Vilhelmine Cathrine Oberthon. (1824-?) (Efterskrift til Politivennen).

Vilhelmine Cathrine Oberthon var en tyv og bedrager som gennem mindst 3 årtier gik ind og ud af fængsler. De første domme ved Københavns Politiret nævnes som den 25. februar og 17. maj 1943 for løsgængeri, hhv. 15 og 30 dages fængsel på vand og brød. Hun må da have været omkring 19 år gammel. En højesteretsdom nr. 120 af 25. marts 1844 stadfæstede en dom fra Lands- Over samt Hof- og Stadsretten af 13. februar 1844 over Wilhelmine Cathrine Oberthon for tyveri og løsgængeri. Hun blev idømt 8 måneders forbedringshusarbejde. I 1846 beklagede Fædrelandet sig over at hun måske blev forfulgt af politiet:

- - -

- Den ovennævnte Sag var anlagt mod en Arrestantinde ved Navn Wilhelmine Cathrine Oberthon. Hun er langt fra at være noget agtværdigt Fruentimmer og er navnlig ved Kjøbenhavns Politirets Domme af 25de Februar og 17de Mai 1843 straffet for Løsgængeri, respektive med 15 og 30 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Den 13de October forrige Aar hensattes hun paa Ladegaarden, med sædvanlig Betydning om, at hun ved at forlade denne uden Tilladelse paa ny vilde paadrage sig Straf som for gjentaget Løsgængeri. Efter at have været her indtil indeværende Aars Begyndelse, gik hun, med dertil given Tilladelse, Mandagen den 13de April hertil Byen, dog med det Tilhold al komme tilbage samme Dags Aften Klokken 7½. Da hun imidlertid baade havde Afsky fot Ladegaarden og ønskede at faae en Condition, hvilken hun, efter hendes Forklaring ikke kunde søge uden al udeblive, da der flere Gange var negtet hende Udgangstilladelse, udeblev hun nu og henvendte sig em Tirsdagen den 14de April til en ved Holmens Kanal boende Skipperenke, af hvem hun erholdt en Seddel til Bevis for, at hun sammesteds kunde faae Tjeneste. Med denne Seddel var det endvidere, ifølge hendes Forklaring, hendes Hensigt at vende tilbage til Ladegaarden og udvirke Tilladelse til at modtage den hende tilbudte Condition. Onsdag Morgen den 15de April anholdtes hun imidlertid af Politiet, i hvis Arrester hun blev hensat. Det maa nu bemærkes, at Rigtigheden af Arrestantindens nys meddelte Forklaring er bestyrket saavel ved den Forklaring, som er afgiven af ovennævnte Skipperenke, der for Netten har gjentaget at ville tage Arrestantinden, uanseet de hende overgaaede Straffedomme, i sin Tjeneste, som ved den af Arrestantindens Fader (hun har længe været moderløs og "mindes ikke" sin Moders Navn) afgivne Forklaring, der gaaer ud paa, at hans Datter ved at besøge ham om Mandagen, baade yttrede at ville søge sig en Condition, og bad ham i Ugens Løb at sende hende Mad til Ladegaarden, hvortil det altsaa maa antages, al hun vilde vende tilbage. Andet og Mere er ikke oplyst og Arrestantindens hele Brøde hestaaer altsaa i uden Tilladelse at have været borte i ikke fuldt 1½ Dag fra den baade af Fattige og løsladte Forbrydere lige forhadte Ladegaard, og i den Tid at have søgt og sikkret sig Beviset for at have søgt fast Tjeneste. Dette bevægede imidlertid ikke Kjøbenhavns Politidirecteur til at undlade al reise Sag mod hende, som derpaa baade af Criminal- og Politiretten og Høiesteret idømtes 1 Aars Arbeide i Kjøbenhavns Forbedringshus, hvor hun, der ikkun er noget over 21 Aar gammel, nu hensidder, for rimeligvis i sin Tid aldeles fordærvet at udgaae derfra. Vi gjentage, idet vi slutte denne Artikel, at det, hvorom her er Tale, ikke er Arrestantindens Personlighed og foregaaende slette Liv, hvortil man rimeligvis vil tage sin Tilflugt for at forsvare Sagens Anlæg, men at Sagen derimod reducerer sig til Besvarelsen af det Spørgsmaal: om det er stemmende med Retfærdighed, at man har anlagt en Sag imod Arrestantinden og tvunget Domstolene til at idømme hende en betydelig Straf for den samme Handling, som Ingen, der har mindste Kjendskab til Politiets Annaler, skal kunne driste sig til at benegte, dagligen begaaes og afsones enten med en Irettesættelse eller en Disciplinærstraf. Det er en slig Ulighed i Behandlingen af de til denne Classe hørende Sager, som vi med Hensyn til Retsbegrebets Udvikling, saavel i Almindelighed som i Forbryderclassen i Særdeleshed, ansee for aldeles forkastelig.

(Fædrelandet 19. oktober 1846. Uddrag)

Domme afsagt i Kriminal- og Politiretten lørdag den 4. oktober

- - -

3) Procurator Hansen Actor contra Arrestantinderne Wilhelmine Cathrine Oberthon og Maren Marie Jørgensen. (Procuratorerne d'Auchamp og Baastrup Defensorer.)

Sidstnævnte Arrestantinde, der er Lem paa Ladegaarden og en Søndag var kommen i et Ærinde op i et Huus ved Nørrevold, sigtedes for ved denne Leilighed at have borttaget et der i Kjøkkenet ophængt Forklæde, der tilhørte en sammesteds tjenende Pige, til en Værdi af 24 sk. Imod hendes vedholdende Benegtelse kunde imidlertid intet fuldt Beviis herfor tilveiebringes, men alene en høi Grad af Formodning, og hun blev saaledes frifunden for videre Tiltale. Den anden Arrestantinde, der ligeledes var Lem paa Ladegaarden, blev samme Søndag anholdt med det stjaalne Forklæde, men paastod imidlertid, at Arrestantinden Jørgensen, der havde mødt hende paa Gaden, havde uanmodet laant hende Forklædet, for deri at indsvøbe noget Mad, som hun vilde bringe hjem med sig til Ladegaarden, og ligesom det nu efter det under Sagen Oplyste, navnligen om den Tid, hvorpaa Tyveriet, var begaaet, ingen Anledning var til at antage, at Arrestantinden Oberthon selv skulde have stjaalet Forklædet, saaledes kunde hun heller ikke ansees skyldig i Hæleri med Hensyn til Samme, da hun stadig har forsikkret, at det ikke faldt hende ind, at Forklædet var stjaalet. Arrestantinden Oberthon frifandtes derfor aldeles, ligesom ogsaa samtlige Actionens Omkostninger paalagdes Arrestantinden Jørgensen alene.

- - -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. oktober 1845, 2. udgave).

Højesteret stadfæstede den 30. juli 1846 en dom af 19 maj 1946 ved Kjøbenhavns Criminal- og Politiret på 1 års forbedringshusarbejde for løsgængeri.

- Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten:

Den 17de Marts forrige Aar var det Krammarkedsdag i Roeskilde. Boutikerne vare fulde af Mennesker, mest Landboere, og flere af disse bemærkede, at de i Trængselen, af Lommerne havde mistet deres Punge med Penge. Iblandt dem var Væver Olsens Datter, Sophie, af Thorkildstrup, der savnede en stor, ny Pung med Staalperler, hvori var 6 a 7 Rdl. Ved at passere Gaden, bemærkede hun i en Port 2 "Damer", iførte Silkehatte og Mantiller, ledsagede af en engelsk Mund, og holdende hendes Pung imellem dem. Man tiltalede dem med de Ord: "De gode Damer have nok fundet min Pung", men, i Stedet for at erholde denne tilbage, fik hun et grovt Svar af disse Fruentimmer, der fjernede sig, og kort efter, da de igjen paa Gaden mødte Væver Olsen og hans Datter, opstod et Skænderi mellem dem, hvorpaa Fruentimmerne atter fjernede sig, og som det senere viste sig, ilsomt forlode Roeskilde, og toge fra Hedehusstationen paa Jernbanen tilbage til Kjøbenhavn. Disse Scener, der vare bemærkede af forskjellige Personer, gave Anledning til endel Omtale i Roeskilde, der kom til det kjøbenhavnske Polities Kundskab, som i lang Tid havde henvendt sin Opmærksomhed paa det herboende, mistænkelige Fruentimmer Vilhelmine Cathrine Oberthon.

Denne, der er 30 Aar gammel, har fra sin tidlige Ungdom mangfoldige Gange været anholdt som mistænkt for Tyveri, navnlig Lommetyveri, og ofte, af Mangel paa Bevis, og, da hun stadig negtede det hvorfor hun sigtedes, sluppet straffri, men ogsaa gjentagne Gange været indsat i Forbedringshuset for Tyveri og Løsgængeri. Ved Protokollen over mistænkelige Personer var denne, for den offenlige Sikkerhed farlige Person, givet Tilhold blandt andet om at tage fast Tjeneste, som hun i Sommeren 1853 havde anmeldt at have faaet hos Hattemagersvend Christian Ferdinand Høyer. Da dennes Hustru, Sophie Frederikke Mersleh, ligeledes var en tidligere straffet Person, antoges det, at Sidstnævnte var delagtig i Tyverierne i Roeskilde, hvor hun ogsaa maatte vedgaae at have været den omhandlede Dag, dog, som hun paastod, uden at være i Følge med Nogen. Begge disse Fruentimmer bleve tilligemed Christian Høyer anholdte, og paa deres Bopæl fandtes en stor Mængde Gjenstande, som formodedes at være stjaalne, eller anskaffede for stjaalne Penge. Under Forhørerne vedbleve Arrestantinderne haardnakket at henegte enhver dem paasigtet Brøde, indtil det omsider lykkedes at faae deres forbryderske Virksomhed fuldstændigt oplyst, og er saaledes følgende godtgjort.

I Juni Maaned 1853, da Oberthon af Politiet var anvist Ophold og Arbeide paa Ladegaarden, bevirkede Høyer og hans Kone, under Foregivende af, at hun skulde tjene dem, at hun blev fritagen derfor og kom i Huset hos dem. Men dette Forhold forandredes snart derhen, at Oberthon, i Stedet for at erholde Løn, betalte for sig, bidrog jevnlig med forskjellige Pengesummer til Høyers Husholdning og Husleie og gav dem stadig Foræringer, saa at det ikke ubetydelige Bohave og Klædningsstykkerne, der fandtes paa deres Bopæl, vare for største Delen anskaffede af Oberthon, der stjal Gjenstandene i Boutiker og Pengene af Folks Lommer. Saaledes havde hun i Efteraaret 1853 i en Boutik i Gothersgade. medens hun kjøbte Noget, tilvendt sig fra Disken 16 a 18 Alen sort Silketøj, hvoraf hun gav Sophie Høyer en Del, som blev anvendt til en Kaabe til denne og en Vest til hendes Mand. Resten byttede Oberthon i en Modehandlerboutik for en graa Kaabe til sig selv, thi hun vilde ikke gaae med en Kaabe af samme Tøi som Sophie Høyer, for at dette ikke skulde vække Vedkommendes Opmærksomhed. Sophie Høyer - der, ligesaavel som hendes Mand, var vidende om Oberthons Tyverier - blev snart enig med hende om at hjælpe hende i at forøve disse. De gik derefter ud sammen, snart klædte som Damer i Boutiker og paa Auctioner , snart indfandt de sig i simplere Dragter paa Torvet med Kurve paa Armen, som for at gjøre Indkjøb. Ifølge Sophie Høyers Udsagn havde Oberthon en saa overordenlig Behændighed i at praktisere Penge ud af Fruentimmernes Lommer, at Førstnævnte selv aldrig har seet, hvorledes det gik til. Naar Oberthon, der stillede sig ved Siden af og sædvanlig indlod sig i Samtale med den, hun vilde bestjæle, havde opnaaet sin Hensigt, leverede hun strax det Stjaalne til Sophie H., for ikke, naar hun, hvad der oftere skete paa offenlige Steder, blev anholdt af Politiet, som idelig havde sin Opmærksomhed henvendt paa hende - at findes i Besiddelse af noget Mistænkeligt. Paa denne Maade troede hun sig saa sikker, at hun engang, paa en Spadseretour med Sophie Høyer, sagde til denne, at, dersom hun blev tiltalt for Noget, skulde hun nok "klare for sig", hvorhos hun dog tog det edelige Løfte af sin Veninde, at denne aldrig maatte røbe, at hun ikke tjente hende.

Af den Mængde Tyverier, som Oberthon dels ene, dels paa den anførte Maade i Forening med Sophie Høyer, har begaaet, er en Del constateret ved de besljaalnes Anmeldelser for Politiet og Forklaring for Retten. Saaledes anmeldte Pigen Sine Albretsen den 1ste Oelober 1853 , at hun samme Dag i en Slagterboutik, da hun skulde betale, hvad hun havde kjøbt, til sin store Forundring af sin Lomme savnede et Tørklæde med deri knyttede 1 Rdl. 3 Mk., som hun et Øieblik i Forvejen vidste sig i Besiddelse af, og som Oberthon senere vedgik at have taget. I Glashandler Ronges Boutik paa Gammelamagertorv indfandt Oberthon sig den 7de November f. A. for at see paa nogle Glasassietter, samtidigt med Grovsmedemester Hansens Hustru, der vilde kjøbe en Lampekuppel. Hun gav denne nogle Raad om, hvilken Kuppel hun skulde vælge, og stjal imidlertid af hendes Lomme en Portemonnaie med 5 Rdl. 19 Sk. Den 25de Februar f. A. savnede Mursvend Sallings Hustru i Silke- og Klædekræmmer Løvgreens Boutik en Species og en Sølvdaler, der havde ligget løse i hendes Lomme, og kunde senere gjenkjende Oberthon som et Fruentimmer, der havde været nærværende i Boutiken paa samme Tid, og denne vedgik ogsaa, at hun havde stjaalet disse Penge.

Andre Tyverier ere aldrig anmeldte af de Bestjaalne, og disse, som Følge deraf, ikke udfundne. Saaledes er det af Oberthon og Sophie Høyer forklaret, at Oberthon ved Juletid 1853 i en Slagterboutik ved Nicolaitaarn frastjal en bondeklædt Tjenestepige en Portemonnaie med en Tyvedalerseddel, som denne havde lagt fra sig paa Disken. Pigen, der strax savnede den, yttrede, at hun troede at have forglemt den et andet Sted. Under en Auction paa Østergade blev en Marskandiserkone af Oberthon frastjaalen en Pung med Penge. Da hun savnede den og lydeligt beklagede sig over at være bestjaalen, blev der herover stor Allarm i Salen, og man beskyldte konen for, at det nok var et løst Foregivende af hende *). Engang i Vinteren 1853 har Oberthon, da hun var i Følge med Sophie Høyer, paa Gammeltorv frastjaalet et Fruentimmer en Lærredspung med 7 Rdl. 6 Sk. De fattede, besynderligt nok, Medlidenhed med den Bestjaalne, fordi de, eller hendes Paaklædning at dømme, ansaae hende for fattig, og fulgte længe efter hende, for at see Ledighed til, naar denne skulde gaae ind i en Boutik, at lægge Pungen med Pengene ved Siden af hende, men, da dette ikke skele, beholdt de Pengene og kastede Pungen bort, hvilket de i Reglen altid gjorde med de andre stjaalne Portemonnaier og Punge

Omsider kom den fornævnte, for dem uheldige Markedsdag i Roeskilde. De begave sig derhen i deres bedste Pynt og med det Forsæt at benytte Lejligheden til at stjæle, og, efter at Oberthon med sædvanligt Held havde udført et eller rimeligvis flere Lommetyverier, indtraf den ovennævnte Begivenhed, hvorved de bleve bemærkede i Besiddelse af Sophie Olsens Pengepung, som Oberthon senere har forklaret al have fundet liggende paa Gulvet i en Boutik, og som gav en begrundet Anledning til at anholde ikke alene Oberthon, men ogsaa hendes Medhjælpere.

Ved Criminal- og Politirettens Dom af 11te Mai sidstleden blev Oberthon, der senest er dømt i Aaret 1848, som for 2den Gang begaaet Hæleri og for 4de Gang begaaet Løsgængeri, til 3 Aars Forbedringshus arbejde, anseet med Straf som for 3die Gang begaaet Hæleri og for 5te Gang begaaet Løsgængeri, og Straffen i det Hele bestemt til Tugthusarbeide i 10 Aar. Sophie Høyer, der er født i Aaret 1820 og iblandt Andet i 1837 er straffet for Tyveri med simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 80 Dage, blev for 2den Gang begaaet Tyveri dømt til Forbedringshusarbeide i 2 Aar, og Christian Ferdinand Høyer, der er født i 1826, og efter Krigsretsdom har været anseet for Insubordination og respectstridigt Forhold med 20 Dages strængt Fængsel paa Vand og Brød, blev som Hæler dømt til Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

De Domfældte have acquiesceret ved Dommen.

*) Noget Lignende skal være passeret i en Spekhøkerboutik, en af Oberthons "egne" Boutiker, saaledes benævnte hun dem, hvori hun stadig stjal. En Pige beklagede sig nemlig en Dag for Høkeren over, at hun savnede et medbragt Pengebeløb af 7 a 8 Rdl. Høkeren, der blev stødt over disse Ophævelser, yttrede dertil: "Der bliver min Salighed aldrig Penge borte i min Boutik", og omtalte Oberthon, der paa samme Tid havde været tilstede i Boutiken, som en, han godt kjendte, da hun var hans daglige Kunde.

(Fædrelandet 4. juli 1855).

Herefter må man formode at hun afsonede alle eller en del af de 10 år (1855-1865) i tugthuset. For næste gang hun er i aviserne er i 1868.

“Vilhelmine Cathrine Oberthon født i Kbhvn 1824; straffet sidst med 10 Aars Tugthusarbeide for Tyveri ifølge Krim: og Pltr: Dom af 12/5 55; har i øvrigt tilbragt en stor Deel af sin Tid i Fængsel og i Straffeanstalter for Lommetyveri. 103. 103-1”. [1865]." Genealogisk Forlag: Forbryderalbum.

Anholdt Lommetyv. Da der i de sidste Maaneder jevnlig er begaaet Lommetyverier heri Byen, hvorved Damer, som have indfundet sig paa Torve og i Boutiker for at gjøre Indkjøb, ere blevne frastjaalne deres medbragte Penge fra nogle Mark indtil 60 Rd. ad Gangen - har Politiet i den senere Tid stadigt havt sin Opmærksomhed henvendt paa Opdagelsen af disse Forbrydelser, for hvilke ret særlig havde Mistanke til det flere Gange og sidst med 10 Aars Tugthuusarbeide for Lommetyveri straffede Fruentimmer Vilhelmine Cathrine Oberthon, uden at det dog var lykkedes at træffe hende i Gjerningen. Endelig Tirsdags Formiddag paagreb ifølge B T. to Betjente hende paa Gammeltorv under saadanne Omstændigheder, at det maa ansees for afgjort, at hun er Gjerningsmanden, idet bl. A. de Penge, hun ved sin Anholdelse fandtes i Besiddelse af, nøiagtigt svarede til hvad der samme Dags Morgen var frastjaalet to Damer paa Torvet. Ihvorvel hun til den over hende optagne Politirapport som sædvanlig har negtet sig skyldig, er det dog at haabe, at det vil lykkes Criminal- og Politiretten, til hvem Sagen er henviist, at faae hende domfældt og saaledes for længere Tid gjort uskadelig for den offentlige Sikkerhed. Som charakteristisk for hendes Virksomhed som Lommetyv kan anføres, at der ved Visitationen paa hendes Bopæl fandtes en Mængde Kræmmerhuse, hvis Indhold bestod af for en Skilling Peber, Kaneel, Ingefær, Allehaande, Stivelse og Lignende, som det maa antages at hun har gjort Indkjøb af i Boutiker for at see Leilighed til at bestjæle Kunderne sammesteds.

(Flyveposten (København) 11. december 1868).

Lommetyv. Den 8de December f. A. blev paa Nytorv anholdt et Fruentimmer, som Politiet i længere Tid havde havt mistænkt for Lommetyveri, uden at det dog var lykkedes at faae Beviser imod hende, nemlig den flest med 10 Aars Tugthuusarbeide straffede Vilhelmine Cathrine Oberthon, Brolægger Peter Hansens Hustru. Hun var bemeldte Dag, ligesom tidligere, Gjenstand for Politiets specielle Opmærksomhed, og det blev da iagttaget, at han havde sin Haand i en anden Kones Lomme, og da denne Kone raa Tilspørgsel opgav at være bestjaalen, blev Oberthon anholdt og funden i Besiddelse af en contant Sum, svarende til Beløbet af 2de samme Dag paa Torvet begaaede Lommetyverier, men forøvrigt ikke af noget Mistænkeligt, navnlig ikke de stjaalne Portemonnaier, som derimod fandtes henkastede i en Vogn. Pengene paastod hun at være hendes lovlige Eiendom, men ved nærmere Eftersyn af disse fandtes deriblandt en Fiirskilling, som en af de bestjaalne Fruentimre gjenkiendte som sin og hende frastjaalen tilligemed Portemonnaien. Trods de mod hende talende Omstændigheder har hun dog haarrnakket fastholdt sin Benægtelse, indtil hun for nogle Dage siden for Dommeren i 3die Criminelkammer, til hvem Sagen var henviist til Undersøgelse, har afgivet fuldstændig Tilstaaelse om, at hun i Løbet af det sidste Aarsliv forinden sin Anholdelse i Regelen een af to Gange om Dagen har indfundet sig paa Torvene for at begaae Lommetyveri og saagodtsom altid med Held. Antallet af de Lommetyverier, hun saaledes har begaaet, anslaaer hun til ca. 50 og det derved indvundne Beløb til ialt omtrent 400 Rd, som hun og  hendes Mand, der ogsaa er bleven arresteret, og som har indrømmet at have været vidende om de af hans Kone forøvede Lommetyverier, hare forbrugt deels i Huusholdningen og deels til Stads og Fornøielser.

(Flyveposten 16. marts 1869).

Tyveri og Deelagtighed i Tvveri.

I slutningen af November og Begyndelsen af December f. A. indløb der hyppige Anmeldelser til Politiet om dristige Lommetyverier, der vare begaaede paa Gammel- og Nytorv, og hvorved der var stjaalet Penge og Portemonnaier med Penge ud af Damers Kjolelommer. Nogle erfarne Betjente af Opdagelsespolitiet bleve derfor beordrede til om muligt at opdage den Skyldige, og da deres Mistanke ved forskjellige Oplysninger var bleven henledet paa el Fruentimmer ved Navn Vilhemine Cathrine Oberston, ogsaa kaldet Vilhelmine Cathrine Oberthon, Hansens Hustru, der er 44 Aar gammel og tidligere oftere er straffet først som Barn og senest med 10 Aars Tugthuusarbeide, søgte de efter hende paa de nævnte Torve under Torvetiden, naar mange Folk vare samlede for at gjøre Indkjæb. Det lykkedes dem snart at faa Øie paa hende, og de lagde Mærke til, at hun blandt de paa Torvet holdende Vogne kun søgte saadanne, ved hvilke der befandt sig Fruentimmer, og at hun stadigt holdt sig ved disses høire Side; engang saae de endog, at hun havde sin Haand under en Dames Shavl tæt ved Lommen, uden at det dog lykkedes hende at stjæle, da Damen i det Samme fjernede sig fra hende.

Da der omtrent samtidigt hermed indløb Underretning til Betjentene om, at der netop paa de Strøg af Torvet, hvor Oberston havde bevæget sig, samme Dag var begaaet 2 Lommetyverier, blev hun anholdt og ført til Politikammeret, hvor hun efter en anstillet Visitation blev funden i Besiddelse af Penge, der bestemt paastodes at være de stjaalne, men som hun dog negtede at have tilvendt sig. 

Hendes Forklaring gav imidlertid Anledning til at formode, at hendes Mand var deelagtig i hendes Tyverier, og han blev derfor ogsaa anholdt, ligesom der samtidigt blev anstillet Undersøgelse paa deres Bopæl i Sundbyvester, hvor man fandt en stor Mængde tildeels værdifulde Gjenstande, der tydede paa at være erhvervede paa ulovlig Maade, og efterat Sagen var henviist til Criminal- og Politiretten, opdagede man endvidere mellem en Hylde og den Klods, hvorpaa den var anbragt i Kjøkkenet, 11 Femtalersedler, indsvøbte i et Stykke Papir. Det oplystes tillige, at Arrestanten og Arrestantinden i den sidste Tid havde levet over deres Evne, tildeels underiløllet en Søn og givet en voxen Datter Foræringer, saa at Mistanken herved imod dem yderligere bestyrtedes. I 3 Maaneder vedbleve de dog deres Negtelse, men efterat Arrestanten havde gjort et mislykket Forsøg paa at tilvejebringe en Correspondance med Arrestantinden i Arresten, gik de den 9de Marts begge til Bekjendelse, og det viste sig nu, at Arrestantinden i over et Aar, nemlig fra Slutningen af Septbr. 1867 indtil hun blev anholdt den 8de Decbr. f. A., stadigt havde begaaet Lommetyverier paa Torvet; hun kunde vel ikke nøie angive Antallet, men antog, at der var begaaet omtrent eet Tyveri hver Uge, og hun havde herved tilvendt sig, foruden Portemonnaier til samlet Værdi ca. 10 Rd., et Pengebeløb af henimod 400 Rd. (eet Tyveri havde alene indbragt hende 60 Rd.) Hendes Mand havde været enig med hende, og de stjaalne Penge bleve anvendte til fælles Brug. Medens Mandens Arbejdsfortjeneste vel kunde beløbe sig til 1 Rdlr. om Dagen, havde de ved Tyverierne kunnet forøge Indtægterne med 4 a 6 Rd. om Ugen.

Retten fandt, at Arrestantindens Forhold maatte paadømmes under Anvendelse af Straffelovens § 231, 1ste Led, jfr. § 241, 2det Led,og idømte hende 6 Aars Tugthuusarbeide; for Arrestanten fastsattes Straffen til 1 Aars Forbedringshuusarbeide ifølge samme Lovs § 228, jfr. § 54.

(Flyveposten (København) 29. maj 1869)

Herefter forsvandt Vilhelmine fra avisernes søgelys. I 1869 må han være blevet 45 år gammel, og hvis hun udstod tugthusstraffen på 6 år ville hun være omkring 51 år gammel da hun atter blev løsladt.

Fødsler i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Kriminalstatistikken 1856-1865 viste at antallet af domfældte for forsætligt drab og fostermord, barnefødsel i dølgsmål, vold og mishandling, voldtægt, blodskam og bigami steg fra 81 til 116. I samme periode blev 176 dødsdømt, heraf for forsætligt drab og fostermord 42 % og barnefødsel i dølgsmål 17 %. De idømte dødsstraffe blev dog kun 14 reelt eksekveret. Formildelse og fuldstændig eftergivelse af de idømte straffe (undtagen tugthusarbejde) var langt hyppigere end i det foregående årti. Nedenfor følger eksempler på fødsler i Dølgsmål:

Barnefødsel i Dølgsmaal. El kun 18 Aar gammelt Fruentimmer, svensk af Fødsel, ved Navn Inger Martensson, har if. "D. N." i Fredags gjort sig skyldig i denne Forbrydelse under Omstændigheder, der lade formode, at der tillige foreligger et Fostermord. Hun blev ifjor paa Objerggaard i det sydlige Sjælland besvangret af en Karl og har siden Efteraaret arbeidet som Væverske paa Dampvæveriet paa Rolighedsvejen ved Kjøbenhavn. I Fredags Morges gik hun under Frokosttiden fra sit Arbeide til sit Hjem i Falkoneeralleen for at gjøre reent for en Arbejdsmand, der boer i Stuen under hendes Værelse. Medens hun opholdt sig i haus Værelse, fik hun ondt, gik tilsengs og fødte strax efter et Barn til Verden uden at give en Lyd fra sig, saa at en Familie, som opholdt sig i det tilstedende Værelse, ikke mærkede Noget. Da hun formodede, at Barnet var dødfødt, saae hun ikke til del, og først da hun efter en halv Times Forløb stod op, tog hun det frem fra Dynen, hvorunder det havde ligget. Hun gik derpaa op paa sit eget Værelse og lagde sig med Barnet i Sengen, hvor hun blev liggende, indtil hun den næste Morgen som sædvanlig gik paa Fabrikken, efterat hun først havde gjemt Barnet i en Kasse, hvori hendes Klæder laae. Først om Eftermiddagen lagde de andre Fabrikspiger Mærke til hendes forandrede Udseende og anmeldte Sagen til Politiet. Den i Søndags Eftermiddags afholdte Obduktion gav til Resultat, at Barnet har været fuldbaaret, er kommet levende til Verden, og at Døden er fremkaldt ved Kvælning under Dynen af Mangel paa frisk Luft.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 10. marts 1869)

I en artikel om justitsråd Saxild i Koldings embedsførelse skrev Fædrelandet:

En Pige fra Starup Sogn havde under krigen 1864 født et Barn i Dølgsmaal i Kolding og kastet det i Slotssøen, hvor det blev fundet af østerrigske Soldater. Pigen blev da straffet, om jeg husker ret, med Vand og Brød. For to Aar siden lod den samme Piges Fader , som da laa paa sit Yderste, Sognepræsten og en anden Mand i Sognet kalde, og aabenbarede for dem, at hans Datter havde født et Barn i Dølgsmaal og nedgravet det i et Tørvehus, hvor det ogsaa blev fundet. Præsten sendte Barnets Lig til Justitsraad Saxild med den udtrykkelige Begjæring, at han vilde komme hurtig for at høre Mandens Forklaring, da denne ikke kunde leve længe. Men Justitsraaden udeblev i flere Dage, og kom først til Stedet to Dage efter Mandens Død. Pigen blev nu rigtignok taget i Forhør, men da hun der haardnakket erklærede, at hendes Faders, eller rettere de 2 Mænds, Udsagn var usandt, saa lod Justitsraaden hende gaae igjen. Herover blev Starup Sogneraad saa oprørt, at det indgav en klage til Justitsministeriet, og dette paalagde nu Hr. Saxild at optage nye Forhører. Dette skete, men med det selvsamme Resultat som forrige Gang, ja denne Pige, paa hvem en saa stærk Mistanke for gjentaget Barnemord hvilede, om hvis Skyld fuld moralsk Vished maa siges at have været tilstede, blev ikke engang fængslet!

(Fædrelandet 30. marts 1869. Uddrag).

Barnefødsel i Dølgsmaal. Et i en Eiendom i Silkegade siden sidste Flyttedag boende ældre Fruentimmer har i Onsdags Morges født i Dølgsmaal paa Stedets Retirade og har kastet det levende, nyfødte Barn ned i Latrinkulen. En i Huset boende Mand opdagede strax efter, hvad der var skeet, og vil have hørt Barnet give Lyd fra sig, men inden det lykkedes at faa det op, var det dødt. Den unaturlige Moder, som da kom til, ytrede strax Anger over sin Gjerning og tilstod sin Forbrydelse. Hun blev af Politiet indlagt i Fødselsstiftelsen.

(Dags-Telegraphen 7. maj 1869.)

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Varde Av ) For et Par Dage siden blev man i Kristen Jeppesens Gaard i Vestterup, Starup Sogn, opmærksom paa, at en Hund fra Gaardens Mødding havde opskrabet en større Gjenstand, som den slæbte omkring med sig i Gaarden. Ved at undersøge denne Gjenstand opdagede man med Forskrækkelse, at det var et Barnelig. Mistanken før at være den, der havde født i Dølgsmaal, henlededes strax paa en i Gaarden tjenende Pige, som i et Par Dage havde foregivet Upasselighed og holdt Sengen, hvorfor Gaardens Ejer sendte Bud til Jordemoderen, for at saa den nævnte Pige undersøgt, hvilken Undersøgelse ogsaa stadfæstede den vakte Mistanke. Pigen tilstod nu, at hun Natten til Tirsdag havde født et velskabt levende Pigebarn, som hun havde dræbt og derefter begravet i Møddingen, hvilken Tilstaaelse bestyrkedes ved, at det fundne Lig havde flere Huller i Hovedet. Den sørgelige Begivenhed meldtes strax til Herredsfogden, som har taget den ulykkelige Pige, der kun er lidt over 18 Aar gammel, i Forvaring.

(Bornholms Tidende 14. august 1869).

Mindesmærke for de Faldne i de slesvigske Krige. (Efterskrift til Politivennen)

Uddrag af Borgerrepræsentationens møde, 8. marts 1869:

Selskabet "de danske Vaabenbrødre" har bedt om tilladelse til på St. Annæ Plads (mellem Amaliegade og Bredgade) at rejse et mindesmærke for de i de slesvigske krige faldne krigere. Mindesmærket, som er udført af billedhugger Rosenfalk efter tegning af stadsbygmester Nebelong i samråd med professor Høy. Den består af en obelisk 10 alen 7 tommer høj og er af rød norsk granit. Magistraten har næret tvivl om mindesmærket vil komme til at tage sig godt ud eller rettere stort nok ud, men vil ikke fraråde at give tilladelsen, hvis selskabet ikke vil foretrække at rejse det et andet sted, særlig Garnisonskirkegården. - Formanden har næret den samme tvivl og har derfor rådført sig med forsamlingens to arkitekter, Herholdt og Meldahl, og disse fraråder at give tilladelsen. - Henrichsen vil af hensyn til at man ikke bør svække lysten til at rejse et sådant mindesmærke, tilråde at føje ønsket, fordi det jo ikke vil kunne skæmme pladsen, om denne end måske er for stor til at give det rette syn på mindesmærket. Kommunalbestyrelsen får jo intet ansvar, da den ikke har rejst mindesmærket. - Thomsen vil bestemt fraråde opstillingen på St. Annæ Plads, fordi mindesmærket er alt for lille både i højde og i tværmål. Han vil i hvert fald have knyttet det vilkår til tilladelsen, at mindesmærket skal flyttes, om der bliver bedre brug for pladsen. - Borgmester Ehlers forklarer Magistratens stilling ved henvisning til det tilsvarende mindesmærke på Søkirkegården for krigerne 1801. - Bing fraråder Thomsens forbehold som yderst krænkende for dem, der søger om tilladelse til at rejse mindesmærket. - Hellmann finder ikke, at der bør tales om skønhedshensyn her i forsamlingen, så længe man tåler, at vejerboden bliver stående på byens skønneste plads, og at man rejser det store røde tårn ved Knippelsbro. Der er ikke så stor iver for at rejse mindesmærker her i byen, at man skal svække den. - Med 12 st. mod 10 (Abrahamson, Fenger, Gamel, Glahn, Henrichsen, Herholdt, Søndergaard, Thomsen, Thymann og Wolfhagen) forkastedes  Thomsens forbehold og med 14 st. mod 9 tillodes opstillingen. De 9 var: Abrahamson, Bing, Bonnesen, Fenger, Gamél, Glahn, Herforth, Herholdt og Thomsen. - Fraværende var 10: Brix, Caroc, Clausen, Collstrop, Hertz, Holmberg, Meldahl, Mollerup, Olsen og Ussing, og 3 stemte ikke: Eskildsen, Howitz og Ulrik.

(Fædrelandet 9. marts 1869)

Det var nok ikke noget tilfælde at det var billedhuggeren Carl Julius Rosenfalk (1815-1878). Han havde sammen med Carl Brosbøl bygget et hus på Frederiksberg Alle. Rosenfalk havde arbejdet i Bissens atelier. Grosserer Lund havde imidlertid overtalt dem til at sælge huset igen og i 1848 bygge et andet på Frederiksberg Alle 39. Her boede såvel Rosenfalk som Carit Etlars familier. På husets facade findes endnu to originale figurer af Rosenfalk, en fiskende dreng og Psyche der spejler sig i vandet. Rosenfalk opførte en statue af Frederik VII som står i Bysøstræde i Holbæk, mindesmærke for Frederik Treschow (1786-1869) på Assistens Kirkegård. I sidste halvdel af 1850erne flyttede han til Bredgade 58 på hjørnet af Bredgade og Fredericiagade. 

Våbenbrødrene havde ansøgt om at få mindemærket opført her på Sankt Annæ Plads mellem Amaliegade og Bredgade. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Et mindesmærke i København over de i de slesvigske krige faldne er af "De danske Våbenbrødre" bestilt hos billedhugger Rosenfalk, efter tegning af professor Nebelong, der har udført det efter samråd med professor Høyen. Mindestøtten  som man mener at kunne opstille i forsommeren, består af en obelisk af 10 alen 7 tommers højde, hugger af rødblåt norsk marmor og prydet med en krans og et kort indskrift. Magistraten har givet samtykke til at mindesmærket opstilles på St. Annæ Plads.

(Svendborg Amtstidende, 10, marts 1869).

København, den 11. marts. København er som bekendt just ikke rigt på mindesmærker og endnu mindre på smukke mindesmærker. Frederik V.s rytterstatue på Amalienborg tilligemed Christian IV.s mere beskedne billedstatue ved Rosenborg Slot og Frihedsstøtten på Vesterbro er omtrent de eneste, der kunne henregnes til den sidstnævnte kategori, hvortil forhåbentlig inden lang tid endnu vil komme Frederik VII.s kolossale rytterstatue. Derimod er Christian V s rytterstatue på Kongens Nytorv (i daglig tale kaldet "Hesten") af en sådan beskaffenhed, at det oftere har været påtænkt at tage den bort fra den smukke plads, ligesom Ohlenschlægers siddende statue på St. Annæ Plads og de to ved Universitetet opstillede buster af Weyse og Schouw "Skovshoved", som den sidste er døbt af folkevittigheden, just heller ikke er til synderlig prydelse for de pågældende pladser. Dette savn af passende monumentale prydelser vil det selvfølgelig være længe inden der nogenlunde kan rådes bod på, men det bliver almindelig følt, og efter at national- og frihedsånden er blevet så levende vakt i folket, tør det vel ventes, at der, når fædrelandets hele stilling er blevet noget klarere og bestemtere, efterhånden vil rejse sig flere monumenter der både er nationen, hovedstaden og de udmærkede mænd hvis minde de skulle hædre, værdige. Derimod synes den nuværende tid i det hele ikke at være ret gunstig for tilvejebringelsen af sådanne monumenter, og den smukke fra de herværende Vaabenbrødre udgåede tanke at rejse et mindesmærke for de i de slesvigske krige faldne, har derfor ikke kunnet lade sig realisere efter en så stor målestok, som det var ønskeligt, idet tilskudene er indflydte så sparsomt, at man må lade sig nøje med en obelisk af norsk granit, der tilligemed soklen kun får en højde af 10 alen 7 tommer og i øvrigt bliver af meget spinkle dimensioner. Et sådant monument er naturligvis kun lidet skikket til prydelse for en af de større hovedstadspladser, og det må derfor meget beklages, at selskabets bestyrelse endog påtænker at oprejse det på den mest fremtrædende del af St. Annæ Plads, næst Kongens Nytorv den smukkeste og største i byen, i stedet for at vise en smule mere beskedenhed og fx vælge Garnisonskirkegården, ligesom man i sin tid valgte Holmens Kirkegård for Monumentet over de i 1801 faldne søkrigere. Desværre har kommunalbestyrelsen nu givet tilladelse hertil og der er således al mulig udsigt til at mindesmærket vil blive opstillet på en plads, som man ellers med tiden kunne vente smykket med et passende monument; for vist nok var det for en del kun modstæbende, at den ansøgte tilladelse blev givet, og Magistraten gav endog ansøgerne fortrinsvis anvisning på Garnisonskirkegården, men af bestyrelsen for de københavnske våbenbrødre tør man vist nok ikke vente så megen beskedenhed, at den skulle tage nogen notits af det givne vink.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 13. marts 1869)

Afsløring af en mindestøtte

Mandag eftermiddag kl. 2 fandt den højtidelige afsløring sted af den mindestøtte, som Vaabenbrødrene i København og forskellige andre har rejst på Garnisonskirkegård til minde om de i de slesvigske krige 1848, 49, 50 og 64 faldne. Blandt den talrige mængde der havde indfundet sig for at overvære afsløringen, sås foruden de københavnske våbenbrødre der med deres faner stod opstillede i en rundkreds om støtten, endvidere Hs. Maj Kongens repræsentant, oberst Dahl, Hs. excell. indenrigsministeren, kommandøren for første generalkommandodistrikt, general Scharffenberg, Københavns overpræsident og politidirektør, formanden for borgerrepræsentanterne, repræsentanter for Magistraten, forskellige præster, land- og søofficerer o. fl. Efter at et musikkorps havde spillet salmen "Af Højheden oprunden er", betrådte formanden for den københavnske afdeling af Våbenbrødrene, redaktør Hartvigsen, en med blomsterguirlander smykket talerstol og meddelte i korte træk støttens historie. Efter at der allerede for længere tid siden var rejst mindesmærker i forskellige provinsbyer for de faldne danske krigere, kom tanken om også at rejse et sådant i København frem i 1865. Man ville først have rejst et nationalmonument, men da sagen ikke havde den ønskelige fremgang hos publikum, indskrænkede man sig til at rejse det nærværende monument, som man oprindelig havde tænkt på at opstille på en plads i byen; da øvrigheden imidlertid rejste indvendinger herimod, navnlig fordi støtten var for lille hertil, besluttede man at rejse den overfor de militære grave på Københavns Garnisonskirkegård; Taleren sluttede med en varm tak til de forskellige der har ydet bidrag, og nævnte særlig Københavns sangforeninger, der har skænket overskuddet fra sangfesten ifjor, for hvilket man har kunnet sætte et stort gitter omkring støtten. - Nu afsløredes mindestøtten, hvorefter medlemmer af Københavns sangforeninger under ledelse af kapelmusikus Lansky afsang en af kandidat P. Hansen forfattet sang. Præsten ved Kommunehospitalet, pastor Bülow, der er en søn af sejrherren ved Fredericia, besteg derpå talerstolen og holdt en hjertelig indvielsestale. Han udtalte, at støtten stod her som et minde for eftertiden om de tunge år der var overgået Danmark, og store folkeslag undertrykkede det lille danske folk, da dybbølskanserne gik i grus, og Slesvig reves bort fra Danmarks rige, men den mindede også om at Danmark i vor tid havde haft uforsagte sønner, der satte livet til for fædrelandets ret og ære. Han indviede støtten med det håb, at enhver dansk ungersvend i de kommende dage, hvis den tid atter skule komme, da kongen kaldte til kamp, vil drages til minde, at han frejdig bør møde til det blodige stævne, og med den bøn at Slesvig, det land hvor danske hjerter slår, atter må vindes tilbage for gamle Danmark. Taleren sluttede med en bøn for kongen, fædrelandet og alle dem der har Danmark kær. Efter afsyngelsen af en sang af prof. H. P. Holst sluttedes højtideligheden kl. 14 et af redaktør Hartvigsen udbragt, med levende hurraråb besvaret leve for hs. maj. kongen.

Mindestøtten er oprejst i nærheden af indgangen til kirkegården og omgives ved foden af et smukt blomsterpark, omkring hvilket det omtalte gitter, der er udført af jernstøber Andersen på Svanholm, er anbragt. Selve støtten, der er udført efter tegning af justitsråd Nebelong og etatsråd Høyen og under ledelse af billedhugger Rosenfalk, er 10 alen og 7 tommer høj; den er forfærdiget i Norge af norsk granit; søjlen, der er 9 alen høj, er af et stykke poleret granit, fodstykket er slebet og finthugget; på støtten læses følgende indskrift i forgyldte bogstaver: Minde over de Faldne 1848, 1849, 1850, 1864. Rejst af de danske Vaabenbrødre i Kjøbenhavn og andre Medborgere.

Mellem de faldnes grave vajede dannebrog fra en flagstang, der af billedhugger Møen var smukt prydet med blomsterguirlander. Billedhugger Møen har tidligere gjort sig bemærket ved at sætte navnetavlen om de faldnes grave der ikke havde slægtninge eller venner, som kunde gøre dette.

(Dtl.)

(Ribe Stifts-Tidende, 6. oktober 1869).

I mandags kl. 2 blev det af Våbenbrødrene på Garnisonskirkegården rejste mindesmærke over faldne krigere fra sidste og næstsidste krig indviet. De forenede sangforeninger afsang to i dagens anledning af H. P. Holst og P. Hansen skrevne sange, de københavnske våbenbrødres formand, løjtnant Hartvigsen, afdækkede støtten, og pastor Bülow, en søn af sejrherren fra Fredericia, holdt indvielsestalen, i hvis slutning han udtalte det hån og det ønske at enhver ung mand som i fremtiden kastede sit blik på støtten, måtte derved blive mindret om den forpligtelsen der påhviler ham til at forsvare sit fædreland, og til ikke at hvile før det dyrebare Slesvig er genforeniget med moderlandet. Højtideligheden sluttede med et hurra besvaret leve for kongen, der var repræsenteret af sin adjudant, oberst Dahl. Desuden var indenrigsministeren, den kommandderende  general, overpræsidenten, politidirektøren samt en stor kreds civile og militære til stede. Festen var ikke begunstiget af det bedste vejr da det regnede næsten hele tiden. Granitstøtten der er 10 alen 7 tommer høj, bærer følgende indskrift: "Minde over de faldne 1848, 1849, 1850-1865. Rejst af de danske Vaabenbrødre i Kjøbenhavn og andre medborgere". (Hf. Av.).

(Viborg Stiftstidende og Adresseavis, 6. oktober 1869).

Mindesmærket som det tager sig ud i 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

- Afsløringen af Vaabenbrødrenes mindesten over faldne krigere fandt sted i mantags Kl. 2 på Garnisonskirkegården. Festpladsen var skriver "B. T." omgivet af en flagdekoration, og en stor forsamling havde indfundet sig blandt hvilken bemærkedes oberst Dahl der repræsenterede kongen, indenrigsminister Haffner, general Scharffenberg, overpræsidenten, politidirektøren m. fl. Efter at et musikkorps havde spillet en salmemelodi, besteg formanden for den københavnske afdeling af Vaabenbrodrene, redaktør Hartvigsen talerstolen og gav en oversigt over støttens historie, hvorpå han lod dækket falde, og det smukke granitmonument der er 10 alen 7 tom. højt, viste sig for forsamlingen. Derpå blev nedenstående sang af P. Hansen (til Musik af Lindblads stridsbøn) udført af de forenede københavnske sangforeninger under kapelmusikus Lanzky's anførsel. Efter sangen besteg pastor Bülow, en søn af sejrherren ved Fredericia. Talerstolen og holdt indvielsestalen. Han dvælede dels ved minderne fra krigen 1848 - 50 og dels ved vor sidste krigs sørgelige minder og indviede sluttelig støtten med det håb og den bøn at enhver ung mand, der i fremtiden kastede sit blik på den, måtte ihukomme den forpligtelse, der påhvilede ham, til at forsvare fædrelandet og ikke at finde ro før Slesvigs dyrebare land var vundet tilbage. Derefter blev den anden af de nedenstående sange (til musiken "Slumrer sødt i Slesvigs jord") afsungen af sangforeningerne. Sluttelig udbragte redaktør Hartvigsen et med levende hurraråb besvaret leve for hs. maj. kongen. Støtten der består af granit og som foroven er kronet af et gennemskåret oktoeder, bærer følgende indskrift: "Minde over de Faldne 1848, 1849, 1850- 64. Reist af de danske Vaabenbrødre i Kjøbenhavn og andre Medborgere."

I, hvis blege læber kunne 
Læskes end af sejrens drik. 
I, der end til dødens bunde
nederlagets kvaler fik - 
Lige del i Danmarks hjerte
Har I alle, en og hver,
Og sin krans med modersmerte 
Hun til Eders grave bær.

Hvordan kampens lodder falde,
Ligger ej i hendes hånd;
Men til hendes bryst I alle
Knyttet blev med samme bånd.
Lad da mindestenen sige
Hver, som tabets smerte led:
Alle disse havde lige
Del i Danmarks kærlighed.

I de dødes stille have
Tier livets larm og lyst,
Men imellem tause grave
Mindet taler til vort bryst.
Hvad det hvisker, ej vi glemme
Må for livets høje råb,
Thi det tolker med sin stemme
Danmarks tab og Danmarks håb.

P. Hansen.

I, som stred tor Danmarks ret,
I, som faldt for Danmarks ære,
I, hvis tab vi har begrædt,
Eders navn velsignet være!
Huskes skal I, hver og een! -
I de sommeraftner lange
Mindets fugl fra denne sten
Tit vil synge sine sange.

Flokker jer om stenens fod,
Danske drenge, danske piger!
Sejler med på sangens flod,
Medens tåren frem sig sniger!
Tænker da på dem, der stred,
Og på deres dødsstunds kvide?
Tænker på hvad Danmark led
Og hvad endnu det må lide!

Eders kind da blusse vil
Danske piger, danske drenge!
Dobbelt da med ungdomsild
Vil I elske Danmarks vænge!
I vil føle ved hvert fjed,
På hver plet i Danmarks have,
At der ej for jer er fred,
Førend ledet er i lave!

H. P. Holst.

(Dannevirke, 6. oktober 1869).

Om det kvindelige Tyende i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af den sørgelige Begivenhed, som et Dagblad fornylig meddeelte sine Læsere om en stakkels 18aarig Pige fra Jylland, der, efter i en otte Dages Tid forgjæves at have søgt Tjeneste i Kjøbenhavn, af Nød og Elendighed blev syg, fik Koldbrand i Fødderne, og - efter haarde Lidelser døde! har en æret Indsender i Berl. Tid.'s Nr. 12 blandt Andet yttret, at den stakkels Pige, for at finde hvad hun søgte, blot havde behøvet at banke paa en af de tvende Stiftelsers Døre, der i den senere Tid under Navn af Tjenestepigehjem ere opstaaede hos os og have til Øiemed at yde netop saadanne ærbare Piger, der ere uden Tjeneste, "et midlertidigt Tilflugtssted, hvor de imod en yderst ringe Betaling, 6 sk, daglig, og mod at arbeide for Stiftelsen, kunne erholde Kost og Logis samt nyttig Beskjæftigelse under kyndig og kjærlig Opsigt og Veiledning, indtil de derfra kunne blive anbefalede til at erholde Tjeneste eller selv forskaffe sig den".

Indsenderen af disse Linier seer sig imidlertid istand til fra paalidelig Kilde at meddele, at medens begge de nævnte Stiftelser endnu kun have et meget indskrænket Omfang (der er i begge tilsammen kun Plads til 24 Piger), er Søgningen til dem saa stor, at de kun altfor ofte af absolut Mangel paa Plads maae afvise ærbare Piger, der bede om Optagelse, og det under Forhold, der egne sig til at vække den inderligste Medlidenhed. Ligeledes søge Herskaber og Huusmødre, der trænge til Piger, meget flittigt til disse Stiftelser, og Vaske-Arbeide, hvormed Pigerne der væsentligt skulle beskæftiges, er der ogsaa fuldt op af - om det saa var til mange flere Piger. Skulde nu Nogen være saa velvillig at spørge, hvorfor disse Stiftelser da ikke udvide sig, naar Alt lyder paa, at der er saa stor Trang til dem, saa er svaret let at give: Det er ene og alene fordi de mangle de dertil nødvendige Pengemidler! Det er saaledes hverken til Tjenestepiger trængende Herskaber eller de til Tjenester trængende Piger, nei, det er Velgjørenheden, hvis Opmærksomhed det gjælder om at henlede paa, at saadanne Tjenestepigehjem nyligt ere oprettede, at de virke mod Held, men at deres Udvidelse, saa paatrængeude ønskelig som den er, kun er mulig ved en rigeligere Tilstrømning af saadanne Pengegaver, som de skylde deres Oprindelse.

"Saa! - skal der der nu atter indsamles og bidrages til noget Nyt; naar skal det dog faae Ende!" ville maaskee Nogle udbryde. Nei, Ende faaer det vist aldrig, og en vis Anerkjendelse vil der dog forhaabentlig heller aldrig blive nægtet dem, der paatage sig at tilbyde Andre deres Tjeneste til Anvendelsen af Penge, som disse ofte nok og gjerne bortgive, men som i deres for den nødvendige særlige Erfaring, Sagkundskab og Tid og Leilighed blottede Hænder, og derhos adsplittede i en Mængde større eller mindre Dele, umuligt kunne udrette det Samme som større samlede Pengesummer, naar de betroesen i det særlige Øiemed dannet Forening af flere i Besiddelse af de fornævnte nødvendige Qvalificationer værende Mænd eller Kvinder.

Noget "Nyt" er det forøvrigt ingenlunde, hvorom her handles; thi allerede for henved 6 Aar siden gjordes den til Gjenstand for Omtale bl. A. i "Berlingske Tidende" for 5te Marts 1863 og i "Folkets Avis" for 2den Novbr. s. A., og det var altsaa først henved 4 Aar derefter, at en lille Begyndelse gjordes dermed i vort gode Kjøbenhavn. Det turde derfor ikke være ubetimeligt, her at gjenkalde i Erindringen den klare men sørgelige Fremstillig, som der dengang - ud af en offentlig Meddelelse om den, af "Foreningen for ulykkelige Pigers Frelse i Kjøbenhavn" udøvede Virksomhed - blev givet af, hvor ulykkeligt en Tjenestepige i Kjøbenhavn er stillet, saasnart hun kommer til at ligge ledig.

Hun kan nemlig ikke faae det simpleste Logis under 3 a 4 Mk. om Ugen og den simpleste Føde under 1 Mk. om Dagen, hvilket for en Maaned udgjør 7 Rd. 3 Mk., medens hun af sin tarvelige Fortjeneste - 2 a 3 Rd. om Maaneden - sjelden er istand til at kunne opspare Noget, saa at hun strax maa gribe til at pantsætte sin Garderobe. Seer hun sig da efter i nogen Tid at have betalt de ublue Renter, som i Almindelighed ere l sk af l Mk. hver ottende eller fjortende Dag - ude af Stand til at indløse Pantet og imidlertid har opslidt sine faa tilbageblevne Klæder og Skotøi, saa er det intet Under, at hun snart - aldeles hjælpeløs - synker ned i Nød og Elendighed. Mange af de 193 Piger, der henvendte sig til ovennævnte Forenings Bestyrelse, vare i den Grad fattige og blottede for det Nødvendige, at de ikke engang eiede et eneste Sæt Klæder, men indfandt sig hos Bestyrelsen med laant Overtørklæde og Skotøi og saa godt som blottede for Undertøi, fordi de omtrent ikke eiede Andet end den Kjole, som de havde paa. - Lader os - hedder det sammesteds videre, takke og prise de hæderlige Mænd, der have paataget sig at samle og anvende veldædige Medborgeres Bidrag til at afhjælpe denne Nød og Elendighed, et Hverv, hvis ikke mindst besværlige og sørgelige Side det turde være at blive Vidne til langt mere Nød og Elendighed, end Midlerne kunne strække til at afhjælpe; og lader os ikke undre os over, at naar af 193 kun 72 kunne hjælpes, der da vel gives Fortrinnet til dem, der ere nærmest ved at fortabes, uanseet at de øvrige egentlig kun have en noget fjernere Udsigt til samme Elendighed, men - lader os dog heller ikte undladt at spørge og at undersøge, om det virkelig skulde være det Rette, det Retteste og det eneste Gjørlige, at vedblive med saaledes kun at række en hjælpende Haand, naar Ulykken er aldeles overvældende. Lader os tænke os, hvad saadan en Pige har maattet gaae igjennem baade i legemlig og i sjælelig Henseende inden hun kommer saa vidt, at hun indfinder sig hos Bestyrelsen for fornævnte Forening med laant Overtyrklæde og Skotøi og saa godt som blottet for Undertøj, fordi hun omtrent ikke eier Andet end den Kjole hun har paa. Er dette dog ikke en rædsom Beskrivelse, lsær da det vel bør bemærkes, at her slet ikke er Tale om aldeles faldne Piger, hvilke nemlig ere udelukkede fra "Foreningens" Virksomhed.

Derefter henvises i nævnte Nr. af "Folkets Avis" til. hvad der i "Berl. Tid." af 5te Marts f. A. meddeeltes om de paa flere Steder i Udlandet i de senere Aar oprettede "Pigeherberger", d. e. Huse særligt indrettede til paa kortere eller længere Tid at optage ærbare Piger uden Tjeneste, hvor disse imod en billig daglig Betaling ikke alene erholde Kost, Logis og Beskæftigelse, men tillige under en kyndig og kjærlig Veiledning uddannes og undervises i den rette Udførelse af de forskjellige Arbeider, der forlanges af kvindeligt Tyende, hvorefter de anbefales til Familier, der behøve deres Tjeneste; en Indretning, der i en af Fastlandets store Stæder i 8 Aar har faaet en saadan Fremgang og viist sig i den Grad lige nyttig for dem, der søge Tjeneste, og dem, der søge Tyende, at Antallet af Herbergets Senge er steget fra 8 til over 80, og at i 1862 Antallet af dem, der i Herberget søgte velanbefalede Piger, var mere end dobbelt saa stort som Antallet af de Piger, der kunde tilbydes. 

Den Indflydelse, som et saadant Herberg udøver, udmærker sig fremfor den blotte Uddeling af Pengegaver i følgende væsentlige Henseender :

1) Den Hjælp, Herberget tilbyder, er ingen Almisse, ligner ikke engang en saadan, der saa ofte virker demoraliserende, idet den meer eller mindre udelukker den Hjælpsøgendes Selvvirksomhed, hvilken Herberget derimod baade fordrer, ansporer og leder.

2) Herbergets Hjælp indskrænker sig ikke til materielle Midler alene, som altid ere meer eller mindre snevert begrændsede saavel i Omfang som i Indflydelse, men bestaaer tillige i saadanne moralske Midler, paa hvilke christelig Kjærlighed er uudtømmelig, og hvis Frugter Tyvehaand ikke kan stjæle og Møl og Rust ikke kunne fortære.

Med Hensyn til begge de hos os bestaaende Tjenestepigehjem kunne vi forøvrigt henvise til Kjøbenhavns Vejvisers Realregister fer 1869, hvoraf det bl. A. vil sees, at Begge bestaae ved frivillige Gaver. Og hermed tillade vi os saaledes paa det Varmeste at anbefale denne Sag, det kvindelige Tyendes Sag, hvis Tjeneste vi Alle behøve, hvis Indflydelse paa vore huuslige Familieforhold er saa stor, hvis sædelige Tilstand der klages noksom over, men som der hidtil gjøres saa Lidt for at forbedre.

* * *

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. marts 1869).

Mathias Brodersen (1792-1869). (Efterskrift til Politivennen)

Fra Sundeved. Løverdagen den 6te Februar afgik ved Døden forhenv. Lærer i Broager, Matthias Brodersen, som ved sin lange og velsignelsesrige Virksomhed og ved hele sin Personlighed havde vundet vor Kjærlighed i en Grad som Faa. Den Afdøde var født i Oster-Terp, Bedsted Sogn, den 3die Marts 1792, blev 1812 Lærer ved Egernsund og 1821 Degn og Organist i Broager. Den 28de December 1857 hædrede Kong Frederik ham med Dannebrogskorset; først 10 Aar senere, den 1ste Juli 1867, tog han sin Afsked. Da den kgl. preussiske Landraad i Augustenborg, Matthiessen, lod ham vide, at saafremt han ikke aflagde Troskabsed til Kongen af Preussen, vilde der blive nægtet ham Pension, svarede Oldingen med Værdighed: "Til Kongen af Danmark har jeg svoret, ei skal mine graae Haar vanæres ved at sværge til nogen Anden." - Som ovenfor nævnt vandrede M. Brodersen heden den 6te ds., idet han pludselig faldt om paa Kirkegaarden og var død paa Stedet. Som et Lyn udbredte Efterretningen derom sig nær og fjern, og da han jordedes afvigte Løverdag den 13de, var en Menneskemasse af c. 1000 Personer strømmet sammen for at sige den Afdøde det sidste Farvel. Kisten var overhængt med Krandse; foran Ligskaren afsang et Kor af Børn en til Leiligheden passende Koral. Fra Kirkegaarden lød Sørgemusik; i Kirken afsang en Sangforening Koralen "Hvo veed, hvor nær mig er min Ende". Pastor Reuter holdt, skjøndt en politisk Modstander af den Afdøde, en smuk Ligtale. Da Kisten sænkedes i Graven, fik den endnu en Regn af Grønt, idet flere unge Piger traadte frem, for paa denne Maade endnu engang at tage Afsked med den saa Almeenafholdte.

- Matthias Brodersen har altid med Kjærlighed omfattet den danske Sag, hvorfor han ogsaa i 1848-49 af den tydske Øvrighed fik Stuearrest. Nu kunne vi kun beklage, hvad vi have mistet.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 17. februar 1869)

Mathias (Andersen) Brodersen. 3. marts 1792 - 6. februar 1869. Degn og lærer i Broager. Det er svært at finde oplysninger om han. Nogle smånotitser findes om Reuter:

Johann Hermann Engelhardt Schumann (1831-?) tysk litograf, fotograf: Ludvig Andreas Reuter (1836-1905) præst. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Ludvig Andreas Reuter (1836-1905) var gift med Anne Margaretha Dithmer (1839-1914). 16. juni 1864 blev han diakon i Broager og valgtes den 11. oktober 1883 med overvældende stemmeflertal til sognepræst i Broager. I en årrække tillige provst over Sønderborg provsti. Han døde af sukkersyge dagen efter han havde forrettet gudstjeneste.