Peder Madsens Gang. (Efterskrift til Politivennen)

"Dagbladet" for idag indeholder en Artikel, med hvilken vi fuldstændig kunne samstemme. Den har det priisværdige Formaal at paavise Nødvendigheden af en Regulering af Peder Madsens Gang og det nærmest tilgrændsende Qvarteer. Efter de Erfaringer, som man gjorde i det ulykkelige Choleraaar og efter de stærke Opfordringer, der dengang i saa Henseende fremkom, navnlig fra Pressen, blev der strax i det følgende Aar taget alvorlig fat paa at skaffe Hovedstadens Arbejderbefolkning bedre og sundere Boliger. Den private Velgjørenhed og Foretagelsesaand har paa dette Omraade udviklet en betydelig, vi kunne næsten sige beundringsværdig Virksomhed, som ogsaa allerede har baaret og i en lang Aarrække vil kunne bære gode Frugter. Men hermed er ikke Alt gjort. Foruden den Klasse, som denne Virksomhed navnlig er kommen tilgode, findes der i vor, som i enhver anden større Hovedstad en meget lavere staaende Befolkning, der i hygieinisk Henseende lever under Forhold, som man neppe kan gjøre sig nogen Forestilling om. Særlig gjælder dette om deres Beboelseslejligheder, som ofte ere af den Beskaffenhed, at man neppe skulde troe, at noget Menneske kunde opholde sig der, og dog finder man her den ene talrige Familie ophobet ved Siden af den anden, uden at der kan være Tale om en Tilfredsstillelse end ikke af de tarveligste Fordringer i Henseende til Lys og Luft. Sundhedspolitiet, hvem det særlig paaligger at varetage det Slags Forhold, har ikke været uvirksomt i saa Henseende og har navnlig kunnet udrette en Deel, efterat dets Vedtægter have givet det Ret til overordentlige Foranstaltninger mod saadanne overbefolkede usunde Bygninger. Intetsteds have Forholdene imidlertid været saa vanskelige som i Peder Madsens Gang, deels fordi der her ikke blot findes et enkelt Huus, men saagodtsom alle Bygninger henhøre til den næsten ubeboelige og dog overbefolkede Slags, og deels fordi Beboerne for en stor Deel netop bestaae af den Klasse Folk, som heller ikke i andre Henseender vise Agtelse mod Hygieinens almindeligste Forskrifter og Fordringer, og hele Levemaade i det Hele ikke blot er fattig, men for Størstedelens Vedkommende ligefrem ussel.

Disse uheldige Forhold have selvfølgelig alt for længe siden tildraget sig den offentlige Opmærksomhed, og det er vist allerede over en Snees Aar siden, at en Privatmand fremsatte et Project om at faae det uhyggelige Qvarteer omdannet til en smuk Passage. Siden den Tid har Spørgsmaalet imidlertid hvilet, og kun af og til er Offentligheden ved Retsager etc., der kom til dens Kundskab, bleven mindet om disse Usselhedens og Lastens Boliger midt i et af Stadens bedste Qoarterer. Af og til er der skeet en lille Indsamling til Bedste for Beboerne og gjort Et og Andet for dem, men endnu er man ikke kommen saavidt, at der er blevet taget en kraftig Beslutning om at rykke Ondet op med Rode, om paa en eller anden Maade at faae hele Gaden og nødvendigviis det tilgrændsende Pistolstræde og Pistoltorv fuldstændig ryddede. Naar Sagen nu atter bringes paa Bane, saa er Grunden hertil den, at der, hvad vi tidligere have havt Lejlighed til at omtale, netop for Tiden er udbrudt en farlig Typhussygdom i dette Qvarteer, som alt har fundet Vei til andre Dele af Byen, og som, hvis det ikke lykkes itide at sætte en Stopper for dens videre Udbredelse, let kan fremkalde en heel Epidemi. Heldigviis har vor Lægestand taget kraftigt fat paa at standse den; men alene i den truende Udsigt bør der vare tilstrækkelig Opfordring for Communens Bestyrelse til nu at gjøre Alvor af Sagen og med eet Slag at befrie Hovedstaden for dm stadige Fare for at see smitsomme Sygdomme finde et frodigt Arnested i dette Qvarteer, og derfra udbrede sig videre. 

Der kan jo gaaes to Veie til dette Formaals Opnaaelse, idet en saadan Forandring enten kan skee ved privat Overeenskomst eller ved Expropriation. "Dagbl." foretrækker den førstnævnte Vei med Benyttelse af Communens Grunde fra Fæstningsværkerne som Magelæg, da det frygtes for, at Expropriation vil blive for kostbar. Dette er meget muligt, men fremfor Alt er der et andet Moment, som ikke der lades ude af Betragtning, og det er Hurtigheden. Det vil ingenlunde være let, ja maaskee næsten uoverkommeligt at slutte saadanne private Arrangementer med Huuseierne, navnlig da det jo slet ikke er givet, at de efter et saadant salg ville have Eiendomme paany eller have Lyst til at opføre der« eventuelle nye Eiendomme paa den omtalte Grund. Ved en Expropriation vil Alt kunne gjøres med en ganske anden Hurtighed, og der er jo Intet tilhinder for, at Communen endda ved Siden af kan arrangere sig med de Eiere, der ville kjøbe Byggegrunde af den, om at yde dem deres endelige Betaling ved saadanne. Det var jo ogsaa maaskee muligt, at privat Overeenskomst i Virkeligheden vil skaffe Communen billigere Vilkaar end Expropriation. Det vil neppe heller falde vanskeligt for Communen atter at afhænde Grunden til de tilstødende Ejendomme, hvis man ikke skulde ville foretrække paa en eller anden Maade at benytte det gamle Project om en Passage, f. Ex. i Lighed med den saakaldte Basargang, der i Hamborg fra Jungfernstieg fører til en parallelt med samme løbende Baggade. Alle saadanne Spørgsmaal tilhøre jo imidlertid et senere Standpunkt; for Øieblikket er der kun Tale om at rette en kraftig Opfordring til Communalbestyrelsen om for Alvor at tage fat paa Sagen og ikke vente paa yderligere Tilskyndelser end dem, der allerede findes i tilstrækkelig Grad. Da der sidst i Borgerrepræsentationen hævede sig en Røst for Peter Madsens Gangs Udrydning, lød den forgjæves; naar Sagen, som vi vente, nu atter bliver bragt frem, haabe vi, at den ikke vil savne den kraftige Understøttelse, som er nødvendig til dens hurtige Realisation.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juli 1871. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Peder Madsens Gang. Hr. Redakteur! "Dagbladet"s Artikel af 6te Juli om Peder Madsens Gang er visselig et godt Ord i rette Tid om en Sag, der maa ligge enhver Kjøbenhavner alvorlig paa Sinde. Naar samme imidlertid som umiddelbart praktisk Formaal tilsigter aldeles at faae denne afskyelige Gade ryddet af Veien, er den vistnok kun en Røst i Ørkenen overfor vor velvise Kommunalbestyrelse. Der maatte en ganske anden Epidemi til end den nuværende for at drive den til saadanne, efter deres Opfattelse extravagante Foretagender. Der gives imidlertid et andet Middel, som vistnok er langt svagere i sine Virkninger, men paa den anden Side ganske anderledes let at iværksætte, nemlig at gjennemføre et energisk Polititilsyn med disse Huler, at foreskrive strenge Regler for deres Benyttelse og alvorlig at paasee sammes Overholdelse. Det er en velbekjendt Sag, hvilken Reform der i denne Retning er skeet i London med de offenlige Logishuse, og Indsenderen, der som saa mange Andre har havt Leilighed til en Nattevandring gjennem Londons "Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger", har snarere været forundret over den gode, sunde og reenlige Tilstand, hvori han fandt dem, end over det Modsatte. Om nu end maaskee vedkommende Politiembedsmand helst ønskede at vise Fremmede bedre Indretninger, kan der dog ingen Tvivl være om, at overordenlige Forbedringer ere opnaaede, hvad han ogsaa sterilt fremhævede, og det var mærkeligt at see, hvilken Tillid og Velvillie han, en forhenværende Detective, var Gjenstand for hos den af Vagabonder og Forbrydere bestaaende Befolkning. Det synes klart, at man ved saadanne Foranstaltninger kunde afhjælpe de mest fremtrædende Onder ved den nuværende Tilstand. Men dette Forslag vilde ogsaa kunne bane Veien for den endelige Ordning, dette Kvarteers fuldstændige Udrømning, som jeg erkjender bør være Formaalet. Adskillige Huse vilde muligviis blive erklærede for aldeles uskikkede til Beboelse, og Magistraten kunde da erhverve dem enten, ved Mageskifte med udenbyes Grunde eller ved Kjøb og derefter lade dem nedrive. Men selv, hvor dette ikke blev Tilfældet, vilde vedkommende Huse dog tabe Meget i deres nuværende ublue Værdi, naar det blev paalagt Eierne at bringe dem i fuldkomment beboelig Stand og for Fremtiden kun at udleie dem overensstemmende med Sundhedens og Menneskelighedens Fordringer. Medens den nu tilstræbte Løsning af Fæsteforholdet ved at plage Godseierne ud af det, vistnok har sine store Misligheder, turde det derimod være aldeles tilladeligt at paalægge Huuseierne i disse Kvarterer deslige Byrder, som Samfundets Tarv kræver, og som overfor den nuværende "frie Naturstand" kunde gjøre dem tilbøjelige til at opgive deres Standpunkt imod et rimeligt Vederlag. Den tidligere Indvending, at en slet Bolig er bedre end slet ingen Bolig, kan ikke længere reises, efterat Staden har erhvervet de store Grunde, men nogen Tvang maa der vistnok til, og det ikke alene ligeoverfor Huusværterne, men ogsaa imod de ulykkelige og demoraliserede Beboere, Emnet til vor fremtidige "Kommune". - r. 

(Dagbladet (København) 8. juli 1871).

Julie Sophie Strøm. (Efterskrift til Politivennen)

- Paakjendte Sager i Kriminal- og Politiretten:

Arrestantinden Julie Sophie Strøm, der allerede i sit 16de Aar havde været straffet for Tyveri og bl. A. senere 2 Gange for samme Forbrydelse dømt til offenlig Arbejde, fik ved kongelig Resolution af 20de Juli 1869 eftergivet den fra 28de samme Maaned tilbagestaaende Del af den hende ved Kriminalrettens Dom af 6te Febr 1861 for Tyveri idømte Straf af 10 Aars Tugthusarbejde. Efter at hun var bleven løsladt af Straffeanstalten, kom hun til at tjene hos en Familie her i Staden og senere i Fredericia, men kom i Begyndelsen af Oktbr. f A. atter her til Staden, hvor hun i nogen Tid ernærede sig ved Handskesyning. Da hun imidlertid i længere Tid ingen Sysselsættelse havde havt, betraadte hun atter Forbryderbanen og gik nu paa Lykke og Fromme i Byen for at skaffe sig Penge. Hun kom saaledes en Formiddag ved Nørrevold, hvor hun gik ind i en Ejendom, og da hun saa' en Dame ringe paa i Stueetagen uden at blive lukket op og heraf sluttede, at der ingen var hjemme i Lejligheden, fattede hun det Forsæt at bane sig Adgang til samme med en Nøgle, hun havde hos sig. Det lykkedes hende ogsaa at aabne Kjøkkendøren, og da hun var kommen ind i Kjøkkenet, hvor hun forefandt 2 Nøgler, ved hvis Hjælp hun forgjæves prøvede paa at komme ind i den øvrige Lejlighed, stjal hun fra Kjøkkenet en Del der værende Kjøkkentøj og Porcellæn, som hun derefter forsøgte at pantsætte. Under del over hende optagne Forhør tilstod hun, at hun siden 6te Oktbr. f. A. indtil i Midten af afvigte Maris Maaned havde begaaet 14 Tyverier og derved stjaalet en Mængde forskjellige Ting til en Værdi - efter hvad der under Sagen blev oplyst - af i det Hele mellem 120 og 130 Rdl. Af disse Tyverier havde hun udført de 3 i 3 forskjellige Ejendomme paa den Maade, at hun om Dagen skaffede sig Adgang til Gjerningsstederne ved at aabne de dertil hørende Døre med falske Nøgler.

Et af hende paabegyndt Tyveri i en Ejendom i Fiolstræde , hvor hun forsøgte med en falsk Nøgle at aabne et paa Trappegangen værende Klædeskab, blev imidlertid forhindret ved en Tjenestepiges Tilstedekomst saa at Arrestantinden maatte opgive sit Forsæt og tage Flugten. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 36 Aar gl., efter Straffelovens § 232 jvf. tildels § 229 Nr. 4 1ste Led og 5 46 for 5te Gang begaaet og forsøgt simpelt Tyveri og for 5te Gang begaaet grovt Tyveri, idømt 6 Aars Tugshusarbejde.

(Fædrelandet 14. juni 1871)

“Julie Sophie Strøm, født og hjh: i Kjøbenh:; Leilighedstyv; straffet 4 Gange, sidst med 10 Aars Tugthus. See mist: Prot: D. Pag 384.” [1869]. Forbryderalbum Genealogisk Forlag.

Højesteretsdom nr. 360. [1882]

Advokat Henrichsen

contra

Julie Sophie Strøm (Defensor Levinsen), der tiltales for Tyveri.

Kriminal- og Politirettens Dom af 14 Januar 1882: Arrestantinden Julie Sophie Strøm, bør straffes med Tugthusarbejde i 5 Aar samt betale Aktionens Omkostninger, derunder i Salærer til Aktor og Defensor, Prokuratorerne Steinthal og Herforth, 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Kriminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Højesteret betaler Tiltalte til Advokaterne Henrichsen og Levinsen 30 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: Da Arrestantinden Julie Sophie Strøm, der er født den 10. August 1836 og senest anset ved Rettens Dom af 6 Oktober 1877 efter Straffelovens § 232 for 6te Gang begaaet simpelt Tyveri og efter § 1 i Lov af 3 Marts 1860 med Tugthusarbejde i 4 Aar, under nærværende Sag mod hende for Tyveri anlagte Sag, ved egen Tilstaaelse og det iøvrigt Oplyste, er overbevist om at have den 22 November f. A. stjaalet en i Gaardsrummet til Ejendommen Nr. 36 i Skindergade staaende Kurv med deriværende vasket og skyllet Tøj, Alt til Værdi 30 Kr., og tilhørende Mathilde Tesch, Bartholdys Enke, saa vil hun være at anse efter Straffelovens § 232 for 7de Gang begaaet simpelt Tyveri efter Omstændighederne med Tugthusarbejde i 5 Aar.

(Højesteretstidende 1882).

Hustruvold i Taarbæk. (Efterskrift til Politivennen)

Mishandling af en Ægtefælle. Efterat Nordre Birks Politi ved en Skrivelse fra en praktiserende Læge i Taarbæk var blevet gjort opmærksom paa, at en Høkers Hustru i Hvidøre den 29de April d. A. var afgaaet ved Døden under mistænkelige Omstændigheder, og der ved de i den Anledning foretagne foreløbige Undersøgelser var opstaaet Formodning om. at den Afdødes Mand ved voldelig Adfærd mod sin Hustru havde foranlediget dennes Død, blev Høkeren den 1ste Mai d. A. sat under Anholdelse og belagt med Arrest, og under Forhørene fremkom der deels ved hans Tilstaaelse og deels ved det iøvrigt Oplyste Følgende:

Arrestanten, der er skildret som havende en Opfarende og hidsig Charakteer, havde i længere Tid staaet i et utilladeligt Forhold til deres Tjenestepige. Da dette den 19te April om Eftermidagen var kommen paa Tale mellem Ægtefolkene paa deres Bopæl i Hvidøre, opstod deraf en Trætte mellem dem, navnlig foranlediget derved, at Afdøde havde hørt, at det nævnte utilladelige Forhold blev meget omtalt mellem Folk i Byen. Pludselig reiste Arrestanten sig i Vrede fra Sophaen og gik henimod sin Hustru, som ligeledes reiste sig, da han nærmede sig og gav hende med den venstre Albue et Stød for Maven, hvorved hun tumlede henimod den i Værelset staaende kommode, mod hvis øverste skarpe Kant hun tørnede og derpaa faldt om paa Gulvet. Arrestanten greb nu en paa kommoden staaende svær Lampe, som han hævede i Veiret, som for at slaae den ned paa sin Hustru, men blev dog ved deres ligeledes tilstedeværende Tjenestepige forhindret deri, hvorfor han istedetfor i sit Raseri kastede Lampen med stor Kraft henimod Døren, saa at den gik istykker, hvorefter han greb sin Hustru voldsomt om begge Armene og løftede hende op paa en Sopha. 

Samme Dag klagede Arrestantens Hustru, - som længere Tid havde været svagelig og kun daarlig støttede paa Benene, hvorfor hun maatte gaae med Stok, - over Smerter i Siden og i Ryggen og maatte strax gaae tilsengs. Først den 24de f. M. blev der sendt Bud efter en Læge, som imidlertid fandt hende i en meget slet Tilstand, idet hun havde stærke Opkastelser, uregelmæssigt aandedræt og ofte var bevidstløs. Den 29de afgik hun ved Døden. Ved Obductionsforretningen den 2den Mai fandtes der Blodudtrædninger under Huden paa begge Overarmenes Bøieflader, som maa antages frembragte ved en Afdøde i levende Live tilføiet Vold. Tvende Ribbeen viste sig dernæst at være brudte, og ved Hjerneskallens Aabning fandtes Blodkarrene i Hjernehinderne temmelig stærkt inficerede. Efter de obducerende Lægers Skjøn maatte Ribbeensbruddet antages foranlediget ved den Afdødes Fald mod Commoden og ved det hende af Manden bibragte Skub, eller muligen alene ved dette, hvorimod der ikke kunde udtales nogen bestemt Mening om, hvorvidt Blodorerfyldningen i Hjernen, der maatte antages et have foraarsaget Døden, var grundet i den Afdøde tilføiede Overlast.

For sit ovenanførte Forhold blev Arrestanten der tidligere i Henhold til Frd. 11te April 1840 § 77 cfr. §§ 22 og 43 bar været anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage hvilken Straf imidlertid var bleven forandret til 20 Rd, i Mulkt, nu ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extraretsdom af 26de d. M. i Henhold til Straffelovens § 202 anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

Under samme Sag tiltaltes en Barbeer, der havde sat den Afdøde Blodkopper og uden en Læges Forskrift foreskrevet hende Omslag af fordelende Urter; men det skjønnedes dog ikke, at han, navnlig naar hensees til Beskaffenheden af de af ham anvendte Midler, havde overtraadt Lovgivningens Bestemmelser om Kvaksalveri, hvorfor han ved den ovenfor citerede Dom frifandtes for Actors Tiltale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. maj 1871. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Tydsk i nordslesvigske Skoler. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. "Dvke." skriver: "Medlemmerne af den Commission, som Overpræsident Baron Scheel-Plessen har nedsat til at udarbeide en Instrux om Indførelsen af tydsk Underviisning i de nordslesviskee Skoler, have samtidig med Commissoriet modtaget en Skrivelse fra Overpræsidenten, hvori denne udvikler sit Standpunkt i denne Sag. I denne Skrivelse, der er dateret 11te April, hedder det: Den Bestemmelse, at der skal meddeles Underviisning i det tydske Sprog i samtlige Skoler i Nordslesvig, hvor dette hidtil ikke er skeet, er udelukkende truffen i den Hensigt, at afhjælpe en Trang hos Provindsens dansktalende Befolkning, som uden Kjendskab til det tydske Sprog og uden Færdighed i at bruge det, ikke er i Stand til at tage den den tilkommende Andeel i Velsignelserne og Fordelene ved Samkvemmet, Handelen og hele det aandelige Liv i del samlede Fædreland ("Gesammtvaterland"). Ligesom altsaa Indførelsen af den  tydske Sprogundervisning udelukkende skeer for at tilfredsstille denne Trang og er uden al Sammenhæng med den paagjældende Befolknings Nationalitet og Modersmaal, saaledes skal ogsaa det Tvingende ved denne Foranstaltning udelukkende indskrænke sig til, at det tydske Sprog i Elementarskolerne bliver drevet som Underviisningsgjenstand, medens det kun paa vedkommende Skolecommuners udtrykkelige Ønske skal anvendes som Undervisningssprog. I de tvende første Skoleaar skal der endnu ikke gives Undervisning i det tydske Sprog. Denne Tid skal meget mere anvendes til at undervise Børnene i deres Modersmaal i Begyndelsesgrundene til, hvad de bør vide og kunne, og gjøre dem modtagelige for videre Uddannelse. Naar det andet Skoleaar er overstaaet, skal der indtræde 6 Timers ugentlig Undervisning i det tydske Sprog. Formaalet med denne Undervisning er, at Børnene efter tilendebragt Skoletid ere istand til at forstaae og til paa Tydsk at gjengive Indholdet af en tydsk Folkeskolelærebog og udtrykke sig forstaaelig baade mundtlig og skriftlig om, hvad der forefalder i det daglige Liv. Hvad Methoden angaaer, da er en egenlig gramatikalsk Underviisning ikke nødvendig for at naae dette Maal; de i denne Retning uuudværlige Kundskaber skulle bibringes Børnene ved Siden af Læses bogen, Oversættelsen og de skriftlige Øvelser. Religions-Underviisningen skal i hele Skoletiden uden Undtagelse gives paa den paagjældende Befolknings Modersmaal og Kirkesprog. Alt nu findes der i Nordslesvig kun faa Elementarlærere, som ikke ere qvalificerede til at undervise i det tydske Sprog paa Tydsk. Jeg har truffet den Bestemmelse, at der ved de nordslesvigske Skoler fremtidig kun ansættes saadanne Lærere, som ogsaa ere det tydske Sprog mægtige."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. maj 1871).

Pauline Worm. (Efterskrift til Politivennen)

Pauline Frederikke Worm (1825-1883) var forfatter og kvindesagsforkæmper. I 1847-50 var hun huslærerinde i Præstø, hvorpå hun havde en mindre pigeskole, først i Randers og senere en lignende i Aarhus, men hun måtte opgive skoleledelsen, da hun ikke var særligt administrativt eller pædagogisk begavet. Fra 1865 og en lang årrække frem var hun lærerinde i Randers.

I 1865 holdt Pauline Worm som den første kvinde et foredrag. Det havde titlen "Holger-Danske-Sagnet". Det blev også udgivet på tryk hos N. Schmidt i Randers til 12 skilling. Efterfølgende holdt hun taler og foredrag til forskellige møder omkring Randers. De følgende 5 år beskæftigede hun sig især med nationale emner, også da Indre Mission efter hendes opfattelse såede tvivl om den: 

Den indre Mission i Conflict med Nationalitetsfølelsen. Frøken Pauline Worm har ladet indrykke Følgende i "Randers Avis":

"Her i Byen samles i disse Dage Underskrifter paa et Andragende til Hr. Pastor Pontoppidan om at aabne St. Mortens Kirke for "den indre Mission". Mange have allerede underskrevet, og Mange vil fremdeles underskrive i den Overbeviisning, at de derved give deres Navne til et Guds velbehageligt Værk.

Sagen kan imidlertid sees fra mere end een side, og for Adskillige vil den maaskee komme til at staae i en heel ny Belysning, naar man gjør dem opmærksomme paa, at "den indre Mission" betragter Danmark som et Hedningeland, hvor der egentlig først nu, efter Pastor Vilh. Becks Fremtræden, skal skabes en christen Menighed. I "den indre Missions Tidende" Nr. 23 for 15de August d. A. sammenlignes den religieuse Tilstand her i Landet med den, der fandt Sted i Israel under Achab og Jesabel, da Herrens Propheter vare ihjelslaaede og Elias ene bleven tilbage, skjult for sine Forfølgere i en Hule. Det hedder i denne Anledning om Forholdet hos os:

"Og hvor der er en enkelt troende Sjæl tilbage, der maa saadan en Sjæl som oftest leve som en Eneboer i sin Hule, foragtet som en Afsindig, et taabeligt Menneske, uden Venner, uden en eneste Sjæl, der kan forstaae ham, forknyt og bedrøvet over den Nat, det rædsomme Nattens Mørke, der hviler over Folket; og de, som faae fat i saadan en Sjæl, de søge at tage hans Liv, søge ved alle mulige Kunster, ved at lokke eller true, med Spot og Fjendskab at tage Livet, tage Troens Liv fra den Sjæl." 

Efter disse stærke Ord synes rigtignok Forfatteren, Hr. Beck selv, at være kommen lidt til Besindelse, og han tilføier derfor som et Slags Formildelse af sin haarde Dom: "Saaledes var det i den Tid, som ligger bag os, i vore Fædres Tid, og saaledes er det endnu paa mange, mange Steder i vort Fædreland" - (altsaa dog ikke overalt, ikke der, hvor den indre Mission har vundet Indgang).

Saavidt Pastor Beck. Den, der nu ikke med ham vil bryde Staven over vore Fædre, ikke indrømme, at de forgreb sig paa Herrens Raademidler og. som han siger, "kaarede sig falske Propheter," naar de lydigt og i god Tro modtog de Præster, Regeringen sendte dem; den, der ikke kan betragte sine danske Brødre og Søstre som særlig frafaldne, særlig befængte med Ugudelighed og Vantro; den, der ikke kan kalde det Christendom at foragte sit Fædreland og sit Folk; har ganske vist al mulig Grund til at lukke baade Kirkedør og Hjertedør for den indre Mission, saalænge dens Høvding fører saadan Tale.

(Flyveposten 19. november 1867)

Hun blev for denne artikel angrebet hårdt af Indre Mission for bagvaskelse, og Beck kaldte det for "Kjærlingesladder". Pauline Worm svarede igen, se fx en 1½ sides artikel Fædrelandet 27. december 1867. Hun videreudviklede kritikken ud fra hvad Indre Mission senere havde gjort. Debatten fortsatte ind i 1868.

På dette tidspunkt var hun en kendt forfatter, ligesom hendes sange blev sunget til specielle offentlige lejligheder. Pauline Worm blandede sig i debatten (især i Randers) om kvindernes manglende ligestilling og anfægtede at kvindelighed skulle være noget natur- eller Gudsbestemt. Disse synspunkter var måske så langt forud for hendes tid at de enten blev tiet ihjel eller forsøgt imødegået med usaglige argumenter. 

I 1871 begyndte hun at holde foredrag om kvinden. Hun var tidligt blevet grebet af tanken om kvindernes ligestilling og kæmpede for den indtil det sidste. Pauline Worm var i 1865 den første danske kvinde, der holdt et offentligt foredrag. Hun lavede også foredrag for Dansk Kvindesamfund om kvindesagens fortid og fremtid. (Se Nordisk maanedsskrift for folkelig og kristelig oplysning, 1872, S. 19-63.) Marts 1872. I 1872 var hun aktiv for at oprette fagskoler for kvinder.:

- Frøken Pauline Worm fra Randers holdt igaar her i Byen sit bebudede Foredrag om Kvindens Personlighed. Som Samfundsforholdene var, kom Kvinden ikke til sin Ret; hun blev betragtet som upersonlig, og hun var som en Ting eller som et Exemplar. Dog var der begyndt at indtræde nogen Forandring i disse Forhold, større i flere andre Lande, men selv i Danmark søgte dog Loven alt mere, siden vor Frihedsliv oprandt, at beskytte hendes naturlige Menneskerettigheder, og det var derfor egentlig mest Vedtægter, sædvaner og skikke, som holdt hende borte fra et virksomt praktisk Liv, hvor hun kunde anvende sine Evner og Færdigheder. Exempelvis godtgjorde hun, at Kvinders Forstandsevner og overhovedet deres aandelige Begavelse var idetmindste lige saa stor som Mændenes, Hun havde altid Vanskelighed ved at gjøre sig gjældende, og maatte derfor hengive sig i Skjæbnen, men med et forpint Hjerte. En ung Kvinde i England kunde ikke finde Optagelse ved noget Universitet, fordi efter sammes Instruxer Optagelsen lød paa vir (Mand), men endelig blev hun optaget paa et Universitet, i hvis Instrux stod homo (Menneske), fordi det ikke kunde omstrides, at hun jo var et Menneske. Forældre burde itide sørge for, at deres Pigebørn fik en fornuftigere Opdragelse end hidtil, saa at de kunde opnaa Færdigheder og Dygtighed i enkelte Retninger, hvorved de kunde finde en Erhvervskilde, og derved blive istand til at forsørge sig selv, naar Forholdene forlangte det, saa at de ikke behøvede en Mand til Forsørger. De fleste Piger gifte sig nemlig, ofte uden at spørge Hjertet, fordi de behøve en Forsørger. Men under den antydede fornuftigere Ordning vilde der ikke blive færre Ægteskaber, men der vilde blive færre ulykkelige Ægteskaber.

Foredraget, som varede i 1½ Time, blev fulgt med udelt Opmærksomhed af en stor Tilhørerkreds, Herrer og Damer af de forskjelligste Samfundskredse. Foredraget var ypperligt, og fra hendes Standpunkt logisk og korrekt, og det bør bemærkes, at over over det var udbredt Elegance og Kvindelighed, hvilket i Forening med hendes bløde, bøielige Talestemme kun kunde bidrage til at vinde for sig. - Hvad Emnets Kjærne angaaer, mene vi dog at samme var fremstillet vel ensidig, og de udtalte Anskuelser noget paavirkede af Livets Skuffelser.

(Aarhus Amtstidende 31. marts 1871, 2. udgave).

Desuden skrev hun artikler, fx i "Familie-Tidende" nr. 13 om Kvindespørgsmaalet og Naturhistorien

Rosenkilde, G. (George Henricus) (15.11.1814-23.5.1891) fotograf. Worm, Pauline (29.11.1825-13.12.1883) forfatterinde. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Frøken Pauline Worm har nylig gjennem "Hejmdal" udtalt sig om den Side ved Arbejdersagen, som angaar Spørgsmaalet om Kvindens Samfundsstilling. Den bekjendte Forfatterinde, der begynder med en skarp og klar Imødegaaen dels af "Socialistens" Forslag til at forbyde Kvindens Arbejde i Fabrikkerne og dels af "Fædrelandets" Præk om Arbejdernes "urimelig tidlige Indgaaelse af Ægteskab", indrømmer, at det ikke saameget er Lovgivningen som den offenlige Mening, der lægger Hindringer ivejen for at Kvinden kan komme til at indtage en selvstændig Stilling i Henseende til at finde sit Udkomme selv om hun ikke faar nogen Forsørger. Uden her at skulle indlade os paa det foreliggende omfattende Spørgsmaal, der jo ogsaa i disse Dage er rejst fra anden Side og sandsynligvis med mere Virkning, kunne vi dog ikke undlade, at henstille til Overvejelse, om hine Hindringer der tilskrives den offenlige Menings Fordomme, ikke snarere skulde hidrøre fra og stemme med Kvindens hele Natur og Bestemmelse, der ganske vist ikke gjør hende til et, Manden underordnet Væsen men til et fra ham i flere væsenlige Henseender Forskelligt; ligesom det vel ogsaa turde være, at den Hjælp, der egenlig vilde gavne Kvinden, maatte ydes hende gjennem Manden, saaledes at Arbejderens Vilkaar og Løn var en Saadan, at den ham nærpaarørende Kvinde ikke behøvede, som nu, at være hans Medbejler til en knap Løn istedenfor at være den, der prydede og hyggede hans Hjem. (Ah. Atd.) 

(Vestjylland eller Herning Folkeblad 12. februar 1872).

Pauline Worm kritiserede i 1874 det litterære kleresi for at holde kvinderne ude. Indlægget fra denne diskussion udkom i bogen En Brevvexling i 1878, og samme år foreslog hun en ændring i vielsesritualet, der i højere grad skulle betone ligheden i mandens og kvindens situation, som hun gennem en detaljeret undersøgelse kunne påvise faktisk havde bibelsk grundlag. I 1875 foreslog hun, at man skulle samle ind til et panserskib i stedet for at rejse et minde på H.C. Andersens 70-års dag. Hun er begravet på Solbjerg Kirkegård (Frederiksberg).

Pauline Frederikke Worm. F.  i Gyllested 29. nov. 1825. D. i Kjøbenhavn 13. dec. 1883. Sat af venner. Gravsten på Solbjerg (Park)Kirkegård, Frederiksberg. Ved stenen står at brugsretten er udløbet, og et telefonnummer til hvor man skal henvende sig for at få den fornyet. Foto Erik Nicolaisen Høy.