Reaktionen paa Salget af St. Thomas og St. Jan paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

I St. Croix Avis optrådte i denne tid artikler underskrevet "Your umble Sambo" i et sprog som formentlig skulle efterligne landarbejdernes talesprog. Om der reelt er tale om en autentisk landarbejder, eller om det er en i redaktionen som har forsøgt at karikere en, er ikke dokumenteret. Der er nok tale om det sidste. Et eksempel gengives nedenunder:

Westen 13 January 1868.

Dear Massa Hatch it !

I rite u dese fu line liopin dey may fine u in good belt as dey lebe me at present, tenk God, an I beg u lo scuse me foo takin de libbulty to rile lo tell u sum ting dat it may be good foo u an my udder Brudders an Sisters lo no. Sum ting dat I hope u an dem will tink pon, an ac pon, not foo de benefit of one man, but for de benefit ob de country an de hole popilation. Ah Massa ! When fule talk wise man lissen. Naaer sometime lam Bucra sens, yerry. I is not de man wat lub to hab a long argiment. I got too air an one mout, dat i may hear much an not talk too much, an wen i talk, I no talk foo bad, i talk foo good. I sposc u skin each u foo here wat me got too tell u, an u won hab to scrach um long fore me tell u. Sum time i here Meriken wan to by dis butiful litle island wat God almity hab 6o long put he blessin pon. Dis bless litle island wat hab mounlin ob sugher an ribber ob Rom an ware dc Gole an de Silber gro pon de tree walin foo dem whoo no hou to pic um. Sum time agen me here de Meriken woone get um becase de King no wan foo sell um. Dis is de Contry, ware Bucra frum all part ob de wuld, whoo nebber bin nuttin in dem own Contry, kin cum to mek munny an to mek dem sef snm ting. Dey fine de peple wat blong to de place a good hartcd peple whoo tck off dem hat to dem an mek dem feel dem sef like yung prins, an wen dem mek munny nufl widout duin enny ting foo de benefit ob dc Contry or de peple wat blong to it, dey go way wid all de munny, an wen dey gone, dey call ob wi dam lasy good foo nutting fule. I no hab sens nuff foo no wat mek de King sell Sin Tomas an Sin Jon to de Meriken widout Santa Cruse, an I spose no boddy kin ax him de quesshun. Praps de King link, dat he, like enny odder man, kin do wat he plese wid he ovvne propputty, he kin sell um ef he no he cant kepe um, an he kin kepc um ef he no he no bligc foo sel um. But sense me Massa, hope tis no fence foo me tel u an al my Brudders an Sisters dat dc lau of God sa al ob wi mus do just is in al tings. Dat wone man mus doo, to annudder wat he wud hab anudder to doo to him. Derefore, 1 may be rite or I may be rong, but i tink a man hab no rite too sell lie propputty too hut enny boddy, neder hab he a rite too kepe it too hut enny body, specshally when he can sell um an get de munny, an ebry boddy hart glad case he sell um. 

Nou Massa I hab tolc you sum ting, but , sum ting lef behine an dat I kin tell u nou, no kashun foo let' um foo annudeer time. 

I is a free man. I hab nuttin tal to kepe me ya. I kin go ware I chuse in de sarch of a livin. In enny Contry in de wide wuld I is a free man. Poo me lone, de King kin sel dis Contry, an he kin kepe it, til he sa be glad too gib it way foo nuttin. All de same too Sambo, but not de same to udder -peple whoo hah to fede dem sef an dem wife an dem shildren an sum odder peple by de Cultvashun of tie Lan. Cane kin gro wile foo fu yare, but Shugger cant mek he sef. Enny man wat blige to wuk foo a libin, will wuk foo de man whoo will gut de bes pay. An if de Meriken no git Santa Cruse, if I lib, an it God plese dat u an inenny more Bucra lib, me, an u, an dem will see, an if we no see, db um sa here, dat poor Santa Cruz is nuttin tal but wile bush. If good feelin foo de peple in Sin Tomas an Sin Jon, mek de King in Copenhagin too sell dem too island too de Meriken, wat mek ne King no hab de same goodfeeliu foo de peple in Sta. Cruz? I no berry well dat lie sum time go before de trute, but ef he be trute dat Santa Cruse is not sell to de Me relun an dat de King no want foo sell um, plese tel he, Sambo sa, he belter sell um while he can get munny foo um. Haf price better den no piice tal. An if he no sell um nou foo munny, de day may sune kum wenjie will lie glad to gib it way foo nuttin.

I am, Dear Massa Hatchit!

Your umble Sambo

(St. Croix Avis 14. januar 1868).

Peter B. Hatchett (1821-1870?) var udgiver af St. Croix Avis. Han efterfulgte tilsyneladende Hariet Hatchett der var udgiver 1864-? i perioden 1867-1868. Herefter overtog Hans Hatchett 1869-1872. Senere redaktører er: Lauritz Holm 1872-1873, Christian Dahl 1874-1876, Julius Knuthsen 1877, John T. Quin 1878-1879, A. Paludan Müller 1878-1879, Albert Hanschell 1880-1883, John T. Quin, 1884-1916.

"Umble Sambo" havde flere indlæg i St. Croix Avis, bl. a.  4. februar 1868 og 25. februar 1868 og  udtalte sig også om andre emner. 

Danmark arrangerede en folkeafstemning på øerne vedrørende salget på St. Thomas og St. Jan den 9. januar 1868. Resultatet blev 1244 stemmer for salget og 22 imod salget af de to øer til USA:

THE "AVIS."

Christianssted, St. Croix.

TUESDAY, 14th JANUARY 1868.

To a true mind, it is not very easy to see how the natural feelings of the natives of this Island, or so called, Danish Westindia Possession, are at this moment. Look at the result of the voting in St. Thomas - 1039 for the Americans, and 22 for the Danes. Think then, ye Natives of St. Croix, who have for years past changed Nationality, and who have belonged to a great Nation - the English Nation. The American Nation is a good and a pure one; they have shown their greatness and their valor in the late war; so the Americans can be placed on a footing; equal, if not entirely, with the great English Nation. To judge of things, as they are now it would be like comparing the moon with the sun - the one for the night and the other for the day. The people of St. Croix, living under the Danish flag - a flag, which in its own place, has been of splendor and valor of past days; perhaps not so in their own Westindia possessions. Why we say so? Can any person tell us, that after spending so much for a public school, even when proper scholars are dismissed, that they should not be able to fill situations that the highly termed named of "Candidatus juris" and "Examinatus juris" now fill? What are they in reality? Nothing more nor less than the scholars of the Danish school, which cost the country so much money. What boundary then have the natives? A native, with ever so great abilities, honor and integrity reaches to a salary ol titty or sixty, or even seventy dollars, after having served some twenty or thirty years! when a Danish gentleman can come here with a salary of some one hundred dollars, on his passage, from Copenhagen to take over his situation, and receive perhaps one hundred and fifty, or even two hundred dollars per month. We cannot deny that we have gentlemen, some few, from Denmark, whose names, it would be improper to mention; but they are a type of an Nationality, worthy of former times. Citizens of St. Croix, what will become of all of you? Separated from St. Thomas and St. Johns, and be of far less value than Tortola, which latter country is of more importance to its Mother Country than this Island. Why? See what the English Nation does for their Westindia Possessions. Not as a Danish minister once said, that it would be the best thing to get rid of the Colonies. If he then said so, why not St. Croix go; for if Denmark keeps St. Croix alone, it would be worse for the inhabitants, larger in number, than those of Tortola. Ruin would be the result. Bully for the Americans! People of the Island of St. Croix look after yourselves.

(St. Croix Avis 14. januar 1868).

Konventionen mellem kongen af Danmark og USA af 24. oktober 1867 vedr. afståelsen af St. Thomas og St. Jan blev publiceret i St. Croix Avis den 7. februar 1868. Prisen var 7.500.000 dollars. Offentliggørelsen efterfulgtes i de kommende numre af adskillige indlæg som forholdt sig til hvad der skulle ske på St. Croix, fx af A. Bretton (St. Croix Avis 11. februar 1868). 

Russi Kabussi. (Efterskrift til Politivennen)

- Aarhuus, den 11te Januar.

For nylig har Aarhuus By mister en af sine Mærkværdigheder. I Hospitalet er nemlig ved Døden afgaaet den gamle gaadefulde Qvinde, som benævnedes "Russen" (almindelig kaldet Russi Kabussi.) Der lever vel endnu Enkelte her i Byen, som kunne mindes, hvorledes hun som en halvvoxen Pige, usselt klædt, kun istand til at frembringe uarticulerede Toner, i Begyndelsen af dette Aarhundrede af nogle Folk blev funden i den Syd for Byen liggende Marselisborg Skov. Hun blev bragt hertil, og har siden henlevet hele sit Liv i Aarhuus Hospital, med alle Kjendetegn paa en uhelbredelig Idiotisme, indtil hun nu er død, vistnok lidt over 70 Aar gammel. Hun var en qvindelig Caspar Hauser, dog staaende paa et lavere Trin af idiotisk Tilstand end denne; men medens vor geniale Landsmand, Prof. Eschricht, har paaviist, at denne Idiot var en Bedrager, saa kan Sligt ikke paasiges "Russen". Alle Forsøg paa at faae oplyst, hvem hun var og hvorfra hun kom, ere den Dag idag forblevne frugtesløse. Det er en Selvfølge, at Phantasien, der her har snabel en god Tumleplads, har været stærkt beskjæftiget med at opstille Formodninger. Grundet paa en Lyd-Lighed mellem hendes Udbrud og det russiske Sprog, antog man hende for at være landsat af et forbiseilende Skib fra det mægtige Kejserdømme mod Østen, og da de russiske Prindsers og Prindsessers fængselsagtige Ophold i Horsens frembød et Støttepunkt her, saa har man endogsaa i "Russen" villet se, om ikke En af selve Romanessernes Ætlinge, saa dog En af de gamle Bojarers Descendenter. En af vore Digtere - Carit Etlar, om vi ikke tage feil - , har endogsaa behandlet dette Stof, og mulig kan Mere i denne Retning forventes at ville komme frem. Maaskee er Forklaringen dog langt simplere, og "Russen", en stakkels Idiot, som hjerteløse Mennesker have villet stille sig af med ved at landsætte hende paa vore Kyster, har da her i vort gamle Kloster fundet et fredeligt Fristed, hvor hun, omgiven af christelig Kjærlighed, kunde ende sit mørke, taagefulde Liv

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende  11. januar 1868)

Hun blev formentlig landsat i 1825 ved Fløjstrup Strand. Blicher og Carit Etlar skrev noveller om hende og forfatteren Albert Tvilum omtalte hende i romanen "Peter Wilckens" (1951). Carit Etlars novelle om Sam Siver ("Dødsseileren") kan findes i "Skrifter af Carit Etlar". II. Bind, s. 219-246.

Klosteret ved Frue Kirke var ikke nogen Fattiganstalt. Det var en Stiftelse, hvori gamle Mennesker blev anbragte. Der var rent, hyggeligt og ordentligt. De gamle Beboere, mest Fruentimmer, levede der under gode Forhold. De strikkede, syede, snusede og passede deres Blomster. De kunde gaa ud saa meget de vilde, og besøgte da deres bekjendte Familier. Det Eneste, der kunde genere Beboerne, var, at der iblandt dem ogsaa fandtes enkelte Sindssyge. Men det var fredelige og stilfærdige Personer, der ingen Fortræd gjorde. Iblandt disse var der en stakkels Kvinde, som kaldtes Russi Kabussi. Hun var sindssyg og forstod ikke Dansk. Hun sagdes at være funden vankende om et Sted ved Stranden, og Ingen vidste hvem hun var, eller hvorfra hun skrev sig. Hun elskede Børn og var henrykt, naar Nogen kom og besøgte hende. Sin Tid tilbragte hun med at lege med Dukker. De andre Beboere vare gode imod hende, og hun selv var altid venlig og kjærlig. Der fortaltes forskjellige romantiske Ting om hende. Men Sandheden er den, at Ingen vidste noget om hende, andet end at hun var funden i hjælpeløs Tilstand og rimeligvis var sat i Land fra et fremmed Skib. Flere Sprogkyndige forsøgte at udfinde hendes Nationalitet, men det var forgjæves. At hun var Russer er kun Formodning.

- - -

Russi Kabussi. Hvordan den fremmede, sindssyge kvinde var kommen til Danmark vidste ingen med sikkerhed. Det mentes, at hun i hemmelighed var sat i land fra et russisk skib, og at hun var af fornem herkomst. Da hun var hjælpeløs, blev hun 1825 anbragt i Aarhus Hospital (klosteret). Det opklaredes senere, at hendes sprog var russisk, og at hendes navn var Doretsche Marguerite, men da hun var ganske sindssvag og aldrig lærte at gøre sig forståelig på dansk, kaldtes hun russen eller "Russi Kabussi". Hun døde 3. januar 1868 (Statsvennen 1837, s. 140-41; A. St. 11.1.1868; E. Bodenhoff: Lyse Minder, 1915, s. 62-70; 111. Tidende 1918, s. 552-53; A. St. 24.6.1934; Aarhus Hospital i det tidligere Sortebrødrekloster, 1942, s. 31 f.). Hendes skæbne er benyttet som motiv af Carit Etlar i fortællingen "Sam Siver" (Aftenlæsning 1860, s. 1-21). Også Blicher har i novellen "Stodderkongen" behandlet hendes eventyr i en frit opfunden historie (St. St. Blichers Samlede Skrifter, XXVII, 1931, s- 154-69)-43. 

(Rasmus Nielsen: Aarhus i 1840erne. 1859)

Desuden en artikel i Illustreret Tidende nr. 39, (ukendt årstal) s. 553

Ny Synagoge i Horsens. (Efterskrift til Politivennen)

Den nye Synagoge i Horsens. Da den jødiske Menighed i Horsens hidtil kun havde havt leiede og mindre bekvemme Localer til Bedehuus, fik den, hedder det i "Horsens Avis". i Aaret 1865 efter given Anledning fra Uhrmager M. J. Levys Side af den der i Byen fødte, men senere til Kjøbenhavn overflyttede Grosserer Zander J. Levy Tilsagn om tusinde Rd. som Bidrag til Opførelsen af et Bedehuus. Da Sidstnævnte imidlertid kort efter afgik ved Døden, og der intet Skriftligt forefandtes desangaaende, vare samtlige Arvinger desuagtet strax beredvillige til at efterkomme den Afdødes dem ikke ubekendte mundtlige Tilsagn, og den lovede Capital blev derpaa indbetalt til Samfundets Kasse. Da denne Kapital imidlertid var utilstrækkelig til Opførelsen af et Bedehuus, besluttede den afdødes i Horsens boende 4 Sødskende, Kjøbmand Z. J. Levy, Hr. M. J. Levy samt Frøkenerne Frederikke og Goldeline Levy, at overtage Opførelsen af Samme, til Minde om deres heri Byen afgangene Forældre, hvilken smukke Beslutning de strax satte i Værk. I Farvergaden kjøbtes en Grund, og efter Civilingenieur J. Clausens Tegning en Plan opførtes i Sommerens Løb en smuk Bygning i ovenomtalte Øiemed. Bygningen, der bestaaer af 2 Etager med et fremspringende Parti, i hvilket Indgangen til bedesalen findes, er opført i en særdeles smuk orientalsk Stiil. Hele øverste Etage er indrettet til Bedesal, medens nederste Etage er bestemt til Fribolig for Menighedens Kirkebetjent. Udvendig over Indgangen har Menigheden ladet indsætte en sort Marmortavle der bærer følgende Inscription: "Til Guds Ære og hans Navns Forherligelse, til Minde om dens hedengangne Forældre Isaac og Jeannette Levy, opførte i Aaret 1867 de fem Sødskende Zacharias, Moses, Zander, Frederikke og Goldeline Levy dette Bedehuus, som de ved Gavebrev af 1ste November 1867 skjænkede det mosaiske Troessamfund i Horsens Kjøbstad, der i taknemmelig Paaskjønnelse heraf opsatte denne Tavle". Indvendig over Indgangsdøren til Bedesalen læses: "Opført i Aaret 1867 i Kong Christian den Niendes fjerde Regjeringsaar". Bedesalens indvendige Udstyrelse og Forskjønnelse er luxurieus og særdeles smagfuld, saa at det Hele gjør Bygmesteren megen Ære. Til Udstyrelsen, der tildeels er bestridt ved frivillige Bidrag af Menighedens Medlemmer, have Z. J. Levy og Brødrene M. J. Levy end yderligere bidraget ikke saa Lidet. Nogle udenfor Menigheden Staaende, af hvilke imidlertid de Fleste ere udgaaede fra den, have skjænket tildeels kostbare Gjenstande. Bekostningen ved selve Bygningens Opførelse udgjør omtrent 8000 Rd., hvori ogsaa er indbefattet den indkjøbte Grund. Det under lste Novbr. f. A udstedte Gavebrev til Menigheden indeholder den Bestemmelse, at Bygningen, i Tilfælde af, at den mosaiske Menighed enten skulde opløses, eller man ikke vilde benytte Bygningen efter dens Bestemmelse skal overgaae til at være en Stiftelse for værdige Trængende af Horsens under Communalbestyrelsens Bestyrelse Den høitidelige Indvielse, der skulde være foretagen af Overrabbineren, Dr. Wolff, blev forhindret paa Grund af Vinteren, men paa den til Indvielsen bestemte Dags Aften (den 21de Decbr.) blev Bedesalen imidlertid tagen i Brug med en høitidelig Gudtjeneste, til hvilken hele Menighedens saavel ældre som yngre Medlemmer havde indfundet sig. Om Aftenen blev der, som en smuk Slutsteen paa Høitideligheden, ved tvende Medlemmer overrakt de ovennævnte fire Sødskende en Taksigelsesadresse fra Menigheden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. januar 1868)

Synagogen i Farvergade 6 blev indviet d. 27. december 1867. På artiklens udgivelsestidspunkt levede 41 procent af alle landets jøder i provinsen. De knap 1600 daværende danske jøder bragte bl. a. den seneste mode til købstæderne og den nyeste teknologi til et landbrug i hastig udvikling. Fredericia, Randers og Aalborg havde større jødiske befolkningsgrupper med egne synagoger. Der var jødiske slagtere, bagere, møbel- og spritfabrikanter, men typisk arbejdede danske jøder inden for handel, hvor de benyttede sig af deres internationale forretningsforbindelser. De adskilte sig mest gennem fremmedklingende efternavne, deres religiøse handlinger, deres gang i synagogerne, og ved at de blev begravet på jødiske begravelsespladser. Mod slutningen af 1800-tallet trak mange ligesom andre til København. I dag er der bevaret synagoger uden for København i Faaborg og Horsens. Synagogen  blev brugt indtil 1897 og overgik derefter til "De fem Søskende Levys Stiftelse" (der var kun fire, samt den dengang afdøde brør Zander Levy).

Civilingeniøren Jens Christian Clausen (1835-1886) var uddannet i Nordtyskland, og havde boet siden 1859 i Horsens. Udover hans historicistiske synagoge stod han bag adskillige andre bygninger i Horsens, bl. a. Arbejdernes Byggeforenings 5 bygninger (1876). Han var medstifter af Arbejderforeningen, Arbejdernes Byggeforening samt Håndværkerbanken i 1871

Kirurgisk Akademi. (Efterskrift til Politivennen)

Det forrige kirurgiske Akademies Bygning har, hedder det i "Ugeskrift for Læger", som det vil være en stor Deel af Læserne bekiendt, i Løbet af de sidste Aar faaet ikke ubetydelige Udvidelser, der, saavidt vides, ikke før have været omtalte i Pressen, men som fortjene at nævnes som Beviis paa, at man i visse af de Kredse, der have Indflydelse paa Underviisningen, ikke savner aabent Øie for de Krav, Tiden stiller.

Den første Udvidelse, der allerede er nogle Aar gammel, er en toetages Bygning med Facade mod Gaarden (og den forhenværende Have) og med Bagside mod det katholske Capel. Her findes i Stueetagen de Studerendes Dissectionsstue, paa første Sal Arbeidslocaler for Lærerne og de Viderekomne. De sidstnævnte Rum staae i bekvem Forbindelse med de tidligere bestaaende og endnu i Brug værende anatomiske Aideidsværelser ved Siden af den store Høresal; men de ere som hele denne Bygning i det Hele taget vel indskrænkede.

I enhver Henseende rummeligere og fuldstændigere udstyret er det i den allersidste Tid fuldførte physiologiske Laboratorium. Dets brudte Hovedfacade ud til Gaarden vender mod Nord, Bagsiden mod Bygningerne i Blancogade, hvorimod Bygningens østlige Ende med 4 Fag vender ud imod Fødselsstiftelsens Tørreplads og de tilstedende Haver. Man føres ind i Bygningen ad en større Dør paa Midten, hvorfra en bred Trappegang fører ned i Kjælderen og op i Etagerne. Planen for Anlæget af de nederste Etager er væsentlig en Tvedeling, overeensstemmende med de tvende Hovedretninger i den nuværende experimentelle Physiologi, den physiske og den chemiske. I Kjælderetagen til høire findes et Værksted til Forfærdigelse af de mange Apparater, som blive nødvendige ved Undersøgelserne, og som ikke kunne udføres uden stadig Vejledning og Experimentering. Ved Siden af samme ligge Localerne til Opbevaring af levende Dyr (Hunde, smaa Marsvin, Frøer), med de dertil særlig construerede Kasser og endelig et Værelse til Respirationforsøg og Gasanalyser. I den med denne Kjælderhalvdeel paa begge Sider ved Trapperne og ved et Talerør forbundne Halvdeel af Stueetagen findes 3 Værelser. Det større tjener baade til Arbeidsværelse for Læreren og til Opbevaring af en Mængde finere Physiske Apparater og Instrumenter, baade tjenlige til videnskabelige Undersøgelser og til Demonstrationer for de Studerende. Saagodtsom alle disse Instrumenter og alle Apparater til physikalske, chemiske og vivisectoriske Undersøgelser ere anskaffede i de sidste 3-4 Aar, for en stor Deel samtidig med den nye Bygning Opførelse. Et mindre Værelse ved Siden af Lærerens Arbejdsværelse er bestemt til de finere Undersøgelser over Nervernes og Musklernes electriske Forhold osv., og et lignende paa den anden Side af Arbejdsværelset er bestemt til Operationsværelse ved Forsøg paa levende Dyr. I Kjælderetagen tilvenstre findes et med et stort Ildsted og Afdampningsskabe i Vinduerne forsynet Arbeidslocale til større og med styg Lugt forbundne chemiske Arbeider; her findes tillige Køleapparatet til destilleret Vand, en stor Vadsk o. desl. Ved Siden heraf findes et lille Værelse til Opbevaring af chemiske Materialer, Glas osv. og et Opholdsværelse for Opsynsmanden. Ved den østlige Ende af denne Deel af Kjælderetagen er der en Udgangsdør til en lille Gaard med et Kaninhuus. I den til denne Side af Kjælderetagen svarende Deel af Stueetagen findes et rummeligt og lyst chemisk Laboratorium til Brug for de Studerende, i enhver Henseende hensigtsmæssigt og bekvemt indrettet; ved Siden af dette store Arbeidslocale, skilt fra samme ved en Forstue, findes et mindre Værelse til Vægte, Titreringsapparater og sjeldnere Præparater. 

Hoffotograf Lars Peter Elfelt, Lars Peter (1866-1931): Lærer og studerende i buet rum. Kirurgisk akademi. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Auditoriet som det formentlig så ud i 1868, og stadig ser ud.

- Første Sals høire Halvdeel indtages af Auditoriet. Her er Plads til over 100 Studerende; Bænkenes og Bordenes Høide er afpasset saaledes, at ingen af Tilhørerne behøver at rejse sig for at see, hvad der foregaaer ved Kathedret; Høresalen er ligesom de andre Rum, hvor der er Brug derfor, forsynet med Gas og Vand; den kan med Lethed gjøres fuldkommen mørk, saaledes som det behøves ved de Forsøg, ved hvilke Lysreflex skal benytte: Kathedret er tillige indrettet saaledes, at det kan benyttes som chemisk Arbejdsbord, der er forsynet med alle fornødne Reagenser, og det er ved sit dobbelt elektrisk redning sat i Forbindelse med det i Stueetagens store Arbejdsværelse opstillede galvaniske Batteri og det, som dertil hører, saa at den idelige Bæren frem og tilbage og den besværlige og tidsspildende Opstilling af Apparater er betydelig lettet. For de Studerende er der ved en Bagtrappe med egen Indgangsdør sørget for en særskilt Adgang til Høresalen. Den anden Halvdeel af første Sal indeholder et stort og et med samme forbundet mindre Værelse, begge bestemte til mikroskopiske Øvelser og optiske Forsøg. Med Hensyn til det førstnævnte Formaal er der her hensigtsmæssigt anbragt Borde i Vindueskarmene, saaledes at Laboranter i to Rækker bag ved hinanden have godt Lys. Et tredie, mindre Værelse ved Siden af disse indeholder den for de medicinske Studerende bestemte pharmakologiske Samling og tjener til Aftrædelsesværelse for Læreren i Pharmakologi, som nu ogsaa holder sine Forelæsninger i den nye Bygning. - Paa anden Sal finder man alle de mange til den sammenlignende Anatomi og Physiologien henhørende Skeletter og Spirituspræparater, som før vare sammendyngede i Kjælderen under Universitetsbygningen, opstillede i systematisk Orden i passende Skabe med tydelige Paaskrifter. Kun de store Skeletter, som her vilde optage for Megen Plads, ere hensatte i det nye zoologiske Museums Bygning (i Krystalgade), hvor de da ogsaa nok saa meget have hjemme. desuden er der i denne Etage endnu et Par tomme Rum, bestemte til Bolig for en eventuel Medhjælper, nærest ved den Physiologisk-chemiske Undervisning.

Hele Bygningen, hvis Indretning her kun er ganske flygtigt skizzeret, bærer Overalt Præg af at dens Opførelse og Udstyrelse er ledet med stor Sagkundskab og praktisk Sands i de Retninger, hvorpaa det ved saadan Leilighed kommer an. En Mængde tilsyneladende smaa, men i Virkeligheden betydningsfulde Ting, som man finder hist og her, vidne om det Overblik og den Grundighed, hvormed Sagen er gjennemtrængt fra først af, og hvorved det er lykkedes paa et forholdsviis lille Rum at faae samlet et meget stort og efter Omstændighederne let haandterligt Apparat. Men der er endnu en Ting, som Betragtningen af denne nye Bygning, hvortil der af den sparsommelige Rigsdag er bevilget et Beløb af 26,000 Rd., kan godtgjøre, nemlig at en enkelt Mands kraftige Villie, naar den ledes af en paa grundig Kundskab støttet, sikker Overbeviisning, i faa Aar kan udrette mere end famlende Tilløb og lunkne Bestræbelser i hele Aartier.

Det nye physiologiske Laboratorium er for største Delen allerede traadt i Virksomhed ved Begyndelsen af det nys sluttede Underviisningshalvaar; kun de chemiske Øvelser ere foreløbig udsatte, men ville sandsynligviis blive paabegyndte den 1ste februar 1868.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. januar 1868).

En farlig Seilads. (Efterskrift til Politivennen)

I Onsdags i forrige Uge, skriver "Thisted Avis", befandt sig en Fiskerbaad paa Havet udfor Vorupøer, omtrent 200 Favne fra Land, med kun ringe Udsigt til at komme gjennem Brændingen, da Søen, uagtet Veiret var stille, gik meget høit. Mandskabet i Baaden tog Seilene ind og lagde op paa Aarerne for at afvente det gunstigste Øieblik til at slippe iland. Det syntes ogsaa kort efter, som om Bølgebevægelsen aftog, og Baaden styrede da gjennem Brændingen med al mulig Kraft, men umiddelbart derefter fulgte et nyt "Lag", der indhentede den, og en Braadsø gik over den. Imidlertid kom Baaden paany tilsyne, og skjøndt Agterrummet var fyldt med Vand, kunde Mandskabet arbeide sig frem med de forreste Aarer, hvilket nu var deres eneste Udvei. Da de Tilstedeværende paa Stranden ikke vare mandsstærke nok til at bringe en af de store Baade i Vandet og ile dem tilhjælp dermed, afventede de med den største Spænding, hvad der vilde skee. Dog holdt Baaden sig endnu, men det var øjensynligt, at det vilde være forbi, saasnart der atter kom en større Sø. En saadan udeblev desværre ikke længe, hvorpaa Baaden kæntrede omtrent 10 Favne fra Land. Heldigviis havde de faa Mennesker, som paa Stranden vare Øienvidner dertil, Aandsnærværelse nok til at gribe noget Reb fra de andre Baade og ved Hjælp deraf lykkedes det dem, da Mandskabet holdt sig oppe ved Baaden og Aarerne, ved forenede Anstrengelser at bringe alle fem Fiskere paa det Tørre. Baaden flyttedes ikke længe efter op paa Kysten med Kjølen i Veiret og et Hul i Siden, medens Fangsten af Fisk og Redskaberne blev opsamlede langsmed Stranden. Efterat have faaet en "Hjertestyrkning" begav de reddede Fiskere sig hjem til Søndre-Vorupøer til deres Familier, der ikke anede den Livsfare, for hvilken deres Forsørger havde været udsatte.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 6. januar 1868)