Kvindens Frigørelse. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindens Frigørelse.

Man er saa tilbøjelig til at tro, at de Ideer om Frihed og ligeberettigelse, der nu synes at skulle bryde igennem, er nyopfundne Fantasterier, der fremsættes af "upraktiske Sværmere"; men har man lidt Kendskab til det egentlige Folk i Fortiden, da vil man vide, at disse Tanker har gæret i Massernes Bevidsthed gennem mange Aarhundeeder, før de har naaet at komme saa nær op til Begivenhedernes Overflade. Der gives, som den vise Salomon siger, intet Nyt under Solen; hvad der nu fuldmodent bryder ud og griber den store Mængde har mange Gange tidligere været fremsat af enkelte, oplyste Mænd, hvis Tankegang har været forud for deres Samtid; og har disse enkelte i fjerneste Maade naaet at se Resultater af deres Virksomhed, har de end maattet lide for deres første Overbevisning, saa vil de dog for Forskeren stedse staa som de Banebrydere, hvem Menneskeslægten skylder en evig Taknemlighed. 

Vi har flere Gange paavist, at de politiske Frihedsideer, som i. Eks. fremkom i den franske Revolution, var Resultaterne af en Bevægelse, hvis første Spor ligger i den tidlige Middelalder, og for den saakaldte "Kvindeemancipations" Vedkommende, som vi idag vil omtale, gælder akkurat det samme. I Anledning af Stuart Mills Bog om dette Emne, havde "Berlingske Tidende" i sin Tid en Artikel, som med den Uvidenhed og Overfladiskhed, der udmærker Alt hvad der fremkommer i det nævnte Blad, sætter Bevægelsens Begyndelse til Slutningen af forrige Aarhundrede. Dette er aldeles falsk. Saavel fra Midten af det 16de, som især fra Midten af det 17de Aarhundrede eksisterer der en rig Literatur, der behandler dette Spørgsmaal, og enkelte af disse Bøger er endog med ganske faa Forandringer dukket op igen i den nyere Tid, da Spørgsmaalet paany er blevet "brændende". *)

Hvad Fortiden har tænkt og troet, kan imidlertid vel være interessant at gøre sig bekendt med, men det Vigtigste for os, der lever i Reformernes Tidsalder, bliver dog ved en omhyggelig Undersøgelse af selve Sagen at drage de faktiske Forhold frem for at se, hvor Fejlen ligger, og ad hvilken Vej Hjælpen skal søges.

Men allerede ved det første Blik paa Kvindens Stilling i Samfundet vil der være to forskellige Opgaver, den første at undersøge, hvorledes Kvindens Forhold er i det Hele taget, den anden, hvorledes hendes Stilling er specielt som Arbejderske. Vi har, strængt taget, kun med det sidste Spørgsmaal at bestille; men det hænger dog saa nøje sammen med det første, at en forudgaaende Omtale af dette er absolut nødvendig.

* * *

Historien lærer os ganske vist, saa langt vi end gaar tilbage, at Kvinden har været Manden underordnet, undertiden endog ligefrem hans Slave; men skulde denne Grund have afgørende Betydning, saa vilde den samme Bevisførelse i sin Tid have foraarsaget, at Trældommen aldrig var bleven afskaffet, ti denne havde ogsaa Aartusinders Hævd. Vi maa derfor gaa over til at spørge, om der i selve de naturlige Forhold maaske er en Grund hertil. Hvad Legemsstyrken angaar vil vi ikke faa nogen Afgørelse; Kvinden er vel svagere bygget end Manden, men det er Opdragelsen Skyld, der gennem saa lang Tid har fordømt den ene Halvdel af Menneskeslægten til at sysle med Arbejder, som ikke kan tjene til at styrke og udvikle de fysiske Kræfter. Hvor dette i mindre Grad har været Tilfældet, f. Eks. iblandt Bondestanden, der vil man heller ikke træffe stor Forskel i denne Henseende. Aandelige Evner kan man næppe nægte, at Kvinden besidder i lige saa høj Grad som Manden: er der enkelte Retninger, hvori hun synes svagere, saa er der til Gengæld andre, i hvilke hun langt overgaar ham.

Men trods dette underkues hun ved alle Lejligheder. Hendes Opdragelse er slet, og beregnet paa hendes fremtidige Umyndighedsstand hun vænnes til at beskæftige sig med Ubetydeligheder, til ikke at kunde undvære Mandens Beskyttelse, til at tie i alle offentlige Anliggender, som dog ligesaavel angaar hende som ham, hun bliver endelig, naar hun er voksen, stillet imellem to lige vanskelige Valg; enten blindt at kaste sig i Armene paa en Mand, som kan forsørge hende, og hvem kun i de færreste Tilfælde kender tilstrækkeligt til at kunne vide om hun vil komme til at elske ham, eller at sidde Livet igennem som "gammel Jomfru"; en sandelig ikke misundelsesværdig Stilling, der tidt forhaanes at Folk, og hvorfor? Fordi den er unaturlig, fordi den i sin nuværende Skikkelse er et Vrængebillede af et Menneskeliv. Og opnaar hun den "Lykke" at blive gift, saa begynder Ubehagelighederne først ret. Hendes Liv gaar hen med Smaaskænderier over Ubetydeligheder dels med Manden, dels med Tjenstefolkene, faar hun Børn, saa optager disse den øvrige Tid, og faar hun ingen, saa fordømmer den gode Tone hende til at sidde og kede sig alene hele Dagen, mens Manden gaar til Forretningerne, hvis hun ikke foretrækker at gaa aldeles op i Gulvvask og Madlavning.

Ja, kan man svare, men er ikke Børneopdragelsen eller endog alene Styrelsen af Huset en saa vanskelig Pligt, at dets Opfyldelse med Rette kan lægge Beslag paa et Menneskes hele Liv. Nej, og atter nej! Bliver Børnenes Opdragelse virkelig alene overladt til Moderen, saa bliver Børnene i et af ti Tilfælde forhærdede, og hvad Husholdningen angaar, da fordrer Moden ogsaa, hvis Pengene tillader det, at der baade holdes Husjomfru og Pige, eller idetmindste det sidste. Men hvor bliver saa Hustruens Gerning af?

Hvad vi her har sagt gælder navnlig Storborgerinderne, om muligt endnu værre er Forholdet, naar vi kommer ned til Arbejderklassen. Her er det ikke Tale om Huslighed eller Børneopdragelse. Konen maa arbejde med, hvis Familien ikke skal sulte. I Virksomhed paa Fabriken eller ved andet Arbejde fra den tidlige Morgen til sent om Aftenen, maa hun overlade de mindre Barn til deres Skæbne, medens de større faar deres Opdragelse paa Gaden eller i de usunde, helbredsfarlige Fabriklokaler. Skal hun sy eller lave Mad, bliver det Ekstra- og Hastværksarbejde; Husligheden forsvinder og den unge Pige forvandles i faa Aar ved et strængt Arbejde og Næringssorger til en bleg, hentæret Skikkelse, som Manden med et Slags Samvittighedsnag undgaar Synet af ved at løbe paa Kroen, hvor han drikker sine Penge op og spilder sin Tid.

Vel ved vi, at det ikke er saaledes overalt, der findes ogsaa Familier blandt Arbejderne, hvor der hersker Orden og Hyggelighed og hvor Familielivets mange gode Sider faar Lov til at udvikle sig. Men saadanne Tilfælde er Undtagelser; den Udvikling, som vort nuværende Samfund faar, vil om kort Tid ødelægge Familielivet saavel i de højere, som i de lavere Klasser Og vel at mærke, den vil ødelægge det Gode deri uden at borttage bet Onde; Præstevielsen, det uopløselige Baand, beholdes medens Husligheden gaar tilgrunde.

Men hvorledes stiller Socialismen sig nu ligeoverfor det moderne Ægteskab? Vil vi opløse det i den Forstand, at vi vil tvinge noget Menneske til at bære sig anderledes ad end tidligere, naar han vil gifte sig? Nej, aldeles ikke. Det er os ligegydigt, hvorledes en Mand arrangerer sig med sin tilkommende Kone; det er os ligegyldigt om han saa tager tre Præster tilhjælp, naar han skal belægges med "Hymens Lænker." men det er os selvfølgelig ogsaa aldeles ligegyldigt, om han saa slet ingen Præsts Bistand ønsker. Hermed mener vi ikke, at Folk aldeles ingen Love skal være underkastede, naar de gifter sig, men vi har tænkt, at hvis de for de verdslige Myndigheder sluttede den til for Pengeforholdenes Skyld nødvendige Ægteskabskontrakt, saa maatte det aldeles bero paa Vedkommende selv, om de bagefter ønsker Kirkens Bistand eller mener at kunne undvære den. Og hvad vi navnlig lægger Vægt paa er, at det Baand, der knyttes, ikke bliver saa vanskeligt at løse, som det nu er. Hvis der virkelig for et Par ÆgtefoIk kommer Grunde tilstede, der kunde gøre det ønskeligt at skilles, da bør de kunne gøre det uden Hinder og uden at det skal betragtes som en Skam. For Øjeblikket er Forholdets Løsning nemlig forbunden med saa mange Omstændigheder, at mange tvinges til at leve i et sandt Helvede med hinanden, medens de ved at gaa hver sin Vej vilde kunne undgnaa den Ulykke, hele sit Liv at maatte lide for at maaske ubesindigt Skridt, der er foretaget i Ungdommen. Vi er ogsaa overbeviste om, at selve den Tanke at kunne blive fri, vilde forsone Mange med Ægteskabets Ubehageligheder.

Men vi indrømmer, at det ved en saadan Ordning maaske vilde komme til at gaa ud over Kvinderne, hvis de vedblev at være saa undertrykte som hidtil. Der maa derfor ske en Forandring heri, og denne skal vi omtale i et følgende Numer.

*) Hvis [Forf.] skulde ønske nærmere Opløsninger om denne Literatur, vil han kunde faa dem paa det kongetige Bibliothek, hvor der findes omtrent en Snes af disse Bøger

(Socialisten 23. december 1871).

Arbejderforholdene paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

Lidt om Arbejderforholdene paa Vandet.

Indsendt.

Arbeidsrøret har jo nu vækket en stor Del Arbeidere. Arbeiderne indsee, at der kan gjøres noget for at forbedre deres usle Kaar. Men det har ogsaa vækket Storborgerne, og man hører allerede en stor Del vedgaa, at Arbeiderens Stilling i Samfundet er slet; men endel kvæder endnu den gamle Vise, at naar Arbeideren er flittig og afbenytter Tiden godt, kan han og Familie leve anstændigt. De lange Vinteraftener kan der fortienes en Del ved at binde Kurve, flette Maatter og slige Ting. De Mænd, som bruge disse Talemaader, maa ikke kjende Arbeidsforholdene paa Landet tilgavns, eller ogsaa maa de være Mennesker, som ikke have Hjerte for andre end dem selv.

Da jeg er født paa Landet og nøie bekjendt baade med Arbeidstiden og hvad en Arbeidsmand kan fortjene et Aar om, skal jeg forsøge at fremsætte en Opgjørelse deraf. Arbejdstiden paa Landet retter sig ikke efter Taarnuhret som i de store Byer. Om Sommeren er Arbeidstiden paa Landet fra Solopgang og til Solnedgang, med Undtagelse af en halv Time Formiddag og Eftermiddag til Spisetid, og fra Kl. 12 2 om Middagen ligeledes til Spise- og Fritid. Der kan vist Ingen klage paa, at dette jo er en tilstrækkelig lang Arbejdstid; men saa er det hen paa Efteraaret og om Vinteren, man raaber paa, at Arbeidsmanden har saa megen Fritid. Lad os se lidt nøiere paa den Ting. Om Efteraaret og Vinteren gjælde Solen ikke mere for Arbejdstiden; saasnart det gryer ad Dag, og som oftest allerede Kl. 6 om Morgenen, møder Arbeidsmanden, baade den som skal tærske i Loen og den som skal grave Marken, der er det meste Arbeide paa Landet om Vinteren, og dermed fortsættes, med Undtagelse af den nødvendige Spisetid, til Kl. 5½ om Eftermiddagen. Men Kl. 5½ maa han ikke gaa hjem og begynde at flette Kurve, saa skal der spises Mellemmad, som vi kalde det paa gammel Jydsk, og dertil bruges en halv Time, saa Kl. 6. Derefter skal der skjæres Hakkelse til Hestene; der skal Arbeidsmanden ogsaa hjælpe til; dette tager en god halv Time, saa er Kl. 6½ og nu skal der spises Aftensmad. Kl. er nu 7, og endelig maa Arbeidsmanden gaa hjem. Dersom han nu har et lille Stykke Vei at gaa inden han naar sit Hjem, saa bliver Kl. henved 7½. Den Tid der saa er tilbage indtil han lægger sine trætte Lemmer til Hvile, den maatte han altsaa ikke bruge til at læse i en god Bog eller til at underholde sig med sin Familie, som han er skilt fra hver Dag; men saa fordres der, at han skal binde Kurve eller forrette andet Aftenarbeide, som der igrunden Ingenting er at fortjene ved. Ja paa den Maade er Arbeidsmanden et Trældyr i menneskelig Skikkelse. 

Nu da vi er paa det Rene med Arbeidstiden, skal vi se, hvad Arbeidsmanden kan fortjene et Aar. Da Skiftetiden med Tjenestefolk paa Landet i Reglen er den første November, vil jeg regne Arbeidsaaret fra denne Dag. I Maanederne November, December, Januar og Februar faar Arbeidsmanden 24 sk pr. Dag. Derefter vil vi nu see, hvormange Arbeidsdage der bliver. Søndagen regnes ikke for en Arbeidsdag, og en Sognedag i hver Maaned maa Arbeidsmanden have for at gaa til nærmeste Kjøbstad og dente Livsfornødenheder hjem til Familien. November har altsaa 25 Arbeidsdage. I December kommer Juledagene; den har altsaa kun 22 Arbeidsdage. Januar har 23 Arbeidsdage. Februar har ogsaa 23 Arbeidsdage. For de fire Maaneder bliver 24 sk daglig 23 Rd. 1 Mk. 8 sk. I Marts og April er Daglønnen 2 Mk. pr. Dag. Marts har 26 Arbeidsdage. I April kommer Paasken; denne Maaned har altsaa kun 21 Arbeidsdage. For disse to Maaneder beløber Arbeidslønnen sig til 15 Rd. 4 Mk. Mai og Juni faaer Arbeideren 2 Mk. 8 sk pr. Dag. Mai har 23 Arbeidsdage; i denne Maaned indtræffer alm. Bededag, Christi Himmelfartsdag og Pintsen. Juni har 25 Arbeidsdage. I disse to Maaneder tiener han 19 Rd. 5 Mk. Juli og August faaer han 3 Mk. pr. Dag. Juli har 25, August 26 Arbeidsdage. Fortjenesten for disse to Maaneder udgjør 25 Rd. 3 Mk.

September og Oktober faaer han 2 Mk. pr. Dag. September har 25, Oktober 26 Arbeidsdage. For disse to Maaneder udgiør Fortjenesten 17 Rd. Arbeidsmanden faaer tillige Kosten hos Arbeidsgiveren. Ialt beløber en Arbeidsmands Fortjeneste paa Landet sig altsaa til et samlet Beløb af 101 Rd. 1 Ml. 8 sk. eller med et rundt Tal til 100 Rd. Det er kun under de allerheldigste Omstændigheder at Arbeideren kan have saa stor Fortieneste, nemlig naar han har Arbeide hver Dag, og naar hverken han eller nogen af Familien bliver syge. Gjennemsnitsbeløbet af en Arbeidsmands aarlige Fortjeneste udgiør vist neppe mere end 80 Rd. Af denne Sum skal der udredes Husleje og indkjøbes Ildebrændsel, hvortil vil medgaa 25 a 30 Rd., og der er altsaa kun et Beløb af 60 a 70 Rd. tilbage eller omtrent 1 Ml., siger og skriver 1 Mark daglig, til Levnetsmidler. Klæder, Lys, Husgeraad og alle andre Udgifter som forefalder for en Familie, Desuden skal Manden koste sig selv de hellige Dage og de Søgnedage der før er omtalt. Nu staar det til Andre at dømme om der kan komme saa god en Levemaade ud af den Capital, som en Arbejdsmand aarlig kan fortjene.

Poul Pedersen, Snedker i Aarslev

(Aarhus Amtstidende 15. december 1871).

Arbeidslønnen Paa Landet. Det tør ansees for at være en Kjendsgjerning, at Arbeiderne paa Landet leve under ugunstigere Vilkaar end i Kjøbenhavn, og det er derfor meget glædeligt, at større Arbeidsgivere paa Landet begynde at tage Forholdsregler til Forbedring af deres Arbeideres Kaar. I en Skrivelse til Arbejdsgiverne i Præstø Amt har "Overbestyrelsen for Foreningen til Forbedring af Huusmands- og Arbeidsklassens Kaar i Præstø Amt" (Pastor Gøtzsche i Fensmark, Grev C. Moltke til Lystrup, Lehnsbbaron Reedtz-Thott, Hofjægermester G. Grüner, Lærer Arentzen i Steensby, Gaardmand Jens Olsen i Sjelle og Lærer Vinter i Dysted) fremsat Forslag til Arbeidslønnens Regulering i Forhold til Kornpriserne. Forslagene ere følgende:

"Daglønnen sættes i Forhold til Bygprisen saaledes som denne bestemmes ved Capitelstaxten. 

For Vinterhalvaaret, regnet fra 1ste (15de) October til 1ste (15de) April, vil Daglønnen passende kunne være halvt saamange Mark, som Bygget koster Rigsdaler.

For Sommerhalvaaret fra 1ste April til 1ste October forhøies ovenanførte Dagløn med en Trediedeel; istedetfor fra 1ste Arpil til 1ste October kan ogsaa sættes fra 15de til 15de October.

(En halv Skilling eller derover regnes for en heel Skilling, under en halv Skilling regnes ikke med.)

Da Capitaltaxten først sættes ved Januar Maaneds Udgang, gives fra 1ste October til 1ste Februar enten en Dagløn, som svarer til den almindelige Markedspris, eller en Dagløn, som er noget mindre end Markedsprisen vilde berettige til, og Huusbonden efterbetaler da, hvis sidste Methode vælges, Resten paa een Gang, naar Capitalstaxten er sat.

Den nævnte Capitalstaxt afgiver Rettesnoren indtil paafølgende 1ste October.

Naar, saaledes som for Tiden er Tilfældet, Bygprisen er 6 Rd., vil altsaa Daglønnen i Vinterhalvaaret være 3 M.k om Dagen, og i Sommerhalvaaret 4 Mk. om Dagen for en fuldt arbeidsdygtig Mand paa egen Kost. For et Fruentimmer forholdsviis mindre. Ved Accordarbeide vil kunne fortjenes mere.

Som Prøve paa føranførte Forslags Holdbarhed indsættes Følgende: 

Hvad Arbejdsmanden holder meest af, fordi der tjener ham bedst, er at faae Sæd i Løn.

Bonden indgaaer herpaa i den travleste Høsttid og Arbeidsmanden faaer da fra St. Hansdag til Mikkelsdag, som er fjorten Uger, een Tønde for hver Dag ugentlig, halvt Rug, halvt Byg.

Tjener en Arbeidsmand saaledes fast to Dage om Ugen, altsaa 28 Dage, faaer han een Tønde Rug og een Tønde Byg og Kosten, - sætte vi Bygget til 6 Rigsdaler og Rugen til 7 Rigsdaler, indbringe disse 28 Dage ham altsaa 13 Rigsdaler eller 78 Mk., hvilket er 2 Mk. 12 sk om Dagen foruden Kosten, som kan anslaaes til 1 Mk. 4 sk dagligt, eller altsaa ialt 4 Mk. om Dagen.

Naar det betænkes, at dette er i den allertravleste Tid, og at Arbejdsmanden er vel tjent med denne Lønningsmaade, er det klart, at han vil være mere end almindelig vel tjent med at faae 4 Mk. om Dagen ogsaa for den øvrige Tid af Sommerhalvaaret. Dertil kommer, at Kosten ikke staaer Arbejderen i 1 Mk. 4 sk om Dagen pr. Dag, naar hans Kone tillaver den.

Saalænge Indsidderen tærskede til Punds hos Bonden om Vinteren, eller med andre Ord fik en Qvotapart af den Sæd, hin udtærskede, i Løn, og derhos tjente for Sæd om Sommeren, hørte man ingen Klage over, at en stræbsom Indsidder ikke kunde komme ud af det. Maskinerne have imidlertid nu for største Delen fortrængt Tærskningen ved Haandkraft, ikke alene paa de større Gaarde, men ogsaa paa Bøndergaardene, og det gaaer ogsaa mere og mere af Brug at lønne Arbejderne med Sæd om Sommeren, deels fordi denne Lønningsmaade i Regelen er dyrere for Arbejdsgiveren, deels fordi mange Arbeidere helst ville have fat i hele Ugelønnen strax, istedetfor at lade en Deel af samme (Sædlønnen) henstaae til Forjag ligesom i en Sparekasse.

Det gamle Princip, at det er gavnligst for Arbejderen, og desaarsag indirecte ogsaa for Arbeidsgiveren, at Arbeidslønnen tildeels bestaaer i Sæd, bør man derfor søge at komme tilbage til, men paa en Maade, som passer til Nutidens Forhold, og det er hertil, at nærværende Forslag sigter."

Overbestyrelsen gjør den Indrømmelse, at Accordarbeide er bedst tjenligt saavel for Arbejderne som for Arbejdsgiverne, men at der er mange Arbeider paa Landet, som ikke kunne udføres i Accord. Det er Overbestyrelsens Anskuelse, at hvis dens Forslag tages til Rettesnor, da vil paa den ene Side Arbeidsmanden kunde leve med sin Familie, uden at falde det Offentlige til Byrde, og paa den anden Side vil den foreslaaede Arbeidsløn kunne betales, uden at ødelægge Arbeidsgiverne, der paa Landet saa godt som alle, middelbart eller umiddelbart, have Indtægt af Korn. Man maa vistnok samstemme med Overbestyrelsen i, at dens Forslag ville være heldbringende for Landarbeiderne; ganske vist kan Bygprisen falde saa stærkt, at Ardeidslønnen vil blive saa lav, at der ikke kan leves deraf, men skulde dette skee, skulde Bygget synke ned til f. Ex. 3 Rd. Td., saa vilde Arbeidsgiveren Være værre faren end Arbejderen, da vilde der indtræde Forhold, som i dette Aarhundredes Begyndelse, og da kan man sikkert antage, at ogsaa Priserne paa alle andre Landproducter vilde blive trykkede; jo billigere Fodringsmidlet er, desto billigere er ogsaa Kvæget. Vi ansee det for rigtigt, at Overbestyrelsen ikke har taget Hensyn til slige exceptionelle Forhold, men udarbeidet sine Forslag med den stigende Fremgang i vor landøkonomiske Udvikling for Øie.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. december 1871).

Arbeidersagen. Høiby Sogns Gaardmænd har alle, med Undtagelse af een, tilbudt de i Sognet værende fattige Arbeidere, Indsiddere og jordløse Huusmænd, som have havt stadigt Ophold der i 5 Aar, Arbeide i Vintermaanederne, forsaavidt de ikke selv kunne forskaffe saadant, for en passende Dagløn. Den Arbeidssøgende har kun at henvende sig til et af Sogneraaders Medlemmer, som har paataget sig at anvise Arbeide i Foreningen. "Fyens Stiftstid." som meddeler dette, tilføier: "Det var ønskeligt, om flere Sogne vilde efterfølge dette Exempel, da mangen fattig Dagleier muligen derved vilde kunne forskaanes for at tye til det offentlige Fattigvæsen, hvilket han tidt paa Grund af Arbeidsløshed i den strenge Vinter ellers er udsat for.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. december 1871).

Arbejdermøde i Odense. (Efterskrift til Politivennen)

Om Arbeiderrøret i Odense skrives der til os: Stormen er reden af og Skuden er kommen i Havn. Det var en høi og huul Søgang, der i forrige Uge rullede hen over vor By, og den truede et Øieblik med at opsluge adskillige Individer med skjøre Hoveder i sin Afgrund. Til at sætte de onde Lidenskaber i Bevægelse hører der i Grunden kun Frækhed og en vis Sufficanse i at fremsætte sine Paastande, og begge disse Egenskaber besidder Hr. Poul Geleff. Efterat han idag for otte Dage siden var slaaet af Marken i det store Møde i Pantheon, hvor der, naar Alt kommer til Alt, vel var over 1000 Mennesker tilstede, dukkede han op i mindre Møder, der udelukkende skulde være for Arbejderne. Jeg har alt meddeelt, hvilket Udfald det førfse af dem fik; jeg skal idag sige et Par Ord om det andet og derpaa gaae over til en Beretning om det i Løverdags Aftes i Pantheons Circus afholdte Arbeidermøde, hvorved Sagen blev ledet ind i det rette Spor. Det andet Møde afholdt Hr. G. Fredags i Dandsesalonen "Apollo." Her sægte han at paavise, hvorfor det ikke kunde føre til Noget at stifte en dansk Arbejderforening; Trykket maatte være større end det, som kunde øves af et saa lille Lands Arbejdere, og Organisationen saaledes, at Udlandets Arbejdere ikke skulde kunne trænge ind og svække Følgerne af hjemlige Arbeideres Striker og Tryk paa Arbejdsgiverne. Kun dette var Nyt; det Øvrige var Opkog fra Pantheonsmødet. Uagtet dette Møde talte omtrent alle dem her i Byen, som kun gaae hen, hvor der er sjou, vovede dog de Fleste, som optraadte imod ham, at advare Forsamlingen imod at indtræde i "Internationale", og Ingen tog Ordet for at danne en Filial. Hr. G. fandt det derfor raadeligst at slutte med, at han her ikke vilde danne nogen Forening, og afreiste allerede i Løverdags til Kjøbenhavn. Ved dette Møde optraadte ogsaa en Huusmandskone fra Nyborgegnen; hun begyndte meget kjønt med at fortælle, at vi alle vare Arbeidere i Viingaarden, at denne Viingaard var Danmark og Viingardens Herre Kongen; men da hun herpaa gik over til at tale om Jesu Indtog i Jerusalem, og at vi idag skulde holde et saadant Indtog, blev hun afbrudt af en voldsom Støi; en saadan forstyrrede flere Gange Forhandlingen. 

Medens Hr. Geleff saaledes ikke har opnaaet  det, hvorfor han kom hertil, har han opnaaet, at der er kommet Røre iblandt Arbejderne, og at Arbejdsgiverne ere blevne stemte for saavidt muligt at imødekomme de Velsindedes desværre kun altfor begrundede Krav paa at blive bedre stillede, end de have været i den sidste Tid. Efter Arbejdsgivernes Ønske sammentraadte derfor i Torsdags Aftes Arbejderne fra fem af de største herværende Værksteder, og nedsatte et Udvalg, bestaaende af 10 Mænd, med det Hverv at forfatte et Program for en dansk Arbejder forening i Odense, og at indbyde til Dannelse af en saadan Forening. En Følge af denne Bevægelse var et Arbeidermøde i Løverdags Aftes i Pantheon, hvilket var besøgt af omtrent 1000 Mennester, hvoraf de fleste vare Arbeidere i dette Ords snevrere betydning. Ftugterne af den Sæd, som var bleven udsaaet, gav sig strax tilkjende, idet det varede en Stund, inden Sagens Indleder, Skoleinspecteur Joh. Møller var bleven anmodet om at assistere Indbyderne, for Støi, Hulen og Piben kunde faae Ordet. Da det endelig lykkedes ham med sin mægtige Stemme at trænge igjennem, rev han saaledes Forsamlingen med sig, at Programmet, som jeg senere skal meddele, fandt almindelig Billigelse og han selv blev hilst med ormende Bifald. Nogen Drøflelse fandt ikke Sted; denne vil først begynde, naar Foreningen paa Grundlag af det billigede Program er bleven stiftet ved Paategning af de Lister, som snarest ville blive fremlagte; først da vil ogsaa Bestyrelsen blive dannet. Det, som Hr. Møllers Foredrag især slog Tilhørerne, var, at Arbeiderne slet Intet kunde vinde ved at stille sig vrangvillig til Capitalen og Arbeidsgiverne, eftersom de ikke selv kunde skabe Arbeide, og det i de fleste Tilfælde vilde være Arbeidsgiverne let at faa andre Arbeidere, medens der nu var Stemning for at imødekomme deres Begjæringer, naar de fremsattes paa en lovlig og sømmelig Maade. Det var en let Sag at love, men de Herrer, som tage Munden fuld, formaae ikke at skaffe Arbeiderne enten Arbeide eller større Løn; en saadan Adfærd var ingen ærlig Mand værdig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1871).

Socialistisk Fællesmøde i Kjøbenhavn 2den December 1871. (Efterskrift til Politivennen)

Det socialistiske Fællesmøde, hvor til den internationale Arbejderforenings Medlemmer og "Socialistens" Abonnenter i Løverdags Aftes vare indbudne", aabnedes af Hr. Brix, der, da han med M. Sommer traadte frem paa Tribunen, modtoges med Haandklap og Bifaldsraab af den omtrent 500 Mennesker stærke Forsamling. "Der har i disse Dage", saaledes begyndte han, "været Glæde i Pressen og mellem Storborgerne, fordi de troede, at nu var det ude med "Socialisten"; men de toge storligen feil!" (Hurra! Bravo!) Et enkelt Numers Udgivelse var det vel lykkedes Politiets Bestræbelser at forsinke. (Ned med Crone! hør! hør!) men for at forebygge Sligt for Fremtiden, for om muligt at skaffe Bladet sit eget Trykkeri, (Ja! Ja!), for om muligt at lade det udgaae som Dagblad, hvorom der næredes et almindeligt Ønske havde "Internationales" Bestyrelse fundet det tilladeligt og passende at tage Entree for Adgangen til dette Møde for af det indvundne Overskud at grundlægge et "Pressefond" til Iværksættelse af de nævnte Øiemed, der nok skulle naaes trods Etatsraadens og Consorters Spot og Bagvaskelser!" (Det er rigtigt! Brix leve! ned med Crone! ned med Rimestad!) - Han gik derefter over til at oplæse det Rumer af "Socialisten", som skulde være udgaaet i Løverdags. I dets første Artikel, der var overskrevet "Politidirecteur Crone og Friheden i Danmark" fortaltes der, hvorledes Politidirecteurcn, der altid havde seet skjævt til "Internationale" og dens Organ "Socialisten", den 18de Rovembcr havde ladet Bladets Bogtrykker Hr Olsen kalde til sig "paa Kammeret" og forlangt af ham, at han skulde ophøre med at arbeide for "Socialisten", da han i modsat Fald paa enhver mulig Maade fremtidig vilde blive forulejliget og forulempet i sin Virksomhed, og ved al vise ham, hvormange Veie og Midler Politiet havde til sin Raadighed i denne Retning, var det virkelig lykkedes ham at foranledige Hr. Olsen til at frasige sig Trykningen af "Socialisten". Redactionen havde da dertil antaget Hr. Oettinger, men efter Trykningen af eet Nummer var ogsaa han bleven kaldet til Politidireeteuren, der, ved at true ham med at fratage ham Politiets Arbeide, der naturligviis maae være af stor Værdi, havde intimideret ogsaa ham til at nægte at trykke "Socialisten". Denne Politi directeurens Fremfærd havde foranlediget Redactionen til at indgaae til Justitsministeriet med en Klage, hvori Ministeriet ansøges om at lade Etatsr. Crones Forhold i denne Sag, som formeentlig faldende ind under Straffelovens § 124, undersøge og paatale. (Stærk og vedholdende Larm - Ned med Crone! Brix og "Socialisten" leve! Væk med Politiet! osv.) Saa tog Sommer Ordet for - efter som Overgang fra den oplæste Artikel at have paaviist ved Exempler fra Christus, Luther og Dr. Dampe, at alt Nyt, hvor godt og gavnligt det end er og ogsaa senere viser sig at være, stedse møder Modstand og skaffer sine første Udbredere og Tilhængere Lidelser og Forfølgelser, atter at tale om, hvad "Internationale" virker og vil udvirke for Arbejdernes Vel; han fremkom imidlertid ikke med noget Nyt med Undtagelse af, at han nu udtrykkelig erklærede sig som Candidal til de næste Folketingsvalg. Da han nemlig ved atter at berøre Nødvendigheden af, at Arbejderne fik deres Repræsentant i den lovgivende Forsamling, yttrede, at han meget godt kunde udtale dette Krav uden derfor, som "Berlingske Tidende" havde sigtet ham for, at ansee sig selv som skikket og værdig til at indtage en saadan Plads, afbrødes han af saa almindelige og gjentagne Tilraab: "Jo, De er værdig dertil! De skal være Rigsdagsmand! Rimestad stal ud af Rigsdagen!" at det varede længe, for han kunde komme til Orde for at takke for den udtaltes tillid til hans Villie og Evner, som gjennem disse Bifaldsraab. To Gange tidligere havde han troet at burde stille sig til Valg, men første Gang faldt han for en Provst, der dog kun seirede ved begaaede Misligheder ved Valghandlingen; anden Gang traadte han frivillig tilbage for ikke at splitte stemmerne. Men skulde nu Arbejderne ansee netop ham for egnet og værdig til at være deres Repræsentant, saa skulde han tilvisse ikke undslaae sig for dette Hverv, og "med den Almægtiges Haand skal jeg med samme Fynd og Klem tale Arbeidernes Sag paa Christiansborg Slot, som jeg taler den her i Kjæden og paa Tømrerkroen!" -Dette Løfte modtoges med længe vedvarende Jubel.

Derefter oplæste Brix Bladets anden Artikel "Situationen", i hvilken det blandt Andet omtaltes, at Rossel, Ferré og Bourgeois vare blevne skudte, hvad der fremkaldte stærke Mishagsraad som: "Ned med dem, der have ladet Rossel skyde! Ad Helvede til med dem!" Saa fulgte en temmelig triviel Artikel: "Hvem er Folket?" og et ikke synderlig mere interessant Stykket "Religionen", hvorefter Sommer atter tog Ordet for at rette et meget bittert Angreb mod Præstestanden i Almindelighed og mod Danmarks Præster i Særdeleshed, som blandt Andet giøre sig skyldige i den store Brøde at koste Staten 3 Millioner aarlig og at besidde 1000 af Landets bedste Gaarde. Der raabtes bestandig paa, at "Internationale" vilde kuldkaste og afskaffe al Religion: men det skal siges og atter siges, at dét ikke er Religionen, men Præsterne, disse Religionens vanartede og falske Tjenere og Forkyndere, den vil have afskaffet. I Religionen har "Internationale" netop sin Rod, i Religionens og dens Læresætningers rette Anvendelse og conseqvente Gjennemførelse, søger den netop sin Styrke. Den lader ikke en Dreng, naar han er 15 Aar, aflægge Ed paa, at han vil forsage Djævelen og al hans Gjerning, for, naar han bliver 22 Aar gammel og faaer Soldalertrøien paa at lade ham aflægge en ny Ed paa, at ville offre Liv og Blod paa at udføre Djævclens Gjerning. Thi er der nogen værre Djævelens Gjerning end Krig og Krigsberedskab, der alene koster vort lille Land 8 Millioner aarlig! Chriftus sagde selv: Elsker Eders Fjender! men at slaae dem ihjel, det er dog en underlig Maade at vise sin Kjærlighed paa. (Umaadelig Jubel). Nei, "Internationale" vil Freden; Fred med sig selv, Fred med sin Broder! (Gjentagne Bravoraab). Brix oplæste endnu af "Socialisten": "Et Par Breve", hvorpaa han - efterat Sommer atter havde havt Ordet, navnlig forat udtale den Fortrøstning og det Haab, at Ingen i Forsamlingen, hvad saa end Rimestad og Erik Bøgh i deres smaalige Had sagde og skrev derom, vilde finde at have spildt de otte Skilling, han havde maattet betale iaften for at være sammen med ligesindede Brødre og blive styrket og oplyst ved lærerig Underholdning !) (Nei! Nei! Red med Smudsbladene! Ned med Rimestad!) - sluttede Mødet med den Bemærkning, at Politidirecteurcn naturligviis vilde vedblive med at forfølge og fortrædige "Internationale" og "Socialisten", hvor han blot fandt en Hage, "hvorpaa han kunde hænge sin trekantede Hat; men "Socialisten" vilde alligevel udkomme paa tirsdag c: imorgen. (Frygtelig Støi. "Leve Brix! Ned med Crone! Leve Sommer! "Internationale", "Socialisten"! osv. osv.)

Som et Curiosum kan det sluttelig noteres, at dette Møde kunne opvise i det mindste een kvindelig Deeltager, - en velklædt, men tilsløret midaldrende Dame.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1871).

Socialisten og Politidirektør Crone. (Efterskrift til Politivennen).

"Socialisten", den herværende internationale Arbejderforenings officielle Organ, der skulde udkomme, og siden sin første Fremtræden ogsaa er udgaaet hver Lørdag, er idag udebleven, fordi - saa siges det idetmindste af Velunderrettede - ingen Bogtrykker her i Staden mere vil have med Bladet at gjøre. Om denne for "Internationale" og dens Ledere uden Tvivl noget uvelkomne "Strike" skulde være hidført ved Tanken om paa denne Maade at kunne standse Bladets Udgivelse og paa denne Maade at berøve "Internationale" en af dens Gifttænder, er vistnok meer end tvivlsomt. Muligviis, maaskee endog sandsynligviis, bør Grunden snarere søges i "Internationales" - idetmindste dens herværendc Afdelings - alt andet end glimrende finantsielle Status, der vel kan gjøre en Bogtrykker kjed af og betænkelig ved at arbeide for den. Og at det staaer sig ringe med Kassen, det spores i Hr. M. Sommers mere og mere hjerteskjærendc Opraab til at hverve nye Medlemmer - skjøndt disse efter hans eget Sigende - daglig melde sig i Sneseviis, 'ja i Hundredeviis"; det lød gjennem hans i et Sectionsmøde forleden med taarekvalt Stemme afgivne Erklæring, at han nu i syv Uger har ligget her i Kjøbenhavn i "den gode Sags" Tjeneste paa sin egen Pung; det udtaltes med rene Ord af Hr. Brix under Forhandlingerne om Snedkernes Strike, under hvilke man fraraadede en almindelig Arbeidsnedlæggelse, fordi Selskabet manglede Midler til at støtte og vedligeholde en saadan, og det kan læses paa prent i "Socialistens" sidste Nummer af 25de November, hvor Medlemmerne i Spidsen af Bladet med fedeste Corpus anmodes om snarest muligt at indbetale deres Maanedscontingent - 4 sk. - for November. At "Socialistens" Redaktion vil søge at benytte den indtraadtc Standsning i Bladets Udgivelse saavidt muligt til sin Fordel, er en Selvfølge, og det er naturligviis et Skridt i denne Retning, naar det annonceres, at det er lykkedes "Politiets Anstrengelser" at forhindre den sædvanlige Udgivelse af Bladet, men at dette i sin Heelhed vil blive "oplæst" iaften paa et Fællesmøde i Dandsesalonen "Kjæden", hvortil Entreen koster 8 sk pro persona. Denne Insinuation om Politiets Indskriden maa naturligviis opfattes med stor Vaersomhed; men den gjør foreløbig sin Virkning, idet den virker stimulerende paa "Internationale"s Medlemmer, der begyndte at vise sig lidt sløve og ikke kunne holdes tilstrækkeligt i Aande ved de temmelig kjedelige og eensformige Sectionsmøder, - og saa skaffer et saadant Fællesmøde til forhøjet Pris og i en saa opsigtsvækkende Anledning ialtfald Kassen en god og kjærkommen Indtægt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. december 1871).

"Socialisten" udkom ikke i Løverdags, hvorimod de Artikler, som skulde have staaet i Bladet, oplæstes paa et Fællesmøde i Salonen "Kjæden", imod at der løstes Adgangskort til 8 Sk. Grunden til at Bladet saaledes har maattet skuffe sine talrige Læsere synes at være Chikanerier fra Politiets Side "Berlingske Tidende" benytter Anledningen til at omtale saavel Bladet "Socialisten" som en af de Mænd, der formodes at staa det nar, nemlig M. A. Sommer, i en Stil, som ikke burde findes i et officielt Blads Spalter. Bladet kalder "Socialisten" "en af Internationales Gifttænder" og synes ligesom at gjøre Nar ad at Hr. Sommer befinder sig i Nød og Pengeforlegenhed, fordi han virker for "den gode Sag", som det officielle Blad siger (med Tilføielse af de ironiske Gaaseøine). Det vilde være meget ønskeligt, om "Berlingfle Tidende" vilde besinde sig en Smule paa sin Stilling, og mindes, at man ikke behøver at taale, at den gjør sig saa lystig som det første det bedste nationalliberale Partiblad.

(Aarhus Amtstidende 4. december 1871)

Hr. Politidirektør Crone og Friheden i Danmark.

Siden Grundlovsforandringen har det stedse maattet gøre et trist Indtryk paa enhver Frihedsven at se Folket drage ud til Festlighederne den 5te Juni. Man vidste med sig selv, at det ikke længere var den unge, kraftige, livsglade Grundlovs Fødselsdag, man fejrede, det var kun en stakkels svækket, affældig Krøblings. Saa trøstede man sig med den Tanke, at vi dog havde beholdt noget af vor Frihed tilbage, dengang Kong Kristian den 9te tog, hvad Frederik den 7de havde givet: "har vi ikke Forsamlingsret, Valgfrihed, Trykkefrihed og Trosfrihed? Jo, der skal vi have det! Den, der blot én Gang har sét Godsejerne lade deres Fæstebønder og Husmænd køre paa Høstvogne til Valgstedet for at stemme paa storborgerlige Kandidater, den, der blot har en lille Ide om, hvor ofte Arbejderne paa de store Fabriker saavelsom Haandværkerne i Købstæderne har maattet stemme imod deres egen Overbevisning, fordi de ellers vilde være blevet brødløse, - han vil aldrig vove at paastaa, at det egentlige Folk har haft sin frie Villie ved Valgene. Og nu Trosfriheden? Kan en Menighed maaske blive af med sin Præst, naar han spiller Kort, gaar paa Jagt, og skraber Penge sammen istedetfor at opfylde sin Pligter? Kan en Menighed vælge sig selv en Præst, som ikke er blevet forkluddret og sprænglærd paa Universitetet ved at lære udenad alle mulige gale Meninger, som alle mulige Præster til alle mulige Tider har skrevet? Maa ikke ethvert fornuftigt Menneske indrømme, at en sand Trosfrihed først kan opnaas, naar Stat og Kirke stilles ad, og naar Præsterne ophører at være velmæskede, dovne, af Staten underholdte Embedsmænd?

Men er der snavs sat med Tros- og Valgfriheden, saa staar det ikke et Haar bedre med det danske Folks Forsamlings- og Trykkefrihed. Vi véd vistnok allesammen, hvor stor og ubegrænset en Frihed vor Grundlov indrømmmer alle ubevæbnede Borgere til at forsamle sig, men vi véd vistnok ogsaa alle, at det ikke har været den internationale Forening muligt at opnaa Tilladelse til at benytte ét eneste af de mange store Lokaler, som vore idiotiske Avtoriteter har til deres Raadighed, Lokaler, som dog er bestemt til at gavne alle Borgere, men som de Storborgere, der har tilranet sig Magten, betragter som deres private Ejendom, og som de disponerer over efter deres eget Hovede. Og vi véd ogsaa alle sammen, at ingen Magt her i Staten, selv ikke Regeringen, har Lov til at forbyde et Blad før det er kommet ud; men den, der af den Grund vilde stole paa, at han kunde trykke væk i Ro og Fred, han vilde gøre Regning uden Vært, og Værten det er Hr. Etatsraad, Politidirektør Crone. Denne Mand har forlænge siden taget sit Parti; han mener, at han og hans Kammerater staar over Loven. Loven er, efter hans Ideer, kun til at holde Fattigfolk, Arbejderne, itømme; men at anvende Loven mod de Rige, - ! Vorherre bevares! det gik nok ikke an. Skal en fattig Mand udspørges, saa kaldes han op paa Kammeret og kan faa Lov til at spilde sin halve Dagløn for at vente paa Politidirektørens Forgodtbefindende; men skal man have en Underretning af en formuende Storborger, saa sendes en Betjent i civil Dragt hjem til ham, for "venskabeligst" at bede ham være saa "velvillig" at give de fornødne Oplysninger. Denne Mand har naturligvis stedse havt et Horn i Siden paa vort Blad, han har stedse luret paa, om der ikke skulde være en eller anden Ytring, som han kunde hænge sin trekantede Hat paa; men han har ikke været heldig heri. Tilsidst kunde han da ikke styre sig længer, men vi haaber, at hans Mangel paa Selvbeherskelse skal blive værst for ham selv.

Vi har idag indgivet Klage over ham til Justitsministeriet, og da denne Klage indeholder en Skildring af hans Opførsel imod os, meddeler vi den her.

"Undertegnede tillader sig herved at frembære for det høie Justitsministerium en Klage over den Maade, hvorpaa Hr. Etatsraad Crone i sin Egenskab af Politidirektør i København er optraadt mod den internationale Arbejderforening for Danmark saavelsom imod dets Organ, Ugebladet "Socialisten".

Politidirektøren opkaldte Lørdagen den 19de November d. A. Bogtrykker Olsen, Firma C. C. Olsen & Co., boende i Pilestræde 18, for at forhøre ham angaaende en "Opfordring til Kjøbenhavns snedkere", som aldeles intet Ulovligt indeholdt og som Politiet heller ikke senere har vovet at anlægge Sag for. Ved samme Lejlighed ytrede Hr. Crone til bemeldte Hr. Olien, at "Politiet ganske vist ikke kunde forbyde bladet, men at det vilde gøre Alt for at stanse det, kunde det ikke faa fat i Udgiveren, saa skulde det nok vide at ramme Trykkeren" Det fremgik klart, og blev ogsaa saaledes opfattet af Hr. Olsen, at han vilde være udsat for vedvarende Forfølgelser fra Politiets Side, hvis han vedblev at trykke Bladet, og kun af denne Grund opgav han det. Vi maa her tillade os at bemærke, hvad der ogsaa vil kunne sees af medfølgende Eksemplar af Bladet, at der paa det staar Udgiverens Navn. Samme Dag, som det Anførte foregik, blev der holdt et formeligt Politiforhør paa Trykkeriet over alle de der beskjæftigede, hvorved Trykningen af det i Pressen værende Nummer forsinkedes en halv Dag, ligesom vi ogsaa har bragt i Erfaring, at en denne sag aldeles uvedlommende Person blev kaldt op til Politidirektøren og truet med kriminel Tiltale, endskøndt Presselovens § 3 udtrykkelig paalægger den paa "Opfordringen" angivne Trykker Ansvaret herfor.

Da vi fik en ny Trykker, Hr. Oettinger, lod denne umiddelbart eller Trykningen af et eneste Rummer os vide, at han ikke kunde paatage sig Trykningen for Fremtiden. Efter Hr. Crones Udtalelser, har Hr. Oettinger forespurgt hos Politiet om det havde Noget imod, at han trykkede Bladet, og faaet det Svar, at hvis han trykkede det, saa blev ene og alene af den Grund alt Poltiarbejde, som han ellers stedse har havt, taget fra ham.

To af Sektionsformændene for de internationale Cigarmageres Sektion i vor Forening havde i forrige Uge udstedt en Indbydelse til Cigarmagerne i København til et Diskussionsmøde Søndagen den 26de November Kl. 9 Formiddag, i Helligejslstræde 13. Efter vort Raad forespurgte de først hos Politiet, om der kunde være Noget tilhinder for dette Møde, men fik af Hr. Crone det Svar, at det ikke kunde tillades, ligesom der samtidig blev sendt en Politibetjent til Værten, for at forbyde ham at aabne Salen til det bestemte Klokkeslet. Hr. Crone støtter sig, som det vil ses at medfølgende Bilag, til Helligdagsanordningen af 26de Marts 1845 §  11; men ligesom vi vilde kunne anføre mange Beviser paa, at denne Lov ikke før af Politiet er blevet fortolket paa den Maade, saaledes fremgaar det ogsaa klart af Helligdagsanordningens hele Indhold, saavelsom at Udtrykkene i § 11: "Communalmøder eller offenlige Møder", at der her kun er Tale om saadanne offenlige Møder, som foranstaltet af Statsavtoriteter og som derfor mere eller mindre er tvungne; men vi kender ingen Lov, som kunde antages at indskrænke Grundlovens § 88, der giver ubevæbnede Borgere Lov til trit og uhindret at forsamle sig i ethvert lovligt Øjemed.

Støttet til ovennævnte Fakta, hvis Rigtighed vi kan bevise ved Vidner, tillader vi os at anmode det høje Justitsministerium om, at der maa blive foranstaltet en Undersøgelse af Hr. Crones Forhold i disse Sager, eftersom hans Adjærd efter vor Formening maa falde ind under Straffelovens § 124 om Misbrug af Embedsmyndighed, ligesom han ogsaa maa være pligtig til at erstatte Udgiveren det Tab, som er forvoldt ved de utilladelige Trusler mod Trykkeren. Vi haaber, at det høje Justitsministerium vil vide uopholdeligt at sætte Grænser for en Adtærd, som mere minder om Forholdene i en middelalderlig Tyranstat end om Forholdene i et frit Land.

Paa den internationale Arbejderforenings samt egne Vegne

H Brix,

Sekretær samt Udgiver af "Socialisten"

(Socialisten 6. december 1871)

Vor Klage over Etatsraad Crone.

I Onsdags modtog Sekretæren for Internationalt følgende Skrivelse fra Etatsraad Crone:

"Justitsministeriet har under 18de dennes tilskrevet mig saaledes;

"I et med Hr. Etatsraadene behagelige Erklæring af 12te d. M. hertil tilbagesendt Andragende, har Udgiveren af Bladet "Socialisten" H. Brix, der angiver sig at være "Sekretær for den internationale Arbejderforening", saavel paa egne som paa bemeldte Forenings Vegne fremført forskellige Besværinger over Hr. Etatsraaden i Deres Egenskab af Politidirektør heri Staden, dels med Hensyn til at De skal have bevirket, at tvende Bogtrykkere have frasagt sig Trykningen af det ovennævnte Blad, dels paa Grund af at De under Paaberaabelse af Helligdagsanordningen af 26de Marts 1845 § 11 har nægtet at meddele Tilladelse til paa en Søndagsormiddag Kl. 11 at afholde en Forsamling, til hvilken tvende Cigarmagere agtede at indkalde samtlige Cigarmagere heri Staden, og har Andrageren anholdt om, at der maa blive indledet en Undersøgelse til nærmere Oplysning om Hr. Etatsraadens Forhold i de omhandlede Retninger."

Foranlediget heraf skulde Ministeriet, idet man efter Omstændighederne i dette Tilfælde skal se bort fra, at Andrageren med Hensyn til flere Punkter ikke har godtgjort nogen berettigelse til at optræde paa deres Vegne, der vilde have været de rette Klagere, tjenstligst anmode Hr. Etatsraaden om at tilkendegive ham, at Ministeriet efter de modtagne Oplysninger maa anse Besværingen for ubeføjet.

Hvilket jeg ikke undlader herved tjenstligst at meddele til fornøden Efterretning

Crone."

Skrivelsen taler selv saa tydeligt, at vi ikke finder det fornødent at ledsage den med nogen Kommentar. Men det kunde være ret morsomt at saa at vide, hvor Ministeriet har hentet de "modtagne Oplysninger", om det har søgt dem andre Steder end hos Politimesteren. Vi har al Grund til at tro, at kun Hr. Crone er bleven "forhørt", og det er derfor ikke saa sært, at Ministeriet "maa anse Besværingen for ubeføjet."

(Socialisten 23. december 1871).