Flensborg var syd for grænsen af det dansksindede Nordslesvig i det tysksindede Sydslesvig. Herfra nedenstående artikler om Flensborgs borgmester 1868-1898 Wilhelm Toosbüy (1831-1898). Han var ansat som fuldmægtig i ministeriet for hertugdømmet Slesvigs 1. ekspeditionsbureau 1858-1864. Da dette blev nedlagt, blev han afskediget den 28. oktober 1864 sammen med en række embedsmænd med pension og i nåde.
Efter Krigen 1864 blev han af civilkommissærerne udnævnt til byskriver og rådmand i Haderslev i februar 1865. Den tysksindede avis Iztehoer Nachrichten udtrykte en bekymring for at han ville støtte de danske. Han blev flyttet til Sønderborg hvor han var borgmester 1865-1868 hvor den midlertidige borgmester v. Paschkovsky var blevet afskediget. Slesvig havde 12 konstituerede borgmestre efter 1864, og efter nogen omflytninger begyndte situationen at falde til ro i 1866.
Fra Sønderborg skrives den 22de Februar til "Fyens Stiftst.": I Tirsdags den 19de dS. havde vi i det herværende Hotel "Alssund" et Festmaaltid til Ære for vort Parlamentsmedlem, Proprietair Ahlmann fra Werthemine. Hans Kryger fra Bevtoft havde paa Indbydelse ogsaa givet Møde. Imellem 2-300 Mennesker rundt om fra hele Valgkredsen havde givet Møde, og endogsaa Syd for Flensborg havde man fulgt Indbydelsen. Hr. Junggreen fra Aabenraa var ogsaa denne Aften i vor Midte. Ved Bordet herskede - trods den af vor Politimester, Kancelliraad Toosbuy, hidsendte Æresvagt i Skikkelse af en Gendarm - den muntreste Stemning, og Taler og Sange afvexlede uafbrudt med hverandre. Efterat Dirigenten, Slagtermester, Dbmd. Reimers, havde budt Forsamlingen "Velkommen" og takket for del talrige Møde, aabnedes Talerne med et Leve for Hr. Ahlmann med Ønsket om, at hans forestaaende Virksomhed maatte blive heldbringende for os, og at han vilde virke hen til, at den i Pragerfredens § 5 bebudede Afstemning snart maatte finde Sted, hvorved vi da vilde vende tilbage til vort elskede Moderland, Danmark. Talen til Hr. Hans Kryger gik omtrent ud paa det Samme. Baade Hr. Ahlmanns og Hr. Krygers Gjensvar paa Talerne vidnede om, at de med deres hele Kraft, som de haabede Gud vilde styrke, vilde stille det, som den første Opgave, at vor til Ret blevne Selvbestemmelsesret kom til Udførelse, og til Opnaaelsen af dette Maal vilde de gaae Haand i Haand. Derefter udbragtes Skaaler for Nationalitetsprincipet, for Modersmaalet, dette Banner, som Ingen kunde tage fra os, og som vi især nu maatte havde, da vort synlige Banner for en Tid var skrinlagt, for Enigheden, der, trods preussiske Bajonnetter og Proklamationer og trods, at 2den Valgkreds havde faaet en saa lang Udstrækning Sydpaa, dog havde forlenet os Seiren ved Valget, for Nordens Qvinde, der indgav os hver ædel Tanke til Fædrelandets Frelse, for den danske Befolkning i 1ste og 2den Valgkreds, for Cigarfabrikant Junggreen fra Aabenraa, denne Sandhedstolk, der bortvejrede Tydskernes Løgne som Avner for Vinden, for Slagter Partsch (den engang til Fæstningsstraf i Spandau dømte) osv. osv. Efterat Maaltidet var havet, og man havde ønsket hverandre "Velbekomme" -, indfandt sig i Salen Politimester, Kancelliraad Toosbuy og befalede, at Forsamlingen inden et Qvarteers Forløb skulde forlade Hotellet; i modsat Fald vilde han tye til Militairets Assistance for at faae os ud. Ordren blev naturligviis efterkommet, men kun af Hensyn til de i Udsigt stillede preussiske Bajonnetter. Vort Maal havde vi imidlertid naaet, om vi end ogsaa maatte bryde lidt før op, end Meningen var. Hvad synes De imidlertid om en saadan Behandlingsmaade, udviist imod de første Mænd i Nordslesvig? Men lad Tydskerne kun gjøre os Livet saa suurt som muligt, desmere opvaktes den nationale Bevidsthed hos os, og Troen paa vor Tilbagevenden til det kjære Moderland, Danmark, rokkes aldrig, om den ogsaa lader Aar vente paa sig. Folkets Røst er Guds Røst, og vi have viist, at Folket i Nordslesvig til Syd for Flensborg er dansk og fordrer at være det.
(Sjællands-Posten (Ringsted) 28. februar 1867).
Fra juni 1867 gjaldt den preussiske foreningslov af 1850 som påbød at indendørsmøder som behandlede offentlige emner, skulle anmeldes og politiet havde ret til at overvære dem. Den preussiske presselov blev indført september 1867 og ophævede forbuddet mod danske aviser.
Noget tyder på at de danske (københavner)aviser ikke helt havde føling med hvordan folk havde det med Toosbüy. 1868-1898 var han borgmester og overborgmester i Flensborg. Den 25. januar 1870 blev han valgt af 363 ud af 364 fremmødte borgere som borgmester af såvel danske som tyske. Udfaldet blev fejret med et fakkeltog. Han var bl.a. medlem af den slesvig-holstenske bydag og fra 1890 geheimeregeringsråd. To år efter hans død blev en gade i Flensborg opkaldt efter ham.
- I Anledning af, at de dansindede Flensborgere have været med at stemme paa Hr. Toosbuy til Borgermester paa Livstid i Flensborg og at bringe ham Befolkningens Hyldest efter Valget, indeholdt "Dagbladet" nylig nogle misbilligende Ord. Det nævnte Blads Udtalelse er bleven tiltraadt af "Dybbelposten", der skriver i sit Numer af 1ste dS.: Naar vi skulle være ganske oprigtige, forekommer det os ogsaa besynderligt, at en saadan Hyldest bringes en Mand, der offentlig har udtalt Ønsket om, at de Grændsepæle, der vare satte her, ikke maatte blive flyttede, og ved den offentlige Modtagelse lagt de fra Krigen imod Østerrig og Smaastaterne hjemvendende Krigere paa Hjerte at værne om disse Grændser. Saa vist som det er de danske Slesvigeres Ønske at se Grændsen rykket syd for Flensborg og Nordslesvig indlemmet i Danmark i Overensstemmelse med Pragerfreden, saa vist er det ogsaa en Besynderlighed offentlig at hylde den Mand, der har udtalt sig imod enhver Flytning af Grændsepælene. Maaske denne Borgermesterens Optræden her har været de Herrer i Flensborg ubekjendt. Vi have dog ikke glemt dette, ligesaalidt som vi have glemt, at Hr. Toosbuy, tværtimod sit Udsagn til Værten i "Alssund" om i paakommende Tilfælde at møde personlig den 19de Februar 1867, sendte os en Gendarm til at overvære det der arrangerede Festmaaltid for Ahlmann og Kryger og dernæst opløste Forsamlingen, ligesom Maaltidet var forbi, uagtet der ikke var passeret det mindste Ulovlige, og ikke et Ord var talt uden det, som Pragerfredens Art 5 gav os Ret til.
(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 4. februar 1870).
Borgmester Toosbüy.
Et mindeblad.
Om aftenen den 19. september meddelte den højtidelige ringning af alle kirkeklokkerne i Flensborg den nylige død af denne bys overhoved, som havde været alvorligt syg i flere måneder. Fem dage senere fandt begravelsen af den afdøde sted, en fest som aldrig før set inden for denne store bys mure. Overborgmesteren, Geheimeråd Wilhelm Toosbüy, var afgået ved døden, og denne død blev begrædt dybt og oprigtigt ikke blot i alle kredse af selve samfundet, men også langt uden for dets område. Et simpelt mindeord kan også dedikeres til den afdøde på disse sider.
Toosbüys livshistorie er kort fortalt:
Wilhelm Friedrich Christian Toosbüy blev født den 1. maj 1831 under beskedne forhold i Eckernförde, gik i den lokale folkeskole indtil sin konfirmation, og fra 1847 og fremefter gymnasiet i Altona, forlod denne institution i 1850 med et rejsecertifikat. Hans juridiske studier førte ham til universiteterne i Kiel, Jena og København. Disse blev afbrudt af deltagelse i den slesvig-holstenske opstand. I 1853 bestod han embedseksamen, som straks blev fulgt op af ansættelse i den første afdeling af det daværende ministerium for hertugdømmet Slesvig. Efter Slesvig-Holstens befrielse fra dansk herredømme vendte han tilbage til sit gamle fædreland, hvor han først (i begyndelsen af 1865) trådte i Haderslev bys kommunale tjeneste. I efteråret samme år blev han udnævnt til borgmester i Sønderborg, og det var i denne stilling han første gang demonstrerede sit enestående administrative talent på tysk jord. Den 12. oktober 1868 konstitueredes han som borgmester i Flensborg by; den 23. oktober blev han indviet i sit nye kontor. Ved det valg flensborgerne holdt den 25. januar 1870, blev han valgt til borgmester på livstid. Senere blev han udnævnt til overborgmester i Herrehuset. I mange år var Toosbüy medlem af provinsparlamentet og også af provinsudvalget som næstformand. Af højeste tillid blev han udnævnt til medlem af den evangelisk-lutherske synode i provinsen. I 1890 tildelte hans majestæt ham rang af geheimeråd. Af hans sekundære hverv nævner vi kun formandskabet for bestyrelsen for Kiel-Eckernförde-Flensborg Jernbaneselskab, samt bestyrelsen for Den Kongelige Navigationsskole i Flensborg.
Omdrejningspunktet for hans aktivitet var ledelse af fællesskabet som var betroet hans hænder i næsten 30 år. Han satte al sin styrke i denne ansvarlige opgave.
Da han tiltrådte, viste den økonomiske situation sig i Flensborg by at være meget vanskelig. De tidligere handelsforbindelser, som hovedsagelig havde været rettet mod nord, havde lidt et meget alvorligt tab på grund af den nye politiske situation. Det var nu nødvendigt at kompensere for tabet af mange gamle interesser med en udskiftning i en anden retning. En af Toosbüys varige resultater er at han altid vidste hvordan man fuldt ud kunne værdsætte de enestående industrielle og kommercielle færdigheder der fandtes blandt byens befolkning og gav dem al mulig støtte. I selve forvaltningen måtte han tage udgangspunkt i den mest beskedne begyndelse, og først efterhånden kunne de store rammer skabes, hvori forvaltningen af et fællesskab af betydningen af vores naboby Flensborg foregår i dag.
Toosbüy har altid været opmærksom på hele administrationen i kommunen. Han var også opmærksom på de "små ting". Til tider er han stille og roligt blevet beskyldt for at være for optaget af detaljer. Men denne altomfattende omsorg opstod i sandhed kun fra den ubegrænsede ansvarsfølelse der besjælede den utrættelige mand. Og det vil aldrig være muligt at sige at Toosbüy ikke havde den rette forståelse af store aspekter. Vi har allerede været inde på hans målrettede holdning til byens økonomiske udvikling. Det vil ikke være en overdrivelse at sige at en væsentlig del af den succesrige fremgang på alle områder af det økonomiske liv som Flensborg har gjort gennem de sidste 30 år, skyldes hans forstående samarbejde. Toosbüy har også ydet varige bidrag til at forbedre folkeskolesystemet. Flensborg by kan med rette være stolt af sine folkeskoler. Toosbüy har altid været den mest loyale tilhænger her. Han lagde også særlig vægt på de fattiges velfærd. Toosbüy forstod det rigtige at give og det rette mådehold. Han havde fuld forståelse for den store samfundsmæssige betydning af denne forvaltningsgren, og uden udadtil at prale af de ordninger, han traf, gennemførte han en udmærket organisation af omsorgen for de fattige.
Hvad skylder byen den afdøde i sit ydre udseende? For 30 år siden var vejsystemet typisk for en lille by. I løbet af sin embedsperiode udviklede Flensborg, hvis indbyggertal næsten fordobledes (fra 22.000 til 40.000), sig til en virkelig smuk by! Storslåede, velholdte gader løber gennem byen, nye smukke kvarterer er skabt, og også i disse ting kan vi se, at Toosbüys inspiration og indgriben har haft afgørende betydning. Opførelsen af et udmærket kommunalt vandværk kan også nævnes på dette sted.
Den lille håndværker har mistet en oprigtig ven i borgmester Toosbüy. Hvad end administrationen kunne gøre for at styrke selvstændige håndværk i konkurrence med storindustrien, gjorde han. Et værdifuldt vidnesbyrd om hans hengivenhed for små virksomheders interesser er de videreuddannelseskurser, som den afdøde promoverede med usvigelig kærlighed. Selv i sin stilling som formand for bestyrelsen for Slesvig-Holstens Industrilotteri har Toosbüy altid slået til lyd for at tage hensyn til virksomhederne i sit samfund. Enhver der ser specifikt på resultaterne af Flensborgs kunsthåndværk, vil være nødt til fuldt ud at påskønne de seneste årtiers fremskridt, men må ikke overse indflydelsen fra den afdøde Toosbüy.
Han var ikke mindre en sand ven for arbejderklassen. Han søgte de lavere klassers sunde indsats for at støtte og opmuntre dem efter bedste evne. I ham har Arbejdernes Bygningsforening, stiftet i 1878, for hvis bestyrelse han i mange år var formand, og den anden fremragende forening af (ikke-socialdemokratiske) arbejdere i Flensborg, Arbejderforeningen, mistet en loyal rådgiver og kollega.
Flensborg ligger ved et vist krydsfelt mellem det tyske og det danske element på tysk jord. Modsætningerne støder sammen her i mange stykker. Begge nationaliteter vil dog føle sig forpligtet til med taknemmelighed at anerkende Toosbüys præstation ved altid at arbejde hen imod forsoning og fredelig sameksistens.
Det var netop heri at den afdødes virkelig patriotiske ånd blev åbenbaret. Han stod mandig op for tyskheden, til hvis fordel han havde båret våben som ung, men altid forstod at undgå hårdhed i sin tone og bitterhed i sin opførsel.
Toosbüy havde den gave at finde de rigtige mennesker til at hjælpe ham med hans opgaver. I statens kommunale administration forstod han at fylde en lang række fremragende mænd med sin ånd og bruge dem i almenvellets tjeneste. Gennem sin forsonende opførsel gjorde han det let for enkeltpersoner at underkaste sig ham og sammen med ham bringe ofre for helhedens interesser.
I sin omgang med alle viste han god vilje og venlighed. Hans kontor hvor han regelmæssigt udførte et stort dagligt arbejde, var altid åbent for selv den mest beskedne indbygger i byen. Hvor langt fra hans natur var bureaukratisk indbildskhed!
Hidtil har enhver beboer i Flensborg været i stand til at danne sig et indtryk af deres borgmesters personlighed. Men hvad angår den afdødes virksomhed som en stille velgører for de trængende, af enker og forældreløse der trængte til hjælp, som en beskytter af alle de håbefulde talenter i hans samfund der henvendte sig til ham, var hans velsignede arbejde skjult for massernes øjne.
Forfatteren af disse linjer, som har været en iagttager af en sådan aktivitet i mange år, føler sig først og fremmest tvunget til at give ros og anerkendelse til de afgåede i denne retning. Toosbüy var en sand velgører for de fattige, en mand for hvem det var et inderligt ønske at gøre godt og skaffe lindring i hemmeligheden om menneskelig nød og elendighed.
Sand kristen ånd kendetegner det grundlæggende træk ved hans hjerte. Hans kristendom var ikke et dødt bogstav, men bestod af oprigtig hengivenhed til Gud og aktiv kærlighed til menneskeheden.
Toosbüy døde ugift. Han havde skabt sig et hushold sammen med to søstre. Den der nogensinde har kastet et blik ind i dette intime hjem, vil først da fuldende billedet af den ædle mand, som nu har lukket øjnene for altid. Her blev det klart, at borgmester Toosbüy kunne præsenteres som et lysende eksempel for sit samfund både i sine officielle pligter og i sit privatliv.
Der var ingen mere populær kommunal embedsmand i provinsen end den afdøde. Dette blev bekræftet for ham i hans levetid den 23. oktober 1893 på dagen for hans 25 års jubilæum som borgmester i Flensborg by. På det tidspunkt fandt en fest sted, hvis storhed kun kunne overgås af bisættelsen den 23. september 1898.
Toosbüy var et barn af vores umiddelbare hjemland og hele hans livsværk kom vores Slesvig-Holsten til gode. Dette arbejde vil fortsætte med mange succeser langt ud over graven.
P. Chr. Hansen.
Oberbürgermeister Toosbüy.
Ein Gedenkblatt.
Am Abend des 19. September kündete feierliches Geläute aller Kirchenglocken Flensburg das kurz vorher erfolgte Aglegen des seit Monaten schwer erkrankt gewesenen Oberhauptes dieser Stadt an. Fünf Tage später fand die Besetzung des Verstorbenen statt, eine Feier, wie sie innerhalb der Mauern dieser Stadt Grossartiger nie dagewesen sein weird. Der Oberbürgermeister, Geheime Regierungsrat Wilhelm Toosbüy war heimgeganden, und nicht nur in allen Kreisen des eigenen Gemeinwesens, sondern auch weit über dessen Gebiet hinaus ist dieser Todesfall tief und aufrichting beklaht worden. Ein schlichtes Wort der Erinnerung wird dem Verschiedenen auch in den vorliegenden Blättern geweiht werden dürfen.
Der Lebensgang Toosbüys ist kurz erzählt:
Wilhelm Friedrich Christian Toosbüy war am 1. Mai 1831 in bescheidenen Verhältnissen in Eckernförde geboren, besuchte biz su seiner Konfirmation die dortige Bürgerschule, von 1847 an das Gymnasium in Altona und verliess diese Anstalt im Jahre 1850 mit dem Zeugnis der Reise. Seine juristischen Studien brachten ihn auf die Universitäten Kiel, Jena und Kopenhagen; unterbrochen wurden dieselben durch die Teilnahme an dem schleswig-holsteinischen Erhebungskriege. Im Jahre 1853 bestand er sein Amtsexamen, dem unmittelbar nachher die Anstellung im ersten Departement des damaligen Ministeriums für das Herzogthum Schleswig sich anschloss. Nach der Befreiung Schleswig-Holsteins von der dänischen Herrschaft begab er sich in die alte Heimat zurück, wo er zunächst (Anfang 1865) in den Kommunaldienst der Stadt Hadersleben eintrat. Im Herbst des gleichen Jahres traf ihn die Berufung zum Bürgermeister in Sonderburg, und in dieser Stellung war es, in welcher zuerst auf deutschem Boden sein hervorragendes Verwaltungstalent an den Tag legte. Am 12. Oktober 1868 wurde er als Bürgermeister der Stadt Flensburg konstituiert; am 23. Oktober fand seine Einführung in das neue Amt statt. Bei der am 25. Januar 1870 durch die Bürgerschaft Flensburgs vorgenommenen Wahl wurde er zum Bürgermeister auf Lebenzeit gewählt. Später folgte die Allerhöchste Berufung als Oberbürgermeister ins Herrenhaus. Viele Jahre hindurch gehörte Toosbüy dem Provinziallandtage und auch dem Provinzialaufschusse als stellvertretender Vorsitzender an. Durch Allerhöchtes Vertrauen war er als Mitglied der evangelisch-lutherischen Gesamtsynode der Provinz berufen. Im Jahre 1890 verlieh ihm Seine Majestät den Character als Geheimer regierungsrat. Von seinen Nebenämtern nennen wir nur den Vorstiz im Aufsichtsrat der Kiel-Eckernförde-Flensburger Eisenbahn-Gesellschaft, sowie im Kuratorium der Königlichen Navigationsschule in Flensburg.
Weitaus den Mittelpunkt seine Thätigkeit bildete die Leitung des Gemeinwesens, die nahezu volle 30 Jahre seinen Händen anvertraut war. Seine ganze Kraft stellt er in den Dienst dieser vderantwortungsvollen Aufgabe.
Bei seinem Amtsantritt erwiess sich die wirtschaftliche Lage der Stadt Flensburg als eine sehr schwierige. Die bisherigen Handelsbeziehungen, die wesentlich nach de, Norden gerichtet gewesen waren, hatten durch die Neugestaltung der politischen Verhältnisse eine höchst bedenkliche Einbusse erfahren. Es galt jetzt, den Verlust vieler alter Interessen mit einem Ersatz in anderer Richtung auszugleichen. Zu den unvergänglichen Verdiensten Toosbüys gehört es, dass er allezeit die in der Bevölkerung der Stadt vorhandene hervorragende gewerbliche und kaufmännische Tüchtigkeit voll zu würdigen wusste und dieser jede mögliche Förderung angedeihen liess. In der Verwaltung selbst hatte er von den allerbescheidensten Anfängen an auszugehen, und erst nach und nach könnte der grosse Rahmen geschaffen werden, in welchem sich heute die Geschäftsführung eines Gemeinwesens von der Bedeutung unserer Nachbarstadt Flensburg abspielt.
Toosbüy hat von jeher der gesamten Administration in der Gemeinde seine Aufmerksamkeit zugewendet. Er schenkte auch den "Kleinigkeiten" Beachtung. Bisweilen ist ihm daraus wohl ein leiser Vorwurf gemacht worden, dass er sich zu sehr um die Details bekümmere. Aber diese alles umfassende Fürsorge entsprang in Wahrheit doch nur dem unbegrenzten Masse von Verantwortlichkeitsgefühl, welches den unermüdlichen Mann beseelte. Und niemals wird man Toosbüy nachsagen könnnen, dass er für grosse Gesichtspunkte nicht das rechte Verständnis gehabt hätte. Gestreift haben wir bereits seine zielbewusste Stellung zur wirtschaftlichen Entwickelung der Stadt. Wir sagen nicht zu viel, wenn wir behaupten, dass ein wesentlicher Teil des so erfolgreichen Fortschreitens auf allen Gebieten des ökonomischen Lebens, welches die letzten 30 Jahre für Flensburg gebracht haben, seiner verständnisvollen Mitwirkung zu danken ist. Unvergängliche Verdienste hat Toosbüy sich weiterhin in der Fürsorge um die Hebung des Volksschulwesens erworben. Die Stadt Flensburg darf mit berechtigtem Stolze auf ihre Volksscholen hinweisen. Allezeit ist hier Toosbüy der treueste Förderer gewesen. Auch dem Armenwesen hat er sine ganz besondere Aufmerksamkeit zugewendet. Toosbüy verstand das rechte Geben und das rechte Masshalten. Er hatte das volle Verständnis für die grosse soziale Wichtigkeit gerade dieses Zweiges der Verwaltung und hat, ohne nach aussen hin mit den von ihm getroffenen Einrichtungen zu prunken, eine traffliche Organisation der Armenversorgung durchgeführt.
Was verdankt die Stadt in ihrem äusseren Gewande dem Verstorbenen? Vor 30 Jahren war das Strassenwesen der damaligen Kleinstadt entsprechend. Während seiner Amtsthätigkeit hat sich Flensburg, dessen Einwohnerzahl auf nahezu das doppelt anwuchs (von 22 000 auf 40 000), zu einer wirklich schönen Stadt entwickelt! Prächtige, wohlgepflegte Strasseläufe durchziehen die Stadt, neue, schöne Quartiere sind entstanden ,und auch in diesen Dingen dürfen wir feststellen, dass hier überall die Anregung und das Eingreifen Toosbüys von massgebender Bedeutung gewesen ist. Die Errichtung eines ausgezeichneten städtischen Wasserwerks mag an vorliegendem Orte ebenfalls erwähnt werden.
Einen aufrichtigen Freund hat der kleine Handwerksmann in Oberbürgermeister Toosbüy verloren. Was die Verwaltung zu gunsten einer Kräftigung des selbständigen Handwerks im Wettbewerb gegen die Grossindustri leisten konnte, das ist von seiner Seite geschehen. Ein wertvolles Zeugnis seiner Zuneigung für die Interessen des Kleingewerbs bildet besonders die von dem Verstorbenen mit nie ermüdender Liebe geförderte Fortbildungsschile. Aich in seiner Stellung als Vorsitzender des Verwaltungsrats der schleswig-holsteinischen Landesindustrie-Lotterie ist Toosbüy immerdar für eine gebührende Berücksichtigung der Gewerbtreibenden seiner Gemeinde eingetreten. Wer namentlich die Leistungen des Flensburger Kunstgewerbes ins Auge fasst, wird die im Laufe der jüngsten Jahrzehten gemachten Fortschritte vollauf würdigen müssen, dabei aber nicht den einfluss des dahingegangen Toosbüy übersehen dürfen.
Dem Arbeiterstande ist er nicht minder ein wahrer Freund gewesen. Er suchte die gesunden Bestrebungen der unteren Volksklassen zur Aufbesserung ihrer Lage nach Kräften zu stützen und zu fördern. In ihm haben namentlich der im Jahre 1878 entstandene Arbeiterbauverein, in dessen Aufsichtsrat er langjähriger Vorsitzender gewesen ist, und die andere trefflische Vereinigung der (nichtsozialdemokratichen) Arbeiter in Flensburg, der Arbeiterbund, einen treun Berater und Mitarbeiter verloren.
Flensburg liegt an einem gewissen Scheidepunkt des deutschen und des dänischen Elements auf deutschem Boden. Die gegensätze stossen hier in vielen Stücken nahe aufeinander. Beide Nationalitäten werden sich jedoch verpflichtet fühlen, das Verdienst Toosbüys dankbar anzuerkennen, dass er stets im Sinne der Aussöhnung und des friedlichen Zusammenlebens gewirkt hat.
Gerade darin zeigte sich der wahrhaft patriotische Sinn des Heimgegangenen. Er trat für das Deutschtum, zu dessen Gunsten er als Jüngling die Waffen getragen, mannhaft ein, wusste aber allezeit die Schärfe im Ton und die Verbitterung im Auftreten zu meiden.
Toosbüy besass die Gabe, für die Mitarbeit an seinen Aufgaben die rechten Kräfte ausfindig zu machen. In der kommunalen Verwaltung der Stat wusste er eine grosse Anzahl ausgezeichneter Männer mit seinem Geiste zu erfüllen und sie im Dienste des Gemeinwohls zu verwenden. Er machte durch konziliantes Auftreten es dem Einzelnen leicht, sich ihm unterzuordenen und mit ihm zusammen den Interessen der Gesamtheit Opfer zu bringen.
Im Verkehr mit jedermann bekundete er Wohlwollen und Freunlichkeit. Sein Arbeitszimmer, in welchem er regelmässig ein gewaltiges Tagewerk erledigte, stand zu jeder Zeit auch dem bescheidensten Einwohner der Stadt offen. Wie fern lag seinem Wesen bureaukratischer Dünkel!
Soweit hat jeder Bewohner Flensburgs sich ein Bild schaffen können von der Persönlichkeit seines Oberbürgermeisters. Was aber die Thätigkeit des Heimgegangenen als stiller Wohlthäter der Notleidenden, der hülfsbedürftigen Witwen und Waisen, als Schützer aller aufstrebenden Talente in seiner Gemeine, die sich an ihn wandten, betrifft, so verbarg sich dieses sein segensreiches Wirken den Augen der Menge.
Toosbüy starb unvermählt. Er hatte sich ein Hauswesen zusammen mmit zwei Schwestern geschaffen. Wer je in diese traute Häuslichkeit einen Blick geworfen, dem erst vollendet sich das Bild des edlen Mannes, der jetzt für immer das Auge geschlossen hat; hier zeigte sich, dass Oberbürgermeister Toosbüy wie in seinem amtlichen Wirken auch in seinem privaten Leben seiner Gemeinde als ein leuchtendes Vorbild hingestellt werden durfte.
Es gab keinen volksthümlicheren kommunalen Oberbeamten in der Provinz wie den Verstorbenen. Das wurde ihm zu Lebzeiten bekundet am 23. Oktober 1893, am Tage seines fünfundzwanzigjährigen Amtsjubiläum als Bürgermeister der Stadt Flensburg. Damals fand eine Feier statt, die an Grossartigkeit nur durch die Trauerfeier am 23. September 1898 übertroffen werden konnte.
Toosbüy ist in Kind unserer engeren Heimat gewesen und seine ganze Lebensarbeit is unserm Schleswig-Holstein zu gute gekommen. Diese Arbeit wird in ohren vielen Erfolgen fortdauern weit über das Grab hinaus.
P. Chr. Hansen.
(Die Heimat: Zeitschrift für Natur- und Landeskunde von Schleswig-Holstein Hamburg und Lübeck. 1898. side 216-219)
Peter Christian Hansen kan være sekretær i Kiels Handelskammer og rigsbanesekretær. Han har blandt mange artikler om Slesvig-Holsten bl.a. skrevet "Zur ferneren Entwicklung des Eisenbahnwesens in Schleswig-Holstein" - noget som Toosbüy også var en del af. Hans søn (Peter Christian Theodor Hansen (1888-?). Han var lærer og sad i fransk kirgsfangenskab 1914-1920. Han fortsatte som lærer efter krigen indtil 1952.
Dødsfald i Slesvig. Flensborgs Overborgmester Wilhelm Toosbuy er i Mandags afgaaet ved Døden.
Den Afdøde var født i Eckernførde den 1ste Marts 1831. Efter at have taget juridisk Examen i Kjøbenhavn, blev han ansat i det daværende slesvigske Ministerium, hvor han avancerede til Kontorchef. Efter Hertugdømmernes Afstaaelse vendte Toosbuy, som havde deltaget i Treaarskrigen paa tysk Side, tilbage til Slesvig, hvor han 1865 blev Bysekretær i Haderslev. Kort efter blev han Borgmester i Sønderborg, og i 1868 valgtes han til Borgmester i Flensborg; i 1870 valgtes han til Borgmester paa Livstid. I Anledning af de tyske Kejsermanøvrer 1890 blev han udnævnt til Gehejmeregjeringsraad og fik en høj preussisk Orden.
"Flensborg Avis" for igaar indeholder en længere, delvis velvillig Nekrolog over den Afdøde. Bladet skriver bl. a., at Toosbuy var alt andet end fanatisk tysksindet. "Han lagde neppe Skjul paa sin kjøbenhavnske Fortid. Han var ikke bange for ved Lejlighed at tale Dansk, og i privat tysk Samtale kunde det more ham at indflette danske Ord ved f. Ex. at sige: "Jeg habe ein Bischen "geblundet" (blundet). Engang i et officielt Forhør ytrede han til en dansk Mand smilende: "Ich betrachte Sie als Manden for det hele". Han kunde ogsaa nok ryste paa Hovedet ad preussiske politiske Domfældelser eller endog ytre sig halvt velvilligt om Bærerne af den danske Bevægelse. Hans tidligere danske Overordnede og Embedsbrødre bar intet Nag til ham, ja havde for en Del noget tilovers for ham. Flere troede endog, at Toosbuy inderst i sit Hjerte gjemte en Følelse af Hengivenhed overfor det gamle Fædreland."
Senere hedder det i samme Blad: "Toosbuy nærede uden Tvivl ikke Spor af Uvillie mod det danske Sprog. Men de preussiske Magthavere ønskede Dansk udelukket fra Skolerne, og Toosbuy følte sig nu engang mere som Staten Preussens Embedsmand end som Byen Flensborgs Tillidsmand. Paa samme Maade gik det i de større Forsamlinger, hvoraf han var Medlem. Ikke alene stemte han i Provinsiallanddagen imod ethvert dansk Forslag, ligesom han i det preussiste Herrehus var Regjeringens haandgangne Mand, og endog i Provinssynoden i Rendsborg, hvor han forresten sad som preussisk kongevalgt Medlem, stemte han mod Kravet paa de to fattige danske Sprogtimer i de nordslesvigske Landsbyskoler".
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. september 1898. 2. udgave).
... i almindelighed var han ikke de skarpe standpunkters mand. Ved en visitats i Monrads skole, hvor denne måtte forelægge de sange, der skulle synges, for de tilsynsførende, anmodede Toosbüy om, at sidste vers af "Den signede dag" udgik, da det ellers kunne opfattes som en demonstration. Man kunne med nogen ret sige, at han i politisk henseende var ret leddeløs, men i national henseende vandt hans lempelige hånd måske større sejr, end hvis en preussisk embedsherre af den faste type havde siddet ved styret. Selv hans beundrere — og med rette havde han mange — kunne nok synes, at han nærede lovlig stor interesse for detaljerne i administrationen. I de første embedsår søgte han at råde bod på de økonomiske følger af Flensborgs adskillelse fra Danmark. Det var så vist også fornødent. Samtidig kastede han sig over de forskellige forvaltningsopgaver. Flittig må han have været, når man ser, hvor mange private foreningers ledelse han sad i, og hvor mange kommunale udvalg han var medlem af. Særlig beskæftigede han sig med folkeskolen og den sociale forsorg.
(Flensborg Bys Historie, bd. 2. 1955)
35. Wilhelm Toosbüy,
fra 1865 til 1868 borgmester i Sønderborg, var udgaaet af et smaakaarshjem i Egernförde, hvor han fødtes 1. maj 1831 (Forældre: Christian Henning Nikolaus Toosbüy og Dorothea Margretha Christiana Vollbehr) ; han døde ugift som overborgmester i Flensborg. 19. september 1898. Wilhelm Friedrich Christian Toosbüy besøgte fødebyens borgerskole til konfirmationen, fra 1847 1850 gymnasiet i Altona, studerede jura i Kiel (imm. 12. april 1850), Jena (28. april 1851) og København (26. januar 1853). Sidstnævnte aar bestod han embedseksamen i Flensborg (anden karakter i højere grad) og fik straks ansættelse i første departement af ministeriet for hertugdømmet Slesvig. I begyndelsen af Aaret 1865 overtog han en stilling i Haderslevs kommunale styre, men blev i efteraaret samme Aar kaldet til borgmester i Sønderborg, hvor han viste fremragende talent til forvaltningen. Da Peter Brodersen blev kaldet til medlem af appellationsretten i Flensborg, maatte byens deputerede se sig om efter en efterfølger til borgmesterembedet. 2. september 1867 indsendte de deputerede en ansøgning til myndighederne om at faa Toosbüy til embedet. 12. oktober 1868 blev han konstitueret til borgmester i Flensborg, og 25. januar 1870 valgtes han af byens borgere som borgmester for livstid. Senere var han som overborgmester gennem mange aar medlem af det prøjsiske herrehus, medlem af provinsiallanddagen og formand for provinsialudvalget.
I Toosbüys tid skiftede Flensborg udseende ved anlæg af mange nye gader. Under hans ledelse skete der store forbedringer af byens folkeskole, fattigforsørgelsen, ligesom han interesserede sig for haandværkernes uddannelse og oprettelse af arbejderboliger. Toosbüy naaede ikke at blive æresborger, men den nye gade, der kort efter hans død anlagdes fra Nørregade til højderne mod vest, bærer hans navn.
"Flensborg Avis“ sluttede en længere omtale af hans virke med følgende ord: "Hvilke svagheder og skrøbeligheder W. Toosbüy end har haft, saa skal det ikke glemmes, at han ikke alene var en stor dygtighed, men en hæderlig, velmenende og tjenstvillig mand, der næppe heller nogen sinde af egen drift og med sin gode vilje er kommet danskheden for nær, end han mente embedet under prøjsisk herredømme førte med sig!" "Flensburger Norddeutsche Zeitung" skrev følgende: "I sin virksomhed som embedsmand bestandig velvillig og tilgængelig, selv for den jævneste borger, blev han baaren af borgerskabets kærlighed og hengivenhed, som bestandig vil bevare ham et blivende og ærefuldt minde". "Kieler Zeitung": "Beundringsværdig var hans sjældne troskab i sit kald, rastløs hans virksomhed i sit embede. Fjernt fra alt bureaukratisk hovmod omgikkes han altid som borger med borgeren, og selv den jævneste arbejder og enke, som søgte hjælp, var bestandig sikre paa venlig modtagelse".
(Personalhistorisk Tidsskrift 1961, s. 47-48).
