05 december 2021

Antonio Gallenga: The Invasion of Denmark. Chapter IX. (Efterskrift til Politivennen)

 EGERNSUND.

The 18th of February.—The Rolf-Krake at Egernsund.— Fighting in the Woods. -~ Invasion of Jutland.—Prospects of the War.—The Germans in Schleswig.

February 19-21.

Those of my readers who have had patience to read through my foregoing letters will have gained, I should hope, a sufficiently distinct knowledge of the respective positions of the belligerent parties here to be able to follow the events which took place yesterday, the 18th, and to set a proper value upon their importance.

From Flensburg and Aabenraa, as I before said, the Prussians, advancing through the Sondeved Peninsula, between the two fiords which take their names from those towns, had come up by the south road from Flensburg, through Ringences, Graasten, and Adsböl, as far as Nyböl; and by the northern road from Aabenraa, through Ullerup and Sattrup, they had pushed their outposts as far as the woods of Sandbjerg on the Alssund. Besides these two advances, both of which concentrate upon the Danish position at Dybböl, the Germans had left the main southern road at Alnor, between Ringences and Graasten; and from Alnor had taken possession of the Egernsund, throwing a pontoon bridge across that narrow strait, and thus advancing into the minor Peninsula of Broagerland by Skodsböl and Smöl, they came by a third road upon the Danish position. We heard a few days ago that Marshal 'Wrangel had moved his headquarters up to Ringences, and that some of the Prussian outposts had advanced into the Broager Peninsula as far as Smol. The day before yesterday about 100 of them were seen in the woods of Sandbjerg and Storeskove on the Alssund, whence they fired on the Danish pickets across the strait, but without any result, as, apparently, without object.

All these movements, however, evinced on the part of the enemy some desire to break through the monotony to which they have condemned themselves since they first came in sight of the fortifications at Dybböl, and we all went to bed on the night of the 17th with the expectation of being awakened by the noise of an attack in the morning.

You may remember, perhaps, that on my first trying to lay before you the position of the Danes at Dybböl, I expressed my surprise that they should have allowed the enemy a free and easy entrance into the Broager Peninsula, as I thought that the Danes, by their command of the water, might so strongly have occupied the Egernsund as not only to hold that strait against any force, but also to send flat-bottomed gunboats, if they had any, into the Nyböl Nor, and molest their enemy in his advance along shore, on the road from Adsböl to Dybböl.

These precautions were not taken; the Prussians were freely let in across the Egernsund and into the Broager Peninsula. The question now was how they could be driven out of it again, or how they could be caught there as in a trap.

How many of their troops have actually ventured into the Broager Peninsula we have no means to ascertain. That they had got so far as Smöl, however, was well known; and the Danes, thinking the net was full, thought it high time to draw it up. Yesterday morning, at an early hour, the cannon was heard. It was the Danish ironclad, or Monitor, "Rolf-Krake," which had steamed up to the Egernsund in the night, and at the break of day opened fire on the bridge thrown by the Germans across the Strait. The "Monitor," it appears, could not, owing to the shallowness of the water on the Alnor side, and to some formidable batteries on the headland opposite, advance near enough fully to accomplish her purpose. She could not even get in sight of the bridge, which was completely masked by the round cape at the entrance on the strait. She fired 72 shots, and was answered by the German batteries with more than 150; several of the enemy's shells took effect, it is said, though without materially disabling her; one of her officers received a contusion, and two sailors were slightly wounded.

It would seem, in the meanwhile, that the Prussians, uncertain of the issue of that struggle which might have cut off their retreat across the Egernsund, felt it incumbent upon them to secure an open way through the isthmus of the Broager Peninsula, by an open attack on the outposts of the Danish position at Dybböl.

A glance at the map, and the knowledge that the outposts of the Danes are at Dybböl, and those of the Prussians at Nyböl, will satisfy the reader that the ground between Dybböl and Nyböl, which correspond exactly to the neck or isthmus of the Broager Peninsula, is a kind of debatable ground, occupied by the pickets of either party, and in the permanent possession of neither. By far the greatest part of this ground is covered by large woods, bearing, to the north of the road, the name of Stenterup Skov, and to the south of the road that of Boffel Kobbel. Yesterday morning, towards eleven o'clock, the Prussians marched out of Nyböl in a large force, and, after a short skirmishing, they drove in the Danish pickets, and established themselves in the Stenterup and Boffel woods. By this movement they gained full command over the isthmus of the Broager Peninsula, and secured an easy escape for their troops at Smöl, had these been "caught in the trap" laid for them by the Danes, in the event of their retreat being cut off at the Egernsund by the destruction of the bridge.

The possession of the Stenterup and Boffel woods were not given up by the Danes without a spirited struggle. About twelve o'clock at noon the alarm sounded through the streets of Sönderborg. It is one of the peculiarities of the Danish army that it boasts not a single drum, with the exception of the Royal Foot Guards at Copenhagen, not a man of whom has as yet reached the camp. The alarm was, therefore, given by the trumpets, and, in a few minutes, three regiments of infantry were pressing to the bridge towards the scene of action. On approaching the woods, however, they found the enemy disposed to give way before them without striking a blow, and before three o'clock the Danish pickets had recovered the position from which they had been driven in the morning.' The morning skirmish cost the Danes five or six dead and thirty wounded; among the slightly wounded an officer.

Such was the conclusion of an action of no great moment as to its immediate results, but full of serious meaning if we either consider the designs which brought it about, or the remote consequences it had or might have had. Had the "Rolf-Krake" obtained its intent, and had the Danes at the same moment held their position on the isthmus, the Prussians in the Peninsula would have been without any means of egress, and would actually have been "caught in the trap" into which they had rashly ventured. The Danes would, at the same time, have repaired the blunder committed by them on their first retreat, of abandoning without resistance that little Peninsula which is of so much importance for their whole position.

I have been to-day on board the "Rolf-Krake." She is a powerful ironclad, with two turrets or cupolas, armed each of them with two 64-pounders. Her length is 120 feet, and she is at least 34 feet broad. Her engine is nominally of 250-horse power, but can bear a far greater pressure of steam. She can run nine knots an hour in smooth water, but her officers have no high opinion of her as a sea-boat. Indeed, they think that the attempt to combine sailing powers with the efficiency of a Monitor has been crowned with but indifferent success. In heavy weather in the Baltic, or the German Ocean, she would have no great chance. On the other hand, she is too deep in the water to be of great use in shallow inland seas. She could go safely through the Egernsund, but could not venture any distance into the Nyböl Nor. She lies now in the Sound, near the opening of the Vemmingbund, whence she can wander at her pleasure to any part of that small but deep bay. She has her steam always up, and is ready for a start at twenty minutes' notice. It is not likely, I should think, that she will soon renew her experiment at the Egernsund. Her mission for the future will rather be to watch the movements of the Prussians in that Broager Peninsula from which they will probably never be dislodged, and to act on their right flank in the event of their attack on the Dybböl position. She suffered more damage in her late spirited attack than the first reports had led us to believe. She is now being very rapidly and thoroughly repaired, however, and we witnessed the evolutions of her turrets and guns, which were performed with great speed and precision. All the officers and most of the men are familiar with the English language, and we were entertained on board with as great a cordiality as if we had been countrymen.

It was a fortnight last night since the main strength of the Danish army marched out of Schleswig, beginning its toilsome and disastrous retreat from the Dannewerk. It will be a fortnight tomorrow evening since the Danes sought the safe shelter of Alsen, and of the redoubted position of Dybböl, the great outwork of their seagirt fortress. The Austro-Prussians were then in hot pursuit, and they have ever since stood face to face with the Danish pickets on every avenue concentrating from west, north, and south, upon this place. Yet the two hostile forces have been ever since almost completely at rest, and the last sanguinary affair was the brush between the rear of the pursued party and the van of the pursuers, at Bilkskov Kro or Oversö, on the evening of Sunday before last. Of course, when I say this, I take into no account some occasional unavoidable and almost involuntary exchange of shots at the outposts, nor even of the skirmish of last Thursday, the 18th, of which I have just given an account, and which was altogether of the Danes' own seeking.

Why the Prussians should keep so quietly within their lines, why the invasion of the Duchy of Schleswig, which began with so much ardour and vigour on their part, should come to a standstill before the bastions of Dybböl, is precisely the problem with the solution of which men's minds are busy here.

That the position at Dybböl is formidable, and that the Germans are aware of its strength, is matter of certainty, for they turned all their endeavours against it in 1849, when it had hardly more than its natural advantages to rely upon, and were driven from it again and again. It is extremely natural for them to wish to put off their attack until they have brought up all the heavy material they can muster; but a fortnight is a long lapse of time for the accomplishment of such a task, with the present means of locomotion they have at their command, those means which enabled them so soon to prepare for the storming of the Dannewerk. On the other hand, they must be aware that the Danes on their own side are not idle, but are adding bastion to bastion and trench upon trench, so as to make assurance doubly sure. All that the engineers here asked was just a fortnight's breathing time, and during this interval new works have risen as if by magic, and whenever the assailants are ready they will be quite sure to find the defenders fully as ready for them.

As day follows day and no news is the news, we begin to think that the expected attack will never take place, and we have been all this time tossed about between the hopes and fears of an armistice till the declarations of diplomatists in various countries set our minds at rest on that score. The Germans will not cease from hostilities, yet they will not dash their heads against the ramparts at Dybböl. Possibly they wish to carry on the war on softer ground in a different quarter. We have positive intelligence, indeed, that two days ago they crossed the frontier line which separates the Duchy of Schleswig from Jutland, and our anticipations of hot work there are so general, that I have been more than once on the point of taking my berth in one of the steamers sailing regularly more than once a day to Fredericia.

The invasion of the northern part of the Peninsula—of that purely Danish province which is neither, like Holstein, a member of the German Confederacy, nor, like Schleswig, a territory "indissolubly united with it," as the Germans would have it, and which, indeed, was not even incidentally mentioned in that Treaty of 1852, the terms of which the Austro-Prussians have undertaken to enforce,—the invasion of Jutland, I said, seemed to the people here too monstrous a breach of all laws to be justified even by the exigencies of the most internecine war. That the two German Powers who have now the whole of Schleswig in their hands except this little island, and the four square miles of ground adjoining it on the mainland, should not think they had accomplished their great object until they held literally every inch of Schleswig at their discretion, might be possible, and the war might be expected to go on to the utter annihilation of the army sheltering at Alsen. But what passes all belief is, that seeing themselves, with all their enormous superiority of numbers, unequal to the task of reducing Alsen and Dybböl, they should, without even as much as venturing upon one assault, seek easier conquests elsewhere, and try to strike Denmark in a more vulnerable part, shrinking from no ungenerous measure to put the screw upon her, and bring her to terms by all means in their power, and with all possible speed.

It is certainly not in the power of Denmark to guard all the frontier of Jutland, and the Austro-Prussians will find it as easy to overrun it to the very end of the Peninsula as they found it to occupy all Schleswig after the fall of the Dannewerk. But, on the very frontier of that province, at Fredericia, there is a position as likely to brave their efforts for a length of time, as Alsen and Dybböl have evidently stemmed the tide of their too ready victories in Schleswig. The fortress of Fredericia, together with the little peninsula in which it rises, aided, like this place, by inlets of the sea favouring the naval operations of the Danes, is, as it were, a third Dannewerk, offering no greater temptation to an unenterprising enemy chary of his blood than the place before which the Germans are now skulking with far more discretion than valour.

The Danes are evidently anticipating great feats of arms on the Jutland frontier, and they are straining every nerve to throw the best of their forces into Fredericia. You are aware that the best part of their cavalry, in their retreat from the Dannewerk, never came in here at all, but marched on from Flensburg through Aabenraa, and Haderslev into Jutland. Since then 4,000 men at first, and subsequently the whole of the third division, were shipped off from Sönderborg to Fredericia, and I saw this morning a beautiful regiment of dragoons, nearly the whole of the cavalry that we had here, embarking for the same destination. Alsen and Dybbøl are at present all but disarmed and powerless for offensive purposes, and, although the 12,000 men, infantry, and artillery, that we still have here are more than sufficient to hold the place against all odds, still it is not a little to be regretted that, in the event of an attack by the enemy and of his defeat, no means should be at hand for efficient pursuit. Probably the removal of all these troops with such reckless haste to the North reveals an intention on the part of the Danes to carry on operations on the open field in Jutland. The disparity of numbers, and even the inferiority of weapons, particularly rifle and cannon, would seem to preclude the hope on their side of any warfare on a large scale. What they could not accomplish behind the Dannewerk bulwarks and the deep waters of the Schlei they can hardly expect to do on the wide plains of Jutland. They may harass the Germans with a few weeks' petite guerre, truly; but even for that kind of work their somewhat unwieldly infantry and heavy cavalry do not seem well suited. Sooner or later Fredericia and her peninsula will be as closely invested as Alsen and Dybböl now are, and, that being the case, it remains matter of uncertainty whether the Austro-Prussians will try their strength against Fredericia any more than against this place, or whether they will not rather mask both places, and, by avoiding all conflict themselves, and putting all conflict on the part of the Danes out of the question, lord it all over the Peninsula from Kiel to Aalborg.

I do not think there can be any doubt as to the power the Germans have of driving the Danes utterly from the field if they choose to put forth sufficient forces for that purpose, although the Danes themselves fondly believe that the subject admits of dispute. The position at Dybböl and the peninsula at Fredericia present but a narrow approach to the invader; but that very narrowness of approach, favourable as it is for defence, is no less unfavourable for offensive purposes. The garrison, shut up in its corner, and caught, as it were, in a trap, can only attempt a sally in one direction, and there the enemy awaits it on a strip of ground almost as narrow as the approach to the fortress itself. Posted on the neck of the Sundewitt peninsula, for instance, between Adsböl or Ballegaard, or even nearer us, between Nyböl and Sandbjerg, the Austro-Prussians have a line of only four, or, in the latter case, three miles to guard against the Danes. Supposing the Germans to be no more than 20,000 on this line, they would always be as two to one against any force that could attempt a sortie from Alsen and Dybböl; and the isthmus of the Fredericia peninsula would be even a closer field for a sallying garrison to try its strength on. Were even 20,000 men insufficient to completely mask, invest, and shut in the fortresses, the Germans might easily sit down before each of them with 40,000 or 50,000, and they could still command 50,000 more for the easy subjugation of the unarmed population. The Danes seem inclined to put their trust in ships, and think that, while leaving in their two strongholds a sufficient number of defenders, they could land small forces here and there so as to harass the enemy on many points and wear him out by incessant desultory warfare. All this, however, would not lead to a happy termination of the struggle in their favour; it would not put an end to the foreign occupation of all their mainland. The siege of the two fortresses and a series of guerilla exploits would be all that Europe might look forward to for six or eight months or a year to come. At the end of that period the Danes would still be where they were a fortnight ago; they would still have to repurchase their own peninsula, or such part of it as the Germans might feel inclined to restore, by accepting such conditions as a conqueror has it in his power to dictate. Without achieving their victory by the reduction of Alsen and Fredericia, the Austrc-Prussians would reap all the benefits of complete success. They are under no necessity, and it certainly is not for their interest, to shed another drop of blood by their own act, and such injury as the Danes might still inflict upon them would have no greater effect upon the vast body of their troops than the sting of a gnat on the huge bulk of an elephant. Still, the Danes reckon, and very reasonably too, on the chapter of accidents. The invasion of Jutland, they think, has filled the measure of their enemy's iniquities. The indignation of Europe cannot long remain passive in sight of so flagrant a violation of all legality. Nothing can be stronger than the conviction in the hearts of these poor Danes that help must turn up for them from some quarter or other. It grieves me more than I can tell to be addressed by officers and soldiers, when they think they have made it out that I am an Englishman, with such words as, 'Why should England suffer us to perish? Why do not the English come to the rescue?'

The Danes, however, have something to look forward to more promising to their cause than the help of foreign nations, and that is, dissension among the Germans themselves. Jealousy between Austria and Prussia, the attitude of the Bund, the ambition of the minor Princes, the revolutionary tendencies of the German people, everything engenders a belief that their enemy cannot long act unanimously against them, if they will only persevere to the end; and with such prospects before them there is no doubt that the Danes will fight on and endure. Their position does not appear to them more hopeless than it was in 1849, when all was lost and all was eventually regained.

Although we know next to nothing of military matters beyond our foremost lines at Dybböl we hear not a little of what concerns the political condition of the Duchy of Schleswig since the best part of it has been given up to the triumphant invader. There are many people, it seems, to issue orders and to dictate the law from Rendsburg to Hadersleben, but it is very questionable whether there is any man able to make out what is wanted of him, or willing to submit to the ruler's will, even when it is very clearly conveyed to him. There are three nominally acknowledged Powers in Schleswig, and there are a variety of secret agencies striving to bring them all into collision, to counteract one by the other, and to undermine their authority. Here, the Prussians countenance a proclamation of Frederick of Augustenburg; there, the Austrians forbid it. To-day, the Schleswig-Holstein flag is pulled down; to-morrow, it is the German black, red, and gold tricolour that becomes particularly obnoxious. Marshal Wrangel snubs a deputation from a National Verein; and Prince Frederick Charles, his Royal master's cousin, hobnobs with them. A Prussian General declares that not one of the Danish officials shall be removed from his post. An Austrian commander winks at the mob breaking into the unfortunate Amtsmann's house, and spiriting him away in the dead of night on the snowy high road, with helpless wife and family tramping at his heels. The Schleswig-Holsteiners were anxious to be united to Germany, but they are not a little astounded at having drawn three Germanies on their neck. It was always an arduous task to serve two masters; but here is a case of three patrons to be obeyed, the behests of each of them in flat and flagrant contradiction with the good pleasure of the others.

Holstein, as I told you, was governed by the Danes entirely through the instrumentality of native officers. Left to itself by the withdrawal of the Danish army, that Duchy continued to be the compact and well-organized State that it always was, fully equal to the task of self-government. In Schleswig the placemen were not exclusively Danes, but mostly attached to Danish interests, and, as I expected, the advance of the German 'liberators "could not fail to drive them from their places, striking thus at the foundations of social order, and plunging the country into hopeless anarchy. General Gablenz, applied to at Schleswig, at Flensburg, and other places, by the citizens who were only anxious "to hear and to obey," answered that "he was a soldier and no statesman." Since that time statesmen have followed in the wake of soldiers. Commissioners of the great Powers have taken upon themselves the administration of the province, but these Commissioners know nothing of the mind of their Royal and Imperial masters, for the good reason that the said masters know nothing about their own mind themselves. Hence everything is provisional, arbitrary, and contradictory; what was done yesterday is sure to be undone to-day, and to-day's measure will not fail to be defeated by some new disposition to-morrow. A swarm of adventurers, the socalled patriots, either of the Duchies themselves or from some of the adjoining States of sympathizing Germany, are besetting the Commissioners' doors, all eager for the good things that may lie in their gift. For one of these hungry hounds into whose mouth a bone may be thrown a hundred are sent empty away; and these do not easily go back to their kennel, but keep whining and snarling, appealing to the Bund, to the great and little Fatherland, to Heaven and earth, against the Austro-Prussian dog in the manger, who hesitates about devouring Schleswig, and will not suffer it to be devoured by others.

However natural and even reasonable may have been the yearnings of the Schleswig-Holsteiners after union with what they call their country, it is not likely that they will at any time fall under any German Government onetenth as good, as provident and liberal, as that of their late Danish masters. The Danes, as I have had frequent occasion to show, carried their leniency to their disaffected subjects to a fault. There was hardly a country in the world where freedom of speech and action was carried to a greater extent. Not only privy conspiracy and rebellion but even arrant treason were winked at. Flensburg patriots, as I saw with my own eyes, -went over to Kiel to swear allegiance to the Prince of Augustenburg, both in their own name and in that of their townspeople, and they came back to their homes unmolested and unchallenged. The Danish soldiers billeted upon the countrypeople were as inoffensive, as respectful, as indifferent to the sour looks of their hosts, as tolerant of ill-disguised insult and ill-treatment as so many angels. After all the convulsions of 1848-9 there was hardly an instance of a political prosecution in Denmark. Some of the selfbanished patriots shunned their country, as they had left it for their country's good; but Denmark had no Spielberg nor Nisida. Amnesty was extended to nearly all who would accept it.

It is not so with the men, justly or unjustly, accused of Danish sympathies who are now tarrying in the Duchies. The so-called patriotic leaders hunt them down without mercy, they set up a mad-dog cry after them, and the Austro-Prussian rulers, who ought to see justice done to all parties, are too ready to back these curs in their full cry. A newspaper is forcibly suppressed in Hadersleben because "it was published in the Danish language;" and the "Flensburger Zeitung" is bidden to publish Copenhagen news as "foreign intelligence," under the heading "Ausland." The number of citizens, officeholders, schoolmasters, and clergymen who are compelled to seek shelter from popular fury, either here, or in Jutland, or even in the enemy's country, at Hamburg or Lubeck, becomes daily more alarming. The Schleswig-Holsteiners were tired of their Danish King Log, but have little reason as yet to be satisfied with their Austro-Prussian King Stork. They are disappointed, wrathful, and fretful, and they vent upon those who can make no resistance a displeasure which they dare not exhibit before the new taskmasters they were in so great a hurry to have among them. The national German party are anxious, above all things, that the Duchies should be thoroughly and radically revolutionized. It suits their purpose to exaggerate the ill-feeling of the people against the Danes, to rouse them-to all sorts of riot and mischief. Nor are the Commissioners of the two great Powers, especially the Prussians, at all earnest in their endeavours to allay popular fury. There is no man in Schleswig-Holstein, no man in Prussia, Austria, or the minor German States, who clearly knows what he is driving at, or what would answer his purpose best. A vague instinct prompts almost all parties to give mischief full swing, that time may show what is to come out of it all,—what chances each may have to fish in the waters all have contributed to trouble.

Talk of personal union, of- new Constitutions aiming at an equitable acknowledgment of the claims of rival nationalities! Why, if Schleswig-Holstein ever come back to Denmark, its present occupiers will take care that it shall be so fully disorganized and subverted that Denmark herself will find it hardly worth having.

(Antonio Gallenga: The invasion of Denmark in 1864, Bind 1)

Gallengas beretning kan sammenlignes med den preussiske beretning om samme, se andetsteds på denne blog.

Antonio Gallenga var specialkorrespondent for "The Times" og holdt til ved det danske hærs hovedkvarter. Bind 1 sluttede med Dybbøls fald april 1864 (i et appendix). Herefter holdt han til på Als indtil slutingen af april, hvorefter han rejste til København og rapporterede derfra. Bøgerne slutter med våbenhvileforhandlinger i midten af juni 1864.

Gallenga var i foråret 1864 indkvarteret hos borgere i Sønderborg og omegn, bl.a. på Sønderborg Ladegaard. Gennem hans værker får man et indtryk af ham:

"I Gaar spiste vi til Middag med et stort Selskab af Officerer, omtrent en Snes, paa en Gaard udenfor Byen, hvor de Fleste af dem ere indkvarterede. Forpagteren er Fader til tolv Døtre og tre Sønner. De fleste af Pigerne (jeg maa vel sige af de unge Damer, thi de ere i en Alder fra 4 til 19 Aar) opvartede Selskabet ved Bordet. Ved Enden af det lange og store Bord sad Ejeren selv, hans anden Kone, der saa ud som en Søster til hendes ældste Steddøtre, og de nævnte Døtres Lærerinde. Alle Damerne bar dyb, men elegant Sorg til Ære for den afdøde Konge, og med fuldstændig Tilsidesættelse af den nyudnævnte Konges Befaling, som har kundgjort, at Sørgetiden er forbi. Retheden og Smagfuldheden i de skjønne Hebers sorte Dragt, den smukke Maade, hvorpaa de bare deres Haar, hele deres Holdning og Bevægelser vidnede om god Smag og god Opdragelse. Deres Væsen vare uden Feil. Nogle af Damerne var høje, slanke Skønheder, de fleste af dem havde mørkt Haar og lysegraa Øjne; de bevægede sig med en Elegance, som holdt deres militaire Gæsters Øine beundrende, men dog ærbødigt fæstede paa dem.

De unge Skønheder blev sjældent tiltalt, og aldrig uden den stille Ærbødighed og Agtelse, som til alle tider har karakteriseret den nordeuropæiske Ridderlighed. De unge Mænds eneste Friheder bestod i, at de viskede til hinanden Ordene "Ravnens vinge" og "gylden Krone" og disse Benævnelser betegnede den ældste og den næstældste Datters Hårfarve. Med Familiens Småbørn, den lille Kamma og den endnu yngre Hanna, kan enhver Mand lege vildt som Hjertet begærer.

Disse unge Piger, deres Moder og deres Lærerinde ere vante til Landlivets Eensomhed; de ere ikke meget tungefærdige, og en dyb Rødme udbredte sig over deres Kinder, hver gang en af Selskabet henvendte sig til dem. De besørgede dog deres huuslige og gjæstevenlige Pligter med sikker Takt og medfødt Ynde. Dersom man havde tilstrækkelig Tid til at faae Isen brudt og berolige deres bly Uro, vilde man snart blive vaer, at de kunne føre en god og forstandig Konversation om mange Gjenstande. De Bøger, der ligge paa Bordene i Dagligstuen, de smukke Tegninger paa Væggene, Pianoet i Krogen og de erotiske Planter, der med Omhu ere opelskede i Vinduerne, bevise det. Fransk eller Engelsk, i hvilke de ikke vove at svare, ere paa ingen Maade ubekjendte for dem. Deres Gourvernante er udgaaet fra en af Kjøbenhavns første Dannelsesanstalter og er en fuldendt Sprogkyndig."

(4. marts 1864, Gallenga, 1864, s. 123f)

Egernsund 17. Februar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Christian Friedrich Brandt: Egernsund. Scenen for nedenstående artikel. Nogenlunde her må pontonbroen være blevet ført over. Den omtalte vindmølle ses til højre. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Denne beretning kan sammenstilles med Antonio Gallengas beretning om samme episode, se andetsteds på denne blog.

XII

Bericht
über die am 17. Februar 1864 
über den

Egernsund (Ekensund) geschlagene Pontonbrücke

Hierzu eine Skizze, Tafel IV.

Am 16. d. M. Nachmittags traf der Befehl des Königlichen General Commandos bei der Compagnie ein, am andern Morgen mit Tagesanbruch eine Brücke über den Egernsund (Ekensund) zu schlagen, welcher das Nübel-Noor mit dem Flensburger Hafen verbindet.

Die hier errichtete Brücke hat den Zweck, für die in das südliche Sundewitt vorgeschobenen Truppen der Brigade Canstein die Communication nach rückwärts herzustellen. 

Die Compagnie hatte bereits am 16. durch Ueberspannen eines schweren von einem Seeschiffe requirirten Taues über den Sund die Communication mittelst der Fähre wieder hergestellt und in den Abendstunden zwischen 6 und 8 Uhr zwei Bataillone des Insanterie-Regiments Nr. 60 übergesetzt.

Als die passendste Brückenstelle wurde die Fährstelle erkannt, woselbst bequeme Anfahrten an das Wasser vorhanden sind und der Sund am schmalsten ist. Derselbe hat hier, je nach dem wechselnden Wasserstande, welcher bei den verschiedenen Windrichtungen um 6 bis 8 Fuß differirt, eine Breite zwischen 440 bis 550 Fuß; das Profil des Sundes an dieser Stelle ist in der Skizze, Fig. 2 aus Taf. IV, für den Wasserstand am 17. d. M. gegeben. Die Strömung in demselben richtet sich nach dem Winde und dessen Stärke. Am Tage des Brückenschlages waren die Witterungs-Verhältnisse günstig.

Zum Bau standen die Pontonier-Compagnie des Westphälischen und Brandenburgischen Pionierbataillons zur Disposition. Um den Bau in Verbindung mit dem Anmarsch der Ponton-Colonne zu ermöglichen, waren auch die Mannschaften der 4. Compagnie des Brandenburgischen Pionier-Bataillons zur Arbeit gestellt. Die vorhandenen Arbeitskräfte betrugen: 

1. Comp. 7. Pion.-Bats. 3 Offiziere, 10 Unteroffiziere, 103 Mann, 
1.    ‘’   . 3. - ‘’       ‘’    3       ‘’        9          ‘’         ,   86   ‘’
4.     ‘’  - 3. - ‘’       ‘’    2       ‘’        8          ‘’         ,   82   ‘’
Summa                         8 Offiziere, 27 Unteroffiziere, 271 Mann.

Durch die Mannschaften der 1. Compagnie des 7. Pionier-Bataillons wurden die Tetentrupps sowie zum Theil das Depot, die Arbeiter-Reserve und ein Balkentrupp besetzt; durch diejenigen der 1. Compagnie des 3. Pionier-Bataillons die Abladetrupps und zum andern Theil das Depot und die Reserve.

Die 4. Compagnie des 3. Bataillons gab die Trupps der Folge. Die Mannschaften traten um 6 3/4 Uhr zur Arbeit an, um 7 1/4 Uhr begann die Anfahrt des 1. Hackets; um 8 1/4 Uhr konnte erst der fortschreitende Bau der Brücke beginnen, da bei dem eingetretenen weichen Wetter die Abfahrt aus den Wagen-Parks aus Schwierigkeiten und Hindernisse stieß. Um 9 1/4 Uhr war der Bau der Brücke beendigt und zum Uebergang der Truppen bereit. Von den beiden Ponton-Colonnen waren zur Anfahrt beim Brückenbau die 34 Hackets der Ponton-Colonne Nr. 7 und 16 mit eisernen Pontons beladene Hackets der Ponton-Colonne Nr. 3 bestimmt; das Abladen der 8 letzten Hackets unterblieb. Die fertige Brücke hatte eine Länge von 445"; es waren eingebaut worden 3 Bockstrecken (2 Böcke bei der Alnoerer Landbrücke, 1 Bock bei der Egernsunder) und 28 Pontons bei 14' Spannung.

Wegen des oft wechselnden und heftig auftretenden Windes und in Berücksichtigung der Wassertiefe wurde die Verankerung aus beiden Seiten gleich und derartig angeordnet, daß ein über das andere Ponton einen aus zwei Ankern gekoppelten Anker, welche in der Mitte des Sundes mit 400' langen Tauen angestochen wurden, erhielt. Zur Bewachung der vollendeten Brücke wurden 1 Offizier, 2 Unteroffiziere und 30 Mann Wache und Brückenmannschaft abgetheilt. Zum Schutze der Brücke waren am Tage vorher von der Belagerungs-Artillerie einige Batterien, mit gezogenen 12Udern armirt, erbaut. In der Nacht vom 17. aus den 18. d. M. erhob sich ein heftiger Nordwestwind, der gegen Morgen in Nordwind umschlug und der ein plötzliches Steigen des Wassers im Sunde um ppr, 6' in 3 Stunden veranlaßte.

Es wurden dadurch große Eisschollen gegen die Brücke herangeweht, mit deren Beseitigung die Brückenmannschaft während der Nacht beschäftigt war. Ebenso wurden die Landbrücken durch das steigende Wasser gehoben und die Anfahrten überschwemmt.

Um ein Bataillon des Füsilier-Regiments Nr. 35 mit der 4. Compagnie des Brandenburger Pionier-Bataillons, welche um 8 Uhr zu einer Recognoscirung über die Brücke vorgingen, überlassen zu können, wurden von der Brückenmannschaft in Vereinigung mit der übergehenden Pionier-Compagnie provisorische Landbrücken gebaut, und war der vollständige Umbau derselben diesseits um 9 Uhr Vormittags angeordnet worden.

C. Fjerdingstad: Pantserbatteriet "Rolf Krake" i Erfairen ved Egernsund Torsdagen d. 18. Febr. 1864. Beskudt fra Kysten af 4 fjendtlige Batterier trak det sig aldeles uskadt ud af Kampen, efter i 1½ Time at have skudt 68 Skud mod Broen ved Egernsund og sprængt et fjendtligt Batteri. Beskrivelsen af skaderne stemmer ikke helt overens med den engelske journalist Antonio Gallenga, der påstod han havde beset skaderne der var mere omfattende end først antaget, men var dog blevet repareret. Ifølge hans beretning kunne man fra skibet ikke se pontonbroen. Han skriver at skibet affyrede 72 skud, tyskerne 150. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Bereits gegen 8½ Uhr traf jedoch die Meldung ein, daß sich ein dänisches Panzerschiff in Sicht befinde und sich Egernsund nähere.

Es wurde sofort die Compagnie allarmirt, um die Landbrücke so schnell als möglich ordnungsmäßig wieder herzustellen. Die Batterien bei Alnoer hatten bereits das Feuer gegen die Panzer-Fregatte eröffnet, welches diese nicht erwiederte und sich in ihrer Annäherung an die Brückenstelle nicht stören ließ. Nachdem sie gegen 9 Uhr sich aus etwa 1200 Schritt genähert hatte, eröffnete sie ihr Feuer aus die Alnoerer Landbrücke, Trotz der in der Nähe einschlagenden Kugeln ließen die Mannschaften in ihrer Arbeit sich nicht stören. Nachdem die Panzer-Fregatte (nach den eingezogenen Erkundigungen der Rolf-Krake mit 2 Monitor-Thürmen versehen) 4 Schuß aus die Brücke abgegeben hatte, zog sie sich etwas zurück und begann den Geschützkamps mit den Batterien, welcher etwa 1½ Stunde andauerte; sodann warf sie nochmals, nachdem sie eine kleine Drehung in ihrer Ausstellung vorgenommen hatte, über das hoch gelegene Terrain der Egernsunder Windmühle mehrere Granaten nach der Brücke, welche indeß zu hoch gingen und in das Wasser einschlugen, und zog sich, ohne den geringsten Schaden zugefügt zu haben, aus dem Kampfe zurück.

Die Arbeiten an der Brücke wurden durch die Pioniere der Compagnie während des ganzen Gefechtes ununterbrochen fortgesetzt, und war zu Ende desselben die Verlängerung der Landbrücke aus dem Egernsunder Ufer beendigt; dann übernahm die Pontonier-Compagnie des 3. Bataillons den Umbau der Alnoerer Landbrücke und war um Mittag die Brücke wieder völlig hergestellt. Sie hatte nunmehr eine Länge von 546 Fuß und bestand aus 5 Bock, und 32 Pontonstrecken.

( Archiv für die Offiziere der Königlich Preußischen Artillerie- und Ingenieur-Corps, Bind 55 s. 277-280)



Rapport
den 17. februar 1864
om
Egernsund (Ekensund) pontonbro

Den 16. i denne måned om eftermiddagen nåede ordren fra Den Kongelige Generalkommando kompagniet om næste morgen ved daggry at bygge en bro over Egernsund (Ekensund), som forbinder Nybølnor med Flensborg havn.

Formålet med at bygge broen var at sørge for kommunikation bagud for tropperne fra Canstein Brigaden der rykkede ind i det sydlige Sundeved.

Kompagniet havde allerede den 16. genoprettet forbindelsen med færge ved at strække et tungt tov, rekvireret fra et søgående fartøj, over sundet, og havde i aftentimerne mellem klokken 6 og 8 færget to bataljoner af Infanteriregiment Nr. 60 over.

Færgeoverfarten viste sig at være den bedst egnede broplacering, hvor der er bekvem adgang til vandet, og sundets smalleste sted. Her har det en bredde på mellem 440 og 550 fod, afhængig af den skiftende vandstand, som afviger med 6 til 8 fod afhængig af vindretningen; sundets profil på dette tidspunkt er vist på skitsen, fig. 2 fra plade IV, for vandstanden den 17. d. m. Strømmen i den afhænger af vinden og dens styrke. Den dag broen blev bygget, var vejrforholdene gunstige.

Pontonkompagniet fra de Westfalske og Brandenburgske Pionerbataljoner stod til rådighed for byggeriet. For at lette konstruktionen i forbindelse med ankomsten af ​​pontonsøjlen blev mændene fra 4. kompagni af Brandenburger Pionerbataljon også sat i arbejde. Den ledige arbejdsstyrke var:

1. Comp. 7. Pion.-Bats. 3 Officereer, 10 underofficerer, 103 Mand, 

1.    ‘’   . 3. - ‘’       ‘’    3       ‘’        9          ‘’         ,   86   ‘’

4.     ‘’  - 3. - ‘’       ‘’    2       ‘’        8          ‘’         ,   82   ‘’

Summa                         8 Offiziere, 27 Unteroffiziere, 271 Mann.

Mændene fra 1. kompagni af 7. pionerbataljon bemandede vagttropperne samt en del af depotet, arbejderreserven og selve troppen; af de af 1. kompagni af 3. pionerbataljon, losningstropperne og den anden del, remisen og reserven.

4. kompagni af 3. bataljon gav tropperne opbakning. Holdene begyndte at arbejde kl. 6:35, og 1. pram begyndte sin rejse kl. 7:15. Byggeriet af broen kunne først begynde klokken 8.15, da det fugtige vejr gjorde kørsel fra vognparkerne vanskelig. Klokken 9:15 var konstruktionen af ​​broen afsluttet, og tropperne var klar til at krydse. Af de to pontonsøjler var de 34 pramme af pontonsøjle nr. 7 og 16 pramme lastet med jernpontoner af pontonsøjle nr. 3 beregnet til adgang under brobygning; aflæsningen af ​​de sidste 8 pramme blev udeladt. Den færdige bro havde en længde på 445"; 3 bukkesektioner blev installeret (2 bukke ved Alnor Landbro, 1 bukke ved Egernsundbro og 28 pontoner med en spænding på 14'.

På grund af de ofte skiftende og voldsomme vinde og under hensyntagen til vanddybden var forankringen indrettet ens på begge sider og sådan, at den ene ponton over den anden forankrede et anker af to ankre, som var gennemboret i midten af lyden med 400' lange reb. Til at bevogte den færdige bro blev der afsat 1 officer, 2 underofficerer og 30 mand vagt og bromandskab. For at beskytte broen var flere batterier blevet bygget dagen før og bevæbnet med riflede 12-løbs kanoner . Om natten den 17. og 18. M. var der en kraftig nordvestenvind, som om morgenen skiftede til nordenvind og forårsagede en pludselig stigning i vandet i sundet med ppr, 6' på 3 timer.

Det resulterede i at store isklumper blev blæst mod broen, som bromandskabet havde travlt med at fjerne i løbet af natten. Ligeledes blev landbroerne løftet af det stigende vand, og tilløbene blev oversvømmet.

For at kunne overføre en bataljon af geværregiment nr. 35 med 4. kompagni af Brandenburger Pionerbataljon, der klokken 8 skulle krydse broen til rekognoscering, havde bromandskabet i forbindelse med overfarten bygget provisoriske landbroer, og den fuldstændige genopbygning af disse på denne side var blevet beordret ved 9-tiden om morgenen, men omkring klokken 8.30 kom meldingen om, at en dansk jernbeklædning var i sigte og nærmede sig Egernsund.

Kompagniet blev straks alarmeret for at genoprette landbroen til normal drift så hurtigt som muligt. Batterierne ved Alnor havde allerede åbnet ild mod panserfregatten, som ikke besvarede ilden og ikke lod sig forstyrre i sin sejlads mod brostedet. Efter at have nærmet sig fra omkring 1200 skridt affyrede panserfregatten 4 skud fra broen mod Alnorbroen (ifølge oplysningerne var Rolf Krake udstyret med to monitortårne). Så trak den sig lidt tilbage og begyndte skudkampen med batterierne, som varede omkring 1½ time; Derefter kastede den, efter at have foretaget et lille sving i sin stilling, adskillige granater over Egernsunds vindmølles høje terræn mod broen, som dog gik for højt og ramte vandet og trak sig tilbage uden at forvolde den mindste skade.

Arbejdet med broen fortsattes uafbrudt af kompagniets pionerer gennem hele slaget, og ved dets afslutning blev landbroens forlængelse fra Egernsundskysten fuldført; Derefter overtog 3. bataljons pontonkompagni genopbygningen af ​​Alnor-landbroen og ved middagstid var broen fuldstændig restaureret. Den havde nu en længde på 546 fod og bestod af 5 bukke og 32 pontonsektioner.

Slesvig 19de Februar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, original, se nedenfor:

Flensborg, 13. februar. I går blev der ved begravelsen af ​​de krigere der faldt i nærheden af ​​Oeversee eller senere døde her af deres sår, først holdt en tysk tale. Da pastor Graa, et af den lokale danske propagandas mest hensynsløse redskaber, talte op for at holde en begravelsestale på dansk, forlod flertallet af de fremmødte kirkegården. - I går mødte en deputation af tyske borgere fra Flensborg op med feltmarskalløjtnant v. Gablenz, for at takke ham for de tjenester, de østrigske tropper ydede ved befrielsen fra det danske åg. Hr. v. Gablenz udtrykte håb om, at den allierede hær fortsat ville blive behandlet med tillid.

Flensburg, 13. Febr. Bei der Beerdigung der bei Oeversee gefallenen oder später hieselbst an ihren Wunden verstorbenen Krieger wurde gestern zuerst eine deutsche Rede gehalten. Als dann Pastor Graa, eines der verrusensten Werkzeuge der hiesingen Danisirungs-Propaganda das Wort ergriff, um eine dänische Leichenrede zu halten, verliess der grosste Theil der Anwesenden den Kirchhof. - Gestern erschien eine Deputation deutscher Bürger von Flensburg bei dem Feldmarschalllieutenant v. Gablenz, um demselben für die Dienste zu danken, welche die österreichischen Truppen bei der Befreiung vom dänischen Joche geleistet. Hr. v. Gablenz sprach die Hoffnung aus, dass man auch ferner der allierten Armee vertrauensvoll entgegen komme werde.

(Regensburger Morgenblatt 19. februar 1864).

Den 19. februar 1864 ophævedes forbuddet af 6. maj 1854 mod at privatpersoner anvendte faner og flag, undtagen dannebrog, ligeledes forbuddet af 9. februar 1851 mod at bære slesvig-holstenske hæderstegn, kokarder mm.

Freiherr Ludwig von Gablenz. Født i Dresden 1814. I 1863 udnævnt til geheimeråd og feltmarskalløjtnant og øverstkommanderende i Slesvig. Død 1874. Illustration fra Die Gartenlaube : illustrirtes Familienblatt.  No. 11, 1864.

- (B. T.) I Læk begyndte Tumulterne med, at en Læge, ledsaget af en Flok Gadedrenge, begav sig op i Kirketaarnet og hængte den slesvigholsteenske Fane ud derfra. Akten endte med Afsyngelsen af de tre første Vers af "Schleswig-Holstein meerumschlungen", ved hvilken Lejlighed Hr. Doktoren fungerede som Forsanger og var saa bevæget over det Gribende i Situationen, at Taarerne uafbrudt løb ham ned af Kinderne. Pøbelen samlede sig derefter, anført af Godsejer Funcke til Fresenhavn (der ligger i Læk Sogn), og vilde "slaae Arme og Been istykker" paa Stedets eneste Præst, Pastor Riis Lowson. Det lykkedes imidlertid denne at undslippe og i flere Timer at holde sig skjult i et en af Naboerne tilhørende Udhuus, hvorpaa han tilsidst slap ud af Byen uden at blive opdaget. Hele Natten stormede man nu hans Huus, og tidlig om Morgenen maatte hans Kone med tre smaa Børn flygte ud i Sneen uden at kunne faae Tid til at faae sig eller Børnene fuldstændig paaklædt. Den anden Præst, Pastor Jacobsen, samt Herredsfoged Willemoes og Thingskriver Holm besluttede ikkedestomindre at forsøge at blive. Den følgende Dag var det "dansk Søndag" og Pastor Jacobsen skulde prædike. Før Gudstjenesten havde han to Ligbegjængelser at forrette, og han skulde egenlig have udført Jordpåkastelsen paa Dansk, men gjorde det imidlertid paa Tydsk af Hensyn til den ophidsede Stemning. Størstedelen af Ligfølget begav sig nu over i Kroen for at svire, og da der i Kirken kun var en Kone og tre Drenge, besluttede Præsten ingen Gudstjeneste at holde for ikke at udsætte sig for, at allerede halvt berusede Mennester skulde komme over fra Kroen og gjøre Skandaler i Kirken. Noget længere hen paa Formiddagen samlede Menneskemassen sig imidlertid igjen, anført af Hr. Funcke, og forlangte, at Embedsmændene skulde reise. Da Skaren kom til Pastor Jacobsens Huus og forlangte, at han skulde lukke op, da de vilde tale med ham, gik han ned til dem og gjorde opmærksom paa, at hans Huus ikke var stort nok til at rumme saa Mange. "Det behøves heller ikke", svarede Funcke, der imidlertid med 3 Bønder var kommen ind i Forstuen, "Wir sind genug". Pastor Jacobsen bød dem nu med op og spurgte, hvad Herrerne ønskede, samt "om de ikke vilde ryge en Cigar". De 3 Bønder, der i det Hele faae noget flaue ud over Stillingen, tog imod Cigaren; Funcke derimod, der var heelt behængt med slesvigholsteenske Sløjfer, lagde Haanden paa Hjertet og forlangte i en pathetist Tone, at Jacobsen skulde "reise imod Nord". Efter en længere Underhandling fik denne imidlertid 12 Timers Frist og reiste derfor først næste Morgen ganske tidlig i Forening med Herredsfogden og Thingskriveren, der havde faaet samme Paalæg. Om Natten havde der imidlertid været 2 Bønder hos Præsten og bedet ham fra endeel Bønder, der havde holdt Forsamling i Kroen, om at blive. Han var villig dertil, naar de vilde oprette en Sikkerhedsvagt til Beskyttelse for hans Person. Det turde de imidlertid ikke "for de Andre."

I Tønder spillede ogsaa en af Lægerne en Hovedrolle ved Optøierne. Hans Kone stod i sin Gadedør og morede sig med at hidse en stor Hund paa de forbigaaende Danske. En Deel Udsendinge fra Hamborg stod paa Gadehjørnerne og udtalte følgende Parole til de Forbigaaende: "Erbebung für den Herzog". Da de imidlertid ikke kjendte noget tit Personer eller Forhold i Byen, tog de ofte feil og gav Parolen ogsaa til forbigaaende danske Embedsmænd, Amtmanden i Tønder, Grev Brockenhus-Schack skal være vendt tilbage til Byen, efterat denne er bleven besat af Fjenden. - I Læk har man til Herredsfoged istedetfor den bortjagede Willemoes valgt en i Byen boende Advokat Hr. Stoltz.

(Dagbladet (København 19. februar 1864) 


Andreas Christian Riis-Lowson (1827-1896) meldte sig som frivillig i Treårskrigen, men blev i stedet syg af tyfus. Kapellan i Emmerlev (Tønder) januar 1857, 2. kompastor i Læk (Leck) maj 1858. Rigsdagsmand pastor J. C . Zahle sagde at ministeriet Zahle sendte de mest stivnakkede embedsmænd til de nationalt blandede distrikter, og Riis-Lowson levede op til det. Han agiterede ivrigt for danskheden og var derfor ikke vellidt blandt de tysksindede. Han blev officielt entlediget 28. oktober 1864. En kort periode (1865-66) var han i politik (Højre). Han stiftede herefter Brørup Højskole 1869 (nedlagt 1874) som modvægt mod Ludvig Schrøders Askovskole. Fra 1872 til sin død 1896 var han tilknyttet Thisted Amt. Pastor Riis Lowson skulle senere blive omtalt i de såkaldte sortbøger over danskernes misgerninger i Slesvig. De kan findes på internettet på tysk. Jeg har valgt at bruge ham som eksempel på en "case" fra dette værk:

--- Riis-Lowson gjorde sig meget hurtigt mere upopulær end sin værdige forgænger gennem sin virksomhed for danskheden. Især reducerede han undervisningen i tysk til fire timer om ugen i Læk, selvom ligestillingen mellem det tyske og det danske sprog blev anerkendt af den danske regering selv; desuden blev der givet ordre til læreren om kun at tale dansk til børnene, selv i de fire timers tyskundervisning.

Pastor Riis-Lowson nød ikke mere personlig integritet end sin forgænger. I det mindste uforenelig med åndelig værdighed forekommer det os at drive en rentabel detailhandel med tran som han forstod at levere til de små mennesker i sit samfund billigere end for andre der havde ret til sådanne handler. Selvfølgelig lykkedes det hurtigt for disse misundelige konkurrenter at få ham til at opgive den fordelagtige sideforretning igen. Riis-Lowson blev ikke mindre berygtet for sin påtrængende adfærd over for en dame fra Løgum på en tur i en postvogn fra Læk til Tønder. Ved denne Lejlighed havde han udgivet sig for at være en landmand ved navn Freitag fra Læk, hvilket navn den værdige præst senere almindeligvis blev anvendt i folkesproget --; han havde sagt, at han havde villet lede efter en brud i Tønder, dog uden held, havde gemt sin vielsesring og bedt fruen om at tage til Læk med ham. Siden sagen blev kendt gennem fruens historier, fulgte en indkaldelse til kirkens besøgskontor, og nu forsøgte præsten at sætte en stopper for den irriterende sladder ved at anlægge nævningeting mod fruen, og samtidig retfærdiggøre sig over for kirkevisitationskontoret, men han var utilfreds med at hans klage blev afvist i anden instans af den højere appelret. Ud fra sagsakterne som findes i herredsfogedet ved Læk, kan det bevises, om ikke direkte skyld, i hvert fald en for en præst gennemgribende upassende adfærd som ligger til grund for denne afgørelse fra Højesteret. *)

Ligesom Clemmensen forstod Riis-Lowson også at udnytte menigheden i egen interesse, han gennemtvang en ordre fra kirkens visitatorium (bestående af fogeden grev Reventlow, senere kurator for Kiel Universitet og provst Tiedemann), at Clemmensen allerede havde fået menighed om at bygge en bolig for forpagteren af ​​de pastoratsjorde, der som følge heraf var mere fordelagtige at forpagte.

- - -

Riis-Lowsons prædikener er ikke særlig roste, de var ofte af en sådan karakter, at tilhørerne forlod kirken. Hvis nogle sognebørn, efter hjertets behov, gik i kirke uden at tage hensyn til den upopulære præsts personlighed, vendte de skuffede hjem, utilfredse, ofte dybt såret i deres følelser. Prædikenerne juledag og nytårsdag var helt igennem politiske: R.-L. hævder, at "der er mange hedninger i Afrika og andre steder i verden, men de dårligste, værste og mest fordærvede mennesker boede i sognet Læk, fordi de nærede dårlige følelser (dvs. dårlig politik) og førte en fordærvet adfærd i almindelighed. Men himlens hævn vil ikke udeblive, menigheden vil klare sig værre end Sodoma og Gomorra engang gjorde." Ingen tilhører var i tvivl om at det egentlige formål med prædikenen var at overtale menigheden til at ændre sin politiske holdning; en del der fik det svært, såret i hjertet, forlod før præsten var færdig kirken, som de var gået ind i for at høre Guds ord, ikke politik."

Efter den pludselige vending, som fulgte efter den allierede hærs indtog i Slesvig, forlod pastor Riis-Lowson Læk i nattens mulm og mørke af frygt for at han skulle blive stillet til ansvar. Da han flygtede, tog han det danske skolebibliotek med sig; det kunne være vigtigt for ham at fjerne i det mindste dette ene tydelige bevis på hans bestræbelser på at fordanske. For nylig forsøgte denne herre som agitator i spidsen for en rå skare at forstyrre forsamlingen af ​​mænd fra Nordslesvig ved Bøghoved, men han veg tilbage for forsamlingens værdige holdning og de forholdsregler der blev truffet for at beskytte den (nr. 38 a u. annonce nr. 47).

--- Riis-Lovesen hat sich durch seine Wirksamkeit in dänischem Sinne bald genug nicht minder unbeliebt zu machen gewusst, als sein würdiger Vorgänger. So wurde namentlich durch ihn in Leck, obschon die Parität der deutschen und dänischen Sprache selbst von der dänischen Regierung anerkannt war, der Unterricht im Deutschen auf vier Stunden wöchentlich reducirt; dazu ward dem Lehrer der Befehl ertheilt, mit den Kindern nur dänisch zu reden, sogar in den vier für den Unterricht im Deutschen bestimmten Stunden.

Persönlicher Unbescholtenheit erfreute sich Pastor Riis-Lovesen so wenig wie sein Vorgänger. Zu mindesten unvereinbar mit geistlicher Würde erscheint uns der Betrieb eines gewinnreichen Detailhandels mit Leberthran, den er kleinen Leuten seiner Gemeinde billiger als andere, zu solchem Handel Berechtigte zu liefern wusste. Freilich wussten es diese neidischen Concurrenten bald dahin zu bringen, dass er das vortheilhafte Nebengeschäft wieder aufgeben musste. Nicht minder berüchtigt wurde Riis-Lovesen durch sein zudringliches Benehmen gegen eine Dame aus Lügum auf einer Fahrt im Postwagen von Leck nach Tondern. Er hatte bei dieser Gelegenheit sich für einen Landmann Namens Freitag aus Leck ausgegeben welchen Namen der würdige Pastor seitdem im Volksmunde allgemein führte --; er hatte geäussert, dass er sich, freilich ohne Erfolg, in Tondern eine Braut habe suchen wollen, hatte seinen Trauring versteckt und die Dame gebeten, als die Seinige mit nach Leck zu fahren. Da durch die Erzählungen der Dame die Sache ruchbar wurde, erfolgte eine Denunciation beim Kirchenvisitatorium und nun versuchte der Pastor durch eine Injurienklage gegen die Dame, dem ärgerlichen Gerede ein Ende zu machen, und zugleich dem Kirchenvisitatorium gegenüber sich zu rechtfertigen, ward jedoch mit seiner Klage in zweiter Instanz vom Oberappellationsgericht abgewiesen. Aus den Acten, welche in der Hardesvogtei zu Leck zu finden sind, wird sich, wenn auch gerade keine directe Schuld, so doch ein für einen Geistlichen durchaus unziemliches Betragen nachweisen lassen, worauf dieser Bescheid des Oberappellationsgerichts sich begründet. *)

Wie Clemmensen hat auch Riis-Lovesen die Gemeinde in seinem Interesse auszubeuten gewusst, er erzwang, indem er einen bereits von Clemmensen erwirkten Befehl des Kirchen visitatoriums (bestehend aus dem Amtmann Grafen Reventlow, nachmaligem Curator der Universität Kiel und Probst Tiedemann) geltend machte, von der Gemeinde den Bau einer Wohnung für den Pächter der Pastoratsländereien, welche in Folge davon vortheilhafter zu verpachten waren.

--

Die Predigten Riis-Lovesen's werden nicht sonderlich gerühmt, sie waren nicht selten der Art, dass die Zuhörer die Kirche verliessen. Wenn auch bisweilen Gemeindemitglieder, dem Bedürfniss des Herzens folgend, von der Persönlichkeit des unbeliebten Geistlichen absehend zur Kirche gingen: sie kehrten getäuscht, unbefriedigt, oft tief in ihrem Gefühle verletzt, nach Hause zurück. Die Predigten am Weihnachtstage und Neujahrstage waren durchaus politisch: unter Drohen und Poltern hat R.-L. behauptet, „es gebe viele Heiden in Africa und auch sonst in der Welt, aber die schlechtesten, schlimmsten und verdorbensten Menschen wohnten im Kirchspiel Leck, weil sie überhaupt schlechte Gesinnungen (d. h. schlechte politische) hegten und einen verderbten Wandel führten. Aber die Rache des Himmels werde nicht ausbleiben, es werde der Gemeinde schlimmer ergehen, als einst Sodom und Gomorrha." Kein Hörer zweifelte, dass der eigentliche Zweck der Predigt der war, die Gemeinde zu einer politischen Meinungsänderung zu bewegen; nicht wenige haben, schwer im Herzen beleidigt, bevor der Pastor zu Ende war, die Kirche, welche sie betreten hatten, um das Wort Gottes, nicht um Politik zu hören," verlassen.

Nach dem plötzlichen Umschwung, welcher dem Einrücken der alliirten Armee in Schleswig folgte, verliess der Pastor Riis-Lovesen Leck bei Nacht und Nebel, er mochte befürchten, dass man ihn zur Verantwortung ziehen werde. Bei seiner Flucht nahm er die dänische Schulbibliothek mit sich, es mochte ihm darauf ankommen, wenigstens diesen einen deutlichen Beweis seiner Danisirungsbestrebungen zu beseitigen. In neuester Zeit hat dieser Ehrenmann als Agitator an der Spitze eines rohen Haufens die Versammlung nordschleswigscher Männer zu Böghoved zu stören versucht, doch ist er vor der würdigen Haltung der Versammlung und vor den zu ihrem Schutz getroffenen Vorkehrungen scheu zurückgewichen (No. 38 a u. ad No. 47).

(Schwarzbuch über die Dänische Missregierung im Herzogthum Schleswig ..., Bind 1, s. 7-11)

I 1946 kom der igen en dansk skole, Læk Danske Skole (med omkring 275 elever) ud af en befolkning på ca. 7.700 personer. Undervisning startede allerede i 1923 i en tilbygning til en hedegård. 

Slesvig 16de til 18de Februar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Uddrag af brev fra Ullerup 16. februar 1864.

- - Indbyggerne i dette område er danske og kun få kan tysk, men de er også meget rolige og tålmodige og gør, hvad de kan.

- - Die Einwohner in hiesiger Gegend sind Dänisch und können nur Wenige deutsch, aber sie sind auch ganz ruhig und geduldig, und thun, was sie können.

(Carl Gottfried von Jena: Erinnerungen an einen Heimgegangenen. s. 29).


”Kære hr. pastor og kære moder! Vi ankom til byen Slesvig den 12. februar og fik af lazaretdirektøren overgivet det store luftige Gottorp Slot. Her løb alle forvirret rundt mellem hinanden. De høje sale gemte hen imod fem hundrede sårede og syge, østrigere, danske og nogle prøjsere. De fleste lå på jorden i deres blodige klæder på stråsække, kun tildækket med deres frakker, helt uden den tilbørlige pleje, et syn, der skar i hjertet, men på få dage var alt bragt i orden. Hver soldat har nu, hvad han behøver. Vi har af stabslægen fået at vide om vores arbejde, at vi skal lede sygevogterne og holde øje med deres arbejde og selv deltage i sygeplejen hos de mest syge og hårdest sårede, og vi skal naturligvis bistå ved lægernes operationer. Selv om de sårede for størstedelen er østrigere, så tager de dog uden undtagelse gerne mod et trøstende Guds ord fra os, de evangeliske diakonisser. Fuld af fred ligger ven og fjende ved siden af hinanden. Endog hjælper fire fangne danske soldater os gerne, alle muntre og flinke drenge.” 

(Brev fra diakonnisen Emilie Heuser, lazarettet på Gottorp Slot i Slesvig,  til forstanderparret i Kaiserswerth)


Oversættelse af tysk notits, se original herunder:

Husum, 9. februar Begivenhedsrige dage er bag os! Øjeblikket, som den lokale befolkning længe havde ventet på, var kommet; vi følte os pludselig fri for dansk herredømme, og de videre følger heraf lod ikke vente på sig. Lørdag middag var næsten alle huse i byen dekoreret med slesvig-holstenske og tyske flag. Borgmester Grüner, der gennem sine forløb gennem de seneste år havde vakt den største bitterhed i befolkningen, forlod byen, og der blev dannet et borgerudvalg, som midlertidigt overtog administrationen af ​​byen. Efter ordre fra borgerudvalget blev det offentligt udstillede kongevåben hhv. betegnelsen "kongelig" på andre plader, overstreget med sort. Om aftenen væltede en stor folkemængde gennem gaderne, der bestandig sang den slesvig-holstenske sang; for at opretholde orden blev der dannet en borgervagt, som patruljerede i gaderne; Uanset dette var der desværre flere tumultariske forestillinger, som viste sig ved at smadre ruder mv. En sådan adfærd vinder bestemt ikke befolkningens respekt; vi kan godt antage, at kun den laveste klasse deltog i den, direkte eller indirekte. - - - Mandag formiddag indkaldte borgerudvalget til borgermøde i hr. Caspersens lokale, som havde så mange deltagere, at den store, rummelige sal næsten ikke kunne rumme menneskemængden. En tale til hertug Friedrich VIII blev læst op af borgerudvalget og accepteret af de tilstedeværende (H. N.)

Husum, 9 Febr. Ereignissreiche Tage liegen hinter uns! Der von der hiesigen Bevölkerung längst ersehnte Augenblick war da; wir fühlten uns plötzlich frei von der dänischen Herrschaft, und die weiteren Folgen davon liessen nicht lange auf sich warten. Am Sonnabend Mittags waren fast alle Häuser der Stadt mit schleswig-holsteinischen und deutschen Fahnen geschmückt. Bürgermeister Grüner, der durch sein Verfahren in den letzten verschlossenen Jahren die Erbitterung der Bevölkerung in höchstem Grad erregt hatte, verliess die Stadt, und es bildete sich ein Bürgerausschuss, der die Verwaltung der Stadt interimistisch in die Hand nahm. Auf Anordnung des Bürgerausschusses wurden Nachmittags die öffentlich ausgehängten königlichen Wappeschilder, resp. die Besziechnung "königlich" an anderen Schildern, schwarz überstrichen. Abends wogte eine grosse Menschenmasse unter beständigem Singen des Schleswig-Holstein-Liedes durch die Strassen; zur Aufrechthaltung der Ordnung bildete sich eine Bürgerwache, welche durch die Strassen patroukillirte; dessenungeachtet sind leider mehrere tumultuarische Auftritte, die sich durch Fenstereinwerfen etc. kundgaben, vorgekommen. Durch solches Gebahren gewinnt die Bevölkerung sicherlich nicht an Achtung; wir dürfen denn auch wohl annehmen dass nur die niedrigste Classe derselben sich daran direct oder indirect betheiligt hat. - - - Am Montag Vormittags wirde vom Bürgerausschuss eine Bürgerversammlung in Local des Hrn. Caspersen berufen, die eine so zahlreiche Betheiligung fand, dass der grosse geräumige Saal die Menge kaum zu fassen vermochte. Eine Adresse an Herzog Friedrich VIII wurde vom Bürgerausschuss vorgelesen und von den Anwesenden angenommen (H. N.)

(Allgemeine Zeitung 17. februar 1864)


Oversættelse af tysk notits, se original herunder:

Flensborg, 15. februar. De danske embedsmænds uforskammethed går vidt! I Husum udnævnte den preussiske civilkommissær et par sådanne personer som regeringskommissærer, der havde vidst at indynde sig og indsmugle sig med samme. Danskerne var lige blevet bortvist fra et andet sted på vestkysten. En borgerdeputation fra Husum er her og klager over det. (I Husum var de lige sluppet af med alle danskere og var ikke så lidt overraskede over at sige, at det var gået fra slemt til værre.)

Flensburg, 15. Febr. Die Frechheit der dänischen Beamten geht weit! In Husum sind durch den preussischen Zivilkommissär ein Paar, solcher Menschen als Regierungskommissäre eingesetzt worden, die sich hier bei demselben einzuschmeicheln und einzusmuggeln gewusst hatten. Es waren eben aus einem andern Orte an der Westküste vertriebene Dänen gewesen. Eine Bürgerdeputation von Husum ist hier und führt darüber Beschwerde. (In Husum hatte man sich eben kurz vorder, aller Dänen glücklich entledigt und war nun nucht wenig überrascht, aus dem Regen in die Traufe kommen zu zollen.)

(Würzburger Journal 18. februar 1864)


Ribe, d. 18. Febr.

Oprørspartiet i de slesvigske Byer lader sig ikke nøje med at udjage de loyale Embedsmand, ogsaa dansksindede Borgere blive undsagte og tvungne til at flygte, uden at kunne finde nogensomhelst Beskyttelse hos de "Forbundnes" Militærautoriteter. En næringsdrivende Borger, som i Torsdags (d. 11.) efter forgjæves Modstand er bleven tvungen til at forlade Frederiksstad, hvor han i 19 Aar har været bosiddende, har meddelt os følgende Skildring af Tilstanden der, efterat det danske Militær havde forladt Byen: "Fredag den 5. om Aftenen Kl. 7½ forlod det danske Militær Byen. Natten gik nogenlunde roligt hen, da man frygtede for, at Militæret skulde vende tilbage; men Lørdag Morgen forkyndte en Skare Gadedrenge og Pøbel med en Oprørsfane i Spidsen og syngende "Meerumschlungen", at nu var Frederiksstad frelst fra "de Danskes Aag". Henimod Middag kom omtr. 200 Personer fra Dithmarsken og forenede sig med Pøbelen; de røvede og plyndrede paa Fæstningsværkerne og i Krudtmagasinerne; Dithmarskerne vilde absolut have Kanonerne førte over Ejderen, hvilket dog ikke blev udført, da Isen ikke var stærk nok til at bære. Præsten fra St. Annen var Dithmarskernes Anfører. Kanonerne bleve igjen kjørte op paa Voldene, og nu begyndte man at skyde Skud paa Skud for at forkynde "Friheden". Denne Fornøjelse blev imidlertid henimod Aften afbrudt, da man hørte Raabet: "Preusserne komme!" Kl. 5 rykkede 25 Mand preussisk Kavalleri ind. En uendelig Jubel hørtes. Borgerne trakterede Preusserne paa Gjæstgivergaardene med saamegen Champagne og Rhinskvin, som de vilde drikke, hvorpaa Borgerne og deres Døtre gik Arm i Arm med Preusserne og Dithmarskerne igjennem Gaderne, skraalende Oprørssangen og slaaende de dansksindede Beboeres Vinduesruder ud. Om Søndagen blev Augustenborgeren proklameret paa Raadhuset, og om Mandagen gik en Deputation, bestaaende af en Rektor Hartz, Grosserer Stuhr og en Hr. Voss til Kiel for at overbringe Hyldingen. (Grosserer Stuhr, som handler med Salt og Edike, har hidtil næsten udelukkende gjort Forretninger med handlende i Danmark; forhaabentlig vil dette ikke mere blive Tilfældet; Hertugen bør skaffe ham andre Kunder)."

(Ribe Stifts-Tidende 18. februar 1864).


Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Midt i denne vaklen mellem omstændighederne, denne usikkerhed om stormagternes politik, denne mangel på planlægning i den administration de indretter, er det af største betydning, at befolkningen i Slesvig-Holsten gennem fastheden i deres holdning, og gennem fastsættelse af deres indgriben hvor end der er mulighed for råderum, at skabe færdige betingelser, som ikke efterfølgende kan nægtes anerkendelse. Mindst af alt vil de blive afskrækket af forbuddet mod "politiske demonstrationer" for at udråbe hertug Frederik i enhver by og landsby og kræve hans indsættelse uophørligt og i de mest højtidelige former. Det bliver ikke anderledes, som før, og også i fremtiden, med forsvaret af de danske embedsmænd og i særdeleshed de "sorte gendarmer". Hvor folket har frie hænder, vil de vide at slippe af med det af egen magt, og hvor den østrigsk-preussiske styrke forhindrer direkte selvhjælp, vil målet nås ad de omveje, der er nødvendige. Trods alle de ugunstige forhold er det i stort og småt sådan i hertugdømmerne, at befolkningen i Slesvig-Holsten er aktive i dette og på mange andre vigtige punkter i statsanliggenderne. Med udholdenhed og dristighed kan og vil nå målet med egen styrke.

Inmitten dieses Schwankens der Verhältnisse, dieser Unsicherheit der Politik der Grossmächte, dieser Planlosigheit der von ihnen eingesetzten Verwaltung ist es von der grössten Wichtigkeir, das die Schleswig-Holsteiner dirch die Festigkeit ihrer Haltung und durch die Entschlossenheit ihres Eingreifens, wo immer sich ein Spielraum dazu bietet, fertige Zustände schaffen, denen sich die Anerkennung hinterdrein nicht verweigern lässt. Am wenigsten werden sie sich durch das Verbot "polititischer Demonstrationen" abhalten lassen, den Herzog Friedrich in jeder Stadt und in jedem Dorfe auszurufen und dessen Einsetzung ohne Unterlass und in den feierlichsten Formen, welche sich darbieten, zu verlangen. Nicht anders wird es, wie bisher, so auch ferner, mit der Vertreidung der dänischen Beamten und insbesondere der "schwarzen Gensdarmen" zu halten sein. Wo das Volk freie Hand hat, wird es sich derselben aus eigner Machtvollkommenheit zu entledigen wissen, und wo die österreichisch-preussische Gewalt die unmittelbare Selbsthülfe verhindert, da wird man eben auf den durch die Noth begotenen Umwegen das Ziel erreichen. Trotz aller Ungunst der Nebenumstände sind die Dinge in den Herzogthümern im Ganzen und Grossen so angethan, das die Schleswig-Holsteiner in diesem wie in manchem, andern wichtigen Punkte der Landessache durch Thätigkeit. Ausdauer und Kühnheit mit eignen Kräften zum Zwecke gelangen können und werden.

(Wochenschrift des Nationalvereins 18. februar 1864. 

Avisen var stærkt kritisk over for Østrig og Preussens indgriben i konflikten. Avisen plæderede i stedet for at Slesvig-Holsten selv fik lov til at ytre sig - uden dog at angive hvem eller hvad der skulle gøre det. Da den ikke bragte særlig mange beretninger fra hertugdømmerne, er den ikke repræsenteret i denne serie)


Søndagen den 7de ankom til Frederiksstadt flere hundrede Dithmarsker Bønder, som med deres Vogne havde passeret Eideren - et Beviis for, at Eideren under nuv. Omstændigheder ikke kunde have støttet vor Forsvarslinie. Nu begyndte Excesserne. De dansksindede Embedsmand bleve bortjagne, og ibl. A. skal Bromester Bærentsen være bleven mishandlet af Pøbelen. Prætendenten blev proclameret. Byens Forstanderskab holdt sig dog tilbage fra det hele Uvæsen. Om Eftermiddagen bemægtigede Bønderne sig nogle af de tilstedeværende Kanoner og en betydelig Deel Ammunition, og nu begyndte en Skydning "for Morskabs Skyld", som varede hele Natten. Desuden foretoge Bønderne, hvoraf de fleste vare stærkt berusede, mangfoldige Excesser. Tilsidst droge de bort, medtagende Kanonerne, thi, sagde de, dem vilde de selv erobre, for at de ikke skulde falde i "de fordømte Preusseres Hænder"; meget hellere vilde de overlevere dem til Sachserne. I Husum installerede en saakaldet "Velfærds-committee", bestaaende af de værste Wühlere, men især af Prætendentens Emissairer, sig paa Raadhuset. Lærer Magnussen og Pastor Hasselriis maatte forlade deres Familier og efterlade disse blottede for alle Subsistensmidler. Den svensk-norske Viceconsul Raadmand Hansen, der søgte at modsatte sig de scandaleuse Optøier, led personlig Overlast. Consulatskildtet og det af ham heisede svenske Flag blev insulteret og nedrevet af Pøbelen. Befolkningen i Husum Amt deeltog ikke i de i Kjøbstaden Husum stedfundne Optøier. Derimod var Eiderstedt Landbefolkning i fuldt Oprør. - I Byen Slesvig maatte Branddir. Mathiesen forlade Kone og Børn, begive sig bort i Mulm og Mørke og søge tilfods at naae Rendsborg. Det fortjener at anføres, at han undervejs traf en Bonde fra Egnen, som udtalte sin store Harme over, hvad der var skeet, og sagde, at Bønderne aldrig vilde taale, at man jog deres Embedsmand bort, som de vare tilfredse med. Han tog Mathiesen hjem til sin Gaard, gav ham Spise og Drikke og befordrede ham senere til Rendsborg uden at ville modtage en eneste Skilling af ham i Betaling. - I Tønder prædikede Provst Hjort endnu om Søndagen, vel ikke for Mange, men dog i Ro. Derpaa ledsagede han sin Familie til en Præstegaard et Par Miil derfra, da Politiemesteren ikke længer kunde indestaae for noget, og agtede om Aftenen at vende tilbage til Tønder for at see Tilstanden. Indsenderen af dette Udtog af et Brev formener, at Wrangels Proclamation maaskee kan bringe nogen Orden tilbage, saa at Amtmanden, Grev Schack, 

- - -

I Brev fra Haderslev endnu i Onsdags til Dagbl. hedder det om Stemningen i Nordslesvig, at "meest overvejende er dog, navnlig hos Bondestanden, Frygten for "Kjøbenhavnerne". Man har altid været ængstlig for dette underlige, for de Fleste halvt fremmede og uklare (?) Begreb, som man her kalder "Kjøbenhavnerne"; man ængstedes for det i Martsdagene 1848, ligesaa den 16-17de November 1863 og navnlig nu. Optøjerne der føier man til den øvrige Situation i følg. Raisonnement: "Herregud, nu have vi jo tre Regjeringer: Holstenerne Prætendenten, vi Kongen og Kjøbenhavnerne en ny Konge!" Thi at der er Revolution i Kjøbenhavn, troe Mange i deres Mistænksomhed fuldt og fast. Jeg anfører dette for at pointere, hvad man i Kongeriget og navnlig i Kjøbenhavn aldrig ret har villet lægge sig paa Hjerte: at da Alt til Syvende og Sidst jo dog dreier sig om Slesvig, saa bør dette ved selv den ubetydeligste Foranstaltning aldrig lades ud af Betragtning. Fra 1848 indtil Dato har der fra dansk Side ikke været noget andet Standpunct berettiget end "det slesvigske". Og skulle vi nogenlunde kunne vente bedre Tider, saa maa dette ganske anderledes og med langt større Resignation fastholdes fra Kongerigets Side, end skeet er i 1848-64."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. februar 1864.)


Oversættelse af tyske artikel, original under oversættelsen:

I den 7. d. M. Ved det afholdte borgermøde valgtes en deputation bestående af byens mest  ansete Borgere, som dagen efter gik til den preussiske civilkommissær friherre v. Zedlitz-Neukirch, fortsatte med at meddele ham sine klager over de danske embedsmænds adfærd. På foranledning af civilkommissæren blev disse klager og anmodninger om at gøre en ende på ondskaberne opfordret til at blive afgivet, og uddragene lyder som følger:

I 14 år har hertugdømmet Slesvig og især vores by været under det hårdeste pres, en hån mod al guddommelig og menneskelig orden. Vores nationalitet blev trampet på, kirke og skole blev ødelagt, landet reduceret til et forhold ikke ulig koloniernes til moderlandet, bortset fra at udøvelsen af ​​den vold, som den danske regering antog, skete med en hårdhed og hensynsløshed som f.eks. kan kun findes i erobrede provinser under indflydelse af blindt nationalt had. - Gud har brudt det bånd, der bandt Slesvig-Holsten til Danmark i 400 år, de høje monarker i Preussen og Østrig tog den ædle beslutning at sætte en stopper for det. Allerede nu har de danske tropper givet plads til de højallieredes modige hære. Vi tog imod dem med taknemmelighed som vores befriere, fordi vi stoler på tysk hjælp. Men befrielsen er endnu ikke fuldendt, så længe vores tidligere undertrykkeres organer, fjendens embedsmænd, stadig beholder deres stillinger. De mænd, der skånselsløst har hengivet sig til at være den nationaldemokratiske regerings redskaber i København, vil fremover rette hele deres indflydelse, åbent eller hemmeligt, til samme formål; de vil fortsat være landets fjender, de vil være fjender af den preussiske og østrigske regering og betragte besættelsestropperne som fjendtlige og handle derefter. Disse embedsmænd er nødvendigvis de bitre fjender af ethvert tysk styre, og hensynet til sikkerheden for besættelsestropperne gør deres fjernelse uundgåelig.

For vort lokale styres vedkommende har ingen af ​​magistratens medlemmer indbyggernes tillid og respekt, af den simple grund, at de aldrig har arbejdet til gavn og gavn for byen, men udelukkende i hensynet til ejderdansk regeringspolitik. Ved kommunaldeputeretvalgene har de altid øvet al deres indflydelse i dansk ånd og har besat alle de lavere poster udelukkende med indfødte danskere eller med sådanne, som det danske sindelag kunne købes ved den givne fordel. Med denne retning, der udelukkende sigtede på gennemførelsen af ​​foranstaltninger til beskyttelse af byen, kunne byens økonomiske administration kun vies underordnet pleje. På grund af en administration, der er lige så meningsløs som den er vilkårlig, er gælden steget enormt siden krigen og bysamfundssystemet kræver akut og frem for alt afskedigelse af alle magistratsmedlemmer og besættelse af de ledige stillinger med dygtige og tysksindede mænd.

Tilsvarende onder kan findes i det herværende skolesystem. Siden krigen er vore skoler kun blevet betragtet og behandlet som institutioner til udbredelse af den danske ånd. Den herværende real og lærde skole har nu over 20 lærere, hvoraf kun tre er i stand til at undervise på tysk; I betragtning af denne institutions rent politiske tendenser er det forståeligt, at børnene bliver forsømt religiøst og moralsk. Ikke desto mindre er de fleste borgere tvunget til at sende deres børn dertil, fordi der ikke er undervisningsfrihed, og flere ansøgninger til det slesvigske ministerium om oprettelse af en privatskole ledet af dygtige lærere har været uden succes. Afskaffelsen af ​​dansklærerne er påkrævet såvel af hensyn til alle love hensigtsmæssigheder. Generelt er undervisningen så ringe, at børnene i konfirmationsalderen i almindelighed hverken behersker tysk eller dansk, de underste borgerskoler hvor undervisningssproget er tysk, er for det meste besat med uduelige lærere, eller i det mindste med utilstrækkelige kræfter, fordi der ved danske skoler, som var blevet opført i alle byens hjørner siden krigen, er ansat så mange dygtige danskere som muligt; Også her er en gennemgribende reform og ændring af lærerstaben nødvendig.

In der am 7. d. Mts. abgehaltenen Bürgerversammlung wurde eine aus den augesehensten Bürgern der Stadt bestehede Deputation erwählt, welche sich am folgenden Tage zu dem Preussischen Civlkommissar, Frhrn. v. Zedlitz-Neukirch, begab, un demselben ihre Beschwerden über das seitherige Verhalten der Dänischen Beamten mitzutheilen. Auf Veranlassung des Civilcommissars wurden diese Beschwerden und Bitten um Abstellung der Uebelstände in schriftlicher Form wiederholt und lauten im Auszuge folgendermassen:

Seit 14. Jahren hat das Herzogthum Schleswig und namentlich auch unsre Stadt unter dem härtesten, aller göttlichen und menschlichen Ordnung Hohn sprechenden Drücke gestanden. Unsre Nationalität wurde mit Fussen getreten, Kirche und Schule wurden verwüstet, das Land in ein Verhältniss herabgedrückt, dem der Colonien zum Mutterlande nicht unähnlich, nur dass die Ausübung der von der Dänischen Regierung angemassten Gewalt mit einer Härte und Rücksichtlosigkeit geschah, wie sie nur in eroberten Provinzen unter dem Einflusse eines blinden Nationalhasses gefunden wird. - Gott hat das Band gelöst, welches Schleswig-Holstein 400 Jahre lang an Dänemark knüpfte, die hohen Monarchen von Preussen und Oesterreich haben den Hochherzigen Entschluss ein Ende zu machen. Schon sind die Dänischen Truppen vor den tapfern Armeen der hohen Verbündeten zurückgewichen. Wir haben sie dankerfüllt als unsre Befreier begrüsst, denn wir vertrauen der Deutschen Hülfe. Aber die Befreiung ist noch keine vollständige, so lange die Organe unsret bisherigen Bedrücker, so die die feindlichen Beamten noch ihre Stellung beibehalten. Die Männer, die sich rücksichlos zu Werkzeugen der national-demokratischen Regierung in Kopenhagen hergegeben haben, werden ihren ganzen Einfluss auch fortan offen oder im Geheimen auf dieselben Zwecke richten, sie werden fortfahren die Feinde des Landes zu sein, sie werden die von der Preussischen und Oesterreichischen Regierung eingesetzte Civilverwaltung und die Occupationstruppen als feindliche betrachten und danach handeln. Diese Beamten sind nothwendig die erbittertsten Feinde jedes Deutschen Regiments, und schon die Rücksicht auf die Sicherheit der Occupationstruppen macht die Entfernung derselben unvermeidlich.

Was nun zunächst unsre Communalverwaltung betrifft, so besitzt keines der Mitglieder des Magistrats das Vertrauen und die Achtung der Einwihner, aus dem einfachen Grunde, weil sie stets nicht für den Nutzen und Vortheil der Stadt, sondern ausschliesslich im Interesse der Eiderdänischen Regierungspolitik gewirkt haben. Bei den Wahlen städtischer Deputirten haben sie ihren ganzen Einfluss stets im Dänischen Sinne geltend gemacht, und haben alle niedern Posten ausschliesslich mit geborenen Dänen oder solchen besetzt, bei denen die Dänische Gesinnung durch den gewährten Vortheil erkauft werden konnte. Bei dieser ausschliesslich auf die Durchführung von Danisirungsmassregeln abzweckenden Richtung konnte freilich der städtischen Finansverwaltung nur eine untergeordnete Sorgfalt gewidmet werden. Durch eine eben so sinnlose als willkürliche Administration ist die Schuldenlost seit dem Kriege ungeheuer vergrössert und sind die städtlischen Gemeindewesens erfordert dringend und vor allem die Entlassung sämmtlicher Magistratsmitglieder und die besetzung der eledigten Stellen durch fähige und Deutsch gesinnt Männer.

Entsprechende Uebelstände finden sich im diesigen Schulwesen vor. Seit der KRige sind unsre Schulen nur als Anstalten für die Verbreitung Dänischer Gesinnung betrachtet und behandelt worden. So zählt die diesige Real- und Gelehrtenschule jetzt über 20 Lehrer, von denen nur drei im Stande sind, den Unterricht Deutsch zu ertheilen; bei der rein polititsichen Tendenz dieser Anstalt ist es erkllich, dass die Kinder religiös und sittlich durchaus vernachlässigt werden. Dennoch sind die meisten Bürger gezqungen ihre Kinder dorthin zu schicken, weil eine Lehrfreiheit nicht vorhanden ist und mehrfache Ansuchen, welche auf Gründung einer Privatschule unter Leitung tüchtiger Lehrer gerichtet waren, bei dem Schleswigschen ministeirum erfolglos blieben. Die Beseitigung der Dänischen Lehrer ist durch alle Rücksichten des Rechts und der Zweckmässigkeit geboten. Allgemein ist der Unterricht so mangelhaft, dass die Kinder im Confirmationsalter der Regel nach weder des Deutschen noch des Dänischen mächtig sind, die niedern Bürgerschulen, an denen die Unterrichtssprache Deutch ist, sind meistens mit unbrauchbaren Lehrer besetzt oder wenigstens mit unzureichenden Kräften versehen, da an den neuen Dänischen Schulen, welche man seit dem Kriege an alle Ecken der Stadt errichtete, möglichst tüchtige Dänen angestellt; auch hier stellt sich eine gründliche Reform und Aenderung des Lehrerpersonals als nothwendig dar.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 18. februar 1864).

Artiklen behandler på samme måde kirken, retsvæsen mv. Den preussiske civilkommissær i Flensburg svarede den 10. februar venligt på henvendelsen, og meddelte at han selv ville undersøge sagen. Den 18. februar 1864 indfandt en deputation repræsenterende ca. 800 medlemmer fra den tyske borgerforening "Euterpe" sig hos den østrigske civilkommissær grev Revertera. Den henviste til at man tidligere havde afleveret en skriftlig beretning til den preussiske civilkommissær. Revertera svarede at hans opgave var at regere efter de gældende love, som danskerne havde overtrådt den forskrift at alle offentlige embedsmænd skulle have studeret 2 år ved Kiel Universitet. Og at man måtte skride til aktion overfor disse. Derudover en paragraf om uværdige handlinger.

Jens Petersen (1829-1905): Rast ved gård i Øster-Dybbøl, 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.