Frøken Elisa Falkenskjold (1793-1872). (Efterskrift til Politivennen)

 Se også indslaget om Kjøbenhavns Tjenestepigehjem andetsted på denne blog.

Frøken Falkenskjold.

Frøken Elisabeth Falkenskjold, som døde i slutningen af forrige Aar, var kjendt og elsket i en viid Kreds, som den, der paa mange Maader havde understøttet en Mængde Trængende. Frøken Falkenskjold var født 1794 paa Sæbygaard, som hendes Fader, Oberst Falkenskjold, eiede, og her tilbragte hun sin Barndom; hendes Fader, der var en begavet og meget energisk Mand, skal have havt megen Indflydelse poa Datterens Udvikling. Han er død for over et halvt Aarhundrede siden, men lige til sin Død bevarede Frøken Falkenskjold levende Mindet om ham og fulgte altid trolig den Formaning, hun saa ofte omtalte, at han havde givet hende: "Lad alle dine Handlinger vare aabenlyse, saa at dit Liv bliver som en aaben Bog."

Da Oberst Falkenskjold solgte Sæbygaard, flyttede han med sin Familie til Sophienberg ved Hørsholm, hvor han døde. Paa den Tid var Frøken Falkenskjold 25 Aar gammel; kort efter sin Faders Død flyttede hun med sin Moder til Kjøbenhavn, hvor hun, med Undtagelse af nogle Aars Ophold i Helsingør, bestandig siden, paa korte Undtagelser nær, opholdt sig.

Familien Falkenskjolds oprindelige Navn skal have været Dyssel; under Frederik den Fjerde bleve to Brødre Dyssel adlede til Belønning for et for Landet farefuldt Øieblik, og rigtige Syn paa Forholdene at have beviist Landet en stor Tjeneste: de bleve kaldte Falkenskjold, som Hentydning til, at de vare i Besiddelse af et Falkeblik og ved deres Mod være blvne et Skjold for Landet.

Frøken Falkenskjold var blandt dem som oprettede Kjøbenhavns Tjenestepigehjem, en Stiftelse, som hun havde stor Interesse for; i 3 Aar var hun dens Bestyrerinde med Opoffrelse af hele sin sædvanlige Leveviis, og hendes Virksomhed i denne Stilling var til stor Velsignelse. Med et Sind, der i Kjærlighed var vendt mod Alle, stedse beredt til at bringe Offre, med en fast Villie og en høi Grad af Skarpsindighed, foirenet med en sjelden praktisk Dygtighed, var hun vel skikket til at være en Trøst og Hjælp for dem, som søgte en Tilflugt i Pigehjemmet. Det er imidlertid ei alene de Mange, som have tjendt hende her, der ville mindes hende med Taknemmelighed, men mange Andre, for hvem hun har ræret en trofast Støtte. Hun svigtede ikke paa Modgangens Dag, men var i Sandhed nærværende med sin Gjerning og sit Ord. Hvilke Offre var hun ikke istand til at bringe! hun, som aldrig tænkte paa at skaane sig selv, og hvor velgjørende kunde ikke hendes kjærlige, veltalende Ord virke paa det nedbøjede Sind! I den glade Stund kunde sikkert Ingen glade sig mere levende med de Glade end hun, og hun forstod i en mærkelig Grad den Unges Glæde og Sorg saavelsom den Gamles. Hun havde gjennem et langt Liv bevaret Ungdommens Livskraft og Fylde, saa at man i hendes høie Alderdom med Sandhed kunde sige, at hun med en Modenhed til al afslutte sit Liv som Faa, forbandt tilstrækkelig Kraft til at begynde Livet paany. - Ligesaa kjærlig, som hun kunde være, ligesaa streng kunde hun ogsaa være, med lige saa stor Iver, som hun stred for det Gode, stred hun mod det Daarlige og Slette, som hun traf paa, hvilket Alumnerne i Pigehjemmet ofte have maattet føle. Hendes Ord kunde ofte være som et skarpt Sværd, og det ramte, hvad det vilde ramme, thi hendes Skarpsindighed lod hende altid finde det rette Sted og det træffende Ord, og der var i saadanne Øieblikke en Myndighed i hendes Blik og i hendes Skikkelse, som kun den er i Besiddelse af, der ei alene har Evnen til at bruge Ordet, men ogsaa "Gjerningens tause, men sanddru Veltalenhed." Hun havde kun eet Maal, hun vilde det Gode i Sandhed; kun derefter stræbte hun og der var i denne hendes Stræben ingen egenkjærlig Tanke om Gjemjæld eller Higen efter Medborgeres gode Omdømme; hun søgte ligesaa lidt deres Roes som hun frygtede deres Dadel. Naar hun havde besluttet sig til en eller anden Kjærligheds Gjerning, som hendes Venner frygtede for vilde gaae over hendes Kræfter og derfor søgte at overtale hende til at opgive, saaledes som Tilfældet var, da hun besluttede sig til at overtoge Bestyrelsen af Pigehjemmet, yttrede hun gjerne: "Jo, jeg vil det, for ellers bliver Gud vred paa mig," og saa vidste man, at hun havde taget en Beslutning, som hun i Sandhed vilde holde fadt ved, hvad Møie og Besvær det end skuld koste hende. Og havde hun heldigt sat Et eller Andet igjennem, glemte hun aldrig at give Gud Æren, afvisende al Anerkjendelse med de Ord: "det er Gud, der har føiet det saaledes." En levende Tro fulgte hende gjennem hele Livet; i Enfold modtog hun Ordet og gjorde derefter. Med en fast Forvisning om, at alle Livets Tilstillelser komme fra et tjenligt Forsyn, som leder Alt til det Bedste, tog hun ogsaa Lidelse og Sorg med kjærlig Hengivenhed i Guds Villie. Som hun havde været t Livet, saaledes var hun paa sit Dødsleie. Da hun følte Døden nærme sig, yttrede hun: "Er det Guds Villie, at jeg nu skat døe, saa døer jeg gjerne; men er det hans Villie, at jeg skal leve længere endnu, saa vil jeg ogsaa gjerne leve." Da Dødskampen allerede var begyndt og hun vidste, at det var den sidste Strid, hun stred, var hun endnu kjærligt betænkt paa, at der efter hendes Død maatte blive draget Omsorg for de Trængende, hun havde ydet Hjælp, og at de forskjellige Gjældsbeviser, hun havde ihænde, maatte blive tilintetgjorte. I Tro paa Gud, i Kjærlighed til ham og sine Medmennesker, i Haab om en evig Salighed forlod denne rige Sjæl roligt dette Liv.

Hendes Skjæbne havde ei ført hende ind i flere Forhold, hvor hendes ualmindelige Begavelse havde kunnet vise sig paa en for Verden iøinefaldende Maade; men Alle, der have kjendt hende, ville have modtaget det Indtryk, at denne selvstændige Personlighed netop ved vanskelige Afgjørelser vilde have været paa sin Plads. Hendes Navn vil ikke findes i Historien, men hun, der offrede sit hele Liv for Andre, vil dog ikke blive glemt, og Pigehjemmct, som hun helligede en saa stor Deel af sine Kræfter, vil sikkert i Ord og Gjerning blive støttet af dem, der bevare Mindet om Frøken Falkenskjold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1873).

Elisabeth (Elisa) Birgitte Falkenskjold (23. februar 1793 - 24. november 1872). Hun blev begravet på Hørsholm kirkegård hvor også forældrene lå begravet.

Carl Würtz afsættes i Internationale. (Efterskrift til Politivennen)

Den 4. marts 1873 var på forsiden af Socialisten en artikel som stillede spørgsmålstegn ved om foreningsbestyrelsens regnskabsførelse som offentliggøres eller ej. Den var underskrevet S.

"Internationale". Den af Pio, Brix og Geleff stiftede og efter deres Arrestation af Würtz som Formand ledede internationale Arbeiderforening her i Byen, befinder sig for Øieblikket atter i en saavel for Foreningen som for Formanden vist lige skjæbnesvanger Krisis. Oppositionen mod Würtz er i den senere Tid med hver Dag bleven mere compact og høirøstet og har endelig fremkaldt en Katastrophe. Efterat der i de sidste Maaneder ved enhver blot tænkelig Lejlighed havde lydt Klager over, at den nuværende "midlertidige" Bestyrelse mere havde egen end Foreningens Interesse for Øie, og at den trods gjentagne Opfordringer og givne Tilsagn syntes ikke at kunne eller ikke at ville aflægge noget Regnskab over Foreningens Status, kom Misfornøielsen endelig til afgjørende Udbrud, da Foreningens Vært i forrige Uge paa Grund af tilgodehavende Leie lod Localet lukke af Kongens Foged. Ved denne Leilighed tog et Bestyrelsesmedlem, Prehn, og en Sectionsformand. der vare blevne underrettede om, hvad der vilde skee, og ikke kunde træffe Würtz, Foreningens Fane og nogle i Bestyrelsens Contoir beroende Protocoller og Bøger hjem til sig, men nægtede, da Würtz den følgende Dag fordrede disse Gjenstande afleverede til sig, at udlevere dem. Würtz og Kassereren Weiss henvendte sig i denne Anledning til Politiinspecteur Hertz, til hvem Prehn paa Opfordring udleverede samtlige Protocoller og Papirer, som Politiinspecteuren "lovede at beholde i sit Værge, indtil Foreningen paa en Generalforsamling havde taget Bestemmelse om, til hvem de retteligen skulde betroes. Prehn, sex andre navngivne og "flere ældre Medlemmer af Foreningen" indvarslede i Løverdags ved en Bekjendtgjørelse, som, da den blev nægtet Optagelse i "Socialisten", blev indrykket i "Folkets Avis" og "Nyt Aftenblad" til et Fællesmøde i Søndags Kl, 2 Middag i et Dandselocale i lille Kongensgade. "Bestyrelsen" havde til Løverdagsaften anmeldt offentligt Discussionsmøde i Foreningens gamle Kjælder, der for denne Aften var overladt dem af Værten, og Emnet "Hvorledes har den internationale Arbejderforenings Virksomhed været her i Landet?" var utvivlsomt valgt, forat give Würtz Lejlighed til at forklare og forsvare sin Virksomhed; men Dirigenten - Smed Christensen, - der unægtelig er ualmindelig dygtig som Dirigent, forhindrede det ved strengt at holde Würtz som de andre Talere til Dagsordenen. Man mærkede imidlertid godt, at i Stemningen var meget imod Würtz, og det viste sig fuldstændig klart paa Mødet igaar, der talte saa mange Deeltagere, som Localet kunde rumme, vistnok 4 til 500. Mødet aabnedes, efterat Christensen med Acclamation var valgt til Dirigent, af Prehn, der motiverede Indkaldelsen til dette Møde, med at "Bestyrelsen", i hvilken Würtz og Weiss havde usurperet sig et Eneherredømme, trods baade de andre Bestyrelsesmedlemmers og Sectionsformændenes bestemte Fordringer ikke havde villet indvarsle noget Fællesmøde for at aflægge Regnskab for Forvaltningen af Foreningens Penge og drøfte Foreningens indre Anliggender. Han saavel som de efterfølgende Talere dadlede i stærke Udtryk Würtz, i hvis inhumane og despotiske Optræden de navnlig saae Grunden til Foreningens stedse tiltagende Tilbagegang. Würtz, der modtoges med Piben, Hyssen og Skjældsord, forsvarede sig roligt og  bestemt, men paadrog sig en Tilretteviisning af Dirigenten og Forsamlingens lydeligt udtalte Mishag ved et meget personligt Angreb paa Prehn. Forat Mødet ikke skulde ende uden Resultat, standsede Dirigenten Forhandlingerne for at foreslaae og afstemme over tvende Resolutioner: At den tilstedeværende Forsamling skulde vælge en "Revisionscomitee" af 5 Medlemmer, der skulde modtage Foreningens hos Politiinspecteur Hertz beroende Protocoller m v., og at denne Comitee, efter at have revideret Foreningens Regnskab, i Forening med Bestyrelsen, som hvis Formynder den skal staae, har at indvarsle et Fællesmøde, hvor der ved skriftlig Afstemning skal vælges en ny Bestyrelse. Disse Forslag vedtoges med aldeles overvejende Majoritet, og Revisionscomiteen, til hvilken Christensen bestemt nægtede at modtage Valg, valgtes strax. Efter en kort Bemærkning af Würtz, der, som det synes, med Føie protesterede mod, at der blev taget Beslutninger og vedtaget Resolutioner, fordinden Forhandlingerne vare sluttede, og uden at afvente, om dog ikke andre end hans Fjender og Angribere vilde tage Ordet, fortsattes Forhandlingerne endnu en rum Tid, men uden at nogen eneste Stemme med Undtagelse af Weiss', hævede sig for Würtz, hvem dog selv hans bittreste Modstandere indrømmede en Dygtighed og Repræsentation i Foreningens Tjeneste udadtil, som maaskee ingen anden vil kunne erstatte, men hvis hensynsløse Despotisme i Foreningen og mod dens Medlemmer ikke var til at undskylde eller udholdt. Mødet, der var meget livligt, sluttede Kl. 6, da Localet skulde bruges paa anden Maade. Foreningen har for Tiden intet Forsamlingslocale, men dens hidtilværende private Vært, der er en af Sectionsformændene, og som blev Medlem af Revisionscomiteen, lovede at ville søge at faae leiet et Locale, hvori han kunde modtage Foreningen.

Til det afgjørende Møde, som vil blive afholdt i Løbet af denne eller næste Uge, haabede man at kunne laane Dandsesalonen Phønix eller et andet større Locale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. marts 1873).

Til Medlemmerne af den internationale Arbejderforening i København.

Da der er Flere, der har henvendt sig til mig for at forhøre, hvorvidt jeg var villig til at modtage Formandsposten, saafremt Majoriteten af Stemmerne faldt paa mig ved Omvalget paa Bestyrelsen, tillader jeg herved, at der fra min Side Intet er til Hinder derfor.

Men dels for at Ingen skal kunne mistænke mig for at drive nogen Agitation til Fordel for mig selv, dels fordi man har indskrænket min Virksomhed i København, og vor Sag ikke taaler et Øjebliks Hvile, har jeg søgt min Virkekreds i Provinserne, hvor der findes tilstrækkelig at gøre for en Mand, der har Lyst og Mod til at arbejde for at fremme vor Sag.

Jeg lærer i Provinspressen de forskellige Beskyldninger, man efter de københavnske Blade fremsætter mod mig og Weiis, som at vi har havt egne Interesser for Øje, mangelfuldt Regnskab osv. Men jeg erklærer, at havde vi værnet om egne Interesser, saa havde vi havt rig Lejlighed dertil; vi har været ene om at udtænke Maaden, hvorpaa de ikke ubetydelige Midler kunde tilvejebringes, som var nødvendige for at opretholde Sagen, og vi har ogsaa været ene om efter bedste Skøn at anvende dem, men altid for at fremme vort Formaal. Mød talrigt ved det første store Fællesmøde, jeg skal indfinde mig der og staa til Ansvar for mine Handlinger, samt paavise, hvorfra den Krise, hvori Foreningen for Øjeblikket befinder sig, egenlig stammer.

Indtil den Tid overlader jeg mine Modstandere Valpladsen, og giver dem en vid Mark at agitere paa, og jeg maa sige, Agitationen drives saa smaalig, at man nægter at modtage Indmeldelser, for at ikke nogle Arbejdere skulde indmelde sig og give mig deres Stemme. Ingen kan fortænke mig i, at jeg ikke er ligegyldig ved, at Foreningens Ledelse bliver lagt i urette eller svage Hænder, og skulde det ske, vil jeg - som en Gang tidligere under faretruende Omstændigheder - anspænde al min Kraft, og sé om det ikke skulde lykkes mig atter at saa Tøjlerne i Hænderne, og lede Foreningen i det rette Spor.

Med socialistisk Hilsen

C. Würtz

Odense, den 5te Marts 1873.

(Socialisten 8. marts 1873)

På et møde den 21. marts 1873 blev P. C. Johnsen valgt til kredsformand med 321 stemmer, mens Würtz fik 208. Til bestyrelsen valgtes endvidere Adam Petersen, Schneider, A. Nielsen, Pflug og Prehn.

Mord i Grenaa. (Efterskrift til Politivennen)

Mord. Om en uhyggelig Begivenhed, som har tildraget sig i Grenaaegnen, idet en Mand først har dræbt sin Hustru og tre Børn og derefter aflivet sig selv, meddeler "Grenaa Av." følgende: Væver Søren Christian Hansen i Selkjær, der var 40 Aar gl,, var i høi Grad forfalden til Drik og lediggang, hvorfor Sognet tildeels maatte underholde Familien. Af disse Grunde havde Sogneraadet ønsket at faae ham anbragt i Mariager Tvangsarbeidsanstalt, og han var i den Anledning stævnet til at møde for Retten i Grenaa i Løverdags. Efter i Fredags Eftermiddag at have været beruset, besøgte han Fredag Aften sin ligeoverfor boende Svoger, hvor den af Sogneraadet trufne Foranstaltning var Gjenstand for Samtalen. Hansen, der paa den Tid ialtfald ikke var i den Grad beruset, at han kunde kaldes utilregnelig, yttrede Ulyst til den følgende Dag at give Møde i Retten, ligesom han ogsaa har ladet Ytringer falde om, at der vel gaves Midler til at undgaae at komme i Arbejdsanstalten. Under sit Besøg hos Svogeren nød han ikke Spiritus, og omtrent Kl. 9½ begav han sig over til sin Bolig, hvor man Kl. 11 vil have seet Lys, men forøvrigt ikke har bemærket noget Usædvanligt. I Løverdags Formiddags, da man fra Svogerens Huus vilde bringe nogen Mad over til Familien, hvis ene Barn var sygt, fandt man Døren laaset, og da den en Timestid senere endnu ikke var bleven aabnet, brød man den op og banede sig paa denne Maade Vei ind i Stuen, hvor et rædselsfuldt Syn mødte de Indtrædende. I en Alkoveseng laae Hansens Hustru (34 Aar gammel) og det mindste Barn (1½ Aar gl.), i en anden de to ældre Børn (det ene 7, det andet 4 Aar gl.), alle svømmende i deres Blod, Konen laa paaklædt med Ansigtet nedad og med knuust Hjerneskal, med Barnet udenfor sig. Udenfor Sengen laa en med Blod besudlet Øxe hvis afbrukne Skaft laa paa Bordet; i et Hjørne af Stuen stod en svær Knippel, der formenes at være benyttet som Mordredskab, efterat Øxen er sprungen af Skaftet. Ved fra Stuen at begive sig gjennem Forstuen og Kjøkkenet til Tørvehuset, fandt man paa sidstnævnte Sted Hansen selv hængende. Forholdet imellem Hansen og Hustru skal, udenfor de Tider, naar han var beruset, have været taaleligt godt, og Konen beskrives som skikkelig og, i Forhold til sine Evner, ordentlig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. marts 1873).

Fastelavn. (Efterskrift til Politivennen)

Fastelavnsmandag er nu forbi med sine overgivne forlystelser - skrives der til os fra København. Maskeradedragterne er hængt til side og den brogede vrimmel af historiske og fantastiske skikkelser atter forvandlet til københavnere. Når undtages forlystelserne i Valby hvor endnu stadigvæk halsen trækkes af gasen og katten slås af tønden, forsvinder mere og mere de gamle fastelavnsskikke. Således kastes der nu ikke længere skillinger og boller i grams fra Børstrappen til de nedenunder forsamlede drenge, og fastelavnsnarrene bliver sjældnere og sjældnere på gaden…

(Jyllandsposten skrev 2. marts 1873. Uddrag)

Knud Gamborg: Fastelavnsløjer i en landsby. Illustreret Tidende nr. 646, 11. februar 1872.

Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Ladegaardens Mysterier

Da her tales og skrives saa meget om Arbejderspørgsmaalet, kunde det være godt at høre, hvorledes en Arbejder faar det, naar han er opslidt eller ved uheldige Omstændigheder hjemfalder Fattigvæsenets Omsorg her i København. Naar en Mand eller Kvinde ved Sygdom eller Arbejdsløshed, uheldige Omstændigheder o. s. v. ikke kan ernære sig, søger man Fattigvæsenet og henvises da til Ladegaarden. Lad os se lidt herind og gøre os bekendt med, hvordan de saa faar det.

Naar en Arbejder bliver indlagt paa Ladegaarden, faar han i Forplejning en halv Pot Øl om Morgenen, 7 Kvint Flesk eller 10 Kvint Kød om Middagen, en halv Pot Byggryn om Aftenen og 1 1/4 Pund tørt Brød. Vil han have Øl, Smør eller Ost til sit Brød, maa han købe det, hvis han har Penge, ellers maa han spise det tørre Brød og drikke Vand til. Naar Manden arbejder paa Gadefejning eller Vejarbejde, faar han 2 Skilling kontant om Dagen og 2 Sk. i Tegn, som skrives ham til Gode til Afregningsdagen, der falder en Gang om Ugen. For denne Mand, der regnes til 2den Afdeling, beregner Ladegaarden 18 Sk. om Dagen. Kommer han i 1ste Afdeling, faar han Dagløn 15 Sk., hvoraf 9 Sk. i Tegn, samt Middagsmad, men ved Akkordarbejde saar han kun 9 Sk. i Tegn, og da det kun er de færreste, som kan fortjene et Overskud, har han kun disse 9 Sk. til Brød, Smør, Ost, Øl og Skraatobak. Disse Varer sælges hos Ladegaardens Økonom, og saaledes udhøkrer Fattigvæsenet sine Varer til Arbejderen, men rigtignok uden at svare Næringsskat eller Brændevinsafgift.

En Mand paa 1. Afdeling faar ingen Middagsmad om Søndagene og maa sulte, hvis han ikke faar noget Overskud af sit Akkordarbejde, da de 9 Sk. i Tegn, han faar daglig, neppe er tilstrækkelig til at leve for i Søgnedagene. Er det da saa underligt, at Arbejderne bliver sløve og ligegyldige, at de unge Mænd og Børn fordærves i Stedet for at forbedres? Der maa arbejdes i 12-13 Timer i Sne og Frost, med tørt Brød og koldt Vand; det er Arbejderens Lod, naar han bliver gammel og ikke kan ernære sig.

Hvorfor betales der ikke Arbeideren gangbar Mønt for hans Arbejde? Ladegaardens Bestyrelse har nu siden 1870 ladet præge Tegn til Anstaltens Brug for ca. 300 Rd., men denne Udgift har ikke været til nogen Nytte, og der kunde spares i Regnskabsvæsenet ved at afskaffe den Handel og de Tegn. Der findes et Kontorhold af 17 Mand, men hvad bestiller alle disse Mennesker? Det meste Arbejde udføres af de 10 Lemmer, men de Andre lønnes højt for, hvad de ikke bestiller. Saaledes har Inspektøren en Løn af omtrent 2450 Rd. om Aaret, hvoraf ½ pCt. af Anstaltens Brutto Indtægt. Fabrikskriveren har omtrent 1200 Rd. om Aaret for en Arbejdstid af højst 700 Timer om Aaret. En Assistent derimod har med 300 Rd Indtægt 8 Timers Arbejde om Dagen; de andre Assistenter har langt mindre Arbejde, og kontorets Arbejde kunde godt besørges af 2 Assistenter med 400 Rd. om Aaret. Hvad den nuværende Kvartermester bestiller og faar sin Løn for, er en Gaade, undtagen det skulde være dette, at Inspektøren bruger ham til at tyrannisere Opsynet med. Ved Optællingen i Aar manglede han ca. 500 Folkelagen, og hvis det var sket noget andet Sted, saa var han jo bleven afskediget. Men hvis han er godt aflagt for ikke at passe sin Tjeneste, saa er til Gengæld Opsynsmændene daarlig aflagte; de har 13 Timers Tjeneste, Spisetiden fraregnet, har 5 Rd. 3 Mk. om Ugen, maa møde Kl. 5 om Morgenen, vedblive at arbejde med Folkene til Kl. 6 om Altenen og derover, og naar de saa kommer til Fabriken, er der neppe Tid for dem til at spise, forinden de skal paa Vagt og gaa i 1½ Time, hvordan end Vejret er. En Soldat har dog et Skilderhus, men det har Opsynet ikke, men hvad bryder Bestyrelsen sig om, at der kommer en Familje mere paa Fattigvæsenet, ved at Opsynsmændenes Helbred nedbrydes? En Opsynsmand, der havde tjent c. 14 Aar, mistede sin Hørelse ved at gaa paa Gaden i Kulde og Sne, men Bestyrelsen skaanede ham ikke, men satte ham til Gadefejning, saa at han snart blev helt syg og døde. Ved at give ham en Assistentplads paa Kontoret kunde Bestyrelsen have frelst hans Liv. En Vægter faar ogsaa for lidt Løn, nemlig kun 4 Rd. 3 Mk. om Ugen for 7 Nætter fra Kl. 8 om Aftenen til Kl. 5 om Morgenen og om Vinteren 1 Time mere.

Blandt andre Misbrug ved Anstalten kan nævnes, at Raadmand Petersen i Magistratens 3die Afdeling bruger en af Fabrikarbejderne hver Dag i sin Ejendom til forskellige smaa Sysler, og denne Mand opføres hver Dag paa Gadefejerregnskabet. Regner man en Fabrikarbejder til 24 Sk. om Dagen, bliver det i 304 Arbejdsdage 76 Rd. om Aaret, hvilket er en køn lille Stilling, der gaar ud af Fattigvæsenets Kasse over i Raadmandens. Borgermester Knudsen har ogsaa gjort sig en Indtægt paa Fattigvæsenets Bekostning, idet han har ladet den tidligere Præstehave i Standsætte som Lysthave og brugt Lemmerne til Arbejder i Marken. Det havde været bedre, om Borgmesteren havde bygget Boliger til det gifte Opsyn; saa havde han dog gjort nogen Nytte. I det Hele laget er den indre Ordning paa Ladegaarden ikke god. Alle Lemmerne burde ud af Kontoret, hvor der kun burde være private Skrivere. Al Handel burde afskaffes, og Værkstederne lukkes tidligere. Inspektørens halve Procent af Brutto-Indtægten burde tilfalde de forskellige Fagmand som Dusør; de vilde da sørge for, at der produceredes mere. Lønnen for hele Opsynet burde forhøjes og Arbejdstiden forkortes. Dette er det Vigtigste af, hvad der foreløbig bør gøres for at forbedre Tilstanden paa Ladegaarden. Lad os nu se an en Tid, om der sker Noget i denne Retning, ti hvis ikke kunde der være Anledning til at oplyse nogle andre Mysterier.

En Mand, der kender "Gaarden"

(Socialisten 22. januar 1873)

Fra "Ladegaarden". Siden "Socialisten" er fremkommen med nogle Oplysninger om Forholdene paa Ladegaarden, har det begyndt at lysne lidt herude paa "Gaarden". Inspektøren er allerede bleven lidt mere human; men endnu staar der dog meget tilbage at ønske. Vi er herude 12 Opsynsmænd, som er ansat med ugentlig Løn, og deriblandt er 3 Fagmænd. En af disse sidste, der nu har været her i 4½ Aar, og stadig levet i den salige Bevidsthed, at være Bestillingsmand i Magistratens Tjeneste, har nu endelig erfaret, at Inspektøren er af en anden Mening. Da denne nemlig blev spurgt om, hvorvidt Opsynsmændene kunde faa Dyrtidstillæg, svarede han, at Alle, som lønnes i ugevis, (hvad vi havde troet kun var en Begunstigelse) er at betragte som simple Haandlangere, der intet Tillæg kan faa. Det fremgaar nu, at det altsaa kun er de Højstlønnede, der kan faa Dyrtidstillæg, hvorimod de, som netop trænger dertil, de, som akkurat kan slide sig igennem, skønt de maa arbejde fra Klokken 5 om Morgenen til 9 om Aftenen og for dette Arbejde oppebærer en Løn fra 312 til 450 Rd. om Aaret, ikke kan opnaa en saa billig Fordring. Imidlertid maa man haabe, at Magistraten, til hvem et Andragende om Dyrtidstillæg, som tidligere meddelt i "Socialisten", er indsendt, vil have et mere aabent Øje for Livets Fordringer, selv hvad Smaafolk angaar, end Inspektøren paa Ladegaarden.

(Socialisten 27. februar 1873).

Brandstiftelse paa Ladegaarden. En paa Ladegaarden indlagt, tidligere straffet Person begærte sig i Mandags fremstillet for Politiet for at afgive Tilstaaelse om nogle af ham begaaede Forbrydelser. Hans Ønske blev opfyldt, og han tilstod derefter, ifølge "Dags- Telegrafen", paa Politikamret, at han for noget over to Aar siden havde begaaet et Tyveri og omtrent samtidig havde stukket Ild i nogen paa Marken henstaaende Sæd. Denne Forklaring gentog han uforandret til Grundlovsforhøret og lagde ikke Dølgsmaal paa, at han atraaede Arrest og Straf for at undgaa det saa utaalelige Ophold paa Ladegaarden. Forhørsdommeren fandt imidlertid ikke tilstrækkelig Anledning til at arrestere ham, men lod ham med Underretning om det Passerede føre tilbage til Ladegaarden, hvor han blev indsat i "Blæhs Minde", en mindre, afsides liggende Bygning, bestemt for Personer, der enten er ufordragelige eller skal holdes under særlig Opsigt. 

I Tirsdags Morges Klokken omtrent 7 begav samtlige her indlagte Personer, hvoriblandt den foran omtalte ved Navn Christian Theodor Olsen, sig til Arbejdsstuen i Stueetagen, men et Øjeblik efter at Alle var samlede, gik Olsen atter ovenpaa, hvor Soverummet findes, for, som han sagde, at hente et Bliktegn, som han havde glemt. Han blev noget længe borte, og da han omsider indfandt sig, fortalte han i en hoverende Tone til sine Kammerater, at nu havde han sørget for, at deres Befrielsestime slog, idet han havde sat Ild paa Kassen. Opsynet og nogle af Arbejderne søgte straks at komme ovenpaa, men da Olsen havde stukket Ild i samtlige Halmmadratser, saa at Ilden stod alenhøjt og begyndte at staa ud gennem Taget, maatte ethvert foreløbigt Slukningsforsøg opgives, og der blev nu øjeblikkelig gjort Brandallarm. De hurtig mødte Sprøiter fik efter ½ Times Forløb Bugt med Ilden, men Bygningen er selvfølgelig i betydelig Grad beskadiget. Olsen afgav paa Stedet Tilstaaelse om at have paasat Ilden for at tvinge Dommeren til at arrestere ham.

(Socialisten 13. marts 1873).

Kristian Teodor Michael Olsen fik opfyldt sit ønske om at komme væk fra Ladegården: Han blev idømt 18 måneders forbedringshusarbejde, samt dømt til at betale Københavns Magistrat 3 Rd. og Landbygningens Brandforsikring 60 Rd. 2 Mark i erstatning.