Den Grønbech'ske Gaard. (Efterskrift til Politivennen)

Det gamle Huus

I Række med Paladser og andre stolte Bygninger stod et gammelt Guus, bestaaende ud til Gaden af en eneste Stuelænge, hvorpaa der hævede sig to Kvistgavle. Vinduerne, der i stor Mænge vare anbragte overalt, hvor der blot var mindste Rimelighed for, at et Vindue kunne sidde, havde smaa Ruder, men foran Huset, ude ved Bolværket, sang Fuglene Morgen og Aften i de grønne Træer om den Hygge og Fred, Slægt efter Slægt havde fundet indenfor disse lave Mure. Indgangen var igjennem Porten opad Steentrappen med Jernrækværket, der i vor Barndom overskyggedes af et mægtigt Valnøddetræ, men siden, da dette var segnet for Tidens Tand, af et frodigt Kastanietræ. Indvendigt havde Huset, saa godt det lod sig gjøre, søgt at holde Skridt med Tiden, optaget dens Comfort og Bekvemmeligheder, men dog bevaret adskilligt Arvegods fra længste henrundne Tider. Ved denne Forening af Gammelt og Nyt fik det hele et vist Hyggelighedens Præg, der snart gjorde Gjesten huusvant; han hilsedes ikke, som hos de gamle Romere, velkommen med noget "Salve!" tegnet paa Gulvet indenfor Tærskelen, men overalt løs ham Røsten imøde: "Velkommen! vær nu blot Dig selv - som Du seer, at jeg altid bev den samme, trods de skiftende Tider!"

Stod man paa Steentrappen, da havde man paa venstre Haand et Sidehus, der heelt og holdent stod der, som det var for Aarhundreder siden: Svalegangen løb over Stueetagen hen langs den øvre Stok, hvis Værelser paa Grund af det langt fremspringende Tagskjæg, som hvilede paa Piller, der løftede sig fra det svære Trærækværk, selv ei paa den klareske Sommerdag vare ret lyse - her var man med Eet hensat til det 16de Aarhundrede.

Stod man der en stille Midnat - - ja, det var just en deilig Sommernat; Vinden susede i Gaardens Træ, Stjernerne blinkede og Maanens Straaler spillede paa Svalegangen, Kirkeuhret slog Tolv - da hørte vi igjen denne Hvisken - kom den ikke deroppe fra Svalen? - brogede Sagn naaede vort Øre:

"Jeg husker godt den Dag, som om det var igaar" - hvisked En - "det var dengang de andre Huse derhenne endnu havde Gavle ud til Gaden og Svalegange ind til Gaarden. Det gik varmt til dengang; her var en Tummel og Støi, saa nu havde vel mine gamle Nerver ikke taalt det: Stykkerne knaldrede til Paukers og Trompeters Klang, og Matroserne skreg hurra, for han var lige bleven arvehyldet derhenne foran Børsen, Kong Frederik. Og saa var her siden en Hurlumhei hos os saa Gud maatte sig forbarme; Bægrene klang, Kjerterne skinnede og Dandsen gik derinde til Festen Ære. Den gamle Herre traadte selv en Dands, saa Baretfjedren nikkede, Sporerne klirrede og hans baldyrede Fløilskappe var færdig at komme i Ulave. Han saae eller prægtig ud, det var saadan en stolt Herre!"

"Men Geheimeraaden da, som boede her i Kong Christian den Femtes Tid!" hviskede en Anden, "Frederik v. Gabel hed han og Gouverneur var han - jeg troer over Færøerne, som nok ligge langt borte herfra, saa han raadede langt! Ja, jeg kunde jo ogsaa fortælle adskilligt fra min første Tid, som Du kanskee ikke lagde Mærke til, fordi Du allerede dengang var saa gammel i Gaarde. Jeg husker godt, da Løngangen til det nye Huus herinde ved Siden af blev færdig, for at Kongen i Løn kunde besøge sin Elskede - for Andet gik der saamænd ikke for sig, skjøndt gamle Koner i Nabolaget troede, at det spøgede!"

"Ja, Folk ere nu engang reent tossede med deres Spøgeri," hviskede en Tredje. "Troede man ikke ogsaa paa Søgeri, dengang jeg maatte flytte hertil i Admiral Rosenpalms Tid, fordi mit gamle HUus blev revet ned. Det spøger, raabte man, det spøger i det nye Huus! - Nei det var saamænd Andet end Spøgeri, det var kun Kong Frederik den Fjerde, der puslede om i Løngangen, naar han gik til Fyrstinden af Slesvig, hende, der jog mig ud af mit gale Huus! Hele Snakken hørte jo op, saasnart Anna Sophia blev Dronning og flyttede op i Slottet."

Saaledes løste den Ene den Anden af, og inden man vidste et Ord deraf, var man heelt inde i Nutiden. "Ja, vor Tid er da heller ikke til at foragte," hviskede en af Puslinergen - at det var Nisserne fra de gamle nedrevne Huse i Nabolaget, der nu holdt til her, det havde vi jo længe forstaaet paa Samtalen - "siden Huset blev Kjøbmandsgaard har dette gamle Held saamænd ikke svigtet det: her er Kjærlighed og Samdrægtighed tilhuse, Skibene lægge til derude ved Bolværket, og Handelen florerer - vi har idetmindste aldrig endnu savnet for Julegrød - og hvad var det Fuglene sang om Mødet ved Roserne dernede i Haven? Her bliver nok snart Bryllup i Huset, kan jeg troe! Ja saadan gaaer det, naar man ikke slaaer Vrag paa alt det Gamle for det Nye!"

"Ak, hvorlænge varer vel den Herlighed," klynkede en lille melancholsk Graamand, "Nu skal jo Huset ned, og hvad bliver der saa af os?" -

Mere hørte man ikke, for i det samme begyndte Hanen at gale, og da er, som man veed, jo Nissernes Tid forbi.

Men den sidste havde Ret: nogle Aar derefter var det ude med den herlighed, Huset skulde bort - der maatte følges med Tiden. Stakkels gamle Huus! snart ruller den hurtige Vognrække rastløst henover din Grund. Slægt paa Slagt farer igjennem den nye Gade, der skærer dine Enemærker, men Ingen tænker paa Dig! Og dog knyttede der sig saa mange Minder til dine ærværdige Mure, dog sang Fuglene i dit Træ om mødet ved Roserne dernede i Haven.

Carl Andersen.

Huset Nr. 14 bag Børsen, seet fra Gaarden. Tegnet af K. Gamborg.

(Illustreret Tidende 10. juni 1866).

Den Grønbech'ske gård blev nedrevet 1867.  Ejendommen ejedes af grosserer I. P. Grønbech, og var kendt under navnet Den Grønbechske Gård. Den var formentlig en af Slotsholmens ældste bygninger. Gården blev nedrevet 1867-1868 for at give plads til Christiansgade. Det kongelige Bibliotek har et foto, som formentlig stammer fra nedrivningen.

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Søndagen den 6te ds. blev det meldt til Forpagteren paa Avlsgaarden Mariendal i Falkonerallen at Retiraden var funden stærkt tilsølet med Blod, og at der var Formodning om, at en paa Gaarden tjenende Pige Karen Olsen havde født i Dølgsmaal. Forpagteren kaldte hende derefter ind til sig, og efter lang Tids Benegtelse tilstod hun omsider for ham, at hun havde aborteret i den 10de Uge af sit Svangerskab. Hun bad ham om ikke at gjøre hende ulykkelig, hvilket han ogsaa lovede paa den Betingelse, at det forholdt sig, som af hende anført, og ikke, som Mistanken var om, at hun havde født et fuldbaaret Foster. Pigen begav sig derefter ned i Stalden for at malke, hvorpaa han i al Stilhed sendte en Vogn efter Distriktsjordemoderen. Ved dennes Ankomst var Karen imidlertid ingensteds at finde, og først efter lang Søgen fandtes hun liggende livløs i en Andepark dag Gaarden. Efterat være trukken op, bragtes hun dog ved Anvendelse af de sædvanlige Oplivelsesmidler tillive igjen og blev derefter kjørt til Hospitalet, hvor hun ved et over hende optaget Forhør fastholdt sin Forklaring, uagtet det blev hende foreholdt, at der ikke paa det af hende angivne Sted var fundet Tegn til noget Foster. I Tirsdags indbragtes imidlertid til Politikammeret af en Snedkersvend et nyfødt Barn indbundet i en Særk og et Tørklæde, hvilket han havde fundet flydende i Ladegaardsaaen midtveis mellem Falkoneralleen og den over Aaen anlagte Jernbanebro. Ved en af Professor Immanuel Schiøtte og Krigsraad Prieme foretagen Obduktionsforretning viste det sig, at Barnet havde været fuldbaaret, havde aandet og været istand til at føre et selvstændigt Liv; derimod fandtes intet Spor af udvortes Vold paa Liget. Karen blev nu atter gjentagende forhørt om det senere Fremkomne og vedgik da ogsaa Fredagen den 4de ds. paa det nævnte Sted at have født dette Barn, som hun vedblivende paastaaer af hende antoges for dødt, hvorfor hun ikke heller underbandt Navlestrengen. Hun gik derpaa strax op paa sit Kammer, idet hun skjulte det døde Barn med sit Forklæde, og lagde først Liget i Sengen, men lidt efter i sin Kommodeskuffe. Den næste Dag forrettede hun sin Gjerning som sædvanlig, fik om Aftenen Tilladelse til at gaa bort for at kjøbe et Par Tøfler og tog da det døde Barn ud af Skuffen, indsvøbte det i de førnævnte Klædningsstykker, hvorefter hun gik bort med det for at kaste det i Aaen, hvilket hun ogsaa udførte, efter i nogen Tid at være gaaet frem og tilbage langs Aaen, inden hun kunde beslutte sig til at kaste det ud, uden at hun kan forklare, hvad der saaledes holdt hende tilbage, og Barnet allerede var dødt. Betræffende hendes Tilstand før Fødslen, forklarer hun at da den af hende opgivne Barnefader paa hendes Spørgsmaal om han vilde ægte hende, havde givet et bestemt Nei (hvilket han dog benegter) til Svar, var hun bleven meget ulykkelig, og hendes Tanke har derefter, som hun selv udtrykker sig, været "rent død" Som Følge heraf har hun ingen Betragtninger gjort sig om, hvad det skulde blive til med Barnet, eller hvad hun vilde gjøre ved dette, naar det blev født. Paa Børnetøl tænkte hun heller ikke Da hun skulde føde, gjorde hun sig ligesaa lidt nogen Tanke om, hvordan det vilde gaa med Barnet, men søgte blot at skjule dette. Hun er født i Byen Smeerup i Stevns Herred Aaret 1836 og er endvidere under den anstillede Undersøgelse bleven overbevist om at have gjort sig skyldig i nogle Smaatyverier.

(Dags-Telegraphen (København) 31. maj 1866).

Gårdanlægget fra 1770 er i dag fredet. Det danner en trelænget gård. Bygningerne hører til Villa Rolighed og bruges af institutter under Det biovidenskabelige fakultet, KU Life. En generalauditør Andreas Bruun drev landbrug og producerede blegede vokslys her i 1757-1763, da ejendommen hed Mariendal. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den 5. juli 1866 blev Karen Olsen ved Søndre Birks extraret dømt til forbedringshusarbejde i 1 år. Det blev vurderet at hun ikke forsætligt havde dræbt barnet. Denne straf absorberede også en straf for ulovlig omgang med hittegods.

Kjøbenhavns offentlige Politiret, Mai 1866. (Efterskrift til Politivennen)

1ste Afdeling. Assessor Holmblad.

Onsdagen den 2den Mai.

- Droskekudsk Lars Andersen skulde forleden Aften ved Bortkjørselen fra Kasino have slaaet en Mand med sin Pidsk, men da det viste sig, at han ikke havde staaet Nogen, hævedes Sagen. 

- Værtshusholder Olsens Enke og Høker H. Andersen i Springgade, som ikke i rette Tid havde feiet for deres Dør, betalte hver 2 Mark for deres mangelfulde Gadefeining.

- Politiet vil gjerne have, at Folk skulle melde til Assistenten, naar de have isinde at vaske deres Huse, og det havde Kunstdreier Eskiidsen i Møntergade ikke fortalt Assistenten; men straffe ham derfor, kan man ikke; thi naar en Huseier sætter Afvisere udenfor sin Eiendom, saa fordrer Loven ikke, at han skal melde det i Forveien til Assistenten

- Madam Rollin maatte betale 3 Rd. i Mulkt, 1) fordi hun spadserede paa Fortovet med en Dækkekurv, 2) fordi hun skældte Betjenten ud for "Karl" og bemærkede, at "hun ikke var nogen Rendetøs", og 3) fordi hun ikke vilde opgive sit Navn og fin Bopæl til Betjenten.

- Proppeskærerne Heinrich Schurmann, Christian Johnsen og Augnst Carstensen havde drukket temmelig meget af de Flasker de endnu ikke havde skaaret Propper til, og gjort et saa grueligt Kommers med Skjønhederne i Helsingørsgade, samt forgrebet sig paa en Betjent i den Grad, at 5 Rd. maatte udredes af hver af dem til Fattigkatsen.

- Fabrikarbeider Ferdinand Tofte fik for sin Overtrædelse af et Polititilhold om ikke at forlade Ladegaarden Anvisning paa den samlede Ret.

(Dags-Telegraphen (København)

2den Afdeling, Assessor Holmblad.

(I Assessor Behrends Fraværelse)

Torsdagen den 3die Mai. 

- Fabrikant F. Dorph advaredes mod for Fremtiden at spærre Fortorvet i Kompagnistræde med en trappestige og to Vandspande, naar han lader sine Butiksvinduer vaske.

- Af de 5 Mark som Hr. Bagger i Sundbyøster betalte for det Kogjødningsspild, som hans Karl, Johan Larsen, havde foraarsaget paa en christianshavnsk Gade, tilfaldt de 4 Mark Fattigkassen og Resten Politiet, som havde ladet Gjødningen feie op,

- Droskekudsk Jørgen Sørensen vilde nok betale 3 Mark men ikke l Rd. for at have indtaget uberettiget Holdeplads i Skindergade og ladet Kjøretøiet skøtte sig selv paa Gaden, medens han selv delikaterede sig hos en Værtshusholder, som han kjender "af Anseelse". Vidner imod ham bleve derfor tagne i Ed, og den pruttende Droskekudsk dømtes til at deponere 2 Rd. i Kjøbenhavns Kommunes Kasse. - Det kommer der af at prutte!

- Da en Høker havde anmelde til Politiet, at den Mand, der leverede ham Mælk, visknok bragte ham forfalskede Varer, lod Politiet forleden Manden, Mælkeforpagter Christen Christensen fra Gaarden Frederiksholm i Hvidovre Sogn, følge med til en Station, hvor hans Mælkelager blev undersøgt. Her viste det sig, at den afskummede Mælk var blandet med 10 pCt. Vand. og Mælkeforpagteren deponerede derfor 10 Rd paa Stationen, hvilken Sum han idag indvilligede i, at Retten beholdt som Mulkt.

- Vognmand M. Larsen paastaaer, at han har faaet Tilladelse af en Politiassistent til paa store Bededag at lade sine Kudske, Christen Nielsen og Mads Petersen, kjøre to Læs Tømmer ud af Byen Det vil nu i et senere Retsmøde vise sig, om Vognmanden vil blive mulkteret for Helligbrøde eller ikke.

- Oliemøller P C. Olsen betalte 4 Mark for paa store Bededags Morgen at have ladet nogle Møbler kiøre gjennem Byen.

- Drengen Carl Emil Larsen befordrede samme Dag en Kommode paa en tohjulet Trækvogn, men endnu bliver der ikke at betale Mulkt for denne græsselige Forbrydelse, da hans Mester skal have faaet Tilladelse af en Betjent i Klosterstræde til at lade Drengen transportere Komme den paa Helligdagen.

- Drengen Adolph Nielsen var tiltalt for at være løbet op ad Voldskrænten. Hans Mama var gruelig vred paa Betjenten i den Anledning, "for han sagde, at han havde været paa Træk efter min Dreng helt Dagen, men jeg kan bevise med Skomageren, som flikkede hans Støvler, at Drengen ikke har været udenfor min Stue hele Eftermiddagen. Adolph underrettede derpaa om, at fortsat Beskadigelse af Voldskrænken let kan føre til en Portion Ris.

- En Sag mod Høker Kroghs Karl, Ole Svensson, som var sigtet for at have transporteret flydende Kogjødning i en utæt Tønde, hævedes af Mangel paa Bevis.

- Sophie Marie Hoffensetz, Christensens Enke, udredede 2 Rd. i Mulkt for ikke at have løst Tegn til en Hund.

- Gotfred Conrad Lovchy og hans Værtinde, Caroline Nielsdatter maatte tilsammen udrede 3 Rd. i Mulkt til Fattigkassen og 1 Rd. for en itureven Politifrakke. De havde gjort Spektakler med en Betjent, og Værtinden havde revet Betjentens Ærme itu, hvilket Sidste hun dog benegtede, idet hun erklærede, at hun kun havde villet "klappe" Betjenten.

(Dags-Telegraphen (København) 4. maj 1866)

2den Afdeling, Assessor Holmblad.

(i Assessor Behrends Fraværelse).

Lørdagen den 5te Mai.

- En Herre, der i Selskab med 2 Damer passerede Gaden, blev tilligemed disse af Sophie Christine Larsen opvartet med lidt Vaadt, idet hun fra et Kvistvindue heldte Indholdet af en Kammerporte ud paa Gaden og var saa uheldig at træffe dem alle 3. Sophie Christine Larsen fik i dag Underretning om, at Vinduerne ikke ere de mest passende Afløbskilder for Vand af slige Kar.

- Ludvig Theodor Sander havde efter sin egen Forsikring kun bedt om at forundes lidt Arbeide, men et Vidne aflagde Ed paa, at han havde betlet. Derefter idømtes han Tvangsarbejde i 12 Dage.

- Tømmermester Wulff, der af Politiet havde faaet Tilhold om at lade foretage Reparation af en Skorsten og en Brandmur i Ejendommen Nr. 93 i Gothersgade, var nu tiltalt for ikke at have efterkommet Tilholdet, idet Brandmuren endnu var i slet Tilstand. Efter hans Paastand er Muren imidlertid istandsat indvendig fra, og Sagen mod ham blev derfor udsat.

(Dags-Telegraphen (København) 6. maj 1866)

2den Afdeling. Assessor Holmblad.

Tirsdagen den 8de Mai.

- Det Borgerskab, hvormed Kjøbenhavns velvise Magistrat har forlenet Høker C. Nielsen i Dronningensgade 63. hjemler ham aldeles ikke Ret til at beværte "siddende Gæster", hvorimod han vel har Lov til at skænke Øl og Brændevin ud til Giæsterne, naar de drikke disse Sager staaende ved Disken. Imidlertid har han ladet sine Gjæster sidde ned og fortære deres Mad, men dette mener han at være berettiget til, da han nu snart i samfulde 15 Aar har opbevaret Klædningsstykker og forskjellige Fødevarer for de jydske Rekruter og beværtet dem i siddende Stillinger med forskjellige Spise- og Drikkevarer. For denne Forseelse indbetalte Høkeren i Mindelighed 5 Rd. og lovede at betragte denne Afgjørelse som en ham for første Gang overgaaet Dom for uberettiget Næringsbrug.

- Skraldevognskudsk Ole Larsen var sigtet for ved uforsvarlig Kiørsel med Skraldevognen Nr. 8 b paa Hjørnet af Kultorvet og Hausergade at have overkjørt et lille 4aars Barn, der dog ikke havde taget videre Skade - idetmindste efter Stadslægens Skjøn - hvilket var saa meget mærkeligere, som Barnet var blevet overkjørt saavel over det ene Ben som over Maven. Skraldemanden vilde dog paa ingen Maade indrømme, at han havde kjørt noget Barn over, idet han bestemt paastod, at Vognens Vægt af 7 Skippund aldeles maatte have knust Barnet, og da han derfor ikke i Mindelighed vilde betale 2 Rd. i Mulkt foruden 3 Mark i Skadeserstatning til Barnets Moder, maatte to Vidner beedige deres Forklaringer, hvorefter Ole Larsen fik en Dom for, at han inden trende Solemærker skal betale Kiøbenhavns kommunekasse en ringe Kiendelse af 5 Rd., erstatte Barnets Moder de af hende til Blyvand osv. udlagte 3 Markstykker samt betale Sagens Omkostninger. - Det Sidste er det Billigste; thi Omkostningerne ere aldeles ingen.

(Dags-Telegraphen (København) 9. maj 1866)

2den Afdeling, Assessor Holmblad.

Lørdagen den 12te Mai

- To unge Piger kom den 12te April ind fra Landet for at søge Kondition. Neppe varr de Stegne ud fra Jernbaneperronen i Hovedstaden, førend de havde det Uheld at møde Urtekræmmer Axel Ulrichsens Hest og Vogn, der kom farende dem imøde, rev dem omkuld, overtone og beskadigede dem i den Grad, at de i fire Uger have maattet ligge paa Kommunehospitalet og endnu ikke ere fuldstændig helbredede. Urtekræmmer Ulrichsen skal imidlertid have fraspændt den ene Skagle og fastbundet tømmen, inden han forlod sit Køretøi, og derfor mener han heller ikke at være juridisk pligtig til at udrede nogen betydeligere Skadeserstatning. hvorimod han nok vil give dem 10 Rd. tilsammen i Erstatning for Svie og Smerte og Næringstab; men da dette Tilbud ikke stod i videre Samklang med Pigernes Fordring paa hver at erholde en Skadeserstatning af 50 Rd., maatte Sagen udsættes, for at der kunde indhentes nærmere Oplysninger. 

---

- Godsejer Rollbølls Kudsk, Anders Peersen red forleden paa Langelinie med en Haaandhest. Da Politibetjenten fordrede at se Kudskens Ride- og Kjøretegn, viste det sig, at Tegnet lød paa hans Herres Navn, og da Betjenten tilmed mente, at Riden med Haandheste ikke var tilladelig paa Langelinie, indgav han Rapport derover. Retten mente nu, at det vel ikke var tilladeligt at ride med Haandheste paa Langelinie, og i denne Retning modtog altsaa Kudsken en Advarsel; men hvad det angik, at Kudsken havde redet paa sin Herres Kort, da var Dommeren af den Anskuelse, at det var Retten aldeles uvedkommende, om man benyttede sit eget eller sit Herskabs Kort til Ridning paa Langelinie.

- Rebslagersvend Svend Jørgensen lovede at betale l Rd. i Mulkt, fordi han fra Kirsebærgangen var kravlet op ad Voldskraaningen. - 

- Hørkræmmer Lassen modtog en Advarsel mod at lade Kulbunker henligge paa Fortovet i længere Tid.

- Sluttelig fik Drengene Lauritz og Jens hver en alvorlig Advarsel, fordi de havde bemægtiget sig og forbrugt Indholdet - 16 Mark - af en Pung, som de havde seet en Dreng, der under Høibro var beskæftiget med at fiske, tabe ud af Lommen.

(Dags-Telegraphen (København) 13. maj 1866).

2den Afdeling, Assessor Behrend.

Tirsdagen den 15de Mai 

- Urtekræmmer Axel Ulrichsen, hvis løbske Hest forleden havde revet to Tienestepiger omkuld og tilføiet dem stemme Legemsbeskadigelser, producerede idag et Par Vidner paa, at han selv havde bundet Tømmen og fraspændt Skagler, da han forlod sit Køretøi, og dels ikke havde kunnet vide, at Hesten vilde løbe, da han kun havde eiet den i to Dage. Som Følge heraf hævedes den mod Urtekræmmeren for Uforsigtighed anlagte Sag, og de to tilskadekomne Piger henvistes til ad privat Søgsmaalsvei at søge Erstatning for den dem paaførte Skade.

- Madamerne Kjøge og Andersen havde i Balsamgade havt en ubehagelig Renkontre der samlede hele Gadens Befolkning som Øienvidner. Aarsagen var nok egentlig l ½ Alen Baand - saavidt vi kunde se af violet Farve og ikke ganske nye - paa hvilke begge Parterne gjorde Fordring, men da den ene Madamme var ligesaa ædelmodig som den Kvinde, der under den vise Salomos Regjering hellere vilde give Afkald paa sit Barn end se det skaaret midt over, og da hun altsaa hellere vilde skænke sin Modstanderinde det kjønne Baand end se Sagen gjøre det dødbringende Snit, hævede Dommeren Sagen og gav hver af Fruerne en Advarsel.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 16. maj 1866. Uddrag)

Dagsbegivenheder. (Efterskrift til Politivennen)

- En Fisker der i Torsdag Middags var ude i Kallebodstrand udfor Kongens Enghave opdagede to store Fisk, der vare komne gjennem en Rende ind paa Lavvande, som de, da Vandet samtidig sank, ikke kunde komme ud fra. Han gik hen til Stedet og dræbte den største med en Stage, hvorimod han søgte at faa den mindre transporteret levende; han prøvede først at løfte den op i Baaden, men blev slaaet omkuld af den, hvorefter han fastgjorde et tov om Halen og bandt dette til Baaden, for paa den Maade at slæbe den ind, men da han kom paa lidt dybere Vand, gik Fisken med Baaden, saa at han ogsaa skyndsomst maatte dræbe den, hvorefter han indbragte dem til Harsmanns Plads ved Gasværket. Fiskene, der viste sig at være to Hvaler af Delfinslægten, vare af forskjellig Størrelse; den største var 4 Alen 8 lommer lang. omkring Bugen 2 Alen 18 Tommer. Gabet var næsten ½ Alen langt, besat i Over- og Underkjæben med en Rade meget spidse Tænder. Rygfinnen var l Alen høi, og Halefinnen var over 1 Alen bred; paa hver Side af Hovedet sad et lille Øie og midt i Panden var der et Hul, hvoraf de efter Fiskerens Udsagn udsprøitede Vand i en Høide af 4 Alen. Den mindre var l Alen kortere. Farven var staalgraa over Ryggen, lysere paa Siderne og hvid under Bugen. Begge Hvalerne bleve kjøbte af Prof. Steenstrup for 30 Rd. til det naturhistoriske Museum.

- En med en Hest forspændt Postvogn holdt i lørdags Eftermiddags udenfor Postkontoret paa Vesterbro, medens Kudsken var gaaet derind. Pludselig gav Hesten sig til at løbe løbsk ad gamle Kongeveien; en Arbeidsmand søgte her at standse den, men blev kastet omkuld, hvorved han forslog sig saaledes, at han, efterat være bragt til en Barber, maatte transporteres til Hospitalet, da han havde erholdt et betydeligt Hul i Hovedet og forvredet eller brækket den høire Arm. Hesten standsedes ved Frihedsstøtten paa Vesterbro uden at have anrettet anden Skade.

(Dags-Telegraphen (København) 12. maj 1866)

En dygtig Politimester. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Slagelse skrives under 28de dS. i "B.A.": Det havde allerede i nogle Dage været bekjendt, at en Sammenrottelse af Arbeidsfolk som den, der fandt Sted den 8de Mai 1864, var paatænkt til igaar, for ligesom dengang at bringe Hr. Agent Schou til at afskedige sine tydske Teglværksarbeidere. Politimesteren i Antvorskov Birk, Hr. Birkedommer Bech, havde saaledes havt Tid til at træffe fornødne Forholdsregler for at afværge Excesser og Skandaler; med hele den Politistyrke, Byen kan afgive, samt endel Sognefogder o. Fl., forsynede med Politiskilt, var han ogsaa igaar Eftermiddag personlig tilstede udenfor Agent Schous Bopæl ved Antvorskov, ligesom en Deling Dragoner var konsigneret ved Eskadronens Stald for i fornødent Fald at afgive Assistance Omtrent Kl. 6 samlede eftermanden en stor Del Arbeidsmænd sig foran Huset, og do te viste Opsætsighed mod Politimesterens Opfordring tit at fortrække, bleve Dragonerne kaldte til Hjælp. Kort efter saa man Arrestanter, i det hele 5, efterhaanden at blive indbragte til Byen under Eskorte af Dragoner, og ved denne kraftige Optræden syntes den afskyelige Selvtægt at skulle blive kvalt i sin Begyndelse, da Mængden, afskrækket ved de værste Skraalhalses Skæbne, for største Delen adspredte sig. Mulig vilde Spektaklet hermed have været endt, naar hensigtsmæssige Foranstaltninger havde været trufne til ved Mørkets Indtræden at forebygge videre Sammenrottelse; men begunstiget af dette kom den tumultuerende Skare tilbage, forøget ved en Mængde Tilskuere og fornemlig Læredrenge, som ved slige Affærer møde med langt større Iver end i Aftenskolen og ikke vare de mindst virksomme ved de senere forefaldende skandaløse Optrin. Disse maatte upaatvivlelig endnu kunne have været hindrede ved en kraftig, om end human Anvendelse af Magten, der efter Sigende var tilbudt forøget med den øvrige Del af Eskadronen, men uforklarlig nok blev næsten al Modstand opgiven fra det exekutive Politis Side mod den raa Vold, som ogsaa snart tog sin Begyndelse med en Demolering af Teglværket og en Bombardering af Hovedbygningens kostbare Vinduer, uagtet Dragonerne holdt ved Indgangene til Gaardspladsen, parate til at anvendes efter Politimesterens Bud. Selv hine bleve ikke sporede, og en Underofficer maatte, truffen af en Sten over Armen, forlade Valpladsen, ja selv Politimesteren følte Følgerne af "Folkets" Uvillie, idet han blev haardt truffen af en Steen, som blev kastet paa saa kort Hold, at der ingen Tvivl kunde være om, hvem den var tiltænkt. Som sidste Middel til at standse Voldsomhederne, hvis Endemaal, da de nu engang havde faaet frit Løb, ogsaa var vanskelig nok at forudse, greb man da til at underhandle med Sejrherrerne. Alle deres Betingelser bleve tilstaaede: De tydske Arbejdere skulde strax afskediges, en Danebrogsfane, som var fratagen dens Bærer, skulde tilbageleveres, de fem Fanger frigives, og den dem tilføjede Tort vederlægges med 5 Rd. til hver, en Fordring, der dog høimodig nok blev nedsat til 1 Rd. pr. Stk. For at opfylde Fredsbetingelsernes sidste Klausul bleve to Dragoner afsendte med Ordre om Fangernes Udlevering tilligemed Vogn til deres anstændige Transport, men paa Grund af en let forklarlig Vægring fra Arrestforvarerens Side, med mindre en skriftlig Befaling fra Politimesteren medfulgte til Bekræftelse paa en Forholdsregel, hvorved al Retsbevidsthed traadtes under Fødder, maatte den ene Dragon ride tilbage for at udvirke en saadan Bekræftelse, hvorpaa man havde det opløftende Syn, at Vognen, med en Dragon som Æresgarde i Spidsen, førte Fangerne tilbage til det suveræne Folk, som naturligvis modtog dem med Jubel. Man var derpaa saa god at forlade Skuepladsen for de udførte skammelige Gjerninger. En større Skare drog med Hurraraab, blandt hvilke Drengenes Diskant havde det overvejende Parti, gjennem Byen; men adspredte sig snart uden at foraarsage videre Uorden. - Med "Sorø Amtst." skulle vi udtale en Forventning om, at Sagen dog ikke er endt hermed; den almindelige Retsbevidsthed, som er krænket i sin inderste Rod, fordrer, at de strengeste Undersøgelser blive anstillede for at drage de Skyldige til Ansvar, dersom ikke al Tillid til Sikkerhed under Loven for Person og Gods skal forsvinde.

(Dags-Telegraphen (København) 30. april 1866)

Efter et fotografi af Sander Nielsen: Parti af "Schweitzerpladsen" i Slagelse. Illustreret Tidende nr. 459, 12. juli 1868.

Optøierne i Slagelse. De af Criminalretsassessor Behrend anstillede Undersøgelser angaaende Optøierne ved Slagelse Almindelig Bededags Eftermiddag og Aften skulle i alt Væsentligt have stadfæstet de Beretninger om Tildragelsen, vi allerede have meddeelt efter "Sorø Amtstidende." Navnlig skal det ved Undersøgelserne have vist sig, at der ikke er den mindste Anledning til at Aarsagen til de Stedfundne i Ophidselser enten fra det ene eller det andet politiske Parties Side. Den rette Aarsag til det Stedfundne maa udelukkende søges i Befolkningens Uvillie over, at Agent Schou - ligesom de andre Teglværkseiere der i Egnen - havde indkaldt fremmede Teglarbeidere under den Arbeidsløshed, der i længere Tid havde hersket baade i Byen og Omegnen, og som er saa stor, at flere Communer have maattet lade Arbeider udføre blot for at forebygge, at Folk kom paa Fattigvæsenet. For denne Stemning var det nu, at nogle Personer af den allerlaveste Classe besluttede at gjøre sig til Organer. Paa en berygtet Værtshuuskjælder, hvis Vært har været straffet med 10 Aars Fæstningsarbeide, aftalte de at drage ud til Antvorskov for at opfordre Agenten til at afskedige sine tydske Arbejdere. Men de Aftaler, de meente al have truffet med adskillige Andre om at deeltage i dette Tog, bleve ikke efterkomne: Toget indskrænkede sig saa omtrent til de oprindelige Anstiftere med en Fanebærer, og denne første Aet, som var den eneste af alle Tildragelserne, hvorom der havde fundet forudgaaende Aftale Sted, endte hurtigt og let ved Fanens Borttagelse og de Paagjældendes Arrestation eller Flugt. Den anden Act, Optøierne om Aftenen, under hvilke de egentlige skandaleuse Optrin fandt Sted, udførtes derimod af en aldeles tilfældigt sammenløben Hob paa imellem 500 og 1000 Mennesker og foregik uden Spor af Aftale, hverken om at befrie Arrestanterne eller om at sætte disses oprindelige Fordring igjennem. de voxede saa at sige instinctmæssig op fra Intet, fordi der ikke fra Først af blev skrevet kraftig ind mod den urolig stemte Mængde. I Begyndelsen indskrænkede nemlig Optøierne sig til, at nogle Drenge kastede Steen mod Teglværksbygningen, som ligger et Stykke fra Agent Schous Huus, medens den øvrige Deel af Mængden forholdt sig rolig. Da nu Politimesteren ialfald paa dette Standpunkt ikke mente at turde anvende Militairmagten, lod han sig af nogle Borgere overtale til at gaae hen til Agent Schou for at opfordre ham til at afskedige Arbeidere. Det var dette, som gav Sagen den uheldige Vending, thi da Politimesteren fra Teglværket begav sig hen til Agentens Bolig, fulgte hele Mængden med og begyndte snart at kaste Stene paa Huset, fordi Underhandlingerne derinde varede Folk forlænge. Agenten var nemlig først uvillig til al give efter, idet han - saavidt vi vide - beraabte sig paa, at da han allerede for otte Dage siden havde forlangt Beskyttelse mod det tilsigtede Overfald, havde Politimesteren selv raadet ham til ikke at afskedige sine Tydskere. Men da Faren for hans Person og Eiendom steg, lod gan sig omsider bevæge til at give efter. Da nu dette forkyndtes Mængden, raabte en Stemme paa Fanens Udlevering, strax efter en anden paa Arrestanternes Løsladelse, saa en tredie Stemme paa, at de skulde føres tilbage i den samme Vogn, som havde bragt dem ind, og Mængden gjorde uvilkaarlig med een Røst disse Raab til sine. Fordringen om, at Arrestanterne skulde havde Penge, fremkom først, da de efter halvanden Times Forløb ankom lil Skuepladsen for Optøierne, og da Politimesteren ikke vilde gaae ind herpaa, paatog en af de omtalte Borgere, en Kjøbmand V. Petersen, sig at udrede Erstatningen. Den militaire Styrke, en Undercofficeer og 21 Dragoner, som var stillet til Politimesterens Raadighed, opførte sig ved hele Tildragelsen fuldkomment correct, idet de strengt holdt sig til og efterkom de Ordrer, Politimesteren gav dem. - Vi have her kun opfrisket Hovedtrækkene for at stille Sagen i det rette Lys, idet vi angaaende Enkelthederne henholde os til det allerede Meddeelte. Nogen større Straf kan efter det Anførte tydeligt nok ingen af Deeltagerne blive ikjendt, eftersom de oprindelige Anstiftere paa Grund af deres Arrestation ikke deltoge i de egentlige Excesser og ikke kunne antages at have tilsigtet dem i ret Omfang eller paa den Maade, de i Aftenens Mørke fandt Sted. Af Deeltagerne i Aftenens Optrin er nok en svensk Modelsnedker den Eneste, der vil slippe for mindre godt Kjøb: han skal nemlig have vedgaaet, at han med en Stok har slaaet en Politibetjent over Nakken, fordi denne tidligere paa Dagen havde villet arrestere ham. - Agent Schous Tab anslaaes til c. 300 Rd., nemlig 150 Rb for 6 Speilglasvinduer a 25 Rd. og ligesaa Meget for den øvrige Skade paa Huset og Teglværket. Desuden betalte han 300 Rd. til de tydske Arbejdere, da han næste Morgen lod dem reise; men nu er der fra Lippe igjennem den derværende Regjeringscommisfair for Teglarbeiderne kommet en yderligere Erstatningsfordring paa 100 preussiske Thaler til hver; hvorvidt han er pligtig at betale denne, maa beroe paa Contracten. Efter Forlydende tænker han paa at henvende sig til Rigsdagen om Erstatning af det Offentlige, i Betragtning af, at dettes Reprædentant, Politimesteren, forlangte de paagjældende Arbeideres Bortsendelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. maj 1866).

Omkring 1886 kom der fortsat teglværksarbejdere fra det lille fyrstedømme Lippe-Detmold i Slagelse, men så var det slut.