Snedker Pihls Dom. (Efterskrift til Politivennen)

Justitssag. Sagen mod Snedkersvend Sophus Thedor Pihl er i Løverdags bleven paakjendt af kriminalretten. Dommen, hvorvd han ikjendtes Straf at Forbedringshusarbejde i 8 Maaneder, giver først en Fremstilling af de faktiske Omstændigheder, der, som bekjendt, i det Væsenlige bestaa deri, at Pihl, efter at det ved et den 26de August f. A. paa Nørrefælled afholdt Arbejdermøde var vedtaget at indgaa med en Adresse til Hs. M. Kongen om Benaadning for de 3 saakaldte socialistførere, fik det Hverv, at iværksætte denne Foranstaltning. Pihl anholdt om Audiens hos Hs. Majestæt for at overrække ham Adressen, men blev henvist til at aflevere samme til Justitsministeren. Dette vilde hen ikke, men lod derimod indrykke i Nr. 244 af Bladet "Socialisten", der udkom den 21de Oktober f. A., en med hans Underskrift forsynet Meddelelse om det Passerede, hvori det bl. A. hedder: "Hans Majestæt kunde naturligvis ikke nedlade sig til at modtage en Arbejder ved Audiens, men lod gjennem sin Adjudant vide, at Adressen maatte indgives til Justitsministeren", og fremdeles: "Da det imidlertid ikke kan falde mig ind at indgive en Adresse til Justitsminister Klein, vil jeg i Henhold til, hvad der udtaltes i Fællesmødet, sammenkalde et stort Møde af Arbejdere, for at alle de Arbejdere, der have vedtaget Adressen, selv kan Overlevere den til Kongen. Dette Inserat foranledigede, at det Dagen efter, nemlig den 22de Oktober, af Politiet blev Pihl betydet, at det bebudede Møde ikke vilde blive tilstedet, og at han, hvis han desuagtet skulde sammenkalde et saadant Møde, maatte vente at blive dragen til Ansvar efter Straffelovens 11te Kapitel. Ikke desmindre lod Pihl i Nr. 255 af "Socialisten" for den 2den November indrykke en af ham forfattet og underskreven Opfordring til Arbejderne i Kjøbenhavn og Omegn om at give talrigt Møde paa Kristiansborg Slotsplads den paafølgende Dag Kl. 12, paa hvilken Tid Hans Majestæt gav offenlig Audiens, for at den omhandlede Adresse, "støttet ved Nærværelsen af en talrig Arbejderkreds", kunde blive overgivet til Kongen. Tillige indeholdt Artiklen bl. A. en Bemærkning om, at, Mødet ikke maatte betragtes som en tom Demonstration, men som en Arbejderne paalagt Pligt, og at det nu vilde vise sig, om Hs. Maj. fortjente Arbejdernes Tillid. Dette Skridt fra Pihls Side bevirkede, at han allerede den 2den November blev anholdt. Som Følge deraf blev den tilsigtede Indgivelse af Adressen samtidig med en Samling af Arbejdere paa Slotspladsen hverken gjennemført eller forsøgt; dog bevirkede Opfordringen i "Socialisten", at der paa den omtalte Plads den 3die Novbr. om Middagen samlede sig en Menneskemasse, som Politiet maatte fjerne, tildels ved Anvendelse af Magt. Under den derefter med Pibl indledede Undersøgelse blev det oplyst og erkjendt for rigtigt af ham, at han bl. A. paa et i "Internationale" den 9de Juli afholdt Møde havde udtalt, at han vilde have set, om Førerne vare blevne dømte, hvis Arbejderne itide havde samlet sig paa Gl. Torv og Amalienborg og sendt en Deputation af 2-3 Arbejdere op til Kongen og sagt ham, at det var "det forsamlede Folks Begjæring", at Førerne skulde løslades. Endvidere oplystes og erkjendtes det af Pihl, at han paa et den 20de September afholdt offenligt Møde i "den demokratiske Arbejderforening" bl. A. yttrede, at det ikke kunde være Andet, end at man maatte tage Notits af en saa stor Forsamling som paa Nørrefælled, og skulde man virkelig ikke tage Notits deraf, saa kunde Arbejderne møde paa Slotspladsen og sige: "Her ere vi Allesammen". Efter Undersøgelsens Tilendebringelse sattes Pihl under Tiltale for Overtrædelse af Straffelovens § 90. Med Hensyn til Begrundelsen af den Arrestanten ikjendte Straf hedder det i Motiverne til Dommen, at Arrestanten maa anse at have overtraadt den anførte Paragraf i straffeloven ved sin Meddelelse i Nr. 244 af Bladet "Socialisten" at have brugt den Yttring, at Hs. Majestæt naturligvis ikke kunde nedlade sig til at modtage en Arbejder ved Audiens, idet denne Udtalelse efter Ordenes naturlige Betydning indeholder den fornærmelige Sigtelse, at Hs. Maj. Kongen ikke skulde ville tilstaa en Arbejder som saadan den Adgang til sin Persen, som ved offenlige Audienser staar aaben for Alle. Han ansses derhos at have overtraadt samme Lovbud ved den omhandlede Opfordring i Bladet Nr. 255 af "Socialisten", hvilken Opfordring ikke kunde betragtes anderledes end som en Trusel mod Hs. Majestæt, tilmed de Pihl selv havde erkjendt, at Opfordringen var sket i det Øjemed at paavirke Hs. Majestæts Beslutning i Henseende til Modtagelsen af Adressen ved at vise ham den Styrke, Arbejderne besad, og som de kunde benytte til dermed at sætte igjennem, hvad de vilde.

Pihl er født i Marts 1840 og ikke funden tidligere straffet.

(Fædrelandet 26. januar 1874).

Justitsminister Christian Sophus Klein (1824-1900) blev valgt til Folketinget i 1858, for det nationalliberale parti. Han var på artiklens tilblivelsestidspunkt valgt (1870) i Aalborg. Han var lunken over for provisorietiden i  Højre, og gled i baggrunden da han søgte overenskomstens og forligets politik. Den trængte først igennem i april 1894.

Fotograf Wilhelm Adolph Schulenburg (1836-1883): Sophus Theodor Pihl. (23.3.1840-17.4.1888). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Dommen over Snedker Pihl kan for Arbejderne indeholde en Advarsel om, hvor forsigtige vi bør være, naar vi foretage os noget, der, selv om det forekommer os nok saa uskyldigt og lovligt, indeholder en Side, hvorfra det kan vire ubehageligt for det nærværende Regimente. De Herrer Nationalliberale eller Reaktionære skulle ikke forsømme, hvor de kunne, at ramme den, som taler de ringere stilledes Sag, og som forsvarer Frihedens Grundsætninger. Begivenhederne i de sidste Par Aar vise nok som dette. Man vil dog ikke naa at kvæle den Aand, som er vakt hos Arbejderne, selv om man bruger Politistave og Forbedringshuset. Snarere vil Arbejderen end mere faa Øjnene op for Nødvendigheden af Sammenhold om saadanne Mænd, som virke for en friere Ordning af vore Samfundstilstande. Det nationalliberale Aag, der hviler som en trykkende Mare paa Folket, særlig paa Arbejderne maa kastes af. Partiets Presse har haanet og spottet os i en Grad, saa man næsten maa undres over vor Taalmodighed til at finde os deri. Og mon ikke mange ville kalde den Dom, der nu er faldet over Snedker Pihl, haard, naar man tænker paa det nu herskende Parties Optræden i 1848, da dets bedste Mænd i Spidsen for en Folkemasse gik til Kong Frederik den syvende for at bede om en fri Forfatning, og bleve naadigt modtagne af Kongen. Hvorfor maatte saa Arbejderne i 1873 ikke gaa til den nuværende Konge for at bede om Naade for de Mand, hvilke et stort Flertal iblandt os agte og elske, fordi de have vækket os til Bevidsthed om vore Borger-Rettigheder og lært os, at vi ikke blot havde Pligter, men tillige, at vi ikke burde henleve som en villieløs Hob. Man vil ikke let glemme Politiets Optræden mod de Folkeskarer, som samledes paa Slotspladsen. Skulde det være strafværdigt at henvende sig til Kongen i det nævnte Øjemed, naar man ser, at en Mand, der har talt om, at folkekaarne Mand af Landets Repræsentation burde hænges paa en Lygtepæl, bliver hædret med Udmærkelsestegn! Er det Lighed? Arbejdere! lad os opfostre vore Børn til Frihedsmænd og minde dem om, hvad de maa lide, der tale den ringeres Sag, ikke blot de Mænd, der kastes i Fængsel, men ogsaa de gamle prøvede Frihedens Forkæmpere, som paa Tinge tale Folkets Sag. Ti ogsaa de maa taale Haan og Foragt fra det Partis Side, der har bragt Ulykke over vort Fædreland og indskrænket dets Frihed. Vi ville ikke være Revolutionsmand, som man beskylder os for; men for Frihed maa og ville vi kæmpe til det yderste. Vi have begyndt Kampen og maa fortsætte den med Udholdenhed. Dette er en stor Dyd og vil føre til Sejer med Tiden.

C. K.

Sluttelig vil jeg opfordre alle Arbejdere til at støtte Snedker Pihls Kone og Børn, at de ikke skulle lide Nød, medens vor Kammerat og Talsmand afsoner den ham idømte Straf.

C. K.

(Aarhus Amtstidende 27. januar 1874).

Rene Ord for Pengene. "Morgenbl." indeholder Følgende: Vi have i sin Tid meddelt vore Læsere Udfaldet af den ved Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret anlagte Justitssag mod Formanden for den demokratiske Arbejderforening, Snedkersvend Pihl, som, ifølge Justitsministeriets Befaling, var tiltalt for at have overtraadt Straffelovens 90, der omhandler Fornærmelser mod Kongen; Dommen lød, som det vil erindres, paa 8 Maaneders Forbedringshusarbejde. Da Dommen faldt paa en Tid, hvor Offentliggjørelsen af den kongelige Haandskrivelse og de i Forbindelse med den staaende politiske Begivenheder næsten udelukkende havde taget den almene Opmærksomhed i Beslag, var det naturligt, at den gik temmelig upaaagtet hen. Nu da Sindene synes at være komne noget mere i Ligevægt, turde der imidlertid være Opfordring til at skjænke hin Sag lidt større Opmærksomhed; vel vedkommer den nærmest en enkelt, men da den tillige frembyder adskilligt af offentlig Interesse, tro vi ikke at burde lade den passere uden Omtale.

Vi udtalte for nogen Tid siden, at den personlige Frihed for at være tilbørlig sikret krævede Nævningers Indførelse; vi kunde have tilføjet, at for at Retfærdigheden overhovedet skal kunne ske Fyldest, navnlig i Sager, der rejse sig af politiske Lovovertrædelser, er det en nødvendig Betingelse, at Grundlovens Tilsagn om Nævninger opfyldes. Den nævnte Dom er et nyt Vidnesbyrd herom. At den er urimelig stræng, er der næppe hos mange nogen Tvivl om. Vi for vort Vedkommende ville i det mindste tilstaa, at det ikke har været os muligt at opdage noget rimeligt Forhold mellem den begaaede Brøde og den idømte Straf. Vi tage ikke i Betænkning at udtale dette, skjøndt vi vel vide, hvad man, naar man tillader sig at drage en Doms Retfærdighed i Tvivl, udsætter sig for fra deres Side, som for Tiden finde deres Regning ved at proklamere Dogmet om Domstolenes Ufejlbarlighed. Det generer ikke de Herrer, som nu ere saa ivrige for dette Dogmes Anerkjendelse, at de selv aldrig have respekteret det uden med visse meget betænkelige eller - for at sige det rent ud - for dem selv meget fordelagtige Begrændsninger; det forhindrer dem ikke i, at de nu fare i Harnisk overfor og stemple som "skammelig", "samvittighedsløs" osv. enhver, selv den beskedneste Tvivl om, at det hænger rigtig sammen med vore Domstoles saakaldte "ophøjede Upartiskhed" i politiske Sager. Vi behøve i denne Henseende blot at minde om alt det Væsen, man har gjort af Bjørnbaks Ytring om, at det ikke var let at vinde en Sag, naar man førte den med politiske Modstandere, og man dertil havde politiske Modstandere til Dommere. Men trods alle ihærdige Bestræbelser af Ufejlbarlighedsdogmets Tilhængere vil det falde vanskeligt at faa fornuftige Folk til tro, at Domstolene beklædes af lidenskabsløse Væsner, der ere saa uskyldige, at de - som Skriften siger - ikke kjende Forskjel paa Højre og Venstre. Man behøver ikke at kjende meget til Historien for at vide, at Domstolene allevegne og til alle Tider faa godt som nogen have forstaaet at tage politiske Hensyn, og man behøver ingen Erfaring for at komme til den Erkjendelse, at vi ligesaa lidt her til Lands som noget andet Steds have naaet en Fuldkommenhedens Tilstand, hvad Retsplejen angaaer. Selvfølgelig maa Domstolenes Afgørelser respekteres som saadanne, hvor uretfærdige de end ere, - det kræver Samfundsordenen; men at forlange mere end den ydre Lydighed, at kræve, at man tillige skal tage sin Fornuft fangen overfor dem, saa at Kritikken suspenderes, det er mere end taabeligt.

Da vi tidligere have meddelt vore Læsere de nærmere Omstændigheder ved Pihls Sag, anse vi det ikke for nødvendigt at gjentage dem her; det maa være nok at erindre om, at Domfældelsen er begrundet paa, at Pihl i en Meddelelse, han i "Socialisten" gav om sit forgjæves Forsøg paa at faa Audiens hos Kongen for at overrække ham en Adresse om de 3 Socialistføreres Benaadning, havde brugt den Yttring, at "Hs. Majestæt naturligvis ikke kunde nedlade sig til at modtage en Arbejder ved Audiens", og at han dernæst trods Politiets Forbud havde udstedt Opfordring til et offentligt Arbejdermøde paa Kristiansborg Slotsplads i det Øjemed -  som det hedder i Dommen - at paavirke Hs. Maj.'s Beslutning i Henseende til Modtageren af Adressen. - Det lader sig naturligvis ikke benægte, at det af Pihl udviste Forhold er strafbar efter Ordene i Straffelovens § 90; men paa den anden Side maa det ikke overses, at den Lovovertrædelse, hvori han har gjort sig skyldig, hører til det Slags, som gaar under Navnet "politiske Forbrydelser", og som altid, men navnlig i politiske  Gjæringstider, bør bedømmes skaansomt, naar man ikke vil udsætte sig for at træde den absolute Retfærdighed for nær. Vi ville ikke undskylde nogen Art Lovbrud, men det forekommer os dog, at en Regering, hvis Medlemmer middelbart eller umiddelbart ere blevne til hvad de ere i Kraft af "Fortvivlelsens Selvhjælp", og som efter eget Sigende ikke frygter for at optage et Grundlovsbrud som en Del af sit Program, havde saare megen Grund til at være skaansom overfor de lavere stillede Medborgere, som ere blevne smittede af det fra oven givne slette Exempel paa Mangel af tilbørlig Respekt for Lovene. Da Ministeriet har saa travlt med at "redde Samfundet", kan det jo ikke være blindt for, at vi leve i en social Gjæringstid, og at det i en saadan, hvor Retsbegreberne let blive noget løse, er meget forklarligt, om en fattig Arbejder lader sig henrive til Ytringer eller Handlinger, som gaa ud over det tilladeliges Grændse, naar han ser, at de, der staa i Spidsen for Landets Styrelse, intet som helst ville gjøre for at komme den fattige og forurettede Del af Befolkningen i Møde, men endog arbejde i modsat Retning. Loven er som sagt ganske vist overtraadt, men da "det offentlige" ellers saa fortræffeligt forstaar at gjøre Undtagelser fra Reglen til Fordel for dem, som "nyde" - en Artikkel i 1ste Hefte af "Nyt dansk Maanedsskrift" for 1873 er særdeles oplysende i denne Henseende - vilde det ikke være saa ubilligt, om der ogsaa en Gang blev gjort Undtagelse til Fordel for dem, som "arbejde".

Justitsministeren fandt det imidlertid stemmende med sin Pligt at beordre Pihl tiltalt, og Sagen blev saaledes overladt til Domstolenes endelige Afgjørelse. Den nugjældende Straffelov giver som bekjendt Dommerne et overordentlig vidt Spillerum i Henseende til Fastsættelsen af Straffens Art og Grad, og det var saaledes Kjøbenhavns Kriminalret muligt at give Sagen et Udfald, som nogenlunde kunde tilfredsstille den almindelige Retsfølelse. Men Retten, som ellers nok forstaar at tage Hensyn til "formildende Omstændigheder", gik denne Gang en anden Vej; den paagjældende Paragraf i Straffeloven lader Straffen variere imellem simpelt Fængsel og Forbedringshusarbejde, og Retten valgte den sidste Strafart.

Forbedringshusstraffen burde altid trykke Vanærens Stempel paa den, hvem den idømmes; men i nærværende Tilfælde kan man sige sig selv i Forvejen, at den i mange Medborgeres Øjne vil skaffe den domfældte Martyriets Glorie. Derfor er det ikke alene uretfærdigt, men ogsaa uklogt i et Tilfælde som dette, hvor Loven ikke ubetinget kræver det, at idømme vanærende Straf for en politisk Overtrædelse. Er der noget, som er skikket til at svække Samfundsmyndigheden, er det en letsindig Brug af Samfundets skarpeste Tugtelsesmidler. Hvad der er sket i denne Sag, kan ganske vist ikke forundre saa meget, da det desværre staar i al for god Samklang med Regeringens hele Adfærd over for Arbejderbevægelsen; men derfor bør vi, som ønske en fredelig og rolig Samfundsudvikling, ikke tie til det. Det er en Ulykke for vort Land, at dets Styrelse er i Hænderne paa Mænd, som tro at kunne kue en omfattende og, som vel de allerfleste indrømme, i mange Henseender berettiget social Bevægelse ved Hjælp af Politistave og Straffedomme; men for os, som ikke kunne erkjende, at det kan kaldes at redde Samfundet, at gjøre en hel og stor Samfundsklasse til Samfundets svorne Fjende i Stedet for at komme den velvilligt i Møde og gjøre alt, hvad man kan, for at forsone den med den bestaaende Tilstand, - for os er det en Pligt ved enhver Lejlighed at advare mod en "Samfundsredning", hvis højeste Visdom kan udtrykkes i det gamle Ord: Efter os kommer Syndfloden!

(Aarhus Amtstidende 17. februar 1874).

Om Pihls Sag kan vi, efter indhentet Oplysning, meddele følgende pikante Data: Efter Opfordring af en vis Mand, der nok er godt kendt i Retfærdighedens Tempel, forsøgte Mad. Pihl at faa Underretning om, hvorvidt Pihl kunde komme paa fri Fod mod Kavtion. Efter at være afvist den første Dag, kom hun igen den anden Dag og efter at have passeret Revu for 1ste og 2den Politiinspektør, stededes hun for Hr. Crone selv. Denne ønskede gerne at vide, hvem der vel vilde kavtionere for Pihl og underrettede endvidere Mad. Pihl om, at den fornødne Sum maatte blive 1000 Rd., men selv om denne Sum præsteredes, saa kom Pihl ikke paa fri Fod, ti han vilde sagtens atter begynde sin afbrudte Virksomhed som Agitator for Socialismen og det var dog allerbedst, at han blev hvor han var, indtil Højesteret havde dømt i Sagen. Mad. Pihl indvendte, at en Kvinde, der var beskyldt for Barnemord, var bleven frigiven mod en ubetydelig Kavtion, hvorpaa Hr. Crone gav et meget afvisende Svar og hermed endte Avdiensen med at Mad. Pihl maatte gaa med uforrettet Sag -

- Red. kan ikke optage denne Meddelelse uden at udtale sin alvorlige Beklagelse over den hensynsløse Maade, hvorpaa Politiets Embedsmænd er optraadt imod en enestaaende Kvinde, hvis Mand hensidder i Varetægtsarrest, uden at hans endelige Dom er falden. Lige overfor en Arbejder eller en Arbejders Familie tror disse Herrer at kunne tillade sig enhver Uartighed, idet de gør Regning paa, at deres Foresatte billiger enhver Handling, den være nok saa utilbørlig, naar den kun gaar udover Arbejderne. Havde det været en Etatsraads Kone, der havde henvendt sig til Etatsraaden og hans Hjælpere om at faa sin Mand frigiven mod Kavtion, saa vilde man have set disse Politimennesker krumme deres Rygge, men nu havde de kun haanlig Afvisning til Svar. - Vi skal ved denne Lejlighed oplyse Hr. Crone om, hvad han burde vide, at han ikke siger noget Nedsættende om Pihl ved at kalde ham Agitator. Hr. Crone burde vide, at i enhver stor Sag er en Agitators Virksomhed ikke blot nødvendig, men fortjenstlig , og de Evner, der hører til at udøve denne Virksomhed, er saa sjeldne, a! de Mænd, som viser sig i Besiddelse af disse Evner, med Rette hædres af deres Meningsfæller. Da det nationalliberale Parti i sin Tid agiterede for Udbredelsen af sine Anskuelser, blev dets Agitatorer stillede frem som nogle af Landets bedste Mænd, og Hr. Crone har vistnok mange Gange været med til at raabe Hurra for Orla Lehmann, hvis egenlige Kald det var at være Agitator.

(Socialisten 20. februar 1874).

Dommen blev stadfæstet i Højesteret den 17. marts 1874.

Hertugdømmerne. (Efterskrift til Politivennen)

Efter den udførlige Liste over Resultatet af Valgene i Løverdags til den tydske Rigsdag har Krüger-Bevtoft i den første Valgkreds (Haderslev Amt) seiret med 5377 St. over den tydske Candidat, Regjeringspræsident Bitter, der kun fik 1225. I den anden Valgkreds (Flensborg, Aabenraa, Graasteen) er der faldet 3189 St. paa Krüger, 3467 paa Professor Hinschius fra Berlin, 1284 St. paa den gamle Augustenborger Jørgen Bremer og 907 St. paa Socialdemokraten, Cigarmager Winter. Det maa dog bemærkes, at ovenstaaende Tal ikke ere definitive, da der mangler Efterretninger fra flere Landsogne. "Dvke." mener, at det vil komme til Omvalg i 2den Kreds mellem Krüger og Hinschius. - I den 4de slesvigske Kreds (Vestkysten fra Tønning til Tønder) var der afgivet 950 St. for Krüger og 918 for den tydske Candidat Wachs; men der fattedes Efterretninger fra Husum Amt. Uden Tvivl vil Wachs i denne Kreds seire med en saa stor Majoritet, at det ikke kommer til Omvalg.

"Dvk." af idag indeholder en livlig Beskrivelse af Valgdagens Hændelser i Haderslev. Bladet beretter, med hvilken Præcision begge Parter førte deres Tropper i Ilden. Tydskerne vare saa sikkre paa deres Seir, at de havde arrangeret Alt til et fakkeltog, som dog maatte opgives igjen, da Krüger fik de fleste Stemmer. Henad Aftenen forøvedes der Excesser imod Redacteur Hjort-Lorenzens Bolig, idet der først blev slaaet en Kjælderrude ind og senere (af Gadens Vægter Kling) kastet en stor Vognkjep ind i et af Værelserne, hvorved hele Vinduet knustes, Den tydske Valgcomitee havde om Morgenen ladet opslaae en Mængde røde og gule Placater, i hvilke Bitters Balg blev anbefalet paa det Varmeste.

I Flensborg hersker der i de danske Kredse stor Glæde over Valgseiren den 19de for Byens Vedkommende. I 1871 blev der kun afgivet 1231 St. for Krüger, iaar derimod 1400, altsaa 169 danske Stemmer flere. Ogsaa Landsbyerne i Flensborgs Omegn (Frøslev, Veibæk, Tvedskov, Bov osv.) have overveiende stemt i dansk Retning. Ogsaa Byerne Jarplund og Barderup i Oversø Sogn have givet Krüger Majoritet. "Flensb. Avis" bemærker i den Anledning: "Denne Linie synes saaledes at være det Naturskjel, udover hvilket den danske og nordiske Folkeaand ikke lader sig trænge tilbage."

"Dvke" skriver den 12te dS.: I de holsteenske Valg kredse seer det høist betænkeligt ud. Medens det preussisksindede og det angustenborgske Parti ligge i Haarene paa hinanden, have Socialdemokraterne arbeidet og ved Valget svunget sig op til en Betydning som ingensinde for. I ottende Kreds (Altona) maa Hasenclever fra Berlin, Formanden for den tydske Arbeiderforening, betragtes som valgt med henimod titusinde Stemmer, hvorimod Regjeringscandidaten Dr. Schleiden, som for tre Aar siden med Nød og neppe seirede over en socialdemokratisk Candidat, kun har faaet noget over 5000 St. I syvende Kreds (Kiel-Rendsborg) synes Socialdemokraten Hartmann ogsaa at have Udsigt til at blive valgt. I Kiel har han faaet absolut Majoritet, 2167 Stemmer, medens Regjeringscandidaten Hänel kun fik 1448 og Augustenborgeren Griebel 625. Ogsaa i Rendsborg har Hartmann seiret med 522 St. over Hänel med 454 og Griebel med 259. I femte Kreds (Itzehoe-Ditmarsken") optræder Socialdemokraten Winter imod Regjeringscandidaten Lorentzen og Auguslenborgeren Griebel. I Itzehoe har Winter absolut Majoritet mod 677 St. mod Lorentzens 346 og Griebels 253; i Wesselburen har derimod Lorentzen seiret med 291 mod 267 paa Winter og 86 paa Griebel; men i Brunsbüttel har atter Winter seirel med 136 St. mod 94 paa Griebel og 59 paa Lorentzen. Winter optræder ligeledes i sjette Kreds (Gluckstadt), hvor Regjeringscandidaten Beseler synes at have Udsigt til at fortrænge den tidligere augustenborgste Candidat Jensen. I Glückstadt har Beseler faaet 327, Winter 247 og Jensen 67 St., i Bramstedt har Beseler 270, Winter 160, Jensen 1 St. Endelig i niende Kreds (Neustadt-Pløn) har Augustenborgeren Reeder aldeles ingen Udsigter. Her har den tidligere Rigsdagsmand Seelig faaet Socialdemokraten Reimer imod sig. I Neustadt har Seelig seiret med 399 mod 304, i Heiligenhafen med 214 mod 82, i Lytzenburg med 179 mod 146, i Pløn med 281 mod 162, i Oldenburg med 307 mod 137.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. januar 1874).

Hertugdømmerne. Som allerede imorges meddeelt, er Krüger-Bevtoft valgt i den første slesvigske Kreds med 11,931 St. imod 1970, der faldt paa Tydskernes Candidat, Bitter. "Dvke." bemærker dertil: "Det danske Fleertal i første Valgkreds er altsaa denne Gang lige saa stort som ved Valget den 12te Febr. 1867, nemlig 86:14 og kun lidet mindre end ved Valgene den 31te August 1867 og 4de Marts 1871, da det var 88:12. Tages der Hensyn til, at der i første Valgkreds opholder sig over halvtredietusinde tidligere preussiske, nu danske  Undersaatter, som have mistet deres Valgret siden sidste Valg, saa sees det klart, at de tilbageværende Vælgere have stemt i større Antal end nogensinde før." Med Hensyn til Valgene i Holsteen skriver samme Blad: I Holsteen vides med Sikkerhed to socialdemokratiske Rigsdagsmænd at være valgte, nemlig Hasenclever i ottende Kreds (Altona og Reimer i niende Kreds (Neustadt-Segeberg-Plön) I to andre Kredse vil det i alt Fald komme til Omvalg, nemlig i syvende Kreds (Kiel-Rendsborg) mellem Socialdemokraten Hartmann og Regjeringscandidaten Hänel, og i femte Kreds (Itzehoe-Ditmarsken) mellem Socialdemokraten Winter og Regjeringscandidaten Lorentzen. I begge Kredsene har den socialdemokratiske Candidat relativ Majoritet. Alene i sjette Kreds (Glückstadt-Pinneberg) er det lykkedes at sætte Regjeringscandidaten Beseler igjennem imod Socialdemokraten Winter, men kun med meget ringe Majoritet. De augustenborgste Candidater ere overalt i Holsteen faldne ynkelig igjennem. Ifølge en Opgjørelse i "Kieler Zeitung" skal der i hele Holsteen og Slesvig være afgivet 25,000 Stemmer paa Regjeringscandidater. 25,000 paa Socialdemokrater og 5000 paa Augustenborgere. Tallet paa danske Stemmer vil vise sig at være henved 20,000, saaledes at Antallet af de danske Slesvigere altsaa bliver henved en Fjerdedeel af hele Proindsens Befolkning, eller, da denne kan regnes til noget over 1 Million, omtrent 250,000.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1874).

Højremændene! (Efterskrift til Politivennen)

Væk med Højremændene! Det er rigtig morsomt at lægge Mærke til, hvorledes Højrepressen hyler over, at Venstrefolket alvorligt rejser sig for at udelukke Højremændene fra alle mulige Bestillinger, som har den allermindste Betydning. Naar Venstremændene gjøre dette, da gjøre de nemlig slet intet andet, end hvad Højremændene hidtil udelukkende have gjort paa alle mulige Punkter. Ministrene have været Højremænd, og ethvert Embede, enhver mulig Bestilling, som de have kunnet udnævne til, ere blevne besatte med Højremænd udelukkende. Titler (især Kammerraadstitlen), Ærestegn, Rang af hvad Navn nævnes kan, ere udelukkende tildelte Højremænd. Og saaledes er det gaaet lige ned til Sognefogder, Vurderings- og Taxationsmænd af alle mulige Slags. Man har maattet forbauses over, hvor snildt Højre har kunnet udpille enhver slavesindet, reaktionær Bonde for at paahænge ham et Ordenstegn eller udnævne ham til en eller anden Bestilling, hvorved der kunde være Ære, Indflydelse og Fortjeneste at hente. Jo mere reaktionær t. Ex. en Præst, Prokurator, Amtmand, Herredsfoged har været, jo vissere har han været paa Forfremmelse og Ophøjelse (vide Ridder Schrum i Svendborg!) Endogsaa til Embeder, hvor folkevalgte Myndigheder have betydelig Indflydelse paa Besættelsen, som f. Ex. Skolelærer-Embederne, have Højremændene hidtil vidst at kjøre saaledes omkring med Sagerne, at Højres Nikkedukker ere blevne foretrukne. Venstremændene have hidtil ladet Højremændene besætte Skolelærer-Embederne, saa at hidtil ufolkelige Lærere overalt ere blevne foretrukne for folkeligsindede. Højremændene ere gaaede saa vidt i deres Fanatisme imod Venstre, at endogsaa til ganske private, upolitiske Stillinger tilsidesætte de Venstremændene og fremtrække Højremændene. Se til vore tidligere oprettede Sparekasser og Banker! Se til de landøkonomiske Foreninger! Se til Valgene af Dommerne ved Dyrskuerne, Smørudstillingerne! Se til Dampskibsselskaber og andre Selskaber! Allesteder Højremænd eller Højremændenes Løbedrenge og Budbærere til Bestillingerne, især dem, der er noget at tjene ved! Man tør endogsaa paastaa, at Højremændenes Fanatisme og Egenraadighed er gaaet saa vidt, at Forslag til Lovforandringer i Dampskibsselskabers Love eller i Landboforeningernes Love, Vedtægter og Bestemmelser ere paa det mest glubende blevne bekæmpede af Højremændene, naar Forflagene have været stillede af Venstremænd. Man kunde eftervise denne Højremændenes Fanatisme og Ensidighed paa det tydeligste i alle mulige Retninger lige indtil den Glubenhed hvormed de ophøje enhver Bonde, som bliver Forræder imod Venstresagen. Saalænge Højre egenraadigen og egenmægtigen har kunnet gjøre det, saa fandt de det ganske i sin Orden. Og Venstremændene have hidtil været kortsynede (og dorske) nok til at finde sig deri. Men nu, da Venstremændene ere vaagnede og ville iskænke den Skaal for Højremændene, som disse hidtil have iskænket for Venstremændene - : ja saa hyle Højremændene og Højrepressen over denne forfærdelige Ugudelighed - som de hidtil have været ene om at udøve. Er det ikke nogle morsomme Fættere, de Højremænd?

(Aarhus Amtstidende 7. januar 1874).

Højremændenes Hyl over Venstremændenes Bestræbelser for at værge sig overfor Højremændenes politiske Had og Fanatisme er ikke andet end det pureste Hykleri. Højremændene gjøre nemlig, have i mange, mange Tider gjort det samme, som Venstremændene nu endelig ere pidskede til at gjøre. Højremændene have i mange Aar ikke holdt Venstrebladene, og saasnart et Venstreblad har berørt en Ting, som Højremændene ikke have fundet Behag i, saa væk med det! Man vil vel nok behage at erindre, hvordan Højremændene i Aarhus stillede sig under den fransktydske Krig mod nærværende Blad. Jernstøber Frich begyndte, og saa kom Athenæum med Telegrafist Zahle i Spidsen, derefter Haandværkerforeningen med Arkitekt Lange og Hosekræmmer Christiansen og den store Mand Maler Kruse. Bladet skulde afsiges, ingen maatte avertere deri. - Hvordan stillede Hr. Broge sig, da han blev vred over vor Holdning i Dampskibssagen, da hans Modstand forhindrede, at det jydsk-engelske Dampskibsselskab fik et 3die Skib for 2/3 af den Pris, der nu maa gives for et? Strax afsagde han og hans Svigersøn Bladet, og han unddrog os sine Avertissementer for en Tid. Og saadan kunde vi opvise mange Exempler fra andre Omraader. - Højremændene søge at unddrage Venstremænd Næring og Bjergning, Arbejde og Fortjeneste, saa vidt de kunne. Men de gaa mere lunt tilværks dermed end Venstremændene. De tale ikke saa aabenlyst derom, men imellem hinanden er et Vink nok! de Fyre forstaa en halvkvæden Vise. De skrive ikke derom offentlig, men de udføre det i den mest storartede Maalestok i Virkeligheden. Men som Venstremændenes Færd er og bør være, aaben og ærlig, frit og med "aaben Pande", saa tales i det af Kongen i Dag givne Svar paa ogsaa i dette Stykke. Lad kun Verden vide hvad vi ville, nemlig ikke fede vore Modstandere og lade vore Venner sulte. Det er ikke andet, end hvad Højremændene gjøre i fuldeste Maal, og have længe gjort. De ikke alene lade være med at unde politiske Modstandere noget af, hvad de kunne unde dem, men de skade dem, saa vidt de kunne. I dette sidste ville vi ikke ligne dem. Vi ville ingen gjøre Fortræd; ti det er urigtigt, ja, det er mere, det er Synd. Vi ville kun for Fremtiden lade være med at hjælpe vore Modstandere til at gjøre os Skade og Fortræd og lønne dem for det oven i Kjæbet; ti det er Synd mod os selv. - Vi ville bære os rigtigere ad, nemlig hjælpe og belønne dem, der nære venligt Sind mod os, og som ere vore Venner og Medhjælpere. Vi kunne da vel nu forstaa saa meget, at vi ingen Venner faa, naar vi fede vore Fjender og lade vore Venner sulte og opædes af Højremændene. Hidindtil har der kun været Armod, Had og Forfølgelse at hente ved at tjene Venstremændene. Derimod har det været et Herreliv at tjene Højremændene; ti saa har man faaet Ære og Løn af Højremændene og af Venstremændene med. Nu ville vi forandre dette: lade Højremændene ene om at ære og lønne deres Tilhængere selv uden vor Hjælp; men vi ville alene lønne og ære vore Venner og Hjælpere.

(Aarhus Amtstidende 8. januar 1874).

Højremændenes Kneb. Naar Højremændene bygge Bygninger, stifte Selskaber m. v., saa ere deres Blade og Budbringere færdige at skrige Halsen itu af Glæde og Roes over, hvor dejligt saadan noget er, hvor roesværdigt det er, hvilken mageløs Nytte, det er til, hvad de stille an. Og de Venstremænd, der ville hjælpe Højremændene med deres Skibe, Foreninger, Fællesbygninger m. v., det er, rent ud sagt, nogle dejlige Mennesker. Naar derimod Venstremænd paa egen Haand, uden enten at spørge Højremændene om Lov, eller uden at stille Højremændene i Spidsen derfor, ville oprette noget, det være sig Foreninger, Aktieselskaber til Bygning af Skibe. Forsamlingshuse eller sligt, saa hyle Højremændene i vilden Sky over, at man kan finde paa noget saa daarligt og taabeligt, noget saa skadeligt og unyttigt. Saadan gaar det nu med Foreningsbygningen i Aarhus. Uagtet det jo i enhver Henseende er lige saa godt, at en stor og anselig Foreningsbygning opføres, som at Dampskibene til Farten paa Kjøbenhavn og paa England byggedes, som da Børsen og Haandværkerforeningen byggedes, og hvorover alle glædedes, og hvortil Landboernes Penge vare saa rigeligt tilstede, saa ved man nu ikke, hvad man skal finde paa for at forhindre Foreningsbygningen. Da der ingensomhelst fornuftig Grund af god Beskaffenhed er til at være derimod, saa kan det ikke være anden end den: man ønsker, at Venstremændene skulle tigge om Husly til Møder hos Højremændene, og man ønsker, at Højremændene kunne forbyde Venstremænd at samles, naar det er mest nødvendigt. Vi faa se, om Venstremændene ville være Højremændenes Slaver.

(Aarhus Amtstidende 14. januar 1874).

Der hentydes det forsamlingsbygningen, det senere "Østergades Hotel". Det var især på højskole- og Venstremanden Lars Bjørnbaks initiativ. Trods højlydte protester fra borgerskabet, lykkedes det at rejse penge blandt gårdmænd, husmænd, håndværkere og småhandlende. Forsamlingsbygningen var tegnet af arkitekten Vilhelm Carl Puck. Da den var opført, hånede Højre-avisen Aarhus Stifts-Tidende bygningen som "et vidtløftigt sammensurium". Bygningen indeholdt en sal med plads til ca. 1.700 mennesker. Spisesalen nedenunder havde plads til ca. 400 personer. Bygningen stod ikke tilbage for borgerskabets huse. Efter protester og trods bevaringsværdighed, blev bygningen nedrevet i 2009.

Begravelse i Sundby. (Efterskrift til Politivennen)

Et uhyggeligt Optrin forefaldt ifølge "Dags-Telegraten" i Søndags paa Kirkegaarden paa Amagerbro. Da nemlig et temmelig stort Følge af Slægt og Venner til den bestemte Tid, Kl. 2, kom til den for en afdød Mands Lig bestemte Grav, fandt det - hvad der i og for sig er stødende nok - den frisk opkastede Grav fyldt med Vand, saa at det maatte vente, indtil Vandet var øst op; men endnu mere utilbørlig var det, at det, da man vilde sænke Ligkisten i Jorden, opdagedes, at Graven var gravet for kort, saa at Kisten ikke kunde komme ned; heller ikke ved at sænke den lidt paaskraa lykkedes det at faa den i Graven. Der blev tumlet og arbejdet, men det gik ikke, ja Graverkarlen, der syntes at være i en for Stedet temmelig oprømt Stemning, og hans Medhjælpere sprang endog op paa Kisten, for ved deres Vægt og Trampen derpaa at bringe den til at synke, men heri blev de bog snart forhindrede af Følget. Man blev da enig om at ty til Spaderne for at forlænge Graven, og imidlertid blev Kisten sat paa den ene Ende ned i Graven; hvilket Indtryk denne Situation gjorde paa den Afdødes tilstedeværende Enke, kan man let tænke sig! Man gravede altsaa, men Jorden skred ud, da man ikke gav sig Tid eller ikke havde Midler til at stive af; efter nogen Tids frugtesløst Arbejde kom man da til den Erkendelse, at det vilde være bedre at grave en helt ny Grav, og da Følget erklærede, at det ikke vilde gaa, før den Afdøde hvilede i sin Grav, anviste Graverkarlen et Sted, hvor man kunde opkaste en anden Grav. Arbejdet her ved begyndte da, men Jorden var blød og man havde ikke Materialier til at stive at med, saa at man efter nogle Timers Arbejde - Kl. var da 5 1/4, og Mørket var kaldet paa - maatte opgive at faa Liget jordet den Dag. Der blev da sendt Bud efter Graveren, som hurtig kom til Stede og meget beklagede, hvad der var slet, hvorefter han blev enig med den Afdødes Slægtninge at der ikke var Andet at gøre end at hensætte Liget i Ligkapellet til den følgende Dag. Man bar nu Kisten, som atter var bleven trukken op af Graven, til Kapellet, men efter Ankomsten dertil gjorde Følget en oprørende Opdagelse, idet det i det ene Hjørne af Rummet fandtes med Bræder afskildret - en Svinesti, i hvilken en Gris nok saa gemytlig kvægede sig af et Trug Svineføde. Opdagelsen syntes at være en Overraskelse for Graveren, ja selv for Graverkarlen - der ikke vilde kende del Mindste til Grisen - som nu maatte forlade sin lune Sti, før den paa en Mands Ryg allerede var paa Vejen til Politistationen for at afleveres som Hittegods; da kom han i Tanker om, at det var hans, og at han helst vilde være fri for at betale Optagelsespenge. Liget blev efter denne nye Forstyrrelse indfat i Kapellet og dette aflaaset af Graveren, hvorefter den Afdøde endelig i Mandags kom til Hvile i sin Grav.

(Socialisten 27. november 1873).

Tauber forulempet i Ringsted. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Tauber, der Ikke kan glæde tig ved nogen høj Grad al personlig Popularitet, befandt sig, fortælles der os, efter Valget mellem de Rejsende, der vare stegne ud paa Ringsted Banegaard. Han blev gjinkjendt og medtaget med et "Leve Fonnesbech, tre Hurraer", der afleveredes med mønsterværdig Præcision. Derefter foreslog en Anden strax: "Hs. Maj. Kongen level Ni Hurraer." Vældige Hurraer begyndte øjeblikkelig. Hr. Tauber beholdt ene Hatten paa. En Tilstedeværende tog den af ham, lod den deltage i de ni regulære Sving og leverede den derpaa tilbage til den forbløffede Ejermand.

(Dagbladet (København) 18. november 1873).

Fra Ringsted Banegaard. Folketingsmand Tauber har tilskrevet By- og Herredsfoged Buchwald Følgende: I Søndags Aftes forefaldt paa Ringsted Banegaard et Optrin, som har fundet offentlig Omtale, blandt Andet i "Dagbladet" for 18de Novbr. (16de Spalte), af hvilket jeg vedlægger et Exemplar. Da imidlertid det nævnte Blads Beretning er ufuldstændig og derhos urigtig i sine Enkeltheder, hidsætter jeg en Fremstilling af det Forefaldne, saaledes som det efter min Opfattelse gik for sig.

I Søndags Aftes Kl. 8 3/4 kom jeg paa Reisen fra Slagelse til Kjøbenhavn til Ringsted Banegaard, hvor jeg stod af og gik ind for at tage en Bid Brød. Idet jeg gik gjennem 2den Klasses Ventesal, hørte jeg fra en Klynge Mennesker det Udraab: "Der er han!", men jeg gik ind i Beværtningsværelset uden at ændse det. Medens jeg sad ved Bordet og spiste, kom en midaldrende, velklædt Kjøbstadborger derind, stillede sig lige over for mig paa den modsatte Side af Bordet og tog Hatten af for mig, idet han gjentagende Gange sagde paa en udæskende Maade: "Godaften, Hr. Tauber, Godaften Hr. Tauber!" Jeg lettede min Hat for ham uden at svare og spiste rolig videre, hvorpaa han trak sig tilbage til Døren mellem de to Værelser. Her havde 3-4 Personer samlet sig for at iagttage den Scene, han gav, og alle visse førte nu, medens jeg spiste, en Samtale, som jeg paa Grund af Afstanden ikke kunde høre nøiagtig, men om hvilken jeg tydelig opfattede, at den, ligesom ogsaa de Gebærder, hvormed den ledsagedes, havde en mod mig demonstrativ Karakteer. Da jeg havde spist og vilde gaa ud gjennem Ventesalen, stimlede 6-8 Personer sammen om mig med den Hilsen: "Godaften, Hr. Tauber! Godaften, Hr. Tauber!" Jeg lod mit Blik løbe hen over dem og svarede: "Jeg kjender Dem ikke, mine Herrer!" hvorpaa jeg vilde gaa videre. Men en af dem traadte mig i Veien, og efter forskjellige krydsende Tilraab, saasom: "Det er det Samme!" "Vi kjende Dem godt!" udbragte En af dem et "Leve Fonnesbech". Under dette var jeg veget hen mod Døren, hvor jeg gjorde Front imod dem, da de paa en truende Maade trængte sig ind imod mig, svingende deres Hatte. Umiddelbart derpaa udbragtes et "Leve Ministeriet Holstein" (ikke "Leve Kongen", som "Dagbladet" lader sig fortælle), og i det Samme rev den først omtalte Mand Hatten af Hovedet paa mig og gav sig til at svinge med den. Jeg traadte hen imod ham, tog min Hat fra ham og sagde: "Hvem er De?" - "Det kan være Dem det Samme", svarede han. - ""Jeg vil vide det!" sagde jeg. "Troer De, jeg siger mit Navn til en Person som Dem?" svarede han. - "Da skal jeg nok faa det at vide", sagde jeg og gik hen til Værten, som stod bag sin Disk, og spurgte ham derom. Han røbede ringe Lyst til at sige mig det, og da jeg paa hans Opfordring vilde paavise Manden, havde denne forstukket sig og kom mig ikke mere for Øie, saa at jeg endnu ikke fik hans Navn at vide. De øvrige Personer vare imidlertid fulgte efter mig og begyndte paany med saadanne Tilraab som: "Vi skal vænne Dem af med at komme herind!" "De skal læres til at blive i Vognen!" "De maa ikke tro, at De faaer at vide, hvem vi er!" "De finder det vist uhyggeligt her!" Da disse sidste Ord raabtes mig ind i Ansigtet, svarede jeg, "at jeg havde seet Sligt for; jeg havde for befundet mig blandt den saakaldte fine Pøbel", hvorpaa jeg gik hen mod Udgangen, hvor jeg saa Stationsforvalteren i Færd med at lukke Dørene for at hindre Folk, der havde samlet sig paa Perronen, fra at trænge ind. Derimod gjorde han ikke Mine til at skride ind mod de Excesser, som for hans Øine foregik i Ventesalen. Jeg henvendte mig da til ham med de Ord: "De er jo Stationsforvalter her?" "Ja." "Saa opfordrer jeg Dem til at værge fredelige Reisende mod at blive insulterede her." "Hvem insulterer Dem?" "Det gjør disse Personer." "Hvem er de?" "Jeg kjender ikke deres Navne . . ." Mere fik jeg ikke sagt; ti i det Samme lod Damppiben og nødte mig til hurtigt at søge min Waggon. Det hele Optrin i Ventesalen varede 3-4 Minuter.

Da dette insulterende Overfald paa mig, hvortil jeg ikke havde givet den fjerneste Foranledning, er foregaaet paa et offentligt Sted i Deres Jurisdiktion, opfordrer jeg Dem til at gjøre Samme til Gjenstand for en polittretlig Undersøgelse, om hvis Gang og Udfald jeg tør vente mig underrettet. Jeg har senere erfaret, at den Mand, som først gjorde Forsøg paa at vælte sig ind paa mig i Beværtningslokalet, og som senere rev Hatten af Hovedet paa mig, var Snedker Jensen fra Ringsted. Blandt de Øvrige var navnlig Glarmester Vermehren af Ringsted samt en ualmindelig høi, smal Mand (næsten 3 1/4 Alen lang), der efter Sigende skal høre til Cementfabriken "Hertha", de mest nærgaaende i Ord og Handling. Glarmester Vermehren var den, som trængte sig ind paa mig, da jeg var gaaet hen til Disken for at erfare Snedker Jensens Navn, og som der henvendte flere af de nævnte Udbrud til mig paa den anførte usømmelige Maade. Den samme Vermehren har ved en tidligere Lejlighed, en Gang i Sommer, søgt at vælte sig ind paa mig i den samme Ventesal, og angav da paa mit Spørgsmaal sit Navn som "Hansen"; men ved et Tilfælde erfarede jeg hans rette Navn inden Togets Afgang. Den omtalte lange Mand var ligeledes særlig ivrig for at trænge ind paa Livet af mig, og et af de anførte krydsende Tilraab ved Disken - jeg erindrer ikke nøiagttg hvilket - kom fra ham. Vidne til det Hele var Værten, og til den sidste Del deraf Stationsforvalter Olsen, hvilke sikkert kunne angive Navnene paa de øvrige Deltagere, som Alle maa antages at være fra Ringsted. Saa fremt der afgives Forklaringer, som i væsentlige Punkter afvige fra mit Ovenanførte, forbeholder jeg mig Yderligere."

Tauber tilføier endvidere Følgende: Idet jeg om det Forefaldne kan henholde mig til de i denne Skrivelse meddelte Oplysninger, overlader jeg rolig Dommen over denne Skandale til Almenheden og skal her kun tilføie et Par Ord til "Dagbladet". Dette Blad har i sin ovenfor (i "Sorø Amtst.") aftrykte Meddelelse ikke blot fremstillet Sagen efter en forvansket og hadefuld Beretning, men omtaler den oiensynlig i en bifaldende Tone. At Hr. Topsøe, der begik det berygtede Overfald paa Folketingsmand Steenstrup i Folketingets Forsal, finder personlig Tilstedsstillelse ved en saadan Færd, der er beslægtet med hans egen, kan ikke undre Nogen; men et alvorligere Tidens Tegner det, at en saadan Sag kan omtales paa slig Maade i et af Landets største Organer, og ligesaa sikkert er det, at dette insulterende Overfald paa mig er en Frugt af det systematiske Ære skænderi, som "Dagbladet" i Forening med andre Hovedstadsblade og deres Aflæggere og Eftersnakkere i Provindserne, har drevet imod mig, paa samme Maade som "Dagbladet" under sin forrige Redaktør bidrog til at fremkalde Nytaarsoptøierne 1866 imod Ministeriet Rotwitt.

Af et senere Nr. af "Sorø Amtst." sees det, at Hr. Tauber har faaet sit omhandlede Andragende til Herredsfogden i Ringsted, Hr. Buchwald, tilbagesendt, ledsaget af en Skrivelse, hvori denne erklærer, at han ikke finder Anledning til at anstille den begjærede offentlige Undersøgelse, men formener, at det maa blive Klagerens egen Sag at drage vedkommende Personer til Ansvar under en privat Politisag.

(Aarhus Amtstidende 24. november 1873).

Af "Sorø Amst" ses at den af Herr Tauber til Byfogden i Ringsted, Buchwald, indgivne Klage over nogle Personer, som overfaldt og forulempede Tauber paa Ringsted Banegaard, er bleven ham tilbagesendt, idet Byfogden mente, at det maatte blive Klagerens egen Sag at anlægge privat Sag imod de Personer, der havde fornærmet ham. - Det skulde blot have været nogle Arbejdere eller Venstremænd, der havde opført sig som Gadedrenge mod en Højremand, f. Eks. en Ministerkandidat, saa skulde vi have hørt et Hyl i Storborgerpressen saavel i København som Landet rundt. Om Byfogden i saa Tilfælde ogsaa havde fundet, at vedkommende Højremand (eventuelt Minister) skulde anlægge privat Sag imod Arbejderne? Nej, sikkert ikke! og dog har vi Lighed for Loven her i Landet, det vil sige: Paa Papiret.

(Socialisten 26. november 1873).

I januar 1874 blev snedkermester Jensen frikendt i Ringsted Byting, og dette skete også den 21. december 1874 ved den kgl. Landsover- samt hof- og stadsret.

Journalist og politiker Johannes Henrik Georg Tauber (1827-1892) blev omkring 1844 politisk interesseret, Carl Ploug og Fædrelandet, Dagbladet indtil 1855. Redaktør af Fyens Avis 1856–59. Juli 1863-februar 1864 medredaktør af Danevirke i Haderslev. 1866–69 redaktionssekretær ved Berlingske Tidende. Politisk bevægede han sig fra de nationalliberale til det nationale venstre. Han blev i 1869  valgt til folketinget (Horsenskredsen). I 1870 var han med ved dannelsen af det forenede venstre. 1871 købte han højrebladet Sorø Amtstidende der nu blev talerør for Venstre. I 1872 blev han valgt til Folketinget  i Slagelse, og igen 1873 og 1876. Hans politiske modstandere nægtede at avertere i hans blad. Han stiftede 1872 Vestsjællands Folkebank, der gik fallit 1877. Han blev ikke valgt 1879 i Slagelse, men samme år i Ruds Vedby. Som artiklen viser, var de nationalliberale forbitrede over hvad de opfattede som embedsmandssønnen og akademikeren der havde svigtet sin klasse.