Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:
Fra Haderslev i slutningen af maj skriver "Kreutzztg.": En af de diakonisser, der arbejder her, Elise Hepp, bukkede under for tyfus som følge af den store indsats med at tage sig af de sårede. Elise Hepp kommer fra en gammel præstefamilie i den bayerske Rhin-Pfalz. Hun havde allerede arbejdet som diakonisse i Berlin Charitë i mere end to år, da hun blev kaldt til Slesvig. Hun havde været aktiv i de sidste uger af februar i Haderslev, hvor hun og tre andre diakonisser havde pligt til at tage sig af de sårede krigere, der talte fra 100 til 110 om dagen. Også hun døde på sin slagmark, og derfor har hun fundet sit hvilested blandt krigere. Til højre for hende ses preusserne, til venstre for hende ses østrigerne, der ligger begravet i Haderslev. Begravelsen var rørende og højtidelig. Danske og tyske damer havde sendt de kranse, der dækkede hendes kiste. Et østrigsk musikkorps afspillede koralen. Tre præster, den danske og de to tyskere, den protestantiske og den katolske, fulgte efter. De blev ledsaget af general grev Condrecourt, byens kommandant, grev Wrschowetz, ridder af St. John og andre høje officerer. Diakonisserne fra Apenrade og Kolding var kommet til begravelsen.
Aus Hadersleben, Ende Mai, wird der "Kreutzztg." geschrieben: Eine der hier thätigen Diakonissen, Elise Hepp, ist in Folge der grossen Anstrengungen bei der Pflege der Verwundeten dem Typhus erlegen. Elise Hepp stammt aus einer alten Pfarrerfamilie in der bayerischen Rheinpfalz. Sie hatte schon länger als zwei Jahre als Diakonissin in der Berliner Charitë gewirkt, als sie nach Schleswig berufen ward. Sie hatte ihre Wirksamkeit in den letzten Wochen des Februars in Hadersleben erhalten, wo ihr mit drei andern Diakonissen die Pflicht oblag die verwundeten Krieger zu pflegen, deren Zahl täglich 100 bis 110 waren. Auch sie starb auf ihrem Feld der Ehre Gottes, und so hat sie auch ihre Ruhestätte unter Kriegern gefunden. Rechts von ihr liegen die Preussen, links die Oesterreicher welche in Hadersleben beeridigt sind. Das Begräbniss war rührend und feierlich. Dänische und deutsche Damen hatten die Kränze gesandt die ihren Sarg bedeckten. Ein österreichisches Musikcorps stimmte den Choral an. Drei Geistliche, der dänische und die beiden deutschen, der evangelische und der katholische, folgten. Mit ihnen begleiteten den Zug General Graf Condrecourt, der Stadtcommandant, der Johanniterritter Graf Wrschowetz und andere hohe Officiere. Die Diakonissen aus Apenrade und Kolding waren zur Beerdigung gekommen.
(Allgemeine Zeitung 10. juni 1864)
Johanniterordenen anbragte et kors med indskriften: "Elisa Hepp, Diakonisse fra Kaiserswerth, død den 17. Maj 1864. Phil. 1, 21, 23" og et johaniterkors. Det var første gang uddannede sygeplejersker arbejdede på feltlazaretterne. Danske diakonisser plejede sårede og syge danske soldater i Augustenborg og Nordborg på Als, tyske diakonisser fra Kaiserswerth arbejdede på tyske lazaretter i Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Kolding. Elise Hepp var en af de mange, der brød med 1800-tallets traditionelle kvinderolle og gik ind i diakonissebevægelsen, hvor hun blev uddannet til at pleje syge; hun var blandt de første, der meldte sig til tjenesten som sygeplejerske på slagmarken. Tydeligt fremhævet ses symbolet for alle diakonissehuse: Duen med oliegrenen, som stammer fra beretningen i 1. Mosebog, kapitel 8, om Noahs ark. Stenen er placeret i det område på kirkegården, hvor det tyske mindretal mindes deres døde under de slesvigske krige og under første og anden verdenskrig. (Fra "Sygeplejersken" 2001, 41).
Den rebelske Lærerstand i Slesvig. Som et Exempel paa den dybe Demoralisation, der findes i den nuværende slesvigske Embedsstand, anfører "Dagbladet" følgende Erklæring fra 5 Lærere i Tønderegnen, hvorved de "sige sig løs" fra den Troskabseed, de have aflagt til Kong Christian den Niende: "Undertegnede Lærere, som have underskrevet den dem af den danske Kong Christian den Niende affordrede Homagialeed, erklære herved: at kun vort Lands daværende haabløse Tilstand, Visheden om, at de, naar de vægrede sig ved at aflægge Eden, strax vilde blive afsat fra deres Embeder, og den deraf opstaaede Bekymring for deres Familie have foranlediget dem til at aflægge Eden; at der efter deres faste Overbeviisning ikke forelaae nogen Ret, hvorefter Kong Christian den Niende af Danmark kunde være beføiet til at fordre en Homagialeed af Beboerne af Hertugdømmerne Slesvigholsteen; at, ihvorvel det i og for sig ikke lader sig retfærdiggjøre, at slesvigholsteenske Undersaatter have aflagt denne Eed, er det dog en endnu langt større Forseelse at holde og efterleve den (!); at derfor Undertegnede ikke kunne forene det med deres Samvittighed at holde og efterleve den dem retsstridig affordrede og i sit Indhold uretmæssige Eed. De sige sig derfor paa det Højtideligste løs fra den til Kong Christian den Niende af Danmark aflagte Homagialeed og udtale herved, at de efter denne aabne Erklæring og Løssigelse betragte sig som løste fra deres Eed, De erkjende tillige, at de i Friedrich den 8de anerkjende Slesvigholsteens retmæssige Landsherre."
Forsamling ved Haderslev. Den tidligere bebudede Forsamling ved Haderslev, hvis Øiemed det skulde være at tilkjendegive Nordslesvigernes Antipathi ikke blot mod en Deling af Slesvig, men ogsaa mod en Forening med Danmark, har fundet Sted i Mandags. Det er bekjendt, at denne Forsamling, skjøndt afholdt i Haderslev, ingenlunde kan siges at være en Forsamling af Nordslesvigere, idet man i længere Tid har trommet Folk derop og et ikke ringe Antal Sydslesvigere have deeltoget deri. Dette forhindrer imidlertid ikke de tydske Blade i at lade sig telegrafere fra Haderslev: "I dette Øieblik har en Forsamling af "6000 nordslesvigske Mænd" paa den Vest for Haderslev liggende Høi Bøghoved vedtaget følgende Erklæring: Den af Englands og Frankrigs Befuldmægtigede paa Londoner-Konferencen foreslaaede Deling af Slesvig strider imod vore vigtigste Livsinteresser. Vi betragte den som den største Uret og den største Ulykke, der kunde ramme os. Vi ville aldrig adskilles fra Slesvig eller indlemmes i Kongeriger Danmark," Man vil dog vide, at Bøghoved ikke skal kunne rumme over 1000 Mennesker.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 10. juni 1864).
Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:
Haderslev, 6. juni. Seks tusinde mennesker fra Nordslesvig var i dag samlet ved Bøgehoved. Begyndende og afsluttende med en salme, blev mødet åbnet og ledet af dr. Hansen fra Haderslev på nordslesvigsk dialekt. Dr. Hansen hilste de fremmødte med en tale hvori blev påpeget denne forsamlings store betydning for hertugdømmerne Slesvig-Holsten, og især for det nordlige Slesvig, der i lige så høj grad har ret til evig forening med syden som enhver anden del af hertugdømmerne. Efter dette foredrag holdt prof. dr. Jessen, født i Nordslesvig, i en tysk tale mod de delingsprojekter der ødelægger hele landets lov. Han fremhævede at nordslesvigerne havde lige så stor ret til at blive hørt om deres skæbne som ethvert andet folk; en deling ville ødelægge det sunde liv i hele hertugdømmet Slesvig, hele Slesvig-Holsten. For 400 år siden havde Christian I svoret hele hertugdømmet Slesvigs ret til udelelighed fra Holsten og evig uafhængighed af Danmark; denne yderst vigtige handling blev beseglet lige her på dette sted, hvor det gamle Haderslev Slot engang lå. Det er ikke blot ret, men enhver slesvigers pligt at protestere uden menneskefrygt mod enhver deling af landet som mod en vanærende ødelæggelse af samme. Derfor ville alle brødrene fra Nordslesvig, fra Vidå til Kongeå, være samlet her i dag for sammen og højtideligt at protestere mod enhver splittelse. Derpå anbefalede jernstøber Bonnichsen fra Haderslev den fremlagte resolutionen på nordslesvigsk dialekt ved især at understrege at en deling af Slesvig ville ødelægge såvel den klare ret og landets materielle interesser. Enhver slesviger der elsker sit land, vil hæve sin røst kraftigt mod enhver indlemmelse i Jylland, mod deling af Slesvig. Endelig fremlagde dr. Hansen den læste beslutning til vedtagelse. Det samme blev enstemmigt accepteret med højlydt bifald. Efter mødet gik folkemængden af sted med "Slesvig-Holsten"-sangen. Hele fejringen gjorde et meget opløftende og værdigt indtryk. Resolutionen lyder ordret (den er skrevet på nordslesvigsk dialekt og på tysk): "Den deling af Slesvig der blev foreslået af Englands og Frankrigs befuldmægtigede på London-konferencen, er i strid med vores vigtigste vitale interesser. Vi betragter den som den største uretfærdighed og den største ulykke, der har ramt os Vi ønsker aldrig nogensinde at blive afskåret fra Slesvig og indlemmet i kongeriget."
Hadersleben, 6 Juni. Sechstausend Nordschleswiger waren heute bei Bögehoved versammelt. Die Versammlung mit einem Choral begonnen und geschlossen, wurde eröffnet und geleitet von Dr. Hansen aus Hadersleben im nordschleswigischen Dialekt. Dr. Hansen begrüsste die Anwesenden mit einer Ansprache, in welcher auf die grosse Bedeutung dieser Versammling für die Herzogthümer Schleswig-Holstein, und namentlich für den Norden Schleswigs hengewiesen wurde, der ebensowohl das Recht der ewigen Union mit dem Süden habe als irgenein anderer Theil der Herzogthümer. Nach diesem Vortrag sprach Prof. Dr. Jessen, geborner Nordschleswiger, in deutscher Rede gegen die das Rechts des ganzen Landes zerstörenden Theilungsprojecte. Er betonte dass die Bevölkerung Nordschleswigs ebensowohl das Recht habe über ihr Geschick gehört zu werden als irgendein anderes Volk; eine Theilung werde das gesunde Leben des ganzen Herzogthums Schleswig, ganz Schleswig-Holsteins vernichten. Vor 400 Jahren habe Christian I das Recht des ganzen Herzogthums Schleswig auf Untheilbarkeit von Holstein und ewige Unabhängigkeit von Dänemark beschworen; dieser hochwichtige Act sey gerade hier auf dieser Stelle, wo einst das alte Schloss Hadersleben gestanden, besiegelt worden. Das Recht nicht bloss, die Pflicht jedes Schleswigers sey es gerade ejtzt ohne Menschenfurcht gegen jede Theilung des Landes als gegen eine schmåhliche Zerstörung desselben zu protestiren. Darum hätten sich alle Brüder aus Nordschleswig, von der Widau bis zur Königsau, heute hier versammelt, um gemeinsam und feierlich gegen jede Theilung zu protestiren. Hierauf motivirte Eisengiesser Bonnichsen von Hadersleben die vorgelegte Resolution im nordschleswigischen Dialekt, indem er namentlich hervorhob dass eine Theilung Schleswigs das klare Recht wie die materielle Interessen des Landes vernichten werde. Jeder Schleswiger welcher sein Land liebe, werde gegen jede Incorporation in Jütland, gegen Theilung Schleswigs seine Stimme mannhaft erheben. Schliesslich legte Dr. Hansen die verlesene Resolution zur Annahme vor. Diesselbe wurde einmüthig unter lauten Zuruf angenommen. Nach Schluss der Versammlung zog die Menge mit dem "SChleswig-Holstein"-Lied ab. Die ganze Feier machte einen sehr erhebenden und würdigen Eindruck. Die Resolution lautet wörtlich (abgefasst ist sie im nordschleswigischen Dialekt und deutsch): "Die von den Bevollmächtigten Englands und Frankreichs auf der Londoner Conferenz vorgeschlagene Theilung Schleswigs widerstreitet unsern wichtigsten Lebensinteressen. Wir betrachten sie als das grösste Unrecht und als das grösste Unglück welches uns treffen könnte. Wir wollen nie und nimmer von Schleswig abgeschnitten und in das Königreich einverleibt werden."
(Allgemeine Zeitung 11. juni 1864)
Af et Brev fra Haderslev den 6te Juni. (Fs. Stiftd.) Idag har den store Demonstration funden Sted, som vore Hjemmetydskere saa længe har forberedt, og som skal bilde Verden ind, at vi her i Byen og Egnen ere tydsksindede. Stort var den anlagt, og Hundreder vare hentede herned fra Sydslesvig og Holsteen for at demonstrere i vort Navn, men tarveligt faldt den alligevel ud ligesom alle de Komedier, der ere opførte her siden den 11te Marts, da vor Lidelsestid begyndte. Det er kun en flygtig Beskrivelse, jeg i dag er istand til at give. Hele Dagen igaar strømmede Vogne, fulde af Mennesker, ind over Sønderbro. Jeg saae selv et Tog paa fire propfulde Vogne med en Fane, hvorpaa stod "Amt Huten". Alle brølede "Schleswigholstein", svang Oprørsfanen og opførte sig overhovedet paa en Maade, som aldrig kunde falde nordslesvigske eller andre danske Bønder ind. Der var opført ikke færre end syv Æreporte, men Østerrigerne, som lode sig bruge til Alt, skare inat disse Æreporte ned. Østerrigerne syntes forresten at have sat sig for at lade Demonstrationen gaae for sig og kun at forebygge Conflicter. Derfor var det paa den ene Side forbudt Deeltagerne at drage ud til Festpladsen i Optog med Faner og Musik, paa den anden Side havde Gondrecourt af "Amtmand" Kier ladet sig bevæge til at lade et Compagni med skarpladte Geværer møde for at afholde de Danske fra nogen Moddemonstration. Dette var ikke overflødigt, thi da det er Torvedag, er der en stor Mængde virkelige nordslesvigske Bønder i Byen, og de saavelsom de brave Smaaborgere vare mere end villige til at sprænge hele den elendige Forestilling. Men da man havde erfaret Østerrigernes Hensigt at forsvare Demonstrationen med Vaabenmagt, havde man skrevet efter flere af de meest ansete Mænd fra Landet for at afholde Bøndernes berettigede Forbittrelse fra et Udbrud, der blot kunde lede til et sørgeligt Myrderi, ligesom ogsaa indflydelsesrige Borgere hele Dagen maatte være i Virksomhed for at faae Byens Folk til al forholde sig rolige. Demonstrationen fik saaledes Lov til at gaae sin uforstyrrede Gang. Fra den tidlige Morgenstund vrimlede det i Gaderne af Mennesker, Faner og Indskrifter; saaledes har f. Ex. Kjøbmand P. Petersen, der i Begyndelsen bar Kappen paa begge Skuldre og endog lod sig nøde til at blive Raadmand, sat med Grønt over sin Dør: "Ingen Deling", hvorved han dog ikke har fornægtet sin sædvanlige Forsigtighed, idet hans Kunder kunne tage det, i hvilken Betydning de ville. En stor Fane med Indskriften "Ewig ungedeelt" blev baaren igjennem Gaderne ud til Festpladsen paa Bøghoved. Dersom De kjender denne Plet, saa veed De, at det er en lille enkeltstaaende, kratbevoxet Bakkevold tæt Vest for Byen, der ikke kan rumme eet Tusinde Mennesker. Saamange har der imidlertid næppe været, skjønt det var en ganske anseelig Mængde, der var skrabet sammen; de fleste saae ud som Bønder, og mange af dem bare "Herzog Friedrichs" nye "Gerhardsorden", men fra Byen og dens Opland vare de Færreste. Da det var bleven forbudt at drage ud til Festpladsen i Optog, trak Deeltagerne derud i smaa Klynger og maatte i Storegade passere Revue imellem to Rader danske Bønder. Et andet Sted i Gaden stod Slagtergadens fortræffelige Befolkning for at see paa Optoget og trøstede sig i sin Skuffelse over, at dette udeblev, med at sige Vittigheder paa de Forbidragende og af og til opslaae en skraldende Latter f. Ex. da Østerrigerne kom, raabte de: "Der kommer æ Bedækning !" Byens Drenge løb om med Dannebrogssløifer og naaede da ogsaa engang imellem at blive forfulgte af Husarerne, men slap heldigviis fra dem.
Festligheden derude varede kun en Time, saa kom Deeltagerne nok saa kalkunske tilbage. Jeg var der selvfølgeligt ikke, men har hørt, at der vexelviis blev holdt danske og tydske Taler, og at de have besluttet ingen Deling at ville have og ingen Forening med Danmark, men at holde sammen som Brødre.
(Svendborg Amtstidende 11. juni 1864).
Der var uenighed om antallet af deltagere på Bøghoved. Fra tysk side angaves antallet til mellem 5 og 8.000, fra dansk mellem 1.200 og 3.000. En delegation bestående af købmændene C. A. Hundewadt og C. E. Hoffgaard fra Aabenraa og gårdmændene Boy Jürgensen fra Stubbæk og Peter Nissen fra Hjollerup (samt muligvis nogle stykker mere) blev sendt til Berlin med resolutionen.
Et lignende arrangement og forløb fandt sted i Løgumkloster den 21. juni 1864. Kilder var igen uenige om deltagerantallet. Tyske opgivelser sagde 5 til 7000, danske fra 600 til 3000. Udover at afholde folkemøder blev der også afsendt mange andre deputationer til Berlin og Bismarck med ønske om ikke at dele Slesvig, eventuelt heller ikke Slesvig-Holsten. Bismarck havde på daværende tidspunkt hemmeligt instrueret den preussiske forhandler i London til at acceptere linjen Tønder-Flensburg (altså tilnærmelsesvis den grænse som blev fastlagt med afstemningen i 1920). Uden at kende Bismarcks overvejelser var en deling af Slesvig "som det mindst onde" også begyndt at vinde indpas hos dansksindede i Nordslesvig.
