Forstyrrelse af Sogneforstanderskabsmøde. (Efterskrift til Politivennen)

Forstyrrelse af Sogneforstanderskabsmøde. I en fra Kronborg østre Birks Extraret indanket Sag, hvorunder Husmændene Peter Frederiksen og Niels Christian Slangerup af Grønholt samt Husmand Søren Andersen af Karlebo Overdrev tiltaltes for paa en tumultuarisk Maade at have forstyrret Asminderød-Grønholt Sogneforstanderskabs Møde den 8de Januar d. A., afsagde Extraretten den 27te d. M. Dom. De nærmere Omstændigheder under Sagen vare følgende; Ved det ommeldte Møde, der afholdtes i Asminderød Kro, fandt en Bortlicitering Sted af Sten til Kommunens Veie, og Licitationen foretoges i den Stue, hvor Forstanderskabet holdt sit Møde. Blandt de Tilstedeværende var der endel Husmænd og Arbeidsfolk, fra hvis Side der, inden Forhandlingen eller Licitationen var forbi, rettedes en Anmodning til Sogneforstanderskabet om, at Istandsættelsen af Grønholt Gade ogsaa maatte bortliciteres - hvilket havde været Tilfældet i de nærmest foregaaende Aar - og da de fik det Svar, at den saaledes begjærede Licitation ikke kunde ske iaar, da Grønholt Gade var bortakkorderet, opstod der en saadan Tumult, at Sogneforstanderskabets Formand fandt sig foranlediget til, forinden Forhandlingerne vare blevne afsluttede, ved Underskrift i Forhandlingsprotokollen at erklære Mødet for hævet. Det maatte, som meldt, ansees for oplyst i Sagen, at den omhandlede Anmodning om Licitation af Grønholt Gades Istandsættelse var, - om end ikke fra de Tiltaltes Side - fremkommen, førend Forhandlingsprotokollen var afsluttet, hvorimod endel af de under Forhørene afgivne Forklaringer gik ud paa, at, endskjøndt nogen Støi tidligere havde fundet Sted, den egentlige Tumult ikke begyndte, før efterat Formanden havde lukket Forhandlingsprotokollen med en Yttring, der af de Tilstedeværende kunde forstaaes, som om Forhandlingerne vare tilende, medens dog andre af de afhørte Personer have udsagt, at det var vist, at Mødet blev hævet paa Grund af det opstaaede Spektakel. Hvad dernæst angik de Tiltaltes Deltagelse i Tumulten, var det ved flere Tilstedeværendes beedigede Forklaringer bevist om den Tiltalte Frederiksen, at han var den, der førte Ordet, at han, medens han talte, slog i Bordet med Haand og Stok eller dog med sin Stok bankede paa Bordet, hvorved Sogneforstanderskabet havde Sæde, at han til eller dog om Sogneforstanderskabet fremførte den fonærmelige Yttring, at det handlede lumpent, eller at det var et lumpent Sogneforstanderskab, samt at han i det Øieblik, Mødet erklæredes for hævet, udbragte et Hurra for Grønholdt Gade. Ligeledes var det ved de under Sagen afgivne Vidnesbyrd godtgjort, at de tvende andre Tiltalte understøttede Frederiksen saavel ved at udtrykke deres Bifald til de af ham brugte fornærmelige Udladelser mod Sogneforstanderskabet som ved at istemme det af ham udbragte Hurra. For denne af de Tiltalte udviste tumultuariske Adfærd idømtes de alle Tre i Henhold til Straffelovens 101 jvft. § 98, 3die Led, simpelt Fængsel, for Peder Frederiksens Vedkommende i 14 Dage og for hver af de andre Tiltaltes i 8 Dage, hvorhos de tilpligtedes at udrede alle af Aktionen flydende Omkostninger.

(Dags-Telegraphen (København) 29. november 1866).

Asminderup Kro som den så ud i 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ane Marie Sørensdatter. (Efterskrift til Politivennen)

Mord. Efter Hellum-Hindsted Herreders Extraretsdom af 17de ds. i Justitssagen imod Karetmager Jens Peter Høy's Enke, Arrestantinden Ane Marie Sørensdatter og Gustav Svendsens Hustru, Ane Mette Jensdatter, den Førstnævnte for at have myrdet sin Mand og den Sidstnævnte for Meddelagtighed i denne Forbrydelse, have Omstændighederne ifølge "Aalb. Stiftst." været følgende: Ane Marie Sørensdatter er født den 15de Septbr. 1818 og var hjemme hos sin Fader, Gaardmand Søren Christensen ved Hadsund, indtil Konfirmationen, hvorefter hun kom ud at tjene. Derefter blev hun forlovet med sin afdøde Mand, men ikke med sin gode Villie, thi hun følte ingen Tilbøjelighed for ham; dog lod hun sig overtale af sin Fader, der ansaa Partiet for godt. Det viste sig snart, hvad det var, der havde bestemt Høy til at forlange hende tilægte, thi da han havde faaet Skjøde paa hendes Faders Eiendom, Søndergaarde for en ringe Kjøbesum og var kommen i Uenighed med ham, tilkjendegav han, at han ikke brød sig om hende. Hun fandt det imidlertid urigtigt at lade ham beholde Eiendommen for saadant Kjøb, og Ægteskabet blev derfor fuldbyrdet, men hun har senere bitterlig fortrudt det, da Høy bestandig har været ukjærlig og haard imod hende i de 26 Aar, de have været gifte. I det sidste Aars Tid har A. M. Sørensdatter heldet til Mormonernes Lære og holdt sig til dem, uden dog at være optagen i Sekten, og hun har derved faaet den Tanke at reise til Saltsøen for at blive sin Mand kvit. Da hun flere Gange havde anmodet sin Mand om Penge hertil, besluttede hun at myrde ham, dog er det uvist, om hun selv har undfanget denne Tanke, eller om Andre have fremkaldt den, i hvilken Henseende bemærkes, at hun havde lovet den Medtiltalte Ane Jensdatter fri Reise til Amerika, dersom hun af sin Mand fik Penge, og at Gustav Svendsen engang yttrede, at dersom Høy ikke gav hende Penge, burde han have et Knips for Panden. Dette har Svendsen bestemt negtet at have sagt, og A. M. Sørensdatter siger, at det blev sagt i Spøg. Da Tanken om Mordet efter en 14 Dages Forløb var kommen til Modenhed, gik hun den 10de August d. A. om Morgenen hen til Ane Mette Jensdatter og meddelte denne sin Beslutning samt anmodede hende om at være sig behjælpelig med Gjerningens Udførelse; dog skulde han ikke dræbes, hvis han vilde give hende 400 Rd., hvoraf Ane Jensdatter skulde have saa Meget, at hun kunde reise til Saltsøen, hvorpaa denne lovede at komme hen til Høys om Aftenen, naar Manden var gaaet tilsengs, og det vilde da komme an paa, hvad der skulde foretages. I Løbet af Dagen gjorde Ane Sørensdatter et sidste forgæves Forsøg paa at formaa ham til at give sig 400 Rd. Om Aftenen til den aftalte Tid kom Ane Jensdatter til Høys Hus, og Manden var da gaaet tilsengs, hvorefter Arrestantinderne efter forud truffen Aftale dræbte ham, idet Ane Jensdatter holdt paa ham, medens hans Kone slog ham i Hovedet med et medbragt Pressejern, indtil han opgav Aanden. Efter fuldbragt Gjerning tog de Liget ud af Sengen, iførte det Frakke, Strømper og Træsko og bar det ud i Arbeidsstuen, hvor de lagde det paa Gulvet, lukkede Døren og gik bort. Derpaa gik Ane Jensdatter, efterat have faaet noget Mælk i en Flaske, hvorimod den Myrdedes Hustru tog det blodige Sengetøi og bar det op paa Loftet, hvorefter hun - lagde sig i Sengen i hvilken hun havde ihjelslaaet sin Mand. Liget blev Dagen efter fundet i Arbeidsstuen, og da foregav Enken, at Hestene havde slaaet Hullerne i Hovedet, hvilken Forklaring hun dog forandrede under Forhørene, idet hun vedgik sin Brøde. Hun synes nu at være vækket af den Sløvhed og Ligegyldighed, hvormed hun tidligere betragtede sin Misgjerning. Hun er efter Straffelovens 190 dømt til at straffes paa Livet. Ane Jensdatter er dømt til Tugthusarbeide paa Livstid.

(Dags-Telegraphen (København) 25. november 1866).

I forbindelse med Højesteretsdommen året efter kom der en lidt mere detaljeret beretning:

Høiesteretsdom. Høiesteret har den 3die ds. stadfæstet Viborg Overretsdom af 11te Februar d. A., hvorved Arrestantinden Ane Marie Sørensdatter for med Overlæg at have skilt sin Mand, Karetmager Jens Peter Høy, ved Livet, under Hellum Hindsted Herreders Jurisdiktion i Jylland, og Arrestantinden Gustav Svendsens Hustru, Ane Mette Jensdatter, for at have deeltaget i denne Forbrydelse, ere ansete, Førstnævnt med at miste Livet, og Sidstnævnte med Tugthuusarbeide paa Livstid. De med Sagen forbundne Omstændigheder ere i det Væsentlige følgende: Arrestantinden Ane Marie Sørensdatter, hvis Samliv med hendes ovennævnte Mand, med hvem hun havde været gift i omtrent 24 Aar, fra Begyndelsen af, med Undtagelse af enkelte Perioder, havde ræret ulykkeligt, saa at hnn ofte ønskede at skilles fra Manden, hvilket denne dog stedfe modsatte sig, havde i lang Tid, og navnlig efterat hun var begyndt at besøge Mormonsorsamlinger, havt det Forsæt at reise til Saltsøen i Amerika og da hendes Mand stadig afslog hendes ofte gjentagne Opfordringer til at dele Boet med hende, eller ialtfald give hende saa mange Penge, som behøvedes til Reisen, vaktes den Tanke hos hende, at skille sig af med ham. Efter en 14 Tages Tid var denne Tanke kommen saaledes til Modenhed, at hun d. 10de Augnst f. A. om Morgenen gik hen i Medtiltalte Ane Mette Jensdatter, Gustav Svensøns Hustru - hvem hun allerede længe iforveien havde lovet fri Reise til Saltsøen, dersom det lykkedes hende at faae Penge af sin Mand - og meddeelte hende sin Beslut￾ning at dræbe Manden, samt anmodede hende om at være sig behjælpelig dermed. Ane Mette Jensdatter gik ogsaa ind herpaa lovede at komme til hende om Aftenen, saae vilde de see til, hvorledes de kunde gjøre det af med ham, eller - som A. M. Jensdatter har sagt - saa vilde det komme an paa, hvad der skulde foretagecs; iøvrigt blev det ikke omtalt, paa hvilken Maade, eller med hvilket Redskab Forbrydelsen skulde iværksættes, hvorimod det blev aftalt, at Høy ikke skulde slaaes ihjel, dersom han vilde give sin Kone 400 Rd. I løbet af Dagen anmodede A. M. Sørensdatter paany sin Mand om at give hende 400 Rd., men han svarede, at hun skulde have Satan, og da deryaa A. M. Jensdatter om Aftenen Klokken 10-11, efterat Høy var gaaet tilsengs, indfandt sig i Høys Huus, sagde A. M. Sørensdatter, efter nogle Yttringer om at hun var saa sorgfuld, at hun ikke vidste, hvad hun stulde gjøre, og at hun troede, hun kom til at staae i Fjorden - hvilket A. M. Jensdatter imidlertid raadede hende fra - og sagde blot til hende, at hun skulde holde paa Høy, medens A. M. Sørensdatter slog, og at hun skulde være hende tro, thi alene kunde hun ikke gjøre det-, iøvrigt udtalte de efter A. M. Jensdatters Forklaring begge den Formeninsg, at Høy vilde kvæles, naar de trak Tunen op over Hovedet paa ham. De gik derpaa ind i Sovekammeret, hvor Høy laa i Sengen, og efter A. M. Sørensdatters Formening var falden i Søvn, og efterat A. M. Sørensdatter havde trukket Dynen over hans Hoved, lagde A. M. Jensdatter sig over ham og holdt paa ham, medens A. M. Sørensdatter dræbte ham ved at slaae ham - som det maa antages, 3 Gange i Hovedet med et Pressejern, uden at hun bemærkede, at han gjorde nogen Modstand, ligesom han efter A. M. Jensdatters Forklarinsg ikke gjorde synderlig Modstand og strax blev bedøvet. - Da Gjerningen var fuldbragt, iførte de Liget Frakke og Strømper, uden at det dlev omtalt, hvorfor dette stete, og bare det ind i Ardbeidsstuen, hvor de lagde det paa Gulvet, idet A. M. Sørensdatter derhos satte det Træsko paa Fødderne og en Kaskjet paa Hovedet, hvorpaa hun forlod Stuen og trak Døren til efter sig, efter at have anbragt et Stykke Træ paa den indvendige Side, saaledes at det faldt for Døren, naar denne lukkedes. Efterat A. M. Jensdatter derpaa var gaaet hjem, bar A. M. Sørensdatter de blodige Sengklæder m. m. op paa Loftet og ladde sig derefter med Klæderne paa i samme Seng, hvor Manden var bleven dræbt, men iøvrigt havde hun efter sin Forklaring ikke lagt nogen Plan for Fremtiden eller besluttet, hvad hun vilde foretage sig, dersom det var lykkedes hende at lægge Skjul paa Mordet. - A. M. Jensdatter har for sit Vedkommende udsagt, at det ikke var Udsigten til den Fordeel, som A. M. Sørensdatter havde lovet hende, der bestemte hende til at deeltage i Mordet, og at hun overhovedet, efterat hun om Morgenen havde lovet at være A. M. Sørensdatter behjælpelig med at dræbe sin Mand, dersom han ikke vilde give hende 400 Rd., ikke i Dagens Løb tænkte paa Mordet; men da hun omAftenen kom til Høys Huus, ynkedes hun over A. M. Sørensdatters Beklagelser og bevægedes derved til at deeltaste i Gjerningen.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 15. april 1867).

I Departementstidenden nr. 35, 1867 side 513-516 findes en nærmere beretning hvis hovedpunkter er nævnt i ovenstående avisartikel. Læge Hansens ligsyn over Jens Peter Høy findes i Det kongelige Sundhedskollegiums forhandlinger i aaret 1866, side 118-122. Dommmene blev stadfæstet 11. februar 1867 i Viborg landsoverret, og i april 1867 af højesteret. Aviserne skriver ikke noget om dødsstraffen blev ændret, men det er formentlig sket.

Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Over endel Mangler paa Nørrebro har der jævnlig i over Aar og Dag været anket i "Dags-Telegrafen", men, da der hidtil ikke er skeet noget Skridt til at afhjælpe disse og i saa Henseende at imødekomme Publikums Ønske, vilde det maaske ikke være uden Interesse atter at gjøre vedkommende kommunale Embedsmænd opmærksom paa disse Mangler. Sortedamsgaden har saaledes, siden den er bleven anlagt, maattet undvære Gaslygter. Dosseringen fra Baggesensgade til Ladegaardsaaen er om Aftenen indhyllet i Mørke, idet den kun er forsynet med en eneste Gaslygte, som endog er privat. Regnvandet i Rendestenen - paa Hjørnet af Nørrebrogade og Blaagaardsgade mangler endnu tilstrækkeligt Afløb, hvilket foranlediger, at Rendestensbrædderne ved indtræffende stærkt Regnveir bortskylles, at Gangstien staaer under Vand, og Beboerne som Følge heraf ingen Adgang have til deres Huse. Vandslangerne, med hvilke Blaagaardsgade oversprøites, ere for korte, hvilket foraarsager, at kun en Del af Gaden bliver oversprøitet, og Beboerne saaledes om Sommeren i høi Grad generes af Støv; Gadens eneste Fortov er paa nogle Steder i maadelig Tilstand, saaledes at Passagen i Regnveir bliver vanskelig for Fodgængerne. Grøften som fører fra Assistenskirkegaarden langs Jagtveien. Ladegaardsaaen til Aagaden mangler Afløb, saa at den fra Kirkegaaarden kommende Væske i de varme Sommerdage forpester Luften. Naar dertil endnu føres, at Urenlighederne ved Nørreport, der strømme ud over Fortovet, genere Fodgængere ved den utaaleligste Lugt, vil der visselig for den paagjældende kommunale Embedsmænd være tilstrækkelig Opfordring til endelig at afhjælpe Manglerne. X

(Dags-Telegraphen 24. oktober 1866).

"Patent Vat-Møllen. Kiøbenhavn. Blaagaardsgade 23. Vi tillade os herved at henlede DHrr. Handlendes Opmærksom på vort smukke og gode Fabrikata af Vat, der ved den nye Fabrikationsmaade blive renere og jævnere forarbeidede, hvorved de særlig ere at anbefale til Maskinsyning. Et smukt Udvalg af færdige Sengetæpper haves paa Lager. Ligeledes modtages Tøi til Forfærdigelse af Sengetæpper. Ordres Modtagelse paa vort Contoir samt af vore Agenter, Herrerne Nathalius Levy for Kjøbenhavns og A. L. Høimark for Priovindserne. Magnus & Co." Annoce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. juni 1870.

Fra Nørrebro Hr. Redaktør! Da der allerede flere Gange i Deres ærede Blad er anket over endel Mangler her paa Nørrebro, tage flere Beboere sig den Frihed atter at besvære sig over den uforsvarlige Tilstand, hvori en meget befærdet Vei, nemlig Parcelveien, befinder sig. Denne Veis Tilstand er nu, da Efteraaret begynder, Høist maadelig. Kjørebanen er aldeles opkjørt, og Gangstien langs Solitudes Have er det ikke muligt for Fodgængere at passere. Dertil kommer endnu, at der ikke er en eneste Gaslygte tændt: thi vel blev der i Sommer opsat tvende Gaslygter paa Hjørnet af Parcelveien og Korsgade, og disse ville dog altid lyse lidt i de mørke Aftener, men de tændes ikke; hvorfor, er ufatteligt. Da Beboerne her paa Nørrebro betale de samme Skatter til Kommunen som Beboerne i Byen, skulde man antage, at de ogsaa kom til at nyde de samme Fordele; men dette er ingenlunde Tilfældet. Efterat man med Besvær i Mulm og Mørke er passeret den omtalte Parcelvei og er kommen over Ladegaardsaaen, befinder man sig paa Frederiksbergs Grund, og her seer man tydelig Modsætningen, thi baade Gangstier og Belysning ere der i fortrinlig Orden, og der uagtet Kommuneskatterne paa Frederiksberg ere langt billigere end paa Kjøbenhavns Grund. - Af det Ovenanførte vil De se, Hr. Redaktør! at det kun er en billig Fordring, Beboeme af Nørrebro stille, snarest mulig at faa Lygterne tændte og Gangstien makadamiseret og belagt med Grus.

Flere Beboere af Nørrebro.

(Dags-Telegraphen (København) 20. november 1866)

Mishandling af Tjenestepige. (Efterskrift til Politivennen)

I januar 1861 havde 5 personer, herunder bagermester Jonathan Emilius Nielsen (1819-1879), Pilestræde 26 startet en indsamling til morgenmad for fattige og arbejdsløse, hvis bryggere, sukkerraffinadører og bagere ville forsyne dem med øl, sirup og gammelt brød. Bespisningen begyndte 13. januar 1861 med 300 portioner i Borgergade eller Studietrædes dampkøkken. I november 1861 købte bagermester J. E. Nielsen bagergården på hjørnet af Pilestræde og Antonistræde af løjtnant Jørgensen for 23.000 rigsdaler. Den samme godgørenhed gjaldt ikke en tjenestepige hos bagermesteren selv:

Tyendesag. Kjøbenhavns Magistrat havde forlangt Bager Nielsen i Pilestræde tiltalt, fordi han havde vægret sig ved at betale Omkostningerne ved en af hans Tjenestepigers Forpleining paa Kommunehospitalet, medens derimod Bager Nielsen paastod, at han, da hans Tyende selv havde forladt Konditionen hos ham, Intet kunde være pligtig at betale. Da Sagen igaar foretoges ved den offenlige Politirets 2den Afdeling, forklarede den omtalte Tjenestepige, Marie Christine Hansen, at hun var bleven behandlet paa en saa umenneskelig Maade af sin Madmoder, Bager Nielsens Hustru, at dette Forhold, hvis det befindes at være sandt, maatte paadrage Madmoderen Straf efter Tyendeloven. Pigen havde nemlig, efter sin Forklaring, i nogle Dage følt sig upasselig og var derfor den 27de September bleven liggende i sin Seng, da hun kun med Møie kunde staae paa Benene. Mad. Nielsen var derpaa kommen op paa Pigens Kammer og havde opfordret hende til at staae op for at lave Mad, "idet hun ikke kunde give sine Tyender Logis og Kost, for at de skulde blive liggende tilsengs". Tjenestepigen paastod, at hun ikke kunde staae op, og Mad. Nielsen truede hende derfor med at lade hende kaste ud af Huset af Karlen, og da Pigen alligevel blev liggende, lod hendes Madmoder alle Vinduer og Døre lukke op i Pigekammeret. Nu stod Pigen op og begav sig hen til den nærmeste Politistation for at klage over denne Behandling, og da hun befandtes at være meget lidende, blev hun kjørt ud paa Kommunehospitalet, hvor hun blev erklæret for at lide af tyfoid Feber, og hvor hun var under Lægebehandling indtil den 15de Oktober. Tillige gjorde Pigen Fordring paa 4 Rdl. 16 Sk. i Løn for September Maaned. Den for Bager Nielsens Hustru mødte Fuldmægtig benægtede imidlertid Rigtigheden af Pigens Forklaring, idet Pigen kun skulde have anstillet sig syg og af sig selv var bortgaaet fra Konditionen uden at vare nødt dertil. Af den Grund meente den Tiltalte heller ikke at være pligtig til al betale for Pigens Ophold paa Hospitalet, og hvad endelig Pigens Fordring paa 25 Mark angik, da kunde der kun tilkomme hende 2 Rdl., idet hun var pligtig at erstatte sin Madmoder nogle til 13 Mark vurderede Gjenstande, som hun i sin Konditionstid havde ituslaaet. Sagen kunde som Følge deraf ikke afgjøres i Retsmødet, men udsattes, for at begge Parter kunde føre Vidner for deres Udsagns Rigtighed.

(Dagbladet (København) 7. november 1866).

Tvendesag. Igaar sluttedes ved den offenlige Politiret den af os tidligere omtalte, imod Bagermester Nielsen og Hustru i Pilestræde deels af Magistraten og deels af Kjøbenhavns Politidirekteur anlagte Sag, hvorunder Hr. Nielsen var tiltalt, fordi han havde nægtet at udrede Omkostningerne ved Pigen Marie Christine Hansens Henliggen som Patient paa Kommunehospitalet, og Mad. Nielsen, fordi hun skulde have bortviist den omtalte Pige i syg Tilstand. Bager Nielsen havde udenfor Retsmødet afgjort Sagen ved at betale Pigen hele det Beløb, hun gjorde Fordring paa, nemlig Løn for September og Oktober Maaned a 4 Rdl. 16 Sk. maanedlig og Kostpenge a 24 Sk. daglig fra den Dag, da hun blev bortviist fra Tjenesten. Dette Beløb, der udgjorde 17 Rdl. 32 Sk., tilfaldt imidlertid ikke Pigen, men udbetaltes til Magistraten som Dækning af det Beløb, der skulde udredes for hendes Ophold paa Hospitalet, og derhos betalte Bageren, da hans Kone maatte ansees for at have indrømmet, at hun havde bortviist Klagerinden i syg Tilstand, en Bøde af 5 Rdl. til Rettens Fattigkasse.

(Dagbladet (København) 9. november 1866)

Annonce i Kjøbenhavns Veiviser for Reisende, med en Plan over Kjøbenhavn, Broerne og ... (1862).

J. E. Nielsen annoncerede jævnligt i aviserne fra 1860 til under forskellige bagerinavne: "Franskbageriet" (1862), "Boulagerie francaise" (1866-1867) - da solgte han også fransk syltetøj og italiensk makaroni. I 1870erne fik han & Søn med i navnet. Herefter forsvinder han ud af avishistorien.

Pilestræde 26 (til venstre) for hjørneforretningen i nr. 18 på hjørnet af Antonigade (til højre). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Signe Marie Johansen. (Efterskrift til Politivennen)

Tyveri. Efter at der der i Byen i den senere Tid var begaaet flere Tyverier paa Kvistkamre, som maatte antages at være forøvede af een og samme Person, og vedkommende Beboere derfor af Politiet vare blevne opfordrede til at være opmærksomme paa de mistænkelige Personer, som maatte indfinde sig, kom der en Eftermiddag et Fruentimmer op paa 4de Sal i Stedet Nr. 33 i Aabenraa og spurgte efter Frøken Petersen. Da der sammesteds for en Maaned siden var bleven stjaalet en Reisetaske med et Dousin Skørter, og den derværende Tjenestepige, hvem Fruentimmeret stødte paa, fandt hende mistænkelig, tog Pigen heraf Anledning til at følge efter hende ned ad Gaden og foranledige hende anholdt.

Den Anholdte Signe Marie Johansen nægtede i Byretten at have begaaet saavel det ovenanførte som de andre hende paasigtede Tyverier hvilken Benægtelse hun længe fastholdt under Forhøret, indtil flere af de stjaalne Gjenstande bleve fundne deels paa hendes Bopæl, deels hos forskjellige Pantelaanere. Hun tilstod da, at hun i Løbet af et Par Maaneder havde gjort sig skyldig i en halv snees Tyverier, hvorved hun i det Hele havde tilvendt sig Gjenstande til en Værdi af c. 140 Rd. Disse Tyverier, der alle med Undtagelse af et enkelt havde været forbundne med Indbrud om Dagen, havde Arrestantinden udført ved Hjælp af falske Nøgler, hvorved hun havde skaffet sig Indgang i aflaasede Kvistværelser. Da hun som anført blev antruffen i Aabenraa, var det ogsaa hendes Hensigt at see Leilighed til at stjæle, men hun blev forhindret heri. Arrestantinden tilstod ogsaa, at hun var Gjerningsmanden til det tidligere sammesteds begaaede Tyveri, idet hun var gaaet op i Kvistetagen, hvor hun med en falsk Nøgle aabnede Døren til Pulterkammeret og stjal herfra en Reisetaske og 14 Skjorter af Værdi 15Rd. 15 Mk., hvilke hun deels solgte, deels pantsatte. 

Arrestantinden havde ligeledes blandt Andet en Eftermiddag indfundet sig i Stedet Nr. 26 paa Vesterbrogade, hvor hun fra en paa en uaflaaset Gang henstaaende aflaaset Kiste, som hun aabnede med en medbragt Nøgle, frastjal Slagtermester Møller 3 Kanetæpper, af Værdi 20 Rd., af hvilke hun omsyede de 2 til Gardiner og solgte det tredie til en Kludehandler. I Stedet Nr. 34 i samme Gade var Arrestantinden en Eftermiddag gaaet ind over Gaarden op ad Kjøkkentrappen og op paa et Kvistkammer, hvortil hun banede sig Adgang ved med en falsk Nøgle at aabne Hængelaasen for Døren, hvilken Nøgle hun lod sidde i Laasen; her frastjal hun Uhrmager Rumes Hustru og dennes 2 Tjenestepiger forskjellige Klædningsstykker til en Værdi af 17 Rd. 4 Mk.

Efter hvad der under Sagen var oplyst, var det ikke Trang, der havde forledet Arrestantinden til at begaae disse Tyverier, da hendes Mand, der er Haandværkssvend, gav hende Tilstrækkeligt til hendes Underhold, men alene Hang til Stads og til at leve flot. 

Arrestantinden, der er 30 Aar gl. og tidligere har været straffet for Tyveri, blev ved Criminal- og Politirettens Dom i Medfør af Straffelovens §§ 306 og 307 efter samme Lovs § 230 cfr.  §229 samt § 46 cfr. §§ 230 anseet med 2 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. oktober 1866)

“Signe Marie Johansen, Larsens Hustrue, hjemmehørende i Kjøbenhavn; straffet for Boutikstyverier og Qvistkammertyverier. – See mist: Prot: G. Pag 288”. [1868]. Genealogisk Forlag. Militærarbejder Johan Anker Lassen og Signe Marie Johansen var blevet gift i Garnisons Kirke den 20. januar 1865