Carl Würtz afsættes i Internationale. (Efterskrift til Politivennen)

Den 4. marts 1873 var på forsiden af Socialisten en artikel som stillede spørgsmålstegn ved om foreningsbestyrelsens regnskabsførelse som offentliggøres eller ej. Den var underskrevet S.

"Internationale". Den af Pio, Brix og Geleff stiftede og efter deres Arrestation af Würtz som Formand ledede internationale Arbeiderforening her i Byen, befinder sig for Øieblikket atter i en saavel for Foreningen som for Formanden vist lige skjæbnesvanger Krisis. Oppositionen mod Würtz er i den senere Tid med hver Dag bleven mere compact og høirøstet og har endelig fremkaldt en Katastrophe. Efterat der i de sidste Maaneder ved enhver blot tænkelig Lejlighed havde lydt Klager over, at den nuværende "midlertidige" Bestyrelse mere havde egen end Foreningens Interesse for Øie, og at den trods gjentagne Opfordringer og givne Tilsagn syntes ikke at kunne eller ikke at ville aflægge noget Regnskab over Foreningens Status, kom Misfornøielsen endelig til afgjørende Udbrud, da Foreningens Vært i forrige Uge paa Grund af tilgodehavende Leie lod Localet lukke af Kongens Foged. Ved denne Leilighed tog et Bestyrelsesmedlem, Prehn, og en Sectionsformand. der vare blevne underrettede om, hvad der vilde skee, og ikke kunde træffe Würtz, Foreningens Fane og nogle i Bestyrelsens Contoir beroende Protocoller og Bøger hjem til sig, men nægtede, da Würtz den følgende Dag fordrede disse Gjenstande afleverede til sig, at udlevere dem. Würtz og Kassereren Weiss henvendte sig i denne Anledning til Politiinspecteur Hertz, til hvem Prehn paa Opfordring udleverede samtlige Protocoller og Papirer, som Politiinspecteuren "lovede at beholde i sit Værge, indtil Foreningen paa en Generalforsamling havde taget Bestemmelse om, til hvem de retteligen skulde betroes. Prehn, sex andre navngivne og "flere ældre Medlemmer af Foreningen" indvarslede i Løverdags ved en Bekjendtgjørelse, som, da den blev nægtet Optagelse i "Socialisten", blev indrykket i "Folkets Avis" og "Nyt Aftenblad" til et Fællesmøde i Søndags Kl, 2 Middag i et Dandselocale i lille Kongensgade. "Bestyrelsen" havde til Løverdagsaften anmeldt offentligt Discussionsmøde i Foreningens gamle Kjælder, der for denne Aften var overladt dem af Værten, og Emnet "Hvorledes har den internationale Arbejderforenings Virksomhed været her i Landet?" var utvivlsomt valgt, forat give Würtz Lejlighed til at forklare og forsvare sin Virksomhed; men Dirigenten - Smed Christensen, - der unægtelig er ualmindelig dygtig som Dirigent, forhindrede det ved strengt at holde Würtz som de andre Talere til Dagsordenen. Man mærkede imidlertid godt, at i Stemningen var meget imod Würtz, og det viste sig fuldstændig klart paa Mødet igaar, der talte saa mange Deeltagere, som Localet kunde rumme, vistnok 4 til 500. Mødet aabnedes, efterat Christensen med Acclamation var valgt til Dirigent, af Prehn, der motiverede Indkaldelsen til dette Møde, med at "Bestyrelsen", i hvilken Würtz og Weiss havde usurperet sig et Eneherredømme, trods baade de andre Bestyrelsesmedlemmers og Sectionsformændenes bestemte Fordringer ikke havde villet indvarsle noget Fællesmøde for at aflægge Regnskab for Forvaltningen af Foreningens Penge og drøfte Foreningens indre Anliggender. Han saavel som de efterfølgende Talere dadlede i stærke Udtryk Würtz, i hvis inhumane og despotiske Optræden de navnlig saae Grunden til Foreningens stedse tiltagende Tilbagegang. Würtz, der modtoges med Piben, Hyssen og Skjældsord, forsvarede sig roligt og  bestemt, men paadrog sig en Tilretteviisning af Dirigenten og Forsamlingens lydeligt udtalte Mishag ved et meget personligt Angreb paa Prehn. Forat Mødet ikke skulde ende uden Resultat, standsede Dirigenten Forhandlingerne for at foreslaae og afstemme over tvende Resolutioner: At den tilstedeværende Forsamling skulde vælge en "Revisionscomitee" af 5 Medlemmer, der skulde modtage Foreningens hos Politiinspecteur Hertz beroende Protocoller m v., og at denne Comitee, efter at have revideret Foreningens Regnskab, i Forening med Bestyrelsen, som hvis Formynder den skal staae, har at indvarsle et Fællesmøde, hvor der ved skriftlig Afstemning skal vælges en ny Bestyrelse. Disse Forslag vedtoges med aldeles overvejende Majoritet, og Revisionscomiteen, til hvilken Christensen bestemt nægtede at modtage Valg, valgtes strax. Efter en kort Bemærkning af Würtz, der, som det synes, med Føie protesterede mod, at der blev taget Beslutninger og vedtaget Resolutioner, fordinden Forhandlingerne vare sluttede, og uden at afvente, om dog ikke andre end hans Fjender og Angribere vilde tage Ordet, fortsattes Forhandlingerne endnu en rum Tid, men uden at nogen eneste Stemme med Undtagelse af Weiss', hævede sig for Würtz, hvem dog selv hans bittreste Modstandere indrømmede en Dygtighed og Repræsentation i Foreningens Tjeneste udadtil, som maaskee ingen anden vil kunne erstatte, men hvis hensynsløse Despotisme i Foreningen og mod dens Medlemmer ikke var til at undskylde eller udholdt. Mødet, der var meget livligt, sluttede Kl. 6, da Localet skulde bruges paa anden Maade. Foreningen har for Tiden intet Forsamlingslocale, men dens hidtilværende private Vært, der er en af Sectionsformændene, og som blev Medlem af Revisionscomiteen, lovede at ville søge at faae leiet et Locale, hvori han kunde modtage Foreningen.

Til det afgjørende Møde, som vil blive afholdt i Løbet af denne eller næste Uge, haabede man at kunne laane Dandsesalonen Phønix eller et andet større Locale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. marts 1873).

Til Medlemmerne af den internationale Arbejderforening i København.

Da der er Flere, der har henvendt sig til mig for at forhøre, hvorvidt jeg var villig til at modtage Formandsposten, saafremt Majoriteten af Stemmerne faldt paa mig ved Omvalget paa Bestyrelsen, tillader jeg herved, at der fra min Side Intet er til Hinder derfor.

Men dels for at Ingen skal kunne mistænke mig for at drive nogen Agitation til Fordel for mig selv, dels fordi man har indskrænket min Virksomhed i København, og vor Sag ikke taaler et Øjebliks Hvile, har jeg søgt min Virkekreds i Provinserne, hvor der findes tilstrækkelig at gøre for en Mand, der har Lyst og Mod til at arbejde for at fremme vor Sag.

Jeg lærer i Provinspressen de forskellige Beskyldninger, man efter de københavnske Blade fremsætter mod mig og Weiis, som at vi har havt egne Interesser for Øje, mangelfuldt Regnskab osv. Men jeg erklærer, at havde vi værnet om egne Interesser, saa havde vi havt rig Lejlighed dertil; vi har været ene om at udtænke Maaden, hvorpaa de ikke ubetydelige Midler kunde tilvejebringes, som var nødvendige for at opretholde Sagen, og vi har ogsaa været ene om efter bedste Skøn at anvende dem, men altid for at fremme vort Formaal. Mød talrigt ved det første store Fællesmøde, jeg skal indfinde mig der og staa til Ansvar for mine Handlinger, samt paavise, hvorfra den Krise, hvori Foreningen for Øjeblikket befinder sig, egenlig stammer.

Indtil den Tid overlader jeg mine Modstandere Valpladsen, og giver dem en vid Mark at agitere paa, og jeg maa sige, Agitationen drives saa smaalig, at man nægter at modtage Indmeldelser, for at ikke nogle Arbejdere skulde indmelde sig og give mig deres Stemme. Ingen kan fortænke mig i, at jeg ikke er ligegyldig ved, at Foreningens Ledelse bliver lagt i urette eller svage Hænder, og skulde det ske, vil jeg - som en Gang tidligere under faretruende Omstændigheder - anspænde al min Kraft, og sé om det ikke skulde lykkes mig atter at saa Tøjlerne i Hænderne, og lede Foreningen i det rette Spor.

Med socialistisk Hilsen

C. Würtz

Odense, den 5te Marts 1873.

(Socialisten 8. marts 1873)

På et møde den 21. marts 1873 blev P. C. Johnsen valgt til kredsformand med 321 stemmer, mens Würtz fik 208. Til bestyrelsen valgtes endvidere Adam Petersen, Schneider, A. Nielsen, Pflug og Prehn.

Mord i Grenaa. (Efterskrift til Politivennen)

Mord. Om en uhyggelig Begivenhed, som har tildraget sig i Grenaaegnen, idet en Mand først har dræbt sin Hustru og tre Børn og derefter aflivet sig selv, meddeler "Grenaa Av." følgende: Væver Søren Christian Hansen i Selkjær, der var 40 Aar gl,, var i høi Grad forfalden til Drik og lediggang, hvorfor Sognet tildeels maatte underholde Familien. Af disse Grunde havde Sogneraadet ønsket at faae ham anbragt i Mariager Tvangsarbeidsanstalt, og han var i den Anledning stævnet til at møde for Retten i Grenaa i Løverdags. Efter i Fredags Eftermiddag at have været beruset, besøgte han Fredag Aften sin ligeoverfor boende Svoger, hvor den af Sogneraadet trufne Foranstaltning var Gjenstand for Samtalen. Hansen, der paa den Tid ialtfald ikke var i den Grad beruset, at han kunde kaldes utilregnelig, yttrede Ulyst til den følgende Dag at give Møde i Retten, ligesom han ogsaa har ladet Ytringer falde om, at der vel gaves Midler til at undgaae at komme i Arbejdsanstalten. Under sit Besøg hos Svogeren nød han ikke Spiritus, og omtrent Kl. 9½ begav han sig over til sin Bolig, hvor man Kl. 11 vil have seet Lys, men forøvrigt ikke har bemærket noget Usædvanligt. I Løverdags Formiddags, da man fra Svogerens Huus vilde bringe nogen Mad over til Familien, hvis ene Barn var sygt, fandt man Døren laaset, og da den en Timestid senere endnu ikke var bleven aabnet, brød man den op og banede sig paa denne Maade Vei ind i Stuen, hvor et rædselsfuldt Syn mødte de Indtrædende. I en Alkoveseng laae Hansens Hustru (34 Aar gammel) og det mindste Barn (1½ Aar gl.), i en anden de to ældre Børn (det ene 7, det andet 4 Aar gl.), alle svømmende i deres Blod, Konen laa paaklædt med Ansigtet nedad og med knuust Hjerneskal, med Barnet udenfor sig. Udenfor Sengen laa en med Blod besudlet Øxe hvis afbrukne Skaft laa paa Bordet; i et Hjørne af Stuen stod en svær Knippel, der formenes at være benyttet som Mordredskab, efterat Øxen er sprungen af Skaftet. Ved fra Stuen at begive sig gjennem Forstuen og Kjøkkenet til Tørvehuset, fandt man paa sidstnævnte Sted Hansen selv hængende. Forholdet imellem Hansen og Hustru skal, udenfor de Tider, naar han var beruset, have været taaleligt godt, og Konen beskrives som skikkelig og, i Forhold til sine Evner, ordentlig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. marts 1873).

Fastelavn. (Efterskrift til Politivennen)

Fastelavnsmandag er nu forbi med sine overgivne forlystelser - skrives der til os fra København. Maskeradedragterne er hængt til side og den brogede vrimmel af historiske og fantastiske skikkelser atter forvandlet til københavnere. Når undtages forlystelserne i Valby hvor endnu stadigvæk halsen trækkes af gasen og katten slås af tønden, forsvinder mere og mere de gamle fastelavnsskikke. Således kastes der nu ikke længere skillinger og boller i grams fra Børstrappen til de nedenunder forsamlede drenge, og fastelavnsnarrene bliver sjældnere og sjældnere på gaden…

(Jyllandsposten skrev 2. marts 1873. Uddrag)

Knud Gamborg: Fastelavnsløjer i en landsby. Illustreret Tidende nr. 646, 11. februar 1872.

Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Ladegaardens Mysterier

Da her tales og skrives saa meget om Arbejderspørgsmaalet, kunde det være godt at høre, hvorledes en Arbejder faar det, naar han er opslidt eller ved uheldige Omstændigheder hjemfalder Fattigvæsenets Omsorg her i København. Naar en Mand eller Kvinde ved Sygdom eller Arbejdsløshed, uheldige Omstændigheder o. s. v. ikke kan ernære sig, søger man Fattigvæsenet og henvises da til Ladegaarden. Lad os se lidt herind og gøre os bekendt med, hvordan de saa faar det.

Naar en Arbejder bliver indlagt paa Ladegaarden, faar han i Forplejning en halv Pot Øl om Morgenen, 7 Kvint Flesk eller 10 Kvint Kød om Middagen, en halv Pot Byggryn om Aftenen og 1 1/4 Pund tørt Brød. Vil han have Øl, Smør eller Ost til sit Brød, maa han købe det, hvis han har Penge, ellers maa han spise det tørre Brød og drikke Vand til. Naar Manden arbejder paa Gadefejning eller Vejarbejde, faar han 2 Skilling kontant om Dagen og 2 Sk. i Tegn, som skrives ham til Gode til Afregningsdagen, der falder en Gang om Ugen. For denne Mand, der regnes til 2den Afdeling, beregner Ladegaarden 18 Sk. om Dagen. Kommer han i 1ste Afdeling, faar han Dagløn 15 Sk., hvoraf 9 Sk. i Tegn, samt Middagsmad, men ved Akkordarbejde saar han kun 9 Sk. i Tegn, og da det kun er de færreste, som kan fortjene et Overskud, har han kun disse 9 Sk. til Brød, Smør, Ost, Øl og Skraatobak. Disse Varer sælges hos Ladegaardens Økonom, og saaledes udhøkrer Fattigvæsenet sine Varer til Arbejderen, men rigtignok uden at svare Næringsskat eller Brændevinsafgift.

En Mand paa 1. Afdeling faar ingen Middagsmad om Søndagene og maa sulte, hvis han ikke faar noget Overskud af sit Akkordarbejde, da de 9 Sk. i Tegn, han faar daglig, neppe er tilstrækkelig til at leve for i Søgnedagene. Er det da saa underligt, at Arbejderne bliver sløve og ligegyldige, at de unge Mænd og Børn fordærves i Stedet for at forbedres? Der maa arbejdes i 12-13 Timer i Sne og Frost, med tørt Brød og koldt Vand; det er Arbejderens Lod, naar han bliver gammel og ikke kan ernære sig.

Hvorfor betales der ikke Arbeideren gangbar Mønt for hans Arbejde? Ladegaardens Bestyrelse har nu siden 1870 ladet præge Tegn til Anstaltens Brug for ca. 300 Rd., men denne Udgift har ikke været til nogen Nytte, og der kunde spares i Regnskabsvæsenet ved at afskaffe den Handel og de Tegn. Der findes et Kontorhold af 17 Mand, men hvad bestiller alle disse Mennesker? Det meste Arbejde udføres af de 10 Lemmer, men de Andre lønnes højt for, hvad de ikke bestiller. Saaledes har Inspektøren en Løn af omtrent 2450 Rd. om Aaret, hvoraf ½ pCt. af Anstaltens Brutto Indtægt. Fabrikskriveren har omtrent 1200 Rd. om Aaret for en Arbejdstid af højst 700 Timer om Aaret. En Assistent derimod har med 300 Rd Indtægt 8 Timers Arbejde om Dagen; de andre Assistenter har langt mindre Arbejde, og kontorets Arbejde kunde godt besørges af 2 Assistenter med 400 Rd. om Aaret. Hvad den nuværende Kvartermester bestiller og faar sin Løn for, er en Gaade, undtagen det skulde være dette, at Inspektøren bruger ham til at tyrannisere Opsynet med. Ved Optællingen i Aar manglede han ca. 500 Folkelagen, og hvis det var sket noget andet Sted, saa var han jo bleven afskediget. Men hvis han er godt aflagt for ikke at passe sin Tjeneste, saa er til Gengæld Opsynsmændene daarlig aflagte; de har 13 Timers Tjeneste, Spisetiden fraregnet, har 5 Rd. 3 Mk. om Ugen, maa møde Kl. 5 om Morgenen, vedblive at arbejde med Folkene til Kl. 6 om Altenen og derover, og naar de saa kommer til Fabriken, er der neppe Tid for dem til at spise, forinden de skal paa Vagt og gaa i 1½ Time, hvordan end Vejret er. En Soldat har dog et Skilderhus, men det har Opsynet ikke, men hvad bryder Bestyrelsen sig om, at der kommer en Familje mere paa Fattigvæsenet, ved at Opsynsmændenes Helbred nedbrydes? En Opsynsmand, der havde tjent c. 14 Aar, mistede sin Hørelse ved at gaa paa Gaden i Kulde og Sne, men Bestyrelsen skaanede ham ikke, men satte ham til Gadefejning, saa at han snart blev helt syg og døde. Ved at give ham en Assistentplads paa Kontoret kunde Bestyrelsen have frelst hans Liv. En Vægter faar ogsaa for lidt Løn, nemlig kun 4 Rd. 3 Mk. om Ugen for 7 Nætter fra Kl. 8 om Aftenen til Kl. 5 om Morgenen og om Vinteren 1 Time mere.

Blandt andre Misbrug ved Anstalten kan nævnes, at Raadmand Petersen i Magistratens 3die Afdeling bruger en af Fabrikarbejderne hver Dag i sin Ejendom til forskellige smaa Sysler, og denne Mand opføres hver Dag paa Gadefejerregnskabet. Regner man en Fabrikarbejder til 24 Sk. om Dagen, bliver det i 304 Arbejdsdage 76 Rd. om Aaret, hvilket er en køn lille Stilling, der gaar ud af Fattigvæsenets Kasse over i Raadmandens. Borgermester Knudsen har ogsaa gjort sig en Indtægt paa Fattigvæsenets Bekostning, idet han har ladet den tidligere Præstehave i Standsætte som Lysthave og brugt Lemmerne til Arbejder i Marken. Det havde været bedre, om Borgmesteren havde bygget Boliger til det gifte Opsyn; saa havde han dog gjort nogen Nytte. I det Hele laget er den indre Ordning paa Ladegaarden ikke god. Alle Lemmerne burde ud af Kontoret, hvor der kun burde være private Skrivere. Al Handel burde afskaffes, og Værkstederne lukkes tidligere. Inspektørens halve Procent af Brutto-Indtægten burde tilfalde de forskellige Fagmand som Dusør; de vilde da sørge for, at der produceredes mere. Lønnen for hele Opsynet burde forhøjes og Arbejdstiden forkortes. Dette er det Vigtigste af, hvad der foreløbig bør gøres for at forbedre Tilstanden paa Ladegaarden. Lad os nu se an en Tid, om der sker Noget i denne Retning, ti hvis ikke kunde der være Anledning til at oplyse nogle andre Mysterier.

En Mand, der kender "Gaarden"

(Socialisten 22. januar 1873)

Fra "Ladegaarden". Siden "Socialisten" er fremkommen med nogle Oplysninger om Forholdene paa Ladegaarden, har det begyndt at lysne lidt herude paa "Gaarden". Inspektøren er allerede bleven lidt mere human; men endnu staar der dog meget tilbage at ønske. Vi er herude 12 Opsynsmænd, som er ansat med ugentlig Løn, og deriblandt er 3 Fagmænd. En af disse sidste, der nu har været her i 4½ Aar, og stadig levet i den salige Bevidsthed, at være Bestillingsmand i Magistratens Tjeneste, har nu endelig erfaret, at Inspektøren er af en anden Mening. Da denne nemlig blev spurgt om, hvorvidt Opsynsmændene kunde faa Dyrtidstillæg, svarede han, at Alle, som lønnes i ugevis, (hvad vi havde troet kun var en Begunstigelse) er at betragte som simple Haandlangere, der intet Tillæg kan faa. Det fremgaar nu, at det altsaa kun er de Højstlønnede, der kan faa Dyrtidstillæg, hvorimod de, som netop trænger dertil, de, som akkurat kan slide sig igennem, skønt de maa arbejde fra Klokken 5 om Morgenen til 9 om Aftenen og for dette Arbejde oppebærer en Løn fra 312 til 450 Rd. om Aaret, ikke kan opnaa en saa billig Fordring. Imidlertid maa man haabe, at Magistraten, til hvem et Andragende om Dyrtidstillæg, som tidligere meddelt i "Socialisten", er indsendt, vil have et mere aabent Øje for Livets Fordringer, selv hvad Smaafolk angaar, end Inspektøren paa Ladegaarden.

(Socialisten 27. februar 1873).

Brandstiftelse paa Ladegaarden. En paa Ladegaarden indlagt, tidligere straffet Person begærte sig i Mandags fremstillet for Politiet for at afgive Tilstaaelse om nogle af ham begaaede Forbrydelser. Hans Ønske blev opfyldt, og han tilstod derefter, ifølge "Dags- Telegrafen", paa Politikamret, at han for noget over to Aar siden havde begaaet et Tyveri og omtrent samtidig havde stukket Ild i nogen paa Marken henstaaende Sæd. Denne Forklaring gentog han uforandret til Grundlovsforhøret og lagde ikke Dølgsmaal paa, at han atraaede Arrest og Straf for at undgaa det saa utaalelige Ophold paa Ladegaarden. Forhørsdommeren fandt imidlertid ikke tilstrækkelig Anledning til at arrestere ham, men lod ham med Underretning om det Passerede føre tilbage til Ladegaarden, hvor han blev indsat i "Blæhs Minde", en mindre, afsides liggende Bygning, bestemt for Personer, der enten er ufordragelige eller skal holdes under særlig Opsigt. 

I Tirsdags Morges Klokken omtrent 7 begav samtlige her indlagte Personer, hvoriblandt den foran omtalte ved Navn Christian Theodor Olsen, sig til Arbejdsstuen i Stueetagen, men et Øjeblik efter at Alle var samlede, gik Olsen atter ovenpaa, hvor Soverummet findes, for, som han sagde, at hente et Bliktegn, som han havde glemt. Han blev noget længe borte, og da han omsider indfandt sig, fortalte han i en hoverende Tone til sine Kammerater, at nu havde han sørget for, at deres Befrielsestime slog, idet han havde sat Ild paa Kassen. Opsynet og nogle af Arbejderne søgte straks at komme ovenpaa, men da Olsen havde stukket Ild i samtlige Halmmadratser, saa at Ilden stod alenhøjt og begyndte at staa ud gennem Taget, maatte ethvert foreløbigt Slukningsforsøg opgives, og der blev nu øjeblikkelig gjort Brandallarm. De hurtig mødte Sprøiter fik efter ½ Times Forløb Bugt med Ilden, men Bygningen er selvfølgelig i betydelig Grad beskadiget. Olsen afgav paa Stedet Tilstaaelse om at have paasat Ilden for at tvinge Dommeren til at arrestere ham.

(Socialisten 13. marts 1873).

Kristian Teodor Michael Olsen fik opfyldt sit ønske om at komme væk fra Ladegården: Han blev idømt 18 måneders forbedringshusarbejde, samt dømt til at betale Københavns Magistrat 3 Rd. og Landbygningens Brandforsikring 60 Rd. 2 Mark i erstatning.

Louis Pio i Fængsel. (Efterskrift til Politivennen)

Louis Pios far, Wilhelm Pio forsøgte i februar-marts 1873 at få bedre forhold for Louis Pio. W. E. L. Pio var søn af en danselærer ved Sø- og Landkadetakademiet. Som 18-årig blev han sekondløjtnant i infanteriet og ved reduktionen i 1842 tog han sin afsked som kaptajn. Han gjorde tjeneste i Krigen 1848-1851, sidste år som kompagnichef. Han skrev patriotiske sange. Han døde i 1890, 84 år gammel.

Louis Pios forsvar blev trykt i Socialisten  for dagene 9.-14. februar 1873. Den blev bl.a. kommenteret i Århus Amtstidende:

Politiets Optræden ligeoverfor den kjøbenhavnske Arbeiderbevægelse er i den senere Tid, endog fra nationalliberal Side, bleven gjort til Gjenstand for misbilligende Domme; medens det iøvrigt fra samme Side naturligvis ikke fremsættes Krav paa at faae Fejlen eller Forseelsen gjenoprettet, saa vidt muligt, eller vedkommende Myndigheder dragne til Ansvar. Hvorvidt dette halve Omslag har ligget i Luften, eller det mulig skulde være foranlediget ved Hr. Pios, nys gjennem "Socialisten" offentliggjorte dygtige Indlæg, maa vi lade usagt. Vi for vort Vedkommende ere saa langt fra at undre os over de halvt forandrede Signaler, at vi meget mere ere belavede paa at see Stemningen svaie helt rundt og havne i det Udgangspunkt, hvorfra f. Ex. nærværende Blad fra første Færd betragtede den socialistiske Bevægelse, og i Henseende til hvilket vi mente der burde fremfares imod den. Med disse Bemærkninger som Indledning skulle vi tillade os at hidsætte følgende Udtalelse i "Bgs. Av.": "For os, der have betragtet Sagen paa Afstand, seer det ialtfald ud, som om Kjøbenhavns Politi langt fra har dæmpet Bevægelsen, men tvertimod givet den Næring. Saalænge man betragtede Pio, Brix og Geleff paa samme Maade som andre politiske Rumlere, var der Ingen, som tillagde disse Personers Optræden nogen videre statsfarlig Betydning, men da Politiet tog saa drabelig fat og paakaldte hele den militære Styrke i Kjøbenhavn for at forhindre et Møde paa Fælleden, fik Almuen først en Slags Respekt for disse Folk, som man jo naturligvis maatte tiltro en hel Del store Egenskaber, siden der var truffet saa storartede Anstalter for at hæmme deres Virksomhed. Ved at kaste de socialistiske Førere i Fængsel, gav man disse en Martyrkrone, som endnu mere vil have deres Anseelse blandt Socialismens Tilhængere. Man maa næsten antage, at Politiet (og Regeringen med) troede at staa ved Begyndelsen af en kjøbenhavnsk Udgave af Pariser-Kommunen. En saa kolossal Fejltagelse var - siger Pio meget rigtig i sit Forsvarsindlæg - kun mulig ved en forbausende Mangel paa Kjendskab saavel til de forhaandenværende faktiske Forhold som til den danske Nationalkarakter. Hvis det er sandt, at de arresterede Socialister ere blevne behandlede med unødvendig Haardhed i Varetægtsfængslet, er dette ikke blot ubilligt mod disse, men tillige i høi Grad uklogt for Sagens Skyld. En saadan Fremfærd vilde forresten være i god Overensstemmelse med de øvrige feile Foranstaltninger, som Politiet har truffet. Da der har været megen Tale om den Behandling, som Socialistførerne have været Gjenstand for i Arresten, ville vi aftrykke, hvad Pio siger med Hensyn hertil i sit Indlæg: Om selve vor Fængsling har været fuldstændig i Overensstemmelse med Grundlovsparagrafen om Boligens Ukrænkelighed formaaer jeg ikke at sige; men har den været det, saa forekommer den nævnte Paragraf mig temmelig indholdsløs. Vi bleve nemlig arresterede midt om Natten i vore Boliger, uden at der forevistes os noget Arrestdekret, og efter hvad jeg senere har hørt, bleve vore respektive Leiligheder besatte af Politiet fra samme Tidspunkt af, omendskjøndt Dekretet om Husundersøgelsen først senere blev meddelt os. Jeg vover tillige at paastaae, at Politiet, da vor Fængsling foretoges, var aldeles ude af Stand til at give nogen holdbar Grund for denne Forholdsregel. - Behandlingen i Arresten har for mit Vedkommende været i høi Grad "ubehagelig". I de første 14 Dage nægtedes enhver Beskjæftigelse mig, og endog Arrestforvarerne lukkede aldrig Munden op; i et halvmørkt Rum paa 2 3/4 Alens Brede og 6 Alens Længde har jeg tilbragt 8 Maaneder, medens min reglementerede Bevægelse "i fri Luft" endnu foretages i en "Gaard" af samme Dimensioner. Da der fra anden Side blev gjort Indvendinger mod denne Behandling, erklærede den humane Politidirektør os, at han ikke fandt Anledning til at behandle os anderledes end "andre Forbrydere". For at Politidirektørens "Upartiskhed" ligeoverfor "Forbrydere" (d. e. Varetægtsarrestanterne) kan blive rettelig bedømt, maa jeg dog bemærke, at de to andre Fanger, der senere bleve dømte til respektive 2 og 1 Aars Forbedringshusarbejde, samtidig havde Tilladelse til at ryge Tobak, til at gaae ude hele Dagen, til at modtage Besøg i Fængslet og endog modtage Aviserne til Gjennemlæsning fra Politiet - Altsammen Noget, der var nægtet os."

(Aarhus Amtstidende 24. februar 1873).

Louis Pios Fader, Kaptajn Vilhelm Pio, har i "Dag. Nyh." offentliggjort en Skrivelse, der vistnok er noget af det Naturligste og Smukkeste, der nogensinde har staaet i bemeldte Sports-Blads Spalter. Den gamle Mand, der begynder med at fortælle Publikum, at, hvor meget han end efter sit Synspunkt maatte beklage sin begavede Søns offentlige Optræden, og hvormegen Sorg denne end havde voldt ham paa hans gamle Dage, var der dog nu, i den Omstændighed, at Sønnens Helbred var bleven nedbrudt ved Indespærringen i et skrækkeligt Fængsel høit oppe under Taget og uden Vinduer samt ved Manglen paa Bevægelse, og hele den øvrige Hensynsløshed fra Politiets Side, indtraadt Forhold, der ganske havde bragt ham (den gamle Pio) til at glemme den politiske Modsætning og blot at lade sine Følelser som Fader raade. Den stakkels gamle Mand henvendte sig altsaa til Kjøbenhavns Politidirektør, Etatsraad Crone, i dennes Hjem i Amaliegade, hos hvem det ogsaa lykkedes ham at blive stedet til Audients. Paa Faderens Bøn om, at Louis Pio maatte, efter eget Ønske og i Henhold til en Lægeerklæring, blive indlagt paa Hospitalet, svarede bemeldte høie Embedsmand i en irriterende Tone, at en saadan Indlæggelse ikkun kunde ske paa Kristianshavns Forbryderlazaret. I Løbet af denne Samtale, hvis Enkeltheder nærmere skildres i Brevet til "Dag. Nyh.", var Vreden - siger den gamle Mand - "nær ved at overmande mig." "Jeg gik," fortsætter han, "nærmere hen imod Etatsraaden, og som den Fader, der ved denne Politidirektørs hele Optræden maatte føle sig i høieste Grad krænket, haanet og saaret, erklærede jeg ham, hvad jeg mente om hans Person og Karakter, idet jeg tilføjede, at jeg fra dette Øieblik af stod lige over for ham som hans bittreste og uforsonligste Fjende. Paa denne Erklæring spurgte Etatsraad Crone mig i sin Befippelse, om jeg vilde skyde ham eller maaske duellere. Jeg svarede hertil, at naar han vilde tilbyde mig en Duel, da vilde det være mig en sand Glæde at give ham en grundig Lektion, og da han derpaa aabnede Døren og gjorde en Haandbevægelse, tilsyneladende for at tage mig ved Armen, idet han raabte: Vil De gaa! raadede jeg ham i bestemte Udtryk til at vogte sig for ethvert Angreb paa min Person, da jeg var fast bestemt paa ikke at taale noget Saadant og paa den anden Side ikke vilde vægre mig ved at forlade hans Stue, da jeg nu ikke havde nogen Grund til at forlænge denne Samtale. Dermed gik jeg, og saaledes endte mit Besøg hos Kjøbenhavens Politidirektør." - Efter at Nærværende var nedskrevet, se vi af "B. T."s Aftennumer, at Politidirektør Crone har besvaret Kaptain Pios Skrivelse med at nedlægge Indsigelse mod adskillige Punkter i denne. Navnlig søger Hr. C. at give et mere tiltalende Billede af det Værelse, der tjener Louis Pio til Fængsel, ligesom han erklærer dennes Helbredstilstand for beroligende.

(Aarhus Amtstidende 26. februar 1873).

Vilhelm Pios brev der er en hel del længere end uddraget i ovenstående artikel, blev i sin fulde længde også offentliggjort i Socialisten 25. februar 1873.

I Anledning af tvende i Gaars- og Dagsnumeret af "Dagens Nyheder" optagne Skrivelser fra Capitain Vilhelm Pio angaaende hans Søns, Arrestanten Louis Pios Behandling i Arresten og angaaende en Samtale, han derom har havt med mig, tillader jeg mig at udbede mig Plads for følgende Berigtigelser: Det Arrestlocale i Cellefængslet ved Raad- og Domhuset, hvori Arrestanten Pio sidder arresteret, er en af de saakaldte Fællesarrester, bestemt til at rumme 3 Fanger, Netop valgt som det lyseste, luftigste og i alle Maader bedste Arrestlocale i hele Arresthuset. Der er ikke lagt nogen Hindring iveien for, at det af Arrestantens Venner og Tilhængere udenfor Arresthuset er blevet udstyret med en vis Comfort med Gulvtæppe, Lænestol, Skrivebord og deslige. Arrestantens Forpleining suppleres ligeledes udefra, og der vises i Henseende til Controllen dermed al mulig Liberalitet fra Arrestbestyrelsens Side. Det Gaardsrum, der tjener Arrestanten til Bevægelse i fri Luft, er saa godt, som det findes ved Arresthuset. Der er i det Hele taget med Hensyn til hans Behandling i Arresthuset indrømmet ham alleslags Begunstigelser ligetil den yderste Grændse af, hvad der lader sig forene med dm især i et større Arresthuus aldeles nødvendige Disciplin, og langt ud over, hvad der vilde kunne indrømmes, hvis man havde mange Arrestanter af det Slags i Arresthuset. Hans Medarrestant Brix har under omtrent lige Vilkaar ikke ført en eneste Klage over sin Behandling i Arresthuset, og jeg skylder Sandheden at tilstaae, at Arrestanten Pio personlig heller ikke i de heromhandlede Henseender har ført nogensomhelst Klage, ligesom han altid ved den vedkommende Politiinspecteurens Besøg hos ham i Arresten har erklæret, at han ikke har Noget at klage over. Arrestanten Pios Helbredstilstand blev, saasnart der, ikke fra Arrestanten selv, men fra hans Families Side, blev reist Spørgsmaal om, hvorvidt den udsattes for Fare ved hans Arrestation, gjort til Gjenstand for en omhyggelig Lægeundersøgelse med fuldkommen beroligende Udfald, og den giver efter vedkommende Læges Erklæring heller ikke nu mindste Grund til Uro. Under disse Omstændigheder kunde jeg naturligviis ikke svare Capitain Pio Andet, end at der ikke var mig Noget bekjendt, der kunde gjøre hans Søns Indlæggelse paa Hospital nødvendig, og at hans Løsladelse mod Caution ikke afhang af mig; at jeg heller ikke uden Nødvendighed kunde indlade mig paa for hans Skyld at etablere en ny Arrestafdeling i det tidligere Gjældsfængsel, men at Arrestanten maaskee kunde blive forflyttet til Christianshavn, det vil sige til det Kjøbenhavns Politi til midlertidig Afbenyttelse som Varetægtsfængsel overladte tidligere kvindefængsel paa Christianshavn. Da Capitain Pio dertil udbrud: om jeg da vilde sætte hans Søn iblandt Forbryderne, svarede sig: "Ja! ligesom nu, i samme Bygning." Da Capitainen, der efterhaanden blev mere og mere heftig og høirøstet, tilsidst erklærede, at jeg fra nu af skulde staae ham personlig til Ansvar for hans Søns Helbred, og forsikkrede, at han ikke var bange, og at han havde gjort Krigen med i 1850, fandt jeg det rettest at gjøre Ende paa denne Samtale og anmodede ham derfor om at forføie sig bort, hvorhos jeg aabnede Døren for ham og sagde til min Ordonnants, der just var tilstede i Forværelset: "Vil De lukke den Herre ud?" Han gik derpaa sin Vei, uden at der vexledes flere Ord imellem os.

Hvad Capitain Pio skriver om, at han ved bemeldte Leilighed overfor mig har erklæret, at jeg fra nu af var "hans viltreste og uforsonligste Fjende", at jeg har spurgt, om han vilde skyde mig, at han har talt om Duel, eller at jeg har gjort Mine til at berøre hans Person, er Altsammen usandt, lutter Fostre af den exalterede Stemning, hvori Manden umiskjendelig befandt sig.

At, som i Skrivelsen af Gaars Dato anført, den Tilladelse, der hidtil har været givet til, at Hr. Pio maatte besøge sin Søn i selve Arresten, efter det Bekjendtskab, jeg under den heromhandlede Samtale fik Leilighed til at gjøre med Førstnævnte, strax Dagen efter (i Fredags) blev tilbagekaldt, forholder sig rigtigt; men paa nogen Retfærdiggjørelse af denne Forholdsregel kan jeg ikke indlade mig paa dette Sted.

Uagtet min Embedsstilling som oftest gjør det noget vanskeligt for mig at tage til Gjenmæle mod Angreb i de offentlige Blade, har jeg dog denne Gang troet ikke at burde undlade det, baade af Hensyn til de Følelser, der i det heromhandlede Angreb paakaldes, og fordi jeg veed, at det store Publicum, naar det maa vente længe paa Udfaldet af en Sag, især en saadan, som fra Først af har grebet det stærkt, let bliver utaalmodigt, vaklende i sin Dom og tilbøielig til Omslag. Min Overbeviisning er det imidlertid, at Rettens Dom i Sagen mod de heromhandlede Tiltalte i en nær Fremtid vil vise, at Politiet og Anklagemagten overfor dem ikke saa ganske have ladet sig lede af "Spøgelsefrygt"

Kjøbenhavns Politikammer, den 25de Febr. 1873. 

V. Crone,

Politidirecteur.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. februar 1873).

Kaptain W. Pio har tilsendt "Dag. Nyh." følgende Skrivelse:

Hr. Redaktør!

Vil De i Anledning af Etatsraad Crones Artikel i "Berl. Tid." for i Tirsdags tillade mig at gøre en kort Bemærkning og fremsende til Offenliggørelse et Par Aktstykker, som formentlig ikke er uden Interesse for Bedømmelsen af Spørgsmaalet om, hvorvidt min Søn under sin Varetægtsarrest har været Genstand for en forsvarlig Behandling eller ikke. Bemærkningen gælder Hr. Etatsraadens Fremstilling af, hvad der passerede imellem os ved mit Besøg hos ham. denne Fremstilling er mildest talt usand, og jeg henholder mig i saa Henseende til min Skrivelse til Dem af 22de ds. Den tendentiøse Karakter af Hr. Crones Fremstilling forekommer mig blandt Andet at fremgaa klart af Etatsraadens Forsøg paa at fremstille mig som en Slags Jacob v. Thybo ved at lægge mig de Ord i Munden, at jeg ikke var bange og havde gjort Krigen med i 1850. Ikke blot benægter jeg paa Ære og Samvittighed at have sagt disse eller lignende Ord, men naar man ved, at jeg ogsaa har deltaget i Felttogene 1848, 49 og 1864, vil det let ses, at det er aldeles urimeligt, at jeg skulde have paaberaabt min Deltagelse i et enkelt Felttog, specielt det i 1850. Jeg afviser derfor med et Smil dette Forsøg paa at gøre en gammel Soldat komisk, og jeg gør det saameget roligere, som dette Forsøg tager sig mildest talt pudsigt ud fra den Mands Side, som under Opløbet paa Nørrefælled afvigte 5te Maj ledede den væbnede Styrkes Bevægelser fra et af Kontorlokalerne i Nordre Birks solide Tinghus. 

Dermed er jeg færdig med Etatsraad Crones personlige Optræden mod mig. Hvad hans Behandling af min Søn angaar, da har det til Belysning af den Lod, han har i hans nu relativt bedre Behandling, sin Interesse at se, at min Søns Overflytning efter 8 Maaneders Arrest i den Celle, han nu bebor, udelukkende skyldes et Tilhold fra Justitsministeriet, foranlediget ved et Andragende i saa Henseende fra min ældste Søn, Skolebestyrer J. Pio. Under 31te December f. A tilskrev Hr. Etatsraad Crone denne som følger:

"Efterat Deres Velbaarenhed til Justitsministeriet har indgivet et Andragende med Bilag, hvori De under Henvisning til Deres Broders, Arrestanten L. Pios Helbredstilstand anholder om, at der maa blive anstillet en Undersøgelse om Nødvendigheden af Arrestantens stadige Indespærring, har Ministeriet under 14de d. M. tilstillet mig bemeldte Andragende til Afgørelse af, hvorvidt der efter forudgaaet Undersøgelse af Arrestantens Helbredstilstand maatte være Noget at foranstalte i den anførte Henseende. I Anledning heraf skal jeg ikke undlade tjenstligst at meddele, at saavel Politilæge Hecquet som Stadslæge, Justitsraad Schleisner efter anstillet Undersøgelse har afgivet den Erklæring, at de ikke antager, at der af en fortsat Arrestation vil være nogen Skade at befrygte for Arrestantens Helbredstilstand, idet de dog Begge har anbefalet Arrestantens Henflyttelse til et rummeligere Arrestlokale, og Politilægen tillige en strengere Kontrol med Hensyn til Beskaffenheden af de Næringsmidler, der udenfra, navnlig ved Foranstaltning af en af den internationale Arbejderforenings kvindelige Medlemmer dannet Komite, bliver ham tilsendte. I begge de anførte Henseender er det Fornødne straks foranstaltet.

Politikamret, den 31te Decbr. 1872.

B. Crone."

Sluttelig tillader jeg fra min Søns mangeaarige private Læge at fremsende følgende Erklæring:

"Undertegnede har i mange Aar været Løjtnant L. Pios Læge og til forskellige Tider behandlet ham for meget alvorlige Sygdomstilfælde, saasom: rheumatiske Tilfælde, en tyfoid Feber og en Brystbetændelse, og jeg kan derfor, paa derom til mig gjort Forespørgsel, bestemt erklære, at hans Konstitution synes mig ikke saa stærk, at han, uden Skade for sit Helbred, kan udholde længere Tids Indespærring i et Fængsel.

København, den 20de November 1872.

N. N.

Læge."

Hermed tror jeg rolig at kunne overlade til billigfølende og rettænkende Mænds Skøn, om Politiøvrigheden paa en forsvarlig Maade har behandlet en Mand, der sidder under Tiltale for en politisk Forbrydelse. Wilhelm Pio, Kaptajn.

(Socialisten 1. marts 1873)

"Dags-Telegrafen" har med sædvanlig Falskhed fortalt, at der skulde være taget et særligt Hensyn til vore Føreres Ønske ved, at Advokat Nellemann er bleven bestikket til deres Forsvarer for Højesteret. I den Anledning oplyser Hr. Skolebestyrer Jean Pio i Gaar i "Dags-Telegrafen" "at der i alt Fald for min Broders Vedkommende ikke har været Anledning til at vise nogen Begunstigelse i saa Henseende, da han i Skrivelse til mig af 10de ds, paa Forespørgsel fra mig udtrvkkelig har erklæret, at han ikke ønskede at udvælge nogen bestemt Defensor, selv om det maatte tillades ham, men at han rolig vilde modtage den, der blev bestikket."

(Socialisten 17. april 1873).

Vilhelm Pios anden søn Jean Pio var professor og skolebestyrer (Borgerdydsskolen i København). Han var dimitteret fra Roskilde Skole den den øverste af daværende hold af dimittender. Han tog den filologisk-historiske eksamen. Herefter blev han privatlærer, indtil han købte Borgerdydsskolen i København. Han agiterede bl.a. for skolehygiejne og udgav en håndbog i det. På daværende holdt han bl.a. foredrag om fremmede sprog i oldtiden og middelalderen i Det pædagogiske Selskab. Fra 1879 udgav han tidsskriftet "Vor Ungdom" sammen med Herman Trier og P. Voss. Han døde af underlivsbetændelse 12. januar 1884 omkring 50 år gammel. Han nåede således ikke at se den nye, mere tidssvarende skolebygning.

Folketinget behandlede over to dage i slutningen af marts 1873 efter en udvalgsbetænkning om der skulle tages hensyn til Louis Pios klage og en adresse underskrevet af 5.000 personer. Et flertal afgjorde at justitsministeren skulle udleve sagens akter så man kunne danne sig en mening om den grundlovshjemlede presse- og forsamlingsfrihed var blevet krænket af ministeren og om arbejderne havde samme borgerlige rettgheder som alle andre samfudsklasser.'

Dommen over de tre stod i Berlingske 29. marts 1873 og i Socialisten 30. marts 1873-1. april 1873. Den 1. - 3. april 1873 bragte Socialisten en længere gennemgang af dommen.

Vilhelm Pio var i august 1873 i audiens hos kongen for at anmode om at sønnen kunne afsone sin straf i et statsfængslet. Dette blev afslået.