Tivoli. (Efterskrift til Politivennen)

Tivolis Aabning foregik iaar under de heldigste Auspicier, idet den sidste Tids usædvanlig sommerlige Veir havde bevirket, at det smukke Terræn ved denne Lejlighed stod i saadan en Pragt, som det sjelden er Tilfældet saa tidlig paa Aaret. Denne Naturpragt af løvrige Træer og smukke Græsplæner er Kunsten ved Etablissementets dygtige Gartner, Hr. Bentziens Virksomhed paa en tiltalende Maade kommen tilhjælp, saa at Haven nu omslutter meget smukke Blomsterpartier, der desværre forholdsvis kun lidet bemærkes af Publikum, og navnlig ikke om Dagen fremkalde det Besøg, de fortjene. Et nyt Anlæg i Rokokostil, som er udført efter Tegning af Etablissementets nye artistiske Direktør, Hr. B. Olsen, vil rimeligvis vinde et Bifald, der svarer til det Arbeide, som er anvendt derpaa; naar det er fuldstændig voxet til, og det belyses stærkt enten af Solen eller, som det er paatænkt til Eftersommeren, af mange Gasblus, vil det frembyde et glimrende Skue. 

- De ca. 11,500 Mennesker, som i Søndags med synlig Tilfredshed atter vandrede om i Etablissementet, gjenhilste med et Bifald, der paaskjønnede lang og tro Tjeneste, flere af deres gamle Bekjendte, navnlig Krigsraad Lumbye, som ved sin Fremtræden modtoges med stærke Haandklap og hele Aftenen modtog levende Applaus for sit Orkesters Præstationer. Det Liv, som gaaer igjennem disse, er bekjendt nok, men det vilde dog være ønskeligt, om det kunde lykkes Hr. Lumbye at faa navnlig sin Strygekvartet ikke saa lidt stærkere besat. Det jævnlige Bifald, hvormed Hr. Balduin Dahl med sit Musikkorps lønnedes, afgav et Bevis paa, at Hornmusiken ved dette Korps er bleven hævet til at indtage en betydningsfuld Plads blandt Tivolis Forlystelser; de mange Siddepladser, som iaar ere anbragte ved Musikpavillonen paa Plænen, gjøre det nu ogsaa muligt med større Ro at nyde de smukke, nye Numere, som ved dette Korps faa en ingenlunde almindelig, smagfuld Udførelse. En stormende Modtagelse fik ogsaa Pantomimeselskabet, især naturligvis Volkersens fortræffelige Pjerrot. 

- Med sit Engagement af fremmede Artister synes den nye artistiske Direktør at have været heldig; det maa antages, at det er lykkedes for ham at bringe hertil det Bedste af, hvad der af denne Art er at finde i Udlandet, og de Engagerede synes virkelig, skjøndt man neppe skulde tro det muligt, i flere Henseender at overgaa det store Antal Artister, som Tivoli nu snart i en Fjerdedel af et Aarhundrede har præsenteret for Publikum. Naar man først har forsonet sig med det Usædvanlige i at se en kvindelig Akrobat - og det vil vel neppe vare længe - vil Miss Emmy Braatz rimeligvis her feire lignende Triumfer som i Udlandet; hendes Kautschukpræstationer vidne om en Udvikling af Legemet i Smidighed, som neppe er overgaaet af Nogen, og hun overtræffer i disse Præstationer endog Meget af, hvad der hidtil er seet her. Hendes Trapezkunster og Øvelser paa den saakaldte "Perserstang" vidne om en stor Dristighed, men tillige om en Sikkerhed, som i Forening med hendes tækkelige Optræden neppe vil undlade at øve stor Indflydelse paa Besøget i Tivolis Cirkus. Miss Emmy er et Led af en hel Familie af dygtige Gymnastikere, bestaaende foruden hende af to unge Mennesker, en halvvoxen Pige, en halvvoxen Dreng og en lille Fyr paa tre Aar, der med Sikkerhed og Liv udføre smukke gymnastiske Øvelser. Som Jonglør paa Staaltraadsline, paa Globus osv. udmærker Demoiselle Anna sig ved megen Behændighid og en tiltalende Fremtræden. Den næsten legende Livfuldhed, der er udbredt over de 4 Brødre Strasbourgers Præstationer, den Sikkerhed og Aplomb, hvormed de udføre de vanskeligste Sager, deres ofte meget pudsige Kunster, og navnlig den yngste Broders Beviser paa en for hans Alder usædvanlig Kraft, ville sikkert forskaffe dem en velfortjent Broderpart af det tivolibesøgende Publikums Gunst, ligesom navnlig Ungdommen upaatvivlelig vil finde sig særdeles tiltalt af den ene af Brødrenes vel dresserede Hunde. 

- Et, som sædvanlig, smukt og farverigt Fyrværkeri af Gaetano Amici afbrændtes til Slutningen. - I Pavillonen ved Rutschbanen forevises mod særlig Entree endel nette mekaniske Kunstværker og et saakaldet optisk Galleri, bestaaende af Hulspejle og Speilkugler, der fremkalde pudsige Forvrængninger af den, som betragter sig selv deri. Endvidere forevises der en svensk Dværg i Forening med og som Modsætning til en Landsmand, der ikke kan undlade at vække Opmærksomhed ved sin gigantiske Skikkelse, idet han, der er et ganske ungt Menneske, som mulig endnu ikke er fuldt udvoxet, er saa høi, at en almindelig Mand med Hat paa let kan staa under hans Arme; hans smige Legemsudvikling staaer i Forhold til hans Høide, saa at han i det Hele maa siges at være vel proportioneret. Til disse Naturmærkværdigheder vil der om saa Dage komme en Dame af en her hidtil useet Størrelse og Vægt (efter Sigende 400 Pd.) 

- For Fuldstændigheds Skyld skulle vi endnu nævne, at Tivolis Program iaar er forandret til en "Tivoli- Avis", der foruden Programmet indeholder Bekjendtgjørelser.

(Dags-Telegraphen (København) 19. maj 1868. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld)

Tegner Conrad Werdmann: Vesterbrogade, Dandsepladsen i Tivoli. 1868. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Bortvisning af Tjeneste og Fornærmelse i Ord. (Efterskrift til Politivennen)

En Tjenestepige havde for Retten indklaget en herværende Bagermester, fordi denne den 21de Marts d. A havde tilføiet hende flere Slag, udskældt hende for en "lumpen Tyvekvind" og sigtet hende for at have bestjaalet ham, samt fordi han havde uden lovlig Grund bortvist hende af Tjenesten, hvorfor hun havde paastaaet den Indklagede dels straffet for de verbale og reelle Injurier imod hende, dels tilpligtet at betale hende Løn for Marts Maaned d. A. med 3 Rd. 4 mk.. Kostpenge fra 21de Marts til 1ste April, begge Dage indbefattede, efter Rettens Bestemmelse, samt Sagens Omkostninger, hvorhos hun havde paastaaet de fornærmelige Udladelser mortificerede. Under Sagen var det af begge Parter erkjendt, at Klagerinden havde tjent den Indklagede maanedsvis for en maanedlig Løn af 3 Rd. 4 mk. og Kost og Logis, hvilken Tjeneste efter Opsigelse skulde ophøre den 1ste April d. S. Klagerinden havde imidlertid ikke imod den Indklagedes Benegtelse bevist, at denne havde fornærmet hende i Ord eller Gjerning, ligesaa lidt som der var tilvejebragt en saadan Formodning, at Partsed kunde komme til Anvendelse. Derimod havde den Indklagede erkjendt, at hm den 21de Marts d. A. havde bortvist Klagerinden af Tjenesten; men hertil havde han anseet sig for berettiget, fordi Klagerinden i Tjenestetiden og lige til den sidste Dag havde tilladt sig grove og fornærmelige Ytringer imod den Indklagedes Hustru; og da Klagerinden ogsaa havde indrømmet, at hun den 21de Marts d. A., efterat den Indklagedes Hustru havde kaldt hende "en beskidt Tøs", har sagt til denne "saa maa det være Dem, der er en beskidt Kjælling", skjønnedes den Indklagede i Tyendeloven af 10de Mai 1854, § 41 Nr. 4, at have havt tilstrækkelig Hjemmel til den skete Bortvisning. Som Følge heraf blev den Indklagede ved Kriminal- og Politirettens Dom imod til Klagerinden at betale 2 Rd. 3 mk. iøvrigt frifunden for hendes Tiltale.

(Dags-Telegraphen (København) 18. maj 1868).

Skjændig Udaad paa Fyen. (Efterskrift til Politivennen)

Dagsnyt.

- I Tirsdags Aftes Kl. omtrent 10, blev, ifølge "Fyens Stiftstid.", en Pige, som kom fra Odense og gik til sit Hjem paa Hunderup Mark, paa Veien mellem Odense og Hunderup overfaldet og mishandlet paa en skammelig Maade af en Mandsperson, som kom rask bag ved hende og uden mindste Anledning fra hendes Side, og uden at hun vidste af det, pludselig med en tyk Stok tilføiede hende flere betydelige Slag i Hovedet saa at hun tumlede bevidstløs til Jorden, hvorefter Mandspersonen tog hende ved den ene Arm og slæbte hende henad Veien og ud paa Marken, hvor han atter slog hende med Voldsomhed i Hovedet, men da bun skreg og raabte om Hjælp, og der i det Samme kom nogle Vogne kiørende rask forbi, blev Mandspersonen formodentlig bange og undløb hen over Marken. Det var med Nød og neppe, at den ovorfaldne formaaede at slæbe sig ind til Hunderup, hvor hun anmeldte Sagen for Sognefogden, der strax gjorde Anstalt til hendes Hiemkiørsel og besørgede Læge hentet i Odense. Tillige anmeldte han Begivenheden for Herredsfogden, Amtmand Dahlerup, som øieblikkelig begav sig ud til Gjerningsstedet, hvor nogle afrevne Stykker af den Overfaldnes Klæder, samt den Stok, der var benyttet under Mishandlingen, fandtes, ligesom der ogsaa var Spor af Blod. - Gierningsmanden, der ikke berøvede Pigen Nogetsomhelst af det, hun førte med sig, skal have vævet iført Intanteri-Uniform, men det er endnu ikke lykkedes at komme paa Spor efter ham. Det kan sees, at den Stok han havde slaaet Pigen med, er skaaren af en Piil ved Veikanten

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. maj 1868)

Carl Stenders Kunstforlag (1888-1995): Hunderup. 1916. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Overfald. Igaar, noget hen paa Eftermiddagen, er atter her i Nærheden af Byen, circa ½ Miil ud ad Slettens Lundevei, forøvet et Overfald paa en Kone herfra Byen, idet en Soldat kom bag fra og kastede hende om i Grøften, slog hende i Ansigtet, samt forsøgte at slæbe hende over Grøften ind paa Marken, men da der i det Samme kom nogle Folk kjørende paa Landevejen, slap han hende og løb bort. Folkene, som kom kjørende, havde imidlertid bemærket, at Nogen havde gaaet inde i en Rugmark ved Landevejen, og ved at følge Sporet traf de ogsaa en Soldat. De opfordrede ham da til at følge med til Odense, og han erklærede sig villig hertil og satte sig op paa Vognen, men udfor Næsbyhoved Skov sprang han pludselig af Vognen og løb ind i Skoven, hvor Folkene ikke kunde finde ham igjen. Det Passerede anmeldtes strax for Amtmand, Herredsfoged Dahlerup, der foreløbig optog Anmeldelse og Forhør. Da netop et af 5te Bataillons Compagnier igaar var fritaget for Øvelser, og der altsaa var Formodning for, at vedkommende Soldat hørte til dette Compagni, blev dets Recrutter beordrede til at møde, og blev da den Soldat, som var bleven truffen i Nærheden os, hvor Konen var blevet overfaldet, ogsaa gjenkjendt af Folkene, som havde anholdt ham, skjøndt han havde ladet sit Skjæg afrage. Der er en høi Grad af Sandsynlighed for, at det er den samme Soldat, som i forrige Maaned poa en lignende Maade overfaldt og mishandlede en Pige paa Hunderup Landevej. Han er nu arresteret, og det tør haabes, at de militaire Autoriteter ville tage sig alvorlig af Sagen og bringe ham til at bekjende, saa at hans Lyst til at overfalde fredelige Folk, som i lovligt Ærinde gaae paa Landevejen, for en Tid kan blive hæmmet.

(Fyens Stiftstidende 10. juni 1868)

Fodfolkets Spade. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! I Deres ærede Blad for den 19de f. M. findes der nogle Bemærkninger, fremsatte ved Hr. F., i Anledning af min Artikel om den til Fodfolkets Udrustning foreslaaede lille Staalspade. Da disse Bemærkninger ikke angaa Sagens Realitet - Hr. F. er fuldstændig enig med mig i, at det er ønskeligt, ja nødvendigt at forsyne Mandskabet med dette Redskab - kunde jeg jo gjerne have ladet Sagen nu bero dermed, dersom ikke Hr. F. ved sin Fremstilling. der ingenlunde er fri for skæve, uholdbare Anskuelser og Paastande, maaske kunde bidrage til, at Opfinderen af Staalspaden, Hr. Kaptain Linnemann, hertillands ikke høstede den Anerkjendelse, han ved sin Opfindelse og navnlig ved sin ufortrødne Iver for dens Fremme, aa høilig har Krav paa. Hr. F., der, som han selv siger, har tjent i den nordamerikanske Unions Armee, udtaler nemlig den Formening, at man ikke kunde betegne den Linnemannske saakaldte Sidevaabenspade som en Opfindelse, fordi den allerede under den nordamerikanske Krig havde fundet almindelig Anvendelse. At Amerikanerne anvendte Spader i en meget stor Udstrækning, baade til at skaffe sig Dækning i Kampen og til at tilveiebringe Sikring i deres Hvilestillinger, er en meget bekjendt Sag, og dersom Hr. F. havde nogen kjendskab til den nyere Militærliteratur, vilde han deraf have seet, at der ikke blandt Fagmændene, som han siger, hersker nogen Tvivl idetmindste angaaende denne Forbedring i krigsfaget. Sagen er kun den at finde en passende Model til en saadan Spade, og at Amerikanerne ikke, ialtfald ikke i Efteraaret 1864, havde opnaaet en saadan, fremgaaer blandt Andet ogsaa deraf, at den Afdeling, der havde den Ære at tælle Hr. F. i sine Rækker, efter hvad Hr. F. fortæller, til denne Tid fik nogle Prøvespader tilsendte, endskjøndt næsten hele General Grants Armee var forsynet med smaa Spader. Dersom disse havde været hensigtsmæssige, vilde hint Experiment i Sandhed have været mere end overflødigt. Forresten lykkedes dette da ikke, fordi, som Hr. F. siger, hin Afdeling blev bortkommanderet, hvilket forekommer mig at være en høist besynderlig Grund for, at den Prøve, der forøvrigt synes at have været lange nok forinden, skulde opgives, da Redskabet jo netop burde prøves under alleslags Forhold. 

Jeg skal nu til Hr. F.s Beroligelse tillade mig at meddele ham, at Opfinderen af den danske Model til en Spade for Fodfolk netop har taget sin Ide fra Amerika, hvorpaa han aldrig har lagt ringeste Dølgsmaal, men at selve konstruktionen af Modellen er i den Grad original, at der endogsaa er erhvervet Patent paa den i Nordamerika. Vi feile neppe, naar vi antage, at dette havde Hr. F. ikke ventet. Vi skulle endvidere tilføie, at der i dette Øieblik ikke er noget Land i hele Evropa - dog med Undtagelse af Tyrkiet - hvor der ikke er gjort Skridt for at erhverve Patent paa den danske Sidevaabenspade. Det er jo nu rigtignok intet Argument, vi kunne bruge ligeoverfor Hr. F., thi efter hans Formening ere alle evropæiske Regjeringer og de vedkommende Fagmænd for dumme eller for indolente til at have nogensomhelst Anelse om, at et saadant Redskab er blevet brugt i den nordamerikanske krig, hvor i det Hele taget en Mængde vigtige militære Spørgsmaal skulle have fundet deres endelige Afgjørelse, det vil sige for Amerikanernes Vedkommende, thi her i Evropa gaa vi med Hensyn til dem endnu fuldstændig "iblinde". Kun et Ord endnu til Hr. F.; han mener, at krigen af 1866 havde faaet et andet Udfald, dersom Fodfolket - vi maa vel antage, at Hr. F. mener det østerrigske - havde været forsynet med smaa Spader. Jeg for min Part tillader mig at betvivle dette, thi ligesaalidt som "Vandet alene er tilstrækkeligt", som Morten Luther allerede har lært os, ligesaalidt kan "en Spade" bevirke Underværker, naar ikke den "rette Aand" er i Tropperne.

Deres ærbødigste

X.

(Dags-Telegraphen (København) 4. maj 1868).

"The Linnemann Spade". Tegnet i "Journal of the Military Service Institution" juli 1894. Her står desuden at den blev brugt i Tyskland, Østrig, Holland, Frankrig, Rusland, Rumænien, Serbien og Grækenland. Dog bemærkes at i Tyskland, Frankrig og Rusland foretrak man andre typer værkstøj. Forfatteren mente at det var den rette spade at bruge, men ikke nødvendigvis som i Europa, bl.a. fordi de var billige. Spaden blev i øvrigt omtalt i adskillige militærblade.

Kaptajn Johan Linnemann (1830-1889) havde deltaget i Krigen 1848-1851 og slaget ved Als 1864. Her havde han fået ideen til en infanterispade som samtidig kunne bruges som nærkampsvåben, sav og stegepande. Han fik patent på opfindelse 1869, men den blev afvist som unødvendig af hæren. Ingeniørtropperne kunne imidlertid godt se anvendeligheden, og herefter blev ideen antaget ikke bare i Danmark, men også i Europa. Den blev brugt i Balkankrigene 1877-1879, den Russisk-japanske Krig 1904-1905 og 1. verdenskrig. Linnemann opnåede at få en medalje af Christian 9., og hædersbevisninger fra Preussen, Rumænien. 

Rømø: Slesvigske Tilstande. (Efterskrift til Politivennen)

Efter et sikkert Forlydende i "Vestsl. Tid." blev Romø for et Par Dage siden gjæstet af nogle hamborgske Spekulanter, der til fabelagtig høie Priser opkjøbte de ved Havnepladsen beliggende Eiendomme, dog under den Betingelse, at Kjøbet gaaer tilbage, hvis den projekterede Dæmning osv. mellem Øen og Fastlandet ikke kommer istand. Saaledes solgte Hr. Gjæstgiver Gram Schmidt den ham tilhørende Kro med tilliggende for 10,000 pr. Thl , og et Hus med Tilliggende, der for Tiden neppe kan taxeres høiere end til ca. 300 Thl., solgtes for 1800 Thl. pr. - En hel Del andre Eiendomme solgtes til lignende enorme Priser, skjøndt de saagodtsom alle bestaa af sandede, meget ufrugtbare Jorder. Denne Spekulation er vist ikke uden Forbindelse med et mere fashionabelt Besøg, som en Del høiere Embedsmænd, ledsagede af Grev Baudissin, for nogle Dage siden aflagde her paa Vestkysten. Det er tredie Gang i Løbet af et halvt Aar. at den ædle Greve har beæret vor Egn med sin Nærværelse. Første Gang var i Decbr. f. A. kort efter at han havde holdt sin bekjendte "glimrende" Tale i Flensborg i samme Anledning, og hvori han paastod, at dette Foretagende (Dæmningen osv.) vilde betydelig bidrage til "Nordslesvigs og Jyllands snarlige Germanisering". Anden Gang var længere hen i Vinteren, efterat han havde gjort et desværre forgæves Forsøg - som ogsaa i sin Tid blev omtalt i "Vestsl. Tid." - paa at blive valgt til Deputeret istedenfor Kryger. Dette Forsøg paa at tilføie den danske Sag et eklatant Nederlag strandede imidlertid paa de vestslesvigske Bønders rolige men faste Holdning, hvorved de viste, at de meget vel forstod at skælne imellem de politiske og materielle Interesser. Men det kan alligevel kun beklages, at dette rent materielle Foretagende er faldet i Hænderne paa Mænd, der søge at misbruge Sagen til deres politiske Øiemeds Opnaaelse. Imidlertid synes det virkelig, at Regjeringen har noget Alvorligt isinde med denne Plan. Herpaa lyder bl. a. den Omstændighed, at Regjeringens Embedsmænd have været med til at undersøge Terrænet tilsøs og tillands - Jernbanens Retning osv. er allerede forlængst afstukken - samt den af flere Blade meddelte Efterretning om Seilskibes Ankomst til Listerdyb for at opmaale og undersøge dette. Det skal ogsaa af de nævnte Embedsmænd være udtalt temmelig uforbeholdent, at saasnart Farvandets Dybde er opmaalt og funden tilstrækkelig, er Udførelsen sikret. Dog er hos Nogle den Anskuelse fremherskende, at Regjeringen ikke selv vil befatte sig med Udførelsen, men overlade den til et privat Aktieselskab; man nævner endog flere af Aktietagerne, bl. A. den bekjendte Ejendomsbesidder og Handelsmand Chr. Heinsen.

(Dags-Telegraphen (København) 4. maj 1868. Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. maj 1868)

Ideen om en dæmning til Rømø opstod omkring 1860, men Krigen 1864 stoppede midlertidigt ideen. Preussen havde siden starten af 1868 planer om at anlægge en havn på Rømø og startet forstudier til en sådan. Grev Adalbert Baudissin (1821-1870) forelagde regeringen en plan til anlæg af havnen i april 1868. I 1869 konkluderede man at havneanlægget var muligt og kunne udføres. I 1870 indvendte nogen at en dæmning ville kunne ændre strømforholdene og udgøre en fare for at lukke havnemundingen.

C. Rasmussen: Havnearbeidet ved Esbjerg i Efteraaret 1869. Illustreret Tidende nr. 548, 1870.

Dæmningen til Rømø var geopolitisk interessant fordi man i Danmark manglede en havn på Vestkysten, Esbjerg var endnu kun under diskussion. En tysk havn på Rømø ville være en skarp konkurrent til Esbjerg. Endnu i 1873 var man dog ikke nået længere, og projektet blev i tysk tid aldrig til noget. I 1939 blev det vedtaget at bygge en, og efter en forsinkelse pga. 2. verdenskrig stod den klar i 1948, og som forudset i 1870 fik den en enorm indflydelse på strømforholdene.