Sankt Hans Hospital paa Bidstrupgaard 1866. (Efterskrift til Politivennen)

- - -; idag er det Kjøbenhavns Commune, som festligholder Hundredaarsdagen for Claudi Rossets Gave til det gamle Sanct Hans Hospital, hvorved dette blev hævet af sit Forfald, og tillige dette Hospitals Virksomhed som Sindssygeanstalt paa Bistrupgaard i 50 Aar. I denne Anledning har Anstaltens Reservelæge C. A. Gad ved Magistratens Foranstaltning udgivet et særdeles smukt udstyret Mindeskrift, der indeholder udførlig Oplysning saavel om det gamle Hospital som om den nuværende Stiftelse. Det er dette Skrift, vi skylde efterfølgende historiske Meddelelser.

Naar Sanct Hans Hospital er stiftet, og hvad det skylder sit Navn, veed man ikke; det synes at være fremkommet ved en Omdannelse af Kjøbenhavns ældste Hospital St. Jørgensgaard udenfor Vesterport. Dets almindelige Navn i det 16de og 17de Aarhundrede og lige ned til Midten af det 18de, var "Pesthuset", hvori Christian den Fjerde havde ladet indrette 30 Daarekister. Til St. Jørgens Hospital havde Kong Hans skænket Ladegaarden med tilliggende Jorder udenfor Nørreport, men Hospitalet havde solgt den til Christian den Fjerde; da Jorderne imidlertid kort efter hans Død bleve udstykkede til Amagere, fik Hospitalet Bygningerne tilbage og flyttedes dertil. Men ved Belejringen 1659 blev Pesthuset ødelagt og opførtes derpaa nærmere ved Kallebodstrand, bagved Skydebanen, hvor Belvedere nu ligger. Som Datidens Bestyrelse i det Hele var maadelig, synes ogsaa dette Hospital at være blevet meget ilde bestyret, saa at det i Midten af forrige Aarhundrede befandt sig i den ynkeligste Tilstand; Lemmerne havde hverken Klæder eller Senge. Over denne Nød rørtes en indvandret Fremmed af den katholske Troesbekjendelse, Silke- og Klædekræmmer Claudi Rosset, der, efter i en Del Aar aarlig at have understøttet Hospitalet med 1000 Rdl., ved Testament skænkede det hele sin dengang meget betydelige Formue, nemlig 41,000 Rdl. Dette Legat, hvis Fundats er dateret 1ste August 1766 gjorde det muligt for Fattigvæsenet at forlade Hospitalets forfaldne Rygninger og tilbagekjøbe Ladegaarden af Landmilitairetaten, som brugte den til Krigshospital. Da Hospitalet var flyttet herhen, blev det indrettet til at omfatte 3 Klasser af Syge: Afsindige og Idioter, Almisselemmer med ulægelige Sygdomme og veneriske Patienter. Det er tvivlsomt, hvorvidt Flytningen har forbedret dets indre Tilstand, thi alt 20 Aar efter (1788) skildrer Riegels denne som meget ussel, og omsider fandt Regeringen sig foranlediget til (1794) at nedsætte en Commission, som skulde undersøge, hvorledes Hospitalets Midler bedst lode sig anvende, navnlig til Sindssyges Pleie og Helbredelse. Commissionen brugte 8 Aar til denne Undersøgelse; først 1802 indkom dens Betænkning, som foreslog Opførelsen af en ny egenlig Hospitalsbygning (Curhus); men 6 Aar derefter havde man endnu Ikke begyndt paa denne, da Kjøbenhavns Beleiring og Bombardement 1807 medførte Ladegaardens fuldstændige Ødelæggelse og Lemmernes foreløbige Flytning til Frederiksborg og Frederiksværk. Efter Fjendens Bortgang bleve de vel flyttede tilbage til Ladegaarden, men Tanken om at bygge der blev nu opgiven, fordi man tænkte paa at udvide Fæstningsværkerne hinsides Søerne; man fattede da den meget heldigere Plan, at flytte Anstalten bort fra Byen til Hovedgaarden Bistrup ved Roeskilde.

Denne Gaard, der med tilliggende Gods havde tilhørt Bisperne i Roeskilde, og efter Reformationen var bleven inddragen under Kronen, var tilligemed Godset bleven skænket Kjøbenhavns Stad til Løn for dens Troskab af Kong Frederik den Tredie, men da man efter Branden 1796 trængte til Penge, var selve Hovedgaarden bleven solgt for 36,000 Rdl. Da den ifølge sin Beliggenhed og sine mange og gode Bygninger ansaaes særdeles vel skikket til der at anlægge det nye Hospital, blev den 1808 kjøbt tilbage for omtr. 100,000 Rdl. Det gik imidlertid, som saa ofte med Staden Kjøbenhavns Arbejder, ikke synderlig rask med det nye Anlæg. Uagtet Hovedbygningen var ny, og det kun behøvedes at opføre to Fløie til denne og indrette de tilstedeværende Ladegaardsbygninger, medgik der dog 8 Aar endnu, inden Hospitalet flyttedes derud, og da var kun den ene af de nye Fløie færdig. Denne og Hovedbygningen anvendtes nu til Sindssygeanstalt, og Lemmerne (uhelbredelige Sindssyge, Idioter, Vanføre osv., thi de veneriske Patienter vare alt 1808 flyttede til Almindeligt Hospital), bleve anbragte i en Del af Ladegaarden. Samtidig fik Stiftelsen sin første egne Læge, nemlig J. B. Seidelin. Fra 1816 begynder altsaa Sanct Hans Hospitals Virksomhed som Sindssygehospital. Dets Bestyrelse, Fattigdirectionen, var overordenlig tilfreds med det som saadant, men saaledes som Tilstanden udviklede sig, var den dog langtfra god. For det Første vare Bygningerne og deres Indretning meget mangelfulde, og Hospital overfyldtes aldeles, medens Fattigdirectionen brugte 10 Aar til at tilbygge den manglende Fløj; dernæst lod Bestyrelsen, navnlig Directionen selv, ved sin Talrighed og sine andre Opgaver, overmaade meget tilbage at ønske, og endelig var det Lægesystem, der bragtes i Anvendelse, det saakaldte psychiske, der her gjennemførtes med særegen Haardhed, ganske fejlagtigt, hvortil endnu kom idelig Competencestrid og gjensidige Rivninger mellem Lægen og den ham sideordnede Inspecteur. Disse Forhold foranledigede atter Regeringen til at anordne en Undersøgelse, som udførtes af Generalprocureur A. S. Ørsted, men skjønt den førte til Afhjælpning af adskillige Mangler, blev Tilstanden i det Hele dog ikke meget bedre. Nye Klager over Lægens tyranniske Forhold mod de Syge, som dog vare noget overdrevne, bevægede Regeringen til atter at gribe ind , og denne Gang alvorligere. En kgl. Gommission nedsattes 1830 til at undersøge Anstalten. Efter dens Indstilling blev Overlæge Seidelin afskediget i Naade, begge de yngre Læger, der havde ligget i Strid med barn ligesom lnspecteuren, fjernedes, og Fattigdirectionen alvorlig irettesat, fordi den havde forsømt at føre det fornødne Tilsyn. Dernæst foranledigede Directionen nogle Forandringer i Oekonomien, men dens Hovedopgave: at gjøre Forslag til en forandret Organisation og Udvidelse af Hospitalet, saa at det kunde blive Helbredelsesanstalt for hele Riget, trak, som sædvanligt med vore kongelige Commissioner, i Langdrag. Først efter 10 Aars Overvejelser kom Commissionen til det Resultat, at den ikke kunde løse denne Opgave, fordi St. Hans Hospital var en særlig kjøbenhavnsk Stiftelse, som maatte forblive hos Communen. Denne Indstilling bifaldtes ved en allerhøjeste Resolution af 7de Juli 1840, som paalagde Cancelliet at indhente Fattigdirectionens Betænkning om Stiftelsens Udvidelse. Fattigdirectionen brugte 9 Aar til at afgive en Betænkning, der indeholdt ligesaa mange forskjellige Meninger, som Directionen talte Medlemmer. Da imidlertid Overfyldningen var voxet over alle Grændser, saa at en Reform var uopsættelig, og Sagens Drøftelse i Pressen havde forberedt en fornuftig Afgjørelse, tog Borgerrepræsentantskabet den i sin Haand, og et nedsat Udvalg kom i Marts 1851 enstemmig til følgende Resultat: at der skulde opføres et nyt Kurhus for 120 Afsindige; at det daværende Kurhus og Lemmestiftelsen skulde omdannes til Pleiestiftelse for 300 Afsindige; at alle Ikke-Afsindige skulde fjernes; at Stiftelsen fra Fattigvæsenet skulde gaae over til en særlig communal Bestyrelse, samt endelig at en af Communalbestyrelsen nedsat Comitee skulde tilvejebringe Forslag dels til de nye Bygningers Opførelse og de gamles Omdannelse, dels til Ordning af Stiftelsens fremtidige Bestyrelse og Oekonomi. Disse Beslutninger bifaldtes 14de Oct s. A. af Kongen, Comiteen valgtes, afdøde Bindesbølls Tegninger og Overslag til de nye Bygninger vandt den udsatte Pris, men Uenighed med ham om nogle Ændringer i Planen foranledigede, at Udførelsen overdroges Professor Friis under Tilsyn af nuværende Borgemester Holm og Borgerrepræsentanterne T. Lund og Kayser. Arbeidet begyndte 1854, og i Juli 1860 toges de nye Bygninger i Brug. Den anden Del af sit Hverv fik Comiteen ikke udført, men dette overdroges nysnævnte Aar til Borgemesteren for 2den Afdeling, som nu overtog Anstaltens Bestyrelse. Omkostningerne ved Opførelsen og Monteringen af Bygningerne udgjorde 434,000 Rdl., derfor stilledes yderligere Nybygninger i Bero, da Overfyldningen foreløbig var ophørt og Pleiestiftelsen ved at deles i to Afdelinger kunde rummes i de tilstedeværende Localer. Fruentimmerafdelingen er imidlertid siden tiltagen saa stærkt, at Overfyldning nu atter staaer for Døren. 

Seidelin blev begravet på Sankt Hans Hospitals kirkegård på en fremtrædende plads. På stenen står bl.a. Johannes Henrik Seidelin (1786-1855), Johanne Marie Seidelin, f. Petersen, Arkitekten Johannes Henrik Bernhardt Seidelin (1820-1863, søn af de to forannævnte), Peter Seidelin, J. Henrik Seidelin. Johan Henrik Seidelins behandlinger bestod bl.a. af frisk luft og landbrugsarbejde, men også af indespærring, pisk og udsultning. C. A. Gad er også begravet på Sankt Hans Hospitals kirkegård i et større familiebegravelse. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Af de statistiske Meddelelser, som ledsage den historiske Oversigt, have naturligvis de størst Interesse, som gjælde de 6 sidste Aar, i hvilke Hospitalet  har virket udelukkende som Sindssygeanstalt. Det begyndte Aaret 1861 med 460 Syge og ved Udgangen af 1866 fandtes der 464. Der indkom i disse Aar i Alt 542 , Afgangen har været fra 100 til 120 aarlig. Af de Udgaaede ere 169 helbredede, 136 uhelbredede og 233 (deriblandt mange gamle Lemmer) døde. Af de Indkomne ere lidt over 31 pCt. helbredede. Ved Udgangen af 1818 fandtes i Hospitalet 168 sindssyge Kjøbenhavnere; Byens Indbyggertal var da 101,000, og allsaa var 1,504 af hvert Tusinde afsindig. Ved Udgangen af 1866 var derimod 452 sindssyge Kjøbenhavnere i Hospitalet; anslaaes Byens Folkemængde nu til 160,000, saa er der 2,825 af hvert Tusinde paa Bistrup. Med andre Ord: medens Byens Folkemængde er forøget med en Halvdel, er de Afsindiges Tal næsten steget til det Tredobbelte. Aarsagen hertil er imidlertid formentlig at søge deri, at mange saadanne Afsindige, der tidligere enten forbleve i Hjemmet eller pleiedes af Private, nu sendes til Hospitalet.

Sanct Hans Hospitals Formue, der grundlagdes ved Claudi Rosses ovennævnte Gave bestaaer af 72 Legater, hvoraf de fleste ere smaa men nogle betydelige; det mindste er 8 Rdl. 88 Sk., det største 203,408. 1 Alt have de udgjort over 760,000 Rdl., men ved Pengeforandringen 1813 formindskedes de betydelig og en Del af Formuen er forbrugt til Bistrupgaards Erhvervelse og det ældre Hospitals Opførelse. De tilbageværende Legater udgjøre nu 416,000 Rdl., der ere anbragte i Obligationer paa en ringe Sum nær.

Sanct Hans Hospitals Historie giver et glædeligt Billede af Fremskridt i Humanitet og Omsorg for de Ulykkelige, der miste deres Forstand, men det giver et sørgeligt Billede af den communale Bestyrelse næsten lige ned til Nutiden. Statens Bestyrelse har imidlertid i samme Periode heller ingenlunde været exemplarisk; de samme Svagheder, hvoraf den led, og hvoraf en høist utrolig Træghed og Langsomhed i Bevægelsen var en af de mest fremtrædende, maatte naturligvis ogsaa afsætte sig i de stedlige Bestyrelser.

(Fædrelandet 1. august 1866)

Paa Bidstrupgaard feiredes igaar en Fest til Minde om St. Hans Hospitals og Claudi Rossets Stiftelses Bestaaen i 100 Aar og Hospitalets Virksomhed som Sindssygeanstalt paa Bidstrupgaard i 50 Aar, i hvilken Anledning derhos Kjøbenhavns Magistrat har besørget Udgivelsen af et af Reservelæge ved Hospitalet C. A. Gad forfattet og særdeles smukt udstyret Mindeskrift, der meddeler Oplysninger om St. Hans Hospitals Historie før Overflytningen til Bidstrupgaard, om Bidstrupgaards ældre Historie og Indretning til Hospital, om St. Hans Hospital paa Bidstrupgaard fra 1816 til 1866, om Bevægelsen i St. Hans Hospital i samme Tidsrum, om St. Hans Hospitals økonomiske Forhold, og om St. Hans Hospitals Administration. Mindeskriftet ledsages af 9 Tavler: Fugleperspektiv af st. Hans Hospital og Omegn, Prospecter af St. Hans Hospitals Bygninger, Kort over Bidstrupgaard og Omegn, Situationsplan af St. Hans Hospital, samt 5 Grundplaner.

Situationsplan over Sct. Hans Hospital paa Bidstrupgaard fra C. A. Gad : Sanct Hans Hospital. - København, 1866. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Da Hospitalet ved Midten af det forrige Aarhundrede befandt sig i en meget maadelig økonomisk forfatning, fandt det en Velgjører i den fra Udlandet indvandrede Silke- og Klædekræmmer Claudi Rosset, der sent i længere Tid understøttede Hospitalet med 1000 Rd. aarlig og tilsidst i sit Testamente skiænkede det sin hele, for den Tid betydelige formue, 41.000 Rd. Fundatsen for denne Gave er dateret den 1ste August 1766. Ved denne Hjælp blev Hospitalet sat istand til at tilbagekjøbe Ladegaarden, der oprindelig var skjænket det af Kong Hans, men senere solgt til Christian den fjerde, og som nu tilhørte Militairetaten, og Hospitalet blev nu indrettet for 3 Klasser af Syge: Afsindige og Idioter, Almisselemmcr med incurable Sygdomme og syphilitiske Patienter. Nogen varig forbedring i Hospitalets indre Tilstand synes imidlertid ikke at være indtraadt; thi 1794 fandt Regjeringen det nødvendigt at nedsætte en kommission til at undersøge, hvorledes Hospitalets Midler bedst lode sig anvende. Denne Commission udgav sin Betænkning 1802, men inden man, efter 5 Aars Forløb, havde begyndt paa at iværksætte dens forslag til Opførelse af et nyt Cuurhuus, blev det ved Ladegaardens Ødelæggelse under Krigsforholdene 1807 nødvendigt at flytte Patienterne til Frederiksberg og Frederiksværk. Efter Tilbageflytningen opgav man Tanken om at bygge paa Ladegaardens Grund og besluttede definitivt at flytte Hospitalet bort fra Kjøbenhavns Nærhed til Bidstrupgaards Hovedgaard, der i sin Tid med tililende Gods var bleven skjænket til Kjøbenhavn af Frederik III. Hovedgaarden var bleven bortsolgt efter Branden, men blev nu gjenerhvervet og, efter 8 Aars Forberedelser, tagen i Brug som Sindssygeanstalt, med sin først egne Læge, den for nogle Aar siden som Distriktslæge i Roskilde afdøde J. H. Seidelin. Overflytningen fandt Sted 1816. Samtidig fik Lemmeafdelingen Plads i en Del af Bidstrups Ladegaard, medens de syphilitiske Patienter allerede fra 1808 af vare henviste il Almindeligt Hospital. Hele Anstalten stod under Bestyrelse af Direktionen for Kjøbenhavns Fattigvæsen. Tilstanden paa Stiftelsen gav gjentagne Gange Anledning til Klager og foranledigede tvende af Regjeringen anordnede Undersøgelser, af hvilke den sidste, 1830, endte med, at Overlægen, der beskyldtes for, i Anvendelsen af den da almindelig anerkjendte Lægemethode, (der gik ud paa at Sindsygdommen væsentlig var et moralsk Onde), at have udvist en noget overdreven Strenghed mod Patienterne, og som derhos laa i jevnlig Competencestriid med Directionen  og Inspecteuren, afskedigedes i Naade og med Pension. Reservelægen og Candidaten fjernedes, og Directionen irettesattes for Mangel paa tilstrækkelig Tilsyn. Da Cuurhusets Overfyldning i Aarenes Løb havde gjort en Reform absolut nødvendig, tog Borgerrepræsentationen i 1851 initiativet til en saadan. De af den gjorte forslag blev under 14de Octbr. f. A. bifaldne af Hs. M. Kongen og gik i det Væsentlige ud paa Opførelsen af et nyt Cuurhuus for 120 Patienter og Indretningen af det gamle Cuurhuus samt af Lemmestiftelsen til en Pleiestiftelse for 300 Afsindige, idet alle andre Lemmer skulde fjernes. Bindesbøl gjorde Tegningen til det nye Cuurhuus, hvis Udstyrelse blev overdragen til Professor Friis under Tilsyn af nuværende Borgmester Holm samt Borgerrepræsentanterne T. Lund og Kayser. Byggearbeiderne paabegyndtes 1854 og vare 1860 saaledes fuldendte, at de nye Lokaler kunde tages i Brug. Omkostningerne udgjorde 434.000 Rd. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. august 1866).

Tiltale for Vold. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom af 2. Marts d. A blev Gaardeier Cort Larsen af Ledøie for udøvet Vold idømt, foruden Erstatning og Actionens Omkostninger, en efter lovgivningens Analogi bestemt Mulkt af 20 Rd. Sagen blev derefter ifølge Tiltaltes Begjæring indanket til Overretten, som den 20de d. M. har paakjendt samme.

De nærmere Omstændigheder vare følgende: Den i Ledøie boende Jordemoder, Md. Hertz blev den 17de Decbr. f. A. Klokken mellem 10 og 11 om Aftenen, da hun var gaaet i Seng, vækket derved, at der blev banket paa hendes Vindue, udenfor hvilket der befandt sig tre Mandspersoner, af hvilke en under urigtigt Foregivende søgte at faae hende til at komme ud til dem. Da Konen, der boer i Huset alene med en tunghør Pige og sine smaae Børn herover blev ængstelig, og hun saae, at Personerne fjernede sig noget, ilede hun, der frygtede for, at de skulde vende tilbage, over til Tiltaltes Gaard for at søge Hjælp. Tiltaltes Hustru tillod da ogsaa sin Tjenestepige at maatte følge hjem med Md. Hertz og forblive hos hende Natten over, men da de kom ud paa Veien, saae de, at de ommeldte Mandspersoner vare vendte tilbage og atter stode udenfor eller i Nærheden af Jordemoderens Huus. Herover blev Md. Hertz endmere forskrækket og gik tilligemed Pigen, der ogsaa af Frygt for Personerne ikke turde gaae videre, tilbage til Tiltalte, hvem hun bad om at komme hende til Hjælp. Tiltalte, der var gaaet i Seng, stod op, klædte sig paa og medtog en ved hans Seng staaende brækket Sabelklinge af 3 Qvarteers Længde og skarpt tilsleben, og begav sig derefter ud efter Urostifterne, af hvilke han greb den ene, Skomagersvend Felsing, og befalede ham at følge med til Sognefogden, hvortil han erklærede sig villig. Under sin Gang med den Anholdte, som Tiltalte holdt med sin ene Haand, paa Veien til Sognefogden, kaldte Tiltalte Huusmand Chr. Nielsen til Hjælp, men medens denne Mand, der var gaaet til Sengs, gjorte sig istand til al efterkomme Tiltaltes forlangende, opfordrede den Anholdte den ene af sine Kammerater til at komme ham til Hjælp. Denne, Bagersvend Weets, gik derefter henimod Tiltalte Felsing, idet han under denne sin Gang efter Tiltaltes og Vidnets Forklaring tilraabte Felsing: "Stik ham En." Da Tiltalte, der med den ene Haand vedblivende holdt paa Felsing, saae Weets nærme sig, og Chr. Nielsen endnu ikke var kommen ud paa Veien, advarede han Weets imod at komme nærmere, idet han to Gange gjentog "gaaer de mig paa Klingen" - eller "kommer De mig nærmere, saa slaaer jeg" , og da Weets desuagtet, efter hvad Tiltalte paastaaer, søgte at nærme sig ham som for at angribe ham bagfra, slog Tiltalte et Slag med Klingen, hvorved Weets faldt til Jorden, og i det Samme kom Chr. Nielsen tilstede, hvorefter de gik med Felsing til Sognefogden. Weets vaagnede næste Morgen i sin Seng hos den Bager i Ledøie, hvor han arbejdede, men han havde i Forhørerne erklæret, at han ved Slaget blev bevidstløs, og at han ikke vidste, hvorledes han var kommen hjem. Det havde ei heller under Sagen kunnet oplyses uden forsaavidt, at en 13aarig Dreng fra et Vindue vilde have seet, at den slagne Person, kort efter at Tiltalte havde slaaet, reiste sig og gik henad Gaden. Da Weets nogle Dage derefter fremstilledes til Forhør, fandtes han at have et 2½ Tomme langt Saar fra Panden til Kinden tversover Øiets høire Side, men efter Lægens Attest vil Saaret dog ikke have nogen skadelig Indflydelse paa hans fremtidige Helbredstilstand, hvorimod det vil efterlade et meget vansirende Ar, hvilket dog i Særdeleshed er en Følge af at det ikke i de første Dage har været forbundet eller behandlet af en Læge.

Ligesom det nu efter de saaledes fremkomne Oplysninger var utvivlsomt, at Tiltalte var berettiget til at yde Jordemoderen den forlangte Hjælp, og ligesom han, der begav sig ud i den mørke Nat imod tre ham ubekjendte Urostiftere, om hvis Hensigter med at faae Jordemoderen ud til dem har var uvidende, ogsaa havde al Anledning til at medtage det Vaaben, han netop havde ved Haanden, saaledes fandtes han ogsaa med Føie at have kunnet antage, at han ved Weets Nærmelse, og da det derhos var ham ubekjendt, at den tredie af Urostifterne var gaaet sin Vei, og han ei heller i Øieblikket saae Chr. Nielsen eller Andre at være tilstede, var udsat for et voldeligt Overfald og da han nu endog, forinden han slog til, efter hvad der er oplyst, maatte antages gjentagende at have advaret Weets, sklønnedes han efter samtlige saaledes tilstedeværende Omstændigheder alene at have udøvet et retmæssigt Nødværge, hvorved det selvfølgelig ikke kunde fordres - hvad Forhørerne efter den Retning, hvori de vare optagne, syntes at forudsætte - , at han skulde oppebie Weets Angreb.

Han blev saaledes tillagt fuldstændig Frifindelse, hvorhos Actionens Omkostninger paalagdes det Offentlige.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. juli 1866).

Kjøbenhavns offentlige Politiret, Juli 1866. (Efterskrift til Politivennen)

2den Afdeling. Assessor Behrend.

Tirsdagen den 10de Juli.

Kudsken Niels Olsen havde forleden Dag paa Nørretorv paakjørt en der holdende Vogn, hvorved et til 10 Rd. vurderet Vognhjul blev ødelagt paa den paakjørte Vogn; dette Faktum indrømmede Niels Olsen, men derimod paastod han, at han havde været nødt dertil for ikke at overkjøre nogle Smaabørn, der gik fra Skole, og af den Grund negtede han i Mindelighed at erstatte Vognens Eiermand den lidte Skade med 10 Rd. Men alle Nielses Indsigelser hjalp ikke. Vidnernes Udsagn gik ham stik imod, og nu faldt der Dom i Sagen, hvorved han dømtes til at bøde 4 Rd. til Kommunens Kasse og at erstatte Eieren de udlagte 10 Rd. for Vognhjulets Reparation.

- Carl Christian Benthien kunde heller ikke idag huske, at han forleden Dag havde overskredet Drosketaxten ved at forlange og faa 3 Mark for en Tur fra Jernbanen til Adelgade, men Dommeren hjalp paa hans Hukommelse ved at afhøre et Par Vidner, og saa var da Benthien endelig villig til at betale 2 Rd. i Mulkt samt at tilbagebetale det for meget opkrævede Markstykke, "skjøndt han aldeles ikke kunde huske, at han havde kjørt den paagjældende Tur."

- Uden at have Bevilling som Herbergerer har Værtshusholder Andreas Larsen i Nyhavn Nr. 14 havt Logerende lagvis, og derfor har han inden 8 Dage at udrede 2 Rd. til Fattigkassen samt at betragte denne Afgjørelse som en ham for første Gang overgaaet Dom for uberettiget Næringsbrug.

- Ole Jesper Andersen, der ernærer sig paa Gammelmønt Nr. 26 ved at laane paa Pant og ved at være Bordelvært, havde efter Rapporten opfordret den paa Gaden vagthavende Betjent til at skrive en i Gaden boende Værtshusholder for Nattesæde, men da Betjenten, som ikke kunde opdage noget Nattesæde, negtede at skrive nogen Rapport, blev Jesper Andersen - Bordelværten og Pantelaaneren - vred og ytrede, "at han maaske var mere pletfri end Betjenten, og at han da dette Øieblik erklærede ham Krig samt skulde lille ham af med Uniformen, hvad det saa skulde koste". Der var Vidner nok paa dette Forhold, og Bordelværten erlagde derfor idag 5 Rd. i Mulkt, hvorhos han af Dommeren underrettedes om, at næste Gang vilde den samlede Kriminalret tage ham under Behandling, hvis han atter fornærmede Politiet. Saa gik Pantelaaneren hjem for at fortsætte den for ham saa uheldig begyndte "Krig" ved at skrive en Klage til Politidirektøren over vedkommende Betjent, der efter Pantelaanerens Udsagn ikke røgter sin Dont.

- Kogjødnings Udløb i Teglgaardstrædes Rendesten skilte Brændevinsbrænder Larsen af med 4 Rd., hvorhos en lignende Sag mod Brændevinsbrænder Henriksen i samme Gade udsattes i 8 Dage.

(Dags-Telegraphen 11. juli 1866).

2den Afdeling, Assessor Behrend

Tirsdagen den 17de Juli.

- - -

- Jørgen Nicolaisen. som efter eget Sigende har en Mængde fine Bekjendtskaber blandt vore større og mindre Børsmatadorer, havde forleden Dag posteret sig paa Børstrappen Kl. 2 og trolig taget sin Kaskjet af for enhver af Merkurs Sønner, der begav sig op i Templet. Desværre for Jørgen Nicolaisen havde han modtaget adskillige Smaapenge af sine Børsvenner, og dette havde bevirket, at han blev transporteret bort af Politiet og tiltalt for Betleri. Der var dog idag ikke Tale om, at Jørgen Nicolaisen vilde indrømme at have betlet, men tvertimod protesterede han saa høirøstet og ivrig, at Dommeren under Protokollationen maatte lade ham sætte udenfor Retslokalet. Saa maatte Vidnerne efter Jøgensens bestemte Forlangende gjøre Ed paa deres Forklaringer, og Enden blev, at Jørgen Nicolaisen ved Dom blev tvungen til at vandre ud paa Ladegaarden for i 30 Dage at divertere sig der ved Tvangsarbeide.

(Dags-Telegraphen 19. juli 1866).

2den Afdeling. Assessor Behrend.

Torsdagen den 19de Juli.

- - -

- Flere Beboere paa Vesterbro havde indsendt Klager til Politiassistenten over, at nogle Handlende paa Broen solgte forfalsket Mælk, og derfor havde Politiet foranstaltet en Razzia blandt Mælkehandlerne paa Vesterbro. Hos Høker Jensens Enke paa Vesterbrogade Nr. 12 var der fundet Mælk, som indeholdt 10 pCt. Vand, og Fløde, som indeholdt Melstof. Hun betalte villig en Mulkt af 4 Rd. - Politiet havde ogsaa indfundet sig hos Melhandler Petersen, Vesterbrogade Nr. 45, Hjørnet af Gasveien; men han havde været det for snild. I hans Butik forefandtes der ikke Mælk, men i et Sideværelse stod to store Blikspande, der indeholdt Mælk, hvori der var 12 pCt. Vand, men denne Mælk var "Raamælk", som efter Hr. Petersens Sigende var bestemt til 4 Grise og ikke til Mennesker. Politiet mente, at "Raamælk" godt kunde sælges til Mennesker, men dette benegtede Petersens Kone, som ytrede til Betjenten: "Prøv De bare paa at lave Ost af Raamelk, saa skal De se, at den bliver ligesaa tør som en Pind; det forstaaer jeg mig paa, det kan De være vis paa!" og hertil føjede Melhandleren den værdifulde Bemærkning, paa hvilken vi henlede alle Husmødres og Kokkepigers Opmærksomhed, uden at vi dog ville citere Hr. Petersen som en Autoritet, at "Raamælk" kun er rigtig god til at bage Pandekager af. Da Betjentene nu desværre hverken vare kloge paa Ostelavning eller Pandekagebagning, og da det tillige var saa heldigt for Hr. Petersen, at der ikke var fuldstændigt Bevis for, at han havde havt isinde at sælge sin forfalskede Mælk til Kunderne, hævede Dommeren Sagen med den Bemærkning, at det maatte ansees for en tilstrækkelige Straf for Hr. Mælkehandler Petersen, at Sagen var bleven offentlig behandlet.

- - -

(Dags-Telegraphen 20 juli 1866)

(Assessor Behrend.)

Tirsdagen den 21de Juli.

Jernhandler Hans Nielsen driver en Handel med Klude og Been i Landemærket, uden at have den fornødne Bevilling og uden at have forskaffet sig den fornødne Tilladelse af Sundhedspolitiet til at drive den omtalte Forretning paa det angivne Sted. Nielsen, som indrømmede Rapportens Rigtighed, vilde dog ikke rette for sig i Mindelighed og idømtes derfor for den dobbelte Forseelse en Bøde af 5 Rd.

Skiøndt Brændeviinsbrænder Hendricksen, Teglgaardsstræde 11, i den sidste Maaned ikke har drevet sit Brænderi, lader han dog hver Dag Urinen fra en Kostald løbe ned i Gadens Rendesteen, der altsaa ikke skylles efter med Svalevand. Hr. Hendrichsen opfyldte saaledes ikke den Betingelse, som er en forudsætning for Brændeviinsbrænderiernes Tilladelse til at lade Kourinen løbe ud i Rendestenen, og han idømtes derfor  atter idag en Bøde af 10 Rd. for den Overtrædelse af Sundhedsvedtægtens Bestemmelser. 

Paa Foranledning af Magistraten var Formand for Triers Tømmerplads S. Sørensen tiltalt for uden Bevilling at udskjænke Øl og Brændevin for Betaling. Sørensen benægtede imidlertid Rigtigheden heraf og paastod, at han vel undertiden gav Noget bort af sit eget Forraad af Øl og Brændevin, men at han aldrig havde taget Betaling herfor. Sagen udsattes derfor til Vidneførsel.

- - -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. juli 1866).

Formand Sørensen blev ved mødet den 26. juli 1866 idømt en mulkt af 5 Rd. da han ikke kunne overbevise retten om at de penge han havde modtaget, var dusør for hans tjenstvillighed.

Den Grønbech'ske Gaard. (Efterskrift til Politivennen)

Det gamle Huus

I Række med Paladser og andre stolte Bygninger stod et gammelt Guus, bestaaende ud til Gaden af en eneste Stuelænge, hvorpaa der hævede sig to Kvistgavle. Vinduerne, der i stor Mænge vare anbragte overalt, hvor der blot var mindste Rimelighed for, at et Vindue kunne sidde, havde smaa Ruder, men foran Huset, ude ved Bolværket, sang Fuglene Morgen og Aften i de grønne Træer om den Hygge og Fred, Slægt efter Slægt havde fundet indenfor disse lave Mure. Indgangen var igjennem Porten opad Steentrappen med Jernrækværket, der i vor Barndom overskyggedes af et mægtigt Valnøddetræ, men siden, da dette var segnet for Tidens Tand, af et frodigt Kastanietræ. Indvendigt havde Huset, saa godt det lod sig gjøre, søgt at holde Skridt med Tiden, optaget dens Comfort og Bekvemmeligheder, men dog bevaret adskilligt Arvegods fra længste henrundne Tider. Ved denne Forening af Gammelt og Nyt fik det hele et vist Hyggelighedens Præg, der snart gjorde Gjesten huusvant; han hilsedes ikke, som hos de gamle Romere, velkommen med noget "Salve!" tegnet paa Gulvet indenfor Tærskelen, men overalt løs ham Røsten imøde: "Velkommen! vær nu blot Dig selv - som Du seer, at jeg altid bev den samme, trods de skiftende Tider!"

Stod man paa Steentrappen, da havde man paa venstre Haand et Sidehus, der heelt og holdent stod der, som det var for Aarhundreder siden: Svalegangen løb over Stueetagen hen langs den øvre Stok, hvis Værelser paa Grund af det langt fremspringende Tagskjæg, som hvilede paa Piller, der løftede sig fra det svære Trærækværk, selv ei paa den klareske Sommerdag vare ret lyse - her var man med Eet hensat til det 16de Aarhundrede.

Stod man der en stille Midnat - - ja, det var just en deilig Sommernat; Vinden susede i Gaardens Træ, Stjernerne blinkede og Maanens Straaler spillede paa Svalegangen, Kirkeuhret slog Tolv - da hørte vi igjen denne Hvisken - kom den ikke deroppe fra Svalen? - brogede Sagn naaede vort Øre:

"Jeg husker godt den Dag, som om det var igaar" - hvisked En - "det var dengang de andre Huse derhenne endnu havde Gavle ud til Gaden og Svalegange ind til Gaarden. Det gik varmt til dengang; her var en Tummel og Støi, saa nu havde vel mine gamle Nerver ikke taalt det: Stykkerne knaldrede til Paukers og Trompeters Klang, og Matroserne skreg hurra, for han var lige bleven arvehyldet derhenne foran Børsen, Kong Frederik. Og saa var her siden en Hurlumhei hos os saa Gud maatte sig forbarme; Bægrene klang, Kjerterne skinnede og Dandsen gik derinde til Festen Ære. Den gamle Herre traadte selv en Dands, saa Baretfjedren nikkede, Sporerne klirrede og hans baldyrede Fløilskappe var færdig at komme i Ulave. Han saae eller prægtig ud, det var saadan en stolt Herre!"

"Men Geheimeraaden da, som boede her i Kong Christian den Femtes Tid!" hviskede en Anden, "Frederik v. Gabel hed han og Gouverneur var han - jeg troer over Færøerne, som nok ligge langt borte herfra, saa han raadede langt! Ja, jeg kunde jo ogsaa fortælle adskilligt fra min første Tid, som Du kanskee ikke lagde Mærke til, fordi Du allerede dengang var saa gammel i Gaarde. Jeg husker godt, da Løngangen til det nye Huus herinde ved Siden af blev færdig, for at Kongen i Løn kunde besøge sin Elskede - for Andet gik der saamænd ikke for sig, skjøndt gamle Koner i Nabolaget troede, at det spøgede!"

"Ja, Folk ere nu engang reent tossede med deres Spøgeri," hviskede en Tredje. "Troede man ikke ogsaa paa Søgeri, dengang jeg maatte flytte hertil i Admiral Rosenpalms Tid, fordi mit gamle HUus blev revet ned. Det spøger, raabte man, det spøger i det nye Huus! - Nei det var saamænd Andet end Spøgeri, det var kun Kong Frederik den Fjerde, der puslede om i Løngangen, naar han gik til Fyrstinden af Slesvig, hende, der jog mig ud af mit gale Huus! Hele Snakken hørte jo op, saasnart Anna Sophia blev Dronning og flyttede op i Slottet."

Saaledes løste den Ene den Anden af, og inden man vidste et Ord deraf, var man heelt inde i Nutiden. "Ja, vor Tid er da heller ikke til at foragte," hviskede en af Puslinergen - at det var Nisserne fra de gamle nedrevne Huse i Nabolaget, der nu holdt til her, det havde vi jo længe forstaaet paa Samtalen - "siden Huset blev Kjøbmandsgaard har dette gamle Held saamænd ikke svigtet det: her er Kjærlighed og Samdrægtighed tilhuse, Skibene lægge til derude ved Bolværket, og Handelen florerer - vi har idetmindste aldrig endnu savnet for Julegrød - og hvad var det Fuglene sang om Mødet ved Roserne dernede i Haven? Her bliver nok snart Bryllup i Huset, kan jeg troe! Ja saadan gaaer det, naar man ikke slaaer Vrag paa alt det Gamle for det Nye!"

"Ak, hvorlænge varer vel den Herlighed," klynkede en lille melancholsk Graamand, "Nu skal jo Huset ned, og hvad bliver der saa af os?" -

Mere hørte man ikke, for i det samme begyndte Hanen at gale, og da er, som man veed, jo Nissernes Tid forbi.

Men den sidste havde Ret: nogle Aar derefter var det ude med den herlighed, Huset skulde bort - der maatte følges med Tiden. Stakkels gamle Huus! snart ruller den hurtige Vognrække rastløst henover din Grund. Slægt paa Slagt farer igjennem den nye Gade, der skærer dine Enemærker, men Ingen tænker paa Dig! Og dog knyttede der sig saa mange Minder til dine ærværdige Mure, dog sang Fuglene i dit Træ om mødet ved Roserne dernede i Haven.

Carl Andersen.

Huset Nr. 14 bag Børsen, seet fra Gaarden. Tegnet af K. Gamborg.

(Illustreret Tidende 10. juni 1866).

Den Grønbech'ske gård blev nedrevet 1867.  Ejendommen ejedes af grosserer I. P. Grønbech, og var kendt under navnet Den Grønbechske Gård. Den var formentlig en af Slotsholmens ældste bygninger. Gården blev nedrevet 1867-1868 for at give plads til Christiansgade. Det kongelige Bibliotek har et foto, som formentlig stammer fra nedrivningen.

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Søndagen den 6te ds. blev det meldt til Forpagteren paa Avlsgaarden Mariendal i Falkonerallen at Retiraden var funden stærkt tilsølet med Blod, og at der var Formodning om, at en paa Gaarden tjenende Pige Karen Olsen havde født i Dølgsmaal. Forpagteren kaldte hende derefter ind til sig, og efter lang Tids Benegtelse tilstod hun omsider for ham, at hun havde aborteret i den 10de Uge af sit Svangerskab. Hun bad ham om ikke at gjøre hende ulykkelig, hvilket han ogsaa lovede paa den Betingelse, at det forholdt sig, som af hende anført, og ikke, som Mistanken var om, at hun havde født et fuldbaaret Foster. Pigen begav sig derefter ned i Stalden for at malke, hvorpaa han i al Stilhed sendte en Vogn efter Distriktsjordemoderen. Ved dennes Ankomst var Karen imidlertid ingensteds at finde, og først efter lang Søgen fandtes hun liggende livløs i en Andepark dag Gaarden. Efterat være trukken op, bragtes hun dog ved Anvendelse af de sædvanlige Oplivelsesmidler tillive igjen og blev derefter kjørt til Hospitalet, hvor hun ved et over hende optaget Forhør fastholdt sin Forklaring, uagtet det blev hende foreholdt, at der ikke paa det af hende angivne Sted var fundet Tegn til noget Foster. I Tirsdags indbragtes imidlertid til Politikammeret af en Snedkersvend et nyfødt Barn indbundet i en Særk og et Tørklæde, hvilket han havde fundet flydende i Ladegaardsaaen midtveis mellem Falkoneralleen og den over Aaen anlagte Jernbanebro. Ved en af Professor Immanuel Schiøtte og Krigsraad Prieme foretagen Obduktionsforretning viste det sig, at Barnet havde været fuldbaaret, havde aandet og været istand til at føre et selvstændigt Liv; derimod fandtes intet Spor af udvortes Vold paa Liget. Karen blev nu atter gjentagende forhørt om det senere Fremkomne og vedgik da ogsaa Fredagen den 4de ds. paa det nævnte Sted at have født dette Barn, som hun vedblivende paastaaer af hende antoges for dødt, hvorfor hun ikke heller underbandt Navlestrengen. Hun gik derpaa strax op paa sit Kammer, idet hun skjulte det døde Barn med sit Forklæde, og lagde først Liget i Sengen, men lidt efter i sin Kommodeskuffe. Den næste Dag forrettede hun sin Gjerning som sædvanlig, fik om Aftenen Tilladelse til at gaa bort for at kjøbe et Par Tøfler og tog da det døde Barn ud af Skuffen, indsvøbte det i de førnævnte Klædningsstykker, hvorefter hun gik bort med det for at kaste det i Aaen, hvilket hun ogsaa udførte, efter i nogen Tid at være gaaet frem og tilbage langs Aaen, inden hun kunde beslutte sig til at kaste det ud, uden at hun kan forklare, hvad der saaledes holdt hende tilbage, og Barnet allerede var dødt. Betræffende hendes Tilstand før Fødslen, forklarer hun at da den af hende opgivne Barnefader paa hendes Spørgsmaal om han vilde ægte hende, havde givet et bestemt Nei (hvilket han dog benegter) til Svar, var hun bleven meget ulykkelig, og hendes Tanke har derefter, som hun selv udtrykker sig, været "rent død" Som Følge heraf har hun ingen Betragtninger gjort sig om, hvad det skulde blive til med Barnet, eller hvad hun vilde gjøre ved dette, naar det blev født. Paa Børnetøl tænkte hun heller ikke Da hun skulde føde, gjorde hun sig ligesaa lidt nogen Tanke om, hvordan det vilde gaa med Barnet, men søgte blot at skjule dette. Hun er født i Byen Smeerup i Stevns Herred Aaret 1836 og er endvidere under den anstillede Undersøgelse bleven overbevist om at have gjort sig skyldig i nogle Smaatyverier.

(Dags-Telegraphen (København) 31. maj 1866).

Gårdanlægget fra 1770 er i dag fredet. Det danner en trelænget gård. Bygningerne hører til Villa Rolighed og bruges af institutter under Det biovidenskabelige fakultet, KU Life. En generalauditør Andreas Bruun drev landbrug og producerede blegede vokslys her i 1757-1763, da ejendommen hed Mariendal. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den 5. juli 1866 blev Karen Olsen ved Søndre Birks extraret dømt til forbedringshusarbejde i 1 år. Det blev vurderet at hun ikke forsætligt havde dræbt barnet. Denne straf absorberede også en straf for ulovlig omgang med hittegods.