Pauline Worm. (Efterskrift til Politivennen)

Pauline Frederikke Worm (1825-1883) var forfatter og kvindesagsforkæmper. I 1847-50 var hun huslærerinde i Præstø, hvorpå hun havde en mindre pigeskole, først i Randers og senere en lignende i Aarhus, men hun måtte opgive skoleledelsen, da hun ikke var særligt administrativt eller pædagogisk begavet. Fra 1865 og en lang årrække frem var hun lærerinde i Randers.

I 1865 holdt Pauline Worm som den første kvinde et foredrag. Det havde titlen "Holger-Danske-Sagnet". Det blev også udgivet på tryk hos N. Schmidt i Randers til 12 skilling. Efterfølgende holdt hun taler og foredrag til forskellige møder omkring Randers. De følgende 5 år beskæftigede hun sig især med nationale emner, også da Indre Mission efter hendes opfattelse såede tvivl om den: 

Den indre Mission i Conflict med Nationalitetsfølelsen. Frøken Pauline Worm har ladet indrykke Følgende i "Randers Avis":

"Her i Byen samles i disse Dage Underskrifter paa et Andragende til Hr. Pastor Pontoppidan om at aabne St. Mortens Kirke for "den indre Mission". Mange have allerede underskrevet, og Mange vil fremdeles underskrive i den Overbeviisning, at de derved give deres Navne til et Guds velbehageligt Værk.

Sagen kan imidlertid sees fra mere end een side, og for Adskillige vil den maaskee komme til at staae i en heel ny Belysning, naar man gjør dem opmærksomme paa, at "den indre Mission" betragter Danmark som et Hedningeland, hvor der egentlig først nu, efter Pastor Vilh. Becks Fremtræden, skal skabes en christen Menighed. I "den indre Missions Tidende" Nr. 23 for 15de August d. A. sammenlignes den religieuse Tilstand her i Landet med den, der fandt Sted i Israel under Achab og Jesabel, da Herrens Propheter vare ihjelslaaede og Elias ene bleven tilbage, skjult for sine Forfølgere i en Hule. Det hedder i denne Anledning om Forholdet hos os:

"Og hvor der er en enkelt troende Sjæl tilbage, der maa saadan en Sjæl som oftest leve som en Eneboer i sin Hule, foragtet som en Afsindig, et taabeligt Menneske, uden Venner, uden en eneste Sjæl, der kan forstaae ham, forknyt og bedrøvet over den Nat, det rædsomme Nattens Mørke, der hviler over Folket; og de, som faae fat i saadan en Sjæl, de søge at tage hans Liv, søge ved alle mulige Kunster, ved at lokke eller true, med Spot og Fjendskab at tage Livet, tage Troens Liv fra den Sjæl." 

Efter disse stærke Ord synes rigtignok Forfatteren, Hr. Beck selv, at være kommen lidt til Besindelse, og han tilføier derfor som et Slags Formildelse af sin haarde Dom: "Saaledes var det i den Tid, som ligger bag os, i vore Fædres Tid, og saaledes er det endnu paa mange, mange Steder i vort Fædreland" - (altsaa dog ikke overalt, ikke der, hvor den indre Mission har vundet Indgang).

Saavidt Pastor Beck. Den, der nu ikke med ham vil bryde Staven over vore Fædre, ikke indrømme, at de forgreb sig paa Herrens Raademidler og. som han siger, "kaarede sig falske Propheter," naar de lydigt og i god Tro modtog de Præster, Regeringen sendte dem; den, der ikke kan betragte sine danske Brødre og Søstre som særlig frafaldne, særlig befængte med Ugudelighed og Vantro; den, der ikke kan kalde det Christendom at foragte sit Fædreland og sit Folk; har ganske vist al mulig Grund til at lukke baade Kirkedør og Hjertedør for den indre Mission, saalænge dens Høvding fører saadan Tale.

(Flyveposten 19. november 1867)

Hun blev for denne artikel angrebet hårdt af Indre Mission for bagvaskelse, og Beck kaldte det for "Kjærlingesladder". Pauline Worm svarede igen, se fx en 1½ sides artikel Fædrelandet 27. december 1867. Hun videreudviklede kritikken ud fra hvad Indre Mission senere havde gjort. Debatten fortsatte ind i 1868.

På dette tidspunkt var hun en kendt forfatter, ligesom hendes sange blev sunget til specielle offentlige lejligheder. Pauline Worm blandede sig i debatten (især i Randers) om kvindernes manglende ligestilling og anfægtede at kvindelighed skulle være noget natur- eller Gudsbestemt. Disse synspunkter var måske så langt forud for hendes tid at de enten blev tiet ihjel eller forsøgt imødegået med usaglige argumenter. 

I 1871 begyndte hun at holde foredrag om kvinden. Hun var tidligt blevet grebet af tanken om kvindernes ligestilling og kæmpede for den indtil det sidste. Pauline Worm var i 1865 den første danske kvinde, der holdt et offentligt foredrag. Hun lavede også foredrag for Dansk Kvindesamfund om kvindesagens fortid og fremtid. (Se Nordisk maanedsskrift for folkelig og kristelig oplysning, 1872, S. 19-63.) Marts 1872. I 1872 var hun aktiv for at oprette fagskoler for kvinder.:

- Frøken Pauline Worm fra Randers holdt igaar her i Byen sit bebudede Foredrag om Kvindens Personlighed. Som Samfundsforholdene var, kom Kvinden ikke til sin Ret; hun blev betragtet som upersonlig, og hun var som en Ting eller som et Exemplar. Dog var der begyndt at indtræde nogen Forandring i disse Forhold, større i flere andre Lande, men selv i Danmark søgte dog Loven alt mere, siden vor Frihedsliv oprandt, at beskytte hendes naturlige Menneskerettigheder, og det var derfor egentlig mest Vedtægter, sædvaner og skikke, som holdt hende borte fra et virksomt praktisk Liv, hvor hun kunde anvende sine Evner og Færdigheder. Exempelvis godtgjorde hun, at Kvinders Forstandsevner og overhovedet deres aandelige Begavelse var idetmindste lige saa stor som Mændenes, Hun havde altid Vanskelighed ved at gjøre sig gjældende, og maatte derfor hengive sig i Skjæbnen, men med et forpint Hjerte. En ung Kvinde i England kunde ikke finde Optagelse ved noget Universitet, fordi efter sammes Instruxer Optagelsen lød paa vir (Mand), men endelig blev hun optaget paa et Universitet, i hvis Instrux stod homo (Menneske), fordi det ikke kunde omstrides, at hun jo var et Menneske. Forældre burde itide sørge for, at deres Pigebørn fik en fornuftigere Opdragelse end hidtil, saa at de kunde opnaa Færdigheder og Dygtighed i enkelte Retninger, hvorved de kunde finde en Erhvervskilde, og derved blive istand til at forsørge sig selv, naar Forholdene forlangte det, saa at de ikke behøvede en Mand til Forsørger. De fleste Piger gifte sig nemlig, ofte uden at spørge Hjertet, fordi de behøve en Forsørger. Men under den antydede fornuftigere Ordning vilde der ikke blive færre Ægteskaber, men der vilde blive færre ulykkelige Ægteskaber.

Foredraget, som varede i 1½ Time, blev fulgt med udelt Opmærksomhed af en stor Tilhørerkreds, Herrer og Damer af de forskjelligste Samfundskredse. Foredraget var ypperligt, og fra hendes Standpunkt logisk og korrekt, og det bør bemærkes, at over over det var udbredt Elegance og Kvindelighed, hvilket i Forening med hendes bløde, bøielige Talestemme kun kunde bidrage til at vinde for sig. - Hvad Emnets Kjærne angaaer, mene vi dog at samme var fremstillet vel ensidig, og de udtalte Anskuelser noget paavirkede af Livets Skuffelser.

(Aarhus Amtstidende 31. marts 1871, 2. udgave).

Desuden skrev hun artikler, fx i "Familie-Tidende" nr. 13 om Kvindespørgsmaalet og Naturhistorien

Rosenkilde, G. (George Henricus) (15.11.1814-23.5.1891) fotograf. Worm, Pauline (29.11.1825-13.12.1883) forfatterinde. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Frøken Pauline Worm har nylig gjennem "Hejmdal" udtalt sig om den Side ved Arbejdersagen, som angaar Spørgsmaalet om Kvindens Samfundsstilling. Den bekjendte Forfatterinde, der begynder med en skarp og klar Imødegaaen dels af "Socialistens" Forslag til at forbyde Kvindens Arbejde i Fabrikkerne og dels af "Fædrelandets" Præk om Arbejdernes "urimelig tidlige Indgaaelse af Ægteskab", indrømmer, at det ikke saameget er Lovgivningen som den offenlige Mening, der lægger Hindringer ivejen for at Kvinden kan komme til at indtage en selvstændig Stilling i Henseende til at finde sit Udkomme selv om hun ikke faar nogen Forsørger. Uden her at skulle indlade os paa det foreliggende omfattende Spørgsmaal, der jo ogsaa i disse Dage er rejst fra anden Side og sandsynligvis med mere Virkning, kunne vi dog ikke undlade, at henstille til Overvejelse, om hine Hindringer der tilskrives den offenlige Menings Fordomme, ikke snarere skulde hidrøre fra og stemme med Kvindens hele Natur og Bestemmelse, der ganske vist ikke gjør hende til et, Manden underordnet Væsen men til et fra ham i flere væsenlige Henseender Forskelligt; ligesom det vel ogsaa turde være, at den Hjælp, der egenlig vilde gavne Kvinden, maatte ydes hende gjennem Manden, saaledes at Arbejderens Vilkaar og Løn var en Saadan, at den ham nærpaarørende Kvinde ikke behøvede, som nu, at være hans Medbejler til en knap Løn istedenfor at være den, der prydede og hyggede hans Hjem. (Ah. Atd.) 

(Vestjylland eller Herning Folkeblad 12. februar 1872).

Pauline Worm kritiserede i 1874 det litterære kleresi for at holde kvinderne ude. Indlægget fra denne diskussion udkom i bogen En Brevvexling i 1878, og samme år foreslog hun en ændring i vielsesritualet, der i højere grad skulle betone ligheden i mandens og kvindens situation, som hun gennem en detaljeret undersøgelse kunne påvise faktisk havde bibelsk grundlag. I 1875 foreslog hun, at man skulle samle ind til et panserskib i stedet for at rejse et minde på H.C. Andersens 70-års dag. Hun er begravet på Solbjerg Kirkegård (Frederiksberg).

Pauline Frederikke Worm. F.  i Gyllested 29. nov. 1825. D. i Kjøbenhavn 13. dec. 1883. Sat af venner. Gravsten på Solbjerg (Park)Kirkegård, Frederiksberg. Ved stenen står at brugsretten er udløbet, og et telefonnummer til hvor man skal henvende sig for at få den fornyet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Falsk og Bedrageri m. m. (Efterskrift til Politivennen)

Der er nu af Criminalretten afsagt Dom i en Sag, hvorunder en Amagerkone var tiltalt for et Plattenslageri i det Store og for at have bedraget en Amagerbonde for et betydeligt Beløb. Vi skulle her gjengive Sagens væsentligste Indhold i Overeensstemmelse med Forhørerne. Den paagjældende Plattenstagerske, hvis Navn er Inger Cathrine Nielsdatter, Hansens Enke, er 36 Aar gl. og født i Sundbyøster; hendes afdøde Mand var Skibstømrer, og de hare havt tre Børn, hvoraf dog kun de to leve. I de 10 Aar, hvori hun har været Enke, har hun ernæret sig ved Grønthandel og har havt Udsalg paa Vesterbrogade Nr. 14. For længere Tid tilbage satte hun sig i Forbindelse med en Slagtermesters senere afdøde Hustru i Sundbyvester. hvem hun indbildte, at hun havde betydelige Leverancer af Grøntsager, som hun lod indkjøbe i Udlandet ved en Mand ved Navn Erichsen, til engelsk Gesandt Lange, Consulerne Smith og Andersen paa Bornholm og engelsk Gesandt v. Louphsulth, lutter opdigtede Personer, idet han slet ikke havde paataget sig nogen Leverance, og Hensigten med at benytte disse tilfældigt valgte Navne var at skaffe sig Penge til at leve et efter hendes Livsstilling overdaadigt Levnet. Hun forstod ved sit Væsen at vinde den omtalte Slagters Hustru, der var den, der bestyrede Ægtefolkenes Pengevæsen, saaledes for sig, at denne efterhaanden udleverede hende ikke ubetydelige Pengesummer, og for at holde hende fast i Troen paa Virkeligheden af de foregivne Leverancer, fortale Arrestantinden hende forskjellige opdigtede Historier og skrev bl. A. de omtalte fingerede Personers Navne under forskjellige Reqvisitioner, som hun lod afskrive og leverede i Afskrift.

Som et Exempel paa, hvorledes Arrestantinden bar sig ad med at skuffe hende, kan anføres følgende Træk: Hun kjørte engang ud med Slagterkonens Søn for at faae Penge hos "engelsk Gesandt von Lange"; i Bredgade bad hun Sønnen om at holde udfor et Sted paa hiøre Haand fra Kongens Nytorv, medens hun gik op i Stedet. Da hun kom tilbage, fortalte hun, at hun havde været paa Langes Contoir, men ikke truffet ham hjemme; der havde været En paa Contoiret, som havde været studs imod hende, men dog betalt hende Beløbet for Leverancen. Derpaa bad hun Sønnen om at kiøre om i en af Sidegaderne, saavidt hun har kunnet erindre i Antonistræde, for at hun kunde opsøge "Eriksen", som skulde boe der; hun gik op i et Sted og kom kort efter tilbage med den Besked, at Eriksen ikke var hjemme. Hendes hele Adfærd ved denne Lejlighed var saa naturlig, den aldeles ingen Mistanke vakte. Undertiden bragte hun Slagterens Kone kostbare Foræringer og forførte hende til at bruge mange Penge til Klæder og Forlystelser, saasom til at gaae i Tivoli og see begge Forestillinger i Circus paa dyre Pladser, ja hun fik hende endog til at opfordre sin Mand Slagteren til at kjøbe en Gaard i den Tro, at de vare blevne rige Folk, hvilket Kiøb dog senere maatte gaae tilbage.

Det var, som bemærket, ikke ubetydelige Beløb, Arrestantinden fik udleveret af Slagterets Kone (der endog engang, da hun ikke havde forlangte Penge, laante disse af en Gaardeiers Kone uden dennes Mands Vidende), men Arrestantinden undlod dog ikke af og til at gjøre Afregning med hende, og hun betalte hende efterhaandcn store Summer tilbage, deels som Afdrag, deels som Udbytte af de foregivne Forretninger, saa at det, uagtet Arrestantinden var kommen til at staae i et nominelt Gjældsforhold til hende af i det Hele 4400 Rd., dog maa ansees uafgjort, om Slagteren og hans Hustru have lidt noget directe Tab ved det omhandlede Forhold fra hendes Side.

Det er øiensynligt, at Nødvendigheden af at udrede saa store Pengesummer havde bragt Arrestantinden i Forlegenhed og for at komme ud over denne maatte hun paany tage sin Tilflugt til sine Overtalelsesevner. Historien om de store Leverancer, hun havde paataget sig, var ved Slagterens Kone naaet hen til en Gaardmand i Magleby, og denne havde tidligere laant Sidstnævnte omtrent 2000 Rd., som senere vare ham tilbagebetalte. Til ham henvendte Arrestantinden sig med Anmodning om at forstrække hende med et Laan til en stor ny Leverance af Urter og Grøntsager til Skibe, og med at tilsige ham Andeel i det eventuelle Udbytte fik hun ogsaa omtrent 4000 Rd. Disse Penge med Udbytte tilbagebetalte Arrestantinden ham endnu medens hun havde dem tilovers af de penge, hun havde modtaget af Slagterens Kone, men kun i den Hensigt at gjøre Gaardmanden godtroende og senere at erholde et nyt og større Laan af ham. Da Gaardmanden fandt, at det var gaaet godt med den første Leverance, gik han ogsaa ind paa Arrestantindens senere Anmodning og laante hende for 4000 Rd. og dernæst 3000 Rd., og med disse 7000, Rd. fyldestgjorde Arrestantinden Slagterens Kone. Denne Sidste forblev ifølge en Aftale imellem Gaardmanden og Arrestantinden uvidende om dette Laan, og Hensigten hermed var fra Arrestantindens Side den, at hun havde i Sinde atter at gjøre et nyt Laan paa 10,000 Rd. hos Slagterens Kone for dermed at dække Gaardmanden; dette Forsøg mislykkedes imidlertid, fordi Slagterens Kone ikke kunde skaffe en saa stor Sum tilveie. Gaardmanden fik som Følge heraf ikke sine Penge, og Arrestantinden maatte stadigt opholde ham deels ved forskjellige opdigtede Beretninger om den foregivne engelske Gesandt, deels ved at udbetale ham imellem 4 og 500 Rd., der foregaves at være Gaardmandens Andeel i Udbyttet af Forretningen, samt som Fortjeneste af Laanet imellem 14 og 1500 Rd. Ifjor Efteraar døde Slagterens Kone, og nu kunde Arrestantindens bedrageriske Fremgangsmaade ikte længere skjules. Hun havde fra først af indladt sig paa samme uden Midler til at opfylde de Forpligtelser, hun paadrog sig, og hun havde ingen anden Udsigt til at dække de Tab, han forvoldte end den Mulighed at vinde i Lotteriet. Da Gaardmanden derfor mærkede, at han ingen Dækning fik for sit Tilgodehavende blev der gjort Anmeldelse til Politiet, hvorefter Arrestantinden blev anholdt paa sin Bopæl. Hun er ikke funden tidligere straffet, men blev nu dømt efter Straffelovens § 251 jfr. tildeels § 46 og sammes § 275 jfr. § 270 til Forbedringsarbeide i eet Aar samt til Erstatning til den omtalte Gaardmand at udrede 5500 Rd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. marts 1871).

Tyveri, Løsgængeri m. m. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående eksempel viser nogle af de fængselsstraffe tyveri kunne udløse:

Politibetjent Nr. 106 lagde en Dag i Slutningen af November f. A. Mærke til 2 Personer, der drev omkring i Gaderne og ikke bestilte Andet end at see ind af Vinduerne. Den ene af dem gik omsider ind i en Høkerboulik i Aabenraa, medens den anden ventede udenfor; lidt efter kom den Første ud med en lille Pakke under Armen og gik hen til sin Kammerat, men i det Samme hørte Betjenten Høkerkonen raabe: "Tag ham, grib ham!", og begge Personerne gav sig nu til at løbe, efterfulgte af Betjenten, hvem det lykkedes at paagribe den ene i en Port i St. Gjertrudstræde. Der oplystes derefter, at den Person, der kom ind i Boutiken, havde kjøbt forskjellige Fødevarer og var løbet sin Vei med dem uden at betale, men dette Bedrageri blev ikke gjort til Gjenstand for Paatale, da Høkerkonen frafaldt samme tilligemed Erstatning. Derimod bevirkede denne Sag, at der fremkom Oplysninger, som ledede til yderligere Undersøgelser saavel imod de tvende omtalte Personer som mod en tredje, og ved disse Undersøgelser godtgjordes det, at de alle tre havde gjort sig skyldige i forskjellige Tyverier m. m. De paagjældende Personer vare Arrestanterne Viggo Valdemar Olsen, 20 Aar gammel, og Christen Sørensen, 28 Aar gl., samt Tiltalte Peter Nielsen, 23 Aar gl. Førstnævnte havde den 20de Novbr. forladt Ladegaarden uden Tilladelse og derved paadraget sig Straf for Løsgængeri. I de paafølgende Dage drev han om med Tiltalte Nielsen, og de mødte paa deres Vandring i Amaliegade Arrestanten Sørensen, med hvem Olsen, udenat Nielsen hørte det, aftalte at begaae et Tyveri i Toldbodgade Nr. 11. Her var Sørensen bekjendt, og begge Arrestanterne gik op i dette Sted, hvor Sørensen paa 3die Sal fra et uaflaaset Pigekammer, medens Olsen blev staaende ved Kjøkkendøren, stjal nogle Fruentimmerklæder, hvoraf de efter et forgjæves Forsøg pantsatte Størstedelen for ialt 8 Mk. Den 28de s. M. traf de to Arrestanter atter sammen og aftalte at forøve et Tyveri i Store Kongensgade Nr. 70, hvor Olsen stjal en Olietrøie, der tilhørte en Matros, og som hang paa en Snor i Gaarden. Sørensen forblev denne Gang udenfor, men Udbyttet af Trøien, som de solgte til en Ubekjendt for 24 sk, forbrugte de i Forening til Spise- og Drikkevarer. Atter Dagen efter gik begge Arrestanterne om Eftermiddagen Kl. omtr. 6 ind i Gaarden Nr. 18 i Borgergade, hvor Olsen bemærkede, at der i Stuen i Baghuset stod et Vindue aabent. Han antydede derpaa Sørensen, hvorledes Tyveriet skulde udføres, og medens denne holdt Vagt, krøb Olsen ved Hjælp af en Huggeblok igjennen Vinduet ind i Værelset, hvor han talte sig i Besiddelse af 2 Frakker og en Vest, som hang paa Væggen. Disse Koster bleve deels solgte, deels pantsatte, og Udbyttet 4 Rd. 3 Mk. deelte Arrestanterne imellem sig. Ogsaa Strandveien hjemsøgte de, og i Stedet Tuborgs Staldbygning satte Olsen sig i Besiddelse af en gammel Vadmelsfrakke, der dog er erklæret for værdiløs. Foruden de Tyverier, Arrestanterne have udøvet i Fællesskab, har Sørensen tillige tilstaaet, at han i 1869 har i Randers stjaalet en Ost fra sin Logisværtinde, og i Byen Paderup et Par Støvler fra en Tjenestepige, ved hvis Hjælp han havde opnaaet at faae Logis sammesteds. Tiltalte Nielsen, der ligesom Olsen havde forladt Ladegaarden uden Tilladelse, var den, der blev anholdt af den ovenfor omtalte Betjent; ved sin Løsladelse fik han paany et Tilhold af Politiet, om ikke at forlade Ladegaarden uden Tilladelse, men ogsaa dette overtraadte han og drev omkring, indtil han frivillig meldte sig til Politiet. Saavel Arrestanterne som Tiltalte have tidligere gjentagne Gange været straffede, Olsen bl. A. med 18 Maaneders Forbedringshuusarbeide, Sørensen bl. A. med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage og Nielsen bl. A. med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar. Ved Criminalrettens Dom bleve de dømte Olsen og Sørensen til Forbedringshuusarbeide henholdsviis i 3 Aar og 18 Maaneder, Nielsen til 90 Dages Tvangsarbejde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. marts 1871).

Istransporten over Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

- I Anledning af Istransportens Ophør indeholder "Korsør Avis" nogle Bemærkninger, hvori det hedder: Spørger man nu, hvilken Erfaring man har indvunden i denne lange og besværlige Isvinter med Hensyn til vor nye Isbryder "Fyen", - thi det er først iaar, at man har havt Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med Dampskibets Lyder og Dyder, da "Fyen" saagodtsom hele forrige Vinter laa indefrosset i Slipshavn, - saa kunne vi hertil svare, at skjøndt "Fyen" ved mange Lejligheder har gjort god Nytte, saa er det alle Sagkyndiges Mening, at "Fyen" i ingen Henseender har kunnet magte Forholdene, og at en Isbryder med større Styrke, under de nuværende Forhold, er paatrængende nødvendig. Et saadant Skib med f. Ex. den dobbelte Hestekraft ("Fyen" har som bekjendt kun 60 Hestes Kraft) vil vanskelig kunne undværes under Forhold som i indeværende Vinter. Men skulde Rigsdagen ikke ville bevilge de nødvendige Penge til et saadant Skib, lad da en af Marinens Pandserskonnerter, hvori der er Drøn, og som har den nødvendige Styrke, tage Station hernede om Efteraaret; vi have jo tidligere havt Marinens Skibe i Postfart. Et saadant Skib vilde i Forbindelse med "Fyen" kunne udrette Alt, hvad der i en Isvinter kan udrettes med Dampskibe. Et andet Punkt, der ligeledes har været meget omtalt, er Mangelen af et tilstrækkeligt Antal lettere Joller, idet man har idet man har villet paastaa, at et større Antal end det, Postvæsenet for Øieblikket er i Besiddelse af. ved flere Lejligheder under Istransporten kunde have udrettet langt mere, navnlig ved Befordring af Brevposten. Hvad der ogsaa har vakt de Rejsendes billige Mishag, er den lidet sømmelige Maade, hvorpaa der er sørget for Bekvemmelighed med Hensyn til Beværtningslokaler; thi de mørke Huller, der bydes de Reisende paa Halskov Rev, hvor de ofte maa opholde sig i flere Timer, har langt mere Lighed med en Smugkro paa Landet end et anstændigt Lokale for Reisende. Trangen til et større Gjæstgiveri, hvor den Rejsende under ugunstige Vejrforhold ogsaa kunde tilbringe Natten, er et Savn, der bidrager sit til at gjøre en Reise paa en saa ublid Aarstid høist besværlig, og det er en Pligt for Postvæsenet ved indtrædende Tilfælde at søge at raade Bod herpaa.

(Aarhus Amtstidende 6. marts 1871).

Tiltale for edelig at have aflagt falsk Vidneforklaring for Retten m. m. (Efterskrift til Politivennen).

I Midten af Decbr. Maaned f. A. forhandledes der i den offentlige Politiret en Sag imod Vognmandskarl Theodor Valdemar Berggreen for Paakjørsel af en Sporvogn mm. Under denne Sag, der endte med, at han idømtes en Bøde af 10 Rd., var der opstaaet Formodning om, at tre af Tiltalte førte Vidner, nemlig Vognmandskarlene Niels Møller Thomsen, Bendt Jørgen Bendtsen og Christian Nielsen havde afgivet falsk Forklaring for Retten og bekræftet samme med Ed, at et fjerde Vidne H. ligeledes havde afgivet falsk Forklaring for Retten, uden at have beediget samme, og at Tiltalte havde forledet alle Fire til disse Forbrydelser. Der blev derfor indledet Undersøgelser imod samtlige fem Personer, som alle blive belagte med Varetægtsfængsel, og igaar (Tirsdag) blev Sagen paadømt af Criminalretten. Af Forhøret fremgaaer Følgende: Den 30te Novbr. f. A. om Formiddagen kom 3 Skraldevogne kjørende fra Byen paa Nørrebrogade. Arrestanten Bendtsen kjørte forrest, Thomsen og Nielsen paa den anden og Berggreen og H. paa den bageste Vogn. Berggreen kjørte i rask Trav i Sporvognssporet og vedblev hermed, uagtet han saae Sporvognen komme sig imøde. For ikke at faae sine Heste paakjørte maatte Sporvognskusken dreie dem til Siden, men han undgik ikke Sammenstødet med Berggreens Vogn, som tørnede saa stærkt imod Sporvognens venstre Side, at Passagererne faldt om imellem hverandre og Sporvognens Trappegelænder tilføieres en Skade, der er ansat til 14 Mk. I det Øieblik, Sammenstødet fandt Sted, vare begge de andre Vogne saa langt fra Berggreens, at de Personer, der befandt sig paa dem, ikke kunde see, hvorledes det gik for sig. Ved flere Vidners Forklaringer blev det godtgjort, at Berggreen havde kjørt i stærk Fart, at han havde havt Tid til at vige ud af Sporet, og at Sporvognskudsken ikke havde kunnet undgaae Sammenstødet ved at bremse. Rigtigheden heraf blev imidlertid benægtet af Berggreen, som i Haab om derved at undgaae Ansvar overtalte de ovenfor nævnte Arrestanter til som Vidner at afgive usandfærdige Forklaringer til Fordeel for ham og i fornødent Fald at bekræfte dem med Ed. Berggreen vidste eller havde erfaret, at Thomsen, Bendtsen og Nielsen slet ikke havde seet noget til Paakjørselen og at H., da den indtraf, var saa beskjænket, at han ingen Mening kunde have om det Forefaldne.

Ikke destomindre overtalte han Arrestanterne til at afgive den falske Forklaring, og han var tilstede i den offentlige Politiret og paahørte Forklaringen og Edsaflæggelsen, uden at foretage det Mindste for at afværge Forbrydelsen. Hvad Arrestanterne angaaer, da have de 3 nævnte imod bedre Vidende usandfærdig udsagt, at de havde været Vidne til Sammenstødet, Arrestanten Bendtsen derhos, at det efter hans Skjøn havde været umuligt for Berggreen at slippe ud af Sporet i rette Tid, og Thomsen og Nielsen tillige, at de havde seet Berggreen 20 Skridt fra det Sted, hvor Sammenstødet skete, gjøre sig al mulig Umage for at dreie ud af sporet, samt at Sporvognskudsken kunde have undgaaet Paakjørselen, hvis han betimelig havde bremset. Arrestanten H. afgav en Forklaring, der lignede de to sidstnævnte Arrestanters, uagtet han maatte vide, at den var falsk. Forinden de tre navngivne Arrestanter beedigede deres Forklaringer, bleve de - hvilket udtrykkelig er indrømmet - alvorlig formanede af Dommeren til at udsige Sandhed og foreholdt Lovens Straf for Mened; de aflagde alligevel Eden, ikke fordi de derved opnaaede noget Vederlag, men alene "fordi de ikke syntes at kunne nægte Arrestanten Berggreen den Villighed at vidne falskelig for ham, naar han bad dem derom". Arrestanten H. blev ikke opfordret til at aflægge Ed og paastod, at han, hvis hans Ed var bleven ham affordret, ikke vilde have trøstet sig til at aflægge den, men han afgav dog den falske Forklaring for Retten under Et« Tilbud af Frygt for Mishandling, naar han modsagde de Andres dengang allerede afgivne falske Forklaringer. Arrestanten H. tilstod strax til Rapporten sin Brøde, hvorimod de andre Arrestanter, flvst Arrestanten Bendtsen, først senere opgave deres Nægtelse af at være skyldige.

Af Arrestanterne, der ere i en Alder af imellem 19 og 29 Aar, ere Bendtsen og Berggreen tidligere straffede for mindre Forseelser. Ved Dommen bleve Arrestanterne Thomsen, Bendtsen, Nielsen og Berggreen ansete med Straf af Forbedringshuuarbeide, Berggreen i 3 Aar, de to Andre i 2 Aar for hver især; Arrestanten H. idømtes Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. marts 1871).