Lazarether under Krigen 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Stabslæge Dr. med. Djørup har i "Bibliothek for Læger" meddeelt en interessant Afhandling angaaende Hærens sanitaire Forhold under den sidste Krig. Ved dennes Begyndelse blev der truffet Anstalter til Tilvejebringelsen af 7000 Larethpladse, hvoraf 1500 i første Linie, 3600 i anden Linie og 1900 i tredie Linie i Kjøbenhavn. Disse Dimensioner maatte imidlertid udvides, og navnlig gjaldt det Lazaretherne i tredie Linie, hvorfor der oprettedes over 4000 Lazarethpladse i Kjøbenhavn og Frederiksberg og 350 paa Kronborg Slot. I det Hele skaffedes der saaledes Plads til 9000 Syge. Det største Antal Patienter havde man i de første Dage efter Bestormelsen af Dyppel Skandser, da der i samtlige Lazarether laae ca. 7000 Syge, af hvilke 1569 Saarede. En Lettelse tilvejebragtes derved , at det blev muligt at anbringe endeel Reconvalescenter paa Landet, hvorved man i Begyndelsen havde mel betænkelig, men hvad der viste sig at give gode Resultater. Megen Plads vandtes ogsaa, da man i Begyndelsen af den første Vaabenstilstand hjempermitterede de ældre Forstærkningsmand, der under den forløbne Deel af Krigen i Regelen havde viist sig som mindre udholdende kombattanter. Det er nemlig en Kjendsgjerning, som allerede tydeligt viste sig under forrige Krig, at vor Landalmue ældes overordentlig tidligt og taber den Elasticitet og Udholdenhed, som er nødvendig for Soldaten i Feldten, saa at Folk af den arbejdende Classe paa Landet, der have naaet en Alder paa nogle og tredive Aar, kun sjeldent egne sig til Soldater. Antallet af Syge og Saarede varierede ikke saa lidet; det naaede som bemærket sit høieste Punct efter Stormen paa Dyppelskandserne, da det iberegnet de Qvarteersyge udgjorde henimod 15 pCt. af Hæren, hvorefter det gradeviis faldt. Fra Begyndelsen af Februar til Udgangen af November ere i samtlige danske Lazarether døde 907 Personer, af hvilke omtrent 300 af de i Krigen modtagne Saar, men desuden er der i Fangenskab død et ikke ubetydeligt Antal Saarede og ikke faa Syge; Dødeligheden var størst i April og Mai. Epidemiske Sygdomme have med Undtagelse af Typhus, der især forekom i April-Juni, ikke været meget fremherskende. To Sygdomme, der ofte have bidraget til at decimere krigsførende Hære, nemlig Blodgang og Skjørbug, skaanede aldeles vor Hær; af den første forekom aldeles intet, af den anden kun ganske enkelte Tilfælde. De Sygdomme, som fandtes i størst Mængde, vare Lungebetændelse, gastrisk Feber og typhoid Feber, der var den Sygdom, som krævede de største Offre, Rheumatisme, Syphilis, hvortil smitten især hentedes i Kjøbenhavn, Odense og Altona, Fnat og katarrhalsk Øienbelændelse m. v. Under Krigen har der været behandlet 2716 Saarede i de militaire Lazarether, af hvilke 1140 ere udskrevne som helbredede og tjenstdygtige, 1181 kasserede enten for stedse eller som fortiden utjenstdygtige, 313 døde, og 82 laae endnu ved Aarets Slutning under Behandling. Af de Saarede ere 11½ pCt. døde, 46½ pCt. kasserede og lidet over 42 pCt. helbredede og tjenstdygtige. Iblandt Saarede var en stor Mængde Amputerede, forholdsviis større end i forrige Krig, hvilket har den naturlige Forklaring deri, at der under sidste Krig, navnlig ved Beskydningen af Dyppelskandserne, forekom en saa stor Mængde Læsioner ved store Projectiler (Granatstykker). Antallet af Saarede, der ere amputerede, udgjør 128 eller næsten 4 7/10 pCt., medens det i forrige Krig ikke udgjorde fuldt 4 pCt., og det er klart, at Forholdene for den sidste Krigs Vedkommende vilde endnu større, ifald man kjendte og kunde tilføie Antallet af de Amputerede, der ere døde i de fjendtlige Lazarether. Af de Amputerede ere over 2/3 helbredede og næsten 1/3 døde, hvilket er et noget gunstigere Forhold end i forrige Krig og betydeligt gunstigere end paa Krim. I det Hele taget ere af de Saarede helbredede noget over 88 pCt., imedens noget over 11 pCt. ere døde, hvilket Forhold er lidet uheldigere end i forrige Krig, hvad der har sin naturlige Grund deri, at der ifjor forekom et forholdsviis langt større Antal af Læsioner ved større Projectiler, altsaa af langt farligere Beskaffenhed. Antallet af Saarede i Underextremiteterne har været noget mindre i Forhold til de øvrige Læsioner end under den forrige Krig, hvilket man kan forklare deraf, at saa Mange ere blevne saarede indenfor Skandsernes Brystværn, hvorved den nederste Deel af Legemet har været mindre udsat end ved Slag i aaben Mark. Af de Syge døde kun 2,4 pCt., medens 8,4 kasseredeS, og 88 pCt. helbrededes. (Efter Dbl.).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. maj 1865).

Michael Djørup (1803-1876) var 1827–36 reservekirurg ved Frederiks hospital og Kirurgisk akademi. 1836 regimentskirurg. Under krigen 1848-1851 var han først brigadelæge 1848 og 1849, dernæst 1850 divisionslæge. Efter felttoget 1849 var der voldsomme klager fra de frivillige overlæger over lazaretforholdene på Augustenborg. Djørup var med i den kommission, sammen med rivalen Bendz, som han polemiserede med efter krigen angående den "militære" (egyptiske) øjensygdom (se indslaget herom på denne blog). Han var stabslæge for hæren 1863–67 og for hærens og flådens fælles lægekorps 1867–73.  Efter Bendz' død synes han at være gået noget i stå, og under krigen 1864 at have været lignende mangler som under de tidligere felttog.

Sølyst Teglværk, Nivaa. (Efterskrift til Politivennen)

Optøier imod tydske Arbeidere. Der ligger langs Øresund, navnlig ved Nivaa, endeel Teglværker, hvor der i tidligere Aar har været benyttet en Mængde indkaldte Tydskere. Forrige Aar maatte Eierne imidlertid lade sig nøie med Danske og Svenske, og man kunde vel have ventet, at Eierne ogsaa iaar, saa kort efter Krigen, vilde have toget noget Hensyn til Befolkningens Stemning imod Tydskerne ved ikke at indkalde de fremmede Arbejdere. Dette har imidlertid ikke været Alles Mening, og navnlig er der paa Sølyst, ved det Grosserer Haste tilhørende Teglværk antaget 28 Tydskere. Dette gjorde et stærkt Indtryk paa de danske Arbejdere, hvoraf Flere afvigte Aar havde deeltaget i Felttoget, og man hørte jevnlig Yttringer som denne: "at Tydskerne ikke blot skulle berøve os Slesvig, men ogsaa tage Brødet af Munden paa os i vort eget Land, det er for galt." Misfornøjelsen brød tiI sidst ud i Handling. Søndagen den 30te April samledes 2-300 af Omegnens Arbejdsfolk og drog med Flag og en Violinspiller i Spidsen til Sølyst, hvor det efter et Par Timers Forløb lykkedes dem at faae en Samtale med Bestyreren, og de lod sig da nøie med dennes Løfte om at forebringe deres Begjæring om Tydskernes Afskedigelse for Eieren, uden at videre Excesser foretoges; nogle Ruder gik dog i Løbet, formodenlig af Uforsigtighed. Uagtet den begyndte Politiundersøgelse og Opfordringerne til Befolkningen at forholde sig rolig, gjentoges Demonstrationen efter en betydelig forøget Maalestok i Søndags Eftermiddag Kl. 5-6, og skjøndt der var Politibetjente tilstede saavel fra Fredensborg som fra Hørsholm, kunde disse 5 Mand ikke forhindre, at man opbrød Døren til Tydskernes Opholdsværelse og jog dem ud. En paa Teglværket værende Madklokke brugtes som Signal til de nogle Gange i saa Henseende foretagne Stormløb. Med Undtagelse af, at Betjentene blev revne omkuld, og at et Par af dem ramtes af Steen, dog uden at beskadiges videre, skete der forresten ingen videre Excesser, og Tydskerne led heller ingen anden Overlast. Politimesteren indfandt sig henad Kl. 9; de tydske Arbejdere vendte da tilbage til Gaarden, og Resten af Mængden spredtes ad, saa at, da den af Eieren rekvirerede Husarafdeling en Times Tid derefter kom til Stedet, var med Undtagelse af et Par smaa Hobe Hver gaaet til Sit og Tydskerne komne tilbage til deres Sovesteder.

Disse Excesser, som forøvrigt ogsaa skulle have fundet Sted paa nogle af Teglværkerne ved Helsingør, ere selvfølgelig høist utilbørlige, og det gaaer ikke an, at Befolkningen saaledes tager sig selv tilrette i Forhold, hvor ingen Tvang der finde Sted. Men paa den anden Side kunne vi ikke Andet end foreholde Ardeidsherrerne, at de handle urigtig og uforsigtig ved at indforskrive disse tydske Arbeidere, som under de nuværende Forhold nødvendig maae være ilde sete her i Landet.

(Dagbladet (København) 10. maj 1865),

Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 11. maj 1865 bragte også et forkortet referat fra Dagbladet, dog uden de anti-tyske bemærkninger.

Sølyst Teglværk blev oprettet 1856 på et stykke jord fra Nivågård - hvor også Niverød Teglværk blev anlagt. Forvalter fra 1860/61 var Fritz Hansen Friedrichsen (1835-1890), søn af brændemester ved Rennberg Teglværk ved Egrnsund Johan Peter Friedrichsen. Han overtog teglværket som ejer 1866. Han hentede billig arbejdskraft i form af sæsonarbejdere fra Lippe Detmold i Tyskland, men efter den nævnte affære stoppede det - bl.a. også fordi den tyske teglværksindustri selv havde brug for arbejdere. I stedet ansattes svenskere, selv børn. Friedrichsen nægtede at efterfølge fabriksloven 1873 som lagde begrænsninger på hvordan børn skulle arbejde. Såvel teglværk som andre bygninger blev nedrevet, senest 2009. Udskibningsmolen findes stadigvæk, det er den sydligste af de to moler som ligger umiddelbart syd for Nivå Havn.

Slagsmaal ved Banegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

En Sammensværgelse blandt Droskekudske. Til Ordens Overholdelse blandt Droskekudskene ved Jernbanen er der af Politiet truffet flere Bestemmelser', hvis Opfyldelse med den ligeover disse Folk nødvendige Strenghed paasees af det ved Banegaarden posterede Politi. For at der imidlertid aldrig skal savnes Vogne til Befordring af de Reisende, er der oprettet en Holdeplads for Drosker udenfor Banegaarden, og de der holdende Drosker have den Forret at holde forrest i Rækken ved ethvert Togs Ankomst, forsaavidt de møde ved Jernbanestationen senest ved Heisningen af Signalet for et Togs Ankomst. Denne Foranstaltning ere de andre Droskekudske meget misfornøiede med, og denne Misfornøielse kom i Mandags Eftermiddags til Udbrud, idet Kudskene havde sammensvoret sig om, at de, naar Holdedroskerne bleve satte forrest i Rækken, alle vilde kjøre bort, og denne  Beslutning blev da ogsaa udført af dem alle paa to nær, som vare mere fornuftige og erkjendte, at dette vilde være ea unyttig Demonstration. Det eiendommelige Kammeratskab, som hersker mellem Droskekudskene, synes ikke at have tilladt de Sammensvorne at sove roligt, for de to Frafaldne vare blevre tugtede. Samme Dags Aften Kl. 10 hørte det ved Banegaarden posterede Politi Spektakel som af Slagsmaal, og ved at ile til Stedet, saaes det, at det var den ene af de to Syndere, som blev afbanket af hans Kammerater. En af disse, der i Særdeleshed udmærkede sig ved at bearbeide ham, blev udvist af Banegaardens Territorium til stor Misfornøielse for de Øvrige, der alle syntes at have samlet Mod til deres Heltebedrift ved Nydelsen af adskillige Snapse. Da der netop i dette Øieblik ankom et Tog, gjorde det vagthavende Politi, der kjendte alle de Paagjældende, intet Videre ved Sagen den Aften, men anmeldte strax det Passerede paa Politikammeret. Den næste Dag, da Rusen var udsovet, og Urostifterne formodentlig vare komne til Erkjendelse om, at den foregaaende Aftens Begivenheder let kunde have ubehagelige Følger for dem, var Alt i Orden igjen. Paa Grund heraf afgjordes Sagen paa den Maade, at Formanden for Optøierne blov opkaldt til 1ste Politiinspektør, der gav ham en alvorlig Advarsel og tillige forbød ham indtil Videre som Droskekudsk at indfinde sig paa Banegaarden.

(Dags-Telegraphen (København) 6. maj 1865).

Slagsmaal i "Fønix" (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling, Assessor Wallick.

Torsdagen den 4de Mai.

- Alt gik roligt og fredeligt i "Fønix"; til Gigers og Trompeters Lyd hvirvlede de muntre Skarer sig paa det nye vandede Gulv, men pludselig afbrydes Terpsikores muntre Præster og Præstinder i deres uskyldige Glade - Grupperne skilles. Kvinderne i de lette Kostumer flygte hvinende til Salens fjerneste Kroge, medens Salens Midte er opfyldt af en Prygl, blaa Øine og Skaller uddelende Masse af Kæmper. Særlig udmærkede en Mursvend sig: der vankede dygtige Hug fra hans vældige Næver, og snart havde han gjort ryddeligt omkring sig; men da viste Betjentene sig; de greb ham i Nakken. fik ham ud af Lokalet, puttede ham ind i en Droske og kjørte ham til Stationen. Hans Silkehat led meget ved hans Anholdelse, og han forlangte idag 6 Rd. i Skadeserstatning for den, men det kunde ikke bevilges; heller ikke kunde han faa Erstatning for Svie og Smerte, der var foraarsaget ved, at han havde modtaget en lille Rift af en Negl i Nakken; derimod maatte han love inden Maanedens Udgang at ofre 4 Rd. til Fattigkassen, da der maa tages alvorlige Forholdsregler for at forebygge de hyppige Slagsmaal i Dandseboden.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 5. maj 1865)

St. Hans Hospital 1863. (Efterskrift til Politivennen)

St. Hans Hospital for Svagsindede. I "Departementstidenden for 15te ds. offentliggjør Justitsministeriet en af Kjøbenhavns Magistrat affattet Beretning om dette Hospitals Virksomhed i 1863, hvoraf sees Følgende:

Den 1ste Januar 1863 var Antallet af Patienter i hele Hospitalet 437 (186 Mandfolk, 251 Qvindf.), af hvilke 142 Mandf. og 198 Qv. befandt sig i Pleiestiftelsen, Resten i Kuurhuset. I Aarets Løb indkom 110 Patienter (52 M., 58 Qv.); der behandledes saaledes i Løbet af Aaret ialt 547 Patienter (238 M., 309 Qv.), af hvilke der i bemeldte Tid afgik fra Hospitalet 86, (44 M., 42 Qv.). Ved Aarets Slutning var altsaa Patienternes Antal 461 (194 Mandf., 267 Qv.) af hvilke 345 (135 Mantf., 210 Qv.) befandt sig i Pleiestiftelsen, Resten i Kuurhuset. Med Hensyn til Hjemstavn vare af de i Aarets Løb indlagte 110 Patienter fra Kjøbenhavn 94 (44 M. *), 50 Q.), fra det øvrige Danmark 11 (4 M., 7 Q). i og fra Udlandet 5 (4 M., 1 Q.). - Disse Patienters Alder varierer fra indtil 15 Aar (1 M.) indtil imellem 76 og 80 Aar (3 nemlig, 1 M. og 2 Q.). I Alderen mellem 51 og 55 Aar er Antallet størst, nemlig 16, imellem 21 og 25, 31 og 35 samt 41 og 45 Aar 14 og imellem 36 og 40 Aar 11. - Med Hensyn til Ægteskabsforholdet vare af ovennævnte Patienter Ugifte 58 (31 M., 27 Q.). Gifte 41 (18 M.. 23 Q.). Fraskilte 1 (1 Q.), og i Enkestand 10 (3 M., 7 Q.) - Hvad Stand og Stilling angaaer hørte det største Antal af Patienterne til Haandværksklassen, nemlig 35 (19 M., 16 Q.). Med Hensyn til, hvorlænge Sygdommen ved Indlæggelsen havde varet meddeles endvidere en tabeltarisk Oversigt, til hvis Korrekthed der dog ikke kan sættes videre Tillid paa Grund af Vanskeligheden ved at erholde Oplysninger om Patienternes tidligere Liv og Tilstand; 21 af de Indlagte have tidligere een eller flere Gange været behandlede i Hospitalet, 1 af dem endogsaa 12 Gange. - Iblandt de anførte sandsynlige Aarsager til Sygdommens Fremtræden have Drukkenskab, mangelfuld Næring og sexuelle Udsvævelser fremkaldt de fleste Tilfælde, nemlig henholdsviis 15 (13 M., 2 Q.) 9 (1 M., 8 Q.) og 8 (alle M.). Disposition efter tidligere Anfald uden bekjendt Anledning har været til stede i 19 Tilfælde (3 M., 16 Q.) og aldeles ubekjendte Aarsager i 10 Tilfælde (6 M., 4 Q.). Væsentlig Betydning som Aarsagsmoment havde Arveligheden: 42 Patienter (19 M., 23 Q.) havde sindssyge Slægtninge, 46 (21 M., 25 Q.) havde ingen, om 22 (12 M., 10 Q.) manglede Oplysninger.

"Lægen bemærker": - hedder det i Indberetningen "at man skulde have troet, at det politiske Røre, der i en saa høi Grad har paavirket Alles Stemning, ogsaa skulde have været medvirkende til at fremkalde Udbrud af Sindssygdom, men dette synes imidlertid ikke at have været Tilfældet, hvorimod flere af de ældre Patienters sygelige Phantasier derved have faaet en tydelig politisk Farvning.

"Med Hensyn til det saakaldte "no restraint" System, der ikke tillader Anvendelse af nogensomhelst mechanisk Tvang hos de Sindssyge, yttrer Lægen, at det ikke kan nægtes, at dette System, der fra England, hvor det under den offentlige Menings Tryk er blevet gjennemført i de fleste Hospitaler, lidt efter lidt har skaffet sig Tilhængere i næsten alle europæiske Lande, har saa mange gode Sider, at man ikke kan Andet end slutte sig fuldkomment til det i Theorien. I Praxis derimod opstaae ikke faa Vanskeligheder, der ikke let lade sig overvinde: navnlig fordrer Systemet en betydelig Rummelighed og en Rigdom paa Celler og Eneværelser, der ikke altid lader sig skaffe tilveie, og paa Grund heraf vil Principet ikke kunne blive herskende paa Pleiestiftelsen med dens, i Forhold til Lokaliteterne, talrige Patientstand. Men tillige maa det vist, tilføier Lægen, indrømmes, at dette System, gjennemført i sine yderste Konseqventser, i mange Tilfælde ikke er tilraadeligt, maaskee neppe tilladeligt; ligesom ogsaa Hensynet til den Ødelæggelsesdrift, der ofte er saa stærkt fremtrædende hos enkelte Maniakalske, og som man heller ikke bør give uindskrænket Spillerum, synes at burre komme med i Betragtning. Lægen har derfor ikke heller paa Kuurhuset kunnet gjennemføre dette Princip, skjøndt han paa Kuurhusets mandlige Afdeling ofte for længere Tidsrum har havt den Glæde ikke at behøve at anvende nogensomhelst Tvang." 

Sanct Hans Hospital på Bistrupgård. Tegnet efter naturen af A. Ray. Illustreret Tidende 29. juli 1866.

Af de fra Hospitalet afgaaede Personer vare helbredede 27 (8 M., 19 Q)., væsenttig bedrede 13 (5 M. 8 Q.) uhelbrede 10 (6 M., 4 Q.), og døde 36 (25 M., 11 Q.). De Uhelbredede bleve udtagne for at behandles deels i Hjemmet, deels i andre Hospitaler deriblandt tvende Udlændinge: 1 undveg til Hjemmet og forblev der. - Af Tabellen over Dødsaarsagerne sees, at Lungesvindsot har bortrevet det største Antal, nemlig 10: I ere døde af Blodudtrækning i Hjernens Hinder og 3 af Hjerneblødhed. Der bemærkes endvidere:

"Der er i Aarets Løb ikke indtruffet noget Selvmord paa Hospitalet; een Patient er død ved et Uheld. Tvende Patienters Død synkes væsentligst at maatte tilskrives deres Vægring ved at nyde nogensomhelst Føde. Hos flere andre Patienter har en lignende Madskræk været saa udviklet, at den har nødvendiggjort deres Tvangsmadning i kortere eller længere Tid, og hos alle disse har den beroet paa religieuse Vandvidsideer; hos dem derimod, hvis Madskræk beroede paa deres Frygt for at blive forgivet eller eller Lyst til at vække Opsigt eller til derved at sætte Neget navnlig deres Udskrivning igjennem, gik den i Reglen spontant over, saasnart Sulten blev mere følelig"

Gjennemsnitsantallet af Beskjæftigede har været i Kuurhuset 74 pCt. af Mandfolkene og 71 af Fruentimmerne; i Pleiestiftelsen 61 pCt. af Mandfolkene og 51 pCt. af Fruentimmerne.

Med Hensyn til Hospitalets Oekonomi gives følgende Oplysninger:

De i begge Hospitalets Afdelinger, Kuurhuset og Pleiestiftelsen, i 1863 behandlede 547 Patienter, ere forplejede ialt i 166,307 Dage, og Forpleiningsudgifterne have andraget 35,574 Rd. 73 sk. Fordeles denne Sum paa Antallet af Forpleiningsdagene i hver enkelt Klasse, udkommer: 1ste Pleie 5479 Dage a c. 49 sk pr. Dag, 2den Pleie 9711 Dage a c. 40 sk. 3die Pleie 45,471 Dage a e. 22 sk. 4de Pleie 105,643 Dage a c. 16 sk pr. Dag. 

I Arbejdsløn til Patienterne er i Aarets Løb udbetalt 1580 Rd., hvoraf 391 Rd. falde paa Kuurhuset og 1189 Rd. paa Pleiestiftelsen. Denne Forskjel hidrører fra, at Kuurhuset optager alle ny indkomne Patienter, der ofte henligge i længere Tid uden at In mie arbejde, medens Pleiestiftelsen kun rummer ældre Sindssvage, der ere istand dertil.

Hospitalets Driftsudgifter i 1863 have afdraget 77,729 Rd., og Indtagen 24,079 Rd. Kommunens Byrde ved dets Drift har altsaa været 53,650 Rd. foruden Renten af den i Anstaltens Bygninger og Inventarium anlagte Kapital 538,610 Rd.

*) I "Deptd." staaer, formodentlig ved en Trykfeil, 45.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. maj 1865).

Kurhuset ved Sankt Hans Hospital. Det blev åbnet i 1860 og er tegnet af arkitekten Gottlieb Bindesbøll. Der var plads til 150 patienter og bød ved sin åbning på de mest moderne behandlingsforhold for sindslidende i Norden. Hospitalets kirke ligger også i bygningen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Forgængeren til hospitalet stammer fra 13. århundrede med spedalskhedshospitalet Skt Jørgensgård, der senere blev forenet med Helligåndshuset. 1630 flyttede hospitalet uden for Københavns volde, nu også for fattige og epidemisk syge samt med dårekiste. Efter flere flytninger uden for Vesterport blev det opført ved Kalvebod Strand hvor det lå i godt 100 år. Omkring 1749 fik det officielle navn "Sankt Hans Hospital og Claudi Rosset’s Stiftelse". 1769 flyttede det til Ladegården som Fattigvæsenet havde købt af landmilitæretaten. Under Københavns bombardement 1807 blev Ladegården rømmet. I 1808 købte Københavns magistrat Bistrup Gods ved Roskilde og overflyttede 1816 Skt. Hans Hospital dertil. Først i 1860 fjernedes dog de sidste fattiglemmer. Skt. Hans Hospital blev kun brugt som "sindssygeanstalt". Sindssygevæsen var i det øvrige land et statsanliggende. På artiklens tilblivelsestidspunkt havde man i 1860 foretaget den første betydelige udvidelse: Kurhuset der var beregnet til patienter der kunne behandles. Plejestiftelsen var for uhelbredelige patienter.

Af senere udvidelser kan nævnes: 1902-05 elektricitetsværk, centralvarmeanlæg med varmtvandsanlæg. 1919 flere udvidelser. Hospitalet der da kunne rumme 1500 mennesker med psykisk sygdom, fik Plejestiftelsen delt i to: et for mænd og et for kvinder under fælles administration. Hospitalet blev lagt ind under Københavns hospitalsdirektør der derved blev leder af hele Københavns hospitalsvæsen.