Kvindesamfundet. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindesamfundet. Iaftes afholdt Kvindesamfundet et offentligt, talrigt besøgt Møde i Viingaardstræde Nr. 6. Mødet aabnedes af Hr. Fr. Bajer, som oplyste, at dette Samfund oprindelig var bleven stiftet i Genf som en international Forening, men at den danske Afdeling nu havde besluttet at udstille sig og være selvstændig. Med nogle faa Ord antydede han Foreningens Formaal, som for Øieblikket navnlig maatte være at lette de kvindelige Arbejderes trykkede Stilling, og gav derpaa Ordet til Pastor Christiani, som begyndte med at fralægge Kvindesamfundet enhver Overeensstemmelse med den nyere Emancipationsidee, saaledes som den var optraadt navnlig i Amerika og England. Samfundets Formaal skulde være at frigjøre Kvinden, men ikke saaledes at det Skjønne, Dybe, det, som egentlig gjør Kvinden til Kvinde, gik tabt. Man havde villet anvise Kvinden en aandløs Stilling i Samfundet, en tjenende Rolle; hun skulde være som et Slags Baggrund for Mandens Gjerninger. Der laa heri en Antydning om, at Kvinden ikke selv havde nogen Aand. Mange Kvinder havde baade kunnet tale og handle: men det var bleven anseet for Intet, fordi det ikke kom fra en Mand. Han (Taleren) havde den personlige Erfaring, at Kvinden er ligesaa begavet som Manden, at hun, ligesaavel som han, har Ret til at være med i Aandens Gjerninger. Han troede ikke, at Videnskab eller Oplysning vilde træde hindrende op i Kjærlighedslivet, som "ganske vist er Kvindens egentlige Bestemmelse". Kvinden burde have den samme Ret som Manden til at vælge og lade sig vælge til Rigsdagen og Communen. Det var imidlertid ingenlunde Kvindesamfundets Mening at reformere Verden i denne Henseende, selv om det var istand dertil; en altfor hurtig Fremgangsmaade kunde kun lede til politisk og socialt Kandestøberi. Det var foreløbig kun Samfundets Hensigt at levendegjøre Tanken om Kvindens Undertrykkelse saaledes, at Enhver følte det og var sig det bevidst - Aanden vilde da nok selv skaffe sig Plads. Samfundets Gjerning gjaldt ikke alene de ulykkelige Kvinder; det skulde ikke blot være et Skjold og Værn for dem, der lide, men for alle Kvinder. Det var Oplysning, Kvinden havde Trang til: i den Retning skulde man virke, Oplysning i samme Maalestok og paa samme Maade, som den gives Manden. Taleren endte med al anbefale Samfundet til alle danske Mænd og Kvinder, der ville lægge Haand og Hjerte til for delte Formaals Opnaaelse. 

Efter Anmodning meddele vi, at Indtegning i "Kvindesamfundet" kan skee hos Boghandler L. A. Jørgensen, Høibroplads Nr. 10.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. november 1871).

- Kvindesagens foreløbige Venner havde til iaftes indstævnet et Møde her i Byen i Salen i Vingaardsstræde Nr. 6, hvor der var mødt adskillige Tilhørere og Tilhørerinder, for hvilke Højskolelærer, Lieutenant Bajer, i faa Ord og Pastor Christian i i et længere Foredrag antydede, hvad Formaalet var, og paa hvilket Punkt Bestræbelserne for Øjeblikket stode. Man vil af forskjellige og vistnok gyldige Grunde ophøre med at danne en dansk Filialforening af Association internationale des femmes (i Genéve), idet man haaber at vinde flere Medlemmer til og større Udbytte af et særskilt dansk Kvindesamfund. I Henhold til den Stilling, som "Fædrelandet" har indtaget til det begyndende Røre, Kvindesagen vedkommende, i Anledning af Udgivelsen af Mills Bog osv., kunne vi i det Hele anbefale Velviilie overfor de Skridt, som Kvindesamfundet synes at ville foretage; men vi kunne kun gjøre det med Forbehold, fordi dettes Tendenser i det Enkelte hidtil ere temmelig uklare. Det var i alt Fald ikke godt at komme paa det Rene dermed efter Pastor Christiania Foredrag igaar. Dette kunde vel kaldes baade livligt og aandrigt, men det var ikke at blive klog paa, hvor vidt Kvindesamfundets Emancipationsbestræbelser egenlig tænkes at skulle gaa, og endnu mindre fik man Rede paa de Midler, ved hvilke Sagen praktisk skulde sættes i Værk. Hr. Christian! vilde nemlig ikke blot Intet have at gjøre med den tidligere (amerikanske?) Emancipation, som han fandt vanvittig, og hvis Adfærd han stemplede som Narrevæsen; men han syntes endog at holde paa en større Forskjel mellem Mandens og Kvindens Anlæg og Evner, end f. Ex. Stuart Mill. Han stillede Mand og Kvinde til hinanden som Aand og Hjerte, men vilde dog have, at Kvinden ligesaa fuldt som Manden skulde have Adgang til "Oplysning2, og slog dette Begreb sammen med "Videnskabelighed", idet han dog syntes at mene, at "Latin" var temmelig overflødigt. Han antydede, at Kvinden viser større Lyst end Manden til at møde, hvor "Aandens Klokker lyde",  og al Kvinden altid vilde behandle de aandelige (videnskabelige?) Ting paa en særegen Maade. Han talte smukt om, at de Kvinder, der føle sig lykkelige, allermest burde være villige til at tage Del i en Gjerning, hvis Maal er at hjælpe alle Kvinder, blandt hvilke mange vitterlig ere ilde stedte, men at forøvrigt det nærmeste Maal burde være at vække Kvinderne til Følelse af, at deres lykkelige Stilling ofte er en virkelig Ulykke. Han holdt overhoved paa, at Kvindesamfundets første Opgave maatte være at berede Sindene, men ikke at reformere Samfundet i Øjeblikket. Det var dog alligevel ikke Smaating, han stillede i Udsigt, idet han f. Ex. tilkjendte Kvinderne Ret til at vælge - som det syntes, ogsaa til at vælges - til Rigsdag og Kommune. Han sammenlignede mange af de Indvendinger, som gjøres mod Emancipation af denne eller hin Art, med Ellefolk, som ere hule i Ryggen, og erklærede dem tildels for Fordomme, der ligesom Trolde vilde dø, naar de kom frem for Lyset; men han indlod sig ikke paa nogen virkelig Belysning af disse "Trolde". Han klarede overhoved slet ikke nogen Indvending; hele hans Foredrag var holdt i en vækkende, men meget lidt oplysende Billedstil. Vi tro ikke, at Sagen er vel tjent med en saadan svævende Behandling. Er det sandt, at Kvinden er saa særlig redebon til at give Møde, hvor Aandens Klokker lyde, saa maa det vel være Meningen, at det er Aandsindholdet, som hun skal høre efter, og ikke selve Klokkelyden, hvor velklingende denne end kan være. Vi antage det for givet, at hvis Kvindesamfundet skal vinde Udbredelse og gjøre Gavn, saa maa det have positive Formaal, for hvilke det vil virke gjennem en fast Organisation. I modsat Fald ville selv de mest aandrige Foredrag ikke hjælpe Kvinderne ud over den omtalte "Aandløshed", men kun ind i uklare Fantasterier.

(Fædrelandet 25. november 1871).

Hr Redaktør! Naar det i Deres ærede Blad af 25. ds. hedder, at jeg den foregaaende Aften i "Kvindesamfundet" havde "anbefalet visse kvindelige Arbejdere at gjøre Skrue netop i denne Tid", er dette meget mistydeligt uden nærmere Forklaring. Jeg henviste til Hr Erik Bøghs Tanke i Folkets Avis den 23de ds. (under Dit og Dat. Slutn ), idet jeg opfordrede de velhavende Damer, som i denne Tid med Julen for Øje arbejde i hvidt og kulørt Broderi m. m , at gjøre en Skrue, "omvendt Skrue", eller "Modskrue," til Fordel for de fattige Arbejdersker. Jeg bad dem nedlægge Arbejdet til Fordel for de fattige, og selv at bruge den saaledes indvundne lid til endnu engang, som Medlemmer af "Kvindesamfundet", at virke for de egenlige Arbejdersker.

Mindre Vægt lægger jeg paa, at jeg ikke talte om at hæve Kvinden i "sædelig og moralsk", men I "sædelig og økonomisk" Henseende, o. Lign. Dog vilde jeg være Dem taknemlig, om De vilde lade ogsaa denne Rettelse komme til Deres ærede Læseres Kundskab.

Ærbødigst
Frederik Bajer.

(Dagbladet (København) 30. november 1871.

Hoffs Svovlstikfabrik i Randers. (Efterskrift til Politivennen)

Om Svovlstikfabriken i Randers. Som vi ser af en Stævning agter Svovlstikkefabrikant Hoff i Randers at anlægge Sag mod os for vore Udtalelser om Børnearbejdet i hans Fabrik. For at give bemeldte Hr. Hoff en yderligere Opmuntring til hans vanskelige Foretagende, skal vi meddele en Oplysning, vi i disse Dage har modtaget fra en Borger i Randers:

"Paa Hr. Hoffs Fabrik arbejder der et halvt Hundrede Børn (undertiden noget over, undertiden noget under), i en Alder fra 7 a 8 indtil 14 Aar. En af Drengene døde for nogen Tid siden. Han var i lang Tid bleven syg og var endog undertiden besvimet, naar Svovlningen af Stykkerne foregik. I det Hele taget behøver man kun at opholde sig to Minutter i et af Arbejdslokalerne for øjeblikkelig at indse, hvor farlig og skadelig Arbejdet er for Børnene.

Hr. Hoffs Søn, der bestyrer Fabriken, regalerer ikke saa sjældent de smaa Børn med diverse Lussinger, naar de ikke arbejder ham hurtigt nok. Arbejdslønnen der nok tidligere var 1 Skilling pr. Ramme, er nu kun 1/3 Skilling. Istedetfor at der paa Fabriken burde være en Spisestue, maa Børnene nu, naar de vil indtage deres turre og knappe Maaltid, gøre dette enten i Gaarden. hvad der jo ej kan være Tale om ved Vintertid, eller i et af de usunde Fabriklokaler, hvad der selvfølgelig er i højeste Grad nedbrydende for Helbredet.

Hvis det kan more Hr. Hoff at anlægge Sag imod os, saa under vi ham gerne den Fornøjelse, da det bliver ham selv, der kommer til at betale Gildet: men vi vil gøre ham opmærksom paa, at en Sagsanlæggelse ikke er det samme som en Gendrivelse. Hvis han vil overbevise Publikum, saa lad ham skaffe en Attest fra den Læge, der har behandlet Barnet. Kan denne med rolig Samvittighed og uden Forbehold erklære, at Barnets Død ikke kan siges at vare bevirket eller i høj Grad fremskyndet ved Opholdet i Hr. Hoffs stinkende Lokaler, saa har han renset sig, men ogsaa først da!

(Socialisten 18. november 1871).

Svovlstiksfabrikation i Randers. I "Randers Dagblad" for i Mandags læstes Følgende: En Artikel i "Socialistens" 17de Rumer omtaler til Slutningen den herværendc Svovlstikfabrik, og fortæller, at der i denne arbeider 100 ganske smaa Børn i den nedrigste Stank og i det sletteste Locale, samt at et af Børnene for kort Tid siden er død ved Forgiftning. Hele Beretningen er usand, og uden at indlade os paa noget Videre kunne vi kun ansee det Hele for et hadefuldt Udfald imod Fabrikens Eier. Dersom Meddeleren, istedetfor at opfordre Overlærer Albrectsen og Assessor Bruhn dertil, selv vilde ulejlige sig til Fabriken, saa vilde han komme til Kundskab om, at Localerne ere rummelige, at der kun beskjæftiges nogle og tredive ikke ganske smaa Børn i disse, at intet Barn har været sygt og langt mindre noget er død af Forgiftelse. Fra sikker Kilde vide vi, at det største Antal Børn, der har været beskjæftigede paa Fabriken, er halvtredsindtyve, og det er idetmindste os ubekjendt, at der nogensinde har hersket Sygdom eller Forgiftelse iblandt disse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. november 1871)

I august 1872 blev Harald Brix (1841-1881) som redaktør af Socialisten dømt for injurier mod fabrikant Hoff og fik en bøde på 100 Rd. eller simpelt fængsel i 30 dage, samt at betale for sagens omkostninger (25 rdl).

Fabrikken lå i Vestergade 505 i Randers. Carl Frederik Emil Hoff havde i 1864 købt Søren Larsen Sørensens købmandshandel og svovlstikfabrik og flyttet den til sin egen købmandsgård. Den skiftede navn til Randers Tændstikfabrik og lavede som den første i Danmark sikkerhedstændstikker. I 1866 beskæftigede den over 50 arbejdere, primært børn. Fabrikken udvidedes i 1868. Den var udsat for en række brande. I 1872 indgik Anders Sørensen og Hoff en aftale om forhøjelse af deres priser. Sønnen Ernst Hoff overtog i 1873 fabrikken. Den gamle Hoff døde af gigtfeber. Fabrikken fik konkurrence fra H.E. Gosch, og efter en brand 22. oktober 1881 der ødelagde fabrikken, solgte Ernst Hoff fabrikken i 1884 til Just Abildgaard,  Peter Justesen og konsul Michaelsen. Randers Tændstikfabrik blev herefter et aktieselskab under navnet "Tændstikfabrikken Merkur".

Kvaksalver og Elektricitet. (Efterskrift til Politivennen)

Kvaksalveri. Criminalretten har i Tirsdags afsagt Dom i en Sag imod en Person, der var tiltalt for Kvaksalveri. Den Paagjældende, der er 38 Aar gl. og født i Jylland, har tidligere forsøgt sig i forskjellige Livsstillinger og bl. A. i en Tid af 12 Aar opholdt sig i Amerika og senere som Udvandringsagent i Sverig, indtil han i April f. A. kom her til Staden, hvor hans Levevei har bestaaet i at helbrede Folk efter hvad han benævner "den mesmerske Methode". Han troer sig nemlig i Besiddelse af en naturlig, elektrisk Strøm, der ved at overføres lil Patienterne kan virke helbredende. Hans Cuur bestaaer deri, at han deels bestryger eller berører de -Syge med sine Hænder, deels lader dem drikke Vand, til hvilket Elektriciteten er overført. Meddelelsen af den elektriske Strøm til Vandet bevirker han ved at lægge to almindelige Nøgler, som han bærer paa sig, i et Glas med Vand, eller derved at han holder dette med den ene Haand og bestryger det med den anden, og naar Electriciteten paa denne Mande er gaaet over i Vandet, maa man, for at bevare den, ikke røre ved Glasset uden ved Hjælp af et Stykke Silketøi. Efter denne Methode og uden at anvende Medicin eller andre Midler end de ovennævnte har Tiltalte, der ike har nogen Berettigelse til at befatte sig med Lægepraxis, taget Syge under Kuur for Lam!,. o. Gigt m. m. Han har paastaaet, at Patienterne selv henvendte sig til ham, idet de Første af disse, efterat have benyttet hans Cuur, henviste Andre til ham, og som Betaling har han sædvanlig forlangt og faaet 50 Rd. for hver Maaned, Cuuren varede, idet han daglig kom en Timestid til Patienten, eller 2 Rd. for enkelte Besøg; hvor Patienten ikke har haft Raad til at betale, har han dog ikke fordret noget Vederlag. Kurens Varighed har han undertiden angivet til 5 a 6 Maaneder. Som Virkning af Tilialles Experimenter have Patienterne som oftest sporet en Varme i Legemet og om Natten en stærk Transpiration. De fleste Patienter, der næsten alle tidligere havde brugt Lægehjælp uden Held, have forklarer, at de ere blevne helbredede i det Hele eller for en Deel, og de tilskrive Tiltaltes Cuur denne Virkning, og om der end er Enkelte, paa hvilke Methoden ikke gjorde nogensomhelst Virkning, er der dog heller Ingen, som har forklaret at have havt Skade af Cuuren. Tiltalte har forklaret, at han ved en tilfældig Hændelse kom til Kundskab om den Evne, hvoraf han formener at være i Besiddelse, og da han holder sig overheviist om, al han virkelig kan helbrede Folk ved den, havde han meent, at han ikke overtraadte Kvaksalveriloven, da han, som alt bemærket, ikke anvendte Medicin. Retten kom imidlertid til et andet Resultat og idømte ham efter Lov 3die Marts 1851, jvfr. Fr. 5te Septbr. 1794 § 5 en Bøde af 20 Rd., som tilfalder Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse. En under Sagen nedlagt Paastand, hvorefter den Paagjældende forlangte Tiltalte tilpligtet at tilbagebetale 50 Rd., som denne forud havde modtaget for Paabegyndelsen af en Cuur, der blev afbrudt ved Sagens Anlæg, fandt Retten ikke at kunne tage under Paakjendelse under Sagen, idet den begaaede Lovovertrædelse, skjøndt en strafbar Handling i Forhold til det Offentlige, ikke antoges at indeholde noget Retsindgreb imod de Personer, der havde indladt sig med Tiltalte i den Egenskab, hvori han optraadte.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. november 1871).

Arbejdermøder i Randers 28de October 1871. (Efterskrift til Politivennen)

Arbeidermøde i Randers. Om et i Randers i Løverdags Aftes afholdt Arbeidermøde i et Beværtningslocale udenfor Byen hedder det i "Randers Dagblad" for igaar: Til det af Hr. Povl Geleff paa den internationale Arbejderforenings Vegne iforgaars Aftes indvarslede Arbeidermøde havde der indfundet sig langt Flere, end Localet kunde rumme. Hr. Geleff aabnede Mødet med at tilkjendegive Forsamlingen, at Hensigten dermed var at drøfte de Klager, der fra Arbeidernes Side vare fremkomne. Hans Foredrag, der fra Forsamlingens Side idelig afbrydes deels af Bifalds- deels af Mishagsytringer, gik navnlig ud paa at bevise det Berettigede i Arbejdernes Klager og fremhævede i overdrevne Udtryk de trykkende Forhold, hvorunder de leve. Som et af Midlerne til at forbedre deres Kaar, omtalte han Forandring af Valgloven, saa at denne blev udvidet saaledes, at Arbejderne ogsaa kunde faae deres Repræsentanter i den lovgivende Forsamling. Derefter talte Assessor Bruhn, der imødegik Geleff, idet han paaviste, at Arbeiderstanden her i Landet ikke var under saa trykkende Forhold, som denne havde fremhævet. Snedker N. E. Schou indbød Arbejderne til et Møde paa Tirsdag Aften for uden Forstyrrelse at kunne drøfte de foreliggende Spørgsmaal. Da Mødet antog en saa stormende Charakteer, at det var umuligt for Nogen at blive hørt, fandt Hr. P. Geleff sig foranlediget til, trods Protest, at erklære Mødet for hævet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. oktober 1871).

Arbeidermødet i Randers var ifølge "Randers Amtsavis" besøgt af omtrent mellem 800 og 1000 Mennesker. Mødets Hensigt maa betragtes som fuldstændig mislykket, idet Stemningen fra først til sidst ingenlunde viste sig at være for den socialistiske Bevægelse. Efter at have meddeelt - hvad vi alt have anført iaftes i det efter "Rdrs. Dagblad" optagne Referat - at Hr Geleff, da han ikke mere kunde komme til Orde for Raaben og Skrigen, maatte hæve Mødet, idet han dog siges at have udtalt det Haab, at samles med Arbejderne ved en anden Lejlighed, slutter "Randers Amtsavis" sin Beretning med følgende Ord: "Saaledes endte dette første Forsøg paa at lede vor Arbeiderstand vild og forplumre dens Forhold. Om det vil blive efterfulgt af flere, kunne vi selvfølgelig ikke vide. Men at dømme efter de Stemningsudbrud, der idelig afbrede Prædikanens alt andet end heldige og fuldstændig resultatløse Udtalelse, - hvilke ganske vist ikke alle kom fra Medlemmer af den egentlige Arbejderstand - , var han ingen velkommcn Gjæst her, hvad han ogsaa tilstod, at han selv følte. Det er derfor neppe rimeligt, at denne Prøve, som "paa Foranstaltning af den internationale Arbeiderforening i Kjøbenhavn" er bleven anstillet her og faldt saa ynkeligt ud, vil blive gjentaget. (Thi at vort Byraadsmedlem Snedker R. E. Schou skulde have i sinde paa det til Tirsdag bestemte Arbeidermøde at lade Hr. Geleff smutte ind i Salen, dækket af sit Skjold, det maae vi antage for umuligt). Og viser det sig, naar den Smule Ophidselse har lagt sig, som jo maatte komme frem ved en Leilighed som denne, at det er, som vi have al Grund til at troe, at dette Tilløb er gaaet virkningsløst os og vore Forhold forbi, saa tør vi vel nok stille det hæderlige Exempel, vore Arbeidere saaledes have givet, frem for Andre til Efterligning."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. november 1871).

Nyt Arbeidermøde i Randers. Om det af Snedkermester R. C. Schou i Randers til i Tirsdags Aftes indvarslede nye Arbeidermøde hedder det i "Randers Dagblad" for igaar: Der havde indfundet sig saa Mange, som Localet kunne rumme. Paa Forslag af Snedker Schou blev der nedsat et Udvalg af 7 Medlemmer for at drøfte, hvorvidt det var heldigt at slutte sig til den internationale Arbeiderforening i Kjøbenhavn eller ikke, hvilket Udvalg saa paa en senere Maade skulde fremlægge sin betænkning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. november 1871).

Mødet i Randers. Der eksisterer i denne By en Overlærer ved Navn Albrectsen, der i længere Tid har staaet i Spidsen for en saakaldet "Arbejder-forening", hvori der i Øvrigt kun findes faa Arbejdere, men desto flere Storborgere og Fabrikanter. Denne "Overlærer" Albrectsen, der naturligvis er en ivrig doktrinær Rabulist og en indskrænket men herskesyg Spidsborger, havde sat sig i Hovedet, at han nok skulde kurrere Randers Arbejdere for Anfald af Socialisme, og i den Hensigt averterede han i Byens Avis, at alle der sluttede sig til vor Forening, vilde blive udstødt af Randers Arbejderforening, ligesom de heller ikke vilde faa Hjælp af den derværende Understøttelsesforening! Vi begriber ikke, hvor denne Størrelse faar Frækhed fra til en saadan Opførsel! Selv her i Byen, hvor "Arbejderforeningen af 1860" saa længe har sjasket i Hælene paa Hr Rimestad, vilde det aldrig være bleven taalt, hvis denne skulde være faldet paa at forbyde Medlemmerne at være i andre foreninger. Denne Udtalelse af Hr. Albrectsen vidner altsaa om, hvilket Despoti og hvilken Vilkaarlighed der maa herske i Randers Arbejderforening, og hvor slaviske og umyndige Medlemmerne maa være, naar de taaler en saadan ligefrem Overtrædelse af Selskabets Love.

Men den anden Trusel er næsten endnu mere betegnende. For det første bliver det naturligvis et Spørgsmaal, hvor vidt Bestyrelsen for den nævnte Forening har Lov til at bestemme dette; Bidragene et dog vist givet uden noget saadant forbehold, hvor kan saa Bestyrelsen have Ret til at udelukke folk, som trænger til Hjælp. Men det Hele viser klarligt det "kristelige" Standpunkt som Dhrr indtager.

Efter disse Anstrængelser fra Hr. Albrectsens Side, var det let at skønne, at Kampen vilde blive haard for vor Afsending Hr. Povl Geleff, der til d. 28de Octbr. havde berammet et socialistisk Møde i Rosenlunds Lokale. Allerede en Timestid iforvejen havde Modstanderne fyldt Salen, medens Arbeiderne, der kom senere, for største Delen maatte staa udenfor Salsvinduerne, da Mange havde trængt sig ind uden Billet. Da Hr Geleff fremstod, og i et længere foredrag udviklede Socialismens Betydning og de Midler, som vor forening har i Sinde at anvende for at forbedre den fjerde Stands Kaar, afbrødes han hvert Øieblik ved det "fine" Publikums uanstændige Spektakler, der dannede en slaaende Modsætning til den Ro og Værdighed, hvormed de egentlige Arbeidere stedse er optraadt saavel i København som i Aarhus. En "Assessor" Brun diskede derpaa op meb de i den øvrige civiliserede Verden allerede forslidte og aflagte Modbeviser. Den vistnok lidt forvirrede Taler anførte som Exempel, at naar en Mand i 20 Aar havde slidt og slæbt under idelige Savn, saa vilde vi forbyde ham at bruge den opsparede Kapital. Nej, bedste Hr. Brun, det har vi slet ikke i Sinde. Tværtimod strider vi for den fuldkomne personlige Tanke-, Tale-, Skrive- og Handlefrihed. Men hvad vi vil, ikke forbyde, men gøre umuligt, det er, at han i Steden for at forbruge sin Kapital til sin egen fornøjelse, skal anvende den til at lade andre trælle for at forøge den. I øvrigt skulde Hr. Brun, naar han vil være populær, nødig tage et af de faa Eksempler, hvor en Mand selv har kæmpet sig frem, det vilde have været mere overensstemmende med Virkeligheden, hvis han som Exempel paa Kapitalister havde nævnt Hr. Tietgen eller en anden moderne Vindmager, som i faa Aar er blevet Millionær ved Børsjobberi og Aktiesvindel. Hr Snedker Schou, der indsaa hvor urimeligt det vilde være at fortsætte forhandlingerne under ben herskende Støj, bebudede et nyt Møde, alene for Arbejdere, Tirsdagen herefter. Derpaa sluttede Hr. Geleff Mødet, og begav sig bort, stærkt truet med Haandgribeligheder af den "fine" Del af Publikum, men beskyttet af en Del Arbejdere og enkelte andre Veltænkende. -

 Idet vi slutter Beretningen om dette interessante Møde, maa vi dog ikke glemme endnu engang at takke ben elskværdige Hr. Albrectsen for hans Imødekommen mod Arbejderne i København. Han kunde ikke ved nogen anden Opførsel have tjent vor Sag bedre. Hvis han skulde faa lidt Tid tilovers fra sine "byrdefulde" forretninger som "Arbejderfører" (at sige selvvalgt), vilde vi bede ham se lidt indenfor paa den Svovlstikkefabrik, der findes derovre. Og havde Hr "Assessoren" Tid, saa kunde han maaske gaa med. Der arbeider ca. 100 ganske smaa Børn i den nedrigste Stank og i det sletteste Lokale, der kan tænkes, og for kort Tid siden døde et af dem ligefrem af forgistelse. Der vilde Hr Brun kunne finde Stof til "Kapitalister"; idetmindste "slider og slæber" de, men rigtignok ikke i 20 Aar, for inden den halve Tid er gaaet er de - kreperede!

Ved det nye Arbejdermøde i Tirsdags blev der i Randers dannet en Sektion af den internationale Forening. Hr. Geleff optraadte og blev hilset med Bifald. Nærmere næste Gang.

(Socialisten 4. november 1871).

Arbeidersagen i Randers. Vore Læsere ville erindre, at der for en Ugestid siden, efter Indbydelse af Byraadsmedlem R. C. Schou i Randers blev holdt el talrig besøgt Arbeidermøde i den nævnte By, paa hvilket man enedes om at nedsætte et Udvalg med det Hverv at overveie og undersøge hvorvidt en Tilslutning til den intemationale Arbejderforening i Kjøbenhavn var heldig eller ikke. Dette Udvalg havde iforgaars Aftes, ifølge "Randers Dagblad", sammenkaldt et nyt Møde, paa hvilket Hr. Schou paa dets Vegne gjorde Forsamlingen bekjendt med, at Udvalget, efterat have brevvexlet med Centralkomiteen i Kjøbenhavn, var kommen til den Anskuelse, at der ikke var nogen Grund til Frygt for at indtræde i "Internationale", da denne Forening kun holdt paa Lov og Retfærdighed og ikke havde til Hensigt at omstyrte de bestaaende Forhold. Kun ad Rolighedens og Besindighedens Vei vilde man føre Arbejderne frem til det tilsigtede Maal og ikke, som det af Mange blev udsagt, med Sværd i den ene Haand og Petroleumsfakkel i den anden. Mødet sluttede med et Leve for Hr. Schou, hvorefter der fandt en Indtegning Sted i "Internationale". - Vi tro, der er al Anledning til at lykønske Arbeiderne i Randers til at de i deres Midte have en Mand som Hr. schou, til hvis Dygtighed, Anseelse og oprigtige Hengivenhed for den ringere Stilledes Sag, de sikkert med Tryghed kunne støtte sig.

(Aarhus Amtstidende 16. november 1871).

Fra Randers. *) Efterat Hr. Poul Geleff fra Kjøbenhavn havde afholdt et Møde her i Byen, der imidlertid blev forstyrret paa Grund af visse Personers kaade og drengeagtige Optræden, blev der af Hr. Snedkermester R. V. Schou afholdt et Arbeidermøde, hvor det blev besluttet at nedsætte et Udvalg for at undersøge, hvorvidt det var overensstemmende med Arbejdernes Interesser at indtræde som Medlemmer i den danske Afdeling af den internationale Arbejderforening. Dette Udvalg havde til i Tirsdags Aftes indbudt Byens og Omegnens Arbeidere til et nyt Møde, ved hvilket der vistnok var henimod 400 Mennesker tilstede. Som Ordforer for Udvalget udviklede Snedker R. E. Schou Betydningen af, at alle Landes Arbejdere sluttede sig sammen til et eneste mægtigt og enigt Selskab. Han meddelte, at efter de Oplysninger, som Udvalget havde erholdt, var der ingen Fare for, at det var den internationale Arbejderforenings Plan paa en voldelig Maade at gjennemføre sin Opgave. Saalænge Modpartierne ikke krænkede de bestaaende Love, vilde Internationale ganske sikken heller ikke gjøre det, men den vilde stræbe efter paa en rolig og besindig Maade at opnaa sit Formaal og tilvejebringe taalelige Forhold for Arbejderne. Efterat Hr. Schou derefter havde oplæst og forklaret Generalstatuterne og den danske Afdelings Love, paapegede han i korte Træk, hvad det var for usle Midler, hvoraf Storborgerne betjente sig for at sætte deres Villie igjennem, og erindrede Arbejderne om ved det forestaaende Valg til næste Aar at være enig, og holde sammen og kun stemme efter deres Overbevisning; han paapegede derhos hvorledes Arbejderne i Byerne havde deres bedste Støtte i det kraftige og vel ledede Landbo-Demokrati. Til Slutning opfordrede Hr. Schou indtrængende til Indtrædelse i "Internationale" og hævede derefter Mødet med et Leve for den danske Arbejder. En Tilstedeværende udbragte derpaa ogsaa et Leve for Hr. Schou som Arbejdernes Talsmand.

Der indtegnedes strax henved 100 Medlemmer i Foreningen.

*) Efterat Stykket i Dagsavisen om Randersmødet allerede var sat, have vi fra en æret Meddeler modtaget Nærværende, som da det indeholder Et og Andet. som ikke findes i Referatet efter "R. Dgdl." ogsaa ville tillade os at benytte.

(Aarhus Amtstidende 16. november 1871).

Der blev desuden afholdt møder i Aalborg i Elisalyst med 7-800 personer (se Socialisten 11. november 1871), Vingårdsstræde i København med 900 deltagere (se Socialisten 18. november 1871), Skanderborg, Vejle, Horsens, Odense (26. november 1871), Slagelse (25. november 1871) Roskilde, Skodsborg samt en række andre steder. Ud over Harald Brix og Geleff var også Abraham Sommer aktiv, samt i Københavnsområdet snedkersvend Berg.

Arbejdermøder i Aarhus 25de October 1871. (Efterskrift til Politivennen)

Et nyt Arbeidermøde i Aarhuus. (Aarh. stiftst.) Paa et talrigt besøgt Arbeider-møde i Onsdags Aftes optraadte Hr. Geleff fra Kiøbenhavn som Afsending fra den kjøbenhavnske lnternationale Arbeiderforening, og gjennemgik i Korthed denne Forenings bekjendte program, derefter optraadte Skjærsliber Johansen og anbefalede under hyppige Afbrydelser at afskaffe Religionen, Præsterne og Kirkerne. Hr Bjørnbak hilsede den foregaaende Talers Begeistring med Glæde og som et Beviis paa, at Arbeiderne havde Modenhed til at tale om deres Anliggender. Han udtalte sig derefter om sit Parties standpunkt i de kirkelige Anliggender; han vil have Stat og Kirke adskilte; Menighederne skulle have Ret til at vælge Præst og Lærer og fuld Frihed i religieuse Sager. Han gik derfra over til et Angreb paa "det djævelske Nationalitetsprincip", og hævdede den evige Fred og ingen Hære som et Maal, alle Arbejderne uden Hensyn til Nationalitet skulde kæmpe for at naae. Han forlangte og fik under Forsamlingens stærke Bifald et Tillidsvotum overfor "Jyllandsposten"s Paastand forleden, at han sidst forlod Salen, fordi Arbejderne vare kjede af at høre paa ham. Hr. Geleff opfordrede Arbejdernes Modstandere til at tale, og da Ingen efterkom Opfordringen, udtalte han sig om, at Bestyrelsen, hvoraf han var Medlem, i Hærvæsenet vilde have Reduction, men ikte Afskaffelse af enhver Hær, for de større Magter gik iforveien, hvilket for Tydsklands Vedkommende ikke kunde vare længe, da Internationale med rivende Hurtighed udbredte sig der. Hr.Bjørnbak holdt nu et Foredrag om, at "Politik" just var det, hvorved Arbejderne kunde løftes og komme til deres Ret, da de, naar de benyttede deres politiske Rettigheder, havde Majoriteten. Efter at Forhandlingerne have været afbrudt i 10 Minuter, rettede Hr. Obel som en Ven af Arbejderne, af hvilke han ikke troede, at der fandtes nogen Modstander i Aarhuus det Spørgsmaal til Hr. Geleff, om den nylig stiftede internationale danske Forening stod i Forhold til Internationale, der synes at have slaaet bag Parisercommunens Skjændselsherredømme. Hr. Geleff erklærede, at den danske Forening ikke stod i Afhængighedsforhold til Internationale, men vel i venskabeligt Forhold til dette Selskab, og advarede mod at tillægge Internationale Ansvar for Parisercommunens Færd, da denne Sag i hvert Fald endnu ikke tilfulde var oplyst. Hr. Bjørnbak talte igjen, særlig om sit personlige Forhold til Arbeiderne, og erklærede, at han ikke vilde benytte dette til at blive valgt til Rigsdagsmand. Hr. Geleff hævede derefter Mødet omtrent Kl. 10½.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. oktober 1871).

Arbeiderbevægelsen i Aarhus. Aarhuus, den 28de Octbr. (Aarhuus Amtstidende. Iaftes afholdt Tømmersvendene her i Byen et Møde i Localet paa Fiskergade for at overveie, hvad der skulde gjøres for at forhøie Arbeidslønnen og i det Hele taget for at forbedre Arbeidernes Kaar. Mødet indlededes af Tømrer I. Andersen (Medlem af den midlertidige Bestyrelse for den internationale Arbeiderforenings Afdeling i Aarhuus), der udviklede sine Anskuelser, som gik ud paa, at man skulde danne et Udvalg til at udarbeide en Priiscourant samt danne en Strikekasse for Tømrerne og tillige slutte sig til den internationale Arbejderforening. I lignende Retning talte Tømrerne Thorbrogger og Christiansen, hvorefter det omhandlede Udvalgs Medlemmer valgtes. Lærer Assersen erindrede om, at man maatte slutte sig nøie sammen med andre Arbejdere, da man ellers Intet udrettede. Han meente, at det kunde være rigtigt at forespørge hos Mestrene, om de kunde give noget Mere i Arbeidsløn, men fraraadede gjentagende paa det nuværende Standpunkt at optræde med Fordringer, som man langtfra var sikker paa at kunne gjennemføre. Tømrer S. Andersen brød sig ikke om at høre Noget om den internationale Arbejderforening, men meente blot, at naar man opstillede den kjøbenhavnske Priiscourant som en Fordring, skulde Mestrene nok nu gaae ind derpaa. Dette modsagdes af en senere Taler, I. Andersen ønskede, at man indtraadte i den internationale Arbejderforening, men at man beholdt Strikekassen for sig selv. Der maatte vælges Folk til at forhandle med Mestrene, hvilket derpaa skete. Assersen opfordrede til at træde talrigt ind i den internationale Arbeiderforening, da man derved opnaaede, hvad man tilsigtede, at blive en særegen Afdeling (Section). Ved Mødet indtegnedes i denne Forening c. 30 Medlemmer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. oktober 1871).

Socialistiske Møder.

Mødet i Aarhus i Onsdags i forrige Uge var besøgt af c 700, omendskønt der samtidigt var Koncert og Bibellæsning samt Møde af Husholdningsforeningen, som dog blev udsat. Mødet aabnedes af Karetmager Kruse, der meddelte Forsamlingen, at en Udsending fra den internationale Arbejderforening i København, Hr. Geleff agtede at holde et Foredrag, hvorefter Ordet vilde blive givet frit. Derefter traadte denne frem og bemærkede, at han ikke havde indfundet sig for at holde noget egentlig Foredrag, heller ikke for at rejse en Agitation; der eksisterede allerede et saa livligt Røre mellem Arbejderne her, som det sømmede sig Aarhus, Landets livskraftigste By; Formaalet med hans Besøg var at hiælpe Arbejderne mod den Modstand, deres Bevægelse havde vakt hos de andre Samfundsklasser. Taleren fremstillede derefter Arbeidernes berettigede Klagepunkler, af hvilke nogle, som den for lave Arbejdsløn, Arbejderens usikre Stilling og Anvendelsen af Maskiner samt Arbejdets stærke Deling, i fuldt Maal vedrørte vore Arbejderforhold, medens andre, som Kvinders og Børns Anvendelse til Fabrikarbejde og den deraf svigende Forstyrrelse af Familielivet, den haarde Behandling og den Haan, Arbejderen mødte hos de bedre Stillede, hans daarlige Bolig og tarvelige Subsistentsmidler vel navnlig fandt sin Anvendelse paa de egenlige Fabriklande, men dog ogsaa ikke siældent var berettigede her til Lands. For at afhjælpe disse Klager var det, at den internationale Forening i København havde opstillet Forbringer om en kortere Normalarbeidstid, hvad der var ensbetydende med en Forhøjelse af Daglønnen, Fritagelse for Arbejde om Søndagen; Kvinders og navlig Børns Udelukkelse fra Fabrikarbejde og Ansættelse af en Inspektør ved enhver større Fabrik, lønnet af staten, men valgt af Arbejderne til at vaage over disse Bestemmelsers Overholdelse. Naar det blev sagt, at Internationale vilde afskaffe Religionen, da var dette urigtigt, eftersom den paa dette som paa alle andre Omraader kun vilde Frihed. Det indvendtes, at de opstillede Fordringer ikke vedkom Staten, men det var Storborgerens Paaskud, der ikke blev anført, hvor det galdt at beskytte deres egen Fordel. Den nuværende Valglovs Betingelser tilfredsstillede ikke Arbejderens Krav; det var alene Arbejderne det gik ud over ved Bestemmelserne om egen Dug og Disk, fast Ophold i Valgkredsene, modtagen Fattigunderstøttelse burde ikke stille ham i Klasse med Forbryderne og berøve ham hans naturlige Ret som Statsborger Den indirekte Skat, der næsten udelukkende hviler paa Arbejderne, var en skammelig Uretfærdighed. Naar Arbejderne, der udgør 90 pCt. af Befolkningen, kun vil benytte deres Stemmeret, kunde de befolke Folketinget og sætte deres Krav igennem. Han opfordrede de Tilstedeværende til at ytre sig. - Skærsliber Johansen forlangte Ordet i Anledning af Geleffs Udtalelse om Religionen; der var megen Grund til at afskaffe denne; den var stadig blevet benyttet til at undertrykke Folket lige fra de hedenske Tider til nu; han mindede om Religionskrige, de kostbare Kirkers Opførelse; Religionen hvilede paa en tvivlsom Grund; næmlig Bibelen (her afbrødes Taleren af Publikum, og Dirigenten og søgte at stanse ham); han ivrede stærkt imod, at Befolkningen trods Trosfriheden, skulde betale til Præsterne, der var falske Vejledere. Efter dette Foredrag, tog Skoleforstander Bjørnbak Ordet og udtalte sin Glæde over at høre en Mand af Folket udtale sin Mening med saa megen Begejstring og Inderlighed; den forrige Taler havde forstaaet, hvorledes Religionen var bleven misbrugt til at hidse Folkene imod hinanden: det var naturligvis kun Misbrug af Religionen, ikke denne selv, der skulde hæves; Ingen trængte mere til dens Trøst end Arbejderen. Nu havde Religionsspørgsmanlet ikke længer de djævelske Virkninger som i Fortiden; nu var det forbeholdt en anden Djævel, Nationaliteten, at ophidse det ene Folk mod det andet; det var Folkefjenderne, der forførte Arbejderne til at ofre deres  Kapital, Kræfterne og Livet for at staa hinanden. Hvor unaturligt af os at ville kriges med Tyskere blot fordi de var Tyskere (Bifald); vi, som elskede vort Land og vore Institutioner, vilde ikke se dette prisgivet til Røvere; destoværre var dette alligevel sket, men hvorfor? For vor usalige Krigspolitiks Skyld (stærkt Bifald), og hvorfor havde Tyskerne gjort det? Forførte af Folkefjenderne! Arbejderne vilde aldrig opnaa lykkelige Kaar, førend Krig og Hærvæsen blev afskaffede (Afbrydelse). Taleren vilde spørge Forsamlingen, om den ønskede at høre ham? (Voldsomt Bifald), om den paa forrige Møde havde nægtet ham at tale ud? (Nej!) altsaa var det "Jyllandsposten", der for med Usandhed, ikke ham (Raab og Bifald); se saaledes bagvaskedes en Mand. naar han tog sig af Folkets Sag (Bifaldsraab og Hurraer). Geleff kunde ganske slutte sig til Bjørnbak: det var netop den internationale Forenings Ide at slutte Arbejderne i de forskjellige Lande sammen og hindre Krig og Blodsudgydelse. Bjørnbaks Fordringer om Afvæbning var berettigede; inden faa Aar vilde det være Vejen, som ogsaa alle de store Stater maatte gaa; i Tyskland selv var Socialismen mægtig og havde højt fordømt den sidste Erobringskrig. Hvormeget det end glædede Taleren at finde saa megen Samstemning, var hans Hensigt dog at imødegaa Modstanderne , som han atter opfordrede til at udtale sig. - Da Ingen af disse meldte sig, tog Hr Bjørndal atter Ordet og beklagede, at de store Aander, der havde travlt i Krogene, ikke vilde lade os Smaafolk nyde Godt af deres Visdom (Bifald). Han gik derefter over til at forklare Folkepartiets Holdning overfor de kirkelige Spøgsmaal og opfordrede Arbejderne til at slutte sig til, hvad der alt i mange Aar var arbejdet paa af ham og hans Parti. Præsterne, der fortalte os, at det ikke var det Timelige, men det Evige, det galt om, var de Første til at skrabe Penge fra Arbejderne lige fra Vuggen til Graven. (Bifald). Han kom derpaa ind paa Tiendespørgsmaalet, og da der enkeltvis ytredes Misfornøielse med den megen Politik, tog Taleren Anledning til al indskærpe Arbejderne, at Politik netop var deres eneste Redning: naar en Mand paa forrige Møde havde talt om et Barn og et fyldt Grødfad, da skulde Arbejderne ikke oftere give Storborgerne Anledning til slige haanlige Udtryk, men Alle som En møde paa Valgstedet og stemme, men ikke som tidligere paa Anvisning (En Stemme: For 3 Mark!) Taleren takkede for Oplysningen, det viste, hvilke Venner Arbejderne hidtil havde havt. Da han selv stillede sig i Aarhus, truede man en af hans Vælgere med knyttede Næver, men dem behøvede Arbejderne hverken at være bange for eller at benytte. - Stadsingenieur Obel tog Ordet for at erklære, at han var en stor Ven af Arbejderne (?) Der var ingen Modstand mod Arbejderne: men kun mod at betro deres Sag til Internationale, der almindelig antages at staa bagved Kommunens Rædselsgærninger i Paris. Den bedste Støtte Hr. Geleff kunde yde Arbejderens Sag. var at give Samfundet Sikkerhed for, at det ikke var en Forening med saadanne Formaal, i hvilken vore Arbejdere skulde indtræde, og herom ønskede han Hr. Geleffs Udtalelse. - Geleff svarede, at der vist ikke var Nogen, der nøjagtigt kunde besvare Spørgsmaalet om, hvormeget Internationale havde deltaget i Kommunens Dannelse, før dennes Historie forelaa. En Sammenslutning af alle Landes Arbejdere var naturligvis fredelig. og den danske Afdeling stod vel i Forbindelse med, men ikke i Afhængighedsforhold til Hovedafdelingen, hverken i Pengesager eller i nogen anden Retning. Naar Alle nu vilde være Arbejderens Venner, vilde han ingenlunde betvivle det for den foregaaende Talers Vedkommende, men opfordrede Arbejderen til at være forsigtig og erindre, at det først var, efterat han og hans Venner havde rejst Arbejderspørgsmaalet, at der havde tilbudt sig saa mange andre Venner. - Bjørnbak vilde ogsaa advare Arbejderne imod de mange Venner: der var altid nok, der vilde med Strømmen og paa de Stærkestes Parti: det var gaaet ligesaa med Bondepartiet i sin Tid: Taleren kunde af ganske Hjerte slutte sig til den danske internationale Arbejderforenings Program; dens Love kunde enhver dansk Mand anerkende; han vilde ikke med et Ord have støttet Sagen, hvis der havde været Tale om at bruge Andet end lovlige Midler, men det var der jo ikke? (Nej! nej! En Stemme: Kan vi ogsaa stole paa det? - Bevægelse i Forsamlingen: Tvivleren sættes udenfor); Taleren tog deraf Anledning til at erklære den for en Skurk, der drog ærlige Folks Forsikring i Tvivl (stormende Bifald) Nu hørte han sine Fjender sige: Tag jer iagt for Bjørnbak, han smidsker kun for Jer for at blive valgt til Rigsdagsmand; men han vilde erklære, at han ikke denne Gang vilde stille sig til Valg i Aarhus; han havde sin stille Gærning i Børnenes Kreds i Skolen altfor kær til at forlade den; men han skulde derimod gærne være Arbejderne behjælpelig med at finde en anden Rigsdagskandidat. (Stormende Bifald, Bjørnbak hilsedes med Hurraraab, der ikke synes at ville faa Ende). Taleren takkede og udbragte et Leve for Arbejdernes Sag, hvis Sejr var vis (nye Hurraraab): saasandt det var en retfærdig Sag, som den Højeste ikke vilde nægte sin Velsignelse. - Geleff erklærede herefter Mødet for sluttet, hvorpaa Kruse udbragte et Leve for Geleff, der ligeledes hilsedes med Hurraraab.

(Socialisten 4. november 1871).