Dødsfald foranlediget ved Kvaksalveri. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsfald foranlediget ved Kvaksalveri. I Anledning af, at Kvaksalverlovens Behandling for Øieblikket staaer paa Dagsordenen i Rigsdagen, meddeler prakt. Læge Vald. Poulsen, "til gunstig Efterretning for d'Hrr. Lovgivere", følgende i flere Henseender ganske karakteristiske Historie fra Kvaksalveriets Omraade: "En gammel, riig Pige (Formue hører der til) leed af organisk Hjertesygdom, et Tilfælde, som ikke alene Lægerne, men ogsaa det store Publikum kjender lidt til. Publikum veed, at det er en inkurabel Sygdom, men tillige en Sygdom, som med lidt Paapasselighed med Hensyn til Levemaade, Diæt og Anvendelsen af et enkelt Medikament, i Almindelighed let lader sig holde i Tømme. De Fleste vide, at Alt, hvad der hidser, er særdeles skadeligt i denne Sygdom, hvad enten deler sjælelig eller legemlig Bevægelse eller Spiritus eller Kaffe eller hvilketsomhelst andet Lignende. Den omtalte Patient behandledes i Sommer af mig for et saadant Tilfælde og restitueredes meget hurtigt ved Anvendelsen af de nævnte Forholdsregler. Forleden kaldtes jeg atter til hende og forefandt hende i en haabløs Tilstand; hun fortalte mig da, at man havde overtalt hende til at søge "den kloge Kone fra Valby", og at bemeldte kloge Kone havde lovet fuldstændig at helbrede hende i Løbet af 2-3 Uger; det Hovedmiddel, som anvendtes, var Indtagelsen af 8 Kopper stærkt sort Kaffe daglig, - man tænke sig! Patienten døde under Kuren og vistnok af Kuren. Enhver, der lider af en organisk Hjertesygdom og under en samvittighedsfuld Læges Veiledning har lært sin Sygdom og dens Behandling at kjende og prøvet Virkningen af Kaffe paa den, - enhver Saadan og enhver Læge vil komme til det samme Resultat som jeg, at her foreligger et Dødsfald, foranlediget ved Kvaksalveri.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 14. februar 1868)

Kvaksalveri. Nu der en i Torsdags ved Kiøbenhavns Amts søndre Birks Extraret paakjendt Justitssag tiltaltes Enke Sidse Hansen af Valby og hendes Datter Ane Margrethe Sienknecht for det i Straffelovens § 255 omtalte Forhold (Bedrageri i Spil, Signen, Maalen, Manen, Spaaen eller Fravendelse af Penge eller Gods ved Hjælp af andre overtroiske Kunster) samt for Kvaksalver!. Anledningen til nærværende Sags Anlæg var, at "Dagbladet" for 10de Februar under Overskriften "Kvaksalveri" indeholdt en Artikel af praktiserende Læge Valdemar Poulsen, Taastrup Station, hvorefter "den kloge Kone fra Valby" havde lovet at kurere en gammel rig Pige for or organisk Hjertesygdom, at det Hovedmiddel, der anvendtes, var Indtagelsen af 8 Kopper stærk sort Kaffe daglig, og at Patienten døde under Kuren og vistnok af Kuren. I den Lovovertrædelse, som Straffelovens § 255 omhandler, skjønnedes de Tiltalte, efter hvad de derom have forklaret, dog ikke at have gjort sig skyldige. Vel have de vedgaaet, at de have søgt at helbrede Folk for Gigt ved at tage noget tørt Gulvsand, som de strøe paa det Sted, hvor den Paagjældende føler Gigtsmerter, dog udenpaa Klæderne, idet de fremsige følgende Formular saa sagte, at den Syge ikke kan høre den: "Jeg skal binde med mine 10 Fingre, saa du hverken skal komme til at hoppe eller springe, men ligge ganske stille, som Jesus laa i Vuggens Svøb, da han blev født". Ligeledes have de forklaret, at det Middel, som de bruge mod Tandpine, er, at de lade den Lidende sætte sin Fod saa aaben, derpaa af den Jord, som ligger under Patientens Fod i dens hele Længde og Bredde, tage saameget som de kunne holde i Haanden, og derefter lægge denne bagvendt paa den Paagjældendes Hoved under Fremsigelsen af følgende Formular, som de lade denne eftersige: "Her staaer jeg paa Jorden den grønne og seer op til Himlen den skjønne; o lad mig aldrig Tandpine faae, førend paa dette Sted jeg kommer at staae!" Men om de end saaledes kunne siges at have brugt overtroiske Kunster, saa er det dog ikke mod deres Benægtelse oplyst, at de have gjort dette i nogen bedragerisk Hensigt, idet de tvertimod selv have havt en fast Tro paa Midlets Virksomhed, som Moderen har lært af sin for 27-28 Aar siden afdøde Moder, og ikke have søgt at fravende Nogen Penge eller Gods, og Betingelserne for Paragrafens Anvendelse saaledes mangler. Derimod er det godtgjort, at de have gjort sig skyldige i Bedrageri, idet Begge i adskillige Aar have befattet sig med at tage Patienter under Kur, der led af forskjellige Sygdomme, saasom foruden de nævnte, Lungebetændelse, alle Slags Hudsygdomme, Modersyge, Blegsot, Nervesvaghed, Beenedder, Knæskade og Kræft, og mod disse Sygdomme anvendt visse af dem opgivne deels indvortes, deels udvortes Lægemidler, for hvilken Hjælp de have modtaget Betaling deels i Penge, deels i Fødevarer. De Tiltalte fremlagde en stor Deel Attester fra Personer, som de saaledes have havt under Behandling, og hvori de roses for deres Ømhed og Dygtighed", ja en Gaardmand, hvis Kone er under deres Behandling for Kræft, har endog under Forhørerne udtalt det Haab, at dersom Moder og Datter skulde blive dragne til kriminelt Ansvar for Kvaksalveri, det dog maatte blive dem tilladt at fortsætte Kuren hos hans Kone, da han var overbeviist om, at hendes Helbredelse afhænger af deres Behandling, ligesom der heller ikke er fremkommet Noget til Bestyrkelse for, at de have skadet deres Patienter. Navnlig maa den mod Sidse Hansen i "Dagbladet" af Læge Poulsen fremsatte Sigtelse for at have tilraadet en kort efter af en Hjertesygdom afdød gammel Kone at drikke 8 Kopper stærk Kaffe daglig, efter hvad der er oplyst, antages at grunde sig paa en Misforstaaelse, hvorhos det i ethvert Tilfælde maa ansees for godtgjort, at den Afdøde ikke har brugt et saadant Middel, idet hun efter hendes Omgivelsers Udsagn ingensinde har drukket mere end en lille, høist to smaa Kopper kaffe daglig. Men da dog de Tiltaltes ovennævnte Forhold indeholdt en Overtrædelse af Forskriften i Forordn 1?de September 1794 og Lov af 3die Marts 1854, bleve de hver idømte en Bøde af 20 Rd. til Amtets Fattigkasse samt tilpligtede in solidum at udrede Aktionens Omkostninger.

(Folkets Avis (København) 25. april 1868)

Overretten stadfæstede i september 1868 dommen. Nedenstående ligner på flere punkter denne sag, på andre punkter adskiller den sig også:

I B. T. 18.-23. september 1916 er en artikelserie som handler om en næsten 70-årig jomfru Hanne Hermansen som i midten af 1860'erne i Poul Fechtels Stiftelse i Møntergade som led af en "organisk hjertesygdom". Hun døde uden at efterlade sig noget, selvom de fleste troede hun var velhavende. Hendes brors stedsøn, kunstmaler Jens Winterthor Jensen mente hun var offer for et mordkomplot, styret af den kloge kone i Valby og dennes datter. Han henvendte sig til den læge (Johannes Wadholm) der havde udstedt dødsattesten, idet det var ham bekendt at Stine Jensen havde ordineret Johanne at drikke 8 kopper stærk kaffe hver dag. Wadholm henvendte sig derfor til politiet.

Jens Wintherthor og to af families yngre kvinder henvendte sig også under dække til Stine Hansen og hendes 35-årige datter for at lade sig undersøge for nogle fingerede lidelser. De fandt ud af at hun brugte "overtroiske" midler (bl.a.) "læste" over patienter, hvorfor hun kunne anklages for kvaksalveri, men ikke for at have narret penge af folk for at kurere dem for lungebetændelse, hudsygdomme, modersyge, hjertesygdomme, kræft og meget mere. Hun indrømmede at have ordineret stærk kaffe, men ikke mere end 4 kopper, og at hun havde lånt 20 rd. af Hanne. En ransagning i hendes hjem viste at hun havde over 600 rigsdaler gemt i sit hjem i en skindmappe som tilhørte jomfru Hermansen. Jens Winterthor måtte ved nærmere forhør bekende at den afdøde havde haft en 50-årig veninde, Henriette Johansen, Sværtegade som havde tilskyndet hende til at opsøge den kloge kone og følge hendes råd om den stærke kaffe. Senere erkendte han dog at det var ham som havde anbragt de 600 rigsdaler hos Stine. Hun slap derfor med 20 rigsdaler i bøde. Jens Winterthor hængte sig selv i arresten.

Antonette Jensine Brockmann. (Efterskrift til Politivennen)

Egen Tilstaaelse, forkastet ved Overdomstolene. Under en af Højesteret igaar paakjendt Sag tiltaltes Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann, Skomager J. L. Heibergs fraskilte Hustru, for at have bevirket sit Barns Død. Anledningen til denne Sag var følgende: Medens Arrestantinden hensad i Straffeanstalten paa Christianshavn for at udstaae en hende ved Criminal og Politirettens Dom af 14de Octbr. 1862 for 3die Gang begaaet Tyveri og Overtrædelse af et Politi-Tilhold ikjendt Straf af 4 Aars Forbedringshuusarbeide, angav hun i 1865 for Præsten og Inspectricen ved Anstalten, at hun - der under sit Ægteskab med sin ovennævnte fraskilte Mand havde født 2 Børn, af hvilke det yngste, der var født den 4de Novbr. 1854, døde den I3de April 1855 havde foraarsaget det sidstnævnte Barns Død ved Sult, og efter en derpaa afgiven Rapport til Directeuren for bemeldte Straffeanstalt fra en af sammes Betjente, der i den Anledning af Directeuren var beordret til at modtage Arrestantindens Forklaring, havde hun for denne udsagt, at da hun og hendes Mand ikke levede lykkelig med hinanden, og der var Tale om en Skilsmisse, og hun kunde forudsee, at det vilde blive hende paalagt at sørge for det ene Barn, medens Manden maatte ernære det det andet, fattede hun den Beslutning at skille sig af med det mindste Barn, og for at sætte denne Beslutning iværk gav hun slet ikke Barnet nogen Mad i fire Dage, og da hun den 5te Dag vilde give det Føde, vilde Barnet Intet nyde og døde Natten derpaa. Hendes Forklaring gik derhos ud paa, at Manden var ganske uvidende om det af hende Forklarede. Efter Justitsministeriets Resolution, og navnlig da den frastille Mand ansaae Arrestantindens Forklaring for opdigtet og fremkaldt ved Kjede til Livet, eftersom han aldrig havde havt mindste Anelse eder Mistanke om, at Barnet ikke skulde være død en naturlig Død, blev imidlertid den videre Undersøgelse af Sagen stillet i bero, indtil hun efter udstaaet Straf som forsørgelsesberettiget i Randers kunde blive hiemsendt dertil. I Henhold hertil blev Arrestantinden i October 1866, da hendes Straffetid var udløben, afgivet til Kjøbenhavns Politi for at hjemsendes til Randers, og da hun derpaa fremstilledes paa Politihovedstationen i Kjøbenhavn, forklarede hun, at da hun i Sommeren 1865 græmmede sig over, at hun aldrig hørte noget fra sin Familie, og en Medfange spurgte hende om Grunden til hendes Sørgmodighed, men ikke vilde lade sig nøie med nysnævnte Forklaring og idelig og idelig lod sig forlyde med, at Grunden maatte være en ganske anden, havde Arrestantinden fundet paa at bilde den paagjældende Medfange ind, at hendes Nedslagenhed var grundet i Anger over, at hun havde sultet sit ommeldte Barn ihjel - men at Sandheden var, hvad ogsaa bekræftedes af Mandens Udsagn, at Barnet allerede fra Fødselen af havde været meget svagt, og at denne Svaghed i Forbindelse med en Brokskade efter al Sandsynlighed havde hidført Barnets Død. Denne saaledes afgivne Forklaring gjentog Arrestantinden i et samme Dag ved Criminal- og Politiretten optaget Forhør, ligesom hun ogsaa, efterat Sagen var overgaaet til Undersøgelse ved Politiretten i Randers, under gientagne Forhør fastholdt, at den afgivne Tilstaaelse var usandfærdig; men efterat hun i et den 31te Decbr. 1866 optaget Forhør først havde gjentaget dette sit Udsagn, tilstod hun atter, som det i Forhøret hedder, "efter længere Examination", at hun havde foraarsaget Barnets Død ved Sult og vedblev derefter senere under Sagen denne Forklaring, idet hun nærmere udsagde, at Grunden til, at hun fattede den Tanke at dræbe Barnet, ikke var den, hun tidligere havde angivet, men den derimod, at hun, der dengang var ung og letsindig, syntes det var morsommere kun at have eet Barn istedet for to Børn, og at hun da bedre kunde gaae paa Commers.

Da imidlertid efter de under Sagen fremskaffede forskjellige Oplysninger Barnets Død ikke kunde give nogen Formodning for Rigtigheden af Arrestantindens Forklaring om at have villet aflive det, og der heller ikke i de iøvrigt fremkomne Oplysninger var Data tilstede, der positivt bestyrkede Rigtigheden af denne hendes Forklaring, og det dernæst efter de foreliggende Oplysninger om hendes Characteer og Forhold, efterat Undersøgelsen i nærværende Sag var begyndt, og navnlig efter de ifølge Overrettens Kjendelse i disse Henseender erhvervede yderligere Oplysninger, var lidet sandsynligt, at hun havde gjort sig skyldig i en Forbrydelse af den Beskaffenhed som den hende under Sagen paasigtede, fandt saavel Overretten som Højesteret det betænkeligt at tage hendes Forklaring om at have villet dræbe det ommeldte Barn for fulde, og hun blev derfor af Mangel paa tilstrækkeligt Beviis for Sigtelsens Rigtighed frifunden for Actors Tiltale. Ved Underretsdommen var hun derimod anseet med 8 Aars Tugthuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. januar 1868)

“Antonette Jensine Brockmann, Heibergs frask: Kone, hjemmeh: i Randers, straffet oftere, navnlig med 4 Aars Tugthus for Tyverier fra Børn paa Gaden. See Hjems: Prot: den 17/10 72.” [1872]" Genealogisk Forlag.

Mandagen den 27de Januar. Nr. 236.

Advocat Hansen
contra
Antoinette Jensine Brockmann, Skomager J. L. Heibergs fraskilte Hustru (Defensor Klubien), der tiltales for at have bevirket sit Barns Død.

Randers Kjøbstads Extraretsdom af 1ste Juli 1867: "Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann, Heibergs fraskilte Hustru, bør hensættes til Tugthuusarbeide i 8 Aar samt udrede alle af nærværende Sag lovligt flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Jacoby og Bredstrup, med 6 Rd. til Førstnævnte og 5 Rd. til Sidstnævnte. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Viborg Landsoverrets Dom af 25de November 1867: "Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være, dog at hun udreder Actionens Omkostninger efter Underretsdommens Bestemmelser og derunder i Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Isaacsen og Fasting, 8 Rd. til hver. Det Idømte at efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Advocaterne Hansen og Klubien for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rd. til hver.

(Den indankede Doms Præmisser følge i næste Nr.)

(Højesteretstidende nr. 35, Mandag den 7. februar 1868)

Antoinette Jensine Brockmann (see forrige Nr.).

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under nærværende Sag tiltales Arrestantinden Antoinette Jensine Brockmann, Skomager J. L. Heibergs fraskilte Hustru, for at have bevirket sit Barns Død.

Efter Sagens Oplysninger er Arrestantinden født i Odense i Aaret 1833, men da hun var 2 Aar gammel, døde Faderen, der var Skomager, og hun blev opdraget hos Moderen, der ernærede sig ved at handle med Tøi, og forblev i Odense, indtil hun i 1852 blev gift med Skomager Jens Ludvig Heiberg. I det første Aar af deres Ægteskab boede de i Odense, men flyttede derefter til Randers, hvor hendes Mands Forældre boede, og efter hendes Mands Forklaring havde Forholdet mellem ham og Arrestantinden, medens de vare gifte, egentlig aldrig været godt, og det var fordi han meente, at hendes Moder havde en skadelig Indflydelse paa hende, at han besluttede sig til at flytte til Randers. Efter Ankomsten dertil var Forholdet mellem dem efter Mandens Forklaring i Begyndelsen bedre, men senere var der jevnlig Uenighed og Ordvexling, uden at dog Manden, der efter sin Forklaring har megen Kjærlighed til Arrestantinden, egentlig nogensinde havde tænkt paa at ville skilles ved hende eller truet hende dermed førend i Pintsedagene 1855, og de bleve kort efter separerede, hvilket efter Mandens Forklaring var foranlediget ved, at Arrestantinden ikke, uagtet gjentagen Advarsel derimod, vilde aflade med at søge Selskab med et meget berygtet Fruentimmer, og at hun gjorde sig skyldig i Utroskab, hvorhos Ægteskabet senere er aldeles ophævet og Manden har derefter igjen giftet sig. Efter Separationen tog Arrestantinden Ophold i Kjøbenhavn og blev ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 15de XI. Aargang. April 1856 dømt for 1ste Gang begaaet Tyveri til Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, og efterat hun ved samme Rets Dom af 12te Juli 1859 var dømt til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage for at have overtraadt et hende af Politiet givet Tilhold om, saafremt hun der i Mai 1856 var hjemsendt fra Kjøbenhavn til Odense og derefter en Tid havde tjent i Randers, men i Mai 1859 havde begivet sig til Kjøbenhavn igien indfandt sig i Kjøbenhavn, øieblikkelig at melde sig til Politiets Protocol over mistænkelige Personer, og derefter af Politiet var afsendt til Randers, forlod hun kort efter denne By og gik paa Vandring med en hende tidligere ubekjendt Rebslagersvend, under hvilken Vandring de tildeels ernærede sig ved Betleri, og hun blev derefter i Slutningen af August 1859 anholdt i Fredericia for Tyveri og ved nærværende Rets Dom af 20de Februar 1860 dømt for 2den Gang begaaet Tyveri og Betleri til Forbedringshuusarbeide i 18 Maaneder. Efterat have udstaaet sidstnævnte Straf, blev hun hjemsendt til Randers, hvor hun først var under Fattigvæsenets Forsorg og derefter havde Tjeneste paa 2 forskjellige Steder, indtil hun i Begyndelsen af August 1862 begav sig til Kjøbenhavn, hvor hun havde Logis paa forskjellige Steder, men var uden Erhverv og levede af et medbragt Pengebeløb samt af hvad hun erholdt ved at pantsætte sit Tøi, hvorefter hun i September s. A. blev anholdt for Tyveri, og ved Criminal- og Politirettens Dom af 14de October 1862 blev hun for 3die Gang begaaet Tyveri og for Overtrædelse af det hende af Politiet givne Tilhold om ikke uden dettes Tilladelse at tage Ophold i Kjøbenhavn m. m. dømt til Forbedringshuusarbeide i 4 Aar. Medens Arrestantinden hensad i Straffeanstalten i Kjøbenhavn for at udstaae sidstnævnte Straf, angav hun i Efteraaret 1865 for Præsten og Inspektricen ved Anstalten, at hun der under sit Ægteskab med sin ovennævnte fraskilte Mand havde født 2 Børn, nemlig i hendes Ægteskabs første Aar en Søn, der endnu lever, og den 4de November 1854 en Søn, der, efterat være hjemmedøbt den 8de April 1855, døde den paafølgende 13de April havde foraarsaget det sidstnævnte Barns Død ved Sult, og efter en under 24de October 1865 afgiven Rapport til Directeuren for bemeldte Straffeanstalt fra en af dennes Betjente, der af Directeuren var beordret til, i Anledning af den af Arrestantinden for Inspektricen fremførte Begjæring om at blive givet Leilighed til at fremkomme med en Angivelse om en af hende forøvet hidtil uopdaget Forbrydelse, at modtage Arrestantindens Forklaring, har hun for denne udsagt, at da hun og Mand ikke levede lykkelig med hinanden, og der fra hendes Side var Tale om Skilsmisse og hun kunde forudsee, at det vilde blive hende paalagt at sørge for det ene Barn, medens Manden maatte ernære det andet, fattede hun den Beslutning at skille sig af med det mindste Barn, og for at sætte denne Beslutning i Værk gav hun flet ikke Barnet nogen Mad i 4 Dage, og da hun den 5te Dag vilde give det Føde, vilde Barnet Intet nyde og døde om Natten derefter uden Tegn paa Smerter, hvorhos hun udsagde, at da hun den 5te Dag vilde give Barnet Mad, havde hun i Maden blandet nogle Stumper af Glas, men at Barnet aldeles Intet fik ned deraf. Hendes Forklaring gik derhos ud paa, at hendes fraskilte Mand var aldeles uvidende om det af hende Forklarede, og at hun antog, at han maaskee ikke vilde troe, at hun havde handlet som angivet, da hun, medens Barnet sultede, angav, at det var sygt, og desuden behandlede det med den største Venlighed, naar enten han eller Andre vare tilstede, hvorhos hun tilføiede, at hun havde betroet denne Tilstaaelse til en Medfange, og at denne under en mellem dem opstaaet Uenighed havde fortalt det til Inspektricen, hvorefter Arrestantinden selv havde angivet det for Præsten og Inspektricen.

Efterat denne Rapport af Directeuren for Straffeanstalten var indsendt til Justitsministeriet, anmodede dette i en Skrivelse af 15de November 1865 Amtmanden over Randers Amt om at indhente en Erklæring fra Politimesteren i Randers om, hvorvidt der maatte være Anledning til for Tiden at foretage videre i Sagen, idet Justitsministeriet derhos i dets Skrivelse gjorde opmærksom paa, at Arrestantinden efter udstaaet Straf i October Maaned 1866 vilde blive afsendt til Randers, hvor hun var forsørgelsesberettiget. Den forlangte Erklæring blev imidlertid først afgiven i Skrivelse af 1ste Marts 1866 af den da constituerede Politimester i Randers, og gaaer ud paa, at der formeentlig ikke var Anledning til for Tiden at foretage videre med Hensyn til den af Arrestantinden afgivne Forklaring, eg at Sagen i alt Fald kunde udsættes, indtil Arrestantinden efter udstaaet Straf blev som forsørgelsesberettiget i Randers hjemsendt dertil, idet den constituerede Politimester i bemeldte sin Skrivelse anførte, at Arrestantindens fraskilte Mand havde for ham forklaret, at da den tidligere, nu afdøde Politimester, for nogle Maaneder siden havde gjort ham bekjendt med Sagen, havde han anseet Arrestantindens Forklaring for opdigtet og fremkaldt ved Kjede til Livet, eftersom han aldrig havde havt mindste Anelse eller Mistanke om, at Barnet ikke skulde være død en naturlig Død, og at han endnu tildeels havde denne Tro, da han tydelig erindrede, at den Læge, der havde synet Liget, havde sagt, at Barnet var død af Krampe, og at han ogsaa troede at kunne erindre, at Barnet ikke havde været uden Føde de sidste Dage det levede, men at han senere, ved at tænke tilbage paa hiin Tid og ved at samtale med sine Forældre, var kommen i Tanker om to Omstændigheder, der forekom ham noget mistænkelige, nemlig at der dengang gik en Knappenaal fra Barnet gjennem Endetarmen, hvilket nu syntes at kunne tyde paa et gjort Forsøg paa at skille Barnet ved Livet, og at Arrestantinden havde viist en vis Utaalmodighed med at faae Liget ud af Huset, som dog dengang ikke havde været ham videre paafaldende, men forøvrigt havde han paa den anden Side bemærket, at Barnet havde været svagt og navulig havde stort dobbelt Brok, som netop den sidste Aften, det levede, var stærkt udtraadt.

Efter Modtagelsen af denne Erklæring tilkjendegav Justitsministeriet Amtmanden over Randers Amt i Skrivelse af 28de Marts 1866, at der ifte for Tiden vilde være videre at foretage i Anledning af Arrestantindens Angivelse, men at hun, naar hendes Straf var udstaaet, vilde blive afgivet til Politimesteren i Randers tilligemed den i Straffeanstalten over hende optagne Rapport, for at den fornødne Undersøgelse derefter kunde blive indledet.

I Henhold hertil blev Arrestantinden i October 1866, da hendes Straffetid var udløben, afgivet til Kjøbenhavns Politi for at hjemsendes til Randers, og da hun den 17de October 1866 fremstilledes paa Politihovedstationen i Kjøbenhavn, forklarede hun, at da hun i Sommeren 1865 græmmede sig over, at hun aldrig hørte noget fra sin Familie, havde en i Juli 1865 i Straffeanstalten indsat Qvindefange, med hvem Arrestantinden tidligere haade staaet i Venskabsforhold, spurgt hende om Grunden til hendes Sørgmodighed, men da bemeldte Medfange ikke vilde lade sig nøie med hvad Arrestantinden sagde hende om, at hendes Sorg var begrundet i, at hun ikke hørte noget fra sin Familie, og idelig og idelig lod sig forlyde med, at Grunden maatte være en ganske anden, fandt Arrestantinden efter nogen Tids Forløb paa at bilde bemeldte Medfange ind, at hendes Nedslagenhed var begrundet i Anger over, at hun havde sultet sit ommeldte Barn ihjel, men at Sandheden var, at Barnet allerede fra Fødselen af havde været meget svagt, og denne Svaghed i Forbindelse med en Brokskade hidførte efter al Sandsynlighed Barnets Død; og da nu Arrestantinden under Tausheds Løfte havde fortalt den nævnte Medfange denne Usandhed, for at slippe for hendes nysgjerrige Spørgsmaal, og hvorved Arrestantinden ikke havde havt nogen Betænkelighed, da hun vidste, at hun i denne Retning var aldeles uskyldig, men de efter kort Tids Forløb bleve Uvenner, og den nævnte Medfange, efter forud at have truet Arrestantinden dermed, angav for Inspektricen i Straffeanstalten, hvad Arrestantinden havde sagt hende om den nævnte Forbrydelse, og Inspektricen foreholdt Arrestantinden den nævnte Sigtelse, benægtede hun den vel først, men indrømmede senere, uden at Inspektricen forøvrigt trængte videre ind paa hende, Beskyldningens Rigtighed, idet hun stolede paa, at hun, naar Sagen for Alvor skulde undersøges, dog aldrig vilde komme til at lide Straf i den Anledning, og hun benægtede derfor for Politiet at have sultet Barnet ihjel, og paastod tvertimod at have gjort Alt, hvad der stod i hendes Magt, for at holde det ilive. Den af hende for Politiet saaledes afgivne Forklaring gjentog hun i et samme Dag for Criminalog Politiretten i Kjøbenhavn optaget Forhør og fastholdt der, at den af hende tidligere i Straffeanstalten afgivne Tilstaaelse om at have foraarsaget eller virket til sit nævnte Barns Død var usandfærdig og i fin Tid afgiven af den anførte Grund, ligesom hun ogsaa, efterat Sagen var overgaaet til Undersøgelse ved Politiretten i Randers, under gjentagne Forhør fastholdt, at den afgivne Tilstaaelse var usandfærdig, men efterat hun i et den 31te December 1866 optaget Forhør først havde gjentaget dette sit Udsagn og nærmere forklaret, at hun i de sidste Dage, Barnet levede, vedblev at give det Mælk og Tvebakker og at Barnet baade spiste og drak lidt deraf lige til den allersidste Dag det levede, men at det paa den sidste Dag spyttede Maden ud igjen, naar hun forsøgte at give det noget, og hun derhos havde omforklaret, hvorledes det tilgik ved Barnets Død, tilstod Arrestantinden atter, som det i Forhøret hedder "efter længere Examination", at hun havde foraarjaget Barnets Død ved at sulte det i 2 eller 3 Dage, og er derefter senere under Sagen vedbleven denne Forklaring, idet hun nærmere har udsagt, at Grunden til, at hun fattede Tanken at dræbe Barnet, ikke var, saaledes som hun under sit Ophold i Straffeanstalten havde udsagt, den, at hun i Tilfælde af Skilsmisse frygtede for at skulle forsørge Barnet, idet der ikke dengang havde været Tale om, at hun skulde skilles fra Manden, men derimod den, at hun, der, som det i Forhøret hedder, dengang var ung og letsindig, syntes det var morsommere kun at have eet Barn istedetfor at have 2 Børn, hvorhos hun i saa Henseende yderligere har udsagt, at en senere afdød Kone, der var hendes Veninde, havde indgivet hende Tanken om at skille sig ved Barnet, fordi Arrestantinden da, som denne Kone havde udtrykt sig, bedre kunde gaae paa Commers, og at denne Kone ogsaa harde indgivet hende Tanken om at dræbe Barnet ved at sulte det ihjel, idet hun havde yttret, at saa kunde det ikke sees, hvoraf Barnet var død, men at Arrestantinden iøvrigt, da den nævnte Kone først talte til hende om at stille sig af med Barnet, havde viist dette Forslag tilbage med Afsky og endog tænkt paa at fortælle sin Mand det, men at hun dog opgav dette, og senere gjentog den nævnte Kone Forslaget og hun lod sig da tilsidst forlede dertil.

Derhos har Arrestantinden forklaret, at hun vel har havt Tanken om at stille sig ved Barnet en 8 Dage førend hun bragte den til Udførelse, men i denne Tid havde hun flere Gange igjen opgivet den, og at da hun tænkte, at det dog vilde være at pine Barnet formeget ved at sulte det ihjel, og at hun hellere maatte paa en Gang qvæle det ved at lade det sluge et Stykke Glas, havde hun engang kommet et Stykke Glas i Barnets Mad, men da Barnet havde faaet det i Halsen, fortrød hun det, og hun lagde derfor Barnet paa Maven og dunkede det i Ryggen, saa at Glasset faldt ud; ligeledes har hun udsagt, at hun, efterat have undladt at give Barnet Føde i 2 Dage for derved at fremkalde dets Død, havde paa den 3die Dag fortrudt det, og hun gav da Barnet noget Mad, som det spiste med Hurtighed, ligesom hun ogsaa samme Dags Aften, da hendes Svigerforældre eller maaskee alene hendes Svigerfader var hos hende, igjen gav Barnet Mad, som det spiste med Hurtighed, men den paafølgende Nat henad Morgenstunden var Barnet mere uroligt, end det i den foregaaende Tid havde været, og døde, medens det laa i Arrestantindens Arme. Derimod har Arrestantinden med Hensyn til hvad hendes fraskilte Mand har udsagt om, at der engang var fundet en Knappenaal i Barnets Endetarm, hvilket ogsaa er bekræftet af hans Moder, der efter sin Forklaring er den, der ved at pusle med Barnet fandt Knappenaalen, benægtet at kunne erindre dette og med Bestemthed paastaaet, at hun ikke har forsøgt at dræbe Barnet paa anden Maade end ved at give det det omtalte Stykke Glas og ved senere at sulte det, ligesom hun ogsaa har benægtet at kunne mindes, at hun efter Barnets Død har brugt Yttringer, som tydede paa, at hun ønskede snart at faae Liget ud af Huset, eller, som af hendes Svigermoder forklaret, at have yttret, at hvis Barnet havde levet, var hun maaskee ikke bleven skilt fra sin Mand, hvorimod hun har udsagt, at efter Barnets Død var det hende imod at blive boende i den Leilighed, hvor det var død, og at hun derfor bad sin Mand om, at de maatte komme til at flytte, men dette har han ikke kunnet erindre, uden at han dog har kunnet modsige, at hun har yttret Ønske for ham om, at de flyttede.

Iøvrigt maa det efter de under Sagen fremkomne Oplysninger antages, at Barnet i længere Tid førend dets Død har været svagt, i hvilken Henseende navnlig maa mærkes, at det var paa Grund heraf og fornemmelig efter Tilskyndelse af Faderens Forældre, at Barnet blev hjemmedøbt, men uøiagtig Oplysning om Barnets Tilstand i den seneste Tid førend dets Død eller om Dødsaarsagen har ikke været at erholde, idet navnlig den Læge, som har tilseet Barnet og synet dets Lig, ikke har kunnet erindre noget nærmere derom. En af det kgl. Sundhedscollegium afgiven Erklæring gaaer vel ud paa, at i den Svaghedstilstand, i hvilket Barnet ifølge Acterne allerede i længere Tid havde befundet sig, maa det ved i 2 eller 3 Døgn at have været fuldstændig unddraget Mad og Drikke, allerede da Tiltalte opgav sit Forsæt at dræbe det, antages at have været bragt i en Tilstand, der, om den end ikke kan ansees for den direkte Dødsaarsag, dog maa antages i væsentlig Grad at have medvirket til Dødens Indtræden, men denne Erklæring hviler paa den Forudsætning, at Arrestantindens Forklaring om, at Barnet, som meldt, har i 2 à 3 Dage været fuldstændig unddraget Mad og Drikke, er rigtig, og vel er der nu ikke fremkommet Oplysninger, som kunne give særlig Anledning til at antage, at Arrestantinden skulde ville paalyve sig en saadan Forbrydelse, men paa den anden Side er det, efter hvad der af Arrestantindens fraskilte Mand og hans Moder er forklaret om Barnets Tilstand, Intet til Hinder for at antage, at dets Død er fremkaldt paa naturlig Maade, og der er, efter disse Forklaringer og efter hvað Arrestantindens fraskilte Mands Fader har forklaret, Føie til at antage, at Barnet ikke har manglet al Føde eller Næring i den Tid, i, hvilken Arrestantinden efter sin seneste Forklaring vil have unddraget det al Næring. Ligesom derfor Barnets Død ikke kan give nogen Formodning for Rigtigheden af Arrestantindens Forklaring om at have villet aflive det og at have foretaget dertil sigtende Handlinger, saaledes er der eiheller iøvrigt i de fremkomne Oplysninger Data tilstede, der positivt bestyrke Rigtigheden af denne hendes Forklaring, og naar ved Siden heraf tages Hensyn til, at Arrestantinden, efter først under sit Ophold i Straffeanstalten at have angivet sig skyldig i denne Forbrydelse, men uden at der foreligger nogen Oplysning om, at hendes Tilstand paa den Tid har været saaledes, at den kunde give nogen videre Formodning for Angivelsens Nigtighed, har, da Undersøgelse mod hende først efter 1 Aars Forløb i den Anledning blev indledet, tilbagekaldt Angivelsen og benægtet dens Rigtighed, og derpaa først efter længere Tids Arrest og gjentagen Fremstilling for Forhør har afgivet Forklaring om at være skyldig, men under denne senere Afhøring har afgivet en i flere ikke uvæsentlige Enkeltheder fra hendes første Tilstaaelse afvigende Forklaring, uden at disse Afvigelser synes naturligen at kunne forklares ved, som hun i saa Henseende har udsagt, at den, der i Straffeanstalten modtog hendes Tilstaaelse, har misforstaaet hende, samt det derhos tages i Betragtning, at det efter de under Sagen foreliggende Oplysninger om Arrestantindens Characteer og Forhold, efterat Undersøgelsen i nærværende Sag var begyndt, og navnlig efter de ifølge Overrettens Kjendelse i disse Henseender erhvervede yderligere Oplysninger, er lidet sandsynligt, at hun har gjort sig skyldig i en Forbrydelse af den Beskaffenhed, som den hende her under Sagen paasigtede, findes det betænkeligt at tage hendes Forklaring om at have villet skille det ommeldte Barn ved Livet og at have foretaget dertil sigtende Handlinger, for fulde, og hun maa derfor, af Mangel paa tilstrækkeligt Beviis for Sigtelsens Rigtighed, blive at frifinde for Actors Tiltale i nærværende Sag, idet hun dog efter Sagens Omstændigheder maa være pligtig at udrede Actionens Omkostninger efter Underretsdommens Bestemmelser."

(Højesteretstidende nr. 36, Mandag den 7. februar 1868)

Jødiske Sødskende katholsk døbt i Fredericia. (Efterskrift til Politivennen)

Mortara-sagen var på det tidspunkt en større storpolitisk affære som udsprang af en egentlig meget lille begivenhed. Modsat en glemt begivenhed på samme tid i Danmark. Overskriften stammer fra en artikel i Katholsk Kirketidende (se nedenfor):

En Mortarahistorie i Danmark. I forrige Maaned indeholdt "Fredericia Avis" følgende Inserat:

Kan den katholske Præst hersteds døbe og bortsende mine to umyndige Børn uden min Villie og Vidende. Er dette ikke Menneskerov?

Fredericia i December 1867.

F. Eliasens Enke." 

Den Sag, hvortil der her sigtedes, fandt yderligere Omtale i hamborgske Blade og derefter i "Dagbladet", som hertil knyttede en Opfordring til Vedkommende om at faae Sagen nærmere oplyst. Denne Opfordring har Redactionen af "Katholsk Kirketidende" efterkommet ved et udførligt Forsvarsindlæg, som findes optaget i "Dagbladet" for idag. Sagens Sammenhæng er derefter i Korthed følgende:

Enken Eliasens to Døttre, af hvilke den ene er mellem 17 og 18 Aar gammel og den yngste mellem 15 og 16 Aar, havde i længere Tid besøgt den katholske Kirke i Fredericia og læst i christelige Bøger, hvorved de fik Overbeviisning om den christne Religions Fortrin for den jødiske. Som Følge deraf henvendte de sig til den katholske Præst i Fredericia, Pastor v. Euch, tidligere Capellan ved den katholske Kirke i Kjøbenhavn. Denne havde dem sin Veiledning uden at "forraade" Noget desangaaende for "deres fanatiske Moder", for hvem ogsaa de selv holdt hemmeligt, at de besøgte den katholske Gudstjeneste og hos den katholske Geistlige søgte Oplysning om den christelige Religions Lærdomme, da de kjendte hendes mod Christendommen fjendtlige Sindelag. Sigtelsen mod Pastor v. Euch for "Menneskerov" og for at have "bortsendt" de to unge Piger erklæres for usandfærdig. Det hedder, at de unge Piger "havde Takt nok til at holde Hr. v. Euch i fuldkommen Uvidenhed om deres Forehavende", "han vidste Intet derom", og Historien fremstilles saaledes: "Pigerne vare nødte til at flygte, fordi Moderen formelig havde forskudt dem og udtrykkelig erklæret dem, at hun ikke længer vilde erkjende dem for sine Døttre. Efter nogle Dages Ophold hos de barmhjertige søstre i Fredericia, der antog sig de i Hjemmet Mishandlede og Forflytte, fandt de endelig Leilighed til at unddrage sig deres fanatiske Moders Forfølgelser."

Dette er de factiske Momenter, som kunne pilles ud af det lange Indlæg, der iøvrigt optages af ni Begrundelse af Pastor v. Euchs Ret til at handle, som han har handlet, krydret med Udfald mod Jøderne og særlig mod de "jødiske Redacteurer", der have taget sig af Sagen, samt med Tilføielse af et Forsvar for Pavens Fremgangsmaade mod den italienske Mortara. Det Sidste skulle vi ikke indlade os paa, men holde os til de Argumenter, som vedkomme den foreliggende Sag. Det rigtigste af disse er følgende: Da den danske Folkekirke affordrer Ungdommen Confirmationsløftet i en Alder af 14 Aar, og det jødiske Religionssamfund ogsaa har indført Confirmationen i den nævnte Alder, erkjendes derved en Person i denne Alder for myndig i religieus Henseende. Dette Raisonnement holder ligesaa lidt Stik i abstract Henseende som i det foreliggende Tilfælde. Det er nemlig ikke et Valg mellem forskjellige Religioner, der tilbydes Confirmanden, men kun en Afslutning af hans religieuse Opdragelse, en Optagelse i og Indvielse til bevidst Medlem af det religieuse Samfund, hvortil han er opdragen i Hjemmet, og naar der paa Grundlag af denne religieuse Opdragelse afkræves ham et Løfte, saa følger ingenlunde deraf, at han i den Alder kan forudsættes at besidde Modenhed til at have et selvstændigt Skjøn over dette Spørgsmaal, ligesaa lidt som over noget andet Forhold i det Liv, hvori han først nu skal indtræde. For et saadant Valg maa i denne Henseende, ligesom i alle andre, den personlige Myndighedsalder stilles som Betingelsen, og den, som forleder en Person imellem 14 og 18 Aar til at unddrade sig Forældrenes Myndighed i denne Henseende, eller hjælpe ham dertil, forsynder sig i ligesaa høi Grad mod de guddommelige og de borgerlige Love, som den der forleder et Barn under 14 Aar hertil. I det foreliggende Tilfælde kommer endnu den Omstændighed til, at de unge Piger vare Jødinder, og at de bleve vundne for Daaben. Dette Moment undlader Red. af "Kath. Kirketidende" ikke at benytte, men vi troe ikke, at Nogen lader sig bestikke deraf. Jøderne have her i Landet den samme Beskyttelse for deres Religion som Folkekirkens Tilhængere og andre Christne for deres, og for den herværende katholske Propaganda er det en underordnet Omstændighed, om Vedkommende iforveien er Christen eller ei: dens Maal er ene og alene at gjøre Proselyter for den katholske Kirke. Og som en Prøve paa, hvorledes Red. af "Kath. Kirketidende" opfatter Tilladeligheden af de Midler, der kunne tjene til dette Maal, skulle vi kun anføre følgende Bemærkninger, der knyttes til Forsikkringen om, at Pastor v. Euch var fuldkommen uvidende om de unge Pigers Forehavende at forlade deres Moders Huus: "Havde det været ham bekjendt. vilde det dog have været saa langt fra hans Pligt at gjøre Noget for at forhindre det, at dette derimod maatte erkjendes for at være ham aldeles uvedkommende Det vilde i saa Fald under disse Omstændigheder netop have været hans Pligt at tie derom." Red. af "K. K." gaaer et Sted endog saa vidt, at den stiller"Evangeliets udtrykkelige Bud" høiere end den katholske Kirkes Grundsætninger og bestemte Forskrifter, en Vending, der kun kan være beregnet paa at gjøre Virkning hos protestantiske Læsere, da den fra et katholsk Standpunkt er ligefrem kjættersk.

Vi have hidtil holdt os til den Fremstilling, som Redactionen af "Katholsk Kirketidende" giver i "Dagbladet"; men denne Fremstilling er aabenbart hverken nøiagtig eller fuldstændig. Dette fremgaaer for det Første af det paagjældende Indlæg selv. Der savnes enhver Oplysning cm, hvorledes de to unge Piger ere blevne forledte til at besøge den katholske Kirke, og hvem der har givet dem christelige (d. e. katholske) Bøger at læse. Det er ligegyldigt, om dette er Hr. v. Euch selv eller et andet Medlem af den Propaganda, han leder i Fredericia; Hovedsagen er, at der forud for de to unge Pigers Henvendelse til den katholske Præst maa være gaaet en Paavirkning fra Propagandaens Side, og denne er fortsat "i længere Tid", inden den bragte de unge Piger til selv at foretage noget Skridt. Fremdeles kommer Forsikkringen om Pastor v. Euchs Uvidenhed om Pigernes Forehavende at forlade deres Moders Huus til at staae i et ejendommeligt Lys, naar man lidt iforveien har seet saadanue Skriftsprog anføre, som: "Jeg er kommen for at tvistiggjøre et Menneske imod sin Fader, og Datteren mod sin Moder", og: "Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd." Har Pastor v. Euch taget saadanne Skriftsprog til Text for sine Formaninger, kan han ikke frikjendes for Deelagtighed i Flugtplanen, selv om der fra begge Sider skulde være iagttaget den Forsigtighed, ikke umiddelbart at berøre den.

Om begge disse Punkter faaer man tildeels Oplysning i et Inserat fra Pastor v. Euch selv i det hamborgske Blad "Reform" for 20de ds. Ogsaa i dette Inserat spottes der over, at man kalder det en ny Mortarahistorie; ogsaa her omtales Jøder og jødiske Redacteurer paa en haanlig Maade med særlig Hentydning til, at det Blad i Fredericia, hvori hiint Nødraab fra Mad. Eliasen var fremkommet, redigeres af en Jøde, som dog "ikke vovede at aabne sine Redactionsspalter for den i Annoncen fremførte Beskyldning, hvorfor jeg (v. Euch) heller ikke har værdiget den noget Svar "Et endnu modbydeligere Indtryk gjør den Haan og de Skjældsord, hvormed den stakkels Enke heelt igjennem overvældes fra den katholske Præsts Side. For imidlertid at komme tilbage til det Factiske, saa oplyser Hr. v. Euch, at de to unge Piger "have tilbragt deres hele Ungdomstid i christne Familier og ogsaa senere konditioneret i gode christne Familier; dette Ophold og de dermed forbundne Indvirkninger have allerede i den tidlige Ungdom bragt dem nærmere til Christendommen". "I forrige Aar - vedbliver han -- besøgte de regelmæssig Fastegudstjenesten i den herværende Kirke; da kom deres Beslutning til Modenhed, at blive Christne, de kom til mig og meddeelte mig dette deres inderligste Ønske. Jeg saae de to Piger første Gang, naar jeg seer bort fra et flygtigt tidligere Sammenstød, som var foranlediget ved et Forretningsspørgsmaal .... Jeg paatog mig altsaa paa deres Ønske den videre Underviisning og underviste dem næsten et halvt Aar i Religionens Sandheder. Pigerne sagde mig allerede dengang strax forud, at Moderen som en bitter Fjende af den christelige Religion vilde lægge dem store Hindringer i Veien, men de følte Mod og Kraft til at overvinde disse; jeg var paa min Side ingenlunde forhindret i at føie Jødepigernes Ønske om Daab og Underviisning, da de allerede vare confirmerede paa jødisk Viis, allerede havde konditioneret selvstændig, samt vare fuldstændig aandelig udviklede, og der fra de borgerlige Loves Side ikke forelaa et eneste Forbud imod at dybe dem. Efter nogen Tid begyndte Veien for de stakkels Piger at blive tornefuld og lidelsesfuld. Den opbragte Moder forbød dem at besøge den katholske Kirke og den katholske Præst. Af Foranstaaende vil det være klart, hvor løgnagtig den Insinuation er, at den katholske Præst, understøttet af en katholsk Nonne, har benyttet Enken Eliasens Fraværelse til at omvende hendes Døttre til den katholske Religion. Selv om ikke "Moderens Fraværelse" er benyttet, saa er dog efter Ovenstaaende Døttrenes Fraværelse fra Moderen og Ophold i katholske Familier fra deres ganske unge Alder af blevet benyttet af Propagandaen til at gjøre dem til Proselyter. - Om Flugten fra Moderens Huus oplyser Pastor v. Euch Følgende: "Der fandt de skrækkeligste og meest oprørende Scener Sted i Enkens Huus. Paa den ene Side forbandede den forbittrede Jødinde Christendommens Helligste, truede sine Døttre og tugtede dem paa den fyldigste og meest oprørende Maade. Paa den anden Side stod de to unge Pigers faste Mod og Villie: hellere at lide Døden end handle mod deres Samvittighed og Overbeviisning og fornægte Frelseren. Pigerne erklærede paa det Bestemteste at ville lade sig døbe, naar Tidspunktet dertil var kommet. Da Moderen to Gange gjorde Indvendinger imod Døttrenes Fremgangsmaade og protesterede mod den projecterede Daab, undlod jeg ikke at gjøre hende begribeligt, at hun ikke maatte terrorisere sine Døttres Samvittighed Saaledes blev de da døbte, vel imod Moderens Villie men ikke uden hendes Vidende, forsaavidt den bestemteste Erklæring var bleven hende tildeel, at Døttrene vare bestemte paa, at blive Medlemmer af Kirken ved den hellige Daab. Døttrene meddeelte selv Moderen Underretning om, at de nu virkelig havde modtaget Daaben. Følgen heraf var, at de strax maatte forlade hendes Huus. Moderens Forbandelse ledsagede dem ... . Nogle protestantiske Familer aabnede foreløbig de Fordrevne deres Huus som Tilflugtssted. Imidlertid gjorde anseete, agtbare Mænd i Byen Forsøg paa at bringe Moderen til igjen at tage imod Døttrene, men forgjæves. De blere modtagne med Forbandelser. Paa den Tid var ogsaa jeg for første Gang i Madam Eliasens Huus for ligeledes at mægle; men ogsaa dette mislykkedes. Hvad var der nu Andet at gjøre for Børnene end at forlade et Sted, der mindede dem om saameget Sørgeligt og fremfor Alt om deres Moders Tyranni. De forlode altsaa Fredericia af egen fri Villie og reiste, uden at jeg havde sendt dem bort - dette erklærer jeg paa det Bestemteste - til Kjøbenhavn for at søge et Tilflugtssted hos de derværende Troesbrødre."

Vi finde her den samme Argumentation, de samme Forsikkringer paa den ene Side om Pastor v. Euchs Ret til at handle, som han gjorde, paa den anden Side om hans Uvidenhed angaaende de unge Pigers Forehavende; fuldstændig at unddrage sig deres Moders Myndighed; men ved Siden heraf styrkes hos enhver Læser af Hr. v. Euchs Inserat Overbeviisningen om, at de to unge Piger have været Gjenstande for en gjennem flere Aar forfulgt og med stor Snildhed gjennemført Plan, i hvilken Pastor v. Euch har grebet ind i det afgjørende Øieblik med afgjørende Virkning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. januar 1868)

Da de Eliasenske Pigebørns Daab nu igjennem Bladenes tildeels stærkt farvede Drøftelse er bleven en Gjenstand for det offentligt Omdømme, saa er det naturligt, at jeg som umiddelbar Medvider om Sagens Realitet fremkommer med saadanne Oplysninger, som kunne bidrage til at hidføre en rigtig Dom over denne Sag. De vil derfor, Hr. Redacteur, have den Godhed at optage Følgende:

1) De trende paagjældende Jødepiger have tilbragt saa godt som hele deres Barndomstid i protestantiske Familier.

2) De øvrige yngre Sødskende af ovennævnte Piger have samtlige afgjort christelige Tendentser; de kunne hverken ved Slag eller Trusler afholdes fra at besøge baade den lutherske og den katholste Kirke, og eet af disse yngre Børn havde for nogen Tid siden en saadan Længsel efter Daaben, at en af de herværende lutherske Præster fandt sig foranlediget til at ansøge om Moderens Tilladelse til at døbe Barnet, hvilken Tilladelse rigtignok blev nægtet, saa at derfor Daaben ikke kunde finde Sted, da Drengen endnu ikke var confirmeret.

3) De trende omtvistede Piger have staaet aldeles udenfor mit personlige Bekjendtskab, indtil det Øieblik, de selv søgte hen til mig.

4) Da de første Gang kom til mig, tilkjendegave de mig med det Samme deres Ønske om ved Daaben at blive optagne i den katholske Kirke. Omvendelsen var altsaa en fuldbyrdet Kjendsgjerning, førend jeg nogensinde var kommen i nogensomhelst personlig religieus Berøring med dem. Den Troende kalder en saadan Fremtoning paa Aandens Omraade et Naadens Vidunder.

5) Jeg har selv to Gange, forinden Daaben fandt Sted, meddeelt Moderen, at jeg ikke ved hendes Protest kunde lade mig afholde fra at meddele de aandeligt myndige Piger det Sacramente, som disse ansaae for en Salighedsbetingelse, og som de allerede havde erkjendt som en Salighedsbetingelse, førend de nøde min udfyldende Underviisning. Pigerne have netop paa Grund af den samme Bekjendelse til Moderen været udsatte for idelige Mishandlinger, som det kan bevidnes af Nabolauget

6) Pigerne ere ikke flygtede fra Moderens Huus, men Moderen har jaget dem ud og paa det Bestemteste nægtet at modtage dem igjen. Heller ikke har Moderen truffet de allermindste Foranstaltninger for at forskaffe de stakkels forstødte Piger Huusly og Underhold; og det var derfor simpelthen en christelig Barmhjertighedsgierning, som blev ydet uden min Mellemkomst, naar de herværende Josephssøstre lode dem deeltage i deres tarvelige Maaltid om Dagen medens flere protestantiske, og det udelukkende protestantiske Familier, af christelig Medfølelse tilbød dem Huusly om Natten.

7) De herværende Josephssøstre have ikke havt det Allermindste at gjøre med Pigernes Bortreise her fra Byen.

8) Jeg erklærer hermed Moderens Beskyldning imod mig, at jeg skal have bortsendt hendes Døttre, for en ligefrem Usandhed; og jeg gientager endnu engang her, at jeg fralægger mig alt Ansvar for Pigernes Bortrejse, hvilken dog paa ingen Maade kan kaldes en Flugt fra Moderens Huus; thi "at jages ud" og "at bortflygte" ere ingenlunde identiske Begreber, og jeg tilføjer, at naar Pigerne reiste, saa gjorde de det af egen fri Villie, paa egen Risico og uden at spørge mig eller anbetroe mig Noget. Man tager høitigen feil, naar man forestiller sig disse tvende Piger som umyndige, uvidende Børn; de have tvertimod tidlig lært at staae paa deres egne Fødder; de vare derfor i dette Tilfælde forstandige nok til at vide, at der gives christelig Kjærlighed hvor der findes Christne; og for at gjøre en Ende paa den utaalelige, piinlige Tilstand, i hvilken de vare stedte ved deres Moders ubøielige Haardhed, toge de derfor ikke i Betænkning at henvende sig til deres nuværende Troesfæller i Kjøbenhavn. Deres ufortøvede Anmeldelse paa Politikammeret ved deres Ankomst til Kjøbenhavn viste tydeligt, at de slet ikke frygtede Offentligheden.

Disse Oplysninger fremstilles til velvillig Overveielse for den upartiske Læser, og da lad Enhver tænke Sit.

Fredericia, den 28de Januar 1868.

John. v. Euch

Præst

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. februar 1868)

Se også den fulde artiket i Katholsk Kirketidende 1867-1868, s. 41-44.

Johannes Theodor Joseph von Euch (21.1.1834-17.3.1922) katolsk biskop. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Katholikerne i Fredericia. [Første del af artiklen er en gengivelse af Johannes v. Euchs artikel 1. februar 1868, se ovenfor]

Naar vi ikke strax optog ovenstaaende Erklæring, saa var det, fordi det Blad, hvori den var indrykket, havde bebudet at ville komme tilbage til den deri omhandlede Sag, og vi da ansaae det for renest at vente, til Pastor v. Euch Skrivelse havde faaet den mulig fornødne Kommentar. Dette er dog endnu ikke skeet, derimod have vi fra de to unge Pigers Moder modtaget en længere Udtalelse om Sagen, som vi her meddele: ,

Hr. Redakteur! Jeg tillader mig herved at anmode Dem om at optage Nedenstaaende, for at Deres ærede Læsere kunne see, hvor meget Redaktionen af "Katholsk Kirketidende" i sin Fremstilling af den mig overgaaede Uret misbruger Sandheden.

I 8 Aar har jeg været Enke. Da min Mand døde, efterlod han mig neppe een Daler, men til Gjengiæld syv Børn, af hvilke det ældste var 9 Aar gammelt. Skjøndt jeg var bundfattig og i en højst sørgelig Stilling, gav jeg dog Afkald paa enhver Understøttelse; jeg havde anbragt mine syv Børn i et Huus i Fredericia, drev Bissekramhandel paa Landet med nogle Varer, som jeg havde faaet paa Kredit, og ernærede paa denne Maade mig og mine Børn paa den redeligste Maade, som det er alle herværende Indvaanere bekjendt. Hvad jeg led og udholdt i den Tid, lader sig neppe beskrive; Kulde og Hede, Snee og Storm truede ofte med at ødelægge mig, men Kjærligheden til mine Børn holdt mig oppe, Bevidstheden om, at jeg maatte være dem baade Fader og Moder, gav mig en usædvanlig Styrke til at overvinde det Haardeste og Værste og lade mine Barn opdrage som ærlige Barn.

For 1½  Aar siden etablerede jeg her en lille Handel og tog alle mine Barn, som hidtil havde været i fremmede Huse, hjem i Huset til mig. Mine to ældste Pigebarn besørgede Huusgjerningen og passede den lille Handel, fordi jeg endnu bestandig, da Udbyttet af Handelen var for ubetydeligt, var nødt til at fortjene Noget ved at gaae rundt med Varer paa Landet. Hvad der under min Fraværelse foregik i mit Huus, med hvem mine Pigebarn holdt Omgang, kunde jeg ikke vide, da jeg i det Høieste kun opholdt mig hjemme 3-4 Dage i hver Maaned. For omtrent 3 Maaneder siden blev jeg gjort opmærksom paa, at mine Pigebørn besøgte den katholske Kirke, og da jeg ogsaa fandt nogle katholske Bøger, som de fik fra Klosteret, saa kunde de ikke mere nægte, at de allerede i et halvt Aar havde modtaget Underviisning i det herværende Kloster, at de regelmæssig besøgte den katholske Gudstjeneste, og at de snart skulde døbes. Jeg forsøgte alt Muligt for at bringe mine Pigebørn bort fra denne Tanke, men forgjæves. Den katholske Præst og Nonnerne, der vare lærdere og klogere end jeg, forstod at drage mine Børns Hjerter fra mig, at forlede dem til Ulydighed imod mig; thi paa alle Bønner, Forestillinger og Trusler fik jeg kun det ene Svar: "Christus, Salighed og desl. staae høiere end Moder og Sødskende." Jeg gik til Pastor v. Euch og forestillede ham den himmelraabende Uret, han stod i Begreb med at begaae, og erklærede ham, at han derved vilde styrte et heelt Huus, - en Familie i Ulykke men alt dette hjalp ikke. Pastor v. Euchs ulykkelige Udsæd havde snart baanet sine Frugter. Mine Pigebørn gik flere Gange om Dagen til Klosteret; kom jeg hjem, fandt jeg ofte Huus og Butik forladte, Huus og Forretning forsamles - og dette gav den første Anledning til Strid og Uenighed imellem mig og mine Pigebørn. Hvorledes kunde jeg ogsaa forblive rolig, naar jeg, da jeg en Aften kom fra Landet, traf flere Fremmede i min Butik og paa Spørgsmaal efter mine to Pigebarn af mit 9 til 10 Aar gamle Barn fik det Svar, at de vare i Klosteret? Saadanne Erfaringer havde jeg ofte gjort i den sidste Tid, da jeg ikke længere vovede at blive mere end 3-4 Dage borte fra Huset, og Spaltningen mellem mig og mine Barn var derved stedse bleven større.

Naar Hr. Pastor v. Euch kalder mig en hjerteløs Moder, naar han bebrejder mig, at jeg har behandlet mine Barn slet. - hvilket han iøvrigt har overdrevet i høieste Grad - saa skulde han betænke, at han netop har udsaaet Tvedragens Sæd imellem mig og mine Pigebørn; mine Forhold vare ham bekjendte, han skulde derfor slet ikke have taalt, at mine Pigebørn i min Fraværelse forlod mit Huus flere Gange om Dagen og derved gav de saa, med Møie erhvervede Ejendele til Priis. Det vilde en Mand af Ære ikke have gjort; men Hr. Pastor v. Euch brød sig ikke om, hvorvidt en i Forvejen fattig Enke blev bestjaalen og derved blev endnu fattigere.

Da jeg henimod Aften kom hjem fra min sidste Reise, fortalte mine Pigebarn mig, at de vare døbte. Skjøndt jeg tidligere havde erklæret dem, at jeg ikke kunde beholde dem som Katholiker i mit Huus, modtog jeg dog denne Efterretning i Taushed; de blev hos mig Natten over, og næste Dag erklærede jeg dem rolig, at de kunde gaae deres Vei. Deres Klæder og Linned tog de med, ja jeg betalte endog kontant en Kommode, som tilhørte det ældste Pigebarn, men som hun ikke kunde tage med. Hr. Pastor v. Euch, denne Guds Mand, har ikke undseet sig ved, for at retfærdiggjøre sin for hemmelige Handlemaade, at tilsmudse sig med Løgn, idet han fortæller, at jeg paa den grusomste Maade havde jaget mine Børn ud af Huset. Den Maade, hvorpaa jeg har opført mig ved mine Børns Bortgang - og det er den nøgne, rene Sandhed - beviser tilstrækkelig, at katholske Præster end ikke skye løgnagtige Udflugter. I Løbet af nogle Dage efter, at Daaben havde fundet Sted, kom Pastor v. Euch, Nonnerne, Forstanderen for den katholske Menighed og endnu flere Katholiker til mig og erklærede, at Pigerne opholdt sig hos Nonnerne, men at de ikke kunde blive der længere, fordi deres Bolig var for lille, og de ingen Senge havde; de spurgte, om jeg vilde samtykke i, at han, Pastor v. Euch, sendte dem bort. Paa flere saadanne Spørgsmaal af Pastoren saavelsom af Nonnerne og flere Afsendinge erklærede jeg paa det Bestemteste, at han ikke maatte sende mine Børn bort, førend jeg havde raadført mig med Nogen. Han var tilfreds dermed. Da han nu igjen lod forespørge hos mig, erklærede jeg ham, at jeg havde skrevet til min Fader i Holland for at bede ham om at tage Pigebarnene i Huset og søge at bevare dem for Jødedommen. - Dette Svar, paa hvilket han ikke i fjerneste Maade havde gjort Regning, forskrækkede ham saaledes, at han fra den Tid af ikke mere lod Pigebørnene gaae ud alene, og tilsidst saae man dem slet ikke mere. Pastor v. Euch vidste nok, at jeg havde lovlig Ret til at sende mine Børn til Holland, og uagtet den hellige Aand skal være kommen over dem, var han dog bange for, at de i min fromme Faders Huus skulde blive fromme Jødinder. Da jeg ikke hørte Mere fra mine Pigebørn, gik jeg hen i Klosteret til Nonnerne og spurgte efter dem, og der fik jeg følgende for mig uforglemmelige, al Lov og Ret haanende Svar: "De kan faae Deres Pigebørn tilbage, naar De skriftlig vil forpligte Dem til regelmæssig at lade dem besøge Kirken og ikke vil lægge dem Hindringer i Veien for hjemme at føre et christeligt Liv "

Jeg spørger nu: Har Klosteret ikke forført mine Børn for mig; har det ikke, misbrugende sin Indflydelse, overtalt mine Børn til at forlade deres Moders Huus, og har det ikke, netop ved det sidste Svar, beviist, at det trodsede mine moderlige Rettigheder, vilde foreskrive mig Love i mit eget Huus? Pastor v. Euch taler ikke Sandhed, naar han paastaaer, at Pigebørnene vare reiste bort af egen Drift; hans Yttringer om, at han ikke kunde beholde Pigebørnene hos Nonnerne, vidne imod ham og bevise, at han har raadet dem til at reise til Kjøbenhavn og søge Tilflugt i Klosteret. At Nonnerne have vovet at give mig, Moderen, et saadant Svar, beviser, hvilken Indflydelse de have paa Pigebørnene, og at Alt, hvad disse Piger have gjort, slet ikke var frivilligt, alt de ere omspændte af en Machination, som ganske har forvirret deres Tankesæt.

Endelig maa jeg endnu overeensstemmende med Sandheden bemærke, at den yngre af mine Pigebørn for to Aar siden har tjent i et herværende katholsk Huus. Derfra stammede Bekjendtskabet med Klosteret, og hun har ogsaa forført sin ældre Søster.

F. Eliasens Enke.

Ved at sammenholde de to Erklæringer vil man see, at de ikke væsenlig afvige fra hinanden, om end baade den ene og den anden fremsætter haarde Beskyldninger imod Modparten; og om man end kan sympathisere med den stakkels Moder, som med let forklarlig Kummer seer sine Børn forlade den Tro, til hvilken hun klynger sig med al sin Styrke, er der dog nu neppe Noget at gjøre for at raade Bod paa, hvad hun anseer for en stor Uret. Hun har selv bortsendt sine Døttre af sit Huus, og man kan ikke tvinge dem til at vende tilbage dertil for at sendes til Holland og mulig der ved Tvang bringes til atter at antage Jødedommen, hvilken de, som det synes, af eget frit Valg. om end ganske vist efter en ydre Paavirkning, have frasagt sig.

(Dagbladet (København) 15. februar 1868)

Johannes v. Euch (1834-1920) kom til Danmark i 1860. Han var fra Meppen i det daværende kongerige Hannover. Der var katolske kirker i Fredericia og København på det tidspunkt. Han var sognepræst i Fredericia i 20 år fra 1864 til 1884. Han blev herefter apostolsk præfekt og fra 1892 apostolsk vikar og samme år (1892) bispeviet for den romersk-katolske kirke i Danmark - den første siden Reformationen. Han var den første danske biskop med forbindelse til Rom, idet denne tidligere skulle foregå via en nordtysk biskop. I 1867 kom der to lærerinder af St. Josephsøstrene til Fredericia for at undervise i den nye drengeskole. Han var sjælesørger for prinsesserne Margrethe og Mathilde. Polsk indvandring var medvirkende til, at antallet af danske katolikker i hans embedsperiode steg fra ca. 3000 til ca. 25 000 og antallet af sogne fra 8 til 28. 

Biskop Johannes von Euchs bisættelse fra St. Ansgar Kirken i Bredgade. Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 23. marts 1922.

Han er begravet på Katolsk Vestre Kirkegård. Da von Euch kom til Danmark, var der omkring 700 katolikker i København og 70 i Fredericia. I 1910 var tallene 7.000 med 30 kirker.

Johannes v. Euchs gravsted på den romerske katolske vestre kirkegård i København. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redning ved Vordingborg. (Efterskrift til Politivennen)

I Tirsdags i forrige Uge om Eftermiddagen Mellem Kl. l og 2, mærkede ifølge "Vordingborg Av." nogle ved Kallehave Færgebro værende Folk, at en Mandsperson begav sig ud paa Isen fra Koster Færgegaard for at gaae over til Kallehave, mellem hvilke tvende Færgesteder der er iset en Rende til Seilads for den daglige Færgefart. Det var langs med denne Rende, maaskee 7-8 Fod fjernet fra Siden af den, at Fodgængeren saaes, og det gav strax Anledning til Tvivl hos de tilstedeværende, som fra Kallehave Færgebro iagttog ham. om han kunde naae ovet, da Isen, i den Side-Afstand fra den aabne Rende, paa hvilken han bevægede sig, var meget svækket ved Gjennemskjæringen. 

Tilskuerne ventede dog ikke ledige paa Resultatet, men Færgekarl Peder Bendsen, som var blandt dem, det iagttog ham, satte strax Færgebaaden istand og begav sig tilligemed 3 eller i andre Tilstedeværende i denne ud i Renden, hvor de da strax saae, at deres Frygt havde bekræftet sig, idet Vandringsmanden var forsvunden, hvorimod de omtrent midt imellem Koster og Kallehave bemærkede Hovedet og Armene af et Menneske, som bevægede sig over Isen, medens det øvrige Legeme var under Isen. Det var en kritisk Stilling for den Ulykkelige, som under kraftige Raab og Opmuntringer fra de tililende Redningsmænd ikkun ved idelig Bevægelse med Benene var istand til at holde sig oppe, med Armene rigtignok støttede paa den ham omgivende Iis, der imidlertid hvert Øieblik brast itu. Baaden var vel nu i Renden og omtrent lige for den Forulykkede, men den kunde først ved at hugge sig 7-8 Fod gjennem Isen paatværs af Renden naae Manden, og det var mere end tvivlsomt, om Stakkelen kunne holde sig saa længe, til det skete. Den flinke Færgekarl Peder Bendsen sprang da ud paa Isen, og idet han klyngede sig fast til Baaden med den ene Haand, brugte han den anden til saagodtsom at hugge Isen bort under Fødderne af sig, for at bane Vei for Baaden, efterat denne var dreiet af fra den isede Hovedrende. Med en Ro og Sindighed, som gjorde denne behjertede unge Mand den største Ære, ledede han dette ingenlunde farefrie Forsøg, idet han afrettende med høi og kraftig Stemme commanderede sine Medhiælpere og opmuntrede den Stakkel, der endnu laa i Vandet og ved paa Isen med ikkun Hovedet og Armene oppe. Og endelig lykkedes deres kraftige Anstrengelser; de naaede hen til Stedet og fik den Forulykkede, Hattemagersvend August Giere, 28 Aar gammel og født i Kjøbenhavn, trukken op i Baaden, medens der endnu var Liv i ham, og her fortsattes den Kiærlighedsgjerning, der allerede var viist ham, idet Peder Bendsen nemlig trak sine egne Beenklæder af, hvilke han byttede med den næsten Omkomne; de Andre i Baaden fulgte Exemplet, og hver især skilte sig ved et af deres varme, tørre Klædningsstykker, som de iførte det næsten bevidstløse Menneske, idet de skilte ham ved det vaade, frosne Tøi. Disse kjærlige Bestræbelse efterfulgtes af en omhyggelig Pleie, som Giæstgiveren i Kallehave Færgegaard, Jens Hansen, ved hensigtsmæssig og kjærlig Behandling i høi Grad lod ham tilflyde, hvilket da ogsaa havde de glædelige Følger, at det stakkels Menneske allerede om Aftenen kom til sig selv. Han forblev derpaa under Gjæstgiver Hansens udmærkede og uegennyttige Forplejning til Torsdag, da han var fuldkommen restitueret.

Det skal iøvrigt ikke være første Gang, at Færgekarl Peder Bendsen (af Taarbæk) har havt Lejlighed til at vise, at han er en behjertet, rask og energisk ung Mand, som med Tilsidesættelse af Fare for eget Liv og Helbred har frelst Medmenneskers Liv, eg det er derfor her en dobbelt Pligt at fremhæve hans bestemte og modige Optræden i dette Tilfælde, hvor han ligefrem har frelst et Menneskeliv.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1868. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Reaktionen paa Salget af St. Thomas og St. Jan paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

I St. Croix Avis optrådte i denne tid artikler underskrevet "Your umble Sambo" i et sprog som formentlig skulle efterligne landarbejdernes talesprog. Om der reelt er tale om en autentisk landarbejder, eller om det er en i redaktionen som har forsøgt at karikere en, er ikke dokumenteret. Der er nok tale om det sidste. Et eksempel gengives nedenunder:

Westen 13 January 1868.

Dear Massa Hatch it !

I rite u dese fu line liopin dey may fine u in good belt as dey lebe me at present, tenk God, an I beg u lo scuse me foo takin de libbulty to rile lo tell u sum ting dat it may be good foo u an my udder Brudders an Sisters lo no. Sum ting dat I hope u an dem will tink pon, an ac pon, not foo de benefit of one man, but for de benefit ob de country an de hole popilation. Ah Massa ! When fule talk wise man lissen. Naaer sometime lam Bucra sens, yerry. I is not de man wat lub to hab a long argiment. I got too air an one mout, dat i may hear much an not talk too much, an wen i talk, I no talk foo bad, i talk foo good. I sposc u skin each u foo here wat me got too tell u, an u won hab to scrach um long fore me tell u. Sum time i here Meriken wan to by dis butiful litle island wat God almity hab 6o long put he blessin pon. Dis bless litle island wat hab mounlin ob sugher an ribber ob Rom an ware dc Gole an de Silber gro pon de tree walin foo dem whoo no hou to pic um. Sum time agen me here de Meriken woone get um becase de King no wan foo sell um. Dis is de Contry, ware Bucra frum all part ob de wuld, whoo nebber bin nuttin in dem own Contry, kin cum to mek munny an to mek dem sef snm ting. Dey fine de peple wat blong to de place a good hartcd peple whoo tck off dem hat to dem an mek dem feel dem sef like yung prins, an wen dem mek munny nufl widout duin enny ting foo de benefit ob dc Contry or de peple wat blong to it, dey go way wid all de munny, an wen dey gone, dey call ob wi dam lasy good foo nutting fule. I no hab sens nuff foo no wat mek de King sell Sin Tomas an Sin Jon to de Meriken widout Santa Cruse, an I spose no boddy kin ax him de quesshun. Praps de King link, dat he, like enny odder man, kin do wat he plese wid he ovvne propputty, he kin sell um ef he no he cant kepe um, an he kin kepc um ef he no he no bligc foo sel um. But sense me Massa, hope tis no fence foo me tel u an al my Brudders an Sisters dat dc lau of God sa al ob wi mus do just is in al tings. Dat wone man mus doo, to annudder wat he wud hab anudder to doo to him. Derefore, 1 may be rite or I may be rong, but i tink a man hab no rite too sell lie propputty too hut enny boddy, neder hab he a rite too kepe it too hut enny body, specshally when he can sell um an get de munny, an ebry boddy hart glad case he sell um. 

Nou Massa I hab tolc you sum ting, but , sum ting lef behine an dat I kin tell u nou, no kashun foo let' um foo annudeer time. 

I is a free man. I hab nuttin tal to kepe me ya. I kin go ware I chuse in de sarch of a livin. In enny Contry in de wide wuld I is a free man. Poo me lone, de King kin sel dis Contry, an he kin kepe it, til he sa be glad too gib it way foo nuttin. All de same too Sambo, but not de same to udder -peple whoo hah to fede dem sef an dem wife an dem shildren an sum odder peple by de Cultvashun of tie Lan. Cane kin gro wile foo fu yare, but Shugger cant mek he sef. Enny man wat blige to wuk foo a libin, will wuk foo de man whoo will gut de bes pay. An if de Meriken no git Santa Cruse, if I lib, an it God plese dat u an inenny more Bucra lib, me, an u, an dem will see, an if we no see, db um sa here, dat poor Santa Cruz is nuttin tal but wile bush. If good feelin foo de peple in Sin Tomas an Sin Jon, mek de King in Copenhagin too sell dem too island too de Meriken, wat mek ne King no hab de same goodfeeliu foo de peple in Sta. Cruz? I no berry well dat lie sum time go before de trute, but ef he be trute dat Santa Cruse is not sell to de Me relun an dat de King no want foo sell um, plese tel he, Sambo sa, he belter sell um while he can get munny foo um. Haf price better den no piice tal. An if he no sell um nou foo munny, de day may sune kum wenjie will lie glad to gib it way foo nuttin.

I am, Dear Massa Hatchit!

Your umble Sambo

(St. Croix Avis 14. januar 1868).

Peter B. Hatchett (1821-1870?) var udgiver af St. Croix Avis. Han efterfulgte tilsyneladende Hariet Hatchett der var udgiver 1864-? i perioden 1867-1868. Herefter overtog Hans Hatchett 1869-1872. Senere redaktører er: Lauritz Holm 1872-1873, Christian Dahl 1874-1876, Julius Knuthsen 1877, John T. Quin 1878-1879, A. Paludan Müller 1878-1879, Albert Hanschell 1880-1883, John T. Quin, 1884-1916.

"Umble Sambo" havde flere indlæg i St. Croix Avis, bl. a.  4. februar 1868 og 25. februar 1868 og  udtalte sig også om andre emner. 

Danmark arrangerede en folkeafstemning på øerne vedrørende salget på St. Thomas og St. Jan den 9. januar 1868. Resultatet blev 1244 stemmer for salget og 22 imod salget af de to øer til USA:

THE "AVIS."

Christianssted, St. Croix.

TUESDAY, 14th JANUARY 1868.

To a true mind, it is not very easy to see how the natural feelings of the natives of this Island, or so called, Danish Westindia Possession, are at this moment. Look at the result of the voting in St. Thomas - 1039 for the Americans, and 22 for the Danes. Think then, ye Natives of St. Croix, who have for years past changed Nationality, and who have belonged to a great Nation - the English Nation. The American Nation is a good and a pure one; they have shown their greatness and their valor in the late war; so the Americans can be placed on a footing; equal, if not entirely, with the great English Nation. To judge of things, as they are now it would be like comparing the moon with the sun - the one for the night and the other for the day. The people of St. Croix, living under the Danish flag - a flag, which in its own place, has been of splendor and valor of past days; perhaps not so in their own Westindia possessions. Why we say so? Can any person tell us, that after spending so much for a public school, even when proper scholars are dismissed, that they should not be able to fill situations that the highly termed named of "Candidatus juris" and "Examinatus juris" now fill? What are they in reality? Nothing more nor less than the scholars of the Danish school, which cost the country so much money. What boundary then have the natives? A native, with ever so great abilities, honor and integrity reaches to a salary ol titty or sixty, or even seventy dollars, after having served some twenty or thirty years! when a Danish gentleman can come here with a salary of some one hundred dollars, on his passage, from Copenhagen to take over his situation, and receive perhaps one hundred and fifty, or even two hundred dollars per month. We cannot deny that we have gentlemen, some few, from Denmark, whose names, it would be improper to mention; but they are a type of an Nationality, worthy of former times. Citizens of St. Croix, what will become of all of you? Separated from St. Thomas and St. Johns, and be of far less value than Tortola, which latter country is of more importance to its Mother Country than this Island. Why? See what the English Nation does for their Westindia Possessions. Not as a Danish minister once said, that it would be the best thing to get rid of the Colonies. If he then said so, why not St. Croix go; for if Denmark keeps St. Croix alone, it would be worse for the inhabitants, larger in number, than those of Tortola. Ruin would be the result. Bully for the Americans! People of the Island of St. Croix look after yourselves.

(St. Croix Avis 14. januar 1868).

Konventionen mellem kongen af Danmark og USA af 24. oktober 1867 vedr. afståelsen af St. Thomas og St. Jan blev publiceret i St. Croix Avis den 7. februar 1868. Prisen var 7.500.000 dollars. Offentliggørelsen efterfulgtes i de kommende numre af adskillige indlæg som forholdt sig til hvad der skulle ske på St. Croix, fx af A. Bretton (St. Croix Avis 11. februar 1868).