Selvangivelse for Tvveri. (Efterskrift til Politivennen)

Det er ikke saa sjeldent, at enkelte af de til Forsørgelse paa Ladegaarden henviste Individer for at udslippe for dette ubehagelige Opholdssted enten begaa en Forbrydelse eller paalyve sig en saadan. Søndagen den 25de Juli indfandt den tidligere flere Gange straffede Person Carl Edvard Melms, der var indlagt paa Ladegaarden, sig paa Politikamre: og angav, at han havde gjort sig skyldig i Tyveri, idet han, der samme Dags Eftermiddag havde overværet Gudstjenesten i Trinitatis Kirke, i den Stol, han blev lukket ind i, havde tilvendt sig en der henliggende Psalmebog, paa hvis Bind der stod, at den tilhørte Trinitatis Kirke, og stukket den i sin Lomme. Som Grund til, at han selv meldte sig som Tyv, angav han Ønsket om at blive befriet for at vare paa Ladegaarden, hvor Opholdet var ham utaaleligt. Han afgav endvidere Tilstaaelse om, at han for nogle Aar siden, medens han i længere Tid gik tilhaande hos to Værtshusholdere, havde af disses Pengeskuffer til forskjellige Tider stjaalet smaa Pengesummer til et Beløb af i det Hele omtrent en Snes Daler. Paa Grund af disse Tilstaaelser blev Melms anholdt og belagt med Arrest. Under de for Retten optagne Forhør vedblev Arrestanten sin Selvangivelse, men tilføiede, at han havde tilvendt sig Psalmebogen for ved dens Salg eller Pantsætning at blive straffet for Tyveri og saaledes undgaa Opholdet paa Ladegaarden, samt at han troede, al han allerede under de Sager, hvori han tidligere var bleven dømt, var straffet for de omhandlede Pengetyverier. Senere forklarede Arrestanten, idet han vedblev sine tidligere Forklaringer, at han strax, da han satte sig i Besiddelse af den omhandlede Psalmebog, gjorde det for at blive inddømt i Forbedringshuset og med den beslutning selv at melde sig som Tyv, hvorved han tillige havde til Hensigt at disponere over Psalmebogen for at skaffe sig Brændevin. Af Akterne i de mod Arrestanten tidligere anlagte Sagte i Forbindelse med de to omtalte Værtshusholderes Forklaringer fremgik det, at Arrestanten ikke forhen var straffet for Pengetyverierne. Men selv om Arrestantens Skyld i disse trods hans aldeles ubestyrkede Tilstaaelse har bevist, vilde der dog for saavidt ikke kunne paaføres ham noget Ansvar som Følge af, at han, hvis disse Tyverier vare blevne paadømte i Forbindelse med de Forbrydelser, hvorfor den seneste Dom af 31te Oktober f. A. overgik ham, ikke kunde være bleven idømt en høiere Straf end den, hvormed han blev anseet ved hin Dom. Hvad Arrestantens Forhold med Hensyn til Psalmebogen angik, var det vel godtgjort, at han havde sat sig i Besiddelse af den, der var vurderet til 2 Mk. og tilhørte Trinitatis Kirke; men da han ikke havde disponeret over den til egen Fordel, og hans Forklaring om, at han tildels tog Psalmebogen for ved Salget af den at skaffe sig Brændevin, ikke efter de fremkomne Oplysninger i deres Helhed turde antages for overensstemmende med Sandheden, fandt Resten ikke, at det kunde ansees for bevist, at Arrestanten i denne Henseende havde gjort sig skyldig i Tyveri, under hvilken Forbrydelse det ikke kunde henføres, at han havde taget Psalmebogen alene for at opnaa at blive dømt som Tyv og saaledes komme bort fra Ladegaarden. Kriminal- og Politiretten frifandt derfor Arrestanten for Aktors Tiltale, men tilpligtede ham ved Dommen at udrede Aktionens Omkostninger.

(Dags-Telegraphen (København) 12. oktober 1869)

Forslag til forbedring af Arbeidsklassens Kaar. (Efterskrift til Politivennen)

I "Ringkjøbing Amts-Avis" bekjendtgjør Landboforenings-Sekretair P. E. Pedersen af Hee Følgende, som vi ogsaa ville anbefale vore Læsere heri Egnen at tage under nærmere Overveielse og mulig Efterligning:

Enhver, der i længere Tid har syslet med de kommunale Anliggender, har med Bekymring erfaret, at det efterhaanden er gaaet tilbage med Arbejdsklassen, Huusmændene, Indsidderne og Dagleierne, og paa mange Steder trues desaarsag det almindelige Fattigvæsen med Byrder, del i Længden vil have ondt ved at bære; der fremkom af denne Grund i et Kommunal- og Landbomøde Forslag, om at der burde gjøres Noget til Forbedring af denne Klasses Kaar, og i denne Anledning blev der nedsat en Komitee paa 7 Medlemmer. Ved Mødet, denne Komitee afholdt i Slutningen af Mai, enedes man om adskillige Punkter, betræffende Aarsagerne til den paapegede Tilbagegang i Arbejdsklassens Kaar og Midlerne til den forønskede Forbedring heri; men da man fandt, at den udkastede Plans Gjennemførelse vilde kræve en kraftig Medvirkning af de kommunale Bestyrelser, Sogneraadet og Bestyrelsen for de Fattiges Kasse, saa ansaae man det for rigtigst at indbyde Delegerede fra disse Bestyrelser, og ved tvende Møder med dem og i sidste Kommunal- og Landbomøde enedes man om nedenstaaendc Betænkning, der altsaa maa betragtes som udgaaet baade fra Kommunal og Landdoforeningen og fra næsten alle kommunale Bestyrelser i Ulfborg-Hind Herreder.

Man antager, al de almindelige Aarsager til den tiltagende Armod i Arbeidsklassen er:

1) En forsømt eller mangelfuld Børneopdragelse, saa der ikke fra den første Tid indpodes Barnet den ønskelige Sands for Sædelighed, Orden og Selvopholdelse. For at hæve dette Onde foreslaaes, at der i hver Kommune til næste Sommer oprettes idetmindste eet Børneasyl, hvorhen enhver Moder i den omhandlede Klasse kunde om Hverdagen hele Sommeren sende de mindre Børn, i Regelen fra det fjerde til det 7de Aar, og hvor de af en Lærerinde, der er i Besiddelse af de ønskelige Egenskaber, kunde heldigen paavirkes og modtage en gavnlig Forberedelse for Skolen. Der vilde herved vindes saare meget for den arbejdende Klasse, idet begge Forældrene kunde med mere Tryghed og Stadighed søge Arbeide hele Dagen, naar de vide deres Børn overladte i saa gode Hænder, og desuden tør det ventes, at de Smaae ville nyde en heldigere Opdragelse under stadig Opsigt og Veiledning af en saadan Lærerinde, end der kan haabes i Hjemmet, hvor Børnene sjældent finde en passende Beskjæftigelse i denne Alder og hvor de let overlades for meget til dem selv. Man tør antage, at hvert Barns Ophold i Asylet vilde koste henved 1 Mk. ugentlig, hvilket for Sommerhalvaaret vilde beløbe sig noget over 4 Rd. Denne Betaling udredes af Kommunens Kasse for egentlige Fattiglemmers Børn, medens de Fattiges Kasse, understøttet af Kommunens Kasse, betaler for de Uformuende. De Bemidlede, forsaavidt de benytte Asylet, betale naturligviis for deres egne Børn, og samtlige Børn forsynes fra Hjemmet med den fornødne Føde.

2) Den Uskik at sende Børnene ud paa Tiggeri, istedetfor at holde dem til stadig Skolegang og anden nyttig Virksomhed. I denne Anledning foreslaaes, at der, hvor den private Godgjørenhed ikke strækker til, sørges for de Fattige i Sognet paa en hensigtsmæssigere Maade end ved egentlig Almisse, saa alt Betleri i tilsidst kunde ophøre. At de Fattige fra fremmede Sogne aldeles ikke burde gives Noget, er en Selvfølge. For at hæmme Betleriet maa man særdeles opfordre til privat Godgjørenhed, ligesom man ogsaa ret indstændigt maa lægge de Formuende i Kommunen paa Sinde at betænke de Fattiges Kasse, der jo i Grunden er Sognets nærmeste Understøttelses-Forening, noget bedre end hidtil i Regelen er skeet.

3) Mangel paa bekvem Leilighed for Tyende og den arbeidende Klasse til at gjøre de opsparede Smaasummer frugtbringende til Nytte for de kommende Dage. I saa Henseende foreslaaes, at der i Kommunerne oprettes Spare- og Laanekasser, som kunne modtage og frugtbargjort deslige Smaasummer. "Dansk Landbotidende", forrige Aargang, anbefaler varmt saadanne Kasser ved at angive flere Steder, hvor de trives godt og stifte megen Gavn Sammesteds findes ogsaa en fuldstændig Anviisning til deres Indretning og Bestyrelsesmaade.

4) En mangelfuld Fattiglovgivning, der ofte hindrer den redelige Arbeider i at opholde sig paa et Sted, hvor han kunde finde Erhverv, og ofte hindrer Sogneraadene i at anvende den fornødne Tvang mod de Lade. Alle erkjendte Fattiglovgivningens Brøst; men da Sagen nu er tagen under Overvejelse af rette Vedkommende, saa indskrænkede man sig til at udtale det Ønske, at det ret snart maatte lykkes Lovgivningsmagten at fremme den paapegede Reform.

5) For at Arbeidsløshed ikke let skal finde Sted, til Bekymring for den Stræbsomme og til Undskyldning for den Magelige, ansees det for særdeles ønskeligt, at der i hvert Sogn oprettes en arbeidsgivende Komitee, der saavidt muligt, til hver Tid kan anvise den Søgende passende Arbejde, og som efter bedste Evne bør søge at fremhjælpe Huusfliden ved at indkjøbe og videre forhandle alle i Sognet producerede Huusflidsgjenstande, forsaavidt de have nogen Værd, og ved at anskaffe Materiale, hvor det findes fornødent. Denne Komitee dannes af Bestyrelsen for de Fattiges Kasse og 2 eller 4 udvalgte Mand. De fornødne Pengemidler tages af de Fattiges Kasse, og hvor de stedsindende Midler ikke maatte strække til, tilskyder Kommunens Kasse med Amtets Samtykke det Manglende.

8) Man turde ogsaa formene, at mangen en Huusmand kunde skaffe sig en bedre Indtægt af sin lille Jordlod ved flittigere end hidtil at bruge Spaden i sin Fritid og paa anden Maade at vise den større Opmærksomhed.

Disse Forslag anbefales til alle Vedkommendes behagelige Overveielse og Benyttelse.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad  4. oktober 1869).

Tiltale for voldelig Adfærd og Meddelagtighed deri. (Efterskrift til Politivennen)

Onsdagen den 11te f. M. om Eftermiddagen indløb der Anmeldelse til nordre Birks Politikammer om, at J. J. Binneballe af Hjortespring Søndagen forud om Aftenen var bleven mishandlet i den Grad af den i Nærheden af ham boende P. C. Petersens Hustru, Laurine Jacobsen, at der endog var Fare for hans Liv. Som Følge heraf blev der strax anstillet nærmere Undersøgelse i saa Henseende, og en Svensker ved Navn Anders Riegelson, der havde Tilhold hos Laurine og af Binneballe sigtedes for at have været Laurine i væsentlig Grad behjælpelig ved de ham af hende tilføiede Mishandlinger, bilagdes med Arrest, da han paa det Bestemteste benegtede enhversomhelst Delagtighed heri, hvorimod Laurine, der strax vedgik at have bibragt Binneballe de Slag, hvoraf han led, forblev paa fri Fod. Ifølge Binneballes Forklaring vare de nærmere Omstændigheder ved denne Sag følgende: Da han den paagjældende Aften, efter at have besøgt en ved Siden af Laurine boende Bekjendt, var passeret forbi hendes Vindue og paa Veien tæt udenfor Huset stod i Samtale med to andre Personer, kom hun ud af Huset og skældte ham ud samt beskyldte ham og hans Ledsager for at have kiget ind ad hendes Vinduer, hvilket ingen af dem havde gjort. Binneballe havde derfor opfordret hende til at gaa ind og passe sig selv samt fulgt bag efter hende ind i hendes Stue uden dog at tilføie hende nogen Overlast. Saasnart hun var kommen indenfor, var han imidlertid strax bleven overfalden baade af Arrestanten og af Laurine, idet den Sidstnævnte slog løs paa ham med en tyk Bøgestav, og den Førstnævnte, efter hvad han antog, med en Kniv bibragte ham flere Stik i Hovedet, hvorhos endnu en tredie Person, der ligeledes var tilstede i Stuen, spændte Ben for ham, saa at han faldt. Tilsidst lykkedes det ham dog at undkomme og krybe ud ad Døren, hvorpaa han af sine Ledsagere, der vare blevne paa Veien udenfor Huset i nogen Afstand fra dette og saaledes ikke havde kunnet se, hvad der foregik inde i det, blev hjulpen hjem i en meget ynkelig Forfatning, saaledes at han strax efter at være kommen ind i sin Stue ladte Bevidstheden og i længere Tid var besvimet. Medens denne Binneballes Forklaring, forsaavidt angaar, hvad det passerede udenfor Laurines Bolig, saavel forinden Binneballe gik derind, som efter at han atter var kommen ud derfra, ganske stemte med hans Ledsagere, der begge hørte, at Døren blev smækket i efter ham, og af hvilke den ene tillige hørte, at Laurine raabte: "Hold bare fast", have begge de Tiltalte bestemt negtet, at Døren skulde være bleven lukket, efterat Binneballe var kommen ind, at der skulde være blevet raabt, som anført, eller at Riegelson skulde have havt nogensomhelst Del i den mod Binneballe anvendte Vold, idet Riegelson, der først vil være kommen tilstede, efterat laurine alt havde bibragt Binneballe flere Slag, tværtimod kun vil have opfordret hende til at holde op og hjulpet ham ud, ligesom Laurine ogsaa stadig fastholdt, at hun alene havde bibragt ham de ham tilføjede Læsioner med den under Sagen tilstedebragte Bøgestav, der fandtes at være l½ Alen lang og omtrent 4½ Tomme i Omkreds. Hun mente at have været fuldt berettiget hertil, idet hun paastod, at han og hans Ledsager, medens hun sad og syede i sin Stue, havde kiget ind ad Vinduet til hende, og at han, da hun var gaaet udenfor og havde bebreidet ham dette, havde taget fat i hende, puffet hende ind i Huset, og fulgt bagefter hende i en Krog i Stuen mellem Vinduet og en Kiste og knebet hende i Armene samt revet hendes Tøi itu, indtil det endelig var lykkedes hende at komme fra ham og gribe den ovennævnte Stav, med hvilken hun da havde slaaet løs paa ham, hvor hun kunde træffe, indtil Riegelson var kommen til fra et Værelse ved Siden af og havde faaet hende til at høre op hermed. Endelig negtede begge de Tiltalte, at nogen tredie Person havde været tilstede i Stuen ved den omhandlede Leilighed og spændt Ben for Binneballe, hvilket heller ikke under Sagen kunde oplyses, ligesaa lidt som nærmere Overensstemmelse mellem de afgivne modstridende Forklaringer var at opnaa. Ifølge den tilvejebragte Lægeattest havde de Binneballe, som ovenfor anført, tilføiede Mishandlinger foranlediget, at han havde to Saar oven i Hovedet, det ene omtrent en Tomme langt, det andet noget mindre og af en saadan Dybde, at Hovedets Ben vare blottede, foruden nogle mindre betydelige Saar, ligesom Hovedet ogsaa i det Hele var overordentlig ømt; derhos havde han paa Kroppen adskillige Mærker af Slag, idet navnlig venstre Arm var stærkt ophovnet, og disse Beskadigelser havde medført Fare for en Lungehindebetændelse, som dog blev hævet. For dette Forhold blev Laurine, som er 41 Aar gammel og tidligere havde været straffet for Tyveri og uhjemlet Besiddelse af stjaalne koster, nu ved nordre Birks Extraret i Medfør af Straffelovens § 203 jfr. § 40 sidste Led, anset med Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage, hvorimod Riegelson, mod hvis Benegtelse af at have tilføiet Binneballe nogensomhelst Omlast der ikke kunde tilveiebringes et til at fælde ham tilstrækkeligt Bevis, ved Dommen frifandtes for Aktors Tiltale.

(Dags-Telegraphen (København) 28. september 1869)

Indkvarteringen i Aarhuus. (Efterskrift til Politivennen)

Om Indkvarteringen i Aarhuus. Ved Tilbagerejse, fra Leiren ved Hald fik Størstedelen af Tropperne anvist Kvarterer hos Borgerne i Aarhuus i 1 eller 2 Dage. Under sidste Krig, da Indkvarteringsbyrden ved mange Leiligheder var i den Grad trykkende for Befolkningen, at man umulig kunde eller vilde gjøre Fordring paa saadanne Kvarterer, som tilkomme Underofficerer, blev der kun undtagelsesvis budt disse saa daarlige eller jammerlige Kvarterer som dem, adskillige af Aarhuus Borgere fandt det passende i de omtalte 1 eller 2 Dage at byde Underofficerer, der vendte tilbage fra Leirtjenesten. Hos Bagermester Meyer i Meilgade, hvor en Oversergent af Artilleriet fik anvist Kvarter, bestod dette af et Karlekammer med et Udhus foran, hvilket i længere Tid havde været benyttet og endnu benyttedes til Hønsehus; af Værelsets grønne Vinduesruder fandtes en aldeles ude. Bordet i Kamret havde Skade paa det ene Ben, saa at det vist neppe kunde staa alene. Hos en Partikulier Jørgensen paa Nørregade fik en Oversergent af Ingeniørkompagniet anvist Kvarter i en Rullestue; da Oversergenten erklærede, at han ikke kunde benytte dette Kvarter, blev det forandret til et bedre. Et tredie Kvarter hos en Bagermester Theil i Studsgade var et mørkt og meget snavset Pigekammer uden nogetsomhelst brugeligt Møblement. De tre Underofficerer, som skulde benytte disse Kvarterer, havde alle Skriveri, som under saadanne Forhold stal udføres i deres Kvarterer. Det er derfor let forstaaeligt. at disse, navnlig de hos de to Bagermestre, ikke kunde være tilfredsstillende, hvorfor den hos Bagermester Meyer indkvarterede oversergenter strax for egen Regning indkvarterede sig i et Hotel. Den hos Bagermester Theil indkvarterede Artilleriunderofficeer anmodede sin Vært om at sætte ham istand til idetmindste at kunne arbeide hjemme, og der anvistes ham da en Stue indenfor Butiken, hvor Familien opholdt sig; men formodentlig har dette Underofficerens berettigede Forlangende opbragt hans Vært, thi den paafølgende Nat lukkede denne sin Port og negtede sin Indkvartering at komme ind i Huset, uagtet det udenfor kunde høres, at der var Folk oppe i Bageriet. Underofficeren saa sig derfor nødsaget til at indlogere sig for det følgende Døgn i et Hotel.

I Betragtning af, at Opholdet Paa saa kort og Pinen altsaa snart overstaaet, fandt de Paagjældende sig ikke foranledigede til at gjøre Anmeldelse om den dem saaledes overgaaede Behandling, der i saa Fald vilde være undergaaet en Forandring; men da det ikke er f. Ex. Bager Theils Skyld, at den Underofficer, der var indlogeret hos ham, ikke kom til at tilbringe en  Nat paa Gaden, da der netop den foregående Dag havde været Marked i Byen, og alle Hoteller derfor vare overfyldte, ligesom man paa ingen Maade vil lade det gaa upaatalt hen, at danske Borgere have fundet det passende at behandle danske Soldater, der komme fra en lang og anstrengende Tjeneste og trlnge idetmindste til Hvile og Ro, paa den Maade, som her er omtalt, og da man endelig ikke kan se bort fra, at Sligt kun lidet er skikket til at opmuntre Soldaterne i deres ofte besværlige og vanskelige Hverv, har jeg fundet det rigtigt at bringe Sagen frem for Offentligheden og derved ialtfald bidrage til at forebygge gentagelser. -l.

(Dags-Telegraphen (København) 13. september 1869)

Kaptajn Hallas (2): Inspektør ved Svendborg Fattigvæsen 1869. (Efterskrift til Politivennen)

I 1868 blev oprettet en stilling som inspektør for Svendborg bys offentlige fattigvæsen som kaptajn Frederik C. Hallas var den første til at indehave fra 1. januar 1869. I nedenstående artikel fremlagde han sin plan, at nedbringe udgifterne ved udelukkende at følge lovens strenghed og ikke som hidtil gå frem efter barmhjertigheds- og mildhedsfølelse. De fattigste skulle kun bevilliges det allernødvendigste. Hvad der lå ud over det, måtte private tage sig af. Linjen blev bakket op af de nationalliberale aviser, og det lykkedes ham at få nedbragt udgifterne til fattigvæsenet.

- Inspecteuren for Svendborg Fattigvæsen, Hr. Capt. Hallas, holdt i Onsdags i Borgerforeningens Locale et Foredrag for en stor Deel Tilhørere, faavel Herrer som Damer, over Fattigvæsenet i Almindelighed. Fattigvæsenet i Svendborg, og de mulige Midler til at forhindre den stærke Stigen i Fattigvæsenets Byrder, som har viist sig i de sidste Snees Aar. Dette Spørgsmaal staaer paa Dagsordenen, ei alene i Svendborg eller i Danmark, men i hele Europa, fordi Proletariatet er overalt ved at voxe de Styrende over Hovedet. - Medens Fattigskatten i Kjøbenhavn i de sidste 20 Aar. fra 1847-67 er steget c. 50 %, var Fattigskatten i Svendborg i 1847 5,802 Rd., i 1857 8,137 Ro., i 1867 12,604 Rd., altsaa steget i de sidste 20 Aar over 100 pCt. Ved dette Aars Begyndelse nød 393 Individer Understøttelse af Fattigvæsenet, eller hver 15de Individ; der var dengang 42 Personer paa Fattiggaarden, 75 Familier fik fast Hjælp, 62 modtog Huusleiehjælp og 52 Børn holdtes i Pleie. For Øieblikket er paa Fattiggaarden 27, fast Hjælp faaer 60, og af Børn holdes 44 i Pleie. - Der høres stadig Klager over Skatternes Stigning, og Borgerne have en velbegrundet Fordring til Fattigvæsenets Styrere, at Mildhedsprincipet ikke her bør gjøre sig gjældende i en for høi Grad, men at der kun gives, hvad Loven hjemler. Men dette har ogsaa sine Misligheder. Det syntes ikke hidtil at have staaet fuldstændig klart for dem, som nyde offentlig Hjælp, det være sig under hvilkensomhelst Form, enten som Hjælp til Huusleie, Midicin, Confirmation o. a. m., at de, ved at modtage den, opgive deres Selvstændighed, at de derved maae give Afkald paa alle Legater, at de give Fattigvæsenet Ret til at controllere dem til enhver Tid, Ret til at registrere deres Eiendele og raade over deres Tid, men skeer først dette, nedbrydes let hvad der bør søges opretholdt, den Selvagtelse og Selvstændighedsfølelse, der er nedlagt hos ethvert ærekjært Menneske. Inspecteuren gav nogle Exempler paa, hvorledes Flere, der tidligere have nydt Hjælp af Fattigvæsenet, ved at blive gjort opmærksom paa de Følger, som heraf kunne flyde, havde givet Afkald paa denne for at bevare deres Frihed.

Men der bør findes et Middel for den ærekjære Mand til, naar Uheld møder, at blive hjulpen fremad for at kunne bevare sin Selvstændighed; her staaer Fattigvæsenet hjælpeløs, og derfor maae den private Velgjørenhed træde til, for at bevare ham for Samfundet. Velgjørenheden har stedse heri Byen været stor, og her gives meget bort, men den har her ligesom alle Steder været planløs og Følgen har været, at den næsten har udrettet mere Ondt end Godt. Navnlig er den Maade at give Almisse ved Dørene, skadelig, deels bliver Gaven sjelden anvendt rigtig, og Børnene, som hovedsagelig ere de Bedende, vænnes tidlig til Lediggang, til Usandhed og maaskee til værre Laster. Der er derfor tænkt paa her, ligesom flere andre Steder, at bringe en bestemt Plan ind i den private Velgjørenhed, at virke hen til, at hvad der ydes, komme de rette Trængende tilgode. Man har saaledes tænkt at danne en Comitee, mulig bestaaende af en halv Snees Damer og ligesaa mange Herrer, der skulle have Tilsynet med de heri Byen Trængende, som kunde hjælpes ved en midlertidig Understøttelse, og der udtaltes det Haab, at Alle, for hvem det er muligt, vilde give sin Skjærv til Planens Gjennemførelse. Derfor foresloges, at Enhver kunde tegne sig for et Bidrag af mindst 4 sk maanedlig, Maximum burde være 16 sk. - Den her kortelig omtalte Plan er utvivlsomt den bedste til at løse Dagens Spørgsmaal, og der er neppe Tvivl om, at den med Hensyn til Bidraget vil finde rigelig Understøttelse. Det er sat saa lavt, at det ikke vil genere Nogen, som er istand til at bidrage; vanskeligere vil det blive, at finde Medlemmer til Comiteen. hvis Hverv altid vil blive byrdefuldt, men forhaabentlig vil der dog kunne findes et tilstrækkeligt Antal, der af Interesse for Sagen vil paatage sig Byrden. Lykkes det at gjennemføre Planen, vil Svendborg være een at de første Communer, der for Alvor har taget fat paa at løse et af Dagens meest brændende Spørgsmaal.

Og til dets rette Løsning tør man nærmest støtte sig til Damerne; det gjælder her ikke som ved det offentlige Fattigvæsen om en stadig Pengeunderstøttelse, men meget mere om, naar en Familie ved tilstødende Uheld, ved Sygdom eller Arbeidsløshed, er kommet i en betrængt Stilling, da at sætte sig ind i dens Forhold, ved Raad og Daad at hjælpe den, at anspore den til Selvvirksomhed, og her er Damernes Indflydelse langt mere velsignelsesrig end Mandens. Medens den egentlig Fattige maa henvises til det Offentlige, er her nærmest tænkt paa den mindre Næringsdrivende og Smaahaandværkeren, der ofte i Stilhed for at bevare sin Selvstændighed kæmper en mere bitter Kamp end hiin, og, da Ingen veed, hvornaar Nøden kan ramme ham selv, tør vi tro, at Alle vil bidrage til Planens Gjennemførelse.

(Sydfyenske Tidende 10. september 1869).

På denne blog beskrives en fattigforsørgelsessag fra Svendborg december 1869 - en tvist mellem Svendborg og Odense kommuner - som er et eksempel på synet på forsorg og fattige dengang. Tvister mellem to kommuner om hvem der skulle betale for fattige, var ganske almindelige, og ofte forsøgte en kommune at betale et engangsbeløb for slippe af med en fattig til en kommune der så hang på et fast årligt beløn.

I 1872 indviedes Svendborg Kjøbstads Fattig- og Arbeidsanstalt. Den var  efter tidens forhold moderne, der var indlagt vand og varme og stedet havde egen badeanstalt.  Fattiggården rummede vaskerum, sovesale, lejligheder til de ansatte og fem isolationsceller til de fattiglemmer, der forbrød sig mod anstaltens udførlige ordensreglement. Den erstattede den gamle der var i meget dårlig stand. 

For borgerskabet havde gården den fordel at det fik et socialt problem lagt uden for bykernen. Her blev "værdige" adskilt fra "uværdige" og mænd fra kvinder. Den gamle fattiggård havde plads til 40 mennesker, den ny til 70. Borgerne var der såvel stolte af som glade for den nye anstalt. På daværende tidspunkt bestod Byrådet af 11 konservative og en kongevalgt borgmester. Forholdene på den nye fattiggård var ikke længere sundhedsskadelige, og udformningen og muliggjorde adskillelsen og indespærring af de indsatte og som man mente skulle genopdrages. Anstalten sikrede at den del af befolkningen, som forsørgede sig selv med god samvittighed, kunne lukke døren for tiggere og løsgængere og i stedet kunne de henvise dem til den nye og moderne anstalt, hvor de kunne modtage den hjælp, de havde brug for. 

Ved ankomsten til Fattiggården blev man "indlagt" og frataget sine borgerlige rettigheder: Stemmeret, ejendomsret, værgemål over ens børn samt retten til ægteskab. De mennesker, som opsøgte Fattiggården og fik hjælp på anstalten, betalte altså for hjælpen med deres frihed og deres borgerrettigheder. Hver eneste dag skulle de udføre fysisk krævende tvangsarbejde. Til gengæld fik de en seng at sove i, mad tre gange om dagen, regelmæssige bade og adgang til sygepleje.

Fattiginspektøren afhørte de nyankomne og afgjorde, om de var "værdigt eller uværdigt trængende".  De "værdige" blev placeret i Forsørgelsesanstalten, hvor de kunne nyde træsenge og dyner. De "uværdige" blev sendt til Arbejdsanstalten, hvor jernsenge og tæpper var standard. Arbejdstvang var gældende for alle indlagte. Hallas fik som et incitament procenter af produktionen oven i den i øvrigt ganske udmærkede løn.