29 marts 2022

Vandværk paa Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen)

Tæt udenfor Hovedstadens Volde begynder i disse Dage et Murværk at reise sig over de omliggende høie Bygninger, ved hvilket der gives et nyt Vidnesbyrd om den industrielle Foretagelsesaand, hvorpaa dels Bygherre tidligere har aflagt mange Prøver, ikke at tale om den overordenlig store Betydning som det Værk, der her forberedes, vil faa for det omliggende Kvarter eller rettere for hele det store, folkerige Frederiksberg Sogn. Den bekjendie Fabrikant P. Andersen, Eier af Jernstøberiet "Svanholm", lader nemlig paa denne Eiendoms Grund opføre et Taarn, paa hvis Tinde der skal anbringes kolossale Cisterner, hvorved det vil blive muligt at forsyne hele Frederiksberg Sogn med Vand i alle Eiendommenes Etager i Lighed med de kjøbenhavnske Eiendommes Vandforsyning via Københavns Vandværk. Tanken om dette storartede Foretagende er gammel hos Hr. Andersen, og allerede for omtrent fire Aar siden henvendte han Sognets Kommunalbestyrelses Opmærksomhed paa dette Velfærdsanliggende, men man mente dengang ikke at turde bebyrde Sognets Grundeiere med en saa stor Udgift, som Anlæget af Vandværk og Nedlægning af Rør i Gader og Veie vilde medføre. Dette Afslag har imidlerud ikke afskrækket Hr. Andersen, men han skrider nu til med egne Kræfter at udføre det Arbeide, som Kommunalbestyrelsen ikke dristede sig til at tage i sin Haand. En mangeaarig Erfaring har vist ham, at de to Brønde, der findes paa hans Grund, ere mere end righoldige nok til at forsyne Sognet med det daglige Vandforbrug. Ifjor Sommer i den stærke Tørke arbeidede en Dampmaskine Dag og Nat i 6 Uger paa at pumpe Vand op af Brøndene, uden at Vandstanden i fjerneste Maade aftog, og lignende Forsøg ere siden gjorte til ubestemte Tider og i længere Tidsrum ad Gangen. Det er med denne Vished for Øie, at han nu selv er skreden til Planens Realisation. Igjennem Rør, der anbringes i det Indre af et Taarn, ca. 10 Alen i Kvadrat, hvilket allerede nu hæver sig 30 Alen over Jordsmonnet, og som skal have en Høide af ca. 45 Alen, presses Vandet op ved Dampkraft i de omtalte Vandbeholdere, hvis Antal er 4, og hvorfra det atter gjennem andre Rør føres ned gjennem underjordiske Ledninger aldeles som i København ind i de forskjellige Eiendomme. Hr. Andersen agter til Foraaret at paabegynde Nedlægning af Rør paa Vodroffsvej og rimeligvis ogsaa i Schønbergskvarterets Gader, hvilke, som bekjendt, til næste Aar skulle brolægges, i hvilken Henseende det vilde være mindre heldigt, om Stenbroen skulde brydes op kort efter at være lagt. Enhver Eiendomsbesidder vil da kunne kontrahere med Vandværkets Eier om Indlæg til sin Eiendom, og Betalingen for Vandet vil rette sig efter Forbruget, idet der i enhver Eiendom vil blive anbragt en Vandmaaler, hvorpaa Mængden af det Vand, der passerer Maaleren, kan aflæses, ligesom Gasforbruget kan kontrolleres paa Gasmaalerne. At Frederiksberg Kommunalbestyrelse ved alle de Midler, der staa til dens Raadighed, vil understøtte dette Arbeide, der vil forøge Eiendommenes Værdi i en betydelig Grad, betragte vi som givet.

(Dags-Telegraphen (København) 28. oktober 1869).

Jernstøberen Peter Andersens (1814-1887) private vandværk fra 1869 forsynede den østlige del af kommunen. Vandværket lå ved jernstøberiet og forsynede området omkring Schønbergsgade. Jernstøberiet lå på Svanholm mellem Vodroffsvej og Danmarksgade. Tårnet forsynede senere Gammel Kongevej, Allegade, Nyvej og Frederiksberg Alle. Det er formentlig nedrevet.

 I 1877 byggede han et nyt vandværk med vandtårn tegnet af Vilhelm Tvede. De blev i 1897 overtaget af kommunen, som herfra drev forsyningen. Tårnet var i drift indtil 1948. Det er siden 1991 fredet, senere restaureret. Tårnet står i det nuværende CBS campusområde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar