Tiltale for voldelig Adfærd og Meddelagtighed deri. (Efterskrift til Politivennen)

Onsdagen den 11te f. M. om Eftermiddagen indløb der Anmeldelse til nordre Birks Politikammer om, at J. J. Binneballe af Hjortespring Søndagen forud om Aftenen var bleven mishandlet i den Grad af den i Nærheden af ham boende P. C. Petersens Hustru, Laurine Jacobsen, at der endog var Fare for hans Liv. Som Følge heraf blev der strax anstillet nærmere Undersøgelse i saa Henseende, og en Svensker ved Navn Anders Riegelson, der havde Tilhold hos Laurine og af Binneballe sigtedes for at have været Laurine i væsentlig Grad behjælpelig ved de ham af hende tilføiede Mishandlinger, bilagdes med Arrest, da han paa det Bestemteste benegtede enhversomhelst Delagtighed heri, hvorimod Laurine, der strax vedgik at have bibragt Binneballe de Slag, hvoraf han led, forblev paa fri Fod. Ifølge Binneballes Forklaring vare de nærmere Omstændigheder ved denne Sag følgende: Da han den paagjældende Aften, efter at have besøgt en ved Siden af Laurine boende Bekjendt, var passeret forbi hendes Vindue og paa Veien tæt udenfor Huset stod i Samtale med to andre Personer, kom hun ud af Huset og skældte ham ud samt beskyldte ham og hans Ledsager for at have kiget ind ad hendes Vinduer, hvilket ingen af dem havde gjort. Binneballe havde derfor opfordret hende til at gaa ind og passe sig selv samt fulgt bag efter hende ind i hendes Stue uden dog at tilføie hende nogen Overlast. Saasnart hun var kommen indenfor, var han imidlertid strax bleven overfalden baade af Arrestanten og af Laurine, idet den Sidstnævnte slog løs paa ham med en tyk Bøgestav, og den Førstnævnte, efter hvad han antog, med en Kniv bibragte ham flere Stik i Hovedet, hvorhos endnu en tredie Person, der ligeledes var tilstede i Stuen, spændte Ben for ham, saa at han faldt. Tilsidst lykkedes det ham dog at undkomme og krybe ud ad Døren, hvorpaa han af sine Ledsagere, der vare blevne paa Veien udenfor Huset i nogen Afstand fra dette og saaledes ikke havde kunnet se, hvad der foregik inde i det, blev hjulpen hjem i en meget ynkelig Forfatning, saaledes at han strax efter at være kommen ind i sin Stue ladte Bevidstheden og i længere Tid var besvimet. Medens denne Binneballes Forklaring, forsaavidt angaar, hvad det passerede udenfor Laurines Bolig, saavel forinden Binneballe gik derind, som efter at han atter var kommen ud derfra, ganske stemte med hans Ledsagere, der begge hørte, at Døren blev smækket i efter ham, og af hvilke den ene tillige hørte, at Laurine raabte: "Hold bare fast", have begge de Tiltalte bestemt negtet, at Døren skulde være bleven lukket, efterat Binneballe var kommen ind, at der skulde være blevet raabt, som anført, eller at Riegelson skulde have havt nogensomhelst Del i den mod Binneballe anvendte Vold, idet Riegelson, der først vil være kommen tilstede, efterat laurine alt havde bibragt Binneballe flere Slag, tværtimod kun vil have opfordret hende til at holde op og hjulpet ham ud, ligesom Laurine ogsaa stadig fastholdt, at hun alene havde bibragt ham de ham tilføjede Læsioner med den under Sagen tilstedebragte Bøgestav, der fandtes at være l½ Alen lang og omtrent 4½ Tomme i Omkreds. Hun mente at have været fuldt berettiget hertil, idet hun paastod, at han og hans Ledsager, medens hun sad og syede i sin Stue, havde kiget ind ad Vinduet til hende, og at han, da hun var gaaet udenfor og havde bebreidet ham dette, havde taget fat i hende, puffet hende ind i Huset, og fulgt bagefter hende i en Krog i Stuen mellem Vinduet og en Kiste og knebet hende i Armene samt revet hendes Tøi itu, indtil det endelig var lykkedes hende at komme fra ham og gribe den ovennævnte Stav, med hvilken hun da havde slaaet løs paa ham, hvor hun kunde træffe, indtil Riegelson var kommen til fra et Værelse ved Siden af og havde faaet hende til at høre op hermed. Endelig negtede begge de Tiltalte, at nogen tredie Person havde været tilstede i Stuen ved den omhandlede Leilighed og spændt Ben for Binneballe, hvilket heller ikke under Sagen kunde oplyses, ligesaa lidt som nærmere Overensstemmelse mellem de afgivne modstridende Forklaringer var at opnaa. Ifølge den tilvejebragte Lægeattest havde de Binneballe, som ovenfor anført, tilføiede Mishandlinger foranlediget, at han havde to Saar oven i Hovedet, det ene omtrent en Tomme langt, det andet noget mindre og af en saadan Dybde, at Hovedets Ben vare blottede, foruden nogle mindre betydelige Saar, ligesom Hovedet ogsaa i det Hele var overordentlig ømt; derhos havde han paa Kroppen adskillige Mærker af Slag, idet navnlig venstre Arm var stærkt ophovnet, og disse Beskadigelser havde medført Fare for en Lungehindebetændelse, som dog blev hævet. For dette Forhold blev Laurine, som er 41 Aar gammel og tidligere havde været straffet for Tyveri og uhjemlet Besiddelse af stjaalne koster, nu ved nordre Birks Extraret i Medfør af Straffelovens § 203 jfr. § 40 sidste Led, anset med Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage, hvorimod Riegelson, mod hvis Benegtelse af at have tilføiet Binneballe nogensomhelst Omlast der ikke kunde tilveiebringes et til at fælde ham tilstrækkeligt Bevis, ved Dommen frifandtes for Aktors Tiltale.

(Dags-Telegraphen (København) 28. september 1869)

Indkvarteringen i Aarhuus. (Efterskrift til Politivennen)

Om Indkvarteringen i Aarhuus. Ved Tilbagerejse, fra Leiren ved Hald fik Størstedelen af Tropperne anvist Kvarterer hos Borgerne i Aarhuus i 1 eller 2 Dage. Under sidste Krig, da Indkvarteringsbyrden ved mange Leiligheder var i den Grad trykkende for Befolkningen, at man umulig kunde eller vilde gjøre Fordring paa saadanne Kvarterer, som tilkomme Underofficerer, blev der kun undtagelsesvis budt disse saa daarlige eller jammerlige Kvarterer som dem, adskillige af Aarhuus Borgere fandt det passende i de omtalte 1 eller 2 Dage at byde Underofficerer, der vendte tilbage fra Leirtjenesten. Hos Bagermester Meyer i Meilgade, hvor en Oversergent af Artilleriet fik anvist Kvarter, bestod dette af et Karlekammer med et Udhus foran, hvilket i længere Tid havde været benyttet og endnu benyttedes til Hønsehus; af Værelsets grønne Vinduesruder fandtes en aldeles ude. Bordet i Kamret havde Skade paa det ene Ben, saa at det vist neppe kunde staa alene. Hos en Partikulier Jørgensen paa Nørregade fik en Oversergent af Ingeniørkompagniet anvist Kvarter i en Rullestue; da Oversergenten erklærede, at han ikke kunde benytte dette Kvarter, blev det forandret til et bedre. Et tredie Kvarter hos en Bagermester Theil i Studsgade var et mørkt og meget snavset Pigekammer uden nogetsomhelst brugeligt Møblement. De tre Underofficerer, som skulde benytte disse Kvarterer, havde alle Skriveri, som under saadanne Forhold stal udføres i deres Kvarterer. Det er derfor let forstaaeligt. at disse, navnlig de hos de to Bagermestre, ikke kunde være tilfredsstillende, hvorfor den hos Bagermester Meyer indkvarterede oversergenter strax for egen Regning indkvarterede sig i et Hotel. Den hos Bagermester Theil indkvarterede Artilleriunderofficeer anmodede sin Vært om at sætte ham istand til idetmindste at kunne arbeide hjemme, og der anvistes ham da en Stue indenfor Butiken, hvor Familien opholdt sig; men formodentlig har dette Underofficerens berettigede Forlangende opbragt hans Vært, thi den paafølgende Nat lukkede denne sin Port og negtede sin Indkvartering at komme ind i Huset, uagtet det udenfor kunde høres, at der var Folk oppe i Bageriet. Underofficeren saa sig derfor nødsaget til at indlogere sig for det følgende Døgn i et Hotel.

I Betragtning af, at Opholdet Paa saa kort og Pinen altsaa snart overstaaet, fandt de Paagjældende sig ikke foranledigede til at gjøre Anmeldelse om den dem saaledes overgaaede Behandling, der i saa Fald vilde være undergaaet en Forandring; men da det ikke er f. Ex. Bager Theils Skyld, at den Underofficer, der var indlogeret hos ham, ikke kom til at tilbringe en  Nat paa Gaden, da der netop den foregående Dag havde været Marked i Byen, og alle Hoteller derfor vare overfyldte, ligesom man paa ingen Maade vil lade det gaa upaatalt hen, at danske Borgere have fundet det passende at behandle danske Soldater, der komme fra en lang og anstrengende Tjeneste og trlnge idetmindste til Hvile og Ro, paa den Maade, som her er omtalt, og da man endelig ikke kan se bort fra, at Sligt kun lidet er skikket til at opmuntre Soldaterne i deres ofte besværlige og vanskelige Hverv, har jeg fundet det rigtigt at bringe Sagen frem for Offentligheden og derved ialtfald bidrage til at forebygge gentagelser. -l.

(Dags-Telegraphen (København) 13. september 1869)

Borgervæbningen og Gadetumult i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Aalborg skrives i Gaars-Nr. af "Aalbp.": Vi havde her igaar Aftes et afskyeligt Spektakel med Opløb og Slagsmaal mellem menige Soldater og Byens Lære- og Gadedrenge. Den nærmeste Anledning hertil var, at det ved Borgercorpsets Indrykning i Byen i Fredags Aftes var kommet til Sammenstød i Trængslen mellem nogle menige Soldater og nogle Læredrenge, hvorved der mellem disse faldt Skjældsord og tillige ubehagelige Haandgribeligheder. Det skulde nu hævnes fra begge Sider igaar Aftes efter Borgercorpsets Parade, og begge Parter mødte mandsstærke paa Exerceerpladsen, hvorfra de først deeltoge i Folkeforlystelsen at drage med Corpset gjennem Gaderne. Da dette var traadt af paa Vestergade, strømmede Modstanderne i store Skarer op paa Allegade, hvor de strax spærrede al Passage i den nærmest tilstødende Deel af Gaden. En Tidlang gik det her med Hujen og Piben fra Drengenes Side, engang imellem afbrudt af et lille Slagsmaal hist og her, dog altid efter Angreb fra Drengene. Politiet kom nu tilstede; men Fuldmægtigen, som ingen Assistance havde hos sig, blev strax overvældet og kastet til Jorden, hvorved han endog fik et, dog kun ubetydeligt Knivstik i Skulderen. Der kom derefter endelig et Par Patrouiller tilstede, som efterhaanden fik Masserne splittede ad; men endnu en Timestid, efter at Spektaklen var begyndt, kunde en enkelt Soldat ikke gaae paa Gaden, uden at blive omringet af Drengene, som han enten maatte flygte for eller indlade sig i Slagsmaal med, for at slippe løs, forsaavidt han ikke var saa heldig at faae Assistance fra voxne civile Folk.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 25. august 1869)

Optøier. Aalborg, den 24de Aug. (Abvst.) Vi havde her igaar Aftes et afskyeligt Spektakel med Opløb og Slagsmaal mellem menige Soldater og Byens Lære- og Gadedrenge. Den nærmeste Anledning hertil var, at det ved Borgerkorpsets Indrykning i Byen i Fredags Aftes var kommet til Sammenstød i Trængslen mellem nogle menige Soldater og nogle Læredrenge, hvorved der mellem disse faldt Skjældsord og tillige ubehagelige Haandgribeligheder. Det skulde nu hævnes fra begge Sider igaar Aftes efter Borgerkorpsets Parade, og begge Parter mødte mandstærke paa Exercerpladsen, hvorfra de først deltoge i Folkeforlystelsen at drage med Korpset gjennem Gaderne. Da dette var traadt af paa Vestergade, strømmede Modstanderne i store Skarer op paa Allgade, hvor de strax spærrede al Passage i den nærmest tilstødende Del af Gaden. En Tidlang gik det her med Hujen og Piben fra Drengenes Side, engang imellem afbrudt af et lille Slagsmaal hist og her, dog altid efter Angreb fra Drengene; Politiet kom nu tilstede, men Fuldmægtigen, som ingen Assistance havde hos sig, blev strax overvældet og kastet til Jorden, hvorved han endog fik et, dog kun ubetydeligt Knivstik i Skulderen; der kom derefter endelig et Par Patrouiller tilstede, som efterhaanden fik Masserne splittede at, men endnu 1 Times Tid efterat Spektaklet var begyndt, kunde en enkelt Soldat ikke gaae paa Gaden uden at blive omringet af Drengene, som han enten maatte flygte for eller indlade sig i Slagsmaal med for at slippe løs, forsaavidt han ikke var saa heldig at faae Assistance fra voxne civile Folk. Det Hele var et Høist uhyggeligt Optrin, og det kunde dog saa let have været undgaaet, dersom en eller anden Befalingsmand, som var Vidne til Opløbet, strax havde faaet Militæret til at gaae hver til Sit. Hvad dog uden stort Besvær maatte kunne have været opnaaet. Hovedaarsagen, skulle vi indrømme, maa søges hos den uvorne Gadeungdom, som vi plages med heri Byen fremfor alle andre Steder.

(Thisted Amtsavis 26. august 1869).

Udsigt fra Østeraagade i Aalborg. Tegnet af E. Schwanenflügel. Illustreret Tidende 566, 1870.

Aalborg, den 27de August.

Der er nu ogsaa for Aalborgs Vedkommende Udsigt til en tidsvarende Ophævelse af Borgervæbningen. Medens i Horsens og Aarhuus Byraadet have taget Initiativet i denne Sag, er her Justitsministeriet kommet Randet i Forkjøbet, idet det under 18de ds. har tilskrevet Stiftamtet saaledes: "Efter at det ved Lov om Værnepligt af 6te Marts d. A. § 47 er blevet fastsat, at Tjeneste i Kjøbstædernes Borgervæbninger eller Politiecorps - med de midlertidige Undtagelser, der indeholdes i § 3 - ikke kan affordres Nogen, der hører til Forstærkningen, kan Ministeriet ikke ansee det for rigtigt, at de endnu i enkelte af de større Kjøbstæder bestaaende Borgervæbninger opretholdes, og Ministeriet er derfor sindet at nedlægge allerunderd. Forestilling om Ophævelse af Borgervæbningerne i Odense, Aalborg, Randers, Aarhuus og Horsens - dog saaledes, at der i Forbindelse med disse Kjøbstæders Brandcorps af det ældre i Linien og Forstærkningen udtjente Mandskab oprettes mindre Politieafdelinger samt en Ophævelse af de i disse Kjøbstæder værende Borgervæbningsfond som saadanne og deres Henlæggelse under Brandfonden" osv.

- Forinden Ministeriet foretager Videre i anførte Henseende har det imidlertid villet give vedkommende Byraad Leilighed til at yttre sig i Sagen, som saaledes nu forelægger til Erklæring her. Det kan vel ikke være Tvivl underkastet, at ogsaa Aalborg Byraad vil afgive et Votum, der kan fremme den hurtigst mulige Afskaffelse af en Institution, der er lige saa byrdefuld for dens Medlemmer som den er uden al Betydning i militair Henseende, medens Politiet efter den tilsigtede nye Ordnings Ikrafttræden vil faae en Medhjælp, der ikke alene i Ildebrandstilfælde, men ogsaa ved mange andre Lejligheder vil kunne bidrage til Opretholdelse af Orden, som det - hvor som her, Politiets Mandskab er yderst utilstrækkeligt, men Politiet iøvrigt, trods alle hadefulde Angreb, er lige saa godt som i de fleste andre Provindsbyer - i mange Tilfælde er umuligt at tilvejebringe uden Assistance af respectable Indvaanere, som langt lettere finde Gehør ligeoverfor Spektakelmagere end Militairpatrouiller, - der sædvanligt kun irritere Stemningen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. august 1869)

Gadeptøierne i Aalborg. "Aalborgposten" har fra Politifuldmægtig Johnsen modtaget en skrivelse i Anledning af sin Meddelelse om Optøierne. Det hedder bl. A. i denne Skrivelse: "Jeg blev ikke nogensinde denne Aften "overvældet og kastet til Jorden"; derimod er holdt jeg en enkelt Gang, da jeg ved et opstaaende Slagsmaal rev de stridende Parter fra hinanden, et Par mindre blide Skub af nogle haandfaste Jenser som ilede en Kammerat til Hjælp. Det af Avisen berørte Knivstik opdagede jeg først imorges ved at set en lille Rift i min Frakke, og jeg veed kun at have omtalt det i Spøg, da jeg hørte, at det Rygte gik her i Byen, at jeg var baaren blødende bort fra Valpladsen. Det forholder sig neppe rigtigt, at endnu en Times Tid, efterat Spektaklerne vare begyndte, kunde en enkelt Soldat ikke gaae paa Gaden uden at blive overfalden af Drengene. Da det var lykkedes Politiet omtrent ½ Time, efterat Borgervæbningen var aftraadt, ved Hjælp af Militairpatrouiller at jage de sammenflokkede Soldater adsplittede, patrouilleredc det i længere Tid i de Gader, hvor Optøierne havde været, uden at blive Vidne til noget saadant Overfald. Nogle halvvoxne Drenge samlede sig vel udenfor Dramatiken paa Algaden, men da en enkelt af dem var bleven anholdt, fulgte hele Sværmen i nogen Frastand med ned til Arresthuset, hvor den, da Ingen havde Lyst til at gjøre Kammeraten Følgeskab, hurtigt skiltes ad".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. august 1869)

Ordningen for købstædernes vedkommende blev ophævet i 1873, i København dog først i 1909. Omfattet var borgere som havde ret til at drive borgerlig næring, dvs. ikke tjenestefolk og håndværkersvende.

Byrådet i Aalborg behandlede den 30 august 1869 en skrivelse fra justitsministeriet om en udtalelse om borgervæbningens ophævelse, og udvalget udtalte at det anså ophævelsen for tidssvarende og særdeles hensigtsmæssige. Erklæringen blev tiltrådt af overbrandinspektøren og tiltrådt med akklamation af byrådet.

Efter en studie af Bern. Middelboe: Parti af Østeraagade i Aalborg. Illustreret Tidende nr. 552, 1870.

Pastor Christian Malta Müller. (Efterskrift til Politivennen).

Sognepræst 1856 (1854?)-1866 for Bjerring og Mammen menigheder i Viborg stift Christian Malta Müller (1818-1896) blev 9. marts 1866 beskikket til sognepræst for Kippinge og Brarup menigheder på Falster (Maribo Amt). 

At de Efterlevende føle sig smerteligt berørte, naar der over en nærbeslægtet Afdød udtales haarde og uretfærdige Domme, vil ikke sætte Nogen besynderligt eller uforstaaeligt; men naar Præsten nægter at holde Ligtale over en almindelig velseet Mand, hvis Karakteer ingensinde er plettet og hvis Levnet i Forhold til Alle, med hvem han kom i Berørelse, har været ustraffeligt, og denne Nægtelse motiveres blot ved, hvad han har hørt af een enkelt Mands løse Snak og skjæve Dom, samt ledsages af en fuldkommen Fordømmelse, et klart Udsagn om, at den Afdøde ikke kunde arve Guds Rige, saaledes som Pastor Müller i Kippinge nylig har gjort med Hensyn til min afdøde Broder, Niels Hansen i Brarup, saa vil Ingen finde det ubilligt, at Familien og jeg seer en dyb Krænkelse i saadan Adfærd at vi ansee Præsten for en haard, ubarmhjærtig Mand, naar han til den nærmeste Familie, midt i Sorgen over at miste Manden, Faderen og Broderen, komme med Ytringer om at ville udtale en saadan Fordømmelse ved Graven, hvis han skal holde Ligtale, og derfor helst ønsker sig fritaget, hvad vi ogsaa besluttede at lade ham være.

Jeg har for mig liggende en Erklæring, saalydende:

"Vi undertegnede Sognebeboere i Brarup og Kippinge Pastorat, der have kjendt nu afdøde Gaardeier Niels Johansen i Brarup, kunne overeensstemmende med Sandheden sige, at han altid har viist sig som en retskaffen og ordholdende Mand , at han var tjenstvillig, godhjertet og godgjørende mod de Fattige, samt at han var en god og brav Familiefader.

Dette fulgte ogsaa naturligt af hans Godmodighed og venlige Karakteer i det Hele" -

forsynet med Underskrift af 94 hæderlige og retsindige, ja jeg tør sige, de mest troværdige Mænd i hele Pastoratet, og overser dette Vidnesbyrd vil den enkelte Mands ubarmhjertige Dom være falden til Jorden, og hans Fordømmelse rammer kun hans eget Hovmod.

At Pastor Müller ved sin Adfærd tillige viser, at han selv ikke er lidenskabsløs, men endog benytter sin Præstevælde til Misbrug, der kan vække Forargelse, vil kunne eftervises i Kirkeritualets 9de Kapitel, hvor det paalægges ham, ikke at melde noget Usømmeligt om den Afdøde, Andre til Forargelse og de Paarørende til Beskjæmmelse, men, hedder det videre, "hvis sandt er og vitterligt i Menigheden, det maae de (Præsterne) med Maade og god Maneer beskedentlig udsige. Andre til Afsky og Advarsel".

Om det nu kan kaldes en beskeden og god Maneer, at anmode mig om at sige til Enken: "at han nok vilde holde Tale, men kun, naar han deri maatte udsige, at Fraadsere og Drankere ikke kunne arve Guds Rige, at den Afdøde var falden fra sin Gud i hans Sygdom, da han talede om Djævelen", vil jeg overlade til Andre end Pastor Müller al bedømme, idet jeg bemærker, at min Broder i sin Sygdom var bleven Forstanden berøvet, om af Drik eller andre Aarsager skal jeg ikke sige, men kun tilføie, at Ingen i Selskab med min afdøde Broder nogensinde er bleven fortrædiget, fordi han havde nydt Spiritus, og at aldrig Nogen for Præsten har ført Klage over, at han spiste eller drak formeget. Held den, der er saa selvretfærdig og reen, at han kan kaste den første Steen!

Men at Præsten ikke er sat til Doms over Menneskene og menneskelige Feil, er dog sikkert nok! thi der er kun een Dommer over os Alle, den Gud, der dømmer i større Langmodighed og Viisdom efter Alles Vilkaar og Leilighed, end det svage Menneske kan see og skjønne.

Gud hjælpe Enhver, der kommer under Pastor Müllers Domfældelse!

Alstrup, den 31te Juli 1869.

Jens Johansen.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 3. august 1869)

Uagtet det i Kirke- og Undervisningsministeriets Skrivelse af 29de Novbr, 1862 hedder, at misstemningen om, hvorvidt den nye Psalmebog bør indføres i en Menighed, saavidt muligt skal omfatte alle Huusfædre eller dem, der i disses Sted forestaae en Huusstand, har dog Pastor Müller i Kippinge ikke ladet os forespørge om vor Mening, ligesom vi have erfaret, at han ved sine udsendte Apostle, der skulde indsamle Underskrifter om Psalmebogens Indførelse, har advaret mod at henvende sig til os, som Modstandere deraf.

Den Maade, Hr. Pastor Müller har valgt, at udsende Bud fra Dør til Dør, hvor det kunde formodes, at han vilde faae et "Ja", men derimod at forbigaae de Mænd, hvor han ventede et "Nei" til den nye Psalmebogs Indførelse, synes temmelig vilkaarlig, og vi protestere mod en Adfærd, der synes at indeholde en Antydning om en Adsplittelse, og er vel skikket til al virke yderligere Adsplittelse i del kirkelige Liv og mellem de enkelte Lemmer af Menigheden.

Vi mene, at Afstemningen bør foregaae i et eller flere i Byerne berammet offentligt Møde, hvor de forskjellige Anskuelser kunne komme til Orde, saa at ikke just "de Døde i Aanden" eller dem, det er en ligegyldig Sag, hvilken af Psalmebøgerne. der indføres, og derfor uden videre Omtanke bifalde Præstens Ønske, skulle være de, ved hvis betydningsløse "Ja" en saadan Foranstaltning gjennemføres.

Vil Præsten ikke omgaaes paa offentlig Viis med sin Tankes Gjennemførelse og inden kort Tids Forløb sammenkalde Menighedens Beboere til et ordentligt Møde i Skolen eller andetsteds, da bede vi det ærede Sogneraad at tage Sagen i sin Haand og foranstalte en Tilkjendegivelse fra Sognebeboerne, hvoraf det syldigen kan sees, hvad Menigheden vil og mener om samme.

Alstrup, den 4de Januar 1871.

Ærbødigst

C. Madsen. H. P. Kappel, Gaardeiere.

Redaktionen af "Stubbekjøbing Avis" bedes at optage dette Inserat.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 5. januar 1871).

Der kan være tale om Indre Missions tillæg til salmebogen - som på linje med mange andre tillæg florerede på det tidspunkt. Termansen havde i 1869 foreslået i Rigsdagen at regeringen skulle give menighederne lov til at benytte selvvalgte tillæg. Stiftsprovst Rothe foreslog heroverfor at Roskilde-konventet skulle udarbejde et udførligt tillæg som kunne overflødiggøre underskoven af små. Efter et års tids betænkning nedsattes et udvalg. Dette fremlagde i 1872 et revideret tillæg som blev stadfæstet af regeringen i 1873.

Debatten om salmebogen fortsatte, se fx Lolland-Falsters Stifts-Tidende 21. januar 1871 og 16. marts 1871. V ed folketællingen i 1880 boede han stadig i Vester Kippinge præstegård. 

Vold i Politiretten. (Efterskrift til Politivennen)

 Kjøbenhavns offentlige Politiret.

1ste Afdeling, Assessor Nyholm.

Mandagen den 26de Juli.

- - -

- Arbeidsmændene Niels Jacobsen og Conrad Petersen havde været stærkere end Samson, saaledes hed en Matros paa det amerikanske Udvandrerskib. Istedenfor at paakalde sin Skytshelgen, "San Jago de Cuba", raabte denne paa Politiet, og de to Mænd maatte nu betale 1 Rd. 

- - -

- Arbeidsmand Ernst Lands gik i sine stille Tanker paa Vesterfælledvei, glædende sig ved sit snarlige Møde med sin Forlovede, da han pludselig mødte en Md. Jensen, der efter hans Forklaring skulde have tituleret ham med "Laban" og "Sjouer". Han løftede da Haanden, og paa en uforklarlig Maade faldt hun herved pludselig til Jorden. Eiler Md. Jensens Forklaring var hun med to Veninder kommen fta Fabriken, hvor hun arbejdede, og mødte Lands. der, da han gik forbi, sagde "Godaften, Md. Jensen!" idet han ledsagede" denne Hilsen med et ordentligt Dunk i Md. Jensens Hoved, saa at hun derved gik i Jorden og hendes Veninde "tog" over paa den anden Side af Veien. Han fortsatte Dunkningen af Md. Jensen, hvorved hendes Straahat og et Par Ørenringe gik i Løbet. For dem vilde Md. Jensen have 1 Rd., og saa vil hun desuden have, at Lands stal betale Sagens Omkostninger til Fattigkassen. Vidnerne enige med Md. Jensens Opfattelse og at hun slet ikke havde udskældt Lands, og denne maatte derfor af med en Femdalerseddel foruden Erstatningen. 

- Arbeidsmand Jul. Aug. Jørgensen sig fornærmet af en Kollega og fandt det at afgjort Sagen med at drille ham "Skalle". Retten fandt den Afgjørelse bedre, at han herfor bødede 2 Rd.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 27. juli 1869. Uddrag)