Ondartet Sygdom blandt Militære. (Efterskrift til Politivennen)

Ondartet Sygdom blandt Militære. Vi have modtaget følgende Skrivelse:

Hr. Redaktør! I Anledning af en Artikel i "Dags-Telegrafen" for Torsdagen den 10de d. M. med Overskrift "Ondartet Sygdom blandt Militære" maa jeg anmode Dem om til Beroligelse for de Mange, der have Sønner ved 4de Bataillon indkvarterede i Sølvgadens Kaserne, snarest at optage efterfølgende linier i Deres meget udbredte Blad.

At der ved 4de Bataillon fortiden haves mange Syge, forholder sig desværre fuldkommen rigtig, men at Grunden dertil kan søges i "den overordentlig slette Indkvartering" maa jeg bestemt modsige. Lokalerne have aldeles ikke været overfyldte, og med Hensyn til, at et Kompagni tildels har været indkvarteret paa den dertil særdeles godt indrettede Kvistetage, da maa jeg bemærke, at dette Kompagni hidtil ikke har havt det halve Antal Syge som noget af de andre Kompagnier, der have været indkvarterede i de nedre Etager.

Kjøbenhavn, den 19de Juni 1868.

J. H. Krabbe,

Oberst, Chef for 4de Bataillon.

Det forekommer os, at ovenstaaende Skrivelse i meget ringe Grad svarer til den deri udtalte Hensigt: at berolige dem, der have Sønner ved 4de Bataillon. Den indrømmer nemlig, at der ved Bataillonen for Tiden haves mange Syge, men det antydes end ikke med et Ord, at der er truffet eller vil blive truffet overordentlige Foranstaltninger for at imødegaa denne usædvanlige Sygelighedsttilstand Tværtimod synes man at ville slaa sig til Ro med, at denne Tilstand ikke kan antages at hidrøre fra de Forhold, hvorfra vi efter Sagkyndiges Udtalelser have anført, at den formentlig maatte stamme. Iøvrigt skulle vi endnu kun bemærke, at hvad der i Almindelighed ikke kan siges at være Overfyldning af Lokalerne, ofte under en Varme som den i denne Tid herskende maa betegnes som saadan, samt at en ellers "særdeles godt indrettet Kvistetage" (eller rettere Loftsrum, thi det af os omtalte Sovelokale er ovenover den egentlige Kvistetage og lige under Taget) umulig kan være noget sundt Opholdssted om Natten, efterat den om Dagen af en brændende og tør Solhede er opvarmet til en Temperatur af nogle og tyve Grader.

Red.

(Dags-Telegraphen (København) 20. juni  1868)

De alvorlige Sygdomstilfælde, der, som vi have omtalt, havde udbredt sig blandt 4de Bataillons Mandskab, have nu udbredt sig til den ligeledes i Sølvgadens Kaserne kasernerede 2den Bataillon, hvis Indkvartering i sanitær Henseende er ligesaa slet som 4de Bataillons, idet ligeledes en Del af denne Bataillons Mandskab ligger lige under Taget. Vi vedblive at paastaa, at den slette Indkvartering for en stor Del har foraarsaget disse Tilfælde, og vi have bragt i Erfaring, at Stadslægen paa given Anledning har undersøgt navnlig Loftslokalerne og erklæret dem for lidet heldige i satinær Henseende samt henpeget paa det Ønskelige i at forlade disse Kvarterer. Men uagtet nu 13de og 17de Bataillon have forladt Sølvgadens Kaserne, og deres Kvarterer altsaa staa tomme, har Kasernedirektøren ikke fundet sig beføiet til at foretage den fornødne Omkvartering. Vi lægge Ansvaret for en saadan lidet hensynsfuld Fremgangsmaade paa Krigsministeriet, under hvem Kasernedirektøren umiddelbart folierer, og vi paastaa, at det er en uforsvarlig Maade at optræde paa ligeoverfor Rekrutten, der sandelig ikke kan siges at fremkomme med et urimeligt Ønske, naar han beder om et anstændigt Kvarter paa en Tid, da han i den mest brændende Solhede paa det mest skyggeløse Sted, der kan findes, er i fuld Aktivitet hver Dag i 9 Timer, et Tidsrum, der nok ovenikjøbet ikke saa ganske lidet overskrider, hvad der er foreskrevet for hans daglige Øvelser. Vi havde haabet, at det ikke havde været nødvendigt at vende tilbage til denne Sag, men vi maa endnu tilføie nogle Ord til vore Bemærkninger i Anledning af 4de Bataillons Chefs Skrivelse i vort Lørdags numer. Naar han "med Hensyn til, at et Kompagni tildels har været indkvarteret paa den dertil særdeles godt indrettede kvistetage" bemærker, "at dette Kompagni hidtil ikke har havt det halve Antal som noget af de andre Kompanier, der have været indkvarterede i de nedre Etager", da skulle vi tillade os at fremføre det simple Faktum, at Lokalerne i Kvistetagen ikke nær have den Størrelse som Lokalerne i de nedre Etager, og at som Følge deraf Rummene, som vi ikke kunne bekvemme os til at kalde Belægningsstuer, kun kunne belægges med en mindre Styrke end Belægningsstuerne i de nedre Etager. Naar saa Kvistetagen møder med det halve Antal Syge mod et af de andre Kompagnier, er jo Regnestykket for saavidt i Orden. Efter hvad vi have erfaret, var Sygetallet ved et af 4de Bataillons Kompagnier i Fredags 58, medens Kompagniets hele Styrketal var 142. Vi slutte disse Linier med det Haab, at Krigsministeriet vil optræde resolut og hensynsfuldt med Rekrutterne, og at de tvende Bataillonschefer samvittighedsfuldt ville vide at varetage og paatale deres Undergivnes Tarv, idet vi henstille, om det ikke vilde være hensigtsmæssigst at formindske Øvelsestimernes Antal, saalænge denne stærke Hede hersker.

(Dags-Telegraphen (København) 24. juni 1868)

Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 29. juni 1868 meddelte at det nu var blevet køligere og fugtigere vejr som havde god indflydelse på sundhedstilstanden, samt at mandskabet var blevet indkvarteret i de lokaler som tidligere benyttedes af to bataljoner der var marcheret til lejren ved Hald. Se artiklen om denne.

Soldatermarsch ved Hald. (Efterskrift til Politivennen)

Om soldaternes Marscher til Hald skrives i "Veile Amts Av." under 16de ds.: Tolvte Bataillon marscherede imorges Kl. 5 herfra til Brædstrup; imorgen skal den gaa indtil 1 Mil nord for Silkeborg, hvor der holde en Dag Rast. Det er i Grunden umenneskeligt at forlange, at Soldater i disse Dage, hvor vi have en vestindisk Hede, skulle gaa med fuld Oppakning, altsaa med Tornyster, Feltkappe, et ikke ubetydeligt Kvantum Munition, Brød osv. fra Fredericia til Hald ved Viborg. At det er for store Vexler at trække paa et Menneskes Helbred, viste sig alt igaar, idet ikke faa Mand tabtes undervejs, og Nogle maatte allerede "give sig" omtrent halvvejs, ved Hvilested kro. Man har endog forøget deres Byrde, da de - fra Veile have faaet 3 a 4 Pd. Brød mere at slæbe paa. Det var intet Under, at de vare i høi Grad udasede og tildels saa ynkelige ud, da de igaar i Middagsstunden indtraf hertil. Vi saa tilsyneladende haardføre karle, der sank sammen og faldt omkuld, da de naaede Byens Kirketorv, Andre kastede sig ned paa Trapper og hvor de kunde komme til, atter Andre styrtede over Vandpumpen for at slukke deres brændende Tørst paa den under disse Forhold farlige Drik. Batallionen maatte ogsaa efterlade Adskillige her i Byen, der, ødelagte af Marschen igaar, ikke kunne fortsætte idag. Men naar et kun forholdsvis lille Antal er blevet tilbage, ere vi overbeviste om, at der i de bortmarschaede Geledder findes Mange, der kun vanskelig udholde Fortsættelsen, men som ikke ville give sig, thi det var Synd at sige om den danske Soldat, at han er blødagtig, tværtimod, han er af Naturen haardfør og har Æresfølelse; han sætter en Glæde og Ære i at døie Ondt og Godt med Kammeraterne. Krigsbestyrelsens Mening med disse Marscher kan dog heller neppe være den, at Soldaterne, belæssede som Pakæsler - thi saaledes saa igaar mange af de Stakler ud - stønnende og gispende efter Veiret, møisommelig skulle slæbe sig frem gjennem det glohede Sand i 26 Graders Varme og saa tilsidst segne under Byrden. Kan man med stor Bekostning indrette en Leir, maatte man vel ogsaa kunne faa Evne til, under Veirforhold som de nærværende, at befri Soldaten for Oppakningen og læsse denne paa Vogne. Hvad man spare paa denne Maade, taber man igjen ved at fylde Lasaretherne med Marodører. Tydskerne og Franskmændene er altid let paaklædte, hvad enten de marschere eller kæmpe, og det var nok ogsaa en af Hovedfeilene i sidste Krig, at vore Folk ikke altid vare saa hurtige, som ønskeligt var.

Forøvrigt meddeler det nævnte Blad, at ingen Soldat er død af Anstrengelser paa Marschen; den Soldat, der indlagdes paa Sygehuset i Veile, er i Bedring, og den Sygdom, hvorfor han er indlagt, har han lidt af i mange Aar.

(Dags-Telegraphen (København) 19. juni 1868)

Se endvidere artiklen om lejren ved Hald m.m.

Fra Lejren ved Hald. (Efterskrift til Politivennen)

I 1868 afholdtes den første af de såkaldte Hald Lejre som herefter fandt sted hvert år 15. juni til 29. juli indtil 1880. Den blev til efter den nye hærlov fra 1867 hvorefter der blev anskaffet moderne geværer og artilleri, hæren omorganiseret mv. Dette skulle trænes ved et fast øvelsesterræn syd for Viborg i et sammenhængende hedeareal mellem Dollerup og Finderup på 750 tdr land med permanente rammer for en militærlejr, der kunne rumme 10.000 mand. Der blev tillige indrettet en slags gade hvor egnens bønder og handlende fra Viborg kunne tilbyde deres varer. 

Artiklerne herfra handlede mest om øvelserne, men nedenstående gav også en egnsbeskrivelse:

Fra Leiren ved Hald.

(Fra vor Korrespondent).

Lørdagen, den 13de Juni. Efter Løfte faaer De min første Korrespondance idag.  At jeg imidlertid neppe naaer saa vidt denne Gang, at jeg faaer selve Leiren omtalt, bemærker jeg forud for ikke at skuffe Nogen. Leiren har jo desuden endnu ikke optaget sine militære Indvaanere. Leiren qua Leir existerer altsaa ikke endnu, men først fra næstkommende Mandag, saa at der jo er en Smule Tid til forinden at kaste et Blik paa Omegnen.

Den, der ikke veed, at Viborg kun en Gang om Aaret, regelmæssig ved den aarlige Grundlovsfest, kommer ud af sine gamle og rolige Folder og paa denne Dag i Aaret tager et gemytligt Opsving, vil mulig tro, at Byen alt nu, et Par Dage før Leirtiden begynder, har faaet et Præg af Uro og Tummel, tro, at man Intet kan høre for rullende Bagagevogne og Intet sandse uden Leiren. I saa Fald slutter man feil. Strax naar man stiger ud af Vaggonen dernede paa Stationen og gjenseer de samme Ansigter med de samme rolige Træk, de samme Personer, som nu alt i Aar og Dag trolig og rolig have valfartet Morgen, Middag og Aften til Stationen ved Togenes Ankomst og Afgang - ja strax da faaer man jo uvilkaarlig Indtrykket af, at Alt er ved det kjære Gamle, og at Alt gaaer i sin elskværdige uforstyrrelige Ro, regelmæssigt som et ærværdigt gammelt bornholmsk Uhrværk.

Kommer man fra en af de større Byer - Aarhuus eller Randers - faaer den Besøgende let ved Synet af Viborg endnu Indtrykket af noget Forknyt, Forkuet og Fortrykt; thi den Del af Byen, der vender mod Sydvest, tager sig unegtelig fattig ud med sine smaa, paa sine Steder fortrykte og skæve Huse. - Hvormeget en Kirke bidrager til at give en By en bestemt, ejendommelig Karakter, kan den ret iagttage, som tidligere har seet Viborg Domkirke med sine vældige Taarne rage op over Byen og nu gjenseer den gamle Stad, berøvet sin høie Majestæt. Vel hæver den kullede Domkirke sig betydelig op fra Byen, men man faaer dog Indtrykket af, at Majestæten har gjemt sig eller har trukket Hovedet ned mellem Skuldrene. Gid den Tid ikke maatte være fjern, da Kirken atter og i forynget Skikkelse kunde kneise med sine 2 Taarne op over Byen.

Det er uheldigt, at den største Færsel fra Jernbanen gaaer ad St. Michaelsgaden - uheldigt, fordi det første Indtryk af Byen ikke i an være heldigt; i den nederste Del af St. Michaelsgade, som beboes af Byens mindre bemidlede Familier, ere nemlig Husene smaa og Brolægningen slet. Man har vel søgt ved at anlægge en smuk Kjøre- og Spadserevej, kaldet "Dumpen", at lede Færselen indad Byens smukkeste Gade, St. Mathiasgaden, men paa Grund af den store Omvei benyttes denne ikke saa meget som St. Michaelsgaden. Mærkeligt er det derfor, at denne Sidste endnu den Dag idag henligger med sin gamle Brolægning, en Brolægning, som gjør, at den Besøgende ofte holder et ynkeligt, haltende og bandende Indtog i Byen. Gaaer man imidlertid længere ind eller rettere op i denne (thi Viborg ligger jo opad og paa et Bakkestrøg), da kan den, der i nogen Tid har været fjernet fra Byen, glæde sig over den bedre Stenbro og over alle de smukke Forandringer, der i den sidste Tid ere gjorte; nye Bygninger have reist sig, ældre ere blevne ombyggede eller forhøjede og det gjerne i en Stil, som gjør Bygmestrene Ære. En ny gothisk Bygning paa Hjørnet af Store Bradepande og St. Mathiasgade er trods det Usymmetriske i selve Bygningen en Prydelse for Gaden, og en paabegyndt stor Bygning paa Hjultorvet vil sikkert engang gjøre et endnu heldigere Indtryk paa Beskueren. Viborg gaaer frem, det er klart, men langsomt og forsigtig gaaer det. - Man kan ikke ret blive klog paa, om Garnisonen har skadet eller gavnet Byen. Spørger man Embedsmanden, da har den skadet meget, og han ønsker blot, at den var vel ude af Byen, saa at Husleien vilde dale; men spørger man Huseieren og den Næringsdrivende, da forstaaer han tilfulde at fremhæve alt det Gode, Byen har af Garnisonen. Mærkelig nok skal det kun vare ganske Faa af Byens Næringsdrivende, som agte at gjøre Forretninger ved Leiren. Restauratørerne for Officersmesserne ere saaledes fra Aarhuus og Randers, Vinhandelen fra Kjøbenhavn (F. W. Hyllested & Komp's bekjendte gode Firma). Folk her i Byen klage meget over den dyre Vognleie: Vognmændene forlange 3 a 4 Rd. for en Tur ud til Leiren, og det er jo unegtelig godt betalt for den korte Vei (1 Mil). Forunderligt er det, at Ingen allerede er falden paa at etablere en Kaperkjørsel, Leiren staaer kun til imorgen Aften aaben for Alle og Enhver, og mangen En vilde derfor sikkert ofre sin Mark og benytte Lejligheden til forinden at aflægge et Besøg derude; men nu trykker man sig ved den høie Vognleie og foretrækker at blive hiemme fremfor at gaa henad en støvet Landevei i en stærk Solvarme.

I Formiddags ankom Hs. Exc. General Scharffenberg hertil Byen pr. Jernbane, blev modtagen paa Stationen af den her kommanderende General Bylow og tog derpaa ind i "Preislers Hotel", udenfor hvilket der iaften bliver musiceret af den herværende Brigademusik. Der er iaften mere Liv i de ellers temmelig tomme Gader, Musiken har lokket Ældre og Yngre, Damer og Herrer, Civile og talrige Militære ud, saa at man føler dog iaften Leirens Nærhed. Der kom flere svingende Læs rullende gjennem Byen - jeg troede, at det var indkaldt Mandskab, mm det var Latinskolens Lærere og Disciple, der vendte tilbage fra deres aarlige Udflugt til Hald.

Inden jeg afsender disse Linier, skal jeg berette en ret komisk Scene, som passerede for et Par Dage siden paa et af de Dampskibe, der fare mellem Jylland og Øerne. Blandt mange andre Passagerer befandt der sig ombord en skikkelig Bondekarl, der med sin velproppede, hvide Lærreds Tværsæk røbede sig som en indkaldt Jens. Da man gav sig i Snak med ham, forklarede han, at han skulde til "Manøvren" og var indkaldt til 15de Bataillon, som ligger i Frederikshavn; han var nu paa Reisen derop. Dette maatte jo aabenbart bero paa en Fejltagelse; men vor Jens paastod paa det Bestemteste, at han skulde melde sig i Frederikshavn; det stod at læse paa hans Pas, og Lægdsmanden, der havde skrevet dette, havde selv vist ham paa Kortet, hvor Frederikshavn ligger, og havde givet ham 9 Mk. til Reisen. Ved nærmere Eftersyn viste det fig imidlertid, at der paa Passet stod: "Citadellet Frederikshavn", og at Manden altsaa skulde til Kjøbenhavn og ikke til Skagen. Kun vanskelig lykkedes det at overbevise ham om Nødvendigheden af snarest mulig at vende tilbage, da den Vei, han var paa, aldrig vilde føre ham til 15de Bataillon. Endelig lykkedes det dog, og ved Samsø blev han sat iland lidt modfalden og med de sørgelige Rester af de ham betroede 9 Mk; men er han endnu ikke kommen til sit rette Bestemmelsessted, gaaer han vel endnu med sin Tværsæk paa Samsø!

(Dags-Telegraphen (København) 17. juni 1868)

Maler, fotograf Andreas Fritz (1828-1906). 1869. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fra Leiren ved Hald.

(Fra vor Korrespondent).

Lejren, den 18de Juni. Opdyrkningen af Heden omkring Viborg er foregaaet temmelig hurtig. Man kan vel endnu se Lyngen inde fra Byen; men forhaabenilig vil det vel ikke vare længe, inden Heden ganske vil være udenfor Byens Synskreds. Sydvest for Viborg strækker Lyngen sig nærmest ind til Byen. Grunden til, at Heden her endnu Aar 1868 ligger uopdyrket, og det saa nær Byen, er den, at man i Lyngens Underlag, i Rullestenssandet, have en langt værre Fjende at overvinde end f. Ex. østerpaa, hvor Rullestensleret udgjør Lyngens væsentlige Underlag. Hedepartiet sydvest for Viborg - Partiet henimod Hald - ligger dog ikke ubenyttet hen, idet der nemlig her er anlagt en Plantage af Naaletræer og enkelte villig voxende Løvtræer; men naar man seer hen over denne store Plantage (tilhøire for Veien ud til Leiren), og endnu den Dag idag, flere Aar efter Plamogens Anlæggelse, faaer Indtrykket mere af det Brune, af Lyngen end af de grønne Smaatræer, da synes dog endnu den Tid fjern, "da man vil kunne gaa i Skygge af Træer fra Viborg til Hald Sø" *). Mangen En, der i denne Tid maa færdes ad Ringkjøbingveien ud til Hald, vilde vel ønske, at det alt var saa, ønske, at der her var en Skov, der kunde opfange baade Solens brændende Straaler og Støvet, der som store Skymasser kommer langveis fra over Heden og hvirvler sig henad Veien. Men mangen En vilde sikker derved ogsaa føle Savnet af den nuværende vide, frie, karakteristiske Udsigt henover Heden, der her strækker sig som en mørk Havflade af flere Mils Omfang. Langt ude begrændses Lynghavet af blaalige Bakker; mm hist og her ligesom glippe Bakkerne, den varme, ophedede Luft over Heden bølger og dirrer, Bakkerne forsvinde, Skove, skovbekrandsede Søer, Skibe for fulde Seil, Kirker, Huse, ja hele Byer med røde Tage træde ofte i Stedet, indtil de atter en Tid give Plads for Virkeligheden. Slige Luftspeilinger kan Vandreren ofte se her i Jylland.

Paa Veien, som fører henover Heden forbi Hald, var der før Stilhed. Man kunde møde en Studevogn, der sneglede henad Veien, medens Kudsken selv, Bonden, laa sovende i Bunden af Vognen, udsat for, men desuagtet ugenert af det brændende Solstik, ja man kunde maaske have det Held at møde en elegant Eqvipage, der kom og svandt som et Syn, indhyllet i Skyer, som en Drøm paa Heden, men snart var dog Stilheden atter vendt tilbage, man hørte atter blot Insekterne summe og søgte atter efter Lærken, der sang, indtil man omsider fandt den sorte, svævende Prik høit oppe i Luffen. Nu er her ganske anderledes: Bonden har ikke Tid eller rettere Lejlighed til at sove i sin Vogn, hvert Øieblik kan han vente at blive opskræmmet af rullende Bagagevogne, rullende Ekvipager, rullende Kanoner eller blive tiltalt i det lakoniske Militærsprog og se et Ansigt, en Mine, et Blik, der minder ham om en ladt Kanon; og Folk, der nu vandre her, have Andet at sandse end summende Insekter og kvidrende Lærker; Leiren! Leiren! staaer skrevet i hvert Fysiognomi, i hvert et Træk og paa hver en Vogn!

Tilvenstre for den, der vandrer ad Ringkjøbingveien ud mod Hald, paa Lyngen, der strækker sig hen til Hald Egeskov, seer man af de reiste Mælkepinde, at Artilleriets Øvelser skulle foregaa her; Terrænet er ganske fladt, hist og her ligger der blot en Kæmpehøi. Man øiner Leiren, længe inden man er ved den; de hvide Pyramidetelte vise sig og forsvinde, vise sig atter og forsvinde atter mellem de grønne Egetræer, men det er kun Teltene af den mindre Leir-Afdeling, af den, der ligger noget fjernere fra den egentlige Leir, og hvor Artilleriet og Kavaleriet ligge. Ved "Halds Teglgaarde", hvor der i Anledning af Leiren er etableret en Urtekramhandel, dreier Veien tilvenstre.

Efterat have passeret gjennem et Stykke af en lille Egeskov, udvider denne sig, og man er ved Kavalleriets og Artilleriets mindre Leirafdeling; den ligger lunt, næsten omgiven af skov paa alle Sider. Men vi gaa videre, hen til den egentlige Leirby. Skoven trækker sig atter sammen, man gaaer atter i Læ og Ly af gamle Ege. Man mærker strax, at man nærmer sig en - ialtfald efter vore Forhold - temmelig stor By. Der er en Brummen og Summen, en Raaben og Støien, en Huggen og Saven - kort en Uro og et Liv, der karakteriserer en stor By. Egetræerne paa begge Sider af Landeveiene trække sig atter tilbage, ud af hinandens Favn, og nu ligger den store Leirby der med sine Træhuse og hvide Lærredstelte, med sin Mylder af hvidklædte Soldater og nysankomne blaa Dito'er, af Spekulanter og Besøgende, af Referenter og Tømmermænd.

Idag maa "Dags-Telegrafen"s Læsere og Læserinder imidlertid ikke vente nogen Beskrivelse af selve Leiren. Derimod sender jeg hermed et Situationskort over Leiren, ved Hjælp af hvilket det vil være lettere og behageligere baade for Læseren at følge Beskrivelsen og for mig at give et Billede af Leiren her ved Hald. Jeg skal for idag blot endnu omtale, hvilke Batailloner der alt ere rykkede ind i denne.

I Mandags Kl. 2 Eftermiddag afmarscherede 8de Bataillon fra "Hjultorvet" i Viborg med fuld Musik og under Oberst Ravns Kommando. Ved denne Leilighed saa man da for første Gang det smukke Remingtongevær paa Soldatens Skulder; Blytallet, som angiver, til hvilken Bataillon Soldaten Hører, er nu flyttet - for ikke at gnave Geværet - fra Skulderen op paa Huen under Kokarden. Ved Bataillonens Udmarsch af Viborg vare Damer og Herrer strømmede til de aabne Vinduer eller ud paa Gaden; Nogle fulgte ogsaa Bataillonen et Stykke ud ad Veien. Om selve Marschen herud er Intet at sige, kun maaske, at denne var temmelig ubehagelig, da Støvet stod paa langs gjennem den lange kolonne, og at en Mand fandt et Ridderkors, hvis Eiermand blev meget henrykt ved at faa det igjen, da han i sin Tid havde faaet det som ung Løitnant af Kong Frederik den Syvende efter et Slag i Krigen 1848. Kl. 4 ankom 8de Bataillon til Leiren under fuld Musik. Hs. Exc. General Scharffenberg henvendte nogle Ord til Bataillonen, den først ankomne her til Hald. Efterat Mandskabet havde sat Geværerne ind i de dertil indrettede Geværhuse, og Enhver havde faaet sit Telt anvist, tog han dette i Besiddelse. 8de Bataillon har maattet afgive alt Mandskab med Undtagelse af Vagtmandskabet til Arbeide i Leiren, og dette maatte saaledes reise Teltene til de senere ankommende Batailloner. Da sex Mand imidlertid kunne reise et Telt i Løbet af et Kvarterstid, gik dette Arbeide let fra Haanden. Ulige besværligere vare de Arbeider, som Mandskabet under Ingeniørkorpsets Ledelse har maattet udføre, nemlig Opførelsen af Skydevolde og Anlæget af Kolonneveie for Kavalleriet og Artilleriet. Disse Arbeider foregaa nemlige ude i Heden, og det er i Sandhed ikke noget misundelsesværdigt Arbeide i en brændende Solhede og med en ganske ny, flov Spade at arbeide sig 4 a 6 Fod ned gjennem Lyng, Ahl, Ler og Sand. 

5te Dragonregiment drog Tirsdag Middag gjennem Viborg, der hilsede det med Danebroge fra flere Steder, og ankom Kl. 1 til Leiren. En Timestid efter ankom to Batterier Artilleri, der vare overførte til Aarhuus fra Kjøbenhavn paa Transportbaade. Igaar Eftermiddags Kl. 2 rykkede 20de, idag 13de, 19de, 17de og 11te Infanteribataillon ind i Leiren; 13de Bat. skal efter Forlydende have havt 127 Marodører.

Skjøndt det ikke vedkommer Leiren, vil jeg dog ikke undlade at berette, at Dhrr. kgl. Skuespillere V. Wiehe og Døcker samt Pianisten Dahl iaften have givet en Aftenunderholdning i Byens store Klubsal, og at Modtagelsen efter Viborgske Forhold var gunstig.

*) Se "Geografiske Billeder fra Heden" ved Ingenirkamptain E. Dalgas. (Side 6)

(Dags-Telegraphen (København) 21. juni 1868)

Her en scene fra lejren ved Hald ved en senere lejlighed (1874). Tegner, xylograf, museumsmand Bernhard Olsen (1836-1922): Troppedefileringen for H. M. Kongen ved Hald 1874. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Herefter fortsætter artikelserien sig med lejrlivet og øvelserne, i Dags-Telegraphen (København) 24. juni 1868,  25. juni 1868 f. f. og sluttede da lejren blev forladt igen juli 1868.

Fra Leiren ved Hald. Under Øvelserne i Løverdags havde ifølge "Vib. Av." en Soldat af 20de Bat. det Uheld at stikke sig selv med Bajonetten i Øiet; han besvimede strax og var en halv Dag fra Samlingen; senere har han vel befundet sig bedre, men Følgerne af Uheldet kunne dog endnu ikke beregnes. - I Søndags holdtes atter Feltpradiken og Pastor Spleis fra Viborg prædikede. Gudstjenesten holdles paa en aaben Plads i den meest brændende Sol, og da Soldaterne i omtrent 1 Time i denne Hede maatte staae stille paa samme Plet, saa har denne Tjeneste efter Sigende været dem den største Tortur, de endnu have udholdt, og det var derfor ikke saa underligt, at Flere faldt om og maatte bæres bort.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 17. juli 1868)

Bagtanken var at den danske hær skulle indgå i en alliance med Frankrig mod den tyske hær. Da Frankrig tabte krigen 1870-1871 og Tyskland blev et samlet kejserrige, brød grundlaget for den danske militærstrategi sammen. Hærloven fra 1880 afskaffede de militære øvelser ved Hald. I de 12 år, lejren eksisterede, deltog over 100.000 mand i de store øvelser. Herefter koncentrerede man sig om et stort armeret befæstningsanlæg med massive volde omkring København (bl. a. Vestvolden og Vestencienten).

Se også indslaget om soldatermarcher i varmen, om sundhedstilstanden på Sølvgade Kaserne, krumslutningsstraffen som kom op i aviserne i forbindelse med lejren, og om distriktshestene.

Fejlagtigt Lægemiddel foraarsager Barns Død. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barns Død, foranlediget ved Udlevering af feilagtigt Lægemiddel. I Anledning af Meddelelsen i vort Numer for den 19de ds. med denne Overskrift have vi modtaget forskjellige Oplysninger, navnlig fra den farmaceutiske Examinand, der har udleveret det dræbende Lægemiddel. Af disse Oplysninger fremgaaer det, at den paagjældende Recept, hvad der ikke er ualmindeligt, navnlig med Fattigvæsensrecepter, var affattet særdeles skødesløst; der var navnlig derpaa ordineret en Formel, som aldeles ikke existerer i nogen Farmakopoe. nemlig Syrupus moschi orientalis, og denne Formel var, hvad der er udtrykkelig forbudt i Lovgivningen, abbrevieret saaledes Syrupus moschi or. Skriften var derhos Høi Grad utydelig, saa at Expedienten læste en i Farmakopoen bekjendt Formel Syrupus morphii acetici, og han skal have faaet Medhold i at læse Recepten paa denne Maade ikke alene af sine Kolleger i Apotheket, men ogsaa af flere ansete Apothekere og lægevidenskabelige Kapaciteter. Dertil kom, at Distriktslæge Storch, hvad der ogsaa udtrykkelig er forbudt i Lovgivningen, ikke havde forsynet Recepten med Signatur, saa at Expedienten ikke kunde se at Medicinen skulde bruges til et Barn, eller i hvor store Doses den skulde indtages; havde han kunnet se dette, vilde hans Opmærksomhed rimeligvis være bleven vakt, men efter Alt hvad der forelaa, og eftersom det, som bemærket, er kun altfor almindeligt, at der indløber skødesløst affattede Recepter, havde han ingen Anledning til at nære nogen Tvivl om at han udleverede et rigtigt Lægemiddel. Dagen efterat Ulykken var passeret, blev den anmeldt for Stadslægen, og denne saavelsom Sundhedskollegiet maa rimeligvis have antaget, at en væsentlig Del af Skylden for den, ja maaske den allervæsentligste, hviler paa Districtslæge Storch; thi de have foranlediget Justitssag anlagt saavel mod ham som mod Expedienten. Districtslæge Storchs Stilling til den hele Sag fremtræder iøvrigt efter de ikke faa Oplysninger, vi have modtaget, i et ejendommeligt Lys; han har fra Begyndelsen villet vælte hele Skylden over paa Expedienten og har endog villet paastaa, at denne havde forbyttet Flaskerne til to Recepter, den ene paa Morfin, den anden par Moskus, men denne Paastand har han senere i Expedientens Nærværelse maattet frafalde. Sagen er, som ovenfor omtalt, nu Gjenstand for en Retssag, og da den deri faldende Dom om føie Tid vil foreligge Offentligheden, vil det neppe vare længe, inden det vil komme til dennes Kundskab, hos hvem Skylden for den passerede Ulykke hovedsagelig er at søge.

(Dags-Telegraphen (København) 13. juni 1868).

Fotograf Moritz Unna (1811-1871): Oscar Paolo Samuel Storch (1833-1896). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De implicerede i sagen var barnet Elsine C. M. A. R, distriktslæge Storch og exam. pharm. Lorentzen.

Distriktslæge Oscar Paolo Samuel Storch (1833-1896) vandt 1857 en pris for en af Videnskabernes Selskab stillet opgave om guano. Han tog lægeeksamen 1858 og var de følgende år kandidat ved Almindeligt Hospital, 1861-62 læge ved Sygehjemmet og samtidig kirurgisk prosektor, 1862-65 reservemedikus ved Almindeligt Hospital og det nye Kommunehospital. Han var medredaktør af Hospitalstidende og 1864-65 læge ved den mediko-pneumatiske anstalt. I 1865 erhvervede han sig doktorgraden for en afhandling om den akute fosforforgiftning, foretog derpå med stipendium en studierejse og konkurrerede 1867 til det nye lektorat i retsmedicin og hygiejne hvor han vandt over den senere (1886-1897) stadslæge i København Just Adam Christian Tryde (1834-1904). Han flyttede i 1869 fra Fødselsstiftelsen til Nørrebro 11, stuen. 1868-70 var Storch distriktslæge på Nørrebro.

Sundhedskollegiet konkluderede at Storch ikke kunne frikendes for al skyld ved at have udstedt en uhjemlet formel der var ubekendt for farmaceuten, skærpet af en utydelig håndskrift og forkortet. Heroverfor burde ekspedienten ikke have udleveret medikamentet uden at være fuldkommen sikker på hvad der stod før han havde henvendt sig til en læge. Desuden var det kritisabelt at der ikke stod at det var til et barn. Udtalelsen overlod herefter fejlgrebene til øvrigheden.

I den efterfølgende sag blev stadslæge Schleisner bedt om en udtalelse. Han stillede tvivl ved dødsårsagen og mente ikke at nogen af de implicerede personer kunne have noget strafansvar. Sundhedskollegiet svarede at udtalelsen ikke var særlig klar, og han måtte komme med en uddybning. Materialet blev overbragt Kriminal- og Politiretten som efter en undersøgelse igen bad Sundhedskollegiet om en udtalelse ud fra dette, bl.a. forhørene. Den fremkom i januar 1869. Det omtalte materiale er gengivet i uddrag nedenfor:

Ved at fremsende Udskrift af et Forhør, der var optaget ved Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret til Oplysning om Barnet Elsine C. M. A. R.'s Død, foranlediget ved feilagtig udleveret Medicin fra Nørrebros Apothek, udbad Politidirektøren sig i 399, forinden Bestemmelse toges om, hvorvidt der maatte være Grund til Tiltale mod Dr. med., Distriktslæge Storch og Exam. pharm. Lorentzen eller mod Nogen af dem, for ved Uagtsomhed at være bleven Aarsag til det nævnte Barns Død, Kollegiets Yttringer over Sagen.

Under 29de Mai 1868 tilstillede Stadslæge, Justitsraad Schleisner Kollegiet følgende Skrivelse (266):

"Jeg undlader ikke herved at give Kollegiet Underretning om et beklageligt Tilfælde, som er indtruffet for Distriktslægen i 4de udenbys Distrikt, Dr. med. Storch. Ved at udfærdige en Recept paa en Moschussaft for et 14 Maaneder gammelt Barn blev denne Recept af Expedienten Lorentzen paa Nørrebros Apothek læst som Morphinsaft og expederet som saadan, hvorved Patienten døde efter den første Indgivt. Som det vil sees af den hosfølgende Recept, maa Misforstaaelsen fra Expedientens Side ansees for undskyldelig, saa meget mere som der blandt de af Lægerne brugte officinelle Formler ikke findes nogen Formel for Moschus-, men derimod for Morphinsaft (rigtignok med en fra den her brugte forskjellig Specialdosis), og jeg troer derfor neppe, at der kan være Tale om noget Strafansvar for Expedienten ligesaa lidt som for Lægen, og at navnlig ikke Straffelovens § 198 her kan finde nogen Anvendelse. Derimod kan man med Rette gjøre Lægen den Bebreidelse, at han ikke har forsynet sin Recept med Signatur, hvorved maaskee denne beklagelige Misforstaaelse vilde være bleven undgaaet, og jeg skal derfor bemærke, at, da jeg ved denne Leilighed er kommen til Kundskab om, at flere af Byens Distriktslæger have for Skik ikke at forsyne deres Fattig-Recepter med Signatur, har jeg i den Anledning draget Omsorg for, at der gjennem Magistratens 3die Afdeling er blevet udstedt et Cirkulære til samtlige Byens Distriktslæger, hvori denne Forpligtelse bliver dem indskjærpet.

Iøvrigt skal jeg ikke tilbageholde den Bemærkning, der fra Apothekernes Side hyppigt føres Klage over Lægernes skjødesløse Receptskrivning, en Uskik, der næsten synes at være i stadig Tiltagende, og jeg skal derfor henstille til Kollegiets nærmere Overveielse, hvorvidt der maatte være Anledning til at paalægge samtlige Læger at forordne alle Lægemidler, hvor Specialdosis er 2 Gran og derunder, paa magistrel Maade, uden Hensyn til de bestaaende Formler. Om der fremdeles maatte være Anledning til specielt at gjøre opmærksom paa Forvexlingen af Moschus med Morphinsaft, da en saadan, efter hvad der er blevet mig meddeelt, oftere skal være indtraadt, skal jeg ligeledes henstille."

Herpaa svarede Kollegiet Stadslægen under 17de Juni saaledes:

"I Anledning af Hr. Justitsraadens Skrivelse af 29de f. M., hvori De indberetter til Sundhedskollegiet et Forgiftningstilfælde, som er foranlediget derved, at der fra Nørrebros Apothek er udleveret Morphinsaft istedetfor Moschussaft, skal Sundhedskollegiet, ved at tilbagesende den Recept, hvorefter det omhandlede Middel er udleveret, herved underrette Dem om, at det under Behandlingen af en foreliggende almindelig Sag vil komme under Overveielse, hvilke Regler der ville være at indskjærpe til Iagttagelse ved Receptskrivning; men imidlertid maa Kollegiet bifalde det Skridt, De har foretaget til at paaminde Byens Distriktslæger om, at deres Fattigrecepter forsynes med Signatur.

Hvad selve det omhandlede Forgiftningstilfælde angaaer, da er det efter Deres Anmeldelse ikke klart for Kollegiet, at der ikke er Anledning til at foranledige Sag anlagt i Henhold til den almindelige borgerlige Straffelovs § 198."

Efter Modtagelsen af denne Kollegiets Skrivelse gjorde Stadslægen i Skrivelse af 20 de Juni Anmeldelse til Politidirektøren om det indtrufne Tilfælde. "Hvad denne Sags Realitet angaaer hedder det i denne Skrivelse da maa jeg udtale mig derhen, at jeg ikke skjønner, at der kan være Tale om noget egenligt Strafansvar, hverken for Expedienten eller Lægen. At Expedienten har læst syrupus moschi orientalis som syrupus morphii acetici, maa, som det vil fremgaae af den hoslagte Recept, ansees for undskyldeligt, og denne Feiltagelse er in casu saa meget mere forklarlig, som der blandt de af Lægerne brugte officinelle Formler ikke findes nogen Formel for Moschus-, men derimod for Morphinsaft, rigtignok med en fra den her brugte forskjellig Specialdosis. Hertil kan endnu føies, at Dr. Storch boer i Apothekets Gaard, saa at det maa antages, at Expedienten ikke har havt mindste Tvivl om Rigtigheden af sin Læsning, da han i modsat Fald let vilde kunne haye hentet den fornødne Oplysning hos Lægen. Hvad Udfærdigelsen af Recepten angaaer, da skjønner jeg ikke, at den er utydeligere affattet end de fleste af Lægerne udfærdigede Recepter. Vistnok vil man med Rette kunne gjøre Lægen den Bebreidelse, at han ikke har forsynet sin Recept med Signatur (Angivelse for Patienten om, hvor ofte det foreskrevne Middel skal bruges), da Expedienten maaskee derved vilde være kommen i Tvivl om Rigtigheden af sin Læsning; men i saa Henseende maa be mærkes, deels at Dr. Storch oftere har forskrevet Moschussaft uden Signatur, deels at Undladelsen af Signaturen ved et saa uskyldigt og mildt virkende Middel som Moschussaft vanskeligt kan betragtes som Tegn paa en uforsvarlig Uagtsomhed eller Skjødesløshed fra Lægens Side. Jeg skjønner saaledes ikke rettere, end at dette ulykkelige Tilfælde ene maa tilskrives en høist beklagelig Misforstaaelse. Næst at bemærke, at jeg, navnlig da jeg var kommen til Kundskab om, at Distriktlsægerne i Fattigpraxis meget ofte undlade at signere deres Recepter, heraf har taget Anledning til at udvirke, at der gjennem Magistratens 3die Afdeling er blevet udstedt et Cirkulære til samtlige Byens Distriktslæger, hvori denne Forpligtelse bliver dem indskjærpet, skal jeg derfor ganske henstille til Deres Høivelbaarenhed, hvorvidt det maatte ansees rigtigt, at der foretages videre i denne Sag."

Sagen blev derefter overgiven til Kriminal- og Politirettens Behandling, og ved de i denne Anledning optagne Forhør ere følgende nærmere Oplysninger i samme fremkomne. Da det 14 Maaneder gamle Pigebarn Elsine C. M. A. R. havde havt Kighoste i omtrent 4 Uger, lod Moderen i Begyndelsen af Mai Maaned 1868 Barnet tilsee af Distriktslægen i 4de udenbys Distrikt, Dr. med. O. Storch; Barnet fik en Brystsaft med Moschus, og efter 14 Dages Forløb var ifølge Moderens Forklaring Hosten ogsaa i Aftagende, da Dr. Storch den 22 de Mai skrev følgende Recept for det: "Rp. Syrup. moschi or. grij-3j d." Recepten blev sendt til Nørrebros Apothek, hvor Exam. pharm. Lorentzen, som expederede efter den, læste Ordene "moschi or." for "morphii ac." og udleverede en Saft med 2 Gran morphium aceticum. Ved Modtagelsen saae Moderen strax, at Medicinen denne Gang var forandret, idet Saften nu var ganske hvid, medens den tidligere havde været brun; men, da hun ved at smage paa den, fandt den "sød og behagelig", antog hun, at Lægen denne Gang havde ordineret Altheasaft. Kl. 934 Aften fik Barnet en Theeskeefuld af Saften, og det varede ikke længere end 2-3 Minuter, inden det faldt i en meget haard Søvn, som vedvarede hele Natten igjennem; da Moderen saae til det Kl. 3, var det dødt, efterat det en halv Time i Forveien endnu var befundet sovende. Hun underrettede derefter Lægen om det Passerede, og Kl. 8-9 indfandt han sig, besigtede Liget og bad om Resten af Saften, idet han sagde, at han vilde lade den undersøge paa Apotheket. Omtrent en Time efter kom han igjen og beroligede Moderen med den Forklaring, at Barnet ikke havde faaet anden Medicin end den, som det skulde have. Paa Forlangende gav han Konen en Dødsattest, hvorpaa som Dødsaarsag stod angivet: tussis convulsiva. Da Dødsaarsagen stod paa Latin, viste hun Dødsattesten til tvende navngivne Personer, og af deres Udtalelser synes hun at have fattet Mistanke om, at der var noget Galt med Hensyn til Barnets Død. Hun gik derfor igjen til Lægen og foreholdt ham Sagen, hvorefter han meddeelte hende, at Barnet var dødt ved Nydelsen af en feilagtig Medicin, idet Expedienten paa Apotheket ikke havde læst Recepten rigtigt. Han tog nu den først udstedte Dødsattest tilbage og udfærdigede en anden, hvorpaa som Dødsaarsag var anført "veneficium morphii". Saaledes ifølge Moderens Forklaring. Med Hensyn til Moderens Yttringer, at Barnet var bedre, da han den 22de Mai skrev den omhandlede Recept, har Dr. Storch bemærket, at efter hans Skjøn var dette ingenlunde Tilfældet, og at denne Omstændighed netop var Grunden til, at han forskrev en stærkere Medicin. Grunden, hvorfor han først sagde til Moderen, at Barnet ikke havde faaet urigtig Medicin, forklarer han at være den, at han efter Omstændighederne ansaae det for bedst, at hun ikke erfarede Sagens rette Sammenhæng, da dette, som Sagen nu engang stod, ikke vilde være hende til nogen Nytte. Han gav hende da Dødsattesten med tussis convulsiva som Dødsaarsag. Da hun derefter atter kom til ham, og han af hendes Yttringer kunde skjønne, at hun havde et Slags Forestilling om, at der var skeet en eller anden Feiltagelse, forklarede han hende Sagens virkelige Sammenhæng og udstedte nu den anden omtalte Dødsattest. Med Hensyn til Barnets Dødsaarsag har Dr. Storch bemærket, at, skjøndt Barnet var haardt angrebet af Kighoste, og det vilde være vanskeligt at sige, hvorvidt det kunde være blevet helbredet for denne Sygdom, saa nærer han dog ingen Tvivl om, at den nærmeste og umiddelbare Aarsag til Barnets Død har været Nydelsen af den Samme feilagtigt givne Medicin, hvorhos han har tilføiet, at der muligen ved Modmidler, indgivne det inden dets Død, med Held kunde være arbeidet mod Morphinens Virkning, ligesom ogsaa det ordinerede Qvantum, anvendt paa en Voxen, ikke vilde have havt dødelig Virkning. Hvad dernæst selve Receptens Affattelse angaaer, bemærker Dr. Storch, at Recepten er affattet med samme Haandskrift som hans øvrige Recepter, og at den ved Sammenligning vil findes at være ligesaa tydelig som, om ikke tydeligere end de fleste andre Recepter, hvorefter der dagligen expederes i Stadens Apotheker. Med Hensyn til, at der ikke blandt de officinelle Formler forekommer en Formel for syrupus moschi orientalis, bemærker han, at syrupus moschi sælges i Haandkjøb paa de fleste Apotheker, og at han selv faa Dage forinden netop fra Nørrebros Apothek har faaet expederet en Recept lydende paa syrupus moschi (hvorom Mere nedenunder). Naar han ikke har tilføiet nogen Signatur paa Recepten, da hidrører dette derfra, at han, da han blev Distriktslæge i Februar Maaned 1868, af Forskjellige af sine Kolleger hørte, at de ikke brugte at forsyne deres Recepter med Signatur, fordi de, som det rigtignok bagefter har viist sig, med Urette, antoge derved at spare Fattigvæsenet nogen Udgift, idet der nemlig paa Apothekerregningen foruden for selve Medicinen beregnes Betaling for Ombinding, Prop og Signatur. Han har derhos for sit eget Vedkommende anseet Signaturen for temmelig overflødig, i det mindste ligeover for den fattige Deel af Befolkningen, da denne vanskeligt kan læse, hvorimod han har lagt Vægt paa udførligen mundligt at instruere Vedkommende i saa Henseende. Exam. pharm. Lorentzen har forklaret, at han aldeles ikke nærede nogensomhelst Tvivl om, at det paa Recepten forskrevne Medikament var syrupus morphii acetici, idet han ikke kjender nogen Formel for syrupus moschi orientalis. Havde han næret nogensomhelst Tvivl, vilde han ikke have undladt at henvende sig enten til Apothekern eller efter Omstændighederne til Dr. Storch, som boer paa Apotheket. Han fremhæver, at han, hvis der havde været Signatur, lydende paa, hvor hyppigt Medicinen skulde tages, eller hvis der havde været antydet, at Lægemidlet var bestemt til et Barn, med Lethed vilde være bleven opmærksom paa sin Feiltagelse, og Ulykken saaledes være forebygget, og han anfører i Forbindelse hermed, at han for ikke længe siden netop ved Hjelp af Signaturen opdagede en Feilskrift paa en Recept og, ved at henvende sig til vedkommende Læge, fik Feilen rettet. Hertil har Dr. Storch bemærket, at, skjøndt han ikke vil modsige, at Signaturens Tilføielse undertiden kan være veiledende for Expedienten, saa er dette dog kun undtagelsesviis saa, og det er i alt Fald ikke sammes egenlige Hensigt. Der gives desuden, som han tilføier, en Maade at anføre Signaturen paa, der er meget gængse, og hvorefter den antydede Veiledning i ethvert Tilfælde aldeles vil mangle, nemlig naar det hedder "at bruge efter Aftale". Han bemærker derhos, at der paa Fattigvæsenets Recepter blot nævnes Navnet, uden at der tilføies Noget om Personens Alder eller deslige, med mindre Talen er om udøbte Børn, hvor Navnet af den Grund ikke kan anføres. Paa Anledning har Exam. pharm. Lorentzen derhos forklaret, at det forholder sig rigtigt, at der for Signatur, Prop og Ombinding, uden Hensyn til Lægemidlets Værdi, beregnes 212 ẞ, uden at der dog atter gjøres nogen Sondring mellem disse 3 Poster indbyrdes. Der fremlagdes i Retten en den 18de Mai af Dr. Storch skreven Recept paa Moschussaft (saaledes lydende: Rp. Syrup. moschi gr.ij-3j d.), efter hvilken der rigtigen var udleveret den forlangte Moschussaft. For saa vidt der paa denne Recept staaer "syrup. moschi" og ikke "syrup. moschi orient.", som paa den den 22de Mai udstedte, bemærker Dr. Storch, at dette er en ligegyldig Omstændighed, og at man snart tilføier, snart undlader at til. føie Ordet "orientalis" i Abbreviation. Med Hensyn til hin Recept har Lorentzen, der iøvrigt ikke er den, som har expederet efter den, forklaret, at, ligesom den er tydeligere skreven, saaledes vilde han vanskeligen kunne have expederet feil efter den, netop fordi den lyder paa syrup. moschi alene uden Tilføining af Abbreviationen "or.", idet han, selv om den havde været mindre tydeligt skreven, vanskeligen vilde have kunnet læse den som forskrivende syrupus morphii, da der nemlig ikke er nogen Formel, som lyder paa syrup. morphii alene, hvorimod Formlen er for syrupus morphii acetici. Det var nemlig det abbrevierede "orientalis" paa den omhandlede Recept af 22de Mai, der af ham blev læst som en Abbreviation for "acetici" og derved atter foranledigede ham til at læse det mindre tydeligt skrevne Ord moschi som morphii.

I Svarskrivelse til Politidirektøren af 24de September bemærkede Kollegiet:

"Ved de Kollegiet tilstillede ufuldstændige Oplysninger, hvorved der særlig findes Anledning til at beklage Mangelen af Obduktion af Barnets Lig, er det ikke fuldkomment godtgjort, at Barnets Død er bevirket ved den det indgivne Morphinsaft, om end Sandsynligheden taler derfor.

Med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvem Ansvaret for den skete Feiltagelse paahviler, skal Kollegiet anføre, at det var Lægens Hensigt at forskrive et ikke farligt Medikament; men denne Hensigt er udført paa en Maade, som i flere Henseender maa dadles: han har villet forskrive moschus orientalis blandet med en Syrup, og istedetfor, som han burde, at forskrive Moschus blandet i en bestemt angiven Syrup, har han forskreven Blandingen, som om der existerede en officinel Formel for den, hvilket ikke er Tilfældet; der findes ikke i nogen offenlig autoriseret eller almindeligt bekjendt privát Pharmakope nogen syrup. moschi orientalis. Det er bekjendt, at Apothekerne uden særlig Hjemmel, naar der i Haandkjøb forlanges "Moschussaft", udlevere Moschus tilsat en af dem selv valgt Saft, saa vidt vides Altheasyrup; om nu end Valget af Saften her i Regelen er ligegyldigt, saa er dog dette Forhold af flere Grunde en Uskik, som Lægen i sin Receptskrivning ikke bør følge, da han derved nøder Pharmaceuten til et saadant vilkaarligt Skjøn, som ellers ikke er ham tilladt.

Naar Lægen nu i nærværende Tilfælde har benyttet en Formel, som ikke har nogensomhelst Hjemmel, og som er ubekjendt for Pharmaceuten, og naar han derhos skriver denne saaledes abbrevieret og med saa utydelig Haandskrift, at den, hvad ikke kan benægtes, faaer nogen Lighed med en utydeligt skreven, Pharmaceuten bekjendt Formel, syrupus morphii acetici, saa kan Lægen neppe frikjendes for al Skyld i den skete Feiltagelse. Sees imidlertid hen til, at det Medikament morphium aceticum, som Pharmaceuten har meent at maatte læse paa Recepten, er af den Betydning, at han ikke bør udlevere det, naar han ikke er fuldkommen sikker paa, at det er det, som Recepten lyder paa, da er han sikkerlig heller ikke uden Skyld. Skriftens Utydelighed og den Omstændighed, at Recepten foreskriver gr.ij-3j, medens den formeentlig forskrevne Formel indeholder morphii acet. gr.j, syrupi sacchari 3iv, maatte gjøre ham meget tvivlraadig og bringe ham til ikke at udlevere et saa farligt Medikament, uden forinden at have henvendt sig til den ham bekjendte, i samme Hus boende. Læge; dog er det i saa Henseende uheldigt, at Lægen ei paa Recepten havde antydet, at det forskrevne Medikament var bestemt for et Barn, og hvorledes det skulde anvendes.

Det lader sig saaledes ikke nægte, at saavel Lægen som Pharmaceuten i denne Sag har ladet det mangle paa den fornødne Opmærksomhed; hvorvidt deres Feilgreb bør paatales af Øvrigheden, tilkommer det ikke Kollegiet at afgjøre."

I 560 fremsendte derefter Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret Ákterne i den mod Dr. med. Storch og Exam. pharm. C. Lorentzen nu anlagte Sag med Anmodning til Kollegiet om at afgive yderligere Erklæring over det i det sidst optagne Forhør (den 9de December) Fremkomne, og navnligen om og hvorvidt det kan ansees som sædvanemæssigt at benytte Abbreviationer i Recepter.

Efrerat Kollegiet i denne Sag havde afgivet sin Erklæring af 24de September til Politidirektøren, blev der beordret Sag anlagt mod de Paagjeldende. Under det sidst optagne Forhør fremlagdes følgende Skrivelse fra Stadslægen af 4de December: "I Skrivelse af 27de f. M. har Kriminal- og Politiretten forlangt min Erklæring angaaende den Uovereensstemmelse, der finder Sted mellem min af 20de Juni og den af det kgl. Sundhedskollegium af 24de September d. A. afgivne Betænkning angaaende Aarsagen til Barnet Elsine C. M. A. R.'s formeentlig ved feilagtig indgiven Medicin stedfundne Død. I den Anledning skal jeg ikke undlade at bemærke, at, for saa vidt det kgl. Sundhedskollegium har udtalt det som tvivlsomt eller i alt Fald som ikke fuldkomment godtgjort, at Barnets Død er bevirket ved den indgivne Morphinsaft, i hvilken Anledning Kollegiet beklager Mangelen paa foretagen Obduktion da skjønner jeg ikke rettere, end at det navnligen maa være Kollegiets Sag nærmere at motivere denne Udtalelse. For mig blev Sagen anmeldt som et Dødsfald, foranlediget ved den feilagtige Indgivelse af en Morphinsaft, og den behandlende Læge, Dr. med. Storch, yttrede ikke nogensomhelst Tvivl i saa Henseende med Hensyn til Dødsaarsagen. Til at lade foretage Obduktion var der saà meget mindre Anledning, som jeg efter Alt, hvad der forelaae, maatte ansee denne tilfældige Forgiftning som fremkaldt ved en høist beklagelig Misforstaaelse uden noget egenligt Strafansvar for nogen af de deri implicerede Personer, og som Sagen først blev indledet til retslig Undersøgelse ved min Skrivelse til Politidirektøren af 20de Juni, altsaa en Maaned efter Barnets Død. Hertil kan jeg endnu ikke undlade at føie den Bemærkning, at, saafremt den af det kgl. Sundhedskollegium opkastede Tvivl angaaende Aarsagen til Barnets Død er beføiet, da forekommer dette mig at være en yderligere Grund til, at man havde ladet denne Sag beroe ved de Oplysninger, som ved den foreløbige Politiundersøgelse vare blevne bragte tilveie."

Dr. Storch har, efter at være bleven gjort bekjendt med denne Stadslægens Skrivelse, udtalt, at han fremdeles maa fastholde sin tidligere yttrede Formening om Kausalitetsforholdet mellem Barnets Død og den Samme indgivne Morphinsaft. Han beder derhos endnu bemærket, at han efter sin Erfaring og Praxis har anseet Formlen syrupus moschi for at være fuldberettiget og forstaaelig, om den end ikke er officinel, ligesom der blandt Andet fra Christianshavns Apothek i Haandkjøb udleveres Medicin med Paaskrift "Syrupus moschi". Han beder ligeledes fremhævet, at han ikke har kjendt noget Lovbud eller nogen Praxis, hvorefter det skulde være nødvendigt at anføre Andet end Personens Navn, uden at der derimod er nogen Nødvendighed for at betegne den som Barn, end sige anføre dens Alder. Endelig have saavel han som Exam. pharm. Lorentzen bemærket, at efter deres Erfaring blive Abbreviationer hyppigt anvendte i Recepter.

Kollegiet erklærede derefter i Skrivelse af 12te Januar 1869:

«Kollegiet finder sig ikke foranlediget ved det i bemeldte Forhør Fremkomne til at forandre sin i Skrivelse til Politidirektøren af 24de Sept. f. A. udtalte Anskuelse saavel om Sagen i det Hele som om, hvorvidt Kausalforholdet mellem Barnets Død og den indgivne Morphinsaft er godtgjort. Det fremsatte Spørgsmaal, om og hvorvidt det kan ansees sædvansmæssigt at benytte Abbreviationer i Recepter, maa besvares derhen, at det vistnok er Sædvane at benytte Abbreviationer, dog ikke saaledes, at det kan medføre nogen Vanskelighed for Apothekeren at forstaae, hvad der menes."

(Det kongelige Sundhedskollegiums forhandlinger i aaret 1868, s. 95-106)

Sagen fik tilsyneladende ikke de store konsekvenser for Storch. Han var 1870-75 læge ved Københavns Amts sygehus, 1869-96 ved Ladegårdens sygeafdeling, 1873-79 ved Københavns Amts Ting- og Arresthus. 1871-74 var han censor ved lægeeksamen og virkede i et længere tidsrum som klinisk privatdocent med brystsygdommene som specialæmne. I 1874 blev Storch medlem af Sygehjemmets bestyrelse, 1882 meddirektør for lægernes enkekasse. I 1894 fik han professortitelen. I 1869 ægtede han Marie Félicité Louise Gamél, datter af grosserer Antoine Gamél. Han er begravet på Assistens Kirkegård.

Danske Nationaldragter. (Efterskrift til Politivennen)

Efterhaanden som Kulturen og Oplysningen stige, udviskes mere og mere det Eiendommelige i Sæder, Skikke og Klædedragt hos de forskjellige Nationer og deres Underafdelinger. Hvad f. Ex. Klædedragten angaaer, da behøve vi blot at kaste et Blik paa de forskjellige Samlinger af Nationaldragter, som i Tidernes Løb ere fremkomne i Danmark, for at se, hvomange karakteristiske og klædelige Dragter der i Løbet af vort Aarhundrede omtrent sporløst ere forsvundne. Den store Samling af Folkedragter fra Danmark, Norge og Holsten, som omtrent i Aarhundredets Begyndelse udgaves af Kobberstikkeren Senn, viser os saaledes en Mængde danske Dragter, som vi forgæves kunne eftersøge hele Landet rundt, og betragter man Hofkobberstikker G. L. Lahdes i Aaret 1818 udgivne 3 Hefter "Det daglige Liv i Hovedstaden i karakteristiske Figurer efter Naturen", vil man neppe finde mere end en eneste Figur, hvis Dragt svarer til Nutidens, nemlig en Værtshusholder; alle de andre Figurer ere Typer, som forlængst ere uddøde. I vor Tid er der endnu udkommet en Suite af danske Nationaldragter, nemlig den af Historiemaler F. E. Lund udgivne interessante Samling, i hvilken det dog vistnok ikke vilde være umuligt allerede nu, saa faa Aar efter Udgivelsen, at finde Uoverensstemmelser med Nutiden. De tre her nævnte Samlinger ere de vigtigste, som vort Land har i denne Retning, men i disse Dage er der begyndt en ny Samling, idet der fra Dhrr. N. C. Hansen & Schous Atelier paa Østergade er udgaaet 8 Fotografier af en Samling Dragter fra alle Landets Egne. Denne Samling, som tillige vil medtage alle de sønderjydske Folkedragter, vil komme til vi omfatte over 50 forskjellige Dragter, og efter de foreliggende Prøver kunne vi paa det Bedste anbefale denne interessante Samling, som ikke er uden kulturhistorist Interesse. Den rivende Afsætning, som Fotografierne efter de paa Pariserudstillingen værende svenske Voxfigurer i Nationaldragter fandt i forrige Aar, vidner noksom om, hvor stor Interessen er for et saadant Foretagende, og denne Interesse kan kun yderligere forøges derved, at disse danske Fotografer udelukkende ere tagne efter levende Personer og efter Dragterne i deres mest korrekte Former. Billederne, som alle ere tagne i Atelieret paa Østergade 15, udgaa saavel kolorerede som sorte i almindeligt Visitkortformat og som Kabinetsbilleder til en billig Pris; efter Bestemmelsen vil der hver Uge udgaa 2 a 3 Billeder, indtil hele den interessante Samling er complet. De foreliggende 8 Billeder forestille Figurer fra Amager, Skovshoved og Fanø, og de udmærke sig ikke alene ved deres gjennemgaaende gode Udførelse, men ogsaa ord den karakteristiske Maade, hvorpaa de enkelte Figurer ere opstillede og grupperede.

(Dags-Telegraphen (København) 12. juni 1868)

Hansen, Schou og Weller: En kone fra Fanø. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Fotoet er håndkolereret og stammer fra "Danske Nationaldragter, optagne efter Naturen". Biblioteket har mange flere fotoer fra dette værk.

N(iels) C(hristian) Hansen (1834-1922) & (Ole Christian Rasmussen) Schou (1838-1878) var bl.a. kendt for mange portrætfotoer af H. C. Andersen. De samarbejdede mellem 1867 og 1869. I Det kongelige Biblioteks fotobase findes et halvt hundrede af deres fotoer.

Nationaldragterne eller folkedragterne var bondestandens "pæne tøj" som de ikke gik i til daglig, det var festtøj (ligesom jakkesæt og silkeskjorter i nutiden). I dag dyrkes nationaldragter mest i lande som har en nationaldag (fx Norge, Færøerne og Grønland).