Folkekirken. (Efterskrift til Politivennen)

Folkekirkens Væsen har i de senere Aar været meget omstridt, idet Nogle betragter den som en Green af den hellige almindelige Kirke og Andre som en blot borgerlig Indretning. Et Bidrag til dette Spørgsmaals praktiske Besparelse er if. "Dansk Skoletid." nys givet i Nærheden af Horsens. En yngre Præst - vel nærmest af den indre Missions Retning - havde i sit Sogn en Mand, der ved forskjellige Leiligheder havde udtalt sig som en Fornægter af Treenigheds-Læren og altsaa vel betragtet Jesus Kristus blot som et Menneske og den Helligaand blot som Guds Aand uden at være en egen Personlighed. Præsten meente derfor ikke at kunne betragte ham som Medlem af Folkekirken og vægrede sig ved at vie ham, da han indgik Ægteskab. Vielsen blev da ogsaa udført af en anden Præst; men da Ægtefolkene fik et Barn, forlangte Faderen som sin Ret, at Sognepræsten skulde døbe det. Han vægrede sig og Sagen gik til Biskoppen, som affordrede Faderen en Erklæring om hans Tro; men han skal have svaret, at han ikke havde nogen Forpligtelse til at afgive en saadan. da han som Medlem af Folkekirken havde Ret til at faae sit Barn døbt deri. Efter lang Betænkning har Ministeriet endelig besluttet, at den vedkommende Sognepræst enten selv skulde døbe Barnet eller ogsaa formaae en Anden til at gjøre det. Saavidt vides, har Sognepræsten derefter døbt Barnet efter en Overeenskomst med Faderen, ifølge hvilken der er gjort nogle Indrømmelser paa begge Sider. Folkekirkens Styrelse har saaledes maattet vedkjende sig, at den ikke kan nægte Nogen Adgang til Folkekirken og Ret som Medlem af den, selv om han ikke bekjender sig til dens Tro, som den lærer i de symbolske Skrifter og navnlig i den apostolske Troesbekjendelse (de 3 Troens Artikler), og vel er dette saa langt fra noget Nyt, at det jo er bekjendt nok, at der var en Tid for een til to Menneskealdre siden, da Statskirken ikke tog det saa nøie med Troesbekjendelsen, men da en stor Deel af dens Præster, om ikke de allerfleste, havde samme Anskuelser om Treenigheden som denne Mand nu. Det er imidlertid mærkeligt at see, hvorledes Tiden har forandret sig. Dengang var det Lægmand, som holdt fast ved Kirkens Troesbekjendelse efter dens Ordlyd og ikke kunde faae Præsterne til at følge den, og dette foranledigede Kravet paa Ret til at løse Sognebaand fra Præsterne; men nu er det Lægmænd som forlader Troesbekjendelsens Ord og desuagtet fortanger, at Præsterne skulle udføre de kirkelige Handlinger for dem. Det kan jo ikke vel gaae an at vise Mænd ud af Folkekirken, fordi de nære de samme Anskuelser om Troen, som engang prædikedes endog fra Bispestolene, men det vil vist foranledige Krav af Præsterne om en større Frihed end hidtil i deres edelige Forpligtelser og i deres Forhold til de enkelte Menighedsmedlemmer, og man kan jo ikke nægte, at ogsaa Præsternes Samvittighed har Krav paa et omhyggeligt Hensyn.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 10. november 1869).

Artilleriets øvelsesplads. (Efterskrift til Politivennen)

I Lørdags Middags bleve Beboerne ved Lampeveien i Frederiksberg Sogn kaldte til Vinduerne ved en usædvanlig stærk Rumlen paa den nævnte fuldstændig private Vei. De saa da et Batteri Artilleri passere forbi og havde ondt ved forstaa, hvortil Udflugten gjaldt, da Veien kun er Færdelsvei for de til den stødende Eiendomme uden iøvrigt at tjene som Forbindelsesvei med de tilstedende Landsogne eller andre Veie. De skulde imidlertid snart faa Gaaden løst; thi kort efter drønede et Kanonskud , som faa Sekunder- efter fulgtes af et andet, og saaledes blev det ved i omtrent et Kvarter. Jeg skal nu ikke opholde mig over, al Militæret tager sig Ret til i Fredstid at kjøre med deres tunge Materiel paa en Vei, hvis Vedligeholdelse udelukkende paahviler Enkeltmand, eller over, at man, mod hvad der ialtfald tidligere altid var Skik og Brug, foretager Skydeøvelser, navnlig med Kanoner, uden forud at have varslet Befolkningen derom. Ikke heller skal jeg gaa udførlig ind paa det Besynderlige i, at man fandt for godt at benytte Kløvermarken til Øvelsesplads, uagtet der findes upløiede Stubmarker nok i Nærheden, hvis Benyttelse næppe vilde kræve en Erstatning, der vilde komme den nær, som nu udentvivl vil blive forlangt af Eieren af den ødelagte Græsmark. Men hvad der fortjener en alvorlig Paatale, er, at Kanonaden fandt Sted saa at sige under Vinduerne paa to store Sygehuse, nemlig Diakonissestiftelsens og Frederiksberg Sogns Hospital, hvor de mange Syge pludselig opskræmmedes af den Ro, hvortil de saa herlig trænge. Selv i Krigstid pleier Militæret at tage det størst mulige Hensyn til Bygninger, der tjene til Lasarether og Sygehuse; et saadant menneskeligt Hensyn anseer 1ste Artilleriregiments lste Batteri det ikke for fornødent at tage i Fredstid, thi Uvidenhed kan ikke paaskydes, da vedkommende Bygningers Brug paa en iøinefaldende Maade er angiven. m. s.

(Dags-Telegraphen (København) 9. november 1869).

Lampevej skiftede i 1906 navn til Howitzvej. Efter beskrivelsen at dømme må skyderiet have fundet sted i området vest for Nordre Fasanvej mellem Diakonissestiftelsen og Frederiksberg Hospital.

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

En afskyelig Forbrydelse er, ifølge Vs. Av., i Søndags opdaget i Hjørring. Pigen Anne Kirstine Jensen, der er 22 Aar gl. og i den senere Tid tjente i Randers, fødte den 6te Juli d. A. et uægte Barn. Da hun ingen Hjælp havde til Barnet, reiste hun med det for at anbringe dette hos sine Forældre i Ingstrup. Underveis paakom der hende Frygt for, at de maaskee vilde undslaae sig for at tage imod Barnet, hvorfor hun besluttede at ombringe det. Under et Ophold i Aalborg kjøbte hun noget Skedevand, hvoraf hun, efterat Reisen var fortsat, heldte noget i Barnets Mund og kastede Resten tilligemed Flasken ud af Vinduet paa Postvognen, uden at de Medreisende mærkede Noget. Da hun ikke syntes det virkede, kvalte hun kort efter Barnet. Ankommen til Hjørring begav hun sig til en Søster der, og foregav, at Barnet, som hun bragte med sig, var død underveis og anmodede hendes Svoger om at anmelde Dødsfaldet for Distriktslægen. Ved den af denne foretagne Undersøgelse af Barnet kom Sandheden for Dagen. Hun foregiver nu, at hun inderlig fortryder sin Gjerning.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 5. november 1869).

Vandværk paa Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen)

Tæt udenfor Hovedstadens Volde begynder i disse Dage et Murværk at reise sig over de omliggende høie Bygninger, ved hvilket der gives et nyt Vidnesbyrd om den industrielle Foretagelsesaand, hvorpaa dels Bygherre tidligere har aflagt mange Prøver, ikke at tale om den overordenlig store Betydning som det Værk, der her forberedes, vil faa for det omliggende Kvarter eller rettere for hele det store, folkerige Frederiksberg Sogn. Den bekjendie Fabrikant P. Andersen, Eier af Jernstøberiet "Svanholm", lader nemlig paa denne Eiendoms Grund opføre et Taarn, paa hvis Tinde der skal anbringes kolossale Cisterner, hvorved det vil blive muligt at forsyne hele Frederiksberg Sogn med Vand i alle Eiendommenes Etager i Lighed med de kjøbenhavnske Eiendommes Vandforsyning via Københavns Vandværk. Tanken om dette storartede Foretagende er gammel hos Hr. Andersen, og allerede for omtrent fire Aar siden henvendte han Sognets Kommunalbestyrelses Opmærksomhed paa dette Velfærdsanliggende, men man mente dengang ikke at turde bebyrde Sognets Grundeiere med en saa stor Udgift, som Anlæget af Vandværk og Nedlægning af Rør i Gader og Veie vilde medføre. Dette Afslag har imidlerud ikke afskrækket Hr. Andersen, men han skrider nu til med egne Kræfter at udføre det Arbeide, som Kommunalbestyrelsen ikke dristede sig til at tage i sin Haand. En mangeaarig Erfaring har vist ham, at de to Brønde, der findes paa hans Grund, ere mere end righoldige nok til at forsyne Sognet med det daglige Vandforbrug. Ifjor Sommer i den stærke Tørke arbeidede en Dampmaskine Dag og Nat i 6 Uger paa at pumpe Vand op af Brøndene, uden at Vandstanden i fjerneste Maade aftog, og lignende Forsøg ere siden gjorte til ubestemte Tider og i længere Tidsrum ad Gangen. Det er med denne Vished for Øie, at han nu selv er skreden til Planens Realisation. Igjennem Rør, der anbringes i det Indre af et Taarn, ca. 10 Alen i Kvadrat, hvilket allerede nu hæver sig 30 Alen over Jordsmonnet, og som skal have en Høide af ca. 45 Alen, presses Vandet op ved Dampkraft i de omtalte Vandbeholdere, hvis Antal er 4, og hvorfra det atter gjennem andre Rør føres ned gjennem underjordiske Ledninger aldeles som i København ind i de forskjellige Eiendomme. Hr. Andersen agter til Foraaret at paabegynde Nedlægning af Rør paa Vodroffsvej og rimeligvis ogsaa i Schønbergskvarterets Gader, hvilke, som bekjendt, til næste Aar skulle brolægges, i hvilken Henseende det vilde være mindre heldigt, om Stenbroen skulde brydes op kort efter at være lagt. Enhver Eiendomsbesidder vil da kunne kontrahere med Vandværkets Eier om Indlæg til sin Eiendom, og Betalingen for Vandet vil rette sig efter Forbruget, idet der i enhver Eiendom vil blive anbragt en Vandmaaler, hvorpaa Mængden af det Vand, der passerer Maaleren, kan aflæses, ligesom Gasforbruget kan kontrolleres paa Gasmaalerne. At Frederiksberg Kommunalbestyrelse ved alle de Midler, der staa til dens Raadighed, vil understøtte dette Arbeide, der vil forøge Eiendommenes Værdi i en betydelig Grad, betragte vi som givet.

(Dags-Telegraphen (København) 28. oktober 1869).

Jernstøberen Peter Andersens (1814-1887) private vandværk fra 1869 forsynede den østlige del af kommunen. Vandværket lå ved jernstøberiet og forsynede området omkring Schønbergsgade. Jernstøberiet lå på Svanholm mellem Vodroffsvej og Danmarksgade. Tårnet forsynede senere Gammel Kongevej, Allegade, Nyvej og Frederiksberg Alle. Det er formentlig nedrevet.

 I 1877 byggede han et nyt vandværk med vandtårn tegnet af Vilhelm Tvede. De blev i 1897 overtaget af kommunen, som herfra drev forsyningen. Tårnet var i drift indtil 1948. Det er siden 1991 fredet, senere restaureret. Tårnet står i det nuværende CBS campusområde.

En grov Feiltagelse. (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift modtog vi for nogle Dage siden en Meddelelse om, at et Fruentimmer, der boer i Nærheden af "Damhuset", beliggende i Kjøbenhavns Amts søndre Birks Jurisdiktion, var bleven standset af en af Kontorbetjentene paa Birkekontoret, hvor hun i et Ærinde havde indfundet sig, og trods sin Protest var bleven indsat i Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage istedenfor hendes Søster, som for Tyveri var dømt til at udstaa denne Straf, at Feilen var bleven opdaget efter endt straffetid, og at Politimesteren da havde søgt at gjøre den god igjen ved at give hende en eller to Mark, hvilke hun dog var fintfølende nok til at afslaa, samt at Søsteren derefter blev afhentet af Politiet og indsat i Arresten.

Da vi nærede Betænkelighed ved at optage Meddelelsen, som i flere Henseender forekom os usandsynlig bemyndigede vi en af vore Medarbeidere til at gjøre Hr. Etatsraad, Birkedommer Petersen bekjendt med Artiklens Indhold, idet vi forbeholdt os at tage nærmere Bestemmelse om Offentliggjørelsen, naar Sagens rette Sammenhæng forelaa for os. Vi modtog derefter nedenstaaende Skrivelse og fandt efter Indholdet af denne ingensomhelst Anledning lil at bringe det omhandlede Faktum under Diskussion, saameget mindre som den Paagjældende aabenbart ved uopfordret at give Møde for at afsone en Straf maa have følt, at hun havde fortjent denne. Da Sagen imidlertid andensteds er kommen frem i en endnu mere forvansket Skikkelse, tro vi, at vi efter dertil have erholdt Samtykke bør gjøre Læserne Bekjendte med den af Politimesteren givne Fremstilling af Sagens rette Sammenhæng:

Hr. Redaktør Rimestad! Da De har vist mig den Velvillie at give mig Leilighed til at gjøre mig bekjendt med en til Dem indsendt Artikel om "en grov Feiltagelse", som skulde være begaaet her paa Kontoret, tillader jeg mig at give Dem en Fremstillmg af det Passerede, overladende til Deres Velbaarenhed, hvorvidt De derefter maatte finde Anledning til at gjøre sagen til Gjenstand for offentlig Omtale. 

Den 3die Marts d. A. anmeldte en Gaardeier paa Brøndbyvester Plads, at der i Løbet af de sidste 4 Uger var stjaalet ca. 20 Lpd Hø og 10 Lpd og Rughalm fra ham, cgoat han ved at følge nogle Spor havde faaet Mistanke om, at Tyverierne vare begaaede af Søstrene Maren og Mette Nielsdatter samt af den Sidstnævntes 17-aarige Søn, Niels Frederiksen, hvilke tillige vare mistænkte for at have stjaalet Pil fra de omliggende Gjerder. Ved den derefter den følgende Dag hos Søstrene forelagne Undersøgelse fremkom der saa Meget til Bestyrkelse for, at de havde begaaet de omhandlede Tyverier, at Mette og hendes Søn bleve arresterede. Maren var derimod syg og kunde ikke medtages, hvorti endnu kom, at Eiendommen og dens Besætning, bestaaende af en Hest og nogle Smaakreaturer, hvis alle Tre vare blevne arresterede, vilde have staaet aldeles uden Tilsyn. Efterat der i Løbet af 18 Dage var afholdt 7 Forhør, tilstod Niels og hans Moder omsider, at de i Forening havde begaaet Tyverierne, og den 30te f. M. bleve de begge løsladte. Der fremkom vel tillige under Forhørene adskilligt som tydede paa, at Maren havde været deltagtig i Tyverierne, men hendes Skyld dog ikke saaledes konstateret, at Amtet havde Anledning til al dekretere Aktion mod hende. Den 22de April blev der i den mod Moderen og Sønnen anlagte Justitssag afsagt Dom, hvorved Moderen dømtes til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage. sønnen til 12 Rottingslag. Dommen blev forkyndt for de Tiltalte, der erklærede sig tilfredse med den. Amtet aproberede den, og Moderen udstod derefter sin Straf i Mai Maaned. For Sønnens Vedkommende blev derimod Straffens Exekution forhalet, idet man stadig foregav, at han var syg, men da en af mine Fuldmægtige tilfældig i Juli Maaned fik Leilighed til at se ham spadsere omkring paa Marken, gav han ham Paalæg om at møde den følgende Onsdag, den 16de Juni, paa Thinghuset for at udstaa sin Straf, da han i modsat Fald vilde blive afhentet af Politiet.

Den nævnte Dag indfandt han sig ogsaa, ledsaget af sin Tante, Maren, der, i Forbigaaende bemærket, ligner Søsteren saa meget, at selv en af mine Fuldmægtige, der har kjendt dem i mange Aar og hyppig har havt Leilighed til at tale med dem Begge samtidig, endnu ikke formaaer at sige, hvem af den, der er Mette og hvem Maren. Efterat Drengen 7 var afført for at vente, indtil jeg, eftersom Retten var endt, kunde være tilstede ved Straffens Fuldbyrdelse, henvendte Maren sig til mig med en Forespørgsel om, hvorvidt hun nu ogsaa skulde have sin Straf. Det faldt mig, da ingen af Søstrene var tilsagt, intet Øieblik ind, at der her var en Forvexling tilstede, og at det var den ikke dømte Søster, som stod for mig, og jeg svarede derfor simpelthen, at, siden hun nu engang var mødt, var det jo bedst, at det skete med du Samme, hvorpaa hun uden mindste Indvending eller nogensomhelst videre Samtale afgik til Arresten samme Dags Eftermiddag. Mine mange Forretninger giorde det virkelig umuligt for mig at erindre, om hver enkelt Domfældt har udstaaet sin Straf; imidlertid faldt det mig ind senere hen paa Dagen, efterat jeg var kommen hjem til mit Embedskontor, at den domfældte Mette Nielsdatter sikkert havde udstaaet sin Straf, hvilket jeg da ogsaa ved nærmere Undersøgelse fandt bekræftet. Jeg afsendte da strax en skriftlig Ordre til Arrestforvareren om, at den Paagjældende, med hvis Indsættelse i Arresten der maatte være begaaet en Feiltagelse, Øieblikkelig skulde løslades.

Istedenfor at gjøre dette sendte Arrestforvareren mig derimod en skriftlig Underretning om, at det ikke var Mette, men Maren Nielsdatter, der var bleven arresteret, hvorfor jeg gav en ny Ordre til, at denne skulde løslades, hvilket foraarsagede, at der atter gik nogen Tid tabt, og at Løsladelsen saaledes først blev fuldbyrdet den næste Morgen. Om jeg, da Maren Nielsdatter nu mødte paa Kontoret, har givet hende 1 eller 2 Mk., erindrer jeg ikke; men det røber et daarligt Bekiendtskab til hende og den øvrige Familie at ville tro, at hun skulde have afslaaet en saadan Gave. Alt, hvad Artiklen forøvrigt indeholder om Samtaler enten paa Thinghuset eller paa mit "ydre" eller "indre" Kontor, er lutter Opspind.

Ærbødigst

C. N. Petersen.

(Dags-Telegraphen (København) 14. oktober 1869)