Mordet i Louisegade. (Efterskrift til Politivennen)

Den 2. marts 1867 blev smedesvend Rathjes hustru Emilie Dorthea Kirstine Brun myrdet i Louisegade (nu Prins Jørgensgade).

Belønning af 200 Rd.

Ved Indbrud forbundet med Mord er Løverdagen den 2den d. M., mellem Kl. 5 og 7 Eftermiddag, i Stedet Nr. 11 i Louisegade paa Nørrebro bortstjaalet:

"3 danske Femrigsdalersedler.
16 Sølvrigsdalere (1 med Chr. VII. Præg).
Forskjellige udenlandske Sølvmynter, hvoriblandt engelsk Shilling.
2 halve dito.
1 Vestindisk 20 Cents.
l Russisk 20 Copek.
1 Østerrigsk Mynt.
1 Schweitzisk do.
1 Spansk do.

Flere smaa svenske Mynter, hvoriblandt 24 Sk., 12 Sk., samt nogle mindre Mynter (Øre), ialt til en samlet Værdi af 10 Rd.

En Roset af Hvide og røde Silkebaand, noget større end en Specie, i hvis Midte er Heftet "den broderlige Arbeidsklasses Hjælpeforenings" Emblem i Sølv, forestillende en Bikube, mrkt. 1854.

3 Sølvspiseskeer af Kjøbenhavns Prøve, vundne i Industrilotteriet, af almindelig Facon, Uden Mærke.

Et Sølvcylinderuhr, Porcellainsskive, mørke Romertal, Staalvisere, riflet bagpaa med udgraveret Zirat, hvis Form og Betydning ikke kan opgives; Uhrets Kapsel var til at aabne ved en Springfjeder, og ved Uhret hængte en Traadlidse til at tage om Halsen.

En Sølvkjæde, 10 a 11 Tommer lang, Vægt 5 Lod. bestaaende af smaa Ringe; ved Kjæden en lille Krog til at sætte i Vesten, samt en Uhrnøgle af et Francs Stk., med Napoleon d. 1stes Billede

En Guld Pladering med rød Steen og Blomsterforsiring, mrkt. indeni "W.R."

En oval Guld Brosche med en udstaaende Kant paa hver Side med bruunrøde Steen og med ved hængende lille tynd Guldkjæde.

En saagodtsom ny, mørk Læder-Tegnebog, foret med rødt Saffian og forsynet med flere Rum og nogle hvide Blade, hvorpaa fandtes endeel tydske Optegnelser."

En Belønning af 200 Rd. udloves til den eller dem, der maatte meddele saadanne Oplysninger, at Gjerningsmandens Opdagelse derved bevirkes og en forholdsviis mindre til Enhver, der bringer nogen af de ovennævnte koster tilstede eller meddeler andre til Opdagelsen bidragende Oplosninger

Kjøbenhavns Politikammer, den 4de Marts 1867

V. Crone

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 6. marts 1867)

Om poliidirektør Crone, se nekrologen ved hans død i 1888.

Mordofferet blev begravet den 14. marts 1867 fra Almindelig Hospital. Sørgetoget passerede hele vejen til kirkegården gennem gader tæt besat af mennesker

- De nærmere Omstændigheder ved Mordet i Louisegade paa Kjøbenhavns Nørrebro ere, ifølge "F. Stiftst.", følgende :

Den Myrdede havde forladt sit Hjem Kl. omtrent 5 for hos en Urtekræmmer at hente nogle Varer, og hun maa være kommen tilbage med disse meget kort Tid efter. Under hentes Fraværelse havde Morderen med en falsk Nøgle skaffet sig Adgang til Leiligheden og havde samlet Konerne, da han hørte hende komme tilbage. Han flygtede da gjennem Soveværelset ud i Kjøkkenet hvorfra det vilde have været ham let ubemærket at slippe bort; men dette har han neppe vidst. Konen, der var 44 Aar gammel og efter kun 2-3 Maaneders Bekjendtskab med sin Mand var bleven gift med ham for omtrent 1 Aar siden, gjemte i Dagligværelset de hos Urtekræmmeren hentede Varer, hvorefter hun gik igjennem Soveværelset til Kjøkkenet. Da hun lukkede dette op, maa Tyven være sprungen frem og øieblikkelig have grebet hende om Halsen med venstre Haands Tommelfinger paa struben og Pegefingeren i Nakken, samt have holdt med saa stor Kraft, at hun hverken kunde skrige eller slide sig løs, uagtet hun var et stort og kraftigt Fruentimmer. Han maa derefter øieblikkelig have stødt hende tilbage i Værelset henimod Vinduet, og samtidig - idet han maaske, da han var kjendte hende, pludselig har fattet den Beslutning at dræbe hende for at skjule Tyveriet - har han med et saakaldet Kobeen eller et Brækjern, som han har haft i Haanden, og som i den ene Ende har været forsynet med en knortet Knap og i den anken Ende har været kløftet, bibragt hende først eet og derefter flere - ialt 13 - Slag i Hovedet, hvorved der er fremkaldt flere absolut dødelige Saar. Derefter har han forladt Leiligheden med det allerede iforveien sammenskrabede Bytte, og har lukket efter sig. Mærkværdigt nok har Ingen i Huset heri den mindste Støi. En ovenover Soveværelset, hvori Mordet foregik, boende Kone har hele Eftermiddagen siddet hjemme, og da to Søstersønner af den Myrdede et Par Timer tidligere vare i Besøg hos denne, har hun hørt, at der blev talt nedenunder, ja, da der er meget lydt i Huset, har hun endog kunnet gjengive enkelte Brudstykker af den der førte Samtale; men til Mordet har hun aldeles Intet hørt. Liget er naturligviis blevet obduceret, og man har - rigtignok maskee efter vel mange Dages Forløb - vovet at anstille et Experiment, som, efter hvad der berettes fra Udlandet, flere Steder der skal være gjort med Held, nemlig ved Hjælp af Afspeilingen i den Myrdedes Øie at erholde et Billede af Morderen; men et saadant Billede har ikke været til at opdage, og Experimentet lykkedes ikke.

(Holstebro Avis og Avertissementstidende 19. marts 1867).

I marts anholdt byfogden i Hillerød en den 1. marts 1867 benådet tugthusfange, Ole Sørensen. Beretningerne i aviserne er - set i lyset af den senere retssag - med en del urigtige oplysninger.

Mordet paa Nørrebro i Kjøbenhavn. Den i Hillerød anholdte tidligere Tugthuusfange Ole Sørensen, som er funden i Besiddelse af Størstedelen af de ved Mordet i Louisegade røvede Koster, hørte til de Straffefanger, som den 1ste Marts ifølge kgl. Resolution bleve løsladte fra Straffeanstalterne, idet den Straf, som de vare idømte, var uforholdsmæssig stor i Forhold til den nye Straffelovs Bestemmelser. Ved sin Løsladelse var Ole Sørensen i Besiddelse af 15 Rd., der vare Overarbejdspenge, som han havde fortjent i Straffeanstalten. Fra Kjøbenhavns Politikammer skulde han transporteres til sin Forsørgelseskommune, Sigerslevøster, nordvest for Slangerup, og Transporten blev iværksat samme Dag, som han blev løsladt. Efterat han i Vibenshuus havde forbrugt nogle af sine sammensparede Penge, kjørte han tilligemed den, som skulde ledsage ham, med en Bonde for en akkorderet Betaling til i Nærheden af Lyngby, hvor han opholdt sig om Natten og atter brugte nogle Daler. Den følgende Morgen skulde Transporten gaae videre, men Ole Sørensen undløb og drev omkring, indtil han blev paagreben som Løsgænger i Frederiksborg Birks Jurisdiktion. En af de i Anledning af Mordet i Louisegade udsendte Overbetjente af Kjøbenhavns Politi fik dette at vide, ligesom Kjøbenhavns Politi ogsaa fik Kundskab om en meget omstændelig Forklaring af den Anholdte om, hvorledes han havde drevet omkring den 2den Marts, Dagen, da Mordet i Louisegade blev begaaet, hvem han havde været sammen med osv. Tildeels paa Kjøbenhavns Polities Anmodning blev der anstillet en nøiagtig Undersøgelse om Rigtigheden af dette Udsagn, men det viste sig, at Ole Sørensen saa langtfra havde nærmet sig Slangerup, som han havde forklaret, at han tvertimod om Løverdagen havde været i Kjøbenhavn. Ved derefter med stor Utrættelighed at fortsætte Forhøret over ham i Tirsdags lykkedes det Politimesteren i Frederiksborg Birk, Kammerjunker Scholten, at faae Forbryderen til at tilstaae ikke alene Opholdet i Kjøbenhavn, men ogsaa at han havde begaaet Tyveriet hos Rathje i Louisegade, samt at han havde været i Besiddelse af de ved dette stjaalne Koster. I Onsdags har han tillige aflagt fuldstændig Tilstaaelse om at have myrdet Rathjes Hustru.

(Svendborg Amtstidende 22. marts 1867)

Mordet i Louisegade. Den af Arrestanten Ole Sørensen afgivne Forklaring angaaende det af ham begaaede Drab paa Smedesvend Rathjes Hustru gaaer i det Væsentlige ud paa Følgende, Han er født den 15te December 1832 i Sigerslevøster i Steve Sogn, Frederiksborg Amt og Søn af Huusmand Søren Larsen og Kone Kathrine Jensdatter. Hans Moder døde kort efter hans Konfirmation i om hans Fader lever endnu, veed han ikke, da han ikke har talt med ham i de sidste 10 Aar. Han tjente i sit Fødesogn indtil han blev indkaldt og gjorde Tjeneste i 1850. Kort efter at være permitteret som Soldat blev han straffet for attenteret Voldtægt med 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød og kort derefter med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, senere med 1 Aars Forbedringshuusarbejde, og endelig med 4 Aars Forbedringshuusarbeide. Alt for simpelt Tyveri. Han har udstaaet 3½ Aar af de sidste 4 Aar og blev benaadet den 1ste ds.

Da han tilligemed 3 andre Transportanter fra Kjøbenhavns Amts nordre Birks Politikammer skulde transporteres til Lyngby og var kommen til Store Vibenshuus, formaaede de Transportføreren til at gaae med dem derind for at drikke Brændeviin og spise noget Mad. Arrestanten udgav der næsten 1 Rd. for sit Vedkommende. I et Værtshuus noget derfra ved Landevejen til Lyngby vare de ligeledes inde og nyde Forfriskninger for nogle Mark og kom derfra til at kjøre til Lyngby for 2 Mk. hver, som Arestanten betalte.

I Lyngby forlod Transportføreren dem i Store Kro, for at hente en Afløser, der kunde føre dem videre, og her trakterede Arrestanten sine Kammerater tilligemed nogle andre sig i Kroen erholdende Personer med Spise og kouleurte Snapse for omtrent 14 Mk., hvorefter han, der nu var bleven beruset, undveg fra de Andre og begav sig til Kjøbenhavn, hvor han ankom Kl. 9½ om Aftenen og hvor han tilbragte Natten hos et offentligt Fruentimmer i Pedermadsensgang. Efter den paafølgende Morgen at have trukket Kaffe og spiist Frokost gik han ud i Byen og kjøbte sig en ulden Trøie og en Kaskjet samt nogle andre Smaating og besøgte derefter forskjellige Værtshuse, hvor han ogsaa gav Penge ud. Da han midt paa Eftermiddagen næsten havde udgivet alle de af ham fra Straffeanstalten medbragte 15 Rdl., besluttede han sig til at begaae Tyveri, og da han dertil behøvede en Hovednøgle, kjøbte han sig en saadan hos en Jernkræmmer, hvor han foregav at have tabt sin Nøgle til Logiet. Han vandrede nu ud paa Nørrebro for at stjæle, var ogsaa forskjellige Steder inde, uden at det lykkedes ham, fordi der altid var Færdsel paa Trapperne, men endelig kom han paa venstre Haand fra Nørrebrogade ind i en Gade, hvis Navn han ikke kjender, hvor der næsten ingen Folk gik, og da han der ved at see ind igjennem Vinduerne i en lav Stue bemærkede, at der ingen Mennesker vare tilstede, aabnede han Døren med sin medbragte Nøgle. Han stod inde i Stuen og saae sig om, men neppe havde han været der nogle Øieblikke, før han hørte Nogen nærme sig Døren, ad hvilken han var kommen ind, og han skyndte sig derfor fra dette Værelse ind i det tilstødende Sengekammer, ud i Kjøkkenet eller bag sammes Dør, hvor han afventede hvad der vilde skee med ham. Han hørte Nogen gaae og pusle i Sengekammeret, indtil der paa eengang fremstillede sig for ham et ham ubekjendt Fruentimmer, som meget truende sagde, idet hun saae ham, "Hvad, er her Tyve!" og greb op efter hans Haar, som om hun vilde anholde ham. I samme Øieblik greb han, der siger, at han gyste ved Tanken om, at han nu atter skulde gaae ind i Tugthuset, hende med venstre Haand om Struben og Halsen saa kraftig, at hun ikke kunde skrige, og bibragte hende samtidigt med en stor Foldekniv, som han havde i sin Lomme, et stærkt Slag i Hovedet, saa at hun strax segnede om paa Gulvet, hvor han vedblev at staae hende i Hovedet med den lukkede Kniv, indtil hun intet Livstegn gav fra sig. Derefter satte han sig i Besiddelse af de tidligere omtalte Koster, samt af en Portemonnaie, indeholdende 4 a 5 Rdl.. der laae i Ligets Lomme, tilligemed 2 Nøgler.

Med dette Udbytte, som han skjult, i sine Lommer, begav han sig ligesaa ubemærket bort, som han var kommen ind, og han troer nok, at han aflaasede Døren med den Dræbtes Nøgler ved sin Bortgang, som han antager fandt Sted Kl. 5½ eller saa omtrent. Han begav sig derpaa ud ad Lygteveien og Frederikssund Landevej til Søborghuus, hvor han indlog en Forfriskning, og hvorfra han umiddelbart derefter kjørte med en Bonde til Uggeløse, hvor han tilbragte Natten udenfor Byen hos en Huusmand. Han drev derefter i de følgende Dage om der i Egnen, indtil han den 6te ds. bestemte sig til frivillig at melde sig hos Politimesteren i Hillerød som undvegen Transportant.

De stjaalne Koster, med Undtagelse af de danske Penge, har han skjult i Jorden paa et Sted, han nærmere vil kunne paavise.

(Kjøge Avis 24. marts 1867)

Den 1. april blev han ledsaget af politiet til Frederikssund hvor han påstod at have nedgravet nogle koster i en grusgrav. Man fandt dog ingenting. Dette ledte politiet på den tanke at der var en hæler, eller at Ole Sørensen havde sagt det for at komme ud (dette var ganske almindeligt). Han tilbagekaldte herefter sin tilståelse.  I denne var der ifølge politiet imidlertid oplysninger som kun kunne være blevet givet af gerningsmanden - han kunne fx påvise stedet og indretningen i værelserne. 

Senere på måneden viste det sig imidlertid at Ole Sørensen havde et alibi, idet et par mænd bevidnede at de havde spillet kort med ham på gerningstidspunktet. Undersøgelsen trak nu ud, og Ole Sørensens forklaringer blev mere og mere modsætningsfulde. I august kom sagen til doms, hans forsvarer var digteren, overretsprokurator H. H. Nygaard. Politidirektør påstod under hele forløbet at Ole Sørensen var på niveau med et dyr og stemplede ham som den skyldige. Den 14. januar 1868 afsagdes dommen: Ole Sørensen blev frifundet.

“Ole Sørensen, født i Sigerslevøster, Strøe Sogn, straffet 3 Gange, med V: og B: for att-?-: Voldtægt og med 1 og 4 Aar Forbdharbeide for Tyveri; anholdt i Marts 1867 for Drab paa Reithers Hustru i Louisegade. – ” [1867]. Genealogisk Forlag. 

Ole Sørensen eller Drabet i Louisegaden. Den fra Drabet i Louisegade bekjendte Ole Sørensen er igaar ved Criminal- og Politirettens Dom frifunden for Actors Tiltale, dog med Paalæg af Sagens Omkostninger.

Den afsagte Dom lyder ifølge "Berl. Tid." saaledes :

I nærværende Sag tiltaltes Arrestanten Ole Sørensen for overlagt eller forsætlig Drab og Tyveri.

Løverdagen den 2den Marts. f. A. blev der om Eftermiddagen til Kjøbenhavns Politi gjort Anmeldelse om, at Smedesvend Rathjes Hustru Emilie Dorthea Kirstine Brun var af bemeldte hendes Mand ved dennes Hjemkomst fra sit Arbeide paa Kjøbenhavns Banegaard Kl. omtrent 6½ funden dræbt og liggende paa Gulvet i deres Leilighed i Louisegade 11 i Stuen som bestod af 2 Værelser og Kjøkken, nemlig en Stue til Gaden med Udgang til Forstuen og et Soveværelse til Gaarden paa 1 Fag med 2 Døre, en til fornævnte Værelse og en til Kjøkkenet. Efter Mandens Forklaring begav han sig ved sin Hjemkomst ad en Laage til Køkkendøren, men da der, efter at han havde banket paa, ikke blev lukket op, gik han tilbage gjennem Gadedøren, lukkede sig selv ind og gik ind i Sovekammeret, hvor han fandt Liget af sin Hustru liggende paa Ryggen med Hovedet mellem en Stol ved Vinduet og et sammesteds henstaaende Bord, den høire Kind mod Gulvet og Benene mod Døren ind til Køkkenet, og Blodet flød endnu af endeel friske Saar i Hovedet, medens hendes Klædedragt ikke røbede anden Uorden, end at Trøien var knappet op foran, og at Haaret, som hun ellers bar i Næt, var faldet ned. Ved at eftersee sine Gjemmer savnede Rathje et Sølvuhr, som hang paa Væggen i Sovekammeret, samt af en uaflaaset Chiffonniere i det forreste Værelse 3 Femdalersedler, 10 Sølvdalere, c. 10 Rd. i forskjellige udenlandske Mønter, 3 Sølvspiseskeer, en Sølvuhrkjæde, en Guldbrosche, en Ring, endvidere et Emblem for den broderlige Arbeidsclasses Forening, en Tegnebog, hvori nogle Lotterisedler m. v., hvorhos der af den Dræbtes Lomme var udtaget en Portemonnaie med Penge, som Rathje foreløbig anstog til 1 Rd. 3 Mk., men senere til 4 a 5 Rd., og 2 med en Messingring sammenføjede Nøgler.

Ved den over Liget afholdte Obductionsforretning fandtes paa Hovedet 13 Saar af forskjellig Størrelse, 8 paa den venstre Side af Hovedet fra Tindingen opad, 2 lige i Issen og 3 paa Hovedets høire Side foruden 2 mindre Saar og Rifter. Saarenes Rande viste sig stumpt afskaarne, og deres Længde fra noget over en Tomme til en halv Tomme, samt Breden mellem 2 og 3 Linier, hvorhos af Saarene paa den venstre Side, af hvilke de fleste trængte ind til Benet, tvende havde en charakteristisk Form, idet Saarets Continuitet blev afbrudt af en Hudbro af 1 a 2 Liniers Brede, hvorved det fik Udseende af at være frembragt med et kløftet Instrument. Hele høire Tindingebeen fandtes knuust og bevægeligt, ligesom hele denne Side af Hovedet tydeligt viste sig at være indfalden. Paa Halsen lige nedenfor Luftrørshovedet fandtes en rødlig hudløs Plet af en Tomme i Ovadrat, pergamentagtig indtørret, men uden Blodudtrædning, og en lignende Stribe paa høire Side af Halsen, straat op mod Øiet. Obducenterne sluttede herefter, at den Paagjældende med venstre Haand havde grebet og forsøgt at qvæle den Afdøde, medens han samtidigt med den høire Haand havde ført et dræbende Slag, hvorhos bemærkedes, at samtlige Læsioner i Hovedet tydede paa, at Slagene vare udførte med en overordentlig Voldsomhed og Styrke, og at den charakteristiske Form af enkelte af Saarene tillige syntes at antyde, at Mordinstrumentet maatte have været af en kløftet Beskaffenhed, enten en Hammer med tvedeelt Eg eller et lignende Instrument med kløftet Eg.

Medens der af Kjøbenhavns Politi anstilledes Undersøgelser om Gjerningsmanden til det saaledes forøvede Drab cg Tyveri, uden at det endnu var lykkedes at opdage denne, meldte Arrestanten sig selv den 6te Marts næstefter for Politimesteren i Hillerød som undvegen Transportant, idet han, der ifølge Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom af 28de August 1863 havde været anseet efter Frdn. af 11te April 1840 § 15 med Forbedringshuusarbeide i 4 Aar, af hvilken Straf den fra 1ste Marts f. A. tilbagestaaende Deel var eftergiven ham ved allerh. Resolution af 4de Jan. f. A., var den 1ste Marts af Kjøbenhavns Politi hjemsendt til Strø Sogn i Frederiksborg Birk, efter til Politiprotokollen over mistænkelige Personer at have faaet det sædvanlige Tilhold om ikke uden Anmeldelse at indfinde sig i Kjøbenhavn, og derpaa havde forladt sine Bevogtere i Lyngby.

Under et over Arrestanten, der ikke fandtes i Besiddelse af Penge eller andet Mistænkeligt, optaget Forhør oplystes det, at hans Angivende om, hvor han, efter at have unddraget sig Transporten i Lyngby, havde opholdt sig i de mellemliggende Dage, var urigtigt, idet han navnlig ikke havde været i Slangerup om Løverdagen, og paa gjentaget Forehold af Birkedommeren i Frederiksborg Birk, at han var seet i Kjøbenhavn Løverdagen den 2den Marts, vedgik han, hvad han hidtil havde skjult, at han havde været sammesteds bemeldte Dag og den foregaaende Nat, idet han fra Lyngby var gaaet tilbage til Hovedstaden, havde tilbragt Natten der og først den 2den Marts begivet sig til Søborghuus Kro, hvorfra han var kommen til at kjøre videre med en Bonde. Arrestanten indrømmede endvidere i Forhør af 18de Marts at have gjort sig skyldig i Tyveri i Kjøbenhavn, hvorved han stjal baade Sølv, Sedler og fremmede Mønter, uden dog at kunne forklare noget Nærmere herom, idet han efter yderligere Formaning til Sandhed yttrede, at han igrunden havde sagt for meget. I Forhøret den følgende Dag vedgik han, efter at det bl. A. var foreholdt ham af Dommeren, at Omstændighederne ikke efterlade nogen Tvivl om, at han havde gjort sig skyldig i det Tyveri m. v., der var forøvet paa Kjøbenhavns Nørrebro Løverdagen den 2den Marts under vaklende Forklaringer og gjentagen Negten, at han endvidere havde stjaalet 3 Sølv Spiseskeer, men derimod ikke noget Uhr eller nogen Sølvkjæde, og forklarede, at de af ham stjaalne Penge laae paa Bordet eller en Commode i et Værelse, hvis Vinduer vendte ud til Gaden, og i et følgende Forhør samme Dag gav han, efter udenfor Retten at have yttret til Arrestforvareren, at Ingen skulde faae ham til at tilstaae, hvor de stjaalne Koster vare, at Tyveriet var forøvet i en af Hovedgaderne paa Nørrebro, efter at han var passeret over Søen, at det var i en Stueetage 3 Trappetrin op, og at Dørene vare uaflaasede.

Efterat en Meddelelse om det i Forhøret Passerede, der lod formode, at Arrestanten var skyldig i Drabet paa Rathjes Hustru, var afgiven til Kjøbenhavns Politi, og saavel Politidirecteuren i Kjøbenhavn som Politiinspecteur Hertz vare afreiste til Frederiksborg, lykkedes det Sidstnævnte at faae Arrestanten til at afgive en Tilstaaelse udenfor Retten om at være skyldig i det ham paasigtede Drab og Tyveri, hvorfor han strax blev transporteret til Hovedstaden, og i Forhør her i Retten afgav Arrestanten den 20de Marts f. A. en Tilstaaelse, der i det Væsentlige gik ud paa Følgende:

Da Arrestanten havde unddraget sig Transporten i Lyngby 1ste Marts f. A. gik han lige tilbage til Kjøbenhavn og tilbragte Natten og næste Formiddag hos et offentligt Fruentimmer i Pedermadsens Gang, og da han forlod hende, gik han, der i Overarbejdspenge ved sin Løsladelse fra Straffeanstalten havde faaet udleveret den foregaaende Dag 15 Rd. 13 sk, men havde forbrugt en Deel til Fortæring og til Indkjøb af en Kaskjet, en Portemonnaie, en Nattrøie og et rødt Lommetørklæde, i den Hensigt at forskaffe sig flere Penge ved at begaae Tyveri ned til en Jernkræmmer heri Staden og kjøbte for 1 Mk. 8 sk en Nøgle, som han antog kunde benyttes til at lukke forskjellige Laase op med, og forføiede sig derpaa ud paa Nørrebro, hvor han først fandt Lejligheden til at stjæle beqvem, da han var kommen til et i en ham ubekjendt Gade beliggende Huns, hvor han kigede ind ad Vinduerne i Stueetagen, og da han Ingen saae derinde, gik han ind i Forstuen og aabnede Døren tilhøire med den kjøbte Nøgle. Efter at være kommen ind i Stuen hørte han Nogen komme og flygtede derfor ind i en anden Deel af Lejligheden, som han ikke nærmere kunde angive, hvor han skjulte sig. Da Rathjes Hustru, ved at gaae længere ind i Værelset opdagede ham og efter hans Forklaring udbrød: "hvad! er her Tyve?" og i det Samme vilde gribe ham i Haaret, hvorved hun kom til at kradse ham i Panden, greb han hende øjeblikkeligt med den venstre Haand i Struben, saa at hun gabede, og optog af sin Buxelomme en Foldekniv, hvormed han, uden at aabne den, gav sig til at slaae hende med Knivens jernbesatte kløftede Ende i Hovedet, i den bestemte Hensigt at dræbe hende, for at han ikke paany skulde blive anholdt og inddømt i Straffeanstalten, hvorfra han lige var løsladt, og han vedblev da at qværke og staae hende med Kniven i Hovedet, indtil hun, der ikke havde streget, men kun gjort krampagtige Bevægelser, ikke mere gav noget Livstegn frasig, hvorfor han antog hende for død. Han gik derpaa ind i Værelset til Gaden, hvor han tilvendte sig de savnede Gjenstande og Penge, deriblandt et Uhr og en Sølvkjæde, og tog derhos af den Dræbtes Lomme en Portemonnaie med 4 a 5 Rd. og 2 sammenhængende Nøgler. Han forlod derpaa Lejligheden ad samme Vei, han var kommen, uden at kunne erindre, om han aflaasede Døren, og begav sig ad Parcelveien ud ad Nørrebro til Søborghuus Kro, hvor han vil have byttet en af de stjaalne Femdalersedler, hvad der dog ikke var oplyst, og kom til at kjøre med Gaardmand Mathias Larsen fra Badstrup og derpaa med Ungkarl Jens Simonsen til Uggeløse og tilbragte Natten hos en Skovløber Johansen i Uggeløse Hegn, hvor han i Skoven skjulte samtlige de stjaalne Koster, indsvøbte i et blaat Lommetørklæbe, og drev derpaa omkring de følgende Dage, indtil han meldte sig selv den 6te Marts.

Den af Arrestanten saaledes afgivne Tilstaaelse vedblev han i det følgende Forhør den 28de Marts under nærmere Forklaring om Enkeltheder saavelsom under en Udfølgning den følgende Dag til Paaviisning af Idealiteterne m. v., idet det i den derom indgivne Rapport bl. A. hedder, at han ved Ankomsten til Blaagaardsgade erklærede, at han kjendte denne derfra, at der henlaae endeel glacerede Drainrør, at han førte Betjenten om ad Korsgade, hvor han paaviste et Værtshuus, hvor han havde været inde for at nyde Noget, forbi Slotsgade og Korsgade over en Mark til Parcelveien og om ad Louisegaden, idet han, ankommen til Stedet Nr. 11, erklærede: "Her er det Sted, hvor jeg slog Konen ihjel", og han derefter paaviste med stor Nøiagtighed, hvorledes han var kommen ind i Stuen ved Hjælp af den ene Nøgle, da Smæklaasen ikke var for, hvorledes han havde skjult sig og senere grebet Fruentimmeret, som han angav at være omtrent ligesaa høi som han selv, uden at kunne beskrive hendes Paaklædning, og erklærede, at der paa Sengen laae et stribet Sengetæppe, hvis Farver han ikke erindrede. Rigtigheden af denne Rapport fastholdt Arrestanten i Forhør af 30te Marts og erkjendte navnlig, at han uden Veiledning havde paaviist Gerningsstedet og de nærmere Omstændigheder, og da en den 28de s. M. foretagen Udfølgning til Uggeløse for at paavise, hvor Kosterne vare skjulte, ikke havde ført til noget Resultat, angav han at have skjult dem i et eensomt beliggende Huus paa Udesundby Mark. Under en fornyet Udfølgning den 1ste April til dette Sted, hvilken foretoges i Forhørsdommerens Overværelse, viste det sig imidlertid, at ogsaa dette Foregivende var urigtigt, idet Intet fandtes ved den anstillede Undersøgelse, og efterat Arrestanten derpaa den 4de April for Retten havde negtet sig skyldig i den af ham vedgaaede Forbrydelse og angivet at have besøgt en Person, boende paa Uttersløv Mark, som han kjendte fra Straffeanstalten, og derfra begivet sig lige til Søborghuus Kro, men dog paany efter Formaning til Sandhed vedgaaet sig skyldig under Angivende af, at han fra Uttersløv var vendt tilbage til Nørrebro, men uden at kunne sige, hvor Kosterne vare, fastholdt han i et Forhør den følgende Dag under en nærmere detailleret Forklaring om, hvorledes han havde tilbragt Tiden den 2den Marts og senere indtil sin Anholdelse, sin engang afgivne Tilstaaelse, idet han bl. A. forklarede, at Sengetæppet var stribet eller tærnet med røde Farver, at han fra Sengen stjal et eensfarvet blaat fiirkantet Bomuldstørklæde, som han tidligere havde glemt at omtale, hvori han indsvøbte Kosterne, efterat han havde aftørret noget Blod, der fra den Dræbte har sprøjtet paa hans Beenklæder, samt endvidere, at den Kniv, han havde benyttet under Gjerningen, havde han kjøbt hos en Jernkræmmer tilligemed Nøglen; men forøvrigt vare hans Forklaringer i dette Forhør vaklende, og han fremkom med forskjellige Antydninger af, at han ikke var skyldig, uden dog bestemt at fastholde dette.

I det paafølgende Forhør den 0de April negtede Arrestanten derimod at være skyldig i den ham paasigtede Forbrydelse, idet han paastod, at han, efter at have forladt den ovennævnte Bekjendt paa Uttersløv Mark, hvis Navn var Christoffer Sørensen, hvilket, efter hvad der er oplyst, maa antages at være skeet Kl. 2½ a 3 om Løverdagen den 2den Marts, ikke vendte tilbage til Hovedstaden, men derimod gik lige til Søborghuus Kro, og medens han ikke kunde angive nogen Grund, hvorfor han under Forhøret i Frederiksborg havde lagt Skjul paa, at han om Løverdagen havde været i Kjøbenhavn, paaberaabte han sig derimod, at han var bleven foranlediget til at tilstaae Tyveriet under Forhøret i Frederiksborg derved, at han var bleven presset saa stærkt og holdt saa længe i Forhør, at han tilsidst slet ikke vidste, hvad han sagde, og, som han udtrykte sig, det ene Ord tog det andet, og at  han af Arrestforvareren havde faaet at vide, at det Tyveri, han sigtedes for, skulde være forøvet paa Nørrebro, ligesom Birkedommeren i Frederiksborg Birk gjentagne Gange oplæste for ham af en trykt Seddel de stjaalne Koster.

Med Hensyn til det ham paasigtede Drab paastod han ligeledes at være bleven stærkt fristet af Politiinspecteur Hertz, der foreholdt ham, at alle Mennesker vidste, at han var Gerningsmanden, saa at det ikke kunde nytte ham at negte det, og at Straffen ikke vilde blive saa haard, da han formeentlig havde gjort det i en beruset Tilstand, - saa hans Tilstaaelse for denne kun bestod i, at han sagde Ja, medens Hertz foreholdt ham alle Enkeltheder ved Drabet; i det første Forhør for Retten, under hvilket Hertz var tilstede, vilde han derfor ikke fragaae, hvad han for denne havde vedgaaet, og senere antog han, at det ikke kunde nytte ham noget.

Under Paaviisningen vil han af Betjentene være bleven ført hen i Nærheden af Gjerningsstedet, og det var efter hans Forklaring let at paavise dette, da endeel Mennesker vare forsamlede udenfor Stedet, ligesom han ogsaa med Hensyn til Paaviisningen inde i Lejligheden paastaaer at være veiledet og at have gjættet sig til, hvad han sagde.

Denne Forklaring om at være uskyldig i Drabet og Tyveriet har Arrestanten senere ved blivende fastholdt i Retten, idet han ikkun under en Samtale med Forhørsdommeren den 7de Mai udenfor Retten under megen Vaklen paany erkjendte sig skyldig, hvortil han senere angav som Grund, at han har været fortumlet i Hovedet, og navnlig har han ogsaa negtet at have havt Blodpletter paa sine Beenklæder, og paastaaet, at Rifterne i Panden hidrørte fra, at han i Arresten i Frederiksborg kom til at støde sig mod et Kakkelovnsrør.

Med Hensyn til Tiden, paa hvilken den under Sagen omhandlede Forbrydelse maa antages forøvet, er det af forskjellige Vidner forklaret, at de have seet Rathjes Hustru Kl. 5 eller 5 1/4 den paagjældende Eftermiddag, idet hun, efter hvad der er oplyst, maa antages paa den Tid at have gjort nogle Indkjøb hos en Urtekræmmer paa Nørrebrogade, og selv uden Hensyn til disse Tidsangivelsers muligt mindre Paalidelighed kan det dog ikke antages, at hun er kommen hjem forinden Kl. 5, paa hvilken Tid en i Huset boende Person ved at passere op ad Trappen til sin Leilighed paa første Sal vil have bemærket, at Døren til Rathjes Leilighed fra Forstuen til Værelset til Gaden stod paa Klem og blev sagte lukket i, uden at det har kunnet oplyses, ved hvem dette stete.

Paa den anden Side er det med Hensyn til Tiden for Arrestantens Ankomst til Søborghuus Kro af de afhørte Vidner forklaret, at denne fandt Sted Kl. 5 eller endog tidligere, og af et enkelt Vidne ialfald før 5½, idet de slutte fra, at det endnu var lyst, da han kom, at han opholdt sig omtrent en Timestid, medens der blev spillet Kort uden Lys, og at det først begyndte at blive mørkt, da han fjørte med Gaardmand M. Larsen fra Gadstrup, saa at Arrestanten, selv under Hensyn til, at han efter to Vidners Forklaring var noget forpustet og svedt ved sin Ankomst, ikke efter Tiden for Solens Nedgang den paagjældende Dag, nemlig Kl. 5½, og Afstanden mellem Gjerningsstedet og Søborghuus Kro, der i rask Gang neppe kan tilbagelægges i mindre end 45 Minuter, kunde, efterat have forøvet den ham paasigtede Forbrydelse, være naaet til fornævnte Kro til den af Vidnerne angivne Tid, naar disses Forklaringer sammenholdes med, hvad der er oplyst om Ankomsten til Uggeløse. Om nu end disse Forklaringer som nærmest indeholdende et tildeels usikkert Skjøn over Dagslyset og Klokkeslettet tabe noget af deres Betydning derved, at de ere afgivne omtrent en Maaned efter Drabet og, for flere af de Paagjældendes Vedkommende, efterat de havde læst et udførligt Referat i Aviserne af de nærmere Omstændigheder, hvorunder Forbrydelsen formodedes udført, og indbyrdes talt om, at Arrestanten ikke kunde være Gjerningsmanden, maae de dog bidrage til at vække Tvivl om, hvorvidt dette er Tilfældet.

Ligesom derhos ikke en eneste af de ved Tyveriet bortstjaalne Koster er kommen tilstede under Sagen eller engang nogen Oplysning har kunnet tilvejebringes om, at Arrestanten har været i Besiddelse af saadanne eller forbrugt flere Penge, end han havde med fra Straffeanstalten, medens han dog efter hans Tilstaaelse ikke strax skjulte Kosterne, men havde dem hos sig paa Veien til Uggeløse, uden at han, som forklaret, kunde have dem skjulte i Lommen paa Beenklæderne, da denne, efter hvad der er oplyst, ikke var stor nok til at skjule ialfald Spiseskeerne, og det heller ikke synes rimeligt, at han skulde have nedgravet de rede Penge, der, forsaavidt de ikke vare fremmede Mønter, neppe kunde røbe ham, medens det ikke er oplyst, at han paa Veien, navnlig i Søborghuus Kro, har byttet nogen Femdalerseddel, - saaledes er heller ikke det Redskab, hvormed Forbrydelsen skulde være forøvet nemlig en Foldekniv, selv om det efter den af Stadslægen afgivne Forklaring maa antages, at Læsionerne kunne være frembragte ved en saadan, naar den var tilstrækkelig stor samt kantet og kløftet, kommet tilstede, og det har heller ikke kunnet oplyses, at han har været i Besiddelse af en saadan Foldekniv, som han efter sin Forklaring vil have kjøbt hos en Jernkræmmer, ligesaa lidt som det er lykkedes at faae oplyst, hvor han har kjøbt den Nøgle, han vil have benyttet til at skaffe sig Indgang med, og som han vil have betalt med 1 Mk. 8 sk, skjøndt den almindelige Priis for gamle Nøgler efter det Oplyste ikkun maa antages at være 8 sk. Tilstedeværelsen af Blodpletter paa Arrestantens Beenklæder har ikke heller ved den anstillede chemiske Undersøgelse kunnet eftervises, skjøndt en Udstraalen af Blod fra den Dræbtes Legeme maa ansees for ikke usandsynlig, og de Mærker, der ere forefundne paa en i Stuen tætved den Dræbtes Legerne henstaaende Stol af Slag, som formeentlig fejlagtigt havde rammet Stolen, synes ikke at kunne hidrøre fra en Kniv.

Foruden at Arrestantens Tilstaaelse i flere Henseender er usandsynlig, navnlig forsaavidt han fra Uttersløv skulde være vendt tilbage til Staden for at begaae Tyveri, skjøndt han endnu ikke havde forbrugt sine Penge, og den af ham indkjøbte gamle Nøgle skulde have passet i det ørste Sted, han forsøgte den, skjøndt dertil udfordredes en Pibenøgle med Kam, som man vanskeligt kunde kjøbe hos en Jernkræmmer, og forsaavidt Smæklaasen, som han paastaaer, ikke skulde have været for, skjøndt dette efter hvad der er oplyst altid pleiede at være Tilfældet, og han skulde have medtaget det blodige Lommetørklæde, er den i andre Punkter, med Hensyn til hvilke han, saafremt han var Gjerningsmanden, ikke let kunde tage Feil, ligefrem urigtig og synes at tyde paa en Gjætning, saasom naar han beskriver Uhret paa en Maade, der ikke passer, angiver den stjaalne Ring at være en glat Guldring istedetfor en Pladering med rød Steen, og at Uhret hængte i en Sølvtjæde til at tage om falsen, medens det hængte i en Lidse og Sølvkjæden, der var en Vestekjæde, laae i Chiffonnieren.

Forsaavidt Tilstaaelsen kunde synes bestyrket ved enkelte Omstændigheder, saasom Arrestantens Opgivende i Forhør af 5te April, at han tillige stjal fra Sengen et sammesteds liggende, som han beskriver det, eensfarvet blaat Lommetørklæde, medens det først senere af Smedesvend Rathje forklares, at han havde savnet et saadant, maa det bemærkes, at dette af Rathje er angivet at være blaat og graat smaatærnet, og at han ikke erindrer, hvor det laae, og ikke engang er vis paa, om det ikke er bortkommet ved en anden Leilighed, og naar Arrestanten har opgivet, at et Sengetæppe, der laae paa Sengen, var stribet eller tærnet med røde Farver, passer dette heller ikke paa det i Retten tilstedebragte Sengetæppe, der er befundet at være hvidt med rødgule Striber.

At Arrestanten under Forhøret i Frederiksborg lagde Skjul paa, at han havde været i Kjøbenhavn Løverdagen den 2den Marts, kan have sin Grund i, at han havde handlet imod det ham af Kjøbenhavns Politi givne Tilhold, og forsaavidt det af et Vidne er forklaret, at han samme Dags Aften under et Ophold i Uggeløse havde flere store Sølvmønter i sin Portemonnaie og omtalte, at han havde flere fremmede Penge, og viste et besynderligt Forhold ved ikke at turde gaae alene gjennem Skoven, er Intet nærmere oplyst, om han virkelig har havt fremmede Penge, da ingen saadanne ere sete i hans Besiddelse,, og Sølvpengene kunde være Resten af hans fra Straffeanstalten medbragte Penge.

Naar det herefter, da Arrestantens Tilstaaelse saaledes ikke blot i alt Væsentligt er ubestyrket, men endog ligefrem svækket ved hvad der iøvrigt er oplyst, maa synes uforklarligt, hvad der kan have bevæget Arrestanten, der end ikke har paaberaabt sig at have været nogen ulovlig Tvang undergiven under sin Arrestation, til at afgive og gjennem flere Forhør og under en Udfølgning at fastholde en Tilstaaelse om at være skyldig i en saa betydelig Forbrydelse som den ham paasigtede, naar han virkelig var uskyldig, maa det bemærkes, at efter den af Retsvidnerne ved Frederiksborg Birk afgivne Forklaring maa det antages, at Arrestantens Forklaringer, hvorunder Tilstaaelsen efterhaanden fremkom, ere afgivne under nogen Veiledning fra Dommerens Side og Forehold af de enkelte Koster, der skulde være stjaalne, uden at nogen sammenhængende og selvstændig Forklaring, hvad der ogsaa fremgaaer af selve Protokollationen, fremkom fra Arrestanten, ligesom det er oplyst, at Forhøret den 18de Marts fortsattes fra Kl. 2 til 10½ Eftermiddag med to Afbrydelser mellem 4 og 5 og mellem 7 og 8 paa henimod en Timestid hver, og den følgende Dag fra Kl. 8-10½ Formiddag, derefter fra Kl. 1-4 og fra 8-10 Eftermiddag, og at Arrestforvareren i Mellemtiden om Formiddagen sidstnævnte Dag efter Dommerens Ordre havde Arrestanten for og søgte at indvirke paa ham, i hvilken Henseende han ikke har kunnet benegte, at han muligen har omtalt, at det Arrestanten paasigtede Tyveri var begaaet paa Nørrebro, og at naar han havde begaaet Tyveriet, havde han naturligviis ogsaa slaaet Konen ihjel. Under Examinationen er det bl. A. af Dommeren gjentagne Gange foreholdt Arrestanten, at han var seet i Kjøbenhavn om Løverdagen den 2den Marts, skjøndt ikke Andet laae til Grund for dette Forehold, end at der kunde være Sandsynlighed for, at han var vendt tilbage hertil staden den 1ste Marts, samt at en Antydning om, at Arrestanten skulde være seet her i Staden uden nærmere Angivelse af, naar dette skulde være, fandtes i en Rapport af 13de Marts fra 2 af Kjøbenhavns Polities Betjente, der havde været sendte til Frederiksborg for at indhente nærmere Oplysning om Arrestantens Ophold siden han unddrog sig Transporten.

Medens saaledes den i Frederiksborg Birks Politiret afgivne Tilstaaelse efter den hele Maade, hvorpaa den er fremkommen, ikke kan ansees for paalidelig, ligesom den efter sit Indhold er ikke blot ufuldstændig, men i flere Punkter ligefrem urigtig, gjælder dette i samme Grad om den for Politi-Inspecteur Hertz udenfor Retten afgivne Tilstaaelse om Drabet, idet denne er fremkommen, som det udtrykkeligt er erkjendt, under Forehold af alle Enkeltheder med Hensyn til, hvorledes Gjerningen, efter hvad der var oplyst, maatte antages at være forøvet, efter det Billede, der var udkastet i en efter Drabet indgiven og af vedkommende Politiassistent forfattet Rapport, og navnlig under Forehold af det, Arrestanten havde gjort, og, da han endnu vedblev at negte sin Skyld, under Forehold af, at nogle pletter paa Arrestantens Beenklæder, som Hertz antog kunde hidrøre fra Blod, vare Blod af den Dræbte, der raabte om Hevn, og at han formodentlig havde handlet i en Ritus, hvorfor straffen vilde blive mildere. Derefter skal Arrestanten vel have sagt, at han havde dræbt Konen, og at Blodet fra hende var straalet op paa ham, og at nogle Rifter, han havde i Panden, vare fremkomne derved, at hun greb ham efter Haaret, samt hulket og sagt, at han ikke havde kunnet sove i 5 Nætter, fordi han havde seet Konen for sig, men haabede at faae Ro; men ligesom Arrestanten, der forøvrigt skildres som værende af en dorsk Natur, ikke efter hvad der er oplyst har senere enten i eller udenfor Retten viist nogen Anger over den af ham vedgaaede Forbrydelse, men tvertimod omtalt den med Ligegyldighed, saaledes har bemeldte Politiinspecteur Hertz forklaret, at han ved Udfølgningen til Uggeløse den 28de Marts fik nogen Tvivl om, at Arrestanten var Gjerningsmanden, da han den Dag kunde faae ham til at sige, hvad det skulde være. Hvad selve Udfølgningen til Gjerningsstedet angaaer, er det vel af de tilstedeværende Politiofficianter benegtet, at Arrestanten under samme skulde være bleven veiledet, og til Beviis for, at han havde paaviist selvstændigt, er der fremhævet nogle Enkeltheder, saasom at Arrestanten angav, at der stod et Klædeskab, og at den Dræbte havde Noget paa Hovedet, som Arrestanten ikte vidste hvad var, hvilket skulde sigte til et Net; men afseet fra, at Paaviisningen af de Gader, ad hvilke han var passeret til Gjerningsstedet, vel stemmer med hans første Forklaring, men ikke passer forsaavidt det senere er oplyst, at han har været i Uttersløv og derfra maatte være vendt tilbage hertil Staden for at forøve Forbrydelsen, er det ogsaa oplyst, at foruden den Arrestanten ledsagende Politiinspecteur Hertz med 2 Overbetjente vare endvidere Politiinspecteur Clausen, Assistenterne Rantzau og Thortsen og endnu en Overbetjent tilstede ved denne Leilighed, som det hedder, uden egentlig Nødvendighed, men af Interesse for Sagen og for at blive bekjendte med idealiteterne, at navnlig begge Assistenterne, der vare i Uniform, ankom til Louisegaden førend Arrestanten, og at Inspecteur Clausen og den ham ledsagende Overbetjent, der forøvrigt vare civilklædte, gik noget foran fra Korsgade til Parcelveien, at der paa Marken over til Parcelveien var Fodspor i Sneen, og at der i selve Louisegaden opholdt sig en 10 a 12 Mennesker foruden og nogle af dem muligen endog udenfor selve Stedets Gadedør.

I Henhold til det saaledes Anførte finder Retten, uanseet Bestemmelserne i Dansk Lovs 1-15-1 Betænkelighed ved at lægge den af Arrestanten afgivne og senere tilbagekaldte Tilstaaelse til Grund for en Domfældelse, hvorfor han vil blive at frifinde for Actors Tiltale, dog at han udreder Actionens Omkostninger, derunder Salair til d.e beskikkede Sagførere med 15 Rd. til hver.

Sagførelsen har været lovlig.

Thi kjendes for Ret:

Arrestanten Ole Sørensen bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være, dog at han udreder Actionens Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Ronge og H. H. Nyegaard 15 Rd. hver.

At efterkommes under Adfærd efter Loven

(Flyveposten 15. januar 1868)

Overretsprokurator H. H. Nygaards meget lange forsvarsindlæg blev aftrykt i Dagbladet (København) 18. januar 1868. Den 11. maj 1868 stadfæstede Højesteret frifindelsen. Af yderligere oplysninger havde retten en erkæring fra stadslægen om at det var højst usandsynligt at drabet kunne være forøvet med den lukkede foldekniv som Ole Sørensen havde forklaret var mordvåbnet. Københavns Politi blev efterfølgende skarpt kritiseret for hvordan det havde optrådt i denne sag, og Crone måtte erkende at Ole Sørensen var uskyldig.

Helt i tidens ånd mistænktes en række personer. I januar rettedes opmærksomheden mod svenskeren Carl Ludvig Bjørnberg som begik et mord i Lersøen. Også en underofficerer ved garden var på tale. Guldtyven Andersen blev ligeledes nævnt, selvom han sad i Glückborg Tugthus. indtil december 1869. Endnu i 1878 var sagen stadig uopklaret.

Der blev forfattet en skillingsvise om Ole Sørensen der om end den ikke udpeger ham som morder, dog antydede at han nok snart ville blive det. Politidirektør Crone fik herefter Ole Sørensen sendt til USA, forsynet med rejsepenge, så han kunne klare sig i en længere periode. Hvilket var en kendt procedure. Han forsvandt herefter i aviserne.

Valget i Slesvig 1867. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvigs indlemmelsen i Preussen i 1867 betød en demokratisering af det tidligere hertugdømme. Indtil 1864 var enevælden blevet opretholdt under den danske konge Frederik 7. Til valget i 1867 havde alle mænd som var fyldt 25 år og med statsborgerskab i et af forbundets lande valgret. Undtaget var personer som modtog fattighjælp - og kvinderne. Der blev også indført kommunalt selvstyre. Der blev indført forenings- og forsamlingsfrihed

Valget den 12. februar 1867 af 293 medlemmer til den nordtyske Reichstag markerede denne demokratisering. 9 medlemmer skulle vælges i de tidligere hertugdømmer og resultatet blev at Augustenborgpartiets kandidater vandt i 3.-9. valgdistrikt (Holsten og Sydslesvig). I 1. valgdistrikt (Haderslev-Aabenraa) vandt den danske kandidat. I 2. valgdistrikt (Sønderborg-Flensborg) blev den danske kandidat Ahlmann af Augustenborg valgt, med et par hundrede stemmer over de tyske kandidater. 

Valgene i Slesvig.

Af den i vores Morgennr. meddeelte Fortegnelse over Stemmeantallet i de fire slesvigske Kredse fremgaaer, at Deeltagelsen i Valgene har været særdeles betydelig større i 1ste og 2den end i 3die og 4de Valgkreds. 2den Valgkreds staaer i saa Henseende høiest, idet der afgaves 19,740 gyldige Stemmesedler (svarende til 1/5 af Befolkningens Antal). I 1ste Valgkreds afgaves 18,752 gyldige Stemmesedler (imellem 1/5 og 1/6 af Befolkningens Antal. I 3die Kreds afgaves derimod kun 14,857 og i 4de Valgkreds kun 14,337 Stemmer, hvilket svarer til 1/7 af Befolkningens Antal. I 1ste og 2den Valgkreds ere, saavidt man kan skjønne, kun 1/8 af Vælgerne udeblevne fra Valget; i 3die og 4re derimod 1/3. Exempler paa, hvor mange Vælgere der have afholdt sig fra Deeltagelse i Valgene i de reent danske Districter af 4de Valgkreds. have vi allerede meddeelt efter "Vestslesv. Tid.", og fra flere andre Steder paa Vestkysten hører man Beklagelser over, at ikke faa Personer, der utvivlsomt havde maattet give Detlefsen deres Slemmer, af formeentlige Kloghedshensvn have undladt at stemme.

Hvad Forholdet imellem Candidaternes Stemmeantal i de forskjellige Kredse angaaer, saa faldt i 1ste Valgkreds over 4/5 af Stemmerne paa Kryger og neppe 1/5 paa Amtmand Kier. I 2den Valgkreds fik den nordslesvigske Deputations Ordfører i Berlin Ahlmann lidt om Halvdelen af Stemmerne, den augustenborgske Candidat Kraus lidt over 1/3, Regjeringens Candidat Matthiesen omkr. 1/7. I 3die Valgkreds fik den augustenborgske Candidat Baudissin 3/4, Regjeringens Candidat Schmidt-Vindeby 1/4 af Stemmerne. Endelig havde i 4de Valgkreds den augustenborgske Candidat Francke noget over Halvdelen, Regjeringens Candidat Beseler og den danske Candidat Detlefsen hver imellem 1/5 og 1/6 og Thomsen-Oldenswort 1/9 af de afgivne Stemmer. Den nordslesvigske Befolknings mangeaarige Repræsentant H. Kryger er altsaa i 1ste Valgkreds bleven valgt med en større Majoritet, end der er opnaaet i nogen af de andre Valgkredse. Størst var de Danskes Overvægt i Haderslev Vesteramt samt i Sundeved og paa Als.

Stemmeforholdet imellem de forskjellige Partier, saaledes som det har viist sig ved disse Valg, lader sig ikke nøjagtig bestemme, eftersom i 1ste Valgkurs baade det augustenborgske og det preussiske Parti var henviist til at stemme paa Regjeringscantidaten Kier, og der i 4de Valgkreds foruden Francke og Beseler endnu var en tredie tydsk Candidat, Thomsen-Oldenswort, hvis Anskuelser vist ikke ere meget forskjellige fra Franckes, men som dog nærmest maa ansees for en Localcandidat, medens Francke var det augustenborgske Parties egentlige politiske Candidat. Vi begaae dog neppe nogen stor Feil, naar vi regne de paa Kier faldne Stemmer til Regjeringens Parti og Thomsen-Oldensworts til det augustenborgske Parti. Herefter bliver Forholdet saaledes: Paa danske Candidater faldt der i alle 4 Valgkredse tilsammen 27,526 Stemmer, paa augustenborgske 27,526, paa Regjeringscandidater 12,037. Noget over 2/5 af de afgivne Stemmer tilhørte altsaa det danske Parti, næsten ligesaa mange det augustenborgske Parti *), og kun imellem 1/5 og 1/6 faldt paa Regjeringens Candidater.

Af ulige større Interesse end en saadan Opgjørelse af Partiernes samlede Styrke i hele Slesvig er imidlertid det Resultat, som kan drages af disse Valg med Hensyn til Nationaliteternes Gruppering. Man kan være sikker paa, at enhver enkelt Slesviger, der har stemt paa en af de danske Candidater, ubetinget ønsker at gjenforenes med Danmark, medens man fra tydsk Side ingenlunde kan tage alle dem til Indtægt, der have givet de augustenborgske eller Regjeringens Candidater deres Stemme. Det maa nemlig erindres, at den Magt, som til en given Tid er den herskende i et Land, efter Sagens Natur altid kan gjøre Regning paa en heel Deel Stemmer. Desuden er der efter talrige herom fremkomne Vidnesbyrd -  hvilke vi ikke i det Enkelte kunne controlere, men som dog uden Tvivl samlede fortjente en vis Grad af Opmærksomhed og Tiltro - ikke fra Regjeringens (idet denne tvertimod findes at være gaaet aldeles loyalt tilværks ved Afstemningerne), men fra de Tydsksindedes Side anvendt Trusler og Bestikkelser i et temmelig stort Omfang og maaskee paa sine Steder endog begaaet Kunstgreb ved selve Stemmeafgivningen. Den Linie, der fremkommer, naar man adskille de mindre Valgdistricter, i hvilke Fleertallet har stemt paa danske Candidater, fra dem, i hvilke tydske Candidater have faaet Majoriteten, kan endelig paa Grund af den Maade, hvorpaa Valgkredsene ere fordeelte, ikke betragtes som overeensstemmende med den virkelige Nationalgrændse. Medens nemlig 1ste og 3die Valgkreds inndbefatte Hertugdømmers nordligste og sydligste Deel med Grændselinier i det Væsentlige fra Øst til Vest, er den midterste Deel af Slesvig deelt i tvende Valgkredse ved en Linie fra Nord til Syd. Herved ere i disse to Valgkredse danske og tydske Elementer blevne blandede sammen paa, en for de Danske ingenlunde fordeelagtig Maade. I 2den Valgkreds har dette, paa Grund af de Danskes ubetingede Overvægt, ikke udøvet nogen Virkning paa Valgets Udfald, skjøndt maaskee nok paa Stemmeforholdet i enkelte af de mindre Valgdistrikter. Derimod har Virkningen været meget kjendelig i 4de Valgkreds, der omfatter Vestkysten i et smalt Belte lige fra Haderslev Amts Sydgrændse til Eideren. 

Efter disse Bemærkninger skulde vi angive Grændseskiellet imellem de Distrikter, hvor danske og hvor tydske Candidater have Fleertallet. Linien begynder paa Vestkysten ved Hvidaaens Udløb og følger denne Aa indtil Tønder Byes District **); den slaaer en lille Buen udenom Tønder og gaaer derpaa mod O. S. O. langs Grænsen imellem Slaugs og Kjær Herreder af Tønder Amt; derpaa gjør den en stor Bue mod Syd omkring Sognene Bov og Handeved. Flensborg Byes District samt Adelby og Rylskov Sogne indtil Flensborg Fjord. Nord for denne Linie ligger der vel et Par Enclaver (Høier og Løgumkloster Flækker), hvor tydske kandidater have faaet en lille Majoritet, ligesom ogsaa Syd for samme enkelte adskilte Districter, hvor danske Candidater have faaet Fleertallet; men dertil er der ikke taget Hensyn. Syd for denne Linie ligger der et Belte, indbefattende den største Deel af Kiær Herred (Tønder Amt) og saagodtsom alle de øvrige Districter i Flensborg At, hvor de danske Candidater have faaet et meget anseligt Antal Stemmer, tildels endog relativ Majoritet, i et Par Districter - som nys bemærket - absolut Majoritet. Ogsaa Syd for dette Belte er der faldet Stemmer paa de danske Candidater: selv i 3die Valgkreds, hvor det med Hensyn til Resultatet maatte være aldeles unyttigt, har forhenværende Senator Peschke faaet endeel Stemmer ikke blot i Slesvig By, men i Hytten Amt imellem Dannevirke og Eiden.

Resultatet af Valgene i deres Heelhed har til Evidents godtgjort, at den danske Nationalitets Omraade i Slesvig ikke er mindre, end man fra dansk Side har paastaaet, men, naar alle Omstændigheder tages i Betragtning, maaskee endog i Virkeligheden større, end vi selv have antaget. Dette er et Moment af ikke ringe Betydning; thi om man end bør vogte sig for at overvurdere det, saa turde dog saa Meget være vist, at hvis navnlig Valget i 2den Kreds havde faaet et andet Udfald, vilde dette have kunnet faae en Betydning, som der nu ikke kan være Spørgsmaal om at tillægge det.

*) Paa de "agustenborgske" Candidater stemte ikke blot Prætendentens egentlige Tilhængere (som holde paa "Slesvig-Holsteens" Selvstændighed), men ogsaa de slesvigske Particularister (der holde paa Slesvigs Udelelighed) og endelig Størstedelen af de i national Henseende Ligegyldige, der af en eller anden Grund ere utilfredse med den nye Regjering.

**) Dog mangler Angivelse om Stemmeforholdet i Uberg Sogn umiddelbart Syd for Tønder; hvis den danske Candidat har havt Fleertallet her, bliver Tønder By en tydsk Enclave midt i danske Districter.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. februar 1867).

I 3. kreds (der bl. a. omfattede Frederiksrad) blev grev Eduard Baudissin valgt. Han havde i krigen 1848-1851 været premierløjtnant i den slesvig-holstenske hær. 

Fra Slesvig-Holsten, 19. februar Ifølge officielle rapporter afgav i alt 132.155 vælgere deres stemme i alle hertugdømmernes ni valgkredse. Heraf tilfaldt kun 14.915 de decideret preussisk-sindede kandidater Scheel-Plessen, Reventlow-Starzeddel, Beseler og Matthiesen. For de kandidater der tidligere, nogle af dem for ganske nylig, var gode slesvig-holstenere, men som nu er klar til at "glemme hvad der skete" og til at "forlige sig med Preussen" af resignation over for Slesvig-Holstens skæbne, hvilket synes at dem uundgåelige, d. v. s. for Schmidt-Windebye, Thomsen-Oldensworth, Boysen, Scharmer, Bokelmann (-Rethwischhöhe), stemte kun 12.813 vælgere. Vi kan se bort fra de få Lassalleanere, der kun gjorde deres tilstedeværelse mærket i tre valgkredse, samt de andre fragmenterede stemmer. Tilbage står flertalsstemmerne i alle valgkredse, og nogle mindretal. De første talte 88.902, heraf 24.955 danskere. Det efterlader 63.947 tyskere fra Slesvig-Holsten der kan betegnes som modstandere af den preussiske regering og utilfredse med annekteringen. Antallet af danskere bør tilføjes de 2.528 stemmer der tilfaldt den danske modkandidat til Francke, Detlefsen i fjerde kreds, så det samlede antal er 27.493. Et sådant resultat i Nordslesvig som er så ubehageligt set fra tysk side, er i årevis blevet forudsagt af alle med kendskab til Nordslesvigs forhold og karakter i tilfælde af triumf for de preussiske annekteringsbestræbelser. Den sikreste måde at miste Nordslesvig på er at stille  spørgsmålet: om det er preussisk eller dansk. Foruden de ovennævnte 63.947 tyskere fra Slesvig-Holsten er der også 6.803, der stemte forgæves på regeringsråd i anden kreds, D. Kraus, mod den sejrende danske kandidat Ahlmann, i stedet for for borgmesteren Matthiesen, som var indstillet af det preussiske parti. I alt 70.750 vælgere i Slesvig-Holsten stemte anti-preussisk eller anti-annektering. Dette resultat som er opnået under de herskende omstændigheder, vidner om en holdning hos befolkningen i Slesvig-Holsten som ikke kan misfortolkes, og viser tydeligt hvor meget de stadig føler sig krænket over den vending der er sket med hensyn til deres juridiske overbevisning, deres behov og deres ønsker.

Aus Schleswig-Holstein, 19 Febr. Den amtlichen Mittheilungen zufolge haben in sämmtlichen neun Wahlkreisen der Herzogthümer zusammen 132,155 Wähler ihre Stimmen abgegeben. Von diesen sind auf die entschieden preussischgesinnten Candidaten Scheel-Plessen, Reventlow-Starzeddel, Beseler und Matthiesen zusammen nur 14,915 gefallen. Für diejenigen Candidaten die ehemals, zum Theil noch in jüngster Zeit, gute Schleswig-Holsteiner waren, jetzt aber aus Ergebung in das ihnen unvermeidlich scheinende Schicksal Schleswig-Holsteins zum "Vergessen des Vorgefallenen", zur "Versöhnung mit Preussen" bereit sind, also für Schmidt-Windebye, Thomsen-Oldensworth, Boysen, Scharmer, Bokelmann (-Rethwischhöhe), haben nur 12,813 Wähler gestimmt. Von den wenigen Lassalleanern, die scih bloss in drei Wahlkreisen überhaupt bemerkbar gemacht haben, sowie von den sonstigen zersplitterten Stimmen, können wir absehen. Bleiben also zu betrachten die Stimmen welche die Majoritäten in den sämmtlichen wahlkreisen gebildet haben, und einige Minoritäten. Die ersten haben 88,902, unter ihnen 24,955 Dänen, betragen. Bleiben 63,947 deutsche Schleswig-Holsteiner, welche als der preussischen Regierung entgegen und mit der Annextion unzufrieden zu bezeichnen sind. Die Zahl der Dänen muss noch um die 2528 Stimmen vermehrt werden welche im vierten Wahlkreis auf den danischen Gegencandidaten Franckes, Detlefsen, gefallen sind, so dass sie im ganzen 27,493 beträgt. Ein derartiges, vom deutschen Standpunkt aus so unerfreuliches Resultat in Nord-Schleswig ist Jahre hindurch von allen der Verhältnisse und des Charakters der Nord-Schleswiger Kundigen für den Fall des Triumphs der preussischen Annexionsbestrebungen vorausgesagt worden. Der sicherste Weg Nord-Schleswig zu verlieren, ist der ihm die Frage vorzulegen: ob is preussich oder dänisch seyn wole. Zu den oben genannten 63,947 deutschen Schleswig-Holsteingern kommen noch 6803 hinzu, welche im zweiten Wahlkreis vergeblich für den Regierungsrath a. D. Kraus gegen den siegreichen dänischen Candidaten Ahlmann gestimmt haben, statt für den von der preussischen Partei aufgestellten Amtmann Matthiesen. Somit haben im ganzen 70,750 Wähler in Schleswig-Holstein im anti-preussischen oder anti-annextionistischen Sinne gestimmt. Dieses Resultat, erreicht unter den obwaltenden Umständen, gibt ein nicht misszudeutendes Zeugniss für die Gesinnung der Schleswig-Holsteiner ab, und zeigt deutlich wie sehr sie sich hinsichtlich ihrer Rechtsüberszeugung, ihrer Bedürfniss und Wünsche durch die eingetretene Wendund der Dinge noch immer gekränkt fühlen.

(Allgemeine Zeitung, 22. februar 1867)

Valgresultatet i 4 kredse: 1. valgkreds: Kryger (15.028), amtmand Kier (3.703). andre (22). 2. valgkreds: Proprietær Ahlmann 9.927, regeringsråd Kraus (augustenborgsk) 6.803, amtmand Matthiesen (preussisk) 2.807. 3. valgkreds: Grev Baudissin (augustenborgsk) 11,758, godsejer Schmidt (preussisk) 2.933, senator Peschke (dansk) 166. 4. valgkreds: Francke (augustenborgsk) 7.342, Beseler (preussisk) 2.595, godsejer Detlefsen (dansk) 2.538, fhv. amtmand Thomsen-Oldensworth (mellemparti) 1.623.

Fotograf Georg Henricus Rosenkilde (1814-1891) Nicolai Ahlmann. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Nicolai Ahlmann (1809-1890) ejede på daværende tidspunkt den tidligere augustenborgske gård Werthemine i Asserballe sogn som han i 1861 bortforpagtede og bosatte sig i Augustenborg. Han var ordfører for den deputation ("de 47") der efter Pragfreden ville bringe kong Wilhelm befolkningens tak for art. 5. Sammen med H. A. Krüger hævdede han under grundlovsforhandlingerne Nordslesvigs særlige ret. Ved valget til den ordinære rigsdag i august 1867 opnåede han på grund af en omlægning af valgkredsene ikke genvalg, men i november valgtes han til medlem af den preussiske landdag for Sønderborg-Åbenråkredsen og genvalgtes indtil sin bortrejse fra Nordslesvig. Han kom imidlertid aldrig til at indtage sin plads i landdagen, idet han og Krüger nægtede at aflægge forfatningseden uden forbehold. Ahlmann flyttede i 1875 til København og beskæftigede sig ikke længere med Nordslesvig. Han blev begravet på Frederiksberg Kirkegård.

Dødsfald. Efter land Svagelighed er Hans Krügers Meningsfælle i den tyske Rigsdag Nicolai Ahlmann i Onsdags Morges afqaaet ved Døden paa Frederiksberg ved Kjøbenhavn. I Nationaltidende, hvis Redaktør tidligere har redigeret et sønderjysk Blad, læses følgende: Ahlmann var født i Sønderborg den 17de November 1889 og opnaaede altsaa trods sin svage Helbred en Alder af over 38 Aar. Efter at have været Forpagter paa Juellinge fra 1839 til 1847 og ejet en Gaard i Skaane i en halv Snes Aar kjøbte han den tidligere augustenborgste Hovedgaard Werthemine paa Als. Det var først Krigens sørgelige Udfald, der bragte ham til at spille en politisk Rolle. Allerede 1866 var han Fører for de 47 Sønderjyder, som drog til Berlin for at overrække Kongen af Prøjsen den store Petition i fire tykke Bind, hvori over 17,888 Sønderjyder forlangte Pragfredens Artikel V udført, men opnaaede ikke at faa Audiens hos Kongen. Da der saa i Februar skulde vælges til den tyske Rigsdag, var Ahlmann selvskreven til at repræsentere anden slesvigste Valgkreds (Flensborg Amt. Als og Sundeved) og valgtes ogsaa med et ikke ringe Flertal, i det det rent danske Als kunde opveje det tyske Angel ved Hjælp af et dansk Flertal i Flensborg By. Sammen med Krüger, som var valgt i første slesvigske Kreds (Haderslev og Aabenraa Amter) sad han l den første nordtyske Rigsdag. Fra denne Samling er bedst kjendt deres Erklæring om Nordslesvigs statsretlige Stilling, som ender med de Ord: "Vi er danske, vi vil forblive danske, og vi vil behandles efter Folkerettens Grundsætninger." Den nordtyske Rigsdag blev samme Foraar opløst og ny Valg udstrevet til Juli Maaned. Forinden havde Bismarck snildelig søgt at forhindre Ahlmanns Gjenvalg ved at tage Als og Sundeved fra anden Kreds og henlægge dem til første Kreds, medens Aabenraa Amt loges fra første Kreds og henlagdes til anden Kreds Da det langt mindre Aabenraa Amt ikke kunde opveje det store Flensborg Amt, faldt Ahlmann ved Valget. Til den prøjsiske Landdag kunde hans Valg dog ikke forhindres, og her sad han sammen med Krüger til 1875, eller rettere, de sad der ikke. Hvert Aar nægtede de at aflægge Ed paa den prøjsiske Forfatning, og Ahlmann har affattet en hel Række Motiveringer af denne deres Holdning, som efterhaanden umuliggjorde enhver Deltagelse fra deres Side i Forhandlingerne. I 1875 var Ahlmann træt af den opslidende Kamp, og trods de ivrigste Overtalelser fra hans politiske Venners Side var han ikke at formaa til at blive i Slesvig, men flyttede til Kjøbenhavn. hvor han siden har ført en rolig, ubemærket Tilværelse. Den sidste Gang. han viste sig offentlig her, var vistnok ved Afsløringen af Frederik den syvendes Rytterstatue paa Kristiansborg Slotsplads som Fører for en Deputation af 22 Sønderjyder og ved det efterfølgende store Festmaaltid, som Hovedstadens Mænd gav til Ære for Deputationen. 

I aandelig Begavelse stod Ahlmann over Krüger, men uden at eje dennes haardnakkede Modstandskraft og Udholdenhed. Paa Als udøvede han tidlig en mægtig Indflydelse, der efterhaanden udstrakte sig over hele Nordslesvig. Uden egentlig at være veltalende havde han en egen Maade at faa de patriotiske Strænge til at dirre hos sine Tilhørere, der gjorde, at han hørtes med nok saa megen Opmærksomhed som Krüger. Men disse to af Ydre og Naturer saa grundforskjellige Personer besad tilsammen netop de rette Egenskaber til at beherske og lede Folkestemningen i hin kritiske Periode, og har Ahlmanns Navn end ikke den Glans, der hviler over Krügers lige fra 1848, saa bør det dog ikke glemmes, at han i den aller vanskeligste Periode i Krügers Liv stod trofast ved hans Side.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 14. februar 1890).

Sætningen "Vi ere danske ..." osv. stod også på et drikkehorn som Ahlmann fik af vælgere i Flensborg By ved etårsdagen for valget i februar 1868. Se øverst. På toppen står "Håbet" (Thorvaldsen) med lilje i hånden og ankeret ved siden. Tegning fra Illustreret Tidende 440, 1868.

Kjøbenhavns Badeanstalter. (Efterskrift til Politivennen)

Beliggenheden ved Søen hører ikke til det ringeste af de Fortrin, der udmærke Kjøbenhavn. Foruden alle de Fordele, som en slig Beliggenhed medfører for Handelens og Skibsfartens Fremme, har det navnlig i sanitær Henseende sin ubestridelige Behagelighed og Nytte for en større By at have sin Plads ved et friskt Strømløb. Findes der end andre Søstæder i Danmark, hvor det Vand, ved hvilket de ligge, baade er bedre og friskere, saa nøies vi tog gierne med, hvad vi have, i den Hygienen og den offentlige Sundhedspleje Overbevisning, at der kun er faa Hovedstæder i Evropa, der kunne rose sig af en saadan Beliggenhed som vor og af de Fordele, denne medfører. Man skulde nu tro, at det da ogsaa maatte være en vigtig og betydningsfuld Opgave for de Mænd, der ere satte til at vaage over Københavns Udvikling, at sørge for, at de Fordele, Byen saaledes er i Besiddelse af formedelst sin Beliggenhed, stedse blive mere og mere udviklede, og derved atter bidrage til Statens Fremkomst Hvad der i saa Henseende er gjort til Handelens og Skibsfartens Fremme, kjende vi Alle; dette Afsnit af Kjøbenhavns Kommunalbestyrelses Begrædelsesbog ligger endnu saa aabent, de ubeskrevne Blade fyldes endnu stedse med nye Indlæg, og dette Spørgsmaal er jo endnu saa langt fra sin Besvarelse, at vi antage, at Læserne for Øieblikket have faaet mere end nok deraf og derfor heller ikke skulle trætte dem dermed. Men vi berørte, at Kjøbenhavns Beliggenhed ogsaa medførte store Fordele i sanitær Henseende. Hvad er der gjort for deres Udvikling? Naar man veed, hvilken Betydning Beliggenheden ved en ren og klar Strøm har, idet den forfrisker duften, forskaffer rettighed til gavnlige og sunde Legemsøvelser (Badning og Svømning) og derved tillige befordrer den Renlighedssands, som en stor Byes mindre bemidlede Befolkning trænger saa stærkt til, naar maa veed, hvor vigtig den er for Stadens Forsyning med Fisk og i mange andre Henseender, maa jo Enhver formode, at det har været en af de vigtigste Opgaver for Kommunalbestyrelsen at sørge for dette gunstige Forholds Vedligeholdelse. Men saa utroligt det end maa lyde, navnlig for Fremmede, er der dog, som vi Alle vide, Intet gjort for ikke at ødelægge og tilintetgjøre dette forhold. Der er i det sidste Hefte af de fortræffelig og vel redigerede "Hygiejniske Meddelelser" (Femte Binds første Hefte) fra Professor Hornemann, der har saa store Fortjenester af vor Sundhedspleie, fremkommet en Afhandling, der klart og lydelig viser helt den elendige Forfatning, hvori vor Havn befinder sig, og da Sagen er af temmelig megen Vigtighed, skulle vi tillade os at give vore Læsere et kort Udtog af Afhandlingen og ledsage dette med et Par Bemærkninger.

Foto med teksten: "Smaløen med Svømmeflaader, set igennem Frossenborg Porten. I Baggrunden Grynmøllen og Asiatisk Kompagni. 1862. Der er tale om den militære svømmeskole. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Vi ville da først indbyde Læserne til en lille Spadseretur langs med Stranden for at undersøge de forskjellige Badeanstalters Beliggenhed. Vi gaa ud fra Kallebodstrand hvor vi først træffe "Vesterbroes Badeanstalt et Sted, der aldrig har været ret meget benyttet, for en stor Del vistnok formedelst den uheldige Promenade, der fører dertil; men efterhaanden, som dette Territorium bliver bebygget, vilde den nok have faaet endel Betydning, hvis vi ikke her traf det første af de Appendices, hvormed samtlige Stadens Badeanstalter ere begavede. Denne Tilgift kaldes en Kloak og udmunder lige nedenfor Badeanstalten. For at Læseren ret kan danne sig en Forestilling om hvad en saadan Kloak indeholder, skulle vi underrette ham om, at den, foruden et Tilløb fra Blaagaards- og Vesterbroes-Kvarteret, endnu optager den berygtede Rosen- eller - som den er bleven kaldt med et betegnende Navn - Koleraaaen samt Gasværkets og den kemiske Fabriks Afløb med hele den store Mængde Ildelugtende og farlige Substanser, disse indeholde. Dog Vesterbroes Badeanstalt nyder ikke alene dette Gode; ogsaa den næste Badeanstalt, vi træffe paa "Rysensten", har sin betydelige Andel heraf, og som rimeligt er, da den er en af Stadens mest benyttede Badeanstalter, faaer den desuden et Tilskud fra en større Kloak der udmunder lige nedenfor Langebro, og fra et Antal af 10 (ti!) mindre Kloaker der have deres Udløb i Slotskanalen, saavelsom fra en stor Kloak paa Christianshavn og 7 (syv!) mindre, der gjennem Christianshavns Kanal føres ud i Havnen. Man vil altsaa let kunne forstaa, at Vandet forrige Sommer, hvad enten det var Norden- eller Søndenstrøm, stadig frembød den samme, alt andet end fristende, med Korkpropper, Kulstøv, døde Fisk, exkrementielle og forskjellige ubestemmelige Bestanddele opfyldte stinkende Strøm, hvis Behageligheder end yderligere forøgedes ved de 2-3 Muddermaskiner, der opmudrede hele Bunden, saaledes at Vandet paa ganske enkelte Undtagelser nær stedse havde en gulig eller graalig, men saagodtsom aldrig en ren klar Farve. - Fortsætte vi vor Vandring, træffe vi dernæst den militære Svømmeskole paa Holmen og lidt høiere oppe paa den anden Side Badeanstalten "Venedig". Foruden at disse naturligvis have deres Andel af de tidligere omtalte Kloakløb, er der specielt sørget for dem ved Anlæget af nogle meget store Kloaker, nemlig et Par paa Gammelholm, tre i Kvæsthusgade og en lige overfor "Venedig", og gaa vi endnu længere ud, træffe vi fire store Kloaker, hvoraf den ene, navnlig den næstsidste, ligesom bevogter Indgangen til Langelinie, en af Kjøbenhavns skjønneste Promenader, og den sidste for at danne et passende Sidestykke til Kallebodernes store Kloak, hvormed vi begyndte, foruden Spildevandet fra det Kvarter, hvorfra den udgaaer, nemlig Nørrebro, Blegdamsveien og Østerbro, tillige optager Kommunehospitalets Kloak med alle de smitsomme og exkrementielle Bestanddele, denne indeholder. Midt imellem disse to Kloaker ligge Badeanstalterne ved Kalkbrænderierne. Man seer altsaa, hvor vel der er sørget for Badeanstalterne; ved Optælling paa et med Prof. Hornemanns Afhandling sigende Kort have vi fundet afsat ikke mindre end 30 (tredive!!) større og mindre Kloakløb, der udmunde i Havnen, og flere ville rimeligviis komme til. Hvorledes dette har kunnet ske, hvorledes man paa en Tid, da hele det mellemste og nordlige Europa i større eller mindre Grad led under Koleraen, paa en Tid, da Hygiejnen og den offentlige Sundhedspleie have gjort saa store Fremskridt, har turdet bidrage til, at et i reglen klart Vand blev en stinkende Muldergrøft, uskikket til Badning, farlig ved sine giftige Uddunstninger, dødelig for Fiskene, det er ikke let at fatte. Men hvad der derimod er saare let at forstaa, er de Følger, som denne Ordning medfører. Hvad Badeanstalterne angaaer, ere deres Dage vistnok talte, navnlig for Ryssensten og Venedigs Vedkommende, ligesom jo ogsaa den militære Svømmeskole paa Holmen i ethvert Tilfælde bliver nedlagt. Det gunstigste Forhold vil være, at Vandets nuværende Beskaffenhed holder sig, som den er; men det Rimeligste er, at den Aar for Aar vil forværres. Dermed maa al Badning i Havnen ophøre og de tidligere antydede Fordele, som denne medfører, hæves. Fiskene, der udgjøre en betydelig Del af vore Levnedsmidler, ville ikke længere kunne leve i Vandet, hvad der allerede i denne Sommer har vist sig, idet dette virker dels dræbende dels svækkende paa dem, saa at man istedenfor friske, levende Fisk kun erholder matte, sygelige Fisk, hvis Nydelse endog kan være forbunden med Fare, og endelig ville de skadelige Uddunstninger ved de Smitstoffer, hvormed de opfylde Luften, virke særlig disponerende for den Kolera, som vi ifjor næsten ved et Vidunder have undgaaet. Man misforstaa os ikke, som om vi ere misfornøiede ved Anlæget af Kloaker; vi betragte tværtimod disse som et saa stort Gode Og tro, at de ere anlag efter en saa fortræffelig Plan, at vi ikke noksom kunne glæde os derover, men naar vi fremsætte Klager, er det kun fordi man har lagt dens Udløb paa saa uhensigtsmæssige Steder, og at man ikke har bevilget yderligere Pengemidler for at føre dem saa langt ud, at de ingen Skade kunne giøre. Man anlægger jo nemlig Kloaker væsentlig i den Hensigt under Jorden at aflede det Spildevand, som, naar det flyder gjennem Rendestenene, forpester Luften. Men naar man saa lader dette Spildevand løbe ud i de Kanal der flyder gjennem Byen, kjører man jo i Virkeligheden i Ring; thi ikke alene vil det saa ligefuldt inficere Luften, men ogsaa vil den Nytte, man tidligere havde af Strømmen, gaa tabt.

Christian Rasmus Neuhaus (1833-1907): Rysensteen Badeanstalt set fra Inderhavnen 1865. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Der er altsaa Anledning nok til at tage under Overveielse, hvad der der gjøres for at raade Bod paa de ovenfor nævnte Onder, og Professor Hornemann fremsætter ogsaa i den Anledning et Forslag for Badningens Vedkommende. Vi skulle her angive dette. Det følger af det Foregaaende, at alle Steder i Havnen beliggende imellem Kalleboderne og Kommunehospitalets Kloak, ere lige uskikkede til Anlæg af den nye Svømmeskole for Militære, som der nu ved Nedlæggelsen af Holmens Svømmeskole bliver Spørgsmaal om, og som helst maatte staa i Forbindelse med den nye Badeanstalt. Det forstaaer sig derfor ogsaa af sig selv, at det vilde være bogstavelig at kaste Pengene i Vandet, naar man, saaledes som du i Udkastet til Fmameloven er foreslaaet, lægger Svømmeskolen ved Citadellet. Nei, skulle vi have friske og rent Vand, saa maa vi ud paa Dybet. Vel have Flere i denne Sommer benyttet Badene ved Charlottenlund og Klampenborg; men disse ligge for den store Mængde for langt borte, og Bekostningerne ved Ud- og Indturen blive ved jævnlig Badning ikke ganske ubetydelige. Professor Hornemann henleder derfor Opmærksomheden paa et af Løjtnant L. Saxtoph 1862 (i Illustreret Tidende" Nr. 27 for 1862) fremsat Forslag til en smuk og komfortabel Badeanstalt, beliggende ude paa Dybet, nemlig paa Refshalegrunden mellem "Lynetten" og Batteriet "Sextus", hvor Kongedybets Strøm bringer saa aldeles frisk Vand, som man kan ønske sig der. Planen er meget tillokkende; den gaaer ud paa at anlægge en lille Ø, "Lidoen", 100 Alen i Kvadrat paa et nedrammet Pæleværk. Midt paa Øen opføres en elegant Hovedbygning, 30 Alen i Kvadrat med Restaurationslokale, Musiksal, Damesalon, Læse- og Spillestuer, Billardværelse. Kurværelser osv. Rundt om Bygningen føres et bredt tækket Galleri, hvor man ved en Cigar kan nyde Udsigten og Forfriskninger, og Øen krandses af en Række Badehuse, elegantere udstyrede end Ryssenstens, af hvilke den ene Halvdel overlades Damerne. Der er saaledes Behageligheder nok, her bydes, og for at lette Publikum Adgangen er det Bestemmelsen, at smaa Dampgondoler skulle føre Badegjæsterne over til Øen, hvorved man altsaa faaer en lille Seiltur i Tilgift. Den Sum, der vil medgaa til Anlæget, er forholdsvis ikke betydelig; efter et nøiagtigt Overslag vil det koste omtrent 85 000 Rr., der skulle fordeles paa 850 Aktier a 100 Rd. Løjtnant Saxtorph har i sin Tid erholdt Koncession paa dette Projekt, hans Plan er bleven fordelagtig bedømt og anbefalet af Hovedstadens dygtigste Læger, og vi kunne ikke Andet, end at den i alle Henseender fortjener dette, og tro, at selv om det skulde lykkes at forbedre de nuværende Forhold i Havnen, fortjener den dog at blive realiseret; thi saa frisk og herligt Vand som det fra Kongedybet vil man i intet Tilfælde kunne skaffe i Havnen. Professor Hornemann omtaler ligeledes forskjellige Forslag, der ere fremkomne til Afhjælpelsen af det andet Onde, der følger af Vandets nuværende slette Tilstand, nemlig Fiskenes Sundhedstilstand, og det er jo ganske vist, at f. Ex. Dampkvaser og en smuk for Kjøbenhavn passende Fiskehal nok ville kunne raade Bod derpaa, og at det er Anlæg, man ligeledes i ethvert Tilfælde maatte ønske at se realiserede.

Vi tro imidlertid ikke, at man bør slaa sig tiltaals ved Havnens nuværende Tilstand. Den tredie Side af Sagen, som Professor Hornemann rigtignok ikke betoner videre, nemlig at Vandets Uddunstninger, navnlig i varme Sommere ville udbrede sig i Luften og bidrage stærkt til Udvikling af smitsomme Sygdomme, ere vi unægtelig tilbøielige at at tillægge den største Vigtighed. Der gives, som ovenfor vist Midler til Erstatning af de øvrige Ubehageligheder; men imod denne er der kun et eneste radikalt Middel - Forandring i den for Kloakernes Munding lagte Plan. Den vil maaske koste Meget; men man skal vel betænk at man hellere maa anvende store Summer nu hvor det kan ske med Nytte, end man - hvad Gud forbyde - hvis Kjøbenhavn atter skulde blive hjemsøgt af en Epidemi, maa øse Penge ud, blot for at Mildne Ulykke noget. De ovenfor angivne Udveie ere kun partielle Besvarelser af Spørgsmaal, der alle have en fælles Aarsag; var det da ikke bedre at man søgte at hæve denne og saaledes udrydde det Onde med Roden?

(Dags-Telegraphen (København) 20. februar 1867)

Hvad angår Illustreret Tidende og det nævnte nr. 27 for 1862, hvori Hornemann angiveligt skulle have henvist til et forslag af Saxtorph, så findes et sådant nummer ikke. Derimod findes der i Illustreret Tidende 2. marts 1862 nr. 127 s. 179 en ordret gengivelse af afsnittet i ovennævnte artikel om den planlagte badeanstalt. Uden illustrationer.

Kjøbenhavns Badeanstalter.

Den igaar omhandlede Artikel af Professor Hornemann er det rimeligvis, som har givet en af Actionærerne i Badeanstalten "Venedig" Anledning til at fremsætte for Aktieselskabets Generalforsamling, der vil blive afholdt den 25de ds , et Forslag om at flytte "Venedig" til Refshalegrunden. I Anledning af dette Forslag har Hr. Løitnam L. Saxtorph anmodet os om at optage Følgende:

Til Dhrr. Aktionærer i Badeanstalten "Venedig", betræffende Badeflaadernes Udflytning paa Refshalegrunden ved Kongedybet.

Af Professor Hornemanns fortrinlige Afhandling i det sidste Hefte af "Hygieiniske Meddelelser" om Kjøbenhavns Havn med Hensyn til Svømme- og Badeanstalter vil der sikkert være Dhrr. Aktionærer bekjendt , at Undertegnede allerede for flere Aar siden - i Erkjendelsen af, at Vandet i Havnen langtfra var saa rent som ønskeligt til Badning - havde foreslaaet en Badeanstalt paa Refshalegrunden ved Kongedybet, som er det eneste Sted i Byens Nærhed, hvor Havvandet er rent og friskt, og erholdt vedkommende Autoritets Tilladelse til dette Anlæg, der imidlertid, trods Sundhedskollegiets og de første af Hovedstatens Lægers Anbefaling, ikke kom istand af Mangel paa de fornødne Pengemidler.

Siden den Tid er Vandet i Havnen med hvert Aar blevet slettere og slettere, og Professor Hornemann har derfor nu bragt Sagen frem i Haab om, at en Plan til en Badeanstalt paa Refshalegrunden, mulig nu, som saa meget mere paatrængende nødvendig, maatte kunne realiseres navnlig ved en Medvirkning fra forskjellige Sider, saasom fra de offentlige Skolers og fornemlig fra Krigsbestyrelsens, idet den militaire Badeanstalt skal forlægges fra Gammelholm til et andet Sted, hvortil der paa Finantsforslaget er optaget et Beløb af 15,490 Rd. Jeg har endnu ikke nogen Udsigt til at kunne tilvejebringe Midlerne til at realisere min Plan som Dhrr. Aktionærer nærmere ville kunne bedømme af Nr. 27, 2den Marts 1862 af "Illustreret Tidende", men jeg har tænkt mig Muligheden af at opnaa en Begyndelse til et Badeanlæg, ved at den ærede Direktion bestemte sig til i den kommende Sommer at anbringe Flaaderne og Materialet fra Badeanstalten "Venedig" ude paa Refshalegrunden og med Understøttelse af Militairetaten tillige indrettede en Badeanstalt for de Militære ved at anbringe Afklædningskamre paa de af dem hidtil benyttede Svømmeflaader, der kunde, fortøjede paa samme Maade som "Venedigs" Flaader, udlægges i Nærheden af disse. Et mere permanent Anlæg af en Badeanstalt vilde da sikkert der udvikle sig heldig af denne Begyndelse ved den almindelige Erkjendelse af Vandets Fortrinlighed og Afstandens meget ringere Betydning, end Mange nu tillægge den.

Med Hensyn til Udførelsen af dette Anlæg paa Refshalegrunden skal jeg tillade mig følgende Bemærkninger.

Flaaderne bugseres ud paa Refshalen og førtøies ved et Muschanker (Fyrskibenes Pligtanker i Form af en Paraply, som aldrig ribber, hvormeget der end svaies) paa følgende Maade. Alle Flaader sammenhexes i deres Ringbolte med en 2' Kjætting efter hinanden overlang enten samlede eller i to Afdelinger, helst samlede; paa den forreste Flaade føres en Kiætting igjennem de 2 forreste Ringbolte til 2 Øiebolte midt paa Flaadens Sider for at styrke og bringe Trækket mere overlang. Denne Kjætting gjøres saa slap, at dens Bugt foran Flaadens Ende i Forening med Muscharikerets Kjætting danner en Hanefod, og der anbringes til ydermere Sikkerhed en Dublet af Kjætting med Muschankeret, men som hænger slæg, og som vil tottes og holde Flaaden, saafremt et Led i den første Kiætting skulde springe. Fortøiede paa denne Maade ville Flaaderne ligge sikre og have fuldkomment Svaierum for alle Vinde uden at blive uklare med Ankeret; tilmed er Bølgeslaget som Følge af Grunden ikke stærkere, end at Flaaderne kunne afride en Storm, da Vandstanden varierer imellem 3, 4 og 5 Fod, og Flaadernes Dybgaaende kun er nogle faa Tommer. Som yderligere Sikkerhed for Bølgeslaget under en Storm anbringes paa den forreste Flaade to Udlæggere, som støde sammen i en Vinkel lige i Vindøiet og kiædes med 4' høie Bord, dybgaaende med Flaadens Grundlinie, hvorved der vil fremkomme en skarp Stevan, der vil virke som en Bølgebryder og bringe Flaaden fri af Søerne.

Badekasser kunne aldeles bortfalde, ved at der anbringes Tremmer til løse Gittere, der sænkes og hæves med Vandstanden , hvorved de Badende, der benytte disse Rum, ere sikrede imod at komme ind under Flaaderne, eller ved at der anbringes Net af smekkert Linegods med Finkenetmasker og Vægt i Underkanten.

Paa den nye opfyldte Ø, som jeg har Tilladelse til at afbenytte, kunne Badekamre for Damer hensigtsmæssig opføres paa Pæle ganske paa samme Maade som de Engelbrecktske paa Citadelsveien. Bekostningerne herfor som for den her foreslaaede Overflytning af "Venedig" til Refshalen ville blive høist ubetydelige.

Overfarten til det nye Venedig vil ske lettest i 5 a 6 Minutter fra Toldboden ved en af de mindst dybgaaende af de smaa Bugserbaade, hvori der helst maatte indrettes Bugser-Selskabet kan leie en saadan Baad for en moderat Betaling for hele Sæsonen, der turde anslaaes til mindst 100 Dage. Et let og billigt Befordringsmiddel til at naa Toldboden for de derfra Fjerntboende haves alt nu i Sporvognene. og enhver yderligere Trang vil den private Foretagelsesaand nok søge at hjælpe paa.

Selv om man vilde anse det for utilraadeligt at forhøre Badebilletten med et Par Skilling, men vedblive med de vante Priser, er det min Overbevisning, at det nye Venedig, som Følge af det langt større Besøg, der i Henhold til det Foregaaende absolut maa kunne paaregnes, desuagtet vilde gjøre en god Forretning Det nye Venedig, beliggende paa Refshalegrunden, vilde være det eneste Sted i Byens Nærhed, hvor man med Sikkerhed veed, at man kan bade sig i frisk og klart Havvand, og det eneste Sted, hvor nogen Læge vilde kunne anbefale Patienten at benytte Søbade.

Idet jeg i Haab om en heldig Udvikling af denne Begyndelse tillader mig at frem komme for Dhrr. Aktionærer med dette mit Forslag, skal jeg tillige tilbyde min Tjeneste til som Driftsbestyrer at udføre og forestaa dette Arrangement og tillige overdrage Selskabet mine ovennævnte af Autoriteterne givne Rettigheder paa saa billige Vilkaar som mulig, og jeg troer at være saa bekjendt som praktisk Mand og Sømand, at det ærede Selskab ikke vil have nogen Betænkelighed ved al overdrage mig dette Hverv. Hensigten med det her Anførte er forinden Generalforfamlingen at oplyse Dhrr. Aktionærer om Detaillen ved at udlægge Venedig paa Refshalen, hvilket vil blive foreslaaet Selskabet af en Aktionær den 25de d. M.

Kiøbenhavn, den 8de Febr. 1867.

Ærbødigst L. Saxtorph.

(Dags-Telegraphen (København) 21. februar 1867)

Lommetyveri m. m. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af at der i den senere Tid var begaaet flere Lommetyverier her i Staden, navnlig paa Steder, hvor der var Trængsel, havde en ved Opdagelsespolitiet ansat Inspectionsbetjent jevnlig været tilstede paa Østergade udenfor en derværende Boutik, hvor Folk plejede at staae for at see paa nogle udhængte Photographier. Under sin Observation for at komme paa Spor efter Tyven bemærkede han en Dag, at en lille Pige paa 15 Aar, hvis Adfærd forekom ham mistænkelig, stod udenfor bemeldte Boutik, tilsyneladende som om hun saae paa de udhængte Billeder, idet hun i det Samme klyngede sig tæt op til Folk, der stod ved Siden af hende. Saasnart hun imidlertid fik Øie paa Betjenten, skyndte hun sig bort, og da hun saae, at han forfulgte hende, løb hun, men blev snart indhentet af ham. Ved nærmere Undersøgelse erfarede Betjenten, at hun var udsendt af sine Forældre for at tigge, og ved Visitation fandtes hun i Besiddelse af en Attest, hvori bevidnedes, al hendes Fader, en forhenværende Sergeant, var fattig og trængende. Da det kort iforveien var anmeldt for Politiet, at en Kone i Fruekirke var bleven bestjaalen, og den anholdte Piges Signalement passede paa den for dette Tyveri Mistænkte, vedgik hun under Undersøgelsen herom, at hun en Dag, da der var en Ligbegjængelse i Fruekirke, gik derind i den Hensigt at form Lommetyveri, og da i det Samme en Kone kom op imod Alteret og tog Plads der, satte hun sig tæt ved Siden af hende. Da Leiligheden hertil var gunstig, stak hun ubemærket sin ene Haand ned i Konens Kjolelomme og udtog deraf en Portemonnaie, hvorefter hun strax fjernede sig. Saasnart hun var kommen udenfor Kirken, lukkede hun Portemonnaien op og saae da, at der var en Halvhundrededalerseddel deri samt 2 Mk. 4 sk. Efterat hun havde kastet Portemonnaien bort, vexlede hun Sedlen hos en Urtekræmmer og nedgravede Pengene ved Østervold. Af disse bragte hun successive hver Dag større eller mindre Summer hjem til Forældrene, under Foregivende af at hun havde faaet dem ved at tigge, og forbrugte selv endeel af Pengene til Kager og Slikkerier. Paa samme Maade havde hun i Trinitatis Kirke tilvendt sig en Portemonnaie med 4 Mk. og i samme Hensigt indfundet sig i flere Kirker samt ved flere Leiligheder stjaalet Penge af Folks Lommer paa Gaden og andre Steder. Af visse Tyverier vare imidlertid de 3 forøvede, inden hun fyldte sit 15de Aar.

Forældrene, der vare uvidende om, at de Penge, deres Datter i den senere Tid havde hjembragt i større Summer end sædvanlig, vare stjaalne, vedgik, at de havde udsendt hende for at tigge.

Ved Criminal- og Politirettens Dom blev den tiltalte Pige i Henhold til Straffelovens 306 efter sammes §§ 233 og 228 cfr. 37 og 21 anseet med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 30 Dage, og hendes tiltalte Fader og Moder efter Lov af 3die Marts 1860 § 3 med simpelt Fængsel, henholdsviis i 14 og 8 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. februar 1867)

Moden skifter. (Efterskrift til Politivennen)

Krinolinen har nu endelig modtaget Dødstøddet i vore høiere Selskabssale. Ved den  forrige Uge afholdte Hofsoiré viste nemlig alle de indbudte Damer sig uden dette Klædningsstykke, som saa længe har vidst at holde sig paa Modens Omraade. Derimod vare Damekjolerne forsynede med meget lange Slæb, medens de korte Kjoleliv, som nu synes at optages efter Moden i det franske Keiserdømmes første Periode, vare i høi Grad nedringede. Ligeledes viste sig hos det smukke Kjøn en svag Tendens til at lade den mere end hæslige Haarprydelse, der gaaer under Navnet Chignon, give Plads for mere eller mindre naturlige Krøller.

(Dags-Telegraphen (København) 5. februar 1867)

Chignon ("nakke") er opsat nakkehår. Den var på mode på forskellige tidspunkter, fx i tiden omkring 1760. Og som nævnt i artiklen også omkring 1860 - hertil benyttedes altid fremmed hår.