Oversættelse af tysk artikel, se originalen under oversættelsen:
Fra Aabenraa er der igen rejst klager som kaster et næsten uhyggeligt lys over situationen. "Forholdene i vores by", skriver "National-Zeitung", "er virkelig beklagelige. Vi hører kanonernes torden næsten hver dag fra morgen til aften og er vidner om det blod, som Tysklands sønner udgydte for vores hellige sag. Samtidig lever vi videre under åget af de danske embedsmænd, vores mangeårige vogtere. Vi ved ikke længere hvor vi skal henvende os, fordi den højeste civile myndighed i vores land ikke ønsker at høre vores anmodninger og klager. Vi er omsider trætte af at påtage os at vende denne autoritet, og modtagelsen af den sidste deputation herfra har ødelagt ethvert yderligere forsøg af denne art. Vi retfærdiggjorde ikke vores klager i tomme sætninger fra den højeste myndighed: hele lovløsheden i disse embedsmænds danificerings- og inkorporeringsarbejde af os burde være tilstrækkelig. Der var grund til at fjerne det, men alt for tidligt så vi hvor fejlagtigt en sådan forudsætning var. Vi valgte nu en anden tilgang og informerede civilkommissærerne uddrag af omfanget af vore embedsmænds vilkårlighed og voldtægt en række sager som i enhver stat ville have været tilstrækkelige til at resultere i mere end blot afskedigelse - og alligevel er alle disse embedsmænd stadig indtil i dag blandt os. Under de rådende forhold er de preussiske bajonetter et forsvar for modstanderne af vores ret, for uden disse bajonetter ville vi følge eksemplet fra andre steder i landet. Næsten alle byer smed straks deres embedsmænd ud i kølvandet på de danske tropper, mens vi som stolede på vores retfærdige sag, ikke afveg et hårsbredde fra den juridiske vej - og hvilken gevinst har vi af det? Hvad vil de med os? Ellers søger vi klarhed om dette. Må vores stemme finde genlyd over hele Tyskland, og må den nå ørerne af dem, der har magten og pligten til at befri os. "
Aus Apenrade sind underdess wieder Klagen laut geworden, die ein fast unheimliches Licht auf die Lage werfen. "Die Zustände in unserer Stadt", schreibt man der "National-Zeitung", "sind wahrhaft beklagenswerth. Während wir fast täglich vom Morgen vis zum Abend den Donner der Kanonen hören und Zeugen sind des Blutes, das Deutschlands Söhne für unsere heiliche Sache vergiesen, leben wir fort unter dem Joche der dänischen Beamten, unserer vieljährigen Zwingherren. Wir wissen nicht mehr, wohin wir und wenden sollen, denn de oberste Civilbehörde unseres Landes will unsere Bitten und Beschwerden nicht hören. Wir sind es endlich müde, uns durch Petitionen an diese Behörde zu wenden, und der Empfang der letzen Deputation von hier hat uns jeden ferneren Versuch dieser Art verleidet. Wir haben nicht in leeren Phrasen der obersten Behörde unsere Beschwerden begründet, welche die ganze Rechtlosigkeit unserer disherigen Danisirungs- und Incorporationswerk dieser Beamten müsse ein hinlänglicher Grund zu deren Entferning sein, aber nur zu bald sahen wir ein, wie irrig eine solche Voraussetzung war. Wir wählten nun einen andern Weg und theilten den Civilcommissären aus der Masse von Willkürlichkeiten und Vergewaltigungen unserer Beamten eine Anzahl Fälle mit, welche in jedem Staate hinlänglich gewesen wären, mehr als blosse Amtsentlassung nach sich zu ziehen - und dennoch treiben noch heute alle diese Beamten ihr Unwesen unter uns fort. Unter den obwaltenden Verhältnissen sind die preussischen Bayonnette eine Schutzwehr für die Gegner unseres Rechts, denn ohne diese Bayonnette würden wir dem Beispiel der andren Stände des Landes folgen. Fast alle Städte haben sofort nach dem Rückzuge der dänischen Truppen ihre Beamten vertrieben, während wir im Vertrauen auf unsere gerechte Sache nicht ein Haar breit con dem legalen Wege abgewichen sind - und welchen Gewinn haben wir davon? Was will man mit uns? Omsonst suchen wir darüber Klarheit. Möge unsere Stimme wiederhallen in ganz Deutschland, und möge sie das Ohr Derer erreichen, welche die Macht und die Pflicht haben, uns zu befreien."
(Allgemeine Deutsche Arbeier-Zeitung, 24. april 1864).
Silkeborg, den 26de April.
Saa have vi da ogsaa heri Byen havt Besøg af de kjære Preussere. De kom rigtignok pludselig, men ikke aldeles uventede, thi det var jo at forudsee, at de vilde gaae høiere op i Jylland saasnart de vare komne i Besiddelse af Dybbøl. Allerede i Løverdags vidste man, at de fjendtlige Tropper vare i Anmarsch, men man antog dog ikke, at de vilde komme hertil før om nogle Dage; denne Beregning slog imidlertid ikke til, thi i Søndags Eftermiddags Kl. 5 ½ saae man pludselig 8 fjendtlige Ryttere holde paa Banken ved Aarhuus Landevei, hvorfra der haves Udsigt over Byen og den nærmeste Omegn. Lidt efter kom ogsaa Infanteri og Artilleri tilsyne, og det i stor Mængde, hvilket naturligviis vakte endeel Røre heri Byen. Dette lagde sig imidlertid snart, og efter et kort Ophold ovenfor Banken holdt Fjenden sit Indtog paa den for Tydskerne eiendommelige Maade, med Infanteri og Kavalleri mellem hinanden. Hovedstyrken blev holdende paa Torvet (som den næsten ganske fyldte), medens et Par Ryttere fore gjennem Gaderne og nogle smaa Afdelinger Infanteri besatte Byens Udgange. Paa Raadhuset, hvor Kommunalbestyrelsen var samlet med Politimesteren, foregik Indkvarteringen; men denne var for langsom for dHrr. Preussere hvorfor endeel af dem (navnlig dem, der kom om Aftenen) selv toge Kvarteer hvor de fandt for godt; heraf kom det, at enkelte Steder var belagt med flere Hundrede Mand, medens andre havde saa eller ingen. Imidlertid var dette ikke det Værste, især da Indkvarteringen kun var af kort Varighed; værre vare de i Forhold til vor Byes Størrelse meget betydelige Rekvisitioner samt de henad Aftenen og om Natten forøvede Tyverier og Indbrud, navnlig hos Kjøbmændene. Strax da Preusserne kom, forlangte de kun en Ubetydelighed, nemlig 1 Favn Brænde, 64 Pd. Flesk, 25 Pd. Brød og noget Halm "til Vagtstuen", men senere paa Aftenen tog de Munden bedre fuld og forlangte inden næste Morgen Kl. 8 udleveret 40 Stkr. Slagtekvæg (de fik dog kun 11), 5959 Pd. Flesk, 2650 Cigarer, 1116 Pd. Tobak, 359 Flasker Viin (som de selv udsøgte). 1200 Potter Brændevin:, 300 Pd. Salt, 1800 Pd. Riis, 500 Pd. Kaffe, 10 Tdr. Bankegryn. endeel Brød, 40 Pd. Reeb, en Kaffemølle, 6 store Kaffebrændere og en Decimalvægt (Kaffebrænderne og Vægten dog kun "tillaans (?) paa et Par Dage"). For alt det Udskrevne gaves Kvittering af en "preussisk Intendantur-Raad" Flie. Anderledes gik det med det, de menige Soldater "rekvirerede" hos Kjøbmændene, Bagerne osv ; de gav ingen "Kvittering", de stod som oftest med Pengene i Haanden, naar de forlangte Noget, men naar de havde faaet hvad de forlangte, stak de Pengene i Lommen igjen og gik deres Vei; de Færreste betalte. Men ikke nok hermed, alle de Sager, der fandtes hængende udenfor Kjøbmandens Disk og i Vinduerne forsvandt, ligesom om Aftenen mange Ruder bleve slaaede ind for at det, der endnu maatte være i Vinduerne, kunde udtages; ja paa flere Steder skete der endog Indbrud af en styggere Art, f. Ex. i en Uhrmagerboutik, hvor flere (man nævner 25) Uhre bleve borttagne, i Viinkjælderen, hvor saagar Pengekassen blev opbrudt, og i et Par andre Kjældere med Drikkevarer. Flere lignende Excesser, der ingenlunde taler til Preussernes Roes, bleve i Nattens Løb begaaede, og det var derfor med overordentlig Glæde, vi her faae, at Tropperne igaar Morges forlod vor By og drog Nord paa, uden at efterlade saameget som en eneste Mand. Rigtignok forlangte de, da de reiste, at der her skulde oprettes et Magasin og at dette skulde indeholde det samme Kvantum af Alleslags, som det, de havde modtaget, men det er formodentlig en Rekvisition, der har ligesaalidt at betyde som den Fordring, de gjorde da de kom, at der maatte gjøres Plads til dobbelt saa stort et Antal som det, hvortil der blev forlangt Plads. Om Preusserne iøvrigt have forøvet personlig Vold mod Nogen her, vide vi ikke; derimod er det vist, at de have været uforskammede mod flere, deriblandt Byfogden. Hele den Styrke, som var her, kan anslaaes til 3 - 4000 Mand, og bestod af de saakaldte brandenburgske Kyradserer og 3die Garde-Grenadeerregiment samt noget Artilleri under General Münster; den kom nok fra Bjerre Herred og havde formodentlig lagt Veien om over Skanderborg. I en Veigrøft ved Horsens havde Kyradsererne fundet Ligene af en preussisk Officeer og en Menig; Officeren havde et Sabelstik heelt igjennem Brystet. - Igaar Morges, kort efter Preussernes Afmarsch herfra, drog en lige saa stor Styrke herigjennem Nordpaa, bestaaende af de sorte vestphalske Husarer og et eller to Infanteriregimenter. Senere paa Dagen samt iaftes ankom der hertil endeel Vogne med Efternølere; disse rekvirerede strax nye Vogne og kjørte videre Nordpaa. Idag ankom omtrent 50 Vogne med Syge og kjørte strax videre Syd paa, dog først efterat der var rekvireret varmt Øl og Smørrebrød til de Syge. Det hedder, at der hverken er tydske Tropper i Horsens eller Veile, ligesaalidt som i Aarhuus; de ere alle trukne Nordpaa. Et Rygte om, at 20.000 Østerrigere og Preussere igaar og iforgaars vare ankomne til Veile, er i ethvert Fald forhastet.
- Efterat Ovenstaaende er nedskrevet erfare vi, at Preussernes Opførsel ingenlunde har været bedre i Omegnen og de Steder, de have passeret, end her. Paa de fleste Steder have de gjennemsøgt Alt, for, som det heed, at finde danske Soldater. Ved disse Eftersøgninger forsvandt de utroligste Ting. Et Sted ude paa Heden have de viist deres Mod ved at hugge Hovedet af en Hund, som gjøede ad dem, og paa et andet have de været saa ondskabsfulde at stikke Ild paa Heden, hvorved Lyngen paa over 100 Tdr. Land blev afbrændt. Denne Brand, der varede fra i Søndags Aftes til igaar Eftermiddags, kunde let have havt de sørgeligste Følger, hvis man ikke itide havde ydet Hjælp herfra, thi den havde allerede forplantet sig ti! Granerne i Nordskoven; heldigviis indskrænkedes Ilden saaledes, at kun nogle Hundrede Graner ødelagdes. Til disse Exempler paa tydsk Intelligents cg Ødelæggelseslyst skulle vi endnu føie et Par, som er ligesaa betegnende. Da Tropperne marscherede paa Landeveien hertil, gik en Feldtvebel med sin Sabel og slog Hovedet af de paa Veien plantede unge Træer. Et andet ligesaa smukt Troet er der, at Soldaterne paa flere Steder have overhugget og aldeles ødelagt Telegraftraaden og at de have omrevet og omhugget flere Telegrafstangen. Lad nu Nogen komme og paastaae, at den tydske Nation ikke er den meest civiliserede i Europa!
(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 26. april 1864).
Krigsskuepladsen i Nørrejylland. Horsens, den 24de April. (Fs. Stftst.) Saa er da at, er vor By i Fjendehaand ! De kom ei uventet, disse Preussens tappre Sønner.
---
Indqvarteringen gik meget uordentlig. Mange løb selv ind i Husene og tog Logis, hvor det behagede dem, man kunde ei tale dem til Fornuft; storsnudede og uforskammede i høieste Grad vare mange af dem, og naar saa de af Inqvarteringscommissionen Anviste kom, vare de stakkels Værter ret at beklage, thi indbyrdes kunde Tydskerne ei forliges, men enige vare de i at forlange Alt af Værterne. Efter megen Anstrengelse fra Borgernes Side blev det sat igjennem, at de ikke skulde bespises af Borgerne, men have deres Naturalforplejning, som de selv skulde hente paa Magasinerne, thi det var jo umuligt for de Fattigere at i udrede "Mittagsessen und Thee mit Butterbrod" til en halv Snees forsultne Tydskere. Omtrent 6-7000 vare indqvarterede her i Byen; en lidt mindre Styrke laae i Landsbyerne rundt omkring. Den allerstørste Deel af dem vare lige komne fra Schlesien og hørte til Zastraus Armeedivision; de anførtes af Generallieutenant v. Münster. De vare nye og pæne og troede, at de i det overvundne Land kunde tillade sig Alt; derfor var deres Opførsel alt Andet end exemplarisk, og i deres Røverier gik de methodisk tilværks. 10-12 brøde paa een Gang ind i Boutikerne og sloge Dørene op, naar disse ikke strax bleve aabnede; nu forlangte de at see paa, hvad de kunde bruge, det gik fra Haand til Haand og tilsidst ud af Boutiken, og sagde Kjøbmanden Noget dertil, bleve de høist indignerede, slog med Sabelen og truede ham, fordi han vovede at yttre Sligt til en Stormagtsdannede Soldater. Hos en Guldsmed toge de to Piber, men heldigviis fik han en forbigaaende Officier kaldt til, som tog Tyvekosterne fra dem og skammede dem ud og lovede dem deres fortjente Straf. Hos en Beendreier tømte de hele Boutiken, bankede Manden og Konen, og syngende og triumpherende over den vundne Seir forlode de Valpladsen, som de Overvundne. - Hvilken Høimodighed! Mange betalte kun 1/10 af den forlangte Sum og gik saa knurrende deres Vej med det Kjøbte, ligesom der var gjort dem stor Uret. Disse faa Exempler kunde formeres i det Uendelige, men det er nok for at vise deres Elskværdighed. Selv Officiererne gjorde noget Lignende; hos Boghandlerne reqvirerede de alle Danmarks-Kort, bleve meget opbragte over ei at kunne faae Mansas, toge dem med, der fandtes, og afleverede et Beviis for, at de havde taget dem: "der König von Dänemark bezahlt", sagde de og gik saa deres Vei. Om Aftenen maatte Byen til Vognparken levere 60 Vogne, hvilket faldt besværlig nok, da flere Borgere, belærte af Erfaringen, havde anseet det for bedst at sende deres Heste i Sikkerhed. Om Søndag Morgen toge de Alle bort og droge videre Nord paa ad forskjellige Veie, baade ad Chausseen og ad Serritslev; Nogle gik ogsaa mere vestlig.
- - -
(Svendborg Amtstidende 29. april 1864. Uddrag).
Markedsscene i Horsens under våbenhvilen 1864. Illustreret Tidende nr. 253, 26. juni 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
De første preussiske soldater indfandt sig i Aabenraa 10. februar 1864. Umiddelbart efter blev der formentlig plyndret en del mad, men hurtigt overgik forplejningen af soldaterne til at de betalte for de leverede varer. Det drejede sig gennem hele krigen især om hø, halm og havre til hestene. I februar også brød, kartofler, gryn og kaffe. Derimod næsten ingen kød. Fra marts måned var forsyningslinjerne sydpå blevet etableret, og tropperne fik nu det nødvendige herfra. Mere mærkbar var at tropperne blev indkvarteret i husene. (Kilde: Leif Hansen Nielsen: Aabenraa Amt under preussisk-østrigsk besættelse. in: 1864 - mennesker mellem magterne, s. 201-224).
Sidst i april krævede feltmarskal Wrangel at Nørrejylland skulle betale en krigsskat på 650.000 preussiske thalere som kompensation for den danske blokade af tyske havne og tysk skibsfart. Horsens skulle udrede 100.000 thalere. Da byrådet nægtede, blev det interneret i Rendsborg. Vejle skulle udrede 50.000 thalere. Også andre steder i Jylland sendtes byrådsmedlemmer til Rendsborg pga. vægring ved at betale. Ved våbenhvilen den 12. maj 1864 ophørte den danske blokade, og dermed frafaldt de allierede kravet om krigsskat. Allerede en uge før var man begyndt at sende de internerede retur til Jylland.
Den 28. april 1864 vendte preusserne tilbage til Århus, og denne gang blev de hilst af en mængde mennesker, "endogsaa Personer af den saakaldte "bedre Klasse" ... ret ligesom det kunde have været vore egne tropper!" Om Århus under okkupationen, se "Aarhuus under Occupationen 1864". Aarhus 1864.
