Mere om det slesvigske Spørgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Zahle skriver i sin "Folketid.": Der er iaar paa vore Folkefester talt Meget om Slesvig og Slesvigerne. Dette kræver Eftertanke. Naar Pastor Richardt sagde, at Hovedgrunden til Slesvigs Tab var, at vore Forfædre lod det fremmede trænge ind, saa er deri noget Sandt, men ogsaa Noget, der kun er halvt sandt. Den første Lære, som heraf maatte uddrages, var da den, at intet ufrit Folk selv kan sørge for sit Folkelivs Hævdelse og Fremme. Altsaa har Enevældens 200 Aar været til Skade for Folkelivet i Danmark. Et Folk uden Selvstyrelse sygner hen. Skal man vente Alt af Regeringen, vænnes man til selv at ligge paa den lade Side. Her stemmer Richardt med den, der i "Folketidenden" skrev, at Tvangsskoleloven fra 1814 har fremmet Tydskheden i Slesvig. Alligevel var dansk Almuesprog udbredt lige ned til Hollingsted ved Dannevirke og gamle Folk i Angel talte endnu Dansk. Dette Dansk blev ikke pleiet af Regeringen; ti det er ikke nok, at man værner om Sproget, naar man ikke agter de Smaafolk, som tale det fra Fædrene nedarvede Folkesprog. Men netop dette ser man jo, Folk ikke endnu i vore Dage vil gaa ind paa. Tvertimod taler man om den falske Folkelighed. Saa vidt var det kommet med Danskheden i Slesvig, at i de første slesvigske Stændermøder talte de Allesammen Tydsk, saa at P. H. Lorentsen vakte Opsigt ved at være den Eneste, der talte Dansk. Saa kom Laurids Skau som Folketaler paa Skamlingsbanken og saa kom H. Kryger. At gjøre L. Skau til Amtsforvalter var næppe den rigtige Maade at fremme Danskheden paa. Man skulde have støttet de folkelige Kræfter derovre i Stedet for at sende en hel Besætning af kongerigske Embedsmænd, som paa faa nær ikke havde Øie for Folkets eget Tarv. Jeg har for en halv Menneskealder siden udtalt, at det slesvigske Spørgsmaal var af Regeringen gjort til et Embedsspørgsmaal, nemlig om hvem der skulde have de slesvigske Embeder, Kjøbenhavns eller Kiels Embedssøgere. Det burde have været et Folkespørgsmaal; ti kun ved den indfødte slesvigske Danskhed kunde Slesvig eller Sønderjylland have værget sig mod at tilfalde de høitydske Kjøbmand, Godseiere, Embedssøgere og Andre, der fra tydsk Stade stod lige over for de raadende Kræfter i Kongeriget. Som man heraf ser, maa der sluttes saaledes: At de "Nationalliberale" har villet være ved Magten med alle deres Embedsbortgivelser ovre i Slesvig har netop været Ulykken. Hvis derimod de folkelige Kræfter i Kongeriget havde faaet Lov til at støtte de folkelige Kræfter i Slesvig dels ad den frivillige Samfundsvei dels ved at lade fødte Slesvigere faaet Slesvigs Embeder, da vilde vi nu ikke vare komne til den Yderlighed, at vi kun kan tale om Nordslesvigs Gjenerhvervelse, men da kunde vi have holdt fast ved vor ældgamle folkelige Ret, at hele Slesvig var Danmarks rette og folkelige Eie. Men hermed staar paa lige Trin den Sandhed, at havde Rotwitts Venner, havde Blixen-Finecke raadet, da det kom til ny Uenighed mellem Danmark og Tydskland, var det maaske ikke gaaet saa galt, som det gik. I alt Fald var det fra Grundtvigs, Tschernings og Blixens Side der advaredes mod det Hallske Regimente i Slesvig. Og nu har selv "Dagbladet" indrømmet, at det var galt med Sprogtvangen. For sidste Krig advarede vi imod at der taltes saa letfærdigt om "den anden slesvigske Krig". Da Spændingen tiltog, læste man i de navnløse Meddelelser, som tilsendtes ovre fra Slesvig, endog de Ord "vi glæde os til Krigen"; der udtaltes ved en offentlig Fest paa den kongelige Skydebane, at Krisen med Udlandet var fremkaldt "med beraad i Hu"; ja Krieger udtalte i Rigsraadet ved Novemberlovens Vedtagelse: "Hvo Intet vover, Intet vinder!" Altsaa kan man ikke tale om, at vi selv eller vore ledende Statsmand ere uden Skyld i at have fremkaldt en Afgjørelse med Udlandet om det slesvigske Spørgsmaal. Naar man da ikke havde Noget imod en krigersk Afgjørelse, saa maa de, der medvirke til alle de foregaaende Skridt, ogsaa finde sig i den Fred, der fulgte paa Krigen. Det er sørgeligt, men selv det store Frankrig ivrer imod, at Nogen tanker paa Hævn over den skete Ydmygelse. Altsaa var ikke blot Lauenborg og Holsten men det gamle Sønderjylland tabt, afstaaet ved Fred og Slesvigerne løst fra deres Troskabsed. Men saa synge Mand som Digteren Palludan-Müller: "Slesvigs Land gjenvundet, det er Danmarks Maal!" Kan det være rigtigt? Sømmer det sig tænksomme Mænd? Efter Freden kom Krigen om Slesvig mellem Prøisen og Østerrig, og saa fik Napoleon den 3die indsat i Pragerfreden den Artikkel V, hvorefter Slesvigs nordlige Distrikter skal gjenforenes med Danmark, naar de ved fri Afstemning udtale sig derfor. Det skete ikke for Danmarks Skyld; ti ellers havde Napoleon i 1870 anket over, at denne Artikkel ikke var overholdt, da han opregnede hele Preussens øvrige Fremfærd. Det skete kun for at saa den Tanke om Afstemning, han havde indført ved at tage Savoyen og Nizza fra Italien, stadfæstet af større Magter. I Stedet for at glædes over denne Artikkel, skulde Danmark sørge; ti, hvis den kom til Udførelse, maatte vi vel som de Smaa finde os i Udfaldet, men derved havde vi ogsaa for stedse fraskrevet os Retten til det øvrige Sønderjylland med Dannevirke og alle de andre dyrebare Minder samt mange dansksindede Hjerter. Vil Mænd, der selv have Del i et Riges Styrelse, tale med om slige pinlige Tilstande, drøfte dem paa Folkefester, saa Folk til at raabe Hurra for uklare Talemaader, da er det vel rigtigt, at der opfordres til at tanke over den virkelige Side af Sagen: Hvis Afstemning engang, saasom naar Kronprindsen kommer til Roret i Prøjsen, tilbydes, hvorledes tanker man sig da at ville i Danmark med dets Rigsdag optage de indvandrede Tydske, hvordan vil man stille sig til de af Prøisen indsatte Embedsmand, hvordan vil man finde sig i de der opførte Fæstninger og Havne, og hvorledes vil man efter Afgjørelsen i det Hele stille sig til Prøisen under de større Kampe, der let kan opstaa mellem Stormagterne. Her er vi inde paa et Spørgsmaal, der ligeledes fremkaldes ved Folkefester. Adskillige Høiskolelærere og andre Lærere, stundom endog Gejstlige ere meget ivrige med at opmande til Kamp, men her ser jo Enhver, at vi er de Smaa, og Højskolerne er jo ikke det samme som Skytteforeninger. Derimod skulde det synes, at det laa meget nærmere for Høiskoleforstandere og Folkelærere at mane til sund Eftertanke, til klart Overblik, til moden Overveielse, for at vi dog ikke igjen skal i Blinde styrte os i Kampen og siden være henviste til kraftløse Skaaltaler og Hurraer, fordi man indlod sig i en haabløs og slet overtænkt Kamp.

(Aarhus Amtstidende 6. august 1873).

Til Sognefogden Jens Andersen i Faarup. (Efterskrift til Politivennen).

De skriver i "Jyllandsposten" Nr. 145, at det bar gjort et slet Indtryk paa Deres Egn, altsaa paa Dem, Hr. Jens Andersen og deres Ligesindede, at Sadelmager Grumstrup er bleven idømt en Bøde af 50 Rd. for at have udskjældt Bjørnbak for en Røver. Det smerter altsaa Dem og Deres Venner, at man ikke ustraffet kan skjælde Folk ud for Røvere. Det synes en underlig Fornemmelse af en Sognefoged, en Rettens Haandlanger. De anfører dernæst, at det ikke vor saa forunderligt, at Grumstrup er bleven dømt ifølge menneskelige Love, og altsaa maa man jo deraf drage den Slutning, at det ifølge Guds Lov er tilladt at skjælde sin Næste ud for en Røver. Hvor har De læst det i Bibelen Hr. Jens Andersen ?

Det er jo endvidere Deres Mening at dersom Bjørnbak havde Kjærlighed til sin Næste, vilde han ikke anlægge Sager mod dem, der æreskjændte ham. Det er rigtignok en yderst komisk Opfattelse af Tingene. Men, høistærede Hr. Jens Andersen! Dersom Folk nu skjældte Dem ud for en Røver, vilde De da være saa rar en Mand, have saa stor Kjarlighed til Deres Næste, at De vilde lade ham gjøre saadant ustraffet? Jeg antager det ikke, men er meget mer forvisset om, at Hr. Sognefogden vilde udstøde et forfærdelig Ramaskrig, og strax begive sig til Øvrigheden, for at faa slige Personer vedbørlig afstraffede, da en saadan Mands Navn, navnlig i Betragtning af hans Stilling som Sognefoged, maa være ukrænkelig. At De hjælpe Folk til, ved at give Penge til Udredelsen af de Bøder, de blive idømte, at fortsatte deres ugudelige og retsstridige Færd, maa altsaa efter Deres Opfattelse vare Kristenkjærlighed. Hvor mon De da har faaet den Lærdom fra? De skriver, at Bjørnbak fører et skarpt Sprog, og anbefaler ham at gaa i en Pogeskole, hvor han samtidig skulde paa Børstenbinder Geertsens Boremaskine for at faa legemlig Uddannelse jævnsides med den aandelige. Mig synes meget mer, at De, Hr. Jens, kunde trænge til at komme paa et saadant Institut eller Pogeskole, hvor De kunde begynde forfra for at faa Tingene rigtig med fra først af, navnlig vilde det være gavnligt, om De kunde komme til i en saadan Skole at lære at skrive Noget, der var sund Mening i, og ikke opvarte i et offentlig Blad med saadant Sludder, som De har gjort i "Jyllandsposten" Nr. 145. Skulde De saa under dette Studium, som Indsenderen heraf vil anbefale Dem, komme til at lide af den megen Stillesidden, som et Kursus i en saadan Skole vil medføre, kan De jo f. Ex. benytte enten Hr. Geertsens Boremaskine, hvilken De anbefaler Andre, eller, hvis De er en meget fed Mand, gode Jens, et Dreielad. Det vilde give Dem en fortrinlig Motion, og derved forhindre Sygdomme og andre Ubekvemmeligheder, som muligen kunne forulempe Dem under et saadant Studium. Hvem veed, om De da ikke kunde blive Referent til "Jyllandsposten"; ihvertfald vilde De dog maaske kunne opnaa at skrive noget mere Fornuftigt en anden Gang, ti med Deres sidste Inserat har De virkelig gjort Dem selv latterlig. Med Hensyn til det Sidehug, De har gjort til Børstenbinder Geertsen i Aarhus, vil jeg raade Dem, at De lader en Mand i Ro, naar han ellers ikke kommer Dem for nær, ti den hæderlige Haandværksstand er ikke til at gjøre Grin med. Hr. Geertsen bilder sig vist ikke ind, hverken at være en dannet Mand eller istand til at danne Andre og mindst Hr. Bjørnbak. Man har bestandig raabt paa, at Bjørnbak og hans Parti vare saa grove og raa i deres Optræden og Udeladelser; men Indsenderen heraf vil nu overlade til Publikum at domme, om ikke Modpartiet er meget værre, naar det oplyses, at Bjørnbak oftere modtager anonyme Breve fra Individer af hans Modparti, der paa Grund af hans politiske Anskuelser true ham med Overfald paa Livet, ligesom han ogsaa ofte bliver fornærmet paa Æren.

Indsenderen heraf antager ellers, at det maa betage Folk Lysten at slutte sig til et Parti, hvori der findes Individer, der true dem paa Livet, og som skjælder dem ud for store Røvere, der ikke dele Anskuelser med ham.

Z

(Aarhus Amtstidende 30. juli 1873).

Ved artiklens Z er med blyant skrevet Lars B(jørnbak). Mon en læser har haft kendskab til at han skrev under dette bogstav?

Nutidens Proletariat. (Efterskrift til Politivennen)

Ved en Undersøgelse, som Politiet foretog hos en Familie i Lille Kongensgade 25, 2den Sidesal, fandtes denne Familie, der bestod af en Kone, der var separeret fra sin Mand, Styrmand Hjorth, en voksen Søn (18 Aar) og en voksen Datter (16 Aar), der havde et uægte Barn (10 Maaneder gl.), og 2 Drenge paa henholdsvis 13 og 2 Aar, at bebo ét Værelse, c. 5 Alen i Kvadral og 4 Alen højt, med Vinduer ud til en Gaard, der kun er 10 til 12 Alen i Kvadrat. I Værelset fandtes af Møbler et Sengested uden Sengklæder, et gammelt Bord og én Stol; paa Gulvet laa en større og en mindre Halmmadrats; paa den største af disse havde Mad. Hjorth og hendes to yngste Sønner deres Sovested, paa den mindre laa Datteren og hendes Barn; som Overdyne benyttedes dels nogle gamle hullede Shawler, dels nogle Stumper af Tæppetøj. I selve Sengestedet laa den ældste Søn, der til Underlag og som Overdyne ikke havde Andet end nogle Kaffesække. Gulvet var paa de Steder, hvor det ikke dækkedes af Halmmadratserne, bedækket med et tyndt Lag Smuts og gammel Halm, som var falden ud af Hullerne paa Madratserne, og hele Værelset var opfyldt med den væmmeligste Stank. Familiens Klæder var fra inderst til yderst smudsige og lasede. Ved Visitation forefandtes 15 Laanesedler paa Smaapanter, men iøvrigt intet Mistænkeligt. Der var Mistanke om, at denne Familie levede af Betleri, men dette benægtedes baade at Moderen og Børnene. Moderen faar i 8 Rd. om Maaneden af sin Mand og 4 Rd. om Maaneden af Nexø Fattigvæsen, men ingen af Familiens Medlemmer har noget Erhverv. Derimod paastod Moderen, at hun havde Tilladelse af forskellige navngivne Familier til at henvende sig til dem om Understøttelse, der bestaar dels i aflagte Klæder, dels i Penge, og at hun engang havde i et Blad faaet frit indrykket et Avertissement om et Laan af 3 Rd., som skulde tilbagebetales med Arbejde, men hun nægtede bestemt at have henvendt sig direkte til ubekendte Folk om Hjælp, ligesom ogsaa at have udsendt sine Børn for at betle. Dette benægtedes ogsaa af Datteren, der bemærkede, al hun faar 5 Rd. om Maaneden af sit Barns Fader, en Skuespiller (hun selv har i nogen Tid været Koristinde ved et omrejsende Skuespillerselskab), samt derhos 2 Rd. 4 Mk. om Maaneden af Fødselsstiftelsen. Den ældste Søn havde været Opvarter i "Kafé Boulevard", og han havde i Juni Maaned fortjent 1 Daler om Dagen, hvilken var benyttet til Familiens fælles Underhold, men for Tiden var han uden Erhverv. Skønt Familien efter det saaledes Oplyste syntes at have Krav paa nogen Medfølelse, fik man ikke dette Indtryk af samme under Mødet i Retten, hvor navnlig Sønnen og Datteren mødte med smilende Ansigter og i Paaklædninger, der aldeles ikke svarede til den beskrevne Usselhed i Hjemmet. Medens Beskaffenheden af Beboelseslejligheden mulig maatte blive Genstand for Politiets nærmere Undersøgelse, forelaa der efter det under Sagen Fremkomne intet Bevis for, at noget Betleri havde fundet Sted, og da der ikke oplystes nogen anden Ulovlighed, hævedes den mod Moderen indleded Undersøgelse.

(Socialisten 18. juli 1873).

Kvinden som Læge. (Efterskrift til Politivennen)

Der er vist Ingen, uden han (eller hun) af egen personlig Erfaring véd, at Kvinden har et særligt Anlæg ikke alene som Sygeplejerske, men ogsaa til en vis Grad som Læge. Det er hende "Husraadene" skyldes; det er hende, som overleverer dem fra Slægt til Slægt, og anvender dem. Mangen Syg er bleven lindret i sin Smerte, mangt et alvorligt Sygdomstilfælde er blevet hindret ved disse "Husraad! hvad er det for gammel Overtro?" siger maaske Enkelte, der mener, at Videnskaben med Et har tilintetgjort dem. Men tal med forstandige Læger, og Du vil høre en ganske anden Dom. Sagen er jo ogsaa klar: "Husraadene" - det vil sige de gode; ti der gives som bekendt ogsaa nogle, som mere hviler paa Overtro og som er uheldig eller anvendes uheldig, f. Eks. paa Sygdomstilfælde, hvor de ikke hører hjemme - "Husraadene", siger vi, hviler paa Erfaringer, der har staaet sin Prøve lige saa længe og lige saa godt som mange af de Medikamenter, man køber edter Doktoropskrift paa Apotekerne. Lægernes Raad hviler ogsaa paa Erfaringer. Men det var ikke om Husraadene vi skulde tale; vi nævnte dem kun, fordi det er en Kendsgerning, at det fortrinsvis er Kvinder, som praktiserer dem og som derved har øvet en særdeles gavnlig Virksomhed, hvilket tillige peger hen paa en anden Kendsgerning: nemlig Kvindens saa at sige særlige Begavelse og Lyst som  Sygehjælperske i mangfoldige af de mest hyppig forekommende Tilfælde. 

At nyttiggøre og udvikle denne Begavelse er ingen liden Sag, skulde vi mene. Men her møder den vel bekendte Fordom mod hvert nyt Skridt. Hvorledes skal man nu komme forbi denne Fordom mod, at kvinder gør sig det til Livskald, som tidligere kun har været dem et naturligt og for det Meste ulønnet - skønt derfor ikke mindre velsignelsesrigt - Kald? Ti om mere spørges der ikke; det gælder ene og alene om at gøre Kvinden fra en tilfældig Sygehjælperske til en fuldt udrustet og til en fast Stilling knyttet. Lad os søge Vejledning i andre Lande, hvor man har havt de samme Vanskeligheder og Fordomme at overkomme! 

Det er bekendt nok, at der i den civiliserede Verden i den senere Tid har gjort sig gældende en Stræben efter at anvise Kvinden en mere økonomisk uafhængig Stilling, en Stilling mere Ligeordnet Mandens i alskens praktisk Bedrift. Man har derved aabnet Halvdelen af Menneskeslægten (Kvindekønnet) Adgang til at lægge sin intellektuelle og moralske Kraft med i Verdensudstillingen. Den gamle Forestilling om Kvindens Bestemmelse til at være Mandens Slavinde, eller en Pyntedukke, har derved faaet et Stød, som er Samsundet til største Vinding i moralsk og økonomisk Henseende. I andre Lande er man som sagt naaet videre. Vi taler ikke om Amerika; ti der har den saakaldte "Kvindeemancipations" Talsmænd næsten bragt det Gode og Berettige ved Emancipationstanken i Miskredit, ialt fald i mange Evropæeres Mening. Men lad os kun se hen til de evropæiske Lande! Eller lad os helst for det Første kun holde os til vore nærmeste Nabolande, hvor Forholdene er mest lige vore egne. Altsaa først Sverige. Flere Kvinder har allerede taget Studentereksamen ved Upsala Universitet, og nogle af disse kvindelige Studenter har foretrukket Lægevidenskaben. En anden ung svensk Kvinde er for kort Tid siden vendt hjem fra at amerikansk Universitet, hvor hun har underkastet sig fuldstændig medicinsk Eksamen, og vil, efter at have fortsat sine Studier nogle Maaneder ved et Hospital i København, søge Adgang til at praktisere som Læge i sit Fædreland.

Det er ligeledes bekendt, at man i Sverig er særdeles gunstig stemt for at aabne Kvinden Adgang til selvstændig Virksomhed paa alle rimelige Omraader, de være praktiske eller videnskabelige, og at Videnskabsmænd og Bladene særlig har begunstiget Kvindernes Bestræbelser for at virke i Lægevidenskabens Tjeneste.

I Finland er Kvindens Ansættelse som Læge et af de praktiske Spørgsmaal, som allerede staar sin Løsning nær. Man er endog i saa Henseende kommet videre end i Sverig, idet man ifølge Meddelelser i Aftonbladet har indrettet offentlige Undervisningsanstalt for Piger og i den senere Tid livlig har drøftet Spørgsmaalet om Kvinders Adgang til at uddanne sig som Læger og øve Lægepraksis. Dette Emne var navnlig Genstand for en særdeles interessant Drøftelse i det finske Lægemøde i Helsingfors for en Maaneds Tid siden. Det opstillede Diskussionsemne lød saaledes: "Er der nogen Fordel for Sundhedsplejen i Finland at vente af, at Kvinder faar Ret til at studere ved det Medicinske Fakultet, hvormed vel ogsaa maatte følge Ret til efter aflagt Kundskabsprøve at udøve Lægevirksomhed? Og er det en nødvendig Følge heraf, at Fordringerne til deres Kundskaber, og hvad deres præliminære Studier angaar, stilles lige saa højt som de mandlige Studerendes?" Dr. S. O. Vasastjerna, som indledede Forhandlingerne, mente, at Lægevirksomheden utvivlsomt egnede sig for Kvinden. Vistnok kan der være Egenskaber, nyttige for Lægen, som fandtes hos hende i mindre Grad end hos Manden; men paa den anden Side har hun flere Fortrin. I ethvert Fald kan den praktiske Prøve være afgørende. Fra gammel Tid har Kvinden været Jordemoder og i senere Tid ogsaa vaksineret og været ansat ved sygegymnastiske Indretninger. Dertil har hendes Beføjelse paa Lægeomraadet været indskrænket, indtil Loven af spiste Maj 1871 erklærede hende berettiget til at drive medicinske Studier ved Universitetet. Angaaende Fordelene ved Kvinders Uddannelse til Læger bestod de efter Talerens Mening væsentlig deri, at l) alle Kønssygdommes Behandling skulde vinde ved at overtages af Kvinden, og 2) vilde Lægehjælpen blive billigere, da en Kvinde overhovedet for sit Livsophold behøver mindre end Manden og derfor ogsaa kan være billigere i sine Fordringer. Efter at flere Læger har deltagel i Drøftelsen, formulerede Ordføreren, Doktor Nobbe, Mødets Beslutning saalydende: "Diskussionsemnets første Del er af de Fleste besvaret bekræftende, idet man mener, at Sundhedsplejen i vort Land skal opnaa Fordele ved Uddannelsen af kvindelige Læger. Spørgsmaalets sidste Del er af Alle besvaret bekræftende, idet man anser det for nødvendigt, at det Kundskabsmaal, som kræves af kvindelige Læger, ogsaa i Henseende til Præliminærstudierne sættes lige saa højt som for de mandlige Læger."

(Socialisten 17. juli 1873).

En ny Direktør paa Aluminia. (Efterskrift til Politivennen)

Den i Frederiksberg Kommune velbekendte Grosserer Topp er da til Uheld for Arbejderne bleven 2den Direktør for Fabriken Aluminia, og da den arbejdervenlige 1ste Direktør, Kand. polyt. Schou er paa en Rejse i Udlandet. har den 2den Direktør uindskrænket Magt til at gøre med Arbejderen, hvad han lyster. Hr. Topp har nemlig et meget stærkt udviklet Økonomitalent, hvilket kommer ham herlig tilpas ligeoverfor Fabrikens henved 200 Arbejdere; den korte Tid Grosserer Topp har været Enehersker paa Aluminia, har han benyttet til af alle Kræfter at skade Arbejderne, f. Eks. ved at fratage dem flere af de Rettigheder, som Hr. Schou har givet. Der fremkommer, naar Ovnene er udbrændte, noget Kulaffald, en Slags Kokes, som Hr. Schou for flere Aar siden har givet Arbejderne til eget Brug. Topp befalede derimod, at Intetsomhelst af den Slags maatte udføres af Fabriken; da det var en gammel Rettighed, som Folkene havde, blev de meget forbitrede og da Topp næste Dag indfandt sig paa Fabriken, sluttede Arbejderne sig sammen og forlangte at faa deres Kokes som sædvanlig; det vilde Topp ikke straks gaa ind paa, men han besluttede sig dog til at tage sin strenge Betaling tilbage.

Den fattige Arbejder, som meget ofte har en stor Børneflok og som saadan meget let kommer i Pengeforlegenhed, har aldrig forgæves henvendt sig til Direktør Schou om et lille Laan, som da er blevet tilbagebetalt efter Vedkommendes Evne og Fortjeneste; ogsaa dette for Arbejderen betydelige Gode har Topp afskaffet; han forbød ikke alene at give Folkene Forskud, men befalede ogsaa, at de smaa Summer, som Folkene skyldte Fabriken, skulde afdrages paa engang, hvoraf Følgen var, at ikke faa Arbejdere den kordag Aften kom hjem til Hustru og Børn med tom Lomme, ti den ubarmhjertige Direktør havde indeholdt hele deres Ugeløn som Afdrag paa de Laan, som den fraværende Direkiør havde overladt dem. Det er naturligt, at det gode Forhold, som tidligere har været tilstede mellem Arbejdsgiver og Arbejdere paa Fabriken, under disse Forhold er forsvundet, men om Aktieselskabet er tjent med en saadan Direktør, skal jeg ikke afgøre. 

Som Fattigforstander er Grossereren vel bekendt i Frederiksberg Kommune; først maa der løbes flere Gange, naar ttiaii skal tale med ham, for man faar Avdiens hos Hs. Velbaarenhed; opnaar man nu endelig den Ære og Lykke at faa Forstanderen i Tale, kan man være temmelig silker paa at blive skældt dygtig ud, ja undertiden hivet ned af Trappen; det er dog kun fattige Folk. der faar den Behandling, li ligeoverfor Storborgeren er han høflig og venlig og snor sig som en Aal.

(Socialisten 17. juli 1873).

Fabrikant Ph. Schou og grosserer Topp opstillede januar 1878 til Frederiksberg Kommunalbestyrelse på samme liste (Grundejerforeningen af 1876). Her blev der indvendt mod Topp at han formentlig gik for vidt i sine økonomiske bestræbelser. Han fik da også færrest stemmer (102), mens Ph. Schout fik 144. De øvrige 5 fik alle langt flere stemmer end de to.