Emilie Charlotte Wulff var som 16-årig kommet til København i 1869 med sine forældre, og i marts 1874 var hun kommet i forbindelse med Den frie kvindelige Forening. I første halvdel af 1874 rejste hun rundt i landet og holdt socialistiske foredrag - til den borgerlige provinspresses store forargelse. Hun var tjenestepige i to år og levede siden som syerske.
De første omtaler af hende stod i Socialisten den 6. januar 1874
Kvindemøde I Lørdags Aftes afholdtes Foredrag i socialistisk Retning af Borgerinderne Herlufsen og Wulff i Røde Kro paa Amager. Mødet, der var talrigt besøgt, aabnedes af Mdm. Herlufsen, der gav en Oversigt over Arbejdersagen specielt for Kvindens Vedkommende, idet hun fremhævede, at Kvinderne ikke længere burde staa tilbage, men vise, at ogsaa de havde Rettigheder at fordre af Samsundet, som dette endnu havde tilstaaet dem. Aftenens Glanspunkt var Jfr. Vulffs Foredrag, som gik ud fra Skriftordet: "Hos Gud er ingen Persons Anseelse", gav hun en Skildring af den fattige Kvindes Liv og Kamp for Tilværelsen fra Vuggen til Graven, hvorledes hun kun blev betragtet som et Trældyr eller en Slavinde af dem, som dog ikke kan undvære hendes Tjeneste. Man saa jo, at Storborgerne kan krænke den fattige Kvinde saa meget de lyster; den eneste Erstatning, hun kan vente sig derfor, er kun nogle usle Skillinger, som haanlig bliver tilkastet hende af ham, der havde ranet baade hendes Uskyld og Ære. Det var et sørgeligt Bevis paa Retfærdigheden her til Lands. Hun sluttede sit Foredrag med at opfordre alle de tilstedeværende Kvinder, som interesserer sig for Arbejderbevægelsen, til at træde sammen i en Kvindeforening, og der varetage deres Tarv (stormende Jubel og Hurra fra Tilhørerne) Sluttelig talte F. L. Zimmermann ester Opfordring, om det sociale Formaal her i Danmark, og opfordrede Tilhørerne til ikke at tro de mange falske Rygter, som blev sat i Omløb om Socialisterne af gemene Modstandere, men selv undersøge Sagen, og det kunde de bedst ved at holde det Organ, der taler deres Sag, nemlig "Socialisten" (Bravo, hør!) Med et Leve for Pio, Brix og Geleff, hævedes Mødet Kl. 10.
(Socialisten 6. januar 1874).
Senere omtaltes hun på et møde i den ny kvindeforening hvor det vedtoges at agitere for socialismens udbredelse ved offentlige foredrag, bl. a. af borgerinde Wulff. I Socialisten den 18. februar 1874 blev hun nævnt i forbindelse med et diskussionsmøde i foreningen "Broderbaandet" hvor hun udtalte sig for at to kvindeforeninger forenes under et i Broderbaandet. Kort efter holdt hun et foredrag:
Et offenligt Møde holdtes i Tirsdags Aftes i Foreningen "Broderbaandets" Lokale. Borgerinde Wulff aabnede samme med et længere Foredrag om de sociale og politiske Spørgsmaal Hun udtalte, at den Aand, som behersker Arbejderstanden, er en gennemgaaende Utilfredshed og Misfornøjelse med den bestaaende Samfundstilstand, hvor den nødlidende Fattigdom og den overdaadige Rigdom fremtræder i en saa kras Modsætning ved Siden af hinanden. I Reglen viser denne Utilfredshed sig ved en stille og taalmodig Liden, men undertiden bryder den igennem baade i Form af enkeltstaaenbe Forbrydelser og i store sociale Revolutioner, der medfører grænseløse Ulykker for den Enkelte og for hele Nationer. Disse Ulykker er uundgaaelige saa længe vi ikke paa fredelig Maade kan saa tilvejebragt grundige Reformer, som det ligger i Alles Interesse at kæmpe for. Naar man beskylder Socialisterne for, at de er Skyld i Fordyrelsen af Nødvendighedsgenstandene, gør man dem i høj Grad Uret. Fordyrelsen stammer fra ganske andre Steder. Derimod har Mestre og Fabrikanter benyttet sig af den stedfundne Lønningsforhøjelse til at i tage en endnu meget større Fortjeneste end tidligere. At Prisen paa Landets Produkter stiger, ligger i at Prisen er stegen i de Lande, hvorhen vi fører vore Produkter, og ikke i den herværende Arbejderbevægelse. Efter borgerinde Wulff optraadte flere mandlige Talere, som samstemmede med hendes Udtalelser. Mødet var stærkt besøgt af Mænd og Kvinder baade i og udenfor Arbejderstanden.
(Socialisten 21. februar 1874).
Ved et møde i København den 10. marts 1874 rapporterede Københavns Politi følgende om hendes tale og tankegang:
”Hun dvælede derefter atter lidt ved arbejdernes usle kår, men malede dem derefter lyse i modsætning til tjenestepigernes, som var ganske forskrækkelige – Tjenestepigerne var rene slaver for herskaberne og deres stilling burde absolut forbedres.”
Mødet blev afholdt på hjørnet af Bredgade og Fredericiagade, kælderen (foreningen Broderbaandets lokaler. Jomfru Wulff var den ene af indkalderne:
Diskussionsmødet i kvindesagen, som afholdtes i Tirsdags Aftes i Bredgade, havde samlet en talrig Skare af Borgerinder og nogle Arbejdere. Borgerinde Clausen var Dirigent og gav Ordet til Borgerinde Hansen. Talerinden beklagede Adskillelsen af den ene kvindelige Forening og ansaa en Sammenslutning som Afdeling af "Broderbaandet" for heldig, uagtet denne Forenings nye Love havde paa en uforsvarlig Maade tilsidesat Kvinden, idet der nægtedes hende fuldstændig Diskussions- og Stemmeret. Lynnell anbefalede den paatænkte Sammenslutning. Borgerinde Wulff hævdede Kvindens Ligeberettigelse og anbefalede Dannelsen af en ny og bedre konstitueret Kvindeforening. Borgerne Larsen og Lynnell opmuntrede til at tage alvorlig fat paa Sagen. Borgerinde Møller støttede de sidste Talere. Borgerinde Clausen havde Intet mod en Sammenslutning, dog helst i en aldeles selvstændig Forening, uafhængig af "Broderbaandet", der kunde da om muligt samles til et nyt Fond og begge de bestaaende Fond kunde bestaa jevnsides. Borgerinde Andersen talte for Enighed og Venskab. Lynnell og Larsen ønskede at der straks nedsattes et Udvalg til at udarbejde Love. Borgerinde Clausen ønskede at udsætte dette Valg, indtil Sagen var forhandlet i den fri kvindelige Forenings Møde. Borgerinde Hansen ønskede Valget foretaget straks, hvilket flottedes af Borgerinde Wulff. Ved Afstemning vedtoges det, at Valg skulde finde Sted. Som Deltagere i Udvalget valgtes Borgerinderne Hansen, Wulff, E. Hansen, Koefod, Brandt og Petersen. Udvalget træder sammen Onsdag Aften. Et Leve for Førerne vakte almindelig Begejstring.
(Socialisten 12. marts 1874).
Wulff var aktiv på egen hånd og havde ingen særlig tilknytning til en bestemt forening, selv om hun havde oprettet en afdeling af Den frie kvindelige Forening i Odense. Men hun vakte opmærksomhed, hvor hun kom.
Qffenligt Foredrag afholdtes i Onsdags Aftes paa Vesterbrogade af Borgerinde E. Wulff. Talerinden fremdrog navnlig den Ulighed, der var tilstede mellem Embedsmændenes Lønningsforhold og Pensionering og Arbejdernes Løn og Alderdomsforsørgelse. Hun paaviste, at den Lærdom, som Embedsmændene paaberaaber sig at have medført saa mange aars Arbejde og mange Penge, - er deres formuende Forældres eller Værgers Værk, og ikke deres eget. Ofte er det Staten, som lader dem oplære, hvorfor deres Adkomst til fede Embeder er et Spil af Lykken. Arbejderne derimod maa selv ved egne Kræfter og Midler hjælpe sig frem og bliver desuagtet tilsidesat og forskudt i Alderdommen. Foredraget hilsedes med stærkt Bifald af Forsamlingen.
(Socialisten 5. april 1874).
Foredrag i Frandsens Lokale i Aarhus. I Gaar Aftes holdt Frøken Wolff, formodenlig Medlem af den fri Kvindeforening i Kjøbenhavn, et Foredrag om Arbejdersagen, og hun kunde glæde sig ved et saa stærkt Besøg, som ikke en Gang Bjørnbak i hans Velmagtsdage har oplevet. Frøkenen, der ser ud til at være en 25 Aar gammel, har et ret kjønt Ydre og kunde i Nødstilfælde nok repræsentere la déesse Raison; hun optraadte med megen Sikkerhed og ikke ringe Tungefærdighed og erklærede sig straks for en eksalteret Beundrer af "vores elskede Pio" og de øvrige "Martyrer", som Storborgerne til Trods for al Retfærdighed spærrede inde i Vridsløselille. Frøkenen nærede intet højere Ønske end at dele deres Fængsel og raadede alle Arbejdere til at melde sig ind i Tugthusene og om mulig overbefolke dem i den Grad, at Storborgerne til Sidst bleve nødte til at lukke Portene op for dem alle. De nuværende Samfundsforhold underkastede Frøkenen en skarp og ubarmhjertig Kritik, lige fra HS. Maj. Kongen, hvis Eftergivenhed overfor hans Ministre vakte hendes Misnøje, til Professor Drachmann, der beskyldte Arbejderne for at foræde sig, hvad han formodenlig havde erfaret fra sin Moder, der mulig som Gangkone paa Hospitalet havde forædt sig i Grødomslag. Rigsdagen bestilte ikke Andet end vrøvle og vrøvle og give Embedsmændene Tillæg i Stedet for Arbejderne, der vare de Eneste, som fortjente det. Skolelærerne vare komplet uduelige og sad og sov i Stedet for at lære Børnene Noget. Valgretten burde indtræde med det 21de Aar og udvides til Fattiglemmer; kom Arbejderne paa Fattighuset, var det ene og alene Storborgernes Skyld, de "Asner" kunde jo lønne dem rigeligere. Præsterne vare de værste af alle Skabninger og tituleredes sans facon "Hunde"; Kirkegang var mildest talt overflødig. Det var væsenlig kun saakaldte Damer, der gik i Kirke, som oftest fordi de holdt "en Klat" af Præsten; naar de kom hjem, gav de dem til at skjælde deres Tjenestefolk ud og rives med deres Ægtefæller - det var Frugterne af deres Religiøsitet. Frøkenen kunde ingenlunde tilraade Arbejderne at leve "som Svin"; men naar et Ægtepar ikke kunde komme ud af det med deres Indtægter, var det Fornuftigste, de kunde giøre, at hæve Samlivet, for at forebygge Familiens yderligere Forøgelse. Ramtes Arbejderne forøvrigt af ægteskabelige Uheld, var det Storborgernes Skyld, der gjorde Kur til Konerne, naar de saa godt ud, ikke at tale om Tjenestepigerne, der vare i høj Grad efterstræbte. - Disse og flere Ulemper vilde imidlertid fuldstændig afhjælpes gjennem den socialistiske Stat; naar først "vores elskede Pio" kom ud af Vridsløselille og Arbejderne bleve enige, var der den bedste Udsigt til at naa det forjættede Land; men Enighed og Offerberedvillighed maatte der til; Frøkenen selv var beredt til at holde Foredrag i Sagens Interesse, ja til at skære sig selv i tusinde Stykker til Fordel for de Fattige. - Efter at Frøken Wolff, der præsenteredes for Forsamlingen af Murer Sørensen, havde endt sit Foredrag, sluttede Snedker Lauritzen Mødet med at udtale den ubestridelige Sandhed, at naar Frøkenen havde faaet fuldt Hus, medens de indfødte Talere kun kunde glæde sig ved sparsomt Besøg, var Grunden ene at søge i Publikums Nysgjerrighed. - En snevrere Kreds bragte Frøkenen og de uundgaaelige Martyrer nogle Hurraraab, og Frøken Wolff, der aabenbart var særdeles tilfreds med Resultatet, udtalte Haabet om oftere at kunne glæde Aarhus med sine Foredrag,
(Jyllandsposten 3. maj 1874).
Frøken Emilie Volfs Foredrag havde i Løverdags Aftes samlet saa mange Mennesker, som Frandsens Sal vel kunde rumme paa Gulv og Balkon. Murer Sørensen indledede med nogle Ord til Forsamlingen og opfordrede særligt den demokratiske Arbejderforenings Medlemmer til at afsynge en af de bekjendte Arbejdersange. Efter denne Indledning optraadte Frøken Volf, der viste sig at være en ganske ung Dame af et net og tiltalende Ydre. I sit Foredrag, der varede lidt over en halv Time, skildrede Talerinden med stærke Farver og jevnlig afbrudt af Bifald den dybe Modsætning, som vore Samfundsforhold have skabt mellem den besiddende og den arbejdende Klasse. Først bragte hun en Hilsen til Brødre og Søstre af den socialistiske Troesbekjendelse i Aarhus fra denne Retnings Tilhængere i Hovedstaden. Derefter fremhævede hun særligt, ligesom ogsaa senere gjentagende, de Fortjenester de fængslede Arbejderførere, navnlig Pio have indlagt sig af Arbejdernes Vækkelse. Disse Mænds Domfældelse betegnede hun som i højeste Grad uretfærdig, og spaaede, at deres Navn aldrig vilde dø blandt danske Arbejdere. En Daad som deres ønskede hun, at Mænd og Kvinder vilde efterligne, anseende det for en Ære og Glæde at lide for Arbejdernes Sag. Hvad Rigsdagen angik, da gjorde den intet for Arbejderne. Man hørte den tale og forhandle om Embedsmænds Lønninger, men Arbejderne tænkte den ikke paa at gjøre noget for. Kongen, hvem Talerinden erklærede hun ikke tilsigtede at angribe, udtalte hun sig ikke desmindre om i stærke Ord, idet hun syntes at frakjende ham det rette Sind for Arbejderne. I saa Henseende henviste hun til Pihls Sag og til den Optræden, Politiet havde udvist mod de Arbejdere, der havde indfundet sig paa Slotspladsen for at bede om Naade for Louis Pio. Talerinden vilde, skjøndt Kvinde, ikke have taalt Politiets Brutalitet ved denne Lejlighed, men sat sig til Modværge mod dettes Indhug paa Folkemassen. Præsternes Virksomhed betegnede hun som særlig arbejderfjendtlig, ligesom hun ankede over den Maade, hvorpaa de lode sig betale baade i Pose og i Sæk. Ved sin Optræden krænkede og saarede denne Stand ofte Arbejderne. Saa man hen til Kirkebesøget, da viste det sig, at Kirkegængernes overvejende Flertal bestod af Storborgere og navnlig Storborgernes Damer. Arbejderne burde holde sig borte fra et saadant Sted. De vare saa udasede af deres daglige Sved og Slid. at de havde bedre af at hvile og sove om Søndagen, end af at gaa i Kirken. Storborgerne rettede en Mængde Beskyldninger mod Arbejderne, hvem de i deres Blade tildængede med Smuds. De betragtede og behandlede Arbejderen ikke som Mennesker, men som Dyr, som Kreaturer. Men der var vaagnet en ny Aand i Folkets Masse og Talerinden maatte tænke paa Bibelens Ord om Guds Aand, som i de sidste Dage skal udgydes over alt Kjød. Hvilken elendig Løn, hvilke usle Kaar var det ikke, som man bød Arbejderen. Hvorledes skulde han kunne leve som Menneske i vort Samfund! Storborgerne byggede Fattighuse og Ladegaarde. Det var deres Lyst at kue og trælbinde den fattige og arbejdende Befolkning. Man talte fra storborgerlig Side om, at Arbejderne vilde ophæve Ægteskabet. Det var en Bagvadskelse. Det var Storborgerne selv, som især krænkede dette Forhold. Hvor mangen Arbejders Kone, hvor mangen Tjenestepige kunde ikke vidne herom! Hvad Arbejderne vilde, var at leve som Mennesker. De vilde ikke finde sig i den nedværdigende Stilling, der bydes dem. De ere nu vaagnede og forlange Ret for alle. Uret for ingen. De kræve Pios Valgsprog gjennemført: ingen Rettigheder uden Pligter, ingen Pligter uden Rettigheder. Ikke ved at omstyrte Samfundet vilde man gjennemføre sine Formaal, og hvis Storborgerne havde Hjerte for Medmenneskers Nød og Elendighed, vilde de glæde sig over den Aand, der var kommen over Arbejderne. Disse kræve lige Valgret for alle 21aarige Mænd, der jo anses gode nok til at lade sig lemlæste i Krigen for derefter at gaa herhjemme iblandt os med en Lirekasse paa Stakken. Et andet Hovedkrav var fri og fælles Undervisning, i det hele en ganske anden Oplysning, end den usle, der nu bydes Arbejdernes Børn. Talerinden omtalte atter Pios og de øvrige Arbejderføreres Fortjenester af Arbejderne, priste varmt deres Gjerning og opmuntrede Mænd og Kvinder til at følge deres Exempel uden at strækkes ved deres Skjæbne, den Talerinden ansaa det for en Ære at dele. Hun udbragte et Leve for de fængslede Arbejderførere og sluttede med at fremsige et Digt til deres Ære. Derefter tog Snedker Lauritzen Ordet og henvendte, idet han hævede Mødet, en net og velvalgt Tiltale til Forsamlingen, hvem han lagde paa Sinde at agte paa Talerindens Ord, om end enkelte af disse fra Formens Side kunde have været anderledes og mere forsigtigt valgte as en mere øvet Taler. Han takkede Frøken Volf for hendes Foredrag og udbragte et Leve for de Damer, som paa en lige saa frejdig og vækkende Maade vilde tale til Arbejderne. Frøken Volf bragte Forsamlingen sin Tak for et for hende udbragt Leve og udtalte Haabet om oftere at tale til en Forsamling i Aarhus, idet hun erklærede sig rede til at ofre, om saa skulde være, Livet for Arbejdersagen. Endelig sluttede Mødet med Afsyngelsen af en Arbejdersang.
(Aarhus Amtstidende 4. maj 1874).
Frøken Wulffs Foredrag i Aarhus Da vi endnu ikke har modtaget skriftligt Referat om Frøken Wulffs andet Foredrag i Aarhus, meddeler vi følgende efter "Aarh. Amtst.":
Frøken Wulffs andet Foredrag hos Frandsens i Lørdags var om muligt endnu stærkere besøgt end det første. Ogsaa denne Gang indlededes Mødet med nogle Ord af Murer Sørensen og med Afsyngelsen af Arbejdersangen: "I Flugt gaar Tiden over Livets Bølge". Frk. Wulff tog derefter Ordet og udtalte sig over det første af de Emner, hun havde opgivet at ville tale over, nemlig: Kvinden fra Vuggen til Graven. Talerinden skildrede den fattige og den rige Piges Liv, hvorledes hun fra det første Skridt er udsat for Sorg, Nød og Fristelser, medens denne plejes og kæles for, hvor hun saa vender sig. Særlig dvælede Talerinden ved Fremstillingen af en Tjenestepiges usle og haarde Kaar, det forfærdelige Slid uden Raadighed over nogen Time fra tidlig Morgen til sildigst Aften, de urimelige Luner, hun mangen Gang maa døje fra Herskabets Side, og den ringe Løn, hun faar for alt sit Arbejde. Var der Nogen, der havde Grund til Strejke , da var det i Sandhed Tjenestepigen. En saadan fik f. Eks. i København gennemsnitlig i Løn omtrent 40 Rd., medens hun kunde have Krav paa denne Sum alene for de Luner, den Vrantenhed og Gnavenhed, hun saa ofte maatte døje. Tjenestepigen burde ligesom andre Arbejdere kunne tjene en ordentlig Dagløn f. Eks. 1 Rd. eller 8 Mk. og leje sin Tjeneste ud for en bestemt kortere Tid ad Gangen. En Ulykke var det ogsaa for mangen en ung Pige, at hun kom til at tjene i et Hus, hvor Manden holdt for meget af Pigen og for lidt af sin Kone. Talerinden sluttede sin Udtalelse over dette Emne med at opstille Kravet om, at Sætningen "ingen Pligter uden Rettigheder, og ingen Rettigheder uden Pligter" lige saa vel burde finde Anvendelse paa Kvinden som paa Manden. Navnlig tilkom der Kvinden Stemmeret, saa at hun selv kunde varetage sin Tarv og skaffe sine Interesser repræsenteret i den lovgivende Forsamling, hvor ogsaa Kvinden burde have Sæde. Efter et lille Ophold gik Talerinden over til det andet Emne om Verdens utro Sjælesørgere. Idet hun udtrykkelig bemærkede, at det ikke var alle, men de fleste Præster hun sigtede til, skildrede hun denne Stands Optræden som langt fra svarende til, hvad der af den kunde ventes. Præsterne varsom oftest utro mod deres Gerning, og hvad de lærte andre, holdt de ikke selv. De lærte saaledes: Du skal ikke slaa ihjel, men desuagtet priste de Krigen og saa rolig paa, at Mennesker slagtede hinanden. De paabød Menneskene i Religionens Navn at tale Sandhed. Var det da ikke for at have talt Sandhed at Mange blev kastet i Fængsel eller maatte lide paa anden Maade? De var pengebegærlige, hvad Talerinden dels selv havde erfaret, dels kendte mange Eksempler paa. Saaledes var der i København et fattigt Brudepar, der ønskede at holde Bryllup, men hvem Præsten ikke vilde vie, fordi den unge Mand kun havde 9 Mk. at byde ham. Præsten burde i det Sted have tilbudt Vielsen for Intet og ladet det unge Par beholde de 9 Mk. til at begynde deres Husholdning med. Og med Hensyn til Ligtaler, saa man da ikke, hvor almindeligt det var, at Præstens Ros og Lovtaler rettede sig efter den Betaling, han fik for, hvad han sagde. Talerinden troede ikke paa Biblen, den indeholdt meget usandt. - Hendes Valgsprog var: Gør mod Andre, hvad Du vil, at de skal gøre mod Dig. Endnu holdt Talerinden et kort Foredrag over det gamle Ord: de smaa Tyve hænger man, og de store lader man løbe, hvorefter hun sluttede med Fremsigelsen af et Digt, hun havde forfattet til Ære for Pio. Ligesom forrige Gang, Frk. Wulff holdt Foredrag, hævedes Mødet med nogle Ord af Snedker Lauritzen, hvori denne udtalte Arbejdernes Misbilligelse med den Uskik og Ubillighed, at man fra visse Siver kaster sig over mindre øvede Talere og Talerinder ved at henholde sig til og grelt fremdrage disses mindre korrekte Udtryk i det Enkelte.
(Social-Demokraten 14. maj 1874. Fra Aarhus Amtstidende 11. maj 1874))
Parolen "ingen pligter uden rettigheder" omtaltes i de allerførste numre af Socialisten, fx. 16. oktober 1872. Citatet ”Ikke at gøre mod andre, hvad du ikke ønsker gjort mod dig selv” findes i de tekster som blev nedskrevet ca. 100 år efter Konfutze (551-479 f. v. t.) var død. Et lignende og ca. 600 år yngre citat findes i Bibelens evangelier hvor Jesus udtaler det.
Et Arbejdermøde i Horsens afholdtes ifølge Indbydelse af Frøken Wulff i Gaar Aftes i Lokalet "Dannebrog". Mødet overværedes af en Forsamling paa henved 500 Herrer og Damer og aabnedes af Formanden for den "social- demokratiske Arbejderforening", C. Jensen, der opfordrede Forsamlingen til at høre paa Foredragholderinden med den tilbørlige Ro og Orden. Derefter tog Frk. Wulff Ordet, og med klare og tydelige Ord paaviste hun, at de socialistiske Principper aldeles ikke var samfundsfarlige, som Storborgerne gerne vilde have Folk til at tro. Hvad Socialisterne forlangte, var Ret for Alle og Uret for Ingen, og derfor burde enhver brav Borger støtte Socialisterne; men Storborgerne optræder paa en raa og udannet Maade overfor vort Parti. Til Eksempel henviste hun til Præsternes Optræden som Religiones Tjenere og fremhævede, at de Mænd, der i Gerning fulgte den Lære, som disse ærværdige Herrer kun førte paa Læberne, kunde risikere at komme i Forbedringshuset, men Intet burde dog afholde os fra at tale Sandhed, ti for den fandt man altid Styrke til at lide Alt. I smukke Ord henvendte hun sig til de danske Kvinder og bad disse rejse sig tilligemed Mændene, da Kvindernes Stilling i højeste Grad trængte til Forbedring. Det var Storborgernes Mening, at Kvinden ingen Rettighed har, men hun haabede, at det var kommet til at staa klart, saa vel for Kvinden som for Manden, at den Rige ingen moralsk Ret har til at holde den Fattige i Trældom. Arbejderne maa hylde Ordsproget: "Tand for Tand og Øje for Øje", og naar de Bedrestillede overdænger os med Haan og Foragt, da maa vi som Nødværge gøre det Samme. Naar der for Tiden var en Kløft imellem Arbejderne og Storborgerne, da var det de Sidstes egen Skyld og derfor var det disses Pligt at søge Kløften udjevnet paa hvilken Maade de vilde og kunde. Til Slutning opfordrede hun sine socialistiske Brødre og Søstre til at slutte sig sammen i broderlig Enighed og Samdrægtighed og søge hen til en virkelig Forbedring i deres trange Kaar. Embedsmændene forlangte Forhøjelse i deres Gager, men hun troede, at disse, hvoraf nogle fik indtil 10,000 Rd. i Løn, var heldig stillede i Forhold til Arbejderne. Efter at et Digt til Ære for Pio var oplæst opfordredes Modstanderne til at tage Ordet; men da Ingen meldte sig, sluttedes Mødet med et kraftigt Leve for de fængslede Førere og for Frøken Wulff, hvorefter flere Frihedssange blev afsungne, og Forsamlingen stilles ad med el godt og smukt Indtryk af Aftenens opløftende Stemning.
(Social-Demokraten 17. maj 1874).
Af småannoncer i aviserne kan det ses at Wulff bl.a. holdt foredrag følgende steder: 3. maj 1874 i Århus i Frandsens Lokale. 10. maj 1874 i Skanderborg på hotel "Lillebelt". 12. maj 1874 i Horsens ("Dannebrog"). For fuldt hus i Fredericia den 13. maj 1874 i hr. Andersens lokale. Den 18. maj i Horsens i lokalet "Dannebrog". Den 15. og 19. maj 1874 var hun i Kolding i "Kolosæum" hvor der var henved 300 til stede. 13. juni 1874 i Apollosalen, 20. juni 1874 på Fyn og 4. juli i Apollosalen. Der er muligvis tale om Apollosalen i Svendborg opført 1854.
Jyllandsposten har fra dens Meddeler i Frederits ladet sig tilsende et Referat om Frøken Wulffs Foredrag dersteds, hvilket Referat naturligvis er udsøgt uforskammet mod Frøken Wulff, og endvidere sentimental naragtig. En Gennemsnitsprøve giver følgende Linier i Referatet: "Skyerne fældede Taarer ved at være Vidne til, at Tvedragtens Præst og Præstinde atter udgød deres Gift og Galde i danske Borgeres Sjæle". Jyllandsposten hører til det Parti, som vil have Fred og Ro, og som fordømmer al "Agitation", dog naturligvis kun paa den Betingelse, at vedkommende Parti har Magten og beholder den, og derved kan have Lov til at foreskrive Folkets Flertal, hvilke Betingelser det behager. Blev det Modsatte Tilfældet, nemlig at et andet Parti fik Magten over de nu Herskende, kan man være overbevist om, at "Agitationen" netop fra de nuværende Agitationshaderes Side vilde blive ført med al ønskelig Kraft. Derfor borger Partiets Fortid, og vi skal for øvrigt langtfra dadle det derfor, men vi vil derimod spørge Partiet, om det ikke synes det gør sig latterligt ved at forlange, at hele det danske Folk skulde undlade at benytte sine politiske og borgerlige Rettigheder og lade sig spille Boldt med af et reaktionært Mindretal ene og alene for at vinde en Portion vammel Smiger fra vel bestaltede "Stormænd".
Referatet omtaler dernæst Hr. I. Nielsen i Frederits, der optraadte som Taler paa Mødet som Frk. Wulff havde i sammenkaldt, med en vis Agtelse for hans politiske Begavelse og Dygtighed, - men da denne Dygtighed gaar i en Retning, som "Partiet" ikke synes om, beklages den naturligas som virkende i "en for Fædrelandet skadelig Retning", og Korrespondenten forudsiger, at Hr. Nielsen "vilde blive en hel Anden, dersom han blot vilde læse den romerske og den græske Republiks Historie! De gode Højremænd er dog mere naive og mindre skarpsynede end man i Reglen antager dem at være.
(Social-Demokraten 20. maj 1874).
"Fredericia Avis" indeholdt for nogle Dage siden et meget smudsigt Angreb paa Frøken Wulff, hvilket vort halvofficielle Blad "Berl. Tid." ikke undsaa sig ved at citere. Man kan her passende anvende Ordsproget: Sig mig hvem Du omgaaes, og jeg skal sige Dig, hvem Du er. Imod nævnte Smudsartikel har nu Karetmager Kruse i Aarhus ladet indrykke følgende i "Aarhus Amtstidende:
Under Overskriften "En socialistisk Talerinde, og Underskreven "En københavnsk Arbejder" har Højrebladet "Fredericia Avis" et Stykke, som den angiver hidrører fra en "socialistisk Agitator," og hvori Frøken Wulff omtales paa en meget haanende og nedsættende Maade. Hendes første Synd bestaar i, at hun skal have været "almindelig Tjenestepige", dernæst paaduttes der hende, at hun skal have havt "en mere end tilladelig Interesse" for Direktøren for den da bestaaende dramatiske Forening, og at hun har simuleret sig syg for at slippe bort af sin Tjeneste, og for det tredie eller fjerde regnes de hende til Last, at hun har holdt Foredrag i København. Det hele Stykke bestaar kun af saadant og lignende jammerligt og intetsigende Tøjeri, og bærer i det Hele et tydeligt Vidnesbyrd om, at det kun er forfattet i den Hensigt, at kaste Smuds paa Frk. Wulff, for derved at skade hendes vækkende Virksomhed blandt Arbejderne. Da jeg og flere imidlertid ikke tror, at nogen Arbejder og endnu mindre nogen "socialistisk Agitator" vilde haane Frøken Wulff, selv om de end ikke Alle er enige med hende i Alt, hvad hun siger, ved offenlig at fremkomme med saadant Sludder, som man let kan sinde paa at sige om enhver, saa tror vi, at det er mest sandsynligt, at det hele Sludder er enten af "Fredericia Avis egen Redaktør, Hr. Eibeschütz, eller en anden nobel Højremand. Da det fremgaar af Hr. Eibeschützs Indledning til Stykket, at han har Navnet paa Forfatteren, saa vil vi tillade os at blive i den Formening, at Stykket er af hans eget Fabrikat, som det forøvrigt ligner som det ene Haar det andet, indtil han maatte behage at offenliggøre, hvem den socialistiske Agitator er, som han foregiver er Forfatteren
C. C. Kruse.
(Social-Demokraten 22. maj 1874).
Karetmager Carl Christian Kruse (1833-1876) var den første formand for Arbejderbevægelsen i Aarhus og siden 21. oktober 1871 leder af Aarhus-afdelingen af Internationale. Ideologisk lå han tættere på den frisinde Venstre-politiker Lars Bjørnbak end på de revolutionære socialister. Den socialistiske arbejderforening holdt til i Frandsens lokale Vinden i Kannikegade. Han opstillede uden at blive valgt til både til byråd og Folketing. Han støttede Venstres Den Folkelige Forsamlingsbygning i Østergade i 1875. Han blev fyret efter grundlovsdag 1874. Han forsøgte sig herefter som selvstændig karetmager, kunne ikke leve af det. Han døde syg og nedbrudt i 1876.
Højrebladet Fredericia Avis blev startet december 1848 af bogtrykker Israel Meyer Eibeschütz (1812-1884). Bladet fik i 1890 konkurrence fra det moderate Fredericia Dagblad og 1898 af Fredericia Socialdemokrat (der udskiltes fra Østjyllands Socialdemokrat, 1897). Eibeschütz solgte bladet i 1880 og flyttede til København hvor han også var født.
Arbejderbevægelsen i Odense.
Da vor By i denne Tid gæstes af Frøken Wulff, hvis begejstrede Ord indeholder djærve og store Sandheder og giver smukke og træffende Skildringer af Tilstanden og slaaende Beviser paa den Undertrykkelse, som den fjerde Stand lider under, er der her i Odense vakt en hidtil ukendt Bevægelse blandt Arbejderne, og saa stor er Tilstrømningen til og Sympatien for hendes Foredrag, at Politimesteren Hr. Koch har forbudt hende at tage Entre, formodenlig for paa den Maade at fordrive hende her fra Odense, men det har kun havt den Virkning, at Frk. W. erklærede at ville holde 24 Foredrag, af hvilke hun allerede har afholdt en Del under stadig og stærk Tilstrømning. Møderne er alle afholdt med en god Ro og Orden. Ti man kan her se, med hvilken ublandet Taknemlighedsfølelse Arbejderne efter endt Dagværk strømmer til for at høre deres djærve og modige Forkæmperinde, dristigt og frit kræve Arbejdernes berettigede Fordringer gennemført og faa den 4de Stand hævet og ligeberettiget med de øvrige Klasser i Samfundet. Hun har paatalt Kvindens Ret og paavist, hvorledes Kvinden holdes fjernet og tilsidesat fra at deltage i det sociale saavelsom i det politiske Liv, som et Væsen, der kun har Forstand paa og Interesse for Husvæsenet. Hun har paavist den uhyre Forskel, der er mellem den rige og fattige Kvindes Livlige fra Vuggen til Graven, hvorledes det fattige Pigebarn maa henslide sin tidligste Ungdom imellem Fabriken, Skolen og et undertiden usselt Hjem, indtil hun bliver konfirmeret; saa skal hun ud at tjene for sit Brød, men hun er da for det Meste spinkel og meget sygelig. Noget som hun har paadraget sig i de usunde Fabriker. Hun har med samme overbevisende Sandhed skildret den fattige Kvindes Kamp, Fristelser og Farer igennem de senere Stadier i Livet. Hendes kraftige og overbevisende Foredrag har ogsaa haft den Virkning, at der i Lighed med København og flere jyske Byer er stiftet en Kvinde, forening med det skønne Maal at hjælpe og støtte hverandre i Sygdomstilfælde, ved Arbejdsnedlæggelser og lignende Omstændigheder. Den har allerede bestilt sig en Fane, som nu skulde have været afsløret, men "der kom en Mand med en Slæde i Vejen", nemlig vor egen nidkære Politimester, idet han har forbudt dens Afsløring. De maatte bruge den til at sidde og lege med paa Skødet, men ikke til at udfolde i deres Lokale. Med slig Vilkaarlighed tillader en Politimester sig at indblande sig i en Forenings indre Anliggender, i vort, i det Mindste paa Papiret saa frie Danmark. Om nævnte ærede Herre er bleven forskrækket for den røde Farve, eller det er for Inskriptionen paa Fanen, nemlig "Ret for Alle, Uret for Ingen", at der har gjort ham bange, skal jeg ikke driste mig til at afgøre; men at en saadan myndig Herre kan blive bange for en saadan Forening, som Kvindeforeningen, hvis Formaal kun er at hjælpe og gensidig at understøtte hverandre, for ikke i Sygdomstilfælde at ligge det Offenlige til Byrde, synes vi herovre, er latterligt, og han tror vist at have et stort Ansvar overfor en saadan "Petroløse-Forening", som kun har til Formaal ved egne Midler at lindre Sygdom og Nød. Arbejderne er ogsaa nu vaagnede op af den Dvale, som Pastor Møllers saakaldte "danske Arbejderforening" har lullet dem ind i, og som saa troligt er støttet af Storborgerne; de har nu begyndt at indse, at man har villet stille dem tilfreds med tomme Løfter og smigrende Ord. I hans Forening har de kun hørt Historier og Æventyr, i Stedet for at komme sammen og drøfte deres fælles Interesser, men de har nu indset, at de kun har været brugt til, imod deres Vilje at lave en Demonstration imod den fri Arbejderbevægelse. Men enhver Gerning bærer Lønnen i sig selv og den Tid kan maaske komme, og komme snart, at Hr. Møller vil høste sin Løn for sin Virksomhed for Arbejderne, nemlig med Skamme at komme til at staa alene med sin Forening, medens Arbejderne vender ham Ryggen.
Frøken Vulff har havt den Glæde at se, at hendes Ord bærer gode Frugter, ti der er nu dannet en efter Omstændighederne stærk social-demokratisk Arbejderforening. Siden Geleffs Tid har der ikke været en saa god Holdning iblandt Arbejderne som nu, takket være Frøken Wulffs kraftige og bestemte Optræden; noget som man ikke skulde have tiltroet en ung Kvinde, ti der hører en overordenlig stærk Villie og et ubøjeligt Mod til saaledes at stille sig til Skive for de "Dannedes" raa Angreb, men hun staar fast som en Klippe, uændsende al Haan og Spot, og stadigt kæmpende for at hæve den undertrykte og tilsidesatte fjerde Stand.
De skal snart høre fra mig om hvorledes det gaar med Bevægelsen og med Fanesagen og om vor milde og menneskekærlige Politimester Hr. Etatsraad Koch vedblivende er bange for den røde Farve eller for Valgsproget: "Ret for Alle, Uret for Ingen".
Med broderlig socialistisk Hilsen til alle Meningsfæller. Odin.
(Social-Demokraten 30. juni 1874).
Johan George Christoffer Frederik Koch (1827-1914) var politiker og borgmester i Odense. Han var 1853-1864 bl. a. politimester, rådmand og auktionarius i Slesvig by. Efter at være fordrevet fra Slesvig blev han 1866 blev byfoged, by- og rådstueskriver i Odense, desuden 1877-1897 borgmester og auktionsdirektør. 1869-1872 og 1876-1881 var han medlem af Folketinget for partiet Højre. 1894-1902 var han medlem af Landstinget for Højre.
I starten oktober 1874 oplyste flere aviser at Vulff var afrejst til New Zeeland. Social-Demokraten omtaler ikke dette, men omtaler hende heller ikke.
Den 9. maj 1878 blev der afholdt et stort kvindemøde i Føniks-Kælderen med Jaquette Liljencrantz, madam Clausen - og frk. Wulff. Baronesse Jaquette Linjenkrantz var datter af en af Sveriges højst stående adelsmænd og forkæmper for kvindens rettigheder, særlig som ugift mor. Social-Demokraten 9. maj 1878 omtalte hende som "fra Internationalismens Tid bekendte Meningsfælle Frøken Wulff". Da hun trådte frem på talerstolen i Føniks foran de københavnske kvinder, behøvede hun ikke nærmere præsentation. Af Social-Demokraten 11. maj 1878 fremgik at hun den 15. maj ved et møde i Den fri kvindelige Forening ville tage afsked med meningsfæller og fortælle om sin bortrejse fra Danmark, sin ankomst til Australien og sin afrejse derfra. Da hun den 19. maj forlod hovedstaden, blev hun ledsaget til banegården af en større forsamling.
