En ny Direktør paa Aluminia. (Efterskrift til Politivennen)

Den i Frederiksberg Kommune velbekendte Grosserer Topp er da til Uheld for Arbejderne bleven 2den Direktør for Fabriken Aluminia, og da den arbejdervenlige 1ste Direktør, Kand. polyt. Schou er paa en Rejse i Udlandet. har den 2den Direktør uindskrænket Magt til at gøre med Arbejderen, hvad han lyster. Hr. Topp har nemlig et meget stærkt udviklet Økonomitalent, hvilket kommer ham herlig tilpas ligeoverfor Fabrikens henved 200 Arbejdere; den korte Tid Grosserer Topp har været Enehersker paa Aluminia, har han benyttet til af alle Kræfter at skade Arbejderne, f. Eks. ved at fratage dem flere af de Rettigheder, som Hr. Schou har givet. Der fremkommer, naar Ovnene er udbrændte, noget Kulaffald, en Slags Kokes, som Hr. Schou for flere Aar siden har givet Arbejderne til eget Brug. Topp befalede derimod, at Intetsomhelst af den Slags maatte udføres af Fabriken; da det var en gammel Rettighed, som Folkene havde, blev de meget forbitrede og da Topp næste Dag indfandt sig paa Fabriken, sluttede Arbejderne sig sammen og forlangte at faa deres Kokes som sædvanlig; det vilde Topp ikke straks gaa ind paa, men han besluttede sig dog til at tage sin strenge Betaling tilbage.

Den fattige Arbejder, som meget ofte har en stor Børneflok og som saadan meget let kommer i Pengeforlegenhed, har aldrig forgæves henvendt sig til Direktør Schou om et lille Laan, som da er blevet tilbagebetalt efter Vedkommendes Evne og Fortjeneste; ogsaa dette for Arbejderen betydelige Gode har Topp afskaffet; han forbød ikke alene at give Folkene Forskud, men befalede ogsaa, at de smaa Summer, som Folkene skyldte Fabriken, skulde afdrages paa engang, hvoraf Følgen var, at ikke faa Arbejdere den kordag Aften kom hjem til Hustru og Børn med tom Lomme, ti den ubarmhjertige Direktør havde indeholdt hele deres Ugeløn som Afdrag paa de Laan, som den fraværende Direkiør havde overladt dem. Det er naturligt, at det gode Forhold, som tidligere har været tilstede mellem Arbejdsgiver og Arbejdere paa Fabriken, under disse Forhold er forsvundet, men om Aktieselskabet er tjent med en saadan Direktør, skal jeg ikke afgøre. 

Som Fattigforstander er Grossereren vel bekendt i Frederiksberg Kommune; først maa der løbes flere Gange, naar ttiaii skal tale med ham, for man faar Avdiens hos Hs. Velbaarenhed; opnaar man nu endelig den Ære og Lykke at faa Forstanderen i Tale, kan man være temmelig silker paa at blive skældt dygtig ud, ja undertiden hivet ned af Trappen; det er dog kun fattige Folk. der faar den Behandling, li ligeoverfor Storborgeren er han høflig og venlig og snor sig som en Aal.

(Socialisten 17. juli 1873).

Fabrikant Ph. Schou og grosserer Topp opstillede januar 1878 til Frederiksberg Kommunalbestyrelse på samme liste (Grundejerforeningen af 1876). Her blev der indvendt mod Topp at han formentlig gik for vidt i sine økonomiske bestræbelser. Han fik da også færrest stemmer (102), mens Ph. Schout fik 144. De øvrige 5 fik alle langt flere stemmer end de to.

Om Kirkegaarden paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen).

Om Kirkegaarden paa Nørrebro og Politiets Optræden.

De Fleste har Familiers, Venners og Bekendtes Grave paa Kirkegaarden, den er derfor et meget søgt Sted, og saa længe det er Tilfældet, maa det vel ogsaa være passende at omtale den i "Socialisten".

Det gaar imidlertid hermed som med al vor øvrige Samfundsordning, at den er i Uorden, og det er da ogsaa den eneste Trøst, man har, at naar alt det Andet er galt, hvorfor skulde saa Kirkegaarden være en Undtagelse.

Jeg har da ogsaa et Par Gravsteder paa Kirkegaarden paa Nørrebro, ogsaa kaldet Assistenskirkegaarden , og da min Tid tillader mig at komme ofte derud, og jeg tillige af Naturen er i Besiddelse af et vist Polititalent, saa har det i lang Tid interesseret mig at observere Forholdet.

Politiet synes i det Hele overalt, hvor det optræder, at mangle den rette Takt. Det bærer sig tildels ad som Manden ved en Ildebrand, der ménte, at han dog ogsaa skulde redde Noget, han tog derfor et vist Model til Natdrug og kastede det ud af Vinduet i Hovedet paa Folk. Men at Politiet bærer sig saaledes ad, er dog ikke saa underligt, naar man sender det hen at holde Orden der, hvor der ingen Orden er i Forvejen. Og de Klager, der føres over Tilstanden paa Kirkegaarden, er saa store og saa mange, at der er snart Ingen, der vil nægte, at de er berettige; det kommer kun an paa, hvorledes de kan afhjælpes. Politiet maa imidlertid tage sig i Vare, at det ikke herved stal miste den sidste Rest af Agtelse hos Folket, eller gjør sig latterlig ved sin Optræden; navnlig skulde det vogte sig for at optræde uden Lov og Ret, aldeles vilkaarlig, med en Brutalitet, der blot stylter sig til den øjeblikkelige Magt; men som dog ikke kan gennemsyres.

For to Aar siden, lige før Pintse, formodenlig i et Anfald af Embedsdelirium og i Forbindelse med de Herrer Gravere ved Kirkegaarden, fandt Politiassistent Rantzau paa at sende to civile Politibetjente derud, der drev i Gangene eller sad paa Bankene og holdt hinanden trolig med Selskab og Snak; de aflystes hver halve Dag fra denne besværlige Forretning. De var nemlig kun sendt derind til Fordel for Graverne og for at forstyrre Enhver, der arbejdede paa at satte Gravsteder i Stand for Familjer og som ikke dertil var antaget af Graverne. For at Betjentene dog ikke skulde gaa der rent forgæves, indbragte de da ogsaa et Par fattige Arbejdere hver halve Dag til Stationen, hvor Politiassistent Rantzau som en brølende Løve betydede dem, at de ikke mere maatte komme paa Kirkegaarden. Af disse Arbejdsfolk beholdt han somme nogle Timer, andre et Døgn, en enkelt sendte han paa Ladegaarden og tog to Rigsdaler fra ham, som atter leveredes ham tilbage, da han efter 8 Dages Ophold fik Lov at gaa; nogle mere fornemme Arbejdere, f. Eks. Gartner Fløjstrup og Handelsgartner Christensen paa Nørrebro, nøjedes han med at tilsige at møde paa Stationen og deres Arbejdsfolk blev ikke fulgt med Politioptog paa Gaden, men fik Lov at komme som de selv vilde. Nogle af de fattigste Arbejdere fratog han deres Værktøj, og beholdt det i 8 Dage, efter at de var løsladte fra deres Anholdelse. Men da han ikke kunde straffe nogen af dem, fordi han hverken havde Lov eller Ret dertil, saa endte det for dem Alle med, at de efter et vilkaarligt Ophold paa Stationen, fik Lov til at gaa - og saa gik de naturligvis straks ind paa Kirkegaarden til deres Arbejde igen, blev atter anholdt og løsladt o. s. v., hvilket tilsidst endog betragtedes som Morskab. Men hvilken Respekt Politiet herved skal have erhvervet, det maa det vel selv vide. Kort efter Pintse samme Aar ophørte da ogsaa disse Politikomedier eller Tragedier paa Kirkegaarden, om hvilke Crone selv yttrede, at de ikke var udgaae fra ham og var ham ubekendte, men at Hr. Rantzau vel nok selv vidste, hvad han gjorde. At de imidlertid er betalt af Kommunens Kasse og at de i ingen Henseende har betalt sig, er sikkert nok. Siden den Tid har Kirkegaarden faaet Lov til at skytte sig selv indtil for ganske nylig.

(Sluttes).

(Socialisten 12. juli 1873).

Om Kirkegaarden paa Nørrebro og Politiets Optræden.

(Sluttet.)

I den seneste Tid er der kommen en Beipnl til at gaa paa Kirkegaarden. Der siges, at han har daarlige Fødder, at han ikke kan taale at gaa paa den haarde Stenbro og at han faar et Tillæg af 100 Rd. aarlig Fra 300 Rd. aarlig skulde altsaa hans Løn være forhøjet til 400 Rd., og han behøver altsaa hverken at sulte eller stjæle (moralsk eller virkelig) for at leve. Men saa maa han da ogsaa gøre Noget. For Øvrigt er han en vel anselig Skikkelse, hvad Højden angaar, og han har en god Stemme, der kan høres, hvilket ogsaa er nødvendigt, da han ikke godt skal kunne løbe. Han har nu taget fat paa nogle andre Pillerier derinde. Straks kastede han sig over de stakkels fattige Børn med Vandkanderne og jagede dem ud, men da han ikke kan forbyde dem at vare paa Gaden og heller ikke kan forbyde, at Folk tager dem med ind at vande deres Gravsteder, og da Børnene jo saa skal ud igen og Familjerne ikke er forpligtet til at ledsage dem, saa er det ikke let at afgøre, om de er fulgt med Nogen eller selv gaaet ind. For faa Aar siden hængte der en Tavle udenfor Kirkegaardsporten, der forbød Folk at komme med Værktøj derind, eller udføre noget Arbejde ved deres Gravsteder i de fire første Foraarsmaaneder; denne Tavle er nu borte. Hvorfor hænger Politiet den ikke op paany og lader Indskriften male med forgyldte Bogstaver? Mon den skulde frygte for at begaa et Grundlovsbrud?

Dernæst morer ovennævnte Betjent sig med at jage Børnene bort fra de øde Græsplæner, hvor de ingen Skade kan gøre, men hvor deres Leg er en sund Beskæftigelse og generer Ingen - undtagen Betjenten. Børn maa i det Hele taget slet ikke komme paa Kirkegaarden alene uden i Følgeskab med Voksne, siger Politiet, ligesom Kommandanten for Rosenborg Have. Men hvad forstaaes ved Børn, skal disse maaske gaa med deres Døbeseddel i Lommen for at kunne legitimere sig? Eller da det hedder, at gamle Folk gaar i Barndom , skulde disse da ogsaa henregnes til Børn? Man skulde tro, at naar Børn kunde gaa ene, selv finde Vejen hjem, og svare for sig, hvor det gøres fornødent, saa kunde Forældrene ogsaa trygt sende dem ethvert Sted, hvor der er offenlig Vej, Gade eller Adgang for Folk, altsaa ogsaa paa Kirkegaarden uden at de behøvede at befrygte, at de blev overfaldet og insulteret af Politiet. Man skulde tro, at Politiet maatte have nok at bestille med det Fornødne, at det ikke tillige skulde blande sig i det Ufornødne - hvis dets hele Optræden var Alvor og ikke en grov Spøg - men det er dog ikke Tilfældet.

For en Dags Tid siden var to Drenge paa 11 Aar gaaet ind paa Johanneskirkegaard; den ene var Politibetjent Christensens Søn paa Fælledvejen Nr. 11, den anden, Vincentsen, boende i Ravnsborg Tvergade (de opgav Begge for Betjenten, hvor de boede). Den Sidste havde sin Faders Gravsted at besøge, og her sad de Begge rolig paa Bænken, da Betjenten kom og tiltalte dem; de havde nu begge To begaaet den Fejl, at gaa over Stakittet, men der skal være ret mange Stakitter paa Kirkegaarden, hvortil der slet ingen Nøgler haves, ja som ikke engang er til at lukke op. Desuden maa det jo være Familiens Medlemmer tilladt, om de vil gaa over eller gennem Døren. I Stedet for nu ganske rolig at skrive Børnenes og Forældres Navne og Bopæle, hvis han ikke valgte at følge med dem hjem og tale med Forældrene, saa "brølede han op", som den ene Dreng kaldte det, at de vilde stjæle Blomster osv. og samlede en stor Masse Mennesker, til hvem han sagde, at det var to Drenge, der var gaaet ind paa et Gravsted for at stjæle. Og efter at denne Blæst i en halv Times Tid endte det Hele dog med, at Betjenten lod dem gaa - de var nemlig velklædte og den ene Dreng sagde: "Har jeg da ikke Lov til at gaa ind paa min Faders Grav?" - Men de gik bort som to stakkels Syndere, to unge Forbrydere; er det ikke et smukt moralsk Indtryk, Politiet formaae at indgyde ?

En lille Historie endnu: En gammel Kone havde sat Urtepotter paa sit Gravsted; da hun kom ud igen, var den ene stjaalen, der skulde Betjenten have passet paa - hun resolverede sig da til at tage den anden hjem, for at den ikke skulde gaa samme Vej. I Hovedgangen mødte hun nu Betjenten, der lidt brutalt spurgte: "Hvor skal De hen med den." Hun: "Jeg har i Sinde at tage den hjem." Han: "Jamen nu er det bedst De følger med mig." Hun: "Jeg vil ingen Steder gaa, men vil De behage at hente en Vogn, saa skal jeg betale den, og saa kan De køre mig hen, hvor De vil." Men da Betjenten hørte denne Flothed - Konen var desuden ikke fattig klædt, saa lod han hende gaa uden videre Undersøgelse. Betjentens Meriter med at udspionere sørgeklædte Piger (halvvejs Børn) eller jage en lurvet klædt Mandsperson ud af Kirkegaarden, skal jeg ikke omtale - Noget skal han jo tage sig for. Men at Alt dette hjælper synderlig til Ordenen paa Kirkegaarden eller Tyveriers Ophør derinde, det betvivler jeg , og det er der vist mange flere, der gør.

Kirkegaarden er et Sted, hvor Hovedgangene er i en saa opløst Tilstand, saasnart det er et Par Dages Regnvejr, at de er ufremkommelige, og hvor Graveren selv kører med Jord, Grus og Planter baade med og uden Heste, og hvor Stenhuggere, Jernstøbere - der svarer deres Procenter af Arbejdet til Graveren - ligeledes uhindret kører (hvem, der besøgte Kirkegaarden Pinseaften eller Morgen, kan maaske erindre, hvor oppløjet Gangene var og i hvilket Søle, de henlaa) men saa snart en lille Trækkevogn viser sig af Andre, saa jager Graveren dem bort. Og det kalder man at holde Orden!

En Medborger.

(Socialisten 13. juli 1873).

Fra Kirkegaarden. I Torsdags Eftermiddag forefaldt en Scene paa Johannes-Kirkegaarden paa Nørrebro, som den efter Sigende ansatte Betjent derude helst maatte have overværet. Kirkegaarden er jo rigtignok stor, men foruden at Politiet "mangler Takt," synes det tillige at have Uheld med sig. En drukken Mand, Søn af en Pensionist og lidt sindsforvirret, havde en Del af Eftermiddagen paa Kapeivejen været Genstand for Drengenes Spot, der raabte Hurra for ham o. dsl. Han havde forfulgt dem over de tilgrænsende Sædmarker, Jordbærstykker etc. omkring Kirkegaarden, (Politiet var stadig borte !) og endelig forfulgte han en af dem ind paa Johannes Kirkegaard, hvor han fik fat paa ham og pryglede løs paa ham, idet han slog ham om paa et Gravsted, og vilde uden Tvivl i sin Deliriums tilstand have slaaet ham ihjel, hvis ikke nogle Arbejdsfolk var komne til og havde trukket ham paa Stationen. Det er ellers ganske pudsigt ud at se private Folk selv holde Orden og trække En paa Stationen, medens Gaderne vrimler af Politibetjente. Et Øjenvidne.

(Socialisten 15. juli 1873).

Krüger og Bismarck. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. Vi meddele efterstaaende den fuldstændige Beretning i "Dannevirke" for idag om Krüger-Bevtofts Samtale med Fyrst Bismarck. Referatet lyder saaledes:

"Krüger indledede Mødet med at foreslaae Hr. Th. Sabroe til Dirigent. Forsamlingen bifaldt Forslaget. Dirigenten gav derefter Ordet til Krüger, som i et længere Foredrag motiverede den Holdning, han i Rigsdagen havde indtaget til de forskjellige Lovforslag, ved hvis Behandling han havde deeltaget. Om Samtalen med Bismarck oplæste han følgende Beretning, som er nedskreven umiddelbart efterat Samtalen fandt Sted:

"Jeg kommer nu til min Beretning om den Samtale, jeg den 21de Juli havde med den tydske Rigskantsler, Fyrst Bismarck, paa en Soirée i Udenrigsministeriet, hvor han benyttede min Nærværelse til at søge Leilighed til at udtale sig om sit Standpunkt til Pragfredens Artikel V og dens Udførelse. Da jeg ud paa Aftenen stod i en Samtale med flere Rigsdagsmænd, kom han hen til mig, hilste venlig paa mig og tiltalte mig omtrent saaledes:

"Det glæder mig meget at see Dem her i mit Huus som Gjæst, og jeg benytter den dejlighed, De har givet mig til at bevidne Dem min Anerkjendelse for den Energi, Iver og Dygtighed, hvormed De forsvarer Deres vanskelige Sag her i Rigsdagen. De kæmper alene for Deres Sag og danner altsaa et Parti for Dem selv i Rigsdagen, hvorfor jeg holder det for min Pligt at klare Dem mit Standpunkt til Deres parlamentariske Optræden. Det gjør mig da inderlig ondt, at jeg ikke formaaer at give Dem, der staaer faa ene her, en trøstelig Efterretning med hjem, hvormed De kunde glæde Deres Vælgere. Jeg udtaler her aabent og ærligt, at der for Tiden ikke er nogen Udsigt til, at Deres Sag kan blive afgjort. Dette maa De ikke forstaae saaledes, som en der ikke har nogen Mulighed for, at Spørgsmaalet senere kunde blive ordnet, men naar og hvorledes, er jeg ikke istand til at sige Dem. Selv med den bedste Vilje er det mig ikke muligt nu at skaffe denne Sag ud af Verden. Bag ved mig staae 41 Millioner, til hvis Ønsker jeg ogsaa er nødt til at tage Hensyn. De maa heller ikke glemme, at ogsaa Polakkerne komme med nationale Fordringer."

"Jeg svarede, at denne Meddelelse var meget sørgelig og nedslaaende for mig. Men kunde der ingen Forundring skee, saa maatte vi dog idetmindste have Krav paa at faae vor statsretlige Stilling klart ordnet. Vi kunde jo dog umulig til evige Tider blive staaende i vor nuværende midlertidige, i statsretlig Henseende ubestemte Stilling; thi ingen Stilling kunde være fordærveligere, end naar man ikke havde noget fast Holdepunkt og var ude af Stand til at forberede sig paa Fremtiden.

"De har Ret," svarede Rigskantsleren, "men heller ikke derpaa er det mig muligt at give noget Svar."

"Men - indvendte jeg her - ved Ikke-Opfyldelsen af Pragfredens Artikel V kunde ogsaa en anden Factor gjøre sig gjældende. Østerrig havde kun paa den Betingelse givet Afkald paa sin Medbesiddelsesret til Hertugdømmerne, at Befolkningen i de nordlige Distrikter af Slesvig ved egen Villiestilkjendegivelse valgte deres Souverain. Skete det ikke, saa stod hin Medbesiddelsesret endnu ved Magt.

"Østerrig har", bemærkede Rigskantsleren, "kun havt liden Interesse i denne Sag. Østerrig har ikke taget Initiativet til Artikel V, som udelukkende er udgaaet fra Frankrig, og den franske Keiser har kun forlangt meget lidt (her aftegnede Rigskansleren en ganske liden Plet paa Bordet), kun saa meget, at han kunde sige, at hans Afstemningsprincip var constateret."

"Dette var, svarede jeg, meget troligt, og man saae deraf, at Afstemningsprincipet kun var et ydre Skin, en Krænkelse af Folkeretten. Men da Rigskantsleren havde bragt Frankrig paa Tale, og da jeg gjentagne Gange i mine Taler i Rigsdagen havde antaget mig Elsasernes og Lothringernes Sag, saaledes at man havde tillagt mig særlige franske Sympathier, saa maatte jeg her sige, at Frankrig aldrig havde gjort mit danske Fædreland, mine Vælgere eller mig selv noget godt, hvorfor jeg skulde være Frankrig Tak skyldig. Den elsasslothringske Befolknings Sag og Interesser havde jeg alene af den Grund antaget mig, fordi de vare mine Lidelsesfæller, og fordi jeg bedst kunde forstaae den tunge Skjæbne, som Krigsbegivenhederne havde bragt over dem. - "Frankrig", vedbliv jeg. "er gaaet til Grunde. Hvorfor? Fordi det den Gang ikke forstod det danske Spørgsmaals Omfang og Betydning. Det har rolig seet paa, at gamle Besiddelser, som tre Stormagter havde garanteret, bleve løsrevne fra Danmark. Derfor har Franklig mistet Elsas og Lothringen. Heller ikke England vilde nogensinde være kommen i den jammerlige, ydmygende Stilling overfor Nordamerika, dersom det paa Londonconferencen havde viist, at det nærede Agtelse for Retten. Dog dette skal jeg ikke her udvikle nærmere; Deres Durchlauchtighed forstaaer det bedre end jeg."

"Ja, De har Ret," svarede Rigskansleren. "Jeg deler ganske Deres Opfattelse. Jeg gjentager det, De har Ret. Hold kun ud. Bliv kun ved som hidtil. De skal ikke afholde Dem fra at rette de allervanskeligste Spørgsmaal til mig, endnu vanskeligere, end De hidtil har fremført. Og dog vil jeg ikke kunne svare Dem. Men De har ikke alene Ret, De har ogsaa en Pligt til at forsvare Deres Vælgeres Tarv, saaledes som De hidtil har gjort. De kjender Deres Pligter. Den Forsikkring giver jeg Dem, at om De end optræder aldrig saa skarpt, skal jeg ingensinde tage Dem det ilde op. De er mig til enhver Tid velkommen."

"Saaledes endte denne Samtale, som fra den tydske Rigskantslers Side blev ført med den største Oprigtighed og Hjertelighed i mange tydske Rigsdagsmænds Paahør."

Efterat Krüger endnu havde knyttet nogle Ord til denne Samtale og yderligere udtalt sig om forskjellige Spørgsmaal, vedrørende hans parlamentariske Stilling, uden at nogen af de Tilstedeværende paa Dirigentens gjentagne Opfordringer havde ønsket at interpellere ham, hævedes Mødet af Dirigenten med et rungende nidobbelt Hurra for Krüger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. juli 1873).

Krygers Dom over Bismark. I "Silkeborg Avis" meddeler en Mand der fra Byen, som i Ferien har havt Lejlighed til at tale med Kryger, at denne, efter sit Udsagn til Meddeleren, havde under den noksom bekjendte Samtale i Berlin om det nordslesvigske Spørgsmaal, foruden vel ogsaa fra tidligere Lejligheder, faaet et meget gunstigt Indtryk af Rigskantsleren. "Jeg fskal", skriver Meddeleren, "bemærke, at jeg af at høre Krygers Fremstilling har faaet en ganske anden Forestilling om Bismarks Karakter og Optræden end jeg - og jeg troer med mig mange Danske - hidtil have havt. Han er efter Krygers Fremstilling meget aaben og ærlig; Kryger betragter det som en Umulighed for ham at kunne sige Noget, som ikke var hans Hjertens Mening. Og naar man derfor har sagt, at Bismark har villet smøre Kryger om Munden med sine Udtalelser under deres Samtale, saa siger Kryger, at der skal mere end satanisk Hykleri til for at kunne optræde paa den Maade, som Bismark gjorde det, naar det ikke skulde være ment. To Hovedpunkter i Samtalen ere navnlig vigtige for Kryger som Nordslesvigernes Repræsentant. Det første er, at Bismark erklærer Kryger for at han danner en Fraktion; derved opnaaer Kryger, at kunne forlange Ordet, naar han vil, hvilket Præsidenten hidtil har nægtet ham. Det Andet er, at Bismark har erklæret, at § 5 endnu staaer ved Magt, medens Krigspartiet, som jo staaer Bismark imod, har igjennem Embedsmandene i Nordslesvig ladet udbrede, at den nuværende Tilstand i Nordslesvig var forblivende, at der altsaa ikke kunde ventes nogen Afstemning og dermed følgende forandrede Forhold. Hvad Kryger iøvrigt privat udtalte til mig om sin Fremtidspolttik, bør jeg ikke være saaa indiskret at fremkomme med. Kun saameget tør jeg sige, at da Bismark omtalte de 41 Millioner, som hindrede hans Opfyldelse af § 5, saa henvendte Kryger sig til Lasker, den, der er som Talsmand for disse 41 Millioner, og bebudede ham. at nu, da Regeringen havde erklæret sig insolvent overfor Krygers Sag, vilde han fremtidig i Lasker angribe de 41 Millioner".

(Aarhus Amtstidende 6. august 1873).

En Fattigforsørgelsessag. (Efterskrift til Politivennen)

Af Borgmester Schjørring i Skjelskør.

En ung Tjenestekarl ved Navn Anders Hansen reiste for nogle Aar siden herfra til Falster for at søge Arbeide. I October 1871 meddeelte man ham paa Begjæring Attest for, at han ikke havde nydt Fattigunderstøttelse her, og det kunde saaledes formodes, at han var ifærd med at gifte sig, skjøndt han kun var 22 Aar gammel, men noget overrasket blev Byraadets Fattigudvalg, da det allerede i Marts 1872 modtog Anmeldelse om, at Fattigvæsenet i Onslev-Eskildstrup Sognecommune havde taget ham med Familie under Forsørgelse for det herværende Fattigvæsens Regning, og at denne Familie bestod af ikke mindre end Kone og 4 Børn. Paa Forespørgsel herfra oplystes det, at "den Pige", med hvem han havde indgaaet Ægteskab, havde 3 uægte Børn i Live, dengang Lysning skete, og at hun inden Vielsen, som fandt Sted den 1ste Decbr., var nedkommen med et fjerde Barn, hvortil A. Hansen var Fader. Ved Ægteskabet var denne talrige Families Forsørgelse lykkelig og vel overført fra Onslev Sogn til Skjelskør Fattigvæsen, og herved var foreløbig Intet at gjøre, skjøndt Sagen saae noget mistænkelig ud. Kort efter kom Konen i Forbedringshuset for Tyveri, og Børnene anbragtes hos Plejeforældre. Manden forblev nogen Tid i Hjemmet, men pludselig forsvandt han, efter først at have solgt Sengklæderne og det andet Bohave, og man har ikke senere hørt noget til ham. Efterat Konen var løsladt af Straffeanstalten, blev hun efter Forlangende herfra hjemsendt hertil for at indlægges paa Fattighuset tilligemed det ene Barn; to Børn forbleve i Pleie paa Falster for en moderat Betaling, og det fjerde, som hun havde med A. Hansen, døde i Vinter inden Hjemsendelsen. Der blev nu efter Fattigudvalgets Begjæring optaget et Forhør over Konen for at faae nogen Oplysning om Sogneraadets Adfærd i denne Sag, og ret mærkelige Ting fremkom, men desværre kunde Forhøret ikke fortsættes paa Falster, da Maribo Amt lod sig nøie med at tilveiebringe nogle Erklæringer fra Sogneraadet og Præsten, men øvrigt "ikke fandt Anledning til at foretage videre i Sagen." Fuldkommen oplyst er Sagen saaledes ikke bleven, men de afgivne Erklæringer, sammenholdte med Forhøret, kaste dog tilstrækkeligt Lys over den for Enhver, der forud har lidt Bekjendtskab til commuuale Finesser, og nogle Meddelelser herom ville sikkert ikke være uden Interesse paa en Tid, da Fattiglovgivningens Revision staaer paa Dagsordenen. 

Anders Hansen var i Høsten 1871 flyttet ind til den under Sagen omhandlede "Pige", Ane Margrethe Hansen, og paa Grund af dette forargelige Samliv bleve de efter Anmeldelse fta Sogneraadet indkaldte til Forhør i Nykjøbing. Her afgav A. Hansen den Erklæring, at det var hans Hensigt at ægte Pigen, og fra den Tid af har Sogneraadet trofast hjulpet ham til at overvinde alle Hindringer herfor. Ane Margrethe har i Forhøret herom udtalt sig saaledes:

"Navnlig vare Sogneraadsmedlemmerne Teglbrænderne H. P. og Gaardeier L. P. flere Gange hos Comparentinden for at formaae hende og A. Hansen til at indgaae Ægteskab og gave Løfte om, at A. Hansen skulde faae 15 Rd , naar han vilde ægte Comparentinden, hvorhos de antydede, at Præsten ikke vilde tage Noget for Nielsen... Paa Grund af dette gjentagne Ønske om Penge, som kunde sætte dem istand til at afholde Udgifterne ved et Bryllup, hvortil de ellers ikke vilde have været istand, gik A. Hansen en Løverdag tilligemed 2 Mænd op til Capellan Hofman (Bang) for at bestille Lysning. Capellanen anmodede A. Hansen om at sende en Skudsmaalsbog, der beroede hos Gaardmand A. M., og lovede A. Hansen 3 Mk., naar han vilde bringe Bogen hurtig tilbage. A. Hansen kom imidlertid ikke med Bogen, men senere kom Sogneraadsmedlem H. P. hen til ham og spurgte, hvorfor han ikke havde bragt Bogen op til Præsten, da han dog havde lovet 3 Mk. derfor. De 2 Mænd, der fulgte med A. Hansen, gav Capellanen 8 sk hver for deres Uleilighed. - De to nævnte Sogneraadsmedlemmer kom ofte ind til Comparentinden for at paaskynde Ægteskabet, og en Dag fortalte de, at nu havde de i Sogneraadsmødet endelig bestemt, at der skulde betales hende og hendes tilkommende Mand 10 Rd. forinden Brylluppet, medens de 5 Rd. vilde blive betalte, saasnart Vielsen var fuldbyrdet, men hvis Bryllupet ikke kom istand, vilde de 10 Rd. blive hende fratrukket i de Underholdningspenge, hun fik af Sognet til sine Børn. Efterat der var gaaet 6 Uger fra Lysningen kom Sogneraadsmedlemmerne igjen og opfordrede hende og A. Hansen til uopholdelig at holde Bryllup, hvortil A. Hansen bemærkede, at det jo ikke hastede saa stærkt, da der jo kunde ventes 12 Uger efter Lysningen, men dertil svarede Sogneraadsmedlemmerne, at de jo ligesaa godt kunde holde Bryllup strax, og tilføiede, at Brylluppet jo ikke kostede Noget, da Præsten gjorde det gratis. Comparentinden og A. Hansen besluttede sig da til at holde Bryllup, og Pengene blev dem udbetalte efter Løfte."

Ligeoverfor denne Forklaring har Sogneraadet hævdet, at det kun er af moralske Hensyn, at det har viist en saa mærkelig Activitet for at faae dette Ægteskab istand. "At vi, efter at Anders Hansen havde erklæret for Øvrigheden, at han vilde ægte Ane Margrethe Hansen, søgte at fremskynde Vielsen, for at saaledes deres uordentlige Samliv kunde faae lovligt Stempel, det ansee vi for at være fuldkommen lovligt, idet vi saaledes stillede os paa samme Standpunkt som vor Øvrighed." Historien med de 15 Rd. kan det ikke benægte, men dette var kun en "Extrahjælp", der blev ydet Ane Margrethe Hansen, fordi hun manglede de allernødvendigste Huusgeraadsgjenstande. Vedkommende Præst kan heller ikke nægte, at han ikke alene har aftalt med Kirkesangeren, at de vilde give Afkald paa Offer ved dette Bryllup, men at han endog har været saa genereus at give A. Hansen 3 Mk. for at skaffe sin Skudsmaalsbog tilveie og hver af Forloverne 8 sk for deres Ulejlighed. Altsaa Bryllup gratis og Penge ovenikjøbet! Hans Motiv til denne i Sandhed sjeldne Ædelmodighed har imidlertid ligeledes været det moralske, at han vilde opnaae en Ende paa det forargelige Samliv. Dette maa nu for Præstens Vedkommende staae ved sit Værd, men om det meget moralske Sogneraad vilde have viist samme Iver, selv om der ikke "tillige" havde været den Omstændighed tilstede, at et saadant Ægtestab vilde lette Sognet for en stor Byrde og kaste den over paa en anden Commune, maa jeg meget betvivle. Og derhos fortjener det dog ogsaa at fremhæves, at selv om man gaaer ud fra det anførte Motiv, er det nok meget tvivlsomt, om en saadan Iver for at faae et saadant Ægteskab indgaaet er god og heldig. Jeg skal ikke forsvare nogetsomhelst forargeligt Samliv, og Øvrigheden er i sin lovlige Ret, naar den skrider ind og paabyder dets Ophør eller i modsat Fald anvender Straf - gid kun her alle Samfundsklasser virkelig vare lige for Loven! Men Ingen bør true eller friste eller nyde Folk til i den treenige Guds Navn at indgaae et saadant Ægteskab som det, der her er Tale om, thi det er meget mere "forargeligt" end et Samliv "paa Polsk", om det end, som Sogneraadet saa skjønt udtrykker sig, har lovligt Stempel. Man maa ikke lade sig vildlede af, at A. Hansen i Retten havde erklæret, at det var hans Hensigt at ægte Pigen. Enhver Forhørsdommer veed, at dette er den stadige Undskyldning, som altid anføres, fordi den ligger lige for Haanden; slige Personer ville altid gifte sig, kun er der stadig Noget i Veien med deres "Papirer". Brudgommen var en ung letsindig Karl paa 22 Aar; Bruden var en halv Snees Aar ældre, havde født 4 uægte Børn og var høit frugtsommelig med det 5te. Et Par Maaneder efter var hele Familien under Fattigvæsenet og Konen i Forbedringshuset; derpaa forsvandt Manden efter først at have solgt Sengklæderne. Dette er i Sandhed et saadant Vrængebillede af et Ægteskab, at Enhver, der med Raad og Daad har virket til at faae det istand, synes at maatte føle en levende Fortrydelse derover.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. juni 1873).

Vælgermøde. (Efterskrift til Politivennen)

Vælgermøde. I Aften Kl. 7 holder Kaptajnløjtnant J. E. Tuxen Møde med sine Vælgere i Prinsessegades Skolelokale. Den ærede Rigsdagsmand skiller sig altsaa for saa vidt fra de andre københavnske Rigsdagsmand, at han dog nedlader sig til at holde Møde med sine Vælgere og gøre dem Regnskab for, hvad der foregaaet paa Rigsdagen, men vi tvivler om, at hans Vælgere vil finde sig synderlig tilfredse med hans Virksomhed. Arbejderne vil navnlig ikke have glemt, at han ved det sidste Valg afgav forskellige Løfter om, hvor meget han vilde udrette for dem, men i Rigsdagstidenden foreligger Intet om, at han endogsaa blot har forsøgt at udrette Noget. Det vil derfor være af den højeste Interesse for de kristianshavnske Arbejdere at forvisse sig om, hvorledes de opfatter denne Færd, og vi haaber, at Arbejderne vil give talrigt Møde for at udtale deres Dom over deres Rigsdagsmands Virksomhed.

(Socialisten 18. juni 1873).

Der er muligvis tale om Nicolai Elias Tuxen (1810-1891) teknisk direktør ved orlogsværftet. Tuxen blev i 1848 valgt i Nyboder til medlem af den grundlovgivende rigsdag. Medlem af folketinget 1852-54 for Københavns 9. kreds, 1855-58 for Frederiksværk. Fra 1856 af rigsrådet og fra 1873 og til sin død kongevalgt medlem af landstinget. Han tilhørte partipolitisk højre. Nicolai Elias Tuxen (1810-1891). Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af opphavsret.

Til det af Folkethingsmanden for Kjøbenhavns 9de Valgkreds, Marinecapitain J. E. Tuxen, igaar Aftes Kl 7 i Prindsessegadens Skolelocale indvarslede Vælgermøde havde der indfundet sig 150 - 200 Deeltagere, hvoriblandt endeel Socialister. Efterat den paa Forslag af Capt. Tuxen valgte Dirigent, Skoleforstander Helms, havde opfordret Forsamlingens Medlemmer til at respectere hverandres Meninger og lade Enhver frit komme tilorde, uanseet om han hørte til Fleertallet eller Mindretallet, gav han Ordet til Hr. Tuxen, som fremhævede, at han havde indbudt til Mødet i Henhold til en ved Valghandlingen i Efteraaret til ham rettet Opfordring, og at han havde valgt en Tid, paa hvilken det ogsaa vilde være muligt for Arbeiderne at være tilstede. I et udførligt Foredrag dvælede han derefter ved den sidste Rigsdagssamling, der, som det efter Forholdene havde været at vente, væsentligt havde beskjæftiget sig med Partistridigheder. Havde det forenede Venstre viist Maadehold, vilde det have havt en betydelig Styrke, men det havde ladet det mangle herpaa, og derfor havde det ikke seiret, saaledes som det ellers kunde have gjort. I Skolesagen var Regieringen optraadt med større Styrke imod Oppositionen, end det var absolut fornødent, medens det vilde have været e heldig Basis for en Opløsning af Folkethinget, dersom Regjeringen havde ladet det forenede Venstre strax forkaste Skoleloven. De af dette Parti indbragte Lovforslag pegede bestemt hen paa, at det var et Landboparti, og at det ikke var det store Arbeiderspørgsmaal, der havde samlet det; der var tvertimod flere herhenhørende Spørgsmaal, der vare komne Folkethingets Majoritet ubelejligt. Venstre kunde have gjennemført de Spørgsmaal, hvorom dets Lovforslag dreiede sig, dersom det havde viist sig moderat, idet der fra Regjeringens Side, navnlig fra Cultusministerens, vistes Imødekommen, men Folkethingets Fleertal holdt skarpt paa sine Forslag i deres Heelhed. Særligt bebreieede Taleren Venstre de af det vedtagne motiverede Dagsordener, Adressen til Kongen samt Forsøget paa at nægte Finantsloven. Hvad angik det omtvistede Spørgsmaal om Regjeringens Ret til at udstede provisoriske Finantslove, var efter hans Anskuelse forsvarligt, om Regjeringen, naar Rigsdagen ikke var samlet, en kort Tid regerede med en af den udstedt midlertidig Bevillingslov, hvorimod Regjeringen ikke burde udstede en virkelig provisorisk Finantslov. Det var en Feil af Regjeringen, at den tog imod Finantsloven, saaledes som den var vedtagen af Folkethinget, der sikkert ikke vilde have forkastet Loven, hvis den var bleven sendt tilbage fra Landsthinget. Den Omstændighed, at Regjeringen udtog det enkelte Spørgsmaal om Bevillingen til et Pandserskib af Finantsloven og gjorde det til Gjenstand for et særligt Lovforslag, stødte mange Medlemmer, der ellers kunde have ønsket at støtte Regjeringen, bort, og det omtalte Lovforslag blev derfor forkastet.

Hvad angik Spørgsmaalet om en parlamentarisk Regjering havde Fordringen herom ingen Hjemmel i vor Forfatning, ialfald ikke i den Betydning, at Regjeringen skulde udgaae af Folkethingets Flertal, og Venstres Krav herpaa var et af disse umaadeholdne Forlangender, der vare farlige, idet det var fornødent, at de tre Faktorer i Lovgivningsmagten viste Maadehold, hvis vor frie Forfatning ikke skulde udsættes for Farer.

Taleren nævnede dernæst flere af de vigtigste i afvigte Samling behandlede Love og beklagede derunder, at man ikke var bleven færdig med Forsvarslovene. Særligt beklagede han dette for Flaadens Vedkommende, idet denne stærkt trængte til at udvikles, ligesom han fandt de af Regjeringen i denne Henseende stillede Krav billige, hvorimod han under Skibsbygningens og Artilleriets nuværende hurtige Udvikling ikke fandt det rigtigt, at Regjeringen havde opstillet en Flaadeplan for flere Aar. Heller ikke Planen for Kjøbenhavns Befæstning havde hans fulde Samstemning.

Hvad Arbeiderspørgsmaalet angik, havde det to Sider, nemlig Afhjælpningen af en øjeblikkelig Trang og det Formaal at hæve Arbeideren høiere op i Samfundet. Til det sidste Øiemed kunde Rigsdagen medvirke ved Love, men kun efterhaanden; hvad Trangen angik - der var større tidligere end nu - var det meget vanskeligt for Rigsdagen at blande sig i dens Afhjælpning, men han skulde gjøre opmærksom paa, at Finantsudvalget var gaaet i Spidsen med et godt Exempel ved, overalt hvor det var muligt, at skaffe Statens Arbeidere bedre Vilkaar.

Den politiske Situation var ikke hyggelig. Naar Rigsdagen atter kom sammen, vilde Folkethingets Fleertal, hvis der ikke forinden paa en eller anden Maade skete en Forandring, sandsynligviis gaae imod Regjeringen, paany styrket om ikke forstørret i Antal, og da vilde det neppe vare længe, inden der ville finde en Appel Sted til Vælgerne. 

Sluttelig takkede Taleren Forsamlingen for den Opmærksomhed og Taushed, hvormed den havde hørt hans Foredrog. Efter Talen lød der Bravoraab, blandede med Hyssen, og et for Capitain Tuxen udbragt Leve, blev modtaget paa samme Maade. 

Internationales Formand, Cigarmager Johnsen fik derefter Ordet og krævede Kirken adskilt fra Staten, Pension af Staten for Arbejderne ligesaa fuldt som for Embedsmændene. Valgret ogsaa for dem, der have nydt Fattigunderstøttelse m. v. Enhver burde have sit Ophold, saa at han kunde leve, enten han var Embedsmand eller ikke. Den nuværende Regjering skulde og maatte falde; derom kunde der ikke være to Meninger (Jo! - NU!); navnlig angreb han Regjeringen for de "berygtede" Arbeiderskemaka, hvorved man havde "nedsat Arbeiderne under Dyrene" ved at forlange Oplysninger om deres private Liv. Han opfordrede Tuxen til at udtale sig om disse Skemata.

Tuxen fandt, at de vare gaaede formeget i Details. og frygtede, navnlig efter den Maade, hvorpaa de sikkert ofte vare blevne udfyldte, at der ikke vilde komme noget stort Resultat ad af dem; men han havde Intet havt imod at bevilge en ringe Sum til Nedsættelsen af en Commission angaaende Arbejderforholdene. Efter Opfordring af Tandlæge Nielsen udtalte han sig korteligt om Møntloven, ved hvis Vedtagelse den sunde Fornuft lykkeligviis havde seiret, og om Fabrikloven, som han ansaae for en god Lov. Tandlæge Nielsen meente, at Fabrikloven vilde være af stor Betydning for Arbeiderbefolkningen. Dette benægtedes af Cigarmager Johnsen, som paastod, at den tillod Børns Arbeide i Fabriker, og erklærede, at den var "stillet paa Skruer", saa at den kunde bruges som man vilde det. Han klagede over, at hele Lovgivningen lagde et Tryk paa Arbeideren, og særligt over, at Grundlovens § 88 (om Forsamlingsfrihed) blev traadt under Fødder. Den lovgivende Magt burde virke den til, at Arbeideren fik et saadant Udbytte af sit Arbeide, at han kunde føre et ordentligt Liv (Modsigelser og Bifald); navnlig burde Arbeiderens Børn have samme Undervisning som den Riges, ligesom Staten endvidere burde støtte Oprettelsen af Productionsforeninger og give sit Arbeide directe til Arbeiderne istederfor til Entrepreneurer. 

Cand. juris Hørup forsvarede det forenede Venstre imod Tuxen, og haabede, at Kjøbenhavn ikke længere vilde støtte sig til en "vissen og gusten reactionair Bevægelse". Typograph Løber, der modtoges med stærk Larm, paastod, at Hørup , da han ved de sidste Folkethingsvalg stillede sig i Frederikværk, først havde sluttet sig til det forenede Venstre efter forgjæves at have søgt Understøttelse hos to andre Fractioner, hvilket Hørup erklærede for Usandhed. 

Tuxen imødegik Hørup og takkede sluttelig Deeltagerne, fordi de havde indfundet sig til Mødet. Efter at endnu Tandlæge Nielsen under endeel Larm havde udtalt Ønske om, at maa overfor alle de 39 Folkethingsmænd, der stemte imod Finantsloven, vilde følge det af Vælgere i Korsør overfor Redacteur Tauber givne Exempel, sluttedes Discussionen Kl. 8½ hvorpaa Dirigenten udbragte et med gjentagne Hurraraab besvaret Leve for Fædrelandet. Endeel af Forsamlingen udbrød i et Leve for det forenede Venstre og gik derpaa bort under Afsyngelsen af Socialistmarchen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. juni 1873. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld. Den originale artikel bestod af et afsnit)

Knud Gamborg: Et vælgermøde i en sjællandsk krostue. Illustreret Tidende nr. 738, 16. november 1873.

Vælgermøde. Ved det af os i vort Gaarsnumer kortelig omtalte Vælgermøde, hvortil Kaptajn Tuxen, Folketingsmand for Københavns 9de Kreds, havde indbudt, blev Ordet først givet til denne, efterat Skoleforstander Helms var valgt til Dirigent. Hr. Tuxen begyndte med at give en meget detailleret Oversigt over den forløbne Rigsdagssession; han beklagede, at der ikke var udrettet mere, og Skylden herfor var de Partistridigheder, der havde fundet Sted og Venstres "Mangel paa Maadebold". Til Slutning udtalte han sin Glæde over, at Regeringen, som han gjorde ensbetydende med "den sunde Fornuft", og hvortil naturligvis den ærede Folketinqsmand selv hørte, endnu sad ved Roret, skønt han maatte indrømme, at den sandsynligvis næste Aar maatte gaa sin Vej. Skønt Hr Tuxens Kærlighed til den bestaaende Regering var meget fremtrædende, undlod han dog ikke at rette milde Bebrejdelser til den, navnlig fordi den havde antaget den af Folketingets Flertal vedtagne Finanslov. Cigarmager Johnsen interpellerede Folketingsmanden og spurgte ham navnlig om, hvorledes han stillede sig til de berygtede Arbejderskemaer, hvortil Hr. Tuxen gav det forunderlige Svar, at han var enig med Johnsen i, at de ikke duede, men at han paa den anden Side dog var villig til at give Penge til en Kommission, der skulde undersøge dem. Cigarmager Johnsen betegnede det Forunderlige i Hr. Tuxens Svar og fremhævede dernæst under en stor Del af Forsamlingens Bifald den undertrykte Stilling, hvori Arbejderne lever og bebrejdede stærkt en Folketingsmand for en saa talrig Arbejderkreds, som den Hr. Tuxen repræsenterede, at han ikke hele Sessionen havde gjort det Mindste for Arbejderne Da en Storborger fra Gulvet spurgte. hvad man da skulde gøre for disse Arbejdere, svarede Johnsen, man skulde give Arbejdernes Børn Adgang til den samme Undervisning som de Riges; man skulde give Arbejderne selv det fulde Udbytte af deres Arbejde; det var Statens Pligt at understøtte Produktionsforeninger og give selve t[]tens Arbejde til Arbejderne selv og ikke til en eller anden Arbejdskøber, for at han kunde høste Lønnen af det Arbejderne sled for. Kandidat Hørup imødegik paa det forenede Venstres Standpunkt stærkt Hr. Tuxen Han viste klart og tydeligt, at det var saa langt fra, at Venstre viste Mangel paa Maadehold, at det netop var Regeringen og dens lydige Tjenere i Højrepartiet og Hovedstadspressen, der viste denne Mangel; idet de ikke havde vanærende Ord nok, naar de betegnede Venstres Virksomhed, hvorimod de søgte at hæve sig selv op paa Piedestalen, og lod haant om de Røster, der højt og lydeligt udtaltes af Folkets Flertal. Han fremhævede, at Mistillidsadressen til Regeringen var et Skridt, der var hjemlet t Grundloven, og han viste det Utilbørlige i, at Folketingsmanden turde benævne et Skridt, der har sin grundlovsmæssige Hjemmel, og som talrige Adresser fra hele Landet havde vist at have fundet Sympati hos Folkets Flertal, som Noget, der tydede paa Mangel paa Maadehold. Det Svar, Regeringen havde givet paa denne Adresse, var derimod i høj Grad upassende, og det fortjente, at Folketingets Flertal havde nægtet en Regering, der gav et saadant Svar, Midler til at regere; han beklagede, at der her var indtruffet en Spaltning i Venstre, men var overbevist om, at næste Gang vilde man ikke vige tilbage for et saadant Skridt. Hr. Tuxen forsøgte paa at imødegaa disse Udtalelser; men den Bestemmelse af "maadeholdne" og "ikke-maadeholdne" Adresser, som Hr. Tuxen paa staaende Fod opfandt, syntes ikke rigtig at slaa an hos den Del af Forsamlingen, der sympatiserede med Hr. Tuxen, hvorimod den hos den anden Del kun fremkaldte Latter. De foregaaende Talere var af Forsamlingen bleven hørt med nogenlunde Ro; men da Hr. Løber og Hr. Tandlæge Nielsen nu troede, at Lejligheden var kommen for dem til ogsaa at give deres Besyv med i Laget, opstod der en saadan Larm, at Tandlæge Nielsens Ord slet ikke kunde høres, hvorimod det ved overvættes Anstrængelse fra Dirigentens Side lykkedes at skaffe Hr. Løber Lejlighed til at sige, at Kandidat Hørup, før han sluttede sig til Venstre, havde søgt andre Partier, Noget som Hr. Hørup imidlertid betegnede som fuldstændig Usandhed, hvorefter Cigarmager Nielsen tillod sig at spørge Løber om, hvordan hans Opførsel burde betegnes, da han først stillede sig imod Krigsminister Thomsen og dernæst anbefalede ham. Efter nogle faa Udtalelser fra Hr. Turens og Dirigentens Side sluttedes Mødet, og for dog at gøre Noget, udbragte Tandlægen et Leve for Fædrelandet, der efterfulgtes af et Leve for "det forenede Venstre", der blev modtaget med stærke Hurraraab.

(Socialisten 20. juni 1873).