Mordet paa Gertrud Marie Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Den 9. januar 1869 blev Gertrud Marie Jensen skudt i Poulstrup af karlen Søren Christensen eller Oustrup. Han var søn af gårdmand Christen Jensen (død 1853) og Anne Sørensdatter fra gården Lyngbjerggård (erhvervet 1822). Hun giftede sig 1853 med Christen Andersen Oustrup som overtog gårdens skøde. Efter mordet skjulte han sig og blev først pågrebet den 3. juli 1869. Efter at være dømt ved retsinstanserne nåede sagen den 22 november 1869 til Højesteret:

Sagen 294/69 Landsoverretsprocurator Fasting Actor ctr. Tiltalte Søren Christensen med Tilnavn Oustrup.

(Livsstraf idømt efter Straffelovens §. 190.)
(Paadømt den 4de October 1869.)

Dommen er saalydende:

Under nærværende Sag tiltales Søren Christensen med Tilnavn Oustrup for begaaet Mord.

Ved Tiltaltes egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger er det godtgjort, at han den 9de Januar d. A. om Aftenen mellem kl. 9 og 10 har efter foregaaende Overlæg dræbt Pigen Gertrud Marie Jensen, Gaardmand i Poulstrup Jens Andersen Freilevs enogtyveaarige Datter, ved paa faa Alens Afstand at affyre et Gevær ladet med Hagl mod hendes Bryst, hvorved hun blev saaledes truffet, at hun styrtede om og umiddelbart derefter blev funden død paa Stedet, ligesom og efter den foretagne Lægeundersøgelse den hende ved Skuddet tilføjede Beskadigelse maatte betragtes som den tilstrækkelige og eneste Dødsaarfag.

Den af Tiltalte i saa Henseende afgivne Tilstaaelse, der i det Væsentlige stemmer overeens med Sagens øvrige Oplysninger, gaaer ud paa Følgende:

I forrige Aars Sommer var Tiltalte, der opholdt sig hos sin Stiffader, Gaardeier Chr. Andersen af Lyngberggaard, bleven gode Venner med Gertrud Marie Jensen, der navnlig efter Tiltaltes Forklaring havde lovet ham Ægteskab, og ligesom han jevnlig besøgte hende i hendes Faders Huus, saaledes gav han hende ved Mortensdagstid f. A. til Beviis paa, at de vilde ægte hinanden, en Forlovelsesring, uden dog at faae nogen saadan af hende, og skjøndt Tiltalte ikke havde begjært hende tilægte af hendes Fader, vidste denne dog godt om det mellem hans Datter og Tiltalte bestaaende Forhold. Da Tiltalte imidlertid noget før Juul f. A. besøgte Gertrud Marie i hendes Hjem, sagde hun til ham, at han maatte see sig om efter en anden Kjæreste, da hun ikke maatte faae ham for sin Fader, der vilde have at hun skulde ægte en Anden og da hun fastholdt dette, uagtet Tiltalte foreholdt hende, at det Løfte, hun havde givet ham, var ligesaagodt som en Ed, og at hun skulde holde det, yttrede han til hende, at hvis hun ikke holdt sit Ord, blev det Døden for dem begge To.

Over den Efterretning, som Tiltalte saaledes modtog, og hvorved han nu fik Besked paa, at Gertrud Marie ikke vilde have ham, hvad han nok en kort Tid iforveien havde anet, blev han, der efter sin Forklaring holdt meget af hende, inderlig forknyt og bedrøvet, og git af Sorg derover, strax efter at han var kommen hjem, i Seng, hvor han blev liggende i flere Dage, og han bestemte sig nu til, at han, hvis Gertrud Marie virkelig vilde bryde med ham og ægte en Anden, vilde skyde baade sig selv og hende, og denne Tanke gjærede navnlig i ham, medens han i de paafølgende Dage gik endeel paa Jagt, uden at han dog endnu rigtig havde bestemt, hvorledes han vilde udføre den. Iøvrigt maa det efter de af Gertrud Maries Fader og af hendes Broder i saa Henseende afgive Forklaringer antages, at hun kun har benyttet det ovenommeldte Foregivende om, at hun efter sin Faders Bestemmelse skulde ægte en Anden, som et Paaskud for at hæve Forbindelsen med Tiltalte, og hendes Fader har navnlig benægtet, at der mellem ham og Gertrud Marie har været Tale om at hun skulde ægte Nogen, eller at han har villet tvinge hende hertil, ligesom han har udsagt, at Gertrud Marie paa hans Spørgsmaal til hende, om hun var Kjæreste med Tiltalte hvad han havde hørt omtale, men ikke vidste af egen Erfaring har erklæret, at dette ikke var Tilfældet, og at hun ikke havde tænkt paa at ægte ham.

Forinden Tiltalte imidlertid bragte den ommeldte Tanke til Udførsel, vilde han - som han har udsagt - have Vished for, at Gertrud Marie virkelig vilde bryde med ham, og i dette Øiemed var han baade den 7de og 8de Januar d. A. om Aftenen i Poulstrup, men uden at kunne faae hende i Tale, idet hun efter sin Broders Sigende var i Seng, og ved den sidstnævnte Leilighed forlangte han den Ring tilbage, som han havde givet hende; men da hendes Broder bragte ham den, nægtede han at modtage den, idet han forlangte, at Gertrud Marie selv skulde give ham Ringen. Den følgende Dag gik han til Aalborg, hvor han vidste at Jens Andersen og Gertrud Marie i Regelen hver Løverdag tog hen, idet det navnlig var hans Hensigt at skaffe sig Vished om, at Gertrud Marie vilde bryde med ham, i hvilket Tilfælde han vilde see at finde Leilighed til at tage sig selv og hende afdage, og efterat han underveis havde laant en Bøsse, kom han ved Middagstid til Aalborg, hvor han efter nogen Søgen faae Gertrud Marie uden dog at tale med hende, idet hun søgte at undgaae ham; derimod vil Tiltalte, efter hvad han vedholdende har paastaaet, men hvad Jens Andersen derimod har nægtet at kunne erindre, truffet Sidstnævnte i en Kjøbmandsport og der spurgt ham, om han var Skyld i, at Tiltalte ikke maatte faae Gertrud Marie, og da Jens Andersen hertil svarede, at det vidste han ingen Besked om og kunde ikke sige noget til, vil Tiltalte have yttret, at det skulde koste ham og Gertrud Marie Livet, hvortil Jens Andersen imidlertid svarede, at saadanne Tanker kunde han ikke faae i sit Hoved. Da Tiltalte efter denne Samtale kunde vide, at han ikke kunde vente at faae Gertrud Marie til Kone, og hun brød sit Løfte til ham, blev han vred paa hende, og deels derfor, deels ogsaa fordi han ikke kunde taale, at hun skulde ægte en Anden end ham, bestemte han sig nu til samme Dag at skyde sig selv og hende, medens han iøvrigt vilde lade det komme an paa Tilfældet, hvorledes han skulde finde Leilighed dertil, og efterat han i Aalborg havde kjøbt Pund 1/4 Krudt og 1/4 Pund store Hagl, gik han ad Poulstrup til, og efter underveis at have ladet Bøssen og paasat en Fænghætte ankom han omtrent Kl. 8 til Jens Andersens Gaard, hvor nu - som han kunde see gjennem Vinduerne - Alle vare hjemme; han bestemte sig da til at vente til han faae Gertrud Maries Broder og den i Gaarden værende Tjenestedreng gaae over i Stalden for at fodre, idet han antog, at der saa ingen Mandfolk vilde være i Suen, eftersom Jens Andersen pleiede at gaae tidlig tilsengs, og i denne Hensigt satte han sig bag et Dige udenfor Gaarden, hvor han trak sine Støvler af for ubemærket at kunne liste sig ind i Stuen, hvor han ventede at træffe Gertrud Marie, Efterat Tiltalte havde siddet her en Timestid, saae han Gertrud Maries ommeldte Broder og Tjenestedrengen gaae ud i Stalden med en Lygte, og han skyndte sig nu ind i Gaarden og aabnede Døren fra Gangen ind til en Stue, hvor Gertrud Marie og en anden voxen Søster stode ved Bordet og syede, medens en yngre Søster af dem, som Tiltalte dog ikke vil have seet, sad paa en Bænk og sov, og idet Tiltalte, der blev staaende i Døren, kaldte paa Gertrud Marie og som han har udsagt yttrede et Ord endnu, men uden at han kan erindre, enten hvad han saaledes yttrede eller om hun sagde eller gjorde noget, lagde han med Bøssen an, idet han sigtede paa hendes Bryst, og affyrede et Skud, hvorved han som han ogsaa har erkjendt godt at kunne indsee dræbte hende. Tiltalte løb nu ud af Gaarden, og efterat være kommen noget bort vil han efter sin Forklaring have forsøgt at skyde sig selv, men da han havde tabt de Fænghætter, som han havde havt hos sig, og hans Forsøg paa at rive nogle Svovlstikker af for ved hjælp af dem at faae Bøssen til at gaae af, ikke vilde lykkes, da hans Klæder vare vaade, maatte han opgive Forsøget paa at skyde sig, hvorefter han gik til sit Hjem paa Lyngberggard, og her skjulte han sig i et Udhuus, idet han borede sig dybt ned i Høet, hvor han blev liggende uden at give sig tilkjende til den næste Dags Aften, og medens han laa her, bestemte han sig til ikke at tage sig afdage, men at lide sin Straf, hvis han blev greben. Efterat han derpaa om Aftenen havde givet sig tilkjende for sine Slægtninge og af disse var bleven forsynet med nogle Penge m. m., flygtede han bort fra Hjemmet og har senere med Undtagelse af, at han omtrent 14 Dage efter Mordet endnu engang indfandt sig i sine Forældres Huus og der holdt sig skjult i et Par Dage samt blev forsynet med Penge og Fødemidler, flakket omkring i Jylland, Slesvig og Holsteen, idet det efter hans Forklaring var hans Hensigt at søge at undkomme til Amerika eller til Preussen, hvilket imidlertid ikke lykkedes ham, og i Slutningen af Juni Maaned blev han anholdt i Ribe Herred af Grændsepolitiet.

For den af Tiltalte saaledes forøvede Misgjerning er han, der er født den 3die Decbr. 1840 og iøvrigt har i det Hele ikke ufordeelagtige Vidnesbyrd om sit tidligere Forhold, og som navnlig ikke forhen har været tiltalt eller straffet, ved Underretsdommen rettelig idømt Livsstraf efter Straffelovens § 190, og bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Actionens Omkostninger ligeledes billiges, vil saaledes være at stadfæste.

I Salair til Actor og Defensor for Overretten vil Tiltalte derhos have at betale 8 Rdlr. til hver.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter har intet ulovligt Ophold fundet Sted.

Thi kiendes for Ret:

Underretsdommen bør ved Magt at stande.

I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procurator Fasting og Cancelliraad Møller, betaler Tiltalte 8 Rdlr. til hver.

At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Nyt Juridisk Ugeskrivt 1869. Nr. 51, 6. november. Side 809-814)

Dødsdommen ændredes til livstid i Horsens Tugthus. Christen Oustrup rejste hvert år forgæves over til Christian 9. for at få ham benådet. Rejseudgifterne blev betalt ved at han solgte pandekager. I 1881 solgte han Lyngbjerggård (Fra Himmerland og Kjær Herred, 1986).

Frederikke Amalie Kjærsgaard. (Efterskrift til Politivennen)

Tyveri. En i Møntergade boende Værtshusholder anmeldte den 19de August f. A. paa Politistationen Nr. 2, at der fra en aflaaset Skuffe i en i hans Sovekammer henstaaende Kommode var frastjaalet ham tre ham tilhørende Bikube-Sparekassebøger, henholdsvis lydende med paaløbne Renter paa 1,730 Rd.. 402 Rd. 1 Mk. 6 Sk. og 422 Rd. 11 Sk. Mistanken for dette Tyveri blev imidlertid henledet paa en Pige ved Navn Frederikke Amalie Kjærsgaard, der tidligere havde tjent ham, hvorfor hun blev anholdt, og ved den derpaa i hendes Bolig foretagne Visitation forefandtes der et Beløb af 1000 Rd. i Hundrededalersedler i en Portemonnaie, hvoraf hun var i Besiddelse, og senere 500 Rd. indsyede i en til hendes Seng hørende Dyne, samt 20 Rd. skjulte i et Tapet i det af hende beboede Værelse. Efterat hun derpaa efter sin Anholdelse var bragt til Politistationen Nr. 2, afgav hun følgende Tilstaaelse: Den foregaaende Aften havde hun indfundet sig hos den Bestjaalne for at drikke en Kop Kaffe og gik ind ad Kjøkkendøren, der stod paaklem. Da der Ingen var i Kjøkkenet, gik hun videre igjennem Sovekamret ind i Stuen til Gaden, men traf heller ikke her Nogen. Det faldt hende da ind, at hun fra tidligere Tid kunde erindre, at den Bestjaalne gjemte sine Penge i den øverste Skuffe af den i Sovekamret staaende Kommode, hvorpaa hun gik hen til denne, tog den ovenpaa den liggende Nøgle, aabnede den øverste Kommodeskuffe og udtog heraf de omtalte Sparekassebøger, hvormed hun derefter bortfjernede sig uden at møde Nogen. Næste Dag begav hun sig med Sparekassebogen paa l,730 Rd. til "Bikubens" Kontor, hvor hun, efterat have opgivet Navnet paa den, paa hvem Bogen lød, erholdt 1,725 Rd. udbetalt, af hvilke hun anvendte en Del paa forskjellig Maade, saasom til Indkjøb af et Gulduhr og andre Gjenstande. Da hun efter sin Anholdelse og Afhøring skulde føres fra Politistationen Nr. 2 til Hovedstationen, saa hun Leilighed til i et ubevogtet Øieblik hemmelig at sætte sig i Besiddelse af den omtalte Portemonnaie med de deri værende 1000 Rd., 500 i hvert Rum, som laa paa en Pult i Politistationens Lokale, hvilket hun paastod, at hun havde gjort ikke for at tilegne sig Pengene, men for at disse skulde komme Andre tilgode. Paa Veien til Hovedstationen havde hun efter sin Forklaring taget Pengene ud af det ene Rum i Portemonnaien samt seet Leilighed til at stikke de udtagne Penge ind under en Trappe, hvilket lykkedes hende, uden at den Betjent, der havde transporteret hende, blev opmærksom herpaa, idel hun for ham foregav, at hun havde tabt en Handske. Under den omtalte Trappe bleve ogsaa de 400 Rd. fundne, hvorimod det ikke lykkedes at skaffe de endnu manglende 600 Rd. tilveie. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 24 Aar gammel og tidligere straffet for Tyveri, anseet efter Straffelovens § 231 med 2 Aars Forbedringshusarbeide samt tilpligtet at betale den Bestjaalne i Erstatning 663 Rd.

(Dags-Telegraphen (København) 15. januar 1869)

Højesteret stadfæstede den 18. februar 1869 dommen. 

“Frederikke Amalie Kjærsgaard, født og hjemmeh: i Viborg, straffet senest med 2 Aars Forbdh: for Tyveri; et tyvagtigt og hevngjerrigt Fruentimmer. See mist: Prot: G. Pag: 134.” [1870]. Genealogisk Forlag.

Værtshusholderen lagde kort efter erstatningssag mod politiet for ikke at have passet på de 600 Rd som arrestantinden havde kastet af vejen mens hun var i politiets varetægt og som aldrig dukkede op. Den 13. december 1869 frifandt Hof- og Stadsretten politidirektør Crone og assistent Thalbitzer, mens betjent Holck blev dømt til at erstatte værtshusholderen de 600 Rd. og dertil betale ham 25 Rd. i sagsomkostninger. Højesteret frifandt imidlertid betjent Holck:

---

Efterat Politibetjent Holck derpaa havde indanket denne Dom til Prøvelse i Høiesteret, har samme idag paakjendt Sagen og har frifundet Betjent Holck. I sine Præmisser til Dommen mærker Høiesteret, at der ikke - som fra Holcks Side principaliter paastaaet - er Grund til ex officio at afvise Sagen, som ikke henhøre ude under Domstolens Afgiørelse. Hvad Realiteten angaaer, bemærker Høiesteret, at der efter de fremkomne Oplysninger om Beskaffenheden af det Hverv, der ved den paagjældende Leilighed var overdraget Holck, og om de locale Forhold ikke findes at kunne lægges ham tillast, at han, efterat have afhørt det ovennævnte anholdte Fruentimmer, lod Portemonnaien med deri værende Penge, som Politiet havre bragt tilstede, blive liggende paa den Betjents Pult, der havde indbragt samme til Stationen og skulde optage Fortegnelse over samtlige i Bevaring tagne Koster, og vel havde Holck ved at gaae ud af det paagjældende Værelse foran den Anholdte ladet hende være sig ude af Syne i et Øieblik, hvilket hun netop benyttede til at snappe Portemonnaien, men om han endog maatte siges herved at have viist nogen Mangel paa Omtanke, fattet Høiesteret dog, naar samtlige under Sagen oplyste Omstændigheder toges i Betragtning, at han ikke ved dette Forhold kunde antages at have gjort sig skyldig i en saadan Skjødesløshed i Udførelsen af sin Bestilling, som kunde paadrage ham Erstatningsansvar til Værtshuusholder Petersen, og Høiesteret frifandt som Følge heraf Politibetjent Holck for Petersens Tiltale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. maj 1870).

I juli 1870 blev Frederikke Amalie Kjærsgaard løsladt fra straffeanstalten på Christianshavn, og politiet rettede henvendelse til byfogden i Viborg, hvor hun stammede fra. Her anerkendte man hende som forsørgelsesberettiget, men tilføjede samtidig, at Viborg byråd var villig til at betale en del af udgifterne ved hendes udvandring til USA. Langt de fleste fik billetten betalt af Københavns Politi, men også andre myndigheder var villige til at betale rejseomkostningerne, hvis politiet blot ville sørge for det praktiske. Kommuner og politi rundt omkring i Danmark bad nemlig Københavns Politi om bistand, når man ville „hjælpe" en for det offentlige bekostelig person til et nyt liv i USA. 

Arbejderboliger paa Christianshavn. (Efterskrift til Politivennen)

Nye Arbejderboliger paa Christianshavn. (Fdl.). Nytaarsaften heisedes Krandsen paa tre af de fire Arbejderboliger, der for Tiden opføres paa Christianshavn under Ledelse af den derværende Understøttelsesforenings Bestyrelse. De to af disse ligge i Prindsessegade ved Siden af Communens Skole ligeoverfor Vor Frelsers Kirke; den ene ud til Gaden, den anden tilbage paa den omtrent 3000 Qv.-Alen store Byggegrund. Den tredie  af de reiste Bygninger ligger lidt derfra paa den omtrent 3400 Qv.-Alen stor Grund paa Hiørnet af St Annagade og Gaden langs Volden. Hver af de førstnævnte bygninger, er omtrent 40 Alen lang og 16 Alen dyb, den sidstnævnte er 60 Alen lang med samme Dybde som de andre. Den fjerde Bygning, der paa Grund af de stedlige forhold ikke kan opføres endnu, skal ligge ud til Volden og have en Længde 30 Alen. De opførte Bygninger ere alle tre Etager høie og adskille paa hver 20 Alen ved Brandgavle. Der skaffes ved dette Byggeforetagende Boliger for 100 Familier, hvoraf 64 faae eet Værelse, 5½ Alen og 7 Alen, et Kjøkken og et Loftskammer; 36 Leiligheder have foruden Værelset tillige et Kammer ved Siden deraf. Leien for disse er tænkt at blive 32 Rd. halvaarlig, for hine 24 Rd. I Bygningen i Prindsessegade indrettes desuden Leilighed for en Urtekræmmer og en Høker. Den Capital, der udkræves til dette Forelagende, er anslaaet til omtrent 85,000 Rd.; heraf ønskedes, saavidt vides, omtrent 35,000 Rd. tilvejebragt ved Actier paa 200 Rd. Stykket, og Beløbet tegnedes i nogle faa Dage. Baade Communen og andre Autoriteter ere ligeledes komne Foretagendet beredvillig imøde; men den væsentligste Fortjeneste deraf har dog den christianshavnske Understøttelsesforenings Bestyrelse, der har taget sig af denne Sag med den Kraft, Varme og Udholdenhed, som man kjender saa godt fra dens øvrige Virksomhed for Christianshavns Fattige.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. januar 1869)

"Opført af Kjøbenhavns Kommune Aar 1865" står der på bygningen i Prinsessegade 56. Foto Erik Nicolaisen Høy.

"Opført ved CUF 1869" står der på bygningen i Christianshavns Voldgade 59, set fra foden af volden ved Lillemølle. CUF var Christianshavns Understøttelsesforening. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Christianshavns Understøttelsesforening blev som den første af sin art stiftet i 1866. Selv om foreningen var stiftet af 2 præster ved Frelserkirken, var formålet ikke kristent, men humanitært: dvs. ad frivillighedens og kærlighedens vej at understøtte "værdigt trængende" på Christianshavn, således at de blev sat i stand til at hjælpe sig selv og så vidt muligt forhindredes i at synke ned i uhelbredelig nød og overgå til det offentlige fattigvæsen. Man skulle have boet et halvt år på Christianshavn og ikke modtage fattghjælp. Omkring 60 mænd og kvinder fra den etablerede middelklasse. Den opvoksende arbejderbevægelse havde skabt ængstelse for at samfundet ville brække over i to fjendtlige dele. For at få hjælp skulle man ikke have modtaget offentlig fattighjælp, og man skulle have boet på Christianshavn i det sidste halve år. I perioden 1868-1872 opførte foreningen billige arbejderboliger på Christianshavn: Prinsessegade 56-58 (matr.nr. 411), Christianshavns Voldgade 49-59 (matr.nr. 279a) og Dronningensgade 16 (matr.nr. 249).

Husvilde i Søkvæsthuset. (Efterskrift til Politivennen)

I Borgerrepræsentanternes Møde igaar Alles Kl. 6½ foretoges Stadens Budget for 1869 til 2den Behdl.

- - -

Ved fattigvæsenet har Udvalget kun stillet et forslag om en Nedsættelse af Inventarieudgifter, medens Ulrik har stillet 3 forslag. Del ene om, at den Del af Søkvæsthusel, som er leiet til interimistiske Husvilde, skal op igen til fraflytning næstkommende flyttedag, hvilket Udvalget ikke kan tiltræde, fordi det maa regnes for altfor radicalt og ugjennemførligt, da der i saa fald maa skaffes Plads andetsteds. Del andet gaaer ud paa at negte Anskaffelsen af 15.000 Stykker ny Kobbertegn til Brug paa Ladegaarden, og det tredie er at stryge Posten til Indkjøb af Tobak og Brændevin i Ladegaardens Marketenderi, for derved at hindre Udsalg af disse Sager til Lemmer e. Heller ikke disse forslag vil Udvalget tiltræde, fordi Spørgsmaalene bør komme frem under Drøftelse af den hele Sag om Fattigvæsenets Omordning. 

- Howitz fremstiller paa Ulriks Vegne Betydningen af de trende forslag. Husvilde-Afdelingen paa Søkvæsthuset er i den Grad i slet og sørgelig Tilstand, at man burde nedlægge den, og det er efter hans Mening urigtigt, at folk, der have givet sig saaledes ind under Communens forsorg som Ladegaardslemmer, selv kunde tilkjøbe sig deres Forbrugsartikler, da de tvertimod bør have ligefrem Forplejning rationsvis. Fremfor Alt bør det ikke taales, at de tilkjøbe sig Brændevin og Tobak. 

- Clausen tiltræder Ulriks første Forslag; der maa gjøres Ende paa denne Tilstand, der er saa sørgelig og demoraliserende, at det var mere christeligt, om man strax slog de Paagjældende ihjel. (Der findes nu over 200 Individer over 10 Aars Alderen). 

- Borgmester Holm vilde ikke have kunnet ønske noget Bedre, end at kunne hæve Husvilde-Afdelingen, men det er ikke muligt at finde en anden Plads hertil, og man vil jo til 1ste April faae en hel Mængde nye Familier at skaffe Plads til, nemlig ved Fraflytningen af Toldbodpladsens Huse. Der vilde ikke vindes Noget ved al forbyde Brændevinsudskænkning paa Ladegaarden, da Vedkommende jo alligevel kunde kjøbe Brændevin for rede Penge, og de i dels sted vilde kjøbe Brød o. lign. for kobbertegnene. Det er ikke i Arbejdere af første klasse, som hver Dag kunne faae 1 Snaps Brændevin, og det vil da kun blive en Snaps hveranden Dag til hele Ladegaardens Befolkning Aaret rundt. Man bør ikke pludselig gjøre Ændringer i et gammelt Reglement, da det vilde regnes for en meget haard Uretfærdighed. 

- Clausen troer ikke, at man vilde betænke sig paa at lukke Søkvæsthuset strax, hvis man kjendte dets sande Tilstand. 

- Eskildsen: Man kan jo dog ikke lukke det, uden at paavise, hvor de Derboende skulle hen Sagen vil jo desuden meget snart komme til Drøftelse ved den almindelige Fattigudvalgs-Betænkning. 

- Herforth værger dette Udvalg mod Mistanken for ikke at have været flittigt, og minder om, at det fra Begyndelsen af mødte bestemt Modstand og Uvillie fra Magistratens Side, saa at det selv maatte skaffe sig alle Oplysninger og føre en udførlig Brevvexling. 

- Clausen: Man kunde i ethvert Fald lægge Folkene fra Søkvæsthuset i Barakker, det var langt bedre. 

Udvalgets Forslag vedtoges enst.: Ulriks derimod forkastedes imod faa Stemmer (Clausen, Meldahl og Olsen).

- - -

(Fældrelandet 31. december 1868. Uddrag, afsnit indsat for overskuelighedens skyld)

Provst Peters, Flensburg. (Efterskrift til Politivennen)

I 1852 (et år efter den danske menigheds oprettelse i Flensborg) var skibskaptajn Thomas Christian Sabroe blevet medlem. Hans kone døde 2 år efter mens han var i Vestindien. Før sin død havde hun kontaktet pastor O. N. H. Peters ved Marie Kirken med henblik på begravelsen - som han også foretog. Pastor Graae (medstifter af den danske borgerskole i Flensborg) fandt ud af dette og mente hun hørte til den danske menighed, Peters havde derfor ikke været berettiget til at begrave hende og udtrykte ønske om at Peters skulle slette hende i kirkebogen, for i stedet at opføre hende i den danske. Peters protesterede, men kirkevisitationen gik ham imod, og han blev pålagt at slette hende i kirkebogen. Dødsfaldet blev indført i den danske kirkebog (men ikke slettet i den tyske). (Danske Kirkebøger i Sydslesvig, bind 1. Ved Lars N. Henningsen. 1993. s. 13-14.)

Pastor Peters havde gjort sig upopulær blandt de tysksindede da han optrådte ved indvielsen af Istedløven på Flensborg kirkegård. Provst Hansen blev afskediget som provst i 1864 efter magtskiftet, og pastor Peters konstitueret i hans sted. Især viste fjendtligheden mod hans indsættelse i marts 1864 sig i Angeln sogn, hvor man udtrykte ønske om indsættelse af en anden.

Fra Slesvig. Provst Peters i Flensborg, en af de modbydeligste af de mange foragtelige Renegater, der i Aarene siden 1864 have arbeidet for Sønderjyllands Fortydskning, har i en Skrivelse til "Flensb. Anz.", der er affattet i den overmodigste Tone, anført de Grunde, hvorfor han forfølger det danske Sprog og særlig dets Benyttelse i Holdts private Realskole i Flensborg. Han betegner i Skrivelsen det danske Sprog i Flensborg som en Frugt af "systematisk dansk Propaganda og Agitation", som en "Drivhuusplante, der maatte gaae under ved den første Storm", og han erklærer, at han vil vedblive Forfølgelsen imod enhver dansk Skole, fordi den i "vor tydsk-talende By Flensborg bestandig kun maa blive et Arnested for politisk Propaganda eller Agitation", i hvilken Henseende han beraaber ug paa de Erfaringer, han har vundet i Aarene fra 1851 til 1863, da han "havde Leilighed til at kaste et altfor nøiagtigt Blik ind i dette jesuitiske Væv". Det er bekjendt nok, at Provst Peters - af Folkevittigheden i Flensborg formedelst en Tale om den overhaandtagende Brug af Kaffe i Reglen benævnes "onse lütje Kaffekann" - i disse Aar som Præst ved Mariekirken bestandig spillede loyal, og at han endog deeltog i Indvielsen af Løvemindesmærket paa Flensborg Kirkegaard. Men saasnart det viste sig fordeelagtigt for ham, afkastede han sin Maske, forfulgte skaanselløst alt Dansk, fik de blomstrende, danske Skoler og den danske Menighed ophævede og er endog fræk nok til nu at tale om de tidligere Tilstande, hvis lydige Tjener han var, som "et jesuitisk Væv" , skjøndt Ingen har viist sig mere jesuitisk end netop han i hele sin Færd. At han foragtes af Flensborgs dansksindede Borgere, er en Selvfølge; naar han ikke ligeledes er en Gjenstand for Tydskernes Ringeagt, saa kan det kun være fordi den tydske "Sittligkeit" er et fra andre Folks Moral aldeles forskjelligt Begreb. 

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 23. december 1868)

I november 1865 var der 450 elever i danske borgerskoler i Flensborg. 320 blev tvunget til at flytte til de tyske borgerskoler, mens 130 fortsatte. I 1869 blev dette tal yderligere beskåret. I forbindelse med sit 50 års jubilæum som præst i oktober 1895 verserede rygter om at han søgte sin afsked. Endnu i 1896 ser det ud til at han var provst i Flensborg. Provst Peters fejrede den 7. januar 1904 sin 85. fødselsdag.