Hertil var han ogsaa villig; men da han hørte, at han skulde holde paa Kongens Nytorv for at sætte den ene Herre af, forlangte han 3 Mk. for Touren. Dette vilde Herrerne ikke give, og der opstod da en Strid, i hvilken Kudsken forhøiede sin fordring til 4 Mk, da han maatte ansee det for en dobbelt Tour, naar der skulde holdes paa Veien. Dommeren: "forsaavidt der ikke kjøres nogen Omvei, er det kun en enkelt Tour. Taxten indeholder Intet om, at Touren i dette Tilfælde skal betragtes som dobbelt." - Kudsken: "Nei, men der staaer heller ikke Noget om, at man skal holde paa veien. Det tager Tid; sommetider kan det vare over et Kvarteer, naar der skal bydes baade farvel og Godnat." - "Kjendte De da ikke en ganske lignende Sag, hvori en Kudsk forleden blev mulkteret heroppe?" - "Jo, men det var ikke rigtigt (Munterhed). Det er ogsaa Publikumets Mening, at det er to Toure, naar man skal holde, det har jeg selv læst i Avisen." - "Her kommer det ikke i Betragtning, hvad der har staaet i Avisen. I hvilken Avis stod det forøvrigt?" - Kudsken fremtog nu et udklippet Stykke af "Folkets Avis", hvori det unægtelig hed, at "det er en almindelig antagen Mening blandt Publikum, at naar en Droschke standser underveis, er Kudsken, selv om han ikke har kjørt nogen Omvei, berettiget til at forlange Betaling for to Toure", medens Bladet forøvrigt udtrykkelig erklærede sig imod denne Menings Rigtighed. Kudsken blev i Henhold til Bekjendtgjørelsen af 15.de Juni 1857 idømt en Bøde af 1 Rdl. Det kan saaledes nu ansees for at være slaaet fast, at en Droschkekudsk er pligtig til at holde underveis uden forhøiet Betaling, ialfald naar ingen Omvei eller Tidsspilde herved foranlediges.

(Sluttes).

(Dagbladet 31. juli 1863)

Kjøbenhavns offenlige Politiret

(anden Afdeling, Kancelliraad With)

blev sat i Lørdags Middags Kl 11

Et Par fra et tidligere Retsmøde udsatte Vandspildssager afgjordes i dette Møde med Advarsler, medens en lignende Sag imod Fjerhandler Amsel Meyer udsattes til nærmere Oplysning. Tiltalte havde nemlig ikke seet sig istand til at producere et af ham paaberaabt Vidne, da dette hverken havde Støvler eller Klæder at tage paa. Iøvrigt oplyste Hr. Meyer, at den hans Post tilføiede Beskadigelse, som havde foranlediget Vandspildet, hidrørte fra et i Huset mellem Beboerne opstaaet Slagsmaal, idet en Kone, formodenlig den tabende Part, i sin Ærgrelse havde ladet sin Harme gaae ud over den uskyldige Post.

En Sag imod Droschkekudsk Jens Peter Thorbensen, som tiltaltes for ikke at have villet modtage en Dames Bestilling paa en Tour fra Jernbanestationen, hævedes, da Kudsken oplyste, at Damen ikke havde efterladt noget Pant hos ham, der kunde sikkre ham Betaling, hvis den forventede Reisende muligviis ikke kom. Vedkommende Betjent antog rigtignok, at hans Bemærkning til Kudsken: "Nu er Du bestilt", maatte være denne Sikkerhed nok, men Dommeren fandt dog ikke, at heri laae nogen Tilkendegivelse af, at Betjenten i paakommende Tilfælde af sin egen Lomme vilde erstatte Kudsken Betalingen. 

- Ifølge Skrivelse til Magistraten fra Oldermanden for Slagterne, Meyer, var Høker Thomsen i Klosterstræde tiltalt for uberettiget Næringsbrug og Overtrædelse af Sundhedsvedtægten Efter en længere Forhandling lykkedes det at faae Tiltalte til at indrømme, hvad der ogsaa oplystes ved tvende tilkaldte Vidner, at han uden forudgaaet Bestilling fra sin Butik havde udsolgt Lammekjød, samt at denne Butik i høieste Grad havde manglet den nødvendige Ventilation. Tiltaltes Forsøg paa at knibe ud ved at henholde sig til, at Næringsloven tillod ham at handle med "alle Landets Produkter", holdt ikke Stik imod den ubehagelige Tilføielse: "som ikke have undergaaet nogen haandværksmæssig Behandling", og ligesaa lidt kunde det frie ham, at han betragtede sig som en Slags Kommissionair for sin Søn, der som Styrmand foer med et Dampskib paa Jylland, hvorfra han hentede Lammene. Tiltalte erklærede sig endelig villig til i Mindelighed at bøde 5 Rdl, idet han sørgmodig bemærkede, at han i denne Sag for sin Søn kun havde havt "Udgift og Ulejlighed". For at trøste ham erindrede Dommeren om, "at man saa ofte kommer til at betale for sine Sønner".

- Droschkekudsk Christian Jensen, som var tiltalt for at have røget en Cigar, medens han kjørte for et Selskab, anførte til sin Undskyldning, at "Herren selv havde kiøbt en Cigar til ham og befalet ham at ryge den." Skjøndt han godt vidste, at hans Instrux forbød ham og hans Lige slige Nydelser under Kjørslen lod han dog, som om han ikke kunde begribe Andet, end at han var ligesaa forpligtet til at ryge som til at kjøre, naar "Herren befalede det". Efter gjentagne Forsøg paa at gjøre Jensen Forskjellen indlysende mellem lovstridige og ikke lovstridige Befalinger, idømtes han, som ikke i Mindelighed vilde rette for sig, en Bøde af 1 Rdl., hvorpaa han efter et uheldigt Forsøg paa at være næsviis forsvandt af Retten

- Tvende fra tidligere Møder udsalte Sager imod Urtekræmmer Vogt og Grønthandler Petersen, som tiltaltes for ikke at have holdt to udenfor deres Bolig anbragte Gaderister tilstrækkelig rensede, erholdt i Lørdags deres Afgjørelse, hvorved der for Politirettens Vedkommende er skabt et Præcedens for den fremtidige Afgjørelse ef bet noget tvivlsomme Spørgsmaal, hvem det borgelige Ouus paaligger til enhver Tid at sørge for, at Gaderisterne, hvoraf nogle overordenlig let tilstoppes, findes i ordentlig Stand. I de gode gamle Dage, da Politiet gik med Stok, hvilede denne Byrde ikke saa haardt paa Borgerne, eftersom Betjentene dengang vare saa venlige, naar de kom til en tilstoppet Rist, at giøre denne reen ved at pirre lidt ved den med Stokken. Nu da dette Attribut er frataget Ordenens Haandhævere, kunne disse med deres bedste Villie ikke hjælpe paa denne Ulempe. Af den Betænkning, som Politidirekteuren og Magistraten havde afgivet i dette vigtige Spørgsmaal, fremgik det, at bemeldte Autoriteter vare enige om at paalægge Grundeierne eller dem, hvem Gadefeiningen paalaae, Forpligtelsen, men Magistraten havde tillige gjort opmærksom paa, at Sagen formeentlig bedst kunde ordnes derved, at Politiet gav Kjelderfolkene, som havde mindst Uleilighed ved og størst Interesse af at holde Risterne rene, et Tilhold i saa Henseende. De tiltalte Kjelderfolk, imod hvem de indklagede Sager iøvrigt hævedes, syntes ikke at være tilfredse med Magistratens Sidstanførte, og Dommeren raadede dem derfor til at tale med Politidirekteuren om Sagen eller hensætte en Stok i deres Butiker, som de patrouillerende Betjente kunde gaae ind og tage for dermed at rense Risterne, dog at de strax satte Stokken fra sig igjen.

- En Sag imod Kartoffelpranger Friedrich Vilhelms, som havde holdt 1 Time i Amaliegade for at sælge sine Kartofler, udsattes, da Tiltalte ikke var mødt.

- Retsmødet sluttedes med en Sag af alvorligere Beskaffenhed Det var den af Bladene for nylig omtalte Tyvebande, bestaaende af 7 Piger i Alderen fra 9-16 Aar, som nu fremstillede sig for Dommeren. Først kom Søstrene Thora 13 Aar, Caroline og Helga Vilking respektive 11 og 9 Aar. derpaa den for Tyveri i Slagelse med Riis tidligere straffede Jutta Adelaide Hansen og den ligeledes straffede Anna Alslev (12 Aar) og endelig Søstrene Jensine og Louise Madsen, 13 og 16 Aar gamle, af hvilke den Sidste, som henligger paa Ladegaarden, for 2 ½ Aar siden er straflet for Tyveri med ti Ugers Fængsel. Af Forhøret til "Grundlovs-protokollen" saavelsom af det nu af Dommeren anstillede Forhør fremgik det, at samtlige Tiltalte i den senere Tid deels have forøvet, deels været behjælpelige med at udøve Lommetyverier. Skuepladsen for disse i Ledtog med hverandre staaende Smaapigers manuelle Virksomhed har navnlig været Frederiksberg, Alhambra og Tivoli, en enkelt Gang ogsaa Charlottenlund og Kongens Nytorv under Vagtparaden, paa hvilket sidste Sted den 9aarige Helga blev greben, netop som hendes Haand befandt sig i Lommen paa en slesvigsk Madame. Under det langvarige Forhør, som med stor Mildhed holdtes af Dommeren, røbede de smaa Tyve ligesaa megen Forstand og Koldblodighed i deres Svar som tidlig Fordærvelse. Kun Helga brast engang i Graad, men hun kom hurtig til sig selv og forraadte senere ved sit fornøiede Ansigt, at hun nærmest betragtede hele Scenen som et Skuespil, i hvilket hun havde en Rolle. Under Forhøret oplystes det vel ikke, at Børnenes Mødre havde nogen direkte Andeel i Tyverierne. - Dommerens Spørgsmaal herom benægtedes med Bestemthed af samtlige Smaa - men der fremkom dog saa  mistænkelige Momenter, ligesom det tilstodes, at Søstrene Vilkings Moder havde givet disse et Tiggerbrev at løbe med, at Sagen, udsattes til nærmere Oplysningers Erhervelse.

Retten hæves 3½.

(Dagbladet (København) 24. august 1863)

Kjøbenhavns offenlige Politiret

(første Afdeling, Etatsraad Gudenrath)

blev sat igaar Kl 12

En tidligere behandlet Sag imod Sandhandler Jensen foretoges atter igaar. Sagen var bleven udsat, fordi der var opstaaet Tvivl om Beskaffenheden af Sandhandlerens mentale Tilstand, og for at klare denne havde Retten indhentet Oplysninger om dette Punkt fra de Folk, hos hvem Jensen boede og i den nærmest forudgaaede Tid havde boet tilleie. Ifølge disse er Sandhandler Jensen i Besiddelse af sin Forstand, men ligesom han i normal Tilstand er en brav og fredsommelig Mand, saaledes bliver han efter Nydelsen af Spirituosa i høi Grad ustyrlig og ubehagelig for sine Omgivelser. Jensen idømtes derpaa for den begaaede Forseelse (uforsvarlig Kiørsel) en Bøde af 5 Rdl.

- Vognmand Thorsen havde igaar medbragt den Vandmand, hvis Vidnesbyrd han havde paakaldt i den mod ham anlagte Sag for at have ladet sin Vogn staae uden Tilsyn. Af Vidnets Forklaring, som ikke kunde modsiges af Betjentene, fremgik det, at Thorsen, medens han selv var gaaet bort fra sin Vogn, havde faaet ham (Vidnet) til at passe Vognen, som han først forlod, da Thorsen kom tilbage. I Henhold til denne Forklaring hævedes Sagen mod Thorsen.

- Peter Nielsen betalte 2 Rdl for at have kjørt uforsvarlig stærkt gjennem Holmensgade.

- Anders Esbensen fra Amager betalte 1 Rdl. for ikke at have fraspændt Skaglerne paa sit Kjøretøi, da han forlod det.

- Færgemand Salomonsen, Fisker Jensen og Jens Peter Larsen tiltaltes for Gadeuorden, men de tilveiebragte Oplysninger gjorde det kun sandsynligt, at de Tiltalte havde gjort sig skyldige i det paaklagede Forhold, og Dommeren hævede derfor Sagen med en Advarsel. 

- Jens Larsen, henhørende til Protokollen over mistænkelige Personer, tiltaltes for ikke at have efterkommet det sædvanlige Tilhold fra Politiet, hvis Overtrædelse har Løsgjængeristraf tilfølge. Larsen, som tidligere er straffet, vedgik, at han ikke havde meldt sig til den ovennævnte Protokol, men erklærede, at Grunden hertil var, at hans Arbeidstid ikke tillod ham at indfinde sig ved Protokollen til den fastsatte Tid. Han idømtes nu 18 Dages Tvangsarbeide i Kiøbenhavns Fattigvæsens Tvangsarbeidsanstalt.

Retten hævet Kl. 1 3/4

(Dagbladet 10. oktober 1863)

Kjøbenhavns offenlige Politiret.

(første Afdeling, Etatsraad Gudenrath)

blev sat Mandag Kl l2.

Frugtsælgersken Madame Arvesen fik i dette Møde sin Dom for Gadespærring og Opsætsighed imod Politiet, og den lød paa en Mulkt af 2 Rdl. foruden Sagens omkostninger. 

- Derpaa fremstillede sig Grønthandler Knigge, som i forrige Møde tiltaltes for uberettiget Næringsbrug. To Vidner vare mødte, som efter megen Anstrengelse kom tilende med en Forklaring, der gik ud paa, at de i Knigges Lokale havde delikateret sig med Frikadeller for 6 Sk. og Klipfisk med Kartofler, foruden Brændeviin til 3 Sk for en halv Pægl. som dog blev hentet fra andre Steder. Til denne Forklaring gjorde Knigge ingen Indvendinger, hvorimod Værtshuusholderkorporationens Formand erklærede, at han i fornødent Fald kunde skaffe flere Vidner. Dommeren fandt imidlertid dette overflødigt, og Sagen blev optagen til Dom, som vil falde paa Onsdag.

- Værtshuusholder I. Petersen paa Kjøbmagergade tiltaltes for Mælkeforfalskning. Ved en Undersøgelse forefandtes en Beholdning af Mælk forfalsket ved en Tilsætning af en Tiendedeel Vand. Medens Undersøgelsen fandt Sted, saae Konen sit Snit til at kaste en større Deel uforfalsket Mælk i den forfalskede, hvorved Forfalskningen naturligviis fremtraadte mindre tydelig. Saavel Manden som Konen, der tidligere have betalt Bøder for dette Forhold, modsatte sig Mælkens Udkastning i Rendestenen, og den Fuldmægtig, som mødte i Retten, var heller ikke meget villig til at gaae ind paa Dommerens Tilbud om at afgjøre Sagen ved en frivillig Mulkt paa 15 Rdl. Endskjøndt Dommeren gav Fuldmægtigen et kort Exposé over Gjentagelsens Betydning med Hensyn til Bestemmelsen af Straffegraden, turde denne dog ikke gaae ind paa Tilbudet, hvorimod Petersen selv, som imidlertid kom tilstede i Retten, efter længere Tids Betænkning, og efterat det var oplyst, at han havde budt Betjentene Penge for at tie stille, endelig erlagde de 15 Rdl., hvormed Sagen hævedes. 

- Værtshuusholderske Madame Nielsen havde havt Dands i sit Lokale til Musik, som udførtes af to Damer. Madamen forklarede, at der kun havde fundet en tilfældig Svingom Sted, og Dommeren gav hende derfor en Advarsel, hvormed Sagen hævedes.

- Restaurateur Kayser erholdt for Nattesæde, begaaet første Gang, den lovmæssige Advarsel. 

- En Urtekræmmer Brandt tiltaltes for at have udlaant en ujusteret Halvtønde til Handelsbrug. Han bemærkede hertil, at Tønden ikke tilhørte ham, men at han ved en Fejltagelse havde faaet den istedetfor sin egen lovlig justerede Halvtønde, som var laant ud til en Baadfører Bentsen. Nu havde hans Folk laant den ujusterede Halvtønde ud, uden dog at være vidende om dens mangelfulde Tilstand. Sagen blev derfor udsat for at Bentsen, som for Øieblikket ikke er i Byen, kunde komme tilbage.

- En Politirapport gav udførlige Oplysninger om et brutalt Overfald paa Gaden, udført af en Hestehandler Peter Nielsen, som tidligere er straffet med 24 Timers Vand og Brødstraf, paa en Jernhandler Madsen uden nogen Foranledning fra dennes Side. Madsen var først bleven udskjældt for en Kludesamler, dernæst knipset paa Næsen og endelig slaaet til Jorden, inden det var muligt at skaffe Politiassistance tilveje Denne Rapport, hvis Rigtighed bekræftedes af to Vidner, modsagdes af Nielsen, som benægtede at have slaaet Madsen. Vidnerne beedigede imidlertid deres Udsagn, og i Henhold til dette vil der paa Onsdag falde Dom i Sagen. 

- Retsmødet sluttedes med en Sag, anlagt imod en Skomagermester, som i beruset Tilstand paa Christianshavn havde gjort sig skyldig i Uanstændigheder paa offenlig Gade. Tiltalte paaskjød Uvidenhed om, hvad der var passeret, og for at erholde de fornødne Oplysninger om Graden af hans Drukkenskab udsatte Dommeren Sagen til paa Onsdag.

Retten hævet Kl. 1 3/4.

(Dagbladet 27. oktober 1863)

Kjøbenhavns offenlige Politiret.

(2den Afdeling, Kancelliraad With)

blev sat Tirsdag Kl. 11.

Viinhandler Petersen tiltaltes for at have foranlediget Gadespærring udenfor sin Eiendom ved at henlægge Foustager osv. sammesteds. Petersen undskyldte sig med at han i lang Tid uforstyrret havde fulgt denne Praxis, og at den havde sin Grund i det ualmindelig ringe Gaardsrum, som fandtes i Stedet, Han erkjendte imidlertid, at Forholdet i og for sig var utilbørligt, og afgjorde derfor Sagen i Mindelighed ved at erlægge 5 Rdl. i Bøde.

- Fabrikarbeider paa Ladegaarden Betz fremstilledes atter igaar, og de citerede Vidner afgav nu en Forklaring ifølge hvilken Tiltalte maatte ansee, for overbevidst om at have gjort sig skyldig i Gadeoptøier, tilladt sig saavel verbale som reelle Injurier imod Politiet og endelig at have forladt Ladegaarden uden Tilladelse. Det oplystes vel samtidig, at Betz havde været i høi Grad beruset ved den omhandlede Leilighed, men uden at hans Tilstand dog kunde siges at udelukke Tilregnelighed. Efterat Vidnerne havde aflagt Ed, blev Sagen udsat til paa Torsdag, for at det kunde oplyses, om Betz ikke havde forvansket Noget af det Ladegaarden tilhørende Tøi.

- Jacob Sørensen blev paa vedkommende Værts Foranledning forleden af Politiet udviist af en Beværtning i beruset Tilstand. Denne gjorde ham saa ustyrlig, at Betjenten maatte rekvirere Assistance hos to Bybude, der imidlertid af Sørensen kastedes om paa Gaden, hvorpaa der kom endnu en Betjent til, som i Forening med sin Kollega bragte Sørensen til Stationen. Her opførte han sig saa balstyrig, at den fungerende Overbetjent lod ham iføre Spændetrøie. Hele denne Scene, som naturligviis havde foranlediget et stort Gadeopløb, var paa forskjellige Maader forbunden med Opsætsighed imod Politiet. Sørensen havde egenlig kun den sædvanlige Undskyldning, at han var beruset og halvt forstyrret i Hovedet, men hans Undskyldninger vare Præget af Oprigtighed, og det bekræftedes ogsaa af Vidnerne, at Tiltalte var i høi Grad beruset. Som Følge heraf tilbød Dommeren Sørensen at afgjøre Sagen ved en Bøde paa 5 Rdl., og herpaa gik denne ind, hvorpaa Sagen hævedes.

Retten hævet Kl. 12½.

(Dagbladet 29. oktober 1863)

Kjøbenhavns offenlige Politiret.

(2den Afdeling, Kancelliraad With)

blev sat TorSdag Kl. 12.

Fabrikarbeider Betz erholdt sin Dom for uden Tilladelse at have forladt Ladegaarden, gjort Gadeoptøier og udskjældt Politiet. Dommen lod paa 30 Dages Tvangsarbeide foruden Sagens Omkostninger.

- En Sag, som var anlagt mod Gaardmand Nielsen i Eiby for Mælkeforfalskning, og som for længere Tid siden flere Gange er bleven behandlet i Retten, men udsattes paa Tiltaltes Begjæring, for at en kemisk Undersøgelse kunde foretages med Mælken, kom atter for igaar. Den kemiske Undersøgelse havde imidlertid i dette Tilfælde bekræftet Mælkeprøvernes Paalidelighed, og det omspurgte Kvantum Mælk var erklæret for afskummet. Nielsen og hans Hustru vedblev alligevel at forsikkre om deres Uskyldighed og bad mindelig om at maatte komme til at gjøre Ed. Dette kunde naturligviis ikke indrømmes dem, og da de Tiltalte ikke vilde bidrage til Sagens mindelige afgjørelse, gik der Dom i denne, hvorved Nielsen tilfandtes at betale 2 Rdl. i Bøde foruden 10 Rdl. til den kemiske Undersøgelse. Værtshuusholder Petersen, hos hvem den forfalskede Mælk var forefunden, idømtes en Bøde af 1 Rdl., hvorhos begge Tiltalte have at tilsvare Sagens Omkostninger. Efterat Dommen var falden, protesterede Nielsen endnu engang, og Dommeren gad ham da det Raad, hvis han ikke fandt sig tilfreds med Udfaldet. at ansøge Justitsministeriet om Bevilling til at appellere Sagen eller om Eftergivelse af Mulkten. Nielsen syntes ikke utilbøielig til at benytte dette Raad, idet han forlod Retten med den Bemærkning, at han "ikke frygtede noget Menneske".

- En tidligere behandlet Sag imod en Ølkudsk Hans Andersen for at have ladet sit Kjøretøi staae uden Bevogtning foretoges atter igaar. Hans havde til sit Forsvar hidkaldt tre vidner, men ved nærmere Eftersyn viste det sig, at disse, af hvilke den Ene var en Broder til Tiltalte, ikke duede meget. Da to Betjente paa den anden Side beedigede deres Udsagn, idømtes Hans en Bode paa 2 Rdl

- Den 13-arige Jensine Madsen, som i Slutningen af August d. A. i Forbindelse med flere andre Smaapiger dømtes for Lommetyveri, tiltaltes nu atter for den samme Forbrydelse. Jensine havde af en Kones Kjolelomme paa Kjøbmagergade stjaalet en Pengepung, i hvilken der dog kun fandtes ½ Skilling. Hun angav som Motiv til Tyveriet, at hun led Sult, og hendes Moder bekræftede, at det hjemme var meget smaat, og at Fattigvæsenet ikke vilde understøtte dem. Dommeren bemærkede, at dette Motiv, dets Sandhed ogsaa forudsat, saameget mindre ganske kunde diskulpere Jensine, som hun for kort Tid siden havde undergaaet en Straf, der burde havde været en Advarsel for bende. Han henviste Moderen til at ansøge Justitsministeriet om Benaadning, men erklærede for sit Vedkommende at ville optage Sagen til Dom. Denne lod paa Straf af Riis i to Dage med 20 Slag daglig.

- Derpaa foretoges flere Sager for ulovlig Omløben med Uldvarer. I Sagen var der tilstillet Retten et anonymt, tildeels ulæseligt Brev, hvis Indhold gik ud paa at oplyse Politidirekteuren om, at den Ret, som enkelte Egne i Jylland formenes at have til ved Salg fra Huus til Huus at afsætte visse Uldvarer, der betragtes som Huusflidsvarer, i høi Grad misbruges ved Sammenblanding af andre Varer og i og for sig er skadelig for de næringsdrivende Manufakturhandlere. Spørgsmaalet dreiede sig om, hvorvidt de paagjældende Varer kunde siges at være Huusflidsarbeide eller ikke, og om dette Spørgsmaal erklærede Dommeren at ville korrespondere med Amtmanden i Ringkjøbing for at faae at vide. hvad der i de forskjellige Herreder var den gjældende Anskuelse om Begrebet Huusflid. Da Dommeren var kommen saavidt, oplyste en tilstedeværende Manufakturhandler Jensen, at der vistnok paa flere af de vævede Varer fandtes Viborg Tugthuus Stempel, og at saadanne Varer dog ikke kunde betragtes som Huusflidsgjenstande. Ved at see Pakkerne efter fandtes virkelig dette Stempel paa enkelte Gjenstande, men de Tiltalte erklærede, at Stemplernes Lighed var tilfældig. Dommeren udsatte da Sagerne i Henhold til sin tidligere Udtalelse.

- En Guldsmedsvend Jensen, som boede hos Skræddermester Bastiansen, tiltaltes for uforsigtig Omgang med Lys og Ild. Jensen synes at dele den almindelige Tilbøielighed til at læse ved Lys om Aftenen i Sengen, medens han ryger sin Aftenpibe, og det oplystes, at Bastiansen oftere har advaret ham om at lade denne særlige Vane fare. Omsonst; en Tidlang gik Alting mærkværdig nok godt, men en Aften faldt Jensen isøvn under den dobbelte Paavirkning af god Tobak og daarlig Lekture, og de sørgelige Virkninger heraf vare da, at der gik Ild i en fortræffelig, Bastiansen tilhørende Dyne, i hvilken der brændte et Hul paa en halv Alen i Diameter. Da Madame Bastiansen om Morgenen som sædvanlig bragte Guldsmedsvenden hans Kaffe med en Bolle, fandt hun ham i den fyrigste Tilstand, som ved Synet af den ulmende Dyne hurtig forplantede sig til Madamen og hendes Ægtemage. Jensen maatte møde for Brandkommissionen og erklærede sig villig til at erlægge en Mulkt paa 2 Rdl., men derimod vilde han paa ingen Maade betale Bastiansen 3 Rdl. i Erstatning for Dynen, hvis Betrak og Fyld han meente vare skildrede med altfor levende Farver. Under Forhandlingen for Retten vedblev begge Parter deres Paastande, og Jensen oplyste dertil, at han pleiede at lade Lyset brænde for at holde Musene borte fra sin Seng, og fordi han var bange for, at Ægteparret Bastiansen, som ikke synes at leve det kjærligste Samliv, en Nat skulde falde paa at lade deres gjensidige Vrede gaae ud over ham. Dommeren modtog Jensens Tilbud om at betale den ovennævnte Mulkt, og henviste Bastiansen til et privat Erstatningssøgsmaal.

Endnu foretoges i dette Møde et Par Sager for hurtig Kiørsel og Overtradelse af Helligdagsanordningen, hvorpaa Retten hævedes Kl. 4½.

Kjøbenhavns offenlige Politiret

(første Afdeling, Etatsraad Gudenrath)

blev sat Fredag Kl 12.

- Droschkekudsk Lars Willumsen fik sin Dom for at have taget uberettiget Holdeplads. Tiltalte, som under Sagens Behandling ikke var mødt, idømtes en Bøde paa 3 Rdl.

- For at have ladet sit Kjøretøi henstaae en Time uden Bevogtning, idømtes Forpagter Jessen en Mulkt paa 3 Rdl., og af to Værtshuusholdere, som tiltaltes for Nattesæde, erholdt den Ene, for anden Gang begaaet Nattesæde, en Mulkt paa 2 Rdl., hvorimod den Anden frifandtes. 

- Snedker Nielsen tiltaltes for at have modtaget i Logis siden den 23de September et offenligt Fruentimmer uden at gjøre den fornødne Anmeldelse. Tiltalte vilde først forsøge paa at knibe ud ved at gjøre en fiin Distinktion gjældende med Hensyn til Beskaffenheden af sine Logerende, og dernæst paastaae, at det omhandlede Fruentimmer kun havde opholdt sig hos en hos ham boende Veninde om Dagen, men efter nogle alvorlige Bemærkninger af Dommeren krøb han dog til Korset og erlagde frivillig en Mulkt paa 2 Rdl.

- En lille skikkelig udseende rødkindet Fyr ved Navn Johan Frederiksen tiltaltes for at have overfaldet og slaaet en Dentist. som han en Aften traf i Vesterbroes Alleer. Frederiksen, som paa den Overfaldnes Opfordring til et Par Betjente om at arrestere ham, var bleven anholdt paa Stedet, benægtede at have overfaldet Dentisten og paastod selv at være bleven overfalden uden dog at vide af hvem. Imod denne Forklaring optraadte imidlertid to Vidner, som tilbød at beedige deres Udsagn, og Dommeren oplæste dertil en til Retten indkommen Skrivelse fra Johans Husbonde, som ikke var ligefrem smigrende for den unge Mand. Dommeren tilbød Johan at afgjøre Sagen ved en Mulkt af 5 Rdl., og efterat have faaet 14 Dages Udsættelse med Betalingen, gik Tiltalte ind paa Tilbudet.

Retten hævet Kl. 1 3/4.

(Dagbladet 31. oktober 1863)

Diakonisse-Sagen. (Efterskrift til Politivennen)

Mere om Diakonisse- Sagen,

ved P. H. Clausen.

Blandt den nyere Tids mangfoldige, mere eller mindre berettigede, Frihedsbestræbelser, hører ogsaa den, der gaaer ud paa at forskaffe Qvinden Adgang til endeel af de Bestillinger og Levebrød, som hidtil ene tilhørte tilhørte Mændene - og det uanseet, at Konkurrencen blandt disse til hine Bestillinger m. v. allerede er mere end stor nok til at forvolde Familier, der ere velsignede med mange Sønner, ligesaa stor Bekymring som de, der ere velsignede med mange Døttre, have med Hensyn til disses Fremtid og Forsørgelse. Destomere turde det fortjene Opmærksomhed, at der ved Diakonisseværket er aabnet Qvinden en ny og omfangsrig Udsigt til en for hende selv og for Samfundet lige velsignelsesrig, hæderlig og ægte qvindelig Virksomhed.

Uagtet denne Sag alt flere Gange har været Gienstand for offentlig Omtale, deels i "Berlingske Tidende", deels i flere i Trykken udgivne Skrifter, turde det dog maaskee ikke være overflødigt end yderligere at fremhæve, hvorledes herom domme« i andre evangeliske Lande, hvor Diakonissestiftelser alt i en længere Aarrække have bestaaet. I en Aarsberetning fra Diakonissestiftelsen i Strasburg udtaler sammes Sjælesørger sig derom omtrent saaledes:

"Lad være, at det christelige Lærerkald og den præstelige Myndighed hos os tilstrækkeligt udøves gjennem Mændene, saa lader dog deres Tilsyn, deres Virksomhed ofte ikke lidet tilbage at ønske. De have aabenbart hverken Tid, eller Kræfter, eller ere skikkede til med Held at tage sig af alle de Enkeltheder, som Menneskelivet frembyder. Vi tage end ikke i Betænkning at tilføie, at de ikke sjeldent ligefrem mangle Kald dertil. At udfylde de deraf opstaaende Savn - det er det Kald, som Skaberen har forbeholdt Qvinden. Gaaer dette ikke allerede aabenbart frem af Familielivet? Kan Nogen miskiende, at, medens Manden er Familiens Styrer og Forsøger, er det en ikke mindre væsentlig Indflydelse, som Qvinden udøver paa hele Hjemmets indre Velvære? Dersom Kirkens Virksomhed indskrænkede sig til Familielivet, vilde Qvindens Virksomhed ogsaa kunne indskrænkes til dette; men Kirkens Omhu omfatter en Mængde Indretninger, der ere udenfor Familielivets Omraade, og som alligevel stadigt kræve qvindelig Virksomhed og qvindeligt Tilsyn, saasom Sygehuse, Vajsenhuse, Opdragelses- og Underviisnings-Anstalter, Børne-Asyler, Fængsler m. m. Lader os til Exempel tage et Sygehuus. Lad Bestyrelsens Forholdsregler være nok saa veludtænkte, lad Tilsynet være nok saa nidkjært - saavel Huusholdningens Førelse som de Syges Betjening vil dog være betroet til betalte Personer, der i de fleste Tiifælde kun have paataget sig saadan Tjeneste for den dermed forbundne Fordeels Skyld, og ingenlunde af christelig Kjærlighed. Det Samme gjælder meer eller mindre om de andre forannævnte Indretninger. Og skulde der da ikke ved disse ligesaa vigtige som nødvendige Indretninger (med deres stadigt vexlende Befolkning af Ulykkelige eller Umyndige, hvis Ophold dersteds i Reglen er mere eller mindre ufrivilligt) være noget at gjøre for saadanne christelige Tjerinder, som det er Diakonissestiftelsernes Formaal og Opgave at uddanne?

"Forøvrigt turde der udentvivl gives ikke faa Qvinder, som gjerne ville hellige sig til saadanne Kjærlighedsgjerningers Udøvelse, som Talen her er om. Men hvorledes kunne de det? Snart er det huuslige Beskjæftigelser, snart Familieforhold, som hindre dem deri. Nogle have ikke de dertil fornødne Kundskaber, andre ikke det fornødne Mod til at foretage et Skridt, der forekommer saa paafaldende. Til at Qvindens offentlige Deeltagelse i Kirkens Gjerning kan blive mulig, hører der nu saadan Forening af høist forskjellige Betingelser, som kun kunne findes i et regelmæssigt ordnet Samfund af Søstre, i hvilket hvert enkelt Medlem finder den stadige Støtte, som Qvinden ikke kan undvære. Kun et saadant Samfund kan i sig forene Midlerne til at uddanne Søstrene ifølge Enhvers forskjellige Anlæg og Begavelse. Kun der kan hvert nyt Kjærllghedsværk finde de særlige Kræfter, som dels Udførelse udfordrer. Kun der kunne de, der ville hellige sig til saadan Tjeneste, finde sig befriede fra Trykket af verdslige Bekymringer. Der bliver hver Enkelts Erfaring til Alles Ejendom. Disse Erfaringer bevares og forøges, og der dannes saaledes i et saadant Samfund - et Forraad, en Fylde af Naade og Velsignelse, der kommer hvert enkelt Medlem tilgode".

I Anledning af, hvad der i dette Blad for ikke længe siden yttredes om, at en Diakonisse-Stiftelse alt var oprettet og i Stilhed havde begyndt sin Virksomhed i Nærheden af Kjøbenhavn, meddeles herved foreløbigt, at udførlig Efterretning desangaaende med det Første vil blive offentliggjort. -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juli 1863).

Else Jørgensdatter Mortensen. (Efterskrift til Politivennen)

- Else Jørgensdatter Mortensen, en efterlignelsesværdig Bondekone, er fød den 14de Juni 1800 i Egense paa Falster og blev i Forening med flere Sødskende opdragen paa den for Landboerne sædvanlige Maade, det vil sige, hun maatte tidlig tage Del med i alt Arbejde, som ikke oversteg de barnlige Kræfter. Hendes Ungdom udmærkede sig saaledes ikke frem for hendes Jævnlige og da hun ved allerede den 3die Aug. 1817, altsaa i en Alder af 17 Aar, at indtræde i Ægteskab med Gaardmand Hans Mortensen i nævnte By overtog en Husmoders alvorligere Pligter maatte den sandsynlige Følge heraf blive en Virksomhed, der udelukkende var indskrænket til Husets Gjerning. 

Dette blev dog ikke saaledes. Efter at være bleven Enke den 3die Aug. 1857 havde Elise Mortensen Blikket henvendt paa noget mere end Gaardens Drift og sine Børns Opdragelse, og allerede 4 Aar senere (1861) ser man hende deltage i et Arbejde, der paa den Tid var sjeldnere end nu, nemlig ved Inddæmning al indvinde flere hundrede Tønder Land fra Havet, et Arbejde, der, endskiøndt det hidtil ikke har bragt andet end forøgede Pengeopoffrelser for hende, endnu fremmes med usvækket Kraft. 

De saakaldte Bondebevægelser under Christian den 8de bleve heller ikke uden Indflydelse paa den kraftige Gaardmandsenke, og i Kampen for Friheden, der jo væsentlig maatte føres af Mand, var Kvindens Indflydelse dog heller ikke uden Betydning. Frederik den 7des Thronbestigelse og den i Sandhed kongelige Gave Grundloven, der hos mangen Mand fremkalder en hidtil ukjendt Bevidsthed om eget Værd, blev heller ikke uden Indflydelse paa den da kun af sine Nærmeste kjendte og højt agtede Kvinde, og fra nu af se vi hende følge det politiske Livs Udvikling med en Klarhed i Tanken og en Iver, der gjør mangen Mand til Skamme. Ethvert offentligt Møde paa Øen finder i hende en Deltager, og ligesom hun da følger det mundtlige Ord med særdeles megen Interesse, saaledes har det trykte daglig Adgang til hendes Hus. Samtale om vort Fædrelands Stilling og hele Udvikling er for hende en kjær Beskjæftigelse, og det er med sand Fornøjelse, at man hører den 63 aarige Kone paa en jevn Maade i sine Udtalelser at lægge en sjelden politisk Kundskab og Klarhed i Anskuelser for Dagen. 

I sit daglige Liv er hun meget godgjørende, og gjælder det om ved Bidrag at understøtte den arbejdsomme Mand - eller som i 1847 at udsælge Korn til nedsat Pris - da henvender man sig aldrig forgjæves til Else Mortensen i Egense. Valgretten er for hende et saa kostbart Gode, at hun paa hver lovlig Maade bidrager Sit til, at enhver Mand benytter den. Valgretten er saa at sige hendes stadige Valgsprog. Paa hendes 63aarige Fødselsdag den 14de f. M. modtog Else Mortensen af Sognets Beboere en Hædersgave, bestaaende af et smukt Taffeluhr. Gid den hæderlige Kone maa staa som et lysende Exempel for sit Kjøn. (Mrgp.)

(Jyllands-Posten 6. juli 1863. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Hun døde 15. februar 1870. En nekrolog bragte ovenstående artikel med nedenstående tilføjelse:

I sit Ægteskab blev Else Mortensen Moder til 4 Børn, hvoraf to Sønner og een Datter overleve deres brave Moder. Den ene af Sønnerne arver Gaarden efter Moderen. I et Par af hendes sidste Leveaar var Else Mortensen noget sygelig af sig; Alderdommens Skrøbelighed indfandt sig, og Naturen gjorde sin Ret gjældende, da der ikke var Meget tilbage af "Støvets syv Gange ti Aar" for hende. Hun lukkede sine Øjne i Døden sidste 15de Februar og hendes jordiske Levninger stedtes til Hvile paa Baalse Kirkegaard sidste Mandag, ledsagede af et talrigt Ligfølge, der offrede den hedenfarne en Taknemmelighedens Taare. Fred lyse over hendes sidste Hvilested, et kjærligt Minde om den brave Dannekvinde leve længe nært og fjernt!"

(Lolland-Fasters-Tidende 24. februar 1870)

Forbud mod Forsamling i Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

Delegerede for de holsteenske Turnforeninger havde idag i Wrist (ved Jernbanen) en Sammenkomst for at raadslaae om, hv ad der var at gjøre efter Forbudet imod den "slesvig-holstenske" Turnfest i Kiel, samt om Afsendelse af Delegerede til den store laipzigske Turnfest, der skal afholdes i Sommer. De holsteenske Turnforeninger danne nu en Afdeling af den store nedersachsiske "Turngau", til hvilken ogsaa Foreningerne i Brunsvig, Hannover og Bremen høre.

(Dagbladet (København) 24. juni 1863).

- Den 21. ds. afholdtes der ifølge "Itzeh. Nachr." i Wrist et Møde, hvortil Afsendinge fra 16 forskjellige holsteenske Turnforeninger havde indfundet sig for at forhandle om, hvorvidt man skulde modtage et fra Hamborg indkommet Tilbud om at afholde en Turnfest i St. Pauli, efterat Sviren i Kiel var bleven forbuden. Resultatet blev, at man afslog Itlbudet og besluttede hos den kgl. holsteenske Regering at andrage paa at afholde festen andensteds, f. Ex. i Neumünster eller Itzehoe. Forsamlingens Afholdelse var forbuden ved en Skrivelse til vedkommende Gjæstgiver fra Kirchspielvogt D. Wendt i Wrist, men da Skrivelsen var vrøvlagtig og meningsløs, tog Forsamlingen ingen Notits af samme.

(Dannevirke 24. juni 1863).

Fra Slesvig-Holsten, 24. juni. Et mærkeligt mandat er udstedt af sognefogeden i Wrist de seneste dage. Regeringen afslog som bekendt tilladelse til at alle holstenske gymnastikklubber kunne afholde en gymnastikfestival i Kiel, og et delegeretmøde blev derfor indkaldt til Wrist af de pågældende klubbers forstad for at nå frem til en afgørelse om, hvorvidt der evt. bør tages skridt i denne sag, og der bør samtidig drøftes nogle andre gymnastikspørgsmål. Men da de delegerede mødtes om søndagen hos kroejer B. i Wrist, fik de at vide at den lokale myndighed allerede havde udstedt et mandat, hvorved kroejeren blev "gjort opmærksom på at enhver forsamling uden officiel tilladelse er forbudt", og derfor han skal "love dette forbud og opretholde det på sin ejendom under eget ansvar." Men da sognefogeden personligt måtte erkende, at den påtænkte sammenkomst, så vidt han vidste, var "ikke ulovlig", lod de delegerede sig ikke længere afskrække, men alt, hvad der kunne have givet anledning dertil, var naturligt nok undgik i forhandlingerne at blive beskrevet som selv at berøre politik.

Aus Schleswig-Holstein, 24. Juni. Ein komisches Mandat ist in den  jüngsten Tagen von der Kirchspielvogtei in Wrist ergangen. Bekanntlich hat die Regierung die Genehmigung zu einen in Kiel abzuhalteneden Turnfest aller holsteinischen Turnvereine versagt, und es war desshalb von dem Vorort der betreffenden Vereine eine Versammlung von Delegirten nach Wrist berufen worden, um eine Beschluss darüber zu erzielen, ob in dieser Angelehenheit noch weitere Schritte vorgenommen werden sollen und gleichzeitig über einige andere turnerische Angelegenheiten zu berathen. Als jedoch am Sonntage die Delegirten sich bei dem Gastwirthe B. in Wrist einfanden, wurde ihnen die Mittheliung, dass von der Ortsbehörde bereits ein Mandat ergangen sei, durch welches der Gastwirth "darauf aufmerksam gemacht wird, dass eine jede Versammlung ohne obrigkeitliche Erlaubniss untersagt ist", und har derselbe daher "dieses Verbot zu geloben und auf seinem Besitzthum aufrecht zu halten bei eigener Verantwortlichkeit." Da indessen der Kirchspielv ogt persönluch doch zugeben musste, dass die beabsichtigte Versammling seines wissens "nicht unerlaubt" sei, so liessen die Delegirten sich denn auch nicht weiter abhalten, nur wirde in den Verhandlingen wie natürlich Alles vermieden, was irgend hätte Veranlassung geben können, als an Politik auch nur streifend bezeichnet zu werden.

(Bamberger Zeitung. 28. juni 1863)

De holstenske gymnaster deltog herefter ved gymnastikfestivalen i Leipzig hvori deltog op i mod 50.000 gymnaster, heraf omtrent 100 fra Holsten og lige så mange fra Slesvig, og blev her modtaget med megen jubel. De medbragte bl.a. en blå-hvid-rød fane omvundet med sørgeflor. Der opstod rygter om at de ved hjemkomsten blev arresteret, dette blev dog afkræftet kort efter. Den danske regering afslog turnforeningernes anmodning om at afholde festen i Itzehoe, Elshorn eller Neumünster.

Karl Franckes Tale om Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

Karl Philip Francke (1805-1870) var en slesvig-holstensk embedsmand, uddannet i Göttingen, Heidelberg og Kiel. I 1827 blev han ansat i Slesvig-holstensk-lauenborgske Kancelli hvor han bl. a. bidrog til den økonomiske administration i 1840'erne. Han er nævnt her på bloggen i forbindelse med martsdagene 1848. Frederik 7. forsøgte at overtale ham til at blive minister for Holsten og Lauenborg, hvilket han afviste da han så det som et forsøg på at adskille Slesvig og Holsten. Han indtil det sidste forsøgte at undgå brud mellem hertugdømmerne og Danmark. Da det alligevel skete, rejste han fra København og blev præsident for den slesvig-holstenske regering i Kiel, senere dens repræsentant i Frankfurterparlamentet.

Efter Krigen 1848-50 blev han udvist af den danske regering, og var derefter regeringspræsident i Sachsen-Coburg-Gotha under Ernst II. I 1863 hvor nedenstående artikel er forfattet, blev han rådgiver for hertug Frederik VIII. Talen er skrevet før det blev klart at Frederik VIII ikke ville blive proklameret. Talen kan derfor stå som et eksempel på de forhåbninger som næredes for Slesvig-Holstein og som var vidt udbredt. 

Da det i løbet af 1864 blev klart at Preussen ikke ville acceptere Frederik VIII, lod han sig pensionere. Han blev i 1867 valgt ind i Preussen Abgeordnetenhaus som partiløs, men samarbejdede med centrum-venstre og kom derved i modsætning til Frederik VIII.

Om Karl Francke i ørigt, se Store Danske, Dansk biografisk Leksikon og Wikipedia.

Tale af geh. etatsråd dr. Francke,

holdt i Coburg den 20. maj i mødet for at drøfte den tysk-danske sag. *)

Mine herrer! Jeg har talt for at vække Deres sympati for et tysk land hvis indbyggere er blevet dømt til tavshed ved danske voldsforanstaltninger. - Min stemme kan være svag - De vil finde det naturligt at jeg stiller op for mit hjemland. Og jeg er opmuntret over at det sker i Coburg, med den varme, aktive sympati der altid er blevet vist den ulykkelige Slesvig-Holsten gennem ord og handling. - En mørkere, fremmed hånd har hvilet over hertugdømmerne Slesvig-Holsten i lang tid. Den ene magtforholdsregel følger den anden, og indtil videre har det store Tyskland kun for meget givet efter for svaghed og derved forårsaget det ene tab af ret efter det andet. Der var kun én gang (under krigen), hvor alt hvad der højtideligt blev lovet til hertugdømmerne for 400 år siden (i 1460) blev opfyldt. Det var den periode hvor grundloven af ​​1848 blev vedtaget for de forenede hertugdømmer Slesvig-Holsten med samarbejde og godkendelse af Det Tyske Forbund og forblev i kraft, indtil Tyskland ofrede hertugdømmerne. Der er ingen grund til at se tilbage på Danmarks ældste forsøg på at indlemme Slesvig i kongeriget Danmark. Den seneste krig blev udkæmpet om Slesvig; og det første der blev ofret efter krigens afslutning - selv om de tyske våben vandt - var Slesvig. Der blev sluttet en fred den 2. juli 1850, som kendes under navnet "den indholdsløse", men som havde den fordel, at den forbeholdt hertugdømmerne Slesvig-Holsten  alle rettigheder og selv de tyske kommissærer, som Østrig og Preussen januar 1851 sendte til Kiel, mødte statens repræsentation og guvernørskabet på det skarpeste: Vi er kommet for at beskytte Holstens rettigheder og for at bevare dets traditionelle forbindelse med Slesvig. Som svar på denne agitation gav statsrepræsentationen og guvernørskabet efter for kommissærernes krav og fjendtlighederne ophørte. Hvor blev hertugdømmernes loyalitet rost dengang i Berlin og Wien, og hvilket bittert bedrag fulgte denne tillid som blev næret af de tyske fyrster og kommissærerne for de to tyske stormagter! Hæren blev opløst, og efter kort tid blev der truffet foranstaltninger mod enkeltpersoner der ramte hårdt, selvom de altid var af underordnet karakter, såsom: udstødelse, forvisning, afsættelse af dommere osv. Men langt alvorlige ting ramte hele landet. Gennem Danmarks fup og bedrag blev Preussen og Østrig overtalt til at anbefale en overenskomst til Det Tyske Forbund til accept i 1851 og 52, og Forbundet accepterede den. For første gang så længe Tysklands og Danmarks historie har eksisteret, blev hertugdømmerne rystet i deres grundvold efter Tysklands deltagelse i krigen. De blev revet fra hinanden. Slesvig blev skilt fra Holsten, og alt dette skete, mine herrer, skønt preussiske og østrigske kommissærer førte en eksekutionshær på 50.000 mand ind i hertugdømmerne. Man skal have oplevet det for at vide hvad det betyder når to lande som er tæt forbundet af historie og lov, af sædvane, af familiebånd, bliver revet fra hinanden, to lande der har de samme interesser, de samme mål i deres fælles stat, to lande hvortil man så sent som i 1846 gjorde det hjælpeløse forsøg på at indlemme hertugdømmerne i Danmark med Christian 8.s åbne brev, det tyske forbund gav vidnesbyrd om, at de var tæt knyttet og havde alle offentlige rettigheder til fælles. Men denne overenskomst fra 1852 var kun begyndelsen på underkastelsen af ​​hertugdømmerne. Det der ramte alle og ikke kun de enkelte, var at Danmark ikke respekterede de forpligtelser som overenskomsten af ​​1852 havde pålagt det. Hvad var indholdet? Danmark havde lovet at beskytte tysk statsborgerskab i Slesvig på samme måde som dansk statsborgerskab. Det er nu velkendt: Den tyske kirke og den tyske skole i hertugdømmet Slesvig blev daniseret. Det er nået dertil hvor forældre ikke længere forstår deres børn. Mine herrer! I det lykkelige land hvor vi bor, kan man næsten ikke forestille sig sådan en forstyrrelse af familielivet. Man aner ikke den trængsel at forældre står og græder foran kirken under konfirmationen af ​​deres børn, og at de på dansk bliver bekræftet i at moderen ikke længere kan bede med barnet. Jeg behøver ikke at beskrive hvilken indflydelse dette har på familielivet. Traktaten af ​​1852 pålagde Danmark en pligt til ikke at inkorporere Slesvig. Hvordan holdes det? Hertugdømmet Slesvig er på alle måder blevet oversvømmet af danske embedsmænd af enhver art. Danmarks retsforhold blev indført dér uden at rådføre sig med stænderforsamlingen. Danske gendarmer bevogter grænsen mellem Holsten og Slesvig. Slesvig er allerede materielt fuldstændig indarbejdet. Det blev også lovet at beskytte Holstens selvstændighed. Ikke desto mindre blev Holsten drænet for skatter, dets obligationer blev ødelagt, danske embedsmænd blev introduceret i massevis til postvæsenet og toldvæsenet også dér, og stænderforsamlingens modstand forblev upåagtet. Det er lovet at den samlede forfatning for det danske kongemagt først skal forelægges hertugdømmet Slesvig og Holstens stænderforsamlinger til godkendelse. Ja, mine herrer! Den blev forelagt den danske Rigsdag som gav sit udtrykkelige samtykke. I hertugdømmernes stænderforsamlinger var det forbudt at sige blot et ord om det. Det er endelig, og det er det mest betydningsfulde for fremtiden, at arvefølgen i hertugdømmerne er blevet ødelagt, som historien ikke kender noget eksempel på. I de nært forbundne hertugdømmer hersker mandslinjen efter gammel lov og de er fri for tilknytning til Danmark, så snart mandslinjen dør ud i Danmark. Dette sker snart. Kongen er en ældre mand, hans efterfølger en gammel mand. For at lænke hertugdømmerne til Danmark for altid, blev der i London indgået en aftale, hvorefter en uautoriseret prinsesøn skulle indtage tronen over Danmark og hertugdømmerne. Det danske rigsråd gav sit samtykke til denne protokol af 8. marts 1852.

Hertugdømmerne blev aldrig spurgt om det. Den tyske forbundsregering anerkendte heller aldrig London-protokollen. Den danske stat som helhed var nu bygget op med det tyske forbunds fuldstændigt passive, rolige tilskuer.

Det danske Rigsråd godkendte grundloven af ​​1855 og der blev oprettet en forsamling hvor det danske flertal var så overvældende at tyskerne måtte tie, selvom holstenerne i første omgang mødtes i rigsrådet. De blev hånet af flertallet, og alle deres beslutninger var magtesløse og ineffektive. De blev elimineret, og først derefter fulgte nogle svage beslutninger fra det tyske forbund for at hjælpe Holstens rigtig op igen. Desværre fulgte endnu flere kedelige trusler om en føderal henrettelse i Holsten. Slesvig var ikke længere kendt i Frankfurt. Men Danmark grinede af det hele.

Mine herrer! Hvis du har tilbragt nogen tid i Danmarks hovedstad, København, kan De helt sikkert bedømme statsmændenes karakter der. Tysklands splittelse, det tyske forbunds magtesløshed på den ene side, Danmarks ø-stilling på den anden side, dets søforbindelser af enhver art giver danskerne en insolvens der sjældent er fundet andre steder, og frækheden i dette er desværre stigende fra år til år år, steget på grund af manglen på en lignende dyd i Tyskland. Stænderforsamlingerne i Slesvig såvel som i Holsten har altid været omhyggelige med at beskytte retten til at sende adresser til kongen som ikke blev modtaget, at træffe deres beslutninger på en negativ måde mod danske foranstaltninger. Det har dog på ingen måde afskrækket Danmark, men lige nu står vi over for en handling der ikke overrasker mig. Det er kun en fortsættelse af årelange brud på overenskomsten af ​​1852. Efter kendelse af 30. marts i år. Det stod klart, at Holsten skal udstyres med egen hær og økonomi med deltagelse i fællesudgifter, men at Slesvig skal indlemmes. Vær opmærksom på, mine herrer, Slesvig er altid det væsentlige. Holstein kan være hæmmet i sin tilstandsudvikling - dette er situationen og yderst beklageligt -; men Holsten er mere sikker som tysk forbundsstat. Slesvig har i århundreder været det bytte, som Danmark har udset sig og nu griber. (Fortsættes.)

*) Som vi allerede har meddelt, deler vi denne i flere henseender betydningsfulde tale ord for ord ifølge stenografen. Noter fra medlemmer af den lokale "Stenogr. Fortbildungs-Kränchen. D. Red.).

Rede des Geh. Staatsraths Dr. Francke,

gehalten zu Coburg am 20. Mai in der Versammlung zur Erörterung der deutsch-dänischen Angelegenheit. *)

Meine Herren! Ich habe das Wort erheben, um von Neuwm Ihre Sympathien zu erweckeb, für ein deutsches Land, dessen Bewohner durch dänische Gewaltsmassregeln zum Schweigen verurtheilt worden sind. - Mag meine Stimme eine schwache sein - Sie werden es natürlich finden, dass ich eintrete für mein Heimathsland. Und dass dieses in Coburg geschieht, dazu ermuthigt mich die warme, rege Theilnahme, die dem unglücklichen Schleswig-Holstein durch Wort und That in Coburg allezeit bewiesen worden ist. - Es ruht eine schwsere, fremde Hand aif den Herzogthümern Schleswig-Holstein seit einer langen Reihe von Jahren. Eine Gewaltsmassregel folgt der andern, und nur zu sehr hat das grosse Deutschland bisher der Schwäche nachgegeben und dadurch einen Verlust nach dem andern an den Rechten herbeigeführt. Es gab nur eine Zeit (während des Kriegs), wo alles das erfültt ward, was vor 400 Jahren (im Jahre 1460) feierlich den Herzogthümern gelobt ward. Das war die Zeitperiode, in der unter Mitwirkung und Genehmigung des deutschen Bundes das Staatsgrundgesetz von 1848 für die vereinigten Herzogthümer Schleswig-Holstein erlassen wurde und in Kraft blieb, bis Deutschland die Herzogthümer opferte.  Es ist nicht erforderlich, zurückzublicken auf die ältesten Versuche Dänemarks, Schleswig in das Königreich Dänemark einzuverleiben. Der neueste Krieg wsard geführt um Schleswig; und das Erste, was geopfert wurde nach Beendigung des Krieges - obgleich die deutschen Waffen siegreich waren - , war Schleswig. Es wurde ein Friede geschlossen am 2. Juli 1850, der bekannt ist unter dem Namen der "inhaltsleere" der aber doch den Vorzug hatte, dass er alle Rechte den Herzogthümern Schleswig-Holstein vorbehielt, und selbst die deutschen Kommissäre, die Oesterreich und Preussen im Januar 1851 nach Kiel sandte, kamen der Landesvertretung und der Statthalterschaft mit der Verheitzung entgegen: Wir sind gekommen, um das Recht Holsteins zu schützen und dessen altherkömmliche Verbindung mit Schleswig zu wahren. Auf diese Verheitzung hun gab die Landesvertretung und die Statthalterschaft dem Andringen der Kommissäre nach, die Feindligkeiten wurden eingestellt. Wie wurde damals in Berlin und Wien die Loyalität der Herzogthümer gepriesen, und welche bittere Täuschung folgte diesem Vertrauen, das genährt wurde von den deutschen Fürsten un den Kommissären der beiden deutschen Grossmächte! Die Armee wurde aufgelöst und nach kurzem Verlaufe traten Massregeln ein gegen Einzelne, die schwer trafen, wenn sie auch immer untergeordneter Natur waren, wie: Aechtung, Verbannung, Absetzung der Richter etc. Aber viel Schwereres traf die Gesammtheit des Landes. Durch Dänemarks Trug und Hinterlist liessen Preussen und Oesterreich sich bewegen, im Jahre 1851 und 52 eine Vereinbarung dem deutschen Bunde zue Annahme zu empfehlen, und der Bund nahm sie an. Zum ersten Male, so lange überhaupt eine Geschicte Deutschlands und Dänemarks besteht, wurden, nachdem Deutschland sich am Kriege betheiligt hatte, die Herzogthümer in ihren Grundfesten erschüttert. Sie wurden auseinandergerissen. Schleswig wurde von Holstein getrennt, und dies Alles geschah, meine Herren, obgleich preussische und österreichische Commissäre eine Executionsarmee von 50,000 Mann in die Herzogthümer hineinführten. Man muss das erlebt haben, um zu wissen, was das heisst, wenn zwei Länder auseinander gerissen werden, welche durch Geschicte und Recht, durch Sitte, durch Familienbande eng verbunden sind, zwei Länder, die dieselben Interessen, dieselben Endziehle ihres gemeinheitlichen, staatlichen Lebens stets vor Augen hatten, zwei Länder, denen noch om Jahre 1846 als der ohnmächtige Versuch gemacht wurde, mit dem offenen Briefe Christians VIII. die Herzogthümern in Dänemark einzuverleiben, der deutsche Bund das Zeugniss gab, dass sie eng verbunden,  alle öffentlichen Rechte gemeinsam haben. Aber diese Vereinbarung von 1852 war nur der Anfang zur Unterjochung der Herzogthümer. Das was Alle traf, und nicht blos die Einzelnen, bestand darin, dass Dänemark nichts hielt von dem, was die Vereinbarung von 1852 an Pflichten ihm auserlegt hatte. Was war der Inhalt? Dänemark hatte versprochen, in Schleswig die deutsche Nationalität in derselben Weise zu schützen, wie die dänische. Es ist nun allbekannt: die deutsche Kirche, die deutsche Schule im Herzogthum Schleswig wurde danisirt. Es ist so weit gekommen, dass die Eltern ihre Kinder nicht mehr verstehen. Meine Herren! In dem glücklichen Lande, wo wir wohnen, har man kaum einen Begriff von einer solchen Zerrütting des Familienlebens. Man hat keinen Begriff von der Trübsal, dass Eltern bei der Confirmation ihrer Kinder weinend vor der Kirche stehen und diese dänisch confirmirt werden, dass die Mutter mit dem Kinde nicht mehr beten kann. Welchen Eindruch das auf das Familienleben macht, brauche ich nicht zu bescreiben. Der Vertrag von 1852 legt Dänemark die Verpflichtung auf, Schleswig nicht zu inkorporiren. Wie ist das gehalten? Das Herzogthum Schleswig ist in jeder Weise von dänischen Beamten aller Art überschwimmt worden. Dänemarks Rechtverhältnisse sind dort eingeführt, und zwar, ohne die Ständeversammlung zu fragen. Dänische Gensdarmen bewachen die Grenze zwischen Holstein und Schleswig. Scleswig ist materiell bereits vollständig incorporirt! Es ward ferner versprochen, die Selbstständigkeit Holsteins zu schützen. Trotzdem ward Holstein durch Steuern ausgesogen, seine Anleihen sind in frevelhafter Weise vernichtet worden, auch dort sind in Post- und Zollfach dänische Beamte in Massen eingeführt worden, der Rath und der Widerspruch der Stände blieb unbeachtet. Es ist versprochen worden, die Gesammt-Verfassung für die dänische Monarchie vorher den Ständeversammlungen der Herzgothümer Schleswig und Holstein zur Verathung vorzulegen. Ja, meine Herren! dem dänischen Reichstag ist sie vorgelegt worden und der hat seine ausdrückliche Zustimmung gegeben. In den Ständeversammlungen der Herzogthümer ist verboten worden, auch nur ein Wort darüber zu reden. Es ist endlich und das ist das Folgenreichste für die Zukunft, es ist die Erbfolge in den Herzogthümern vernichtet worden, wie die Geschichte kein Beispiel weiss. In den engverbundenen Herzogthümern herrscht nach altem Rechte der Mannsstamm und sie sind frei von der Verbindung mit Dänemark, sobald in Dänemark der Mannsstamm ausstirbt. Das steht nahe bevor; der König ist ein älterer Mann, sein Nachfolger ein Greis. Um nun die Herzogthümer auf ewig an Dänemark zu ketten, wurde in London die Vereinbarung abgeshlossen, wonach ein Unberechtigter Fürstensohn den Thron von Dänemark und den Herzoggthümern einnehmen soll. Der dänische Reichsrath hat seine Zustimmung zu diesem Protokolle vom 8. März 1852 gegeben.

Die Herzogthümer sind nie darüber gefragt worden. Auch der deutsche Bund hat niemals das Londoner Protokoll anerkannt. Es wurde nun unter einem durchaus müssigen, ruhigen Zusehen Seitens des deutschen Bundes der dänische Gesammtstaat aufgebaut.

Der dänische reichsrath stimmte der Verfassung von 1855 zu und es entstand eine Versammlung, in der die dänische Majorität so überwiegend war, dass die Deutschen schweigen mussten, wenn auch die Holsteiner Anfangs sich im Reichsrathe einfanden. Sie wurden verhöhnt von der Majorität und alle ihre Beschlüsse waren kraft- und wirkungslos. Sie schieden aus ind erst dann folgten einige matte Beschlüsse des deutschen Bundes, dem Rechte von Holstein wieder aufzuhelfen. Es folgten leider noch mattere Drohungen einer Bundesexekution in Holstein. Schleswig kannte man nicht mehr in Frankfurt. Doch Dänemark verlachte Alles.

Meine Herren! Wenn man eine Zeit lang in der Hauptstadt Dänemarks, in Kopenhagen, zugebracht hat, so kann man wohl über den Charakter der dortigen Staatsmänner ein Urtheil fällen. Die Zersplitterung Deutschlands, die Ohnmacht des deutschen Bundes auf der einen Seite, die insularische Lage Dänemarks auf der andern, seine See-Verbindungen aller Art geben den Dänen eine Insolenz, di eman selten wo anders gefunden hat und die Kühnheit derselben ist leider von Jahr zu Jahr gestiegen durch den Mangel einer änhlichen Tugend in Deutchland.  Es sind nun die Ständeversammlungen in Schleswig sowohl wie in Holstein stets beflissen gewesen, das Recht zu wahren, Adressen an den König zu erlassen, die nicht angekommen wurden, ihre Beschlüsse in ablehnender Weise gegen dänische Massregeln zu fasse; es hat dies aber in keiner Weise Dänemark entmüthigt, sondern gerade jetzt stehen wir vor einem Akte, der mich nicht in Erstaunen setzt. Er ist nur die Fortsetzung jahrelanger Vertragsbrüche in Bezug auf die Vereinbarung von 1852. Durch eine Ordonnanz vom 30. März d. J. ward klar ausgesprochen, dass Holstein auszuscheiden sei mit eigner Armee und eignen Finanzen unter Betheiligung an gemeinsamen Ausgaben, dass aber Schleswig zu incorporiten sei. Sei wissen Alle, meine Herren, es handelt sich immer wesentligt um Schleswig. Holstein mag in seiner Staatsentwicklung gehemmt sein - es ist dies zuzugegen und im hohen Grade zu bedauern - ; aber Holstein ist als ein deutsches Bundesland mehr gesichert. Schleswig ist seit Jahrhunderten die Beute, die Dänemark sich ausersehen hat und die es jetzt an sich rasst. (Forts. folgt.)

*) Wir theilen diese in mehrfacher Hinsicht bedeutungscolle Rede, wie wir bereits angekündigt hatten, wortgetreu nach den stenograph. Aufzeichnungen von Mitgliedern des hiesigen "Stenogr. Fortbildungs-Kränzchens mit. D. Red.).

(Coburger Zeitung: älteste nationale Tageszeitung Coburgs. 26. maj 1863)

Tale af geh. etatsråd dr. Francke,

holdt i Coburg den 20. maj i mødet for at drøfte den tysk-danske sag.
(Slutning).

Dette er den nuværende situation, og spørgsmålet er hvad der skal gøres! Mine herrer, det er ekstremt nemt at udbryde med en tysk professor: "Vi vil have en ny, lykkelig krig." Det lyder ekstremt godt. Men er Tyskland i øjeblikket i stand til at føre en krig mod Danmark uden allierede? Har vi en flåde, der kunne konkurrere med den danske? Er vi i en position hvor folk ønsker at prale af vished om sejr? Har vi et centralt organ der kan føre krig med styrke og energi? Enhver der har et minde om krigsførelse som jeg oplevede det, siger: Nej! Med hvilken iver blev krigen startet, og hvor forsvandt iveren hurtigt! Og hvad blev resultatet? At tabe alt det som krigen blev brugt på. Lad os tage den politiske situation!

Er der ikke nok eksplosivt materiale tilgængeligt i alle dele af Europa, og er Tyskland i stand til at stå over for en europæisk krig? Er forholdene i den største rent tyske stat, Preussen, sådan, at samarbejdet mellem delstatsregeringen og statsrepræsentationen kunne love varig succes i en sådan krig? De ved alle det modsatte er tilfældet. Er fællesskabet med Tysklands anden stormagt, Østrig, så tæt og så urokkeligt at man med sikkerhed kan sige at Østrig ikke vil opgive Preussen i en krig mod Danmark? Mine herrer, vi er fuldstændig berettiget til at kaste os ud i krigen i sådanne øjeblikke. Men jeg spørger: er det godt at beslutte sig for krig og så igen skulle lægge sværdet som følge af truslerne fra ikke-tyske stormagter? Og det er desværre muligt! (Livligt bravo.) Nå, siger de - og nogle siger det med selvtillid: forbundseksekution må finde sted.

Ja, jeg har allerede taget mig den frihed at fortælle Jer, hvad eksekutionshæren på 50.000 mand der marcherede ind i Holsten i 1851, opnåede. Det har givet os umådeligt materiale til at sørge over Slesvig-Holstens skæbne. (Bravo.) Den tyske forbunds ret til at beordre eksekution i Holsten kan ikke betvivles på nogen måde, og konsekvensen ville være en underordnet: det rige Holsten skulle opretholde eksekutionshæren; det ville Danmark bestemt ikke give afkald på. Men, mine herrer, hvis Holsten bliver besat af tyske tropper, vil Slesvig utvivlsomt gå helt tabt! Hvor er napoleoniderne på de tyske troner eller i de tyske regeringer som kan besætte Holsten på samme måde, som Rom har været besat i årevis? Det kan ikke antages at Slesvig pludselig vil blive besat natten over som følge af en grænsetræfning med danske soldater. Det betyder som tingene er nu, en europæisk krig, og Tyskland kan ikke føre den uden allierede, hvilket det ikke har. Min opfattelse er at det er Tysklands pligt at genoprette retsgrundlaget, at anerkende hvilken lov der har eksisteret for Holsten og Slesvig i lang tid og har været ødelagt i mange år. Dette udelukker på ingen måde at man ikke bruger muligheden for at forsvare loven på en måde, der sætter sværdet først. Men en af ​​de første og største dyder i politik er tålmodighed. Den der utålmodigt ønsker at opnå de største mål, kommer aldrig til virkelighed. Man kan håbe, og enhver af os har dette håb, at der vil udvikle sig forhold af offentlig karakter i Tyskland som vil forudsætte en tilnærmelse af andre europæiske magter, især England. Men så længe det ikke er tilfældet, er det ikke tilrådeligt at holde provokerende taler om krig eller eksekution. For intet er mere latterligt for en mand end at hengive sig til vendinger der ikke har noget grundlag - og her er der ikke grundlag! Hvordan ser danskerne på sagen? I de sidste par dage er samme sag blevet drøftet i rigsrådet som nu er genstand for dagens møde. Statsmanden der sluttede overenskomsten af ​​1851 og 52, minister Bluhme har i rigsrådet på oppositionsbænken, erklæret at det var klart som dagen at denne aftale var blevet brudt, vi kan nok bruge dette vidnesbyrd fra traktatens fader af 1852 bruge til vores fordel. Han tilføjede: "Det er meget muligt, at Tyskland nøjes med en lovlig tilbageholdelse, en protest ad gangen, og det er det værste der kan ske for os, som vil hænge over vores hoveder som et Damokles-sværd. Vi bliver aldrig i stand til at falde til ro og løbe "Over tid vil ideen om uretfærdighed i Tyskland blive så inkorporeret, at vi vil bukke under." Nå, mine herrer, når en dansk statsmand udtaler sig på denne måde i en dansk forsamling, kan man nok gå ud fra, at blot at spore uretfærdigheden tilbage til det danske statsstyres eneste gyldige retsgrundlag er højst ubelejligt. I mellemtiden må danskerne fortsætte med deres små brutale tiltag. Til så store formål er sådanne detaljer irrelevante. Jeg er fuldstændig overbevist om at det godt kan være at der løber et varmere blod i Holsten som det allerede er vist for nylig. I kender alle processen! Unge mennesker ønskede at kranse gravene for dem der døde i krigen med Danmark, på Altona kirkegård. På vejen frem og tilbage blev den kendte slesvig-holstenske sang sunget. Hvad blev resultatet? Politiet greb ind. Der var mundhuggerier og arrestationer. Nu er den harmløse by Altona besat med kanoner, kavaleri og infanterister på en måde den aldrig har været før. Jeg nævner dette kun for at vise den ihærdighed hvormed danskerne forfølger deres mål. Altona falder ikke sammen på grund af dette, men stemningen bliver lidt mere livlig, og det er godt. På det seneste er der også blevet afholdt møder i Kiel, Altona, Rendsburg og andre byer, der havde samme formål som vores møde. De er straks forbudt, og gentagelse er næppe at forvente, når bajonetten er umiddelbart bag dem. Det er vores ansvar at sige et ord til vore tyske brødre i Holsten og Slesvig. "Vi føler med dig. Vi kender dine rettigheder, vi ønsker først at anerkende dem som det eneste middel, der vil tjene din velfærd." Det er i denne ånd at den beslutning som er i jeres hænder, er udarbejdet, og jeg vil gerne læse den for dig. (Den allerede kendte resolution følger.) *) Hvis dette eller noget lignende, formuleret i samme ånd, anerkendes af alle tyske stater, så vil der være sket så store fremskridt, at man kan håbe på at se den retlige situation genoplivet, som var i fuld kraft i 1848. Jeg anbefaler at man vedtager denne beslutning. Det er trods alt et vigtigt ord, når oplyste mænd i en tysk by vender sig til retten og viser gennem resolutionen at de er gennemsyret af bevidstheden om dens nødvendighed. Når tiden kommer hvor andre midler er nødvendige, vil der ikke mangle mænd i Coburg, som vil trække sværdet for hertugdømmerne. (Lang bravo. - Resolutionen blev som bekendt vedtaget enstemmigt.)

*) Udkastets fire punkter blev godkendt efter anmodning af kabinetsråd dr. Tempeltey tilføjede den femte.

Rede des Geh. Staatsraths Dr. Francke,

gehalten zu Coburg am 20. Mai in der Versammlung zur Erörterung der deutsch-dänischen Angelegenheit. 
(Schluss)

So ist die Lage der Dinge gegenwärtig, und es fragt sich, was zu thum ist! Meine Herren, es ist ausserordentlich leicht, mit einem deutschem Professor auszurufen: "Wir wollen einen frischen, fröhlichen Krieg." Es hört sich das ausserordentlich gut an. Aber ist man denn gegenwärtig in der Lage in Deutschland, einen Krieg ohne Alliirte mit Erfolg gegen Dänemark zu führen? Haben wir denn eine Marine, die mit der dänischen sich glecihstellen konnte? Sind wir denn in der Lage, dass man sich einer Siegesgewissheit rühmen möchte? Haben wir ein Centralorgan, das mit Kraft und Energie einen Krieg führen konnte? Wer eine Erinnerung hat an die Kriegsführung, wie ich sie erlebt habe, der sagt: Nein! Mit welchem Eifer wurde der Krieg angefangen und wie bald schwand der Eifer! Und was war der Resultat? Dasjenige auszugeben, wofür der ganze Krieg engefangen wurde. Nehmen wir die politische Lage!

Ist nicht Zündstoff hinreichend vorhanden in alle Theilen Europa's, und befindet sich Deutschland in der Lage, einem europäischen Krieg zu begegnen? Sind die Verhältnisse in dem grössten reindeutschen Staate, in Preussen, derart, dass Gemenschaft zwischen Staatsregierung und Landesvertretung einem solchem Kriege einen nachhaltigen erfolg versprechen könnte? Sie wissen Alle das Gegentheil. Ist denn die Gemeinschaft mit der andern Grossmacht Deutschlands, mit Oesterreich, so enge, so unerschütterlich, dass man mit Bestimmtheit sagen dürfte, Oesterreich werde Preussen, nicht im Stiche lassen in einem Kriege gegen Dänemark? Meine Herren, wir sind vollkommen berechtigt, uns über derartige Moments hineinwerfen könnnen in die Wagschale des Krieges. Aber ich frage: ist es ruhmvoll, einen Krieg zu beschliessen und in Folge der Drohungen nichtdeutscher Grossmächte das Schwert wieder einstecken zu müssen? Und das ist leider möglich! (Lebhaftes Bravo.) Nun, man sagt - und Einige sagen es mit Zuversicht: es mässe die Bundesexecution eintreten.

Ja, ich habe mir schon erlaubt, Ihnen vorzutragen, was die Executionsarmee von 50,000 Mann, die im Jahre 1851 in Holstein einrückte, bewirkt hat. Sie hat das bewirkt, dass wir unermesslichen Stoff haben, über das Schicksal Schleswig-Holsteins zu trauern. (Bravo.) Es ist das Recht des deutschen Bunes, Execution in Holstein anzuordnen, in keiner Weise zu bezweifeln und die Folge wäre eine untergeordnete, dass das reiche Holstein die Executionsarmee unterhalten müsse; Dänemark würde sicher keiner Heller dazu hergeben. Aber, meine Herren, ist Holstein besetzt von deutschen Truppen, so ist Schleswig ohne Frage vollständig verloren! Wo sind denn auf den deutschen Thronen oder in den deutschen Kabinetten die Napoleoniden, die Holstein so besetzen können, wir Rom seit Jahren occupirt ist? Es ist nicht anzunehmen, dass man etwa in Folge eines Grenz-Scharmüssels mit dänischen Doldaten bei nächtlicher Weile auf einmal Schleswig besetzt; das bedeutet, wie jetzt die Dinge liegen, einen Europäischen Krieg, und den vermag Deutschland, ohne alliirte, die es nicht besitzt, nicht zu führen. Meine Meinung geht dahin, dass es Deutschlands Pflicht ist, die Rechtsbasis wieder herzustellen, anzuerkennen, was an Recht für Holstein und Schleswig lange bestanden hat und seit langen Jahren vernichtet worden ist. Es schliesst dies in keiner Weise aus, dass nicht die Gelegenheit benutzt werde, das Recht in einer Weise zu verfechten, wo das Schwert voransteht. Aber eine der ersten und grössten Tugenden in der Politik ist die Geduld. Der kommt nie zum Ziehel, der mit Ungeduld grosste Zwecke erreichen will. Es lässt sich hoffen, und Jeder von uns hegt diese Hoffnung, dass in Deutschland sich Zustände öffentlicher Art bilden werden, welche die Annäherung sonstiger europäischer Mächte, namentlich Englands voraussetzen lassen. So lange aber das nicht der Fall ist, ist es zu widerrathen, aufreizende Reden zu halten für Krieg oder für Exekution. Denn nichts ist lächerlicher für einen Mann, als sich in Phrasen zu ergehen, denen der Boden fehlt - und es fehlt hier der Boden! Wie sehen denn nun die Dänen die Sache an? Im Reichtsrathe ist in den letzten Tagen dieselbe Sache besprochen worden, die jetzt den Gegenstand der heutigen Versammlung bildet. Derjenige Staatsmann, der die Vereinbarung von 1851 und 52 geschlossen hat, der Minister Bluhme har im Reichsrath auf der Oppositionsbank erklärt, es sei klar, wie der Tag, dass diese Vereinbarung gebrochen worden sei, wir können wohl dieses Zeugniss des Vaters des Vertrages von 1852 zu unserm Nutzen verwenden. Er hat hinzugefügt: "Wohl möglich, dass Deutschland sich mit einer Rechtsverwahrung, mit einem Protest zur Zeit begnügt und das ist das Schlimmste, was uns begegnen kann, das wie ein Damoklesschwert über unserm Haupte schweben wird. Wir kommen nie zur Ruhe und im Laufe der Zeit wird sich die Idee des Unrechts in Deutschland so verköråern, dass wir unterliegen." Nun, meine Herren, wenn ein dänischer Staatsmann in dieser Weise in einer dänischen Versammlung sich ausspricht, so kann man wohl annehmen, dass schon die einfache Zurückführung des Unrechts auf die einzig gültige Rechtsbasis der dänischen Staatsregierung in einem hohen Grade unbequem ist. Mögen die Dänen mittlerweile mit ihren kleinlichen brutalen Massnahmen fortfahren. Bei so grossen Zwecken kommt es auf dergleichen Einzelheiten nicht an. Es kann sogar nach meiner vollen Ueberzeugung, gut sein, dass in Holstein ein wärmeres Blot rinnt, wie dies neuerdings schon sich gezeigt hat. Sie kennen Alle den Vorgang! Junge Leute wollten die Gräber der im Kriege mit Dänemark Gefallenen auf dem Altonaer Kirchhof bekränzen. Auf dem Wege dahin und zurück ward das bekannte Schleswig-Holstein'sche Lied gesungen. Was war die Folge? Die Polizeibehörde griff ein. Es kam zu Wortstreit und Verhaftungen. Jetzt ist die harmlose Stadt Altona mit Kanonen, Cavallerie und Infanteristen dermassen belegt, wie es nie der Fall gewesen ist. Ich erwähne das nur, um zu beweisen, mit welcher Zähigkeit die Dänen ihre Zwecke verfolgen. Altona wird deshalb nicht zu Grunde gehen, aber die Stimmung wird etwas lebendiger werden, und das ist gut. Es sind auch in neuerer Zeit in Kiel, Altona, Rendsburg und anderen Städten Versammlungen gehalten worden, die denselben Zweck hatten, wie unsere Versammliung. Sie sind sofort verboten und Wiederholung ist schwerlich zu erwarten, wo gleich das Bajonnet dahinter steht. Uns liegt es ob, unsern deutschen Brüdern in Holstein und Schleswig ein Wort zuzurufen. "Wir fühlen mit Euch. Wir kennen Euer Recht, wir wollen es zunächst anerkennen als das einzige Heilmittel, das zu Eurer Wohlfahrt gereichen wird." In diesen Sinne ist die Resolution entworfen, die sich in Ihren Händen befindet, und ich erlaube mir, Sie Ihnen vorzulesen. (Folgt die schon bekannte Resolution.) *) Wenn Dies oder Aehnliches, im gleichen Sinne abgefasst, von allen deutschen Staaten anerkannt sein wird, so ist ein so immenser Fortschritt gewonnen, dass man sich der Hoffnung hingeben darf, den Rechtszustand wieder belebt zu sehen, der 1848 in voller Wirksamkeit sich befand. Ich empfehle Ihnen diese Resolution zur Annahme. Es ist immerhin ein wichtiges Wort, wenn in einer deutschen Stadt aufgeklärte Männer dem Rechte sich zuwenden und durch die Resolution zu erkennen geben, dass sie durchdrungen sich von den Bewusstsein der Nothwendigkeit derselben. Kommt dann die Zeit, wo andere Mittel gebraucht werden müssen, so wird es auch in Coburg nicht an Männern fehlen, die das Schwert für die Herzogthümer ziehen. (Lange anhaltendes Bravo. - Die Resolution wurde, wie metgetheilt, einstimmig angenommen.)

*) Den vier Punkten des Entwurfs wurde auf Antrag des Kabinetsrath Dr. Tempeltey noch der fünfte hinzugefügt.

(Coburger Zeitung : älteste nationale Tageszeitung Coburgs.  27. maj 1863)