Sølyst Teglværk, Nivaa. (Efterskrift til Politivennen)

Optøier imod tydske Arbeidere. Der ligger langs Øresund, navnlig ved Nivaa, endeel Teglværker, hvor der i tidligere Aar har været benyttet en Mængde indkaldte Tydskere. Forrige Aar maatte Eierne imidlertid lade sig nøie med Danske og Svenske, og man kunde vel have ventet, at Eierne ogsaa iaar, saa kort efter Krigen, vilde have toget noget Hensyn til Befolkningens Stemning imod Tydskerne ved ikke at indkalde de fremmede Arbejdere. Dette har imidlertid ikke været Alles Mening, og navnlig er der paa Sølyst, ved det Grosserer Haste tilhørende Teglværk antaget 28 Tydskere. Dette gjorde et stærkt Indtryk paa de danske Arbejdere, hvoraf Flere afvigte Aar havde deeltaget i Felttoget, og man hørte jevnlig Yttringer som denne: "at Tydskerne ikke blot skulle berøve os Slesvig, men ogsaa tage Brødet af Munden paa os i vort eget Land, det er for galt." Misfornøjelsen brød tiI sidst ud i Handling. Søndagen den 30te April samledes 2-300 af Omegnens Arbejdsfolk og drog med Flag og en Violinspiller i Spidsen til Sølyst, hvor det efter et Par Timers Forløb lykkedes dem at faae en Samtale med Bestyreren, og de lod sig da nøie med dennes Løfte om at forebringe deres Begjæring om Tydskernes Afskedigelse for Eieren, uden at videre Excesser foretoges; nogle Ruder gik dog i Løbet, formodenlig af Uforsigtighed. Uagtet den begyndte Politiundersøgelse og Opfordringerne til Befolkningen at forholde sig rolig, gjentoges Demonstrationen efter en betydelig forøget Maalestok i Søndags Eftermiddag Kl. 5-6, og skjøndt der var Politibetjente tilstede saavel fra Fredensborg som fra Hørsholm, kunde disse 5 Mand ikke forhindre, at man opbrød Døren til Tydskernes Opholdsværelse og jog dem ud. En paa Teglværket værende Madklokke brugtes som Signal til de nogle Gange i saa Henseende foretagne Stormløb. Med Undtagelse af, at Betjentene blev revne omkuld, og at et Par af dem ramtes af Steen, dog uden at beskadiges videre, skete der forresten ingen videre Excesser, og Tydskerne led heller ingen anden Overlast. Politimesteren indfandt sig henad Kl. 9; de tydske Arbejdere vendte da tilbage til Gaarden, og Resten af Mængden spredtes ad, saa at, da den af Eieren rekvirerede Husarafdeling en Times Tid derefter kom til Stedet, var med Undtagelse af et Par smaa Hobe Hver gaaet til Sit og Tydskerne komne tilbage til deres Sovesteder.

Disse Excesser, som forøvrigt ogsaa skulle have fundet Sted paa nogle af Teglværkerne ved Helsingør, ere selvfølgelig høist utilbørlige, og det gaaer ikke an, at Befolkningen saaledes tager sig selv tilrette i Forhold, hvor ingen Tvang der finde Sted. Men paa den anden Side kunne vi ikke Andet end foreholde Ardeidsherrerne, at de handle urigtig og uforsigtig ved at indforskrive disse tydske Arbeidere, som under de nuværende Forhold nødvendig maae være ilde sete her i Landet.

(Dagbladet (København) 10. maj 1865),

Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 11. maj 1865 bragte også et forkortet referat fra Dagbladet, dog uden de anti-tyske bemærkninger.

Sølyst Teglværk blev oprettet 1856 på et stykke jord fra Nivågård - hvor også Niverød Teglværk blev anlagt. Forvalter fra 1860/61 var Fritz Hansen Friedrichsen (1835-1890), søn af brændemester ved Rennberg Teglværk ved Egrnsund Johan Peter Friedrichsen. Han overtog teglværket som ejer 1866. Han hentede billig arbejdskraft i form af sæsonarbejdere fra Lippe Detmold i Tyskland, men efter den nævnte affære stoppede det - bl.a. også fordi den tyske teglværksindustri selv havde brug for arbejdere. I stedet ansattes svenskere, selv børn. Friedrichsen nægtede at efterfølge fabriksloven 1873 som lagde begrænsninger på hvordan børn skulle arbejde. Såvel teglværk som andre bygninger blev nedrevet, senest 2009. Udskibningsmolen findes stadigvæk, det er den sydligste af de to moler som ligger umiddelbart syd for Nivå Havn.

Slagsmaal ved Banegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

En Sammensværgelse blandt Droskekudske. Til Ordens Overholdelse blandt Droskekudskene ved Jernbanen er der af Politiet truffet flere Bestemmelser', hvis Opfyldelse med den ligeover disse Folk nødvendige Strenghed paasees af det ved Banegaarden posterede Politi. For at der imidlertid aldrig skal savnes Vogne til Befordring af de Reisende, er der oprettet en Holdeplads for Drosker udenfor Banegaarden, og de der holdende Drosker have den Forret at holde forrest i Rækken ved ethvert Togs Ankomst, forsaavidt de møde ved Jernbanestationen senest ved Heisningen af Signalet for et Togs Ankomst. Denne Foranstaltning ere de andre Droskekudske meget misfornøiede med, og denne Misfornøielse kom i Mandags Eftermiddags til Udbrud, idet Kudskene havde sammensvoret sig om, at de, naar Holdedroskerne bleve satte forrest i Rækken, alle vilde kjøre bort, og denne  Beslutning blev da ogsaa udført af dem alle paa to nær, som vare mere fornuftige og erkjendte, at dette vilde være ea unyttig Demonstration. Det eiendommelige Kammeratskab, som hersker mellem Droskekudskene, synes ikke at have tilladt de Sammensvorne at sove roligt, for de to Frafaldne vare blevre tugtede. Samme Dags Aften Kl. 10 hørte det ved Banegaarden posterede Politi Spektakel som af Slagsmaal, og ved at ile til Stedet, saaes det, at det var den ene af de to Syndere, som blev afbanket af hans Kammerater. En af disse, der i Særdeleshed udmærkede sig ved at bearbeide ham, blev udvist af Banegaardens Territorium til stor Misfornøielse for de Øvrige, der alle syntes at have samlet Mod til deres Heltebedrift ved Nydelsen af adskillige Snapse. Da der netop i dette Øieblik ankom et Tog, gjorde det vagthavende Politi, der kjendte alle de Paagjældende, intet Videre ved Sagen den Aften, men anmeldte strax det Passerede paa Politikammeret. Den næste Dag, da Rusen var udsovet, og Urostifterne formodentlig vare komne til Erkjendelse om, at den foregaaende Aftens Begivenheder let kunde have ubehagelige Følger for dem, var Alt i Orden igjen. Paa Grund heraf afgjordes Sagen paa den Maade, at Formanden for Optøierne blov opkaldt til 1ste Politiinspektør, der gav ham en alvorlig Advarsel og tillige forbød ham indtil Videre som Droskekudsk at indfinde sig paa Banegaarden.

(Dags-Telegraphen (København) 6. maj 1865).

Slagsmaal i "Fønix" (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling, Assessor Wallick.

Torsdagen den 4de Mai.

- Alt gik roligt og fredeligt i "Fønix"; til Gigers og Trompeters Lyd hvirvlede de muntre Skarer sig paa det nye vandede Gulv, men pludselig afbrydes Terpsikores muntre Præster og Præstinder i deres uskyldige Glade - Grupperne skilles. Kvinderne i de lette Kostumer flygte hvinende til Salens fjerneste Kroge, medens Salens Midte er opfyldt af en Prygl, blaa Øine og Skaller uddelende Masse af Kæmper. Særlig udmærkede en Mursvend sig: der vankede dygtige Hug fra hans vældige Næver, og snart havde han gjort ryddeligt omkring sig; men da viste Betjentene sig; de greb ham i Nakken. fik ham ud af Lokalet, puttede ham ind i en Droske og kjørte ham til Stationen. Hans Silkehat led meget ved hans Anholdelse, og han forlangte idag 6 Rd. i Skadeserstatning for den, men det kunde ikke bevilges; heller ikke kunde han faa Erstatning for Svie og Smerte, der var foraarsaget ved, at han havde modtaget en lille Rift af en Negl i Nakken; derimod maatte han love inden Maanedens Udgang at ofre 4 Rd. til Fattigkassen, da der maa tages alvorlige Forholdsregler for at forebygge de hyppige Slagsmaal i Dandseboden.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 5. maj 1865)

St. Hans Hospital 1863. (Efterskrift til Politivennen)

St. Hans Hospital for Svagsindede. I "Departementstidenden for 15te ds. offentliggjør Justitsministeriet en af Kjøbenhavns Magistrat affattet Beretning om dette Hospitals Virksomhed i 1863, hvoraf sees Følgende:

Den 1ste Januar 1863 var Antallet af Patienter i hele Hospitalet 437 (186 Mandfolk, 251 Qvindf.), af hvilke 142 Mandf. og 198 Qv. befandt sig i Pleiestiftelsen, Resten i Kuurhuset. I Aarets Løb indkom 110 Patienter (52 M., 58 Qv.); der behandledes saaledes i Løbet af Aaret ialt 547 Patienter (238 M., 309 Qv.), af hvilke der i bemeldte Tid afgik fra Hospitalet 86, (44 M., 42 Qv.). Ved Aarets Slutning var altsaa Patienternes Antal 461 (194 Mandf., 267 Qv.) af hvilke 345 (135 Mantf., 210 Qv.) befandt sig i Pleiestiftelsen, Resten i Kuurhuset. Med Hensyn til Hjemstavn vare af de i Aarets Løb indlagte 110 Patienter fra Kjøbenhavn 94 (44 M. *), 50 Q.), fra det øvrige Danmark 11 (4 M., 7 Q). i og fra Udlandet 5 (4 M., 1 Q.). - Disse Patienters Alder varierer fra indtil 15 Aar (1 M.) indtil imellem 76 og 80 Aar (3 nemlig, 1 M. og 2 Q.). I Alderen mellem 51 og 55 Aar er Antallet størst, nemlig 16, imellem 21 og 25, 31 og 35 samt 41 og 45 Aar 14 og imellem 36 og 40 Aar 11. - Med Hensyn til Ægteskabsforholdet vare af ovennævnte Patienter Ugifte 58 (31 M., 27 Q.). Gifte 41 (18 M.. 23 Q.). Fraskilte 1 (1 Q.), og i Enkestand 10 (3 M., 7 Q.) - Hvad Stand og Stilling angaaer hørte det største Antal af Patienterne til Haandværksklassen, nemlig 35 (19 M., 16 Q.). Med Hensyn til, hvorlænge Sygdommen ved Indlæggelsen havde varet meddeles endvidere en tabeltarisk Oversigt, til hvis Korrekthed der dog ikke kan sættes videre Tillid paa Grund af Vanskeligheden ved at erholde Oplysninger om Patienternes tidligere Liv og Tilstand; 21 af de Indlagte have tidligere een eller flere Gange været behandlede i Hospitalet, 1 af dem endogsaa 12 Gange. - Iblandt de anførte sandsynlige Aarsager til Sygdommens Fremtræden have Drukkenskab, mangelfuld Næring og sexuelle Udsvævelser fremkaldt de fleste Tilfælde, nemlig henholdsviis 15 (13 M., 2 Q.) 9 (1 M., 8 Q.) og 8 (alle M.). Disposition efter tidligere Anfald uden bekjendt Anledning har været til stede i 19 Tilfælde (3 M., 16 Q.) og aldeles ubekjendte Aarsager i 10 Tilfælde (6 M., 4 Q.). Væsentlig Betydning som Aarsagsmoment havde Arveligheden: 42 Patienter (19 M., 23 Q.) havde sindssyge Slægtninge, 46 (21 M., 25 Q.) havde ingen, om 22 (12 M., 10 Q.) manglede Oplysninger.

"Lægen bemærker": - hedder det i Indberetningen "at man skulde have troet, at det politiske Røre, der i en saa høi Grad har paavirket Alles Stemning, ogsaa skulde have været medvirkende til at fremkalde Udbrud af Sindssygdom, men dette synes imidlertid ikke at have været Tilfældet, hvorimod flere af de ældre Patienters sygelige Phantasier derved have faaet en tydelig politisk Farvning.

"Med Hensyn til det saakaldte "no restraint" System, der ikke tillader Anvendelse af nogensomhelst mechanisk Tvang hos de Sindssyge, yttrer Lægen, at det ikke kan nægtes, at dette System, der fra England, hvor det under den offentlige Menings Tryk er blevet gjennemført i de fleste Hospitaler, lidt efter lidt har skaffet sig Tilhængere i næsten alle europæiske Lande, har saa mange gode Sider, at man ikke kan Andet end slutte sig fuldkomment til det i Theorien. I Praxis derimod opstaae ikke faa Vanskeligheder, der ikke let lade sig overvinde: navnlig fordrer Systemet en betydelig Rummelighed og en Rigdom paa Celler og Eneværelser, der ikke altid lader sig skaffe tilveie, og paa Grund heraf vil Principet ikke kunne blive herskende paa Pleiestiftelsen med dens, i Forhold til Lokaliteterne, talrige Patientstand. Men tillige maa det vist, tilføier Lægen, indrømmes, at dette System, gjennemført i sine yderste Konseqventser, i mange Tilfælde ikke er tilraadeligt, maaskee neppe tilladeligt; ligesom ogsaa Hensynet til den Ødelæggelsesdrift, der ofte er saa stærkt fremtrædende hos enkelte Maniakalske, og som man heller ikke bør give uindskrænket Spillerum, synes at burre komme med i Betragtning. Lægen har derfor ikke heller paa Kuurhuset kunnet gjennemføre dette Princip, skjøndt han paa Kuurhusets mandlige Afdeling ofte for længere Tidsrum har havt den Glæde ikke at behøve at anvende nogensomhelst Tvang." 

Sanct Hans Hospital på Bistrupgård. Tegnet efter naturen af A. Ray. Illustreret Tidende 29. juli 1866.

Af de fra Hospitalet afgaaede Personer vare helbredede 27 (8 M., 19 Q)., væsenttig bedrede 13 (5 M. 8 Q.) uhelbrede 10 (6 M., 4 Q.), og døde 36 (25 M., 11 Q.). De Uhelbredede bleve udtagne for at behandles deels i Hjemmet, deels i andre Hospitaler deriblandt tvende Udlændinge: 1 undveg til Hjemmet og forblev der. - Af Tabellen over Dødsaarsagerne sees, at Lungesvindsot har bortrevet det største Antal, nemlig 10: I ere døde af Blodudtrækning i Hjernens Hinder og 3 af Hjerneblødhed. Der bemærkes endvidere:

"Der er i Aarets Løb ikke indtruffet noget Selvmord paa Hospitalet; een Patient er død ved et Uheld. Tvende Patienters Død synkes væsentligst at maatte tilskrives deres Vægring ved at nyde nogensomhelst Føde. Hos flere andre Patienter har en lignende Madskræk været saa udviklet, at den har nødvendiggjort deres Tvangsmadning i kortere eller længere Tid, og hos alle disse har den beroet paa religieuse Vandvidsideer; hos dem derimod, hvis Madskræk beroede paa deres Frygt for at blive forgivet eller eller Lyst til at vække Opsigt eller til derved at sætte Neget navnlig deres Udskrivning igjennem, gik den i Reglen spontant over, saasnart Sulten blev mere følelig"

Gjennemsnitsantallet af Beskjæftigede har været i Kuurhuset 74 pCt. af Mandfolkene og 71 af Fruentimmerne; i Pleiestiftelsen 61 pCt. af Mandfolkene og 51 pCt. af Fruentimmerne.

Med Hensyn til Hospitalets Oekonomi gives følgende Oplysninger:

De i begge Hospitalets Afdelinger, Kuurhuset og Pleiestiftelsen, i 1863 behandlede 547 Patienter, ere forplejede ialt i 166,307 Dage, og Forpleiningsudgifterne have andraget 35,574 Rd. 73 sk. Fordeles denne Sum paa Antallet af Forpleiningsdagene i hver enkelt Klasse, udkommer: 1ste Pleie 5479 Dage a c. 49 sk pr. Dag, 2den Pleie 9711 Dage a c. 40 sk. 3die Pleie 45,471 Dage a e. 22 sk. 4de Pleie 105,643 Dage a c. 16 sk pr. Dag. 

I Arbejdsløn til Patienterne er i Aarets Løb udbetalt 1580 Rd., hvoraf 391 Rd. falde paa Kuurhuset og 1189 Rd. paa Pleiestiftelsen. Denne Forskjel hidrører fra, at Kuurhuset optager alle ny indkomne Patienter, der ofte henligge i længere Tid uden at In mie arbejde, medens Pleiestiftelsen kun rummer ældre Sindssvage, der ere istand dertil.

Hospitalets Driftsudgifter i 1863 have afdraget 77,729 Rd., og Indtagen 24,079 Rd. Kommunens Byrde ved dets Drift har altsaa været 53,650 Rd. foruden Renten af den i Anstaltens Bygninger og Inventarium anlagte Kapital 538,610 Rd.

*) I "Deptd." staaer, formodentlig ved en Trykfeil, 45.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. maj 1865).

Kurhuset ved Sankt Hans Hospital. Det blev åbnet i 1860 og er tegnet af arkitekten Gottlieb Bindesbøll. Der var plads til 150 patienter og bød ved sin åbning på de mest moderne behandlingsforhold for sindslidende i Norden. Hospitalets kirke ligger også i bygningen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Forgængeren til hospitalet stammer fra 13. århundrede med spedalskhedshospitalet Skt Jørgensgård, der senere blev forenet med Helligåndshuset. 1630 flyttede hospitalet uden for Københavns volde, nu også for fattige og epidemisk syge samt med dårekiste. Efter flere flytninger uden for Vesterport blev det opført ved Kalvebod Strand hvor det lå i godt 100 år. Omkring 1749 fik det officielle navn "Sankt Hans Hospital og Claudi Rosset’s Stiftelse". 1769 flyttede det til Ladegården som Fattigvæsenet havde købt af landmilitæretaten. Under Københavns bombardement 1807 blev Ladegården rømmet. I 1808 købte Københavns magistrat Bistrup Gods ved Roskilde og overflyttede 1816 Skt. Hans Hospital dertil. Først i 1860 fjernedes dog de sidste fattiglemmer. Skt. Hans Hospital blev kun brugt som "sindssygeanstalt". Sindssygevæsen var i det øvrige land et statsanliggende. På artiklens tilblivelsestidspunkt havde man i 1860 foretaget den første betydelige udvidelse: Kurhuset der var beregnet til patienter der kunne behandles. Plejestiftelsen var for uhelbredelige patienter.

Af senere udvidelser kan nævnes: 1902-05 elektricitetsværk, centralvarmeanlæg med varmtvandsanlæg. 1919 flere udvidelser. Hospitalet der da kunne rumme 1500 mennesker med psykisk sygdom, fik Plejestiftelsen delt i to: et for mænd og et for kvinder under fælles administration. Hospitalet blev lagt ind under Københavns hospitalsdirektør der derved blev leder af hele Københavns hospitalsvæsen.

Aarsdagen for Dybbøl. (Efterskrift til Politivennen)

Sundeved, 19. april. For at fejre årsdagen for sejren på Dybbøl Banke beordrede hr. herredsfoged Fischer i Broager at hvilestedet for de faldne krigere på Sottrup kirkegård skulle indrettes pænt og sættes i stand. En gartner blev ansat til at plante og kunstfærdigt anlægge det sted hvor de faldne krigere hviler, et arbejde der allerede er blevet godt udført. Der er tre monumenter fra de tidligere krige på denne kirkegård, og mange fra den sidste krig, nogle af dem meget storslåede. Ved påske var alt klar, og de faldne danskeres hvilested var ikke mindre end tyskernes smukt restaureret. 1. påskedag om eftermiddagen havde de dansksindede beboere i Sottrup meget travlt med at dekorere de danske soldaters grave med kranse og sløjfer med røde og hvide bånd og lignende, så man kun kunne se lidt af gravkorsene der var blevet sat. Denne handling blev udført støjende og demonstrativt, og den forsamlede mængde på kirkegården veg ikke engang tilbage for at komme med hånlige bemærkninger mod de få der bragte en krans til de tyske krigeres grave, og selv dagen efter var der flere af de sorte-hvide bånd fra kransene, som var blevet fjernet. Sent på aftenen den første påskedag paraderede sang og larmende skare af tjenere og piger gennem landsbyens gader; Da de gik forbi kastede en af ​​disse larmende bander en sten på læreren Paulsens dør, sikkert som hævn, fordi husets damer den dag havde lavet kranse til de tyske krigeres grave.

Sundewitt, 19. April. Zu der Feier des Jahrestages des Sieges auf den Düppeler Höhen verordnete Herr Hardesvogt Fischer in Broacker, dass die Ruhestätte der gefallenen Krieger auf dem Satruper Kirchhofe hübsch aufgesetzt und in Ordnung gebracht werden sollte. Ein Gärtner wurde angenommen, um den Platz, wo die gefallenen Krieger ruhen, zu bepflanzen und kunstgerecht anzulegen, welche Arbeit bereits gut aufgeführt ist. Von den vorigen Kriege stehen auf diesem Kirchhofe drei, von dem letzten Kriege viele, zum Theil sehr grossartige Monumente. Zu den Ostertagen war alles fertig und nicht weniger die Ruhestätte der gefallenen Dänen als die der Deutschen schön hergestellt. Am Nachmittag des ersten Ostertages waren nun die Dänisch gesinnten Bewohner Satrups recht eifrig bemüht, die Gräber der Dänischen Soldaten zu schmücken, und zwar der Art mit Kränzen roth und weissen Bändern und Schleifen u. dgl. m., dass von den errichteten Grabkreuzen wenig zu sehen war. Lärmend und demonstrirend wurde diese Handlung ausgeführt, und scheuten die auf dem Kirchhofe in Mange Versammelten sich sogar nicht, sich höhnisch gegen die wenigen auszulässen, die den Gräbern der Deutschen Krieger einen Kranz brachten, ja, es waren sogar am folgende Tage etliche der schwarz-weiseen Bänder entfernt, die man an den Kränzen angebracht hatte. Am späten Abend des ersten Ostertages zogen noch singende und lärmende Massen Knechte und Mädchen durch die Strassen des Dorfes; eine solche lärmende Bande warf im Vorbeigehen dem Lehrer Paulsen einen Stein an seine Hausthür, wohl aus Rache, weil die Damen des Hauses an diesem Tage Kränze für die Gräber der Deutschen Krieger gewunden hatten.

(Magdeburger Presse. Morgen-Ausgabe. 2. maj 1865)