De sidste Indbrudstyverier og Retssikkerheden i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Efterat der i længere Tid, næsten i Løbet af et Par Aar, med en enkelt Undtagelse (den for nylig anholdte saakaldte "Boretyv") ikke var forefaldet noget grovere Tyveri i Hovedstaden, og ingen tidligere udført Forbrydelse af denne Art var uopdaget, blev der Nytaarsdags Aften, altsaa for lidt over 3 Uger siden, begaaet et dristigt Tyveri hos en Uhrmager i Pilestræde, ved hvilken Leilighed der blev stjaalet henved et halvt Hundrede Uhre og endeel Kjæder. Den paafølgende Søndag Aften blev der gjort Indbrud og stjaalet endeel Penge hos en Handlende paa Hjørnet af Pilestræde og Sværtegade og endelig forefaldt der Søndag Aften den 12te januar det noksom bekjendte Tyveri hos Guldsmed Herreborg i Gothersgade. Der blev selvfølgelig strax taget omfattende Forholdsregler fra Politiets Side for at komme paa Spor efter Gerningsmanden, og navnlig gik disse da ud paa at undersøge alle de til de "Mistænkeliges" Protocol henhørende Personers Forhold, som man kunde tænke sig muligviis kunde være Gjerningsmanden. Da Antallet af saadanne Personer alene for selve Hovedstadens Vedkommende udgjør over 500, og Politiet ved et saadant Tilfælde ogsaa maatte have Øie med adskillige andre farlige Forbrydere hele Landet over, som kunde tænkes at have aflagt et kort Besøg i Hovedstaden og benyttet Lejligheden til at stjæle, kan man tænke sig, hvor omfattende dette Arbeide har været, og i hvilken Grad det har lagt Beslag paa det i Antal forholdsviis lille Opdagelsespolities Kræfter, tilmed da der samtidig blev patrouilleret i Gaden hver Aften og Nat fra Mørkets Frembrud, til det blev lyst, og der desuden maatte haves Vagtposter i Helsingør, Korsør etc. Blandt de Personer, hvis Forhold saaledes blev gjort til Gjenstand for Undersøgelse, var den her i Byen barnefødte fhv. Urtekræmmer Vilhelm Julius Andersen.

"Vilhelm Julius Andersen, født og hjemmehørende i Kbhn:, Urtekr:, Cigarmager m.m.; str: i Hamborg med 3 Aars Tugthus for Røveri og anholdt her i Febr: 1873 for en Deel Tyverier, gerne i Boutikker og fra Vogne paa Gaden.” [Han var placeret på pladsen for nr. 319, men ifølge navneregistret har han nr. 220] [1873]." Genealogisk Forlag.

Efter nogen Tids Ophold i Amerika kom han i Begyndelsen af Tredserne tilbage hertil og overtog en Forretning (paa Hjørnet af Store Kirkestræde og Høibroplads); da denne snart gik tilgrunde, var han bleven ansat i Ordenspolitiets Tjeneste, men efter omtrent et Aars Forløb atter afskediget paa Grund af Uredelighed, idet han var mistænkt for at have villet tilvendt sig et i en Pult paa hans Politistation beroende Pengebeløb. Andersen reiste derefter til Hamborg, hvor han en Aften blev greben under Udførelsen af et Tyveri hos en Vexellerer. Denne havde bemærket ham og vilde gribe ham, men Andersen, der vel ikke er en stærk, men meget behjertet Mand, hvem Koldblodigheden aldrig synes at svigte, slog ham til Jorden og vilde løbe sin Vei; Vexellereren havde imidlertid været saa forsigtig at aflaase Døren, og Andersen maatte derfor flygte op paa Loftet og derfra ud paa Taget, hvor han dog blev greben. Han blev dømt til 3 Aars Tugthuusarbeide og vendte efter udstaaet Straf tilbage til Kjøbenhavn 1869. Vort Politi var selvfølgelig bekjendt med hans Færd og har lige siden hans Tilbagekomst altid havt sin Opmærksomhed henvendt paa ham, idet Opdagelsespolitiets Chef kjendte hans Charakteer og var forberedt paa, at han muligviis engang vilde begaae en eller anden stor Forbrydelse. Det lod imidlertid til, at han havde skiftet Sind og alvorlig var betænkt paa at ernære sig redeligt. Han leiede sig en beskeden Leilighed i Lorenzensgade og begyndte sammen med sin Kone at rulle Cigarer for en herværende større Fabrikant, et Arbeide, hvorved han havde en meget god Fortjeneste og kunde ernære sig godt.

Man slap ham dog ikke af Sigte, og endnu den 12te Novbr. blev hans Forhold gjort til Gjenstand for Undersøgelse ved en af vore flinkeste ældste Opdagelsesbetjente, men alle Oplysninger lød paa, at han og Konen levede stille og roligt, arbeidede flittigt og sjeldent gik ud, kun engang imellem for at spadsere. Da Tyveriet hos Herreborg var begaaet, opstod der hos Politiinspecteur Hertz en stærk Mistanke om, at Andersen var Gjerningsmanden; men denne Mistanke svækkedes endeel ved, at Signalementet ikke i fjerneste Maade passede paa ham. Der var opgivet kort afklippede mørke Bakkenbarter, medens Andersen har lange blonde engelske Barter, der hænge ned over Brystet, osv. Ikkedestomindre blev der i al Stilhed indledet en omfattende Undersøgelse mod ham, ved hvilken der dog blev gaaet frem med største Varsomhed, idet der jo ikke lunde være Tale om paa en blot og bar Mistanke, der ikke støttedes af Nogetsomhelst, at anholde en Mand og derved, hvis han maaskee var uskyldig, ødelægge den Existents, han ved Flid og et bedre Levnet havde skaffet sig og sin Hustru. Medens denne Undersøgelse mod Andersen var i fuld Gang, modtog en paa Prøve ansat Betjent paa sin Patrouilletour en Angivelse om, at der etsteds i Adelgade boede en mistænkelig Person, paa hvem han vilde henlede Opmærksomheden. Denne Betjent rapporterede Anmeldelsen til en ældre Overbetjent, som imidlertid ikke opfyldte den Pligt at raadføre sig enten med den Assistent, paa hvis Station, han var ansat, eller med Opdagelsespoliliets Chef. Som han senere har udsagt, vidste han, at Inspecteur Hertz ved en saadan Leilighed altid udfolder stor Forsigtighed og benytter et større Apparat af Betjente, og det var af Frygt for, at "Forretningen", som det hedder i Tjenestesproget, ikke skulde blive lagt i hans Haand, at han beholdt Anmeldelsen for sig for ogsaa at faae hele Æren for Paagribelsen, idet han ikke ansaae det for umuligt, at den paapegede Person var Tyven fra Gothersgade. Næste Dag forhørte han sig om den Angivne, følte sig bestyrket i sin Mistanke og begav sig, stadig i al Hemmelighed, med den Betjent, der havde meddeelt ham Sagen, til Adelgade for at holde Vagt. Da de havde forvisset sig om, at den Mistænkte var paa sit Værelse, begave de to Betjente sig ad mørke Trapper op til ham paa en fjerde Sal; uden han havde mærket deres Komme og var forberedt. Da en af Betjentene vilde skaffe Lys og strøg en Svovlstik af, bibragte han Overbetjenten et voldsomt Slag for Brystet, hvorved han blev ganske fortumlet, og sprang ned ad Trappen. Den anden Betjent fik imidlertid fat i ham, og de rullede sammen ned ad Trappen. Ved sin store Smidighed slap han fri fra Betjentens Greb, rev en Mand om, der vilde standse ham i Porten og ilede afsted, eftersat af Betjenten til Borgergade, hvor han forsvandt i den Eiendom, der ogsaa har Udgang til Store Kongensgade.

Nu blev der, da det var for silde, slaaet Allarm, patrouilleret og søgt, men forgjæves. Den Overbetjent, der havde forseet sig saa grovt, blev strax kaldet til sin Foresatte, og dennes første Spørgsmaal til ham var: "Var det ikke Andersen?" Men Betjenten forsikrede bestemt, at der ikke var Spor af Lighed mellem den Mistænkte og den forhenværende Inspectionsbetjent Andersen, med hvem han havde været paa Station sammen i længere Tid. Det Signalement, Naboer i Adelgade gave, passede heller ikke. Der blev sagt, at den Paagjældende havde fine hvide Hænder og gik med Ringe paa Fingrene, medens Andersen har grove Arbeidshænder og aldrig havde havt Ringe paa Fingrene.

Inspecteur Hertz havde dog trods alt dette og trods et saadant Udsagn af en Betjent, der havde tjent sammen med ham i længere Tid og da hver Dag talt og forhandlet med ham, ikke opgivet sin Mistanke og fortsatte Undersøgelsen mod Andersen. Den fra Adelgade undvegne Person havde paa Flugten tabt sin Hat, som blev bragt paa Stationen af en af de Mange, der vore komne til ved Allarmen hiin Aften. Denne Hat blev i Fredags foreviist for en af Beboerne t det Sted, hvor Andersen boede, og denne udsagde, at han havde seet Andersen med en saadan Hat. Dette var det første Støttepunkt, men man tøvede endnu med at skride ind, idet man ventede at faae en god Veiledning, hvis det kunde lykkes at udfinde en Dreng, som en Aften i forrige Uge havde baaret en lille Kuffert bort for den Mistænkte i Adelgade. Endelig lykkedes det i Løverdags Formiddags at opspørge Drengen i en af Almueskolerne, og hans Udsagn gik ud paa, at han havde baaret Kufferten til Lorentzensgade Nr 4 - det Sted, hvor Andersen boede. Nu havde man noget Positivt at holde sig til, og Inspecteur Hertz begav sig, ledsaget af sire Betjente, til det paagjældende Sted. Underveis stødte Vicepolitidirecteuren til. Da de ankom til Stedet, besatte Hertz Udgangene med de tre Betjente og gik selv op i Huset med Vicepolitidirecteuren og den fjerde Betjent. Hertz ringede paa, Andersen lukkede op og blev tilsyneladende aldeles ikke urolig ved dette Besøg. Alt i Lejligheden var i bedste Orden. Der var et tarveligt Meublement, og Andersen og hans Kone havde lige til det Øieblik, Politiet kom, været beskjæftigede med at rulle Cigarer. En foreløbig Undersøgelse bragte kun et Par Bagateller frem, som Inspecteur Hertz fandt lignede dem, der vare blevne stjaalne for tore Tid siden hos en Manufacturhandler i Gothersgade; men dette var ogsaa det eneste Mistænkelige, der var at finde. Andersen og hans Kone blev; nu hver for sig fatte i Drosker og kjørte til Politikamret, medens der blev sat Vagt i Lejligheden og taget de ved en saadan Leilighed sædvanlige Forholdsregler. Saasnart de vare komne til Stationen, blev der sendt Bud efter den Kone, hos hvem de Mistænkte havde boet i Adelgade, den Herre, som havde mødt Tyven hos Guldsmed Herreborg i Døren, og den Dreng, der havde baaret Kufferten, og alle Tre gjenkjendte strax Andersen. Han og Konen bleve nu anholdte og forhørte og udsagde da saa overeensstemmende, at det øjensynlig maatte være en forud anlagt Plan, at de kun havde været Hælere for en Handelsagent Peter Petersen, der havde forladt Byen med Kosterne, og hvis Opholdssted var dem ubekjendt. Disse Forhør, som paabegyndtes af Inspecteur Hertz om Eftermiddagen, foresattes med en kort Afbrydelse til ud paa Natten, uden at nogen af de Anholdte vilde gaae til yderligere Bekjendelse. og man begyndte allerede at troe, at der dog muligviis kunde være nogen Sandhed i deres Udsagn, da Andersen pludselig begyndte at sadle om og tilbød at ville afgive en fuldstændig Tilstaaelse, hvis man vilde love at udvirke en Benaadning for ham, sia at han f. Ex. efter et Aars Straffearbeide kunde faa Lov til at slippe bort til Amerika. Herpaa kunde han selvfølgelig ikke indlade sig, men ved Hjælp af et enkelt Ord, som i Spændingen undslap Andersen, og som kunde give en Nøgle til Gaadens Løsning, fik Inspecteur Hertz Madame Andersen til ae gaae til Bekjendelse om, at Kosterne vare gjemte forskjellige Steder paa Vester- og Nørrebro. Der blev hentet en Droske. Infoerte ur Hertz, Assistent Thalbitzer og et Par Betjente kjørte strax rundt om med hende og sit Kosterne, som saaledes Søndag Morgen vare i god Behold i Politiets Værge. De bleve viste Andersen, men han fastholdt sin Benægtelse af at være Gjerningsmanden. Først i Grundlovsforhøret hos Assessor Knudsen begyndte han at give efter og er senere fremkommet med Tilstaaelse om at være Gjerningsmanden til samtlige de syv grove Indbrudstyverier, der ere begaaede her i Staden i de sidste sex Uger og til flere mindre Leilighedstyverier. Han havde havt til Hensigt iaften, Tirsdag, at reise bort med de stjaalne Sager, men havde foreløbig forholdt sig rolig, da han vidste, at han var saa godt kjendt af Politiet, at han rimeligviis vilde blive greben i Korsør, naar han vilde forlade Landet. Den Energi, Dristighed og Koldblodighed, som Andersen har udviist ved sine Tyverier, stempler ham som en Forbryder af det allerfarligste slags, og det er saaledes dobbelt glædeligt, at Politiets aarvaagne Øie i rette Tid fik ham opdaget og anholdt.

Efter Opdagelsen af Gjerningsmanden til disse Tyverier foreligger der ikke i dette Øieblik Angivelse om nogensomhelst grovere Forbrydelse, og det Udfald, den ovenfor omtalte Sag har havt, viser, hvor fejlagtigt de have dømt, som i de pludseligt efter hverandre indtrufne Indbrudstyverier troede at se: et Bevis paa, at Retssikkerheden i Kjøbenhavn skulde være bleven mindre tilfredsstillende eller være i Tilbagegang. Dette er ganske vist en stor Feiltagelse. vil man anstille en Sammenligning med fremmede Stæder, troe vi, at Kjøbenhavn vil opvise et meget gunstigt Resultat i saa Henseende Hvor langt staaer f. Ex. ikke Hamborg tilbage for Kjøbenhavn i Retssikkerhed? Navnlig er der i de senere Aar, foruden andre grove Forbrydelser, ifølge Bladenes Meddelelser, der begaaet en Række særdeles betydelige Juveeltyverier, ved hvilke Gjenstande af flere Hundrede Tusinde Rdlr. Værdi ere blevne bortstjaalne, uden at det nogensinde er lykkedes at opdage Gjerningsmændene. Og det Samme møde vi andetsteds, som f. Ex. ved at læse de her let tilgjængelige Blade, der udkomme i Bryssel, i hvilke det stadig vrimler af Meddelelser om Tyverier, som begaaes der. Om Stæder som London ville vi nu slet ikke tale. Og hvad er det saa ikke for Forbrydelser, vi der finde optegnede i Politieis aarlige Beretninger, medens den store Masse af Tyverier, som herhjemme anmeldes, og som Politiet og Dommeren hellige en omhyggelig Opmærksomhed, angaae rene Smaating, en Kjolenederdeel til en Værdi af 2 Rd., noget Værktøj til 3 Mk. etc. Det Slags Forbrydelser regnes andetsteds ikke engang med i de aarlige Rapporter; opdages de, er det godt, hvis ikke, faaer det at være. Man sammenligne de ubetydelige Criminalsager, som jevnlig meddeles i Bladene, og som ere de vigtigste af hvad der forekommer, med de Forbrydelser, som omtrent hvert Numer af Bladene i fremmede større Byer meddele deres Læsere, og man vil glæde sig over, at saadanne Gjerninger hos ere sjeldne Undtagelser. Man gjør ved en saadan Leilighed Bekjendtskab med Arter af Forbrydere og Forbrydelser, som vi næsten kun kjende som Sagn, og man vil med Nødvendighed faae den Overbeviisniug, at Retssikkerheden i Kjøbenhavn, skjøndt den jo hører til de Forhold, som meest af alle maa lide af den menneskelige Ufuldkommenhed, maa kaldes god.

Vi mindes ingensinde i den sidste Menneskealder at have seet fremsat nogen væsentlig Klage over Retssikkerheden i Hovedstaden, og vi kunne vel derfor gaae ud fra, at den i alt Fald har været jevnt hen taalelig. Men nu fremgaaer det af de statistiske Oplysninger, som indeholdes i Politidirecteurens aarlige Beretninger, at den Stigen af Forbrydelsernes og navnlig af Tyveriernes Antal, der var indtraadt i de første Aar efter den nye Straffelovs Ikrafttræden, senere og navnlig siden 1863 er afløst af en høist glædelig Nedgang (Antallet af Forbrydelser 5005 i 1868 nedgik til 4195 i 1871 og af Tyverier fra 4067 i 1868 til 3171). Og hertil kommer endnu den vigtige Omstændighed, at Forbrydelserne næsten alle ere af mindre Betydenhed; af Tyverierne have saaledes i 1871 77 pCt. kun angaaet Gjenstande af ikkun 5 Rd.s Værdi eller derunder, hvilket viser, at Fleertallet af Gjerningsmændene kun er Leilighedstyve og ingenlunde Personer, som kunne kaldes egentlig farlige for Samfundet. Grunden til denne Nedgang af Forbrydelsernes Antal er bl. A. sikkert den, at Staden efterhaanden paa forskjellig Maade er bleven befriet for endeel professionelle Forbrydere og farlige Individer, og ialtfald godtgjør denne Nedgang, at Retssikkerheden er i Fremgang og at, hvis der ikke har kunnet klages paa den før, saa er der saameget mindre Grund hertil nu, og Intet afgiver et bedre Beviis paa, hvor tryg Befolkningen i saa Henseende føler sig, end den Sorgløshed, hvormed de Fleste undlade at anvende de simpleste Sikkringsmidler mod Tyveri. Vi troe virkelig ikke, at man let skal finde nogen Stad af Kjøbenhavns Størrelse, hvor der findes en saadan Forsømmelighed med Dørenes forsvarlige Lukning som her. Ganske sikkert ere over 90 pCt. af Døre, som føre ind til Localer, hvor der findes maaskee endog betydelige Værdier, kun lukkede med en enkelt Laas, som endog er saa simpel, at enhver Dirk eller enhver almindelig Nøgle kan aabne den; blot en Sikkerhedskjæde eller en Slaa eller endnu en Laas paa et andet Sted af Døren vilde gjøre overordentlig stor Nytte og bidrage i en meget betydeste Grad til at formindske Antallet af det Slags Tyverier, der næsten udelukkende udgjøre de saakaldte Indbrudstyverier, nemlig dem, der begaaes ved Hjælp af falsk Nøgle eller Dirk. Og endelig hvilken Forsømmelighed findes der ikke med at lukke Port eller Gadedør om Natten! Blev det gjort vore Politibetjente til Pligt om Natten at prøve, om alle Porte og Døre vare lukkede, som det er de patrouillerende Betjentes Pligt i London, saa vilde man vist komme til forbausende Resultater, der kun kunde vise, at Sorgløsheden er ikke liden. Det er naturligviis ikke vor Mening med disse Bemærkninger at ville slaae Allarm og kalde til Vaaben. Tanken har kun været at henlede Opmærksomheden paa, at medens Retssikkerheden heil Byen ganske sikkert nu er god, og Ingen maa lade sig skræmme af, at der engang imellem forefalder enkelte større Forbrydelser, og medens der ligesaa vist heller ikke for Tiden er nogen bestemt Forandring heri, saa gjør Enhver vel i at forelægge sig selv Set Spørgsmaal, om han virkelig bevogter Sit paa en saadan Maade, som Forholdene i en stedse voxende stor By let kunne gjøre nødvendige. Vi ville haabe, at Retssikkerheden vil vedblive at være ligesaa god som nu; men Ingen kan garantere for, og Ingen kan forebygge, at der kan indtræde en Forandring til det Værre. Kjøbenhavn drages mere og mere, Aar for Aar, i det Onde som i det Gode, ind i den almindelige europæiske Hvirvel. Have vi for Tiden ingen grove professionelle Forbrydere, kunne vi let faae dem importerede eller lægge dem til selv. Særegne og farlige Maader at stjæle paa kunne vel ogsaa læres her, udenlandske Hælerforretninger kunne forsøge vort Marked, og saalænge "Socialisten", som den nogle Gange i den senere Tid har gjort, vil referere grove Forbrydelser under Overskriften "Ulykke som Følge af Samfundsforholdene" skal man just ikke paastaae, at der gjennem dette meget læste Blad udsaaes nogen god Sæd i denne Retning blandt Bladets Læsere. Men staae vi saaledes Fare for ogsaa i denne Retning at kunne blive "europæiske", saa maae vi samtidig tænke paa at træde ud af den paradisiske Tilstand, hvori vi som ovenfor anført befinde os overfor Tyvene.

Et af de bedste Værn for Retssikkerheden er selvfølgelig et godt Politi, og vort har i saa Henseende godt Lov paa sig. Navnlig ved Opdagelsespolitiet gjælder det om at have en god Stamme af Betjente, og ogsaa i den Henseende opviser en Undersøgelse af de i Politidirecteurens aarlige Indberetning til Justitsministeren givne statistiske Meddelelser et tilfredsstillende Resultat. De fra det gamle Politi til Opdagelsespolitiet overgaaede Overbetjente ere alle endnu tjenestegjørende med Undtagelse af 1, der er bleven forfremmet til Arrestvagtmester, 2, der ere døde, og 1, der er bleven forsat til Ordenspolitiet paa Grund af disciplinaire Forseelser under Inspecteur Hertz' Fraværelse paa en Badereise. Den samlede Af- og Tilgang har i de næsten 10 Aar, som ere hengaaede siden Omordningen, været 12 Overbetjente; deraf ere 6 gaaede over i andre mere fordelagtige Stillinger, 2 ere døde, 2 ere blevne ansatte i Ordenspolitiet som Skrivere paa Grund af fremrykket Alder, 1 er afskediget og 1 bleven forsat til Ordenspolitiet. De til den nævnte Afdeling af Politiet hørende 11 Overbetjente have næsten alle været ansatte i Afdelingen fra 1ste Juli 1863, og Størstedelen, nemlig 9, ere overgaaede dertil fra det gamle Politi.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. januar 1873).

Bedrageri. (Efterskrift til Politivennen)

Et ugift Fruentimmer indfandt sig en Dag i Begyndelsen af indeværende Maaned paa Politikammeret og meldte, at hun havde været Gjenstand for et overlagt Bedrageri. En Tjenestekarl, med hvem hun havde et Barn, var ved Overpræsidentens Resolution af 4de September bleven tilpligtet at svare et Underholdsbidrag til dette Barn af 16 Rd. om Aaret. Tjenestekarlen betalte hende dog ikke Noget, men afsonede Beløbene for de første halvandet Aar. I 1871 fattede han den Plan at frie sig for at betale Bidraget for Fremtiden, og i denne Hensigt indbildte han Pigen, at han vilde indlade sig i Ægteskab med hende, men foregav tillige, at det hertil var nødvendigt, at han fik den udfærdigede Alimentationsresolution udleveret for at kunne besørge Forberedelserne til Bryllupet. I Tillid til hans Ord udleverede hun ham Resolutionen og med denne gik han derpaa til en Commissionair, ved hvis Hjælp han under Foregivende af, at han og Pigen vare enige, fik den forsynet med en Erklæring om, at han havde afgjort, hvad han skyldte efter Resolutionen, at han ikke skyldte noget yderligere Vederlag til Barnet, samt at Barnemoderen ikke havde noget Krav paa ham i saa Henseende. Derefter begav Tiltalte sig til Pigen og opfordrede hende til at følge med til Commissionairen for at underskrive et Papir, som var nødvendigt ved Brylluppet, og efter at være kommen derhen blev dm Resolutionen paategnede Erklæring forelagt hende til Underskrift, uden at den, saavidt det har kunnet oplyses, blev oplæst for hende, uagtet hun ikke selv kunne læse. I den Tro, at det var nødvendigt for hende at underskrive Papiret for Vielsens Skyld, skrev hun sit Navn derpaa, og ventede dernæst paa Bryllupsdagen. Med denne trak det imidlertid ud, og hver Gang hun spurgte Tiltalte derom, svarede han, at det ikke hastede saa stærkt med den; men da han heller ikke gav hende noget Bidrag til Barnet i Løbet af over et Aar efter den Tid, meldte hun det Passerede for Overpræsidenten, og da Tiltalte derpaa af Kongens Foged blev affordret Underholdsbidraget, foreviste han ham Barnemoderens omtalte Erklæring, idet han paaberaabte sig, at han ikke skyldte noget Bidrag. Under den derpaa imod ham indledede Undersøgelse forsøgte han vel i Begyndelsen at nægte et have villet bedrage Pinen, men det varede ikke længe førend han bragtes til at tilstaae, at han, for at opnaae Fritagelse for Underholdsbidraget, havde indbildt hende, at han vilde gifte sig med hende, og at han derpaa gav hende en urigtig Forestilling om Indholdet af den Erklæring, han senere formanede hende til at underskrive. Tiltalte er tidligere straffet for Tyveri med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, og han blev for sit overnævnte Forhold ved Criminalrettens Dom anseet efter Straffelovens § 252 med lignende Fængsel i 4 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1873).

Tjenestepigernes Stilling. (Efterskrift til Politivennen)

Det har været os en Overraskelse og en Glæde at finde, at en Artikel, der aander Humanitet imod de Tjenende i Samfundet, har fundet Vej til et af de Blade, som ellers gør Alt for at ophidse deres Læsere imod de slettest stillede Klasser. Vi har nemlig i "Folk. Av." fundet en indsendt Artikel om Tjenestepigernes Stilling og tillade os at aftrykke den med Angivelse af Kilde, i det Haab, at de Husbonder og Husmødre, der endnu fæster Lid til, hvad der staar i det nævnte Organ, kan vækkes til Erkendelse af, at ikke Alt, hvad der fremføres fra de arbejdende Klassers Side, bærer Præget af Urimelighed. Indsenderen, der undertegner sig A. skriver Følgende :

"Man hører idelig og idelig Klage over Tjenestepigerne, og det lader sig ikke nægte, at det bliver sjeldnere og sjeldnere at se en Pige blive en Række af Aar i samme Kondition, og at oprigtig Hengivenhed og Troskab hos Tjenestefolk er bleven en ren Undtagelse. Det er heller ikke uden Grund, naar Tjenestepigerne beskyldes for en i Forhold til deres Kaar urimelig Pynte- og Forlystelsessyge. Men mon de, der har disse og lignende Klager paa rede Haand, har gjort sig klart, hvorledes en Tjenestepige er stillet, og hvor megen Skyld de selv som Husbond og Madmoder kan have i, at deres Tjenestefolk er henfaldne til slette Tilbøjeligheder. Den allerhyppigste Bebrejdelse mod Pigerne gaar ud paa, at deres Fordringsfuldhed bliver mere og mere uforskammet; men hvorledes lader dette sig rime sammen med de Erfaringer, man kan gøre næsten i ethvert Hus om de skandaløse Huller, man anviser dem til Natteopholdssted? Det er en Sjeldenhed, at en Tjenestepige har Kakkelovn i sit Kammer. Naar hun har arbejdet haardt og uden Afbrydelse fra den tidlige Morgen til den sene Aften, har hun ikke et Sted, hvor hun kan have et Øjebliks Hygge og Fred. Man under hende næppe Lys og Luft, man giver hende en mørk Celle eller Baas ved Køkkenet, hvor der akkurat kan staa et Sengested, men hvor det ofte er et Kunststykke at faa en Kommode praktiseret ind; ja mange Steder maa hun nøjes med en Slagbænk under Køkkenbordet. Endog i ganske nye Huse indretter man saadanne umenneskelige Pigekamre; der er paa dette Punkt endnu intet Fremskridt i Humanitet at spore. Og saa korser man sig endda med dydig Mine over Pigernes Fordringsfuldhed og undrer sig over, at de gerne vil more sig udenfor Huset, naar de i Huset behandles som Slaver! Københavns nye Bygningslov opstiller ingen anden Fordring til Rum, som indrettes til Beboelse, end at de skal være mindst 4 Alen høje. Det vilde være ønskeligt, om Loven havde givet nærmere Forskrifter om Værelser for Tyende, Læredrenge osv., men endnu mere vilde der være vundet, hvis det efterhaanden gik op for Folk, i hvor høj Grad Hensynet til det kvindelige Tyendes moralske og fysiske Vel hidtil har været forsømt, og at Enhver i sin Kreds kan bidrage til at rette herpaa."

(Socialisten 10. januar 1873).

Retssag om en Skydeplads. (Efterskrift til Politivennen)

Den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret paakjendte den 6te ds. en Sag, under hvilken Kjøbenhavns Magistrat søgte Directionen for det borgerlige Frihaands-Skydeselskab tilpligtet at rømme de Localer, Selskabet benytter i den, Kjøbenhavns Commune tilhørende Eiendom Nr. 70 i Dronningens Gade paa Christianshavn, at borttage de af Selskabet uden Communens Samtykke opførte Bygninger og at fravige Afbenyttelsen af Grunden. De Indstævnte paaberaabte sig en allerhøieste Resolution af 14de Juli 1809, hvorved der meddeles Selskabet Bevilling til med glatte Geværer og paa fri Haand at foretage ugentlig Skiveskydning paa det borgerlige Broderskabs Skydebane paa Eutin, istedetfor hvilken Plads det ved allernaadigst Resolution af 2den Februar 1812 er tilladt Selskabet hver Torsdag Eftermiddag fra Begyndelsen af Mai indtil October at afbenytte Skydepladsen ved Vor Frelsers Kirke paa Christianshavn samt tvende hele Dage om Aaret at afbenytte denne Plads til den sædvanlige Fugleskydning. Som et yderligere Datum for, at Pladsen ved de nævnte Resolutioner var overladt Selskabet til stedsevarende Brug, anførte de Indstævnte, at det i Aaret 1822 tilbydes Selskabet at opføre paa Pladsen de Bygninger, som nu fordredes borttagne, uden at der da var Tale om, at disse nogensinde kunde forlanges nedrevne. Det var fra Citanternes Side uimodsagt avanceret, at Exerceerhuset paa Pladsen i Aarene 1701-2 var opført af Communen til Brug for Borgervæbningen og siden vedligeholdt af Communen, og at der i Aaret 1751 ved bemeldte Huns anlagdes en Skydebane for Borgervæbningen, samt at det var denne Bane, Selskabet hidtil havde havt Benyttelsen af. Det var derhos under Sagen givet, at Borgervæbningen var ophævet, og at Huus og Plads nu vare faldne tilbage til Communen som dennes Eiendom. Det fremgik da heraf, at der ikke længere existerede nogen Skydeplads for Borgervæbningen; men saavel efter Bevillingen af 1809 som efter Resolutionen af 1812 maatte det antages, at den Selskabet indrømmede Afbenyttelse af Pladsen var betinget af, at denne existerede som Skydebane for Borgervæbningen. At der senere fra Communens Side skulde være fremkommen nogen Anerkjendelse af en stedsevarende Ret for Selskabet til Pladsens Afbenyttelse, var ikke oplyst, og navnligen havde de Indstævnte ikke paa Citanternes Opfordring produceret den af dem til Bygningens Opførelse paaberaabte Tilladelse, der skulde være given i Aaret 1822. Da der nu efter Beskaffenheden af Selskabets Adkomst til Afbenyttelse af Pladsen ikke kunde være Tale om Erhvervelse ved. Hævd, saa tog Retten Citanternes under Sagen modificerede Paastand tilfølge og tilpligtede under en daglig Mulct af 5 Rd. det indstævnte Selskab til at fravige Benyttelsen af Skydebanen og at borttage de af det paa Grunden opførte Bygninger. Processens Omkostninger ophævedes.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. januar 1873).

Skydeselskabet var oprettet 1776. Hovedformålet var at vedligeholde den exercermæssige færdighed hos borgerskabets befalingsmænd. Sagen opstod efter at borgervæbningen var blevet ophævet og dens ejendomme derfor overgået til kommunen. Selskabet eksisterer stadig, kvinder kan ikke være medlemmer og formålet er nu fortrinsvis af social karakter.

Offervæsenet. (Efterskrift til Politivennen)

 (Indsendt.)

Det har meget ofte forundret "Indsenderen af dette Stykke, at alle Vedkommende ikke for længe siden ere blevne enige om at afskaffe Offerskikken i Kirken. Utvivlsomt er det en ukristelig Skik; thi Jesus sagde dog med rene og letforstaaelige Ord til dem, der holdt Pengeklang og Pengehandel i Jødernes Tempel: "mit Hus skal være et Bedehus; men I have gjort det til en Røverkule". Og vist er det da, at det ikke sømmer sig for Kristne at sætte deres Tempel og Templer under Jødetemplet; saa de i disse tillade, hvad der var Uskik i dette. Der er heller ikke en eneste holdbar Grund, der taler for Bibeholdelse af det, at offre i Kirken. Desuden er det en - vi ville sige - styg Maade at lønne Kirkens Embedsmænd paa. Skulde man ikke netop unddrage dem for alle de for Ærefrygten for Kirken skadelige og fra en hjertelig Forstaaelse med Menighedernes Medlemmer forende Stridigheder eller dog Ubehageligheder, som Offervæsenet fører med sig. Mangen en Offerberettiget, f. Ex. mangen en fattig og sletlønnet Lærer, trænger meget haardt til Offeret, fordi det er muligt over Halvdelen af hans Løn, i hvert Fald er det en saa stor Del deraf, at han paa ingen Maade kan taale at lide noget Afsavn deri. Enkelte ofre ham maaske et saa ringe Beløb, saa det er uanstændigt, eller de maaske rent lade være. Han søger ad den foreskrevne Vei at faa sin Ret. Men hvad er Følgen deraf? Ofte, at han bliver udskregen som et pengebegjærligt Menneske eller dog som et Menneske, der bliver stemplet som en saare jammerlig Person, der ikke kan faa sit Offer ad Frivillighedens Vei! Medens det ellers findes at være i sin Orden, at den Tjener, der ei erholder sin Løn i rette Tid og med et passende Beløb, tiltvinger sig sin Ret ved Øvrighedens Foranstaltning, saa bliver det ubetinget dadlet, om en Præst eller Degn ad den Vei vil søge at faa det manglende Offer. Medens paa Landet de Allerfleste med god Villie, til rette Tid og med et tilstrækkeligt og passende Beløb ofre til Præst og Degn, hvad ogsaa er Tilfældet med en ikke ringe Del af Kjøbstadbefolkningen, saa er del dog ligesaavist, at der er nogle Enkelte paa Landet og alt for Mange i Kjøbstæderne, som enten ikke ofre eller ofre et saa usselt Beløb, at det er formelig uanstændigt. Medens neppe Nogen vil finde paa at byde en Karl, der holder ved et Par Heste, 2 sk, 4 eller 6 sk, men oftest 8 sk eller 1 Mk., maaske 2 Mk., saa vil det ikke findes sjeldent, at der er Nogle paa Landet og Mange i Kjøbstæderne, der byde deres Kirkebetjente 2, 3, 4 og 5 sk til hver Høitid, ja ved Barnedaab og Brylluper en 4 sk pro persona, om det ikke en enkelt Gang kan endes med en Knap eller en Penge, der Intet gjælder. Sligt er dog lige uanstændigt for begge Parter. Blev en Gaardskarl budt ret tit en 2 sk eller en 4 sk i Drikkepenge, han vilde snart finde paa Udvei til at kurere saadan en lurvet Giver, og de Fleste ville holde med ham; men vilde en Præst eller Degn forsøge Noget i slig Retning, da vilde han sikkert blive udskjældt for Gjerrighed og Slethed. Hertil kommer saa, at selv de Smuler, der tilkastes den Offerberettigede, ikke saa sjeldent ydes under Haan og onde Ord. Man skjælder stundom Præst og Degn ud, saa en Hund maatte skamme sig derover, naar man rækker sig saa vidt, at man byder ham 8 sk for 3 Høitider, altsaa det vældige Beløb af 2 2/3 sk pr. Høitid, et Beløb, som man ikke turde byde den Sjouer, der lukkede en Vogndør op for En, uden at risikere, at man blev spyttet i Ansigtet eller udskjældt. Men det skal Præst og Kirkebetjent tage imod, af ikke saa Faa endda, og saa dertil skjældes ud. Flere end En, der uden at blinke med et Øie, øder i Værtshus Dalere, bandlyser Præst og Degn til Helvede, naar han i den Grad rækker sig, at han til hver Høitid ofrer dem 2 2/3 sk. Indsenderen vil gjentage, at han meget godt veed, at de Fleste paa Landet og en ikke saa ringe Del i Kjøbstæderne ofre med god Villie, til rette Tid og med et anstændigt og rigeligt Beløb; men ikke destomindre gaaer det for ofte til, som her sandfærdigt er berettet.

Naar nu dette er saa, hvor kan det da være, at saa mange Offerberettigede endnu holde paa denne hæslige Lønningsmaade ved Offer? Navnlig maa man forbauses over, at Præsterne fortrinsvis gjøre det, uagtet de fast utallige Historier, man har om hvorlunde Offerets Størrelse, især ved Konfirmation, Bryllupper og Ligbegængelser have en paafaldende Indflydelse paa Kvaliteten og Kvantiteten af de Ord, der blive talte, og uagtet den Forstyrrelse i Høitideligheden og Andagten i Kirkerne, Offergangen ofte forvolder. Da de Offerberettigede ikke synes at ville gjøre Alvor af at foranledige Offervæsenet i Kirken afskaffet, saa opfordrer Forfatteren af disse Linier de Offerberettigede til at gjøre det, og navnlig gjælder Opfordringen vore folkelige Rigsdagsmænd, som sikkert have den bedste Villie til at saa dette Uvæsen afskaffet.     5.

(Aarhus Amtstidende 4. januar 1873).