Kvinden som Læge. (Efterskrift til Politivennen)

Der er vist Ingen, uden han (eller hun) af egen personlig Erfaring véd, at Kvinden har et særligt Anlæg ikke alene som Sygeplejerske, men ogsaa til en vis Grad som Læge. Det er hende "Husraadene" skyldes; det er hende, som overleverer dem fra Slægt til Slægt, og anvender dem. Mangen Syg er bleven lindret i sin Smerte, mangt et alvorligt Sygdomstilfælde er blevet hindret ved disse "Husraad! hvad er det for gammel Overtro?" siger maaske Enkelte, der mener, at Videnskaben med Et har tilintetgjort dem. Men tal med forstandige Læger, og Du vil høre en ganske anden Dom. Sagen er jo ogsaa klar: "Husraadene" - det vil sige de gode; ti der gives som bekendt ogsaa nogle, som mere hviler paa Overtro og som er uheldig eller anvendes uheldig, f. Eks. paa Sygdomstilfælde, hvor de ikke hører hjemme - "Husraadene", siger vi, hviler paa Erfaringer, der har staaet sin Prøve lige saa længe og lige saa godt som mange af de Medikamenter, man køber edter Doktoropskrift paa Apotekerne. Lægernes Raad hviler ogsaa paa Erfaringer. Men det var ikke om Husraadene vi skulde tale; vi nævnte dem kun, fordi det er en Kendsgerning, at det fortrinsvis er Kvinder, som praktiserer dem og som derved har øvet en særdeles gavnlig Virksomhed, hvilket tillige peger hen paa en anden Kendsgerning: nemlig Kvindens saa at sige særlige Begavelse og Lyst som  Sygehjælperske i mangfoldige af de mest hyppig forekommende Tilfælde. 

At nyttiggøre og udvikle denne Begavelse er ingen liden Sag, skulde vi mene. Men her møder den vel bekendte Fordom mod hvert nyt Skridt. Hvorledes skal man nu komme forbi denne Fordom mod, at kvinder gør sig det til Livskald, som tidligere kun har været dem et naturligt og for det Meste ulønnet - skønt derfor ikke mindre velsignelsesrigt - Kald? Ti om mere spørges der ikke; det gælder ene og alene om at gøre Kvinden fra en tilfældig Sygehjælperske til en fuldt udrustet og til en fast Stilling knyttet. Lad os søge Vejledning i andre Lande, hvor man har havt de samme Vanskeligheder og Fordomme at overkomme! 

Det er bekendt nok, at der i den civiliserede Verden i den senere Tid har gjort sig gældende en Stræben efter at anvise Kvinden en mere økonomisk uafhængig Stilling, en Stilling mere Ligeordnet Mandens i alskens praktisk Bedrift. Man har derved aabnet Halvdelen af Menneskeslægten (Kvindekønnet) Adgang til at lægge sin intellektuelle og moralske Kraft med i Verdensudstillingen. Den gamle Forestilling om Kvindens Bestemmelse til at være Mandens Slavinde, eller en Pyntedukke, har derved faaet et Stød, som er Samsundet til største Vinding i moralsk og økonomisk Henseende. I andre Lande er man som sagt naaet videre. Vi taler ikke om Amerika; ti der har den saakaldte "Kvindeemancipations" Talsmænd næsten bragt det Gode og Berettige ved Emancipationstanken i Miskredit, ialt fald i mange Evropæeres Mening. Men lad os kun se hen til de evropæiske Lande! Eller lad os helst for det Første kun holde os til vore nærmeste Nabolande, hvor Forholdene er mest lige vore egne. Altsaa først Sverige. Flere Kvinder har allerede taget Studentereksamen ved Upsala Universitet, og nogle af disse kvindelige Studenter har foretrukket Lægevidenskaben. En anden ung svensk Kvinde er for kort Tid siden vendt hjem fra at amerikansk Universitet, hvor hun har underkastet sig fuldstændig medicinsk Eksamen, og vil, efter at have fortsat sine Studier nogle Maaneder ved et Hospital i København, søge Adgang til at praktisere som Læge i sit Fædreland.

Det er ligeledes bekendt, at man i Sverig er særdeles gunstig stemt for at aabne Kvinden Adgang til selvstændig Virksomhed paa alle rimelige Omraader, de være praktiske eller videnskabelige, og at Videnskabsmænd og Bladene særlig har begunstiget Kvindernes Bestræbelser for at virke i Lægevidenskabens Tjeneste.

I Finland er Kvindens Ansættelse som Læge et af de praktiske Spørgsmaal, som allerede staar sin Løsning nær. Man er endog i saa Henseende kommet videre end i Sverig, idet man ifølge Meddelelser i Aftonbladet har indrettet offentlige Undervisningsanstalt for Piger og i den senere Tid livlig har drøftet Spørgsmaalet om Kvinders Adgang til at uddanne sig som Læger og øve Lægepraksis. Dette Emne var navnlig Genstand for en særdeles interessant Drøftelse i det finske Lægemøde i Helsingfors for en Maaneds Tid siden. Det opstillede Diskussionsemne lød saaledes: "Er der nogen Fordel for Sundhedsplejen i Finland at vente af, at Kvinder faar Ret til at studere ved det Medicinske Fakultet, hvormed vel ogsaa maatte følge Ret til efter aflagt Kundskabsprøve at udøve Lægevirksomhed? Og er det en nødvendig Følge heraf, at Fordringerne til deres Kundskaber, og hvad deres præliminære Studier angaar, stilles lige saa højt som de mandlige Studerendes?" Dr. S. O. Vasastjerna, som indledede Forhandlingerne, mente, at Lægevirksomheden utvivlsomt egnede sig for Kvinden. Vistnok kan der være Egenskaber, nyttige for Lægen, som fandtes hos hende i mindre Grad end hos Manden; men paa den anden Side har hun flere Fortrin. I ethvert Fald kan den praktiske Prøve være afgørende. Fra gammel Tid har Kvinden været Jordemoder og i senere Tid ogsaa vaksineret og været ansat ved sygegymnastiske Indretninger. Dertil har hendes Beføjelse paa Lægeomraadet været indskrænket, indtil Loven af spiste Maj 1871 erklærede hende berettiget til at drive medicinske Studier ved Universitetet. Angaaende Fordelene ved Kvinders Uddannelse til Læger bestod de efter Talerens Mening væsentlig deri, at l) alle Kønssygdommes Behandling skulde vinde ved at overtages af Kvinden, og 2) vilde Lægehjælpen blive billigere, da en Kvinde overhovedet for sit Livsophold behøver mindre end Manden og derfor ogsaa kan være billigere i sine Fordringer. Efter at flere Læger har deltagel i Drøftelsen, formulerede Ordføreren, Doktor Nobbe, Mødets Beslutning saalydende: "Diskussionsemnets første Del er af de Fleste besvaret bekræftende, idet man mener, at Sundhedsplejen i vort Land skal opnaa Fordele ved Uddannelsen af kvindelige Læger. Spørgsmaalets sidste Del er af Alle besvaret bekræftende, idet man anser det for nødvendigt, at det Kundskabsmaal, som kræves af kvindelige Læger, ogsaa i Henseende til Præliminærstudierne sættes lige saa højt som for de mandlige Læger."

(Socialisten 17. juli 1873).

En ny Direktør paa Aluminia. (Efterskrift til Politivennen)

Den i Frederiksberg Kommune velbekendte Grosserer Topp er da til Uheld for Arbejderne bleven 2den Direktør for Fabriken Aluminia, og da den arbejdervenlige 1ste Direktør, Kand. polyt. Schou er paa en Rejse i Udlandet. har den 2den Direktør uindskrænket Magt til at gøre med Arbejderen, hvad han lyster. Hr. Topp har nemlig et meget stærkt udviklet Økonomitalent, hvilket kommer ham herlig tilpas ligeoverfor Fabrikens henved 200 Arbejdere; den korte Tid Grosserer Topp har været Enehersker paa Aluminia, har han benyttet til af alle Kræfter at skade Arbejderne, f. Eks. ved at fratage dem flere af de Rettigheder, som Hr. Schou har givet. Der fremkommer, naar Ovnene er udbrændte, noget Kulaffald, en Slags Kokes, som Hr. Schou for flere Aar siden har givet Arbejderne til eget Brug. Topp befalede derimod, at Intetsomhelst af den Slags maatte udføres af Fabriken; da det var en gammel Rettighed, som Folkene havde, blev de meget forbitrede og da Topp næste Dag indfandt sig paa Fabriken, sluttede Arbejderne sig sammen og forlangte at faa deres Kokes som sædvanlig; det vilde Topp ikke straks gaa ind paa, men han besluttede sig dog til at tage sin strenge Betaling tilbage.

Den fattige Arbejder, som meget ofte har en stor Børneflok og som saadan meget let kommer i Pengeforlegenhed, har aldrig forgæves henvendt sig til Direktør Schou om et lille Laan, som da er blevet tilbagebetalt efter Vedkommendes Evne og Fortjeneste; ogsaa dette for Arbejderen betydelige Gode har Topp afskaffet; han forbød ikke alene at give Folkene Forskud, men befalede ogsaa, at de smaa Summer, som Folkene skyldte Fabriken, skulde afdrages paa engang, hvoraf Følgen var, at ikke faa Arbejdere den kordag Aften kom hjem til Hustru og Børn med tom Lomme, ti den ubarmhjertige Direktør havde indeholdt hele deres Ugeløn som Afdrag paa de Laan, som den fraværende Direkiør havde overladt dem. Det er naturligt, at det gode Forhold, som tidligere har været tilstede mellem Arbejdsgiver og Arbejdere paa Fabriken, under disse Forhold er forsvundet, men om Aktieselskabet er tjent med en saadan Direktør, skal jeg ikke afgøre. 

Som Fattigforstander er Grossereren vel bekendt i Frederiksberg Kommune; først maa der løbes flere Gange, naar ttiaii skal tale med ham, for man faar Avdiens hos Hs. Velbaarenhed; opnaar man nu endelig den Ære og Lykke at faa Forstanderen i Tale, kan man være temmelig silker paa at blive skældt dygtig ud, ja undertiden hivet ned af Trappen; det er dog kun fattige Folk. der faar den Behandling, li ligeoverfor Storborgeren er han høflig og venlig og snor sig som en Aal.

(Socialisten 17. juli 1873).

Fabrikant Ph. Schou og grosserer Topp opstillede januar 1878 til Frederiksberg Kommunalbestyrelse på samme liste (Grundejerforeningen af 1876). Her blev der indvendt mod Topp at han formentlig gik for vidt i sine økonomiske bestræbelser. Han fik da også færrest stemmer (102), mens Ph. Schout fik 144. De øvrige 5 fik alle langt flere stemmer end de to.

Om Kirkegaarden paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen).

Om Kirkegaarden paa Nørrebro og Politiets Optræden.

De Fleste har Familiers, Venners og Bekendtes Grave paa Kirkegaarden, den er derfor et meget søgt Sted, og saa længe det er Tilfældet, maa det vel ogsaa være passende at omtale den i "Socialisten".

Det gaar imidlertid hermed som med al vor øvrige Samfundsordning, at den er i Uorden, og det er da ogsaa den eneste Trøst, man har, at naar alt det Andet er galt, hvorfor skulde saa Kirkegaarden være en Undtagelse.

Jeg har da ogsaa et Par Gravsteder paa Kirkegaarden paa Nørrebro, ogsaa kaldet Assistenskirkegaarden , og da min Tid tillader mig at komme ofte derud, og jeg tillige af Naturen er i Besiddelse af et vist Polititalent, saa har det i lang Tid interesseret mig at observere Forholdet.

Politiet synes i det Hele overalt, hvor det optræder, at mangle den rette Takt. Det bærer sig tildels ad som Manden ved en Ildebrand, der ménte, at han dog ogsaa skulde redde Noget, han tog derfor et vist Model til Natdrug og kastede det ud af Vinduet i Hovedet paa Folk. Men at Politiet bærer sig saaledes ad, er dog ikke saa underligt, naar man sender det hen at holde Orden der, hvor der ingen Orden er i Forvejen. Og de Klager, der føres over Tilstanden paa Kirkegaarden, er saa store og saa mange, at der er snart Ingen, der vil nægte, at de er berettige; det kommer kun an paa, hvorledes de kan afhjælpes. Politiet maa imidlertid tage sig i Vare, at det ikke herved stal miste den sidste Rest af Agtelse hos Folket, eller gjør sig latterlig ved sin Optræden; navnlig skulde det vogte sig for at optræde uden Lov og Ret, aldeles vilkaarlig, med en Brutalitet, der blot stylter sig til den øjeblikkelige Magt; men som dog ikke kan gennemsyres.

For to Aar siden, lige før Pintse, formodenlig i et Anfald af Embedsdelirium og i Forbindelse med de Herrer Gravere ved Kirkegaarden, fandt Politiassistent Rantzau paa at sende to civile Politibetjente derud, der drev i Gangene eller sad paa Bankene og holdt hinanden trolig med Selskab og Snak; de aflystes hver halve Dag fra denne besværlige Forretning. De var nemlig kun sendt derind til Fordel for Graverne og for at forstyrre Enhver, der arbejdede paa at satte Gravsteder i Stand for Familjer og som ikke dertil var antaget af Graverne. For at Betjentene dog ikke skulde gaa der rent forgæves, indbragte de da ogsaa et Par fattige Arbejdere hver halve Dag til Stationen, hvor Politiassistent Rantzau som en brølende Løve betydede dem, at de ikke mere maatte komme paa Kirkegaarden. Af disse Arbejdsfolk beholdt han somme nogle Timer, andre et Døgn, en enkelt sendte han paa Ladegaarden og tog to Rigsdaler fra ham, som atter leveredes ham tilbage, da han efter 8 Dages Ophold fik Lov at gaa; nogle mere fornemme Arbejdere, f. Eks. Gartner Fløjstrup og Handelsgartner Christensen paa Nørrebro, nøjedes han med at tilsige at møde paa Stationen og deres Arbejdsfolk blev ikke fulgt med Politioptog paa Gaden, men fik Lov at komme som de selv vilde. Nogle af de fattigste Arbejdere fratog han deres Værktøj, og beholdt det i 8 Dage, efter at de var løsladte fra deres Anholdelse. Men da han ikke kunde straffe nogen af dem, fordi han hverken havde Lov eller Ret dertil, saa endte det for dem Alle med, at de efter et vilkaarligt Ophold paa Stationen, fik Lov til at gaa - og saa gik de naturligvis straks ind paa Kirkegaarden til deres Arbejde igen, blev atter anholdt og løsladt o. s. v., hvilket tilsidst endog betragtedes som Morskab. Men hvilken Respekt Politiet herved skal have erhvervet, det maa det vel selv vide. Kort efter Pintse samme Aar ophørte da ogsaa disse Politikomedier eller Tragedier paa Kirkegaarden, om hvilke Crone selv yttrede, at de ikke var udgaae fra ham og var ham ubekendte, men at Hr. Rantzau vel nok selv vidste, hvad han gjorde. At de imidlertid er betalt af Kommunens Kasse og at de i ingen Henseende har betalt sig, er sikkert nok. Siden den Tid har Kirkegaarden faaet Lov til at skytte sig selv indtil for ganske nylig.

(Sluttes).

(Socialisten 12. juli 1873).

Om Kirkegaarden paa Nørrebro og Politiets Optræden.

(Sluttet.)

I den seneste Tid er der kommen en Beipnl til at gaa paa Kirkegaarden. Der siges, at han har daarlige Fødder, at han ikke kan taale at gaa paa den haarde Stenbro og at han faar et Tillæg af 100 Rd. aarlig Fra 300 Rd. aarlig skulde altsaa hans Løn være forhøjet til 400 Rd., og han behøver altsaa hverken at sulte eller stjæle (moralsk eller virkelig) for at leve. Men saa maa han da ogsaa gøre Noget. For Øvrigt er han en vel anselig Skikkelse, hvad Højden angaar, og han har en god Stemme, der kan høres, hvilket ogsaa er nødvendigt, da han ikke godt skal kunne løbe. Han har nu taget fat paa nogle andre Pillerier derinde. Straks kastede han sig over de stakkels fattige Børn med Vandkanderne og jagede dem ud, men da han ikke kan forbyde dem at vare paa Gaden og heller ikke kan forbyde, at Folk tager dem med ind at vande deres Gravsteder, og da Børnene jo saa skal ud igen og Familjerne ikke er forpligtet til at ledsage dem, saa er det ikke let at afgøre, om de er fulgt med Nogen eller selv gaaet ind. For faa Aar siden hængte der en Tavle udenfor Kirkegaardsporten, der forbød Folk at komme med Værktøj derind, eller udføre noget Arbejde ved deres Gravsteder i de fire første Foraarsmaaneder; denne Tavle er nu borte. Hvorfor hænger Politiet den ikke op paany og lader Indskriften male med forgyldte Bogstaver? Mon den skulde frygte for at begaa et Grundlovsbrud?

Dernæst morer ovennævnte Betjent sig med at jage Børnene bort fra de øde Græsplæner, hvor de ingen Skade kan gøre, men hvor deres Leg er en sund Beskæftigelse og generer Ingen - undtagen Betjenten. Børn maa i det Hele taget slet ikke komme paa Kirkegaarden alene uden i Følgeskab med Voksne, siger Politiet, ligesom Kommandanten for Rosenborg Have. Men hvad forstaaes ved Børn, skal disse maaske gaa med deres Døbeseddel i Lommen for at kunne legitimere sig? Eller da det hedder, at gamle Folk gaar i Barndom , skulde disse da ogsaa henregnes til Børn? Man skulde tro, at naar Børn kunde gaa ene, selv finde Vejen hjem, og svare for sig, hvor det gøres fornødent, saa kunde Forældrene ogsaa trygt sende dem ethvert Sted, hvor der er offenlig Vej, Gade eller Adgang for Folk, altsaa ogsaa paa Kirkegaarden uden at de behøvede at befrygte, at de blev overfaldet og insulteret af Politiet. Man skulde tro, at Politiet maatte have nok at bestille med det Fornødne, at det ikke tillige skulde blande sig i det Ufornødne - hvis dets hele Optræden var Alvor og ikke en grov Spøg - men det er dog ikke Tilfældet.

For en Dags Tid siden var to Drenge paa 11 Aar gaaet ind paa Johanneskirkegaard; den ene var Politibetjent Christensens Søn paa Fælledvejen Nr. 11, den anden, Vincentsen, boende i Ravnsborg Tvergade (de opgav Begge for Betjenten, hvor de boede). Den Sidste havde sin Faders Gravsted at besøge, og her sad de Begge rolig paa Bænken, da Betjenten kom og tiltalte dem; de havde nu begge To begaaet den Fejl, at gaa over Stakittet, men der skal være ret mange Stakitter paa Kirkegaarden, hvortil der slet ingen Nøgler haves, ja som ikke engang er til at lukke op. Desuden maa det jo være Familiens Medlemmer tilladt, om de vil gaa over eller gennem Døren. I Stedet for nu ganske rolig at skrive Børnenes og Forældres Navne og Bopæle, hvis han ikke valgte at følge med dem hjem og tale med Forældrene, saa "brølede han op", som den ene Dreng kaldte det, at de vilde stjæle Blomster osv. og samlede en stor Masse Mennesker, til hvem han sagde, at det var to Drenge, der var gaaet ind paa et Gravsted for at stjæle. Og efter at denne Blæst i en halv Times Tid endte det Hele dog med, at Betjenten lod dem gaa - de var nemlig velklædte og den ene Dreng sagde: "Har jeg da ikke Lov til at gaa ind paa min Faders Grav?" - Men de gik bort som to stakkels Syndere, to unge Forbrydere; er det ikke et smukt moralsk Indtryk, Politiet formaae at indgyde ?

En lille Historie endnu: En gammel Kone havde sat Urtepotter paa sit Gravsted; da hun kom ud igen, var den ene stjaalen, der skulde Betjenten have passet paa - hun resolverede sig da til at tage den anden hjem, for at den ikke skulde gaa samme Vej. I Hovedgangen mødte hun nu Betjenten, der lidt brutalt spurgte: "Hvor skal De hen med den." Hun: "Jeg har i Sinde at tage den hjem." Han: "Jamen nu er det bedst De følger med mig." Hun: "Jeg vil ingen Steder gaa, men vil De behage at hente en Vogn, saa skal jeg betale den, og saa kan De køre mig hen, hvor De vil." Men da Betjenten hørte denne Flothed - Konen var desuden ikke fattig klædt, saa lod han hende gaa uden videre Undersøgelse. Betjentens Meriter med at udspionere sørgeklædte Piger (halvvejs Børn) eller jage en lurvet klædt Mandsperson ud af Kirkegaarden, skal jeg ikke omtale - Noget skal han jo tage sig for. Men at Alt dette hjælper synderlig til Ordenen paa Kirkegaarden eller Tyveriers Ophør derinde, det betvivler jeg , og det er der vist mange flere, der gør.

Kirkegaarden er et Sted, hvor Hovedgangene er i en saa opløst Tilstand, saasnart det er et Par Dages Regnvejr, at de er ufremkommelige, og hvor Graveren selv kører med Jord, Grus og Planter baade med og uden Heste, og hvor Stenhuggere, Jernstøbere - der svarer deres Procenter af Arbejdet til Graveren - ligeledes uhindret kører (hvem, der besøgte Kirkegaarden Pinseaften eller Morgen, kan maaske erindre, hvor oppløjet Gangene var og i hvilket Søle, de henlaa) men saa snart en lille Trækkevogn viser sig af Andre, saa jager Graveren dem bort. Og det kalder man at holde Orden!

En Medborger.

(Socialisten 13. juli 1873).

Fra Kirkegaarden. I Torsdags Eftermiddag forefaldt en Scene paa Johannes-Kirkegaarden paa Nørrebro, som den efter Sigende ansatte Betjent derude helst maatte have overværet. Kirkegaarden er jo rigtignok stor, men foruden at Politiet "mangler Takt," synes det tillige at have Uheld med sig. En drukken Mand, Søn af en Pensionist og lidt sindsforvirret, havde en Del af Eftermiddagen paa Kapeivejen været Genstand for Drengenes Spot, der raabte Hurra for ham o. dsl. Han havde forfulgt dem over de tilgrænsende Sædmarker, Jordbærstykker etc. omkring Kirkegaarden, (Politiet var stadig borte !) og endelig forfulgte han en af dem ind paa Johannes Kirkegaard, hvor han fik fat paa ham og pryglede løs paa ham, idet han slog ham om paa et Gravsted, og vilde uden Tvivl i sin Deliriums tilstand have slaaet ham ihjel, hvis ikke nogle Arbejdsfolk var komne til og havde trukket ham paa Stationen. Det er ellers ganske pudsigt ud at se private Folk selv holde Orden og trække En paa Stationen, medens Gaderne vrimler af Politibetjente. Et Øjenvidne.

(Socialisten 15. juli 1873).

Krüger og Bismarck. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. Vi meddele efterstaaende den fuldstændige Beretning i "Dannevirke" for idag om Krüger-Bevtofts Samtale med Fyrst Bismarck. Referatet lyder saaledes:

"Krüger indledede Mødet med at foreslaae Hr. Th. Sabroe til Dirigent. Forsamlingen bifaldt Forslaget. Dirigenten gav derefter Ordet til Krüger, som i et længere Foredrag motiverede den Holdning, han i Rigsdagen havde indtaget til de forskjellige Lovforslag, ved hvis Behandling han havde deeltaget. Om Samtalen med Bismarck oplæste han følgende Beretning, som er nedskreven umiddelbart efterat Samtalen fandt Sted:

"Jeg kommer nu til min Beretning om den Samtale, jeg den 21de Juli havde med den tydske Rigskantsler, Fyrst Bismarck, paa en Soirée i Udenrigsministeriet, hvor han benyttede min Nærværelse til at søge Leilighed til at udtale sig om sit Standpunkt til Pragfredens Artikel V og dens Udførelse. Da jeg ud paa Aftenen stod i en Samtale med flere Rigsdagsmænd, kom han hen til mig, hilste venlig paa mig og tiltalte mig omtrent saaledes:

"Det glæder mig meget at see Dem her i mit Huus som Gjæst, og jeg benytter den dejlighed, De har givet mig til at bevidne Dem min Anerkjendelse for den Energi, Iver og Dygtighed, hvormed De forsvarer Deres vanskelige Sag her i Rigsdagen. De kæmper alene for Deres Sag og danner altsaa et Parti for Dem selv i Rigsdagen, hvorfor jeg holder det for min Pligt at klare Dem mit Standpunkt til Deres parlamentariske Optræden. Det gjør mig da inderlig ondt, at jeg ikke formaaer at give Dem, der staaer faa ene her, en trøstelig Efterretning med hjem, hvormed De kunde glæde Deres Vælgere. Jeg udtaler her aabent og ærligt, at der for Tiden ikke er nogen Udsigt til, at Deres Sag kan blive afgjort. Dette maa De ikke forstaae saaledes, som en der ikke har nogen Mulighed for, at Spørgsmaalet senere kunde blive ordnet, men naar og hvorledes, er jeg ikke istand til at sige Dem. Selv med den bedste Vilje er det mig ikke muligt nu at skaffe denne Sag ud af Verden. Bag ved mig staae 41 Millioner, til hvis Ønsker jeg ogsaa er nødt til at tage Hensyn. De maa heller ikke glemme, at ogsaa Polakkerne komme med nationale Fordringer."

"Jeg svarede, at denne Meddelelse var meget sørgelig og nedslaaende for mig. Men kunde der ingen Forundring skee, saa maatte vi dog idetmindste have Krav paa at faae vor statsretlige Stilling klart ordnet. Vi kunde jo dog umulig til evige Tider blive staaende i vor nuværende midlertidige, i statsretlig Henseende ubestemte Stilling; thi ingen Stilling kunde være fordærveligere, end naar man ikke havde noget fast Holdepunkt og var ude af Stand til at forberede sig paa Fremtiden.

"De har Ret," svarede Rigskantsleren, "men heller ikke derpaa er det mig muligt at give noget Svar."

"Men - indvendte jeg her - ved Ikke-Opfyldelsen af Pragfredens Artikel V kunde ogsaa en anden Factor gjøre sig gjældende. Østerrig havde kun paa den Betingelse givet Afkald paa sin Medbesiddelsesret til Hertugdømmerne, at Befolkningen i de nordlige Distrikter af Slesvig ved egen Villiestilkjendegivelse valgte deres Souverain. Skete det ikke, saa stod hin Medbesiddelsesret endnu ved Magt.

"Østerrig har", bemærkede Rigskantsleren, "kun havt liden Interesse i denne Sag. Østerrig har ikke taget Initiativet til Artikel V, som udelukkende er udgaaet fra Frankrig, og den franske Keiser har kun forlangt meget lidt (her aftegnede Rigskansleren en ganske liden Plet paa Bordet), kun saa meget, at han kunde sige, at hans Afstemningsprincip var constateret."

"Dette var, svarede jeg, meget troligt, og man saae deraf, at Afstemningsprincipet kun var et ydre Skin, en Krænkelse af Folkeretten. Men da Rigskantsleren havde bragt Frankrig paa Tale, og da jeg gjentagne Gange i mine Taler i Rigsdagen havde antaget mig Elsasernes og Lothringernes Sag, saaledes at man havde tillagt mig særlige franske Sympathier, saa maatte jeg her sige, at Frankrig aldrig havde gjort mit danske Fædreland, mine Vælgere eller mig selv noget godt, hvorfor jeg skulde være Frankrig Tak skyldig. Den elsasslothringske Befolknings Sag og Interesser havde jeg alene af den Grund antaget mig, fordi de vare mine Lidelsesfæller, og fordi jeg bedst kunde forstaae den tunge Skjæbne, som Krigsbegivenhederne havde bragt over dem. - "Frankrig", vedbliv jeg. "er gaaet til Grunde. Hvorfor? Fordi det den Gang ikke forstod det danske Spørgsmaals Omfang og Betydning. Det har rolig seet paa, at gamle Besiddelser, som tre Stormagter havde garanteret, bleve løsrevne fra Danmark. Derfor har Franklig mistet Elsas og Lothringen. Heller ikke England vilde nogensinde være kommen i den jammerlige, ydmygende Stilling overfor Nordamerika, dersom det paa Londonconferencen havde viist, at det nærede Agtelse for Retten. Dog dette skal jeg ikke her udvikle nærmere; Deres Durchlauchtighed forstaaer det bedre end jeg."

"Ja, De har Ret," svarede Rigskansleren. "Jeg deler ganske Deres Opfattelse. Jeg gjentager det, De har Ret. Hold kun ud. Bliv kun ved som hidtil. De skal ikke afholde Dem fra at rette de allervanskeligste Spørgsmaal til mig, endnu vanskeligere, end De hidtil har fremført. Og dog vil jeg ikke kunne svare Dem. Men De har ikke alene Ret, De har ogsaa en Pligt til at forsvare Deres Vælgeres Tarv, saaledes som De hidtil har gjort. De kjender Deres Pligter. Den Forsikkring giver jeg Dem, at om De end optræder aldrig saa skarpt, skal jeg ingensinde tage Dem det ilde op. De er mig til enhver Tid velkommen."

"Saaledes endte denne Samtale, som fra den tydske Rigskantslers Side blev ført med den største Oprigtighed og Hjertelighed i mange tydske Rigsdagsmænds Paahør."

Efterat Krüger endnu havde knyttet nogle Ord til denne Samtale og yderligere udtalt sig om forskjellige Spørgsmaal, vedrørende hans parlamentariske Stilling, uden at nogen af de Tilstedeværende paa Dirigentens gjentagne Opfordringer havde ønsket at interpellere ham, hævedes Mødet af Dirigenten med et rungende nidobbelt Hurra for Krüger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. juli 1873).

Krygers Dom over Bismark. I "Silkeborg Avis" meddeler en Mand der fra Byen, som i Ferien har havt Lejlighed til at tale med Kryger, at denne, efter sit Udsagn til Meddeleren, havde under den noksom bekjendte Samtale i Berlin om det nordslesvigske Spørgsmaal, foruden vel ogsaa fra tidligere Lejligheder, faaet et meget gunstigt Indtryk af Rigskantsleren. "Jeg fskal", skriver Meddeleren, "bemærke, at jeg af at høre Krygers Fremstilling har faaet en ganske anden Forestilling om Bismarks Karakter og Optræden end jeg - og jeg troer med mig mange Danske - hidtil have havt. Han er efter Krygers Fremstilling meget aaben og ærlig; Kryger betragter det som en Umulighed for ham at kunne sige Noget, som ikke var hans Hjertens Mening. Og naar man derfor har sagt, at Bismark har villet smøre Kryger om Munden med sine Udtalelser under deres Samtale, saa siger Kryger, at der skal mere end satanisk Hykleri til for at kunne optræde paa den Maade, som Bismark gjorde det, naar det ikke skulde være ment. To Hovedpunkter i Samtalen ere navnlig vigtige for Kryger som Nordslesvigernes Repræsentant. Det første er, at Bismark erklærer Kryger for at han danner en Fraktion; derved opnaaer Kryger, at kunne forlange Ordet, naar han vil, hvilket Præsidenten hidtil har nægtet ham. Det Andet er, at Bismark har erklæret, at § 5 endnu staaer ved Magt, medens Krigspartiet, som jo staaer Bismark imod, har igjennem Embedsmandene i Nordslesvig ladet udbrede, at den nuværende Tilstand i Nordslesvig var forblivende, at der altsaa ikke kunde ventes nogen Afstemning og dermed følgende forandrede Forhold. Hvad Kryger iøvrigt privat udtalte til mig om sin Fremtidspolttik, bør jeg ikke være saaa indiskret at fremkomme med. Kun saameget tør jeg sige, at da Bismark omtalte de 41 Millioner, som hindrede hans Opfyldelse af § 5, saa henvendte Kryger sig til Lasker, den, der er som Talsmand for disse 41 Millioner, og bebudede ham. at nu, da Regeringen havde erklæret sig insolvent overfor Krygers Sag, vilde han fremtidig i Lasker angribe de 41 Millioner".

(Aarhus Amtstidende 6. august 1873).

En Fattigforsørgelsessag. (Efterskrift til Politivennen)

Af Borgmester Schjørring i Skjelskør.

En ung Tjenestekarl ved Navn Anders Hansen reiste for nogle Aar siden herfra til Falster for at søge Arbeide. I October 1871 meddeelte man ham paa Begjæring Attest for, at han ikke havde nydt Fattigunderstøttelse her, og det kunde saaledes formodes, at han var ifærd med at gifte sig, skjøndt han kun var 22 Aar gammel, men noget overrasket blev Byraadets Fattigudvalg, da det allerede i Marts 1872 modtog Anmeldelse om, at Fattigvæsenet i Onslev-Eskildstrup Sognecommune havde taget ham med Familie under Forsørgelse for det herværende Fattigvæsens Regning, og at denne Familie bestod af ikke mindre end Kone og 4 Børn. Paa Forespørgsel herfra oplystes det, at "den Pige", med hvem han havde indgaaet Ægteskab, havde 3 uægte Børn i Live, dengang Lysning skete, og at hun inden Vielsen, som fandt Sted den 1ste Decbr., var nedkommen med et fjerde Barn, hvortil A. Hansen var Fader. Ved Ægteskabet var denne talrige Families Forsørgelse lykkelig og vel overført fra Onslev Sogn til Skjelskør Fattigvæsen, og herved var foreløbig Intet at gjøre, skjøndt Sagen saae noget mistænkelig ud. Kort efter kom Konen i Forbedringshuset for Tyveri, og Børnene anbragtes hos Plejeforældre. Manden forblev nogen Tid i Hjemmet, men pludselig forsvandt han, efter først at have solgt Sengklæderne og det andet Bohave, og man har ikke senere hørt noget til ham. Efterat Konen var løsladt af Straffeanstalten, blev hun efter Forlangende herfra hjemsendt hertil for at indlægges paa Fattighuset tilligemed det ene Barn; to Børn forbleve i Pleie paa Falster for en moderat Betaling, og det fjerde, som hun havde med A. Hansen, døde i Vinter inden Hjemsendelsen. Der blev nu efter Fattigudvalgets Begjæring optaget et Forhør over Konen for at faae nogen Oplysning om Sogneraadets Adfærd i denne Sag, og ret mærkelige Ting fremkom, men desværre kunde Forhøret ikke fortsættes paa Falster, da Maribo Amt lod sig nøie med at tilveiebringe nogle Erklæringer fra Sogneraadet og Præsten, men øvrigt "ikke fandt Anledning til at foretage videre i Sagen." Fuldkommen oplyst er Sagen saaledes ikke bleven, men de afgivne Erklæringer, sammenholdte med Forhøret, kaste dog tilstrækkeligt Lys over den for Enhver, der forud har lidt Bekjendtskab til commuuale Finesser, og nogle Meddelelser herom ville sikkert ikke være uden Interesse paa en Tid, da Fattiglovgivningens Revision staaer paa Dagsordenen. 

Anders Hansen var i Høsten 1871 flyttet ind til den under Sagen omhandlede "Pige", Ane Margrethe Hansen, og paa Grund af dette forargelige Samliv bleve de efter Anmeldelse fta Sogneraadet indkaldte til Forhør i Nykjøbing. Her afgav A. Hansen den Erklæring, at det var hans Hensigt at ægte Pigen, og fra den Tid af har Sogneraadet trofast hjulpet ham til at overvinde alle Hindringer herfor. Ane Margrethe har i Forhøret herom udtalt sig saaledes:

"Navnlig vare Sogneraadsmedlemmerne Teglbrænderne H. P. og Gaardeier L. P. flere Gange hos Comparentinden for at formaae hende og A. Hansen til at indgaae Ægteskab og gave Løfte om, at A. Hansen skulde faae 15 Rd , naar han vilde ægte Comparentinden, hvorhos de antydede, at Præsten ikke vilde tage Noget for Nielsen... Paa Grund af dette gjentagne Ønske om Penge, som kunde sætte dem istand til at afholde Udgifterne ved et Bryllup, hvortil de ellers ikke vilde have været istand, gik A. Hansen en Løverdag tilligemed 2 Mænd op til Capellan Hofman (Bang) for at bestille Lysning. Capellanen anmodede A. Hansen om at sende en Skudsmaalsbog, der beroede hos Gaardmand A. M., og lovede A. Hansen 3 Mk., naar han vilde bringe Bogen hurtig tilbage. A. Hansen kom imidlertid ikke med Bogen, men senere kom Sogneraadsmedlem H. P. hen til ham og spurgte, hvorfor han ikke havde bragt Bogen op til Præsten, da han dog havde lovet 3 Mk. derfor. De 2 Mænd, der fulgte med A. Hansen, gav Capellanen 8 sk hver for deres Uleilighed. - De to nævnte Sogneraadsmedlemmer kom ofte ind til Comparentinden for at paaskynde Ægteskabet, og en Dag fortalte de, at nu havde de i Sogneraadsmødet endelig bestemt, at der skulde betales hende og hendes tilkommende Mand 10 Rd. forinden Brylluppet, medens de 5 Rd. vilde blive betalte, saasnart Vielsen var fuldbyrdet, men hvis Bryllupet ikke kom istand, vilde de 10 Rd. blive hende fratrukket i de Underholdningspenge, hun fik af Sognet til sine Børn. Efterat der var gaaet 6 Uger fra Lysningen kom Sogneraadsmedlemmerne igjen og opfordrede hende og A. Hansen til uopholdelig at holde Bryllup, hvortil A. Hansen bemærkede, at det jo ikke hastede saa stærkt, da der jo kunde ventes 12 Uger efter Lysningen, men dertil svarede Sogneraadsmedlemmerne, at de jo ligesaa godt kunde holde Bryllup strax, og tilføiede, at Brylluppet jo ikke kostede Noget, da Præsten gjorde det gratis. Comparentinden og A. Hansen besluttede sig da til at holde Bryllup, og Pengene blev dem udbetalte efter Løfte."

Ligeoverfor denne Forklaring har Sogneraadet hævdet, at det kun er af moralske Hensyn, at det har viist en saa mærkelig Activitet for at faae dette Ægteskab istand. "At vi, efter at Anders Hansen havde erklæret for Øvrigheden, at han vilde ægte Ane Margrethe Hansen, søgte at fremskynde Vielsen, for at saaledes deres uordentlige Samliv kunde faae lovligt Stempel, det ansee vi for at være fuldkommen lovligt, idet vi saaledes stillede os paa samme Standpunkt som vor Øvrighed." Historien med de 15 Rd. kan det ikke benægte, men dette var kun en "Extrahjælp", der blev ydet Ane Margrethe Hansen, fordi hun manglede de allernødvendigste Huusgeraadsgjenstande. Vedkommende Præst kan heller ikke nægte, at han ikke alene har aftalt med Kirkesangeren, at de vilde give Afkald paa Offer ved dette Bryllup, men at han endog har været saa genereus at give A. Hansen 3 Mk. for at skaffe sin Skudsmaalsbog tilveie og hver af Forloverne 8 sk for deres Ulejlighed. Altsaa Bryllup gratis og Penge ovenikjøbet! Hans Motiv til denne i Sandhed sjeldne Ædelmodighed har imidlertid ligeledes været det moralske, at han vilde opnaae en Ende paa det forargelige Samliv. Dette maa nu for Præstens Vedkommende staae ved sit Værd, men om det meget moralske Sogneraad vilde have viist samme Iver, selv om der ikke "tillige" havde været den Omstændighed tilstede, at et saadant Ægtestab vilde lette Sognet for en stor Byrde og kaste den over paa en anden Commune, maa jeg meget betvivle. Og derhos fortjener det dog ogsaa at fremhæves, at selv om man gaaer ud fra det anførte Motiv, er det nok meget tvivlsomt, om en saadan Iver for at faae et saadant Ægteskab indgaaet er god og heldig. Jeg skal ikke forsvare nogetsomhelst forargeligt Samliv, og Øvrigheden er i sin lovlige Ret, naar den skrider ind og paabyder dets Ophør eller i modsat Fald anvender Straf - gid kun her alle Samfundsklasser virkelig vare lige for Loven! Men Ingen bør true eller friste eller nyde Folk til i den treenige Guds Navn at indgaae et saadant Ægteskab som det, der her er Tale om, thi det er meget mere "forargeligt" end et Samliv "paa Polsk", om det end, som Sogneraadet saa skjønt udtrykker sig, har lovligt Stempel. Man maa ikke lade sig vildlede af, at A. Hansen i Retten havde erklæret, at det var hans Hensigt at ægte Pigen. Enhver Forhørsdommer veed, at dette er den stadige Undskyldning, som altid anføres, fordi den ligger lige for Haanden; slige Personer ville altid gifte sig, kun er der stadig Noget i Veien med deres "Papirer". Brudgommen var en ung letsindig Karl paa 22 Aar; Bruden var en halv Snees Aar ældre, havde født 4 uægte Børn og var høit frugtsommelig med det 5te. Et Par Maaneder efter var hele Familien under Fattigvæsenet og Konen i Forbedringshuset; derpaa forsvandt Manden efter først at have solgt Sengklæderne. Dette er i Sandhed et saadant Vrængebillede af et Ægteskab, at Enhver, der med Raad og Daad har virket til at faae det istand, synes at maatte føle en levende Fortrydelse derover.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. juni 1873).