Mortara-sagen var på det tidspunkt en større storpolitisk affære som udsprang af en egentlig meget lille begivenhed. Modsat en glemt begivenhed på samme tid i Danmark. Overskriften stammer fra en artikel i Katholsk Kirketidende (se nedenfor):
En Mortarahistorie i Danmark. I forrige Maaned indeholdt "Fredericia Avis" følgende Inserat:
Kan den katholske Præst hersteds døbe og bortsende mine to umyndige Børn uden min Villie og Vidende. Er dette ikke Menneskerov?
Den Sag, hvortil der her sigtedes, fandt yderligere Omtale i hamborgske Blade og derefter i "Dagbladet", som hertil knyttede en Opfordring til Vedkommende om at faae Sagen nærmere oplyst. Denne Opfordring har Redactionen af "Katholsk Kirketidende" efterkommet ved et udførligt Forsvarsindlæg, som findes optaget i "Dagbladet" for idag. Sagens Sammenhæng er derefter i Korthed følgende:
Enken Eliasens to Døttre, af hvilke den ene er mellem 17 og 18 Aar gammel og den yngste mellem 15 og 16 Aar, havde i længere Tid besøgt den katholske Kirke i Fredericia og læst i christelige Bøger, hvorved de fik Overbeviisning om den christne Religions Fortrin for den jødiske. Som Følge deraf henvendte de sig til den katholske Præst i Fredericia, Pastor v. Euch, tidligere Capellan ved den katholske Kirke i Kjøbenhavn. Denne havde dem sin Veiledning uden at "forraade" Noget desangaaende for "deres fanatiske Moder", for hvem ogsaa de selv holdt hemmeligt, at de besøgte den katholske Gudstjeneste og hos den katholske Geistlige søgte Oplysning om den christelige Religions Lærdomme, da de kjendte hendes mod Christendommen fjendtlige Sindelag. Sigtelsen mod Pastor v. Euch for "Menneskerov" og for at have "bortsendt" de to unge Piger erklæres for usandfærdig. Det hedder, at de unge Piger "havde Takt nok til at holde Hr. v. Euch i fuldkommen Uvidenhed om deres Forehavende", "han vidste Intet derom", og Historien fremstilles saaledes: "Pigerne vare nødte til at flygte, fordi Moderen formelig havde forskudt dem og udtrykkelig erklæret dem, at hun ikke længer vilde erkjende dem for sine Døttre. Efter nogle Dages Ophold hos de barmhjertige søstre i Fredericia, der antog sig de i Hjemmet Mishandlede og Forflytte, fandt de endelig Leilighed til at unddrage sig deres fanatiske Moders Forfølgelser."
Dette er de factiske Momenter, som kunne pilles ud af det lange Indlæg, der iøvrigt optages af ni Begrundelse af Pastor v. Euchs Ret til at handle, som han har handlet, krydret med Udfald mod Jøderne og særlig mod de "jødiske Redacteurer", der have taget sig af Sagen, samt med Tilføielse af et Forsvar for Pavens Fremgangsmaade mod den italienske Mortara. Det Sidste skulle vi ikke indlade os paa, men holde os til de Argumenter, som vedkomme den foreliggende Sag. Det rigtigste af disse er følgende: Da den danske Folkekirke affordrer Ungdommen Confirmationsløftet i en Alder af 14 Aar, og det jødiske Religionssamfund ogsaa har indført Confirmationen i den nævnte Alder, erkjendes derved en Person i denne Alder for myndig i religieus Henseende. Dette Raisonnement holder ligesaa lidt Stik i abstract Henseende som i det foreliggende Tilfælde. Det er nemlig ikke et Valg mellem forskjellige Religioner, der tilbydes Confirmanden, men kun en Afslutning af hans religieuse Opdragelse, en Optagelse i og Indvielse til bevidst Medlem af det religieuse Samfund, hvortil han er opdragen i Hjemmet, og naar der paa Grundlag af denne religieuse Opdragelse afkræves ham et Løfte, saa følger ingenlunde deraf, at han i den Alder kan forudsættes at besidde Modenhed til at have et selvstændigt Skjøn over dette Spørgsmaal, ligesaa lidt som over noget andet Forhold i det Liv, hvori han først nu skal indtræde. For et saadant Valg maa i denne Henseende, ligesom i alle andre, den personlige Myndighedsalder stilles som Betingelsen, og den, som forleder en Person imellem 14 og 18 Aar til at unddrade sig Forældrenes Myndighed i denne Henseende, eller hjælpe ham dertil, forsynder sig i ligesaa høi Grad mod de guddommelige og de borgerlige Love, som den der forleder et Barn under 14 Aar hertil. I det foreliggende Tilfælde kommer endnu den Omstændighed til, at de unge Piger vare Jødinder, og at de bleve vundne for Daaben. Dette Moment undlader Red. af "Kath. Kirketidende" ikke at benytte, men vi troe ikke, at Nogen lader sig bestikke deraf. Jøderne have her i Landet den samme Beskyttelse for deres Religion som Folkekirkens Tilhængere og andre Christne for deres, og for den herværende katholske Propaganda er det en underordnet Omstændighed, om Vedkommende iforveien er Christen eller ei: dens Maal er ene og alene at gjøre Proselyter for den katholske Kirke. Og som en Prøve paa, hvorledes Red. af "Kath. Kirketidende" opfatter Tilladeligheden af de Midler, der kunne tjene til dette Maal, skulle vi kun anføre følgende Bemærkninger, der knyttes til Forsikkringen om, at Pastor v. Euch var fuldkommen uvidende om de unge Pigers Forehavende at forlade deres Moders Huus: "Havde det været ham bekjendt. vilde det dog have været saa langt fra hans Pligt at gjøre Noget for at forhindre det, at dette derimod maatte erkjendes for at være ham aldeles uvedkommende Det vilde i saa Fald under disse Omstændigheder netop have været hans Pligt at tie derom." Red. af "K. K." gaaer et Sted endog saa vidt, at den stiller"Evangeliets udtrykkelige Bud" høiere end den katholske Kirkes Grundsætninger og bestemte Forskrifter, en Vending, der kun kan være beregnet paa at gjøre Virkning hos protestantiske Læsere, da den fra et katholsk Standpunkt er ligefrem kjættersk.
Vi have hidtil holdt os til den Fremstilling, som Redactionen af "Katholsk Kirketidende" giver i "Dagbladet"; men denne Fremstilling er aabenbart hverken nøiagtig eller fuldstændig. Dette fremgaaer for det Første af det paagjældende Indlæg selv. Der savnes enhver Oplysning cm, hvorledes de to unge Piger ere blevne forledte til at besøge den katholske Kirke, og hvem der har givet dem christelige (d. e. katholske) Bøger at læse. Det er ligegyldigt, om dette er Hr. v. Euch selv eller et andet Medlem af den Propaganda, han leder i Fredericia; Hovedsagen er, at der forud for de to unge Pigers Henvendelse til den katholske Præst maa være gaaet en Paavirkning fra Propagandaens Side, og denne er fortsat "i længere Tid", inden den bragte de unge Piger til selv at foretage noget Skridt. Fremdeles kommer Forsikkringen om Pastor v. Euchs Uvidenhed om Pigernes Forehavende at forlade deres Moders Huus til at staae i et ejendommeligt Lys, naar man lidt iforveien har seet saadanue Skriftsprog anføre, som: "Jeg er kommen for at tvistiggjøre et Menneske imod sin Fader, og Datteren mod sin Moder", og: "Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd." Har Pastor v. Euch taget saadanne Skriftsprog til Text for sine Formaninger, kan han ikke frikjendes for Deelagtighed i Flugtplanen, selv om der fra begge Sider skulde være iagttaget den Forsigtighed, ikke umiddelbart at berøre den.
Om begge disse Punkter faaer man tildeels Oplysning i et Inserat fra Pastor v. Euch selv i det hamborgske Blad "Reform" for 20de ds. Ogsaa i dette Inserat spottes der over, at man kalder det en ny Mortarahistorie; ogsaa her omtales Jøder og jødiske Redacteurer paa en haanlig Maade med særlig Hentydning til, at det Blad i Fredericia, hvori hiint Nødraab fra Mad. Eliasen var fremkommet, redigeres af en Jøde, som dog "ikke vovede at aabne sine Redactionsspalter for den i Annoncen fremførte Beskyldning, hvorfor jeg (v. Euch) heller ikke har værdiget den noget Svar "Et endnu modbydeligere Indtryk gjør den Haan og de Skjældsord, hvormed den stakkels Enke heelt igjennem overvældes fra den katholske Præsts Side. For imidlertid at komme tilbage til det Factiske, saa oplyser Hr. v. Euch, at de to unge Piger "have tilbragt deres hele Ungdomstid i christne Familier og ogsaa senere konditioneret i gode christne Familier; dette Ophold og de dermed forbundne Indvirkninger have allerede i den tidlige Ungdom bragt dem nærmere til Christendommen". "I forrige Aar - vedbliver han -- besøgte de regelmæssig Fastegudstjenesten i den herværende Kirke; da kom deres Beslutning til Modenhed, at blive Christne, de kom til mig og meddeelte mig dette deres inderligste Ønske. Jeg saae de to Piger første Gang, naar jeg seer bort fra et flygtigt tidligere Sammenstød, som var foranlediget ved et Forretningsspørgsmaal .... Jeg paatog mig altsaa paa deres Ønske den videre Underviisning og underviste dem næsten et halvt Aar i Religionens Sandheder. Pigerne sagde mig allerede dengang strax forud, at Moderen som en bitter Fjende af den christelige Religion vilde lægge dem store Hindringer i Veien, men de følte Mod og Kraft til at overvinde disse; jeg var paa min Side ingenlunde forhindret i at føie Jødepigernes Ønske om Daab og Underviisning, da de allerede vare confirmerede paa jødisk Viis, allerede havde konditioneret selvstændig, samt vare fuldstændig aandelig udviklede, og der fra de borgerlige Loves Side ikke forelaa et eneste Forbud imod at dybe dem. Efter nogen Tid begyndte Veien for de stakkels Piger at blive tornefuld og lidelsesfuld. Den opbragte Moder forbød dem at besøge den katholske Kirke og den katholske Præst. Af Foranstaaende vil det være klart, hvor løgnagtig den Insinuation er, at den katholske Præst, understøttet af en katholsk Nonne, har benyttet Enken Eliasens Fraværelse til at omvende hendes Døttre til den katholske Religion. Selv om ikke "Moderens Fraværelse" er benyttet, saa er dog efter Ovenstaaende Døttrenes Fraværelse fra Moderen og Ophold i katholske Familier fra deres ganske unge Alder af blevet benyttet af Propagandaen til at gjøre dem til Proselyter. - Om Flugten fra Moderens Huus oplyser Pastor v. Euch Følgende: "Der fandt de skrækkeligste og meest oprørende Scener Sted i Enkens Huus. Paa den ene Side forbandede den forbittrede Jødinde Christendommens Helligste, truede sine Døttre og tugtede dem paa den fyldigste og meest oprørende Maade. Paa den anden Side stod de to unge Pigers faste Mod og Villie: hellere at lide Døden end handle mod deres Samvittighed og Overbeviisning og fornægte Frelseren. Pigerne erklærede paa det Bestemteste at ville lade sig døbe, naar Tidspunktet dertil var kommet. Da Moderen to Gange gjorde Indvendinger imod Døttrenes Fremgangsmaade og protesterede mod den projecterede Daab, undlod jeg ikke at gjøre hende begribeligt, at hun ikke maatte terrorisere sine Døttres Samvittighed Saaledes blev de da døbte, vel imod Moderens Villie men ikke uden hendes Vidende, forsaavidt den bestemteste Erklæring var bleven hende tildeel, at Døttrene vare bestemte paa, at blive Medlemmer af Kirken ved den hellige Daab. Døttrene meddeelte selv Moderen Underretning om, at de nu virkelig havde modtaget Daaben. Følgen heraf var, at de strax maatte forlade hendes Huus. Moderens Forbandelse ledsagede dem ... . Nogle protestantiske Familer aabnede foreløbig de Fordrevne deres Huus som Tilflugtssted. Imidlertid gjorde anseete, agtbare Mænd i Byen Forsøg paa at bringe Moderen til igjen at tage imod Døttrene, men forgjæves. De blere modtagne med Forbandelser. Paa den Tid var ogsaa jeg for første Gang i Madam Eliasens Huus for ligeledes at mægle; men ogsaa dette mislykkedes. Hvad var der nu Andet at gjøre for Børnene end at forlade et Sted, der mindede dem om saameget Sørgeligt og fremfor Alt om deres Moders Tyranni. De forlode altsaa Fredericia af egen fri Villie og reiste, uden at jeg havde sendt dem bort - dette erklærer jeg paa det Bestemteste - til Kjøbenhavn for at søge et Tilflugtssted hos de derværende Troesbrødre."
Vi finde her den samme Argumentation, de samme Forsikkringer paa den ene Side om Pastor v. Euchs Ret til at handle, som han gjorde, paa den anden Side om hans Uvidenhed angaaende de unge Pigers Forehavende; fuldstændig at unddrage sig deres Moders Myndighed; men ved Siden heraf styrkes hos enhver Læser af Hr. v. Euchs Inserat Overbeviisningen om, at de to unge Piger have været Gjenstande for en gjennem flere Aar forfulgt og med stor Snildhed gjennemført Plan, i hvilken Pastor v. Euch har grebet ind i det afgjørende Øieblik med afgjørende Virkning.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. januar 1868)
Da de Eliasenske Pigebørns Daab nu igjennem Bladenes tildeels stærkt farvede Drøftelse er bleven en Gjenstand for det offentligt Omdømme, saa er det naturligt, at jeg som umiddelbar Medvider om Sagens Realitet fremkommer med saadanne Oplysninger, som kunne bidrage til at hidføre en rigtig Dom over denne Sag. De vil derfor, Hr. Redacteur, have den Godhed at optage Følgende:
1) De trende paagjældende Jødepiger have tilbragt saa godt som hele deres Barndomstid i protestantiske Familier.
2) De øvrige yngre Sødskende af ovennævnte Piger have samtlige afgjort christelige Tendentser; de kunne hverken ved Slag eller Trusler afholdes fra at besøge baade den lutherske og den katholste Kirke, og eet af disse yngre Børn havde for nogen Tid siden en saadan Længsel efter Daaben, at en af de herværende lutherske Præster fandt sig foranlediget til at ansøge om Moderens Tilladelse til at døbe Barnet, hvilken Tilladelse rigtignok blev nægtet, saa at derfor Daaben ikke kunde finde Sted, da Drengen endnu ikke var confirmeret.
3) De trende omtvistede Piger have staaet aldeles udenfor mit personlige Bekjendtskab, indtil det Øieblik, de selv søgte hen til mig.
4) Da de første Gang kom til mig, tilkjendegave de mig med det Samme deres Ønske om ved Daaben at blive optagne i den katholske Kirke. Omvendelsen var altsaa en fuldbyrdet Kjendsgjerning, førend jeg nogensinde var kommen i nogensomhelst personlig religieus Berøring med dem. Den Troende kalder en saadan Fremtoning paa Aandens Omraade et Naadens Vidunder.
5) Jeg har selv to Gange, forinden Daaben fandt Sted, meddeelt Moderen, at jeg ikke ved hendes Protest kunde lade mig afholde fra at meddele de aandeligt myndige Piger det Sacramente, som disse ansaae for en Salighedsbetingelse, og som de allerede havde erkjendt som en Salighedsbetingelse, førend de nøde min udfyldende Underviisning. Pigerne have netop paa Grund af den samme Bekjendelse til Moderen været udsatte for idelige Mishandlinger, som det kan bevidnes af Nabolauget
6) Pigerne ere ikke flygtede fra Moderens Huus, men Moderen har jaget dem ud og paa det Bestemteste nægtet at modtage dem igjen. Heller ikke har Moderen truffet de allermindste Foranstaltninger for at forskaffe de stakkels forstødte Piger Huusly og Underhold; og det var derfor simpelthen en christelig Barmhjertighedsgierning, som blev ydet uden min Mellemkomst, naar de herværende Josephssøstre lode dem deeltage i deres tarvelige Maaltid om Dagen medens flere protestantiske, og det udelukkende protestantiske Familier, af christelig Medfølelse tilbød dem Huusly om Natten.
7) De herværende Josephssøstre have ikke havt det Allermindste at gjøre med Pigernes Bortreise her fra Byen.
8) Jeg erklærer hermed Moderens Beskyldning imod mig, at jeg skal have bortsendt hendes Døttre, for en ligefrem Usandhed; og jeg gientager endnu engang her, at jeg fralægger mig alt Ansvar for Pigernes Bortrejse, hvilken dog paa ingen Maade kan kaldes en Flugt fra Moderens Huus; thi "at jages ud" og "at bortflygte" ere ingenlunde identiske Begreber, og jeg tilføjer, at naar Pigerne reiste, saa gjorde de det af egen fri Villie, paa egen Risico og uden at spørge mig eller anbetroe mig Noget. Man tager høitigen feil, naar man forestiller sig disse tvende Piger som umyndige, uvidende Børn; de have tvertimod tidlig lært at staae paa deres egne Fødder; de vare derfor i dette Tilfælde forstandige nok til at vide, at der gives christelig Kjærlighed hvor der findes Christne; og for at gjøre en Ende paa den utaalelige, piinlige Tilstand, i hvilken de vare stedte ved deres Moders ubøielige Haardhed, toge de derfor ikke i Betænkning at henvende sig til deres nuværende Troesfæller i Kjøbenhavn. Deres ufortøvede Anmeldelse paa Politikammeret ved deres Ankomst til Kjøbenhavn viste tydeligt, at de slet ikke frygtede Offentligheden.
Disse Oplysninger fremstilles til velvillig Overveielse for den upartiske Læser, og da lad Enhver tænke Sit.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. februar 1868)
Se også den fulde artiket i Katholsk Kirketidende 1867-1868, s. 41-44.
Katholikerne i Fredericia. [Første del af artiklen er en gengivelse af Johannes v. Euchs artikel 1. februar 1868, se ovenfor]
Naar vi ikke strax optog ovenstaaende Erklæring, saa var det, fordi det Blad, hvori den var indrykket, havde bebudet at ville komme tilbage til den deri omhandlede Sag, og vi da ansaae det for renest at vente, til Pastor v. Euch Skrivelse havde faaet den mulig fornødne Kommentar. Dette er dog endnu ikke skeet, derimod have vi fra de to unge Pigers Moder modtaget en længere Udtalelse om Sagen, som vi her meddele: ,
Hr. Redakteur! Jeg tillader mig herved at anmode Dem om at optage Nedenstaaende, for at Deres ærede Læsere kunne see, hvor meget Redaktionen af "Katholsk Kirketidende" i sin Fremstilling af den mig overgaaede Uret misbruger Sandheden.
I 8 Aar har jeg været Enke. Da min Mand døde, efterlod han mig neppe een Daler, men til Gjengiæld syv Børn, af hvilke det ældste var 9 Aar gammelt. Skjøndt jeg var bundfattig og i en højst sørgelig Stilling, gav jeg dog Afkald paa enhver Understøttelse; jeg havde anbragt mine syv Børn i et Huus i Fredericia, drev Bissekramhandel paa Landet med nogle Varer, som jeg havde faaet paa Kredit, og ernærede paa denne Maade mig og mine Børn paa den redeligste Maade, som det er alle herværende Indvaanere bekjendt. Hvad jeg led og udholdt i den Tid, lader sig neppe beskrive; Kulde og Hede, Snee og Storm truede ofte med at ødelægge mig, men Kjærligheden til mine Børn holdt mig oppe, Bevidstheden om, at jeg maatte være dem baade Fader og Moder, gav mig en usædvanlig Styrke til at overvinde det Haardeste og Værste og lade mine Barn opdrage som ærlige Barn.
For 1½ Aar siden etablerede jeg her en lille Handel og tog alle mine Barn, som hidtil havde været i fremmede Huse, hjem i Huset til mig. Mine to ældste Pigebarn besørgede Huusgjerningen og passede den lille Handel, fordi jeg endnu bestandig, da Udbyttet af Handelen var for ubetydeligt, var nødt til at fortjene Noget ved at gaae rundt med Varer paa Landet. Hvad der under min Fraværelse foregik i mit Huus, med hvem mine Pigebarn holdt Omgang, kunde jeg ikke vide, da jeg i det Høieste kun opholdt mig hjemme 3-4 Dage i hver Maaned. For omtrent 3 Maaneder siden blev jeg gjort opmærksom paa, at mine Pigebørn besøgte den katholske Kirke, og da jeg ogsaa fandt nogle katholske Bøger, som de fik fra Klosteret, saa kunde de ikke mere nægte, at de allerede i et halvt Aar havde modtaget Underviisning i det herværende Kloster, at de regelmæssig besøgte den katholske Gudstjeneste, og at de snart skulde døbes. Jeg forsøgte alt Muligt for at bringe mine Pigebørn bort fra denne Tanke, men forgjæves. Den katholske Præst og Nonnerne, der vare lærdere og klogere end jeg, forstod at drage mine Børns Hjerter fra mig, at forlede dem til Ulydighed imod mig; thi paa alle Bønner, Forestillinger og Trusler fik jeg kun det ene Svar: "Christus, Salighed og desl. staae høiere end Moder og Sødskende." Jeg gik til Pastor v. Euch og forestillede ham den himmelraabende Uret, han stod i Begreb med at begaae, og erklærede ham, at han derved vilde styrte et heelt Huus, - en Familie i Ulykke men alt dette hjalp ikke. Pastor v. Euchs ulykkelige Udsæd havde snart baanet sine Frugter. Mine Pigebørn gik flere Gange om Dagen til Klosteret; kom jeg hjem, fandt jeg ofte Huus og Butik forladte, Huus og Forretning forsamles - og dette gav den første Anledning til Strid og Uenighed imellem mig og mine Pigebørn. Hvorledes kunde jeg ogsaa forblive rolig, naar jeg, da jeg en Aften kom fra Landet, traf flere Fremmede i min Butik og paa Spørgsmaal efter mine to Pigebarn af mit 9 til 10 Aar gamle Barn fik det Svar, at de vare i Klosteret? Saadanne Erfaringer havde jeg ofte gjort i den sidste Tid, da jeg ikke længere vovede at blive mere end 3-4 Dage borte fra Huset, og Spaltningen mellem mig og mine Barn var derved stedse bleven større.
Naar Hr. Pastor v. Euch kalder mig en hjerteløs Moder, naar han bebrejder mig, at jeg har behandlet mine Barn slet. - hvilket han iøvrigt har overdrevet i høieste Grad - saa skulde han betænke, at han netop har udsaaet Tvedragens Sæd imellem mig og mine Pigebørn; mine Forhold vare ham bekjendte, han skulde derfor slet ikke have taalt, at mine Pigebørn i min Fraværelse forlod mit Huus flere Gange om Dagen og derved gav de saa, med Møie erhvervede Ejendele til Priis. Det vilde en Mand af Ære ikke have gjort; men Hr. Pastor v. Euch brød sig ikke om, hvorvidt en i Forvejen fattig Enke blev bestjaalen og derved blev endnu fattigere.
Da jeg henimod Aften kom hjem fra min sidste Reise, fortalte mine Pigebarn mig, at de vare døbte. Skjøndt jeg tidligere havde erklæret dem, at jeg ikke kunde beholde dem som Katholiker i mit Huus, modtog jeg dog denne Efterretning i Taushed; de blev hos mig Natten over, og næste Dag erklærede jeg dem rolig, at de kunde gaae deres Vei. Deres Klæder og Linned tog de med, ja jeg betalte endog kontant en Kommode, som tilhørte det ældste Pigebarn, men som hun ikke kunde tage med. Hr. Pastor v. Euch, denne Guds Mand, har ikke undseet sig ved, for at retfærdiggjøre sin for hemmelige Handlemaade, at tilsmudse sig med Løgn, idet han fortæller, at jeg paa den grusomste Maade havde jaget mine Børn ud af Huset. Den Maade, hvorpaa jeg har opført mig ved mine Børns Bortgang - og det er den nøgne, rene Sandhed - beviser tilstrækkelig, at katholske Præster end ikke skye løgnagtige Udflugter. I Løbet af nogle Dage efter, at Daaben havde fundet Sted, kom Pastor v. Euch, Nonnerne, Forstanderen for den katholske Menighed og endnu flere Katholiker til mig og erklærede, at Pigerne opholdt sig hos Nonnerne, men at de ikke kunde blive der længere, fordi deres Bolig var for lille, og de ingen Senge havde; de spurgte, om jeg vilde samtykke i, at han, Pastor v. Euch, sendte dem bort. Paa flere saadanne Spørgsmaal af Pastoren saavelsom af Nonnerne og flere Afsendinge erklærede jeg paa det Bestemteste, at han ikke maatte sende mine Børn bort, førend jeg havde raadført mig med Nogen. Han var tilfreds dermed. Da han nu igjen lod forespørge hos mig, erklærede jeg ham, at jeg havde skrevet til min Fader i Holland for at bede ham om at tage Pigebarnene i Huset og søge at bevare dem for Jødedommen. - Dette Svar, paa hvilket han ikke i fjerneste Maade havde gjort Regning, forskrækkede ham saaledes, at han fra den Tid af ikke mere lod Pigebørnene gaae ud alene, og tilsidst saae man dem slet ikke mere. Pastor v. Euch vidste nok, at jeg havde lovlig Ret til at sende mine Børn til Holland, og uagtet den hellige Aand skal være kommen over dem, var han dog bange for, at de i min fromme Faders Huus skulde blive fromme Jødinder. Da jeg ikke hørte Mere fra mine Pigebørn, gik jeg hen i Klosteret til Nonnerne og spurgte efter dem, og der fik jeg følgende for mig uforglemmelige, al Lov og Ret haanende Svar: "De kan faae Deres Pigebørn tilbage, naar De skriftlig vil forpligte Dem til regelmæssig at lade dem besøge Kirken og ikke vil lægge dem Hindringer i Veien for hjemme at føre et christeligt Liv "
Jeg spørger nu: Har Klosteret ikke forført mine Børn for mig; har det ikke, misbrugende sin Indflydelse, overtalt mine Børn til at forlade deres Moders Huus, og har det ikke, netop ved det sidste Svar, beviist, at det trodsede mine moderlige Rettigheder, vilde foreskrive mig Love i mit eget Huus? Pastor v. Euch taler ikke Sandhed, naar han paastaaer, at Pigebørnene vare reiste bort af egen Drift; hans Yttringer om, at han ikke kunde beholde Pigebørnene hos Nonnerne, vidne imod ham og bevise, at han har raadet dem til at reise til Kjøbenhavn og søge Tilflugt i Klosteret. At Nonnerne have vovet at give mig, Moderen, et saadant Svar, beviser, hvilken Indflydelse de have paa Pigebørnene, og at Alt, hvad disse Piger have gjort, slet ikke var frivilligt, alt de ere omspændte af en Machination, som ganske har forvirret deres Tankesæt.
Endelig maa jeg endnu overeensstemmende med Sandheden bemærke, at den yngre af mine Pigebørn for to Aar siden har tjent i et herværende katholsk Huus. Derfra stammede Bekjendtskabet med Klosteret, og hun har ogsaa forført sin ældre Søster.
F. Eliasens Enke.
Ved at sammenholde de to Erklæringer vil man see, at de ikke væsenlig afvige fra hinanden, om end baade den ene og den anden fremsætter haarde Beskyldninger imod Modparten; og om man end kan sympathisere med den stakkels Moder, som med let forklarlig Kummer seer sine Børn forlade den Tro, til hvilken hun klynger sig med al sin Styrke, er der dog nu neppe Noget at gjøre for at raade Bod paa, hvad hun anseer for en stor Uret. Hun har selv bortsendt sine Døttre af sit Huus, og man kan ikke tvinge dem til at vende tilbage dertil for at sendes til Holland og mulig der ved Tvang bringes til atter at antage Jødedommen, hvilken de, som det synes, af eget frit Valg. om end ganske vist efter en ydre Paavirkning, have frasagt sig.
(Dagbladet (København) 15. februar 1868)
Johannes v. Euch (1834-1920) kom til Danmark i 1860. Han var fra Meppen i det daværende kongerige Hannover. Der var katolske kirker i Fredericia og København på det tidspunkt. Han var sognepræst i Fredericia i 20 år fra 1864 til 1884. Han blev herefter apostolsk præfekt og fra 1892 apostolsk vikar og samme år (1892) bispeviet for den romersk-katolske kirke i Danmark - den første siden Reformationen. Han var den første danske biskop med forbindelse til Rom, idet denne tidligere skulle foregå via en nordtysk biskop. I 1867 kom der to lærerinder af St. Josephsøstrene til Fredericia for at undervise i den nye drengeskole. Han var sjælesørger for prinsesserne Margrethe og Mathilde. Polsk indvandring var medvirkende til, at antallet af danske katolikker i hans embedsperiode steg fra ca. 3000 til ca. 25 000 og antallet af sogne fra 8 til 28.
Han er begravet på Katolsk Vestre Kirkegård. Da von Euch kom til Danmark, var der omkring 700 katolikker i København og 70 i Fredericia. I 1910 var tallene 7.000 med 30 kirker.
