Kostalde i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I 1867 blev der sat hårdere ind overfor kostalde i den indre by i København:

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling. Assessor Behrend.

Lørdagen den 6te Juli.

Frøknerne E. og I. Gustmeyer modtog den 14de November 1866 et tilhold fra Sundhedskommisfionen om, at de inden en passende Tidsfrist maatte forandre tre i deres Ejendom i Vognmagergade Nr 3 værende Kostalde efter Sundhedsvedtægtens Forskrifter, og at de særlig maatte sørge for, at Lofterne bleve gibsede, da der var Beboelsesleiligheder ovenover Staldene. Dette Tilhold er ikke blevet efterkommet af Ejerinderne, som derfor ogsaa afgjorde Sagen ved i Mindelighed at bøde 5 Rd.

(Dags-Telegraphen (København) 7. juli 1867. Uddrag)

Overtrædelse af et Tilhold. Efter en af Sundhedspolitiets Betjente i forrige Efteraar foretagen Undersøgelse af de forskjellige Brænderiers Kostalde her i Staden blev der af Sundhedskommissionen under 14de November f. A. givet Frøkenerne C. og I. Gustmeier som Eierinder af Ejendommen Nr. 3 i Vognmagergade Tilhold om, at de inden en passende Tidsfrist maatte forandre de i deres Eiendom værende tre Kostalde overeensstemmende med Sundhedsvedtægtens Forskrifter, og at de særlig maatte drage Omsorg for, at Lofterne i Kostaldene blev gibsede, da Leilighederne ovenover Staldene blev benyttede til Beboelse. Dette Tilhold have Eierinderne ikke efterkommet, og som Grund hertil have de angivet, at de afventede Svaret paa en af flere Brændeviinsbrændere her i Staden til Justitsministeriet indgiven Ansøgning om, at dette og flere lignende Tilhold fra Sundhedskommtssionen maatte blive ophævede eller idetmindste modificerede. Da Sagen i Lørdags foretoges til Behandling ved den offenlige Politirets 2den Afdeling, erklærede Dommeren, at han ikke kunde antage den fremførte Undskyldningsgrund for fyldestgjørende, og de Tiltalte afgjorde derfor Sagen med en i Mindelighed til Rettens Fattigkasse erlagt Mulkt af 5 Rdl

(Dagbladet (København) 9. juli 1867)

Kostalde i Kjøbenhavn. Sundhedskommissionen i Kjøbenhavn udviser, jf. "Fs. St.", en travl Virksomhed i denne Tid, og navnlig maa nu de Brændeviinsbrændere, som ere Eiere af ældre Kostalde her i Byen holde for. Kommissionen ønsker nemlig af Sundhedshensyn saameget som muligt at fordrive alle de ældre Kostalde ud af Byen, og der er derfor givet Eierne Tilhold om inden en vis bestemt Tid enten at nedlægge deres Kostalde eller at ombygge Kostaldene overeensstemmende med Byggelovens Forskrifter. Da nu mange af Kostaldene umulig kunne ombygges efter de nyere Forskrifter, og da Eierne nødig ville nedlægge deres Kohold, som i Reglen svarer god Regning, have de efter Forlydende antaget Høiesteretsadvokat Liebe for at for deres Sag mod Sundhedkommissionen.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 19. juli 1867).

Kjøbenhavns Politi: Sundhedstilstanden.

... En nøjagtigere Control med de for Sundheden skadelige Næringsbrug er gjennemført, hvilket, forsaavidt Kohold og Svinehold angaaer, deels allerede har bevirket og fremdeles vil bevirke en ikke ringe Formindskelse af disse Creaturers Antal i Staden og paa sammes mere bebyggede Grund. Ligesom Sundhedscomississionen allerede tidligere har givet nøiagtige Bestemmelser angaaende Indretningen af Slagterier og Svinestier, saaledes har Samme i Kraft af den Myndighed, der ifølge Sundhedsvedtægtens § 21 er den givet til at føre Control med alt Creaturhold, under 17de November f. A. udstedt et Reglement angaaende Indretningen af Kostalde, ved hvilken det, foruden at forebygge de umiddelbare skadelige Følger af deslige Stalde for Beboernes Sundhed, tillige er tilsigtet at forhindre den Mangel paa forsvarlig Røgt og Pleie af bemeldte Creaturer, der, især som en Følge af Staldenes Overfyldning og Mangel af Lys og Luft, i saa høi Grad finder Sted i flere kjøbenhavnske Stalde, og hvorved baade Dyrenes Sundhedstilstand og den producerede Mælks Beskaffenhed i en meget væsentlig Grad forringes. Ligeledes har Sundhedscommissionen under samme Dato udgivet et Reglement angaaende Anlæg og Drift af Frictionssvovlstikke- Fabriker, sigtende til deels at forhindre tilfældige Forgiftninger, og deels at forebygge Skade for Arbejdernes Sundhed og Ulemper for de Omboende fra disse Fabriker.

- - -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. oktober 1867. Uddrag af en beretning)

Preussisk Note. (Efterskrift til Politivennen)

Preussisk Note om det nordslesvigske Spørgsmaal. Efter "Nordd. Allg. Ztg." meddele vi den Note, som den preussiske Gesandt i Kjøbenhavn, Hr. v Heydebrand und der Lasa, har tilstilet Hs. Exc. Udenrigsminister Grev Friis. Den lyder i Oversættelse saaledes.

"Kjøbenhavn, den 18de Juni 1867. Undertegnede har gjentagne Gange havt den Ære i fortrolig Samtale at henlede den kgl. danske Hr. Conseilspræsidents Opmærksomhed paa de Spørgsmaal, som knytte sig til Udførelsen af Art. 5 i den mellem Preussen og Østerrig den 30te August f. A. i Prag afsluttede Fred. Han har derved kunnet udtale sin Regjerings Ønske om paa venskabelig Maade at komme overeens med den kgl. danske Regjering om visse foreløbige Spørgsmaal, der dannede den nødvendige Forudsætning for Afstaaelsen af en Deel af Hertugdømmet Slesvig, og han har som disse foreløbige Spørgsmaal betegnet de fornødne Garantier for de i dette District boende Tydskeres Sikkerhed og Overtagelsen af en forholdsmæssig Deel af Hertugdømmernes Gjældsbyrde. Hr. Conseilspræsidenten har ogsaa udtalt sin Beredvillighed til at træde i Forhandling om disse Punkter, og Hs. Maj. Kongen, min allernaadigste Herres, Regjering turde hengive sig til den Forventning, at den kgl. danske Gesandt i Berlin vilde blive sat istand til at tilkjendegive sin Regjerings Hensigter i begge Henseender.

Til sin mest levende Beklagelse har den i den seneste Meddelelse fra Sidstnævnte, i en fortrolig meddeelt Depeche fra Hr. Minister Friis til Hr. Quaade af 1ste d. M., istedetfor de forventede bestemtere Erklæringer, kun fundet en Henviisning til de bestaaende Love og Tractater, hvilke Hr. Ministeren anseer for saa fuldkommen tilstrækkelige, at enhver yderligere Garanti vilde være overflødig og endog betænkelig.

Undertegnedes Regjering troer ikke i denne foreløbige Yttring at skulle see den kongl. danske Regjerings definitive Opfattelse. Den vil ved nærmere Overveielse ikke kunne skjule den eiendommelige Natur ved disse Forhold, som gjør det umuligt for den preussiske Regjering under de særegne Omstændigheder i disse Landsdele at lade sig nøie med Henviisning til Lovene og almindelige Forsikkringer om en ikke betvivlet Velvillie fra den danske Regjerings Side imod alle dens eventuelle Undersaatter. Den vil finde det naturligt, at hvis Hs. Majestæt, Kongen erklærede sig beredt til at lade mulige paa en Gjenforening med Danmark rettede Ønsker fra nordslesvigske Undersaatters Side gaae i Opfyldelse, have hans tydske Undersaatters Ønsker og Trang i disse Territorier ikke mindre Betydning for ham. Fredstractaten i Prag har ikke forpligtet Preussen til at afstaae tydske kommuner imod deres Villie og med Tab af enhver Ret til deres nationale Ejendommeligheder til et fremmed Land og at give dem til Priis for Farer, hvorfor Frygten ved Tanken om Fortiden træder tydelig nok frem hos dem selv. Den kongelige Regjering har netop ved hiin Artikel i Fredstractaten viist, at den saavidt muligt vil tage Hensyn til Befolkningens Ønsker og Rationalitet; men den er derhos forpligtet til fremfor Alt ikke at lade dette Hensyn af Øie ligeoverfor dens egne Landsmænd, og den tør ikke glemme, at Aarsagerne til Forstyrrelsen af det gode Forhold, der bestod i tidligere Tider, væsentligst laa i den Omstændighed, at Hs. Majestæt Kongen af Danmarks Regjering efter Forandringen af Monarchiets ældre Forfatning ikke mere var i Stand til at yde den danske Krones tydske Undersaatter den samme Beskyttelse for deres Nationalitet og Sprog, som de tidligere have glædet sig ved. Hs. Majestæt Kongen, min allernaadigste Herres, Regjering maatte under Eftervirkning af de sidste Aars Begivenheder og Kamp mere end tidligere frygte for, at Klagerne fra de tydske Indbyggere i Slesvig, som fandt deres naturlige Gjenklang i Tydskland, vilde finde berettiget Anledning til en Gjentagelse deraf, naar tydske kommuner i det nordlige Slesvig uden forfatningsmæssige Garantier bleve underkastede en Regjerings Myndighed, som, med den bedste Villie til at ville være retfærdig mod sine tydske Undersaatter, dog fremfor Alt maa rette sig efter det forfatningsmæssige Udtryk for Stemningen hos en national dansk Folkerepræsentation. Hs. Majestæt Kongen af Danmarks Regiering vil uden Tvivl dele Undertegnedes Overbeviisning om, at det til Sikring af det fra begge Sider attraaede venskabelige Forhold mellem Tydskland og Danmark er raadeligst ikke paany at lægge Spiren til lignende Stridigheder som dem, der tidligere udsatte begge disse Landes og derigjennem Europas Fred for Fare. 

Undertegnede har derfor af sin Regjering faaet det Hverv paa Embedsvegne at rette den Forespørgsel til Hr. Conseilspræsidenten, om den kongl. danske Regjering troer sig istand til at træffe indretninger og at stille Forholdsregler i Udsigt, som give bestemte Garantier for Beskyttelsen og Sikringen af den nationale Eiendommelighed hos de Tydskere, der enkeltviis eller communeviis boe i de Distrikter, som eventuelt maatte blive afstaaede, og af hvilken Art i individuel, local og communal Henseende disse Garantier ville blive? - eller om den volder en saadan Hensyntagen til og Opretholdelse af fremtidige tydske Undersaatters nationale Eiendommelighed for umulig, eller i al Fald definitivt afslaaer forud at erklære sig bestemtere derom.

Det behøver ikke at bemærkes, at af Besvarelsen af disse Spørgsmaal er Omfanget af den paatænkte Afstemning, resp. Afstaaelse, afhængig, og jo mere den kongelige Regjering ønsker ved Afslutningen af dette Anliggende saavel at tage Hensyn til Befolkningens Stemning, som ogsaa at give den kongl. danske Regjering et Beviis paa sine venstabelige Følelser, desto mere maa den ogsaa vente, at den Sidste ved en tilsvarende Imødekommen vil giøre den en hurtig Afgjørelse mulig.

I Forbindelse med denne Gienstand tillader Undertegnede sig ogsaa at udbede sig en bestemt Yttring over det andet, allerede i de fortrolige Underhandlinger af ham berørte Punkt, nemlig Beredvilligheden til Overtagelse af en forholdsmæssig Deel af Hertugdømmernes Gjæld.

Jeg benytter tillige denne Leilighed etc."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. juni 1867)

Weser Zeitung rapporterer om status for forhandlingerne vedrørende Nordslesvig. Den skrev følgende: "Den preussiske regering er fast besluttet på at anvende den eneste hidtil ikke-udførte artikel i Pragfreden med hensyn til Nordslesvig. Den kategoriske anmodning rettet til Danmark bekræftes. I de fortrolige indledende forhandlinger ser Danmark ikke ud til at have afvist den ønskede garanti direkte, men kun afgivet undvigende erklæringer om at det ikke var nødvendigt da statslovene var tilstrækkelige osv. "Dagbladet" udtalte åbent at regeringen anså det for mere fordelagtigt at lade spørgsmålet stå åbent frem for at acceptere det preussiske tilbud. I København tog man tilsyneladende fejl med hensyn til betydningen af ​​regeringens beslutninger. Preussen ser dog ikke ud til at bruge den danske regerings undvigende svar som undskyldning for at bevare status quo. Der står intet i Pragfreden om en forudgående aftale med Danmark; heller ikke afstemningslinjen er engang tilnærmelsesvis markeret. Det siger sig selv at Preussen ikke vil lade Dybbølskanserne overgå på danske hænder igen. Preussen trækker stemmegrænsen afhængigt af den sikkerhed som den danske regering er i stand til at give de tyske indbyggere i de afstemningspligtige områder. Hvis Danmark nægter enhver garanti, vil Preussen naturligvis være i stand til kun at afstå de rent danske distrikter. Det forekommer ikke umuligt at en anden opfattelse af landets love i betragtning af denne situation blev anset for passende i København (ideen om enklaven ser ud til at være fuldstændig elimineret). Når den preussiske regering har besluttet sig for denne procedure, kan det også antages at implementeringen af ​​den relevante artikel i Pragfreden vil blive gennemført inden den 1. oktober, dvs. før den preussiske grundlovs indførelse i de indlemmet landsdele, for at sætte en stopper for en situation som ingen er glade for. Muligheden for at Danmark ikke skulle acceptere overtagelsen af ​​området efter befolkningsafstemning, skal formentlig ikke tages i betragtning.

Ueber den Stand der Verhandlungen hinsichtlich Nordschleswigs wird der Wes. Ztg. von hier geschrieben: "Die preussische Regierung ist entschlossen den einzigen bisher nicht ausgeführten Artikel des Prager Friedens in Bezug auf Nordschleswig zur Anwendung zu bringen. Die an Dänemark gerichtete kategorische Anfrage bestätigt sich. In den vertraulich geführten Vorverhandlungen scheint Dänemark die verlangte Garantie nicht direct abgelehnt, sondern nur ausweichende Erklärungen abgegeben zu haben. Besondere Garantien seyen nicht nöthig, da die Landesgesetze genügten u. s. w. "Dagbladet" sprach unverhohlen aus die Regierung erachte es für vortheilshafter die Frage offen zu lassen, anstatt das preussische Angebot anzunehmen. In Kopenhagen hat man sich offenbar über die Bedeutung der Entschlüsse der Regierung getäuscht. Preussen scheint aber nicht gewillt die ausweichende Antwort der dänischen Regierung zum Vorwand zu nehmen um den status quo aufrecht zu halten. Im Prager Frieden steht nichts von einer vorherigen Verständigung mit Dänemark; ebensowenig ist die Abstimmungslinie auch nur annähernd bezeichnet. Dass Preussen die Düppeler Schanzen nicht noch einmal in dänische Hände übergehen lässt, versteht sich von selbst. Preussen wird die Abstimmungslinie ziehen je nach der Sicherheit welche die dänische Regierung für die deutschen Einwohner der der Abstimmung unterworfenen Territorien zu machen um Stande ist. Verweigert Dänemark jede Garantie, so wird Preussen dadurch natürlich in die Lage versetzt nur die reindänischen Districte abzutreten. Es scheint nicht unmöglich dass man in Kopenhagen bei dieser Lage der Dinge eine andere Ansicht über die Landesgesetze für angemessen erachtete (die Idee der Enclave scheint dabei ganz beseitigt). Wenn einmal die preussische Regierung zu diesem Verfahren entschlossen ist, so darf man auch annehmen dass die Ausführung des betreffenden Artikels des Prager Friedens vor dem 1 October, d. h. vor der Einfåuhrung der preussischen Verfassung in den einverleibten Landestheilen, erfolge, um einem Zustand ein Ende zu machen der niemanden zur Freude gereicht. Die Eventualität dass Dänemark nach der Befragung der Bevölkerung die Uebernahme des Gebietes nicht annehmen sollte, braucht man wohl nicht in Erwägung zu ziehen.

(Allgemeine Zeitung 25. juni 1867)

Fra Nordslesvig, 4. juli. Nogle har sikkert allerede stillet sig selv spørgsmålet: hvorfor skal Danmark i tilfælde af en overladelse af "blandede" distrikter som tyskere eller dansktalende tysksindede bor i, stille detaljerede garantier? Forslaget er ikke kun politisk forståeligt, det er også absolut rimeligt at gå frem på denne måde hvis man kender de omstændigheder som kravet opstår på baggrund af. På afstand er den gode tysker tilbøjelig til at række danskerne en hånd i forsoning, for at se det som urimeligt, hvorfor vi faktisk ikke samles i pan-germanismen, man vil helst forbrødre sig med det samme, og en hemmelig idé man med glæde har fastholdt, er at få Danmark til at slutte sig til det nordtyske forbund. Tingene ser anderledes ud tæt på. Den menneskelige lunkenhed på tysk eller dansk side er irrelevante, de bliver simpelthen trukket med af den der styrer feltet, men ingen forsoning er mulig med de egentlige danskere eller dansksindede foreløbig fordi de betragter os med et voldsomt, uforsonligt had. De førende politiske kræfter i Danmark er passioneret patriotiske. Besunget i minderne om en glorværdig historie, da Danmark endnu var stærkt og magtfuldt, så de det tyske folk rykke frem, lede, civilisere og dominere, dets fibre kunne ikke udryddes med magt, og da det genopstod aktivt, blev tyskerne samlet i en magtfuld statsdannelse der bringer dødens time stadig tættere på. Derfor hader den ægte dansker tyskeren med al sin sjæls ildhu, og endnu mere indædt siden hans korthus blev blæst omkuld af preusserne. Fortvivlelsen over at se det gamle Danmark bryde sammen over for germanismen, måske over at blive fordrevet af dem, griber alle patrioterne med den bitreste smerte. Og nu overvejer man at der skal tages et afgørende skridt fremad i det såkaldte Nordslesvig-spørgsmål. Det "forbandede tyske røverbande" har fravristet det gamle "rigtigt danske" kronland Slesvig fra Danmark. Måske brød de overlegne tyskere terræn med sværdet og civilisationen, Slesvig blev germaniseret for fire femtedeles vedkommende, tyskernes overvægt blev tilvejebragt i de nordligste byer, de blev skubbet til den nordlige grænse, også i såkaldte danske distrikter er blevet uorganiserede overalt, danskeren anser denne ustoppelige fremadrettede bevægelse for at være den mest bitre uretfærdighed. Tabet af Slesvig forekommer ham at være begyndelsen på enden som er tydelig for enhver. Der er en stråle af håb! Art. 5 nationalitetsprincippet, dvs. den franske intervention! De gamle remser trækkes igen. "Det gamle danske kronland", "Dannevirke-linjen", "sløjfning af Dybbøl og Als", endnu en gang har galskaben grebet om sig. Sådan er stemningen i det danske folk; Hvor man er mere forsigtig og nogle gange også mere godmodig, som i Jylland, tænker man på Vogel v. Falkenstein. Men burde de strengeste garantier ikke kræves over for en sådan sindssyg bitterhed? Tro os, vi kender danskerne: ingen lov, ingen autoritet ville forhindre dem i at træde de genvundne tyskeres fødder under fødderne. Hvert ord, hver vores handling er noteret i København, og det er ingenlunde blot en ondsindet hævn over den enkelte som vi vil blive konfronteret med, nej, vi skal betale for at den danske stat langsomt, men sikkert synker på grund af de forhadte tyske røvere. Derfor garantier på den mest konkrete måde - danskerne vil ikke give nogen, og hvis den danske regering ville det, vil de ikke kunne give dem, Preussens stærke hånd er dem for ubehagelig; Men vi der står over for denne vanvittige fanatisme, skulle foragtes hvis vi ikke følte os dobbelt tyske. Hammer eller ambolt! Lad os være hammer!

Aus Nordschleswig, 4. Juli. Mancher hat sich wohl schon die Frage vorgelegt: warum denn eigenlich im Fall einer Retrocession "gemischter" Districte, in welchen Deutsche oder dänisch-sprechende Deutschgesinnte wohnen, von Dänemark detaillirte Garantien verlangt werden? Der Vorschlag ist nicht nur vom Standpunkt der Politik aus begreiflich, es ist auch, wenn man die Verhältnisse kennt auf deren Grundlage sich jene Forderung erhebt, absolut gerecht in dieser Weise vorzugehen. Von der Ferne aus ist der gute Deutsche geneigt die Hand den Dänen zur Versöhnung zu bieten, es als unvernünftig anzusehen warum wir uns eigenlich nicht im Pangermanismus zusammenfinden, er würde lieber sofort sich verbrüdern, und ein mit Vorliebe gepflegter geheimer Gedanke ist Dänemark dem Norddeutschen Bund angereiht zu wissen. In der Nähe nehmen sich die Dinge anders aus. Die Lauen auf deutscher oder dänischer Seite fallen nicht ins Gewicht, sie werden von dem der das Feld behauptet einfach mitgezogen, mit dem eigentlichen Dänen oder Dänischgesinnten ist aber keine Versöhnung vorerst möglich, weil sie uns mit grimmigem, unversöhnlichen Hass gegenüberstehen. Die leitdenden politischen Kräfte in Dänemark sin von einem leidenschaftlichen Patriotismus befeelt. Besangen in den Erinnerungen einer glorreichen Geschichte, als Dänemark noch stark und mächtig war, sahen sie das Deutschthum leitend, civilisirend, herrshend vordringen, zurückgeworfen waren seine Fasern auch mit Gewalt nicht auszurotten, und als es thatkräftig wieder auftrat haben die Deutschen zu einem mächtigen staatlichen Gebilde sich zusammengeballt, das die Todesstunde immer näher herbeiführt. Darum hasst der echte Däne den Deutschen mit all der Gluth seiner Seele, und noch wilder seitdem sein Kartenhaus vom Preussen weggeblasen ist. Die Verzqeiflung das alte Dänemark dem Deutschthum gegenüber untergehen zu sehen, vielleicht von ihnen verschlugen zu werden, ergreift alle Patrioten dort mit bitterstem Schmerz. Und nun fassen Sie ins Auge dass ein entscheidender Schritt vorwärts in der sogenannten nordschleswigschen Frage geschehen soll. Das "verfluchte deutsche Räuberpack" hat Dänemark das alte "echt dänische" Kronland Schleswig entrissen. Mag das überlegene Deutschthum mit Schwert und Civilisation sich Bahn gebrochen, Schleswig zu vier Fünfteln germanisirt, in den nördlichsten Städten das Uebergewicht der Deutschen herbeigeführt, sie bis zur Nordgrenze verschoben, auch in sogen. dänischen Districten sich überall verstruet haben, der Däne hält diese unaufhaltsame Vorwärtsbewegung für das bitterste Unrecht. Der Verlust von Schleswig erscheint ihm als der jedem kenntliche Anfang des Endes. Da ein Hoffnungsstrahl! Der Art. 5 das Nationalitätsprincip, d. h. die französische Intervention! Wieder werden die alten Register gezogen. "Das alte dänische Kronland," die "Danewerklinie", "Schleifung von Düppel und Alsen," wieder hat der Wahnsinn alles gegriffen. So ist die Stimmung des dänischen Volks; wo die vorsichtiger, theilweise auch guthmüthiger ist, wie in Jütland, da denkt sie an Vogel v. Falckenstein. Solch wahnsinniger Erbitterung gegenüber aber sollten nicht die strengsten Garantien gefordert werden? Glauben Sie uns, wir kenned die Dänen: kein Gesetz, keine Obrigkeit würde sie aufhalten den wiedererlangten Deutschen "unter die Füsse zu treten; jedes Wort, jede Handlung von uns ist notirt in Kopenhagen, und es ist durchaus nicht sowohl hämische Rachsucht gegen den Einzelnen die uns gegenübertreten würde, nein wir sollten es büssen dass durch die verhassten deutschen Räuber der dänische Staat langsam, aber sicher untergeht. Desshalb Garantien bis ins speciellste - die Dänen werden keine geben, und wenn die dänische Regierung wollte, sie wird nicht geben können, Preussens starke Hand ist ihnen zu unangenehm; uns aber, denen dieser wahnsinnige Fanatismus entgegentritt, müsste man verachten wenn wir uns nicht doppelt als Deutsche fühlten. Hammer oder Ambolz! Lasst uns Hammer seyn!

(Allgemeine Zeitung 8. juli 1867)

Thassilo Heydebrand und der Lasa (1818-1899) var i januar 1865 tiltrådt som kongen af Preussens overordentlige gesandt og befuldmægtigede minister ved det danske hof. Han var velvilligt stemt mod Danmark, og talte næsten flydende dansk. Han var bl. a. tildelt Dannebrogsordenens storkors. Han stoppede som diplomat i Danmark i slutningen af november 1878. Afløsningen trak imidlertid ud og Heydebrand fortsatte indtil februar 1879 som kejserlig tysk gesandt ved det danske hof.  Fædrelandet omtalte ham ved den lejlighed at han havde vist land og folk al den velvilje og interessse der kunne ventes af hans stilling og sat sig ind ikke blot i danske forhold, men også sprog og litteratur.

De mundtlige og skriftlige diplomatiske forhandlinger fra juni 1867 mellem Preussen og Danmark om artikel 5 i Pragfreden fortsatte i over et års tid. Den preussiske Regering var i i princippet villig til at afstå en del af Slesvig på grundlag af en folkeafstemning. Det blev dog ikke til noget. En af grundene var Danmarks krav om at få rent tyske områder, en anden at man fra dansk side ikke ville garantere de tyske mindretal i de områder der eventuelt skulle afstås. Dette sidste havde de franske og engelske regeringer allerede på London-Konferencen i 1864 støttet den preussiske gesandt Bernstorffs subsidiære forslag af 2. Juni 1864 om en Linie "nord for Tønder, nord for Flensborg“ over for de danske befuldmægtigede, og det fortsatte de med i 1867. 

Den danske regering afviste at give andre garantier end hvad der allerede stod i den danske grundlov og frygtede at Preussen ville tvinge Danmark til at indføre tysk som kirkesprog i Nordslesvig.

En tysk udgave af noten findes i Aschaffenburger Zeitung: amtliches Organ der NSDAP und der Staats- und Gemeindebehörden 2. juli 1867

Efter den fransk-tyske krig 1870 fortsatte dødvandet hvor Preussen fastholdt en garantiordning, eventuelt modificeret, og i oktober 1872 antydede man at hvis ikke dette skete, gav man afkald på Pragfredens § 5.

Lynettebadet ved Kongedybet. (Efterskrift til Politivennen)

Det er bekjendt, at Undertegnede i sin Tid udarbeidede en Plan til en større Badeanstalt med Hotel, Lidoen kaldet, paa Revshalen ved Kongedybet, hvor Badevandet er reent ublandet Havvand, frit for at influeres af Hovedstadens Kloaker, saaledes som alle de herværende Badeanstalter i Havnen og langs Kysten, hvor Vandet i høi Grad er væmmeligt og i sanitair Henseende skadeligt, hvilket Hr. Professor Hornemann oplyser i en Afhandling f. A. i hygieinisk Tidsskrift. Denne Badeø, hvortil Regjeringen skjænkede et betydeligt Areal af nævnte Grund, kom dengang ikke videre end, at den i Tegning med Text blev offentliggjort i "Illustreret Tidende", hvor den vandt almindeligt Bifald, navnlig blandt alle Hovedstadens Læger.

Men da dette Livsspørgsmaal for det almene Vel (Badning i reent og ublandet Havvand eller Kloakblanding) har naaet sit Culminationspunkt, undlader jeg ikke at offentliggjøre, at det høie Krigsministerium for at fremme denne gode Sag har tilstaaet mig fri Disposition over ca. ½ Tde. Land af Lynettens østlige Deel ved Kongedybet, hvor der sidst i denne Maaned vil blive aabnet en Badeanstalt for Publicum, som Undertegnede, i Forening med Hr. Tømmermester Hyttmann jun. og ved Hr. Professor Hornemanns Understøttelse, har anlagt, og hvor Badevandet vil svare til Øiemedet.

Forbindelsen med Badet vil skee fra Toldboden hvert 20de Minut i 5 a 6 Minutter for 16 sk pr. Bad med Overfart, Tour og Retour, ved en Dampbaad med Ruf. Paa selve Øen vil foruden de nødvendige Afklædningskamre blive anbragt en lille Villa med Veranda og Restauration.

At Refshalen ved Kongedybet vil faae en stor Fremtid som Badested, og at mit Forslag til et større Badeetablissement der, ogsaa vil trænge igjennem, anseer jeg for utvivlsomt, naar Publicum lærer Vandets Fortræffelighed at kjende; og det er ligesaa utvivlsomt, at der ikke gives nogen Hovedstad i Europa, hvor Naturen som her har rækket Haanden ved at lægge en saa reen Havstrøm som Kongedybet med et saa herligt Sandrev som Refshalen ligefor Døren, midt i en smuk Omgivelse, uden at der for længe siden vilde have været anlagt en storartet og fordeelagtig Badeanstalt.

Nærmere Underretning om Dagen, da Badet paa Lynetten aabnes, skal snarest blive meddeelt.

L. Saxtorph.

Bestyrer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. juni 1867).

Lynettebadet ved Kongedybet.

Da der hersker forskjellige Meninger blandt Publikum om den virkelige Veilængde til Lynettebadet, skal jeg tillade mig i det Nedenstaaende at oplyse om Vejlængderne til de forskjellige Bade i og ved Kjøbenhavn. Efter den almindelige Regel antages enhver Veilængde her at udgaa fra Hesten paa Kongens Nytorv som Hovedstadens Midtpunkt. Fodgangen, regnet fra det nævnte Punkt til Engelbrechts og Bechs Bade er 3600 Alen. til Vesterbroes Bade 5000 Al., til Ryssensteen 2400 Al. og til Lynettebadet 2000 Al.; vil man kjøre i Omnibus eller Sporvogn, da gaaer disses Veie nær ved Veien til Lynettebadet. Hvad "Venedig" angaaer, da kan dette Bad i intet Tilfælde komme i Betragtning, da det kun er en sørgelig Parodi paa en Søbadeanstalt. Man seer altsaa af disse forskjellige Vejlængder, at for Fodgængere er Lynettebadet det nærmeste, thi de fem Minuters Overfart i Dampbaaden kan vel ikke fatigere med Hensyn til at naa Maalet. Kommer dertil den styrkende Søluft, det fortrinlige, sunde, kraftige, salte og krystalklare Havvand ved Kongedybet med den rene, lyse Sandbund fremfor det til alle Tider mere eller mindre kloakblandede og slimede Badevand ved de i Kjøbenhavn og langs Kysten værende Badeanstalter, da staaer Lynettebadet først i alle Retninger. Jeg skal ikke videre udtale mig om dette Bad, men ganske overlade til Publikum at afsige Dommen om dets forskjellige gode Egenskaber, naar det aabnes, hvilket vil blive offentliggjort om nogle Dage; kan skal jeg tilføje, at efter Fleres Ønske er der anbragt paa Dybet et stort hængende Basin for Børn og Ikke-Svømmende.

I Juli 1867.

L. Saxtorph,

Badeier.

(Dags-Telegraphen (København) 26. juli 1867)

Saxtorphs udkast til badeanstalten "Lidoen" ved Refshaleøen (Illustreret Tidende nr. 127, 2. marts 1862). Hovedbygningen skulle indeholde restauration, musiksal, damesalon, læse- og spillestue, kurværelser og direktørbolig. Omkring bygningen en have og terræn for gymnastiske øvelser. Området skulle deles i to, en for herrer og en for kvinder. Den kom dog ikke til at se sådan ud.

Badet åbnede 6. august 1867. 1868 indrettedes kamre med isoleret bassin med sandbund til de som ønskede at være afsondret, styrtebad og forfriskningslokalet "Norskehullet". Den modtog ikke kvinder. Den omtales i en artikel (se her på bloggen) i juni 1873. Badeanstalten bestod så længe løjtnant Saxtorph levede, men gik så ind, i 1875 var den nedlagt. For at få frisk havvand måtte københavnerne tage til Charlottenlund, Klampenborg og Skodsborg med tog. Indtil 1872 bestod området af sandbanker, men så begyndte Københavns havnevæsen at fylde massevis af jord på så der kunne bygges til skibsværftet Burmeister og Wain. Det er formentlig i forbindelse med dette at badeanstalten blev nedlagt.

Søbadeanstalten på Lynetten. Illustreret Tidende nr. 501, 2. maj 1869.

Grundlovsfesten 1867. (Efterskrift til Politivennen)

Grundlovsrevisionen 1866 sikrede de rigeste godsejere en overrepræsentation i Landstinget. Landstinget bestod nu af 66 medlemmer, 12 valgt af den stokkonservative Christian 9. Den skabte en stadig større modsætning mellem Folketinget der var valgt ved almindelig valgret, og Landstinget, hvilket især skærpedes efter at Venstre fik flertallet i Folketinget, mens Højre havde flertal i Landstinget. Det udløste en forfatningskamp som J. B. S. Estrup i første omgang tog overhånden i og som varede indtil Systemskiftet i 1901. I 1867 holdtes de første grundlovsmøder efter revisionen:

Grundlovsfesten. Grundlovens 18de Aarsdag mindedes igaar ved Flagning fra et stort Antal offentlige og private Bygninger og ved den sædvanlige af dHrr. A. Flinck og Claurins Rosenhoff foranstaltede Musik udenfor Kirkerne og gjennem Gaderne. Om Eftermiddagen musiceredes der fra Kl. 6 til 10 i Frederiksberg Have, hvor der fra Slottet Kl. 10 afbrændtes et ligeledes af dHrr. Flinck og Rosenhoff foranstaltet Fyrværkeri af Gaetano Amici. Trods Regnveiret havde der dog samlet sig en temmelig betydelig Tilskuermængde i Haven. 

- Den egentlige Grundlovsfest afholdtes imidlertid paa Øster Fælled, paa hvis østlige Side der paa en lille Høi var opreist en med Flag og Grønt smykket Talerstol. Efterat de forskjellige Deeltagere, Festtoget havde samlet sig paa Gothersgadens Exerceerplads, satte Toget sig Kl. 6 i Bevægelse med Musik og Faner gjennem Gothersgaden, Kronprindsessegade, Sølvgaden og Rigensgaden samt over Østerbro ud til Fælleden, hvor man ankom omtrent Kl. 7. I Spidsen for Toget gik efter Communens Fane Indbyderne til Festen samt endeel af Rigsdagens og Communalbestyrelsens Medlemmer, derefter fulgte Arbeiderforeningen af 1860, Studenterforeningen, Vaabenbrødrene, de forskiellige Haandværkerforeninger, den norske Forening, de Studerende ved Landbohøiskolen, Sømandsforeningen med dens nye Faner, m. Fl. - Efterat Fanetoget havde ordnet sig omkring Talerstolen, hvad der medtog en ikke ringe Tid, opfordrede paa Indbydernes Vegne Borgerrepræsentationens Formand, Tømmermester Kayser Forsamlingen til at synge den første af de omdeelte tre Sange, en Sang af Mads Hansen for Kongen. 

Efterat denne Sang var afsungen, gaves Ordet til Folkethingsmand, Gaardeier P. Hansen af Øverød, der mindede om, at her i Landet altid alle Festligheder havde gienlydt af og været giennemtrængte af de bedste Ønsker for Landets Konge. Men der var en væsentlig Forskel imellem den Hyldest, der var bleven bragt de absolute Konger, og den, som man senere bragte de konstitutionelle. Hilsenen fra et frit Folk, kan nu ei misforstaaes. Kun 2 Konger, nemlig han der nu bærer Guldkronen og han, der nu hviler under Guldkrandsen histude i Roeskilde, havde kunnet glæde sig over at høre et frit Folks Jubelkvad. Vi vilde aldrig glemme, at det var Frederik den 7de, der gav os Frihedsgaven: men heller ikke vilde vi glemme, at det var Christian den 9de, der af Folket blev kronet til Vogter for dets Frihed. Det var en tung Byrde, som han herved overtog navnlig under de ulykkelige Tidsforhold og Landets Nød. Men nu var Tvivlens og Mistillidens Tid forbi. Konge og Folk havde gjensidigt læst i hinandens Hjerte. Vi støttede os nu til den faste Forvisning, at, naar Kongen og Folkets Attraa gik i samme Retning, vilde det bære sin gode Frugt for Landet. Med disse Ord vilde Taleren udbringe et længe leve Kong Christian den 9de! Et rungende, ni Gange gjentaget Hurra besvarede dette Leve, hvorpaa man afsang en Sang af Carl Ploug for Danmark. 

- Derefter talte Prof. J. L. Ussing: Danmarks store Magt i Europa ligger langt tilbage i Tiden. Det var i Kong Volmers Dage, at Danmark strakte sig vidt omkring langs Østersøens Kyster. Men da var Danmark altfor stort og havde altfor mange fremmede tydske Grene. Fra den Tid af, at den sorte Greve overfaldt og fangede Danmarks Konge, gik Landets Magt stadig tilbage. Vel hævede det sig af og til, men Uvejrsskyerne kom atter frem. Vi selv have seet Laurbærkrandsen fra forrige Krig blegne. Løgnen fra Syd har røvet os den dyrebareste Deel af vort Land og vore trofaste Brødre. Landet er blevet lemlæstet, og smertelig er Tanken om de sørgelige Tilstande hos vore fraskilte Brødre. Sandelig! Det er en alvorlig Tid, og ikke en Tid, der synes egnet til festlig Glæde. Men dog ville vi holde Fest idag og vise, at vi endnu have Haab. Vi støtte ikke dette paa de Løfter til os, hvorom man læser i Bladene. Nei! Vi støtte det først og fremmest til Gud, idet vi stole paa, at der endnu er en Gnist af hans Aand hvilende over det danske Folk. Vi støtte desuden Haabet paa den Varme, der endnu gjennemtrænger det danske Folk, og som endnu i de sidste Dage har reist sig i Kappelysten for at hjælpe vore ulykkelige fordrevne slesvigske Brødre. Vi støtte det endvidere paa den Følelse af Selvstændighed, som viser sig hos os, senest i den frivillige Skarpskyttebevægelse, og som er uadskillelig fra Frihedsfølelsen. Vi støtte endelig vort Haab paa den Omstændighed, at Folkets Mænd paa Thinge i rette Øieblik have lyttet til Hjertets Stemme og ei fulgt en kneben Sparsommelighedsaand, idet de have ordnet Landets Forsvarsvæsen. Forhaabenllig vil der nu ei længere være nogen Vaklen om, hvor vi skulle søge vore Venner; men ialtfald kan nu Ingen her i Lantet længere tvivle om, hvor vi maae søge vore Fjender. Lad os med Blod og Haab hilse vort gamle Fædreland idag; lad os hjælpe vor gamle Moder til at samle sine Børn. Lad os love, at intet Offer vil være os for stort, og at vi ville kæmpe for, at vor gamle Moder igjen maa staae frisk og sund og ung som i gamle Dage. Leve Danmark! - Kraftige Hurraraab besvarede dette Leve. 

- Efterat man derpaa havde afsunget en Sang af P. Hansen, talte Etatsr., Borgermester L. C. Larsen for Grundloven. Han mindede om, at vi idag første Gang holdt Grundlovsfest efterat Kong Christian den 9de havde sat sit Navn under Frederik den 7de's gjennemsete Grundlov. Var det da rigtigt nu at vedblive at holde Grundlovsfest d. 5te Juni, eller skulde man maaskee ikke hellere holde den d. 28de Juli? Hertil maatte man imidlertid svare et bestemt Nei. Vi havde nemlig endnu Frederik den 7des Grundlov som et Arvegods. Det gik ikke med hans Grundlov, som med hans Rige, at det efter hans Død blev sønderlemmet. Taleren vilde her forbigaae Grundene til de i den oprindelige Junigrundlov foretagne Forandringer, men han vilde minde om, at vi endnu i alt Væsentlig havde Frederik den 7des Grundlov og nu gjældende for alle vore Anliggender. Den gjennemsete Grundlov gav os ligesaa fuldt som den oprindelige alle de os af Frederik den 7de tiltænkte Goder og Friheder, lad os derfor vedblive med som i Frederik den 7des Tid at holde Grundlovsfest den 5te Juni og lad os udbringe et kraftigt Grundloven leve - Ni Gange gientagne Hurraraab besvarede dette Leve, hvorpaa Tømmermester Kayser erklærede den alvorlige Deel af Festen for sluttet. 

- Den største Deel af den tilstedeværende Menneskemængde, der til Trods for det ugunstige Veir beløb sig til mindst en halv Snees Tusinde, forlod nu Fælleden, efterat Redacteur Rimestad havde udbragt et Leve for Folkethinget med Tak for dets Holdning i Hærsagen, og efterat der ligeledes var udbragt et Leve for Festcomiteen. En Deel af Publicum forblev imidlertid i Mangel af Bedre endnu nogen Tid paa Fælleden, hvor der musiceredes paa forskjellige Steder, og hvor der var opreist henimod 200 med Flag og Grønt smykkede Telte og Beværtningsborde. Festlighederne her afsluttedes Kl. 10 med et Fyrværkeri af G. Amici. - Ogsaa i Tivoli og Alhambra var der i Anledning af Grundlovsdagen arrangeret Fester, ligesom der ogsaa paa Klampenborg blev afholdt en livlig, mindre Fest.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juni 1867. Afsnit er indsat for læsbarhedens skyld).

Harald Hartvig Kayiser (1817-1895) var formand for Københavns Borgerrepræsentation 1863-1873, medlem af Folketinget 1854-1864 og af Landstinget 1871-1895. Han var nærmest nationalliberal.

P. Hansen er muligvis skolelærer, gårdejer og politiker Peder Hansen (1800-1873)

Johan Louis Ussing (1820-1905) var filolog og arkæolog. 1864 blev han valgt til Folketinget

Lars Christian Larsen (1813-1873) var borgmester og politiker, medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Han var nationalliberal

Silkeborg, den 6te Juni.

- Grundlovsfesten paa Himmelbjerget igaar var ikke nær saa godt besøgt, som den pleier at være, hvilket vel nærmest havde sin Grund i, at Himmelen fra Morgenstunden af var overtrukket af tunge Regnskyer, som hvert Øieblik truede med at udgyde deres vande Indhold over alle dem, som vare dristige nok tik at begive sig paa den lange Vei til Festpladsen. Men var Festen saaledes ikke saa talrig besøgt som tidligere, saa var den til Gjengjæld saameget desto livligere, og navnlig i Henseende til Talerne mindes vi ikke i mange Aar at have oplevet en mere vellykket Folkefest end denne. Vel gik den ikke af uden en lille politisk Brydning, men da denne fandt Sted i al Gemytlighed og uden al opirrende Fanatisme, bidrog den kun til yderligere at klare Anskuelserne om den Sag, hvorom der taledes. 

Talernes Række aabnedes af Skolebestyrer Viborg, idet han paa Indbydernes Vegne bød Forsamlingen Velkommen og foreslog Pastor Madsen fra Gjødvad til "Ordstyrer" (et godt dansk Ord istedetfor det fremmede "Dirigent"). Efterat Hr. M. havde takket for Valget og en Sang var bleven afsungen, udbragte Gaardeier R. Mathiassen af Emborg efter gammel Skik og Brug et Leve for Kongen og den kongelige Familie, idet han mindede om, at Hs. Majestæt under Forfatningsforhandlingerne bestandig havde staaet paa Lovlighedens Standpunkt, Noget man ikke kunde sige at enhver Konge havde gjort, under lignende Omstændigheder. 

Efter Afsyngelsen af Grundlovssangen fra ifjor talede Pastor Madsen og Skolelærer Bjørnbak fra Viby for Grundloven. Begge Talerne vare enige om, at ønske Grundloven af 5te Juni tilbage igjen sin oprindelige Skikkelse; men medens den Første betragtede 5te Junidagen som en Glædesdag, en Haabets Dag, og Festen som en Mindefest for den Konge, som gav os Friheden, betragtede den Sidste ikke 5te Junidagen som en Glædesdag, paa Grund af den Forandring, Grundloven var undergaaet; af samme Grund betragtede han ogsaa kun Festen som en Gravølfest, men dog en saadan, hvor man, som i gamle Dage gav hinanden Løfter og Raad for Fremtiden; han vilde intet Ulovligt tilraade, men han vilde, at vi skulde love hinanden ved alle de lovlige Midler, der staae til vor Raadighed, at virke for at faae 5te Juni Grundloven tilbage i sin uforandrede Skikkelse; men idet vi virkede herfor, skulde vi søge at arbeide saaledes, at Folket kan blive besjælet af den rette nationale Følelse, og udbrede Lærdom paa en saadan Maade, at man kan see, at Folket tilfulde er modent til 5te Junigaven. Han haabede, at der nu som før var et kjærligt Kongehjerte som vilde give os den tilbage, og med Ønske om, at dette Haab maa gaae i Opfyldelse udbragte han et Leve for Grundloven. 

Efter Afsyngelsen af en tredie Sang talede Pastor Teilman fra Ormsløv for Danmark, som han paa en smuk Maade sammenlignede med en Moder, som havde mistet det Bedste hun eiede, c: endeel af sine Sønner. 

Derefter mindede Fabrikeier M. Drewsen i et varmt og smukt Foredrag om, hvad Frederik den Syvende var for det danske Folk, og idet han paaviste, hvad Folket skyldte ham, foreslog han under levende Bifaldsraab at sætte den afdøde elskede Konge et storartet Mindesmærke paa Himmelbjerget. Denne smukke Tanke tiltraadtes strax paa Indbydernes Vegne af Redakteur Sørensen, som foreslog, strax at tage fat paa Værket og nedsætte en Komitee, som kunde tage Sagen i sin Haand og organisere en almindelig Indsamling i dette Øiemed. Efterat Forsamlingen havde billiget dette, foreslog han følgende Mænd til Medlemmer af Komiteen: Fabrikeier M. Drewsen, Kammerherre Jessen, Grosserer Broge samt Folkethingsmændene J. Jørgensen og Termansen, hvilket Valg Forsamlingen ligeledes billigede. Fabrikeier Drewsen takkede for Valget og lovede at gjøre for Sagen, hvad der stod i hans Magt, hvilket besvaredes af Forsamlingen med et rungende Hurra for Drewsen. 

Efterat en Sang for Slesvig var bleven afsungen, mindede Pastor Madsen paa en smuk Maade om de danske Slesvigeres Lidelser og Nød, deres og alle Danske Haab, Nordslesvigs Gjenforening med Danmark, og sluttede med et Leve for den danske Sags troeste Forkjæmpere i Slesvig, Ahlmann og Kryger. Derefter holdt Landinspekteur Bojsen fra Gjedved et humoristisk Foredrag om en god Konstitution, som han meente var en ligefrem Nodvendighed for ethvert Folk og især for det danske *). 

Efterat endnu en Sang var bleven afsungen, talede Høiskoleforstander, Kand. Nørgaard fra Thestrup ved Aarhuus i et smukt og beaandet Foredrag for et stærkt, treenigt Norden, hvilket gav Anledning til en Ordvexling mellem dHr. Bjørnbak, Fabrikeier Drewsen og Nørgaard. Den Første vilde nemlig ikke noget Skandinavien, han vilde, at vi kun skulde være Danske og meente, at der var Fare for Landet, naar vi vilde gjøre os større, end vi virkelig vare. Dhrr. Drewsen og Nørgaard imødegik ham under Forsamlingens stadige Bifald, og Hr. Bjørnbak, der stadig replicerede, sluttede med den Formening, at "Enhver blev salig ved sin Troe". Efterat Hr. Bjørnbak endnu engang havde havt Ordet, talede Kandidat Baagøe fra Thestrup Høiskole for Steen Blichers og de andre danske Digteres Minde, og under Henviisning til en af Steen Blichers bekjendte Sange opmuntrede han det danske Folk til at feie alt det Fremmede, navnlig det Tydske, ud. Festen sluttede som sædvanlig med et af N. Hansen fra Christianshøi udbragt Leve for Festkomiteen, hvorefter man spredte sig til forskjellige Sider, Nogle for at hengive sig til Dandsens Glæder, Andre for at tilfredsstille "Livets første Fornødenheder" og atter Andre for at samtale om, hvad de havde hørt paa denne Dag og - "lægge Planer for Danmarks Fremtid".

*) Denne Tale, der ikke godt lader sig gjengive i en sammentrængt Form, ville vi forhaabentlig være istand ni at give nogenlunde fuldstændig i et senere Nr. Det Samme giælder for flere af de andre Talers Vedkommende. Red.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 6. juni 1867. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Fotograf Iver Frederik Dresler (1820-1883): Lars Bjørnbak (1824-1878). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Lars Bjørnbak (1824-1878) var i 1857 med til at oprette en højskole som modsat Grundtvig og Kold lagde vægt på oplysning og opdragelse. Han var modstander af krigen 1864. I 1866 var han medstifter af Aarhus Amtstidende og eneredaktør indtil sin død. Hans politiske anskuelser prægede Østjylland hvor der indtil århundredskiftet taltes om "bjørnbakkerne" og grundtvigianerne.

Michael Drewsen (1804-1874) var papirfabrikant og således med til (1844) at grundlægge Silkeborg som industriby. Fra 1865 var han eneejer. Han var medlem af den grundlovgivende forsamling i 1848 og sad i flere omgange i Folketinget og Landstinget. Han var i 1854 med til at afholde den første grundlovsfest på Himmelbjerget.

Giftige Farvestoffer. (Efterskrift til Politivennen)

Giftige Farvestoffer. Det tør vel nok antages, at de giftige, grønne Florskjoler, hvis Farve indeholdt Arsenik, og som vare saa overordentlig farlige for Sundheden, nu ikke mere blive anvendte, men derimod er der i den denne Tid fremkommet forskjellige nye Forsøg paa at benytte andre giftige Farvestoffer til Klædningsstykker, imod hvilke Publikum meget maa advares, da Benyttelsen deraf kan have de farligste Følger for Sundheden. For at give forskjellige Tøier et blændende hvidt Udseende overtrækker man dem nemlig med Blyhvidt, der som alle Blyforbindelser er meget giftigt og ovenikjøbet har den Egenskab ikke at være meget holdbart, idet det let bliver brunt eller sort i Luften, Noget, der er velbekjendt f. Ex. fra de Tapeter, hvis hvide Farver indeholde Blyhvidt. Det er denne Gang Damernes Klædningsstykker, det gaar ud over, idet Blyhvidtet benyttes til Overtræk paa Kniplinger o. Lign., og da disse anvendes meget til Besætninger osv., er Udbredelsen heraf betydelig og har allerede krævet flere Ofre, baade blandt de Arbeidere, der forfærdige denne Artikel (i Reglen Fruentimmer), og blandt de Damer, der benytte dem. Der turde derfor være Anledning for Politiet til at advare mod disse Tøier og om mulig at forbyde handelen dermed. - Vi benytte Leiligheden til ligeledes at advare mod et andet blyholdigt Præparat, saakaldet Perlemorspapir eller "papier de nacre", der dannes ved at lade Blyhvidt udkrystallisere paa Papir. Naar dette Præparat benyttes til Indfatning af Fotografier o. Lign., kan der ikke siges Andet mod dets Benyttelse, end at det er meget dyrt og kun lidet holdbart; men naar det ogsaa anvendes f. Ex. til Indsvøbning af spiselige Gjenstande, som Konditorkager, er det Pligt at advare imod det.

(Dags-Telegraphen (København) 14. maj 1867).

Det var især fattige piger som blev sat til at arbejde i fabrikkerne med blyhvidt. Ved verdensudstillingen i 1862 var blyhvidt sammen med en række andre giftige stoffer som fx kultjære, glasforsølvning (kviksølv) og fortinnede blyrør til vandledninger blevet sanktioneret. Blyhvidt kunne fx købes hos drogerihandler Chr. Starup på Vestergade  i Odense, material- og urtekræmmer Chr. E. Munch i Viborg, materialist M. J. Weil i København. 

Blyhvidt anvendtes i årtier efter, dog advaredes mod den meget skadelige virkning for arbejdernes sundhed: Rent blyhvidt har større dækkeevne end andre hvide Farver, men den sværtes af svovlvandstofgas der undertiden findes i luft. Fabrikationen er meget gammel og meget skadelig for arbejdernes sundhed: når det indåndes som fint Støv, frembringe en dødelig sygdom, blyforgiftning. Der fandtes forskellige metoder til at fremstille det: Den hollandske, fransk og engelske metode. (Almindelig vare Kundskab: Ester Prof. Dr. (Anton) Bisching's "Allgemeine Waarenkunde" 1880)