En Kirkegaardstvv. (Efterskrift til Politivennen)

En Enkemand, som hele Sommeren havde vist megen Omhyggelighed for at pynte og vedligeholde sin afdøde Kones Gravsted paa Assistenskirkegaard, blev i Torsdags ubehagelig overrasket ved at se, at to af de smukkeste Planter paa Graven var stjaalet. I en fortrædelig Stemning gik han i nogen Tid om paa Kirkegaarden for at se efter de borttagne Planter, og omsider lykkedes det ham også at opdage disse, som nu vare plantede paa en Grav, der nylig var gjort istand. Ved at forespørge hos nogle af de Folk, som søge Fortjeneste paa Kirkegaarden ved at istandsætte og vedligeholde Gravsteder, fik han at vide, at det Gravsted, hvorpaa han havde fundet sine Planter, blev passet af en anden af de saakaldte private Kirkegaardsmænd, hvis Navn de vel ikke vidste, men som de dog kunde beskrive temmelig nøie. Den Bestjaalne var saa heldig snart at træffe den Mand, paa hvem Beskrivelsen passede, og han gjorde da uden Videre denne det Spørgsmaal, om han ikke passede det Gravsted, paa hvilket Planterne nu stod. Da han bekræftede dette, foregav den Bestjaalne, at han havde søgt ham for at give ham Noget for de Planter han nylig havde plantet paa Graven, men da Kirkegaardsmanden bekræftede, at han nylig havde plantet de omspurgte Planter paa Graven og var villig til at modtage Dusøren, greb den Bestjaalne fat i ham og opfordrede ham til at følge med til Politistationen, idet han beskyldte ham for, at han havde stjaalet Planterne. I det første Øieblik anstillede kirkegaardsmanden sig høist forbauset, men da han mærkede, at den Bestjaalne var sikker i sin Sag, vedgik han, at han havde stjaalet begge Planterne paa en anden Grav. Han bad imidlertid saa længe for sig, at den Bestjaalne tiIsidst lod sig røre af hans Bønner og afstod fra at bringe ham til Stationen, imod at han ufortøvet maatte kjøbe to andre Blomsterplanter og plante dem paa den Grav, hvorfra han havde tilvendt sig de andre. Graveren, som var bleven bekjendt med det Passerede, erklærede imidlertid paa det Bestemteste, at han under ingen Omstændigheder kunde lade Sagen gaa saaledes hen, men maatte melde den til Politiet, og forsaavidt han har holdt Ord, er det at vente, at den vedkommende Kirkegardsmand vil faa en velfortjene Straf til Advarsel for Udøverne af de mange frække Tyverier fra Gravsteder, som stadig forekomme.

(Dags-Telegraphen (København) 3. august 1868).

Hærens Krumslutningsstraf. (Efterskrift til Politivennen)

I forbindelse med militærlejren ved Hald kom det frem at hæren stadig anvendte den lemlæstende krumslutningsstraf. Herom opstod en debat i aviserne:

Krumslutningstraffen. Endelig har en Indsender i "Dbl." taget fat paa den stygge Plet, der kun alt for længe har skjændet vor militaire Lovgivning: Krumslutningen. Det er rimeligt, at det er de berygtede Krumslutninger, der i Leiren ved Hald efter Kommandantskabets Arbitrium ere dikterede Syndere, som maaskee næppe nok vide hvad de have forbrudt, der har fremkaldt denne ubetingede Fordømmelsesdom over Krumslutningsstraffen, der formodentlig nok skal gjøre sin Virkning og kun altfor længe har ladet vente paa sig. Artiklens Forfatter gjør bekjendt med, at denne Straf, der paa eengang er i høi Grad smertelig, skadelig for Helbreden og saarende for den menneskelige Følelse, dikteret uden Dom, er ukjendt i alle civiliserede europæiske Stater, Würtemberg undtagen; og der maa den endda ikke vare over 3 Timer i Døgnet, hvorimod den hos os, hvor Maximum er 48 Timer, udføres saaledes, at "Forbryderen", som maaskee ikke har faaet sine Knapper pudset blanke nok, efter at have udholdt Torturen i 6 Timer, faaer Lov til at rette sig i een (!), men saa gaaer det løs i andre 6 Timer og saa fremdeles. Forfatteren vil naturligviis have dette Barbari, der er i nært Slægtskab med Spidsroden, reent afskaffet. Kan det ikke naaes, kræver han i Retfærdighedens og Menneskelighedens Navn tre Betingelser for dens Bibeholdelse: - Den første Betingelse er, at den ikke dikteres arbitrairt efter Enkeltmands Kjendelse, men kun efter forudgaaet Forhør og Krigsretsdom. Den nylig gjorte Erfaring fra Leiren ved Hald har stærkt mindet om Nødvendigheden heraf. Den anden Betingelse er, at Straffen ikke exekveres, uden efter forud indhentet Lægeerklæring om, at Vedkommendes legemlige Konstitution tillader den, ganske som Tilfældet er i Civiletaten ved Idømmelsen af Rottingslag, samt at der gjøres vedkommende militaire Læge til ufravigelig Pligt at have stadigt Tilsyn med den Krumsluttede under Straffens Exekution. Det er i sidstnævnte Henseende ingenlunde tilstrækkeligt, at den i omstridte er under stadigt militairt Tilsyn. Der gives nemlig idetmindste eet mig bekjendt, rigtignok langt tilbage i Tiden liggende Tilfælde, hvor vedkommende militaire Tilsynsmand ikke dristede sig til paa egen Haand at løse en krumsluttet Menig, der laae i Krampe med Fraade ud af Næse og Mund, men ansaae det for nødvendigt at vente indtil Militairlægen, efter hvem der var sendt Bud, og som kun blev truffen ved en lykkelig Hændelse, kom tilstede og naturligviis strax befalede den Ulykkeliges Løsladelse. Den tredie af selve Straffens Natur ligefrem følgende Betingelse er, at den kun dikteres for meget grove Forseelser. Anvendes den f. Ex. for saadanne Forseelser fra den Meniges Side, som ikke at være mødt til Paraden i fuldstændig tilbørlig Paaklædning eller lignende Forseelser, for hvilke Bøder, Nægtelse af Udgangstilladelse, simpel Arrest osv. synes at være tilstrækkelige Straffe, navnlig naar Forseelsen begaaes første Gang, da er det et Misbrug af Straffen. Men at det ikke er uden Exempel, at Straffen er anvendt af kjøbenhavnsle militaire Jurisdiktionschefer i saadanne Tilfælde, drister jeg mig til at paastaae, at den høiagtede Krigsminister, hvortil han herved opfordres, ved nærmere at undersøge Sagen, vil faae Beviis ihænde for. I at forhindre saadanne Misbrug samt i at virke for enten Krumslutningsstraffens fuldstændige Ophør eller ialtfald dens Modifikation i den ovenfor angivne Retning, deri ere nu Alle i lige høi Grad interesserede efter Indførelsen af den almindelige Værnepligt. Om dennes principmæssige Nødvendighed er der efter min Formening ikke sagt noget mere Sandt og Træffende end det, der indeholdes i de af afdøde I. F. Schouw i sin Tid udtalte faa og fyndige Ord: "at naar vi tale om, at det er Pligt at offre Liv og Blod for Fædrelandet, da kan herved ikke uden den største Uretfærdighed menes, at det kun skal være Bondeliv og Bondeblod, der skal offres." Men idet vi saaledes Alle sende vore Sønner til militair Tjeneste, idet vi ikke kræve nogensomhelst Forskjel gjort mellem Grevens og Bondens Søn, idet vi vide, at vi underkaste dem Disciplinens strenge, men nødvendige Lov i enhver Henseende, er det paa den anden Side vor uafviselige Ret at kræve Garantier for, at de ikke for mindre betydelige Forseelser udsættes for uforholdsvist haarde og efter Opinionen vanærende legemlige Straffe, dikterede af en enkelt, maaskee brutal Overordnets vilkaarlige Forgodtbefindende". 

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 27. juli 1868)

Krumslutningsstraffen i Hæren. I Anledning af den i sidste Avis optagne Artikel om "Krumslutningsstraffen i Hæren" har "Dagbl." fra paalidelig Kilde modtaget flere Meddelelser, hvoraf det fremgaaer, at der saavel i Leiren ved Hald som i Kjøbenhavn er gjort en høist utilbørlig Brug af den nævnte Straf. Medens flere af Armeens Officerer dele den udtalte Anskuelse om denne nedværdigende haarde og for danske Soldater enestaaende Straffemaade, gives der ikke faa andre Befalingsmænd, der ikke blot finde den særdeles hensigtsmæssig, men tillige - hvad der gjør os ondt at maatte tilføie - ikke skye at udtale, at der er forøget Grund til dens yderligere Anvendelse, efter at Pressen har udtalt sig om den, "for at lære Dhrr. Civilister ikke at blande sig i, hvad der ikke vedkommer dem", en Udtalelse, der i lige høi Grad røber Borneerthed og en Aand, der maa ønskes banlyst fra den danske Armee. Vi opfylde derfor gjerne den til os stillede Anmodning om, gjentagende at rette en Opfordring til Krigsministeren, General Raasløff, om paa det Nøieste at lade det omhandlede Forhold undersøge, og naar Undersøgelsen, som vi ikke betvivle, viser, at Krumslutningsstraffen i flere Tilfælde er anvendt, uden at Straffen staaer i nogetsomhelst passende Forhold til Brøden, da ad administrativ Vei at give Vedkommende den fornødne Tilretteviisning. Enhver Familiefader, hvis Søn tjener som Menig i Hæren, har som tidligere bemærket, et billigt Krav paa denne Sags snarest mulige Ordning overeensstemmende med Humanitetens og Retfærdighedens Fordringer, og vi betvivle derfor ikke, at Rigsdagen ved fin næste Sammenkomst, hvis de behørige Garantier imod Straffens Misbrug ikke tilvejebringes, enten ad Forespørgslens eller ad Initiativets Vei vil tage Sagen i sin Haand og virke, hvad den formaaer, til Indskrænkningen eller helst Ophævelsen af en Straf, der er en Skamplet paa vor militaire Retspleie.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 29. juli 1868).

Krumslutning stammede fra slutningen af 1600-tallet, og bestod i at hals og fødder blev lænket sammen så man kun kunne sidde stærkt foroverbøjet. Straffen var fra 4 til 48 timer. Hver 6. time var der dog 1 times pause hvis straffen var over 8 timer. I starten blev den både anvendt på underofficerer og menige for mindre alvorlig lydighedsnægtelse og vagtforseelser dog ikke at sove elle forlade vagten. Underofficererne blev fritaget 1844. Straffen ikendtes uden dom, i felten uden mulighed for anke. Den blev først afskaffet 1881.

Byens Brøndposter. (Efterskrift til Politivennen)

Brøndpostene her i Byen friste under sædvanlige Forhold en noget forladt Stilling, idet Vandtryksystemet har gjort Folk magelige, tildels vel ogsaa fordi vort Vandværks Produkt har naaet en saa fortrinlig Beskaffenhed, at der nu mindre end tidligere føles Anledning til at benytte Vandet fra hine Poster. Under Forhold som de nærværende, hvor en nogle og tyve Graders Varme nødvendigvis maa influere paa Vandet fra de just ikke altfor dybtliggende Vandledningsrør, maa Brøndvandets større Kjølighed imidlertid vise sig som et Fortrin, der nok var værdt at tage Hensyn til, hvad der ogsaa stadfæstes ved det gode Besøg, som f. Ex. Nørretorvs, Graabrødretorvs og den saakaldte Gothersgades Brøndpost ere Gjenstand for; vi kunne befor ikke Andet end ytre vor Forundring over Teglgaardstrædes offentlige Brøndpost, - ikke over, at den i flere Aar som fornaglet henstaaende gamle Post for et Par Maaneder siden er bleven tagen bort og en ny, aldeles upaaklagelig dito sat istedenfor, men - om at denne til Dato ikke er bleven forsynet med et Bæger eller to, og ikke heller, hvad det ellers altid pleier at ske med nysatte Brøndposter, bliver pompet ren ved Vandvæsenets Folk. Har man overhovedet havt Raad til at bekoste en ny Post, maatte man vel ogsaa kunde overkomme Resten. Det er formodentlig det gamle Vandinspektorat, med hvilket vi have at giøre, men hvad nu rette Vedkommende end hedde, saa burde de indsee at en Brøndpost uden Bæger ikke har Udsigt til at blive benyttet - at naar Posten ikke bliver benyttet, bliver Vandet i Brønden raaddent - og at naar Vandet er raaddent,  udsættes de, der maatte søge hen til det eller lader hente af det, for at drikke sig syge. Det vil vel derfor sagtens ende med, at Sundhedspolitiet beordrer Posten fornaglet, og at Slutstenen paa det sindrige Arbeide bliver en Træprop; men sees der hen til, at Teglgaardstræde om Sommeren er overordentlig stærkt befærdet af de Mange, der over den saakaldte Teglgaardstrædes Bro ile fra og til Jernbanen, og som netop ofte kunde ønske at benytte den omtalte Post - saa vilde det rigtignok vare fornuftigere, om det manglende Bæger snarest mulig anbragtes, og Brønden i nogen Tid daglig pompedes ren af f. Ex. Ladegaardens Folk, saameget mere som Rendestenens Forfatning, takket være et derværende Brændevinsbrænderies Udtømmelser, til sine Tider er ganske utaalelig og kunde have besynderlig godt af en Flod fra den oftnævnte Post. Den samme Anvisning turde maaske gives paa flere af Stadens offentlige Brøndposte, især paa en Tid, da Magistraten nylig har fundet sig foranlediget til at søge yderligere Pengebevillmg til Benyttelse af artesiske Brønde.

(Dags-Telegraphen (København) 27. juli 1868).

Militær Badeanstalt ved Langelinie. (Efterskrift til Politivennen)

Den militære Badeanstalt, som Hr. Engelbrecht har ladet opføre ved Langelinie, middelbart ser man fra Byen naaer de Bechske Badehuse, er i disse Dage bleven tagen i Brug. Rigsdagen har, som bekjendt, efter Nedlæggelsen af Svømmeskolen paa Gammelholm bevilget en Sum til Leie af en Badeanstalt for Militæretaten, og for egen Regning og efter egen Plan har der paa Hr. Engelbrecht ladet den nævnte Anstalt opføre. Foran den strækker sig en stor Plads, hvor det er Hensigten at opføre en Pavillon og indrette et lille Anlæg. Ad en Bro kommer man derfra ind i selve Svømmeskolen, der bestaaer af et stort firkantet Bassin, indesluttet af fire Flaader, paa hvilke Badeskurene, der ere dækkede med Tage, ere opførte. Bassinet har en Længde af 105 Alen og en Brede af 50 Alen. Flaaderne med de derpaa værende Huse have et net Udseende og danne derved en Modsætning til dem, der tidligere benyttedes paa Gammelholm. Bassinet, i hvilket der er Plads til 600 Mennesker ad Gangen, er afdelt i Midten, og den inderste Del er beregnet for Ikkesvømmere, idet den kun har en Dybde af 2½-4 Fod, medens den yderste Del er blevet opmudret til en Dybde af 5-14 Fod. Anlæget, der er udført af Tømmermester Klentz og har kostet omtrent 14,000 Rd., er opført i den forholdsvis meget korte Tid af 8 Uger og af særdeles solide Materialier, idet det er Hensigten ikke at tage Flaaderne ind Vinteren over. Militæretaten har saaledes her faaet et Badeetablissement, der saavel med Hensyn til Vandets Beskaffenhed som til Udstyrelsen tilfredsstiller alle billige Fordringer, og vi henlede tillige Opmærksomheden paa, et paa de Tider, hvor Militæret ikke svømmer, nemlig fra Kl. 12-4 og var Aftenen efter Kl. 8 samt Søn- og Helligdage er Badeanstalten aaben for Private, og Prisen (4 Sk. for en Voxen, 2 Sk. for Børn) er sat saa lav, at Alle ville kunne nyde dette Gode. Da man har hørt fremsatte den Mening, at de Spadserende paa Langelinie vilde blive generede ved Synet af de Badende, er det vel ikke overflødigt at gjøre opmærksom paa, at Ingen af disse kommer udenfor Bassinet, og at "Privatlivets Mur" strækker sit beskyttende Skjul langs dette.

(Dags-Telegraphen (København) 23. juli 1868).

Georg Emil Libert (1820-1908): Det Kjøbenhavn, som forsvinder. Den forhenværende Indkjørsel til Langelinie fra Esplanaden. Illustreret Tidende nr. 549, 1870.

Rothe og Frederiksberg Have. (Efterskrift til Politivennen)

Frederiksberg Slotshaves Benyttelse til Koncerter. Som det vil være bemærket af den Meddelelse fra Komiteen for de jydske Sangforeningers Modtagelse, der fandtes i vort Fredagsnumer, har Hr. Forstraad Rothe meget bestemt modsat sig, at Frederiksberg Slotshave overdrages Komiteen til Afbenyttelse ved de to stort Koncerter, som det er Hensigten at give under de jydske Sangforeningers Besøg. Hr. Forstraadens Omhu for de ham underlagte offentlige Haver og navnlig Frederiksberg Have er bekjendt nok og i høi Grad paaskjønnelsesværdig; hvad Hr. Forstraaden udretter med de forholdsvis smaa Midler, der ere stillede tit hans Raadighed, er saa betydeligt, at man vel bør vogte sig for - det indrømme vi - at træde hindrende imod hans Bestræbelser i saa Henseende. Imidlertid tro vi dog, at der her foreligger et Tilfælde, hvor vi tør henvende en Opfordring til ham om at give Samtykke til Havens Benyttelse til Koncerterne; thi dette afhænger alene af ham, idet Indenrigsministeriet efter Forlydende gjentagne Gange har erklæret, at der fra dets Side Intet er til Hinder for, at Tilladelsen gives, men at det ikke imod Hr. Rothes bestemte Modstand vil give den. Som Grunde til denne Modstand kan man tænke sig to, nemlig den Skade, som Haven formentlig vil lide, og Vanskeligheden ved senere at negte Tilladelse til dens Benyttelse til lignende Fester. Hvad denne sidste Grund angaaer, forekommer den os rigtignok at være aldeles uden Betydning, idet man da altid vil have det i sin Magt at negte Tilladelsen, og for ikke at negte denne i det her givne Tilfælde forekommer det os at tale, at en Sammenkomst af Repræsentanter fra Landets forskjellige Dele er af saa stor Betydning for det Hele, at ogsaa Autoriteterne bør bidrage Deres til, at Sammenkomsten kan faa et saa smukt Præg som mulig. Dette kan ikke opnaaes ved at benytte Rosenborg Have, thi i den er der ikke nogen stor aaben Plads, hvor en talrig Menneskemængde bekvemt kan høre en Koncert. Hvad nu angaar den Skade, som Haven ville lide, vil denne naturligvis paa ingen Maade kunne sammenlignes med Skaden ved de aarlige Grundlovsfester, idet Adgangen til disse er fri for Alle og de desuden afholdes om Aftenen, efterat Mørket er faldet paa. Her vil der derimod blive taget Entrée, hvilket naturligvis vil holde et vist, maaske det mest ødelæggende Publikum ude, og Koncerten afholdes ved Dagens Lys. Denne sidste Omstændighed vil gjøre det muligt for Komiteen at paatage sig en Forpligtelse til at sørge for, at Ingen gaaer udenfor de afstukne Gange undtagen netop paa de to eller tre Plæner, paa hvilke Koncerten agtes afholdt, og Følgen heraf vil atter være, at der ikke kan blive Tale om Dette Græs er nu neppe iaar af stor Værdi, men ialtfald kunde det jo paalægges Komiteen at erstatte Værdiforringelsen, hvilket maa være saa ubetydeligt for Komiteen i Forhold til den Fordel, den har af at erholde Frederiksberg Have, at den neppe kan antages at ville vægre sig ved at gaa ind derpaa, ja selv om det skulde blive forlangt, at Komiteen Haven, tro vi, at den rolig kunde gaa ind paa en saadan Betingelse. I Henhold til det saaledes Udviklede kunne vi ikke indse Andet, end at Hr. Forstraad Rothe meget godt kunde forsvare at give Samtykke til Frederiksberg Haves Benyttelse til Koncerterne, og han vilde herved tillige give et mægtigt Bidrag til, at den hele Sammenkomst faaer sit rette Præg.

(Dags-Telegraphen (København) 19. juli 1868).