Distriktshestene. (Efterskrift til Politivennen)

Det hedder i "Aalborgposten": Den 30te Juli blive de af 5te Dragonregiment til Øvelserne i Leiren ved Hald indkaldte Distriktsheste afmønstrede og tilbageleverede Distrikterne, men for mange Dyrs Vedkommende i en saadan Tilstand, at denne Sag offentlig maa paatales, og et andet Resultat maa søges tilveiebragt end det, hvor til Mønstringskommissionen i Randers er kommen. Flere af Hestene vare nemlig, som berørt, i en saa ussel og daarlig Forfatning, at de aldeles ikke lignede de kraftige Dyr, som vare blevne afleverede, men maatte gaa ind under Benævnelsen "Krikker"; Grunden hertil er at søge vel for en Del i de store Anstrengelser, som Heden har medført for Dyrene, men dog hovedsagelig i den Vandmangel, der i den senere Tid fandt Sted i Leiren, og som vel ikke mærkedes af Menneskene, men medførte, at Hestene maatte rides undertiden over ½ Mil til Vand, og som Følge deraf ofte ikke fik tilstrækkeligt heraf, hvilket, som bekjendt, i kort Tid aldeles kan afpille og afkræfte dem. Der blev derfor ogsaa i Randers af mange af Foderværterne gjort Indsigelse mod at modtage Hestene, men de bleve alle affeide med Oplæsning af en Skrivelse fra Mønstringskommissionen, hvori denne afgav den Erklæring, at der ikke kunde gives nogen Erstatning for "Forringelse". Hvor lidet denne Erklæring imidlertid stemmer med Lovgivningens Bestemmelser, viser Loven af 16de Marts 1851 klart. Efterat de i 18 har bestemt, at Hestene ved Indkaldelse skulle vurderes til en bestemt Pris, hedder det i § 21, at de efter Afbenyttelsen ville lære "at besigtige af Regimentsmønstringskommissionen, der drftemmec den Erstatning, der kan tilkomme Distriktet for de Forringelse, Hestene mulig kunne have lidt under deres Tilstedeværelse ved Regimentet, og overhovedet paakiender alle de Spørgsmaal, der kunne opstaa med Hensyn til Hestens Tilstand paa Afleveringstiden". - Herefter kan der ingen Tvivl være om, at Mønstringskommissionen bør vurdere Hestene saavel ved Modtagelsen som ved Afleveringen, for at den kan afgjøre, om der har fundet nogen "Forringelse" Sted. hvortil vel ikke kan henføres det Tab af Huld og Kjød, som ordinær Brug under en Mønstring eller en Leirøvelse ofte vil medføre, medens paa den anden Side her under absolut maa falde de Tilfælde, hvor Hesten afleveres i en aldeles afmagret, afrakket og kraftesløs Tilstand. Efter de af Kommissionen i Randers afgivne Erklæring synes denne imidlertid ikke at have fundet sig foranlediget til at foretage en saadan Vurdering, og det er os derfor ogsaa bekjendt, at flere Foderværter have ladet tage lovligt Syn over de hos dem opstaldede Heste efter disses Hjemkomst og nu ville gjøre deree Erstatningsteat gjældende, hvortil den til Oktober indtrædende Forandring i Udredelsen af Militærhestene giver saa meget mere Anledning. Efter Loven 26de Mai d. A. gaaer jo nemlig hele Udbredelsen og Opstaldningen over til Staten, dog saaledes at denne overtager de nuværende Distriktsheste, forsaavidt de ere i befalet Stand, hvorimod Distrikterne i modsat Fald ville have at stille nye Heste eller betale 200 Rd. for hver. Da det nu vil være umuligt at bringe flere af de fra Leiren modtagne Heste i en ordentlig Stand til Midten af September Maaned, da Eftersynet vil finde Sted, vil der saaledes blive paalagt de Distrikter, hvor dette ikke lader sig gjøre, at udrede 200 Rd. eller stille en ny Hest og herfor kun modtage det daarlige Dyr, som man har sendt dem fra Leiren uden at give dem nogen Erstatning for Forringelsen. At dette er uretfærdigt, vil Enhver indse, og der maa derfor gjøres Noget for at raade Bod herpaa.

(Dags-Telegraphen (København) 7. august 1868)

Se også indslagene om lejren ved Hald.

Tydskerne paa Marienlyst. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Marienlyst. En tilfældig Korrespondent skriver til os fra Badeanstalten Marienlyst ved Helsingør:

Min Sidemand forleden ved Table d'hôte paa Marienlyst var om Morgenen kommen fra Baden-Baden. Han havde forladt dette vidt berømte Badested paa Grund af den trykkende Hede, var nu dragen imod Nord og agtede at slaae sig ned her for længere Tid. Han kunde ikke noksom prise Herlighederne her i Sammenligning med dem, som Baden-Baden frembød, og det i alle Henseender. Efter denne indledende Meddelelse havde vi stiftet Bekjendtskab og underkastede nu vore Bordfæller en live Revne. Jeg havde et Par Dage i Forveien spiist ved Table d'Hote paa Klampenborg og undrede mig der over, at det overvejende Sprog var Tydsk. Her var det endnu værre; thi man hørte næsten ikke et Ord uden Tydsk. Der var endnu een Forskjel. Paa Klampenborg syntes alle "det store Fædrelands" forskjellige Lande repræsenterede, om end de nordlige, som rimeligt er, havde stillet det største Kontingent; her paa Marienlyst derimod synes den gode Hansestad Hamborg at have anlagt en Filial, et andet Kuxhaven. Min Bordfælle var ogsaa fra Hamborg og kunde fortælle mig næsten om hver eneste af de Tilstedeværende, hvem ha i vor, eller rettere hvilket hans "Geschäft" var; jeg fik det Indtryk, at disse Mennesker godt kunde holde en lille Børs her, idet næsten alle Brancher vare repræsenterede. Forresten synes Hamborgerne selv at være forbausede over at gjenfinde sig selv saaledes i Masser herovre. En skikkelig Fabrikant og "Grosshändler", med hvem jeg fulgtes hertil fra Kjøbenhavn, og som paa Dampbaaden betroede os, hvorledes han glædede sig til det frie, ugenerte Landliv, forløb sig ikke ubetydelig og har lært at tage sig iagt. Der er, som bekjendt, ingen adstadigere eller mere filistreus sindig Race Mennesker til paa den hele Klode end disse ægte, indfødte hamborgske "Grosshändler". Naar nu Temperamentet hos et enkelt Individ gaaer i en anden Retning, maa det koste megen Overvindelse at holde sig selv indenfor de strengt afmaalte Former, og om end slige livligere Gemytter under selve de hjemlige Omgivelser og i den tunge Forretningsluft holdes indenfor disse Skranker, saa bliver Tilbøjeligheden jo saa meget større hos dem til "at staae til Skaglerne", naar de ere mange Mile borte fra Børsen og alle disse Skranker. Dette var det nu netop, som min Rejsefælle havde Trang til, en Trang, der voxede, jo mere han fjernede sig fra Hjemmet, og jo mere han nærmede sig til det fremmede Land, hvor han i Naturens Skjød skulde leve det idylliske Liv med sin Kone, Svigerinde og fem Børn, som han havde sendt forud, og som nu jublende modtog ham paa Helsingørs Skibsbro. For en Stund skulde han glemme Hamborg og Børs og Kontor og "Geschäft" og stive Flipper - men at han skulde forløbe sig saa forskrækkelig, som han gjorde, det tænkte vist Ingen. Han er nu dødsdømt, og jeg beklager ham. Uden at ane, at han endnu fremdeles var i Hamborg, om end Geograferne kalde Stedet Helsingør eller Marienlyst, gik den Ulykkelige, efter hvad en anden troværdig hamborgsk Familie fra sine Vinduer i Hotellet til sin Rædsel opdagede og til ikke mindre Indignation meddeelte Omgivelserne, strax den følgende Morgen en lille Spadseretour med lang Pibe i Munden, uden Frakke og Vest, med røde Seler, uden Halstørklæde eller Flipper, ja, jeg troer saagar, med broderede Tøfler. Det er sørgeligt at høre, at en Mand i hans Stilling kunde forløbe sig saa forskrækkelig, og hans Kone, der havde fundet sig deri, var ogsaa meget at dadle derfor; havde det været i Hamborg eller i Baden-Baden, var han ganske vist bleven fotograferet, meente man, og hans Fotografi vilde være blevet omdeelt blandt Badegjæsterne til Skræk og Advarsel for Ligesindede. Jeg er forresten overbeviist om, at den gode Mand aldrig mere vil vise sig her i dette Toilette. Han er nu rigtignok ikke bleven fotograferet; men han har ganske vist mærket den almindelige Misbilligelse og vover ikke mere at forsøge paa deslige Abnormiteter. Men han tænkte jo heller ikke paa, at han her skulde gjenfinde Naboer og Gjenboer. Det syntes, at han ved en forceret Champagne»ydelse søgte Dagen efter denne Skandale at aflede Opmærksomheden fra det, der trykkede ham.

Som De kan tænke, er Vind og Veir, ligesom i den øvrige Verden, saaledes her paa dette Badested især et Hovedthema for Konversationen. Fra at have hørt Et eller Andet om Nordsøens Badesteder medbringe disse Tydskere de forunderligste Begreber om Naturforholdene ved Kysten. Der er navnlig et særegent teknisk Ord, som de ved alle Lejligheder føre i Munden; det er Ordet "Wellenschlag", der vanskelig lader sig gjengive paa Dansk i et Udtryk, der svarer til det fabelagtige Begreb, hvormed en tydsk Hjerne omsætter det. Igaar havde vi en frisk Norden kuling, saa var der Fryd og Glæde; nu var der da endelig Noget, der lignede "Wellenschlag"; bare det nu kunde holde sig hele Saisonen. For at et Bad kan være et rigtigt Bad, mene de, er dette "Wellenschlag" en uundværlig Belurgelse, og en net lille Hamborgerinde, der følte sig meget skuffet i sine Forventninger om et "Wellenschlag", sagde, at da det næsten aldrig var ordenligt her, saa lavede hun det selv, naar hun var i Vandet.

Naar undtages ganske saa Engelske, Svenske og Danske, ere altsaa alle de andre Badegjæster Tydskere og specielt Hamborgere. Det gaaer saa vidt, at Opvarterne tiltale os paa Tydsk, og naar vi svare dem paa Dansk, gjøre os mange Undskyldninger og sige, at de maae tiltale Fremmede saaledes, da de ni Tiendedele ere Tydskere. Ja, da vi igaar tog et Bad, meddeelte Bademesteren os, at det var et rigtig godt "Wellenschlag" idag. Vi, Landets egne Børn, gaae derfor omkring her næsten som paa et fremmed Territorium. Dersom vi ikke saa tæt her ved havde Helsingør, hvis Befolkning gjerne om Aftenen af Musiken lokkes ud i Marienlyst Have, dersom vi ikke saae vort gamle skjønne Kronborg for os overalt, hvor der er en Udsigt, og dersom vi ikke fandt os omgivne af en ægte sjællandsk Natur med de herlige Bøgeskove og foran os vort dejlige blaae Øresund, kunde vi let komme til at glemme Bevidstheden om, at vi ere i vort eget kjære, velsignede Fædreland. Tydskere vrimler det af rundt omkring; hveranden Dreng hedder Hermann og hveranden Wilhelm eller Fritz, og her som overalt kjendes Berlinerne og Stokpreusserne paa deres brøsige Optræden, deres langtrukne Næsetoner og deres Kommanderen overalt, hvor de tør kommandere, altsaa ligeoverfor de stakkels Opvartere og lignende Personer.

Skulle vi nu glæde os eller bedrøves over denne Græshoppesværm, der har slaaet sig ned her? Det er let forklarligt, at mange kjære Landsmænd ere uvillige ligeverfor dette Særsyn, og der er vel dem, der mene, at disse Tydskere ere her i Besøg ligesom for at see "Lejligheden an", i hvilken de gjerne ville have fast Fod. At nu En eller Anden af disse Mennesker kan gaae omkring med denne stille Tanke som et fromt Ønske, hvem tør benægte det; men i det Hele tænke disse hamborgske Grosserere sikkert mindst af Alt herpaa. De ere Fredens Mænd for enhver Priis og neppe større Venner af Preussen og preussisk Politik end vi Danske. Men hvorfor i al Verden er det da saaledes. Hvorfor skjønne vi ikke selv paa den Perle, vi have i dette deilige Stykke Land. Gaaer det maaskee saaledes hermed som med saa meget Andet, vi besidde af Stort og Herligt, at Udlændinge først skulle anerkjende det som Saadant, før vi selv tilgavns faa Blikket opladt for Storheden og Herligheden? Jeg veed nu meget vel, at mange danske Familier ligge heromkring i Omegnen for til en billigere Priis og mere tilbagetrukkent at nyde Naturen og benytte Badene; men hvorfor seer man dog ei flere Landsmænd her, end Tilfældet er? Navnlig maa man undre sig over, al Kjøbenhavnerne ikke drage herud og tilbringe nogle Dage her. Ved selv at have besøgt adskillige af de nordlige Bade ved Østersøen og Nordsøen, og ved at have talt med Folk, der have besøgt andre, er jeg kommen til den Overbevisning, at intet Badested har en saadan Fremtid for sig som Marienlyst. Andre Badesteder kunne have enkelte Fortrin: Vandet er maaskee saltholdigere i Nordsøen, Luften maaskee renere Søluft paa Helgoland o. s. v., men neppe forener noget Badested ved de nævnte Have alle de Fortrin som dette, for ei at tale om det Skue, man maa reise til Bosporus, til Gibraltar eller Kanalen for at nyde, jeg mener de Hundreder af Seil- og Dampskibe, der daglig glider forbi. Ved Siden af Alt, hvad Naaturen i saa rigt et Maal har givet, vilde det være ubilligt ikke at omtale, at man finder her al den Comfort, som man paa nogen Maade kan ønske sig. Forpagteren af Marienlyst, der begyndte paa et efter den almindelige Mening meget risikabelt foretagende, maa man ret Ønske tillykke til, at dette foretagende nu synes at skulle krones med Held, og os tilkommer det ikke at lade Tydskerne være de Eneste, som anerkjende dette. 

Deres osv.
Traveller.

(Dagbladet (København) 6. august 1868)

Marienlyst blev startet af vekselerer J. S. Nathanson i Marienlyst Slot. Det var opkaldt efter Frederik 5.s dronning, Juliane Marie. Det blev den 1. juni 1858 til "Marienlyst Cuur- og Badeanstalt". Nathanson omdøbte Rakkerrendens gamle kilde Marie Kilde til Ophelia Kilde. Og en grav til Hamlet blev anlagt bag muren til Marienlysts have. Hotellet blev dog ikke liggende her. Arkitekt N.P.C. Holsøe (1826-1895) tegnede et nyt badehotel, "Marienlyst Kur- og Søbadeanstalt", der blev indviet i 1861. Nathanson var gået fallit, så ejerne var nu Helsingør Kommune med gæstgiver J.W. Briggs som forpagter. 

I 1883 overgik det til et aktieselskab der indrettede et kasino ved siden af den gamle hotelbygning. Et kurhus med teater og koncertsal blev opført nede ved stranden og i 1890 flyttet op til de andre bygninger ved Nordre Strandvej. Bygningen blev nedrevet i 1915 og erstattet af ejendommen Stella Maris på Nordre Strandvej 2. En strandsø i området blev reguleret og forsynet med en kunstig ø, hvortil romantiske hvidmalede svungne broer førte.

Kong Christian 9.s bror, prins Hans, boede hver sommer på hotellet. Kongen besøgte stedet. Den russiske zar spiste frokost med hele sit følge. Prinsen af Wales fik middag. En "Marienlyst-vogn" kørte nonstop om sommeren gæster fra byen til hotellet. Holger Drachmann betegnede hotellet som et teglværk, restaurationsbygningen et bryggeri og kursalen et fængsel.

Det i dag kendte Hotel Marienlyst er fra 1897, ligesom de mange, særegne huse på Nationernes Allé. Hotellet blev opført ved vandkanten og er fra 1901. Fra 1920'erne gik det tilbage med hotellet.

Hanne Louise Buusmann. (Efterskrift til Politivennen)

Bedrageri. En Dag i Slutningen af Juni Marned d. A. indfandt en ung Dame sig i Butiken hos en paa Østergade boende Uhrmager og udbad sig udleveret det af Hansen til Reparation indleverede Uhr. Da Uhrmageren, der netop 14 Dage forinden havde modtaget et Sølv Cylinder-Lommeuhr til Reparation af en Løitnant Hansen, spurgte, om det var til denne, og Damen hertil svarede Ja tog han, der antog hende for et Sendebud fra Hansen, ikke i Betænkning at udlevere Uhret til hende, der for dets Reparation betalte 14 Mk. Da Eieren senere indfandt sig for at afhente sit Uhr og erfarede, at det var udleveret, erklærede han, at han ikke havde sendt Nogen for at hente det, og Uhrmageren indsaa nu, at han havde været Gjenstand for et Bedrageri, hvorfor han anmeldte Sagen for Politiet. Dagen efter anmeldte en Uhrmager i Vognmagergade, at en Dame, hvis Udseende betegnedes som aldeles stemmende med den ovennævntes, paa samme Maade hos ham havde faaet et af ham til Reparation modtoget Uhr udleveret, idet hun først opgav, at Eierens Navn var Petersen, men paa Uhrmagerens Erklæring, at han ikke havde noget Uhr til Nogen af dette Navn, senere forandrede Navnet til Nielsen, hvilket passede paa en Værtshuusholder Nielsen, der netop havde et Uhr hos ham til Reparation. Da Damen paa det Spørgsmaal, om hun vidste, hvad det skulde koste, svarede, at hun havde 7 Mk. med hjemmefra til at betale det med. hvilket netop var Prisen for Uhrets Reparation, fik hun det ogsaa udleveret til ikke liden Forundring for dets herom uvidende Eier, da denne senere indfandt sig for at hente sit Uhr. Efterat den ommeldte Dame saaledes under det svigagtige Foregivende, at hun af de vedkommede Eiere var berettiget til at modtage be omhandlede til Reparation leverede Gjenstande havde faaet udleveret 6 Uhre til en Værdi af 51 Rd. hos forskjellige Uhrmagere, af hvilke hun endog havde havt den Frækhed at indfinde sig 3 Dage itræk hos en og samme Uhrmager for paa denne Maade at faa et Uhr, der endnu ikke var færdigt, udleveret, blev hun, hvis Navn er Hanne Louise Buusmann, omsider, efterat forskjellige Anmeldelser om disse og lignende Bedragerier vare indløbne til Politiet, anholdt hos en Uhrmager paa Nørrebro. hvor hun ligeledes forsøgte paa den anførte Maade at faa et Uhr udleveret. Arrestantinden, der tilstod de ommeldte Bedragerier og derhos indrømmede at have paa lignende svigagtig Maade forsøgt at faa Uhre udleverede hos en stor Mængde Uhrmagere, forklarede, at hun ved i Reglen at hilse fra Hansen ikke sigtede til nogen bestemt Person, men i Almindelighed ved Bedrageriernes Udførelse brugte dette Navn, da det var saa almindeligt, idet hun ventede at der nok vilde findes et Uhr under dette Navn. De saaledes hende tilvendte Uhre pantsatte hun strax for herved at forskaffe sig Penge til at leve for, da hun ikke kunde tjene Tilstækkeligt ved at sy Handsker og ikke kunde faa nogen Tjeneste. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 18 Aar gammel og tidligere straffet for Tyveri, nu anseet efter Straffelovens § 251 og § 46 jvfr. den nysnævnte Paragraf, med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Dags-Telegraphen_(København) 6. august 1868)

“Hanne Louise Buusmann, født og hjemmeh: i Kbhvn:; Boutikstyv og Bedragerske ved at Pantsætte Andres Tøi og ved at henvende sig til Uhrmagere og erholde Andres Uhre udleveret. Mist: Prot: G. Pag 334”. Under billedet i protokollen er noteret: “49 død i Straffeanst:” Fotograf: “P. Th. Olsen’s Fotografiske Atelier, Fælledveien 9.” [1869]. Genealogisk Forlag.

Tyveri. En Formiddag i Slutningen af forrige Maaned indfandt et Fruentimmer sig i en Guldsmedboutik i St. Kongensgade og forlangte at see paa nogle Guldkjæder. Da den derværende Guldsmed af en Collega paa Østergade var bleven underrettet om, at et ungt Fruentimmer for nogle Dage siden havde været i dennes Boutik for at see paa Guldkjæder og ved samme Leilighed havde stjaalet en saadan, var han ifølge det ham opgivne Signalement overbeviist om, at det ovennævnte tilstedeværende Fruentimmer var den samme Person, hvorfor han passede nøie paa, at hun ikke tilvendte sig nogen af de Guldkjæder, han foreviste hende, og aflaasede tilsidst Boutiksdøren for at forsikkre sig hendes Person; men i det Samme sprang Fruentimmeret, der anede Uraad, i en Fart over Boutiksdisken og løb igjennem flere Værelser, indtil hun fandt et til Gaarden aabentstaaende Vindue, hvorigjennem hun i største Hast sprang ud og ilede op i Sidehuset, hvor hun skjulte sig. Guldsmeden fik imidlertid Øie paa en Politibetjent, der paa Opfordring søgte Fruentimmeret i Sidehuset, hvorfra hun blev transporteret til Politistationen.

Den Anholdte var det samme Fruentimmer, Hanne Louise Buusmann, som for nylig paa bedragerisk Maade havde tilvendt sig flere Uhre hos forskjellige Uhrmagere heri Staden, hvorfor hun ved Kriminalrettens Dom var bleven anseet med 30 Dages Fængsel paa Vand og Brød, hvilken Straf hun endnu ikke havde udstaaet, men havde Tilladelse til at være ude i Mellemfristen af Straffetiden.

Arrestantinden vedgik, at hun om Eftermiddagen den 27de f. M. var gaaet ind hos Juveller Christesen paa Østergade for at see Leilighed til at stjæle og lod sig i denne Anledning forevise nogle Guldkjæder under Foregivende af at ville kjøbe saadanne, hvorved hun fik Leilighed til, medens Boutiksjomfruen vendte sig om, at tilvende sig en til 25 Rd. vurderet Guldkjæde, som hun endnu samme Aften pantsatte paa Assistentshuset for 15 Rd.

De paafølgende Dage indfandt Arrestantinden sig i to andre Guldsmedboutiker, hvor hun ved at lade sig førerne Ringe og Kiæder ogsaa søgte Leilighed tll at stjæle, men uden at det lykkedes hende. Ved Criminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 18½ Aar gl. og som ommeldt før straffet, nu anseet efter Straffelovens §§ 228 og 46 atter med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. september 1868)

Den 29. oktober 1869 anmeldtes for skifteretten straffefangen Hanne Louise Buusmann, så hun må være død. Notitsen melder ikke noget om hvordan hun døde.

En Kirkegaardstvv. (Efterskrift til Politivennen)

En Enkemand, som hele Sommeren havde vist megen Omhyggelighed for at pynte og vedligeholde sin afdøde Kones Gravsted paa Assistenskirkegaard, blev i Torsdags ubehagelig overrasket ved at se, at to af de smukkeste Planter paa Graven var stjaalet. I en fortrædelig Stemning gik han i nogen Tid om paa Kirkegaarden for at se efter de borttagne Planter, og omsider lykkedes det ham også at opdage disse, som nu vare plantede paa en Grav, der nylig var gjort istand. Ved at forespørge hos nogle af de Folk, som søge Fortjeneste paa Kirkegaarden ved at istandsætte og vedligeholde Gravsteder, fik han at vide, at det Gravsted, hvorpaa han havde fundet sine Planter, blev passet af en anden af de saakaldte private Kirkegaardsmænd, hvis Navn de vel ikke vidste, men som de dog kunde beskrive temmelig nøie. Den Bestjaalne var saa heldig snart at træffe den Mand, paa hvem Beskrivelsen passede, og han gjorde da uden Videre denne det Spørgsmaal, om han ikke passede det Gravsted, paa hvilket Planterne nu stod. Da han bekræftede dette, foregav den Bestjaalne, at han havde søgt ham for at give ham Noget for de Planter han nylig havde plantet paa Graven, men da Kirkegaardsmanden bekræftede, at han nylig havde plantet de omspurgte Planter paa Graven og var villig til at modtage Dusøren, greb den Bestjaalne fat i ham og opfordrede ham til at følge med til Politistationen, idet han beskyldte ham for, at han havde stjaalet Planterne. I det første Øieblik anstillede kirkegaardsmanden sig høist forbauset, men da han mærkede, at den Bestjaalne var sikker i sin Sag, vedgik han, at han havde stjaalet begge Planterne paa en anden Grav. Han bad imidlertid saa længe for sig, at den Bestjaalne tiIsidst lod sig røre af hans Bønner og afstod fra at bringe ham til Stationen, imod at han ufortøvet maatte kjøbe to andre Blomsterplanter og plante dem paa den Grav, hvorfra han havde tilvendt sig de andre. Graveren, som var bleven bekjendt med det Passerede, erklærede imidlertid paa det Bestemteste, at han under ingen Omstændigheder kunde lade Sagen gaa saaledes hen, men maatte melde den til Politiet, og forsaavidt han har holdt Ord, er det at vente, at den vedkommende Kirkegardsmand vil faa en velfortjene Straf til Advarsel for Udøverne af de mange frække Tyverier fra Gravsteder, som stadig forekomme.

(Dags-Telegraphen (København) 3. august 1868).

Hærens Krumslutningsstraf. (Efterskrift til Politivennen)

I forbindelse med militærlejren ved Hald kom det frem at hæren stadig anvendte den lemlæstende krumslutningsstraf. Herom opstod en debat i aviserne:

Krumslutningstraffen. Endelig har en Indsender i "Dbl." taget fat paa den stygge Plet, der kun alt for længe har skjændet vor militaire Lovgivning: Krumslutningen. Det er rimeligt, at det er de berygtede Krumslutninger, der i Leiren ved Hald efter Kommandantskabets Arbitrium ere dikterede Syndere, som maaskee næppe nok vide hvad de have forbrudt, der har fremkaldt denne ubetingede Fordømmelsesdom over Krumslutningsstraffen, der formodentlig nok skal gjøre sin Virkning og kun altfor længe har ladet vente paa sig. Artiklens Forfatter gjør bekjendt med, at denne Straf, der paa eengang er i høi Grad smertelig, skadelig for Helbreden og saarende for den menneskelige Følelse, dikteret uden Dom, er ukjendt i alle civiliserede europæiske Stater, Würtemberg undtagen; og der maa den endda ikke vare over 3 Timer i Døgnet, hvorimod den hos os, hvor Maximum er 48 Timer, udføres saaledes, at "Forbryderen", som maaskee ikke har faaet sine Knapper pudset blanke nok, efter at have udholdt Torturen i 6 Timer, faaer Lov til at rette sig i een (!), men saa gaaer det løs i andre 6 Timer og saa fremdeles. Forfatteren vil naturligviis have dette Barbari, der er i nært Slægtskab med Spidsroden, reent afskaffet. Kan det ikke naaes, kræver han i Retfærdighedens og Menneskelighedens Navn tre Betingelser for dens Bibeholdelse: - Den første Betingelse er, at den ikke dikteres arbitrairt efter Enkeltmands Kjendelse, men kun efter forudgaaet Forhør og Krigsretsdom. Den nylig gjorte Erfaring fra Leiren ved Hald har stærkt mindet om Nødvendigheden heraf. Den anden Betingelse er, at Straffen ikke exekveres, uden efter forud indhentet Lægeerklæring om, at Vedkommendes legemlige Konstitution tillader den, ganske som Tilfældet er i Civiletaten ved Idømmelsen af Rottingslag, samt at der gjøres vedkommende militaire Læge til ufravigelig Pligt at have stadigt Tilsyn med den Krumsluttede under Straffens Exekution. Det er i sidstnævnte Henseende ingenlunde tilstrækkeligt, at den i omstridte er under stadigt militairt Tilsyn. Der gives nemlig idetmindste eet mig bekjendt, rigtignok langt tilbage i Tiden liggende Tilfælde, hvor vedkommende militaire Tilsynsmand ikke dristede sig til paa egen Haand at løse en krumsluttet Menig, der laae i Krampe med Fraade ud af Næse og Mund, men ansaae det for nødvendigt at vente indtil Militairlægen, efter hvem der var sendt Bud, og som kun blev truffen ved en lykkelig Hændelse, kom tilstede og naturligviis strax befalede den Ulykkeliges Løsladelse. Den tredie af selve Straffens Natur ligefrem følgende Betingelse er, at den kun dikteres for meget grove Forseelser. Anvendes den f. Ex. for saadanne Forseelser fra den Meniges Side, som ikke at være mødt til Paraden i fuldstændig tilbørlig Paaklædning eller lignende Forseelser, for hvilke Bøder, Nægtelse af Udgangstilladelse, simpel Arrest osv. synes at være tilstrækkelige Straffe, navnlig naar Forseelsen begaaes første Gang, da er det et Misbrug af Straffen. Men at det ikke er uden Exempel, at Straffen er anvendt af kjøbenhavnsle militaire Jurisdiktionschefer i saadanne Tilfælde, drister jeg mig til at paastaae, at den høiagtede Krigsminister, hvortil han herved opfordres, ved nærmere at undersøge Sagen, vil faae Beviis ihænde for. I at forhindre saadanne Misbrug samt i at virke for enten Krumslutningsstraffens fuldstændige Ophør eller ialtfald dens Modifikation i den ovenfor angivne Retning, deri ere nu Alle i lige høi Grad interesserede efter Indførelsen af den almindelige Værnepligt. Om dennes principmæssige Nødvendighed er der efter min Formening ikke sagt noget mere Sandt og Træffende end det, der indeholdes i de af afdøde I. F. Schouw i sin Tid udtalte faa og fyndige Ord: "at naar vi tale om, at det er Pligt at offre Liv og Blod for Fædrelandet, da kan herved ikke uden den største Uretfærdighed menes, at det kun skal være Bondeliv og Bondeblod, der skal offres." Men idet vi saaledes Alle sende vore Sønner til militair Tjeneste, idet vi ikke kræve nogensomhelst Forskjel gjort mellem Grevens og Bondens Søn, idet vi vide, at vi underkaste dem Disciplinens strenge, men nødvendige Lov i enhver Henseende, er det paa den anden Side vor uafviselige Ret at kræve Garantier for, at de ikke for mindre betydelige Forseelser udsættes for uforholdsvist haarde og efter Opinionen vanærende legemlige Straffe, dikterede af en enkelt, maaskee brutal Overordnets vilkaarlige Forgodtbefindende". 

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 27. juli 1868)

Krumslutningsstraffen i Hæren. I Anledning af den i sidste Avis optagne Artikel om "Krumslutningsstraffen i Hæren" har "Dagbl." fra paalidelig Kilde modtaget flere Meddelelser, hvoraf det fremgaaer, at der saavel i Leiren ved Hald som i Kjøbenhavn er gjort en høist utilbørlig Brug af den nævnte Straf. Medens flere af Armeens Officerer dele den udtalte Anskuelse om denne nedværdigende haarde og for danske Soldater enestaaende Straffemaade, gives der ikke faa andre Befalingsmænd, der ikke blot finde den særdeles hensigtsmæssig, men tillige - hvad der gjør os ondt at maatte tilføie - ikke skye at udtale, at der er forøget Grund til dens yderligere Anvendelse, efter at Pressen har udtalt sig om den, "for at lære Dhrr. Civilister ikke at blande sig i, hvad der ikke vedkommer dem", en Udtalelse, der i lige høi Grad røber Borneerthed og en Aand, der maa ønskes banlyst fra den danske Armee. Vi opfylde derfor gjerne den til os stillede Anmodning om, gjentagende at rette en Opfordring til Krigsministeren, General Raasløff, om paa det Nøieste at lade det omhandlede Forhold undersøge, og naar Undersøgelsen, som vi ikke betvivle, viser, at Krumslutningsstraffen i flere Tilfælde er anvendt, uden at Straffen staaer i nogetsomhelst passende Forhold til Brøden, da ad administrativ Vei at give Vedkommende den fornødne Tilretteviisning. Enhver Familiefader, hvis Søn tjener som Menig i Hæren, har som tidligere bemærket, et billigt Krav paa denne Sags snarest mulige Ordning overeensstemmende med Humanitetens og Retfærdighedens Fordringer, og vi betvivle derfor ikke, at Rigsdagen ved fin næste Sammenkomst, hvis de behørige Garantier imod Straffens Misbrug ikke tilvejebringes, enten ad Forespørgslens eller ad Initiativets Vei vil tage Sagen i sin Haand og virke, hvad den formaaer, til Indskrænkningen eller helst Ophævelsen af en Straf, der er en Skamplet paa vor militaire Retspleie.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 29. juli 1868).

Krumslutning stammede fra slutningen af 1600-tallet, og bestod i at hals og fødder blev lænket sammen så man kun kunne sidde stærkt foroverbøjet. Straffen var fra 4 til 48 timer. Hver 6. time var der dog 1 times pause hvis straffen var over 8 timer. I starten blev den både anvendt på underofficerer og menige for mindre alvorlig lydighedsnægtelse og vagtforseelser dog ikke at sove elle forlade vagten. Underofficererne blev fritaget 1844. Straffen ikendtes uden dom, i felten uden mulighed for anke. Den blev først afskaffet 1881.