Behandling af en Patient paa Kommunehospitalet. Hr. Redaktør! Jeg har allerede for længere Tid siden flere Gange havt isinde at meddele Dem et og andel Træk af Kommunehospitalets Mysterier, men har atter opgivet det af forskjellige Grunde. Nu er der imidlertid i forrige Uge i det nævnte store Sygehotel forefaldet en Begivenhed af en saa oprørende Natur, at jeg troer, De vil være enig med mig i, at den Handling, som jeg her skal meddele Dem fuldstændig, absolut bør indankes for Offentlighedens Domstol. Lørdagen den 24de August blev en Herre i en Alder af nogle og tyve Aar indmeldt som Patient paa Kommunehospitalet og samme Dag indlagt paa et af Hospitalets Officiantværelser. Da Patienten havde konsuleret en af Hovedstadens mest berømte Læger, forinden han begjærte sig optagen paa Hospitalet, skal han fra denne have modtaget en Attest, som angav, hvilken Sygdom han led af, og blev derefter henvist til Hospitalets 3die Afdeling. Uheldigvis har Overlæge Aarestrup, under hvem denne Afdeling sorterer, i nogen Tid været fraværende, og som Følge deraf er Reservelæge Lehmann konstitueret som Overlæge. Hr. Lehmanns frastødende og ubehagelige Optræden ligeoverfor Hospitalets Patienter er for vel bekjendt, til at jeg nærmere skulde have omtalt den, hvis han ikke det her omtalte Tilfælde havde misbrugt sin Myndighed i den Grad, at han skylder Offentligheden Regnskab for sin Handling. Hvorvidt Hr. Lehmann har næret samme Anskuelse om Patientens Sygdom som den Læge, Patienten havde konsuleret i Byen, veed jeg ikke, men nok er det, at den Kur, han foreskrev, væsentlig bestod i Indsvøbning i Værk. Denne Kur tog sin Begyndelse om Søndagen og fortsattes til Mandag Aften, da Patienten uden Tilladelse selv befriede sig for det omtalte Værk, der havde voldt ham megen Uro og Pine, og derefter lod Hr. Lehmann kalde. Patienten meddelte nu Hr. Lehmann, at han ikke agtede længere at følge den foreskrevne Kur, som han ansaa for feilagtig, samt bebreidede Hr. Lehmann den Maade, hvorpaa han overhovedet behandlede Patienterne. Hr. Lehmann havde i dette Øieblik naturligvis været fuldstændig berettiget til at udskrive Patienten, da denne negtede at følge hans Forskrifter, men dette gjorde Hr. Lehmann ikke; i Stedet derfor erklærede han uden Videre Patienten for sindssvag (?) og lod det syge Menneske om Aftenen Kl. 9 føre over til Hospitalets Galeanstalt, som i August Maaned har sorteret under 2den Afdeling, og som netop for Øieblikket desværre er temmelig stærkt belagt. Da Reservelægen fra 2den Afdeling den næste Morgen indfandt sig paa Galeanstalten, forlangte Patienten selvfølgelig at blive udskreven, men hvad enten nu Reservelæge Schmidt, der er en ligesaa dygtig som human Læge, har ment, at hans Kollega, Hr. Lehmann, dog ikke vilde sende et Menneske, der ikke havde vist Spor af Sindssygdom, til et Galehus, eller Hr. Schmidt ikke ganske har villet desavouere sin Kollega, nok er det, han formaaede Patienten til at blive paa Galeanstalten endnu i 24 Timer; først Onsdag Formiddag Kl. 11 forlod Patienten efter gjentaget Forlangende Galehuset og dermed Hospitalet, som han vist ikke agter oftere at besøge. Hr. Lehmann vil vistnok indse, at denne Fremgangsmade let kan blive udlagt som en privat Hævn over den Patient, der vovede at bebreide ham en inhuman Optræden som Læge, ligesom han bedre end de Fleste maa vide, hvilke Kvaler et aandsfriskt Menneske maa udstaa ved i 36 Timer at være indespærret i et Galehus, hvis uhyggelige Indre i Forbindelse med Krampeskrigene og de Vanvittiges Latter kan være nok til at berøve et Menneske Forstanden. Han vil altsaa indse, at han skylder en fyldestgjørende Forklaring, ligesom det Offentlige maa erkjende, at det bør skride ind, saafremt Forklaringen ikke bliver fyldestgjørende.
(Dags-Telegraphen (København) 4. september 1867)
Andreas Theodor Aarestrup (1819-1874) blev læge 1844. Han arbejdede som kandidat og reservekirurg på Almindeligt Hospital, senere reserveaccouchør ved Fødselsstiftelsen, distriktslæge og praktiserende læge i København. Han blev i 1860 overlæge ved en nyoprettet medicinsk afdeling på Almindeligt Hospital, også efter flytningen til det nye Kommunehospital i 1863. Han blev professor 1870.
Julius Christian Lehmann (1836-1901) blev uddannet som læge 1859. Han var kandidat på Frederiks Hospotal 1860-1863. Han var reservelæge på Kommunehospitalets III afdeling under overlæge Aarestrup 1865-1868. Fra 1872 kommunelæge og læge ved Vajsenhuset 1872. Han var forfatter og redaktør af "Bibliotek for Læger". Han blev dekan i sundhedskollegiet 1889. Se nekrolog i Illustreret Tidende nr. 15, 13. januar 1901.
Bebandlingen af en Patient paa Kommunehospitalet. Vi have modtaget følgendc Skrivelse, som vi optage, uagtet der deri findes Udtryksmaadcr, som vi helst havde seet, at Hr. Dr. Lehmann ikke havde benyttet sig af i en offentlig Diskussion:
Kommunehospitalet, d. 5. Septbr. 1867
Hr. Redaktør!
Jeg maa anmode Dem om snarest mulig at optage Følgende i "Dags- Telegrafen":
I "Dags- Telegrafen" for 4de September findes der under Overskriften: Behandling af en Patient paa Kommunehospitalet, en Artikel, der gaaer ud paa at tillægge mig en Handling "af en saa oprørende Natur, at den absolut bør indankes for Offentlighedens Domstol". Betegnende nok er det, at Indsenderen af hin Artikel, der selv idelig fører Offentligheden i Munden, dog ikke vover at træde aabent frem, men er tav nok til at udslynge Beskyldninger af den groveste Art fra Anonymitetens Skjul. Er Hr. N. N. Lægmand, da vil jeg tage hans Artikel kun som et Bevis paa en usædvanlig Ondskabsfuldhed; er han derimod, hvad jeg har nogen Grund til at formode, Læge, da røber han tillige den tykkeste og utilgiveligste Uvidenhed med Hensyn til den Sag, han paatager sig at at behandle, nemlig Hospitalsforhold, og han maa derfor undskylde, at jeg belærer ham i saa Henseende for der Tilfælde, at han atter skulde faa Lyst til at give sig af med slige Materier. Jeg skal da underrette Hr. N. N. om, at Kommunehospitalet ikke har nogen "Galeanstalt", saaledes som den i forskruet Romanmaner afmales af Hr. N. N, men derimod en Detentionsanstalt, hvor der foruden egentlige Sindssyge tillige indlægges Patienter af forskjellige andre Kategorier, som derfor aldeles ikke behøve at være dømte som "Sindssvage!" Dette skeer saaledes, naar der under Forløbet af en hvilkensomhelst anden Sygdom opstaaer Delirier eller Vildelser, der gjøre det umuligt at beholde Patienten paa Hospitalets sædvanlige Stuer; det skeer fremdeles med Patienter, der paa Grund af Urenlighed ere uskikkede til at opholde sig mellem de andre, og det skeer endelig ikke saa sjelden, hvad Hr. N. N. ikke kan være uvidende om, at der saavel fra Hospitalets andre Afdelinger som fra Byen af Private eller Autoriteter indlægges Patienter til Observation, Patienter, der jævnlig senere vise sig fuldkommen fornuftige, men som indlægges der, for at deres Tilstand ved længere Iagttagelse kan blive tilstrækkelig klaret.
Hvad nu den i Hr. N. N.s Artikel om handlede Patient, Handelsbetjent Levin Arent fra Ringkjøbing, angaaer, da kunne Udenforstaaende selvfølgelig ikke have nogen Mening om hans legemlige eller sjælelige Tilstand under hans Ophold i Hospitalet, og det maa derfor være Hr. N. N. nok, naar jeg erklærer, at han den 3die Dag, han laa i Hospitalets opførte sig og talte paa en Maade, der hos den, som ikke iforveien kjendte ham nøiere, maatte vække grundet Tvivl, om hans Sindstilstand paa den Tid var at anse for normal eller ikke. Da jeg under disse Forhold ikke holdt det for tilraadeligt at beholde ham paa et Eneværelse, hvor Tilsynet ikke kan være saaledes, som det under saadanne Omstændigheder udkræves, var jeg ikke alene berettiget, men endogsaa forpligtet til efter den gjældende Praxis og endmere efter en mellem Overlægen og mig paa given Foranledning truffen bestemt Aftale at overflytte ham til Observation i den oftnævnte Anstalt. Dette var den eneste fuldkommen betryggende Forholdsregel, jeg under den nævnte Forudsætning kunde tage, hvorimod jeg naturligvis ikke, som Hr. N. N. mener, var berettiget til at udskrive Patienten sent om Aftenen, naar jeg nærede Tvivl om Beskaffenheden af hans Sindstilstand. Det nævnte Skridt, som jeg til enhver Tid skal være beredt til at forsvare, var, efter hvad jeg ovenfor har anført, altsaa slet ikke noget Usædvanligt, og kan kun af dem, der ere ubekjendte med Forholdene, karakteriseres som noget "Oprørende", da Patienterne i Detentionsanstalten langtfra, som man skulde tro efter Hr. N. N.'s Fremstilling, behøve at færdes mellem hverandre, men tværtimod hver have sit eget Værelse, hvor de kun efter Sagens Natur nyde en mindre uindskrænket Frihed og ere under en skarpere Iagttagelse.
Hr. N. N.'s hadefulde Insinuationer mod min personlige Karakter og min Dygtighed anseer jeg mig for hævet over; Dommen herom overlader jeg freidig til dem, der kjende mig; kun skal jeg endnu tilføie, at, naar Hr. N. N. vil give det Forefaldne Udseende af en privat Hævn, da kan der allerede af den Grund ikke være nogen Tale herom, da Patienten paa Grund af sit korte Ophold her i Byen ikke kunde have noget Kjendskab til mit Forhold til Hospitalets Syge, ligesom han heller ikke med noget Ord har bebrejdet mig "inhuman Optræden" hverken mod ham personlig eller mod nogen Anden.
J. Lehmann.
Dr. med.
(Dags-Telegraphen (København) 6. september 1867)
Da kommunehospitalet blev taget i brug i 1863 var der indrettet en afdeling med 20 celler tænkt som en foreløbig detention for "delerister og rasende sindssyge" før viderebefordring til Sct. Hans Hospital. Den hørte under Knud Pontippoidan og sjette afdeling for nerve- og sindssygdomme. Det må vel være denne afdeling som dr. Lehmann omtaler.
Behandling af en Patient paa Kommunehospitalet. Hr. Dr. Lehmann er aabenbart bleven noget irriteret ved at se en Sag fremdragen for Offentligheden, som han naturligvis troede ikke vedkom Andre end ham selv. Han begynder derfor sit Forsvar med de forslidte Floskler og Tirader om "Anonymitetens Skjul" og "usædvanlig Ondskabsfuldhed" etc. etc., Udtryk, hvormed man sikkert ikke længere kan dupere Publikum. Uagtet Indsenderen aldeles ikke er Læge, men slet og ret Lægmand, har jeg dog et nøiere Kjendskab til Kommunehospitalets Forhold, end Hr. Lehmann maaske troer, og veed derfor ogsaa, at den Bygning ved Hospitalet, som Hr. Lehmann behager al kalde en "Detentionsanstalt", dog hovedsagelig er et midlertidigt Asyl for Sindssvage, en to Etages Bygning, som ikke er større i Udstrækning, end at de Krampelidendes Skrig nok kunne høres fra den ene Etage til den anden. Det er meget muligt, at man ikke behøver at være dømt som "sindssvag" for at blive indlagt i den saakaldte Detentionsanstalt, men i nærværende Tilfælde er dog Hr. Lehmanns Dom gaaet ud paa, at Patienten var sindssyg, eftersom han, naar jeg ikke er meget feil underrettet, udtrykkelig anførte dette paa Patientens "Tavleseddel" som Grunden til, at denne skulde overføres til 2den Afdeling.
Det er mig aldeles ikke "nok", naar Hr. L. erklærer, at der paa den omhandlede Tid maatte være grundet Tvivl om, at Patientens Tilstand var normal; det Svar har jeg naturligvis forudset, og det vilde derfor være mig særdeles kjært, om Hr. Reservelæge Schmidt vilde være saa god at afgive en Erklæring om, hvorvidt han har fundet det mindste Spor af Sindssyge hos Patienten, medens denne var under Observation i "Detentionsanstalten". Saavidt mig bekjendt, har den Læge, Patienten konsulerede, førend han tog Ophold paa Hospitalet, Hr. Dr. med. Engelsted, ikke kunnet opdage det Mindste, der tydede paa, al Patienten havde Tendens til Sindssyge.
Selv om Patientens Sindstilstand ikke havde været ganske normal, havde dog Hr. Lehmann havt en anden Udvei end at sende ham til Detentionsanstalten, nemlig øjeblikkelig at anbringe en Vagt ved ham. Vel veed jeg, at ikke alle Hospitalets Vagter ere paalidelige, eftersom det Selvmord, der fandt Sted paa Værelset 3 Natten imellem den 5te og 6te Februar d. A. af en Patient, som ogsaa var indlagt under "3die Afdeling", var foranlediget ved, at Natvagten havde forladt sin Post. Men naar man samtidig med, at man anbringer en paalidelig Vagt, fjerner Knive og andre farlige Instrumenter fra Patienten, er der dog ikke stor Fare for, at der vil kunne tilstøde denne noget Ondt. Jeg veed ikke, hvor jeg har fremsat hadefulde Insinuationer mod Hr. L.'S personlige Karakler og Dygtighed: jeg har sagt, at hans Optræden mod Hospitalets Patienter er frastødende og ubehagelig, og deri ville sikkert de Fleste, der have frekventeret Hospitalets Fællesstuer give mig Ret. At Hr. L. Arent efter det korte Bekjendtskab, han stiftede med Hr. L., er kommen til det samme Resultat, er sikkert, thi han har høit og tydelig udtalt det, førend han forlod Hospitalet, og tilføiet, at han ligeledes havde udtalt dette for Hr. L. under fin sidste Samtale med ham, umiddelbart førend han førtes til Detentionsanstalten.
N. N.
I "Dags-Telegrafen" for den 4de September har en Hr. N. N., forinden jeg selv fandt Anledning dertil, omtalt den mig paa Kommunehospitalet overgaaede Behandling, og i samme Blad for den 7de ds. har Hr. Dr. med. Lehmann taget til Gjenmnæle mod denne Artikel. Som den paagjældende Person maa det være mig tilladt at bestride nogle af de i Hr. Lehmanns Forsvar fremførte Paastande. Han omtaler først, at Hospitalet ikke har nogen "Galeanstalt", og at den saakaldte "Detentionsanstalt" er et Opholdssted, hvor det omtrent er ligesaa behageligt at være som paa selve Hospitalet; Hr. Lehmann kan i Grunden have Ret, naar man tager i Betænkning, at "Detentionsanstalten" under mit Ophold paa Hospitalet hørte under 2den Afdeling - man var, der idetmindste befriet fra Hr. Lehmanns Omsorg. At det alligevel var et mindre behageligt Opholdssted, vil Offentligheden kunne bedømme, naar jeg gjør opmærksom paa, at der nedenunder og paa den ene Side af Værelset herskede en saadan Raaben og Støi af de derværende Patienter, at jeg næsten slet ingen Søvn erholdt hele Natten. Hvad dernæst angaaer min Opførsel, forinden jeg blev flyttet over i "Detentionsanstalten", maa jeg herved opfordre Hr. Lehmann til at paavise de Udtryk, da kunde give ham Anledning til at antage mig for sindssvag. Thi det kan dog vel ikke, selv efter Hr. Lehmanns Mening, kaldes Sindsforvirring, at man ønsker at erholde Besked om sin Sygdom, eller at man anseer et anvendt Middel for feilagtigt, endog om det er ordineret af Hr. Reservelæge, Dr. med. Lehmann. Og at man saa fordrer sig udskreven, naar man ingen Tiltro har til den Læges Behandling, man er undergiven, kan vel heller ikke kaldes Sindsforvirring og kan vistnok ikke retfærdiggjort den Handling at kaste et aandsfrisk Menneske over mellem afsindige Folk. Ligeledes maa jeg opfordre Dhrr. Læger, med hvem jeg kom i Berøring i "Detentionsanstalten", til at udtale sig om, hvorvidt de nogensinde have mærket Noget hos mig, der kan kaldes Sindsforvirring eller Vildelse. Til mit Forsvar maa jeg endvidere anføre, at jeg flere Gange havde gjort Hr. Lehmann opmærksom paa min formodede Sygdom, men uden at han nogensinde engang værdigede mig et Svar. Jeg kunde saameget mere anse Behandlingen af Sygdommen for feilagtig, som jeg forud havde raadført mig med en ved fine Kure endnu mere berømt Læge end Hr. Lehmann, og denne Læge havde for mig angivet baade Sygdommen og dens omtrentlige Behandling, saaledes som den ogsaa siden er fulgt, og som har ført til min Helbredelse.
Kan Hr. Reservelæge, Dr. med. Lehmann ikke fremføre andre Grunde end de, jeg ovenfor har nævnt, for sin Opførsel, hvad jeg meget betvivler, saa kan jeg ikke Andet end vedblivende i høieste Grad beklage mig over den Behandling, som er bleven mig tildel paa Kommunehospitalets 3die Afdeling.
L. Arent.
(Dags-Telegraphen (København) 9. september 1867)
