Arbejdermøde i Odense. (Efterskrift til Politivennen)

Om Arbeiderrøret i Odense skrives der til os: Stormen er reden af og Skuden er kommen i Havn. Det var en høi og huul Søgang, der i forrige Uge rullede hen over vor By, og den truede et Øieblik med at opsluge adskillige Individer med skjøre Hoveder i sin Afgrund. Til at sætte de onde Lidenskaber i Bevægelse hører der i Grunden kun Frækhed og en vis Sufficanse i at fremsætte sine Paastande, og begge disse Egenskaber besidder Hr. Poul Geleff. Efterat han idag for otte Dage siden var slaaet af Marken i det store Møde i Pantheon, hvor der, naar Alt kommer til Alt, vel var over 1000 Mennesker tilstede, dukkede han op i mindre Møder, der udelukkende skulde være for Arbejderne. Jeg har alt meddeelt, hvilket Udfald det førfse af dem fik; jeg skal idag sige et Par Ord om det andet og derpaa gaae over til en Beretning om det i Løverdags Aftes i Pantheons Circus afholdte Arbeidermøde, hvorved Sagen blev ledet ind i det rette Spor. Det andet Møde afholdt Hr. G. Fredags i Dandsesalonen "Apollo." Her sægte han at paavise, hvorfor det ikke kunde føre til Noget at stifte en dansk Arbejderforening; Trykket maatte være større end det, som kunde øves af et saa lille Lands Arbejdere, og Organisationen saaledes, at Udlandets Arbejdere ikke skulde kunne trænge ind og svække Følgerne af hjemlige Arbeideres Striker og Tryk paa Arbejdsgiverne. Kun dette var Nyt; det Øvrige var Opkog fra Pantheonsmødet. Uagtet dette Møde talte omtrent alle dem her i Byen, som kun gaae hen, hvor der er sjou, vovede dog de Fleste, som optraadte imod ham, at advare Forsamlingen imod at indtræde i "Internationale", og Ingen tog Ordet for at danne en Filial. Hr. G. fandt det derfor raadeligst at slutte med, at han her ikke vilde danne nogen Forening, og afreiste allerede i Løverdags til Kjøbenhavn. Ved dette Møde optraadte ogsaa en Huusmandskone fra Nyborgegnen; hun begyndte meget kjønt med at fortælle, at vi alle vare Arbeidere i Viingaarden, at denne Viingaard var Danmark og Viingardens Herre Kongen; men da hun herpaa gik over til at tale om Jesu Indtog i Jerusalem, og at vi idag skulde holde et saadant Indtog, blev hun afbrudt af en voldsom Støi; en saadan forstyrrede flere Gange Forhandlingen. 

Medens Hr. Geleff saaledes ikke har opnaaet  det, hvorfor han kom hertil, har han opnaaet, at der er kommet Røre iblandt Arbejderne, og at Arbejdsgiverne ere blevne stemte for saavidt muligt at imødekomme de Velsindedes desværre kun altfor begrundede Krav paa at blive bedre stillede, end de have været i den sidste Tid. Efter Arbejdsgivernes Ønske sammentraadte derfor i Torsdags Aftes Arbejderne fra fem af de største herværende Værksteder, og nedsatte et Udvalg, bestaaende af 10 Mænd, med det Hverv at forfatte et Program for en dansk Arbejder forening i Odense, og at indbyde til Dannelse af en saadan Forening. En Følge af denne Bevægelse var et Arbeidermøde i Løverdags Aftes i Pantheon, hvilket var besøgt af omtrent 1000 Mennester, hvoraf de fleste vare Arbeidere i dette Ords snevrere betydning. Ftugterne af den Sæd, som var bleven udsaaet, gav sig strax tilkjende, idet det varede en Stund, inden Sagens Indleder, Skoleinspecteur Joh. Møller var bleven anmodet om at assistere Indbyderne, for Støi, Hulen og Piben kunde faae Ordet. Da det endelig lykkedes ham med sin mægtige Stemme at trænge igjennem, rev han saaledes Forsamlingen med sig, at Programmet, som jeg senere skal meddele, fandt almindelig Billigelse og han selv blev hilst med ormende Bifald. Nogen Drøflelse fandt ikke Sted; denne vil først begynde, naar Foreningen paa Grundlag af det billigede Program er bleven stiftet ved Paategning af de Lister, som snarest ville blive fremlagte; først da vil ogsaa Bestyrelsen blive dannet. Det, som Hr. Møllers Foredrag især slog Tilhørerne, var, at Arbeiderne slet Intet kunde vinde ved at stille sig vrangvillig til Capitalen og Arbeidsgiverne, eftersom de ikke selv kunde skabe Arbeide, og det i de fleste Tilfælde vilde være Arbeidsgiverne let at faa andre Arbeidere, medens der nu var Stemning for at imødekomme deres Begjæringer, naar de fremsattes paa en lovlig og sømmelig Maade. Det var en let Sag at love, men de Herrer, som tage Munden fuld, formaae ikke at skaffe Arbeiderne enten Arbeide eller større Løn; en saadan Adfærd var ingen ærlig Mand værdig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1871).

Socialistisk Fællesmøde i Kjøbenhavn 2den December 1871. (Efterskrift til Politivennen)

Det socialistiske Fællesmøde, hvor til den internationale Arbejderforenings Medlemmer og "Socialistens" Abonnenter i Løverdags Aftes vare indbudne", aabnedes af Hr. Brix, der, da han med M. Sommer traadte frem paa Tribunen, modtoges med Haandklap og Bifaldsraab af den omtrent 500 Mennesker stærke Forsamling. "Der har i disse Dage", saaledes begyndte han, "været Glæde i Pressen og mellem Storborgerne, fordi de troede, at nu var det ude med "Socialisten"; men de toge storligen feil!" (Hurra! Bravo!) Et enkelt Numers Udgivelse var det vel lykkedes Politiets Bestræbelser at forsinke. (Ned med Crone! hør! hør!) men for at forebygge Sligt for Fremtiden, for om muligt at skaffe Bladet sit eget Trykkeri, (Ja! Ja!), for om muligt at lade det udgaae som Dagblad, hvorom der næredes et almindeligt Ønske havde "Internationales" Bestyrelse fundet det tilladeligt og passende at tage Entree for Adgangen til dette Møde for af det indvundne Overskud at grundlægge et "Pressefond" til Iværksættelse af de nævnte Øiemed, der nok skulle naaes trods Etatsraadens og Consorters Spot og Bagvaskelser!" (Det er rigtigt! Brix leve! ned med Crone! ned med Rimestad!) - Han gik derefter over til at oplæse det Rumer af "Socialisten", som skulde være udgaaet i Løverdags. I dets første Artikel, der var overskrevet "Politidirecteur Crone og Friheden i Danmark" fortaltes der, hvorledes Politidirecteurcn, der altid havde seet skjævt til "Internationale" og dens Organ "Socialisten", den 18de Rovembcr havde ladet Bladets Bogtrykker Hr Olsen kalde til sig "paa Kammeret" og forlangt af ham, at han skulde ophøre med at arbeide for "Socialisten", da han i modsat Fald paa enhver mulig Maade fremtidig vilde blive forulejliget og forulempet i sin Virksomhed, og ved al vise ham, hvormange Veie og Midler Politiet havde til sin Raadighed i denne Retning, var det virkelig lykkedes ham at foranledige Hr. Olsen til at frasige sig Trykningen af "Socialisten". Redactionen havde da dertil antaget Hr. Oettinger, men efter Trykningen af eet Nummer var ogsaa han bleven kaldet til Politidireeteuren, der, ved at true ham med at fratage ham Politiets Arbeide, der naturligviis maae være af stor Værdi, havde intimideret ogsaa ham til at nægte at trykke "Socialisten". Denne Politi directeurens Fremfærd havde foranlediget Redactionen til at indgaae til Justitsministeriet med en Klage, hvori Ministeriet ansøges om at lade Etatsr. Crones Forhold i denne Sag, som formeentlig faldende ind under Straffelovens § 124, undersøge og paatale. (Stærk og vedholdende Larm - Ned med Crone! Brix og "Socialisten" leve! Væk med Politiet! osv.) Saa tog Sommer Ordet for - efter som Overgang fra den oplæste Artikel at have paaviist ved Exempler fra Christus, Luther og Dr. Dampe, at alt Nyt, hvor godt og gavnligt det end er og ogsaa senere viser sig at være, stedse møder Modstand og skaffer sine første Udbredere og Tilhængere Lidelser og Forfølgelser, atter at tale om, hvad "Internationale" virker og vil udvirke for Arbejdernes Vel; han fremkom imidlertid ikke med noget Nyt med Undtagelse af, at han nu udtrykkelig erklærede sig som Candidal til de næste Folketingsvalg. Da han nemlig ved atter at berøre Nødvendigheden af, at Arbejderne fik deres Repræsentant i den lovgivende Forsamling, yttrede, at han meget godt kunde udtale dette Krav uden derfor, som "Berlingske Tidende" havde sigtet ham for, at ansee sig selv som skikket og værdig til at indtage en saadan Plads, afbrødes han af saa almindelige og gjentagne Tilraab: "Jo, De er værdig dertil! De skal være Rigsdagsmand! Rimestad stal ud af Rigsdagen!" at det varede længe, for han kunde komme til Orde for at takke for den udtaltes tillid til hans Villie og Evner, som gjennem disse Bifaldsraab. To Gange tidligere havde han troet at burde stille sig til Valg, men første Gang faldt han for en Provst, der dog kun seirede ved begaaede Misligheder ved Valghandlingen; anden Gang traadte han frivillig tilbage for ikke at splitte stemmerne. Men skulde nu Arbejderne ansee netop ham for egnet og værdig til at være deres Repræsentant, saa skulde han tilvisse ikke undslaae sig for dette Hverv, og "med den Almægtiges Haand skal jeg med samme Fynd og Klem tale Arbeidernes Sag paa Christiansborg Slot, som jeg taler den her i Kjæden og paa Tømrerkroen!" -Dette Løfte modtoges med længe vedvarende Jubel.

Derefter oplæste Brix Bladets anden Artikel "Situationen", i hvilken det blandt Andet omtaltes, at Rossel, Ferré og Bourgeois vare blevne skudte, hvad der fremkaldte stærke Mishagsraad som: "Ned med dem, der have ladet Rossel skyde! Ad Helvede til med dem!" Saa fulgte en temmelig triviel Artikel: "Hvem er Folket?" og et ikke synderlig mere interessant Stykket "Religionen", hvorefter Sommer atter tog Ordet for at rette et meget bittert Angreb mod Præstestanden i Almindelighed og mod Danmarks Præster i Særdeleshed, som blandt Andet giøre sig skyldige i den store Brøde at koste Staten 3 Millioner aarlig og at besidde 1000 af Landets bedste Gaarde. Der raabtes bestandig paa, at "Internationale" vilde kuldkaste og afskaffe al Religion: men det skal siges og atter siges, at dét ikke er Religionen, men Præsterne, disse Religionens vanartede og falske Tjenere og Forkyndere, den vil have afskaffet. I Religionen har "Internationale" netop sin Rod, i Religionens og dens Læresætningers rette Anvendelse og conseqvente Gjennemførelse, søger den netop sin Styrke. Den lader ikke en Dreng, naar han er 15 Aar, aflægge Ed paa, at han vil forsage Djævelen og al hans Gjerning, for, naar han bliver 22 Aar gammel og faaer Soldalertrøien paa at lade ham aflægge en ny Ed paa, at ville offre Liv og Blod paa at udføre Djævclens Gjerning. Thi er der nogen værre Djævelens Gjerning end Krig og Krigsberedskab, der alene koster vort lille Land 8 Millioner aarlig! Chriftus sagde selv: Elsker Eders Fjender! men at slaae dem ihjel, det er dog en underlig Maade at vise sin Kjærlighed paa. (Umaadelig Jubel). Nei, "Internationale" vil Freden; Fred med sig selv, Fred med sin Broder! (Gjentagne Bravoraab). Brix oplæste endnu af "Socialisten": "Et Par Breve", hvorpaa han - efterat Sommer atter havde havt Ordet, navnlig forat udtale den Fortrøstning og det Haab, at Ingen i Forsamlingen, hvad saa end Rimestad og Erik Bøgh i deres smaalige Had sagde og skrev derom, vilde finde at have spildt de otte Skilling, han havde maattet betale iaften for at være sammen med ligesindede Brødre og blive styrket og oplyst ved lærerig Underholdning !) (Nei! Nei! Red med Smudsbladene! Ned med Rimestad!) - sluttede Mødet med den Bemærkning, at Politidirecteurcn naturligviis vilde vedblive med at forfølge og fortrædige "Internationale" og "Socialisten", hvor han blot fandt en Hage, "hvorpaa han kunde hænge sin trekantede Hat; men "Socialisten" vilde alligevel udkomme paa tirsdag c: imorgen. (Frygtelig Støi. "Leve Brix! Ned med Crone! Leve Sommer! "Internationale", "Socialisten"! osv. osv.)

Som et Curiosum kan det sluttelig noteres, at dette Møde kunne opvise i det mindste een kvindelig Deeltager, - en velklædt, men tilsløret midaldrende Dame.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1871).

Socialisten og Politidirektør Crone. (Efterskrift til Politivennen).

"Socialisten", den herværende internationale Arbejderforenings officielle Organ, der skulde udkomme, og siden sin første Fremtræden ogsaa er udgaaet hver Lørdag, er idag udebleven, fordi - saa siges det idetmindste af Velunderrettede - ingen Bogtrykker her i Staden mere vil have med Bladet at gjøre. Om denne for "Internationale" og dens Ledere uden Tvivl noget uvelkomne "Strike" skulde være hidført ved Tanken om paa denne Maade at kunne standse Bladets Udgivelse og paa denne Maade at berøve "Internationale" en af dens Gifttænder, er vistnok meer end tvivlsomt. Muligviis, maaskee endog sandsynligviis, bør Grunden snarere søges i "Internationales" - idetmindste dens herværendc Afdelings - alt andet end glimrende finantsielle Status, der vel kan gjøre en Bogtrykker kjed af og betænkelig ved at arbeide for den. Og at det staaer sig ringe med Kassen, det spores i Hr. M. Sommers mere og mere hjerteskjærendc Opraab til at hverve nye Medlemmer - skjøndt disse efter hans eget Sigende - daglig melde sig i Sneseviis, 'ja i Hundredeviis"; det lød gjennem hans i et Sectionsmøde forleden med taarekvalt Stemme afgivne Erklæring, at han nu i syv Uger har ligget her i Kjøbenhavn i "den gode Sags" Tjeneste paa sin egen Pung; det udtaltes med rene Ord af Hr. Brix under Forhandlingerne om Snedkernes Strike, under hvilke man fraraadede en almindelig Arbeidsnedlæggelse, fordi Selskabet manglede Midler til at støtte og vedligeholde en saadan, og det kan læses paa prent i "Socialistens" sidste Nummer af 25de November, hvor Medlemmerne i Spidsen af Bladet med fedeste Corpus anmodes om snarest muligt at indbetale deres Maanedscontingent - 4 sk. - for November. At "Socialistens" Redaktion vil søge at benytte den indtraadtc Standsning i Bladets Udgivelse saavidt muligt til sin Fordel, er en Selvfølge, og det er naturligviis et Skridt i denne Retning, naar det annonceres, at det er lykkedes "Politiets Anstrengelser" at forhindre den sædvanlige Udgivelse af Bladet, men at dette i sin Heelhed vil blive "oplæst" iaften paa et Fællesmøde i Dandsesalonen "Kjæden", hvortil Entreen koster 8 sk pro persona. Denne Insinuation om Politiets Indskriden maa naturligviis opfattes med stor Vaersomhed; men den gjør foreløbig sin Virkning, idet den virker stimulerende paa "Internationale"s Medlemmer, der begyndte at vise sig lidt sløve og ikke kunne holdes tilstrækkeligt i Aande ved de temmelig kjedelige og eensformige Sectionsmøder, - og saa skaffer et saadant Fællesmøde til forhøjet Pris og i en saa opsigtsvækkende Anledning ialtfald Kassen en god og kjærkommen Indtægt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. december 1871).

"Socialisten" udkom ikke i Løverdags, hvorimod de Artikler, som skulde have staaet i Bladet, oplæstes paa et Fællesmøde i Salonen "Kjæden", imod at der løstes Adgangskort til 8 Sk. Grunden til at Bladet saaledes har maattet skuffe sine talrige Læsere synes at være Chikanerier fra Politiets Side "Berlingske Tidende" benytter Anledningen til at omtale saavel Bladet "Socialisten" som en af de Mænd, der formodes at staa det nar, nemlig M. A. Sommer, i en Stil, som ikke burde findes i et officielt Blads Spalter. Bladet kalder "Socialisten" "en af Internationales Gifttænder" og synes ligesom at gjøre Nar ad at Hr. Sommer befinder sig i Nød og Pengeforlegenhed, fordi han virker for "den gode Sag", som det officielle Blad siger (med Tilføielse af de ironiske Gaaseøine). Det vilde være meget ønskeligt, om "Berlingfle Tidende" vilde besinde sig en Smule paa sin Stilling, og mindes, at man ikke behøver at taale, at den gjør sig saa lystig som det første det bedste nationalliberale Partiblad.

(Aarhus Amtstidende 4. december 1871)

Hr. Politidirektør Crone og Friheden i Danmark.

Siden Grundlovsforandringen har det stedse maattet gøre et trist Indtryk paa enhver Frihedsven at se Folket drage ud til Festlighederne den 5te Juni. Man vidste med sig selv, at det ikke længere var den unge, kraftige, livsglade Grundlovs Fødselsdag, man fejrede, det var kun en stakkels svækket, affældig Krøblings. Saa trøstede man sig med den Tanke, at vi dog havde beholdt noget af vor Frihed tilbage, dengang Kong Kristian den 9te tog, hvad Frederik den 7de havde givet: "har vi ikke Forsamlingsret, Valgfrihed, Trykkefrihed og Trosfrihed? Jo, der skal vi have det! Den, der blot én Gang har sét Godsejerne lade deres Fæstebønder og Husmænd køre paa Høstvogne til Valgstedet for at stemme paa storborgerlige Kandidater, den, der blot har en lille Ide om, hvor ofte Arbejderne paa de store Fabriker saavelsom Haandværkerne i Købstæderne har maattet stemme imod deres egen Overbevisning, fordi de ellers vilde være blevet brødløse, - han vil aldrig vove at paastaa, at det egentlige Folk har haft sin frie Villie ved Valgene. Og nu Trosfriheden? Kan en Menighed maaske blive af med sin Præst, naar han spiller Kort, gaar paa Jagt, og skraber Penge sammen istedetfor at opfylde sin Pligter? Kan en Menighed vælge sig selv en Præst, som ikke er blevet forkluddret og sprænglærd paa Universitetet ved at lære udenad alle mulige gale Meninger, som alle mulige Præster til alle mulige Tider har skrevet? Maa ikke ethvert fornuftigt Menneske indrømme, at en sand Trosfrihed først kan opnaas, naar Stat og Kirke stilles ad, og naar Præsterne ophører at være velmæskede, dovne, af Staten underholdte Embedsmænd?

Men er der snavs sat med Tros- og Valgfriheden, saa staar det ikke et Haar bedre med det danske Folks Forsamlings- og Trykkefrihed. Vi véd vistnok allesammen, hvor stor og ubegrænset en Frihed vor Grundlov indrømmmer alle ubevæbnede Borgere til at forsamle sig, men vi véd vistnok ogsaa alle, at det ikke har været den internationale Forening muligt at opnaa Tilladelse til at benytte ét eneste af de mange store Lokaler, som vore idiotiske Avtoriteter har til deres Raadighed, Lokaler, som dog er bestemt til at gavne alle Borgere, men som de Storborgere, der har tilranet sig Magten, betragter som deres private Ejendom, og som de disponerer over efter deres eget Hovede. Og vi véd ogsaa alle sammen, at ingen Magt her i Staten, selv ikke Regeringen, har Lov til at forbyde et Blad før det er kommet ud; men den, der af den Grund vilde stole paa, at han kunde trykke væk i Ro og Fred, han vilde gøre Regning uden Vært, og Værten det er Hr. Etatsraad, Politidirektør Crone. Denne Mand har forlænge siden taget sit Parti; han mener, at han og hans Kammerater staar over Loven. Loven er, efter hans Ideer, kun til at holde Fattigfolk, Arbejderne, itømme; men at anvende Loven mod de Rige, - ! Vorherre bevares! det gik nok ikke an. Skal en fattig Mand udspørges, saa kaldes han op paa Kammeret og kan faa Lov til at spilde sin halve Dagløn for at vente paa Politidirektørens Forgodtbefindende; men skal man have en Underretning af en formuende Storborger, saa sendes en Betjent i civil Dragt hjem til ham, for "venskabeligst" at bede ham være saa "velvillig" at give de fornødne Oplysninger. Denne Mand har naturligvis stedse havt et Horn i Siden paa vort Blad, han har stedse luret paa, om der ikke skulde være en eller anden Ytring, som han kunde hænge sin trekantede Hat paa; men han har ikke været heldig heri. Tilsidst kunde han da ikke styre sig længer, men vi haaber, at hans Mangel paa Selvbeherskelse skal blive værst for ham selv.

Vi har idag indgivet Klage over ham til Justitsministeriet, og da denne Klage indeholder en Skildring af hans Opførsel imod os, meddeler vi den her.

"Undertegnede tillader sig herved at frembære for det høie Justitsministerium en Klage over den Maade, hvorpaa Hr. Etatsraad Crone i sin Egenskab af Politidirektør i København er optraadt mod den internationale Arbejderforening for Danmark saavelsom imod dets Organ, Ugebladet "Socialisten".

Politidirektøren opkaldte Lørdagen den 19de November d. A. Bogtrykker Olsen, Firma C. C. Olsen & Co., boende i Pilestræde 18, for at forhøre ham angaaende en "Opfordring til Kjøbenhavns snedkere", som aldeles intet Ulovligt indeholdt og som Politiet heller ikke senere har vovet at anlægge Sag for. Ved samme Lejlighed ytrede Hr. Crone til bemeldte Hr. Olien, at "Politiet ganske vist ikke kunde forbyde bladet, men at det vilde gøre Alt for at stanse det, kunde det ikke faa fat i Udgiveren, saa skulde det nok vide at ramme Trykkeren" Det fremgik klart, og blev ogsaa saaledes opfattet af Hr. Olsen, at han vilde være udsat for vedvarende Forfølgelser fra Politiets Side, hvis han vedblev at trykke Bladet, og kun af denne Grund opgav han det. Vi maa her tillade os at bemærke, hvad der ogsaa vil kunne sees af medfølgende Eksemplar af Bladet, at der paa det staar Udgiverens Navn. Samme Dag, som det Anførte foregik, blev der holdt et formeligt Politiforhør paa Trykkeriet over alle de der beskjæftigede, hvorved Trykningen af det i Pressen værende Nummer forsinkedes en halv Dag, ligesom vi ogsaa har bragt i Erfaring, at en denne sag aldeles uvedlommende Person blev kaldt op til Politidirektøren og truet med kriminel Tiltale, endskøndt Presselovens § 3 udtrykkelig paalægger den paa "Opfordringen" angivne Trykker Ansvaret herfor.

Da vi fik en ny Trykker, Hr. Oettinger, lod denne umiddelbart eller Trykningen af et eneste Rummer os vide, at han ikke kunde paatage sig Trykningen for Fremtiden. Efter Hr. Crones Udtalelser, har Hr. Oettinger forespurgt hos Politiet om det havde Noget imod, at han trykkede Bladet, og faaet det Svar, at hvis han trykkede det, saa blev ene og alene af den Grund alt Poltiarbejde, som han ellers stedse har havt, taget fra ham.

To af Sektionsformændene for de internationale Cigarmageres Sektion i vor Forening havde i forrige Uge udstedt en Indbydelse til Cigarmagerne i København til et Diskussionsmøde Søndagen den 26de November Kl. 9 Formiddag, i Helligejslstræde 13. Efter vort Raad forespurgte de først hos Politiet, om der kunde være Noget tilhinder for dette Møde, men fik af Hr. Crone det Svar, at det ikke kunde tillades, ligesom der samtidig blev sendt en Politibetjent til Værten, for at forbyde ham at aabne Salen til det bestemte Klokkeslet. Hr. Crone støtter sig, som det vil ses at medfølgende Bilag, til Helligdagsanordningen af 26de Marts 1845 §  11; men ligesom vi vilde kunne anføre mange Beviser paa, at denne Lov ikke før af Politiet er blevet fortolket paa den Maade, saaledes fremgaar det ogsaa klart af Helligdagsanordningens hele Indhold, saavelsom at Udtrykkene i § 11: "Communalmøder eller offenlige Møder", at der her kun er Tale om saadanne offenlige Møder, som foranstaltet af Statsavtoriteter og som derfor mere eller mindre er tvungne; men vi kender ingen Lov, som kunde antages at indskrænke Grundlovens § 88, der giver ubevæbnede Borgere Lov til trit og uhindret at forsamle sig i ethvert lovligt Øjemed.

Støttet til ovennævnte Fakta, hvis Rigtighed vi kan bevise ved Vidner, tillader vi os at anmode det høje Justitsministerium om, at der maa blive foranstaltet en Undersøgelse af Hr. Crones Forhold i disse Sager, eftersom hans Adjærd efter vor Formening maa falde ind under Straffelovens § 124 om Misbrug af Embedsmyndighed, ligesom han ogsaa maa være pligtig til at erstatte Udgiveren det Tab, som er forvoldt ved de utilladelige Trusler mod Trykkeren. Vi haaber, at det høje Justitsministerium vil vide uopholdeligt at sætte Grænser for en Adtærd, som mere minder om Forholdene i en middelalderlig Tyranstat end om Forholdene i et frit Land.

Paa den internationale Arbejderforenings samt egne Vegne

H Brix,

Sekretær samt Udgiver af "Socialisten"

(Socialisten 6. december 1871)

Vor Klage over Etatsraad Crone.

I Onsdags modtog Sekretæren for Internationalt følgende Skrivelse fra Etatsraad Crone:

"Justitsministeriet har under 18de dennes tilskrevet mig saaledes;

"I et med Hr. Etatsraadene behagelige Erklæring af 12te d. M. hertil tilbagesendt Andragende, har Udgiveren af Bladet "Socialisten" H. Brix, der angiver sig at være "Sekretær for den internationale Arbejderforening", saavel paa egne som paa bemeldte Forenings Vegne fremført forskellige Besværinger over Hr. Etatsraaden i Deres Egenskab af Politidirektør heri Staden, dels med Hensyn til at De skal have bevirket, at tvende Bogtrykkere have frasagt sig Trykningen af det ovennævnte Blad, dels paa Grund af at De under Paaberaabelse af Helligdagsanordningen af 26de Marts 1845 § 11 har nægtet at meddele Tilladelse til paa en Søndagsormiddag Kl. 11 at afholde en Forsamling, til hvilken tvende Cigarmagere agtede at indkalde samtlige Cigarmagere heri Staden, og har Andrageren anholdt om, at der maa blive indledet en Undersøgelse til nærmere Oplysning om Hr. Etatsraadens Forhold i de omhandlede Retninger."

Foranlediget heraf skulde Ministeriet, idet man efter Omstændighederne i dette Tilfælde skal se bort fra, at Andrageren med Hensyn til flere Punkter ikke har godtgjort nogen berettigelse til at optræde paa deres Vegne, der vilde have været de rette Klagere, tjenstligst anmode Hr. Etatsraaden om at tilkendegive ham, at Ministeriet efter de modtagne Oplysninger maa anse Besværingen for ubeføjet.

Hvilket jeg ikke undlader herved tjenstligst at meddele til fornøden Efterretning

Crone."

Skrivelsen taler selv saa tydeligt, at vi ikke finder det fornødent at ledsage den med nogen Kommentar. Men det kunde være ret morsomt at saa at vide, hvor Ministeriet har hentet de "modtagne Oplysninger", om det har søgt dem andre Steder end hos Politimesteren. Vi har al Grund til at tro, at kun Hr. Crone er bleven "forhørt", og det er derfor ikke saa sært, at Ministeriet "maa anse Besværingen for ubeføjet."

(Socialisten 23. december 1871).

Om Arbejderbevægelsen i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et Brev, dateret den 29de Rovbr.) I Mandags Aftes holdt Skomagersvendene et Møde i Nr. 27 i Adelgaden for at drøfte Arbeidersagen. De bleve enige om at forlange en Arbeidsforhøielse, der dog bedst kunde ordnes ad Mindelighedens Vei med Mestrene. Svendene sammenstod en Sum af 22 Mk. til Grundfond for den internationale Arbeiderforenings Strikekasse for Skomagere. Ligeledes samledes Sektionsformændene for de forskjellige Fag. Deres Tal er fortiden 47, men der er allerede stor Trang til at vælge endel nye. Der holdtes Taler af Brix og Flere. Forhandlingerne var særlig angaaende Kontingentets Opkrævning. I Tirsdags Aftes holdt Smedene Forsamling paa samme Sted. Der valgtes 2 nye Formænd, Ploug og Weis, og Strikelovene vedtoges enstemmigt. Sommer talte over Arbejderbevægelsen i de forskjellige Lande og betegnede den nærværende Tid som Tidens Fulde for Arbejdernes fremkomne berettigede Fordringer. Derpaa var den blandede Sektion samlet og valgte 2 nye Sektionsformænd, nemlig F. Hertz og Kunstdreier Lundqvist. Brix og Sommer ledede Forhandlingen. Sidstnævnte holdt et længere Foredrag, hvori han særlig fremhævede, hvad Internationale havde at betyde. Man havde sagt, at den vilde opløse Samfundsordenen. I en Forstand kunde man ikke nægte, at den nedrev en betydelig Del Skillevægge, saaledes de Nationalitetsskillevægge, der havde holdt Arbeiderne adskilte, saa at den ene havde betragtet den anden med onde Øine og et ufordrageligt Sind. Internationale smeltede Arbeideme sammen i Fordragelighed, Sammenhold og Enighed for at kæmpe til et fælles Maal, Arbejdets Frigjørelse! At Arbeideme havde været fomretlede og tilsidesatte, det indrømmede selv Modstandeme, men derfor rørte de dem dog ikke af Stedet for at lindre Arbeidemes tunge Kaar. Men hvorlænge troede man, at Arbeiderne vilde lade sig smøre om Munden med søde Talemaader og tomme Indrømmelser, nu de ere opvaagnede til Selvtænkning! Magistraten nægter dem at samles i et passende Lokale for at drøfte deres egne alvorlige Anliggender, og nu kommer Politiet og vil forhindre Trykningen af Bladet "Socialisten"! Det gjalt imidlertid for Arbeideme ikke at lade sig forlede til tomme unyttige Demonstrationer, der kun vilde skade deres Sag, og som dennes Modstandere maaske endog kunde ønske at fremkalde, Xylograf L. Toucher talte om de Urimeligheder og Svingninger, der kunde paavises i den saakaldte nationale Politik. Vi Danske havde hadet Svenskerne fra 1815 til 1848, saa vendte det sig til Kjærlighed mod Svenskere og Had mod Tydskere. Siden 1864, da "ham selv og de 22,000" udeblev, var Kjærligheden betydelig kølnet og mulig kunde den Dag komme, da man med Glæde vilde se paa, at Tydskerne bankede Svenskerne. Taleren havde i mange Aar omgaaedes de nationale Politikere, men nu havde han faaet Øinene op for deres uholdbare og ufomuftige Politik. Brix sluttede Mødet Kl. 10½ efter at der var udbragt et Hurra for ham og et for Intemationales Bestyrelse. Der er al Grund til al antage, at Bladet "Socialisten" ikke vil udkomme paa Løverdag, da det hidtil har været umuligt at faa noget Trykkeri til at paatage sig Trykningen.

(Aarhus Amtstidende 1. december 1871)

Ombæring af Tavler. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redacteur! Tillad mig igjennem Deres ærede Blad at gjøre opmærksom paa en i Hovedstadens Kirker stedfindende Ustik. Jeg vil ikke omtale den evindelige Gaaen og Kommen, som end ikke standser under Bønnen, heller ikke at Kirkegangen for Mange faaer Charakteren af en Forestilling, idet de komme netop naar Prædikenen begynder og gaae igjen øjeblikkelig, naar den er endt - Alt dette kan vel neppe være anderledes i en stor By, hvor saa mange Slags Mennesker færdes; hvad jeg vil omtale er den Uskik der fra Kirkebestyrelsens Side finder Sted, idet den endnu lader Tavlerne ombære. Jeg er fra Provindserne, og i den Kirke, hvor jeg hører hjemme, er det flere Aar siden, at Tavlernes Ombæring ophørte, og at der istedetfor dem blev hensat Bøsser i "Vaabenhusene" ved Indgangene. Desto mere maa det derfor støde mig, at man her i Hovedstaden, hvor der fremfor andre Steder burde sørges for en god Kirkeorden, endnu lader Tavlerne ombære. Saasnart Prædikenen er begyndt, opmarchere disse 4 a 6 Tavler med den derfra uadskillelige Forstyrrelse og Klingren med Skillingerne, og man maa undres over, at Præsterne i det Hele taget formaae at løfte Menigheden bort fra det Materielle, paa samme Tid som Tavlebærerne ved deres Pegen med Tavlen søge at henlede Opmærksomheden paa det. Det kan dog ikke feile, at mangen Præst i sit Hjerte maa føle sig saaret ved denne Forstyrrelse, forsaavidt som Vanen ikke har støvet denne naturlige Følelse.

Og hvem er det saa, til hvis Fordeel Tavlerne bæres om? Det er til Bedste for Kirken, for Præst, Catechet, Capellan osv Men er virkelig Kirken og Præsterne saa slet stillede her i Hovedstaden, at de maae lade samle Bidrag til deres Underhold? Præsterne, forekommer det mig, maatte langt foretrække, at der udstilledes Bøsser for dem, end at der paa denne forstyrrende og stødende Maade opfordres til at yde Bidrag. Man vilde ofte med Glæde lægge sin Gave i en Bøsse til Den, ved hvis Forkyndelse af Ordet man var bleven opbygget.

Meest Anstød vækker det dog, at ikke engang Communen undseer sig for ved Kirketavler at indsamle Bidrag til sig selv. Ialfald staaer der paa en af Tavlerne i Holmens Kirke "Fattigvæsenet". Men "Fattigvæsenet" er ikke de Fattige eller "de Fattiges Kasse", som Mange maaskee troe; ved "Fattigvæsenet" forstaaes efter almindelig Sprogbrug den communale Fattigunderstøttelse, og Alt, hvad der gives i den Tavle, bliver derfor ikke til Fordeel for de Fattige og Trængende, men til Fordeel for Kjøbenhavns Skatteydere. Men at Kommunen vil tillade, at de Kirkesøgende blive prellede om Bidrag til Lettelse for Skatteyderne, er mere, end jeg kan forstaae, og jeg vil helst troe, at man slet ikke er bleven opmærksom paa dette upassende forhold. I den øvrige Deel af Landet afskaffedes det ved Lov af 8de Marts 1856 om frivillig Fattigunderstøttelse, og det er mærkværdigt, at det desuagtet er vedblevet her i Kjøbenhavn.

Med Ønsket om en Forandring af disse Forhold i Hovestadens Kirker og i Haabet om, at det muligviis kunde bidrage til en Ændring, at det offentlig fremstilledes, er det, at jeg tillader mig Fremsendelsen af Nærværende til Optagelse i Deres ærede Blad.

N.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. december 1871).